http://www.aarhus2017.dk/uploads/kortlaegning/5overskrifter_web/090914_OpsamlingSWOT_dokument_SWOT_P

SWOT ANALYSER - ÅRHUS 2017 EUROPÆISK KULTURHOVEDSTAD Referater af paneldebatterne

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT - ÅRHUS 2017 EUROPÆISK KULTURHOVEDSTAD Publikationen

Århus Kommune satser på, at Århus bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Kommunen har vedtaget en handlingsplan i fire faser, som løber frem til 2012, hvor EU og den danske regering skal udpege den danske by, der skal tildeles opgaven.

I dette opløb skal Århus’ styrker, potentiale og udfordringer kortlægges, tidens store emner diskuteres og bæredygtige og visionære projekter skal udvikles.

Denne publikation er resultat af 13 tematiske SWOT-workshops, som sekretariatet for Århus 2017 afholdt i juni 2009 som optakt til årets ambitiøse kulturelle kortlægning.

SWOT står for ”Strengths, Weaknesses, Opportunities and Threats”, på dansk ”Styrker, Svagheder, Muligheder og Udfordringer”.

Hver dag deltog mellem 16 og 32 fagligt kompetente personer i en SWOT-workshop, og efterfølgende debatterede tre til fire oplægsholdere dagens tema med publikum. Metoden bygger dermed først og fremmest på den viden, som de deltagende personer bidrog med.

Workshops’ene var delt op i to afdelinger: Først analyserede vi den nuværende situation i form af styrker og svagheder, og dernæst så vi på fremtiden i form af muligheder og udfordringer. Deltagerne i de enkelte SWOT-workshops blev typisk delt op i fire grupper, der hver især blev bedt om at forholde sig til dagens overordnede tema ud fra en specifik vinkel, eksempelvis infrastruktur, netværk, ressourcer, kunstnerisk kvalitet osv. Dette for at sikre, at workshoppen kom hele vejen rundt i forhold til emnet.

Deltagerne sad opdelt ved fire borde. De blev bedt om først at notere egne vurderinger hver især, dernæst at diskutere og udvælge betragtninger, for at nå frem til nogle bud på temaet i fællesskab. Til sidst fremlagde hver gruppe resultaterne overfor resten af deltagerne, og der var diskussion i plenum.

I publikationen har vi valgt at vise deltagernes SWOT-kort, som de tog sig ud efter hver dag: kortene er simpelthen fotograferet under hver workshop. Vi citerer udsagn både fra gruppediskussioner (oftest med personnavn angivet) og fra den fælles fremlæggelse, hvor udsagnene dog er citeret anonymt, da de udtrykker gruppens fælles udsagn.

I hvert afsnit giver vi desuden en opsummering af pointerne og konklusionerne af de enkelte SWOT-workshops.

Århus Kommune har et slogan, der hedder ”Viden, puls og rødder”.

Denne SWOT-publikation kan ses som det første spadestik til at finde frem til netop, hvad byens viden, puls og rødder består af, og hvordan de kan styrkes og udvikles.

Disse 13 workshops og 13 debataftener er startskuddet til Kortlægning af Århus - en hel stribe af undersøgelser af byen, som den fremstår i dag på godt og ondt, og som ligeledes ser på, hvordan byen skal udvikle sig frem mod 2017.

Vi inviterede en bred skare af kulturaktører til at deltage i disse 13 workshops og debataftener. Vi vil takke gerne takke de 625 personer, der tog sig tid til at dele ud af deres erfaringer og høje vidensniveau.

Vi mener, at med denne publikation har vi skabt en masse gode input til de mere dybtgående kortlægninger, der nu skal i gang i dette efterår.

LITTERATUR OG BYEN

IDRÆT, KROP OG BYEN

BØRN OG BYEN

ARKITEKTUR, DESIGN, MODE, KREATIVE ERHVERV OG BYEN

MEDIER, FILM OG BYEN

SCENEKUNST OG BYEN

MUSIK OG BYEN

BILLEDKUNST, FOTO, KUNSTHÅNDVÆRK OG BYEN

UNGDOM, VÆKSTLAG OG BYEN

BYRUM, FYSISK IDENTITET OG BYEN

MANGFOLDIGHED OG BYEN

DEMOKRATI OG BYEN

HUKOMMELSE, TRADITION, KULTURARV OG BYEN

TEMAER:

Trevor Davies, projektleder 2017

BESKRIVELSE AF SWOT:

introduktion

Citater fra debatten ved bordene

SWOT kort

Opsummering

Referat af paneldebatten

Hvert enkelt SWOT tema præsenteres fortløbende, og indholdet er struktureret ud fra følgende punkter: - Introduktion til SWOT temaet - Citater fra debatten ved bordene - Fotos af de udfyldte SWOT kort - Citater fra opsummeringen - Referat af paneldebatten

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 1: HUKOMMELSE, TRADITION, KULTURARV OG BYEN Referat af paneldebatten

Jørgen Carlsen Vi skal finde et fundament, som vi kan skabe mulighed for en Kulturhovedstad på. Vi skal undgå, at det hele bliver en del af varmluftsindustrien, altså dér, hvor man bare siger, at man er verdensmester i det hele, simpelthen. Derfor har jeg taget udgangspunkt i noget, som egentlig er et kendt arkitektfirmas slogan: ”No more bullshit – more content”. For at kunne fundere forhåbningerne på at blive Kulturhovedstad i fremtiden, skal vi fundere det på noget, vi selv tror på, og som vi nærer følelser for, eller, for nu at være rigtig dyr, har kærlighed til: ”It’s all about love!” Vi får kun profileret denne by i samme omfang, som vi nærer kærlighed til den. Derfor er det nødvendigt, at vi hæfter os ved det, som fremkalder en varm følelse, og at vi ikke bliver ofre for en form for projektmageri, der siger, at vi skal bruge nogle specifikke smarte tricks. For det kan man gøre så mange steder. Én af de store besyngere af København var jo Poul Henningsen. Han elskede byen, og det var ikke fordi, han ikke kunne se, at der var en masse ærgerlige ting, irriterende ting også. Lidt af den samme kærlighed tror jeg, man skal have frem i forhold til Århus. I Inger Christensens store digt ”Det” taler hun om ”en by, der er blød som en krop”. Senere kom der faktisk et tidsskrift for arkitektur og byplanlægning på Århusforlaget Modtryk, netop med titlen Blød By. Og fremfor at trække de gamle travere af stalden - ”smilets by”, ”verdens mindste storby”, osv. – for mig at se er de lidt for fortærskede, fortrampede og udtrådte – så burde man måske tænke på, om Århus kan forstås som en blød by. Underforstået: En by, der ikke først og fremmest er karakteriseret ved forbenet struktur og repetitiv reproduktion. Selvfølgelig skal tingene fungere: der skal spises, der skal arbejdes, der skal transporteres, der skal handles ind, og der skal soves. Men: Har Århus som by nogle kvaliteter, som peger ud over de reproduktive funktioner? Og det vil jeg faktisk mene, at den har, endog i usædvanlig stor grad.

Jeg mener, Århus er, og i endnu højere grad er ved at blive, en vidunderlig smuk by. Beliggenheden kunne næsten ikke være bedre. Vi har omkransende skove. Byen ligger i en dalslugt, nærmest nede i en gryde, så man bevæger sig op - på Højbjerg i den ene side og på universitetsbjerget i den anden. Og så har den jo en havn, der nu er ved at blive transformeret til et leveområde og kultursted, med bl.a. det nye Multimediehus, som står færdigt i 2015, hvis alt går vel. Altså to år før Kulturhovedstadsåret.

Og så har byen en karakter, der gør, at man ikke bare skal skynde sig videre gennem den. Og selv hvis man skal skynde sig videre, så er der stadig noget smukt og berigende ved den. Fx. er det en cykelby, mere end de fleste byer. Og den kunne være det endnu mere. Jeg ved, at det ny Multimediehus lægger meget vægt på en stor cykelparkering, og det er jo helt klart fremtiden: En CO2-neutral og meget sund trafikform i byerne.

På et tidspunkt boede jeg med min familie i Risskov og cyklede ind til universitetet i Århus, hvor jeg var ansat. Jeg cyklede langs stien neden for Risskov. Det er så smukt, så det næsten kunne være løgn. Og hvad sker der så, idet man drejer ind til byen?

Under skovvejen er der bygget en cykeltunnel, som jeg tror er anlagt i 30erne. En tunnel udelukkende til cykler, endda på et tidspunkt, hvor biltrafikken vel ikke var særlig dominerende – det signalerer et eller andet. Den signalerer, at vi skal passe på det liv, der er. Vi skal skelne mellem den hårde og den bløde trafik, og vi vil gerne skærme livet i denne sammenhæng og samtidig skabe skønhed.

En anden ting, der slog mig, var da jeg som studerende var ansat på Statsbiblioteket som studentermedhjælper. Når der så var spisepause, tog vi elevatoren helt op til 17. etage, hvor der var en lille afsats, hvor man kunne spise sin madpakke. Og hvis man

I PANELET: Jørgen Carlsen, Forstander Testrup Højskole Torben Dreier, Leder FO Århus

sad der en sommerdag eller en forårsdag var det ret bemærkelsesværdigt, hvordan hele byen så ud som en skov deroppefra.

Der var umådeligt meget grønt. Ikke bare i Universitetsparken, men også når man så hen mod træerne mange andre steder.

De havde store kroner, og husene så nærmest ud som om de lå som undskyldninger mellem alle træerne. Byen var nærmest indsvøbt i grønt. Et sted, som ikke bare er præget af den jernhårde urbane funktionssammenhæng, som selvfølgelig også skal til. Altså, den er ikke præget af businesstænkning i den forkortede version, hvor det først og fremmest handler om, at her skal tjenes penge, og helst så mange som muligt og så hurtigt som muligt. Men den er præget af, at man gerne vil skabe et sted for kollektiv livsudfoldelse.

Vi lever jo ikke bare for at arbejde. Vi arbejder vel også for at leve. Det, man bruger livet til, er jo forskellige former for ikke absolut nødvendige aktiviteter, kulturelle og rekreative aktiviteter, og også kreative aktiviteter. Og på denne måde bliver Århus i hele sit set-up nærmest et sted for det, sociologen Richard Florida har været inde på i sin noget diskuterede bog om ”den kreative klasse”. En boblende kreativitet har i de seneste 40 år eller mere karakteriseret Århus: rockscenen, baggårdsteater, ja, på mange forskellige områder. Det interessante er, at selvom denne kreativitet ikke er målrettet direkte mod økonomisk gevinst, så kan den meget vel vise sig at rumme innovations-muligheder, som gør, at man netop genererer en hel masse nye energier, som faktisk kan være produktive, også i økonomisk forstand. Århus har lige så meget styrke til at blive Kulturhovedstad, som vi elsker den. Altså, jo mere kærlighed, jo mere styrke. Man kunne sige: Folkets kærlighed, Århus’ styrke.

Torben Dreier Der er blevet talt om begrebet ”en by for alle”, og i den forbindelse synes jeg, man med fordel kunne tage udgangspunkt i nogle af de mange fantastiske og spændende grupper, der har styrker og gør en forskel her i byen. Man kunne nævne De Splittergale, eller Billedsporet, eller Imago og i det hele taget kunstdelen ude i Risskov. Alene inden for denne specifikke gruppe – personer, der har sindslidelser – er alt fra musik, over teater og performance, til billedkunst osv. dækket. Flere af dem rejser også til udlandet og viser, at handicapgrupper kan gøre en forskel og sætte nye rammer for hvordan, man tilgår kultur. Hvis vi taler om den målgruppe, man med et kærligt begreb har kaldt de sent udviklede, kan man nævne en gruppe som ’Øl, Pølser & Popcorn’.

I forbindelse med en kortlægning bør vi undersøge, hvordan sådanne grupper kan spille os ind på banen i forhold til kultur og sætte en dagsorden dér.

Begrebet ”rødder, puls og viden” er Århus Kommunes gode plusord. Jeg synes, de rummer så meget energi, også i forhold til 2017, så jeg synes, de bør være et omdrejningspunkt. Det bør være de ting, man forfiner. Jeg vil godt fremhæve noget, som gør mig stolt af at være indbygger i byen, nemlig den aktuelle skulpturudstilling ved stranden, Sculpture by the Sea. Det er genialt, og det er flot på en sådan måde at gøre noget, hvor vi sprænger de rammer, som vi traditionelt tænker os ind i. Jeg tror, at hele skulptur- og kunstområdet vil få kronede dage, og at der vil komme en hel bølge af ønsker om at støtte og bakke op bag denne idé. Og jeg tror, der vil komme et folkekrav om, at sådan noget skal vi gentage. Hvis det sker, så har vi da i den grad sat en ny dagsorden, som kan være med til at spille bolden på banen i forhold til 2017.

En anden ting, man kunne tage fat i er noget, som Festugen ikke har levet ordentligt ud, men som man kunne leve meget mere ud i forhold til 2017, nemlig alle de fantastiske rum, der findes i byen. I forbindelse med KulturNatten i efteråret har man været gode til at bryde grænserne for hvilke rum, der er anvendelige. Det bør være en del af forberedelserne til 2017, at få spottet hvilke steder, vi kan lege med. Dér tror jeg, vi kan skabe nogle overraskelser. Man kan hente inspiration fra andre ting, der har foregået gennem tiderne, fx baggårde, hvor man spiller klassisk musik, osv., og skabe rum for overraskelser. Da min kone og jeg var i New York sidste år, lod vi være med at tage hverken busser eller undergrundsbane. I stedet gik vi, og hele tiden lod vi os rive med af, at der hele tiden skete noget nyt. Vores vej blev hele tiden ændret, fordi det var oplevelsen, det kom til at handle om, i stedet for de planer, vi havde lagt for hvad, der skulle ske en given dag.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

Diskussion TREVOR DAVIES: Jørgen, den tanke, du havde om ”soft city”, fik mig til at tænke på Italo Calvinos bog Usynlige Byer, om hvordan man kan aflæse en by gennem dens lyde, farver og andre ting. Og det er en fantastisk måde at få et forhold til byen på.

Det er en lignende opgave, vi har nu: At få afdækket nogle bagvedliggende og gemte ting. Noget af det, der blev diskuteret ivrigt i eftermiddags, er fx den mangfoldighed, som du talte om, Torben. At vi skal være bedre til, at den mangfoldighed huskes og integreres i vores fælles hukommelse på en ordentlig måde, og at den ikke blot fremhæves i ny og næ, når vi synes vi har behov for den. Det blev også nævnt som et problem, at vi overkoncentrerer bestemte ting bestemte steder. Det kan være et problem, når en ting eller en historiefortælling ikke er så spektakulær, at den nemt lige kan koncentreres ned til en Grauballemand eller lignende, men måske er den alligevel vigtig. Hvor er Gellerups hukommelse, fx ? Hvis det lykkes at få spredt de folk, så er det måske godt for byen, men det er måske dårligt for det aspekt af den fælles hukommelse.

TORBEN DREIER: Her i den første fase er 2017 lidt af en elefant i størrelse og omfang, som er svær at tygge sig igennem. Den næste del af fasen bliver at skære den i skiver, der gør det muligt, at få inviteret folk ind og give dem ejerskab til, at denne del bliver løftet af forskellige grupper. For ellers kan vi gøre det her så skræmmende stort, at det ikke er muligt at gennemføre, eller hvor det kun er en udvalgt skare, der får lov til at gøre det. Og så mister vi de grupper af svage, som måske ikke er de synlige. Fx i forhold til det kulturelle.

TREVOR DAVIES: Vi skal også se på os selv med internationale øjne. En by som Göteborg har fx Verdenskulturmuseet. For de har turdet at tænke Göteborg ind i en global sammenhæng, og ikke bare Göteborg i en Göteborgsammenhæng. Man kan nogle gange med Århus føle, at alting sker i en Århuskontekst. Man går ikke ud fra Århus for at finde en anden kontekst. For enten er man bange for København eller noget andet. Hvorfor kan vi ikke tage et mere europæisk eller globalt syn på os selv? Det savner jeg lidt. Det er rigtigt nok, at vi skal huske mangfoldigheden, men vi skal også respektere vores mangfoldige fortid, som ligger lige så meget i Tyrkiet som i Risskov, i princippet. Hvordan får vi den koblet på?

JØRGEN CARLSEN: Jeg kan nævne i hvert fald et eksempel på, at vi tænker internationalt, nemlig World Music Center, som er en udbygning af Århus Musikskole. De er så vidt jeg ved det første sted i Skandinavien, der overhovedet tænker i den slags.

Men det er så også meget karakteristisk, at de har måttet kæmpe for midler på statsligt niveau. Der har de haft meget svært ved at trænge igennem, på grund af den kulturpolitik, der har været ført de senere år. Det er fint nok med et verdensmuseum i Göteborg, men jeg synes på den anden side ikke, at det i sig selv er provinsialisme at lave et museum for den kultur, man selv er en del af. Jeg tror ikke, du skal forestille dig, at der bliver ret meget vikingemuseum i Tyrkiet nogensinde. Vi er ligesom nødt til at koncentrere os om det, der er vores historie, og som vi har nogle specielle forudsætninger for at kunne vise. Der er en stor etnografisk samling i forbindelse med Moesgård, som jo egentlig altid har installeret sig i et globaliseringsperspektiv. Hvis ikke vi bevarer de danske sange, eller hvis vi kun bevarer Grauballemanden og intet andet – så er der nok ikke så mange andre, der gør det. Der kan også være noget provinsielt i at ville være international. Samtidig giver det jo heller ingen mening at operere med en form for etnocentrisk dybdeforståelse af historien, al den stund, at de fleste århusianere kun har været her i måske en hel eller halv generation. I dag føler jeg mig som århusianer, men indtil jeg kom til byen i 1968, var jeg sønderborgenser. Hvis vi ser på Gellerup, så har der jo boet mennesker fra 70’erne og frem, og de føler sig sikkert også som århusianere, ved siden af hvad de ellers føler sig som. Men de kan jo ikke på samme måde være forpligtede på Grauballemanden. Det interessante er ikke, hvor meget man deler rødderne, men hvor meget man arbejder sammen videre ind i en fremtid. Det har jeg også altid syntes, var det vigtige hvad angår integrationsproblematikken. I og med, at et menneske ikke er født i Danmark og måske heller ikke er vokset op her, vil det jo heller aldrig nogensinde komme til at tænke sådan varmt på Gorm den Gamle. Jeg ville næsten synes, det var perverst, hvis man gjorde. Men det betyder jo ikke, at man ikke samtidig kan samarbejde om, hvor vi skal hen, hvad vi skal med det danske samfund, og hvordan vi i fællesskab skaber et sted til gavn og glæde for os alle sammen. Angående det at ville være international: Der er ingen grund til at prøve at imitere alle mulige andre kulturer, som nok er bedre til at være dem selv, end vi er til at prøve på at være dem. Det gælder også, når man tænker på mange af de kendteste danskere. H.C. Andersen er fynbo

hele vejen igennem. Carl Nielsen skrev Min fynske barndom. Johannes V. Jensen skrev Himmerlands-historierne. Og da han fik Nobelprisen engang i 30erne sagde han, at alt han egentlig havde lavet var en beskrivelse af Himmerland. Da Thomas Mann fik Nobelprisen var det for hans første roman, som beskriver en Lübeckerfamilie. Det er tit sådan, at hvis man går i dybden, så når man også ud i bredden. Men hvis man hele tiden navigerer i overfladen, når man ingen steder.

TREVOR DAVIES: De overskrifter, vi skal finde, skal være noget, som vi godt kunne tænke os at dyrke. På den måde skal de være udfordrende frem for afspejlende. Noget, vi finder væsentligt og gerne vil investere i. Når vi så er nået dertil, er det nogle andre spørgsmål, der skal stilles, og nogle andre overskrifter, der gør sig gældende. Og der er stadig ting, vi ikke har gjort. Fx er mangfoldigheden ikke synlig i denne by. Den er synlig – og ghettoiseret – i Gellerup. Men den er ikke synlig i midtbyen, som ser ud som den gjorde, da jeg kom hertil i 1970. For vi har ikke givet mangfoldigheden lov til at præge den. Men centrum bør hele tiden afspejle det perifere. Den udveksling er afsindigt vigtig.

JØRGEN CARLSEN: Man skal huske ikke at bruge en overskrift som en hurra-agtig etikette. Det skal ikke være et mål, det skal være en tilstandsbetegnelse. En betegnelse på noget, som allerede findes. Ellers bliver vi et stykke totalteater, hvor vi bare skal indrette os på et eller andet, som man ikke får folk med på alligevel. Man skal ned i de dybere lag og være en smule ærlig, også for sig selv. Det handler om det, man nærer kærlighed til. Hvis man ikke selv tror på det, kan man heller ikke forlange, at andre skal. Og så skal man passe på ikke at lade det hele underlægge sig en form for eventmaking, så det kun får projektkarakter. Se bare på EXPO i Hannover, der var en fuser. Der skal være nogle varige goder, der kommer ud af sådan et kulturhovedstadsår.

