amputationsnyt_oktober_2005 by Annelise Hansen

NYT

AMPUTATIONS

Oktober 2005

Guds straf Fra Cairo til Cape Town p책 cykel N책r lynet rammer h책rdt

Clever Knee Ken Dall från

erimed

A6 minimal bygghöjd med eller utan lås vikt 580 g

A1 tryggt & lätt bromsknä vikt 630 g

Cupid barn/ vuxen viktoptimering 385 g/ 670 g

KK-303 nållagrad så som alla andra vikt 610 g

A72H geometriskt lås hydraulsystem 760 g

n äve rn s n a fin till b s u t Dic

En svensk uppﬁnning av Anders Johansson. Dictusbandet tar ingen plats i skon, är diskret och lätt att montera. Dictusbandet, lyfter foten direkt efter toeoff. Vilket minskar snubblings risken vid vardagliga hinder så som trösklar och mattor. DS-02

DS-03

Ring för gratis CD-video

erimed international

Box 5028, 141 05 Huddinge Tel +46 8- 449 56 50, Fax +46 8- 646 47 67, info@erimed.se, www.erimed.se

Udgives af Amputationskredsen, Dansk Handicap Forbund. Artikler til næste nummer: Lene Olesen leneolesen@stofanet.dk Indleveres senest 15. november 2005 Annoncering: Dansk Handicap Forbund Sponsorafdelingen sponsor@dhf-net.dk Materialefrist 8. december Næste nummer: Udkommer omkring 10. januar 2006 Bladet udkommer 4 gange om året. Redaktion: Steen Nielsen (Ansvh.) Lene Olesen Berit Holm Petersen Solveig Hansen Michael Soelberg Pedersen Journalist Mette Vosgerau Konstitueret formand for Amputationskredsen: Solveig Hansen Remstrupvej 41 8600 Silkeborg Tlf. 98 22 33 89 E-mail: sol@dhf-net.dk

Indhold Leder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Libanon glemmer de handicappede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Nordic Walking eller stavgang – en sportsgren for dig? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Fra Cairo til Cape Town på cykel! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Test af computerknæ. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Når alderen trykker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Invitation til Amputationskredsens generalforsamling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Gangskolen Hvidovre Hospital . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Når lynet rammer hårdt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Hubbe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Guds straf . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Spektakulært åbningsshow . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Vær stærk, men gør andre stærkere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Kort nyt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Ferietips . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Den paralympiske guldvinder, Jackie Christiansen, i en klasse for sig . . . . . . . . . . . . . side Løb for livet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Roarrangement i Viborg Roklub . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side Kontaktpersoner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side

5 6 9 10 12 14 16 18 20 23 24 26 27 28 30 31 32 34 35

Abonnement: Dansk Handicap Forbund Amputationskredsen Hans Knudsens Plads 1A, 1. 2100 København Ø Tlf. 39 29 35 55 E-mail: dhf@dhf-net.dk Hjemmeside: www.dhf-net.dk Fotos: Manuela Langer, Jørgen Gade, Gangskolen i Hvidovre Forside: Det ekstreme cykelrace Tour d´Afrique Design og produktion: AN Marketing I/S A · nyt oktober 2005

The Elite FootTM gives the right response, in the right places, no matter what the terrain. It offers the perfect solution for achieving the healthiest sports/life balance.

US patent number 6719807

KerbĂ¸llingvej 126 7182 Bredsten, Danmark Tlf.: 76 50 00 57 Fax: 76 50 00 58 E-mail: mail@ortodan.dk

MĂ¸llendalsveien 1 5009 Bergen, Norge Tlf.: +47 55 20 61 00 Fax: +47 55 20 61 01 E-mail: post@ortopro.no

Leder Den 19. november 2000 blev Amputationskredsen (AK) stiftet på Dansk Handicap Forbunds kursusejendom, Sct. Knudsborg på Fyn. Jeg har siden været formand for AK og synes, når jeg ser tilbage på den forgangne tid, at vi er nået langt. Det er efterhånden velkendt blandt sundhedspersonalet over det ganske land, at der eksisterer en forening for amputerede. Jeg har i perioden også været på mange besøg og haft mange samtaler med nyamputerede. Mange har haft stor gavn af et medlemskab, og andre igen har kun lige haft et kort behov for foreningen, og er derefter vendt tilbage til en tilværelse som amputant uden at have yderligere behov for et medlemskab. Jeg har i min formandsperiode haft et godt samarbejde og en stor støtte i Dansk Handicap Forbund. Uden denne forankring var vi ikke blevet til det, vi er i dag og ikke haft de samme muligheder. Jeg mener, det var en rigtig beslutning, vi traf i 2000 og ikke bare gik vore egne veje. Som det er de ﬂeste læsere bekendt, har jeg været igennem et sygdomsforløb og et behandlingsforløb for en lungekræft. For et år siden sluttede denne behandling – desværre uden at jeg kunne helbredes. Jeg har således det sidste år været klar over, i hvilken retning det gik.

Jeg synes, det nu er ved at være tiden til, at jeg – mens jeg endnu selv kan – takker af og overlader styringen og formandsposten. På førstkommende bestyrelsesmøde vil jeg bede næstformanden om at varetage mine opgaver som formand. Jeg vil i den udstrækning, det er mig muligt, stå til rådighed for bestyrelsen og øse ud af min viden og indsigt. Det er mit største ønske, at AK fortsat vil være et tilbud til de mange, der hvert år oplever en amputation, og at AK vil videreudvikle sig efter medlemmernes ønsker og behov. AK har så småt indledt lidt samarbejde med vore søsterorganisationer i Norge og Sverige, jeg håber, der fremover vil være ressourcer til at videreudvikle dette samarbejde, da jeg er af den overbevisning, at sammen kan vi løfte mere. Dansk Handicap Forbund er i fuld gang med at tilpasse organisationen i forhold til den kommende ny struktur. Jeg synes, de indledende diskussioner og forslag ser meget fornuftige ud. Vi skal selvfølgelig som selvstændig specialkreds, sammen med de tre øvrige specialkredse søge indﬂydelse og varetage vore medlemmers interesser, også i denne proces.

Handicap Forbunds medlemsblade også skal varetages af os selv. Der er store forventninger til de to nyansatte, og jeg synes, at de indledningsvis gør det rigtig godt. Skulle nogle have kontakter eller kendskab til virksomheder, der gerne vil købe annonceplads, eller have lyst til at være sponsor for vore aktiviteter, kan henvendelse ske til Tina eller Kirsten. Jeg vil ønske Amputationskredsen alt mulig held og lykke i fremtiden. Tak til alle de medlemmer, der har bidraget på den ene eller den anden måde. En særlig tak skal lyde til bestyrelsen og bladudvalget.

Med venlig hilsen Sten Nielsen Formand for Amputationskredsen

På hovedkontoret har vi fået ansat Tina Herløv og Kirsten Gøttsche, som skal forsøge at sælge annoncer i vores blad. Dette er et pilotprojekt, som skal danne grundlag for at træﬀe beslutning om de øvrige specialkredse og Dansk A · nyt oktober 2005

Af Mette Vosgerau, mette_vosgerau@yahoo.dk

Libanon glemmer de handicappede Der er sket mange fremskridt i Libanon – men bedre forhold for handicappede er ikke et af dem. Hverken behandling eller proteser er en selvfølge, fortæller Sylvana Lakis, forkvinde for Den Libanesiske Union for Fysisk Handicappede. Hassan Haider er på vej til dagens interview. Men det tager ham lang tid at ﬁnde en parkeringsplads i Beirut, og da han endelig ﬁnder den, skal han over store huller i vejen og høje fortovskanter, før han kan gå ind af døren til det kontor, hvor Den Libanesiske Union for Fysisk Handicappede (LPHU) holder til. Hassan Haider bor i Libanons hovedstad Beirut. Han er 32 år gammel, og hans højre underben er amputeret. Det skete under krigen, da en granat tilfældigt ramte hans families hus. 15-årige Hassan sad på altanen og spejdede efter sin far, der var ude for at hente brød og havde været længe væk. Det var Hassans mor og bror, der måtte bære ham ned. Det er en historie, man kan høre igen og igen i Libanon, hvor borgerkrigen rasede fra 1975 til 1990. Og vilkårene for handicappede er ikke gode i Libanon, fortæller Sylvana Lakis, der er forkvinde for Den Libanesiske Union for Fysisk Handicappede (LPHU). - Der er sket mange fremskridt i Libanon, men handicap er stadig en glemt 6

dimension. Efter krigen var første prioritet at genopbygge landet, og nu er det den dårlige økonomi. Forholdene for handicappede har altid ligget langt nede på den liste, fortæller hun. Og hun ved, hvad hun snakker om efter mange års arbejde i græsrodsmiljøet. I 2000 lykkedes det endelig at få indført en ny lov, der stort set giver handicappede alle tænkelige rettigheder. For eksempel skal alle nye skoler bygges med handicapadgang. Men der er langt fra lov til virkelighed, og mange handicappede går stadig på specialskoler uden mulighed for at blive en del af det lokale samfund. - Alle resourser går stadig til de forældede institutioner. Så der er ingen penge til at opfylde alle de gode intentioner i loven, siger Sylvana Lakis. Statistik er ikke tilgængeligt i Libanon, så ingen ved præcis, hvor mange amputerede, eller endsige handicappede, der findes. Et officielt tal fra 1997 lyder på, at 1,5 procent af befolkningen har et handicap. Men LPHU skønner det tal til at være mindst dobbelt så højt, og det svarer cirka til 120.000 mennesker ud af Libanons knap fire millioner indbyggere. Det er ikke muligt at sige, hvor mange af dem, der er amputerede, men på grund af krig og miner anslår Sylvana Lakis, at det er et forholdsvist højt tal.

