PROGRAM

Aftenland

Koncert for fløjte og orkester

Allegro moderato

Allegretto

Symfoni nr. 1, op. 39 i e-mol

Andante, ma non troppo - Allegro energico

Andante, ma non troppo lento

Scherzo: Allegro Finale (quasi una fantasia)

(ca. 13 min)

(ca. 19 min)

(ca. 38 min)

Alexandre Bloch, dirigent Franskfødte Alexandre Bloch tiltrådte stillingen som musikchef for Orchestre National de Lille i starten af sæsonen 2016/17. Under hans ledelse blev orkestret kåret som finalist til prisen for Årets Grammofonorkester 2020. Fra 2015–2021 var Alexandre også 1. gæstedirigent for Düsseldorfer Symphoniker.

Kort efter han i 2012 vandt den prestigefyldte dirigentkonkurrence, Donatella Flick Competition – i øvrigt med danske Nikolaj Znaider i juryen – debuterede Alexandre Bloch med Royal Concertgebouw Orchestra, hvor han med kort varsel afløste Mariss Jansons. Her dirigerede han tre opførelser af et udfordrende program, herunder Richard Strauss Tod und Verklärung og et Jörg Widmann værk for stort orkester. Efterfølgende blev han tilknyttet London Symphony Orchestra som assisterende dirigent.

Alexandre Bloch, der er født i 1985, har siden dirigeret orkestre og operakompagnier over store dele af verden. Han indledte sin uddannelse med cello, harmoni og direktion fra Tours, Orléans og Lille. Derefter kom han ind på Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse de Paris for at videreføre sine studier i komposition og direktion. I 2012 afsluttede han sin mastergrad som dirigent hos Zsolt Nagy, inden han fik et diplom og Sir John Zochonis Junior Fellowship på Royal Northern College of Music.

Emily Beynon, fløjte

Emily Beynon har spillet 1. solo fløjte i Royal Concertgebouw Orchestra i Amsterdam i mere end 25 år. Hun føler sig lige meget hjemme midt i orkestret som foran som solist. Den rolle har hun også indtaget foran en række andre orkestre – blandt mange kan nævnes, Philharmonia Orchestra, flere BBC orkestre og Academy of St.Martin-in-the-Fields.

Som kammermusiker arbejder hun regelmæssigt med sin søster, harpenist Catherine Beynon og pianisten Andrew West. Hun har gæsteoptrådt med Steven Isserlis, Dame Felicity Lott, Jean-Yves Tibaudet, Kungsbacka Trio og Brodsky Quartet.

Emily Beynon har lavet 12 koncert-/recital-albums til dato, hvor det seneste er det første af en serie på 5 Project Paloma-indspilninger med Andrew West med mesterværker for fløjte og klaver fra Anden Verdenskrig.

Emily Beynon arbejder dedikeret med ny musik og har fået skrevet mange nye værker til sig af komponister som John Woolrich, Sally Beamish, Jonathan Dove, Errollyn Wallen, Roxanna Panufnik og Maarten Ornstein.

Hun er desuden er en passioneret og dedikeret underviser og bliver regelmæssigt inviteret til at give masterclasses over hele verden. I 2009 grundlagde hun det hollandske fløjteakademi (Neflac) sammen med Suzanne Wolff. Neflac arrangerer kurser og koncerter for talentfulde unge fløjtenister fra Holland og unge internationale professionelle.

Emily Beynon er født i Wales og begyndte sine fløjtestudier på Royal College of Music hos Margaret Ogonovsky og fortsatte derefter med at studere hos William Bennett på Royal Academy og hos Alain Marion i Paris.

Bent Sørensen

Bent Sørensen har etableret sig som en af Danmarks mest betydningsfulde komponister. Han voksede op i en musikalsk familie, hvor særligt faderen drømte om, at drengen skulle spille violin, men den unge Bent var mere interesseret i alle de noder, ”der lå på nodebænkene derhjemme.” I første omgang valgte Sørensen at studere dansk på universitetet i Aarhus. Om tiden på universitet skriver Sørensen:

”Det sjove er, at jeg gennem halvandet år delte lejlighed med vores store troubadur Allan Olsen fra Nordjylland. Han sad inde og skrev sine sange i et rum, og jeg sad inde i et andet rum og skrev strygekvartetter. Og ingen af os gik på danskstudiet for at blive dansklærere”.

Efter tiden i Aarhus kom Sørensen på konservatoriet i København og blev elev af Ib Nørholm, og senere gjorde han studier hos Per Nørgaard i Aarhus. Helt fra de tidligere værker har Sørensens musik været båret af en forfinet sans for at skabe små klanglige mirakler, hvor han altid synes at udforske instrumenter og deres klanglige potentiale både alene og i samklang med andre.

Aftenland

Bent Sørensen komponerede Aftenland på bestilling fra New York Philharmonic, og det var netop under et besøg i byen, han fandt en betydelig inspiration, da han sidst på eftermiddagen betragtede byens pulserende liv fra et vindue i et af New Yorks utallige højhu- se. Samtidig med, at han betragtede byens lys, lyde og virvar, dukkede et barndomsminde op – en særlig aften, hvor han sammen med sin far stod og beskuede en mark med en skov i baggrunden og horisontens begyndende aftenhimmel. Netop disse to elementer danner inspirationsgrundlaget for Aftenland og bliver brugt nærmest illustrativt.