PETER NØRSKOV: Vi skal nok ikke bilde os ind, at Verden eller Europa, vil lægge særligt meget mærke til, hvis Århus bliver Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Vi kan håbe, at vi bliver det. Men hvem kan huske hvem, der var Kulturhovedstad for to år siden? Så jeg er enig med Jørgen i, at det her skal vokse organisk ud af, hvad vi har og brænder for i forvejen. Vi skal fokusere på at skabe et ejerskab til det her, med vores vidt forskellige udgangspunkter. Det er utroligt vigtigt, at århusianerne får ejerskab til projektet, og det synes jeg kortlægningsprojektet er et glimrende tiltag i retning af.

TREVOR DAVIES: Ja, det er vigtigt, at det ikke ses som en konkurrence, og at det ikke er markedsbestemt. Men er der overensstemmelse med den kulturarv, som vores institutioner formidler, de traditioner, vi har eller ikke har, og den fælles hukommelse, som vi mener, vi er en del af? Er der en harmonisk, logisk sammenhæng mellem disse, eller mangler der noget?

ANNELIS KUHLMANN: Hvis vi kigger på periferien, så er der faktisk mange små enklaver, som nærmest har status af små centre, hvor der sker koncentreret aktivitet. Fx de boligkareer, hvor der er stærkt koncentrerede befolkningsgrupper, som måske ikke er dem, der har repræsentation gennem nogen institution i klassisk forstand. De har boligblokke, måske nogle mødelokaler og nogle græsplæner. De har et eller andet nærvær eller noget, som skaber en slags centrumfølelse. Samtidig sker der det inde i centrum, at der bygges nogle paladser, som bliver en slags ikke-steder, hvor der ikke ligesom er et rigtigt liv. Det er i den grad konstrueret. Det paradoks, der er mellem den slags samtidigt tilstedeværende typer af centre. De burde måske flirte lidt mere med hinanden.

PETER NØRSKOV: Det sker for sjældent, at grænserne mellem kulturer og kunstarter nedbrydes her i byen. Vi har stadigvæk, på trods af, at vi har en stor mangfoldighed i byen, svært ved at inddrage visse grupper. Gudskelov har vi i Århus nogle forudsætninger. Vi starter ikke på bar bund. Vi har en Festuge. Vi har en række festivaler i byen, der kan bygges oven på. Jeg synes, man i høj grad skal bruge Festugen til, frem mod 2017, at finde ud af, hvad det er for nogle ben, vi skal stå på. Vi har faktisk alle forudsætninger for at gøre det rigtigt. Der er en fare for, at Festugen udvikler sig til en række lukkede fester, rettet mod hver deres afgrænsede alderssegment. Man lukkede Univers, som om det på en eller anden måde var noget farligt, at vi her havde mulighed for at møde hinanden på tværs. Lad os da lukke op for blusset og lad os møde hinanden.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 2: DEMOKRATI OG BYEN Referat af paneldebat

Roger Buch Demokrati er troen på tvivlen. Moderne demokrati er samspillet mellem 1.

Politikernes lederskab 2.

Borgernes deltagelse 3.

Politikken, som kommer ud af det.

De ”billigste” kommuner (i Danmark) bruger 100,- kr. på kultur pr. borger pr. år. De ”dyreste” bruger 1500,- kr. Danskerne er vanvittigt tilfredse med demokratiet. Langt mere end tilfældet er i resten af Europa. 90% er tilfredse eller meget tilfredse.

Effekten af denne tilfredshed er passivitet. Kun hver 20. dansker er i dag medlem af et politisk parti. I 50’erne var det hver fjerde. Demokratiet i store som små kommuner har det godt. Ikke mange borgere har lyst til at forpligte sig politisk på længere sigt – det være sig i brugerbestyrelser, partiarbejde osv. (25-39 % engagerer sig i den slags frivillig indsats).

Det er op ad bakke at få borgerne på banen, når det drejer sig om demokrati. Ikke mange har lyst til at være politikere.

Kommunerne er gode til at satse på stadionbyggeri, multiarenaer osv., men bunden af kassen er ofte nået, når man når frem til driften af disse bygninger.

Hvad angår fordele og ulemper ved kommunesammenlægningerne er det sådan, at magtbalancen mellem embedsværk og politisk niveau har ændret sig til embedsværkets fordel, når man går fra småkommuner (som er mere overskuelige) og til storkommuner. Århus har undgået dette skisma, da man ikke er blevet udvidet. Man var turen igennem i 1970.

Poul Henning Bartholin Om otte år står vi, forhåbentlig, midt i et Kulturhovedstadsår i Århus, og da er det nødvendigt og vigtigt, at vi har demokratiet med som en dimension. Demokrati betyder jo egentlig folkestyre og har sin oprindelse i den græske bystat. I Europas Oplysningstid blev der formuleret yderligere vigtige tanker omkring demokratiet og omkring menneskerettigheder. Tanker om borgerens beskyttelse mod overgreb fra dem, der sad på magten, blev et stærkere og stærkere tema.

Aviser og medier, radio, tv og internettet… Alle er de i deres intention demokratiske. De skal gøre os alle i stand til at kontrollere magtudøvelsen og at deltage i den. Hos os først og fremmest gennem det repræsentative demokrati. Medierne har haft den rolle at være oplysende og kritiske. Men meget har ændret på det billede, bl.a. den omsiggribende markedsgørelse af alt. I dag er det så som så med public service-forpligtelsen, i hvert fald har de bestemmende – læs: politikerne – en noget anden opfattelse af det begreb end for en generation siden. Jeg behøver ikke at nævne, at vi i stigende grad ser medierne bestemme dagsordenen for samfundsdebatten. Det betyder ikke nødvendigvis længere en demokratisk diskussion, for der tænkes mere på markedsandele end på oplysning.

I PANELET: Roger Buch, Lektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Poul Henning Bartholin, Domprovst, Århus Domkirke Lone Hedelund, Afdelingsbibliotekar, Gellerup og Hasle Biblioteker

Religionskritik er en del af oplysningstænkningen. I dag ser vi, at religion fylder meget i den offentlige debat, og religionskritikken spiller en rolle igen. Anderledes kan det ikke være, og det er godt. Der er nemlig nogle synspunkter, som er blevet sat i søen, og som skal modsiges. Det ene er, at kristendom og demokrati er hinandens forudsætninger. Det andet er, at andre religioner f.eks. islam, ikke er demokratisk, og ikke kan forenes med demokrati.

For at sige det kort er begge synspunkter demagogi og noget gedigent vrøvl. Man kan sagtens forestille sig demokratiske samfund uden kristendom, ligesom man kan forene demokratiske styreformer med andre religioner som f.eks. islam. Hvad der imidlertid er vigtigst i denne sammenhæng er, at religionerne er bærere af et menneskesyn, som ikke kun er bestemt af de materielle forhold i et samfund. Religioner beskæftiger sig med og har som indhold menneskets tilværelse og dermed menneskets placering og betydning og mening i verden. Af den grund har religion og demokrati temmelig meget at gøre med hinanden. Der er en verden til forskel på at sige, at mennesket er noget værd i sig selv, fordi det er skabt, og tilværelsen er os givet og at sige, at mennesket er noget værd, fordi det er en potentiel forbruger eller undersåt.

Efter min opfattelse svækker mange forskellige faktorer demokratiet i dag. Kulturhovedstadsprojektet kan for mig at se være med til at udvikle demokratiet og føre det frem til en position, hvor det vil vise sig at være levedygtigt i mange år fremover. Vi lever i dag i et videnssamfund, og Århus er i meget høj grad en vidensbåret by. Det er der et stort potentiale i, også med henblik på at udvikle demokratiet både som styreform og som kultur. Der er brug for at bryde institutionsgrænser ned.

Pladser til folkeforsamlinger, som i Athen, er måske for idealistisk og urealistisk. Vi lever i netværk, som vi pendler ud og ind af i dag. Demokratiet skal måske udvikles og netbaseres på andre måder end blogs og Facebook. Det kunne være interessant, hvis vi kunne interessere nogle af vores mange IT-virksomheder og -forskningsinstitutioner i det.

Når vi indretter byen fremover, skal vi fastholde det perspektiv, som allerede ligger i tankerne om De Bynære Havnearealer og i tankerne om byfornyelse i Gellerup. Vi skal tænke på, at pladserne i byen skal være multifunktionelle og skal kunne bruges af alle.

Det er lidt urealistisk at sidde her og komme med mange forslag om, hvad vi skal gøre i 2017, for ingen kender de faktorer, der har indflydelse på vores demokratiopfattelse til den tid. Men det vil være en god idé, at vi er nogle, som sætter os til at arbejde med dette felt i årene frem til 2017. Hele konceptet for Kulturhovedstaden skal udvikles med den demokratiske dimension som en essentiel del.

Lone Hedelund Brevstemmer til det just overståede EU parlamentsvalg kunne afgives på Gellerup Bibliotek. Der var opstillet en stemmeboks i biblioteket. Dette afstedkom en fin dialog med de forskellige lånere. Stemmeprocenten i Gellerup var i øvrigt steget med 4 % siden sidste valg – dog næppe kun på grund af stemmeboksen på biblioteket!

Jeg synes, der var en rigtig fin energi i SWOT-gruppen i dag, præget af gensidig respekt og lyst til at lytte til hinanden. Når man skal udvikle demokratiet er det af vital betydning, at benytte sig af og udvikle forskellige metoder til borgerinvolvering, der tager hensyn til og udgangspunkt i lokal mangfoldighed mht. mobilitet, alder, etnicitet, køn.

Metoderne kan være borgerinvolvering via digitale løsninger (f.eks. stemmeafgivelse), borgerundersøgelser (digitale eller via skemaer), borgermøder, ønskebrønde, fokusinterview, opgangs- eller vejmøder, workshops eller fremtidsværksteder, og det kan foregå på forskellige sprog.

Demokrati i Århus har mange ansigter – så hvordan sikrer man, at demokratiet når ud i alle hjørner af Århus, især da der kan være flere områder af byen, hvor borgerne måske ikke er vant til at indgå i og tage aktiv del i forskellige demokratiske processer?

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

Diskussion…

TREVOR DAVIES: Der skal være en mening med at deltage aktivt i demokratiet. Open Source-idéen er en ny form for proces, som på én gang er demokratisk, men samtidig uformel og anarkistisk.

ROGER BUCH: Store grupper i Danmark er kørt ud på et sidespor, fordi de ikke kan forstå fx spørgsmål fra Gallup. Den offentlige forvaltning har et forfejlet billede af, hvad borgerne er og kan. Velfærdssamfundet er nu primært for dem, der ”kan selv”, altså selv kan finde ud af et udfylde formularer via nettet osv.

POUL HENNING BARTHOLIN: Så er der en demokratisk forpligtelse over for dem, der ikke kan selv, de 40 % af befolkningen, som er de facto ikke-IT-kyndige.

TREVOR DAVIES: Skal 2017 forholde sig til egentlige socialpolitiske dagsordener og det demokratiske underskud?

Mangfoldigheden kræver forskellige strategier. Hvor meget deltagelse i 2017 skal der til for at ændre bevidstheden og skabe forandring? København ’96 havde en deltagerprocent på 93%.

Er tidsånden til et sådant tilsvarende stort engagement? Man bør tage diskussionen om demokrati seriøst, så den bliver forpligtende.

ROGER BUCH: Den tredje vej i det gamle Athen var, at man også kunne blive valgt til politisk embede ved lodtrækning.

UKENDT DELTAGER: Man skal kunne møde repræsentanter for street-kulturen og andre strømninger fra vækstlagene med åbenhed og fordomsfrit lytte til dem.

TREVOR DAVIES: Kulturhovedstadsåret vil komme til at indeholde 150-200 projekter af alle slags. Men ikke i den klassiske opsplitning i genrer og en traditionel organisation. Der vil blive tale om forskellige verdener og en decentraliseret organisation.

UKENDT DELTAGER: Hvad med en fuldstændig kulturløs dag? Lyt til de 20-40 %, der er i yderområderne i befolkningen.

TREVOR DAVIES: Hvordan skal vi arbejde med det demokratiske kulturbegreb?

Vi skal være i dialog med de forskellige institutioner, råd og nævn i byen. Hvad vælger de at præsentere? 2017 skal ikke være et parallelprojekt til allerede eksisterende institutioner, eller for den sags skyld kompensere for, hvad disse ikke gør.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 3: MANGFOLDIGHED OG BYEN Referat af paneldebatten

Rui Monteiro Kan Århus brande sig som en by med mangfoldighed – både etnisk, kulturelt og socialt? Århus skal brandes gennem kunstnerisk og kulturel mangfoldighed. Kulturel mangfoldighed skal organiseres gennem forskellige organisationer, der kommer til udtryk globalt og lokalt. Byens kulturelle og kunstneriske mangfoldighed skal være til glæde for både byens borgere og for tilrejsende.

Kunstnerisk og kulturel udfoldelse er et velfærdsgode på linje med alle andre velfærdsgoder. Derfor er det kommunens pligt at sikre kulturel udfoldelse. En dansk kommune skal stadfæste adgang til kulturelle oplevelser uafhængigt af sociale tilhørsforhold.

Jørgen Skov I 70’erne var det mest eksotiske pizzariaer. I dag bor der 14-15.000 af anden etnisk baggrund end dansk i Gellerup! Den udvikling er gået fantastisk hurtigt. Som indvandrer bosætter man sig der, fordi man har bekendte, kulturelle fællesskaber og fordi, der er noget, man genkender – andre værdier, end dem vi danskere har lært. Der er meget forskellige værdinormer i Gellerup, der adskiller sig fra de normer, etniske danskere har.

Gellerup har udviklet sig til en by i byen. Gellerup er “noget andet”. Århus burde have Gellerup som venskabsby. Hvis Gellerup ikke inddrages i fællesskabet med Århus vil der være en stor gruppe mennesker, der marginaliseres. Man skal lave et bindeled, ellers kan man glemme alt om relationer til Europa, fordi det er det svageste led, der sætter dagordenen. Det er ikke de store institutioner. Det er i Gellerup, dynamikken ligger. Man skal betragte det som et privilegium at komme til Gellerup og fx opleve bazaren.

Bazaren er et erhvervsbaseret integrationsredskab. Men den er også en markedsplads, der sikrer det essentielle møde mellem mennesker i et utjekket, kaotisk, grimt miljø. Markedspladsen er et byrum, hvor der er interaktion mellem enkeltpersoner og grupper, og hvor der også sker en udveksling mellem etniske danskere og indvandrere.

Mindreværdsgrupper bliver mere og mere udbredte og mere og mere voldsomme. De slås som mod en mur, der udgøres af det danske samfund. I Gellerup lever forskellige kulturer side om side, selvom de indbyrdes er meget forskellige. Der findes fx fire forskellige kulturelle institutioner, der lever side om side – med døgnåbent – uden ballade. Det er også de eneste fire kulturelle tilbud i Gellerup.

Man skal holde op med at belære folk. Man skal sige: hvad kan vi lave i fællesskab? Hvordan skaber vi i fællesskab et rum med andre? Hvorfor flytter sekretariatet for 2017 ikke ud til Gellerup? Hvorfor laver Gellerupscenen noget, som kunne foregå alle mulige andre steder end i Gellerup?

I PANELET: Rui Monteiro, indvandrerpolitiker, TVtilrettelægger, Mediehus Århus Jørgen Skov, chef for Bazar Vest og tidligere byrådsmedlem for SF Sonja Mikkelsen, konsulent, Borgmesterens Afdeling, Århus Kommune og tidligere leder af projektet Urban 2, Gellerup Søren Marcussen, teaterleder, Opgang 2

Sonja Mikkelsen Jeg vil prøve at være handlingsorienteret. Det er vigtigt at fokusere på de ressourcer, der befinder sig i Vestbyen og have øje for de traditioner, som kommer til udtryk i hverdagslivet. Det er kulturelle udtryk, som betyder meget for beboerne i hverdagen: dansen, litteratur, musikalitet, avancerede kunstneriske udtryk, som vi ikke kender til, fordi de befinder sig inden for ”siloen”.

Der er mange kvinder, der udtrykker sig kulturelt, og det er muligt at mobilisere de positive kræfter. Det vil være godt at invitere de ressourcer, der findes i Vestbyen sammen med andre tilsvarende ressourcer andre steder i Århus, og derved bruge 2017 til at bygge bro mellem de forskellige grupperinger ved at mobilisere og anerkende ressourcerne.

Vi skal eksponere forskellige kulturelle baggrunde på en positiv måde. Og vi skal mobilisere den kunstneriske undergrund og de kulturelle institutioner og udvikle en ny mental infrastruktur. Det er en udfordring, at få de store kulturinstitutioner med til at tage ansvar for den nye integrationspolitik. De fleste midler er båndlagte til de store kulturinstitutioner. Men de skal udfordres og ikke udfordre folket, som de selv tror. De kreative erhverv skal udfordres til at skabe et byrum med plads til den kulturelle mangfoldighed. Kunne man bruge Moesgård som murbrækker, fordi de har været involveret i samarbejde med Vestbyen før?

Søren Marcussen Vi starter i 2001 med at forholde os til mangfoldighed. Vores forestillinger er forestillinger, der indeholder livets historier. Vi er Danmarks mest turnerende teater. I dag spiller vi hver tredje dag året rundt et sted i Danmark. Vores kunstneriske udtryk har en rækkevidde, som holder.

Kunsten skal spille en central rolle der, hvor livet folder sig ud. Basen er Århus, men vi bringer vores forestillinger ud i hele landet.

Vi oplever, at man er uvidende, angste og fremmede overfor hinanden. Teater og kunst skal ind der, hvor mennesker mødes, hvor de lever og har deres hverdag, f.eks. i Gellerup, i kirker, på skoler, i Vollsmose, i Vridsløselille…

Vi skal formidle ved at tage udgangspunkt i en trekant bestående af: 1. Publikum sammensat af dem, der er kommet til landet og dem, der altid har boet her.

2. Dem, der skaber forestillingen, som forholder sig tematisk til det mangfoldige.

3. Forestillingens indhold, der også forholder sig til mangfoldigheden og det, der foregår i vores samfund Vores benzin til at holde ”Opgang 2” kørende i syv et halvt år er de tilbagemeldinger, projektet har fået. I årenes løb er vi blevet bekræftet i, at vores kunstneriske udfoldelse har en værdi for andre – bl.a. har Kunstrådet bakket op. Men der er stor forskel på den understøttelse vi har fået fra byen og den økonomi, der skal til for at drive virksomheden.

Vi spiller for 15-16 årige, alle mulige steder, også på plejehjem. Vi spiller for dem, som kan bruge forestillingerne til noget. På den måde har vi fået et nyt publikum. Nu er vi godt brandet, har fået satspuljemidler og støtte. Vi er unikke i Danmark, men byen giver kun ad hoc støtte. Vi laver forestillinger om det, der sker lige nu. Vi spiller selv mange penge ind og tror på, at det har en betydning. Vi har præsenteret kommunen for MAGMA og kan ikke forstå, at byen ikke har taget det her meget mere alvorligt, end den har. Vi synes mangfoldighed skal markeres hele vejen igennem og ikke kun i forbindelse med 2017.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

Diskussion…

RUI MONTEIRO: Kulturpolitikken hviler på mangfoldighed.

SONJA MIKKELSEN: Vi skal være handlingsorienterede.

JØRGEN SKOV: Vi skal tage udgangspunkt i den virkelighed, der findes.

SØREN MARCUSSEN: Det kan lade sig gøre, selvom man er mindre i størrelse, at bryde igennem usynlige mure med noget, som der er behov for, så der kan ske en forandring for mennesker. Tør byen overlade et udviklingsarbejde til Opgang 2? Det kunne udvikle sig fra afbrænding til branding.

UKENDT DELTAGER: Skulle man sende en ansøgning: Gellerup som kulturby i samarbejde med Århus?

TREVOR DAVIES: Århus har tre rum: Gellerup, havnen og midtbyen.

SONJA MIKKELSEN: Bazar Vest er et mandeområde – undtagen hvad angår de somaliske mænd. Mændene pisser territoriet af. Det er kvinderne, man kan samarbejde med. For det gælder deres familie og børnenes fremtid. De somaliske kvinder er fantastisk stærke. Kunne man få Bymuseet til at lave Gellerups historie?

UKENDT DELTAGER: De arbejder på det. Kunne man lave en mere levende, beskrivende og interaktivt fortællende Gelleruphistorie? Ville det være interessant? Århus er stolt af mangfoldighed, og det kan synliggøres ved en manifestation af denne mangfoldighed igennem en fortælling af Gellerups historie.

