Rådgivning

I Ældre Sagens rådgivning sidder jurister, økonomer samt demens- og socialrådgivere klar til at svare på dine spørgsmål. Du kan få gratis og anonym rådgivning hos Ældre Sagen. Ring 70 89 00 81. Åbningstider: man., tirs., ons. og fre. kl. 10-14, tors. kl. 14-18.

Redigeret af Bente Schmidt

Du kan stadig nå at søge om ældrechecken

Normalt bliver ældrechecken automatisk udbetalt sammen med din folkepension i slutningen af januar. Har du ikke fået din ældrecheck, kan det være, fordi Udbetaling Danmark mangler oplysninger om, hvor meget du har i likvid formue. Er det første gang, du kan være berettiget til ældrecheck, eller har din formue ændret sig, så du er kommet under formuegrænsen, så skal du nemlig selv oplyse om din formues størrelse til Udbetaling Danmark. Det skal du senest gøre den 31. juli.

Du kan kun få ældrecheck, hvis du som folkepensionist: • har en personlig tillægsprocent højere end nul • har en likvid formue pr. 1. januar, der er mindre end 93.000 kr. (2022).

Udbetaling Danmark kender til din personlige tillægsprocent, da de beregner den ud fra de indkomstoplysninger, som fremgår af din forskudsregistrering fra Skat. Men de kender ikke til størrelsen af din likvide formue, hvis du ikke har givet dem oplysninger om det. Vær opmærksom på, at den pension, der indsættes på din bankkonto senest den 31. december, og som du skal leve af i januar måned, fratrækkes din likvide formue. Det kan både være din folkepension, ATP og andre pensioner.

Likvid formue omfatter:

• indestående i pengeinstitutter mv., herunder nedsparingslån og kassekredit med pant i fast ejendom • pantebreve i depot • kursværdien af deponerede obligationer • kursværdien af børsnoterede aktier • kursværdien af investeringsforeningsbeviser • kontant beholdning • andre værdipapirer, herunder værdipapirer i udlandet • gældsbreve, fx i forbindelse med lån til børn.

Underskrift med ført hånd

Irådgivningen hører vi indimellem fra pårørende om familiemedlemmer, der af fysiske årsager ikke kan underskrive dokumenter, fx en fuldmagt. Det kan skyldes, at personen ikke længere har en skrift, der ligner den oprindelige underskrift, eller fordi vedkommende slet ikke er i fysisk stand til at underskrive.

Hvis vedkommende fuldt ud forstår indholdet og rækkevidden af fuldmagten, betyder det ikke noget, at underskriften har ændret sig i forhold til tidligere tiders underskrift. Underskriften vil i så fald være gyldig og bindende, også selvom underskriften fx er angivet med en krusedulle.

Kan personen af fysiske årsager slet ikke underskrive, er det gyldigt og bindende at underskrive fuldmagten – eller et andet dokument – med ført hånd, når visse betingelser er opfyldt.

Betingelserne fremgår af Danske Lov fra 1683, der stadig gælder i dag: ”Den, som ej kand læse, eller skrive, skal sette sit Segl under, om hand noget haver, eller sit Boemerke, med to Dannemænds Hænder til Vidnisbyrd, som hand selv dertil haver ombedet, og som skulle være tilstæde, naar Handlingen sluttis og lydeligen oplæsis”. Fremgangsmåden er, at • to vitterlighedsvidner samtidig skal være til stede, når der skal ske underskrift med ført hånd • at fuldmagten læses højt for den, som skal skrive under med ført hånd.

Under personens underskrift påføres denne tekst:

Undertegnede vitterlighedsvidner erklærer, at fuldmagtsgiver har underskrevet fuldmagten med ført hånd, jf. Danske Lov 5-1-7, der er iagttaget.

Dette underskrives af de to vitterlighedsvidner med angivelse af navn med blokbogstaver og adresse ud over selve underskriften.

Robinsonlisten

Ved at tilmelde dig den såkaldte Robinsonliste undgår du at modtage adresserede reklamer og telefonopkald med salg for øje. Det kan være en rigtig god idé for mange ældre, da ihærdige – og i nogle tilfælde påtrængende – sælgere ofte ringer til dem for at sælge abonnementer eller varer.

Dog skal du være opmærksom på, at du stadig kan modtage opkald og breve fra velgørende organisationer og foreninger, analyseinstitutter og politiske partier, da det kun er virksomheder, der sælger eller markedsfører ydelser eller produkter, der er omfattet af Robinsonlisten.

Tilmelding til listen sker på borger.dk og kan også ske ved fremmøde på Borgerservice – husk at medbringe ID.

Der kan gå op til tre måneder, før registreringen træder i kraft, da Robinsonlisten kun bliver udsendt til de erhvervsdrivende én gang i kvartalet. Hvis du efter registrering på Robinsonlisten alligevel modtager uønskede adresserede reklamer eller telefonopkald, kan du klage til Forbrugerombudsmanden på forbrugerombudsmanden.dk eller tlf. 41 71 51 51.

Fokus på ulykkesforsikring

Vi kan alle komme ud for en ulykke. Hvis det sker for dig, kan udbetaling af erstatning være et spørgsmål om, hvorvidt du har tegnet en ulykkesforsikring, og om du er dækket af den.

I forsikringsmæssig sammenhæng defineres en ulykke som ”en pludselig hændelse, der forårsager personskade”. Ulykken skal være pludselig, uventet og tilfældig, så den altså sker, uden at du er skyld i den.

Ulykkesforsikringer tegnes ofte, når man har forsørgerpligter og for at kompensere for nedgang i arbejdsindtægt pga. ulykke. Men hvis du er pensioneret, mister du ikke indtægt ved ulykke og vil ikke få erstatning for tabt erhvervsevne.

Du kan dog få erstatning for varigt mén. Men her skal du være opmærksom på, at hvis du har en sygdom eller lidelse på tidspunktet for ulykken, og dit varige mén skyldes eller forværres pga. denne sygdom eller lidelse, så dækker forsikringen måske ikke, eller også kan erstatningssummen blive nedsat pga. denne sygdom eller lidelse.

Ved beregningen af din erstatning tages der udgangspunkt i, hvor stort dit varige mén pga. ulykken er, hvor stor forsikringssum du har, og hvor gammel du er.