Værket indledes med en (meget) dæmpet soloviolin (Sørensen som dreng), og efterhånden toner orkestret frem og maler marken og skoven i baggrunden. Efter dette smukke barndomsminde toner New Yorks mere vilde og pulserede liv frem, og musikken ændrer karakter og bliver mere dramatisk. Den smukke obo-solo, som slutter med en opadgående bevægelse, er et musikalsk minde om Sørensens svigerfar Frederik Gislinge, der var en berømt dansk oboist, som døde af kræft mens Sørensens komponerede Aftenland

Carl Nielsen

I midten af 1920’erne var Carl Nielsen på toppen af sin karriere. Han var en efterspurgt komponist og dirigent i hele Europa, men trods gentagne advarsler fra lægerne havde den aldrende mand svært ved at geare ned. Han prøvede i perioder slappe af med at strikke og blev meget optaget heraf, men i sine modne år synes Carl Nielsen nærmest at komponere med en fornyet ungdommelig energi, og lysten til at afsøge nye veje var hele tiden fremtrædende.

I 1922 havde han skrevet Blæserkvintetten til Københavns Blæserkvintet og her forsøgt at rendyrke de fem instrumenters særpræg og at portrættere de fem musikere. Efter Blæserkvintettens succes påtænkte Nielsen at opfølge værket med en solokoncert for hver af kvintettens medlemmer. Der kom imidlertid til at gå nogle år, før han gik i gang, og han nåede kun at færdiggøre to koncerter for fløjte og klarinet.

Fløjtekoncert

I 1926 påbegyndte Carl Nielsen fløjtekoncerten. Han skulle arbejde hurtigt, for den skulle uropføres ved en stort anlagt koncert i Salle Gaveau i Paris i oktober samme år. Fløjtekoncerten har en rapsodisk frit fabulerende og meget ungdommelig karakter, der ofte er drillende og spøgefuld.

I 1. sats aner man konturerne af et klassisk hoved- og sidetema, men musikken tager ustandselig uventede afstikkere i nye retninger. Midtvejs i satsen når vi et højdepunkt, som Nielsen selv beskrev med følgende ord:

”Solofløjten bliver helt nervøs og skriger op, og nu kommer der mere liv i tingene. Efterhånden bliver orkestersatsen også fyldigere og mere bevæget, dog varer det ikke længe; thi fløjten kan ikke fornægte sin natur, den hører hjemme i Arkadien og foretrækker de pastorale stemninger; komponisten er derfor nødt til at rette sig efter det blide væsen, ifald han ikke vil risikere at stemples som barbar.”

2. sats er komponeret med et elegant og gennemsigtigt kammermusikalsk raffinement. Den spøgefulde karakter fra første sats lever her videre, men blandes med passager, hvor alvor og tragedie kommer til udtryk. Trombonen tildeles en væsentlig rolle som drillende modspiller til fløjten.

Jean Sibelius

I midten af 1890’erne drog Sibelius ud på en længere studietur, som primært til fods førte ham rundt til de europæiske musikalske hovedbyer Berlin og Wien. Den høje, lyse skandinavisk udseende Sibelius gjorde indtryk overalt, hvor han kom frem, og han tog for sig af alt, hvad Europa havde at byde på, både hvad angik musik og mennesker – han havde et utal af elskerinder og endte i lighed med mange andre i samtiden med at pådrage sig syfilis. Derefter måtte han bruge sine resterende penge på at blive behandlet for sygdommen, og da han vendte hjem til Finland, ejede han kun sin violin og det sæt tøj, han havde rejst i.

Under rejsen havde han i Berlin hørt en opførelse af Berlioz Symphonie fantastique, og Sibelius var som ramt af lynet og blev dybt optaget af Berlioz klanglige univers. Studiet af dette værk blev også startskuddet på Sibelius 1. symfoni. Den indtager en central plads i hans virke, da den markerede en ny vej – væk var de nationalistiske og programmatiske værker, og i en årrække blev den klassiske symfoniform Sibelius hovedbeskæftigelse.

Symfoni nr. 1

Klangligt vækker den 1. symfoni mindelser om nationalromantiske symfonier af Borodin og Tjajkovskij, men under det hele fornemmer man en klassisk tematisk økonomi, som bliver et af Sibelius varemærker.

1. sats indledes af en sagte klarinetsolo akkompagneret af pauke. Dette leder til præsentationen af satsens passionerede hovedtema i strygerne. Herefter vokser satsen organisk frem med variationer og reminisencer af hovedtemaet.

2. sats indledes med en inderlig vuggevise. Idyllen afbrydes af et passioneret tema, som vækker mindelser om hovedtemaet fra 1. sats. Midterdelen er domineret af naturklange og skovidyl. Igen afbrydes idyllen af et passioneret afsnit, men satsen afrundes med samme ro som begyndelsen.

3. sats er en scherzo, hvor Sibelius fascination af Bruckner høres, og første del er båret af et insisterende rytmisk motiv. I midterdelen høres igen naturklange.

4. sats begynder med en reprise af klarinettemaet fra begyndelsen, men nu spillet forte og af strygerne. Et friere afsnit leder til satsens flygtige hovedtema, som arbejder hen imod et mægtigt klimaks. Herefter præsenteres et smukt sidetema, som er en variation af vuggevisen fra 2. sats - temaet er ét af Sibelius allerbedste.

Koncertnoter, Jan Mygind, april 2023