JØRGEN SKOV: Byen skal først og fremmest anerkende Gellerup. Den socialdemokratiske model til løsning af problemerne har spillet fallit. Det er lappeløsninger. Man betragter det ikke som et sted med muligheder.

Det er vigtigt med identifikation. Det kan ske igennem et samarbejde, der, med baggrund i Gellerup, udvikler kunstneriske projekter, der er netværksbaserede. Det vil være en god idé at skabe netværksrelationer, hvor der kan skabes samarbejdsmuligheder med henblik på at danne basis for at frembringe ”Gellerup-fortællinger”, og derved give Gellerup en stemme gennem et kunstnerisk projekt.

UKENDT DELTAGER: Man kunne lave en antologi for Gellerup.

UKENDT DELTAGER: ”Gellerup-fortællinger” kan danne grundlag for langt større fremtidsprojekter.

UKENDT DELTAGER: Det er i hukommelsen fremtiden ligger.

SONJA MIKKELSEN: ”Gellerup-historier” skal være mere end en øjenåbner for århusianerne. Århusianerne skal inddrages og forstyrres. Det er heller ikke nok, at vise Gellerup-historier. Århusianernes danske kultur skal også frem i lyset, for den har vi glemt.

SØREN MARCUSSEN: Kunne det være en idé, at lave en Århusfilm a la PH’s Danmarksfilm? At skabe en ny Århushistorie, for de gamle var ikke så flatterende.

SONJA MIKKELSEN: Vi skal ende med et mere åbent og inkluderende Århus, som resultat af 2017. Det skal ikke være et finkulturelt projekt. Vi skal have forløst nogle spændinger og bearbejde dem gennem fortællinger. Vi kan ikke tage ejerskab på, hvor processen skal føre hen.

JØRGEN SKOV: Gellerup er meget konkret. Vi får det, hvis vi gør det. Noget for noget. Vi vil gerne have folk ud i Gellerup til debatter for at opleve virkeligheden og prøve at forstå, hvad der foregår. Det er noget helt andet end disse rene lokaler på Bymuseet. Børnene fra Gellerup møder et møgforkælet Stautrup og vender hjem til Tyrkiet! Forskellene bliver større og større og ender til sidst med en eksplosion, hvis der ikke gøres noget.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 4: BYRUM, FYSISK IDENTITET, ARKITEKTUR OG BYEN Referat af paneldebatten

Niels-Peter Mohr Det er kommuneplanen, der bestemmer, hvad der skal ske hvor, og som udgør budgettet og paraplyen for, hvordan man vil arbejde med byen og dens udvikling. Hovedfokus er på branding af byen som vidensby. Her er 300.000 indbyggere, 180.000 arbejdspladser og et areal på 470 km2. Der er et meget lavt aldersgennemsnit i Århus. Hovedtemaer er byudvikling og det åbne land. Bæredygtighed forstås her som en både klimamæssig og social pejlesnor og et vigtigt fokus i kommuneplanen.

Havnens nye arealer involverer 5 nye projekter, der allerede er vedtaget. Havnen er et meget stort område udad, faktisk overraskende stort. Størrelsen svarer til afstanden fra Domkirken ud til Hasle Torv. Kør selv ud og kig! Kvalitetshåndbog for de Bynære Havnearealer er en publikation, der grundigt beskriver alle omdannelserne. Målet er en demokratisk, blandet og multifunktionel ny bydel.

Her er to ”bastioner”, som nok er et dårligt ord, for de skal være dynamiske områder for udfoldelse. Bilerne skal ud af midtbyen, og en stor omlægning vil gøre denne plads til et nyt omdrejningspunkt. Et mål er også at få byen ud at ligge ved vandet igen.

Der er forskellige måder, at forholde sig til vandet på. Vi skal give folk mulighed for at være ved vandet, både i gummistøvler og stiletter. Det skal være et stykke rå plads, der er modtagelig overfor påvirkninger via menneskers forskellige brug af området.

I 2015 er letbanen, Multimediehuset og andre ting færdige. Så i 2017 står det hele superklar til brug. Et spørgsmål er så, hvad der skal ske med mellem-armen. Den er uegnet til både ophold og andre former for erhverv end havneerhverv. Så det er den nødt til fortsat at blive brugt til. Der er giftigt, og det kan ikke inddrages, så længe vi har brug for olie. Det flade tag på Multimediehuset er måske spild. Det kan blive verdens største mågekoloni.

Kristine Jensen Århus minder mig om Barcelona. Ikke at være hovedstad kan tilføre en by nogle interessante, skæve kvaliteter. Beliggenheden nær vand er tiltrækkende for alle mennesker. Demokratibehovet i Barcelona blev udmøntet som byrumspolitik. Den store begivenhed blev olympiaden, og man inddragede borgerne demokratisk i udformningen af deres egen by.

Unge arkitektstuderende blev sat til at designe små oaser, eller ”byrumshuller” i byen. Det udviklede sig til en hel arkitektonisk generation i Barcelona.

I første omgang handlede det om et ønske om, at få noget mere demokrati ind i byen, og i første omgang blev problemområder sat på dagsordenen via konkurrencer om byrum. Byen blev brugt som værksted, og dette blev senere en del af turismestrategien for Barcelona.

Hardwaredelen kan siges at være kommuneplanen og det tilgængelige inventar, mens softwaredelen består af kreativitet og flux. Åens succes bunder i den naturlighed, hvormed byplanen restaurerer det oprindelige i byen. Det har sin topografiske og geografiske årsag. Studerende er et softwaregods af en meget værdifuld karakter: Vi har hele tiden nyt vækstlag! Der er både eliter og subkulturer i byen, og de kan fungere sammen i mange sammenhænge.

I PANELET: Niels-Peter Mohr, afdelingsarkitekt, Planlægning og Byggeri, Århus Kommune Kristine Jensen, arkitekt, Kristine Jensen Tegnestue Rune Nielsen, arkitekt, Kollision, assisterende professor ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og projektleder ved Digital Urban Living (CAVI) Annette Damgaard, KulturNat Århus

Hvad angår hardware mangler der er en byrumspolitik. Banegårdspladsen organiseres omkring taxakørsel! Det skal være synligt, at det er fedt og bør være fedt at tage toget! Det er ikke et bæredygtigt signal, at centrere en plads omkring bilkørsel. Der er en meget fin arkitektur i Universitetsparken mellem bygning og park. Parken komplementerer bygningerne. Parken er naturlig og virker ikke som om den er ”kørt ind” på pladsen.

Når vi taler byrumspolitik, og at bruge byen som værksted, skal integration også tænkes med. Integration er lige nu ikke en del af Midtbyen overhovedet.

Bazaren burde ligge under Clemens Bro! Et andet stort ønske handler om, at sporten trækkes ind på pladser osv., frem for at foregå tilbagetrukket i sportshaller osv.

Rune Nielsen Digital Urban Living handler om borgerkommunikation, digital kunst og kulturarvsformidling. Fokus er på sted, bruger og dialog. Vi arbejder med at skabe nye måder at bruge kendte, måske ubrugte, steder til interaktionsdesign. Vi har brugt multifunktionsskærme, der er åbne for varieret brug. Vægten er på midlertidighed osv. Bjarke Ingels Group er i gang med et projekt til Shanghai Expo 2010, hvor de skal lave lyssætning til Expo-pavillionen.

I forbindelse med Århus Kommunes vision om at være CO2-neutral i 2030 har vi medvirket i borgerformidlingsaktivitet i Ridehuset, og vi har arbejdet med ”klimabekendelser”, fx bekendelser af ”klimasynder”, der projekteres op i busskure.

Vi forsøger at arbejde i et spændingsfelt mellem det underholdende og det seriøse. At skabe aktiverende oplevelser på mediefacader er vores kerneområde. Aktivering af byrummet kræver nye måder at tænke, hvad byrum i det hele taget er.

Det nytter fx ikke, at et byrum kun fungerer ved 25 graders varme. Vi skal i højere grad søge at kuratere byrummet, herunder busstop og andre mikrosteder.

Annette Damgaard KulturNatten i år handler om ruter i byen, udfra overskriften ”Spor i natten”.

Det er med udgangspunkt i det meget store problem med, at få folk ordentligt rundt i byen. KulturNatten består af en række organisationer, der melder sig til, og derfor vil de også gerne, at gæsterne ikke kun samler sig på Store Torv.

Natteravnene går tur med ”infostop” fra Store Torv og ud i zonerne. Det handler om, at finde ukendte stier og små veje og blive opmærksom på nye smutveje, på byggerier, der ikke findes endnu, men også på de ting, der findes nu, men som man aldrig lægger mærke til. Et projekt går ud på rundvisning i byen via fotos, og i samarbejde med bl.a. Stiften laves et interaktivt kort, som brugere selv kan fylde på med mærkelige steder og andre opdagelser.

Idéen med opdagelse af nye steder hænger sammen med kulturruter, den kulturelle kortlægning, og i det hele taget Århus Kommunes formuleringer om, at den demokratiske vej til viden kan gå via brugernes egne optegnelser. Projekterne lægger op til en mangeartet brug af byen. Hvordan nye byrum tages i brug, afhænger også af den indledende øvelse med at lægge brugen ud til borgerne.

Diskussion RUNE NIELSEN: I det faktiske rum, hvordan gør man gæsterne opmærksomme på stederne, uden at risikere at komme til at udvande de hemmelige steder.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

ANNETTE DAMGAARD: Man er nødt til at gå ud og kigge på stedet selv – oplysningen på sitet er ikke nok.

NIELS-PETER MOHR: Hvorfor skal de absolut ud i krogene?

TREVOR DAVIES: I en undersøgelse fra København fandt man frem til, at der er en grænse på 250 meters radius. Ellers bliver afstanden for stor, og folk forsvinder. Zonen kan gøres interessant via de sjove, alternative ruter, som også giver en stolthed omkring lokalområdet. Det er ikke så vigtigt at vise, hvor stor flokken af gæster er, men at hver enkelt får oplevelser. Man vil selv være stifinder. Der skal være pejlemærker og koder, der kan hjælpe med at afkode. Det handler om, at lade folk selv være med til at kortlægge. Der er taget højde for den mentalitet, ved at bede folk om at finde nye ruter. Man kan også arbejde med at offentliggøre private steder i nogle dage ad gangen – lade folk se ind i private rum.

KRISTINE JENSEN: Der er sådan noget som ”community gardens” – små lommer, parker og kolonihaver. Det kan bruges på forskellige måder og forskellige niveauer.

TREVOR DAVIES: Man kan gå op på hustage på Nørrebro, eller op på øverste sal, og give folk et vue over, hvor de befinder sig.

UKENDT DELTAGER: Det dér med ”turist i egen by” bruger jeg ikke. Jeg tager af sted efter noget bestemt.

NIELS-PETER MOHR: Byfornyelse har gjort, at baggårde bliver aflåst og mere private. Man kunne evt. servere byzonerne stykvis i KulturNatten.

KRISTINE JENSEN: Det kan måske også bruges som et integrationsprojekt.

RUNE NIELSEN: Man kan lave sådan noget, hvor en bestemt person skal bestemme turen. Et slags byrumsspil.

LOTTE KOFOED HANSEN: At ”misguide”, hedder det.

JONATAN MARCUSSEN: I den forbindelse kan man lære meget af rollespil. Det behøver ikke bare at være noget med papsværd i en skov.

KIRSTEN ELKJÆR: Festugens “Den røde rute”. Man kunne råbe noget bestemt hver gang, man ser et eller andet.

TREVOR DAVIES: Kunne metoderne i kortlægningerne fx bruges direkte i arkitekturplanlægningen?

NIELS-PETER MOHR: Planlægningen skal bygge på borgernes ytringer også, så det at tænke kultur og æstetik samtidig med arkitekturplanlægningen er en naturlighed. Der skal være en naturlig sammenhæng.

TREVOR DAVIES: Hvis vi foreslår en konkurrence om byrummet – kan man gøre det?

NIELS-PETER MOHR: Man bør give støtte til, at unge arkitekter bidrager til egen by. En højere grad af tværfaglighed er et ønske og en vision.

KRISTINE JENSEN: Jeg har stået bag park- og aktivitetsområdet Prags Boulevard i København. Her er stole, græsbeplantning osv., og 7 aktivitetsområder, hvor man kan gøre forskellige ting. Det var en lang proces, hvor folk tog ejerskab.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 5: UNGDOM, VÆKSTLAG OG BYEN Referat af paneldebatten

Christian Dietrichsen Det er nødvendigt, at nå den overordnede forståelse omkring ungdoms- og vækstlagsmiljøerne, at det er nogle meget flygtige miljøer. Det er folk, der farver hår hver tredje måned. Det er folk, der betegner sig selv som emoer i et halvt år, og som punkere et halvt år senere. Derfor skal det system, der skal tage sig af det her, være omstillingsparat. Det duer ikke med de tunge politiske systemer, med puljer, hvor man skal vide alting et halvt år i forvejen. Disse unge mennesker er i gang med en identitetsdannelse, og det har det med at ske i opposition til alting. Der er nødt til at være noget modspil. Tankegangen går ud på at sige ”Jeg er i hvert fald ikke sådan dér”. Der har brug for hele tiden at være i opposition til et eller andet. Hvis man ikke har forståelse for det, så vil man bare skubbe dem endnu længere ud i opposition, og tabe dem helt.

Men vækstlag kan jo også betyde én, der har været grafiker i t10 år, og nu beslutter sig for at ville være kunstner. Det jeg laver med FLirkus handler meget om at finde ud af, hvad det er for nogle rammer, der kan give folk glød i øjnene. Nogle vil gerne have nogle meget faste rammer, andre vil ikke. Det kommer meget an på, hvor folk er henne. Vi har lavet Huset om til et brugerstyret kulturhus med mandagsmøder. Det var der nogle, der kunne finde ud af og nogle, der ikke kunne. Det var det mest demokratiske, jeg nogen sinde har været med til. Det handler om at sige: hvad er det for nogle rammer, vi skal lave?

En ting, der diskuteres meget, er Århus’ lillebrorkompleks overfor København osv. Her synes jeg, det handler mere om, at man skal være stor nok til at sige, at hvis folk har glød i øjnene, er det lige meget, om det er Berlin eller Viby, det kommer fra. Det handler om den enkeltes udvikling. Man skal ikke på sådan en krampagtig måde insistere på, at folk skal blive i Århus. Vi skal have et andet fokus end det dér ”du skal blive her!”...

Vi har snakket meget om uddannelsesinstitutionernes rolle, men vi har ikke snakket så meget om erhvervslivet i forhold til vækstlagsmiljøerne, og der tror jeg, der er nogle ting, man kan bygge videre på. Man må parre nogle folk og miljøer. Der er Århusgruppen, som er 12 erhvervsfolk, som har en pulje og underskudsgarantier, som man kan søge til større events. De er så godt nok ved at miste alle deres penge for øjeblikket. Men det handler om, at bygge nogle miljøer op og ting og sager. Det handler om tomme bygninger. Når der er en tom bygning, skal den bare ud i fri leg med det samme! Der var en silo på havnen. Nogen havde kæmpet i meget lang tid for at få lov til at bruge den. Endelig fik de lavet en weekendfestival, og så blev siloen revet ned dagen efter. Når et rum er lidt smadret, er restriktionerne mindre.

I FLirkus er der folk, der er holdt op med at se fjernsyn, og det er min målestok for, hvor godt noget er lykkedes. Hvis man er holdt op med at se fjernsyn, er det jo fordi, man er begyndt at lave noget andet.

Hanne Staahlnacke Jeg har fulgt slagets gang inden for hiphoppens historie her i byen og i det hele taget street-kulturen, som startede i 80’erne i USA. Det, jeg har hæftet mig ved, er, at det er antivoldeligt. Der skal battles, og der skal vindes, og det foregår nu og her. Man ordner tingene verbalt og her og nu. Det er hamrende bemærkelsesværdigt, at der alle steder findes sådan en rap- og skater-

I PANELET: Christian Dietrichsen, Frontløberne, m.m.

Hanne Staahlnacke, projektleder, SkateScene Jonatan Marcussen, Under Århus

kultur, at denne livssstil har bredt sig world-wide på 20 år. Vi har desværre i Danmark været meget langsomme til at tage den til os og se i øjnene, at vi kan lære noget af den.

Hvis vi så nærmere på de organisationsmodeller og de selvorganiserings-kulturer, så kunne det godt være, vi skulle til at gentænke forenings-Danmark. Det handler om, at vi skal være omstillingsparate. Man skal stole på, at der er andre, der ved noget, og turde skabe noget nyt.

Vi er nødt til også at snakke stoffer. Det er smartest ikke at prøve at lege, at vi ikke har stofproblemet. I enhver gruppering, om så det er en organiseret idrætsforening, eller en skater-klub, bliver der røget fede. Vi kan lige så godt slå fast, at sådan er det.

Og vi har mange andre stoffer end de fede. Jeg har fulgt processen med den organiserede kriminalitet, og den er skidegod til at markedsføre sig ind i nye miljøer.

Der er en meget vigtig faktor i at sige, at ungdommen kører så stærkt i dag, forårsaget af sms-kultur osv., og det kan ikke nytte noget, hvis vi som voksne og ansvarlige ikke er i stand til at følge det. Det kan ikke nytte, at det går op i bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Man må være derude. Med hensyn til vækstlag er spørgsmålet, hvordan vi får de unge lidt mere på banen.

For det er stadig dér, jeg mener ekspertisen ligger. Vi skal ikke skabe rammer – vi skal skabe rum!

Jonatan Marcussen Det handler meget om, at finde frem til de netværk, der har indflydelse på hvordan en by udvikler sig, og få spredt det glade budskab om, at byen gerne vil noget. I forbindelse med en kortlægning, er det måske ikke det at sætte ting i kasser, der er interessant. Det er vejen hen mod det, der er interessant. Altså vejen og ikke målet. At vi får gejst og energi for det her sammen.

Det skal blive et plus, at man har tætte netværk. Hvordan kan man styrke de her vækstlag? Det kunne godt være noget kommunalt. Man må støtte både mentalt og økonomisk. Og derefter skal det være helt ’hands-off’, så tingene kan få lov til at udvikle sig selv.

Jeg tror, at meget få definerer sig selv som vækstlag, da de er ildsjæle, der ikke ønsker at være hvor de er. Hvilket gør denne gruppe af mennesker særdeles spændende, da dette er lig med udvikling og udfordring. Mennesker der ønsker at gøre mere, bidrage med mere og være mere.

Gennem den igangværende kulturelle kortlægning af Århus har kommunen en historisk chance for at give Århus’ vækstlag og borgere en først og fremmest mental håndsrækning ved at skabe reel borgerinddragelse. Man kan blive lidt overrasket og skeptisk over en indbydelse om at tale om vækstlaget, da dette ikke nødvendigvis har været almindelig kutyme hos kommunen.

Men det er så lidt tillid, der skal til fra kommunens side, før et potentielt vækstlag får lyst til at engagere sig. Derudover vil jeg foreslå, at 2017 gruppen i samarbejde med Kulturforvaltningen peger på en række mennesker i vækstlaget, der kan fungere som ambassadører for 2017-projektet, og formidle det glade budskab i deres netværk. Jeg melder mig gerne som kandidat.

Vi har startet foreningen Under Aarhus (“under” står for undergrund), hvor vi gerne vil medvirke til at aktivere, mobilisere og ikke mindst uddanne den kreative undergrund/vækstlaget i Århus. Dette med relevante workshops, hvor der inviteres kompetente mennesker til offentligt tilgængelige debatter. Men det er vigtigt med villighed fra kommunens side til at tage chancer og anvende en slidt bygningsmasse til kreativ smeltedigel. Evt. bør man udpege vækstområder i byen med særligt kreativt potentiale, og reklamere med nedsat husleje for vækstlaget i disse områder. Evt. med reglen om, at hvis disse beboere

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

opnår en given økonomi, må de fraflytte og overlade pladsen for nye vækstlag. Dvs. en kommunal beslutning om lav husleje og derefter “hands off!” (her findes eksempler fra vækstområder i Glasgow og Berlin). Man kan så spørge sig selv, om Århus har “nok” slidt boligmasse, der kan udlejes billigt, eller om byen “desværre“ har været så velstående, at denne er revet ned. I Shanghai, fx, har en eksplosiv økonomisk vækst medført nedrivning af gamle industriområder, som dernæst savnes, da det er vigtigt at mærke historisk vingesus for at kunne skabe og tænke nyt.

Diskussion…

CLAUDE: Det er alt sammen rigtigt. Det handler meget om rum. Vi er mange, der savner rum og bliver frustrerede, når vi skal bruge energi på at opfylde brandmajorens og andres ønsker. Det er jo ikke derfor, man beskæftiger sig med den slags ting. Det er jo for at sprænge rammer.

JONATAN MARCUSSEN: Måske man burde arbejde med nogle styregrupper, der kunne tage sig af den slags formelle ting.