Du bør derfor undersøge, om dit forsikringsselskab nedsætter en eventuel erstatning pga. din alder. Fx er der ulykkesforsikringer, hvor erstatningen nedsættes med 1/10 pr. år efter dit fyldte 70. år, dog med maks. 50 %.

Du bør altså undersøge forsikringsmarkedet nærmere og overveje, om det er hensigtsmæssigt at betale en relativt høj præmie og måske få en reduceret dækning pga. din alder eller dit helbred.

Hvis du er pensionist og ønsker at tegne en ulykkesforsikring, skal du tegne en heltidsulykkesforsikring. Du skal være opmærksom på, at nogle forsikringsselskaber har en aldersgrænse for, hvem der kan tegne en almindelig ulykkesforsikring. Der er dog også nogle forsikringsselskaber, der tilbyder særlige seniorforsikringer tilpasset ældres behov. Du bør derfor undersøge, hvilke forsikringer de enkelte forsikringsselskaber tilbyder.

Du kan sammenligne ulykkesforsikringer på forsikringsguiden.dk.

Jan Sørensen og Kaya Barrett Lindberg er to af gæsterne i podcastserien Skærmliv.

Sammen på sociale medier

Jan Sørensen og barnebarnet Kaya Barrett Lindberg har sagt ja til at deltage i Ældre Sagens podcast Skærmliv. Kaya forsøger at lære sin bedstefar, hvordan Snapchat fungerer, og hvorfor det er så sjovt at være på sociale medier. De to generationer bliver klogere på hinanden og deler både viden og erfaringer, som det ofte sker, når generationer mødes. For vi har heldigvis meget at lære af hinanden.

Det handler også om generationer i artiklen om bofællesskaber, og så siger vi farvel til frøken Klokken. 

Generationer mødes online

En podcast om Snapchat og unges skærmforbrug gav Jan på 70 en ny måde at snakke med sit barnebarn på. Og Kaya på 13 fik fornyet respekt for og viden om sin morfar

Af Jakob Melgaard Foto Peter Nørby

Indtil for nylig forstod Jan Sørensen på 70 år ikke, hvorfor de unge i dag bruger så meget tid med næsen klistret til mobilskærmen. Men så blev han og barnebarnet Kaya Barrett Lindberg inviteret med i en podcast. Emnet var Snapchat og unges forbrug af sociale medier på telefonen. Det har gjort dem klogere på hinanden. ”Vi har fået nogle gode samtaler, Kaya og jeg, så det har været rigtig godt, og vi har fået åbnet godt op. Vi har også snakket en del om, hvordan tingene ser ud fra min side,” fortæller Jan Sørensen.

Han er godt nok stadig skeptisk over for mobiltelefonerne, men er begyndt at bruge sin egen til at kommunikere med barnebarnet Kaya på en helt ny måde: via mobil-appen Snapchat. ”Ja, absolut! Vi fik jo den opgave, at vi skulle sende billeder til hinanden,” siger Jan Sørensen og afbryder sig selv med et grin: ”Jeg prøver jo at finde noget, der fortæller noget, men Kaya, hun sender bare en video af sine fødder, når hun går hen ad vejen! Der skal ikke være nogen mening med det,” griner han. ”Det synes jeg jo er lidt kedeligt, men jeg kan også godt se, at det er en del af de unges kultur, og det kan man lige så godt lade være med at prøve at lave om på. De skal selv definere deres egen fremdrift, og det skal sådan en halvgammel én som mig ikke lære dem,” siger han.

Kaya Barrett Lindberg på 13 år har også taget en masse med sig fra sin og morfarens fælles podcast-oplevelse.

”Ja, det var en fed oplevelse. Det var fedt at høre om, hvad min morfar synes om sociale medier, og få en anden synsvinkel fra én, der er lidt ældre end mig selv,” forklarer hun.

Lyt til hinanden

Podcasten, hvor Jan Sørensen og Kaya Barrett Lindberg blev sat over for hinanden for at snakke om emner som sociale medier, smartphones, Snapchat og Instagram, er en del af Ældre Sagens fokus på møder mellem generationerne. Og spørger man en ekspert, så er der meget mere at hente i sådan et møde end det, at morfar pludselig kan være aktivt med i samtalen, når barnebarnet slynger om sig med tekniske begreber fra en anden tidsalder.

Kulturforsker Anne Leonora Blaa kilde fra Center for Sundhedsfremmeforskning ved RUC peger på flere gode grunde til at lade generationerne mødes. Først og fremmest giver det helt grundlæggende et godt samvær, hvor bedsteforældrene får glæden ved at være sammen med børnebørnene. ”De får glæden ved at se et menneske vokse op for anden gang,” som hun siger.

De unge får til gengæld en masse kulturhistorisk viden, som de nok støder på i skolen, men i mødet med den ældre generation kan de få den helt personlige vinkel på historien. ”Det giver en meget mere levende viden. ’Guuud, er det MIN oldefar, der har været med i 2. verdenskrig?’ Så det er enormt vigtigt. Det er bare ikke alle, der lytter,” konstaterer Anne Leonora Blaakilde.

Det går i øvrigt begge veje, det dér med at lytte.

Det nytter ikke, at de ’gamle’ ryster på hovedet af de unges tendens til at sidde med næsen i skærmen hele dagen. Det nytter ikke at sige, at alt var bedre i gamle dage. Til gengæld skal de unge også lytte til de ældres erfaringer. Og det kan faktisk godt være lidt op ad bakke i vore dage.

Ikke cool at være gammel

”Vi lever i en kultur, hvor alderdom slet ikke er velanset: Alle vil være unge. Det er der, det smarte foregår. Det er smart at være moderne – ikke at være gammeldags. De gamle bliver ikke reg-

net for ret meget. Vi har en opfattelse af, at det nye er det bedste, og alting skal skiftes ud, og derfor har vi en ret negativ holdning til det at blive ældre,” mener Anne Leonora Blaakilde.

Netop derfor er det så vigtigt med møder på tværs af generationer, understreger hun. ”Hvis bedsteforældrene har fået en positiv adgang til børnebørnene, fra de var helt små, så kan man jo håbe, at de holder den gode kontakt. Og gør de det, så kan de unge mennesker måske med tiden bidrage med et mere positivt syn på alderdommen. Det kan gøre, at alderdom faktisk får en værdi,” vurderer hun.

