Fra jubilæumsskriftet 1981
Eriksminde Efterskole 1865-1981 af Karen Rasmussen Friskolebevægelsen har sit udspring i midten af 1800-tallet. Mange steder i landet bredte en folkelig, gudelig bevægelse sig i opposition til kirkens rationalisme. I forening med N. F. S. Grundtvigs tanker blev denne vækkelse grobund for friskolen. Grundtvig selv lagde mest vægt på voksenskolen, højskolen, mens børnene for ham at se lærte mest ved at være med i arbejdet i hjemmene, at læse og regne kunne de lære hos “gamle koner”. Det blev Kristen Kold, der kom til at udforme skolen for børn og unge. Gennem fortælling skulle læreren vække børnenes ånd og fantasi, først når var vakt, kunne de med udbytte lære færdighederne ” – man må have noget at skrive om, før man lærer at skrive.” Væk skulle de offentlige skolers tvang og udenadslæren, forældrene skulle selv have ansvaret for deres børns undervisning og uddannelse, og der skulle skolen træde hjælpende til. Menigheden, skolen og hjemmene skulle være nært forbundne. Otto Møller
På Odder-egnen udgik den gudelige vækkelse især fra pastor Otto Møller, Gylling. Han holdt månedlige “forsamlinger” flere steder på egnen, bl.a. på Randlev Hedegård hos Sejer Nielsen. Her var der efter krigen i 1864 indkvartering af prøjsiske og østrigske soldater. De var indlogeret i gårdens overstue – en 4-fags stue i hele husets bredde. Der blev oprettet friskole i Gylling i 1865, og Otto Møllers sognebåndsløsere i Randlev-Bjerager overvejede at sende deres børn i skole der, men vejen var for lang for de mindre børn. Da freden blev sluttet, rejste soldaterne hjem, og overstuen blev ledig. Sejer Nielsen indrettede stuen til skole, idet der blev taget lidt fra til soveværelse til en lærer og til en forgang. På Otto Møllers anbefaling antog forældrene lærer Hans Nielsen, der var fra Gylling. Læreren fik gratis logi hos Sejer Nielsen, middagsmad på omgang blandt de nærmestboende i forældrekredsen og 2-300 kr. om året til sine øvrige fornødenheder.
Skolen begyndte med ca 30 elever i alle aldre. De fleste kom fra Randlev og Dyngby skoler, nogle få fra Rørth og Odder. En elev fra den tid fortalte, at den lavloftede stue blev til en højsal, når der blev fortalt historie og sagn. Sejer Nielsens søn, Peder Sejersen, skrev i forbindelse med skolens 75-års jubilæum nogle erindringer, hvorfra følgende beretning om skolens første lærer er hentet: – “Det er mig ikke klart, hvordan hans uddannelse var, men jeg antager ikke, han var seminarist, thi dette var sikkert ikke ideelt dengang, dog vist det sig, at efter han var draget herfra, var han højskolelærer i flere år, bl.a. på Vrå Højskole, så hans uddannelse har sikkert været god nok, hvorimod hans helbred ikke var så godt, da han led af krampeanfald, hvilket jo var noget uhyggeligt, når det kom over ham i skoletimen. Dette gjorde, at han måtte skiftes.” Lærer Hans Nielsen rejste i 1867. I mellemtiden havde Sejer Nielsen, der var en driftig mand, bygget nye avlsbygninger. I den ene ende af “det vestre fløjhus” indrettede han skolestue og lejlighed til en gift lærer. Herind flyttede den nygifte seminarist Niels Rasmussen. Han var en god lærer og afholdt af både børn og forældre, og alt gik godt nogle år, indtil læreren i Dyngby blev dødssyg og embedet måske snart ledigt. Peder Sejersen gav denne beskrivelse af begivenhederne: “Lærer Niels Rasmussen havde da været uforsigtig nok til at spørge sine egne skolebørn fra Dyngby, om disse ville gå til skole hos ham i Dyngby, hvis han blev lærer der. Da dette blev forældrekredsen bekendt, var denne lille ‘lunte’ tilstrækkelig til at rejse modvilje mod læreren; thi når han nærede sådanne tanker, var dette beviset for, at han af opfattelse ikke var friskolemand. Forældrekredsen blev sammenkaldt, og den aften, mødet blev afholdt, opholdt vi børn os udenfor og lyttede, og da afstemningen godtgjorde, at læreren skulle rejse, græd vi.” Niels Rasmussen måtte altså rejse – det var i 1874. Hans efterfølger var fynboen Pedersen-Dalin. Han havde skolelærereksamen og var vistnok ret dygtig, men manglede ifølge Peder Sejersen det praktiske greb om undervisningen, og han blev aldrig særlig afholdt af børnene. Pedersen-Dalin giftede sig med en velhavende pige fra Ørting, og dette satte ham i stand til at købe ejendommen Eriksminde på Bjerager Mark. Dan han mente, at gårdens larm forstyrrede skolegangen på Hedegård, flyttede han friskolen til Eriksminde med forældrekredsens billigelse. Dermed overtog han selv den økonomiske ledelse af skolen, hvorved hans uafhængighed af forældrekredsen svækkedes noget. Da Pedersen-Dalin i 1882 solgte skolen til
