Vendepunktet

Laila: Sådan vil jeg ikke være, når jeg bliver stor

Nogle øjeblikke er så stærke, at de prenter sig fast i os og giver vores liv retning. Sådan et øjeblik oplevede Laila, da hun var knap fire år. Rejs med tilbage til sommeren 1964, og genbesøg mødet med kvinden på trappen.

Af Liv Mygind Illustration Maria Wandel

SKRIV TIL OS

Har du oplevet, at dit liv ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet? Så hører vi gerne fra dig, og så er det måske dit vendepunkt, vi dykker ned i næste gang. Skriv til: vendepunktet@aeldresagen.dk eller send et brev med dit navn og adresse til: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk brevet: ”Vendepunktet”.

Laila havde ikke særligt gode kort...

Laila havde ikke særligt gode kort på hånden: En enlig mor, for mange søskende på for lidt plads, en far, der drak og kun kiggede sporadisk forbi, og et barndomskvarter, der ville få ghettolistens boligområder til at fremstå som ren herskabelighed. Men en dag mødte hun det perfekte skræmmeeksempel.

”Da jeg blev født, boede vi i en etværelses lejlighed med alkove på Todesgade nummer 3. Jeg havde en storebror og en storesøster, og hun var mentalt handicappet og græd meget. Lejligheden lå på femte sal, og der var lokum i gården. Der var træk og fugt, og i dag ville man aldrig lade mennesker bo i sådan noget. Lejligheden lå i Den Sorte Firkant på indre Nørrebro, og mange af naboerne var misbrugere, enlige mødre eller havde andre dårlige kår. Når vores mødre skulle handle, blev vi passet af alkoholikerne nede på pladsen. Vi kaldte dem sprittere. De var vældig søde.

Jeg var en lille, sød, genert pige, og mine søskende og jeg var altid pænt klædt. Min mor arbejdede hårdt og var enormt dygtig til at strikke og sy, og jeg havde ofte en stor sløjfe i håret. Min far var der kun sporadisk; han drak og var vokset op på et forfærdeligt børnehjem, men jeg var stolt af, at jeg havde en far. Men da jeg var ni år, gik han i fuldskab ud foran en bil og blev slået ihjel.

Mit liv kunne være blevet som så mange af de andre, jeg voksede op med: Nogle endte som misbrugere, døde unge eller endte på overførselsindkomster. Men sådan blev mit liv slet ikke.

Da jeg er knap fire år, skal min mor og jeg besøge en ældre dame, der hedder Valborg. Jeg er allerede lidt betænkelig, da vi nærmer os, for jeg kan se, der sidder tre mænd og en kvinde på trappestenen foran opgangen, og de har øl i hånden. Jeg føler mig lidt utilpas. Min mor går først op ad trappen og har mig i hånden bagefter sig. Da jeg er på trappetrin nummer to, kommer jeg i øjenhøjde med kvinden på trappetrinnet. Hun kigger på mig med det mest vemodige og triste ansigtsudtryk. Hendes øjne er blodsprængte, og hendes makeup sidder under øjnene. Hendes høje 60’erhår er faldet lidt ned, og hun ser nusset ud i den grønblomstrede korte kjole. Lige i det øjeblik rækker hun hånden ud og rører ved en af mine lyse krøller. Og så siger hun: ”Sikke nogle fine krøller, du har.”

I det hun siger krøller, kan jeg lugte hendes ølånde. Og jeg tænker: Sådan vil jeg ikke være, når jeg bliver stor.

Kvinden på trappen gjorde mig utrolig trist til mode, og hun sendte mig ubevidst en besked. En besked om, at jeg ikke skulle blive som hende.

Ingen alkohol

Den oplevelse satte sig så dybt i mig, at jeg aldrig har glemt øjeblikket, og jeg har heller aldrig drukket en øl. Jeg har stort set holdt mig fra alkohol hele livet. Jeg har også holdt mig fra stoffer og hash. Det har altid betydet meget for mig at have styr på mig selv. Jeg kan godt lide at være i kontrol, og man er ikke i kontrol, når man er beruset. Og hvis min opførsel som teenager var blevet kombineret med alkohol og rus, så kunne mit liv have set meget anderledes ud.