Nyt syn på alder

Kaya Barrett Lindberg har allerede fået rykket lidt ved sit eget syn på alderdommen og på ældre mennesker generelt. ”Ja, det synes jeg. Jeg har altid respekteret ældre mennesker. De har jo været gennem meget mere, end jeg har, men da jeg var lidt yngre, som … 12 år …, der havde jeg nok tendens til at tænke: De er gamle, det vil de ikke forstå. Jeg har også oplevet, at de har forklaret, at det kun var deres måde, der var den rigtige,” siger Kaya Barrett Lindberg. Men hendes snak med morfaren Jan Sørensen i forbindelse med podcasten har skubbet til noget i hende – og også i morfaren, tror hun. ”Selvom vi er fra forskellige tidsperioder, så tror jeg, at han kan lære, hvordan det er at være teenager i dag, i stedet for bare at holde fast i, hvordan det var engang. Og jeg har lært meget mere om min morfar,” siger hun. ”Vi har da snakket sammen før, men aldrig om hans barndom. Det var fedt at få at vide, hvordan han havde det, da han var på min alder. Og hvis jeg nu skal snakke med ældre personer, så tror jeg, at jeg kan forstå det hele lidt mere. Det er vigtigt at vide, hvad der var, før jeg kom,” funderer hun. Helt konkret er der også kommet det ud af det, at Kaya og hendes morfar er begyndt at kommunikere mere. Og så kan det godt være, at det bare er via en kort video af et par fødder, der går. Men det har også værdi, synes Kaya. 

Det er dejligt, det her bånd, der kommer, når man skriver hver dag eller hver anden dag i stedet for hver anden weekend

KAYA BARRETT LINDBERG

 ”Det er jo også bare for at sige ’Hey, det kan godt være, at vi ikke skriver så meget sammen, men du er stadig en, som jeg elsker og tænker på,” siger hun og opfordrer alle bedsteforældre til at komme ind i kampen. ”Det er dejligt, det her bånd, der kommer, når man skriver hver dag eller hver anden dag i stedet for hver anden weekend. Man behøver jo ikke at gøre det på Snapchat, men bare send et billede: ’Det her er en del af min hverdag. Hvordan har du det?’,” foreslår hun.

Den er Jan Sørensen med på. Han er stadig ikke så vild med de unges forbrug af mobiltelefoner, men han har stadig Snapchat-appen installeret på sin mobil, selvom han nok ikke bruger den helt, som den er tiltænkt, når han fx får et foto af barnebarnets fødder. ”Nej, men det kan så føre til, at jeg ringer hende op i stedet og siger ’Det var dejligt at høre fra dig’,” ler han.

Morten Resen er vært i alle afsnit af Skærmliv.

”Der er så meget at mødes om”

Af Jakob Melgaard

Resultatet var rørende, da fem bedsteforældre og fem børnebørn satte sig sammen til en snak om unges brug af sociale medier på mobilen. For selvom der var stor forskel på unges og ældres holdning til Snapchat, TikTok, YouTube og Instagram, så opstod der hurtigt magi og fælles forståelse, når børn og bedsteforældre satte sig ned og snakkede sammen.

Det fortæller TV-vært og foredragsholder Morten Resen, som var vært på de fem podcast-udsendelser, hvor generationerne mødtes for at snakke og for bedre at forstå hinanden. ”Der var en pige, der endte med at aftale med sin mormor, at de skulle hjem og bage. Mormoren var god til at bage, og barnebarnet havde fundet nogle opskrifter på TikTok. Og der var en farfar, som byggede huler som dreng, og han ville gerne stå i spidsen for at bygge huler med sit barnebarn,” fortæller Morten Resen, der er glad for, at han kunne være med til at skabe øget forståelse generationerne imellem. ”Der har altid været ting, som den ældre generation ikke forstod: jazz, Beatles, videomaskinen eller jitterbug. Det har der altid været, og vi bliver hele tiden vores egne forældre. Men i stedet for at bande og sige, at de unge i dag ingenting forstår, så er der mange ting, man kan mødes om, og det var fedt at opleve,” siger Morten Resen.

OM PODCAST-SERIEN

Der er mange aktiviteter, som generationer kan mødes om. Og møderne kan sagtens være om det, som vi ikke nødvendigvis har tilfælles endnu. Derfor har Ældre Sagen sammen med TVvært og foredragsholder Morten Resen lavet podcast-serien Skærmliv om børn og unges digitale liv. I hvert afsnit sætter Morten bedsteforælder og barnebarn stævne til en snak om enten Snapchat, gaming, TikTok, YouTube eller Instagram. Du finder Skærmliv der, hvor du normalt henter dine podcasts. Eller find Skærmliv og alle vores andre podcasts på

aeldresagen.dk/podcast

Historien om frøken Klokken

Den populære telefontjeneste var i drift i 82 år. I begyndelsen modtog frøkenen over 11 millioner årlige opkald, mens hun sidste år blot modtog 5.000-7.000 opkald om måneden

Af Irene Manteufel Illustration Rikke Bisgaard

– 56 – og 50. Sådan lød de uigenkaldeligt sidste ord fra frøken Klokken den 30. november 2021, hvor TDC lukkede tjenesten ned, af uvisse årsager flere minutter inden døgnet var slut. Dermed forsvandt en kulturinstitution, der har været fast holdepunkt og hverdagsinventar for mange generationer. Men hvem var ’hun’? ”Hun er en henrivende ung dame på 20 år med rødgyldent hår og et dejligt smil. Synd, at abonnenterne ikke kan se hendes indtagende smil, samtidig med at hun opgiver tiden. Hendes stemme er klar, behageligt kultiveret og lyder som en personlig opmærksomhed mod hver enkelt abonnent.”

Sådan lød beskrivelsen af den første frøken Klokken, som Aftenbladet bragte den 4. februar 1939 – dagen før den nye telefontjeneste gik i luften. Bladet havde allernådigst fået lov til at møde den unge telefonistinde, Anna Edith Sommer-Jensen, der havde indtalt klokkeslættene, og som KTAS i begyndelsen ville holde anonym. Selskabets forklaring lød bl.a. på, at ’hvis hun nu hedder frøken Jul, så vil folk begynde at bede om ’Juleklokken’, og så fremdeles. Hvis kunderne hørte under en telefoncentral, der ikke var halvautomatiseret, havde de nemlig ingen nummerdrejeskive på telefonen og skulle derfor ringe til centralen og – som Aftenbla-

23 det anviste – sige: ”Må jeg få klokken?”, ”Giv mig klokken” eller bare ”Klokken”.

