ÆSTETIK- SUPERFLEX´ KONCEPT FOR SUPERKILEN
Indledning Jeg studerer på Designskolen i Kolding, og er interesseret i SUPERFLEX, fordi de har en taktil tilgang til deres arbejde med fokus på flader og farver i deres konceptudvikling. De rammer nogle tekstile kvaliteter i deres behandling af overflader, og har fokus på tværfaglige, samfundsinvolverende tilgange til konceptudvikling. Mit emne er derfor konceptudvikling i byrum med SUPERFLEX´ arbejde med Superkilen som case. Formålet med at analysere tankerne bag konceptet, og arbejdet med at udvikle det, er at få en dybere forståelse for æstetiske kvaliteter i konceptudvikling i byrum I opgaven vil jeg redegøre for SUPERFLEX´ koncept for Superkilen på Nørrebro i København, og diskutere, hvordan deres arbejde med konceptudvikling har påvirket det æstetiske udtryk for området.
SUPERFLEX SUPERFLEX er en dansk design- og kunstnergruppe i Danmark, som har været aktive indenfor kunst, udvikling og design siden 1993. Gruppen består af kunstnerne Bjørnstjerne Christiansen, Rasmus Nielsen og Jakob Fenger, og de har lavet projekter i både ind- og udland. Det særegne ved SUPERFLEX er, at de arbejder bredt og er engagerede mange forskellige steder. Gruppen arbejder ofte sammen med virksomheder, NGO`er og arkitekter.
Superkilen Superkilen på Nørrebro i København er lavet som et samarbejde mellem Københavns kommune, Real Dania, BIG, Topotek 1, Lemming & Eriksson, SUPERFLEX og Help, og har vundet flere internationale priser. Tanken med Superkilen er, at den skal forny, forskønne og gøre kilen fra Nørrebrogade til Tagensvej langs Mjølnerparken over Mimers Plads og pladserne omkring mere attraktiv og skabe byudvikling i området, der har været præget af en del kriminalitet. Superkilen er et af de første byrum i København, hvor kunst indgår som en del af designet, og et af de første projekter af sin art i verden, hvor man kombinerer arkitektur, byplanlægning og kunst.
PROBLEMFORMULERING Hvordan kan jeg forstå de æstetiske kvaliteter i SUPERFLEX´s koncept for Superkilen, herunder deres arbejde med at udvikle dette? -
Hvordan giver det mening at forstå æstetikbegrebet i forhold til SUPERFLEX´ koncept for Superkilen?
-
Hvordan kan jeg identificere æstetiske kvaliteter i SUPERFLEX´ intentioner med Superkilen?
-
Hvilken atmosfære søges skabt i designet af Superkilen og hvilke udfordringer kan der være heri.
TEORI I de næste afsnit vil jeg redegøre for forskellige æstetik begreber ud fra Carsten Fribergs tekst ”Æstetik som ”Aisthesis”, og Nicolas Bourriaud´s begreb ”relationel æstetik” argumentere for, hvilket æstetisk greb SUPERFLEX bruger.