En af Libanons mange amputerede er altså Hassan Haider. Han sidder helt roligt og fortæller om den dag for 17 år siden, hvor han mistede sit højre underben – og stort set ﬁk sit venstre ben ødelagt. - Jeg var vågen hele vejen, og jeg husker hele køreturen til hospitalet. Vi kørte i vores nabos Mercedes, fortæller han og fortsætter: - Mine forældre var meget bange. Men jeg tog det faktisk roligt. Jeg kendte en pige, der havde mistet sit ben, og hun havde protese. Så jeg tænkte, at det nok ikke ville være så slemt. Det første hospital afviste ham, fordi hans tilfælde var for kompliceret. Bomben havde stort set revet højre underben af, og det ville ikke blive nemt at redde venstre ben. Så naboens Mercedes måtte køre videre til næste sygehus, hvor ventetiden var fem timer. - Det var jo under krigen, og folk der var sårede i maven eller andre vitale organer skulle behandles først. Og da jeg endelig kom til hospitalet, gav de mig smertestillende medicin og blod, så det var ikke så slemt, forklarer Hassan. Fordi Hassan var krigsskadet, betalte regeringen for hans første operation. Den tog fem timer, men så lykkedes det også for lægerne at bevare hans venstre underben. Højre måtte amputeres. Indtil videre har regeringen betalt for hans proteser, men det gør de

ikke længere, fortæller han. Derfor har han lige fået repareret sin protese med reservedele fra en af dem, han tidligere har brugt. Situationen er temmelig vanskelig for krigsskadede, fortæller Sylvana Lakis. - De får kun den akutte behandling betalt af det oﬀentlige. Men netop med krigsskader er der ofte brug for meget opfølgende behandling og ikke mindst en nyindretning af hjemmet. Derfor må folk ofte tage et hvilket som helst arbejde, de kan få, og det ender med at gøre deres handicap mere kronisk, fortæller hun. Blandt krigsskadede bliver også regnet de mineofre, der hele tiden kommer nye af i Libanon (se boks næste side). Andre handicappede i Libanon er i princippet sikret gratis behandling. Men fordi regeringen skylder hospitalerne store summer, bliver langt de ﬂeste afvist ved indgangen, hvis de ikke kan fremvise penge på stedet. Sylvana Lakis anslår, at hospitalerne kun tager 15 handicappede, for hver 100 der søger behandling. - Nogle har penge til at betale eller kan falde tilbage på deres familie. Det er de heldige. Resten lider eller klarer sig, som de nu bedst kan, fortæller Sylvana Lakis. Hassan hører til det heldige mindretal. Hans familie har haft råd til at betale for

de operationer, der fulgte efter ulykken. Og han har råd til at betale for en ny protese, når det bliver nødvendigt. Han havde også mulighed for at få sig en uddannelse og et arbejde, og også på den måde adskiller han sig positivt fra ﬂertallet. For netop de to ting er nogle af de helt store problemer i Libanon. - I princippet er der lige adgang til universiteterne. Men der er overhovedet ingen handicapadgang eller faciliteter, og derfor er det umuligt for de ﬂeste at studere, fortæller Sylvana Lakis. Hassan Haider gik ud af skolen som 18-årig og gik derefter i lære som skomager. Men siden åbnede hans bror en butik med mobiltelefoner, og nu

arbejder han der. Hans håb er, at han en dag kan overtage den. Hans største problem i forhold til arbejde er, at han ikke kan stå op ret længe ad gangen. Dels på grund af det amputerede ben, men også fordi det venstre ben aldrig har fået sin fulde styrke igen. - Efter skolen tænkte jeg meget over, hvad jeg kunne lave, siger han. Og arbejde er og bliver et vigtigt emne for handicappede i et land, hvor man ikke har nogen indtægt, hvis man ikke har et job. - Enhver handicappet vil svare arbejdsløshed og medicinsk behandling, hvis du spørger om deres største bekymringer. Her er man altid bekymret for dagen i morgen, siger Sylvana Lakis. A · nyt oktober 2005

en ingeniør, så tager det tid for os at ﬁnde, fordi det er så svært for handicappede at få en uddannelse, siger Sylvana Lakis.

I et forsøg på at ændre situationen, har LPHU startet et projekt rettet mod det private erhvervsliv. Det skal aﬂive fordommene og overbevise arbejdsgiverne om handicappedes kvaliteter. Indtil videre har resultaterne været gode, men projektet løber ofte ind i problemer. - Hvis et ﬁrma efterlyser for eksempel

oplevet de store problemer. - Men folk kigger nu en del, når jeg er på stranden. Sådan er det vist alle steder, siger han med et smil.

Til gengæld har hun oplevet en markant fremgang i libanesernes holdning til handicappede. - Det er bestemt blevet bedre. Jeg tror, det er fordi, at ﬂere handicappede er en del af gadebilledet nu. Før troede mange libanesere, at handicappede ingenting kunne og bare skulle pakkes væk, siger hun. Det er en udvikling, som Hassan er enig i, selv om han aldrig selv har

LIBANON • Der bor knap fire millioner mennesker i Libanon • Omkring 40 procent er kristne og 60 procent muslimer • Landet er cirka fire gange mindre end Danmark • En borgerkrig raserede landet fra 1975 til 1990, og frem til 2000 var Sydlibanon besat af Israel. • Landet grænser op til Israel og Syrien og har kyst til Middelhavet • læs mere om Den Libanesiske Union for Fysiske Handicappede på www.lphu.com MINER I LIBANON 15 års krig og 22 års israelsk besættelse har spredt miner over hele Libanon, og ingen kender det nøjagtige antal eller placeringer. Tidligere blev det sat til 150.000, men efter Israel har indrømmet alene at have plantet 70.000 landminer, er det tal vokset. Minerne ligger i 429 forskellige områder – måske mere – og det er vel at mærke i et land, der er fire gange mindre end Danmark. En undersøgelse i 2001 viste, at det samlede antal af mineofre indtil da var på 2758. Heraf blev cirka halvdelen amputeret, og omkring 40 procent døde. Alene mellem maj 2000 og oktober 2001 var der 166 tilfælde af mineulykker. Det skyldes blandt andet, at miner ligger spredt ud over landbrugsjord, og i mange områder er bønderne så fattige, at de ikke har andet valg end at tage risikoen. Kilde: The Landmines Resource Center for Lebanon

Af Berit Holm Petersen, berithp@webspeed.dk

Nordic Walking eller stavgang – en sportsgren for dig? Hvis man kan gå med sin protese, kan man også dyrke stavgang. Ved rigtig udnyttelse af stavene udnytter man 90 % af kroppens muskler. For at opnå forbedret kondition skal man gå mindst en halv time, men her skal man tænke på, at en underbensamputeret bruger mellem 25 og 50 % mere energiudfoldelse ved at gå end en ikke-amputeret; en lårbensamputeret bruger mellem 50 til 100% mere energi. Sportsgrenen har flere fordele for mennesker med et handicap: • en evt. krykstok bliver skiftet ud med en stav, og man ser ikke specielt handicappet ud med den • koordinationen bliver forbedret, og man opnår dermed en forbedret gang med protesen • stavene aflaster protesen • man får frisk luft og god kondition • en billig sportsgren • man bestemmer selv tid og tempo Der findes en mængde information på markedet om rigtig brug af stavene, både i form af bøger og dvd. Desuden afholdes diverse kurser, bl.a. under aftenskolerne rundt om i landet. I Tyskland er det en voksende sportsgren blandt amputerede, hvor både over- , underbens- og dobbeltamputerede dyrker stavgang. I juli måned afholdtes et stort stavgangsmaraton

med deltagelse af 520 stavgængere, heraf 50 benamputerede, og i den anledning var der lavet en speciel 6 kilometers strækning til dem.

A · nyt oktober 2005

Af Lene Olesen, leneolesen@stofanet.dk · Foto: Manuela Langer

Fra Cairo til Cape Town ...........på cykel! At cykle hele vejen gennem Afrika fra nord til syd, lyder som en umulig præstation, men ikke desto mindre er det, hvad deltagerne i det ekstreme cykelrace Tour d´Afrique udsætter sig selv for. En af deltagerne i 2004 var amputeret. I den tidlige afrikanske morgendis den 17. januar 2004 tog omkring 35 frygtløse og trænede mænd og kvinder ud på en rejse, som ville kræve alt; jernvilje, rå styrke og mentalt overskud. I løbet af 120 dage skulle de seje atleter, tilbagelægge 11.750 kilometer på deres toptunede mountainbikes. 99 løbsdage og 21 hviledage skulle de igennem. Ti lande skulle gennemkøres, før de nåede

deres mål i det sydligste Afrika. Starten gik fra Cairo i Egypten videre gennem Sudan, Etiopien, Kenya, Tanzania, Malawi, Zambia, Botswana og Namibia, for til sidst at slutte i Cape Town i Sydafrika. Omkring 35 dage foregik løbet gennem stenrige, sandede og mudrede ruter, de øvrige dage på asfalterede veje.

GENNEMFØRTE MED TO PROTESER En af deltagerne i denne rejse for krop og sjæl var Armin Köhli. Den dengang 38-årige redaktør ﬁk amputeret begge fødder efter en togulykke i 1981. I otte år havde han dyrket cykelløb, og i 2004 kulminerede så hans løbskarriere i en tredjeplads ved det prestigefyldte Afri-

karace. Armin gennemførte således turen med to proteser. Og ikke bare selve cykelturen var strabadserende. Undervejs boede rytterne oftest i egne telte enten på bushen eller campingpladser. Som Armin selv fortæller det i det tyske tidsskrift HANDICAP, så meldte der sig hver dag en række spørgsmål udover det rent konkurencemæssige: ”Hvor skal vi mon overnatte i aften? Er der håb om et bad? Måske med varmt vand? Findes der et toilet? Hvis ikke, hvor kan jeg så gå hen? Er der cola? Måske endda en kold cola?”

HÅRDFØR MATERIEL I årene op til racet havde han tæt kontakt til sin bandagist. I fællesskab udviklede de forskellige materialer, og det gjorde de så godt, at proteserne faktisk holdt hele turen. Karbonhylstrene begyndte godt nok at smuldre undervejs, men dem kunne Armin nødtørftigt reparere med noget klæ-

Start Cairo

RUTEN

ÆGYPTEN

SUDAN

ETHIOPIEN

KENYA

TANZANIA

ZAMBIA ZIMBABWE NAMIBIA BOTSWANA

SYDAFRIKA

Mål Cape Town

MALAWI

bebånd. Han havde også mulighed for at lægge ny laminat på, hvis det blev nødvendigt. Bandagisten Stucki havde givet ham de nødvendige remedier med. Men selvom proteserne holdt, så var fødderne dog godt slidte, da han kom hjem. Karbonsålen på ﬂeksfødderne var et par millimeter tykke ved vejs ende. Anderledes problematisk var det med cyklen. Den måtte undervejs have udskiftet støddæmper og andre ting, hvilket morede bandagisten kosteligt.

FOKUS PÅ BRUGEN AF LANDMINER Men Armin ville ikke kun af personlige grunde køre den lange tur gennem det afrikanske kontinent. Han gjorde sit race til et symbolsk løb mod landminer. Særligt i Afrika er antipersonelminer årsag til utallige amputationer. Det lykkedes Armin at samle godt 10.000 Euro ind i forbindelse med løbet. Pengene gik til FSD, en schweizisk organisation,

som arbejder med minerydning, og til Appel de Genève, der er en organisation, som gennem forhandlinger med oprørs- og befrielsesgrupper, forsøger at få disse til at undlade at udlægge landminer. Formålet med Tour d’Afrique generelt er at skabe international goodwill og interesse om det afrikanske kontinent og at samle opmærksomhed og økonomisk støtte for cykler som transportmiddel i Afrika gennem Tour d’Afrique Foundation.

