3 minute read
LÆSERBREV
Send regionsrådet på pension!
Advertisement
Læserbrev indsendt af Phillip Sperling, medicin, 11. semester & Helena Palsgaard, Psykiatri, 7. semester
I Danmark har vi repræsentativt demokrati. Det kommer forhåbentligt ikke som så stor en overraskelse. Til gengæld overraskede det os begge, da vi fandt ud af, at gennemsnitsalderen i Regionsrådet kun er et stenkast fra pensionsalderen - nemlig 64 år! Man sidder nemt tilbage og spørger sig selv: “Jamen hvem repræsenterer så egentligt mig?” - og med god ret. I vores nuværende regionsråd er der ingen medlemmer under 30 år til trods for, at aldersgruppen 18 til 30 udgør 20% af stemmeberettigede! Men hvad betyder det så, om vores regionsråd afspejler os aldersmæssigt? Et stort emne som ofte skilder generationerne imellem er klima og mijlø, som de fleste af os unge vægter højt. Derudover vil unge kandidater i langt højere grad være tilbøjelige til at have de emner, som vi beskriver herunder, nært. Det er det smukke ved det repræsentative demokrati – at man kan finde nogen til at repræsentere en, som er samme sted i livet som en selv. Derfor håber vi, at I vil hjælpe med at gøre jer hørt og stemme på nogle af os unge kandidater!
Læserbrev
Send regionsrådet på pension!
Når man siger region, vil de fleste nok tænke på det store byggeri i baghaven til universitetet - det nye supersygehus. Men regionen er så meget mere end det. En nærliggende ting for de fleste studerende er Nordjyllands Trafikselskab, hvor regionen har stor indflydelse og blandt andet bestemmer, hvor busserne skal køre, hvor ofte de skal gøre det og hvad billetterne skal koste.
Derudover er der også mange politiske projekter, som direkte vedrører os unge. Et godt eksempel herpå er grøn omstilling. Regionen har mulighed for at tage del i mange grønne projekter; har du fx set brintbusserne her i byen eller besøgt Naturmødet i Hirtshals? Regionen kan også se indad og arbejde mere på sin egen miljøbelastning og sine miljømål for fremtiden, men det kræver, at vores regionsråd vil anerkende vigtigheden af omstillingen og tage ansvar herfor.
Regionen tager stor del i udviklingen af vores landsdel og dermed også akademikerjobs. Ser vi tilbage på klimaområdet, har vi på AAU en af verdens absolut bedste uddannelser i fx miljøvidenskab og bæredygtig energiteknologi. Desværre afspejler arbejdsmulighederne i regionen kun dette i ringe grad. Som to af regionens største institutioner er det jo nærliggende med et samarbejde om at bedre mulighederne for akademiske jobs – både inden for klimaområdet, men også mange andre steder såsom medicoteknik, robotteknologi og mange andre uddannelser. Bedre vilkår for akademiske virksomheder giver os både bedre mulighed for at blive i Nordjylland efter endt uddannelse, men ligeså vigtigt, så giver det også flere relevante studiejobs under vores studier.
Til sidst vil vi vende lidt tilbage til sundhedsvæsnet. Fordi selvom vi unge mennesker kun bruger sundhedsvæsenet meget sjældent, skal det stadig være tilgængeligt, når vi har brug for det. Særligt kan man se på psykiatrien, hvor ventetiderne for behandling for stress, angst og depression er stærkt afhængige af, om regionen prioriterer området højt nok. Dette kan man se i vore egen region, hvor ventetiderne er flere måneder længere end de andre regioner. Sidst men ikke mindst er regionsrådet også med til at planlægge hvor og hvor mange praktiserende læger, speciallægepraksisser og praktiserende psykologer, der skal være. Regionen er altså med til at styre, hvor lang tid du skal vente, når du har brug for hjælp.
Dette læserbrev har forhåbentligt fået dine øjne bare lidt mere op for det nærliggende regionsrådsvalg. Vi håber at kunne lokke en enkelt eller to til stemmeboksen, som ikke havde tænkt sig det i forvejen, for desværre ved vi, at vores generation alt for ofte bliver derhjemme eller kun stemmer til kommunalvalget. Ofte hører vi argumentet “Det handler alligevel ikke om mig”, “Regionsrådet vil alligevel ikke gøre noget for mig” eller endnu værre “Hvad er regionsrådet?”. Det håber vi, vi har gjort dig lidt klogere på, og du nu ved hvad regionen er, hvad den kan for dig og hvorfor du burde stemme. Og måske ses vi endda den 16. november?