Mads Laursen ønskede denne først at vide, om forældrene ville “kalde” ham til lærer for deres børn. Eriksminde havde tidligere været ejet af skrædder Erik Espersen, og det var ham, der gav stedet navn. Han prydede sit hus med hvide løver og hjerter på blå bund på et bræt over fordøren, en ting, der nok kunne sætte fantasien i sving hos de børn, der kom til at gå i skole der. Mads Laursen var uddannet på Jelling Seminarium, hvorefter han i to vintre var på Vallekilde Højskole. Det bevirkede, at han blev friskolelærer. Han drev skole i Eriksminde i 35 år. Mads Laursen var en person med sine egne meninger, kunne være “lidt stikkende” og svær at arbejde sammen med, men han var – trods sine kanter – afholdt af børnene, han havde “evne til at vinde børnenes øren og hjerter og derved få opdragende magt over dem,” som konsulent Bredkjær udtrykte det ved skolens 50-års jubilæum. Hans søster, Anna Bredkjær, husker Mads Laursen som en dygtig lærer og friskolen som et “skolehjem”. Fra Mads Laursens tid er endnu bevaret en “Dagbog for Eriksminde Friskole”, den dækker tidsrummet fra 1. maj 1905 til udgangen af 1913. Dagbogen indeholder først og fremmest opgørelser over elevernes fremmøde og forsømmelser. Forsømmelserne er delt op i 4 kategorier: “syg”, “sygdom i hjemmet eller anden lovlig grund, f.eks. dårligt vejr”, “borte med forlov af anden grund, som kan forsvares” og “ulovlig grund (d.v.s. når man udnytter børnene i hjemmet)” – understregningerne er Mads Laursens. I den nævnte periode var der 3 klasser, i enkelte perioder var ældste klasse endda delt op i to hold, og der var omtrent 70 elever i gennemsnit. Skoleåret begyndte i maj, og børnene gik to år i hver af de første klasser og tre år i ældste. Protokollen fortæller om sygdom – et år var det mæslinger, et andet var det fåresyge, der hærgede – om vejret – streng vinter med sne og frost eller stærkt regnvejr – og om markedsdage i Odder, der altsammen kunne forklare de fleste forsømmelser. Men en dreng, der for ofte blev væk uden lovlig grund, blev bortvist fra skolen, og om en pige skrev Mads Laursen:
“Mødte her d. 1. maj og forlangte skoleseddel. Jeg sagde at moderen burde møde, da pigen ikke havde søgt skolen siden 31. marts.” Pigen var 12 år og således stadig skolepligtig, men hun har måske fået plads og har så ikke haft tid til at gå i skole længere. For det meste blev børnene udskrevet af skolen, når de var blevet konfirmerede som 14-årige, men der var også udmeldelser, hvis en familie flyttede, eller hvis et barn fik plads i en anden kommune. Et par børn rejste endda til Buenos Aires. Som nævnt begyndte skoleåret til maj, der var sommerferie hele august, eksamen i slutningen af oktober, efterfulgt af knap en uges eksamensferie, 14 dages ferie omkring jul og hellig trekonger, fri fastelavnsmandag og påske- og pinseferier, når den tid var. Skoleåret afsluttedes med endnu en eksamen i slutningen af april. Der kunne også falde fridage ud over de her nævnte, idet børnene fik fri, hvis Mads Laursen skulle til begravelse eller bryllup, og en klasse brugte en hel dag på at “klippe til juletræ”, et dyrskue i Odder gav også en fridag. Der blev undervist i de lovbefalede fag – dansk, skrivning, regning og bibelhistorie – desuden blev der undervist i verdenshistorie, naturhistorie, tegning, håndarbejde og gymnastik. Hver klasse gik i skole 3-4 dage om ugen, det varierede lidt med årstidernes skiften og skoleplanens udformning. Mads Laursen kunne naturligvis ikke overkomme al undervisningen alene. Som medhjælp havde han hustruen, Karoline, og en lærerinde. Omkring århundredskiftet var den senere fru Birkelund i Randlev lærerinde. Anna Kirk, som gik i skole hos hende, kan endnu huske, hvordan fru Birkelund terpede de personlige stedord efter et skema, hun skrev op på tavlen. Mads Laursen terpede også i dansk og regning, men ellers blev der undervist efter “fortællemåden” – friskolens særkende. Ved en skolelov i 1899 blev der åbnet mulighed for, at staten kunne give tilskud til friskolerne. Betingelsen var, at vedkommende kommune også gav tilskud. Statstilskuddet måtte ikke overstige 6 kr. pr. barn, kommunens ligeså. Om Eriksminde Friskole fik tilskud på det tidspunkt vides ikke, men da forældrekredsen overtog skolen i 1917, fik den årlige tilskud. Om Mads Laursens økonomiske forhold bemærkede Peder Sejersen iøvrigt: “Det var for så vidt gode forhold, Mads Laursen kom til at arbejde under, og samtidig med at han var en god skolemand, var han også en god økonom; han ejede selv skolen, og derfor bestemte han også selv skolepengene. Dette spørgsmål kom aldrig til behandling med forældrene nogensinde; disse, altså skolepengene, var nemlig så beskedne, at der kun var grund til at være taknemmelig. Mads Laursen var småkårsfolkenes ven, og når disse anmodede
om at få deres børn i skole hos ham, tog han imod dem i mange tilfælde uden bidrag.” Foruden at passe skolen havde Mads Laursen en række bierhverv – bl.a. var han regnskabsfører eller revisor for en række af egnens andelsforetagender, at “forretningsmanden havde erobret skolemandens pldas hos ham”, mente Peder Sejersen. Men omkring 1905 var skolemanden i høj grad fremtrædende. Mads Laursen offentliggjorde nogle af sine tanker om friskolen i en række artikler i friskolebevægelsens ugeblad “Bavnen”. Der var to problemer, der især optog ham. Det ene var, at skolepengene skulle følge børnene uanset hvilken skole de gik i, derved ville også fattige forældre blive frit stillet i valget af skole til deres børn. Med den eksisterende ordning var der tvangsskole og tvangsundervisning, staten betragtede de 7-14 årige som dens ejendom. Forældrene var blevet frataget deres ansvar for børnenes undervisning og uddannelse, hvorved deres forståelse for børnenes sag var blevet forplumret. Åndslivet kunne kun trives i frihed, derfor måtte skolen også gøres fri. For at imødegå skeptikerne