DANSK TRIUMF I 2005 Hvor hård Tour d’Afrique er for deltagerne, kunne vi også herhjemme læse om i dagspressen denne sommer. Det var nemlig den danske mountainbiker Kim Bremer, som vandt dette års tur. Han sagde om strabadserne i et interview til Århus Stiftstidende den femte juni: ”Jeg var heldig. På trods af løbets

længde og varme klarede jeg mig overraskende godt – ikke mindst mentalt. Jeg nåede aldrig derud, hvor jeg kollapsede eller brød ned psykisk. Men til sidst var min krop brugt op. Den er det, jeg kalder grundtræt. Det værkede over det hele, jeg havde diarre og var konstant træt, også når jeg stod op om morgenen og burde være frisk”. Ikke alle var lige heldige på dette års tur. Ifølge Århus Stiftstidende var der undervejs på turen et dødsfald, tre brækkede kraveben, en brækket hofte, et alvorligt kæbebrud og et tilfælde af malaria! Har du fået lyst til at læse mere detaljeret om den barske tur, kan du gå ind på www.tourdafrique.com Du kan også læse specielt om Armin Köhlis på: www.tourdarmin.ch - eller om Kim Bremer på: www.cairo2cape.dk Kilder: HANDICAP og Århus Stiftstidende

Endelig i mål

A · nyt oktober 2005

Af Berit Holm Petersen, berithp@webspeed.dk

Test af computerknæ Det tyske blad HANDICAP har sammen med en lårbensamputeret bruger testet Otto Bocks C-Leg og Össurs Rheo-Knee, begge ”computerknæ” men med forskellig styringsteknik. Testen blev foretaget på rullebånd, konventionelle trapper, hurtig gang, spadseren, løbehjulsløb m.m. Vi bringer uddrag af testen. Hele testen kan læses i bladet ”HANDICAP”, nr.1, 2005. Siden Otto Bock lancerede deres C-Leg i 1997, har over 11.000 brugere på verdensplan brugt det computerstyrede knæ. Det giver en mere sikker og naturlig gang, også i ujævnt terræn i forhold til mekaniske knæ, og med mulighed for forskellig ganghastighed medvirker

computerknæ til større livskvalitet. Nu har Össur introduceret Rheo-Knee, som de siger, er en forløber for det kommende Power-Knee. Selve styringsteknologien i de to knæ er forskellig, men i praksis mærkede testpersonen ingen forskel på knæenes hastighed med hensyn til at ændre sving- og ståfasen. Rheo-knæet bliver styret af svømmende jernpartikler i en olie. Et magnetfelt ændrer oliens viskositet ved forskellig modstand. 80 små magnetiserede stålplader bevæger sig mod hinanden og styrer hastigheden af sving- og ståfasen, og denne proces sker 1000 gange i sekundet. I C-Leg styres gangcyklussen af en hydraulikzylinder ved hjælp af servostyrede ventiler, som aktiveres 50 gange i sekundet.

SOFTWARE Begge knæ anvender software, der forvandler måleværdier til et menneskeligt bevægemønster. Ved C-leg benytter ortopædi-teknikeren en computer under gangprøven med den amputerede. Skal knæets indstillinger ændres efter længere tids brug, fx fordi man er blevet mere mobil, må man til bandagisten igen til ny indstilling. Ud over de faste indstillinger kan man vippe 3 gange på protesens forfod, og således kan man for eksempel programmere knæet til cykelløb eller lange ståfaser med bøjet knæ. Rheo-knæet er indstillet på forhånd, og alle senere ændringer med protesen måler det selv vha. sensorer i knæet. 12

Brugeren får en lille håndholdt computer med billedsymboler, så man selv kan indstille knæet, hvis man har behov for det. Man kan lagre oplysninger til knæet om forskellige aktiviteter som cykling, skiløb, rulleskøjteløb osv. Begge producenter arbejder på at gøre deres betjeningskoncepter endnu mere brugervenlige, bl.a. ved hjælp af trådløs kommunikation mellem knæ og computer.

TESTEN Otto Bocks knæ og rørsystemer hænger sammen og kan kun sættes sammen med fødder fra samme firma. Össur anbefaler flex-fod sammen med knæet, men man kan kombinere med andre firmaers fødder. Testpersonen følte ingen forskel, da han testede knæene i hurtig gang på grænsen til løb, pludselige stop og overgang til slendren / indkøbshastighed. Begge knæ har batterier med en 48 timers kapacitet og op til 5 timers genopladning. Hos C-Leg bliver knæet næsten stift og dermed meget besværligt at gå med, hvis batteriet løber tørt. Rheo-Knee kan man slå fra, når man ikke bruger det, fx på kontoret eller om natten, hvormed man sparer batteri. Til gengæld er lade-apparatet mere kluntet at se på end C-Legs ditto. Batterierne lades op i knæet, og her er det nemmest at komme til Rheo-Knee. Placeringen af genoplademuligheden bevirker ofte, at man ikke har kosmetik på protesen, og det kan let se tyndt ud med et par lange bukser ud over.

RHEO KNEE

CLEG

Udseendet på de to knæ adskiller sig noget, hvor C-Leg måske er mere hightech, moderne i sit design. Rheo-Knee kan kun bruges af amputerede med en max-vægt på 90 kilo, hvor C-Leg tillader brugeren at veje 125 kilo. Både på trapper og skrånende terræn er begge knæ gode med deres indbyggede bremsemulighed i bøjningsfasen. Rheo-Knee har dog den fordel, at man selv kan bestemme, hvor længe bremsefasen skal vare, og dermed hvor hurtig man kan gå ned ad trapper.

HVILKET KNÆ TIL HVEM? Össur nævner, at deres Rheo-Knee ikke er til sportsudøvelse. Det er beregnet til brugere med begrænset til ubegrænset udendørs gangkapacitet. C-Leg er til brugere med uindskrænket udendørs gangkapacitet, men i princippet kan også mindre aktive amputerede anvende knæene, fordi de letter gangen og yder sikkerhed i gangfasen. Kilde: ”HANDICAP”, nr.1, 2005

Fordele: • kan serviceres i mange lande • kendt mærke • prioriterer sikkerheden sammen med en dynamisk svingfase-styring • let og æstetisk udseende • lille og let anvendelig batteri-oplader • Bluetooth-mulighed • garanti • egnet op til 125 kilo • muligt at anvende med en underbenslængde på 36 cm Ulemper: • kun Otto Bocks fødder kan anvendes • ringe indstillingsmuligheder for brugeren • uden strøm faktisk umulig at gå med • opladningsstik foran på knæet • ved ændringer skal det indstilles igen • meget aktive mennesker kan bremses af systemet • dyrt

Fordele: • intelligent software, der selv tilpasser sig • betjeningsvenligt koncept med mange indstillingsmuligheder via håndcomputer • indlæsning af mobilitetsproﬁl i computeren • prioriterer dynamisk svingfasestyring sammen med høj sikkerhed • adskilte indstillinger af modstand afhængig af terrænet, fx gang på trapper, ramper osv. • strømsparefunktion • muligt at gå uden strøm, fordi man aktivt kan sikre knæleddet • muligt at anvende andre producenters fødder • skridttæller, batteristandsmåler, bremseeﬀekt m.m. kan læses i computeren • opladning sker bag på knæet – nemmere ved eventuel kosmetik • ved proteseændringer skal knæet ikke indstilles igen Ulemper: • relativt nyt system med få udbydere • låser sig ikke ved tomt batteri • relativt tungt og æstetisk mindre pæn • uhåndterlig og tung genoplader • ingen Bluetooth-mulighed • tillader max 90 kilo • længden af underbenet skal mindst være 45 cm • dyrt

A · nyt oktober 2005

Af Solveig Hansen, sol@dhf-net.dk

Når alderen trykker

Aktivitet skal der til

Post-syndromer gælder ifølge amerikanske forskere alle former for handicap. I PTU-Nyt nr. 3 – 2005 redegør foreningspsykolog Pia Bilde Kuhlman for 20 års systematisk forskning på området, og hvad vi kan gøre for at forebygge problemerne. AmputationsNyt har valgt at referere dele af artiklen og har bragt emnet op i plenum på årets Løbeskole for benamputerede. De ﬂeste mennesker har deres optimale funktionsniveau i 20-25 års alderen, hvorefter det svinder med ca. 1 % om året, så vi ved pensionsalderen er nede på 40 % af det optimale, og det er normalt også i den alder, kroppen bliver mere modtagelig for aldersrelaterede sygdomme. Den amerikanske forskning gennem 20 år viser, at hastigheden af den normale aldringsproces ikke gælder for handicappede – vi ældes mindst en halv gang hurtigere – og varigheden af handicappet har større indﬂydelse end den faktiske levealder. Post-syndromer viser sig typisk som svaghed, træthed og smerter. 14

FORKLARINGER Amerikanerne forsøger at forklare den øgede alderssvækkelse med • Overudnyttelse af allerede svækkede nerver og muskler • For lavt brug eller misbrug af nerver og muskler som følge af gangvanskeligheder og immobilitet eller dårlig kondition • Komplikationer til den oprindelige sygdom eller traume – eller den omsorg og behandling, der blev givet i den forbindelse • Forringet livsstil, mangel på motion, dårlig ernæring, for stort kalorieindtag eller alkoholisme og mangel på adgang til træning og forebyggelse

Det gælder om at få pulsen op

LIVSVILKÅR Mange amputerede må leve med smerter, stumpsmerter, fantomsmerter og overbelastningsgener som livsvilkår. Dette var derfor et af emnerne, der blev berørt på Løbeskolen for benamputerede. Nogle har smerterne konstant, andre i belastende situationer, ved vejrskifte, i kulde osv. Ifølge amerikanerne er vi tilligemed udsat for post-syndromer allerede i 3040 års alderen, hvor kravene fra familie og karriere er størst, hvis vi er blevet handicappede som børn eller unge. Vores risiko for ”oveni” at blive ramt af de aldersrelaterede sygdomme længe før andre er vigtig at være opmærksom på, så vi ved de første symptomer kan sørge for at blive behandlet og selv handle, så helbredet bedres, og sygdommene holdes nede. VI VÉD DET JO GODT Både på Løbeskolen og fra det amerikanske forsknings- og rehabiliteringscenter får vi de gode råd, vi kender så godt: • Dyrk motion • Spis sundt • Vær aktiv For mig var det nyt, at oddsene er, som de er, og de tiltagende smerter rundt omkring i kroppen er mere end tidligere antaget advarsler om, at hvis min krop ikke får nok af den gode opmærksomhed, er straﬀen kontant og mærkbar. BEVÆGELSE SKAL DER TIL PTU-Nyt anbefaler mindst et kvarters daglig træning, og først når træningen

BRAUN 955 - Med sideindkørsel kan du klare meget snævre parkeringer. - Afrullestoppet er så stærkt at det kan skubbe en el-kørestol ind i sikkerhed på platformen.

