Amnesty #2 2014

AMNESTY Medlemsbl ad For Amnest y International | Nr 2 juni 2014

MASSEOVERVÅGNING – NEJ TAK

PÅ TALEBANS DØDSLISTE

VM I POLITIVOLD

OVERVÅGNING UDEN KONTROL

Staten bør lære borgerne at kryptere deres digitale kommunikation.

Journalister er forfulgt af militær og Taleban i Pakistan – 34 dræbt siden 2008.

Brasilianerne protesterer mod politivold, korruption og pengespild.

Amnesty afslører salg af vestlig overvågningsteknologi til diktaturer.

CIA-agenten der afslørede tortur:

Jeg vil altid være en forbryder

| leder

Medlemsblad for dansk afdeling af Amnesty International

Redaktør: Ole Hoff-Lund, ohl@amnesty.dk Ansvarshavende: Lars Normann Jørgensen Redaktion: John Nielsen, Nora Rahbek Kanafani og Bjarke Windahl Pedersen Design: Dorte Kayser, Datagraf Communications Produktion: Datagraf Communications Oplag: 89.414 ISSN: 0906-4184 Abonnementspris: 200 kr. pr. år Udkommer næste gang: 19. september 2014 (deadline 26. august) Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Amnesty Internationals holdning.

Eftertryk med kildeangivelse er kun tilladt efter forudgående aftale med redaktionen.

Miljøcertificeret: Svanemærke godkendt Amnesty International Gammeltorv 8, 4.og 5.sal 1457 København K Tlf. 33 45 65 65 Fax 33 45 65 66 www.amnesty.dk amnesty@amnesty.dk

Hold øje med postkassen Fra og med næste udgave af AMNESTY sker der mærkbare forandringer af det medlemsblad, du sidder med i hænderne lige nu.

Fremover vil dit navn og adresse ikke længere stå på bagsiden, fordi bladet bliver omdelt som en såkaldt adresseløs forsendelse. Det er stadig postbuddet, der omdeler bladet, men du skal holde bedre øje med bladet blandt de øvrige adresseløse forsendelser.

Amnestys redaktør: Ole Hoff-Lund

Hvis du har sagt nej tak til reklamer, vil du modtage AMNESTY i et Post Danmark omslag, som du sikkert er stødt på, når eksempelvis offentlige myndigheder sender dig vigtig information.

Hvis du modtager reklamer i forvejen, vil AMNESTY ligge blandt andre blade, brochurer og ugeaviser.

Vi gør det selvfølgelig ikke for at irritere dig – tværtimod. Men den forholdsvis lille kosmetiske ændring giver os en portobesparelse på omkring 350.000 kroner om året. Nogle af de penge vil vi gerne investere i at lave et endnu bedre magasin med undersøgende journalistik, som også fokuserer på danske forhold. Med andre ord: Vi sparer på det kedelige – portoen – og vi opgraderer journalistikken. Vi glæder os til at komme i gang, og vi håber, at du kan få øje på forandringerne til den tid.

Så hold godt øje med din postkasse, når næste nummer af AMNESTY udkommer den 19. september. Kontakt os, hvis du oplever uregelmæssigheder i forbindelse med leveringen af bladet. Skriv til os på medlemsservice@amnesty.dk.

God sommer!

Forside: Mikkel Henssel

2 I am n e s ty

I ndhold | Amnesty på fem minutter

4 Nyheder 7

Cirkeline Vi bringer sidste afsnit om Cirkeline og Said.

Foto: Shutterstock

8

8 Overvågning er ude af kontrol

Det skal være slut med at sælge overvågningsteknologi til diktaturstater og regeringer, som bruger udstyret til at knægte borgernes rettigheder og forfølge politiske modstandere, mener Amnesty International. Sammen med seks andre organisationer har Amnesty taget initiativ til CAUSE – Coalition Against Unlawful Surveillance Exports. Målet er en bedre regulering af det globale marked for overvågningsteknologi, der sidste år omsatte for omkring 30 milliarder kroner og vokser med 20 procent om året.

Illustration: Mikkel Henssel

10 TEMA Stop tortur

Foto: Christaan Felber

10

Amnesty har i årtier kæmpet for at stoppe brugen af tortur, og vi har en stor del af æren for, at verdenssamfundet for 30 år siden vedtog FN’s Torturkonvention. Alligevel bliver mennesker mange steder tortureret af myndighederne på de mest uhyggelige og smertefulde måder – blandt andet i Filippinerne, hvor politiet bruger et ”lykkehjul” ril at afgøre, hvordan fangerne skal tortureres. Amnesty indleder nu en global kampagne, der tildeler advokater og læger en vigtig rolle for at forhindre tortur under afhøringer.

14 TEMA Fængselsbrev fra en whistleblower Den amerikanske CIA-agent og whistleblower John Kiriakou var den første, der åbent stod frem og fortalte, at CIA benyttede tortur mod terrormistænkte i USA’s hemmelige fængsler i den såkaldte krig mod terror. I dag afsoner han en fængselsdom på 30 måneder, hans kone er blevet fyret fra CIA, og han skylder en million dollars til sine advokater. AMNESTY har skrevet til John Kiriakou i fængslet i Loretto og fået svar på 20 spørgsmål. ”Resten af livet vil jeg være en forbryder, en kriminel”, skriver han.

14 Foto: Polfoto

34

34 Journalist på Talebans dødsliste

”Vi har læst din artikel”, lyder det i røret. Den pakistanske journalist Kiran Nazish ved godt, hvordan det føles at få et uønsket telefonopkald fra myndighederne. Hun er en del af den bølge af kritisk journalistik, der er skyllet ind over Pakistan siden årtusindeskiftet, men i løbet af sin karriere er en del kolleger blevet myrdet, fordi de skrev kritisk om regeringen eller om Taleban. ”Jeg er blevet truet og forfulgt mange gange. Jeg er også selv blevet advaret af militæret.

De ringer til dig eller sender mails”, siger Kiran Nazish til AMNESTY.

8 Overvågning er ude af kontrol Amnesty afslører salg af overvågningsudstyr til diktaturer.

10 TEMA Stop Tortur

Læs om Amnestys nye torturkampagne.

12 TEMA Historier fra torturkammeret Mød torturoverlevere fra Usbekistan, Filippinerne, Nigeria, Mexico og Marokko.

14 TEMA Fængselsbrev fra en whistleblower Interview med CIA-agenten John Kiriakou, der afslørede USA’s brug af tortur.

20 TEMA To år, to måneder og ni dage i helvede Taki Elmachdoufi har mærket marokkansk politis brutalitet.

22 TEMA Torturens grimme ansigt Amnestys kamp mod tortur fortalt gennem plakatkunst.

24 Gode nyheder

Amnestys arbejde skaber resultater.

26 Den virkelige kamp udenfor banen Brasilianerne raser over pengespild og politivold før VM i fodbold.

30 42 år i isolationsfængsel

Dømt på falske beviser og isoleret siden 1972 i USA.

32 Amnesty dokumenterer

Læs om de seneste rapporter fra Amnesty.

34 Journalist på Talebans dødsliste Den pakistanske journalist Kiran Nazish bliver truet og forfulgt.

36 Amnesty LIVE

Læs om landsmøde, Lifeline og nye kampagner.

amnesty I 3

N yheder Foto: Polfoto

Foto: www.SpY-urbanart.com

Edward Snowden opholder sig stadig i Moskva, men han har deltaget i flere konferencer via videolink. I april sendte han en særlig tak til Amnestys danske afdeling.

Snowden: Tak Amnesty Regeringen har pligt til at beskytte borgernes privatliv mod vilkårlig overvågning, fastslår Amnesty, som i lyset af whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer vil have staten til at lære borgerne, hvordan man krypterer sin kommunikation. nologiske muligheder, vi står med i dag. Som De danske myndigheder har pligt til at samfund er vi nødt til at værne effektivt om sikre, at borgernes private kommunikation i privatlivets fred i den digitale tidsalder. Elvidest muligt omfang forbliver privat, og at lers er det teknologien, der sætter rammerne de ikke udsættes for vilkårlig overvågning. for vores retssikkerhed”, siger formanden for Derfor bør regeringen gå langt mere offensivt Amnestys hovedbestyrelse, Mads Hyuk Jørtil værks for at forsvare den grundlæggende gensen. ret til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger.

Overvåget hvert minut Det fastslår Amnesty International på Ifølge teleindustrien indsamlede teleselskabaggrund af den seneste tids afsløringer i berne sidste år over 3,5 billioner registrerindanske og internationale medier af, hvor ger af danskernes teleforbrug og internetomfattende og ukontrolleret overvågninfærden. Det svarer til, at hver borger bliver gen er. registreret hvert minut døgnet rundt – priDerfor opfordrer Amnesty regeringen til at mært via internettet. styrke Datatilsynets og domstolenes beføjelMen selv om EU-domstolen i april afser i sager om overvågning og til at indlede gjorde, at masen kampagne om netselogning af sikkerhed, så borgerne Amnesty was among the borgerne er i lærer, hvordan man strid med EU’s krypterer sin kommunifirst to stand up for my charter, fordi kation og tager de bedst human rights – thank det krænker mulige forholdsregler den grundmod overvågning. you Amnesty Denmark. læggende ret ”Det er et statsligt antil respekt for svar at sikre, at borgerne ikke bliver udsat for vilkårlig overvågning fra privatliv og beskyttelse af personoplysninger, så har den danske regering endnu ikke myndigheder, efterretningstjenester og virkreageret. Sammen med Dansk Industri og 16 somheder, der kan skabe et meget præcist andre organisationer skrev Amnesty i maj til billede af den enkelte borgers liv ved at høste regeringen og opfordrede til som minimum følsomme personoplysninger på nettet. Vi at suspendere de danske regler og begrænse har en persondatalovgivning fra 1995, hvor overvågningen. ingen havde fantasi til at forestille sig de tek4 I am n e s ty

Skridt i forkert retning Amnesty retter også en kraftig kritik af regeringens beslutning om at placere det nye Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som ikke er omfattet af persondataloven og offentlighedsloven som andre myndigheder.

Centeret skal stå for at opbevare danskernes personfølsomme oplysninger, men i realiteten kan FE dele informationer om danskerne med efterretningstjenester i udlandet, og det er uklogt, mener Amnesty og henviser til Edward Snowdens afsløringer af USA’s overvågning. ”Det er et skridt i den helt forkerte retning. Centeret skal ligge hos en forvaltningsmyndighed, der er underlagt almindelige forvaltningsretlige principper for åbenhed og kontrol”, siger Mads Hyuk Jørgensen.

Edward Snowden udtalte under en høring i EU-parlamentet i april, at Amnesty har været ulovligt overvåget af både den amerikanske og britiske efterretningstjeneste. Snowden sendte også en særlig hilsen til Amnestys danske medlemmer på årets landsmøde i Nyborg: ”Amnesty was among the first to stand up for my human rights – thank you Amnesty Denmark”.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) har afvist et forslag fra Enhedslisten og løsgængeren Uffe Elbæk om at give Snowden opholdstilladelse i Danmark, så han ikke risikerer udlevering til USA.

Af O le H off- lund

kort nyt:

politiet får snart numre på uniformen

11 Politkovskajas mordere dømt Foto: John Nielsen

Hvert år bliver et stort antal klager over politiet henlagt, fordi det ikke er muligt for Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) at identificere betjentene. Det er et problem både for borgernes retssikkerhed og for politiets anseelse i befolkningen, mener Amnesty, som igennem flere år har anbefalet at indføre en ordning med mærkning af politiet.

Nu er justitsministeriet endelig nået frem til samme konklusion, dog uden at justitsminister Karen Hækkerup (S) har lagt sig fast på en konkret model.

Politiforbundet i Danmark er imod et system, hvor betjentene bærer et synligt ID-nummer på uniformen, som man kender

11 Rekord i erstatninger

Samfundets udgifter til erstatninger for uberettigede varetægtsfængslinger og anholdelser fortsætter med at vokse.

Sidste år blev der udbetalt mere end 31 millioner kroner i erstatning til i alt 2.195 danskere, der havde været enten varetægtsfængslet, anholdt eller visiteret. Det er ny rekord. De foregående to år var beløbet 29 og 26 millioner kroner, oplyser Rigspolitiet til Politiken.

Sidste år satte Amnesty fokus på politiklagesystemet under Folkemødet på Bornholm. Nu kommer der snart et lovforslag fra justitsministeren.

det i mange andre lande. Det skyldes frygt for, at det bliver lettere at chikanere de enkelte betjente. Det problem har man

imidlertid ikke oplevet i England og Norge, hvor betjente siden 2004 har båret et unikt nummer på uniformen.

11 Sudansk kvinde dømt til døden

Panic Button redder liv Foto: Amnesty

Mange steder i verden er det forbundet med stor fare at være politisk aktivist eller menneskerettighedsforkæmper. Men med Amnestys nye applikation til mobiltelefoner – Panic Button – får de nu et redskab, så de med et par hurtige tryk på tænd-sluk knappen kan alarmere tre selvvalgte kontaktpersoner via sms samtidig med, at telefonen sender løbende opdateringer om deres position via Google Maps. ”Menneskerettighedsaktivister risikerer alt fra trusler og vold til fængsling og tortur.

Vi håber, at Panic Button kan blive et nyttigt værktøj, så de kan alarmere andre, hvis de kommer i fare”, siger Tanya O’Carroll fra Amnesty Internationals teknologikontor.

App’en er designet på en måde, så den ligger skjult på telefonen, ligesom der skal en PIN-kode til for at åbne og deaktivere den. Amnesty har udviklet og testet den nye Pa-

Fem mænd, der var tiltalt for mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja, blev i maj fundet skyldige af et nævningeting. Drabet fandt sted i 2006 foran hendes lejlighed i Moskva.

Politkovskaja arbejdede som journalist på den uafhængige avis Novaja Gazeta og skrev blandt andet en række afslørende artikler om Ruslands brutale krig i Tjetjenien. Amnesty opfordrer politiet til at fortsætte efterforskningen for at finde de personer, der beordrede drabet.

En gravid kvinde i Sudan er blevet dømt til døden for at forlade islam og gifte sig med en kristen mand. Meriam Yehya benægter, at hun nogensinde har været muslim, men ikke desto mindre lød dommerens afgørelse: ”Vi gav dig tre dage til at afsværge din tro, men du nægter at vende tilbage til islam. Jeg dømmer dig til døden ved hængning”. Amnesty kalder dommen afskyelig og aktionerer for at redde kvindens liv. Dommen kan angiveligt først effektueres, når hendes barn er et år gammelt.

11 Google skal slette data

Med Amnestys nye intelligente app Panic Button får aktivister et nyt redskab, der alarmerer omverdenen, hvis de kommer i pludselig fare.

nic Button sammen med aktivister i 16 forskellige lande i Asien, Afrika og Centralamerika. Samtidig har Amnesty afholdt workshops for at få aktivisterne til at lave konkrete handlingsplaner for, hvad de gør, hvis de kommer i en nødsituation.

En aktivist fra Filippinerne siger:

”Forhåbentligt får jeg ikke brug for den, men truslen er så konkret, at Panic Button kan vise sig at være til stor hjælp i fremtiden”.

Panic Button har modtaget knapt en million kroner i støtte fra Google Global Impact Award sidste år. I første omgang er app’en kun tilgængelig på Android-telefoner.

Som EU-borger har du ret til at få slettet links på Google, hvis det handler om irrelevante eller forældede infor­ mationer. Det fastslår EU-domstolen i en sag, der populært sagt handler om retten til at blive glemt på internettet. Mens Google protesterer over dommen, udtrykker EU’s justitskommissær Viviane Reading begejstring: ”Vi er nødt til at bringe nutidens regler om databeskyttelse ud af den digitale stenalder og ind i den moderne computeralder”, siger hun.

Læs flere nyheder på www.amnesty.dk amnesty I 5

N yheder yhede r Foto: John Nielsen

Medier siger nej til whistleblower annonce

Klapjagt på Ugandas homoseksuelle

Kidnappede skolepiger i Nigeria ladt i stikken Over 240 kristne skolepiger fra byen Chibok i Nigeria blev midt i april bortført af den militante islamistiske organisation Boko Haram. I en video, som Boko Haram har offentliggjort, sidder pigerne på jorden og reciterer vers fra koranen iført mørke muslimske klædedragter.