Tidskuglens fald

Det var der 50.000 telefonabonnenter, der sagtens kunne finde ud af allerede i løbet af frøken Klokkens første døgn. På det første år kom der 11,6 millioner opkald, og det var udelukkende fra KTAS’ egne abonnenter. Senere, i takt med automatiseringen af telefoncentralerne, blev tjenesten udbredt til hele landet. Frøken Klokken blev lanceret af Kjøbenhavns Telefon-Aktieselskab (KTAS), fordi telefonisterne brugte så meget tid på at fortælle folk, hvad klokken var. Omkring fire millioner opkald fik de hvert år fra københavnere, der havde behov for at stille uret. Dengang var der kun få andre muligheder for at kende det præcise klokkeslæt: Ved middagstid kunne man bevæge sig hen et sted, hvor man kunne se tidskuglen på Silopakhuset i Frihavnen. Den blev frem til 1941 hejst op i en stang hver dag klokken 12.57, så folk kunne holde sig parat til at stille urene. Ved hjælp af en telegrafledning og en elektrisk anordning under kuglen fik folkene på observatoriet i Rundetårn kuglen til at falde ned hver dag klokken 13.00. Var man blandt de 80 % husstande, der havde et radioapparat, kunne man natur- 

 ligvis også vente på Pressens Radioavis fra Danmarks Radio, men den blev ikke sendt hver time, så det krævede også, at man havde rigeligt med tid til at holde sig i lytteafstand.

39 grammofonplader med tidspunkter

Derfor så telefonselskabet til Sverige, hvor man med stor succes havde lanceret ’Fröken Ur’ i 1934 med en talemaskine, som den svenske telefonfabrikant LM Ericsson havde opfundet. ’Lyttebordet’ hos KTAS, der overvågede, at personalet ekspederede ordentligt, fik til opgave at finde den telefonistinde, der havde den bedst egnede stemme og diktion, og valget faldt på den dengang kun 19-årige Anna Edith Sommer-Jensen. Hun blev sendt til lydstudiet i Sverige, hvor hun indtalte de fornødne 8.640 klokkeslæt med timer, minutter og sekunder. Det tog otte dage og fyldte 39 grammofonplader. De blev så brændt på seks glasplader, der kunne aflæses af urmaskinens linser og fotoceller med en teknik, der var forløberen for CD’en.

KTAS’ maskine var magen til svenskernes og stod selskabet i 30.000 kroner, og den stod i Telefonhusets kælder i Nørregade i København, hvor den lige fra begyndelsen blev en institution.

To år efter fjernede man tidskuglen fra Frihavnen, for nu syntes alle bare, at den var et kuriøst fortidslevn. Danmarks Radio erstattede da også hurtigt et morsesignal, der plejede at angive tidspunktet kl. 19, med frøken Klokken.

Frøken Klokken i vinrød Buick

Da frøken Klokken blev folkeeje, kunne stemmen ikke blive ved med at være anonym, og op gennem 50’erne og 60’erne blev Anna Edith Sommer-Jensen genkendt af københavnerne, når hun sås i sin opsigtsvækkende vinrøde Buick Skylark og – ifølge en kilde, der som barn boede på samme vej som hende – med højt, bobbet hår.

Anna Edith Sommer-Jensen fortsatte som telefonistinde hos KTAS i mange år, men senere videreførte hun sin frøken Klokken-karriere på Hotel d’Angleterre, hvor hun hver morgen ringede op til gæsterne og fortalte, hvad klokken var.

I de første 50 år havde frøken Klokken gennemsnitligt 40.000 opkald om dagen, og Danmarks Radio brugte hende flittigt til at annoncere programmer. Fra 1968 var hun desuden fast inventar i P3’s radioprogram ’De ringer, vi spiller’, hvor lytterne ringede ind og fik spørgsmål, hvis sværhedsgrad afhang af, om minuttidspunktet var lige eller ulige. Til formålet havde Danmarks Radio en direkte linje til Telefonhuset på Borups Allé, så programmets teknikere kunne skrue op for frøken Klokken lige præcis efter et ’DUT’ – og ned igen inden sekundtallet. På den måde kom frøken Klokken hver onsdag i 28 år ud gennem radioen til mange millioner lyttere.

Den nye stemme

KTAS vendte sig da også mod Danmarks Radio, da de skulle finde en ny stemme til tjenesten. I slutningen af 60’erne var de ellers slidstærke glasplader fra 1939 med Anna Edith Sommer-Jensen nemlig ved at være pensionsmodne efter utallige millioner afspilninger.

KTAS havde set det komme i god tid, og i 1968 købte de en ny talemaskine i England. Nu foregik afspilningen med tonehoveder, der aflæste en roterende magnetbelagt tromle med en teknik, der minder om datidens båndoptagere.

Så gik telefonselskabet på jagt efter en ny indlæser af klokkeslæt, og de havde bl.a. bemærket Marianne Germer, der havde været en del af Danmarks Radios speakerkorps siden 1958.

I dag er hun pensionist, og hun har ikke lyst til at give flere interviews om frøken Klokken, men i forbindelse med at hun vandt DR’s Sprogpris i 2002, fortalte hun til DR, hvordan det gik til, at KTAS i sin tid valgte hende: ”Man havde prøvet nogle telefonistinder, og man havde prøvet nogle andre, og jeg ved ikke, hvordan man fandt frem til, at det skulle være mig, men det blev jeg spurgt til, om jeg havde lyst til.”

Marianne Germer arbejdede også som vært på P1 og som annoncør af en række programmer, og i 1977 blev hun udsendelses-

Frøken Klokken er en institution, der hviler i sig selv. Et nationalklenodie, hvis stemme alle kender, så derfor er det ikke noget, vi bare lukker ned

TDC

leder på P1. Fra 5. februar 1970 frem til den 30. november 2021 var det hende, der lagde stemme til frøken Klokken.

I 1993 blev tjenesten sat i radiokontakt med et atom-ur i Frankfurt am Main, så den blev præcis nok til højst at tabe 1 sekund på en million år. Men behovet for den begyndte at falde, fordi der kom flere og flere andre kilder til tidsangivelser. Først tekst-TV, og senere internet og smartphones.