BRAUN 800 Sving Vand giver dejlig bevægelsesfrihed

er så anstrengende, at pulsen øges til mindst 60 % af maximum har man chance for at forbedre eller vedligeholde sit funktionsniveau. Løbeskolen gav mange anvisninger på rigtige bevægemønstre og bud på gode motionsformer, dels via løbetræningen, de mange boldspil, en tur i svømmehallen og i år også øvelser på træningsbold.

MAXPULS Der ﬁndes måder at måle sin egentlige maxpuls, men som handicappet er muligheden for at nå maxpulsen ikke optimal, og man kan derfor i stedet benytte sig af en formel, der beregner maxpulsen til at være 220 minus personens alder. En beregning kan således vise, at 60 % af maxpulsen for en person på 45 er ca. 105. FORSKNINGS OG REHABILITERINGSCENTER Mere om undersøgelserne og forebyggelse af aldring på forskningscentrets hjemmeside www.agingwithdisability.org

- Parkering: Kræver kun 70 cm i bredden - det samme som en åben fordør. - Kan løfte en Minicrosser 125. - Fri adgang til kabinen for gående familie og venner. Liften spærrer ikke for skydedøren.

BRAUN UVL - Verdens tyndeste underliggende lift kan monteres uden tab af frihøjde på flere biler. - Intelligent styring giver let betjening og stor sikkerhed.

Ring eller mail til Langhøj for yderligere oplysninger og anvisning af nærmeste forhandler. e-mail: info@langhoej.dk

WWW.LANGHOEJ.DK A · nyt oktober 2005

Invitation til

Amputationskredsens generalforsamling LØRDAG/SØNDAG DEN 5.6. NOVEMBER 2005 PÅ SCT. KNUDSBORG, LILLE BROGÅRDSVEJ 12, 5464 BRENDERUP PÅ FYN. PROGRAM Lørdag: Kl. 10.00 - 11.30: Indkvartering og møder for kontaktpersoner og kredsrepræsentanter. (Særskilt invitation udsendes) Kl. 12.00 - 13.00: Frokost. Kl. 14.00 - 17.00: Oplæg med efterfølgende spørgsmål og debat. Kaﬀe. Kl. 18.00 : Middag og hyggeligt samvær. Søndag: Kl. 8.00 - 9.00: Kl. 9.30 - 11.30: Kl. 12.00 - 13.00: Kl. 13.00 :

Spændende foredrag.

Morgenmad. Generalforsamling. Frokost og afrejse. Den nye bestyrelse holder konstituerende møde.

Man kan komme om

kring på forskellige måde r.

TILMELDING Senest d. 20. oktober til: Lea Dernov Amputationskredsen Dansk Handicap Forbund Hans Knudsens Plads 1 A, 1. 2100 København Ø. Tlf. 39 29 35 55 E-mail: info@dhf.dk Princippet “Først til mølle” gælder.

GENERALFORSAMLINGEN FØLGER KREDSENS VEDTÆGTER Foreløbig dagsorden 1. Valg af dirigent 2. Beretning 3. Forelæggelse af revideret regnskab 4. Beretninger fra kredsrepræsentanter 5. Indkomne forslag 6. Valg af formand – Solveig Hansen er på valg 7. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer – Krista Hansen, Annelise Hansen, Henning Baagøe og Lene Bonde Nielsen er på valg. Krista Hansen og Lene Bonde Nielsen ønsker ikke genvalg 8. Valg af suppleanter 9. Fremtidigt arbejde 10. Eventuelt

Festligt indslag under festmiddagen.

Lidt rollespil. Og der blev danset...

...og danset. Den nyligt konstituerede formand og næstformand.

TILMELDING TIL AMPUTATIONSKREDSENS GENERALFORSAMLING Navn: ______________________________________________________________________________________________ Adresse: ____________________________________________________________________________________________ Postnr./By: __________________________________________________________________________________________ Telefon: _____________________________________________________________________________________________ E-mail: ______________________________________________________________________________________________

■

Ryger

■

Ikke ryger

Specialkost: Hvilken? __________________________________________________________________________________ Kuponen sendes senest 20. oktober til: Lea Dernov, Amputationskredsen, Dansk Handicap Forbund, Hans Knudsens Plads 1 A, 1., 2100 København Ø.

A · nyt oktober 2005

Gangskolen Hvidovre Hospital

Gangskolen henvender sig til alle benamputerede i H:S og Københavns Amt. Formålet er at give den benamputerede mulighed for at fastholde eller forbedre gangfunktionen og færdes i et inspirerende miljø, hvor ligestillede mødes. Endvidere kan gangskolen vurdere og behandle sår, smerter, proteseproblemer og formidle kontakt til løsning af eventuelle sociale problemer. Personalet består af fysioterapeut, sygeplejerske og læge. Derudover er der fast besøg fra bandagist alle dage. 18

Henvisning til gangskolen sker via egen praktiserende læge, ortopædkirurgisk ambulatorium eller primær hospitalslæge. Man kan også selv rette henvendelse til gangskolen. Der kan enten ringes, skrives, faxes eller mailes. (Se adresser og numre sidst i artiklen). Når gangskolen har modtaget første henvendelse, kontaktes man pr. telefon. Her udfyldes et visitations-ark, og der aftales en mødetid. Den første mødedag har patienten en samtale med en fysioterapeut og en sygeplejerske. Her vurderes det endeligt, om gangskolen er det rette træningssted. Sammen med fysioterapeuten afdækkes ønsker og mål, og der fastlægges en plan for forløbet. Ved et af de første besøg i gangskolen foretager en fysioterapeut en “gangtest” sammen med patienten. Denne test gentages efter tre måneder eller ved afslutningen i gangskolen. Som deltager er man medansvarlig for træningen, fysioterapeuten støtter op og kan give råd og vejledning. Så vidt det er muligt, lægges der ud med fælles opvarmning, hvorefter hver enkelt deltager går i gang med det, der er vigtigt for vedkommende: balance-, styrke-, gang- og/eller trappetræning, bandagisttilsyn, sygepleje, lægekontakt, m.m. Der afsluttes sædvanligvis med en kort

fælles pause, hvor der serveres lidt at drikke, udveksles erfaringer og stilles spørgsmål. Gangskolen har åbent mandag, onsdag og fredag fra 13.30 til 15.15 og om fredagen til kl. 14.45, hvor man kan deltage en dag om ugen på en fastlagt ugedag. Der deltager højst 9 personer mandag og onsdag, og 5 om fredagen. Kørsel til og fra gangskolen skal man som hovedregel selv sørge for. I særlige tilfælde kan der gives dispensation fra denne regel.

DER KAN RETTES HENVENDELSE TIL: Gangskolen, afd. 348 Hvidovre Hospital Kettegård Allé 30 2650 Hvidovre Tlf. 36322374 Telefontid: Mandag, onsdag og fredag fra kl. 08.30 - 09.30 Mail adresse.: gangskolen@hh.hosp.dk Fax.: 36323756

C-Leg® – det intelligente knæ Otto Bock C-Leg® repræsenterer markeds første mikropros styret knæled med indbygget sensor teknik, der måler og tilpasser knæleddets eneskaber til brugerens bevægemønster. Med C-Leg® kan den amputerede nu gå bekvemt på ujævnt underlag med varierende hastighed, uden at tænke på hvordan de går. Takket være den hydrauliske ståfasekontrol, forenkles gang på trapper, ujævnt underlag og gang ned ad bakke. Otto Bock C-Leg® er tilegnet en bred brugergruppe af ben amputerede. C-Leg® kan bruges af meget aktive brugere, og de amputerede der kræver mere ståfase sikkerhed. Kontakt din bandagist for nærmere information. Otto Bock Scandinavia AB Tel. 49 22 42 11 • Fax 49 22 23 99 www.ottobock.dk A · nyt oktober 2005

Af Michael Soelberg, solsoel@mail.dk

Når lynet rammer hårdt Det er en mandag, en strålende og meget varm solskinsdag. Jeg er på vej til Sydals, næsten nede på sydspidsen af halvøen, hvor den 32-årige Bjarne Müller bor. Bjarne sidder i kørestol og har gjort det de sidste tre år. Han er dobbelt knæledsamputeret pga. refleksdystrofi. Bjarne havde ellers en lovende fremtid foran sig. Både i det private liv og arbejdsmæssige liv. Han ville gøre karriere inden for handel. I 1992 bliver han handelsstudent, afslutter værnepligten og kommer i lære som engroshandelsassistent i en større virksomhed. I 1993 flytter han sammen med sin kæreste. Alting flasker sig for ham. Fritiden er bl.a. fyldt ud med en lovende karriere inden for flyvevåbnet i hjemmeværnet, hvor han er instruktør i førstehjælp for hele Sønderjyllandsområdet. En dag på arbejdspladsen i oktober 1993, bakker en gaffeltruck på 5 tons ind i ham, vælter ham og kører over hans højre fod. Han bliver med lynets hast bragt ind på skadestuen. Røntgenbillederne viser tilsyneladende ingenting og han bliver sendt hjem. I 14 dage ligger Bjarne på langs og begynder så atter på arbejde. Han har dog konstante smerter i foden og får nu andet arbejde i køkkenafdelingen i firmaet. I juni måned `94 kommer han på sygehuset og får foden i gips i 3 uger. Det har ikke den store effekt og han får den besked, at man ikke kan gøre mere. ”Det må jeg så affinde mig med,” fortæller Bjarne. 20

August `95 er læretiden forbi, og selvom det har været rimelig svært pga. smerter, håber Bjarne det bedste, han har lært. Han får nyt arbejde som køkkensælger i en virksomhed i Padborg, men smerterne tager til, og han bliver sendt fra den ene læge til den anden – uden positive resultater. Han ender på sygehuset, hvor nye røntgenbilleder bliver taget uden målbare resultater.