Deres opholdssted er fortsat ukendt. ”Jeg kidnappede jeres piger. Jeg vil sælge dem på markedet”, siger lederen af Boko Haram, Abubakar Shekau.

Han har siden tilbudt at udveksle skolepigerne med nogle af militsens medlemmer, der sidder fængslet, men det har præsident Jonathan Goodluck afvist.

Amnesty International kunne i midten af maj afsløre, at lokale beboere i området alarmerede militæret fire timer før angrebet, da

omkring 200 væbnede mænd fra Boko Haram på motorcykler og i lastbiler spurgte om vej til Chibok. Men trods gentagne advarsler i timerne inden angrebet reagerede myndighederne ikke – angiveligt af frygt for at komme i kamp med de ofte bedre bevæbnede militsfolk. ”Det faktum, at Nigerias sikkerhedsstyrker havde kendskab til Boko Harams forestående angreb, men undlod at gribe ind for at stoppe det, vil kun øge opstandelsen over denne frygtelige handling”, siger lederen af Amnestys Afrika-kontor, Netsanet Belay.

På billedet ses nogle af de piger, der undslap bortførerne. Amnesty opfordrer Boko Haram til omgående at løslade de resterende piger.

Mindst 2.000 mennesker er dræbt i Nigeria i 2014, hvor Boko Haram har optrappet volden.

Foto: Scanpix

Homoseksuelle i Uganda bliver i stigende grad udsat for vold, overgreb og anholdelser, de bliver fyret fra deres job, eller de mister deres lejlighed, fordi udlejerne ikke længere tør have dem boende.

Det konkluderer Amnesty International og Human Rights Watch, der har indsamlet dokumentation om situationen for LGBTmiljøet i Uganda, efter at parlamentet i december 2013 vedtog den stærkt diskriminerende Anti-Homosexuality Act. Loven giver mulighed for at idømme livstid for homoseksualitet og kriminaliserer såkaldt promovering af homoseksualitet. Desuden rammer den blandt andet borgere, der udlejer værelser eller lejligheder til homoseksuelle.

Siden loven trådte i kraft i marts, er mindst 17 homoseksuelle blevet anholdt, og dusinvis er sat på gaden. Mange flere fra LGBT-miljøet i Uganda er gået under jorden, og mindst 100 er flygtet ud af landet af frygt for overfald eller anholdelser. ”Loven har sat en hel befolkningsgruppe under et umenneskeligt pres. Den skaber hjemløshed og arbejdsløshed, og politiet fylder lommerne med bestikkelsespenge, når de antaster homoseksuelle. Loven må ændres, så folk igen kan leve uden frygt for overgreb og fængselsstraf”, siger Amnestys researcher Michelle Kagari.

På billedet taler Amnestys kampagneleder Helle Jacobsen ved en demonstration foran Ugandas ambassade i København.

Det vakte opsigt, da Radio24syv i foråret oprettede Danmarks første whistle­blower tjeneste, hvor man 100 procent anonymt kan oplyse om magtmisbrug, korruption eller andre ulovligheder. Men da Radio24syv forsøgte at indrykke annoncer for tjenesten, der hedder Securedrop, blev de mødt med en kold skulder fra en række fagblade, skriver journalisten.dk.

Både politiet, officererne, lærerne og sygeplejerskerne har afvist annoncen med den begrundelse, at de ikke vil ødelægge eller kompromittere deres eget tillidsmandssystem.

Programchef på Radio24syv, Mads Brügger, forstår ikke fagbladenes argument: ”Hvis de selv havde et system, hvor man kunne blæse i fløjten uden risiko for at kunne spores, så kunne jeg sagtens forstå det. Men det har de jo ikke”.

AMNESTY vil gerne oplyse alle faggrupper om Securedrop og har derfor tilbudt Radio24syv annonceplads. Du kan se annoncen på side 9.

Henrettelse gik galt i USA De amerikanske delstater, der fortsat anvender dødsstraf, får stadig sværere ved at gennemføre henrettelser, fordi mange medicinalvirksomheder nægter at sælge de foretrukne præparater til bødlernes dødssprøjter.

Derfor anvender bødlerne nu andre medikamenter til den dødelige cocktail, men konsekvensen er, at flere henrettelser er gået helt 6 I am n e s ty

galt, så ofrene har vredet sig i smerte under deres dødskamp.

Senest foretog staten Oklahoma en henrettelse af den drabsdømte Clayton Lockett, som led i 43 minutter på sit dødsleje efter en dødelig indsprøjtning, indtil han til sidst døde af et hjertestop. Sagen har udløst beskyldninger om tortur, og Oklahoma har indført et stop for hen-

rettelser i seks måneder. Andre stater har udskudt planlagte henrettelser, og flere fanger på dødsgangen har appelleret om at få genoptaget deres sager, fordi de frygter at lide samme skæbne som Clayton Lockett. Amnesty opfatter dødsstraf som en brutal og umenneskelig straf og opfordrer de amerikanske stater til en gang for alle at skrotte dødsstraf.

T E GNE R J annik H astrup | HIS T ORIE L isa B linkenberg og M ichel B an z

✂ Klip ud og gem Said: Zahra, der står, at du har fået opholdstilladelse i Danmark! Hvor er det godt, men jeg kommer til at savne dig.

Zahra: Jeg kommer også til at savne jer, Said og Cirkeline.

Said: Tænk, for ét år siden fik Zahra ophold. Godt, hun kommer så tit og besøger os. Hun lød så glad for skolen og hendes nye venner. Men Rahmat har ikke skrevet længe. Bare der ikke er sket ham noget.

Cirkeline: Ja, sidst Rahmat skrev fra Afghanistan, havde han det ikke godt.

Jeg savner også Zahra og Rahmat.

Said: Og min familie. Tænk, hvis de finder min onkel og tante i Grækenland.

Said: Jeg er så bange for, at de sender mig tilbage til Somalia eller Italien.

Cirkeline: Men din repræsentant, Peter, siger, de ikke kan sende dig tilbage, når du er under 18 år. Jeg ved, du har fået ét afslag på asyl, men din nye advokat virker altså meget flink.

Said: Cirkeline, hvad skal vi lave? Bare jeg kunne få asyl og tage hen til min tantes familie i Sverige.

Said: Cirkeline: Se, der kommer Peter, og han ser glad ud!

Peter: Said, jeg har en rigtig god nyhed til dig. Du har fået asyl.

Cirkeline: Jubii, så kan vi også komme til Sverige og besøge din familie og Özlem og hendes bror….

Said: Jeg er så spændt på at se min familie i Malmø. Det er ærgerligt, du ikke kan komme med.

Cirkeline: Ja, men jeg kommer snart. Men først må jeg se Özlem og hendes bror i Lund. Jeg har ikke set dem i to år.

Cirkeline (for sig selv): Det er trist at være her uden Said. Åh nej, nu kommer politiet. Skal jeg gemme mig? Hvad sker der nu? Jeg har jo stadig ikke noget pas. Bare Said var her, så kunne han hjælpe mig….

SLUT amnesty I 7

A f Bjarke Windahl Pedersen

O vervå g n i n g

Overvågning er ude af kontrol Det skal være slut med at sælge overvågningsteknologi til diktaturstater og regeringer, som bruger udstyret til at knægte borgernes rettigheder og forfølge modstandere, mener Amnesty International. Sammen med seks andre organisationer har Amnesty taget initiativ til CAUSE – Coalition Against Unlawful Surveillance Exports.

Den 13. juli 2012 modtog en gruppe prisvindende marokkanske journalister fra det regeringskritiske medie Mamfakinch en mail, som var for spændende til ikke at åbne. Den indeholdt blot en enkelt linje tekst: ”Vær sød ikke at nævne mit navn, jeg vil ikke have problemer” – og en vedhæftning: ”Skandale.doc”.

Samme måned modtog en menneskerettighedsaktivist i Dubai, Ahmed Mansoor, en mail med titlen ”meget vigtigt”. Da Mansoor, der er forfatter og blogger i De Forenede Arabi-

Cause CAUSE består af Amnesty International, Digitale Gesellschaft, FIDH, Human Rights Watch, New America Foundation’s Open Technology Institute, Privacy International og Reporters Without Borders.

CAUSE har dokumenteret salg af overvågningsteknologi til en række lande, der er berygtet for at knægte menneskerettighederne: Turkmenistan, Libyen, Syrien, Iran, Nigeria, Yemen, Egypten og Pakistan.

De største overvågningsproducenter er fra EU, USA, Rusland, Kina, Canada, Israel og Sydafrika.

Læs mere på www.globalcause.net

8 I am n e s ty

ske Emirater, mente at genkende afsenderens navn, åbnede han den vedhæftede fil ligesom journalisterne i Marokko.

Et dobbeltklik i Marokko. Et dobbeltklik i Dubai. Og på et øjeblik blev deres computere inficeret med et spionprogram, så afsenderne af mailen kunne læse samtlige emails, søge i gemte dokumenter og overvåge alle deres bevægelser på internettet. Andre programmer tillader fjernkontrol af computerens eller mobiltelefonens mikrofoner og kameraer, så afsenderen af mailen kan lytte med på enhver samtale i nærheden af den inficerede enhed.

Men på det tidspunkt anede journalisterne og Ahmed Mansoor intet om softwaren, eller hvem der stod bag.

Et ureguleret milliardmarked Over hele verden udvikler, sælger og eksporterer private firmaer overvågningsteknologi til lande, hvor programmerne kan bruges til at undertrykke aktivister, journalister og politiske modstandere. Først bliver borgerne identificeret gennem overvågning og siden intimideret, arresteret, tortureret eller myrdet.

Alligevel er der i dag meget lidt kontrol med den internationale handel med overvågningsteknologi. Derfor tog Amnesty og seks andre organisationer i april initiativ til CAUSE – Coalition Against Unlawful Surveillance Exports. Målet er en bedre regulering af det globale marked for overvågningsteknologi, der

sidste år omsatte for omkring 30 milliarder kroner og vokser med 20 procent om året. ”Disse teknologier gør regimer i stand til at knuse systemkritikere, indskrænke ytringsfriheden og krænke fundamentale rettigheder.

CAUSE dokumenterer sager, hvor overvågningsteknologi er blevet benyttet, ikke kun til at spionere mod folks privatliv, men også til at assistere regeringer til at fængsle og torturere deres kritikere”, fortæller Ara Naval, koordinator for våbenkontrol i Amnesty International.

Sporet til Italien De marokkanske journalister og Ahmed Mansoor opdagede med hjælp fra sikkerhedseksperter fra Citizen Lab ved universitetet i Toronto, at de var udsat for et angreb med spionsoftware. Citizen Lab sporede softwaren til det italienske firma Hacking Team. Programmet hedder Da Vinci Remote Control System og er firmaets flagprodukt, som er solgt til 30-40 lande på fem kontinenter. Firmaet oplyser, at programmet er i brug mod et par tusinde individer, men i sine salgsmaterialer lover Hacking Team, at softwaren kan ”monitorere hundredtusindvis af mål”.

Hacking Team siger til CAUSE, at de tager specifikke forholdsregler for at forhindre misbrug af deres software, og at firmaet suspenderer kunder, som misbruger programmet. Men firmaet afviser, at det er deres ansvar at undersøge misbrug af deres teknologi.

I tilfælde af magtmisbrug Kære WHISTLEBLOWER Hjælp os med at afsløre dem der ikke vil afsløres.

Radio24syv har lanceret Danmarks første 100% anonyme whistleblower tjeneste.

Har du viden om magtmisbrug, korruption eller andre ulovligheder, der fortjener offentlighedens opmærksomhed, kan du nu dele oplysningerne med os – uden risiko for at blive opdaget.

Læs mere om tjenesten på www.radio24syv.dk/securedrop

amnesty I 9

TE M A: T o rtu r

Stop tortur Amnesty har i årtier kæmpet for at stoppe brugen af tortur, og vi har en stor del af æren for, at verdenssamfundet for 30 år siden enedes om at forbyde tortur i FN’s Torturkonvention. Alligevel er tortur stadig udbredt i alt for mange lande. Derfor indleder Amnesty nu en global kampagne, der tildeler advokater og læger en vigtig rolle for at forhindre tortur under afhøringer.

Du har været ophængt i kæder i loftet i timevis. Dine muskler skriger af smerte. Elektriske stød sender chokbølger gennem din krop.

Vand bliver tvunget ned i din mund. Du tror, at du drukner. Dine negle bliver trukket af med en tang. Du bliver voldtaget og udsat for skinhenrettelser. Dine torturbødler gør, hvad end der skal til for at nedbryde dig, få dig til at underskrive en tilståelse eller afgive informationer. Du er gemt væk – skjult fra verdens opmærksomhed. Glemt. Alene. Langsomt trækker torturbødlerne den sidste rest af modstand ud af dig.

Over hele verden bliver mennesker som dig og mig tortureret af myndighederne på de mest uhyggelige, nedværdigende og smertefulde måder. I mange lande er det almindelig praksis at torturere først og stille spørgsmål bagefter.

I Syrien har Amnesty dokumenteret over 30 forskellige torturmetoder. Flere af dem er så bestialske, at det ikke giver mening at beskrive dem. Og i Filippinerne blev politiet tidligere i år afsløret i at have produceret et ”lykkehjul”, som skulle afgøre, hvordan fangerne skulle tortureres.

Spil for galleriet Amnesty International var en væsentlig drivkraft for at få vedtaget FN’s Torturkonvention i 1984, og selv om 155 lande i dag har indarbejdet torturforbuddet i deres nationale lovgivninger, så viser en ny opgørelse fra Amnesty, at omkring halvdelen af dem fortsat anvender tortur. ”Mange regeringer opfører et spil for galleriet, når det gælder tortur. De forbyder det i lovgivningen, men tillader det i praksis. Desværre er tortur i allerhøjeste grad en del af virkeligheden, og efter 30 års fremgang i bekæm-

10 I am n e s ty

pelsen af tortur forsøger stadig flere lande nu at retfærdiggøre det i den nationale sikkerheds navn”, siger Amnesty Internationals generalsekretær Salil Shetty.

Siden årtusindeskiftet har Amnesty gentagne gange kritiseret USA’s brug af tortur i krigen mod terror, blandt andet fordi det er med til at legitimere andre landes fastholdelse af de middelalderlige torturmetoder. I en global undersøgelse, som Amnesty har fået foretaget blandt 21.000 mennesker i 21 lande, svarer 44 procent, at de frygter tortur, hvis de bliver anholdt.

Og selv om 82 procent siger, at der bør være et klart forbud mod tortur, så svarer 36 procent, at det kan forsvares i særlige situationer.

Advokater og læger på banen På den sørgelige baggrund indledte Amnesty i maj en ny langsigtet Stop Tortur kampagne, som tildeler advokater og læger en vigtig rolle for at forhindre tortur. Erfaringer viser, at meget af den rutinemæssige tortur finder sted i detentioner i de første 24 timer efter anholdelsen.

Derfor vil en del af kampagnen fokusere på praktiske forholdsregler imod tortur: At anholdte skal have adgang til en advokat under afhøringer, have regelmæssigt besøg af en læge, og at familien omgående skal kontaktes. På samme måde er det dokumenteret, at uanmeldte besøg fra observatører og videoovervågning af afhøringer på politistationer har ført til færre overgreb på tilbageholdte.

Gennem de næste to år genstarter Amnesty sin kamp imod tortur, i første omgang med fokus på at skabe forandring i Mexico, Nigeria, Filippinerne, Marokko og Usbekistan. Tortur ødelægger mennesker. Det smadrer familier.

Det brutaliserer samfundet. Stop tortur. Deltag i vores kampagne på www.amnesty.dk.

A f O le H o f f - lund | I llustration M ikkel H enssel

amnesty I 11

TE M A: T o rtu r

I lande over hele verden bliver helt almindelige mennesker tilbageholdt og tortureret.