TREVOR DAVIES: Når vi taler om ungdomsmiljøer... Der er jo mange miljøer inkluderet i det her. Mener I, at vi skal være mere specifikke i, hvordan vi betegner det her...? Skal vi kigge på miljøerne mere individuelt?

CHRISTIAN DIETRICHSEN: Når man tager FLirkus, kunne man godt dele det op i flere miljøer, og det er nødvendigt nogle gange for at forstå, hvad der foregår.

Nogle er der, fordi de ønsker at være kunstnere. Andre, fordi de vil slippe ud af et misbrug. Men jeg ved ikke, om man bør gå til dem i små grupperinger, men man skal forstå, at de forskellige grupperinger findes. Der er både meget ressourcestærke personer, og så er der nogle, der er helt ved at krakelere.

HANNE STAAHLNACKE: Århus er så lille, at det ikke er svært at henvende sig, for de er overalt. Jeg synes, der er noget enormt smukt i skaterkulturen i, at hvis en lille knægt falder og slår sig, så står der straks fire store og hjælper. Jeg bliver noget provokeret, når der tales om at ”uddanne undergrunden”.

JONATAN MARCUSSEN: Det bør man prøve.

HANNE STAAHLNACKE: Det kan man altså ikke! Og at bruge et ord som ”styregruppe”. Det kan de sgu’ selv finde ud af.

JONATAN MARCUSSEN: Jeg synes det handler om at vise tillid, at give en håndsrækning, og at vise fra kommunal side, at man vil de unges projekter.

HANNE STAAHLNACKE: På et tidspunkt var det på tale at lave et ”street academy”. Det kunne de slet ikke forholde sig til. At man sådan skulle gå i skole for at lære at blive hiphopper.

SKATER BLANDT PUBLIKUM: Jeg syne, man ser flere og flere seriøse projekter, selvom det ikke er noget, der er profit i. Det rigtigt spændende er, hvis man kan få det taget noget mere seriøst og derved blive foregangsbillede for noget helt nyt.

MARTIN LAI: Kunne man ikke forestille sig, at der i Århus er basis for at skabe en forbindelse mellem unge grupper og ’the establishment’? For lige nu handler det jo meget om enkeltpersoner. Men kunne Århus 2017 have et ungdomssekretariat, fx.?

TREVOR DAVIES: Der kunne godt være en enhed, der administrerede tilladelser til at bruge forskellige steder og den slags.

Omvendt er faren, at det kunne blive bare en ny institution, et nyt Kulturhus Århus.

JONATAN MARCUSSEN: At have ambassadører kunne være en god idé.

TREVOR DAVIES: En ting, vi har tænkt, er at undlade at lave en 2017-organisation, men i stedet at låne eller købe folk, der sidder decentralt i deres miljøer. På den måde sikrer man sig, at de har deres netværk med sig.

CHRISTIAN DIETRICHSEN: Som et eksempel på, når det ikke lykkes: Århus Festuge burde være det sted, hvor vi alle lægger vores energi. Men i stedet er det en modstander. Det er dér, man kommer og spørger, om man kan få nogle penge.

TREVOR DAVIES: Man kunne godt lege med en tanke om nogle ambassadører eller ”scouts”, der kunne skabe forbindelser til nogle miljøer.

CHRISTIAN DIETRICHSEN: Det handler om, at kunstnere, folk, der så at sige ”arbejder med deres ego”, ikke bør være underlagt nogle kunstneriske ledere, der kommer og sætter streger. Vi skal være klar til at sige, at vores profil er mangfoldig. Et broget udtryk.

HANNE STAAHLNACKE: Med den erfaring jeg har i Århus, med at skabe noget nyt, med tunge organisationer, tunge foreninger og enkeltpersoner, må jeg sige, at processen på fire år har været rigtig svær. Jeg er nødt til hver gang at præcisere, ”kan vi ikke prøve at tænke frem mod et fællesskab, der kan være i alles interesse, i stedet for at være så fokuserede på, hvor vi kommer fra i forvejen...?”

CLAUDE: Man kan godt være vækstlag i nogle år. Men folk falder i nogle huller. Man kommer hurtigt i en situation, hvor man er nødt til at have nogle penge for at kunne lave noget.

TREVOR DAVIES: Det med vækstlag er en interessant Århus-ting. Det er et energifelt, som man kan gøre større eller mindre.

Det at holde et vækstlag kørende synes jeg er en væsentlig ting. Jeg har altid betragtet mig selv som en del af et vækstlag, intellektuelt og arbejdsmæssigt. Måske et andet begreb skal til... Man arbejder i et rum, et energifelt. Hvis kunstnerne er trofaste mod sig selv. Fritstående og engageret. Man skal være i kontakt med omverdenen uden at være afhængig af den, det er den svære balance.

HANNE STAAHLNACKE: Der er folk, der ved hvad de vil, og der er dem, der ikke ved det. Dem, der har idéerne og handlekraft i street-kulturen, der skal man skabe et interessant rum. En måde at få unge uden selvværd til også at blive en del af det her.

Ildsjælene bliver dræbt i den her by, som tingene er nu.

TREVOR DAVIES: Det er et dilemma, hvordan man støtter, uden at konsulenter sænker processen, og få en selvstyrende, selvorganiserende gruppe...

HANNE STAAHLNACKE: Sådan, som jeg opfatter det, er det, der bliver efterlyst i dag: Lad nu lavinen køre et øjeblik for sig selv og lad os se, hvad der sker.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

TREVOR DAVIES: Vi kender ikke så meget til massen af potentiale. Måske er de institutioner og systemer, vi har i forvejen, for spinkle til at synliggøre potentialet.

RUI MONTEIRO: Dengang jeg var i Tyskland besatte vi bare en fabrik. Jeg er så træt af folk, der går og brokker sig. Hvorfor gør man ikke bare noget og besætter en fabrik?!

SKATER BLANDT PUBLIKUM: Hvis nu man gav folk noget frit spil, så behøvede man måske heller ikke så mange penge. Tid er jo også en værdi.

JONATAN MARCUSSEN: Måske er det for let i Århus. Hvor skal man finde modstanden?

HANNE STAAHLNACKE: Vi har også med en kultur og en danskhed at gøre, hvor unge mennesker ikke har følt på deres krop, at der skal kæmpes...

HANNE WELLENDORF: Vores uddannelsessystem har været så utroligt succesfuldt, at vi nu har unge mennesker, der siger, OK, hvis I ikke kan bruge mine kompetencer til noget, så går jeg bare et andet sted hen.

HANNE STAAHLNACKE: Vi skal være så perfekte allesammen, og det er mange unge ved at gå ned på. Det skal vi have løst op for. Det synes jeg streetkulturen kan.

JONATAN MARCUSSEN: Jeg synes også kommunen har et stort ansvar for at få erhvervslivet gjort opmærksomme på, hvad der foregår og få dem til at bakke op om det.

TREVOR DAVIES: Vi kan lave nogle flere SWOT-ting i de miljøer, hvor de unge er. Nogle vidensnetværk. Det skulle være sådan en større repræsentantskabs-ting. Det behøver ikke være high-profile. Vi skal være sikre på en retning for byen og i forhold til hele den snak om Godsbanen, at det ikke lukker sig om sig selv og bliver en ren arkitekt-ting. At give 2017 en ambassadørrolle, hvordan kan vi praktisere det, uden at det bliver for tungt et system?

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 6: BILLEDKUNST, FOTO, KUNSTHÅNDVÆRK OG BYEN Referat af paneldebatten

Ole Bak Jakobsen Det kan godt være, at det kunstmiljø, der er her i byen, er forholdsvis spinkelt, og det skyldes jo byens størrelse, men jeg synes, der er en masse potentiale i det. Det er noget i det, som også rækker ud over byens grænser. Der findes kunstnermiljøer, som bobler op nedefra, som er styret af kunstnere, og som har et udsyn ud af landet, og der synes jeg, man skal tage fat og udnytte de spirende kontakter udadtil. For jeg tror, det er vigtigt, når man tænker udvikling af kultur, at man også tænker, at der skal være input udefra. For hånden på hjertet: Hvis vi vil have fokus på kvalitet, skal vi have noget hjælp udefra. Planerne om en Kulturhovedstad kan man bruge og se som en skillevej. Der ligger nogle muligheder i det. Man kan vælge forskellige retninger.

Men det er ret vigtigt, at man foretager nogle valg allerede nu, ikke kun i forhold til 2017, men det er vigtigt for karakteren i Århus i det hele taget, at man foretager et valg, for man kan ikke det hele. Jeg foreslår, at man tager et kvalitativt valg.

Jeg har kigget på Kulturhovedstadens visioner. Det er rigtigt store ord, og det lyder ret fantastisk, og det vil jeg i hvert fald gerne være med til. Men jeg har set så meget af den slags, og papir er jo taknemmeligt. Selvfølgelig skriver man ikke, at man vil have kedelig kunst. Hvis man skal op og lave unikke kulturoplevelser, mener jeg, at man skal tage et valg, og være bevidst om det hele vejen igennem. Jeg synes, man skal støtte de miljøer, der findes i forvejen, især dem der er progressive og har et udsyn udadtil. Og så har vi i øvrigt også et kunstakademi i byen, vi skal værne om. Jesper har sagt lidt polemisk, at der skal være noget mere slum i byen. Giv folk nogle værksteds- og udstillingsmuligheder.

Formidling er supervigtig i denne her sammenhæng. Den kvalitative kunst skal formidles. Den måde, de store medier laver formidling på, går ud på at vælge alt, hvad der er lidt skævt og nyskabende fra, fordi man mener, at det folk ikke forstår, det er de ikke interesserede i. Dér bliver formidlingen supervigtig. Man skal tænke formidlingsdelen ind fra begyndelsen. Der er faktisk lidt et opdragelses- og dannelsesprojekt i det. Der er et potentielt stort publikum i denne by. Vi skal have fat i de rigtige mennesker og ressourcerne.

Trine Rytter Andersen Tak til Ole for at lægge vægt på det elitære! Jeg synes opdragelsesaspektet lidt uheldigt er røget ud med badevandet, måske på grund af postmodernistiske strømninger. Det her skal bidrage kvalitativt, ikke kvantitativt i samfundet. Kunsten bør ikke blive den pauseklovn, der skal danne ramme for festen, hvor man skal drikke fadøl. Det er min fornemmelse, efter flere evalueringer i Kunstrådet, at der er en længsel efter det, der betyder noget. Man vil gerne ind til kernen, dér hvor det gør ondt, eller dér hvor det er lækkert. Lars Kiel Bertelsen blev på et tidspunkt bedt om at sige, hvad kunst er, og sagde, at det er en diskursiv historisk ophobning. Og det er ikke uden grund, han siger det. Det er med til at pege på kunstens væsentlige tilknytning til verden, og hvordan den hele tiden relaterer sig til verden. Og det synes jeg, vi skal fokusere på her. Man skal turde sige, at det, der er godt, det er det, der har noget på hjerte, og kan mere end fylde den tomme plads over sofaen ud.

Det ville være farligt, at tage ud til de andre store kulturmetropoler og så tro, at det store, der står og lyser, det er det, vi skal have hentet herop for en masse penge, for det er slet ikke nødvendigvis det, vi har brug for. Mange har set de ting i forvejen,

I PANELET: Ole Bak Jakobsen, kunsten.nu Trine Rytter Andersen, kunstner, kurator, skribent Kim Grønborg, leder af Spanien 19c. billedkunstner Lone Lindequist, forstander Byhøjskolen

i kraft af den omfattende kulturturisme. Det bliver bare fremmedgørende. Vi skal kombinere det lokale, som kan noget, som har udsyn, med noget kvalificeret udefra – så har vi chancen for at skabe noget banebrydende. Med mit kendskab til den lokale kunstverden tror jeg, at hvis man bad dem lave et relationskort over deres internationale netværk, så ville man blive imponeret.

Deres netværk er voldsomt forgrenet. Hvis man gennem de netværk kunne invitere nogle partnere, så er der grundlag for noget unikt.

Jeg kunne også drømme om, at billedkunsten i 2017 er nået et sted hen, hvor den kommer ordentligt ud i byens forskellige rum, og der er blevet skabt nogle alternative stærkt visuelle miljøer, hvor folk kan få et sug i maven. Ikke bare fordi man kan sidde og drikke fadøl, men fordi hele iscenesættelsen sætter nogle tanker i gang i skallen på én. Jeg ønsker mig indhold tilbage i kunsten, og fokus på dette indhold. Formidlingsdelen er også min evige kæphest. Vi har aldrig tid nok til at snakke om hvad det handler om.

Kim Grønborg Jeg synes, at I allerede er godt i gang med den her proces med at lave en undersøgelse af, hvad der sker i byen. Kulturhovedstad kan hurtigt blive noget med, at man fyrer en masse penge af i løbet af et år, og så sker der ikke noget bagefter. Vi må arbejde på at styrke de netværk, der er i byen. Nu kan vi se med Godsbanen, hvordan det hele tiden bliver skrevet ud og skrevet ud og skrevet ud.

En ting, man måske burde gøre i forbindelse med kulturåret, var at oprette en form for billedkunstsekretariat, for der mangler faktisk hjælp til ansøgning, formidling osv. Nogle bestemte folk har nogle internationale kontakter, som andre også godt kunne bruge. Der mangler overblik. Det kunne være godt at få samlet noget viden. I det hele taget at få undersøgt de ting, som sker, og så investere i nogle blivende ting, og nogle ting, der kan udvikle sig, og så prøve at få opbygget de der netværk. Det ville være spændende at få det internationale aspekt ind over. At få lavet nogle ting, der kan fortsætte, så det ikke bare er noget, der popper forbigående op, hvor man så bare kan smide de tomme fadølsglas ud bagefter. Det er essensen: produktudvikling!

Lone Lindequist På Byhøjskolen har vi de seneste 25 år etableret nogle uddannelser indenfor de kreative felter, hvor det essentielle er kvalitet.

Man skulle ikke tro, at kunst kunne være skadeligt. Men det kan det faktisk. Når jeg er ude i IKEA og ser de billeder, man kan købe dér, tænker jeg: Jo, det her kan sgu’ godt gøre fortræd! Det handler om at udvise respekt for kvalitet frem for kvantitet. Nu om dage har vi en idé om, at vi alle skal male, og man kan købe kunst i Fakta osv. Sådan noget vil vi ikke have. De unge, der har været hos os, siger videre til andre, at vi tager tingene alvorligt. Vi har at gøre med unge, der ikke er sikre på, om kunst er deres gebet, og hos os får de respons lige med det samme.

Alle ved, at der ikke er nogen penge. Men det, vi savner, er et sted, hvor de unge kan færdes, hvor de kan gå og udvikle deres ting. De tanker, jeg har hørt omkring Godsbanen, er, at det skal være et sted, hvor der skal være nogle voksne, som kan se talenter ud over deres egne rækker. Som kan få unge, der har brug for noget arbejde og noget respekt, til at udvikle sig. Vi har lige fået lov at arbejde nede på Godsbanen i en måned. Her har vi 40 nye måske kommende kunstnere, som laver en elevudstilling. Når man fortæller pressen det, er de uinteresserede. Der er nogle, der er kommet et godt stykke vej, som har rigtig meget at byde på, og som har brug for sted at udvikle sig.

Det er skadeligt at male sofastykker og tage portrætfotos. Det er skadeligt arbejde, det er skadeligt for den kunstneriske

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

udvikling. Det er jo ikke fordi, de mennesker mangler kvalitetssans, men der er jo ikke steder, hvor de kan få respons. Godsbanen kan være et svar på det potentiale. Kunstniveauet svarer til breddeidrætten i Århus, og der er selvfølgelig også elitekunst i Århus, og der skal selvfølgelig også være bred kunst. Det er ikke nok, at man gør det selv et eller andet sted, hvor der så måske også lige bliver lavet nogle tags. Tags er noget af det værste, der findes for kunstverdenen. Send flere penge!

Diskussion SØREN ELGAARD: Jeg giver Trine ret i, at det handler om at bruge byrummet som et kunstrum. Det skal ikke være sådan nogle små gallerier, hvor små tropper kan finde ned. Der skal arbejdes hårdt for at komme op i et niveau, som er godt nok. Jeg kommer tit i Ålborg, hvor de har Nordkraft, som fungerer godt, og som har mange kulturelle aktiviteter, der kan virke befrugtende på hinanden. Vi har brug for et sted, hvor tingene kan befrugte hinanden. Især det med at restaurere gamle steder fungerer godt. At få en modstand, hvor man kan få nogle ting igen. Jeg tror også, det er vigtigt at samarbejde med arkitekterne. Når jeg hører udtrykket ”kunstnerisk kvalitet” rejser hårene i nakken sig altid, for det betyder, at det altid er de samme små kliker.

Vi skal prøve at komme væk fra de små kliker, som Århus er meget belastet af. Der skal være en mere transparent diskussion af kvalitet, hvor forskellige kunstsyn kan mødes. Vi må forklare, hvad der er godt og skidt. Det der med, at hvis noget er avantgarde, så er det automatisk godt, det er jo netop dér, hvor det bliver provinsielt. Måske er det i virkeligheden det, man regner for gammeldags og kedelig kunst, der er det nye og spændende. Vi skal ikke gentage det samme gamle show med Tordenskjolds soldater. Dér tror jeg, at byen skal øve sig på noget nyt. Folk skal have noget nyt. Oppe på Kunsthistorie har vi jo i omegnen af 65 nye studerende hvert år, og der er potentiale for at de kan få nogle opgaver i den forbindelse. Det gammeldags skel mellem teoretikere og udøvende kunstnere er en svær hurdle at komme over. At løse nogle konkrete opgaver kunne være en måde at komme videre.

LONE LINDEQUIST: Igen, fordi jeg arbejder med kunst og unge: Vi må heller ikke være blinde for, at noget af den kvalitet vi ønsker os, faktisk også kan findes uden for de ordinære systemer. Nogle laver høj kvalitet, men har bevidst meldt sig ud. Dem, der arbejder med street-art og ikke vil ind i et system, som de føler binder dem. De er jo også en del af kvaliteten.

ANJA RAITHEL: Trine taler om at bruge de netværk, der findes, og lave samarbejdsrelationer, og det tror jeg kan være en god måde at undgå nogle af faldgruberne med megaevents og overflade på. Hvis man får de rigtige til at pege på nogle flere. Men man skal selvfølgelig få det bredt ud og få noget nyt ind. Jeg tror både på små udstillingssteder og på byens rum. Mange af de kunstnere, jeg kender, arbejder med sociale relationer. Der er gode muligheder for at koble folk på tværs.

TREVOR DAVIES: Noget af det vigtigste er på den ene side at fremme en kvalitet i forhold til kunst og selvstændighed – at afsøge nogle ekstreme udtryk og greb, der ikke er mainstream – men på den anden side ikke at køre sig selv ud på et sidespor og blive elitær og nicheagtig.

TRINE RYTTER ANDERSEN: Vi vil i de kommende år opleve mangel på ressourcer til kulturlivet, så vi er nødt til at kvalificere kunsten, så den bliver synlig for publikum, og så det bliver klart, hvorfor den er allerhelvedes vigtig. Det er vi nødt til at tage os af. Vi skal vise hvorfor kunsten er nødvendig. Det skal vi have skarpt fokus på, hvis vi skal løfte en opgave som 2017.

TREVOR DAVIES: Vi har haft et årti med kuratorer og kunstnersammenslutninger, som har haft magtfulde positioner. Hvilken ny form for model skal vi have?

SØREN ELGAARD: Hvis vi skal bryde det mønster med de forhadte kuratorer og sammenslutninger, så lad os få nogle udenlandske talenter til at bo som gæster i byen som kan være med, ligesom fodboldtrænere, og tage nogle kunstnere ind under sig og være i dialog, fremelske nye planter. Det ville være godt for byens kunstliv i det hele taget.

ANJA RAITHEL: Når jeg tænker ”Kulturhovedstad”, så virker det meget stort. Hvad enten de sidder på ARoS, eller på et lille sted, mener de jo, at det er kvalitet, de har med at gøre. Man skal bruge hele paletten, synes jeg.

OLE BAK JAKOBSEN: Kvalitet og hvad det er for noget, det er man selvfølgelig nødt til at diskutere. Jeg er bange for, at jeg kommer til at plædere for det elitære, men: vi kan hurtigt blive enige om, at det skal være mangfoldigt, og vi vil gerne have noget af det hele. Problemet er bare, at så bliver det hurtigt kvantitativt, i stedet for kvalitativt. Man skal bruge ordet ”kvalitativt” varsomt. Man skal tage diskussionen og vælge noget ud.

PALLE VINTHER: Der, hvor filmen knækker for mig, det er, at det lyder som om, vi skal skære fra, så vi får nogle spidssatsninger.

Hvis vi kan bruge den her proces til noget, så er det at få endnu mere kvalitet i det, vi går og laver. Det hedder jo kulturby og ikke kunstby. Vi skal ikke lægge et snit ned, og lægge os fast på, at det skal være de og de og de heste. Så man kan heller ikke sige, at fx Rum 46 er bedre end ARoS, for det er to forskellige ting.