At man ikke har opdaget bruddene, får fatale følger for Bjarne. Han har udviklet reﬂeksdystroﬁ. En sygdom med symptomer som: svie og brændende smerter, skiftevis kulde og varme i foden og med skiftende farver. ”Den skiftede farver som en kamæleon,” fortæller Bjarne.

En dag ringer telefonen, og det er det gamle ﬁrma, som gerne vil have Bjarne tilbage i deres fold. En ny afdeling skal etableres inden for køkkener, og Bjarne skal være en del af teamet.

Arbejdspladsen er godt klar over, at han har nogle skavanker, men ﬁrmaet bakker ﬂot op om hans situation og tager tingene, som de kommer, ”Men hvem havde også forestillet sig, at min situation ville udvikle sig så dramatisk,” fortæller Bjarne.

I efteråret `97 begynder han at læse til merkonom. Han har ambitioner om at være mere end en sælger. På et tidspunkt i studiet møder han en lærer på erhvervsjura, som efterfølgende bliver hans advokat på arbejdsskadesagen. Nu kommer der endelig gang i sagerne. Den har nemlig ikke ført til det helt store. Han fortæller, at ﬂinkeskolen er passé. På samme tid møder Bjarne en overlæge på Sønderborg sygehus. Det må nu være slut med et utal af røntgenbilleder. Overlægen kan godt se, at man må gå andre veje for at ﬁnde problemet. Foden har alle regnbuens farver og er særdeles øm, den er skiftevis varm og kold, der er svie og brændende smerter, han halter og må gå på krykker. Der bliver bestilt en MR-skanning i januar `99. Ved den skanning opdager man for første gang 5 brud på foden, som man ikke tidligere har lokaliseret.

I april `99 kommer han for første gang under kniven. Overlægen åbner foden og konstaterer, at bløddelene er ødelagte og et stykke af knoglen på størrelse med en 5-krone har revet sig løs. Det bliver fjernet. Senere kommer Bjarne på Odense Universitetshospital i håb om, at en læge her kan hjælpe ham. Hvis ikke, taler man om at gøre foden stiv, men ingen nævneværdig hjælp er at hente. Dybest set er situationen uforandret. Smerterne er stadig voldsomme, men trods det er Bjarne tilbage på arbejdet – på krykker. Han har en vilje og er ikke til sinds at opgive sit arbejde. ”Jeg ville jo ikke give op, det var mig meget magtpåliggende at udføre et ordentligt stykke arbejde,” fortæller Bjarne. Men når han kom hjem fra arbejde, havde han så vanvittig mange smerter, at han næsten græd hver aften.

Familien bliver nødt til at sælge toplanshuset og bygger et nyt etplanshus. Samme år afslutter Bjarne merconom-studiet i markedsføring og påbegynder et HD-studie i regnskab, men må opgive studiet pga. smerter. I marts 2000 besvimer Bjarne ganske pludseligt og får en tid på hospitalet med henblik på forskellige undersøgelser. Resultatet er ikke lovende. Overlægen fortæller i utvetydige vendinger, at Bjarne skal stoppe på arbejdet, ellers vil han dø. En karriere med henblik på en stilling som afdelingschef, en arbejdsuge på 50 – 60 timer og en tilsidesættelse af smerterne var mere end foden kunne klare. For første gang i samtalen holder Bjarne en pause, der helt klart viser, at denne meddelelse var svær at sluge. ”Det var at vælge mellem pest og kolera”, fortæller han. Men foden var begyndt at få blåsorte mærker, og det var begyndelsen til koldbrand i foden.

Bjarne kan ikke se sig selv som invalidepensionist og søger derfor et fleksjob på halvtid med fuld løn og må se drømmen om lederjob forsvinde ud i den blå luft. En kort overgang forsøger han sig på smerteklinikken i Herlev, men opgiver relativt hurtigt igen, virkningen har ingen effekt. I december 2000 er foden så medtaget, at amputation midt på skinnebenet er nødvendig. ”Det var en befrielse at få den amputeret,” fortæller Bjarne. ” Nu skulle jeg ikke passe på, at jeg slog min fod eller andre kom til at ramme den.” Med venners hjælp fik Bjarne god støtte og hjælp til genoptræning. Han går til fitness og svømning for at komme i form, men ligeså meget for at have noget at stå op til. Tre måneder senere vender Bjarne tilbage på arbejdet. Men i september 2001 falder han og brækker højre hofte og får en kunstig hofte. På ny må Bjarne sygemeldes, men i forløbet tager han beslutningen om at stoppe på arbejdsmarkedet. Det er ble-

vet alt for besværligt og søger kommunen om pension. Mens sagen kører sin gang, får Bjarne en ubehagelig oplevelse: Direktøren kommer hjem til ham med en fyreseddel. En oplevelse som han gerne havde undværet. ”Det er jeg mega, mega ked af”, fortæller han. Der var så kort tid til pensionssagen ville falde på plads, at Bjarne gerne selv ville sige op. ”Jeg ville sætte stor pris på, at han ville lade være. Det betød meget for min psyke”, fortæller Bjarne. Men der var ingen kære mor! Økonomisk havde det ingen betydning. ”Det var ren og skær stolthed, det handlede om,” uddyber Bjarne. En måned senere, 1. januar 2002, får Bjarne tilkendt pension. Problemerne tårner sig imidlertid op. Bjarne får slidgigt i skuldrene og må nu sidde i elkørestol, men det værste er, at det andet ben er overbelastet og giver samme symptomer som det højre. Benet får hele farvepaletten, der kommer åbne sår, det lugter fælt, og A · nyt oktober 2005

der går koldbrand i benet. Hvorfor det er gået over i det andet ben, er der ingen, der kan give et klart svar på. I 2004 må Bjarne igen på operationsbordet. Denne gang bliver han amputeret i begge ben midt på knæene. Desuden lurer en skilsmisse lige om hjørnet, som dog intet har med sygdommen at gøre. Efter 10 års ægteskab er der ikke mere at give af.

Bjarne erkender, at han aldrig kommer til at gå igen, dertil er smerterne alt for voldsomme. Han har dog prøvet at stå på proteser, men det var forbundet med så store smerter, at han ikke ønsker at gentage det. I denne del af samtalen bryder han ud i latter. ”Jeg blev sgu helt overrasket over, hvor høj jeg egentlig er, når jeg står op,” griner han. Sandsynligheden for yderligere amputation er dog til stede. En lægeerklæring giver udtryk for, at man må regne med amputation i begge ben op til lysken. ”Jeg har på fornemmelsen, at uanset hvor meget lægerne amputerer, følger refleksdystrofien med op,” fortæller Bjarne meget nøgternt. Det eneste, han kan gøre mod smerterne, er, at fylde sig med piller. Han har prøvet alternative veje, såsom akupunktur, men uden den store effekt. Han håber, at et ophold på Monte Bello i Spanien kan lindre mod smerterne. Det er et

Refleksdystrofi er en kronisk smertetilstand. Tilstanden opstår sædvanligvis efter en skade, men kan også komme efter operationer, betændelser og efter gipsbehandling med for stram gips. Den kan også komme efter blodprop i hjertet, samt hvis nerver har været indeklemt, fx under håndledsbåndet, hvis ikke nerven bliver aflastet i tide. Der sker det, at hjernen på grund af ødelagte eller skadede nerver det sted, hvor skaden har ramt, ikke kan genkende nervesignaler gennem det normale system. Der vil så aktiveres nervesignaler fra hjernen og rygmarven gennem det ubevidste nervesystem. Der kommer oftest

stort ønske for ham at blive smertefri. ”Hvis jeg bare kunne blive smertefri, kunne jeg godt undvære at gå,” siger Bjarne og håber på et mirakel, men er nok også kommet til den erkendelse, at det er en livstidssygdom. Fritidsinteresser har han stadig, om end på et andet niveau. Det bliver både til svømning, bordtennis og skydning, og sidste gren på stammen er et bestyrelsesarbejde for DHF i Sønderjyllandskredsen. Inden jeg atter vender snuden nordpå, fortæller Bjarne, at han skal på en ferie til Tyrkiet sammen med sin nye kæreste. Han mødte hende i den lokale svømmehal, hvor hun hjalp til med handikapsvømning og sød musik opstod. For få måneder siden ﬂyttede de sammen og ganske tæt på Bjarnes søn på 7 år. ”At være tæt på min søn, gør mig rigtig glad,” slutter Bjarne.

svære og brændende smerter i området, og samtidig intens smertefølsomhed i huden ved berøring og varme. Huden begynder at hæve og ændre farve til blårød, og det ender med, at huden bliver blå, svedende og kold, med tiltagende smerter og stivhed i led og senebånd. Der kommer muskelsvind og nedsat funktion. Knoglerne afkalker, senerne trækker sig sammen, og armen eller benet kan ligesom “visne”. Der kan også komme tendens til “hvide ﬁngre” eller tæer. De svære kroniske smerter er dog oftest det mest belastende. Kilde: læge, Carsten Vagn Hansen

Heller ikke du?

Hunde ingen adgang

A 路 nyt oktober 2005

Af Lene Olesen, leneolesen@stofanet.dk

Guds straf Halvblind, sky og stivlemmet blev Kevin hentet ud af hyttens mørke. I fire år havde hans mor holdt ham skjult på grund af hans handicap. Det lyder absurd, at ovenstående kan finde sted, men ikke desto mindre er det virkelighed for et stort antal af handicappede i denne verden. Eksemplet her stammer fra Kenya. Kevins mor ventede tvillinger, men fødslen blev problematisk, og uden det nødvendige sundhedspersonale til at afhjælpe blev Kevin lam fra halsen og ned. Normalt er en tvillingefødsel her en velsignelse og giver anledning til fest i landsbyen, men denne gang blev der ikke festet. Moderen skjulte det ene barn, når der kom gæster på besøg. Hun var overbevist om, at barnets handicap var en straf fra Gud, fordi hun havde gjort noget forkert. Kevin var heldig. Han blev opdaget af en socialarbejder og lever i dag et liv i fuld offentlighed.

Men ikke alle er så heldige. På Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside kan man læse om den 16-årige dreng i Etiopien, der bliver holdt inden for hjemmets ﬁre vægge, fordi familien er overbevist om, at han er besat af djævelen. Drengen er halvsidig lammet, sikkert efter en hjerneblødning, men familien føler, at handicappet er en skamplet og straf, efter at de på en markedsplads så blodet fra slagtningen af nogle okser ﬂyde anderledes end normalt. Denne slags overtro skaber umenneskelige forhold for mange handicappede, og nogle gange bliver de ydermere udsat for diverse traditionelle behandlere, som forsøger at udrydde det onde gennem uheldige metoder, for eksempel ved at brændemærke patienterne. Ikke alene er der stor uvidenhed om årsagen til og behandlingen af handicaps i store dele af verden, men risikoen for at pådrage sig et handicap er også mange steder meget stor. I lande med dårlig adgang til lægehjælp, fører små lidelser ofte til alvorlige handicaps som følge af manglende eller forkert behandling. En brækket arm kan føre til senere amputation, et sår på anklen kan betyde det samme. Harmløse lidelser kan få katastrofale følger. Som følge heraf er en stor del af befolkningerne i udviklingslande ramt af sygdomme eller handicaps. Og et handicap betyder ikke bare nedsat mobilitet. Det får store følger for andre livsvilkår blandt andet uddannelse og beskæftigelse og dermed forsørgelse.