fremdrog han højskolen som eksempel på den eneste fri skole i Danmark. Højskolen havde vist, hvad en fri skole formår, og dens stilling var nu almindelig anerkendt som nødvendig og urokkelig. Derfor måtte kravet om frihed i skolen blive en folkesag. Det andet problem, der optog ham, var religionsundervisningen i den offentlige skole. Her kunne en lærer undervise i kristendom, uanset om han var kristen eller fritænker, blot han ellers satte pris på embedet; hertil bemærkede Mads Laursen: “Men deres bekendelsesløse skole, med religionen som en tvungen lære – bibeholdt især for statsmaskineriets skyld – er en meningsløshed for dem, der ingen brug har for kristelig religion, og for den levende kriste menighed må den blive en forargelse. Tvungen religionsundervisning uden vidnesbyrd, uden bekendelse, ydet af omtrent hvem som helst, når bare han har taget skolelærereksamen – forsvar dette, hvem der vil!” Religionsspørgsmålet kunne let føre til et stadig voksende krav om skolefrihed, men “Vor tid ynder ikke sangen: “Lad det bryde, lad det gære,” strømmen skal helst standses, dens brag tåles ikke. De simple, klare standpunkter hyldes ikke, men derimod de blakkede, de afdæmpede. Et vist sygeligt hang for muddervand gør sig gældende, og mangen frisk, opgående bølge jævnes ud, så dens vande ret bliver til behag for dem, der drømmer om andemad. Og madposen – ja, den spiller altid sin rolle.”
I 1906 udvidede Mads Laursen sin virksomhed til også at drive efterskole. I den anledning opførte han en skolebygning i den fjerneste ende af haven. Den nye bygning rummede to skolestuer, gymnastiksal og en lejlighed, hvor Mads Laursen havde tænkt sig at tilbringe sit otium. En indsamling i sognet og
skolekredsen indbragte nok til at dække omtrent halvdelen af byggeomkostningerne. Efterskole eller fortsættelsesskole var skole for unge over den undervisningspligtige alder. De første efterskoler opstod i slutningen af 1800-tallet, og fra 1895-96 blev der over finansloven bevilget dem et beskedent statstilskud, en ordning, der iøvrigt varede ved til 1930. Eriksminde Efterskole startede til november 1906 med 24 elever. De boede enten hjemme eller hos medlemmer af skolekredsen, hvor de kunne tjene til opholdet ved morgen- og aftenarbejde, idet skoledagen var som i børneskolen. Ved indvielsen af efterskolen den 27. november 1906 takkede Mads Laursen de folk, der havde hjulpet ham med at få de ny skole rejst, og han sagde, at tanken var gammel i skolekredsen, men en så stor sag lod sig ikke gennemføre på en studs, den skulle have sin tid. Vinteren før var der imidlertid blevet afholdt et møde, der klart viste, at nu var tidspunktet kommet.
Han kom også ind på efterskolens betydning. For børn i overgangsalderen var det ikke nok at få “god føde, megen søvn og legemligt arbejde”, de krævede også brug for god åndelig påvirkning. Tiden krævede kundskaber, og efterskolen skulle også give sådanne kundskaber, men på en sådan måde, at de unge kunne udfolde deres evner dermed og udvikle deres personlighed. Foruden Mads Laursen talte også valgmenighedspræsterne Vilh. Malling, Odder, og Kæstel, Dølby, samt højskoleforstander Dolleris, Odder. Og der var “fornøjelig fællesspisning af medbragte madkurve.” I 1914 ansatte Mads Laursen en ny lærerinde. Det var Anna Bredkjær, en gammel Eriksminde-elev. Hun havde nu taget lærerindeeksamen og arbejdet et par år i en lille friskole på Sjælland, men lod sig overtale til at komme til Eriksminde. Til skolen var der også hver vinter knyttet en lærer som medhjælp i efterskolen. disse lærere skiftede jævnligt, dels fordi der ikke var arbejde til dem om sommeren, dels fordi nogle af dem havde svært ved at arbejde sammen
med Mads Laursen. Der var en del af forældrene i børneskolen, der var utilfredse med det. Der blev for mange afbrydelser i undervisningen, når lærerne skiftede så tit. Forældrene var derfor villige til at give ekstra skolepenge, så der kunne blive råd til at lønne en lærer hele året. På et friskolemøde i Borris traf Mads Laursen en ung lærer, Karl Kirk, som han gerne ville knytte til skolen. Kirk var søn af friskolelærer Kirk i Sdr. Nærå, og han havde fået sin uddannelse i Jelling. Under krigen var han indkaldt til sikringsstyrkerne i perioder på 3 måneder ad gangen, men ind imellem var han lærer, og han kom til Eriksminde i 1916. Han blev hurtigt en agtet lærer, men samarbejdet med Mads Laursen var ikke uden gnidninger. Forældrekredsen tog affære, og på et møde den 28. november 1916 blev følgende udtalelse vedtaget:
“Forholdene har udviklet sig sådan, at lærer Kirk fratræder sin virksomhed som lærer ved Eriksminde Friskole til 1. april, eventuelt til 1. januar. I anledning heraf ønsker undertegnede i fælleskab på anden måde at knytte ham til skolen, ved at købe Eriksminde Fri- og Fortsættelsesskole, eller ved selv at bygge for derved at sikre os Kirk som lærer i fremtiden. Vi bemyndiger herved et udvalg på 5 mand til at træffe de nødvendige forberedelser til gennemførelse heraf.” Underskrevet af 30 af skolekredsens medlemmer. I løbet af venteren 1916-17 gik der tegningslister rundt, hvor skolekredsen og andre friskolevenner kunne binde sig til at betale et beløb – i 4 rater – til køb af skolen eller opførelsen af en ny. Initiativtagerne stilede efter at samle en kapital på 10.000 kr. Indsamlingslisten er underskrevet af 39 personer, dertil er senere tilkommet yderligere nogle bidrag, heriblandt 1.500 kr. fra Mads Laursen, ellers varierede bidragene fra 25 kr. til 600 kr., og der indkom ialt godt 11.000 kr. for, som Peder Sejersen bemærkede:
“Heldigvis var det på en tid, da der var penge nok blandt folk, og disse ofrede stort….” Skolekredsen kunne altså købe skolebygningen fra 1906 og en grund ved siden af, prisen var 11.000 kr. Fra 5-mandsudvalgets arbejde er endnu bevaret 3/4 folioark. Det indeholder for det første udkast til skolepenge for året 1917-18. Heraf fremgår det, at der var indtegnet 49 børn fra 28 Familier. Der blev givet søskenderabat, og bidragene var afstemt efter hver enkelt families økonomiske formåen. For det andet var der et forslag til budget for skolen. På indtægtssiden var der 900 kr. i kommunalt og statsligt tilskud, 250 kr. fra fortsættelsesskolen og 1600 kr. i skolepenge. Af udgifter var der regnet med 700 kr. til renter og afdrag, 450 kr. til brændsel og vedligeholdelse og 1600 kr. til lærerløn. For det treie var der dagsorden for den konstituerende generalforsamling, der skulle afholdes den 14. marts 1917. Her skulle bl.a. vedtages vedtægter, besluttes om efterskolen skulle fortsætte, og om man i så fald skulle opføre en lærerbolig, og vælges bestyrelse. I vedtægterne understreges det, at formålet med skolekredsen var, at den skulle fortsætte den hidtidige friskoleundervisning. Skolen skulle til enhver tid være kredsens ejendom som en selvejende institution for de skolesøgende børns forældre eller værger. Der skulle holdes årlige generalforsamlinger, hvor der bl.a. skulle vælges medlemmer til bestyrelsen, der havde den daglige forretningsmæssige ledelse, herunder bemyndigelse til at optage lån med pant i ejendommen. Skolekredsens ejendele skulle hæfte for skolens lovligt påtagne forpligtelser, og hvor de ikke slog til, hæftede medlemmerne med solidarisk ansvar. Foruden at vedtage vedtægterne besluttede den konstituerende generalforsamling at fortsætte efterskolevirksomheden, lade opføre en lærerbolig og, at medlemmer med hest og vogn skulle køre materialer hertil. Bestyrelsen traf aftale med tømrer Birkelund i Randlev – selv medlem af skolekredsen – han skulle for ca. 7.500 kr. forestå opførelsen af lærerboligen, der skulle være færdig til indflytning til september 1917. Kirk forpagtede efterskolen, han skulle give 100 kr. for de første 10 elever, 30 kr. for hver af de næstfølgende 10, og for elevtal over 20 skulle der forhandles nærmere. Anna Bredkjær og Karl Kirk giftede sig med hinanden, og de flyttede som de første ind i lærerboligen.
Med en lærerinde til hjælp drev de i nogle år efterskole og friskole sammen. Kirk var fremdeles i perioder indkaldt til sikringsstyrken, hvilket ikke gjorde skolearbejdet lettere. Men krigen fik ende, og fra nytår 1919 kom der to sønderjyske drenge til Eriksminde, hvor de skulle fedes op både åndeligt og materielt ovenpå al den elendighed, de havde oplevet under krigen. De fulgte undervisningen i efterskolen og var på kost og logi hos Kirks. De to drenge førte flere med sig, om sommeren kom der et hold piger og næste vinter 14 drenge. De kunne naturligvis ikke bo hos Kirks, men de blev indlogeret i værelserne i skolebygningen. Maden blev dog stadig lavet i Kirks køkken. Denne kostskolevirksomhed ophørte dog efter genforeningen, da der blev oprettet efterskoler i Sønderjylland. Efterskolen gik godt, der var hver vinter mellem 10 og 20 elever, og den var et godt tilskud til Kirks indtægter. Men omkring 1920 blev der røre omkring skolen, da nogle koner fandt pladsen for trang, børnene i friskolen blev generet af efterskoleeleverne. På en ekstraordinær generalforsamling den 20. februar 1920 blev det så vedtaget forsøgsvis at nedlægge efterskolen på ubestemt tid. Men der var åbenbart oprør i kredsen, en varslet forhøjelse af skolepengene har måske medvirket hertil – i stedet for at betale skolepenge 11 gange om året skulle man nu betale 12 gange – der har vel også været forældre, der har anset efterskolen for en betydningsfuld del af Eriksminde, resultatet kan aflæses af bestyrelsesprotokollen: “Torsdag den 5./8. 1920 holdtes bestyrelsesmøde… Det vedtoges at tage efterskolespørgsmålet op igen efter opfordring fra en del forældre, samt at bestyrelsen træder tilbage, da den ikke kan lede foreningen eftersom forholdene har udviklet sig.” Der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 13. august, hvor det med 25 stemmer mod 0 blev vedtaget at fortsætte efterskolen, og der blev valgt en ny bestyrelse, én blev genvalgt fra den afgående, mens resten var nyvalg. I et forsøg på at løse problemet m.h.t. efterskolen vedtog bestyrelsen at opføre en separat indgang til den, men det viste sig at blive langt dyrere end antaget, og derfor blev det opgivet. Herefter omtales efterskolen ikke mere i bestyrelsesprotokollen, den var jo Kirks private anliggende, men af skolens regnskaber ses, at den ophørte i 1924, og ifølge Anna Kirk var det absolut ikke p.g.a. manglende søgning. Den ordinære generalforsamling i 1924 gav Kirk tilladelse til at drive privat landbrug og opføre de nødvendige bygninger hertil.