TRINE RYTTER ANDERSEN: Det er jo alle spillerne, der kan argumentere for at de laver noget kvalitativt. Mange orker ikke at snakke kvalitet længere, for ”det, du siger, kan være lige så godt som det, jeg siger” osv. Men vi skal have den diskussion på banen.

KIM GRØNBORG: Den slags diskussioner kan hurtigt ende i noget fnidder, og dér kunne det være godt, at få nogle folk udefra ind i den. Nogle folk, som er hævet over venner og interesser, så vi kan blive fri for indforståethed og mudderkastning.

LONE LINDEQUIST: Vi bliver nødt til at have en form for kuratorråd, men det må ikke bestå af dem, der plejer at være elite i Århus. Man må tage nogen udefra, der slet ikke ved hvem, der er hvem her.

KIM GRØNBORG: Det behøver ikke være dem, der skal tage alle beslutninger, men det er for at få en diskussion i gang.

TREVOR DAVIES: For ikke at ende i provinsialisme, er kend-dine-svagheder én af de første forudsætninger. Det håber vi, at vi kan begynde at indkredse. Jeg håber, at vi kan få kunstinstitutionerne til at gennemgå en hård selvanalyse. At vi konfronterer de ting ærligt.

SØREN ELGAARD: Det kære ARoS er jo fyrtårnet, problemet er bare, at de ikke rigtigt har været sparringspartner for byens talenter, for de har skullet fokusere på det internationale. I Ålborg har man ikke den snobisme i forhold til det internationale, og har i stedet valgt, at byens museum er nødt til at være i dialog med byens borgere. Det handler om, at turde beskæftige sig med folk, som ikke er blåstemplede i forvejen. Der kunne man godt forestille sig nogle modeller. På Den Frie Udstilling har vi fx. arbejdet med at lade hver dansk kunstner vælge en udenlandsk kunstner.

TREVOR DAVIES: Så længe man tænker kunst som et objekt og ikke som en proces, er det et problem.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SØREN ELGAARD: Et sted som Kunstbygningen: Hvis man ser på besøgstallet, så er det er jo alt for lidt, når man tænker på beliggenheden og alle de studerende. Der må være noget galt med hele formidlingen.

ANJA CHRISTENSEN: Langt hen ad vejen er vi ikke nødvendigvis de bedste organisatorer. Vi vil gerne prioritere vores kunstneriske arbejde som det mest betydningsfulde. Derfor har vi måske brug for nogen udefra, så vi kan koncentrere os om det, vi er bedst til.

TREVOR DAVIES: Kan Godsbanen komme til at spille en sådan rolle?

KIM GRØNBORG: Det ville være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre. Det er nærmest det eneste sted, der findes.

TREVOR DAVIES: Det ville være skuffende, hvis det hele bliver domineret af arkitektsnak. Det er vigtigt, at Godsbanen bliver et vellykket projekt, ellers mister byen en chance.

OLE BAK JAKOBSEN: Det synes jeg er et godt, konkret forslag. Det andet kunne være en sekretariatsfunktion til at hjælpe de her kunstmiljøer med det praktiske, presse og fondsansøgninger osv. Vi skal have en ordentlig formidlingsplatform for kunsten, og vi skal tage diskussionen om kvaliteten. Jeg kunne godt tænke mig, at Kunsten.nu kunne være en sådan platform.

MARTIN LAI: Det lyder som noget, vi sikkert også kommer til at snakke om i morgen. Musikken er måske længere fremme på dette punkt, for så snart der opstår en ny stilart, opstår der et nyt bookingfirma.

TREVOR DAVIES: I billedkunstverden er folk nok stadig meget individualister. Men det kunne være en god idé med et agentur, en vidensenhed. I forhold til København er afstanden trods alt mindre her...

ANJA RAITHEL: Faktisk er pengene fra Staten der allerede. Noget, jeg synes man mangler i Århus, det er sådan nogle ordninger, man har steder som Italien og London. Der har man midler til langsigtede projekter, der får økonomisk støtte fra urban planning, altså midler fra andre steder i kommunen. Man bør få kommunen til at gøre noget. Det handler om at tænke langsigtet. Hvis det kun er mursten, det hele, er det sørgeligt.

TRINE RYTTER ANDERSEN: For lige at knytte op til snakken om kvalificeret street-art og strategier her, findes der virkeligt dygtige grupper, der kunne hentes ind og lægge kul på de lokale taggere og få dem op i et kvalificeret niveau.

LONE LINDEQUIST: Man kan godt sige, at alle de penge, der kastes i Gellerupområdet, det handler i bund og grund om boliger og lidt grønt. Der burde man tage en bredere diskussion.

TREVOR DAVIES: Det må ikke blive et kulturhus uden visioner. Det kræver, at kulturinstitutionerne er engagerede i byen. De må påtage sig et civilt ansvar. Man må arbejde med sociale processer.

SØREN ELGAARD: White Chapel i London er et godt eksempel.

LONE LINDEQUIST: Mejlgade For Mangfoldighed har mange også fremhævet som fremragende. Det var selvorganiseret, uden at ting blev smadret.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 7: MUSIK OG BYEN Referat af paneldebatten

Palle Kjeldgaard Det var ret kendetegnende i eftermiddags, at de rytmiske folk og de klassiske sad hver for sig. Ret typisk, desværre, med sådan en måde at dele sig op på, der egentlig er det modsatte af ønsket om at have en bred debat. Men jeg er jo repræsentant for en af de ”dyrere” kulturinstitutioner, og jeg har endda taget noder med. Vi er for øjeblikket ved at indspille og øve musik af Carl Nielsen, der faktisk i sin tid blev spurgt, om han ville komponere en kantate til Landudstillingen i Århus i 1909. Han var yderst skeptisk og skrev bl.a., at ”jeg har aldrig her i landet set en fest, hvor man oplevede noget, der bare lignede ånd og talent”. Men han skrev kantaten, kom over og dirigerede den og var faktisk positivt overrasket over ensemblets kvalitet. Der var så også hjælp fra Göteborg. I kantaten synges bl.a., at ”vi trænger til at tro på vores styrke”. Her i forbindelse med 2017 står vi måske i en lignende situation. Vi bør spørge os selv: Skal vi være det, og vil vi være det? Jævnfør kommentaren i eftermiddags om ”provinsiel elefantitis”.

Jeg går meget ind for et Kulturhovedstadsprojekt. Problemet er lige nu, om vi er tændte nok på processen. Det, der er Symfoniorkestrets elementære problem, det er, at vi kører med underskud. Når vi snakker Kulturhovedstad, må vi tage afsæt i, hvad situationen er til den tid. Der er en vis grund til bekymring. Er der politisk vilje? Hvis den er til stede, skal den altså vise sig inden alt for længe. Ellers bliver det håbløst. Det er også vigtigt at huske på, at vi ikke kun skal være Kulturhovedstad i 2017. Vi skal være det i dag, og vi skal være det i 2018.

Vi håber, at orkestret skal udvides, og at vi får muligheden for at udnytte de nuværende ressourcer bedre. Man har i Århus bygget et fantastisk musikhus, for meget få kommunale midler i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium. Det hus udnytter vi alt for dårligt, og hvis vi vil satse på kultur, så kan de synergier udnyttes endnu bedre. Alting har været sådan lidt på husmandsniveau: ”Vi vil gerne have det, men det må ikke koste noget.” Sådan kunne det også gå hen og blive for Kulturhovedstaden.

Det er mit indtryk, at det klassisk-symfoniske musikliv i Århus er velfungerende i forhold til byens størrelse. Den Jyske Opera har base i Århus, og vi har et godt musikliv i kirkerne. Vi er på den rigtige side af den kritiske masse. Og hvis der skal være en Kulturhovedstad, så er Århus det rigtige sted. Men uden den politiske opbakning går det ikke. Uden den er jeg bange for, at Carl Nielsen får ret.

Astrid Elbek Jeg har mest forholdt mig til, hvor vi er lige nu, og så kommer 2017 jo alligevel, hvad enten vi piber eller synger. Forudsætningen er, at vi får den opbakning, der skal til, for vi kan ikke udrette så meget i øjeblikket, hvis ikke vi får midler. På Det Jyske Musikkonservatorium dækker vi bredt med både klassisk, rytmisk og elektronisk musik, og det tror jeg efterhånden, alle er glade for. Jeg spurgte de nye studerende, om de havde valgt dette konservatorium, fordi det var for svært at komme ind på et af de andre. Og det var klart flertallet, der svarede, at de havde tilvalgt dette konservatorium bevidst pga. bredden. Vi vil gerne kende til noget andet, end det, hvor vi kommer fra. Det synes jeg er væsentligt, at de unge mennesker tænker sådan.

I PANELET: Palle Kjeldgaard, chef, Århus Symfoniorkester Astrid Elbek, prorektor, studieleder og docent Det Jyske Musikkonservatorium, formand for bestyrelsen for Voxhall Bjarke Svendsen, Foreningen LJUD, medlem af bestyrelsen for Voxhall Jakob Edut og Sine Maria Vinther, koncertarrangører, Rock Århus

Der er tre vigtige ting at holde sig for øje, når vi taler om at styrke musiklivet. Den første handler om bredde og talent. Et konservatorium er selvfølgelig afhængigt af, at der findes nogle talentfulde mennesker. Det skal være let at komme til at spille, uanset hvor man bor. Man skal kunne møde nogen, der spiller musik. Og det er faktisk et problem: Der er for mange, der ikke møder musik helt tæt på. Vi giver ikke børnene en måde at hægte sig fast på. Vi gør ikke nok for at vække interessen. Det gælder også uddannelsen af musiklærere til folkeskolen. Og musikskolerne har, så vidt jeg ved, landets længste ventelister. Der går for meget talent og musikinteresse spildt. Man har talt om, at det generelle musikalske dannelsesniveau i landet er dalet siden 70’erne. Folk synger simpelthen ikke så godt, som de har gjort. Eliten klarer sig stadigvæk, men det er amatørniveauet, der er faldet. Og det er måske godt nok for konservatoriet, men det er ikke godt for landet. Så jeg kunne ønske mig et løft af de almene kompetencer. Der burde være flere tilbud. Noget mere klubagtigt. For det skal ikke nødvendigvis være finkulturelt, eller en bestemt stilart. Niveauet skal have et løft.

Den anden ting, som er i samme boldgade, har noget at gøre med det uetablerede og det etablerede. Der er nogle, der slet ikke indgår i en etableret sammenhæng, men som har nogle rigtigt væsentlige musikalske bud. Og dér tror jeg, at vi som etableret institution er for dårlige til at række ud efter folk. Man tvivler på, om man overhovedet vil ind på konservatoriet, læse noder osv., og om man overhovedet kan snakke med de mennesker, der er derinde. Vi bør skabe en fælles legeplads. Måske kunne det nye produktionscenter blive sådan et mødested, det håber jeg i hvert fald. Vi må finde ud af at bruge hinandens styrker.

De etablerede institutioner får mange opgaver. Jeg bliver spurgt om mange ting, som jeg ikke kan svare på. Vi bør have nogle kontakter udadtil. Det er noget, jeg synes vi har en forpligtelse til. Men jeg ved også, at vi løber stærkt i forvejen. Vi har nogle erfaringer med visse ting, men ikke med andre, og der skal vi kunne indoptage. Det skal være en konstant proces, der kan give energi.

Det tredje er det, vi har kaldt glokalisering. Der er det paradoks, at omkring en sjettedel i Århus er indvandrere, men vi kender uendeligt lidt til alle de musikkulturer, de har. Det er et spild, også af talent. De føler ikke, at symfoniorkestret eller konservatoriet kan være noget for dem, hvis ikke vi formår at række ud. Vi har samarbejdet med bl.a. Det Danske Institut og konservatoriet i Damaskus. Vi fik lavet en masse forskellige typer samarbejder, og det var enormt givende for alle involverede. Én af udløberne er, at konservatoriet nu prøver at opbygge et mere globalt musiknetværk, og det gør vi ved at samarbejde med tre andre skandinaviske musikkonservatorier. Alle har forskellige kontakter i Mellemøsten og i Afrika. Så nu prøver vi at samle alle de venner fra mange forskellige lande og steder, og de skal så mødes og spille sammen på en camp, et unikt sted, som er World Heritage Unesco Site, fordi det rummer en kombination af usædvanligt mange kulturer. Måske kan den slags projekter på sigt føre til, at vi lettere kan snakke med vores venner i Gellerup. Det tror jeg er noget af det, Århus skal satse på. At få et stort udsyn, som vi kan bruge i vores mikrokosmos.

Bjarke Svendsen Som alle andre synes jeg selvfølgelig, det er et drømmescenarie, hvis Århus kan blive Kulturhovedstad, fordi det kan skabe en diskussion og få etableret noget, der kan overleve efter det år. Men før alle bliver for ivrige og begynder at diskutere en masse indhold, vil jeg sige, at det er vigtigt først at få nogle rammer på plads. Her er der forskellige niveauer. For det første pressen: For mig at se, er det vigtigt så tidligt som muligt at få engageret pressen positivt i det her projekt. Det er meget vigtigt for at komme helskindet igennem det. Fordi kulturpenge ofte er lidt upopulære penge, der er nemme i stedet at omdanne til børnehavepenge osv.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

Det er vigtigt at få fortalt nogle positive historier om kulturpengene. At give folk mulighed for at engagere sig. Derfor skal vi hjælpe pressen. Vi er privilegerede i Århus, fordi det er en by med mange uddannelsesinstitutioner. Vi burde kunne få uddannet unge i at skrive kulturjournalistik, gennem fag som Æstetik & Kultur og humaniora generelt. Det kan resultere i en god sparringspartner i pressen. Det er vigtigt at få opkvalificeret kulturjournalistikken til at blive en journalistik, der ikke bare er interesseret i historier, men faktisk i kultur.

På politisk niveau: Politikerne bærer en meget stor del af ansvaret for, at det her skal lykkes. Man skal opstille nogle differentierede mål for, hvad musikken skal, og for hvad, der skal være af arrangementer for børn, hvad der skal være af avantgarde osv. Hvis ikke man gør det på et tidligt tidspunkt, ender man hurtigt i en mudret diskussion. Det betyder ikke, at man skal afmontere armslængdeprincipperne. Det skal bare bevirke, at de folk, der skal arbejde frem mod det her, får en idé om, hvad det er, de skal arbejde frem mod. Ellers får man hurtigt en situation, hvor folk står og slår hinanden i hovedet med hvem, der skal fremhæves, hvem der skal have midler osv.

Man bør fra politisk hold gøre det meget klart for disse personer, at det ikke handler om at arbejde for at fremme et bestemt miljøs interesser. Det her skal først og fremmest arbejde for Århus. Man skal ikke bare sørge for, at der bliver præsenteret mest muligt avantgarde. Det er en fest for århusianerne, simpelthen. Det handler om at få processen til at blive god.

Mere konkret i forhold til musikken kunne jeg, derfra hvor jeg kommer, godt tænke mig en større anerkendelse af det arbejde, vi laver. Der er et skel mellem institutioner og selvstændige aktører. Og når man skal opkvalificere i Århus, gøres det ofte ved at styrke institutionerne. Mange af de væsentlige musikalske bidrag kommer også fra de selvstændige aktører, men det afspejles ikke i den måde, man kulturpolitisk satser på. Nogle gange burde man have bedre øje for de store vækstpotentialer her – vækstpotentialer, der ofte kan være større end i institutionerne. Det, synes jeg ville være modigt og vigtigt. Den rytmiske musik er en meget autodidakt kultur, som måske bedre kan håndteres af de små arrangører. Derfor burde man give dem bedre vilkår for at udføre deres arbejde. Det har man gjort med succes i fx Göteborg og Stavanger gennem bidrag til arrangørforeninger. Et sted som Musikcaféen har været gode til at præsentere vækstlaget. Men vækstlaget må gerne slide for det.

Jakob Edut og Sine Maria Vinther Vi er nye koncertarrangører i Århus. Vi startede med at booke Voxhall med stor succes ved det første arrangement med to upcoming Århusorkestre sidste år. Vi har siden arrangeret to koncerter bl.a. i et samarbejde med Frontløberne og SPOTfestivalen. Det er gået meget hurtigt, og det har været en turbostart at komme ind i byens musikliv. Hvis man vil, og vil tage chancer, så kan man.

Det har måske været let, fordi der er tale om rockmusik. Vi bruger Facebook som kanal til at komme ud blandt publikum, og har en base af frivillige, som vi kan kontakte, når vi har brug for hjælp. Vi har kun søgt underskudsgaranti fra kommunen et par gange, uden at skulle bruge den. Vi er blevet taget godt imod af ROSA, som med det samme tog imod vores engagement. Det var et dejligt skulderklap for en nystartet forening.

Diskussion TREVOR DAVIES: Hvilke træk ved Århus er positive for musikere?

UKENDT DELTAGER: Århus er indenfor rytmisk kor det største miljø i Norden, måske i Europa.

OLE JØRGENSEN: Århus savner virkelig mindre spillesteder til fx jazz. Der mangler en erstatning for Bent J, som brandede Århus udadtil bl.a. i nordiske sammenhænge.

TREVOR DAVIES: Hvad indbefatter et musikalsk produktionscenter?

BJARKE SVENDSEN: På tværs af genrer eftersøges fire vægge, et PA-anlæg og en bar.

TREVOR DAVIES: Hvilke forpligtelser ligger der, når man definerer et sted som et produktionscenter?

ASTRID ELBEK: Voxhall spiller rock på én scene. Så kommer der en scene for verdensmusik, og så kommer der endnu en scene og et produktionscenter med øvelokale m.m. Billedet på, hvad man egentlig har brug for er vel egentlig et forsamlingshus. Det er ikke det, der ligger i Voxhalls anden scene og produktionscentret. Men Voxhall er ikke færdigudviklet.

MARTIN LAI: Fatter Eskild kunne være en erstatning, som et sted med fire vægge, en bar og et anlæg.

OLE JØRGENSEN: Der findes et vækstlag, der kaster sig ud i at spille på mindre steder.

TREVOR DAVIES: I Amsterdam tænker man spillesteder meget større, med flow og kredsløb.

KIM MIKKELSEN: Det er et stort problem i Århus, at der ikke er plads til upcoming bands. Der er et kæmpe behov for, at kommunen tilfører den rytmiske musik nogle flere midler. Det er meget svært for de unge bands at trænge igennem nogen steder. Vi skal støtte forskellige steder ude i byen – forskellige små steder, og netop ikke centre. Orkestrene skal sælge sig efter krone-til-krone-princippet.

TREVOR DAVIES: Vi har institutionaliseret musiklivet. De, der ikke er i disse lag, er efterladt i et tomrum. Spørgsmålet er, om byen vil have et musikliv, der er pakket ind i institutioner eller er frit udviklende.

UKENDT DELTAGER: Vækstlaget er lidt for mageligt, selvom jeg har vildt stor respekt for det. Der er rigeligt musikliv, der skal være plads til. Men det skal ikke være for let. Man skal arbejde for det. Sker filtreringen tilfældigt nu? Er det den bedste, der overlever?

BJARKE SVENDSEN: Mange genrer har overlevet, selvom de ikke har haft et spillested. Mulighederne for at lave koncerter er der.

Der findes også midler, man kan søge. Kendetegnet for Århus er, at man slider lidt for det. Danske upcoming musikere opfører sig en lille smule forkælet, når man sammenligner med udlandet. Der kommer man ind i miljøet ved at spille koncerter nok og rende folk på dørene. Det nytter ikke at læne sig tilbage for at vente på telefonopkald.

ASTRID ELBEK: For mange år siden traf man en form for politisk beslutning for den rytmiske musik som pendant til den klassiske musik. I slutningen af 70’erne forsøgte man at institutionalisere nogle bands. Det faldt ikke ud til musikkens fordel.

Dette erstattede man derfor med støtte til nogle spillesteder. Men spillestederne er ikke altid ledet af folk, som er uddannede til at vælge den rigtige musik. Vil man få mere kvalitativt ud af at støtte udvalgte musikere og orkestre?

MARTIN LAI: Tiden er til, at der kommer et par spillesteder, som er mere åbne og ikke så institutionaliserede.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

ASTRID ELBEK: Hvis der var mere støtte i ryggen på musikerne, ville det ikke være så risikofyldt for spillestederne, at tage dem ind.

PALLE KJELDGAARD: Hvem skal have lov at komme på scenen? Der er mange, der vil, og der skal være en vis udvælgelse. Man kan overveje halv tarif. Eller man kan prøve at lave institutionaliserede ensembler, som tidligere.