Mange unge kender ’hende’

Da frøken Klokken lukkede sidste år, spurgte nogle TV-stationer folk på gaden, om de kendte tjenesten. De meget unge sagde nej, og de lidt ældre sagde ja.

En uvidenskabelig forespørgsel på Facebook i februar 2022 tyder på, at første generation siden tjenestens start, hvor der findes personer uden kendskab til den, er folk, der er født i slut-80’erne. 13 besvarelser fra folk, der er født mellem 1980 og 1990, viser, at en del kender den og selv har prøvet at ringe til den. Andre kender den, men har aldrig haft brug for den. Kun to havde ingen anelse om, hvad det var.

En kvinde på 32, der sejlede meget med sin familie som barn, fortæller, at hendes barndoms somre altid indbefattede frøken Klokken, fordi hun blev sendt hver morgen lige før vejrmeldingen via Kalundborg Langbølgesender. Ud fra det kan man nok antage, at alle, der har sejlet inden smartphones og internettet, er dus med frøkenen.

Generelt viser Facebook-forespørgslen, at de fleste i 30’erne kan huske, at deres forældre ringede til frøken Klokken, men de har ikke selv haft behov for at gøre det. Flere har alligevel prøvet det, men kun fordi de syntes, fænomenet virkede hyggeligt og fascinerende, både på grund af funktionen og selve navnet. Det gælder også for enkelte i 20’erne. En 24årig fortæller fx, at han har ringet til hende fra sin smartphone for at prøve oplevelsen.

Folk i 40’erne er enige om, at alle vidste, hvad frøken Klokken var. De husker fx, at urene i barndomshjemmet blev stillet efter hende, og mange af dem har selv ringet til hende for at få klokken at vide. Er man over 50, er det nærmest utænkeligt, at man ikke kender nummeret 0055. De lidt ældre husker sikkert også, at nummeret tidligere var 155.

Senere, da KTAS var blevet til Tele Danmark, som siden blev til TDC, fik tidstjenesten sit sidste nye nummer, 70101155, som de færreste nok husker.

Behovet for frøken Klokken faldt, og allerede i 2007 bragte Berlingske en artikel med overskriften ’Ingen vil ringe til frøken Klokken’. Tjenesten gav ikke længere overskud, men TDC holdt fast i den med begrundelsen: ”Frøken Klokken er en institution, der hviler i sig selv. Et nationalklenodie, hvis stemme alle kender, så derfor er det ikke noget, vi bare lukker ned.”

I 2021 lagde TDC dog nationalklenodiefølelsen på hylden. Der var stadig 5-7.000 månedlige opkald til frøken Klokken, men som TDC skrev i pressemeddelelsen: ”Som en naturlig følge af den digitale udvikling er der i dag en række telefonservices, der ikke bliver brugt i lige så høj grad som tidligere, og som har et højt strømforbrug. Det gælder blandt andet Frøken Klokken. Antallet af brugere på tjenesten har været stødt faldende over de seneste år, da funktionaliteten er overtaget af eksempelvis mobiltelefoner.”

Så lukkede de den, og resten er stilhed.

I denne serie besøger journalist Vera Bundgaard kirkegårde rundtomkring i landet for at fortælle historier om en egn og dens befolkning. Andet stop er Thorning Kirkegård, der ligger i Kjellerup i Midtjylland mellem Viborg og Silkeborg.

Blicher og bøndernes egn

Thorning Kirkegård vidner om landbefolkningen på heden, som inspirerede digterpræsten Steen Steensen Blicher

Af Vera Bundgaard Foto Anders Trærup

”Vi står på skuldrene af dem, der ligger her,” siger Ellen Andersen og skuer ud over kirkegården, der ligger på en bakke med en smuk udsigt ned over en dal omkranset af en skov.

Ifølge Ellen Andersen, der er pensioneret folkeskolelærer og frivillig ved Blicheregnens Museum, lagde de generationer, der hviler på Thorning Kirkegård, grunden til, at egnen i dag har et stærkt foreningsliv og en aktiv befolkning.

En befolkning, der dyrker egnens historie. Ikke mindst den berømte digterpræst Steen Steensen Blicher, der i årene 1819-1825 var præst i Thorning. I sit arbejdsværelse i præstegården indledte han sit forfatterskab med ’Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog’, ligesom egnen inspirerede ham til andre noveller og sange.

Ellen Andersen viser hen til et gravsted med en sten med navnet Mads Doss, der blev født i 1779 og døde i 1854. ”Mads Doss var husmand på heden på Thorning Vestermark, hvor der er en høj ved navn Dosshøj, så hans familie var opkaldt efter den. Han betalte tiende til præsten, så Blicher kendte ham,” fortæller hun.

Som barn var Mads Doss hyrdedreng på heden i Karup Sogn, og Blicher skrev den kendte sang med den jyske tekst: ”Mads Doss han war en kon koltringsknæjt, han gek med foeren i hien.” (Mads Doss var en ung knøs, der gik med fårene på heden).

Og hvis det kan være svært at synge på jysk, kan alle være med på det muntre omkvæd: ”La la luh – la la lih – kom! så skal a bih!” (vente).

Messingjens

En anden gravsten med reference til Blicher er Claus Vattrup, der var ’kyrasser’ – ryttersoldat – og red på hesten Messingjens. Historien om denne særlige hest indgår i Blichers fortælling ’E Bindstouw’.

Under englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet blev en mand ved navn Rasmus Oustrup på session placeret ved Horsens hestfolk. Claus Vattrup, der red på Messingjens, blev syg, og da regimentet skulle sydpå til hertugdømmerne, fik Rasmus Oustrup overdraget hesten. ”Ved Aabenraa blev de indkvarteret hos en gårdmand, hvis datter, Helle, fik et godt øje til Rasmus og han til hende, men regimentet skulle jo videre sydpå. På tilbagevejen holdt de igen ind på gården, og Rasmus tog hende, forklædt som syg dragon, med,” fortæller Ellen Andersen.

Sammen red de på Messingjens, først til Horsens, hvor Rasmus Oustrup købte hesten, og så hjem til Vattrup, hvor de blev gift. Messingjens nød sit otium på gården og blev begravet ikke på Thorning Kirkegård, men i gårdens have, da den døde.

