Vandets veje

Vandets veje PROGRAM

Vandets veje PROGRAM

Introduktion

Foto: Niels

Vandet er ved at løbe os over ende. Nogle steder i en sådan grad, at det ikke giver mening at kæmpe imod det men i stedet udnytte, at det flyder frit. Derfor efterlyser Arkitektforeningen og Dreyers Fond tværfaglige teams, der kan udarbejde visioner og scenarier for, hvordan udvalgte vandoplande i Danmark kan genoprettes til naturrige og attraktive områder for bosætning og lokal dyrkning af fødevarer.

De sidste to hundrede år har vi i Danmark effektivt reguleret det naturlige vandsystem med kanaler, rørføringer og omfattende landindvindingsprojekter. Vandets veje i landskabet er blevet tilpasset mennesker og ikke omvendt. De menneskeskabte vandreguleringssystemer er imidlertid kommet under ekstremt pres fra stigende nedbørsmængder og er, som strømmen af daglige nyheder vidner om, udfordret på flere fronter. Og en lang række eksperter er enige: Løsningen er ikke at udbygge systemet, men at udvikle nye måder at håndtere vand på. Nye måder at tænke arealplanlægning på, hvor der arbejdes langt mere naturbaseret og helhedsorienteret med vand. Både af hensyn til de beboede områder, til vores natur og biodiversitet – men også som led i den nødvendige omstilling til et mere bæredygtigt landbrug.

Derfor efterlyser Arkitektforeningen og Dreyers Fond nu idéer, visioner og konkrete billeder på, hvordan fremtidens landskaber og bymæssige områder vil se ud, hvis vi i Danmark satsede på en mere helhedsorienteret og naturbaseret håndtering af vand. Både over og under jorden.

Tre teams vil blive udvalgt til at udarbejde scenarier for 2030 og 2050 med udgangspunkt i tre cases. Landskabelige og bymæssige visioner, der flugter med internationale ambitioner om mindst 30 % beskyttet natur i 2030 og 50 % i midten af dette århundrede.

’Vandets veje’ er en del af en større satsning under overskriften ’Agenda Earth’, der sætter jordens fremtid på dagsordenen. Agenda Earth er initieret og støttet af Dreyers Fond og udvikles og drives af Arkitektforeningen i samarbejde med Advokatsamfundet.

Tre udvalgte cases

Gennem tre danske cases ønsker vi at få belyst de komplekse problemstillinger, der knytter sig til den måde, vi håndterer vandet på i dag og få konkrete billeder på en anden vej frem.

De tre cases tager afsæt i henholdsvis Grenaaens vandopland, Skjern Å-systemet og et afgrænset areal inden for delvandopland Kornerup Å ved Roskilde. Forskellige områder, der hver især repræsenterer forskellige lokale problemstillinger i forhold til at skabe naturlig sammenhæng i det hydrologiske system, muligheder for naturgenopretning, udvikling af nye bosætningsformer, råstofudnyttelse og nye principper for dyrkning af fødevarer. Se uddybning af cases side 15-23.

Foto: Klaus Bodholt Andreasen

Baggrund

Vandet tilbage i landskabet

Vand er en livsforudsætning og et grundlag for al bosætning. Der skal bruges vand til dyrkning af fødevarer, kvæghold, husholdning, hygiejne og industriproduktion. Vand er kulturbærende, og mennesker har altid bosat sig, hvor der er let adgang til vand. Men det nødvendige naboskab er ikke altid lykkeligt. Der er talrige historiske eksempler på katastrofer i form af oversvømmelser og stormfloder, der har udryddet hele landsbysamfund og gjort tusindvis af mennesker hjemløse. Koleraepidemierne i 1850’erne lærte os, at vi kan gå til i vores eget skidt, hvis ikke vi har styr på drikkevandets kvalitet. Det foranderlige forhold mellem vandets veje og kulturens steder er et hovedspor i vores kulturhistorie. Romerne byggede akvædukter og fontæner. Det moderne menneske byggede dæmninger og rensningsanlæg. Kommende generationer står overfor at skulle genopføre de tabte vådområder og sikre den fremtidige adgang til livsnødvendige naturressourcer.

De mange smukke historiske kort fra slutningen af 1700-tallet vidner om, at langt størstedelen af de danske købstæder og landsbyer, der blev grundlagt før industrialiseringen, som hovedregel var ’klimasikrede’, fordi man kendte til vandsystemernes naturlige dynamik. Man forstod at dyrke marker og bygge byer med og ikke imod vandet.