Nogle af dem har begået en forbrydelse, andre var blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Amnesty fortæller her fem torturofres historier. Du kan hjælpe ved at skrive under for retfærdighed på www.amnesty.dk/tortur.

historier fra torturkammeret Mexico: Claudia kæmper mod sine torturbødler En sommernat i 2012 blev 33-årige Claudia Medinas revet ud af sin seng af en gruppe soldater og arresteret foran sin mand og tre børn. På en militærbase i Veracruz City gav soldaterne hende elektriske stød og sparkede og tæskede hende efter først at have rullet hende ind i plastik for at undgå blå mærker. De misbrugte hende seksuelt og efterlod hende bundet til en stol udenfor i den skoldhede eftermiddagssol.

Dagen efter blev Claudia tvunget til at underskrive en tilståelse, hun ikke havde læst.

Hun blev anklaget for at være medlem af en magtfuld og voldelige bande og blev tvunget

til at optræde på nationalt TV til skræk og advarsel.

Få uger senere blev alle anklager mod hende pludselig droppet, og hun blev uden yderligere forklaring løsladt mod kaution.

I dag kæmper hun for genoprejsning.

Mexico: Claudias historie er ikke enestående. Mange anholdelser i Mexico foretages på baggrund af anonyme tips og uden dommerkendelse eller beviser. Ofte går det ud over de fattigste, der ikke har mulighed for at få advokatbistand, hvilket forøger risikoen for tortur.

usbekistan: Demonstration kostede alt Dilorom Abdukadirova, en 38-årig bondekone fra Usbekistan, deltog i maj 2005 i en demonstration mod økonomisk ulighed i landet. Uden varsel begyndte sikkerhedsstyrker at skyde ind i folkemængden. Folk gik i panik, og hundredvis faldt døde om; mænd, kvinder og børn.

Dilorom flygtede og krydsede uden at vide det grænsen ind til nabolandet Kirgisistan. Her blev hun tilbageholdt og sendt til en flygtningelejr, og til sidst fik hun opholdstilladelse i Australien. Men det havde aldrig været Diloroms ønske at flygte, og hun var desperat efter at vende hjem til sin landsby og sine fire sønner.

I januar 2010 rejste Dilorom tilbage til Usbekistan, men blev straks tilbageholdt

1 2 I amn e s ty

af politiet og afhørt i dagevis. Hun blev idømt 10 års fængsel for at have forsøgt at vælte styret og for at forlade Usbekistan uden rejsetilladelse. I retssalen blev hendes familie chokeret over, at Dilorom så udmagret og forslået ud og var uden det hovedtørklæde, som hun som troende muslim ellers altid bar. Senere blev hendes dom forlænget med otte år for at bryde fængslets regler.

Usbekistan: Det er næsten umuligt for Usbekistans 30 millioner indbyggere at få tilladelse til at rejse ud af landet. Der bliver slået hårdt ned på enhver form for politisk opposition, og tortur og korruption er udbredt.

A f N ora R ahbek K ana fani

marokko: 12 dage i helvede

Nigeria: Moses var kun et barn

Caféejeren Ali Aarrass boede sammen med sin kone og lille datter i den spanske enklave Melilla i det nordlige Marokko, da han i 2008 blev fængslet af de spanske myndigheder mistænkt for terrorisme.

Politiet fandt ingen beviser mod ham, men holdt ham isolationsfængslet i to år og otte måneder.

Derefter blev Ali udleveret til Marokko, selvom FN’s Menneskerettighedskomité advarede om, at han risikerede at blive udsat for tortur.

Advarslerne viste sig at holde stik. I 12 dage blev Ali tilbageholdt i et hemmeligt fængsel, hvor han blev tæsket på fodsålerne, fik elektriske stød på sine testikler og blev hængt op i sine arme. Ali blev dømt for våbenbesiddelse og for at deltage i en gruppe, der planlagde terror. Hans dom byggede udelukkende på den ”tilståelse”, han kom med, efter at være blevet tortureret. Han afsoner nu en dom på 12 år.

Moses var 16 år og ventede på sine eksamenskarakterer, der ville afgøre, om han kunne få adgang til medicinstudiet. På vej hen for at besøge sin tante blev han overrumplet af soldater, der slog ham i baghovedet og skød ham igennem hånden.

På politistationen bandt de Moses fast til loftet og lod ham hænge i timevis med hovedet nedad.

De rev neglene ud på hans tæer og fingre. Politiet mistænkte ham for at have stjålet tre mobiltelefoner og nogle penge i et væbnet røveri. Han nægter konsekvent anklagerne.

Moses har tilbragt de sidste otte år i fængsel.

Sidste år blev han dømt til døden ved hængning.

Dommen bygger på hans ”tilståelse” og et enkelt vidnes forklaring. Den politibetjent, der efterforskede sagen, dukkede aldrig op i retten.

Marokko: Siden landet blev selvstændigt i 1956, er tortur blevet brugt som redskab til at straffe og skræmme politiske kritikere.

Selvom tortur er forbudt ved lov, er det udbredt og udføres stort set straffrit.

Nigeria: Politi og militær bruger rutinemæssigt tortur, når de afhører mistænkte, og domstolene accepterer tilståelser fremkommet under tortur.

Torturanklager mod militær- eller politifolk bliver meget sjældent efterforsket eller straffet.

Filippinerne: 34-årig mor tortureret for at have en mobiltelefon Den 3. oktober 2013 sad 34-årige Alfreda Disbarro på en internetcafé nær sit hjem i byen Quezon i Filippinerne, da hun blev antastet af to politibetjente, som beskyldte hende for at være narkosmugler.

Den enlige mor tømte frivilligt sine lommer, og politiet fandt en mobiltelefon og en enkelt 5 pesos mønt. Uden varsel blev Alfreda truet med en pistol, lagt i håndjern og tvunget med på politistationen. Her trak en højtstående betjent hende med ud i et køkken. Han slog hende i maven, bankede hendes hoved ind i væggen og tvang en beskidt gulvmoppe ind i hendes mund. Hun blev tvunget til at underskrive et blankt stykke papir og blev fotograferet med stoffer og penge, som hun aldrig havde set før.

I dag sidder Alfreda stadig fængslet. Hendes familie har været nødt til at flytte på grund af trusler fra politiet, der forsøger at forhindre, at de fortæller om politiets tortur og mishandling under en kommende retssag.

Fillippinerne: Selvom Filippinerne i 2009 forbød tortur ved lov, er ingen torturbødler endnu blevet straffet. Torturanklager efterforskes ikke.

amnesty I 13

TE TEMMA: A: TToortu rturr

Fængselsbrev fra en

whistleblower Den amerikanske CIA-agent John Kiriakou var den første, der åbent stod frem og fortalte, at CIA benyttede tortur mod terrormistænkte i USA’s hemmelige fængsler i den såkaldte krig mod terror. I dag afsoner han en fængselsdom på 30 måneder, hans kone er blevet fyret fra CIA, og han skylder en million dollars til sine advokater. AMNESTY har skrevet til John Kiriakou i fængslet i Loretto og fået svar på 20 spørgsmål om tortur.

1 4 I amn e s ty

Af O le H o ff- L und

Forsidestof i hele verden Den 10. december 2007 blev den tidligere CIA-agent John Kiriakou med et slag verdensberømt. I et interview med ABC News redegjorde han i detaljer for, hvordan CIA havde benyttet waterboarding og en stribe andre torturmetoder mod flere af de terrormistænkte, som USA havde pågrebet i Afghanistan og Pakistan og overført til hemmelige fængsler forskellige steder i verden. Dermed bekræftede han, hvad Amnesty International og flere andre organisationer havde sagt i gennem flere år. Men han bragte også sig selv og sin familie i knibe, for man fortæller ikke ustraffet om CIA’s dybeste hemmeligheder.

For John Kiriakou var bægeret fyldt. Tre dage tidligere havde CIA indrømmet, at efterretningstjenesten havde tilintetgjort 92 videobånd, der rummede optagelser af de hårdhændede afhøringer af de to terrormistænkte Abu Zubaydah og Abd al-Rahim al-Nashiri.

Beslutningen om at ødelægge båndene var i lodret strid med ordrer fra Det Hvide Hus, men for CIA var det et spørgsmål om at bortskaffe dokumentation, som kunne kompromittere medarbejderne.

Da journalisten fra ABC News i 2007 ringede til John Kiriakou, besluttede han at fortælle sandheden om CIA’s brug af tortur og waterboarding. I interviewet fortalte Kiriakou, at han havde blandede følelser omkring brugen af tortur og behandlingen af fanger på Guantánamo. Han argumenterede med, at nationen var i chok efter terrorangrebet den 11. september 2001, og at CIA’s opgave var at forhindre, at det nogensinde kunne ske igen.

Derfor tog CIA de nye afhøringsmetoder i brug, som blev blåstemplet af topjuristerne i centraladministrationen. ”Det er jo ikke sådan, at en CIA-agent vågner op en morgen og beslutter sig for at bruge nogle udvidede afhøringsmetoder på en fange. Det var politisk besluttet i Det Hvide Hus med opbakning fra det nationale sikkerhedsråd og justitsministeriet”, sagde John Kiriakou på nationalt tv.

John Kiriakou nægtede selv at modtage praktisk undervisning i, hvordan de udvidede forhørsteknikker bedst kunne påføres offeret, og han var ikke direkte involveret i afhøringerne. I dag tager han kraftigt afstand fra tor-

tur og hele det juridiske grundlag, som blev opfundet til lejligheden for at retfærdiggøre metoderne uden at kalde dem ved rette navn: Tortur.

I de følgende dage var John Kiriakou forsidestof i alle amerikanske medier og en stor del af den øvrige verden. Samtidig begyndte FBI og CIA at interessere sig for John Kiriakou og hans familie, og både venner og tidligere kolleger slog hånden af ham.

Myndighederne rejste en række sigtelser mod John Kiriakou, men det var først, da myndighederne fandt ud af, at Kiriakou overfor en journalist havde bekræftet navnet på en anden amerikansk agent, at fælden klappede. I januar 2013 blev han idømt 30 måneders fængsel som den første CIA-agent i historien, der bliver straffet for at videregive fortrolige oplysninger til pressen.

Foto: Christaan Felber

Breve fra fængslet John Kiriakou i familiens nye hjem få dage før han skulle afsone sin straf.

De var nødt til at sælge deres gamle hus for at dække udgifterne til advokater.

John Kiriakou afsoner sin straf i fængslet i Loretto, Pennsylvania, hvorfra han har skrevet flere avisindlæg kendt som Letters from Loretto. ”Resten af livet vil jeg være en forbryder, en kriminel”, skriver han i dette brev til AMNESTY. Du skriver i et af dine åbne breve fra Loretto, at du i virkeligheden bliver straffet for at afsløre CIA’s ulovlige torturprogram og for at fortælle offentligheden, at brugen af tortur var officiel amerikansk politik. Hvad får dig til at tro det? ”Jeg er overbevist om, at jeg blev retsforfulgt, fordi jeg blæste i fløjten om tortur. I december 2007 stillede jeg op til interview i tv for at fortælle, at i modsætning til Det Hvide Hus’ benægtelser, så benyttede CIA tortur mod fanger over hele verden. CIA og FBI indledte øjeblikkeligt en undersøgelse af mig. En un-

dersøgelse, der varede, indtil jeg blev arresteret fire år senere. Men mine afsløringer var ikke ulovlige, så CIA og FBI arbejdede for at finde andre anklager, der kunne få mig dømt, herunder tre forhold om spionage for at tale med medierne om tortur, et forhold om at afsløre identiteten på en CIA-officer, og et forhold om at afgive falsk forklaring. Alle anklagerne om spionage samt den falske forklaring blev frafaldet. Jeg erklærede mig skyldig i at bekræfte navnet på en tidligere CIA-kollega til en journalist, selv om navnet aldrig blev offentliggjort. Jeg blev idømt 30 måneders fængsel”. amnesty I 15

➜

TE M A: T o rtu r

John Kiriakou arbejdede for CIA fra 1990 til 2004, og han stod bag en af de mest spektakulære fangster i krigen mod terror, da han som leder af CIA’s team i Pakistan pågreb Abu Zubaydah – en militant palæstinenser, der dengang blev anset for at være en af Osama bin Ladens nærmeste medarbejdere.

I samarbejde med den pakistanske efterretningstjeneste ISI stormede CIA-agenter 14 huse i byen Faisabad den 28. marts 2002.

Hårdt såret blev Abu Zubaydah bragt til et

➜

Er det korrekt, at ingen nogensinde er stillet til ansvar for at opfinde, etablere eller udføre det hemmelige amerikanske torturprogram – bortset fra whistleblowers som dig? ”Ingen er nogensinde stillet til ansvar for det hemmelige amerikanske torturprogram: Ikke torturbødlerne. Ikke de mennesker, der indførte torturmetoderne. Ikke dem, der designede metoderne. Ikke dem, der godkendte torturen. Ikke dem, der destruerede beviserne for tortur. Og ikke de jurister, der retfærdiggjorde torturen. Jeg er den eneste, der er anklaget og dømt”.

Mere tid til børnene Hvornår nåede du frem til erkendelse om, at du havde pligt til at informere offentligheden om de såkaldte udvidede forhørsmetoder – herunder waterboarding – i den amerikanske krig mod terror? ”Jeg kom langsomt frem til den erkendelse, at jeg var nødt til at fortælle det til offentligheden. Jeg traf den endelige beslutning, da Det Hvide Hus først benægtede eksistensen af et torturprogram, og medierne dagen efter afslørede, at CIA havde slettet de videobånd, der viste CIA-officerer torturere fanger”.

Hvorfor forlod du CIA? ”Jeg forlod CIA i 2004 for at tilbringe mere tid med mine børn fra første ægteskab. De var små på det tidspunkt, og de havde mere brug for deres far, end CIA havde brug for, at jeg rejste udenlands igen”.

Kan tortur nogensinde retfærdiggøres i din optik? ”Tortur kan aldrig retfærdiggøres under nogen omstændigheder. I min bog The Reluctant Spy skrev jeg: ’Selv hvis tortur virker, kan det ikke tolereres – hverken i én sag, i tusind sager eller i en million sager. Hvis vi anvender virkningsfuldhed som målestok for 16 I am n e s ty

Foto: Polfoto

Spektakulær fangst lokalt hospital, mens CIA fløj en speciallæge ind for at sikre, at Zubaydah ville overleve, så han kunne skaffe CIA vitale informationer om terrornetværket al-Qaeda.

Derefter blev han overført til et af USA’s hemmelige fængsler, hvor han blev udsat for en stribe af de stærkt kontroversielle forhørsmetoder, som blev indført under præsident George W. Bush. Blandt andet blev Abu Zubaydah udsat for waterboarding 83 gange – formentlig i et hemmeligt fængsel i Thailand.

brugen af afskyelige handlinger, så bliver alle mulige unævnelige kriminelle handlinger på en måde acceptable’.

Tortur giver falske ledetråde Har brugen af tortur i krigen mod terror opnået noget, som CIA-agenternes traditionelle og lovlige arbejdsmetoder ikke kan? ”Den amerikanske regering kan ikke fremvise nogen resultater af brugen af tortur. De eneste gode informationer, vi fik fra terrormistænkte, kom frem ved hjælp af traditionelle afhøringsteknikker. I bedste fald gav brugen af tortur os falske informationer og ledetråde, som underminerede resultaterne af vores lovlige metoder”.

I løbet af foråret har den fremtrædende amerikanske senator Diane Feinstein kæmpet

med CIA for at få offentliggjort en omfattende rapport om USA’s hemmelige fangeprogrammer og brugen af tortur. Er du overrasket over hendes beskyldninger om, at hendes egne ansatte har været udsat for overvågning og chikane af CIA i den proces? ”Senator Diane Feinstein er en af CIA’s stærkeste støtter på Capitol Hill (Senatet, red.). Når hun beskylder CIA for kriminelle handlinger mod sine egne ansatte og mod Senate Select Committee on Intelligence, som har skrevet rapporten, vidner det for mig om, at hun er stensikker på, at disse forbrydelser har fundet sted. Men lad mig tilføje, at denne skandale ikke handler om, at CIA har spioneret mod Senatet. Den handler derimod om, at CIA forsøger at skjule hemmelighederne om torturprogrammet”.