Heller ikke Blicher ligger begravet på kirkegården, men i Spentrup ved Randers, hvor han var præst efter tiden i Thorning. På Blichers tid var der ifølge Ellen Andersen 600 sjæle i Thorning Sogn. I slutningen af 1800-tallet var det vokset til 1.900 på grund af opdyrkningen af heden. ”I 1960 var der 2.400, men nu går det den anden vej, og vi er omkring 2.000 i sognet,” siger hun.

Kartoffeltyskere

Netop opdyrkningen af heden vidner flere tyskklingende navne om, herunder Rudolf Braüner, hvis oldefar var én af de tyskere, der i 1759 lod sig lokke til den jyske Alhede på opfordring af Frederik 5. Heden skulle opdyrkes, og derfor tilbød den danske konge tyskerne gratis jord, skattefrihed og andre privilegier – uden at fortælle, at det var netop hedejord, det drejede sig om. ”Kongen havde jo løjet, så det stod, og de kom herop til usle forhold. Ud af cirka 100 familier blev 30, mens 

 resten rejste til Slesvig eller drog videre til Rusland,” fortæller Ellen Andersen.

De, der blev, fandt ud af, at man kunne dyrke kartofler på den magre jord, og derfor fik de tilnavnet ”kartoffeltyskere”. I datiden var det ikke venligt ment, men med tiden blev kolonisterne en del af lokalsamfundet, og i dag er de stolte af deres rødder. ”De var dygtige folk, der har gjort sig bemærket. De var gode til at synge og tilmed kønne med brune øjne, så de havde let ved at finde ægtefolk,” siger hun.

Et enkelt sted, tæt på kirken, indrammer et smedejernsgitter et gravsted. Det er Thornings smed i en menneskealder, Lars H. Nielsens, familiegravsted. Ifølge Ellen Andersen fortæller smedejernsgitteret om tidligere tiders gravskik, og så fortæller det også en anden historie. ”Smeden var en vigtig person i landsbysamfundet. Han skulle sko landmændenes heste og lave og reparere deres redskaber. Håndværkere var vigtige på linje med præsten, lærere og andre,” siger hun. ”Tak for du lærte os Arbejdets Glæde,” står der nederst på smedens gravsten. ”Alle, der er brug for i et samfund, ligger her: bønderne, købmanden, bagerne, håndværkerne, graverne, de er her alle, sammen med præsterne og lærerne,” siger Ellen Andersen og viser hen til de sidste stop på den lærerige rundtur.

Urner og de ukendtes grav

Vi standser dog et øjeblik, fordi nogle er ved at nedsætte en urne på de ukendtes grav, der markeres med en enkelt sten omgivet af græs. ”Tre fjerdedele vælger urne i dag, og mange vælger de ukendtes grav. Det er især enlige, fordi der ingen er til at passe et gravsted,” forklarer Ellen Andersen.

Vi når frem til det såkaldte lapidarium, en gruppe gamle og bevaringsværdige gravsten fra slettede gravsteder. Her står bl.a. en veteran fra krigen i 1864 og Chr. Bugge og hustrus gravsten til minde om en familie, der boede på en ejendom i den nærliggende Ulvedal Plantage i slutningen af 1800-tallet. ”Det var fattige kår og et kummerligt liv med at opdyrke heden. Sønnerne var spillemænd, for dem var der også brug for i landsbysamfundet. Da datteren skulle konfirmeres, måtte hun låne tøjet, og festmaden bestod af æggekage. Bagefter skulle hun tilbage til sit arbejde som tjenestepige,” fortæller Ellen Andersen og tilføjer: ”Men alligevel har familien formået at give forældrene en ordentlig gravsten.”

Vi slutter af ved nogle nyere gravsten, der ligger i en gruppe sammen med en Einer V.H. Møller. ”Gennem tiden er der kommet en del landevejsriddere og sprittere til Thorning. Einer V.H. Møller havde en lille ejendom og tog altid imod dem, så de kunne få husly og et måltid mad. Derfor har graverne samlet gravminderne for dem her sammen med ham,” siger Ellen Andersen. ”Som jeg plejer at sige: På kirkegården mødes vi alle. Alle aldre, høj og lav, fattig og rig, fjende som frænde.”

KIRKEGÅRDSHISTORIER

Thorning Sogn opstod ved skæringspunktet mellem Hærvejen langs Jyllands højderyg og åløbene mod øst og vest. Mange drog forbi, og kun få blev på den fattige hedeegn. Thorning Sogn er med sine 15.000 tønder land et af de største sogne i Viborg Stift. Thorning Kirke er opført i romansk stil i det 13. århundrede. Den berømte digterpræst Steen Steensen Blicher var præst ved kirken 1819-1825, hvor han indledte sin novelledigtning med ’Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog’. På kirkegården er der flere Blicherske gravsteder, bl.a. Mads Doss, som Blicher skrev den populære vise om, og Claus Vattrup, der var den første ejer af hesten Messingjens fra Blichers fortælling i ’E Bindstouw’. Ellen Andersen, der viser os rundt, er pensioneret folkeskolelærer og frivillig ved Blicheregnens Museum. Kilde: thorningkirke.dk

Moderne bofællesskaber

Flergenerationsboliger er en voksende trend inden for arkitekturen. Mange ældre bor for stort, og mange unge kan ikke komme ind på boligmarkedet. Så hvorfor ikke bo sammen?

Af Christian Martinez Illustration ONV Arkitekter

Hvis man har set hollywoodfilmen ’Meet the Parents’ fra 2000, vil de fleste umiddelbart tænke, at det er en dårlig ide: Du har ikke lyst til at bo sammen med din svigerfamilie. Du vil faktisk dårligt nok tilbringe en weekend sammen med dem. I komedien spiller Ben Stiller den godtroende sygeplejerske Greg Focker, der er smaskforelsket i kæresten Pam. Da parret en weekend besøger Pams familie, beslutter Greg sig for at fri til hende og samtidig overbevise de kommende svigerforældre om, at han er manden for Pam. Det går ikke efter planen. ’Meet the Parents’ er en tåkrummende sjov historie om kærlighedens vildveje og vores behov for accept på tværs af generationer. Nu er det heldigvis ikke alle, der har en strid børste af en svigerfar som Jack Byrnes – en pensioneret CIA-agent spillet af Robert De Niro – men filmen udstiller alligevel nogle af de udfordringer, som kommer af at bo flere generationer under samme tag. Tænk, hvis det ikke bare var for en weekend. Tænk, hvis det var permanent?