Jeg sidder som en magtbastion, som har været med til at ansætte over 100 musikere som er livstidsansatte, der får en ordentlig løn fra nu og frem over i mange år. Jeg vælger hele tiden musikere blandt mange andre. Dette er dyrt uddannede musikere. Ud af 17 var der sidste gang ingen, der var gode nok. Det hele kommer an på, hvor man vil have, at niveauet skal ligge. Generalsekretæren for Kulturhovedstaden i Stavanger var udsat for meget negativ presse. Kulturjournalisterne talte ikke om kunsten, men om hvad der mangler i pengekassen. De vil garanteret have den samme indfaldsvinkel til Århus som Kulturhovedstad 2017. Hvor er de begavede musikskribenter, når de få gamle og gode er døde? Vi burde kunne komme i kontakt med Journalisthøjskolen og ad den vej få en bedre pressedækning.

TREVOR DAVIES: Hvad skal der til og hvad skal du, Palle, bruge for at udvikle Symfoniorkestret frem over? Hvordan ser du din opgave?

PALLE KJELDGAARD: Det er en tostrenget opgave for at få succes som symfoniorkester. Selvom det er blevet mainstream, så er der også blevet et større publikum til det specielle. Vi skal udvikle det specielle. Vi skal formidle. Vi skal lave opsøgende koncerter, produktudvikle, tage ejerskab for talentudvikling, lave Rap-o-Phonia… Vi skal vide, hvad vi gør, hvornår. Vi skal være ekstremt gode til at fortælle, hvad vi gør, hvornår.

TREVOR DAVIES: Kan man overføre den tilgang til det rytmiske?

UKENDT DELTAGER: Den rytmiske musik kan ikke gøre det, for den har ikke den hierarkiske struktur. Hvordan får man en klarere strategisk tænkning indenfor det rytmiske?

ASTRID ELBEK: Jeg kan ikke svare på spørgsmålet. Der er ting, der har kunnet eksistere på private vilkår, med privat initiativ, med en smule subvention. Der mangler et jazzsted. Det er nødvendigt med støtte, men så mister man også noget af anarkiet og initiativet. Der er risiko for at splitte miljøet ved at institutionalisere. Derfor er det måske også bedre at støtte musikerne. Det kræver en eller anden form for vurdering og nogle til at bedømme, hvem der kan gøre sig fortjent til støtte.

UKENDT DELTAGER: Der er ildsjæle som har fingrene nede i mulden, som ved, hvad der er noget værd i miljøet. De finder talenterne, præsenterer dem og hjælper dem på vej. Det er en slags kuratorvirksomhed. Det kunne være en af vejene frem. Man kunne have nogle personer, som havde den slags funktion. Det ville give en form for anerkendelse.

THORKILD: Hvis jeg skal opleve noget stort føler jeg, at jeg selv skal rejse efter det, fx opera. Er det også sådan indenfor den rytmiske musik?

PALLE KJELDGAARD: Vi satser også på store internationale stjerner, som skal være her indimellem, men vores egne skal også plejes, og midlerne er ikke til meget af den slags. Stjernerne koster meget, meget mere end de lokale. Gæstende opera er for dyrt at bringe til Århus. Den Jyske Opera har fået et markant kvalitetsløft de seneste tre år, efter der er kommet ny chef. Men

Den Jyske kan ikke konkurrere med den Kongelige Opera eller udenlandske, fordi midlerne er markant færre.

SIGNE: Hvis man skal have store oplevelser inden for rock, så skal man udenfor Århus til London, Aalborg, København…

BJARKE SVENDSEN: Jeg oplever mange meget vigtige navne i Århus.

PALLE KJELDGAARD: Græsset er altid grønnere andre steder. Der er en udpræget Horsensificering, der gør sig gældende i vores kulturliv.

ASTRID ELBEK: Det er ligegyldigt, om de største kommer til Århus. Man kan køre efter dem, hvis man vil se dem. Det nødvendige skal være i byen, og det går sådan set godt nok. Men der er nogle genrer, der er udsultet, som fx. jazz.

UKENDT DELTAGER: Det er de små nye, der skaber kulturen. Det er et spørgsmål om hvem, der kommer hvornår. Hvornår kan de skabende give input? Hellere give midler til de små skabende. Man behøver ikke give midler til de store navne.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 8: SCENEKUNST OG BYEN Referat af paneldebatten

Jesper de Neergaard Jeg vil godt tage udgangspunkt i samarbejdet og min idé om en Stafet, der bygger på åbenhed, generøsitet scenerne imellem og derved åbne for osteklokken. På EntréScenen vil vi gerne åbne for samarbejder her i byen og i forhold til udlandet. Konkret har vi fået støtte til udveksling af kunstnere, hvor vi er seks scener, der arbejder sammen. Vi har forpligtelser, der er lystbetonede, og som går ud på at lave platforme for kunstnere udefra og for egne kunstnere, der ønsker at komme ud. Der er bl.a. tale om residencies, hvor en kunstner bor seks uger her i byen og samarbejder med kunstnere herfra. Desuden arbejder vi med en fællesproduktion, som er meget besværlig. Den skal laves i Budapest. Her mødes kunstnere sammen fra de involverede steder og arbejder sammen med udgangspunkt i fastlagte former, emner etc. Det er min lyst at lave noget lignende her i byen, som jeg kalder en Stafet, altså et samarbejde mellem kulturinstitutioner her i byen. Der er en resort af projekter, et eller to om året, hvor en institution giver et oplæg, som andre institutioner kan byde ind på. På den måde kan man lukke op for netværket gennem praktisk arbejde.

Når vi på denne måde tænker i støtte til netværk frem for til institutioner, er det af lyst og ikke af tvang. Det er en måde at betragte et område på i forskellige bølger, regionalt, internationalt, lokalt. Det er din tur næste gang, eller næste gang igen til at byde ind med en idé. Grundlaget skal være lyst, men det er også for bedre at kunne udnytte ressourcerne. Det her er en smutvej.

Fordi man er mange, der går sammen om det, kan man udnytte midlerne bedre. Det bygger på netværksstyrken, hvor man kan være flere sammen.

Christine Fentz At se sig selv som fri eller uafhængig scenekunstner er ikke nødvendigvis noget, man er tvunget til – ofte er det et valg, betinget af hvilke muligheder, der er i henholdsvis de frie produktionsmiljøer og i institutionerne. Det handler om arbejdsformer.

Hvis man kunne bringe det nyskabende ind i de store institutioner som gæster, uden at få for mange kulturelle sammenstød mellem arbejdsformer og -forståelser, ville vi få en positiv bevægelse; en udveksling, som man ser visse steder i udlandet, hvor institutionsbesøget også kommer gæsten til gode. I Århus handler det om at skabe forudsætningerne for, at de kunstnere, der er her, ønsker at blive og fortsat har udviklingsmuligheder – og for, at det endnu ukendte kan opstå. Dette kan bl.a. ske via øget samarbejde inden for de eksisterende rammer. Det er meget vigtigt med rammer, der giver en styring, men også lyst til at invitere indenfor. Vi kan ikke bare sige: Send os flere penge. Det handler om at fokusere indsatsområderne. Scenekunstens betingelser oplevede et stort skift siden 2001, hvor det er blevet sværere at komme igennem i en tid med knaphed i støttemidlerne og efterhånden slet ingen risikovillige midler. Hvis man styrker produktions-, salgsforhold og fundraising, så vil der virkelig ske noget. Sceneagenturet og Danseværkets hjælp til administration og projektledelse er gode eksempler på, hvordan man kan hjælpe kunstnerne til at få mere tid til det vigtige: Til kunsten. Det er rigtig vigtigt, at arbejde med alliancer mellem de eksisterende organisati-oner og institutioner, der findes. Der bliver let en kappestrid, hvis vi ikke gør dette.

Det er vigtigt at få plads til forståelsen af et udvidet scenebegreb – uden forståelsen for, hvilke arbejdsformer den nutidige, samtidige og fremtidige scenekunst har behov for, kan de rigtige arbejdsrammer aldrig blive skabt.

I PANELET: Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder, EntréScenen Christine Fentz, instruktør og dramaturg, Secret Hotel; ordførende for Uafhængige Scenekunstnere Torben Dahl, teaterchef, Teater Katapult Jens Bjerregaard, kunstnerisk leder, Koreografisk Center Archauz

Jeg er helt uenig i idéen om at lave lokale festivaler hvert andet år. Det er en provinsiel tilgang. Nej, bland både lokales professionelle værker og de udenlandske – nøjagtigt som det er sket i dette års ILT. Hvis der skal komme noget nyt, skal det komme fra kunstnerne og miljøet – det er ikke nok bare at invitere udenlandske forestillinger.

Det er yderst vigtigt at se landskabet, som det reelt er. Udover institutioner er der de frie produktionsmiljøer med professionelle kunstnere. Dernæst er der de regulære vækstlag, og udenfor denne diskussion er der så ligeledes diverse amatørteatermiljøer.

Det er en stor styrke at både det professionelle frie miljø er organiseret – Uafhængige Scenekunstnere – og også det regulære vækstlag i form af Quonga. Det er en stor styrke, at der er talerør for alle de parter, der udgør scenekunstmiljøet.

Der skal både flere midler og flere visioner til for at ændre niveauet i Århus. Omdrejningspunktet for Creating Conditions, Uafhængige Scenekunstneres nyligt afholdte internationale konference, var hvordan produktionshuse kan stimulere det miljø, som de selv er afhængige af? Det er vigtigt at tænke i disse baner. Det er vigtigt, at der er risikovillighed, både hvad angår rammer, præsentationsplatforme og midler. Jeg har fx brug for produktionsrammer og støtte, som en nødvendighed for at kunne få international udveksling i gang – for mig og mine kollegaer blandt de frie kunstnere. Man bør kunne støtte både kunstneren og kunstproduktet. Det er en god ide med Trevors forslag om, at give penge til lokale dynamoer. Men der skal også penge til at skabe, til at lønne de folk, som fx dynamoerne ville sætte i sving. Generelt er vi fokuserede på produktet frem for processen.

Torben Dahl Katapult er på vej til at blive et center for udvikling og research inden for ny dansk dramatik. Vi er også en hybridscene, hvor vi både har professionel egenproduktion og en åben forsøgsscene for vækstlagsproduktioner. Endelig satser vi også på formidling og erhverv gennem en tværfaglig vision. Vi synes, det er vigtigt, at der bliver skabt crossovers – også med andre kunstformer. Vi sætter teaterkompetencer i spil med andre brancher, fx turisme.

Vi har skabt sammensmeltningen mellem det digitale, dramatikken og byens rum i form af audiodrama. Disse erfaringer er relevante for andre erhvervsgrupper. Vi vil gerne skabe nationale netværk. Katapults værdier er: Mod, autenticitet, nærvær, glæde, generøsitet og overflodsbevidsthed.

Se yderligere information om Katapults idegrundlag på www.katapult.dk Jens Bjerregaard På danseområdet foretager vi os nogle af de samme ting som EntréScenen. Archauz er et netværk i sig selv igennem de forskellige lag huset rummer. Fx ungdomsarbejdet, som indgår som en del af husets andre aktiviteter. På grund af overlap og netværk er der økonomiske og kunstneriske gevinster. Mange institutioner lukker sig om sine egne forestillinger. Det er vigtigt, at man er netværk både indadtil og udadtil. Vi foretager os en hel del mere end det, pengene er givet til at dække.

Spørgsmålet er, hvor bredt man kan række, hvordan kan man tage ansvar for unge i byen, som er interesseret i dans? Mine tanker herom baserer sig på mine egne erfaringer og de besværligheder, der var forbundet med min start som danser. Jeg ville selv have haft gavn af at komme igennem det samme, som jeg nu tilbyder de unge. Jeg blev fx overpromoted i ’96, hvor København var Kulturby, så jeg stort set ikke havde noget at lave i ’97 og ’98. Jeg fik for meget at lave for hurtigt og for voldsomt. Personligt slap jeg OK igennem, men det var en uriaspost. Mit ønske er at gå i dybden, ikke i bredden.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

Den kunstneriske aktivitet er ligeså relevant som forestillingen. Der kommer efterhånden mere forståelse for den tænkning, men fra starten havde vi nogle helt andre formål. Vi gør det nye for at rykke et andet sted hen. Vores aktiviteter er noget andet end et lille storbyteaters aktiviteter.

Så længe jeg leverer det lille storbyteaters forpligtelser, så kan jeg også lave det andet. Jeg leverer scenekunst. Det ville være interessant, hvis Århus Teater vovede at gøre det samme, som jeg og Jesper gør lige nu. Belgisk teater har formået at lave en fusion mellem det alternative og de store institutioner. Selvom det ikke fungerer optimalt, så er der nogle alternative, små steder, som har fået en platform.

Diskussion TREVOR DAVIES: 90 procent af de kreative virksomheder har under 10 medarbejdere. Det kreative lag er præget af mikrovirksomheder. Jo mindre virksomhederne er, jo mere skal man støtte via rammebetingelser, og jo større de er, jo mere skal de støttes som institutioner. Men skal man støtte en kunstner eller et kunstprodukt?

CHRISTINE FENTZ: Hvorfor kan man ikke gøre begge dele? Det er en god idé at give penge til dynamoer, men der skal også penge til at skabe. Vi er fokuserede på produktet frem for processen.

JENS BJERREGAARD: En sund virksomhed sætter midler fra til udvikling. Vi har ikke en residency-model, men aftaler den individuelt fra gang til gang.

TORBEN DAHL: Jeg betragter Katapult som en virksomhed, der altid arbejder på kunstens betingelser. Vi er en kunst- og kulturorganisation, der arbejder på virksomhedspræmisser, når vi er ude i formidlings- og erhvervsdelen. Grundstammen er knowhow og viden, der er støttet fra kommunen.

GITTE SKYTTE: Vi er nødt til at fremme en tænkning, der gør, at vi kan få omsætning i virksomheden. At tjene penge er en del af virksomheden. Vi kan ligeså godt kalde det for en kunstnerisk virksomhed, når det er det, den er. Formidlings- og erhvervsdelen er koblet på, så man kan overleve, men den er kommet til ud fra en kunstnerisk nødvendighed.

MARIANN AAGAARD: Det svarer meget til, hvordan vi også tænker. Vi kæmper jo også for at overleve. Vi er risikovillige, men dem, der får lidt flere penge er måske mindre risikovillige. Der gives penge til nogen, der brænder for noget. Sådan er det for os.

Vi får penge og har derfor lidt større frihed. Det er ikke nok at give småslatter. Vi kan ikke gøre noget uden penge. Alt koster penge. Der skal fyldes penge ind i området, hvis man gerne vil have noget at se på.

JENS BJERREGAARD: Jeg bliver irriteret på vores eget fag. Vi hænger fast i ikke at ville være kommercielle. Vi skal ikke være bange for at være kommercielle. Ude i virkeligheden siger vi - ja, men når vi snakker sammen, er der lidt berøringsangst over for det.

TREVOR DAVIES: Mener I, at I har et ansvar i forhold til samfundsmæssige emner?

JENS BJERREGAARD: Ikke politiserede emner, men politisk relevante emner. Jeg arbejder med noget meget relevant i samfundet, nemlig kroppen. Vi spillede også en forestilling i Syrien, der handlede om parforholdsrelationer. Det var det absolut samfundsrelevant.

MARIANN AAGARD: Indenfor børneteater er samfundskritik virkelig et fyord, som et resultat af opgøret med 70’erne. Men jeg vil også sige, at det, vi laver i Teater Refleksion, er samfundsrelevant.

JESPER DE NEERGAARD: Man bliver tvunget til, at tænke anderledes og ikke være produktorienteret, men emneorienteret og andet, for at nå ud. Der er en tendens til at forkaste de muligheder, vi har, og ikke at se de nye. Svalegangen er ikke fastlåst på grund af personer, men institutionskrav. Vi laver det, vi har mulighed for.

LARS SØBORG: Der skal være en journalistisk vinkel. Eventkultur, ”kendt fra film” og så videre, som dikterer det kunstneriske.

Hvis man kender spillereglerne, kan man blive god til spillet.

TREVOR DAVIES: Mange mindre teatre bruger flere penge til PR end til produktioner. Det er et spørgsmål om at få afsat til det rigtige publikum. Christian Haves svar på det er, at vi skal betale publikum for at komme. Hvem har mest gavn af at se vores stykke, og hvilke strategier bruger vi?

GITTE SKYTTE: Vi kender præcist vores publikum, fordi vi arbejder med indvandrerproblematikker, og fordi mange af vores elever er indvandrere. Vi ligger udenfor den etablerede kunstscene. Vi får midler til den turnerende del. Kommunalt er vi støttet af 3. (Mag. for Børn og Unge, red.) og ikke 4. Magistratsafdeling, så på den måde er vi enestående i Danmark.

TREVOR DAVIES: Det er et problem, at de kasser, der støtter jer, ikke arbejder sammen. Det kunne man måske motivere dem til.

CHRISTINE FENTZ: Hvad kan man konkret gøre for at tænke alliancer, ikke af nød, men for at blive stærk? Skal man formalisere dem, der er?

TREVOR DAVIES: Den tværgående tanke passer ufatteligt godt til Århus.

JENS BJERREGAARD: Det handler meget om, at første trin bliver en platform. Man skal ikke finde ud af, hvad de andre gør, men lægge frem hvad man selv gør – en platform, hvor man kan lægge kortene på bordet.

JESPER DE NEERGAARD: Jeg har ingen vanskeligheder med at få samarbejdspartnere. Alle har været med på den, når jeg har spurgt. Den gensidige respekt opstår gennem konkret arbejde. Kan 2017 spille en rolle for at få det etableret?

CHRISTINE FENTZ: Det er vigtigt, at blive opmærksom på værktøjet, men det skal ikke formaliseres, men stimuleres.

GITTE SKYTTE: Det handler også om, at have et sted at mødes, hvor man kan høre om, hvad andre tænker.

TREVOR DAVIES: Der er megen snak om et ønske om en kulturportal i Århus. Skal sådan én være tværfaglig, eller skal det være en lille dansk portal for scenekunst?

JESPER DE NEERGAARD: Behovet er kæmpestort. Publikum er meget sure over, at de ikke kan finde noget om scenekunst, musikliv osv. Det skal være en informativ portal.

JENS BJERREGAARD: Den skal også være for upcoming kunstnere og for folk, der ikke har råd til egen hjemmeside. Det er vigtigt at være opmærksom på, at netværk er lige så ekskluderende som inkluderende.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 9: MEDIER, FILM OG BYEN Referat af paneldebatten

Lars Lyngsdal Vi har arbejdet på at lave en Filmby, og en række forskellige parter har været interesserede i at få den. Det handler meget om økonomi, men vi fik overbevist Byrådet. Der var et meget stort indtægtskrav, og betingelsen er en markedsleje. Vi ville gerne have græsrødderne med. Filminstituttet og DR sprang fra, og derfor kunne den aldrig blive som vi ville have den. Man er tvunget til at få lejere med, som ikke har med film at gøre, på grund af det økonomiske. Det måtte ikke være en decideret græsrodsinstitution – det skulle forblive i Slagtehallen.

Der har været den kritik, at man ikke skal investere i mursten. Men det er noget bavl, for alternativet er ingenting. Ser vi 10 år frem, er mit håb, at vi får mulighed for at lave to bygninger, og pengene herfra skal gå til filmerhvervet. I praksis vil det blive sådan at man adskiller græsrødder og professionelle. Vi skal gerne generere et par millioner mere til kassen. Den største mulighed, vi har, er at udnytte udlejningsmuligheden. Det er ikke lige meget hvem, vi udlejer til, men indtægten er meget vigtig.

Karen Rals-Nordentoft Vi arbejder i Aarhus Filmfestival med det færdige filmværk, men ikke spillefilm, og vi er også gået væk fra at vise kortfilm.

Vi viser politiske film, der har kunstnerisk kant. Vi viser dem ude i byen, og vi samarbejder også med andre institutioner, fx Palle Granhøj (Granhøj Dans, red.) Vores publikumsgruppe er på 3.000-3.500. Der findes andre initiativer, fx. Gay & Lesbian Filmfestival, Oregon, som er for børn og unge, Salaam.dk, Lommefilm, Øst For Paradis’ filmuger og branchearrangementet Nordisk Panorama, som kommer næste gang i 2011.

Mange tænker: Hvorfor er der ikke en ”rigtig” spillefilmsfestival? For festivaler er jo med til at bidrage til det eksisterende biograffilmmiljø. Jeg møder mange, der ikke har hørt om Aarhus Filmfestival, og det er vi blevet kritiseret meget for, men det siger også noget om det felt, vi arbejder indenfor. Vi har en meget lille målgruppe. Vores publikumskapacitet kan ikke være større, når vi skal leje sale. Vi har ikke råd til større sale. Vi kan godt mangle det store fællesskabssus, som ved rockkoncerter.

Vi er lukket inde i de små biografsale. Det kræver en meget stor gennemslagskraft rent PR-mæssigt. Vi er ikke på kommunens budget og er meget afhængige af frivillige.