Skriv til John Kiriakou Den 25. januar 2013 begyndte John Kiriakou at afsone sin 30 måneders fængselsdom i et fængsel i Loretto, Pennsylvania. Læs mere om John Kiriakou og støt hans sag på www. defendjohnk.com eller skriv et brev til ham i fængslet på denne adresse: John Kiriakou #79637-083 Federal Correctional Institution P.O. Box 1000 Loretto, PA 15940-1000 United States of America

Guantánamo – en national skam Hvad er din holdning til Guantánamo, hvor USA har tilbageholdt fanger i mere end et årti uden sigtelse? ”Hele konceptet med Guantánamo – et fængsel, hvor folk bliver tilbageholdt på ubestemt tid uden sigtelse – er i fuldstændig modstrid med den amerikanske forfatning og det amerikanske livssyn. Det er noget, vi som amerikanerne skal skamme os over, og som aldrig skulle have været etableret”.

Hvad har Guantánamo gjort for USA’s omdømme siden 2002? ”Guantánamo har gjort stor skade på USA. For det første er det en national skam. Det er umuligt at retfærdiggøre over for vores venner og allierede. Det tjener som et symbol til at samle fjender imod os. Samtidig skaber det en forråelse af fangerne, så selv de fanger, som intet har haft at gøre med terrorisme eller al-Qaeda, bliver mere tilbøjelige til at gribe til våben mod USA”.

Du har skrevet et støttebrev til Edward Snowden, hvor du opfordrer ham til ikke at samarbejde med FBI og i stedet rejse til Island. Hvorfor? Og hvad er hans chancer, hvis han møder op i retten i USA? ”Jeg er fuldstændig overbevist om, at det vil være umuligt for Edward Snowden at få en fair retssag i USA. Han er allerede blevet dæmoniseret af pressen og af politikerne i en grad, så retfærdighed for ham er udelukket. FBI vil forsøge at få ham impliceret i en forbrydelse, og de vil forsøge at lokke ham til at indrømme dårlige hensigter.

Jeg frygter, at han vil tilbringe resten af sit liv bag tremmer, hvis han vender tilbage til USA”.

Hvilke personlige overvejelser gjorde du dig, inden du blev whistleblower? ”Tåbeligt nok gjorde jeg mig ikke nogen overvejelser om min personlige situation, før jeg blæste i fløjten. Det har gjort min families liv umådeligt vanskeligt. Det eneste, jeg havde i sinde på daværende tidspunkt, var at fortælle sandheden”.

Ekstrem fjendtlighed Hvordan vil du beskrive reaktionen fra CIA og andre myndigheder, efter at du afslørede waterboarding af den terrormistænkte Abu Zubaydah? ”Reaktionen fra CIA som institution har været præget af en ekstrem fjendtlighed. I korrespondancen mellem CIA og Justitsministeriet i min sag kan man se, at CIA krævede, at jeg blev

Foto: Christaan Felber

Tror du nogensinde, at rapporten vil blive offentliggjort i sin fulde form, og hvilke konklusioner kan vi forvente? ”Jeg regner med, at i det mindste dele af rapporten vil blive offentliggjort, og jeg forventer, at det vil dokumentere torturprogrammets totale fallit”.

De udvidede forhørsmetoder I kølvandet på terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 godkendte inderkredsen omkring præsident George W. Bush en række såkaldte udvidede forhørsmetoder mod terrormistænkte i jagten på al-Qaeda og Osama bin Laden. Først da Barack Obama blev indsat som præsident i januar 2009, blev metoderne definitivt stoppet. Ifølge amerikanske medier blev fangerne blandt andet udsat for: • Stresspositioner: Fangen lægges i håndjern og fodlænker, som fastgøres til gulv og væg, og tvinges til at stå op i over 40 timer.

• Ophængning: Fangen hænger i kæder fra loftet.

• Søvnmangel: Fangen forhindres i at sove i op til en uge ad gangen.

• Waterboarding: Fangen placeres på et skrånende underlag med hovedet nedad med et stykke stof over ansigtet, mens der hældes vand over næse og mund. Det resulterer i en akut druknefornemmelse.

• Nøgenhed: Fangen placeres nøgen i en kold celle og overhældes jævnligt med iskoldt vand.

• Slag og råb: Slag i ansigtet med flad hånd og høje råb.

• Musik og lys: Høj musik – for eksempel heavy metal – i døgndrift og brug af stroboskoplys.

• Forhør: Afhøringer af op til 20 timers varighed.

• Frygt: Brug af hunde under forhør.

• Fobier: Fangen lukkes inde i en lille, mørk celle og manipuleres til at tro, at der er giftige kryb i cellen.

Tortur kan ikke retfærdiggøres under nogen omstændigheder, mener John Kiriakou.

a mn e s t y I 1 7

➜

whMi stle TE A: T obrtu lo wre r Foto: Christaan Felber

➜

anklaget for spionage. Justitsministeriet svarede: ’Men han har ikke begået spionage’.

CIA responderede: ’Bare anklag ham alligevel’. Men når det er sagt, så har opbakningen fra de enkelte CIA-agenter været fantastisk.

Over 50 har skrevet støttebreve til mig, og dusinvis har skrevet til præsidenten og justitsministeriet på mine vegne. Og mange arbejder nu for at få mig løsladt”.

Har du oplevet hævnakter? ”Min kone blev fyret af CIA efter en ekstraordinær 15 år lang karriere, alene fordi hun er gift med mig”.

Hvordan har det påvirket dit liv? ”Denne oplevelse har vendt mit liv på hovedet. Min kone og jeg mistede begge vores job og vores hjem. Jeg mistede min frihed.

Jeg skylder mine advokater næsten en million dollars. Mangeårige venner er holdt op med at snakke med mig. Jeg har mistet retten til at stemme. Og resten af livet vil jeg være en forbryder, en kriminel”.

Fortæl sandheden Du har skrevet i Los Angeles Times, at hvis retten skulle ske fyldest, så skulle den tidligere CIA-direktør Leon Panetta tiltales under spionagelovgivningen, fordi han har videregivet fortrolig information til Mark Boal, som skrev manuskript til filmen ’Zero Dark Thirty’ om

Bittert slagsmål om CIA’s tortur En hemmeligstemplet rapport på over 6.000 sider retter en sønderlemmende kritik af CIA for at overdrive værdien af tortur mod terrormistænkte og underdrive brutaliteten af forhørsmetoderne.

Den amerikanske efterretningstjeneste CIA har i årevis vildledt regeringen og offentligheden om brugen af sine brutale afhøringsmetoder mod terrormistænkte. CIA har blandt andet skjult oplysninger om, hvor voldsomme metoderne var, overdrevet betydningen af de informationer, som de fik ud af de terrormistænkte under afhøringerne, og taget æren for vigtige efterretninger, som fangerne i virkeligheden havde afgivet, før de blev udsat for de såkaldte udvidede forhørsmetoder.

Det konkluderer den særlige undersøgelseskomité Senate Select Committee on Intelligence (SSCI), som har til opgave at holde øje 1 8 I amn e s ty

med efterretningstjenesternes arbejde. SSCI har brugt flere år på at finde frem til sandheden om CIA’s kontroversielle teknikker, som Amnesty International og mange andre betegner som tortur, men komiteens endelige rapport på 6.600 sider er fortsat hemmeligstemplet.

I de kommende måneder venter et intenst slagsmål mellem CIA, Senatet og Det Hvide Hus samt medier og menneskerettighedsgrupper om, hvor store dele af rapporten, der kan offentliggøres. I første omgang har SSCI opfordret præsident Obama til at offentliggøre et resume på 400 sider, og ifølge anonyme embedsmænd, der udtaler sig til

The Washington Post og New York Times, er konklusionerne stærkt belastende for CIA. ”CIA har gentagne gange beskrevet sit fangeprogram overfor justitsministeriet og Kongressen som en unik metode til at få ellers uopnåelige efterretninger, som var med til at afværge terrorangreb og redde tusindvis af menneskeliv. Var det sandt? Svaret er nej”, siger en embedsmand.

Ude af kontrol Ifølge amerikanske medier tegner rapporten et rystende billede af en efterretningstjeneste, der var ude af kontrol, og som anvendte metoder, som gik endnu længere end de ud-

Af O le H o ff- L und

John Kiriakou sagde op i CIA for at få mere tid sammen med sine fem børn.

jagten på Osama bin Laden. Er alle amerikanere ikke lige for loven? ”Alle amerikanere er som udgangspunkt lige for loven. Men sådan er virkeligheden imidlertid ikke. Hvis du er en af de øverstbefalende, eller hvis du er ven med præsidenten, kan du gøre, hvad du har lyst til”.

I en ideel verden – hvordan skal USA og præsident Obama gøre fejlen god igen efter brugen af tortur og leve op til forpligtelserne i FN’s torturkonvention, som pålægger landene at undersøge alle anklager om tortur og stille de ansvarlige til regnskab? ”Den eneste måde, USA kan genetablere verdens respekt i spørgsmålet om tortur er: 1) Indrøm, at det skete 2) Lov, at det ikke sker igen 3) Retsforfølg dem, der spillede en rolle i torturen 4) Undskyld for at have tortureret mennesker 5) Luk Guantánamo”.

Hvis vi anvender virkningsfuldhed som målestok for brugen af afskyelige handlinger, så bliver alle mulige unævnelige kriminelle handlinger på en måde acceptable

forhørsmetoder eller tortur. Det gælder også de tip, der i sidste ende førte til Osama bin Ladens skjulested i Abbottabad i Pakistan, hvor han blev skudt og dræbt den 1. maj 2011.

Chokerende og brutalt Lederen af den særlige senatskomite SSCI er demokraten Dianne Feinstein fra Californien, og hun opfordrer i klare vendinger til at lægge alt om CIA’s hemmelige fangeprogrammer åbent frem, så offentligheden får fuldt kendskab til det, og så noget lignende kan undgås i fremtiden. ”Formålet med denne rapport er at afdække sandheden bag det hemmelige fangeprogram, og resultatet er chokerende. Rapporten afslører en brutalitet, der står i stærk kontrast til vores værdier som nation. Den skildrer en mørk side af vores historie, som aldrig må finde sted igen”, siger Dianne Feinstein.

I en kronik i Washington Post skriver hun, at rapporten baserer sig på enorme mængder af CIA-dokumenter, interne e-mails og brie-

finger, interviews, båndudskrifter fra afhøringerne og finansielle papirer. ”Snart vil det amerikanske folk selv få lejlighed til at vurdere materialet. Vi har tillid til, at de – ligesom os – vil konkludere, at dette fangeprogram var en fejltagelse, som aldrig må gentage sig”, skriver Dianne Feinstein.

Senator Diane Feinstein leverer en sønderlemmende kritik af CIA’s metoder i krigen mod terror.

Foto: Christaan Felber

videde afhøringsteknikker, der blev godkendt af præsident George W. Bush. Blandt andet en episode, hvor en fange i Afghanistan gentagne gange blev nedsænket i isvand, mens CIA-agenter holdt hans hoved nede.

Også den terrormistænkte Abu Zubaydah, som CIA-agenten John Kiriakou var med til at pågribe i Pakistan i 2002, er ifølge embedsmændene omtalt i rapporten. Den fastslår, at alle de brugbare informationer, som Abu Zubaydah afgav, fremkom gennem almindelige afhøringer på hospitalet i Pakistan og ikke via den efterfølgende waterboarding, som han blev udsat for 83 gange. Nye oplysninger fra de amerikanske myndigheder tyder på, at han formentlig var en simpel guide, der viste nye al-Qaeda rekrutter hen til træningslejrene. Abu Zubaydah befinder sig stadig i Guantánamo-lejren.

Overordnet set fastslår rapporten – igen ifølge amerikanske medier – at CIA’s mest værdifulde efterretninger om al-Qaeda blev indsamlet gennem traditionelle efterretningsmetoder og ikke i kraft af de udvidede

Skal tidligere præsident George W. Bush anklages for tortur? ”I mine øjne skal enhver fra George W. Bush og ned til den lavest rangerende torturbøddel anklages og svare for sig i retten”.

Hvad er dit råd til fremtidige whistleblowere? ”Jeg vil anbefale fremtidige whistleblowere at følge deres hjerte, fortælle sandheden og gøre det rigtige. Men begå ikke den samme fejltagelse som mig: Kontakt en advokat, inden du blæser i fløjten”.

Fortryder du noget? ”Hvor skørt det end kan lyde, så fortryder jeg ingenting. Nogen var nødt til at sige ’nok er nok, det her er forkert, det må stoppe’. Jeg er stolt over, at det var mig. Denne sag er meget større end John Kiriakou. Hele verden holdt øje med os, og vi skal stå til ansvar for verdenssamfundet, folkeretten og internationale traktater. Min familie og mine sande venner er stærke støtter for mig. Jeg har modtaget over 4.000 støttebreve fra hele verden, og jeg har gode muligheder for at skrive og fortælle om mine oplevelser, når jeg kommer ud af fængslet. Jeg er ked af, at de eneste organisationer, der støtter mig, er fredsgrupper, og at jeg ikke har fået opbakning fra hverken Amnesty International eller American Civil Liberties Union (ACLU). Men det går nok.

Jeg har snart udstået min straf, så jeg kan begynde et nyt liv”.

Amnesty har opgraderet arbejdet for whistleblowers, siden John Kiriakou trådte frem (red.)

amnesty I 19

TE M A: T o rtu r

”Frihed for politiske fanger. Flere menneskerettigheder for flere mennesker”. Plakat lavet af Amnesty i Schweiz i 1972 til årets kampagne mod tortur.

Plakat produceret af Amnesty Tyskland forud for VM i fodbold i Argentina i 1978. Budskabet lyder: ”Fodbold ja, tortur nej”. Argentina blev styret af et brutalt militærdiktatur fra 1976-1983. Over 30.000 indbyggere blev dræbt under den såkaldte beskidte krig, og politiske modstandere blev tortureret i over 400 lejre i landet.

Vilkårlige anholdelser, tortur og tvungne forsvinder i Syrien fik i 1983 Amnesty til at føre kampagne mod overgrebene i landet. ”Undtagelsestilstanden bryder loven”, lyder teksten på denne plakat lavet af Amnesty Holland.

Torturens grimme ansigt I mere end 50 år har Amnesty arbejdet for at forhindre tortur og for at stille torturbødlerne til regnskab. Disse plakater fortæller en del af historien, men så længe tortur findes, fortsætter kampen.

2 0 I amn e s ty

A f B jarke Windahl P edersen Surrealistisk tegning af en sammenkrøbet og bundet fange i Venezuela lavet af tegneseriekunstneren Eneko de las Heras i 1990. Amnesty satte her fokus på de torturlignende forhold som kendetegnede mange venezuelanske fængsler i 1990’erne.

”Den uofficielle verdensrekord i at holde vejret under vand”. Amnestys danske afdeling satte i 2007 fokus på tortur i Guantánamo-lejren med flere plakater, der illustrerede de ”udvidede forhørsmetoder”, som USA har brugt mod fanger under krigen mod terror. ”Bliv bødlens mareridt”. Kuglepenne, der bruges til at skrive breve, underskrifter og protester mod overgreb, har lige fra Amnestys begyndelse været et af de stærkeste værn mod tortur. Her illustreret af Amnesty Belgien i 2006.

amnesty I 21

TE M A: T o rtu r ”Indtil du mister bevidstheden”.

To år, to måneder og ni dage

i helvede

I 2010 oprettede tusindvis af saharawier fra det besatte Vestsahara en protestlejr mod Marokkos mangeårige undertrykkelse.

Efter få uger blev lejren brutalt ryddet, og mange demonstranter blev anholdt og mishandlet. En af aktivisterne, Taki Elmachdoufi, fortæller her om tortur, tæsk, en speget retssag ved en militærdomstol og over to år i fængsel.

Ali Aarrass (side 13) har tegnet og beskrevet de torturmetoder, han blev udsat for i Marokko.

2 2 I amn e s ty

”I lejren mærkede vi, hvordan uafhængighed må være. Vi følte ikke undertrykkelsen og mærkede ikke presset fra det marokkanske politi. Vi følte os frie”.