ÆSTETIKBEGREBER Man skelner typisk mellem ”det snævre kulturbegreb”, hvor æstetik knytter sig til kunstarter, som kræver fordybelse fx klassisk musik og billedkunst, og ”det brede kulturbegreb”, hvor æstetiske kvaliteter knytter sig til det levede liv i et givet samfund. (http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Etnologi/Etnologiske_termer/fink ultur Man er altså begyndt at betragte æstetik med fokus på det sanselige, i stedet for i den traditionelle forstand, hvor æstetik blev betegnet som en kvalitet ved kunst og det skønne. Ønsket om at betragte æstetik i en lidt bredere kontekst, er også ønsket om at rumme kunsten i det moderne samfund. I dag handler æstetik lige så meget om film, reklame og arkitektur, som er en del af menneskers hverdagsliv. Et sådant ”bredt æstetik-begreb” kaldes aisthesis. (Friberg, 2005, 109) Ifølge Carsten Friberg, stiller den tyske æstetik-teoretiker Gernot Böme to spørgsmål, som har stor betydning for i hvilket omfang, man kan bruge begrebet æstetik i bredere samfundsmæssige sammenhænge;
”Er de elementer så kunstneriske elementer, som bringes i anvendelse udenfor kunstens område, eller er der tale om, at æstetisering er at gøre brug af elementer, som gerne har en særlig plads i kunsten, men som også er i anvendelse udenfor den?” (Friberg, 2005, 111) Svaret på disse to spørgsmål er afgørende for, hvilken tilgang, man går til æstetikbegrebet med. I det ene tilfælde er æstetikbegrebet tæt knyttet til kunsten, så idealer herfra overføres på andre dele af samfundet I det andet tilfælde anses æstetik for at være en tilgang til samfundslivet, som kunsten nok er en del af, men ikke besidder som overordnet referenceramme. De to forståelser af æstetikbegrebet kan karakteriseres som finkulturelt og aisthesis. I forsøget på at udvikle et nyt æstetisk begreb har man søgt at gå tilbage til det græske ord ”aisthesis”. Det henviser til de indsigter og følelser, vi får gennem den kropsligt sansede erfaring af genstande og verden omkring os. Jeg oplever indsigt og følelse som væsentlige elementer i SUPERFLEX´ arbejde med Superkilen, da de arbejder med, at de lokale borgere skal føle et tilhørsforhold til stedet. På den måde bliver aisthesisbegrebet væsentligt, når jeg skal forstå SUPERFLEX´ konceptudvikling.
DET AISTHESISKE ÆSTETIKBEGREB Jeg vil nu uddybe det aisthesiske æstetikbegreb, fordi jeg ser det som særdeles relevant i analysen af SUPERFLEX´ arbejde med Superkilen. Det aisthesiske æstetikbegreb har en nær sammenhæng med kulturelle fænomener i samfundet, og kunstnere som fx SUPERFLEX har igennem årtier arbejdet henimod en nedbrydning af grænser mellem samfund og kunst, fx ved at bringe politik, hverdag og kunst sammen. Æstetik er – ifølge det aisthesiske æstetikbegreb - overalt i vores hverdag, det er den måde, som vores værdier kommer til udtryk, ofte er vi ikke bevidste om den betydning det selvfølgelige har på vores måde at opfatte verden på, om det er så er, hvordan politikerne går klædt eller hvilken hund man har, så er det med til at danne en æstetisk opfattelse af personen eller situationen. I nutidens samfund bliver vi konstant bombarderet med nye sanseindtryk og det skal helst være større, vildere, mere overraskende for at tilfredsstille os. (Friberg, 2005;120) Det udfordrende ved det aisthesiske æstetikbegreb er, at det kan blive svært at definere hvad æstetik egentlig er, fordi alle sansninger, ting, samtaler, handlinger i princippet kan ses som æstetiske udtryk. Nogle teoretikere har på den baggrund spurgt om aisthesisbegrebet er en god måde at anskue æstetik på, eller om vi hellere burde vende tilbage til den oprindelige måde at
opfatte æstetikken på som et middel til at fastholde en mondæn tilgang til kunsten? (Friberg 2005, 127) Sociologen Gerhard Schulze mener fx, at vi er på vej mod et oplevelsessamfund, hvor overfladiske elementer bliver tillagt lige så stor eller større betydning end kritiske og indholdsrigere forhold, som måske kræver tid til fordybelse og vilje til at reflektere. (Friberg 2005, 112-113) Martin Seel er ligeledes kritisk overfor begrebet, som han finder uklart. Han skriver ”Det drejer sig i den æstetiske iagttagelse ikke om at se noget som noget bestemt, men derimod om at lade noget komme til syne i sin tilsynekomst for derved at fastholde en åbenhed overfor mangfoldigheden af muligheder, som vi erfarer som nærværende” (Friberg 2005;127) Æstetik handler om at se mangfoldigheden af tolkningsmuligheder. Æstetik er detaljen, det er det, som ikke er det første du ser, men som kræver fordybelse. Jeg vil i analysen af Superkilen diskutere om man kan risikere en overfladisk og begrænset tolkning, når man bevæger sig i dette byrum.