GLOBAL LINE Handicappede i hele verden organiserer sig for at stå stærkere i kampen om bedre rettigheder. Men nogle gange har de brug for viden og inspiration andre steder fra. I den forbindelse har Egmonthøjskolen hvert år et hold udenlandske organisationsfolk på deres halvårlige kursus ”International Linie”. Kursisterne er inviterede af forskellige danske handicaporganisationer. Arbejdstitlen på dette efterårs kursus er ”Demokrati og handicappedes rettigheder i Nord og Syd”. På kurset arbejder danskere og udlændinge sammen om blandt andet: ”Kultur og kulturmødet, demokrati, rettigheder, handicappedes integration i samfundet og på arbejdsmarkedet, projektredskaber, ulandsarbejde.” RAM FRA NEPAL På dette års linie er en af deltagerne 39-årige Ram Prasad Dhungana fra Nepal. Ram har taget et halvt års orlov fra sit hverv som generalsekretær i National Federation of the Disabled – Nepal (NFDN), altså en sammenslutning af ﬂere handicaporganisationer i Nepal. Ram er en mand med mange års erfaring indenfor handicapområdet. Han har arbejdet for ﬂere organisationer og

haft en succesfuld karriere her. Da Ram var seksten år, skulle han til Indien, hvor hans far arbejdede for den indiske regering. Men rejsen blev skæbnesvanger for ham. Han faldt af toget og kom på et indisk hospital, hvor han fik amputeret begge ben. Det ene ved hoften og det andet under knæet. Nu begyndte et nyt og anderledes liv. Som 18-årig vendte han tilbage til Nepal, hvor han blandt andet fik mulighed for at fortsætte sin uddannelse. I 1991 forlod han Universitetet i Kathmandu med en Master Degree i engelsk. Det lykkedes ham at finde et job, men det var et job, som han var overkvalificeret til. Han forlod jobbet efter en periode, da arbejdspladsen mente, at hans handicap stod i vejen for at avancere. Måske gav denne diskriminerende besked Ram fornyede kræfter, i hvert fald har han vist sit værd gennem flere års arbejde i forskellige handicaporganisationer, og ikke mindst da han i 2004 blev valgt for en tre-årig periode til den højeste post i NFDN. Sammenslutningen af handicaporganisationer, som har 149 afdelinger under sig. Og der er meget arbejde at gøre for organisationerne. Cirka ti procent af befolkningen er ifølge Ram handicappede, og heraf udgør amputerede den

største gruppe. Årsagen til amputationerne er mange. Det kan være krig, trafikulykker, det uvejsomme terræn i de mange bjerge eller fald fra træer, hvor man plukker løv til at fodre dyrene. For de amputerede kan det være meget vanskeligt at skaffe proteser. Der er ingen hjælp at hente fra det offentlige, man må sælge sine ejendele og selv betale eller eventuelt finde en sponsor. Det samme gælder kørestole og andre hjælpemidler, og det betyder at de handicappede børn oftest ikke kommer i skole eller får en uddannelse senere. Kun 1 procent af de handicappede er uddannede. Problemerne betyder selvfølgelig også, at den handicappede har meget vanskeligt ved at finde og bestride et job. Man bliver

således helt afhængig af familien. På andre områder er det også uhyre vanskeligt at være handicappet. Også i Nepal tror man ofte, at det er Guds straf, fordi man har gjort noget galt i et tidligere liv. Familien risikerer derfor at miste anseelse og respekt fra omgivelserne. Nyfødte børn bliver også her gemt væk og sendes ikke ud i samfundet. Især de mentalt retarderede er genstand for denne praksis. Det er en skamplet for familien at få et handicappet barn. Ram har været privilegeret, også i forhold til familieliv. Han er i dag gift og har to børn på ti og tolv år. Han bor i eget hus og tjener en god løn, så han kan forsørge sin familie. Han arbejder som engelsklærer udover sit politiske hverv, og er også redaktør af et handicappolitisk tidsskrift. Har du fået lyst til at læse mere om handicappolitisk u-landsarbejde kan du tjekke DSI´s hjemmeside på adressen: http://www.handicap.dk/ Her kan du blandt andet også ﬁnde FN´s standardregler om Ligebehandling af Handicappede, som blev vedtaget i 1993. Kilde: Mellemfolkeligt Samvirke

LYST TIL BESØG? Der er to elever fra henholdsvis Uganda, Ghana, Nepal og Filippinerne på Globallinjen på Egmont Højskolen i Hou (Odder). Har du lyst til at besøge/ have besøg af nogen af disse elever og give dem indblik i en dansk hverdag? Du skal kunne begå dig på engelsk og ikke bo for langt fra skolen - der er tilskud til transport og andre relevante udgifter. Hvis du er interesseret, så kontakt Michael Madsen på tlf. 2078 4573 eller cfs15935@vip.cybercity.dk Læs mere om globallinjen på www.egmont-hs.dk

A · nyt oktober 2005

Af Solveig Hansen, sol@dhf-net.dk

Spektakulært åbningsshow I juli måned var USA vært for verdenslegene for spastisk lammede, og til åbningsceremonien, der traditionen tro betød indmarch af over tusind spastisk lammede og deres hjælpere og trænere, havde værtslandet indbudt Dana Bowman til at markere åbningen af stævnet for atleter fra mere end 40 lande.

man er verdenskendt for sit gå på mod, sin foredragsvirksomhed, sin opmuntring til andre med handicap og til alle, der har svære betingelser: It’s Not the Disability, It’s the Ability, Never Quit, lyder hans motto, der nogenlunde kan oversættes med: Det er ikke handicappet, men mulighederne, der betyder noget, så giv aldrig op!

GIV ALDRIG OP Dana Bowman tilhørte indtil 1994 specialstyrkerne og den amerikanske hærs elite-faldskærmsudspringere. En luftkollision betød tabet af begge ben og en elitær karriere, men Dana Bow-

PROFESSIONELT SPRING Han hang deroppe, først som en lille plet, så lidt større, og suset gik gennem tilskuerskaren og alle på stadion - det så ud, som ville Dana Bowman forfejle sit spring og lande ude på motorvejen.

Han kom dog hastigt nærmere, og os med et ”dårligt boldøje” gispede igen, nu var han da på vej lige ned mod tilskuerbænkene. Men den målbevidste mand og hans pilot på det lille ﬂy, der kredsede en enkelt gang og derefter forsvandt, havde ikke fejlberegnet vind og vejr. Den dobbelt benamputerede Dana Bowman landede på grønsværen få meter fra talerstolen, hurtigt var han henne og gribe mikrofonen og ønske alle et godt stævne, et godt fællesskab, fair konkurrence og et godt liv. Se mere på www.danabowman.com og www.cpworldchampionships.org

Af Berit Holm Petersen, berithp@webspeed.dk

Vær stærk, men gør andre stærkere “ I hele mit liv som bjergguide, (mountaineer) har jeg kigget op på bjergene. Dette var stunden, hvor jeg ikke kunne kigge højere op. Vi var på det højeste sted på jorden og kunne se alt – selv krumningen på vores fantastiske planet. Ingen af os kunne virkelig tro på det, der var sket, at vi faktisk var der, men det var den smukkeste plet jeg nogen sinde har set. ” Citat: Gary Guller, 36-årig armamputeret bjergbestiger fra Texas. Stod som den første armamputerede på Mount Everest i 2003. Den 8. juni 2005 kunne man i BT læse en notits om den enarmede australier Paul Hockey, der netop havde nået toppen af Mount Everest. Den 39-årige australier forsøgte sig også sidste år men måtte vende om 300 meter fra toppen. Det lykkedes altså i år under så store anstrengelser, at det nær havde kostet ham livet. Paul Hockey mistede armen som tre uger gammel baby på grund af knoglekræft, og nu klatrer han for at samle penge ind til kræftforskning. Flere oplysninger er der ikke kommet om Paul Hockey, og man må tro, det har haft for store omkostninger at nå toppen. Andre handicappede har forsøgt sig med bjerget. I 1998 lykkedes det en underbensamputeret at nå toppen og i 2001 kunne en blind vinke deroppe fra. Gary Guller mistede sin arm i en klatreulykke og har siden ønsket at stå på

verdens tag. Han var en del af Team Everest ’03, som blev organiseret af ”Sammenslutningen af texakanere med handicap” for at sætte fokus på den udbredte misopfattelse i samfundet, at mennesker med et handicap er svage og ikke-duelige. En gruppe med forskellige former for handicap, herunder amputerede og kørestolsbrugere, gik til Everest base camp, hvilket i sig selv er en bedrift. Gary Guller fortsatte videre til toppen. 2003 var 50-året for den første erobring af Everest, da Hillary og hans sherpa Tenzing Norgay nåede derop, så dette satte endnu større fokus på de klatrende. Siden Hillary og Norgay stod på toppen, har over 1300 klatrere forsøgt det samme. Mere end 175 er omkommet i forsøget. Klatrerne risikerer laviner, styrt, højdesyge, unormalt lav kropstemperatur, desorientering pga. iltmangel på vej mod toppen, stærke storme og ekstremt lave temperaturer. Nogle af kommentarerne efter Gary Gullers succesfulde top-forsøg lød: ”Jeg tror det giver inspiration til alle, som forsøger at tage udfordringer op, der umiddelbart ser umulige ud. Og når folk hører om dette, vil de ændre deres

mening om, hvad mennesker med et handicap er i stand til at udføre.” ” Samfundet skal aldrig begrænse det menneskelige sind eller de potentialer mennesket besidder.” ”Vær stærk, men gør andre stærkere” var Tenzing Norgays motto, som Gary Guller citerer og siger: ”Der er lang vej at gå endnu, før vi får ændret de stereotype forestillinger, man stadig forbinder med mennesker med et handicap.” Skal man bestige Mount Everest for at bevise, at man som handicappet dur til noget overfor omverdenen? Er det for at bevise noget overfor sig selv? Eller er det i det daglige, man beviser sin duelighed i samfundet? Når man arbejder på lige fod med sine kolleger, tager sig af sin familie og venner? Det er jo trods alt ikke de sværest handicappede, der bestiger Mount Everest, men nogle funktionsdygtige mennesker med et handicap, de sikkert mestrer ﬁnt i hverdagen.