Taki Elmachdoufi på 28 år var en af de titusindvis af etniske saharawier, som i efteråret 2010 deltog i Gdeim Izik-lejren – en protest mod Marokkos mangeårige besættelse af Vestsahara. Lejren satte fokus på de marokkanske myndigheders diskrimination og overgreb mod lokale borgere, og nogle af dem krævede også selvstændighed for Vestsahara.

Da Gdeim Izik brutalt blev ryddet af marokkansk politi den 8. november 2010, begav Taki sig til fods mod sin hjemby, El Aaiun, 15 kilometer væk. Han havde været hjemme i to timer, da politiet anholdt ham, og et langt mareridt begyndte. ”Jeg ved ikke, hvorfor de lige tog mig. Men de udsatte mig for to timers tortur, og efter det smed de mig ind i en bil, hvor de bankede mig igen”, fortæller Taki, som AMNESTY har mødt i Marokko.

På gendarmeriets hovedkvarter i ørkenen fortsatte mishandlingen: ”Der stod så mange mænd omkring mig og slog og sparkede mig, at jeg ikke kunne se solen. Jeg var bange for, at de ville slå mig ihjel”.

Forslået og blodig blev Taki kørt til et fængsel, hvor der var omkring hundrede saharawiske mænd samlet i et rum på størrelse med en dagligstue. Gulvet var plettet af blod.

I de næste fem dage var de hundrede mænd spærret inde her uden at få hverken søvn eller vand.

”Vi måtte heller ikke gå på toilettet. Nogle pissede i en spand med drikkevand. Da vagterne så det, tvang de en ældre mand til at drikke vandet”, husker Taki Elmachdoufi.

Frygt for at dø Taki blev slæbt til forhør, hvor han skulle knæle med hænderne i håndjern på ryggen.

Hver gang han afviste politiets anklager, fik han et hårdt slag i hovedet. Til sidst blev han tvunget til at underskrive en tilståelse, men han fik ikke lov at læse den først. Derefter gik turen med fly til fængslet i Rabat: ”Jeg lå på gulvet, og en politimand havde placeret fødderne oven på mit hoved. Jeg tror, at der var andre fanger om bord, men jeg havde håndjern på og bind for øjnene, så jeg kunne ikke se noget. Jeg var bange for, at de ville smide mig ud fra flyet. Det gjorde marokkanske soldater mod saharawier under krigen i 1980’erne. Hvem skulle forhindre dem i at gøre det mod mig?”, spørger han.

I Rabat blev han stillet for en dommer og fandt ud af, at han var sigtet for at tilhøre en kriminel bande og være medskyldig i drabet på en politimand. Dommeren stillede ikke spørgsmålstegn ved hans tilståelse, selv om Taki var blodig og viste tydelige tegn på tortur. Taki, der ikke havde spist i fem dage, erklærede sig uskyldig og blev sammen med de andre fanger ført til hver deres celle. ”I den første måned havde vi ikke lov til at tale sammen. Mange af de almindelige, dagligdags ting var forbudt for os”.

I cellen var der et toilet, men ellers intet.

Ingen bøger, ingen radio eller andet. Dér op-

Af A ne N ordento f t

Foto: Ane Nordentoft

”Træk fra begge sider, mens bødlen pisker ben og genitalier”.

”Rindende vand i næse og mund for at drukne”.

Taki Elmachdoufi med Vestsaharas flag.

Saharawierne risikerer fængsel og tortur, hvis de flager med det.

”Ophængt i timevis med slag på ben og fodsåler”.

holdt Taki sig i fem måneder uden at komme uden for det lille rum en eneste gang.

Sidste udvej I den første måned vidste Takis familie ikke, hvor han var. Nu fik de besked og rejste de cirka tusind kilometer fra El Aaiun til Rabat for at se ham. De fik ti minutter sammen. ”Jeg havde bind for øjnene, mens de var der.

Der var tre hegn imellem os, det vil sige en afstand på omkring halvanden meter”.

Efter fem måneder fik Gdeim Izik-fangerne lov til at komme uden for cellerne i 15 minutter hver fredag. De mødtes i gården og aftalte at sultestrejke i protest mod forholdene.

Sultestrejken endte efter 19 dage, da fængslet lovede, at fangerne ville få skiftetøj, en radio og the på kander. De ville få længere besøg, få lov at modtage mad fra deres familier og komme ud af cellerne en time hver dag, lød løftet. Men det blev aldrig indfriet. ”Så vi indledte en ny sultestrejke”, fortæller Taki. ”Det kunne have kostet os livet, men på den anden side: Da vi var frie, havde vi trods alt nogle rettigheder. I fængslet havde vi ingenting. Sultestrejken var vores sidste våben”.

Efterhånden som fangerne blev svagere og svagere, gentog fængselsdirektøren løfterne. Men denne gang troede fangerne ikke på ham. Først efter 34 dages sultestrejke bøjede myndighederne sig og gav de saharawiske fanger lov til at se tv, gå længere gårdture, tage bad to gange om ugen og at få længere besøg uden et hegn mellem dem og deres familier.

Hårde fængselsstraffe Efter to års varetægtsfængsling gik retssagen mod de 25 anklagede i gang i februar 2013.

Den fandt sted ved en marokkansk militærdomstol og blev skarpt kritiseret af Amnesty International, fordi der aldrig var foretaget en uafhængig undersøgelse af, hvad der var sket i Gdeim Izik, og fordi tilståelserne var tvunget frem ved hjælp af tortur.

Der var ingen beviser mod de anklagede, som ved retssagen fortalte, at de havde været udsat for i alt ni tilfælde af voldtægt eller trusler om voldtægt. ”Beviserne, som de fremlagde mod os, havde intet med os at gøre. Vi bad dem om at vise os ét eneste fingeraftryk på et af de våben, som angiveligt var blevet brugt ved drab.

De fremviste en radio og alle mulige andre

genstande, som intet havde med os eller med drabene at gøre”, fortæller Taki.

Efter godt en uges retssag faldt dommene: Ni saharawier fik livstid, 14 fik mellem 20 og 30 års fængsel, mens de to sidste fik hver to års fængsel. Taki fik to år for vold mod en politimand, men straffen gik lige op med den tid, han havde siddet varetægtsfængslet. ”Da de kom og fortalte mig, at jeg skulle løslades, begyndte jeg at græde. Alle mine venner sad stadig fængslet. Vi har været igennem så meget, at vi er blevet som familie. Jeg kender dem og ved, at de ikke kunne slå nogen ihjel”.

Taki mener, at det var et tilfælde, at han slap billigst, mens ni af de andre fik livstid. ”Vi fik forskellige straffe, fordi Marokko prøver at få det til at se ud som om, retssagen var retfærdig”, siger han.

Saharawier forfulgt af marokko Marokko invaderede Vestsahara i 1975, da den spanske kolonimagt trak sig ud. I 1991 blev den oprindelige befolkning, saharawierne, lovet en folkeafstemning om selvstændighed for Vestsahara. Afstemningen har aldrig fundet sted.

I dag udgør saharawierne højst 50.000 af det besatte Vestsaharas befolkning på knap en halv million. Omkring 165.000 saharawier bor i flygtningelejre i Algeriets ørken.

I oktober 2010 oprettede saharawierne Gdeim Izik-protestlejren i Vestsaharas ørken. Det kom til sammenstød, da marokkanske styrker ryddede lejren efter en måned. Marokko siger, at 11 politifolk blev dræbt, mens saharawierne hævder, at 36 blev dræbt på deres side. I februar i år blev 25 saharawier, heraf flere fremtrædende aktivister, dømt i sagen.

Amnesty International har dokumenteret mange sager, hvor aktivister og demonstranter er blevet tortureret og mishandlet af marokkansk politi.

amnesty I 23

Gode Nyheder

Amnesty aktionerer imod uretfærdige retssager, dødsdomme og andre krænkelser af menneske­rettighederne over hele verden. Du kan skrive under på vores hasteaktioner på amnesty.dk og sms-netværket Lifeline.

Send en sms med teksten ”Lifeline” til 1220. Det er gratis.

Af B j a r k e Wi n d a h l P e d e r s e n OG S u s a n e r i k s e n

Danmark tilslutter sig global våbentraktat Danmark har ratificeret den globale våbenhandelstraktat, der vil forhindre salg af våben til lande, hvor de bliver brugt til krigsforbrydelser og folkedrab.

Illustration: Jangaard Mark & Ko

Den 1. april ratificerede Danmark og 16 andre EU- lande våbenhandelstraktaten Arms Trade Treaty (ATT). Foreløbigt har 31 lande ratificeret traktaten, som træder i kraft, når 50 lande er med. Dermed forpligter landene sig til en strammere regulering af våbenhandel til lande, hvor der er risiko for, at de vil blive brugt til krigsforbrydelser, folkedrab eller andre forbrydelser mod menneskeheden. ”Vi er utroligt glade for Danmarks langvarige støtte til våbenhandelstraktaten, der med sit kernefokus på beskyttelse af menneskerettigheder kommer til at redde tusindvis af menneskeliv hvert år. Vi tror og håber, at traktaten kan træde i kraft i år, men det kræver en målrettet indsats at få de sidste lande med”, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty Danmark.

Millioner af mennesker bliver hvert år dræbt, fordrevet og udnyttet som en direkte konsekvens af væbnet vold og konflikter: ”Våben dræber bogstaveligt talt hvert minut, og millioner af mennesker lider på grund af den manglende regulering af den globale våbenhandel. Traktaten er en milepæl, der kan få afgørende indflydelse på klodens fremtid”, siger Trine Christensen. 1

Marokkansk voldtægtslov ændret Sagen om 16-årige Amina skabte store folkelige protester i Marokko.

2 4 I amn e s ty

Amina Filali fra Marokko blev voldtaget som 16-årig, og da sagen kom for retten, besluttede dommeren, at Amina, i tråd med marokkansk lov, skulle giftes med sin gerningsmand. I desperation slugte Amina rottegift og begik selvmord. Sagen vakte ramaskrig i både Marokko og udlandet og tvang

myndighederne til at ændre lovgivningen, så voldtægtsmænd ikke længere slipper for straf ved at gifte sig med deres ofre.

Amnesty ser loven som et positivt skridt på vejen, men understreger, at der fortsat er meget at gøre for kvinders rettigheder i Marokko. 1

Amnesty får adgang til Vietnam For første gang i flere årtier fik Amnesty International i februar tilladelse til at rejse ind i Vietnam for at diskutere menneskerettigheder med Vietnams regering.

Amnesty opfordrede blandt andet til, at myndighederne løslader de fanger, som er fængslet udelukkende for på fredelig vis at ud-

trykke deres holdninger. Amnesty har i flere rapporter dokumenteret, hvordan Vietnam gennem en omfattende internetcensur forsøger at forhindre befolkningen i at søge informationer eller udtrykke deres politiske holdninger.

Adskillige systemkritikere og bloggere er idømt langvarige fængselsstraffe for at

afsløre korruption og magtmisbrug. ”Vietnam vil gerne spille en større rolle både regionalt og internationalt. Og med den ambition følger ansvaret for at respektere, fremme og beskytte menneskerettighederne”, siger Isabelle Arradon, der er vicegeneralsekretær for Amnestys kontor i Asien. 1

Hjælp på vej til transkønnede Efter pres fra Amnesty har regeringen fremsat et lovforslag, så transkønnede i fremtiden kan foretage et juridisk kønsskifte uden først at blive kastreret eller få en psykiatrisk diagnose. det løse mange af de problemer, som transkønnede har fortalt Amnesty om. ”Først og fremmest betyder det, at transkønnede ikke skal have omgivelsernes, lægernes eller sygehusvæsenets accept af, hvem de er. Hvis forslaget bliver vedtaget, kommer dansk lovgivning i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis”, siger Helle Jacobsen, der er kampagneleder i Amnesty Danmark.

Også ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen, kalder i en pressemeddelelse regeringens lovforslag for en sejr for den personlige frihed: ”Retten til at bestemme over eget liv og egen krop er en del af vores danske værdier og frisind. Det skal være muligt for alle – uanset køn, kønsidentitet og seksuel orientering – at leve det liv, vi hver især ønsker”. 1

Mange transseksuelle i Danmark fortæller Amnesty, at de tager imod regeringens lovforslag med kyshånd.

Foto: Polfoto

Transkønnede danskere oplever i dag en række ubehagelige og ydmygende situationer i kontakten med myndigheder, paskontrol, skoler og andre institutioner. Ofte bliver de nødt til i fuld offentlighed at redegøre for misforholdet mellem deres ydre fremtoning – såsom frisure og påklædning – og deres personlige dokumenter, som udviser et andet køn.

Sundhedsstyrelsen anerkender i dag kun et juridisk kønsskifte, hvis personen forinden bliver kastreret eller får fjernet livmoder og æggestokke, og hvis der samtidig foreligger en psykiatrisk diagnose om transseksualisme. Først herefter underrettes CPR-registret, som udsteder et nyt CPR-nummer, der giver adgang til at få ændret pas, kørekort og fødselsattest, så det passer med det nye køn.

Nyt lovforslag Men med et nyt lovforslag vil regeringen i stedet indføre en såkaldt erklæringsmodel, hvor transkønnede kan opnå juridisk kønsskifte uden krav om hverken kirurgiske indgreb eller psykiatriske diagnoser.

Juridisk kønsskifte vil alene være betinget af, at der indgives en ansøgning sammen med en erklæring om, at ansøgningen er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Dertil kommer en refleksionsperiode på seks måneder, hvorefter den pågældende skal bekræfte sin ansøgning, inden den kan imødekommes.

Amnesty udgav i februar en rapport, der dokumenterer den både lange, besværlige og diskriminerende proces, som transkønnede gennemgår i Danmark. Hvis det nye lovforslag som forventet bliver vedtaget i juni, vil

amnesty I 25

B ras i l i e n Foto: Scanpix

Sol, samba og fodboldfest – VM startede ud som en drøm for brasilianerne, men turneringen har siden haft enorme politiske og sociale konsekvenser. Det seneste år har landet oplevet voldsomme demonstrationer og sammenstød mellem befolkning og politi. Før kampstart gør AMNESTY status.

Brasilien 2014:

Den virkelige kamp udenfor banen ”Vi er en del af et farligt eksperiment. Regeringen prøver at give landet en skønhedsoperation for at dække over, hvor alvorligt syg patienten i virkeligheden er. Det kommer ikke til at gå godt”, spår 35-årige Rodrigo.

Han er født og opvokset i Rio de Janeiros slumkvarterer – de såkaldte favelaer – og har gennem sit arbejde som chauffør for en lokalpolitiker daglig kontakt til brasilianere i slummene. ”VM har bragt kaos”, siger han og fortsætter: ”Det er alt sammen for et syns skyld. Så snart VM er ovre, er vi tilbage, hvor vi var.

Det er en farce”.

2 6 I amn e s ty

Mindre end en måned før VM starter, er situationen i Brasilien mildest talt kaotisk – især i de store værtsbyer. Brasilien er stadig bagud med byggerierne, og mens FIFA kritiserer værtslandet for forsinkelserne, kastes der i Brasilien rundt med beskyldninger om korruption og inkompetence. Antallet af sammenstød mellem politi og civile er steget voldsomt, og konflikterne har allerede kostet liv på begge sider.

I juni sidste år gik millioner af brasilianere på gaden for at protestere mod VM-turneringen og dens konsekvenser – tvangsforflytninger, omprioritering af ressourcer, pengespild

Af B ianca Zanini Brasilien har postet milliarder i VM i fodbold, men store dele af befolkningen har ikke råd til lægehjælp, uddannelse og ordentlig mad, lyder kritikken.

mest berygtede slumbyer, favelaen Maré, med pansrede mandskabsvogne og helikoptere.

Mellem narkobander og politivold Allerede i november 2008 begyndte den mest afgørende del af oprydningen i Rio de Janeiro. En ny form for politienhed, de såkaldt ”pacificerende betjente” eller UPP, invaderede adskillige af byens favelaer og har været der lige siden. Indtil da var det kun militærpolitiet og specialstyrken BOPE, som havde nok træning, mandskab og ammunition til at vove sig ind i slummen – og dermed også ind i væbnede kampe med de rivaliserende narkobaroner. De favelaer, der er blevet pacificeret, har nu permanente politistyrker i hvert område 24 timer i døgnet.