Kirks købte 2½ tdr. land jord, byggede stald og lade og supplerede herefter deres lærerlønninger med, hvad de kunne få ud af landbruget. Og landbruget blev draget med ind i skolens hverdag, det var ofte en af eleverne, der blev sendt ud og flytte køer. Efterskolen blev dog taget op et par vintre under besættelsen. Odder Dagblad meddelte 8./7. 1942, at Kirks ville forsøge at genoptage efterskolen: “Unge mennesker af begge køn vil da kunne få undervisning på hverdage fra kl. 1 til kl. 6. Fagkredsen vil blive efterskolens sædvanlige…” På generalforsamlingen d. 20.2.1920 blev det vedtaget at slette bibelhistorie som eksamensfag. Det kunne lade sig gøre, hvis en præst inden for folkekirken attesterede, at eleverne havde de fornødne kundskaber heri. Som “tilsynsførende præst” valgte man pastor Fryd, Randlev-Bjerager. Med skoleloven 1933 blev det muligt helt at undgå tilsyn fra skolekommissionen. Det stedlige tilsyn blev herefter udøvet af skolens bestyrelse, og det offentlige tilsyn med såvel religionsundervisningen som undervisningen i de elementære fag blev udøvet af Pastor Fryd. Da han i 1938 flyttede fra Randlev, blev valgmenighedspræst Jakob Lykke, Odder, tilsynsførende. Dette valg var ikke nogen tilfældighed, idet lærerne og en stor del af lærerne ved Eriksminde Friskole tilhørte Odder Valgmenighed – friskolerne og valgmenighederne er jo sider af samme sag. Skolens økonomiske forhold var nogenlunde – gælden var lille, men det var indtægterne også, så hvert år blev der indsamlet “frivillige bidrag” hos kredsens medlemmer, nogle år blev der pålignet ekstra skolepenge. Hvis der skulle foretages noget ekstraordinært – såsom nyt gulv i gymnastiksalen eller parketgulv i den store skolestue – blev der foranstaltet særlige indsamlinger. Kirks gav også deres del. I nogle år under krisen i 1930-erne afgav de én eller to måneders løn, som Anna Kirk udtrykker det: “Vi delte kår med dem, vi arbejdede for.” Fra begyndelsen af 1920-erne og frem til 1945 var skolens indtægter næsten konstante. De offentlige tilskud udgjorde 2/3, skolepenge og frivillige bidrag resten. I 1946 kom der en ny skolelov, der bl.a. medførte en kraftig forøgelse af lærerlønnen – den blev tredoblet i løbet af 10 år. Statstilskuddet steg endnu mere, hvorved skolens eksistens blev totalt afhængig af offentlige ydelser. I anledning af, at skolen skulle optage sparekasselån til installering af bad og wc i skolebygningen og lærerboligen, ændrede kredsen sine vedtægter i 1949. udover en række mindre, tekniske justeringer præciserede de nye vedtægter, at skolens skulle drives på et Grundvig-Koldsk grundlag, og at skolens leder havde det pædagogiske ansvar over for forældrekredsen. Af mere radikale
ændringer kan nævnes, at køb, salg og pantsætning af skolens ejendom kun var gyldig med generalforsamlingens godkendelse. Ligeledes skulle generalforsamlingen også have den endelige afgørelse ved lærerskift. Vedtægtsændringer og den slags er dog kun udenværker i forhold til skolens dagligdag. Undervisningen foregik stort set på samme måde som i Mads Laursens tid. Der blev lagt stor vægt på fortællefagene geografi, danmarkshistorie, verdenshistorie, bibelhistorie og naturhistorie, men børnene lærte selvfølgelig også at læse, skrive og regne. Kirk sang godt og gerne, og sangen indgik derfor som et naturligt led i timerne. Kirk var iøvrigt kirkesanger ved Odder Valgmenighedskirke i mange år og medarbejder ved Dansk Friskoleforenings Skolesangbog. En anden ting, der prægede timerne, var Kirks beretninger fra sin lange militærtid og hans begejstring for retsstatspolitikken. Kirk var også meget optaget af friskolens forhold, i mange år var han formand for den jyske afdeling af Dansk Friskoleforening og i bestyrelsen for friskolelærernes pensionskasse. Lokalt arbejdede han aktivt i bl.a. foredragsforeningen og sognebiblioteket. Det var altsammen engagementer, der også satte sit præg på Kirk daglige arbejde. Det daglige arbejde strakte sig videre end blot til skolebørnene, forbindelsen til hjemmene var en af skolens grundpiller. Der var bestyrelsens arbejde, der først og fremmest udmøntede sig i rent forretningsmæssige ting, men som også har berørt mere grundlæggende principper angående friskolevirksomhed, sandsynligvis mere end de umiddelbart fremgår af bestyrelsesprotokollerne. Disse sager diskuteredes også på generalforsamlinger og forældremøder og i større forsamlinger på friskolernes