11 minute read
RIGERE LIV: Input til din hverdag
from Tørst - Sommer 2020
by Areopagos
rigere liv
DET KNUSTE ER SMUKT DU ER VÆRD AT HØRE PÅ
I JAPAN HAR de en smuk tradition ved navn Kintsugi, som går ud på at reparere knust porcelæn med guld. Tanken er, at man ikke forsøger at skjule revnerne og lade, som om skålen aldrig har været knust, men derimod ønsker at fremhæve revnerne, fordi skålen er blevet endnu smukkere og mere unik, fordi den nu har sin egen historie. Tankegangen er smuk - både i forhold til porcelæn og i forhold til mennesker.
SPRITNY HJEMMESIDE
HVIS DU HAR været inde på areopagos.dk i løbet af de seneste måneder, så har du nok opdaget, at vi har fået ny hjemmeside. Det glæder vi os over – og vi håber, at du har lyst til at tjekke siden ud og finde ud af endnu mere om, hvad Areopagos har at tilbyde lige præcis dig! Besøg os på areopagos.dk
MANGE TANKER KAN fylde og gøre sindet tungt. Måske især i disse tider, hvor livet på en eller anden måde er blevet vendt på hovedet. Har du brug for, at nogen lytter til, hvad du har på hjerte? Så kan du kontakte Den Lyttende Kirke, som helt gratis tilbyder lytning, hvor du i en halv time får lov at fortælle lige præcis, hvad du har behov for. Vedkommende lytter til dig uden at afbryde, og fokus er dermed på dig. Under coronakrisen kan det gøres online via Zoom eller via telefonen. Du kan få mere information på denlyttendekirke.dk eller bestille en gratis lyttetid ved at skrive til sanne@denlyttendekirke.dk – så vil hun sætte dig i kontakt med en ledig lytter.
»Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.«
ESAJAS’ BOG 57, 15
GIV EN TOMMELTOT
SYNES DU GODT om Areopagos på Facebook? Hvis ikke, så vil vi gerne opfordre dig til at give os en opadvendt tommeltot derinde, for så bliver du fremover opdateret i forhold til vores arrangementer og forskellige tilbud. Vi håber at se dig på Facebook, hvor du kan finde os, hvis du søger efter Areopagos Danmark.
Foto: Unsplash.com
»Kan du ikke tro, så håb. Magter du ikke at håbe, så grib muligheden for at vise godhed igen. Den, der dør efter at have elsket, har ikke levet forgæves.«
PER ARNE DAHL
FÅ ELLER GIV HJÆLP I CORONATIDEN
RIGTIG MANGE MENNESKER har fået ekstra meget brug for hjælp i coronatiden. Det kan være mennesker, som er i risikogruppen, eller det kan være personer uden det store netværk, som er blevet smittet eller er i karantæne og pludselig mangler en hjælpende hånd – på afstand. Af samme grund har Røde Kors oprettet Hjælpenetværket, som man kan kontakte, hvis man har brug for gratis hjælp til f.eks. indkøb, hundeluftning eller medicinafhentning. Det er frivillige, som står bag ordningen, og derfor kan man også melde sig som frivillig. Du kan læse mere på rodekors.dk/corona eller ringe på 35 29 96 60 hverdage kl. 10-14.
Foto: Unsplash.com
MERE END IS
DENNE SOMMER ER det vist nærmest kun de gammeldags isvafler, der har lignet sig selv. Resten af sommeren har for rigtig mange mennesker været helt anderledes end normalt – og det har den også for Areopagos. Vi måtte blandt andet desværre aflyse vores festival i Norge på grund af corona-situationen. Men næste år håber vi inderligt, at verden er kommet nogenlunde tilbage til normalen – og derfor vil vi gerne allerede nu fortælle, at næste Areopagosfestival bliver i weekenden den 2.-4. juli 2021! Festivalen bliver holdt i Danmark, og vi glæder os allerede til at se jer. Så sæt kryds i kalenderen, så du både kan få is og festival næste år!
eftertanke
Lidt om håbet og dets Gud
Håbet stikker i halsen.
Brun er håbets farve.
Nej, sådan er det ikke. Håbet er lysegrønt, og det fylder os ikke med angst eller ubehag – vel?
Jeg ved ikke, om der findes mennesker, som ikke håber. Måske man har mikrohåb – at det bliver godt vejr i morgen – eller makrohåb – at der bliver fred i verden – men jeg tror, det er et vilkår for ethvert menneske, at vi håber.