På mange måder har det forbedret livet i disse favelaer. Der er mærkbart færre skyderier og sammenstød mellem narkobander, og selve narkohandlen foregår mere skjult end før. Flere af Rios favelaer kan nyde godt af bedre transportmuligheder og infrastruktur, 24 timers politiovervågning og nu også nysgerrige turister, som ikke længere frygter slummen.

Men situationen er langt fra rosenrød, og der skal ikke kradses meget i sminken, før en anden virkelighed også kan ses. Befolkningen i favelaerne er dybt opdelte og skeptiske overfor politiet, der er kendt for at være korrupt. Og de er ligeså bange for, hvad der vil ske, når politiet forlader slummen igen. og så videre. Nu, næsten et år senere, blusser demonstrationerne op igen. Næsten dagligt skriver internationale medier om politivold, forsinkelser og en vred befolkning.

Alt for meget vrede ”Fodbold er en del af vores kultur. Men regeringen bruger millioner på at sminke landet op til VM, mens folk ikke har råd til lægehjælp, uddannelse eller ordentlig mad”, siger Rodrigo. ”Her i Rio var det begyndt at gå bedre.

Men der er alt for meget vrede og alt for lidt tillid til, at det holder”, siger han.

Rio de Janeiro er en af de vigtigste og mest omtalte VM-værtsbyer i år. Lige kendt for sin skønhed som for sin høje fattigdoms- og kriminalitetsrate forventes Rio at tiltrække eventyrlystne turister og fodboldfans fra alle verdenshjørner.

Men mere end 1.000 favelaer kravler op ad byens bjerge, og delstatsregeringen i Rio har for nyligt måtte bede om hjælp fra militæret for at forbedre sikkerheden. Over 2.500 soldater er blevet indsat i slumkvartererne, og planen er, at de skal blive der under hele VM. Yderligere 3.000 svært bevæbnede soldater og politifolk indtog midt i april en af Rios

Voldsomme sammenstød Ifølge Rios politi har narkobander de seneste måneder forsøgt at vende tilbage til deres tidligere handelsområder i favelaerne, og det har medført en stigning i voldsomme sammenstød mellem politi, kriminelle og civile. ”Narkohandlerne ved godt, at de har mulighed for at sælge tre gange så mange stoffer under VM som normalt. De vil ikke bare lade politiet tage over uden at bide tilbage”, forklarer Rodrigo.

Han kender Rios favelaer ud og ind, og han ved, hvor han må bevæge sig rundt, og hvor han på grund af rivaliserende narkoklaner stadig ikke må komme. amnesty I 27

➜

B ras i l i e n

Den virkelige kamp udenfor banen På den anden side klager beboerne over politivold og diskrimination. I slutningen af april blev 26-årige Douglas Rafael da Silva banket ihjel af politiet, som troede, han var et bandemedlem. Han arbejdede som danser i et tv-program og var en lokal stjerne – noget som blot har skabt endnu mere vrede blandt befolkningen.

Ifølge flere internationale journalister, blandt andet danske Mikkel Keldorf, som har boykottet VM, bliver gadebørn dræbt af politiet som en del af oprydningen op til VM. Amnesty International bekræfter, at dødspatruljerne i Brasilien findes – og at de i nogle tilfælde går målrettet efter gadebørn. Ifølge Amnesty dør 2.000 mennesker årligt på grund af politivold, og med verdens øjne rettet mod Brasilien, er der nu kommet større fokus på problemet.

➜

Politiet dræber over 2.000 brasilianere om året deriblandt mange fattige unge og sorte.

Foto: Polfoto

Brasilien 2014:

Massakren ved kirken Sidste sommer kritiserede Amnesty i skarpe vendinger det brasilianske politi for at være skyld i op til 2.000 drab om året. Det skete i forbindelse med markeringen af 20-året for Candelária-massakren i Rio i 1993, hvor politiet dræbte otte gadebørn, som sov på en kirketrappe.

En gruppe maskerede mænd – siden identificeret som militærpoliti – åbnede ild mod cirka 50 sovende gadebørn. Fire af dem døde på stedet. Én blev skudt ned, da han prøvede at flygte.

To blev smidt ind i en bil og siden henrettet, og en pige døde af hendes sår flere dage efter.

To af ofrene var 18 år gamle, resten var børn.

Tre af drabsmændene blev fængslet, men er siden frigivet, og seks mistænkte blev pure frifundet til trods for beviser mod dem. ”Vores politi har stadig blod på hænderne og fortsætter med at handle under straffrihed, mens henrettelserne fortsætter i Brasiliens største byer”, siger Atila Roque fra Amnesty Brasilien.

Foto: Amnesty

Legendarisk angriber opfordrer til protest Amnesty:

Giv det gule kort til myndighederne Siden juni 2013 har der været massive demonstrationer i Brasilien på grund af borgernes utilfredshed med regeringens økonomiske prioritering. Politiet har ofte reageret med overdreven magt og blandt andet brugt tåregas og gummikugler mod demonstranterne, fastslår Amnestys direktør i Brasilien, Atila Roque. ”Det er ikke en forbrydelse at demonstrere.

Det er en menneskeret. I stedet for at bruge vold til at knuse demonstrationerne burde sikkerhedsstyrkerne og regeringen sørge for borgernes sikkerhed. Ethvert overgreb må under-

2 8 I amn e s ty

søges, og de ansvarlige må stilles til ansvar”, siger Atila Roque.

Amnesty har netop lanceret en ny kampagne, der skal sikre, at sikkerhedsstyrkerne i Brasilien spiller efter reglerne under de demonstrationer, man forventer under VM-turneringen. Amnesty beder sine medlemmer i hele verden om at sende gule kort til præsident Dilma Roussef og lederen af kongressen Renan Calheiros med en opfordring til at sikre forsamlings- og ytringsfriheden under VMslutrunden.

Skriv selv under på www.aiyellowcard.org

”Ikke bare tror jeg, at der kommer demonstrationer igen under VM. Jeg mener, at der bør være demonstrationer”, sagde den brasilianske fodboldhelt Romario i efteråret.

Da Brasilien vandt VM i 1994, blev han kåret til turneringens bedste spiller. Siden er han blevet politiker, og i dag er Romario blandt de mest prominente kritikere af VM-slutrunden.

Han har angrebet sine tidligere medspillere, som promoverer turneringen, for at være ignoranter, ligesom han har været en fast kritiker af regeringens økonomiske prioriteringer: ”Hvis de brugte 30 procent mindre på fodboldstadions, ville de være i stand til at forbedre ting, som faktisk betyder noget”, lyder det fra Romario.

Brasiliens VM har kostet 33 milliarder brasilianske reais, svarende til cirka 78 milliarder kroner – det er det dyreste VM nogensinde.

Fodboldfeberen daler blandt brasilianerne

% 80

79

70

65

60

52 48

50

38

40

30

41

26

20

10

10 5 3 November 2008

8

8

1

1

Juni 2013

Februar 2014

10 1 April 2014

Fodbold er nationalsporten i Brasilien, hvor landsholdet spås gode chancer for at vinde turneringen. Ikke overraskende var 79 procent af brasilianerne derfor glade for tildelingen af VM-turneringen, da analyseinstituttet Datafolha tjekkede folkestemningen i 2008.

Men da Datafolha i april i år atter loddede stemningen, var blot

48 41

procent for VM og procent var imod.

For VM Imod VM Ligeglad Ved ikke

Dansk journalist:

Min VM-billet har blodstænk fra gadebørn Det vakte international opsigt, da den danske journalist Mikkel Keldorf i april publicerede et billede af et brasiliansk gadebarn på Facebook sammen med et personligt opråb, der forklarede, hvorfor han forlod Brasilien i protest. Her er, hvad Mikkel Keldorf skrev: leza. I et interview med lederen af holdet fandt jeg ud af, at i Fortaleza har VM-forberedelserne og ”rengøringen” af byen medført likvideringer af gadebørn. Statsordinerede børnemord for min og alle andre udlændinges skyld. Jeg væmmes.

For en måned siden mødte jeg Allison på 13 år (ham på billedet), der bor på gaden i Fortaleza. Hans liv er i fare pga. folk som mig. Han risikerer at blive én af ”dødspatruljernes” næste ofre.

Min VM-billet har blodstænk fra gadebørn, som dem jeg mødtes med i Fortaleza – deres venner. Jeg kan ikke stå inde for at dække en VM-fest, hvis pris ikke alene er den højeste nogensinde i kroner og øre – men en pris, som inkluderer, at uskyldige børn skydes, mens de sover om natten.

På søndag flyver jeg hjem til Danmark og vender ikke tilbage til Rio de Janeiro og Brasilien. Min tilstedeværelse vil udelukkende bidrage til det usmagelige show, som Brasilien stiller op. Et show, som jeg for 2,5 år siden

drømte om at deltage i, men som jeg i dag vil gøre alt i min magt for at kritisere og bruge de næste måneder på at belyse den reelle pris for VM i Brasilien.

Nogen der vil købe to billetter til FrankrigEcuador d. 25. juni?”

Til AMNESTY forklarer Mikkel Keldorf i dag, at han valgte ikke selv at opsøge gadebørnene igen, da han vurderede, at det blot ville bringe dem i yderligere fare.

Foto: Mikkel Keldorf

”For lidt over 2,5 år siden drømte jeg om at dække VM i fodbold i Brasilien. Verdens fedeste sport i verdens fedeste land. Jeg lagde en plan og tog på udveksling i Rio de Janeiro, lærte portugisisk og var klar til at vende tilbage. Det gjorde jeg så i september 2013.

Drømmen skulle udleves. Men nu – godt 2 måneder før VM-festen går i gang – trækker jeg stikket. Jeg har fundet ud af, at drømmen er et decideret mareridt.

I snart 6 måneder har jeg undersøgt konsekvenserne af VM-turneringen. Dem er der mange af: Tvangsforflytninger, militæroperationer i boligområder, korruption, pengespild, nedskæringer i sociale projekter osv.

Men sidste torsdag (d. 3/4) kom den famøse dråbe. Jeg har længe vidst, at ”rengøringen” af Brasilien var til for sådan en som mig – en hvid turist fra Vesten, som oveni købet er journalist.

Jeg skal om nogen imponeres.

Denne torsdag dækkede jeg VM for gadebørn, hvor jeg fulgte de skønne drenge fra det brasilianske hold, som jeg havde mødt i Forta-

amnesty I 29

L ou is ian a

42 år i isolationsfængsel I 1972 blev Albert Woodfox og to andre mænd dømt for drabet på en fængselsbetjent.

Lige siden har Woodfox siddet isolationsfængslet i Louisiana. Amnesty mener, at beviserne i sagen er forfalskede. Nu står konen til den dræbte fængselsbetjent frem og siger det samme: Løslad Albert Woodfox.

Foto: Amnesty

Falske beviser Hverken Teenie eller Brents familie vidste på det tidspunkt, at deres liv fra da af ville være vævet tæt sammen med et retsopgør, der har varet næsten et halvt århundrede. Tre sorte mænd blev dømt for drabet på Brent Miller – Albert Woodfox, Herman Wallace og Robert King. Sidstnævnte befandt sig i et helt andet fængsel i Louisiana, men han blev dømt for at planlægge drabet.

Men retssagen mod dem var præget af procedurefejl og falske beviser. På den måde afspejlede dommen den udbredte diskrimination og korruption i Louisianas retsvæsen på daværende tidspunkt. Alle tre blev placeret i isolation efter drabet. Sammen blev de kendt som ”Angola 3”.

3 0 I amn e s ty

Herman Wallace, Robert King og Albert Woodfox i Angola fængslet i 2001.

Foto: Amnesty

Den 17. april 1972 vil altid stå klart i Leontine Rogers’ hukommelse.

Den dengang 17-årige studerende – til daglig kaldet Teenie – vågnede tidligt, spiste morgenmad og kørte sin 23-årige mand, Brent Miller, til arbejde. Han var fængselsbetjent i det berygtede Angola Prison i staten Louisiana.

Et par timer senere, mens Teenie var til undervisning, dukkede hendes søster pludselig op. ”Der er sket en ulykke. Brent er død”, sagde hun.

Teenie’s verden brød sammen. Parret havde kun været gift i tre måneder. Brent blev fundet i en fængselscelle med adskillige knivsår. ”Brent var hele mit liv. Han var sjov, sød og begavet. Han sang og spillede på trommer, han var en helt igennem god fyr. Jeg kunne slet ikke forestille mig at leve videre uden ham. Det var et hårdt slag”, fortæller Teenie.

Ved et bizart sammenfald af omstændigheder endte Teenie med at kæmpe for retfærdighed – ikke bare for sin afdøde mand, men også for de tre mænd, der blev dømt for drabet.

Racisme og drab Brent og Teenie mødte hinanden i begyndelsen af 1970’erne i en lille by tæt ved Angola Prison, hvor størstedelen af fængselspersonalet og deres familier boede. Teenie’s far var fængselsbetjent ligesom Brent.

Fængslet, som er bygget på en tidligere slaveplantage, var kendt for sin brutale behandling af fanger. De indsatte var racemæssigt adskilt og blev udelukkende bevogtet af hvide betjente. Racisme, voldtægt og drab var udbredt bag fængslets mure.

Blandt de hundredvis af fanger i Angola Prison var Albert Woodfox og Herman Wallace, som sad inde for væbnet røveri. I et forsøg på at forbedre forholdene for de indsatte

Teenie Rogers tror ikke længere på, at Albert Woodfox er skyldig i drabet på hendes mand i 1972. Hun kræver ham løsladt.

i fængslet dannede de en afdeling af De Sorte Pantere – en populær, revolutionær bevægelse. Men deres aktivisme blev ikke ligefrem hilst velkommen af fængslets ledelse.

Umiddelbart efter drabet på Brent Miller blev de således udpeget som skyldige og placeret i små, mørke isolationsceller på to gange tre meter.

Det lille samfund af fængselsfunktionærer og deres familier udenfor murene var i oprør.

De krævede handling, fortæller Teenie. Selv flyttede hun væk og fulgte retssagen på afstand.

Bestikkelse af vidner Albert Woodfox og Herman Wallace nægtede sig skyldige, men de blev dømt, selv om anklageren ikke kunne præsentere nogen fysiske beviser, som forbandt dem med drabet: Et blodspor på gerningsstedet blev anvendt som bevis, selv om det ikke matchede nogen af de dømte.

Af O le H o ff- L und

Foto: Amnesty

Amnesty gik på gaden i New Orleans i oktober 2013 sammen med familie og venner til Albert Woodfox for at få ham løsladt.

Siden den oprindelige retssag er det kommet frem, at hovedvidnet blev bestukket af fængselsansatte for at afgive falsk forklaring imod de to mænd. Andre vidner har siden trukket deres forklaringer tilbage.

Efter 29 år i isolationsfængsel blev Robert King løsladt i 2001, men Herbert Wallace og Albert Woodfox befandt sig fortsat i isolation.

Det banker på døren Advokater og menneskerettighedsgrupper har ført en utrættelig kampagne for deres løsladelse, og i 2006 bankede Billie Mizell på døren hos Teenie Rogers. Billie Mizell arbejdede som efterforsker for Insight Prison Project, og hun kom til at ændre Teenie’s syn på retssagen. ”Billie sagde, at hun ville tale med mig om Angola. Jeg var fascineret af, at nogen ville tale med mig om, hvad der var sket. Hun viste mig beviserne… Det blodige fingeraftryk.

Faktum er, at aftrykket ikke tilhører nogen af de tre fængslede, og det fik mig til at tænke…

Og efter at have set alle beviserne er det min opfattelse, at de er uskyldige”, siger Teenie.

Fra det øjeblik tilsluttede Teenie sig Amnestys kampagne for at løslade Angola 3, selv om hun har mødt hård modstand fra fængsels-

funktionærerne og deres familier hjemme i Angola.