Med en kulturbegivenhed af den størrelse skulle det være nemmere at samarbejde med andre, så man lettere fik gennemslagskraft og nåede ud. Der er ligesom ikke tradition for det i byen. Man kunne ønske sig et større og stærkere ejerskab for det, der sker i byen. Når de mange festivaler ikke går sammen, har det nok noget at gøre med, at de er startet på så forskellige baggrunde og initiativer. Men man kunne godt samarbejde noget mere omkring koordineringen og fx etablere et sekretariat for området.

Kim Halskov Mit fokus er på udviklingstendenserne inden for medierne, og jeg vil her gribe fat i hvordan tingene begynder at sprede sig ude i byen. Mobiltelefonen er i denne sammenhæng interessant, og i forhold til dem lyder Lommefilmsfestivalen rigtig spændende.

I PANELET: Lars Lyngsdal, Kulturforvaltningen, Århus Kommune Karen Rais-Nordentoft, leder, Aarhus Filmfestival Kim Halskov, professor, ph.d., Center for Avanceret Visualisering og Interaktion Rui Monteiro, indvandrerpolitiker, og TVtilrettelægger, Mediehus Århus

Der er perspektiver i at koble gamle medier som film sammen med det brugergenererede, og det kan også få relevans i forhold til integration og Borgerservice.

Her er nogle eksempler på nye og gamle medier, der kobles sammen. Fælles for dem er, at vi er interesserede i, at tingene skal virke naturlige de steder i byen, hvor de optræder: • • • • • •

Talkaoke: En event i Mølleparken, Gellerup og Skive. Et forsøg på at bringe talkshowet ud i byen.

Projektioner på Musikhusets facade, hvor folk selv medskaber figurerne.

Blinkenlights: Små animationer på huse i Berlin.

Mediefacade på Ridehuset, hvor folk selv kan formulere sig omkring klimadebatten.

CO2nfession: ”Klimabekendelser” på standere rundt om i byen.

Runesten på Randers Kunstmuseum, hvor en animation, der formidler hvad, der står på stenen, projiceres på stenen.

Der kan være både faglige og kunstneriske aspekter i den samme ting. New Media er det, vi på dansk ville kalde digital kunst.

Det er vigtigt, at vi har en engagerende appel. Der er en helt ny bølge omkring medier, der bevæger sig i nye retninger.

Rui Monteiro Vi startede Mediehus Århus for 12 år siden, fordi der var manglende muligheder for at indvandrere kunne komme til orde. Vi ville give folk med andre etniske baggrunde mulighed for at komme med deres historie. Vi bliver negligerede gang på gang.

Indvandrerne er dem, der altid har været foran, men vi kan ikke følge med, for vi er ikke kommercielle. Vi er meget åbne overfor emner. Vi har stiftet en organisation og medvirket til at brande Århus på det internationale område. Folk kommer til os fra andre lande for at høre om vores erfaringer. På denne måde er indvandrer-TV et stort brand for Århus.

Vi har altid prøvet at skabe forbindelser til de kommercielle medier og de andre græsrodsmedier. Vi spiller en vigtig rolle i forhold til demokrati og borgerinddragelse. Her ligger der et stort potentiale. Vi er 21 forskellige etniske minoriteter, der har bevist, at vi kan arbejde sammen. Det er vigtigt, at vi ikke isolerer folk. Der mangler ikke visioner, men der mangler midler og ressourcer fra kommunen til, at vi kan udvikle os.

Diskussion TREVOR DAVIES: Er TV- og radiokommunikation måske forældet?

RUI MONTEIRO: Vi vil gerne følge med tiden, men vi mangler midlerne til det.

LARS LYNGSDAL: De er jo tvunget til at lave en TV- eller radioudsendelse, fordi det er på den måde, de får støtte fra staten.

TREVOR DAVIES: Århus er langt fremme i forhold til andre byer, hvad angår at have en fælles vision. I stedet for at investere i smalle ting, hvorfor så ikke investere i store mainstreamfilm?

LARS LYNGSDAL: På grund af den brandingværdi, der ligger i det.

UKENDT DELTAGER: Vi løber ind i problemer med, at vi bygger så dyrt, at vi ikke har råd til at finansiere produktionen af film

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

osv. Det gælder også for andre områder. Filmbyen mangler et ben at gå på. Danmark var Europas førende filmby for 100 år siden.

Den historie bør komme frem.

TREVOR DAVIES: Tankegangen med, at bare vi bygger noget, så skal der nok ske noget, er en mere og mere fremherskende tendens fra politisk side. Der er forskellige agendaer...

LARS LYNGSDAL: Hvis man tror, at politikere tager stringente beslutninger, tager man fejl. Vi følger folkestemningen.

KAREN RAIS-NORDENTOFT: Vi støder på en forventning om, at der skal komme et produkt ud af Filmbyen. Dels på grund af kommunikationen, men også på grund af mediets konstitution.

KIM HALSKOV: Vi slås med et skisma mellem fokus og mangfoldighed.

UKENDT DELTAGER: Man kan ikke blande film og medier. Det er ligesom at blande æbler og pærer. Man er nødt til at definere mediebegrebet. Dybest set er film kunstproduktion, mens radio og TV er formidlingsproduktion. Det koster noget, hvis man vil løfte tingene kvalitetsmæssigt.

TREVOR DAVIES: Jeg håber, at vi i løbet af efteråret kan begynde at blande tingene endnu mere.

UKENDT DELTAGER: De kommercielle er ofte fraværende, men de er dem, der sætter dagsordenen. Men det ikke-kommercielle kan noget andet.

UKENDT DELTAGER: Der kommer ikke noget nyt oppefra og ned. Der er en talentflugt fra Århus, fordi man ikke har støttet vækstlaget nok.

RUI MONTEIRO: Jeg mener, at Århus mangler en politik, som rent faktisk implementeres og ikke kun står på papir.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 10: ARKITEKTUR, DESIGN, MODE, KREATIVE ERHVERV OG BYEN Referat af paneldebatten

Lasse Schuleit Lynfabrikken rummer 28 virksomheder inden for design, arkitektur og kommunikation. Jeg taler her som virksomhedsejer, ikke som specialist. Lynfabrikken er en del af designmiljøet. Det er små enmandsfirmaer og små virksomheder. Det at vi har både kaffebar og kontorer gør, at vores mødested er noget helt for sig. Fokus ligger på at skabe en platform, hvor forskellige mennesker kan mødes. Der er utrolig kort vej til beslutningstagerne i byen. Du kan lave en virksomhed den ene måned, og stå på tagterassen og skåle i champagne med borgmesteren måneden efter.

Vi har brug for platforme, hvor folk kan lade sig inspirere af hinanden. Vi har brug for åbne døre og sjove møder på tværs.

Designområdet er meget ”buzzet”. Alle vil være designere. Derfor kan design af nogle betragtes, som en kunstart, ikke som business. Det er en fejl. Det er benhård business. Min egen baggrund er Æstetik & Kultur og musik. Jeg er ikke forretningsmand, men jeg er nødt til at tænke sådan, for sådan er det ude i den store verden.

Der bør skabes flere platforme, hvor man rent faktisk kan mødes, og som rummer både design, business og politik på ét sted.

Byrumsmøblet er et fysisk eksempel. Fri adgang til trådløst internet for alle er vores bud på, hvordan flere mødesteder på tværs kan skabes.

Anders Toft Udgangspunktet for Tine Nørgaards og mit forskningsprojekt om Arkitekturklyngen i Århus’ historie og status var, at undersøge om den store koncentration af arkitektvirksomheder nu også reelt var en klynge. Klyngebegrebet har været lidt af et ”buzzword”, og essensen er geografisk nærhed mellem virksomhed og institution, forbundet via økonomisk og/eller social udveksling.

Der er en ret stor koncentration af arkitektvirksomheder i centrum og inderste centrum af byen og omkring Arkitektskolen.

Hvordan er de økonomiske og sociale udvekslingsprocesser her? Videndeling og samarbejde er noget af det, man har set på i en undersøgelse. Fire århusianske arkitektvirksomheder er på Nordens top ti og C.F. Møller er nr. 18 på den europæiske liste.

Mellem 2001 og 2005 er der blevet færre arkitektvirksomheder i Århus C, men virksomhederne har fået flere ansatte og større omsætning.

Arkitektvirksomhederne i Århus er vokset i sammenligning med København, og har vundet flest konkurrencer. Indenfor en radius af 500 meter befinder de 10 mest succesfulde virksomheder sig. Men arkitekterne har megen rejseaktivitet. Opgaverne ligger ude i verden, og tilknytningen til Århus falder. I København har arkitektfirmaerne ikke filialer i Århus, men de århusianske har filialer i København. Man søger ud for at møde kunderne. Fx arbejder mere end halvdelen af de ansatte i C.F. Møllers tegnestue i andre byer.

Morten Lervig CAVI er et forskningscenter under Aarhus Universitet, med tilknytning til Alexandra Instituttet. Medieindustrien oplever i disse

I PANELET: Lasse Schuleit, leder, Lynfabrikken Anders Toft, Toft Arkitektur Morten Lervig, CAVI Dorrit Bøilerehauge, Videnscenter for Design og Business

år mulighed for vækst, og der er megen offentlig interesse for at benytte nye teknologier – også som underleverandør til alle mulige andre industrier.

Pointen i dag fra min side vil være, at man måske skal til at kigge lidt på, om man kunne gøre noget andet og mere med al denne ”anvendelse af nye medier til oplevelsesorienteret formidling”. Det kunne måske også bruges til noget i kulturhovedstadssammenhæng. I dag er der en bred vifte af institutioner, der allerede bruger os – fx. CrossMedia, Region Midtjylland, Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi, Nye Medier, Århus Kommune...

Et eksempel på et projekt er Klimavæggen fra CO2030-arrangementet. Her kunne personer tage fat i ord og placere dem i rækkefølge, og derved kunne man reflektere over nogle budskaber med klimamæssigt indhold. I et projekt for Salling arbejdede vi med materiale, der kan skifte mellem at være ugennemsigtigt og transparent. Det giver nye muligheder for butiksruder. Et andet projekt er Mejlbystenen til Randers Kulturhistoriske Museum. Her vises historien om stenen på selve stenen, hvilket er en ny måde at udstille og formidle på.

Dorrit Bøilerehauge På Videnscenter for Design og Business arbejder vi med at indsamle og formidle viden om og til design- og modebranchen, om fx trendsociologi og retail. Mode og livsstil er det fjerdestørste eksportområde i Danmark, og internationalt har det stor bevågenhed. I Danmark har vi to typer virksomheder – mindre virksomheder og store, kendte brands.

Jeg vil gerne udvide modebegrebet lidt her: Mode handler ikke kun om shopping af tøj – det omfatter også fx kunst, sociologi, business og historie. Uddannelse, viden og vækst er centralt her. Der findes masser af viden om mode i bred forstand – en viden, der kunne bruges i mange flere sammenhænge, end det er tilfældet nu. Mode kan også kobles til bæredygtighed, og det kan kobles til mange områder af dagliglivet.

Mode udgør en god platform for at udvikle samarbejder på tværs, da modebranchen allerede har et godt netværk udadtil og internationalt. Der er to modeuger i København, men der kunne sagtens være plads til flere nye events, såsom en form for mere bredt tænkte modeuger.

Diskussion JULIUS NØRBO: Lasse, jeres bud på et svar på udfordringen med at få virksomhederne og institutionerne til at tale sammen, er en kaffebar...?

LASSE SCHULEIT: Det er ikke tænkt som et kommercielt greb – og så alligevel. Små firmaer er oftest startet af én eller to personer. Kontorfaciliteter er ikke-eksisterende. Det kan være, at man kun har et slidt og gammelt kælderlokale. I og med, at økonomien bremser nogle ting, så kan man måske skabe nogle zoner, som er uformelle mødesteder. Fremfor, at man sidder helt alene. Bare det at sætte farten ned. At gå, i stedet for at køre bil eller cykle. Man møder kun mennesker, når man sætter farten ned. Det er et supplement, for man sidder jo ikke bare og drikker kaffe. Man laver faktisk også business.

UKENDT DELTAGER: Der burde være flere af den slags klynger, der fungerer som mødesteder.

JULIUS NØRBO: Ville det kunne fungere i forskerparker?

LASSE SCHULEIT: Det ville det for nogen. Ikke alle designere er bløde og flagrende. Nogle er hardcore forretningsfolk. Vi er også

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

nogle, der ikke nødvendigvis har vækst som et positivt ord. Der er faktisk mange, der kan lide at være en enmandsvirksomhed.

Det er et typisk århusiansk træk, i virkeligheden. Vi elsker at gå hjem klokken 16, og vi elsker at kunne tage ungerne med til alt muligt. Idéen om det gode arbejdsliv...

ANNE METTE BOYE: Indholdsmæssigt kunne en forskerpark være en vanvittigt spændende idé, men måske forestiller jeg mig et lidt sterilt og målrettet miljø, hvor jeg ikke ville kunne skabe kontakt på samme måde.

LASSE SCHULEIT: Man må åbne dørene i institutionerne. Ellers tænker man bare, at man ikke har noget at gøre der, og at man ikke bare kan komme uden at have et påskud. Kaffe er udmærket til det formål.

MORTEN LERVIG: Det er et sjovt koncept, at man laver sådan nogle konkurrencer, knokler som gale, vinder måske, og bagefter har man 30 mennesker, man skal af med, og så starter man forfra.

JULIUS NØRBO: Kan det bruges som lokomotiv, eller er det vane og tradition?

ANDERS TOFT: Der er stor branding-effekt på arkitekturområdet i forhold til modebranchen, som omsætningsmæssigt er større.

JULIUS NØRBO: Der burde måske være andre konkurrencebetingelser, så talentmassen fra arkitektstudiet også kan deltage.

TREVOR DAVIES: Når virksomheder bliver store er alting in-house, så enmandsfirmaer er per definition nødt til at være out-ofhouse og dermed mere åbne. Arkitektfirmaerne burde måske skabe nogle flere tværgående projekter, som fx. CAVI har været dygtige til. Samme folk, nye folk, nye konstellationer osv., på kryds og tværs. Arkitektfaget er meget opdragsstyret. Man venter til, der kommer en mulighed for at bygge. Man kan i højere grad tegne sin egen fremtid, når man er færre. Arkitektbranchen har måske vokset sig for stor, og kan ikke styre sine egne vilkår og sin egen fremtid.

ANDERS TOFT: Projektarbejde er et vilkår fra starten i studiet, med nye konstellationer osv. Men jeg er overordnet enig. I dag går det meget ud på at vinde konkurrencer.

JULIUS NØRBO: Hvorfor skal vi have et modefelt i Århus også?

DORRIT BØILEREHAUGE: Det vil styrke modebranchen, at få det her, for byen er unik på grund af det lave aldersgennemsnit, og den er kendt som vidensby. Handelshøjskolen har også en væsentlig position internationalt. Produkterne indenfor mode er synlige og nemme at gøre nærværende, hvilket gør kommunikationen let.

JULIUS NØRBO: Hvad er unikt ved Århus m.h.t. mode, hvis man vil undgå at kopiere?

DORRIT BØILEREHAUGE: Man kan gå ud, hvor brugerne er. Man kan være til stede, hvor folk er. Sculpture by the Sea, fx, viser, hvor mange mennesker, man kan trække til. Det skal gøres vedkommende og bruges til at lave oplevelser i fx detailhandlen, på pladser, m.v.

LASSE SCHULEIT: En by og kommune, der vil være Kulturhovedstad og en by, der vil have en Filmby. En by drevet af politiske ambitioner. Man skal kigge på hvad, der er i forvejen, ikke kun på hvad, man vil have. Jeg tror ikke, vi har 100 skjulte talenter i Århus. De, der er der, må træde frem. Det handler om det personlige engagement og om ildsjæle. Ikke om kommunen.

Kommunen skal ikke ind og drive brancher frem.

DORRIT BØILEREHAUGE: Der findes allerede et drive, og der er planer i gang. Vi skal gøre op med vanetænkning. Fx er Katrinebjerg jo også et resultat af, at nogen har brudt med, at IT er noget, der er i København.

LASSE SCHULEIT: Nyheder kommer ikke fra politisk hånd.

DORRIT BØILEREHAUGE: Vi må vove at gå ind i det, når der findes engagement og personligt drive.

ANDERS TOFT: Vi har engang undersøgt udkantsområder i Danmark. Man så på hvilke allerede eksisterende styrker, de havde.

Måske havde de ikke det, de ønskede. Men i Nordjylland havde de så fx en surfer-kultur. Det er et eksempel på overraskende styrker og karaktertræk.

JULIUS NØRBO: Hvor går de unge hen efter uddannelsen, og munder det så ud i erhverv?

MORTEN LERVIG: Jeg kan ikke svare på, om det resulterer i erhverv, men udviklingsprojekter er jo meget populære og involverer en masse studerende.

JULIUS NØRBO: Er der markedsefterspørgsel på jeres produkt, eller er det udvikling?

MORTEN LERVIG: Det er mest udvikling, men der er stadig mere efterspørgsel på konkrete opgaver. Det, der sker, er, at området får en uundgåelig udbredelse, og vi kan også samle gode kræfter i Århus omkring det. Det er det lange, seje træk. Der er en udveksling af viden mellem erhverv og uddannelserne, og der er en udvikling i gang. Folks syn på, hvordan faggrupper kan samarbejde ændrer sig faktisk, selvom det går langsomt. Principielt tror jeg på, at mangfoldigheden af idéerne er styrken. De er med til at flytte stille og roligt på holdinger.

LASSE SCHULEIT: Dér, hvor man kunne påpege et lille problem, er angående støtteordninger. EU-støtteordninger, lokale ordninger osv. Vi kan ikke få støtte, for det kræver en institution. Hele det område, hvor der er penge til projekter, er til institutioner, ikke små virksomheder. Man dræber meget engagement og initiativ ved, at det ikke kan omfatte det private.

TREVOR DAVIES: Måske der kunne etableres nogle juridiske platforme, så private virksomheder også kan være med i bysamlende projekter. Århus 2017 kan jo blive en organisation, der måske kan rumme det.

LASSE SCHULEIT: Politisk er jeg uenig, når samarbejde på tværs ikke giver det samme udbytte for alle. Princippet er forkert, når kun den ene part får penge for det. Vi bidrager gratis.

TREVOR DAVIES: RealDania har givet penge til byrumsforskning, der skal foregå over tre år. Men da måtte man oprette en selvejende institution for at kunne modtage penge. Andre selskabsformer kunne måske afhjælpe det problem, at man ikke kan støttes som selvstændigt, privatejet firma.

JULIUS NØRBO: Det lader til, at det, der efterspørges, ikke er flere midler, men mere samarbejdsmuligheder på tværs.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 11: BØRN OG BYEN Referat af paneldebatten

Mariann Aagaard Jeg taler her ud fra en professionel vinkel, såvel som fra børnefamiliens vinkel. Der findes store dyreparker, som har stor tiltrækningskraft på børnefamilierne. Århus kunne tilsvarende være en kulturattraktion for børnefamilierne. Men der skal være noget mere at byde på. Et godt og aktuelt eksempel er Sculpture by the Sea. Her oplever man, som i dyreparkerne, at det er interessant for både forældre og børn.

Vi ønsker ikke mere kommercialisering, men parkerne tager deres publikum og familiernes basale behov alvorligt. Vi må her i byen blive bedre til at tage imod folk. Meget af den udendørs sommerkultur, der var engang, er nu væk – gøglere, gademusikere osv. Byen bliver kedelig. For at kunne skabe en følelse af, at ”det er her, det sner”, må aktiviteterne samles i midtbyen. Man kunne lave nogle kort over Århus, fx ”Skulptur i Århus”, ”Århus i gamle dage” ”Århus på rulleskøjter”, ”Dyr i Århus” osv. Ruterne skulle indeholde uddybende oplysninger om værkerne/stederne og andre relevante oplysninger.

Vi burde også have en til alle tider opdateret kalender specifikt til børnefamilier (med tilhørende kort) over alle aktiviteter som teater, musik, dans, film osv. osv.

Der er allerede mange spændende ting i byen. De skal bare opdages af børnefamilierne.

Sune Sørensen 200 børn passerer gennem Teaterskolen hvert halve år. Aldersgruppen er 5-16 år. Der er lange ventelister. Børnene får en tilknytning til det professionelle teater, da de, i modsætning til skolekomedier, bl.a. prøver at optræde på en rigtig scene med scenelys osv. Teaterskolen føler sig meget presset administrativt og politisk, da de befinder sig lige midt imellem kommunens kulturforvaltning og afdelingen for børn og unge. Her kunne vi savne et videnscenter eller en sparringsgruppe, der er placeret mellem disse to offentlige instanser. Og en opbakning om, at børnekultur kan og skal stå alene.