årlige sommermøder. I 1951 var Eriksminde og Gylling friskolekredse værter for et sommermøde. Skolen holdt også i en årrække efterårsmøder, hvor én eller to fremtrædende grundtvigianere holdt foredrag. Festerne var et kapitel for sig. Det var i høj grad børnenes afdeling. I slutningen af september blev der holdt høstfest. Børnene mødte op med havreneg og blomster, som de pyntede salen med. Om aftenen mødte hele familien op i stiveste puds, medbringende små søskende og æblekage. Ved kaffebordet blev der holdt høsttale, og der var fællessang og måske oplæsning. Bagefter legede børnene sanglege – “Jeg gik mig over sø og land”, “Tornerose”, “Bro bro brille”. Aftenen sluttede med “Dejlig er jorden”. Juletræ var 5. juledag. Juletræet stod midt i salen og nåede næsten op til loftet. Det var pyntet med hvide engle, flettede hjerter og silkepapirsposer, som skolebørnene havde lavet i dagene op til jul, et arbejde, der gik godt i spænd med oplæsning af eventyr fra “Madam Brun” eller “Madam Hvid”, to eventyrbøger, som står klart i mange elevers erindring. Efter at juletræet var tændt, samledes alle i 2-3 kredse udenom og sang nogle julesange. Kirk læste juleevangeliet, og når forældrene var blevet trætte og lysene små, tog Kirk og børnene fat på “Nu er det jul igen”, det gik i fuld fart rundt om træet, indtil det sidste lys var gået ud, eller der opstod alvorlig brandfare, for så måtte Kirk
afbryde dansen og hente stangen med den våde klud og dermed afværge faren. Bagefter fik børnene æbler og pebernødder, og mens forældrene fik ind i den store skolestue til kaffen og den medbragte kage – sirupskage, det var jo om julen – fortsatte børnene med sanglege i salen. Om sommeren samledes børn og forældre på udflugter rundt om i Jylland. Nogle år gik det i charabanc til lokale, naturskønne områder, andre år med toget til Århus eller Horsens og enkelte gange var det den helt store tur i lejet rutebil til Jelling, Mols eller Himmelbjerget. På turen nød man så de medbragte madder og spenderede måske en sodavand. Disse ture blev til levende geografi, naturhistorie og danmarkshistorie, foruden morskaben i sang og leg. Der kom også teaterture til i løbet af 1940-erne. Det var ture til Århus med besøg i Zoologisk Have, Friheden eller lignende afsluttet med en eftermiddagsforestilling på Århus Teater. Friskolen havde i 1920-erne og det meste af 1930-erne mellem 50 og 60 elever. De var delt op i 2-3 klasser, der hver gik i skole 4 dage om ugen. I slutningen af 1930-erne begyndte elevtallet at dale, og efter 1945 lå det sjældent over 25. Kommuneskolerne var måske blevet bedre, end de havde været, og det blev mere og mere almindeligt at sende børnene i realskole, så de forlod friskolen efter 5 år i stedet for efter 7. Med skoleloven af 1946 svækkedes forældrekredsens indflydelse på skolens økonomi og det gjorde måske deres interesse i skolen mindre. Dertil kom, at Anna og Kirk nærmede sig pensionsaldren, og Kirks besluttede sig til at trække sig tilbage til efteråret 1955, men Kirk døde ret pludseligt allerede i begyndelsen af marts. Anna Kirk måtte forestå skolen alene en tid, indtil der kunne komme en ny lærer. Bestyrelsen måtte altså ud og se sig om efter en ny lærer. To af skolens tidligere elever var på efterskole, og de anbefalede en af deres lærere, Thjelle Raunkjær, som lige var blevet færdig med sin uddannelse på Den fri Lærerskole i Ollerup. Der blev indledt forhandlinger, og Thjelle Raunkjær kom og besigtigede stedet sammen med sin forlovede, Kis, som gik på sidste år i Ollerup. Enden på det besøg blev, at Thjelle Raunkjær blev ansat som lærer, han skulle begynde efter påske. Indtil sommerferien skulle han bo hos Anna Kirk i lærerboligen. Til den tid var Anna Kirks hus i Odder blevet færdigt, og hun flyttede ind der, mens Kis og Thjelle Raunkjær giftede sig og overtog lærerboligen. For to lærere med mod på tilværelsen var der jo ikke meget gøre med 20 børn i skolen, selvom det kunne være rart til at begynde med. Raunkjærs havde planer, som bestyrelsen kunne gå ind for, nemlig at oprette en efterskole igen. En efterskole blev i loven om undervisning fra 1954 defineret således:
“En efterskole er en privat skole, der til elever over undervisningspligtig alder giver en undervisning, som ikke tager sigte på forberedelse til nogen eksamen eller uddannelse til et bestemt erhverv, men hvis formål er elevernes almene opdragelse og uddannelse.”