Nej til besøg Fremskridtene er små. Sidste år, efter næsten 40 år i isolation, blev Herman Wallace diagnosticeret med dødelig kræft. Da Teenie hørte det, anmodede hun om tilladelse til at besøge ham i fængslet, men alle forespørgsler blev afvist af myndighederne. ”Mit hjerte bristede, da jeg fandt ud af, at Herman var døende. Jeg ville se ham, jeg ville tale med ham. Jeg ønskede tilgivelse. Han skulle vide, at jeg tror på, at han er uskyldig.

Men jeg fik ikke lov”, fortæller Teenie.

Til sidst afgjorde en amerikansk domstol, at retssagen imod Herman Wallace havde været uretfærdig. Desværre kom afgørelsen for sent til, at den kunne ændre Hermans liv. Han døde den 4. oktober 2013 – tre dage efter sin løsladelse.

Sidste chance Albert Woodfox er nu det sidste medlem af Angola 3, som sidder i fængsel. Han har tilbragt over halvdelen af sit liv i isolationsfængsel for en forbrydelse, som Teenie – offerets kone – ikke tror på, at han har begået.

Selv om domstolene tre gange har omstødt Alberts dom – senest for et år siden – så bliver staten Louisiana ved med at appellere afgørelserne. Derfor holdes den 67-årige Albert Woodfox stadig bag lås og slå 23 timer i døgnet i en celle på to gange tre meter. Han har kun lov til en times aktivitet om dagen i et lille udendørs bur eller for at tage et bad.

Ifølge Albert Woodfox’ advokat lider han af klaustrofobi, forhøjet blodtryk, hjerte- og nyreproblemer, sukkersyge, angst og søvnløshed.

Efter fire årtier i isolation afventer han fortsat, om appelretten vil følge den domstolsafgørelse, der for et år siden omstødte hans oprindelige dom. I så fald kan han måske igen opleve friheden. I modsat fald vil han sandsynligvis dø i fangenskab.

Imens fortsætter Teenie sin kamp for retfærdighed. Ikke kun for Albert Woodfox, men også for mindet om sin mand, fordi hun er overbevist om, at den rigtige gerningsmand fortsat er på fri fod. ”Jeg tror, myndighederne forfølger Angola 3, fordi de er nødt til at give nogen skylden. De tror, at de udøver retfærdighed. Men i virkeligheden har staten begået en uretfærdighed. Det bliver nødt til at stoppe”, siger Teenie. amnesty I 31

A M NESTY DOKU MENTERER

Civile udsultes i Syrien Yarmouk lejren, som tidligere var et livligt centrum for palæstinensiske flygtninge i udkanten af Damaskus i Syrien, blev i juli 2012 forvandlet til en fangelejr omringet af regimets militære styrker. Siden da har knapt 20.000 indbyggere siddet fanget i et skrækscenarie, hvor krigsforbrydelser, målrettede drab på civile og udsultning er en del af den barske hverdag. 200 personer har mistet livet, siden de syriske regeringsstyrker omringede lejren.

I rapporten ”Squeezing the Life out of Yarmouk” dokumenterer Amnesty, hvordan indbyggerne nægtes adgang til mad, vand og medicin, og læger kan blive anholdt for at udføre deres arbejde. Det anslås, at mindst 60 procent af indbyggerne lider af underernæring, mens priserne på mad er eksploderet: Et kilo ris koster nu omkring 550 kroner. ”Det syriske regime begår krigsforbrydelser ved at udsulte indbyggerne og bruge det som et våben i krigen. Amnesty har vidneudsagn fra familier, hvis sidste udvej er at spise hunde og katte. Civile bliver angrebet af snigskytter, hvis de leder efter mad i gaderne”, siger Phillip Luther, direktør for Amnestys kontor i Mellemøsten og Nordafrika.

Amnesty har indtrængende appelleret til regimet i Syrien om at opgive belejringen og sikre livsnødvendig hjælp til indbyggerne: ”Regimet må stoppe deres angreb på lejren og tillade humanitære organisationer at hjælpe sårede civile”, siger Phillip Luther.

Etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik Muslimer i Den Centralafrikanske Republik (CAR) udsættes ifølge rapporten ”Ethnic cleansing and sectarian killings in the Central African Republic” for etnisk udrensning. Med over 100 førstehåndsberetninger og månedlang research i landet dokumenterer Amnesty en etnisk udrensning af historiske dimensioner, hvor primært kristne militser står bag målrettede drab på hundredvis af muslimer, heriblandt kvinder og børn.

For at undslippe de livsfarlige overfald er muslimer flygtet fra landsbyerne, mens de resterende få, der er tilbage, søger tilflugt i kirker og moskeer.

Den 14. februar blev en 11-årig pige fundet i et forladt hus i den vestlige del af Bangui, hvor hun havde gemt sig i fire dage blandt sine dræbte familiemedlemmer, siden massakren brød ud: ”Hun havde ikke spist eller drukket, og var for svag til at stå op. Hun var den eneste muslimske overlevende. De andre var enten flygtet eller dræbt”, fortæller Donatella Rovera, Amnesty Internationals researcher.

Situationen i landet er et direkte resultat af den krise, der begyndte, da muslimske oprørere tilkæmpede sig magten i marts 2012. Mens de havde magten i knapt 10 måneder, stod de bag massakrer, voldtægter, tortur, plyndringer og nedbrændinger af kristne landsbyer. Siden er magtbalancen tippet, så det nu er muslimske indbyggere, der bliver forfulgt i brutale hævnangreb.

Andre rapporter: På den israelsk besatte Vestbred er 45 civile palæstinensere blevet skudt og dræbt af Israels militær og politi gennem de seneste tre år. I rapporten ”Trigger-happy: Israels use of excessive force in the West Bank” dokumenterer Amnesty, hvordan militær og politi bruger vilkårlig og brutal vold mod ubevæbnede demonstranter – og de ansvarlige bliver ikke retsforfulgt.

I rapporten ”Nowhere Safe: Civilians Under Attack in South Sudan” dokumenterer Amnesty systematiske drab på civile i Sydsudan. Amnestys researchere har fundet adskillige massegrave, inklusiv fem i Bor, hvor der var 530 lig. Konflikten har tvunget over en million mennesker på flugt.

Følg Amnesty på

3 2 I amn e s ty

amnesty.dk

Flere blev dræbt af staten i 2013 I Iran og Irak steg antallet af henrettelser massivt sidste år. Samtidig står Kina bag flere henrettelser end resten af verden tilsammen. Amnesty gør status over brugen af dødsstraf på verdensplan.

Kinesiske Li Yan levede i årevis med en voldelig mand. Han bankede hende jævnligt, slukkede cigaretter i hendes ansigt og låste hende ude på parrets altan i flere timer i de koldeste vintre. Og han udnyttede hende psykisk og fysisk.

Li Yan var desperat og forsøgte at få hjælp af politi og myndigheder. Men de afviste hendes anklager og efterforskede aldrig sagen. Li Yan blev heller ikke tilbudt beskyttelse, så hun kunne slippe væk fra sin mand. Til sidst tog hun en drastisk beslutning og slog sin voldelige mand ihjel.

Kina topper listen Historien om Li Yan har ingen lykkelig slutning, og hun sidder i dag spærret inde på dødsgangen i Kina, hvor hun kan blive henrettet når som helst. Til trods for, at hun havde vidner og beviser, der kunne dokumentere, at hun blev groft misbrugt af sin mand og havde appelleret om hjælp, blev hun i 2011 dømt til døden. Hun venter fortsat på at få sin sag genoptaget for sidste gang.

Li Yans sag er beskrevet i Amnestys årlige statistik om dødsstraf ”Death sentences and executions in 2013”, som gør status over antallet af henrettelser i 2013. I rapporten fastslår Amnesty, at Kina – som altid – står bag flere henrettelser end resten af verden tilsammen, men at det fortsat er umuligt at få oplyst det egentlige antal, da myndighederne betragter det som en statshemmelighed.

Af S usan E riksen Amnesty Internationals mission er at dokumentere og aktionere imod alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Over 70 researchere i Amnesty international udarbejder hvert år omkring 300 rapporter om brud på menneskerettighederne verden rundt. I hvert nummer sætter AMNESTY fokus på en række udvalgte rapporter. Du kan finde dem på: www.amnesty.org

Få bøddelnationer tilbage Rapporten er ikke læsning for sarte sjæle. Den dokumenterer, at mindst 778 mennesker blev henrettet i 2013, hvilket er en stigning på 15 procent i forhold til året før. I Iran blev mindst 369 personer henrettet, mens Irak stod for 169 henrettelser. Med disse tal placerer Iran og Irak sig, sammen med Kina, på toppen af listen over de nationer, som henretter flest af deres borgere: ”Langt hovedparten af verdens lande har bevæget sig væk fra denne middelalderlige strafform, der særligt rammer fattige og udsatte grupper. Vi ser i dag at bare fem lande – Kina, Iran, Irak, Saudi Arabien og USA – tegner sig for langt størstedelen af henrettelserne på globalt plan. De lande er på den forkerte side af historien og vil i stigende grad stå mere og mere isolerede”, sagde Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty Danmark, i forbindelse med lanceringen af rapporten i marts måned.

Fjendskab mod Gud I Iran blev den kurdiske mand Habibollah Golparipour arresteret og dømt for ”fjendskab mod gud” efter en retssag, der varede fem minutter.

Ingen fra hans familie blev kontaktet, da han blev henrettet, og de fik heller ikke lov at begrave ham efterfølgende.

Størstedelen af henrettelserne i Iran skyldes narkokriminalitet, og de tiltalte får ofte en uretfærdig rettergang uden en advokat til rådighed.

Af samme grund stoppede Danmark i april sidste år sin millionstøtte til et iransk anti-narkotikaprogram rettet mod smugling af narkotika mellem Iran, Pakistan og Afghanistan. Det skete efter pres fra Amnesty, fordi støtten indirekte fører til flere henrettelser.

USA står alene Hvor Europa og langt de fleste andre lande i verden har vendt dødsstraf i ryggen, så klynger USA sig fortsat til brugen af dødsstraf. Da Amnestys rapport udkom i marts, sad 3.108 mennesker på dødsgangen i USA, og Texas stod for 41 procent af landets henrettelser i 2013.

Dog er der også lyspunkter i årets rapport: Antallet af henrettelser i USA er faldet med 10 procent, og staten Maryland blev den 18. stat, der afskaffede dødsstraf, mens guvernøren i Washington erklærede, at der ikke ville blive udført flere henrettelser, mens han sidder på posten på grund af for mange fejl i retssystemet.

DØDSSTRAF

TAL & FAKTA 2013

778 80 NÆSTEN

mennesker blev henrettet

Tallet inkluderer ikke

KINA

som henrettede TUSINDVIS

%

af henrettelserne var i

IRAN IRAK & SAUDI ARABIEN

USA

SAUDI ARABIEN

IRAK

FLERE END RESTEN AF VERDEN SAMMENLAGT Det faktiske tal er en

IRAN

STATS- ED IGH HEMMEL

KINA

TOP 5 over verdens BØDDEL-NATIONER

NÆSTEN

HALVDELEN AF ALLE LANDE HAR

AFSKAFFET DØDSSTRAF AMNESTY INTERNATIONAL ER IMOD DØDSSTRAF I ALLE TILFÆLDE DØDSSTRAF ER ET BRUD PÅ RETTIGHEDEN TIL LIV OG ER EN OND, INHUMAN OG NEDVÆRDIGENDE STRAF

amnesty I 33

Pak ista n

Journalist på Talebans

dødsliste I april publicerede Taleban en liste med navnene på otte pakistanske journalister, som de vil slå ihjel. Det er blot sidste skud på stammen i en lang række voldelige overfald i et land, hvor journalisterne i mange år har haft døden i hælene.

3 4 I amn e s ty

Foto: Privat

”Vi har læst din artikel”, lyder det i røret.

Kiran Nazish ved godt, hvordan det føles at få et uønsket telefonopkald fra myndighederne.

Hun er freelancejournalist og har arbejdet for flere af de største medier i Pakistan, blandt andet aviserne Dawn og Express Tribune, og hun har været en del af den bølge af kritisk journalistik, der blev født i Pakistan efter årtusindeskiftet. ”Det er nogle sensitive emner, du skriver om, du må hellere være lidt forsigtig”.

Det kan lyde som venlige, velmenende ord, men Kiran Nazish ved, hvad det betyder, når myndighederne gør hende opmærksom på, at de holder øje med hende.

I løbet af sin karriere har hun allerede mistet en del nære kolleger, der er blevet myrdet, fordi de skrev kritisk om regeringen eller kritisk om de militære grupper. En af dem journalisten Syed Saleem Shahzad, der skrev kritiske artikler om militæret, og som ifølge uafhængige organisationer blev slået ihjel af Pakistans egen sikkerhedstjeneste ISI. ”Jeg er blevet truet og forfulgt mange gange.

Jeg er også selv blevet advaret af militæret. De ringer til dig eller sender mails”, siger hun til AMNESTY, som mødte hende i New York, hvor hun i øjeblikket arbejder for New York Times. ”Jeg ved, det er farligt at arbejde som journalist, men du bliver nødt til at lade være med at tænke på det”, fortæller hun.

Den seneste udvikling, hvor Taleban nu publicerer regulære dødslister med navngivne journalister, er ifølge Kiran Nazish det

Kiran Nazish har mistet en del nære kolleger, der er blevet myrdet, fordi de skrev kritisk om regeringen.

ultimative bevis på, at myndighederne heller ikke tør sige fra over for de militære grupper i Pakistan. ”De militante grupper er det største problem for Pakistan. Politikerne er bange for dem. Militæret er også bange for dem, fordi de godt ved, de ikke længere kan kontrollere dem”.

Indtil krigen i Syrien brød ud i 2011, havde Pakistan i adskillige år haft førstepladsen som det land, hvor der bliver slået flest journalister ihjel. En situation, der blot bliver værre af, at myndighederne vender det

blinde øje til, når de militante grupper eller landets egen sikkerhedstjeneste ISI myrder de journalister, der vover at skrive om dem.

Nyfødte journalister Journalistik er en forholdsvis ung branche i Pakistan. Før general Pervez Musharraf tog magten ved et militærkup i 1999, var der kun omkring 700 journalister i landet, der har et anslået befolkningstal på 182 millioner indbyggere. Selvom Musharraf på mange måder opfyldte alle fordomme om en magtliderlig general, der ender som enevældig diktator efter et militærkup, gjorde han dog én virkelig god ting for landet, fortæller Kiran Nazish: Han uddelte en lang række medielicenser, så landet fik et langt større udbud af nyhedsmedier og tv-stationer end de få statskontrollerede medier, de havde haft indtil da. I dag er der cirka 3.500 journalister i landet. ”Det var på det tidspunkt, at journalistikken voksede og blev stærk i Pakistan. Og journalisterne begyndte at stille spørgsmål – kritiske spørgsmål – til regeringen. Også til Musharraf”, fortæller Kiran Nazish.

Kort tid efter viste det sig dog, at Pervez Musharraf ikke brød sig om at få kritiske spørgsmål. ”Det var hans indtryk, at det blev for frit, og at medierne var ude af kontrol”, forklarer Kiran Nazish.

Musharraf reagerede derfor, som militærledere oftest gør. Han prøvede at lukke medierne igen og sendte politiet ud som tæskehold, der gennembankede de ansatte på

A f M ajken S. E liasen Foto: Polfoto

nyhedsredaktionerne. Men faktum er, at der opstod cirka 300 nye aviser, radiokanaler og tvstationer i Pakistan i løbet af hans regeringstid.

Medier, der i dag kæmper mod langt farligere modstandere end den gamle general.

Taleban flytter ind Siden terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 er der mange ting, der har ændret sig i Pakistan. Blandt andet har en del militante grupper, der ikke tidligere var i landet, slået sig ned og etableret sig – ikke mindst Taleban. Nu er bombeeksplosioner blevet en del af dagligdagen i de farligste provinser. ”Måden, Taleban arbejder på, er utrolig brutal. De har udført tusindvis af bombeattentater, og de har fuldstændig overtaget magten i de fattige stammeområder af Pakistan”, siger Kiran Nazish.