NICOLAS BOURRIAUD- RELATIONEL ÆSTETIK Bourriaud diskuterer kunstens udvikling og funktion i samfundet. Han mener, at kunstværker ikke længere ”sætter sig som mål at udforme nogle imaginære eller utopiske virkeligheder, men derimod opbygge eksistensformer eller handlingsmodeller indenfor den allerede eksisterende virkelighed, uanset hvilken målestok kunstneren har valgt.” (Bourriaud, 2005;12-13) Bourriauds beskrivelse af ”nutidskunsten” ligger meget tæt op af Carsten Fribergs aisthesis begreb. Bourriaud mener, at dynamikker udelukkende opstår, når kunsten møder andre formationer i samfundet, om de er kunstneriske eller ej. Han mener, at kunsten først opstår, når den er i forhandling med det forståelige. (Bourriaud, 2005;122 – her fra Krüger & Bertelsen, 2013;24) Jeg vil inddrage Bourriaud i min analyse af SUPERFLEX´ intentioner med at inddrage tegn, former og objekter i designet af Superkilen.
METODE Jeg vil på grundlag af den indkredsning af, hvilket æstetikbegreb, der er dækkende for SUPERFLEX´ arbejde med Superkilen sammenholde SUPERFLEX´ æstetiske idealer med nogle af de konkrete designløsninger, man kan se i Superkilen. Herefter vil jeg problematisere den konkrete udformning af den relationelle æstetik, som den kommer til udtryk i Superkilen.
ANALYSE Jeg vil i min analyse besvare de tre spørgsmål, som jeg har stillet i min problemformulering. 1. Hvordan giver det mening at forstå æstetikbegrebet i forhold til SUPERFLEX´ koncept for Superkilen? Som jeg allerede konkluderede i teori-afsnittet, så er aisthesis begrebet og det relationelle æstetikbegreb relevant for forståelsen af Superkilen, fordi denne er tænkt og udformet i dialog med det omgivende samfund, både mere overordnet i forhold til Københavns Kommunes ønsker og mere konkret i forsøget på at inddrage lokale borgere. Superkilen kan ses som SUPERFLEX´ forsøg på at skabe et byrum, der lever op til Københavns Kommunes Center for Bydesigns ønsker om, at pladsen skal rumme ”Mere byliv for alle”, ”Flere går mere” og ”Flere bliver længere” (Center for Bydesign, 2013, her fra Krüger & Bertelsen, 2013;7). Idealet har været at rumme værdier, som nævnes i det relationelle æstetikbegreb såsom involvering af borgeren, mangfoldighed, forundring og oplevelse. Kort sagt refererer Superkilen til aisthesisbegrebet, fordi der lægges stor vægt på, at kunst skabes gennem relationer mellem mennesker og omgivelser, hvilket betyder, at designløsninger skal pege mod involvering af brugere, mangfoldighed, forundring og oplevelse. 2. Hvordan kan jeg identificere æstetiske kvaliteter i SUPERFLEX´ intentioner med Superkilen? Før jeg analyserer dette vil jeg præsentere Superkilens fysiske udformning, som består af tre områder; Den Røde Plads, Den Sorte Plads og Det Grønne Område.
Den røde plads ligger som det første man ser, når man ankommer til Superkilen fra Nørrebrogade. Pladsen bærer præg af at indeholde referencer til den røde plads i Moskva, socialistiske anarkistiske bevægelser og en sovjet arbejderklasse. Dette kan ses gennem farvevalget, navnet ”Den røde plads” og brugen af Street art. Æstetikken på den røde plads råber på at blive set, pladsen er iøjnefaldende og kan igen ses som et eksempel på nedbrydningen mellem kunst og samfund.