Har du lyst til at læse mere om Gary Guller kan du prøve www.teameverest03.org/overview.html og www.everestnews.com/everestnews2/teameverest03u06082005.htm

A · nyt oktober 2005

KORT NYT TILGÆNGELIGE BOLIGER Ældreboligrådet sætter fokus på tilgængelighed til boliger på en heldagskonference den 24. oktober 2005 på Copenhagen Marriott Hotel. Handicappet er ikke noget, man er, men noget der påføres en udefra. Der, hvor omgivelserne er tilgængelige og holdningerne indrettes efter, at her lever og bor et menneske, som har en funktions-nedsættelse, der er der ikke noget handicap. Først når man kommer til ‘et nyt sted’, bliver det at være f.eks. i en kørestol til et handicap. Derfor er tilgængelighed så vigtigt. Tilgængelighed er nøglen til det, det hele handler om, nemlig muligheden for, at alle kan begå sig på lige fod i alle dele af samfundet. Ældreboligrådet ønsker derfor med konferencen den 24. oktober 2005 at sætte fokus på, hvordan vi sikrer, at alle skal kunne bo alle steder. Ældreboligrådet er nedsat af socialministeren. Det skal følge og vurdere boligforholdene for ældre og personer med handicap, bl.a. med henblik på at overveje planlægningen og udformningen af fremtidige boliger. SH/kilde: DSI ugepost

HØRT I DET VIRKELIGE LIV Med Hella Joofs debutﬁlm in mente; Lørdag aften på løbeskolen var vi samlet for at høre om eliteatleten Jacob Mathiassens bedrifter, og som supplement havde han en video fra Paralympics. Da rummet blev mørklagt, og folk satte sig til rette, lød det fra første række: ”Hmmm, ska´ vi se “En kort en lang”?” 28

Pressemeddelelse 20. juni 2005

FULDT UDSYN UDEN AT DREJE HOVEDET TV rykker ind i bilen og skaber forøget færdselssikkerhed Ældre bilister kan have svært ved at se til siderne og eller bagud, når de færdes i deres bil. De vil nødigt indrømme problemerne, fordi politiet eller deres børn så kan finde på at stille spørgsmålstegn ved deres evner som bilister. Sahva Auto har nu udviklet et system, som giver usikre bilister ny sikkerhed med hensyn til udsynet fra førerpladsen. Bilen med det fulde udsyn til alle sider via tv-skærme er en Toyota Yaris. Den er egentlig indrettet til gigtpatienter, som kan have særligt store problemer med at dreje hovedet. Men løsningen med de fire indbyggede tv-kameraer og to billedskærme på instrument-bordet kan benyttes af alle, som vil være sikre på at se alt, hvad der til enhver tid sker omkring og bag bilen. Ét kamera er indbygget i bagruden og aktiveres i samme øjeblik bilen sættes i bakgear. Dets fiskeøjeobjektiv viser så – på den ene af de to tv-skærme foran føreren – hele området bag bilen. I Toyotaens venstre sidespejl er indbygget det kamera, som viser, hvad der sker til venstre i bilens retning. I højre sidespejl er der indbygget to kameraer. Ét, som viser, hvad der sker til højre, et andet kamera som peger skråt bagud til højre, og som dækker den såkaldte cyklistvinkel. Sidstnævnte kamera aktiveres med en knap på gearstangen. Sahva Autos løsning vil i de kommende måneder blive udstillet på Dansk Design Centers udstilling ”Danish – framing the future of design,” som åbner i morgen i DDC´s lokaler på HC Andersens Boulevard 27 i København. Udstillingsbilen er specielt indrettet til mennesker med bevægelseshandicap, men Sahva Autos løsning er lige så aktuel for bilister, der blot ønsker fuldstændig sikkerhed, f.eks. bus- og lastbilchauffører, der kan have store problemer med at se alt trafik bag fra ved højresving – trods cyklistspejle. Prisen for den fulde version af det store udsyn ligger i underkanten af 30.000 kr.

BØFFER I SYGEJOURNALEN: Patienten har brystsmerter, hvis hun ligger på venstre side i mere end et år. Patientens siger, at der er en brændende smerte i penis, der går helt ned til fødderne.

BADMINTONSPILLERE SØGES DHIF, Dansk Handicap Idræts-Forbund, efterlyser badmintonspillere og interesserede med henblik på at lave et landsdækkende netværk for denne idrætsgren. Læs eller hør mere om spillet, regler og muligheder for udøvelse hos DHIF, www.dhif.dk ved breddekonsulent Marlene Fauerholdt, tlf. 43 26 24 55 eller mail: marlene.fauerholdt@dhif.dk

NYT FRA BESTYRELSEN Grundet sit svigtende helbred har Steen på Amputationskredsens (AKs) bestyrelsesmøde i september trukket sig fra formandsposten, og Inger, der bor sammen med Steen, har ligeledes valgt bestyrelsesarbejdet fra (for en periode). På samme møde meddelte næstformand Krista, at hun ligeledes pga. sygdom og personlige årsager trak sig fra næstformandsposten men ikke fra bestyrelsen. AKs bestyrelse efter nykonstituering: Solveig Hansen, formand Henning Baagøe, næstformand Erling Heinze, kasserer Annelise Hansen, repræsentant i Hovedstyrelsen Mona Lisa Serritslev Lene Bonde Nielsen Krista Hansen Generalforsamlingen gennemføres som planlagt første weekend i november, tilmelding via Lea på kontoret, nærmere herom andetsteds i bladet. Der bliver brug for nye kræfter, så vi håber, rigtig mange møder op med gode ideer og lyst til at være med i bestyrelse og udvalg. SH

DHFKURSER Forbundet holder tillidsmandskurser 18.-20. november (modul I) og 3.-5. februar (modul II). På første modul gennemgår man organisationsarbejde, krav til bestyrelser, ansvar og opgaver, møde- forhandlings- og samarbejdsteknik, gruppepsykologi og kropssprog – og en masse om økonomi. Andet modul er om handicappolitik, rådgivning af medlemmer, hjemmesider, artikelskrivning, pressekontakt, arrangementer fra ide til planlægning og afvikling. Kurserne er for bestyrelsesmedlemmer og tillidsvalgte fra hele forbundet, holdes på Fyn og koster i alt 2.000,-. Rejseudgifter dækkes af forbundet. Tilmelding senest 7. oktober. Kursusfoldere kan fås på hovedkontoret 39 29 35 55. SH

STRUKTURREFORM Folketinget har vedtaget, at kommunerne fremover skal være borgerens indgang til bl.a. den sociale service. Dette får en væsentlig betydning for handicapområdet. Indﬂydelsen på handicappolitikken og dens udmøntning kommer til at ske i kommunerne, og især gennem de nye lovpligtige handicapråd, som træder i arbejde 1. april 2006. Fremover er det nødvendigt at søge tættere sammen organisationerne imellem for at skabe en fælles holdning til en god handicappolitik. Det er organisationerne, med deres viden, som skal give De Samvirkende Invalideorganisationer, DSI input og indstillinger til gode tillidsfolk til vores råd og nævn. Dette arbejde søges muliggjort ved oprettelse af DSI lokalafdelinger i samtlige 98 kommende kommuner – allerede her i efteråret. Dansk Handicap Forbund, DHF har siden årsskiftet også arbejdet med en ny struktur som følge af den nye kommunalreform. I løbet af efteråret vil der blive afholdt en lang række møder ude i DHF´s lokalafdelinger og kredse, hvor DHF´s ledelse vil informere om de kommende planer, og hvor man lokalt kan diskutere konsekvenserne. En ting er sikkert. Der vil blive brug for mange nye hænder og hoveder. Og DSI tilbyder derfor nogle modulopdelte tillidsmandskurser, så vi får fælles fodslag og fornyet viden. Amputationskredsen opfordrer sine medlemmer til at blande sig i debatten og stille op til nogle af de tillidsposter, der skal besættes i fremtiden. Følg med på www.dhf-net.dk og www.handicap.dk SH

HØRT I DET VIRKELIGE LIV Søndag morgen på DHF´s kongres: - Uf, jeg har sådan en hovedpine! - Dig? Hovedpine? Det må da være fantomsmerter.... A · nyt oktober 2005

Af Berit Holm Petersen, berithp@webspeed.dk

Ferietips SCHWEIZ Hvorfor ikke tage til den gamle middelalderby Luzern, der ligger smukt ved Vierwaldstätter-søen og dens udløb, ﬂoden Reuss omkranset af bjerge. Turistkontoret, der ligger ved banegården, udleverer gerne en ﬂere sider stor fortegnelse til gæster med handicap, hvor man bl.a. kan se adgangsforhold til diverse kulturelle seværdigheder, butikker m.m. og også se, hvordan parkeringsmulighederne er. Luzerns vartegn er vel nok den gamle Kapelbrücke, Europas ældste træbro bygget i 1333, som er 200 meter lang og forbinder den nordlige og sydlige del af byen. Broen er kendt for sine 111 gavlmalerier, der beskrev byens historie. Desværre

brændte store dele af broen i 1993, så man i dag efter genopbygningen har erstattet en del af malerierne med andre gamle originalbilleder af legender. For at komme op på broen er der trappeelevatorer, hvis man har brug for det. Det kræver, at man for 25 sch.fr. køber en Eurokey, som betjener trappeliften. Denne Eurokey kan man bruge i hele Europa, står der. Men ellers er det muligt at leje en nøgle ﬂere steder i byen – bl.a. på banegården. Har man lyst til en tur i bjergene, indeholder den omtalte fortegnelse udover oplysninger om parkeringspladser også oplysninger om adgangsforhold til bjergbanerne i området samt toiletmuligheder på bjerget. Samme fortegnelse oplyser om Cam-

pingplatz Lido i Luzern, at den har ﬂadt terræn, handicapegnede toiletter samt udlejer hytter og campingvogn egnet til kørestole.

