1 minute read
Kampen for at lukke Islands blodfarme
from Årsberetning 2022
by Anima
I starten af året startede vi kampen mod Islands berygtede blodfarme, hvor drægtige hopper tappes for blod. Deres blod indeholder fertilitetshormonet PMSG, der udvindes og sælges til det industrielle landbrug, hvor det gives til b.la. grise. Vi var med til at oplyse og dele optagelser fra blodfarmene, der afslørede, at hestene blev mishandlet. De blev bl.a. slået med bjælker og spændt fast i små træbåse.
Afsløringerne chokerede Europa, og den øgede opmærksomhed medførte, at Island oprettede en arbejdsgruppe til at undersøge industrien. To gange blev der stillet et forslag om at forbyde produktionen på Island, og begge gange sendte vi et høringssvar.
Advertisement
Vi var samtidig medafsender på en klage til EFTA Surveillance Authority (ESA), som er den myndighed, der holder øje med, om EU’s lovgivning overholdes i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. ESA gav os ret i, at Island ikke overholder gældende regler for dyrevelfærd, og Island er nu forpligtet til at reagere på klagen. Det kan have stor betydning for hestenes velfærd, at Islands lovovertrædelser er blevet anerkendt af myndighederne.
Afsløringerne fik også opmærksomhed i Danmark. I løbet af februar udtalte fødevareminister Rasmus Prehn, at han fandt optagelserne rystende, og at han ville se på muligheden for et EU-forbud.
Både politikere, dyrlægeforeninger og svineavlere over hele Europa gav deres støtte til kende for et forbud mod blodfarme. I Nederlandene blev regeringen opfordret af parlamentet til at støtte et forbud. I Schweiz forbød sammenslutningen af svineproducenter brugen af PMSG, og i Tyskland opfordrede to dyrelægeforeninger deres medlemmer til omgående at stoppe med at anvende hormonet.
Afsløringerne fra de grusomme blodfarme er ikke gået ubemærket hen, og vi fortsætter vores arbejde for et forbud mod produktionen og import af PMSG i EU. Vi mener, at blodfarmene skal lukkes ned, og landbruget i stedet skal anvende de kunstigt fremstillede whormoner, der allerede er på markedet. Det vil skåne tusindvis af heste for et liv i angst og smerte.