Her deler mennesker livsvilkår. Den rige og den fattige håber begge. Den gamle og den unge. Måske centrum for vores håb er forskelligt, men at være menneske er på sæt og vis at være håbende.
Man kan sige, at håbet udvider horisonten. Det springer over kløften mellem det håndgribelige – ingen regnvejr i morgen – og det uhåndgribelige – at det
kommer til at gå godt. Måske håbet i sit eget udtryk afslører mennesket som et åndeligt væsen, eller måske håbet bare afslører, at vi er skabt med længsler.
Vejen fra håbet går over længslen til den rod, der udtrykker noget af det, der er dybt inden i os. Håbet om godt vejr kan handle om, at vi ikke ønsker, at frisuren klasker sammen, eller at skovturen bliver aflyst. Dét kan sige noget om, at vi oplever os magtesløse overfor det, vi ikke kan styre – at vi længes efter at være i kontrol. Det er tit der, håbets ur-udspring findes: I frygten for at miste kontrollen. Vi håber, men på trods af det på én gang ubarmhjertige og lykkelige faktum, at vi ikke kan bestemme alt i tilværelsen.
Der er også den, hvis håb endte i skuffelse eller tragedie. Håbet forblev et ubesvaret råb om hjælp, der
blev mødt af en lussing. Vi håber, nogle gange imod håb, når livet har lagt os ned eller tromlet hen over os. Det kræver faktisk mod at turde håbe.
Så hvad gør man, hvis man ikke kan hitte ud af, hvad man tør håbe på? Hvad gør vi med håbet i en pandemi-tid, som strækker sig geografisk og tidsmæssigt til det yderste af vores kapacitet? Hvad gør vi med håbet, når vi ikke ved, hvad vi skal håbe på? Da kan håbet blive til en byrde, sort som angst og bitterhed, fordi det netop ikke længere er der. Fraværet af håb er mistro, mistrivsel, mistillid. Det er, som en dement, at leve i en verden, hvor der ingen fremtid eller fortid synes at være længere, blot et koldt, nådesløst nu. Intet at drømme om eller stole på. Intet at holde fast ved i modvind og restskat.
Da stikker håbet i halsen. Da giver man op, ikke fordi man gerne vil, men fordi man ikke kan andet. Man kan ikke håbe mere.
Der findes en smuk vending i det nytestamentelige skrift Romerbrevet 15, 13: ”Håbets Gud fylde jer med al fred og glæde i troen...” Håbets Gud vil jeg gerne tro på, hvis jeg tør. Jeg vil gerne håbe på Håbets Gud, hvis jeg kan. Måske Håbets Gud i virkeligheden er den, der kommer med håb til mig. Som fylder mig med fred og glæde, der hvor brudte forventninger, kulde og skuffelser havde taget det fra mig. Måske det grønne igen vil kunne spire frem, hvor der var goldt. Måske jeg der vil kunne synke og ånde frit.
Her vil jeg sætte mig og vente. Vente – på håbets Gud.
Teksten er skrevet af Thomas Frovin. Han er projektleder i I Mesterens Lys, som arbejder med at bygge bro mellem kirken og åndeligt nysgerrige mennesker.
Foto: Glenn Carrie
Der har aldrig været en nat, som solopgangen ikke kunne besejre.
Bernard Williams
ET MAGASIN UDGIVET AF
anbefalet
Input til en hverdag fyldt med håb Her kan du finde inspiration til både nye og gamle bøger, film og musik, som kan være med til at give dig håb
SÅRBARHED GIVER HÅB. I foråret udkom der en ny bog af den norske tidligere biskop Per Arne Dahl. Bogen hedder Sårbarhedens kraft (Kristeligt Dagblads Forlag, 2020), og jeg glædede mig med det samme til at læse bogen, fordi sårbarhed er en af de allervigtigste egenskaber for mig. Og det var et glædeligt gensyn med Per Arne Dahls tankeunivers, hvor han dels fortæller om sine egne erfaringer i forhold til sårbarhed, og hvor han dels henviser til mange mennesker, som har formået at fastholde håbet trods deres udfordringer. Der er måske lidt for mange mennesker beskrevet i bogen, men hvis man kan se bort fra det, så siger den nogle rigtig fine ting omkring sårbarhed og håb.