Små to århundreder efter at den naturlige tilpasning til vandets geografi blev udfaset til fordel for nye teknologiske ’landvindinger’ og mekaniske reguleringer, var hovedparten af vores vådområder, enge, åløb og skovsøer enten drænede eller ført i udgravede kanaler. Den effektive regulering af vandsystemerne har imidlertid vist sig at være et tveægget sværd. Mange af de ingeniørmæssige løsninger har skabt afledte problemer, der kræver radikal nytænkning. Tilbagerulningen af den store landskabsregulering, der for alvor begyndte i 1800-tallet, er i dag en af de større udfordringer for vores arealplanlægning. I byerne og på landet.

Skybruddet over København i sommeren 2011 gav et fingerpeg om, hvilke udfordringer klimaforandringerne stiller vores byer og bebyggede områder overfor. Det kostede forsikringsselskaberne omkring fem milliarder kroner at udbedre skaderne efter et døgns ekstremregn. Danmark er efter Luxemburg det land i Europa, der udbetaler de største forsikringssummer som følge af vandskader. Den grønne tænketank CONCITO har regnet sig frem til, at 600.000 boliger vil være påvirket af vand fra ekstreme vejrhændelser i dette århundrede. Hvis udviklingen skal vendes, skal der formuleres nye alternative strategier.

De smukke Høje Målebordsblade fra midten af 1800-tallet vidner om, at man allerede i industrialiseringens barndom var godt i gang med at dræne og rørlægge det naturlige vandsystem som led i effektiviseringen af landbruget. Landskabet er for altid forandret, og vi kan ikke vende tilbage til et førindustrielt landskab. Det autentiske landskabsbillede findes næppe, men vi kan forsøge at indrette fremtidens landskaber og bosætningsformer efter nye naturbaserede principper.

Perspektiver og handlemuligheder

’Vandets veje’ skal sætte billeder på, hvordan vi med hjælp fra vandets naturlige dynamik kan indrette os efter den topografi, som istiden har skabt på en måde, så der bliver mere plads til andre arter end os mennesker, og således at Danmark kan nå i mål med sine internationale forpligtelser om at sikre langt mere natur og biodiversitet.

Der er ikke bare store økonomiske og kulturelle interesser på spil men også afgørende hensyn til vores miljø og CO2 udledning forbundet med håndtering af vandet. Udtagning af lavbundsjorde er en effektiv vej til at nå Parisaftalens målsætninger, men der skal langt mere til. Danmark er ifølge Biodiversitetsrådets seneste rapport nede på kun 1,6 % beskyttet natur og dermed et af de mest tilbagestående lande i Europa målt på natur og biodiversitet. Mere end halvdelen af vores drikkevandsboringer er forurenede med forskellige pesticider og giftstoffer. Politisk handlekraft og ny lovgivning er nødvendig, men også nye forestillinger om landskabet. Nye billeder på vores pagt med naturen.

Rewilding af tidligere vådområder, enge og genskabelse af det naturlige system af blå/ grønne herlighedsværdier, der følger med vandet, er en central opgave i den grønne omstilling. Adgang til natur har betydning for folkesundheden, og talrige kommunale tilfredshedsundersøgelser viser igen og igen, at danskerne fremhæver adgangen til grønne områder som en af de vigtigste faktorer for oplevet livskvalitet. Mere bynær natur skaber værdistigninger på en lang række parametre, og vejen frem er ikke at udbygge i naturen. Der er akut brug for arealer i det åbne land til mere natur, bæredygtig dyrkning af fødevarer og etablering af nye energilandskaber. Vi skal derfor i langt højere grad satse på at trække ’det grønne’ ind i byen. Vandet finder derimod selv derind, og vi skal lære ikke kun at betragte det som et problem.

I takt med at EU’s taksonomiforordning tilskynder de store pensionsfonde til at afholde sig fra investeringer i barmarksprojekter, opstår der et stigende behov for nye gennemskuelige principper for, hvor vi skal bygge og transformere i fremtiden. Men i høj grad også hvor vi ikke skal bygge, og hvor vi skal til at afvikle fejlplacerede bebyggelser. Det handler om investeringssikkerhed og langsigtet planlægning og i sidste ende om udviklingen af en arkitektur og byplanlægning, der tilpasser sig naturgrundlaget – og ikke omvendt.