MONT BLANC, FRANKRIG Trækker bjergene i én, skal man se Mont Blanc, Europas højeste bjerg. Bjerget ses fra byen Chamonix, dalens største by med rigtig mange turister og bjergbestigere i højsæsonen. Argentière er en lille by med atmosfære ca. 8 km fra Chamonix. Vi valgte at bo på campingpladsen i byens sydlige udkant. Den var lige blevet udstyret med et stort handicap-toiletbaderum i laden. Nøglen skal man have i receptionen ved hvert toilet-besøg, men de stod nærmest på spring for at udlevere

den, så det gav ingen problemer. Den lille by har 3 handicap-p-pladser, ligesom der ved hver bjergbane, vi kørte med, var en p-plads. Man kan bl.a. komme op på Plan Praz i Chamonix med sin kørestol, hvorfra der er en ﬂot udsigt til Mt. Blanc. Hvis du vil gå i bjergene og bruger

krykker, er min erfaring, at ekstra dupper er nødvendige at have med. Jeg skiftede to sæt på under en uge, fordi det skrå terræn, man går i, får krykkerne til at gnave sig ud af duppernes bund. ( Heldigvis sælger de franske apoteker – Pharmacie – dupper - embout! )

Pressemeddelelse – 23.08.2005 – Finland.

Den paralympiske guldvinder, Jackie Christiansen, i en klasse for sig Ny verdensrekord og sejr med mere end 2½ meter ved EM i handicap atletik Tirsdag den 23. august 2005 vil stå som en positionering af atletikken under Dansk Handicap Idræts-Forbund. Den ben amputerede kuglestøder, Jackie Christiansen, forbedrede sin egen verdensrekord fra de Paralympiske Lege i Athen, med mere end 1½ meter, til 17.47 meter. Et fantastisk resultat der viser, hvilken eksplosiv udvikling Jackie Christiansen har gennemgået det sid-

ste år med sin træner Eg Gregersen, Aarhus 1900. Resultatet betyder, at Danmark ﬁk sin første Europamester i handicap atletik, der foregik i perioden 22. – 27. august i Espoo, Finland. Med Venlig Hilsen Torben Koue Cheﬂandstræner – Dansk Handicap Idræts-Forbund – Atletik. Tlf: +45 5188 4344 email: torbenkoue@hotmail.com

Jürg Frischmann 14.82 m

Jackie Christiansen 17.47 m

A · nyt oktober 2005

Edwin Cockrell 14.59 m

Af Solveig Hansen, sol@dhf-net.dk

Løb for livet

Årets løbeskole fandt sted på Køng Idrætshøjskole i Glamsbjerg på Fyn, dels for at ligge geograﬁsk mere centralt i Danmark end Århus Idrætshøjskole gør, dels for at opleve samværet under de lidt mere besværlige rammer, som en højskole siden 1877 har i forhold til moderne forventninger – og dog, på skolens hjemmeside kan man bl.a. læse: En anderledes højskole Køng var anderledes, fordi den opstod som et alternativ til den bestående idræt. Der blev lagt vægt på leg og samvær på tværs af køn og alder, der blev arbejdet med hele mennesker og ikke kun med hoveder eller kroppe. Køng Idrætshøjskole fremtræder derfor i dag som en gammel skole, der har holdt sig ny. Og løbeskolen blev holdt i samme ånd. På tværs af køn, alder og mobilitet blev deltagerne udfordret i det intense program fra tidlig morgen til sen aften, inklusive de korte pauser. Ville man nå på sit værelse, skulle man enten på anden 32

sal – uden elevator – eller til den nærliggende efterskole, der enten kunne nås gående via – trapper – eller i bil ad en omvej på et par km.

har frarådet mig, spillede sveddryppende badminton og ærgrede mig over, at vi ikke var samlet lokalt til kontinuerlig træning.

MOD OG SVEDDRYP Jeg har før været på løbeskole og har altid været blandt de ældste og en af dem med de dårligste forudsætninger for at løbe. Sådan var det ikke i år, spredningen både i alder og mobilitet var enorm. Så enorm, at jeg havde langt større mod på at tage udfordringerne op (jeg hader at indrømme, at jeg hader at klare mig dårligt). Jeg var på grønsværen med lukkede øjne til høje knæløft og beslutsomme skridt, jeg turde lunte så hurtigt, som jeg ikke har kunnet siden min tidlige barndom, jeg turde tage fat i ukendte menneskers hænder, støde fødderne sammen og udfordre både de andres og egen balance og styrke. Og trods gnavsår og slidgener dansede jeg næste morgen zorba med stor entusiasme, lavede styrkeøvelser ved ribben, som min fys

PROBLEMER? I gymnastiksalen havde vi en grundig gennemgang af øvelser, der stabiliserer og styrker led og ryg, ja, hele kroppen, og vi tog en snak om nogle af de emner og problemer, der trængte sig på. Af gode råd omkring benstumpen var, at har den ”forkert” facon kan man starte dagen med at forme den med hylsteret, mens man endnu ligger i sengen. Er problemet permanent, er løsningen selvfølgelig en justering af den nuværende protese eller en ny protese. Har man svedgener, var rådene ud over god hygiejne, både af stump og proteseelementer, at bruge gode cremer (der ikke fedter, når man skal i protesen igen) og enten en krystal-deo eller PerspireX. Sidstnævnte er uparfumeret, men man skal først afprøve den

et andet sted, og se om man kan tåle den, behandle i ﬁre dage og derefter ved behov. Smerterne er sværere at tackle. Nogen har haft held med TENS, et elektrisk impuls-apparat (se mere på http://www. bodyclock.net/), nogle med smertemestringskurser, nogle med varmebehandling, og andre har endnu ikke fundet den rette løsning. Vi blev mindet om, at er man underbensamputeret, er daglig gang og bevægelse 30-70 % så svært som for normaltgående, og er man lårbensamputeret, er det dobbelt så svært. Så er det vel ikke så sært, vi har gener, men også langt mere indlysende, at vi skal tage os i agt og holde os i gang.

UDBYTTE Nogle havde så svært ved at udføre de mange øvelser, at de måtte trække sig tilbage, både under de enkelte øvelser eller fra hele programmet. Andre kunne tydeligvis ikke udfordres for meget og ønskede programmet forlænget med et ekstra døgn og opdeling i hold og turneringer og… Det var tydeligt, at mange i løbet af løbeskolen har fået inspiration til et mere aktivt liv, men vi undrer os meget over, at der trods omtaler i Amputations-Nyt og aktiv hvervning blandt bandagisterne var ledige pladser på løbeskolen. Ram fra Nepal, der havde ”fået lov” at deltage, var meget taknemmelig for denne mulighed for at møde så mange amputerede med så god energi og så ﬂotte præstationer. Ram er bl.a.

konsulent på fem rehabiliteringscentre i Nepal og ﬁk god inspiration med hjem. Særlig imponeret var han over eliteudøveren Jacob Mathiassens de-

Under evalueringen kom det også fra en af de unge, at det havde været ﬁnt at opleve, at det er OK at gå lidt anderledes, og at han gerne havde haft mere

monstrationer af proteser og teknik – og videoen fra Paralympics, der med stor indlevelse afspejler facetter i livet og muligheder for sportspræstationer uanset grad af handicap.

tid til at drøfte dagligliv. Tak for et par skønne dage, jeg håber, jeg ikke er blevet for gammel til at deltage næste år…

LEGS

A · nyt oktober 2005

Af Lene Olesen, leneolesen@stofanet.dk

Roarrangement i Viborg Roklub En lun sensommer eftermiddag i slutningen af august samledes en lille gruppe benamputerede i Viborg Roklub. Klubben havde i samarbejde med Gangskolen i Hammel taget initiativ til dette arrangement, hvor amputerede kunne prøve kræfter med den populære idræt. Aftenen blev en succes for de fremmødte. Efter en introduktion om klubben af formanden og fysioterapeuten

Inger Madsen, blev deltagerne sat ind i romaskiner, for at lære lidt om teknikken. Derefter blev det mere realistisk i ro-simulatoren, hvor årene skulle beherskes. Her krævedes også samarbejde, hvor de bagerste roere måtte indrette sig efter de forreste. Efter en omgang i hallen, hvor de ﬁne både bliver opbevaret, skulle talenterne nu luftes i det virkelige vand. Et par ﬁrere

med styrmand blev søsat, og vore deltagere ﬁk udfordret både balance, teknik og udholdenhed. Efter en times tid med ﬂere indlagte pauser, bød roklubben på tiltrængte sandwich og sodavand i klubhuset. Alt i alt en god og vellykket aften. Vil du vide mere om roning, kan du kigge på Viborg Roklubs hjemmeside på adressen: www.viborgroklub.dk

Hvordan fungerer teknikken med protese?

Så skal prøven bestås

Og så skal årerne med

Velfortjent mad og drikke i klubhuset bagefter

Kontaktpersoner Har du brug for en snak? En række kontaktpersoner, som selv er amputerede, vil efter aftale komme

SJÆLLAND OG ØERNE Annelise Hansen Mangler underarm Gilleleje Tlf. 49 71 98 61 Ea Svendsen Lårbensamputeret Vanløse Tlf. 60 15 91 61 Gerda Andersen Underbensamputeret Nr. Alslev Tlf. 54 43 43 15 Hans Ole Hansen Underbensamputeret Stubbekøbing Tlf. 54 60 03 67 Poul Marcussen Lårbensamputeret Næstved Tlf. 55 73 27 15

FYN Arvid Westad Dobbelt benamputeret u/knæ Middelfart Tlf. 64 41 63 16

på besøg til en personlig snak. Tilbudet er først og fremmest rettet mod nyamputerede og hospitalsindlagte i

det amt, hvor kontaktpersonen bor, men private besøg og besøg i naboamterne kan også aftales.

Hanne Lillelund Underbensamputeret Odense Tlf. 60 11 28 70

Freddie Førster Lårbensamputeret Silkeborg Tlf. 86 80 60 41

Henning Baagøe Andersen Dobbelt benamputeret u/knæ Odense, Tlf. 66 15 09 06

Ib Hoch Amputeret i hofteleddet Skanderborg Tlf. 86 53 80 85

NORDJYLLAND Lene Bonde Nielsen Lårbensamputeret Randers Tlf. 87 12 05 99 Steen Nielsen Underbensamputeret Aalborg Tlf. 96 30 07 71

MIDTJYLLAND Bent Dam Nielsen Lårbensamputeret Horsens Tlf. 75 61 00 48

Michael Soelberg Pedersen Arm- og skulderamputeret Solbjerg, Århus Tlf. 86 16 30 18 Solveig Hansen Arm- og benamputeret Silkeborg Tlf. 98 22 33 89

SYDJYLLAND Bjarne Müller Dobbelt knæledsamputeret Sønderborg Tlf. 73 68 50 40 Krista Hansen Underbensamputeret Esbjerg Tlf. 75 45 97 19

A · nyt oktober 2005

Id nr.: 46172 Dansk Handicap Forbund Hans Knudsens Plads 1A 2100 KĂ¸benhavn Ă&#x2DC;