Bofællesskaber trender

Det er ikke så skørt, som det lyder. Det er velkendt, at der bliver flere ældre i Danmark. I 2040 vil hver fjerde dansker være over 60 år. Det er en udvikling, som udfordrer boligmarkedet, fordi udbuddet ikke modsvarer fremtidens krav. Det betyder også, at flere risikerer at blive ensomme. Det er nemlig i alderdommen, at ensomheden stiger mest set over et livsforløb. Netop ensomhed er et alvorligt samfundsproblem. Det rammer særlig hårdt blandt ældre med dårlig økonomi, hvoraf 39 % føler sig ensomme. Det viser en undersøgelse, som Realdania har foretaget. Men undersøgelsen konkluderer også, at det at bo sammen med andre kan bidrage til at løse problemet: 91 % af beboerne i seniorbofællesskaber fortæller, at de oplever øget livskvalitet, og 75 % oplever bedre sociale relationer. Der er også ’driftsmæssige potentialer’ i at bo i seniorbofællesskaber, der betyder, at det kan være medvirkende til at reducere de offentlige serviceudgifter. Hos Realdania har man taget konsekvensen og støtter en række boformer, som kan forebygge ensomhed og fremme livskvaliteten. To af projekterne arbejder med generationsblanding, blandt andet Masnedhus i Vordingborg, som kombinerer bofællesskaber for seniorer og børnefamilier.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, hvis man spørger forsker Lotte Nystrup Lund fra Futurista, der er en af hovedkræfterne bag Sundhedsstyrelsens projekt Brugbar By. Projektet handler om, hvordan byplanlægningen kan understøtte et godt liv og en god by for de mange forskellige mennesker, der har det tilfælles, at de er over 65. ”Der er en gigantisk efterspørgsel efter mere fællesskabsorienterede boliger blandt seniorer, og boligmassen

Skitse af et hus til flere generationer.

kan slet ikke følge med i forhold til at tilbyde denne type boliger,” siger Lotte Nystrup Lund. ”Måske har vi været igennem en fase, hvor vi glemte noget vigtigt: værdien i hverdagen af at være sammen på tværs af generationer. Men hvor det tidligere var slægtsorienteret, så har vi nu fået øjnene op for, at et bofællesskab på tværs af generationerne ikke kun behøver at være med sin egen lille familie for at berige hverdagen,” siger hun.

Det moderne fællesskab

De nye seniorbofællesskaber skal heller ikke forveksles med kollektiverne fra 1970’erne. Der er mere plads til privatsfæren. Man har stadig sin egen bolig, men med muligheden for at orientere sig mod et fællesskab, som er forankret i hverdagen. Nok så vigtigt kan flergenerationsboligen ifølge Lotte Nystrup Lund kun fungere, hvis alle generationer kan se en værdi i det. Det er der måske grobund for i dag, hvor en ny generation af børnefamilier alt for længe har levet i hamsterhjulet og nu måske kan se fidusen ved at have seniorer i nærheden, når hverdagens rutiner trænger sig på. ”Jeg tror, at vi i de travle børnefamilier vil se en genopdagelse af alt

det, som seniorerne kan bidrage med i hverdagen,” siger hun. Altså at børnefamilierne dermed bliver aflastet? ”Ens liv kan blive rigere og mere mangfoldigt, og ja, aflastning er en del af det, men jeg ser det mere som en værdi i hverdagen, der rummer noget mere Måske har vi været igennem væsentligt. ’Aflastning’ lyder mere som noget, nogen gør en fase, hvor vi glemte noget for at passe en hest. Der kan vigtigt: værdien i hverdagen af at være sammen på tværs blive spundet guld på relationer mellem børn og seniorer, som er meget mere end bare af generationer aflastning,” siger hun. Lotte Nystrup Lund har tidLOTTE NYSTRUP LUND, FORSKER ligere arbejdet for Realdania med at udvikle et seniorbofællesskab, som de kaldte Seniorkollegiet, efter en tankegang om, at man, ligesom på et kollegium, mødes på tværs af forskellige studieretninger i et miljø, hvor man bor for sig selv, men samtidig har adgang til stimulerende fællesarealer. 

 ”Mange af nutidens seniorer er jo utrolig moderne i deres hoveder. De minder på mange måder mere om universitetsstuderende end noget, som mange forestiller sig, når man populært sagt er ’gammel’,” siger hun.

Det Fleksible Hus

En af pionererne inden for flergenerationshuse i Danmark er arkitekt Søren Rasmussen fra ONV Arkitekter. Han har de sidste 20 år blandet sig i samfundsdebatten med bud på nye boformer til danskerne: fra Ritt Bjerregaards billige boliger over ’Venligboligen’ til flygtninge til containerhuse til studerende. Søren Rasmussen lancerede i 2019 et nyt typehuskoncept, som han kalder Det Fleksible Hus eller Generationsboligen. Det består af to næsten ens rækkehuse på i alt 250 m2 i to etager med en fælles indgang, der skal bebos af den unge og den ældre generation. Fleksibiliteten er indbygget: I takt med at den unge generation får brug for mere plads, kan der etableres flere værelser samt bad på 1. sal. Samtidig kan der afgives kvadratmeter på 1. sal, i takt med at den ældre generation ikke længere har hjemmeboende børn. ”Det undrer mig, at ingen andre har tænkt tanken før,” siger han.

Idéen til Det Fleksible Hus opstod i 2016, da Søren Rasmussen hørte om sin datter og svigersøns udfordringer med at finde en bolig i København, der var til at betale. Selv for to gymnasielærere med to små børn var der ikke megen hjælp at få fra banken, hvis de ville købe en bolig i Ørestaden. Den 63-årige arkitekt kunne låne fem millioner til en bolig for 5.000 kroner pr. måned, mens hans datter og svigersøn måtte hoste op med over 20.000 kroner for det samme, hvis de overhovedet kunne godkendes af kreditforeningen.

”Min første tanke var: Det kan simpelthen ikke være rigtigt,” siger Søren Rasmussen.

