Naturen er Guds andet kirkerum

Bål, salmer og stilhed i naturen er faste elementer, når lokale i alle aldre mødes til Skovkirke på Djursland. Med kroppen og sanserne udforsker de det guddommelige under åben himmel.

Bålet k N itrer, og røgen stiger til vejrs på Helgenæs i landsbyen Esby på den sydligste spids af Djursland. En gruppe mennesker på tværs af generationer sidder tæt og varmer sig på bålets store flammer, for selvom det er skyklart, og forårssolen viser sig fra sin bedste side, suser den friske vind mellem de gamle træer.

Men hverken kulden eller røgen fra bålet er nogen hindring for de mange fremmødte i at dukke op til Skovkirke.

– Man skal helst tage hjem fra Skovkirke og lugte af bål, siger Søren Thuesen, der leder dagens Skovkirke, i sin indledning til gudstjenesten til de hue­ og flyverdragtsklædte deltagere, alt imens børn løber rundt på den bløde skovbund, suser ned fra rutsjebanen og klatrer i træerne, inden der bliver råbt: n aturens sp I r I tual I tet Få kilometer derfra bor præst og pilgrim Henrik Lausten Madsen. Han er med til at arrangere skovkirke for Areopagos på Helgenæs.

– Der er børnekirke!

Dagens program består af nogle salmer på akustisk guitar, en kort prædiken, en skovvandring og til sidst qigong – en bevægelsesform med rødder i kinesisk medicin, hvor der stræbes efter at integrere kroppen med sindet. For, som Søren Thuesen gør klart i sin indledning, er Skovkirke et sted, der rummer forskellige mennesker med forskellige overbevisninger, og et sted, hvor det guddommelige udforskes med kroppen.

– Skoven og naturen rummer en dyb spiritualitet, fortæller han i sit drivhus på Helgenæs, mens han spejder ud over grønne enge og dybblåt hav. For nogle år siden købte han sammen med sin kone Elisabeth en stor gård, som de har forvandlet til et lille refugium til glæde for mennesker, der søger stilhed, samtale og mulighed for at deltage i tidebønner.

– Når vi mødes til Skovkirke, bliver vi stille for det, som er til stede. Vi hører og sanser de ting, vi normalt ikke registrerer. Vi lytter til fuglene, havets brusen eller vinden i træerne. Vi føler og mærker på genstande i naturen. Vi tager imod det, naturen giver til os, og vi opdager, at her er jeg midt i en stor sammenhæng, siger han.

Henrik Lausten Madsen mener, at vi mennesker risikerer at glemme skabelsens storhed og kompleksitet i hverdagens trummerum.

– I dagligdagen kan vi glemme, at vi er en del af noget stort, og at de stjerner vi ser, kun er dem, der er tættest på. Vi glemmer, at universet er stort – at Gud er meget stor – og