MALENE JENSEN T RO PÅ AT DET LYSNER. Dette er den bedste bog om håb, jeg har læst. Generelt kan jeg rigtig godt lide svenske Tomas Sjödins måde at tænke og skrive på, og i hans nyeste bog Stol på at det lysner (Boedal, 2020) formår han på fineste vis at sige tankevækkende, enkle ord omkring de nære og svære ting i livet. Jeg blev rørt flere gange, mens jeg læste bogen, fordi hans enkle ord og eksempler rammer ned i lige præcis det, som jeg har brug for – troen på, at der stadig er håb, og på at vi kan være håb for hinanden. Der er både håb, realisme og respekt i bogen. Den består af 70 forskellige klummer, som tidligere har været trykt i en svensk avis, men som nu er samlet og oversat til dansk. Jeg har læst bogen fra ende til anden, men fremover har jeg tænkt mig at starte forfra og læse ét stykke om dagen, for der er meget livsvisdom, som jeg gerne vil tænke mere over, end en hurtig gennemlæsning tillader. Der er virkelig meget håb i denne bog, og jeg kan ikke anbefale den nok! E N TÆNKEPAUSE. Hvis man gerne vil have en lidt anderledes tilgang til håb, så kan jeg anbefale at læse den såkaldte Tænkepause med temaet
Håb af håbsforskeren Bertel Nygaard (Aarhus Universitetsforlag, 2014).
Umiddelbart kunne det lyde som en lidt tør bog, men det er det absolut ikke. Han skriver farverigt og interessant og viser mange eksempler på, hvor vigtigt håb er for os. Vores håb viser, hvem vi er, og giver vores liv mening og perspektiv, og hvis vi holder op med at håbe, holder vi op med at leve. Det er virkelig en interessant og velskrevet bog, den fylder kun 60 sider, og man kan finde den som lydbog eller e-bog på nettet for nærmest ingen penge.
THOMAS MUNCH
MERETE RIIS JENSEN
Carpark North
En af de smukkeste sange, jeg har hørt i lang tid, er sangen Håb af det danske band Carpark North. Jeg kan generelt godt lide deres musik, og jeg synes, at den her sang siger noget rigtig smukt om både tab, sorg og håb: ”Jeg vågner med smil og tårer – også selvom du ikke er her.”
JONAS A. HANSEN
»Må dine valg afspejle dit håb og ikke din frygt«
NELSON MANDELA
CAST AWAY. Det er en tudsegammel film, men jeg elsker den, blandt andet fordi hovedpersonen er Tom Hanks. Og i Cast Away (2000) formår han ene menneske på en øde ø at gøre en 2 timer lang film fuldstændig fantastisk. Jeg har set den mange gange efterhånden, og hver gang ender jeg med at sidde og håbe, heppe, græde og glæde mig. Filmen siger så meget om håb og om, hvor meget vi kan, når vi holder fast i håbet. Hvis du ikke har set den, så se den. Hvis du har set den, så se den igen!
MICHAEL ANDERSEN
»Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig, Gud«
AUGUSTIN, 354-430
H
ÅBSTANGO. Jeg kom med det samme til at tænke på min yndlingssang, som hedder Håbstango (Frederico J. Pagura / Holger Lissner). Den er så fin – både på grund af teksten og på grund af melodien, som er en argentinsk tango. Den er kraftfuld, optimistisk – og fuld af håb! Første vers lyder sådan her:
Fordi han kom og var som morgenrøden og brød Guds tavshed og vor angst for døden, fordi han fyldte verden med sin tale og lukked porten op til Himlens sale. Fordi han var Guds søn og en af vore og gik omkring i gader og i gårde, fordi han fik de stejle til at ryste og lod de blinde se og småfolk trøste.
Så kan vi holde ud i onde dage, så ved vi, vi er ikke ladt tilbage, så kan vort brudte håb som solen stige, så kan vi se, at kommet er Guds rige. Så kan vi holde ud i onde dage, så ved vi, vi er ikke ladt tilbage, så kan vort brudte håb som solen stige, Gud er hos os.
MARIANNE HANSEN
Kongens store tale
Når jeg ser film, kan jeg godt lide at se positive film, hvor jeg ikke skal sidde og se på en masse vold og ondskab. Historiske begivenheder er også et hit hos mig, og de ting bliver rigtig fint kombineret i filmen Kongens Store Tale (2010), hvor vi følger den engelske Kong George den 6., som lider af en talefejl, der gør det svært for ham at fremstå som den stærke leder, England har brug for, da de var på vej i krig med Tyskland. Gennem filmen følger vi hans kamp for at udvikle sit sprog og talegaver, og det er en rørende, sand og interessant film, som i høj grad fylder seeren med håb.
SOLVEIG SØRENSEN