Danmark har europarekord i befæstede arealer. Vejen frem er ikke mere belægning, flere rør og kraftigere pumper. Der skal ikke bare udvikles nye principper for arealplanlægning. Der skal udvikles nye måder at tænke planlægning på. Nye ideer og attråværdige billeder, vi kan navigere efter.

Tre fælles temaer

De udvalgte caseområder rummer forskellige problematikker, men har et fælles fokus på tre sammenhængende tematikker: natur, bosætning og dyrkning af fødevarer.

Natur

Med en planlægning og arealforvaltning, der sikrer vandets naturlige forløb i landskabet, udløses en række dynamikker: Der vil helt automatisk komme mere natur med langt flere vådområder som søer, moser og enge. Et naturligt blåt/grønt netværk, der følger topografien og skaber sammenhænge i landskabet. Vandets veje forærer os så at sige en rekreativ infrastruktur, der kan forbinde by og land. Landskabelige forbindelser, der kan hægte de små landsbyer sammen og sikre adgang til den omgivne natur. Et finmasket naturligt netværk, der kan øge den generelle folkesundhed og samtidig benyttes som sikre skoleveje, vandreruter og naturhistoriske fortællespor. Et strategisk greb, der kan sammenkæde natur- og kulturhistoriske værdier til glæde for den brede befolkning, fritidsfolket, naturentusiaster og udefrakommende turister. Det lyder enkelt, men kræver en fysisk omstilling.

Hvordan kan vejen mod mere natur, biodiversitet og flere rekreative udfoldelsesmuligheder planlægges, så de konflikter, der uundgåeligt vil opstå, synes små i forhold til de store fælles gevinster? Forskere ved Aarhus Universitet har givet deres bud på, hvor den nye beskyttede natur bør etableres ud fra princippet om, at ny natur skal etableres, hvor der allerede er noget at bygge videre på. Men skal den biologiske matthæuseffekt være eneste udslagsgivende parameter? Er der andre principper for fordelingen af ny beskyttet natur, vi skal indtænke i den fremtidige arealplanlægning?

Målene om mindst 30 % beskyttet natur i 2030 og 50 % i 2050 flugter med FN’s Biodiversitetskonvention og internationale målsætninger for mere biodiversitet, som Danmark har tilsluttet sig. Scenarierne for mere beskyttet natur handler først og fremmest om at skabe mere plads til andre arter end os mennesker. Men er der andre rumlige retfærdighedsprincipper, vi skal have udviklet? I dag ejer 0,6 % af befolkningen ca. 60 % af landarealet. Hvordan vil landet se ud, hvis ikke bare vores kystområder, men hovedparten af de karaktergivende landskabstræk blev fælleseje?

Foto: Jonathan Filskov Photography

Bosætning

Mantraet om at vi skal bo tættere og i højere grad transformere det bestående, i stedet for hele tiden at bygge nyt, er grundingredienserne i opskriften på udviklingen af den bæredygtige storby. Men hvad med alle landsbyerne og de mange små bysamfund i landdistrikterne? Der er også liv og bygninger at tage hensyn til uden for storbyen.

Temaet om bosætning sætter derfor fokus på udviklingen af attraktive og bæredygtige alternativer til storbylivet. Hvordan sikres den store historiske bygningsmasse i de gamle landsbyer mod forfald og nedrivning? Kan de mange tomme og forladte bygninger i landdistrikterne blive omdannet til skulpturelle materialebanker? Kan de små levedygtige landsbyer være base for nye alliancer med landskabet? Hvordan vil fremtidens landskabsbyer se ud? Mere bynatur er blevet en integreret del af kommunernes arkitekturpolitik. Hvordan ser fremtidens naturbyer ud?

Lokal dyrkning af fødevarer

Hvordan vil den bæredygtige omstilling af landbruget påvirke livet på landet? Kan landdistrikternes mange små bysamfund blive omdrejningspunkt for nye former for dyrkningsfællesskaber, der ikke kræver industriel drift? Kan lokal dyrkning af fødevarer skabe nye andelsformer og sikre et fremtidigt kulturlandskab med rekreative og sundhedsmæssige sidegevinster? Hvordan ser fremtidens fælledskaber ud, og hvordan kan de styrke og understøtte lokale fødevareproducenter? Kan vi med fysisk planlægning sikre kommende generationers naturdannelse?