Kvinden på trappen gjorde det også tydeligt for mig, at min mor slet ikke var som hende. Jeg havde aldrig set min mor med en øl i sin hånd. Aldrig. Selvom min mor var fattig, så var hun og vi altid rene og pæne.

Efter mødet med kvinden voksede jeg op i København, og da jeg var 10 år, var jeg ikke længere genert, men en snottet unge fra Nørrebro. Jeg lavede ballade i skolen, pjækkede, mobbede og endte med at blive smidt ud af skolen. Det blev indprentet i os, at vi unger fra Nørrebro ikke kunne blive til noget. Vi skulle ikke forvente noget af livet. Jeg fik heller aldrig en uddannelse.

Alligevel klarede jeg mig godt, og jeg tror virkelig, at den oplevelse med kvinden var med til at sende mit liv i den rigtige retning. Jeg vidste altid, at jeg ikke skulle blive som hende. Og alkoholiker er ikke noget, man beslutter sig for at blive. Det sker bare. Medmindre man gør som jeg og helt lader være at drikke.

Jeg har altid joket med, at hvis jeg skulle blive godt gift, så skulle jeg finde en mand, der ikke talte dansk, for ingen ordentlig mand vil gifte sig med en, der taler med så bred en nørrebrodialekt som mig. Nørrebrodialekt duer ikke i Hellerup og andre finere luftlag. Og jeg giftede mig da også med en amerikaner, men det var nu ikke for at blive godt gift. Vi var forelskede.

Min mand var advokat, og vi gik til mange fine middage og selskaber. Så sad jeg der og skålede i en kop kaffe til maden. Jeg tror, min mand nogle gange syntes, det var flovt, at jeg ikke drak vin og øl.

Jeg havde lovet mig selv, at mine børn ikke skulle vokse op på Nørrebro, og det kom de heller ikke til. Vi boede i et stort hus i Cleveland, Ohio – med flere biler, private klavertimer til børnene og råd til, hvad vi ville. Min søster sagde engang: ”Laila har ikke en have, hun har en park”. Det er nok meget rammende for mit liv i USA.

Det er næsten ikke til at tro, at så tidlig en barndomsoplevelse kan have haft så stor betydning i mit liv. Jeg var knap fire år. Men jeg har tænkt på den kvinde så mange gange! Og alle, der kender mig, kender den historie. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvem hun var, for så ville jeg sige hende tak. For selvom hun gjorde et dårligt indtryk på mig, så sendte hun mit liv i den rigtige retning.

DEN SORTE FIRKANT

Den sorte firkant havde i 60’erne hovedstadens ringeste sanitære forhold med lokum i gården, ingen bad i lejlighederne, trange baggårde med både forhus, baghus, mellemhus og sidehus og mange brandfarlige korridorlejligheder. Lejlighederne var små, der boede mange i hver lejlighed, og befolkningstætheden i firkanten var enorm. Kvarteret lå mellem Nørrebrogade, Peblingesøen, Åboulevarden og Assistens Kirkegård. Måske er det politiets hyppige besøg, der har givet bydelen navnet. For politiets bykort var farvet helt sort af knappenåle i området. Nålene angav udrykninger i området til sager om forbrydelser og børneværnssager.

OM LAILA

Alder: 61 år

Bor: I Colombus, Ohio.

Familie: Har fire børn. En datter og tre sønner. De bor alle forskellige steder i USA, og de tre af dem kom hjem til jul.

Alkoholvaner: Laila drikker stort set ikke, men hun er ikke hellig. Hun drak sig beruset et par gange som teenager, og hun drikker én Bailey til kaffen juleaften.

Arbejde: Har været hjemmegående hele livet og passet sine børn. Nu har hun en mindre krea-webshop, hvor hun blandt andet sælger hjemmelavet dansk julepynt til amerikanere.

Lyt til VENDEPUNKTET

Har du lyst til at høre hele Lailas historie, så lyt til Vendepunktet. Du finder podcasten på aeldresagen.dk/podcast eller i din foretrukne podcast-app.

Har du oplevet, at dit liv ændrede sig fra det ene øjeblik til det andet? Så hører vi gerne fra dig, og så er det måske dit vendepunkt, vi dykker ned i næste gang. Skriv til: