ER DET MORSOMT AT GYSE?

Det bliver mørkere, dagene kortere og sweaterne tykkere. Det er tid igen. Oktober måned er kendt for sin (u)hyggelige mærkedag, men har du nogensinde spurgt dig selv, hvorfor vi fejrer Halloween, og hvor denne tradition kommer fra? - Så læs med her!

Halloween, eller hvad der dengang blev kaldt Samhain, fejres hvert år den 31. Oktober, og stammer tilbage fra årtusindet før vor tidsregning. Det er en gammel keltisk skik, hvor afslutningen på den lyse tid fejres ved at lyse mørket op med fakler og lygter i græskar og roer, for at skræmme alle onde ånder og hvileløse døde væk. Det var nemlig keltisk overtro, at de døde på denne dag genopstod fra deres grave og spøgte rundt i landsbyerne, inden de vandrede videre til dødsriget. For at undgå at blive hjemsøgt af døde ånder, klædte kelterne sig uhyggeligt ud og lokkede de døde med lækkerier, hvilket således er baggrunden for den moderne tradition for Halloween.

Særligt i USA er det en veludført og traditionsrig mærkedag, nærmest med samme status som julen, hvor amerikanerne pynter op og klæder sig ud til ukendelighed. Denne amerikanske udgave af Halloween er først kommet til nordeuropa og Danmark i starten af 00’erne. Før det har kristendommen fejret den katolske artesjælesdag den 2. november, hvor de døde i årets løb mindes, samt den protestantiske allehelgensaften den 31. oktober, som handler om at mindes og fejre troens forbilleder, nemlig helgenerne. Det er også derfra navnet “Halloween” er opstået (eng. All Hallows Eve, derfra forkortet “Halloween”). Således er den moderne populærkulturelle begivenhed Halloween blevet en sammensmeltning af katolske, protestantiske og keltiske traditioner, hvor vi mindes de døde og fejre høsten.

Halloween er som bekendt karakteriseret af dens uhyggelige setting; Udskårne græskar, spindelvæv og edderkopper, hekse og mumier, samt en tradition for at tigge “slik eller ballade” (eng. trick or treat) udklædt i farlige kostumer ved naboernes døre. Men hvorfor finder vi gyset så tillokkende? Måske er der en eksistentiel mening bag gyset. Noget som rækker ud over de ekstra kalorier, kroppen forbrænder af at være i intensivt alarmberedskab, imens gyserfilmen udspiller sig på fjernsynet. Måske kan det at gyse med vilje bruges til at befri mennesket fra dets frygt og ængstelighed? Memento Mori

Som oplyste og bevidste mennesker lever vi dagligt med en viden om, at vi skal dø en dag. Memento mori lyder det latinske udtryk, som netop er erkendelsen af denne viden om, at man, som menneske, er dødelig. Men hvordan kan det være, at vi ikke opfatter livet som meningsløst, til trods for at vi er bevidste om vores dødelighed?

I sit essay “Das Uheimliche” fra 1919 beskriver psykoanalytikeren Sigmund Freud, hvordan og hvorfor vi mennesker finder særlige ting og fænomener uhyggelige. Særligt påpeger han, at det uforudsigelige og ukendte for os mennesker er uhyggeligt. Mennesket frygter det ukendte, døden er ukendt, ergo frygter mennesket døden – hvis man skal drage fornuft ud fra Holbergs kendte syllogisme. Der kan altså opstå en angst for døden, en dødsangst, som naturligt nok bunder i en mangelfuld og snæver forståelse af døden. Denne angst kan også opstå i erkendelsen af egen dødelighed.

Vi mennesker frygter det fremmede, det ukendte, det som vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os til. Af og til frygter vi, at vi frygter det.

Alligevel introducerede Freud os også for noget han kaldte “angstlust”. “Angstlust” er et udtryk, som Freud brugte til at beskrive følelsen af at blive draget af noget uhyggeligt. Det kunne eksempelvis være, at man ikke kan lade være med at kigge på noget, som er ubehageligt at kigge på. Måske er det selvsamme angstlust, der på samme tid afskrækker os fra og fastholder os til det grumme og uhyggelige gys?

Angstlust

NGysergenren opstod i kontrast til romantikkens fine og fornuftige borgerlige liv, og skildrer netop de undertrykte lyster, det instinktive og ubevidste ved mennesker, som romantikken romantiserede. Gysergenren kendetegnes ved et fast elementært grundmotiv: en overnaturlig invasion af de harmoniske og normale hverdagsbegivenheder, hvilket afføder en angst for at miste kontrollen over det idylliske liv. Den klassiske gysergenre kan derfor anskues som et litterært eksempel på denne “angstlust”, for hvorfor ønsker vi at læse videre, hvis vi finder det ubehageligt? Et eksempel er at finde i Mary Shelleys afskrækkende bog om Frankensteins kreation, der fremstår som et reelt monster og spreder skræk og rædsel på sin vej, til trods for, at han inderst inde blot vil elskes. Frankensteins monster appellerer til denne underliggende frygt for det ukendte, som Freud pointerer eksisterer i mennesket. Her skræmmes vi af den besjæling af det døde og afskrækkende sammensyede legeme, der viser sig at have menneskelige værdier og følelser. På den måde skræmmes vi af døden, da døde ting ikke burde vise tegn på liv.

Gys er både at finde på biblioteket, i biografen og i fortællinger, men til forskel fra det naturlige gys, så kan vi her søge viden omkring det ukendte i trygge rammer; vi kan lægge bogen fra os, sætte filmen på pause eller sige fra overfor den, der fortæller historien. På den måde kan det, at opsøge og undersøge gys blive til en eksistentialistisk forløsning, idet dødsangsten bliver holdt i skak af en form for livstørst. Før eller siden må vi indse, at skæbnen ikke kan bestikkes. Vi er overladt til tilfældighederne, og derfor er det meningsløst at frygte det uundgåelige, nemlig døden. På den måde er livet meningsfuldt, selvom døden er et uomgængeligt vilkår. Niels Arbøl kommer til sidst ind på den tankegang, der huserer hos mange unge mennesker; nemlig at karriere, hus og bil skal være på plads inden børnene. Hertil fortæller han: ”Børn er ligeglade med at blive til i en lille lejlighed i forhold til et stort parcelhus. Mange forældre tror fejlagtigt, at deres materielle ambitioner tjener børnenes tarv. Børn har bedst af, at forældre giver sig tid til dem, især i de første leveår, hvor hjernen udvikler sig mest. Her er der brug for stabil omsorg fra forældrenes side. Desværre har politikerne med deres ’fremskridtsreform’ gjort det sværere at prioritere børn og familie, hvis man gerne vil have dem i studietiden, hvilket var almindeligt tidligere, og som også anbefales.”