Nøglebegrebet for skolen er, at forsøge på at strække sig ud i omgivelserne og væk fra en centrering omkring Musikhuset. Det er nemlig kun de ressourcestærke børn, der kommer her. Vi har også samarbejder med Teaterskolen i Gellerup og med Kræftens Bekæmpelse. Vi laver interaktivt teater via Forum Teater. Det er meget svært at nå de unge, når aktiviteterne er forankret i deres institution, og man ikke har midler til at tage ud af huset. Byens rum er p.t. ikke et møderum, det er nærmere et transitrum. Det kunne være fantastisk at omskabe parker som Musikhusparken og Mølleparken til aktive rum for børn og deres familier, og hvis man også disse steder kunne lade børnene selv skabe deres egne rum.

Gunnild Bak de Ridder Århus Musikskole underviser elever fra 0 år og opefter, og World Music Center har 10 års jubilæum til næste år. Vi samarbejder med de andre kulturskoler i byen og arbejder decentralt med Kulturkaravanen, hvor lærere fra kulturskolerne tager ud i forstæderne og de omkringliggende småbyer. Det skaber mulighed for, at de lokale unge får valgmuligheder, og kan prøve sig frem mellem kunstarterne.

I PANELET: Mariann Aagaard, scenograf og dukkemager, Teater Refleksion Sune Sørensen, teaterskoleleder, Teaterskolen for Børn / Filuren Gunnild Bak de Ridder, projektudvikler, World Music Center / Århus Musikskole

Vi har også arbejdet sammen med fx Cirkus Tværs, hvilket førte til en turné i Europa. Man har gode erfaringer med denne slags projekter i samarbejde med Nordisk Skoleråd. Skolen vil gerne arbejde endnu mere med det decentrale aspekt. Det er vigtigt at lærerne kommer ud, og det giver dem en masse at samarbejde med de andre kunstskoler.

Diskussion Teater Refleksion vil gerne i højere grad knytte børn og unge til sig i en pædagogisk sammenhæng og udvikling. Men vi savner muligheder for dette på vores nuværende beliggenhed.

Kunne man forestille sig egentlige kulturklubber for børn, som er bredere funderede end fx ”bare” musik? Man dyrker noget, der ligner i nogle ungdomsklubber. Kulturskolenetværket har snakket om en tværgående klub, hvor man optrådte for hinanden og lavede tværgående opførelser. Børnene er en ressource, som vi voksne også kan lære meget af. Børnene giver også tilbage. I dag er det lidt ”oppefra og ned”.

MARIANN AAGAARD: Hvad med en særlig børne-godsbane, i forlængelse af de voksnes aktiviteter?

GUNNILD BAK DE RIDDER: Fagligheden vægtes stadig meget højt i skolens arbejde. Men der er også fokus på, at ikke alle elever skal være musikere. Man bevæger sig fra soloundervisning til hold. Det er tendensen. Musikskolen har indledt et samarbejde med øvelokaleforeningen MONO, hvor eleverne og deres bands bliver rådgivet af konservatoriestuderende.

Teaterskolen har et samarbejde med Gellerupscenen om en lignende overgang. Her laver man fx en opsætning af Bugsy Malone. Nogle elever vil også gerne lave deres egne teatergrupper. Musikskolen er i dialog med Børnekulturhuset om at skabe uddannelser som Musikalsk Grundkursus for dans og teater. Der findes lignende tiltag andre steder i landet, men ikke i Århus endnu.

Cirkus Tværs arbejder på at få Nordgårdshallen i Gellerup stillet til rådighed, og omdanne den til et kulturcenter for børn og unge. Man kunne skabe et par scener her, og måske kunne noget af Gøglerskolen rykke ind, i forbindelse med helhedsplanen for Gellerup.

KAREN MARIE DEMUTH: Børn kan vise deres bydel frem for børn og voksne fra andre bydele. Mange syntes, at Gellerup var fantastisk. Vi vil gerne kunne forankre disse forsøg. Vi mangler, at få nogle af byens fantastiske arkitekter på banen i børnesammenhænge.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 12: IDRÆT, KROP OG BYEN Referat af paneldebatten

Henrik Brandt Nogle af strukturerne i det organiserede idrætsliv fra 20’erne er her stadig, men der er alle mulige bud på organisatorisk forandring. Statistikken viser, at dyrkningsintensiteten falder, når folk er i 40’erne. Her har man andet at se til. Intensiteten stiger igen, når man får tid til det. De mest populære idrætstyper er vandreture, jogging, fitness og gymnastik.

Børn mellem 7 og 12 år dyrker meget sport. Her spiller foreningerne en vigtig rolle. Stederne, hvor voksne og børn dyrker sport, er meget forskellige. Århus har forholdsmæssigt mange flere idrætsforeninger end København. Det, idrætten kan i dag, er at hjælpe med at støtte og fremme integration, både hvad angår forskellig etnicitet, men også på tværs af sociale skel generelt.

Tidligere var fokus på foreningerne stærkere.

Søren Møller Der er forskelle på ”sted” og ”rum”. I et rum – det kan fx være et stadion i en hvilken som helst by – kan man placere en hvilken som helst event eller produktion. Det kan man for så vidt også på et sted. Men til forskel fra rummet, har stedet i sig selv en karakter, som er udviklet og vokset over tid, ofte i byer eller områder, der har et særligt udviklingspotentiale. Århus er et sådant ”sted”. Byen har så også et af de mest problematiske steder i Danmark, nemlig Gellerup. Dette er så til gengæld alle tiders chance for at gøre noget nyt. Sculpture by the Sea og Idrætsramblaen er eksempler på aktiveter og events, der som idéer i princippet kan foregå hvor som helst – men som, hvis de placeres de rigtige steder, vil antage noget af dette steds karakter og dermed blive unikke. At købe sig til dette unikke, som man gør fx i Horsens, er ikke anbefalelsesværdigt.

Som andre unikke muligheder kan man fx nævne etableringen af et windsurfing-center for enden af Mærsk Terminalen, med en beliggenhed praktisk talt ude i midten af bugten. Travbanen bør også kunne videreudvikles. Den har en god beliggenhed, men hvor mange borgere kender til den? Tænk heste på en hel anden måde. Det 20. århundrede har været præget af opdelinger og atter opdelinger. Nu skal vi så bryde ned og samle igen. Århus må skærpe profilen for de 13-30årige. At finde og definere de enestående begivenheder er den vigtige prioritering.

Henrik Løvschall Århus kan slappe af, for nu ligger Multihallen altså i Herning! Og byen kan koncentrere sig om sine unikke muligheder.

Idræshøjskolen har sat fokus på det internationale, og eliten er tilbage igen. Ramblaen bør realiseres. Og vi er på Idrætshøjskolen ved at skabe et internationalt sejlsportscenter i samarbejde med Aarhus Universitet.

Diskussion TREVOR DAVIES: Hvilken tilgang kræver det, at realisere sådanne idéer?

NIELS RASK: Ramblaen er levende som idé. Men den er ikke finansieret. Nu er idéer afhængige af initiativer, der allerede har

I PANELET: Henrik Brandt, direktør, Idrættens Analyseinstitut Søren Møller, formand, DGI Henrik Løvschall, forstander, Idrætshøjskolen Århus

ben at gå på, som fx street-aktiviteter. Jeg tror stadig på ambitionen om en rambla.

TREVOR DAVIES: Ramblaen er en ny måde at tænke infrastruktur på.

SØREN MØLLER: Man kan løbe, cykle og sejle fra Ballehage til Den Permanente. Og nu skal hele havnen alligevel reorganiseres.

FINN LYCK: Havnebyrummet omkring Multimediehuset – hvad med det?

TREVOR DAVIES: Vi må begynde at aftegne og indarbejde denne rute.

SØREN MØLLER: Man kunne kombinere noget virtuelt med noget real-time gennem transcenderende aktiviteter, som fx Katapults AudioMove Teater.

UKENDT DELTAGER: Indtænk også den sociale og demokratiske dimension. Den sociale ansvarlighed skal med, så mindrebemidlede samfundsgrupper ikke bliver holdt ude fra det nye.

SØREN MØLLER: Nu kan vi genskabe bugten, fordi havnen nu ligger i bugten. Folk vil gerne bevæge sig i byrummet. Det kan stadig nås at tænke i nyt byggeri på havnen. Byg livet ind i havnen.

HENRIK BRANDT: Man bør involvere foreningerne, spørge hvordan de vil bruge disse arealer, og tænke ud af boksen.

TREVOR DAVIES: Ramblaen skal give energi undervejs og udgøre en serie af punkter, der genererer aktiviteter. Spørgsmålet er, om Multimediehuset vil give noget til omverdenen, eller i stedet suge energi til sig. Med tanker som disse placerer idrætten sig centralt i 2017-projektet. At tænke idrætten ind i en idé om byen i forandring er et originalt idrætspolitisk udgangspunkt. Det kræver en kortlægning af mulighederne for idrætten i byen...

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

SWOT 13: LITTERATUR I BYEN Referat af paneldebatten

Indledning ved forvaltningschef for Borgerservice og Bibliotekerne Rolf Hapel om bl.a. udviklingen inden for e-bogen og dens udfordringer for bogbranchen.

Peter Laugesen Det, der er brug for, er en række funktioner, der fungerer internationalt, som det Husets Forlag tidligere bl.a. tog sig af. På Husets Forlag opstod også Litteraturen på Scenen. Forfatterskolen var ofte i Århus dengang med intensive kurser og optræden.

Og her kom også internationale forfattere, som forlaget oversatte og udgav. Det bør tages op igen. Oversættelse er en væsentlig og nødvendig funktion, som giver læseren mulighed for at stifte bekendtskab med forfatterskaber fra hele jorden. Litteraturen er nemlig ikke stedsafhængig, og man kan ikke tale om en særlig århusiansk, eller for den sags skyld københavnsk, litteratur.

Mathias Kokholm Litteraturen på Scenen udspringer af, og har samme praksis som, Husets Forlag. Vi arrangerer en månedlig oplæsning på Lynfabrikken med tre danske forfattere og bruger denne ramme til at kaste lys på up-and-coming forfattere. Desuden står LIPS for to store festivaler, én for litteratur og én for musik, samt den internationale poesifestival Verbale Pupiller, som også indeholder en skandinavisk bogmesse for små forlag, der afholdes for anden gang nu i oktober.

Vil Amazons e-bogslæser Kindle revolutionere den eksperimenterende litteratur? Måske. Den danske bogbranche er i opbrud.

Man har opgivet den gængse filosofi med ”gyngerne og karrusellerne”, og forlag, der tidligere har udgivet meget ”smal” litteratur har droslet ned her. Husets Forlag er et lokalt eksempel og ligeledes Borgen. Den unge, eksperimenterende litteratur skal finde nye distributionsformer. De små kunstnerdrevne ’do-it-yourself’-forlag er den herskende måde nu i dag.

Markedsvilkårene er ændrede, og det må man tage højde for i Århus. I dag udspiller litteraturen sig på langt flere scener og via andre distributionsformer end tidligere, for at nå sine læsere. Byen savner et produktions- og projektcenter til at binde disse aktiviteter sammen og skabe mulighed for gæstende forfattere. I Århus mangler litteraturen i det hele taget medspillere i form af forlag, oversættere og undervisning. Der netværkes udenfor byen med fx Berlin og Norge. Litteraturen lever på tværs af territorier.

Dorthe Larsen I TV-udsendelsen ”Ordet og bomben” møder Jes Stein Petersen den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk i Istanbul. Stein foretager en voxpop på gaderne i Istanbul og spørger tilfældige forbipasserende, om de kender forfatteren. Det gjorde de, og de havde alle stærke meninger om forfatterskabet. Noget lignende kunne næppe finde sted i Århus. Her har ingen forfatter så vigtig en rolle.

Ikke desto mindre betyder litteratur meget for borgerne i byen. Fx har netop Pamuks bog ”Sne” været udlånt over 800 gange.

Biblioteket har 336.000 hits på sit website hver uge.

Der samarbejdes mere og mere med miljøerne udenfor biblioteksverdenen. Borgernes tilværelse bliver mere og mere kompleks.

Oplevelsesøkonomien giver kamp om deres opmærksomhed. Sculpture by the Sea er et aktuelt eksempel. Som en følge af kommercialiseringen står stadig færre bøger for det samlede bogsalg og udlån. Læserne ønsker stadig mere samtale om, hvad de læser, og de yngre forfattere ønsker mere dialog.

I PANELET: Peter Laugesen, forfatter Mathias Kokholm, Litteraturen på Scenen Dorthe Larsen, afdelingsleder, Tranbjerg Bibliotek Michael Persson, Poetklub Århus

Biblioteket har hentet megen inspiration fra byens facetterede, litterære miljø. Det er bibliotekets ønske at skabe mere interesse for den smalle litteratur. Vi har lavet en del anderledes litterære events i samarbejde med miljøet med succes, bl.a. omkring hiphop-miljøet. Vi afholder bogcaféer på bibliotekerne i samarbejde med Chr. F. Møllers boghandel m.fl., hvilket er meget inspirerende. Det er vigtigt at kende til strategien bag boghandel og forlagsvirksomhed. Her er tale om en tovejsproces, der giver de litterære aktører indblik i bibliotekernes arbejde og omvendt. Man får øje på nye muligheder, og samarbejde på tværs kan i højere grad synliggøre litteraturen og tiltrække flere brugere og læsere. Jeg har ikke svært ved at forestille mig et produktionssted for litteraturen.

Michale Persson Poetklubben har arrangeret Poetry Slam og Spoken Word i Århus. Er det poesi eller pop? Her møder man sit publikum. Ord og litteratur er på én gang både usynlige og meget synlige i vores samfund. Poesien forgrener sig i andre kunstformer. Hvad er kultur? Dele af litteraturmiljøet går efter det færdige produkt. Poetklubben går mere efter processen og autenticiteten. Kan man ikke kombinere disse to tilgange, det akademiske, formelle og det hyggelige?

Der er albuerum og plads til at lege i Poetklubben. Vi samarbejder med alle, og vores aktiviteter er meget efterspurgte. Men ildsjælene i miljøet brænder ud efter tre, fire eller fem års aktivitet, og det er ærgerligt. De to grupper LIPS og Poetklub Århus komplementerer hinanden fint. Hvad vi har brug for, er et sted med åben struktur a la Huset for litteratur og poesi. Det skal være åbent og uformelt.

Hvis verdens øjne skal rettes mod Århus, hvad er det så, de skal se? Det bør være engagement. Der mangler et sted, og Godsbanen ville være et fint supplement. Men litteraturen mangler sit helt eget sted. Der er en litteraturpolitik i byen, men den kunne være langt mere omfattende. Det handler ikke om hvor meget man får, men om hvad man gør.

Diskussion PETER LAUGESEN: Det lokale er en væsentlig drivkraft. Litteraturen vil bære præg af, at den er skabt i Århus, men ellers er den som sådan global. Der er noget, som digtere over hele jorden har til fælles. Århus-tilgangen til litteratur er lidt mere afslappet end i København. I Danmark er magtcentret København, og derfor er stemningen mere anspændt her. Det vil aldrig blive aktuelt i Århus.

PETER NØRSKOV: ”Århus – bøgernes by” er nævnt to gange i kulturhandlingsplanen. Dette kan ikke rigtigt ses i virkeligheden.

Det samme gælder et litteraturhus på Godsbanen. Hvor er miljøet henne i debatten? Kulturredaktionen på Århus Stiftstidende hører ikke meget til det. Der savnes koordinering, og man ville stå stærkere, hvis man slog sig sammen. Her i byen har vi landets to største krimiforlag, Modtryk og Klim. Hvorfor er krimifestivalen så i Horsens? Der har været forsøg på at afholde bogmesser her i byen, men det har ikke været de store succeser – heller ikke det seneste initiativ, Vild med Ord. Der synes at mangle en evne til at generere den interesse, litteraturen har fortjent. Er der berøringsangst over for girafferne? Det må indses – ellers knækker man nakken. Århus må finde sin egen niche og profil. Der er to gode initiativer på vej: Godsbanen og Multimediehuset.

Husk at sørge for en åben del, også i sidstnævnte.

MATHIAS KOKHOLM: Der ligger en flot programerklæring, som blev udarbejdet af litteraturmiljøet og Århus Kommune, men det blev kun til en halv side i kulturhandlingsplanen. Og der er ikke sket noget endnu. Miljøet arbejder i underskud ressourcemæssigt. Der er ligeledes udarbejdet en stillingsbeskrivelse for en litteraturkonsulent. Men der bliver ikke fulgt op på det. Det må vel skyldes, at litteraturen ikke er attraktiv nok. Medierne, dvs. Stiften og JP Århus, finder åbenbart ikke interessant materiale på litteraturscenen. Du glemmer måske, Peter, at bladet og du som kulturredaktør er medspillere på litteraturscenen.

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture

PETER LAUGESEN: Jeg tegnede abonnement på Stiften for at følge med i litteraturscenen, men fandt ikke nogen dækning og opsagde abonnementet efter to måneder. Man opbygger ikke noget fra toppen – det kommer fra jorden. Man bygger heller ikke et højhus fra oven. Vi kan ikke trække på samme hammel. Der er fx langt fra, hvor jeg befinder mig til hvor forlaget Modtryk befinder sig i dag. Pressen bør tage sig sammen. Den har været helt enormt dårlig på det litterære område i de seneste mange år.

MATHIAS KOKHOLM: Jeg synes nu, vi trækker på samme hammel. Og de netværksrelationer, der findes i dag, bliver stærkere fremover. Det er meget forskellige ting, vi vil og har lyst til. Sats på dér, hvor tingene bliver til.

TREVOR DAVIES: At man har en litteraturpolitik på kommunalt plan er noget forholdsvist nyt. Tidligere blev dette varetaget af bibliotekerne.

MATHIAS KOKHOLM: Der er ikke forfattere og forlag nok i byen.

TREVOR DAVIES: Århus forsøger at opretholde et niveau, som vi ikke er mange nok til. Udfordringen er Godsbanen og Multimediehuset. Forhold jer til det nu. Det er sidste udkald for sådanne muligheder. Kommunen har ikke rykket på handlingsplanen. I, litteraturmiljøet, må etablere et forum, man kan spille bold opad.

BRITTA BITSCH: Der er kommet et nyt felt til, det performative. Litteraturens scener er ikke institutionaliserede. Århus bør satse på en litteraturfestival og ikke en messe. Dyrk nicherne med up-and-coming vækstlagsforfattere.

MATHIAS KOKHOLM: Det er vigtigt med en institution for at profilere og koordinere miljøet. Lad os komme i gang.

DORTHE LARSEN: Vi vil mangfoldighed, men vi kan ikke fastholde denne, hvis vi ikke gør ”noget mere”.

TREVOR DAVIES: Vi er nødt til at lære af de fejl, vi har begået med Huset og Husets Forlag, når vi skal skabe og forme Godsbanegården. Det første halve til hele år er afgørende. Her en chance for nybrud, og det er uhyre vigtigt at gribe denne chance. Læren fra Godsbanen kan også bruges i Multimediehuset.

ROLF HAPEL: Et sted som De Balie i Amsterdam er en stor inspirationskilde.

MATHIAS KOKHOLM: Vi har ikke rigtigt nogle eksempler på, hvordan et litterært produktionscenter ser ud.

PETER NØRSKOV: Glem ikke de andre platforme, som Stiften opererer på, fx Alt om Århus-websitet, hvor der er mere omtale af kunst og kultur. I øvrigt ville et århusiansk San Cataldo eller Hald Hovedgård med artists-in-residence på Godsbanen kunne generere følgeeffekter.

TREVOR DAVIES: Godsbanen kunne være et center for udveksling med kunstnere fra miljøer i andre byer, som fx Beijing.

Anerkendelsen af og respekten for litteratur, og også billedkunst, må tilbage i Århus. Et middel kunne være, at man hvert år giver et antal kunstnere en eller to månedslønninger – en slags borgerlig anerkendelse, til at advokere for deres område.

Man kunne søge DIVA-midler for at invitere kunstnere til byen frem til 2017, og for egne kommunale midler kunne man sende århusianske forfattere ud i verden.

Redaktionen, som har stået bag SWOT-workshops, debataftener og denne publikation: Trevor Davies, projektleder Århus 2017 Anne-Katrine Haansbæk, projektmedarbejder Århus 2017 Martin Lai Andersen, projektkonsulent, SWOT-workshops og debataftener i juni 2009 Martin Nielsen, informationsmedarbejder, Århus 197 Hanne Wellendorf, projektkonsulent, Århus 2017 Lene Øster, projektmedarbejder Århus 2017 / Region Midtjylland samt metopos by- og landskabsdesign Publikationen kan downloades fra vores hjemmeside i enkelte moduler eller i samlet form. http://aarhus2107.dk

Århus Europæisk Kulturhovedstad 2017Aarhus European Capital of Culture Vestergade 55,4 8000 Århus C Kontakt: 87133353/40228559 www.aarhus2017.dk