Den 5. maj 1956 var planerne så vidt fremskredet, at bestyrelsen vedtog at tage kontakt med undervisningsministeriets tilsynsførende for ungdomsskolerne, A. Thyregaard, for at han nærmere kunne gøre rede for, hvordan man kunne oprette en efterskole. I løbet af en måneds tid fik bestyrelsen og lærer Raunkjær talt med Thyregaard, indhentet ikke-bindende tilbud fra nogle håndværkere på istandsættelse af skolne til efterskole med boende elever. Derpå blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling den 12.-6., hvor skolekredsen fik orientering om planerne og de foreløbige forhandlinger. Skolekredsen gav tilslutning til at gå videre med planerne, dels fordi en efterskole kunne være et godt alternativ til den kommunale skoleordning, dels fordi den kunne være med til at holde skolearbejdet i gang i Eriksminde, selv om børneskolen blev mindre og mindre. Både formanden og kassereren var inde på, at skolekredsen måtte give økonomiske bidrag for at støtte sagen og stabilisere økonomien. Der blev holdt generalforsamling igen den 30.-7., herved bemyndigedes bestyrelsen til at optage sparekasselån til istandsættelse af skolen og installering af centralvarme. I løbet af sommeren og efteråret arbejdede håndværkere og skolekreds på højtryk. Der blev samlet godt 8.000 kr. ind i skolekredsen og hos sympatisører i kommunen. Skolen fik indlagt centralvarme, der blev indrettet værelser på balkonen og oven over skolestuerne. Lærerboligen blev også inddraget. Spisestue og køkken skulle være fælles for både lærere og elever. Der blev indrettet skolestue i Raunkjærs soveværelse, der blev jo brug for tre skolestuer om vinteren, når der skulle være efterskole, storeklasse og lilleklasse sammen to dage om ugen. Efterskolen skulle begynde 3.-11.-1956 med 5-mdrs. kursus for piger og drenge. Det lykkedes for skolens medarbejdere og bestyrelsens damer at få smidt håndværkerne ud og gjort rent efter dem, inden de første elever vist sig. Der var 14 på det første hold, og det var nogenlunde, hvad skolen kunne rumme, når der også skulle være plads til personalet. Traditionen tro fejredes indvielsen af efterskolen med en fest. Det var den 29.-11. Men det var ikke blot en indvielse, det var samtidig et 50-års jubilæum. Skolebygningen var opført 1906, samme år som Mads Laursen startede den første efterskole i Eriksminde. Hovedtaler ved festen var en af Mads Laursens sønner, forstander Laursen Vig, Uldum. Endvidere talte bl.a. pastor Lykke,
Odder, der understregede betydningen af, at man havde forbindelseslinien bagud i orden, at det forbigangne ikke blot var blege minder, men liv. Skønt forholdene var trange og skoleformen uvant, gik det godt, og næste vinter var der indmeldt 23 elever. Skolen måtte derfor leje nogle værelser hos naboerne, Sigrid og Frederik Christoffersen, Eriksminde, der hvor skolen i sin tid havde holdt til, og hvor nu Mads Laursens barnebarn var kone i huset. Da det viste sig, at skolen havde god søgning, kom en udvidelse på tale. I den forbindelse havde bestyrelsesmedlemmerne og Raunkjærs flere rejser til København, hvor de første forhandlinger i undervisningsministeriet. Det gjaldt opklaring af en del problemer omkring skolens overgang til selvejende institution og den deraf følgende vedtægtsændring, og det gjaldt undersøgelse af mulighederne for statstilskud og for statslån til en udvidelse. De nye vedtægter, der blev vedtaget d. 21.-3-1958, indeholdt foruden overgangen til selvejende institution en bestemmelse om, at undervisningsministeren skulle godkende skolens forstander og visse former for låntagning. Selvom de ydre rammer var trange, var der dog “højt til loftet” – der var Thjelles fortælletimer, dansktimer med Kis, hyggestunder med kammerater og lærere, og der kom friske pust udefra med pastor Chrillesen, Randlev, og snedker Børge Pedersen, Hov, der begge havde timer på skolen i en årrække. Og der var – dengang som nu – skoleårets højdepunkt, fastelavnsfesten med det dertil hørende skuespil. Efter talrige møder og rejser var bestyrelsen endelig kommet så langt, at de kunne sætte håndværkerne i gang, og i løbet af sommeren 1961 rejste der sig en fløj i den gamle køkkenhave. De gamle staldbygninger blev revet ned og gymnastiksalen forlænget med nogle meter. Den gamle skolebygning blev forbundet med den nye fløj ved hjælp af en mellembygning, der indeholdt sløjdsal og en lang gang med plads til billeder og grønne planter. De første moderne malerier holdt deres indtog – ikke blot reproduktioner, men også “rigtige” malerier. Børneskolen var som altid et godt sted at være, men det der efterskolehalløj var både godt og ondt. Når efterskolen begyndte til november, kom der også nye lærere, som havde timer i børneskolen. Det kunne være ganske udmærket, men nogle af dem havde nogle underlige ideer – de underviste i hvert til fælde ikke ligesom Kis og Thjelle. Efterskoleeleverne kunne være ganske interessante en tid, men det var nu rart, når det hele var overstået om foråret, når skolen igen var “friskolen” med næsten ubegrænset tumleplads, og ingen andre lagde beslag på Kis’ og Thjelles opmærksomhed. Om sommeren var der skoleudflugten,s om stort set var, som den altid havde været, høstfesten blev forøget med store klasses komedie, og det gjorde den ikke mindre glansfuld. I forbindelse med udvidelsen i 1961 købte skolen jord af Frederik Christoffersen til boldbaner bl.a., senere købte den jord af en anden nabo til indkørsel og
parkeringspladser. I 1964 blev der bygget et hus, der indeholdt lærerlejlighed og elevværelser. Samtidig blev der bygge ny sløjdsal, og den gamle blev indrettet til skolekøkken. Udbygningen var naturligvis ikke gratis, og for at give flere indtægter begyndte skolen et 3-mdrs. kursus i forlængelse af vinterkurset. I 1965 blev det til et samlet 8 mdrs. kursus for alle. I 1965 fejrede friskolen sit 100-års jubilæum. Ved den lejlighed skrev Kis og Thjelle Raunkjær i årsskriftet om grundlaget for friskolen og dermed for efterskolen: “Friskolen bygger på det ganske simple, men til alle tider uundværlige – forpligtetheden. Friskolerne er meget forskellige, og de er kun ens i dette, at lærerkræfterne føler forpligtetheden over for skolen, dermed også over for eleverne. Derved fremkommer en personlig skole med personlige undervisning. I vore vedtægter står der noget om, at skolen skal drives i den Grundtvig-Koldske ånd… Menneskets frihed og selvstændighed. Retten til frit at tænke, tale, tro. Det var en ret, vi en gang tilkæmpede os. Vi må, som den enkelte, jævne borger, aldrig glemme vor pligt og vort privilegium: at bruge den. Derfor mener vi, at en skoles hverdag, pædagogik og undervisning må bygge på det demokrati, der højner det enkelte menneskes ret, pligt og ansvar. Vi er placeret midt i et fællesskab, der skulle opfylde og give tryghed, men også ansvar, idet alles vel er mit medansvar.” Børneskolen blev indstillet to år senere, da der ikke var børn nok. Dermed afsluttedes et kapitel i skolens historie, men friskolens ånd føres videre i efterskolen, og skolekredsen rummer stadig gamle friskolebørn.