”Den sorte plads” ligger i forlængelse af ”Den røde plads” og er det sted hvor der er spilleborde, og en bakke, der giver et overblik over området.
Man kunne godt opfatte striberne som et greb til at forbinde ”Den røde plads” med området, der ligger på den anden side af den sorte plads, nemlig ”det grønne område”, som rummer plads til rekreative aktiviteter som boldspil, teater og afslapning mellem træer og buske. Efter denne korte introduktion til området, vil jeg tage fat i de elementer fra aisthesisbegrebet, jeg har identificeret til at være involvering af brugere, mangfoldighed, forundring og oplevelse, og behandle dem hver for sig, selvom de i praksis opleves i en helhed. Borgerinddragelse er en æstetisk kvalitet, som mere handler om proces end produkt, hvilket også kendetegner aisthesisbegrebets æstetikforståelse. I arbejdet med Superkilen, har SUPERFLEX haft det overordnede ansvar for konceptudvikling, hvor de har arbejdet med borgerinddragelse for at gøre stedet vedkommende for områdets beboere. Derefter har de arbejdet videre med udvalgte borgere om at definere, hvilke elementer kilen skulle indeholde. Mangfoldighed er en anden central kvalitet, som vægtes i aisthesisbegrebets æstetikforståelse. SUPERFLEX står for konceptet med at få genstande fra hele verden til at indgå i området, de har igennem et spørgeskema undersøgt, hvad borgere i området ønskede, at Superkilen skulle indeholde. Jeg vil kort nævne nogle af de genstande, man kan se på Superkilen, og som jeg ser som et tegn på den mangfoldighed SUPERFLEX har ønsket for pladsen. Samtidig viser eksemplerne, hvordan man har gjort brug af kunstneriske elementer, som også har en anvendelse udenfor det traditionelt kunstneriske rum, som Friberg påpeger i sin reference til Börne. (Friberg, 2005, 111)
Her ses to dansk palæstinensiske piger, der sammen med SUPERFLEX har været i Palæstina for at hente jord til Superkilen.
Disse to bænke stammer fra den kurdiske del af Iran. De er en del af en serie bænke, der alle er påmalet forskellige ordsprog om det at bo i en by. Påskriften på bænkene lyder: "En god by er ikke noget man finder – man må selv bygge den" og "Har man en god hjemby, har man alt” http://superflex.net/superkilen/object/100/Benches,_Kermanshah,_Iran/Asia)
Bænkene kan ses som et eksempel på, hvordan æstetikken opstår i multifunktionaliteten, idet bænkene både rummer et budskab og en funktion. Det er elementer, der fortæller noget om intentionerne for området. Kort sagt kan jeg identificere æstetiske kvaliteter i SUPERFLEX´ intentioner med Superkilen i såvel proces (involvering af borgere) som produkter (genstande fra mange kulturer).
3. Hvilken atmosfære søges skabt i designet af Superkilen og hvilke udfordringer kan der være heri? Intentionerne bag SUPERFLEX arbejde for Superkilen er multikulturalitet, mangfoldighed, forundring og oplevelse. Måden de har forsøgt at opfylde disse idealer på er gennem borgerindragelse, der skulle medvirke til at de lokale borgere vil føle en form for ejerskab over området. I gennem min analyse af pladsen er jeg blevet i tvivl om, hvem det er der er blevet lyttet til i borgerinddragelsesprocessen. Er det de unge, smarte veluddannede eller de ældre, de alkoholiserede, de lavtuddannede?