Han satte sig ved tegnebordet og udtænkte et helt nyt typehus, der kunne rumme en bolig til ham selv og samleveren og samtidig imødekomme børnefamiliens behov for et hus til en favorabel husleje. Ifølge Søren Rasmussen bliver den samlede husleje på 10.000 kroner, som familierne så kan deles om. Men selvom økonomien var en vigtig faktor i tilblivelsen af husprojektet – hvem vil ikke gerne betale mindre i husleje? – så var det berigende fællesskab en lige så stor drivkraft.

”Børnebørn gør, at folk i min alder bliver en bedre udgave af sig selv. Du får mere overskud. Jeg havde nok ikke tegnet det hus, før jeg selv fik børnebørn. Men når man er 35 og har små børn og en karriere, så er verden skruet skarpt sammen. Man skal nå en masse, og tiden er knap. Da ville det være en befrielse, hvis børnene lige kunne komme ind til mig. Jeg har stadig et arbejde, men jeg har også en fleksibilitet i mit liv, som en børnefamilie ikke har. Det ville begge parter sætte enormt stor pris på,” siger han.

Farvel til ældreboligen?

Flergenerationshuse er stadig en niche i det danske boligmarked, men når man tager husprisernes himmelflugt i betragtning, er der grund til at tro, at boligformen vil blive mere udbredt i fremtiden. Hvordan skal vi ellers få råd til en bolig i storbyer, hvis ikke vi bor sammen med andre?

Værdien i at lade generationer leve side om side er heller ikke gået hen over hovedet på forvaltningen i landets kommuner. Der er eksempler på, hvordan man fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune tænker flere generationer ind i kommunale byggerier: Når der planlægges nye seniorboliger eller plejehjem, så er der måske plads til en daginstitution i stueplan. Der er også eksempler som det nye Generationernes Hus i Aarhus, hvor folk i alle aldre bor og deler hverdagen i et stort hus, som rummer børn i daginstitution og boliger til studerende, familier, mennesker med handicap samt ældre med og uden behov for pleje. Måske er det alt sammen små tegn på, at vi er ved at være modne til nye og mere inkluderende måder at bo sammen på.

Og nu er der ikke meget pænt at sige om coronakrisen, men måske har pandemien medvirket til, at vi er rykket tættere sammen og blevet mere familiære. Der behøver ikke at gå ’Meet the Parents’ i den, bare fordi man bor sammen på tværs af generationerne. Måske kunne man ligefrem se det som et stille oprør mod meget af nutidens charmeforladte og isolerede plejeboliger. Som Søren Rasmussen siger: ”Når du flytter 200 ældre ud på en mark i Roskilde i en nybygget kasse, så støder det mig faktisk. Det er som at bo i et indkøbscenter. Du kan parkere hele vejen rundt, og så sidder du der og glor på en palmehave. Jeg synes, at vi i stedet skal insistere på mangfoldighed i en by, hvor man selv måske er nær pensionsalderen, mens naboen har børn i skolealderen. Det giver en mere indholdsrig hverdag, end hvis man bare sidder med en masse, der ligner en selv.”

Jeg havde nok ikke tegnet det hus, før jeg selv fik børnebørn

SØREN RASMUSSEN, ARKITEKT

DEN ENGELSKE PATIENT

Det bliver nemt en dyr omgang, hvis vi alle fremover skal bo i nybyggede flergenerationsboliger. Men mindre kan også gøre det: I Storbritannien har der længe været et stigende fokus på flergenerationsboliger, eller intergenerational housing, som det hedder på engelsk, der er mundet ud i homeshare. Det er en ordning, hvor ældre husejere lejer et værelse ud til unge mennesker, som forpligter sig til at hjælpe til med praktiske gøremål i hverdagen. Ifølge Jeremy Porteus, der er direktør i Housing Learning and Improvement Network, der arbejder på at lade ældre bo længere i egen bolig, har der de sidste fire-fem år været stigende efterspørgsel på flergenerationsboliger i byer som Manchester, hvor det har styrket nabolagene og været tryghedsskabende for både de ældre og de unge. ”Det er stadig i sin vorden, men jeg synes, at det er opmuntrende med disse lokale initiativer. Det er eksempler på fællesskaber, som viser, at det også kan betale sig ud fra et kroner og øre-perspektiv. Udfordringen nu er at få det skaleret op på landsplan, så vi kan vise, at besparelserne for de offentlige kasser er enorme,” siger Porteus. En ting er sikker: Der er også penge at spare for de mennesker, som vælger at bo sammen under samme tag. I en ny rapport fra den britiske tænketank United for All Ages fremgår det, at flere familier i Storbritannien i 2020’erne vil vælge at bo sammen med tre plus generationer under samme tag.

ER ET BOFÆLLESSKAB NOGET FOR DIG?

Ældre Sagen har lavet en guide til dig, der overvejer at flytte i et seniorbofællesskab. Her kan du hente gode råd og få mere viden. Du finder guiden her:

aeldresagen.dk/guide-seniorbofaellesskab

KONKURRENCE:

Fælles boremaskine

”Det er ikke et rigtigt bofællesskab, før den bedste boremaskine ligger i fællesværkstedet.” Sådan siger en af de erfarne bofæller, som har valgt at bo, leve og spise sammen med flere andre. De første bofællesskaber skød op i 1970’erne. I dag er der styrket interesse for at finde sammen med andre om en fælles bolig. Tendensen er, at flere generationer nu ønsker at være fælles om hverdagslivet under samme tag – med særligt fokus på bæredygtighed og hensyn til klima og miljø.

I bogen ’Bofællesskaber – 1970 til i dag’ har Michael Asgaard Andersen samlet interviews med nogle af dem, der inden for de sidste 50 år har valgt at dele plæneklipper, kost og spisebord med andre. Har du lyst til at læse om erfaringer med bofællesskaber, kan du deltage i en konkurrence om en af de tre bøger, forlaget Strandberg Publishing A/S donerer til Ældre Sagens læsere. Gå ind på hjemmesiden aeldresagen.dk/ konkurrence, og skriv dit navn og din adresse. Eller send os et postkort med navn og adresse, så vi har det i hænde senest 29. juni. Adressen er: Ældre Sagen, Snorresgade 17-19, 2300 København S. Mærk kortet ”Bofællesskab”.

Vinderne får direkte besked.