Gymnastik i Salen i 1960erne
I 1967 kom der en ny lov om efterskoler, der gav en ny definition af, hvad en efterskole er:
“En efterskole er en privat skole, der har til formål at give unge mennesker mellem 14 og 18 år en undervisning, som tager sigte på elevernes almene uddannelse, opdragelse og hele menneskelige udvikling og modning. Den skal være indrettet som kostskole, men kan også samle hjemmeboende elever til undervisning og samvær dagen igennem.”
Lærerværelset 1971, med Kis og Thjelle Raunkjær i forgrunden
Loven åbnede også mulighed for, at efterskolerne kunne føre elever op til statskontrollerede afgangsprøver, en mulighed som også Eriksminde benyttede sig af. Skoleåret blev herefter på 10 mdr. De prøver var vel ikke i overensstemmelse med gamle Kolds tanker, Raunkjærs tog spørgsmålet op i en artikel i årsskriftet 1975: ” – Hvis man synes, at udviklingen i vore skoler er gået i forkert retning, er grunden måske den, at vi har satset for meget på udbygningen og mindre på indholdet… Spørgsmålet er så, om vi skal være tro mod vores skolers oprindelse. For skal vi det, skal vi også være det i forhold til fortællingen. Vi, der skriver dette, tror, at der i dag mere end nogensinde er brug for ovennævnte værdier og holdepunkter… I fortællingen overlades det til os selv at danne billedverdenen, drage konklussionen. Kun i fantasiens verden er der plads for det umulige, det utrolige, det uudsigelige… Og mon vi så ikke ville stå os ved lidt oftere at genfortælle historierne uden altid at docere og udlægge i tillid til, at disse ting igennem en levende og hæderlig fremstilling taler for sig selv, og i tillid til, at den enkelte elev får den oplevelse, der udvikler og højner.” Da disse tanker blev formuleret, var skolen allerede vokset yderligere. Ifølge en 10-årsplan udarbejdet i slutningen af 1960-erne skulle skolen udbygges i 3 etaper. 1. etape var en ny forstanderbolig, der blev taget i brug i efteråret 1972 – i den gamle blev der plads til en anden lærerfamilie. 2. etape bestod i en ny
fløj med elevværelser og skolestuer samt værksteder i kælderen. Den fløj blev taget i brug i 1972 og indviet året efter. Ved indvielsesfesten afsløredes Finn Brandstrups skulptur i solgården. Brandstrups forældre havde allerede da gennem flere år arrangeret skiftende kunstudstillinger på skolen. 3. etape af udbygningen var endnu en fløj med elevværelser, lærerlejlighed og skolestue. Den blev taget i brug i 1979. Til den nye skolestue lavede Finn Brandstrup i samarbejde med skolens elever et trærelief. Selv efter de store udvidelser havde skolen ikke plads nok – værkstederne blev for små eller skulle bruges til andre formål. Derfor lejede den sig ind i Sigrid Christoffersens hønsehus – et tidligere hønseri – og her har lærere og elever indrettet en række rummelige værksteder. Skolens kunstværker er en daglig inspiration for elever og lærere – og det falder godt i tråd med hele skolens virke, hvor de kreative fag har en høj prioritet. Efterhånden som skolen er blevet udvidet – der er nu plads til ca 70 elever – er lærerstaben også blevet forøget. Flere af de nuværende lærere har været der i mange år. Det medvirker til at skabe et stabilt miljø, hvor udviklingen ikke foregår i så store spring, at forbindelsen til fortiden brister. Traditionerne bliver holdt i hævd, men de står ikke i vejen for udviklingen. Eriksminde udnytter de muligheder, de frie skoler har for at eksperimentere – nye udfordringer bliver taget op og gamle fordomme forladt, men kontinuiteten bevares. “De sammensvorne rider fra Finderup” og konsorter har for længst forladt den lille skolestue, Grundtvig, Kold og Hans Tavsen har ikke længere deres faste pladser på bagvæggen i den store, hvor de til enhver tid var læreren for øje, men deres ånd svæver stadig over stedet. Karen Rasmussen, 1981