Æstetik handler om at se atmosfæren omkring en genstand, en situation eller et arkitektonisk udtryk i stedet for kun at se det håndgribelige eller umiddelbart iagttagelige. Æstetik er detaljen, det er det, som ikke er det første du ser, men hele atmosfæren, stemningen eller associationen omkring en situation. Man kan mene, at atmosfæren af multikulturalitet er synliggjort i form af materielle ting og små tekster om, hvor genstanden er fra. Det kan imidlertid diskuteres om det er multikulturalitet eller et postulat på samme. Superkilen inviterer igennem indretningen af pladsen til, at man skal være sund, kreativ og legende. Man kan derfor godt argumentere for at pladsen i højere grad retter sig mod de unge, smarte og veluddannede end mod en atmosfære af mangfoldighed. Martin Seel problematiserer i sin analyse af aisthesisbegrebet en anden side af mangfoldighed, nemlig det ”lukkede design”, hvor fx bænkene er så totaldesignede, at de ikke inviterer til at se eller mærke noget nyt; ”Det drejer sig i den æstetiske iagttagelse ikke om at se noget som noget bestemt, men derimod om at lade noget komme til syne i sin tilsynekomst for derved at fastholde en åbenhed overfor mangfoldigheden af muligheder, som vi erfarer som nærværende” (Friberg 2005;127) Ud fra et æstetisk synspunkt er Superkilen meget let tilgængelig, men den inviterer ikke til det uventede, spontane, som kan opstå, når mennesker er sammen; hvor kan man fx lave sit eget brusebad, sit overnatningssted eller sit drikkeskur? Superkilen kan let opfattes som påtrængende og reklameret. Det strider mod Fribergs forståelse af at; ”Æstetik er detaljen, det er det, som ikke er det første du ser, men hele atmosfæren, stemningen eller associationen omkring en situation.” Kort sagt kan man argumentere for, at det er svært at se det abstrakte intuitive ved Superkilen, da alt er postuleret og let tilgængeligt. Konceptet er ekstremt defineret, og iscenesat.
Konklusion Superkilen refererer til aisthesisbegrebet, fordi der lægges stor vægt på, at kunst skabes gennem relationer mellem mennesker og omgivelser, hvilket betyder, at designløsninger skal pege mod involvering af brugere, mangfoldighed, forundring og oplevelse. Aisthesis kan bruges som et begreb, der skærper opmærksomheden på vores omgivelser og på, hvordan kunst og design kan forstås og analyseres i en specifik samfundsmæssig sammenhæng. Samtidig rummer det grundlaget for en kritik af det overtydelige, umiddelbart forståelige, som ikke tilføjes nye æstetiske dimensioner, hvis man går i dybden med elementet.
Æstetikken i Superkilen råber på at blive set, og er et af de første eksempler på byplanlægning, hvis mål har været nedbrydning mellem kunst og samfund.
Perspektivering Kritikken af Superkilen er ifølge Kirstine Samson, lektor i Performance Design på RUC, at den er blevet overdesignet, og ikke giver borgeren plads til at finde sit eget rum. Pladsen signalerer multietnicitet, men den bliver måske et postulat om større inklusion end samfundet faktisk magter. Hvad sker der med hele det sociale aspekt i processen, nok er Superkilen topdesignet, men er der rum for, at den bliver brugt? En generel tendens i vores samfund er, at samfundet ønsker at opdrage borgeren til at være mere aktiv, mere kreativ og mere legende, men ønsker borgeren dette, eller bliver det et pres, selv når man vil gå en tur i sin by? Byrummet lægger ikke op til at kunne præges af mennesker og byplanlægningen er blevet utrolig intentionel. Et byrum behøver tid og mennesker for at få autensitet og menneskeligt præg.
Kildehenvisninger: http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?torben+sangild+vidvinkel+copyright+superflex http://www.kunsten.dk/da/besoeg-os/undervisning/undervisningsmateriale/samtidskunstundervisningsmateriale/opgaver-til-eleverne/superflex http://superkilen.dk/ http://superkilen.dk/wp-content/uploads/3.pdf http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?superflex+superkilen+BIG+miwon+kwon Bourriaud, Nicolas (2005) Relationel æstetik Krüger, Kasper & Lars Bertelsen ( 2013): Superkilen – et maksimalistisk greb, RUC-projekt, Performance Design, kandidatmodul 1&2