I den nordvestlige provinsby Peshawar har der i perioder været op til tre bombeattentater om dagen. Det voldelige miljø gør det svært for journalisterne at udføre deres job og dække, hvad der sker. ”Journalisterne arbejder i et miljø, hvor både regeringen og militæret er korrupt. Militæret er ligeglad med menneskeliv. De arbejder sammen med de militante grupper som Taleban og andre højredrejede grupper.”

Selvom de Pakistanske myndigheder offentligt har fordømt mordene på kendte journalister, sker der intet for at stoppe myrderierne.

Censuren virker Voldsspiralen over for pressen i Pakistan er begyndt at vise sine triste konsekvenser. ”For nylig har en redaktør for Express Tribune sagt, at avisen opfordrer deres ansatte til ikke længere at skrive om Taleban”, fortæller Nazish.

Express Tribune er et af medierne på Talebans dødsliste, og redaktørens opfordring tyder på, at Talebans myrderier nu får medierne til at indføre selvcensur. Som journalist har Kiran Nazish også sværere og sværere ved at finde kilder, der ønsker at optræde i artiklerne. ”Folk vil ikke længere tale åbent om problemerne, og de vil ikke stå frem med deres fulde identitet. Hvis myrderierne fortsætter, vil folk måske helt holde op med at tale”, siger hun.

Selv forstår hun godt, at folk er bange. ”Hvis du bliver angrebet, men overlever, så ved du, at de vil angribe dig igen. Det er skræmmende, og det er frustrerende”.

Kiran Nazish har umiddelbart svært ved at vurdere, hvordan fremtiden ser ud for Pakistan og pressen. ”Det er ganske uforudsigeligt. Men på trods af omstændighederne har jeg kolleger, der er modige og kloge. Selvom de har mulighed for at flytte til udlandet for at arbejde, så bliver de her for at rapportere, selvom det er farligt”.

Pakistanske journalister demonstrerer mod drabet på fotograf Anja Niedringhaus fra Associated Press i april.

34 journalister dræbt siden 2008 Mindst 34 journalister er blevet dræbt i Pakistan, siden militærstyret sluttede i 2008 og en demokratisk valgt regering kom til magten. Kun i en enkelt af sagerne er gerningsmændene blevet dømt. Alene i det seneste år er otte journalister dræbt som en direkte konsekvens af deres arbejde.

Det fastslår Amnesty International i rapporten A bullet has been chosen for you: Attacks on journalists in Pakistan, der udkom i april. De 34 dræbte journalister er kun toppen af isbjerget – mange flere er blevet bortført, tortureret og forsøgt dræbt. Angrebene kommer ifølge

Amnesty fra alle sider i Pakistan: Efterretningstjenester, politiske partier og væbnede grupper som Taleban. De farligste provinser er stammeområderne i det nordvestlige Pakistan (FATA) og Baluchistan i den sydlige del af landet. ”Pakistans medier er i realiteten under belejring. Journalister – i særdeleshed dem, der skriver om national sikkerhed eller menneskerettigheder – bliver angrebet fra alle sider i et foruroligende mønster af overgreb for at bringe dem til tavshed”, siger David Griffiths fra Amnesty International.

amnesty I 35

AMNESTY J u n i 2 014

– Din støtte gør en forskel!

Li v e - r e d a k t i o n : K a t r i n e L a u r i t s e n

My Body My Rights

Amnestys nye internationale kampagne My Body My Rights, som har fokus på kvinders ret til at bestemme over egen krop, var et af de store samtaleemner på årets landsmøde, som blev afholdt den sidste weekend i april.

Foto: John Nielsen

Kronprinsesse Mary besøgte landsmødet i sin egenskab af global fortaler for kvinder og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder. ”Jeg vil gerne sige, hvor overordentlig glad jeg er for, at Amnesty med kampagnen My Body My Rights har taget dette emne op. Sloganet rammer det helt centrale: At retten til at bestemme over sin egen krop er en fundamental menneskeret. For os i Danmark er det en selvfølge, men mange andre steder i verden er virkeligheden desværre en anden”, sagde kronprinsesse Mary i sin tale til landsmødet, hvor udviklingsminister Mogens Jensen (S) ligeledes deltog.

På landsmødet valgte medlemmerne ny hovedbestyrelse, som nu består af: Mads Hyuk Jørgensen (formand), Nina Monrad Boel (næstformand), Kristoffer Nilaus Olsen (kasserer), Fatima Madsen, Henrik Mikaelsen, Jakob Silas Lund og Minna Højland samt Sophie Jo Rytter (suppleant).

Kronprinsesse Mary og Mogens Jensen satte fokus på kvinders rettigheder på landsmødet.

TORTURERET I 12 DAGE FOR EN FORBRYDELSE, HAN IKKE HAR BEGÅET.

TORTURERET I 12 DAGE FOR EN FORBRYDELSE, HAN IKKE HAR BEGÅET I I12 AliAli tilbageholdt i et ihemmeligt 12dage dageblev blev tilbageholdt et hemmeligt fængsel, han blev tæsket på på fodsålerne, fik fik fængsel,hvor hvor han blev tæsket fodsålerne, elektriske stød på sine testikler og blev hængt elektriske stød på sine testikler og blev hængt op AliAli afsoner nu nu en en dom på 12 opi isine sinearme. arme. afsoner dom på år, 12 år, udelukkende baseret på på de de indrømmelser, han han kom udelukkende baseret indrømmelser, med under tortur.

Hjælp os med at stille bødlerne kom med under tortur. Hjælp os med at stille til ansvar.

Du til kanansvar. skrive under med din mobiltelefon. bødlerne Du kan skrive under med din Det koster dig kun alm. sms-takst. mobiltelefon. Det koster dig kun alm. sms-takst.

36 I am n e s ty Live

SKRIV UNDER MED DIN MOBIL SMS AKTION TIL 1220 NU.

SKRIV UNDER MED DIN MOBIL SMS AKTION TIL 1220 NU

52 lande i verden tillader, at piger under 15 år giftes bort af deres forældre SMS KVINDE til 1220 og støt kvinders ret til selv at vælge partner alm. sms-takst

am n e s t y L ive I 3 7

AMNESTY 44%

meningsmåling

Global meningsmåling om tortur Den 13. maj lancerede Amnesty sin nye kampagne Stop Tortur. Det skete blandt andet med en global meningsmåling, hvor over 21.000 mennesker fra 21 lande på fem kontinenter blev spurgt om deres holdning til tortur.

Personerne i de 21 lande blev spurgt, om de var meget enige, lidt enige, lidt uenige eller meget uenige i følgende udsagn:

1. N æsten halvdelen af de adspurgte føler sig ikke sikre på at undgå tortur, hvis de bliver anholdt. Frygten for tortur er størst i Brasilien og Mexico.

82%

1: Hvis jeg blev tilbageholdt af politiet, er jeg sikker på, at jeg ville være i sikkerhed mod tortur.

2: Klare regler mod tortur er afgørende, da enhver brug af tortur er umoralsk og svækker internationale menneskerettigheder.

3: Tortur kan nogle gange være nødvendigt og acceptabelt for at fremskaffe informationer, som kan beskytte offentligheden.

36%

2. Et stort flertal af de interviewede til Amnestys undersøgelse er tilhængere af regler mod tortur. Der er færrest i Peru og Argentina, som støtter internationale love mod tortur.

3. O ver en tredjedel mener, at tortur kan retfærdiggøres i nogle tilfælde. I Kina og Indien er der flest, som er enige i det udsagn.

Det siger medlemmerne om tortur: Mads Hove, Frederiksberg Tror du, der forekommer brug af tortur i Danmark? ”Jeg tror, at der kan forekomme tortur alle steder – også her i landet. Men, jeg tror ikke, at der er systematisk brug af tortur i Danmark”.

Synes du, at tortur nogle gange kan være nødvendig? ”Nej! Grundlæggende er jeg imod tortur.

Derudover har jeg indtryk af, at det ikke er særligt effektivt, da ofre for tortur er villige til at sige det meste for at komme ud af deres situation”.

Tror du, lovgivning kan stoppe brugen af tortur? ”Jeg tror, at lovgivning er et vigtigt fundament i arbejdet for at stoppe tortur”.

38 I am n e s ty Live

Jytte Holmgaard, Galten Tror du, der forekommer brug af tortur i Danmark? ”Ja, jeg tror, der forekommer brug af både fysisk og psykisk tortur i Danmark. Ikke så slemt som i stater med diktatur, men i en mildere grad”.

Synes du, at tortur nogle gange kan være nødvendig? ”Det er et svært spørgsmål, men jeg mener ikke, tortur er nødvendig”.

Tror du, lovgivning kan stoppe brugen af tortur? ”Der skal selvfølgelig være en lovgivning, der forbyder tortur, men jeg tror desværre ikke, det er nok. Det forekommer jo i det skjulte, så der skal hele tiden være fokus på problemet, så det kommer frem i lyset, og udøverne stilles til ansvar”.

Lea Bohr, Svanholm, Skibby Tror du, der forekommer brug af tortur i Danmark? ”Hvis vi kun taler om myndigheders brug af tortur, så tror jeg ikke, det forekommer i Danmark. Om end jeg mener, det er et problem, at folk sidder for længe i isolationsfængsel – og det kan man jo godt definere som tortur. Og at myndigheder bruger vold mod civile sker jo desværre også. Hvis vi også taler om civile, der udøver tortur, så tror jeg desværre, det findes i alle samfund”.

Synes du, at tortur nogle gange kan være nødvendig? ”Nej – aldrig! Og at forsøge at retfærdiggøre tortur med, at det kan redde menneskeliv eller kan sikre frihed for andre, er en af de største selvmodsigelser, der findes. Hvis vi kæmper for et demokratisk samfund med respekt for menneskerettighederne, så kan vi ikke give køb på selv samme menneskerettigheder”.

Tror du, lovgivning kan stoppe brugen af tortur? ”Jeg tror, lovgivning er nødvendig for at stoppe tortur.

Men det kan ikke stå alene. Det kræver også for eksempel kontrol og oplysning”.

AKTIVISME, ARRANGEMENTER OG RESULTATER AKT I VBLAD FOR Am n es t y I n t ern at i o n a l De t k a n du gøre...

Foto: John Nielsen

Lifeline vokser

Bornholm bliver overvåget I juni bliver Bornholm igen samlingspunkt for politikere, beslutningstagere og en lang række organisationer, når der afholdes Folkemøde på solskinsøen.

Amnesty deltager for tredje gang for at sætte vigtige temaer på den politiske dagsorden og debattere med relevante politikere, embedsmænd, journalister og ngo’ere.

I år har vi fokus på overvågning,

Advokater støtter Amnesty Den 1. april indgik Amnesty et nyt, spændende samarbejde med advokatfirmaet MAQS. Samarbejdet omfatter, at MAQS håndterer samtlige af de arvesager, som tilfalder Amnestys arbejde for menneskerettighederne – helt uden beregning. Dette pro bono arbejde betyder, at Amnesty sparer et væsentligt beløb årligt på advokathonorarer, så vi er meget glade for MAQS’ velvilje. MAQS har kontorer i København og Århus og har juridiske eksperter på mange områder, herunder naturligvis også arveret.

datasikkerhed og whistleblowere, og vi har blandt andet inviteret Jeppe Kofod (S), Pernille Skipper (EL) og Mads Brügger (Radio24syv) til debat om, hvordan vi sikrer privatlivets fred i den digitale tidsalder.

Folkemødet starter torsdag den 12. juni og slutter søndag den 15.

Det foregår i Allinge, hvor Amnesty har et telt på Kæmpestranden.

Siden Amnestys begyndelse i 1961 har aktivisme været en del af vores DNA. Ved at give helt almindelige mennesker de rigtige redskaber til at reagere på uretfærdigheder har Amnesty i de sidste 50 år overleveret millioner af breve og underskrifter til stater verden over.

Lifeline er dansk afdelings gratis sms-netværk, som giver dig besked om nye sager og mulighed for at underskrive protester – direkte til og fra din mobiltelefon. Og Lifeline vokser. Der er i skrivende stund mere end 60.000 danskere med i netværket.

Du kan selv blive en del af Danmarks største aktionsnetværk ved at sende en sms med teksten Lifeline til 1220.

Hvordan er du involveret i Amnesty? ”Jeg er medlem af hovedbestyrelsen og betalende medlem af dansk afdeling”.

Hvorfor har du valgt at lægge noget af din tid som frivillig lige præcis her? ”Amnestys arbejde repræsenterer for mig de mest grundlæggende mekanismer i samfundet. Hvis menneskerettighederne ikke overholdes, er der heller ikke økonomisk

Besøg vores nye Lifeline-site: lifeline.amnesty. dk. Her kan du få mere information om aktuelle hasteaktioner og selv blive medlem af Lifeline.

5 minutter Få en ven med i Lifeline. Fortæl din mest aktivistiske ven om netværket og vis ham eller hende, hvordan man kan skrive under på Amnestys sager – direkte fra sin mobil.

30 minutter

Skriv til mybodymyrights@amnesty. dk og bestil kampagneplakater, som du kan hænge op på din skole, din arbejdsplads eller den lokale café.

Så er du med til at sprede ordet om kvinders rettigheder.

Find os på:

Derfor er jeg med i Amnesty: Som noget nyt vil vi i hvert nummer af AMNESTY bringe et miniportræt af en person, som er særligt engageret i vores arbejde. I dette nummer har vi talt med nyvalgt medlem af den danske hovedbestyrelse, Jakob Silas Lund:

2 minutter

eller social udvikling. De er grundlaget for alt det andet gode, vi gerne vil se i verden”.

Hvornår stødte du første gang på Amnesty? ”Første gang, jeg hørte om Amnesty, var da jeg som lille dreng blev sendt ned til postkassen med min mormors Skriv for Liv breve. Jeg husker det som noget, der instinktivt var vigtigt og gav mening. Den følelse har jeg stadig”.

Hvad er det vigtigste fokus for Amnesty lige nu? ”For mig er det afgørende, at vi kan være relevante og effektive dér, hvor de største krænkelser finder sted.

Det er godt, at Amnesty har truffet en strategisk beslutning, som netop understøtter behovet for at styrke menneskerettighedsarbejdet, hvor det er allermest under pres”.

Af O le H o ff- L und

Mary: Tillykke med de 50 år Foto: Agnès Colbert

Kronprinsesse Mary holdt fødselsdagstale, da Amnesty markerede sine første 50 år i Danmark og satte fokus på kampagnen My Body My Rights.

Kronprinsesse Mary var gæstetaler, da Amnesty på sit landsmøde i april markerede sin 50 års fødselsdag og samtidig sparkede gang i en ny global kampagne for kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder – My Body My Rights.

Kronprinsesse Mary er stærkt engageret i arbejdet for at fremme seksuelle og reproduktive rettigheder, og hun indledte sin tale med at ridse op, hvor skidt det står til mange steder i verden: ”Inden dagen i dag er omme, bliver 39.000 unge piger under 18 år tvunget ind i ægteskab. 8.000 piger bliver udsat for omskæring.

Og i dag vil 800 piger og kvinder dø af komplikationer i forbindelse med graviditet og fødsel. Derfor er det særligt positivt, at Amnesty med sin kampagne vælger at sætte fokus på et emne, hvor der er stort behov for øget opmærksomhed”, sagde Mary.

Den ideelle verden Kronprinsessen understregede, at der er brug for alle gode kræfter, hvis vi skal sikre alle mennesker retten til at bestemme over

Kronprinsesse Mary lægger første brik i et My Body My Rights puslespil på landsmødet i Nyborg.

sin egen krop – hvornår du vil giftes og med hvem, samt hvornår du vil have børn, hvor mange og med hvem. ”Når Amnesty International i år fejrer 50 år i Danmark, er det med blandede følelser, at jeg hermed siger tillykke. For i den ideelle verden havde vi slet ikke brug for Amnesty,

hverken i Danmark eller internationalt. Men vi lever desværre ikke i en ideel verden. Derfor arbejder vi videre – og derfor er jeg glad for, at der findes organisationer som Amnesty, der arbejder for at sikre individuelle menneskers rettigheder”, sagde kronprinsesse Mary.