Vand anerkender hverken matrikelskel eller kommunegrænser og fremtidens planlægning bør i højere grad følge de topografiske vandoplande og tage hensyn til det sammenhængende naturgrundlag. Hvordan kan vi udvikle nye tværkommunale samarbejdsformer med stærk lokal forankring? Samarbejdsformer, der kan matche de internationale forpligtelser om grøn omstilling, som staten påtager sig?

Foto: Klaus Bodholt Andreasen

Uddybning af de tre cases

Inden for de tre caseområder er udpeget forslag til nedslagspunkter, som de udvalgte teams kan zoome ind på og bruge som afsæt for udfoldelsen af de tre temaer.

Der vil i efteråret 2024 blive aflagt besøg til de udpegede steder, og de tre teams vil få lejlighed til at diskutere de videre perspektiver med repræsentanter for lokalmiljøet og de respektive kommuner.

Afsættet for nedslag og scenarieudvikling vil bygge på et fælles vidensgrundlag udarbejdet af GEUS og forskere ved Arkitektskolen Aarhus, ligesom programmet for de enkelte cases flugter i vid udstrækning med både kommunale strategier, lokale initiativer og konkrete handleplaner. Det nærmere fokus for de udpegede nedslagspunkter vil løbende blive diskuteret i forbindelse med de planlagte møder, workshops og ekskursioner. Bilagsmateriale vil være tilgængeligt online den 1. september 2024 her.

Skjern Å-systemet

Skjern Å er Danmarks vandrigeste å med helt unikke naturkvaliteter og strækker sig over godt 90 km, fra den jyske højderyg til Ringkøbing Fjord. Et naturligt vandsystem, der dækker otte kommuner og to regioner. Store dele af å-systemet er i dag nærmest utilgængeligt for både lokalbefolkning, den brede offentlighed og udefrakommende turister.

Hvordan vil det næsten 250.000 ha store område se ud, hvis vi udvikler det ud fra COP 15 og Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework’s målsætninger om mindst 30 % beskyttet natur i 2030 og internationale ambitioner om 50 % i 2050? Kan å-systemets naturlige infrastruktur blive en ny rygrad for både udvikling og naturgenoprettelse? Kan de menneskeskabte spærringer og indgreb omdannes til nye formål?

Scenarierne skal sætte konkrete billeder på, hvordan det store sammenhængende å-land kan komme til at se ud med mere beskyttet natur i henholdsvis 2030 og 2050. Der skal samtidig laves en kortlægning af de kulturhistoriske steder og spor, der gennem tiden er skudt op langs å-løbet, så det aktivt kan sammentænkes med udlægningen af ny natur.

De tre temaer om natur, bosætning og lokal dyrkning af fødevarer skal udfoldes med afsæt i tre nedslagssteder:

• Landsbyen Fasterholt ved de tidligere brunkulslejre nord for Brande, der samtidig er nabo til Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede

• Landsbyen Skarrild der ligger ved Skjern Å’s hovedløb syd for Herning og tæt på Deep Forest Art Land

• Den ca. 20 km lange Dalgaskanal, der løber vestover fra Skjern Å-forvirringen ved Arnborg til Ahlergårde øst for Borris Hede

Scenarierne og udviklingsperspektiverne for de tre nedslagsområder kan vægtes forskelligt og vil tage afsæt i foreliggende visionsplaner og udviklingsideer formuleret af lokale borgerforeninger og ildsjæle i dialog med Herning Kommune.

Grenaaens vandopland

Store dele af Grenaaens vandopland er drænet og opdyrket. Dét, der engang var Jyllands største sø, er nu under plov.

Hvordan vil Djursland kunne udvikle sig, hvis det naturlige vandsystem fik mere frit spil? Kan de mange gamle landsbyer få nyt liv og nemmere adgang til rekreativ natur? Og hvad skal der ske med landbruget? Hvilke muligheder og konflikter vil en mere naturbaseret arealforvaltning på Djursland udløse? Hvilke interessekonflikter er på spil, og hvordan kan de løses med nye principper for arealforvaltning?

Grenaaens hydrologiske opland afvander et område på 46.600 ha, der spænder over to kommuner og dækker en stor del af Djursland. Fra landsbyen Mørke i vest til Grenaa i øst.

En central problemstilling for caseområdet er fremtidsudsigterne for Kolindsund, der indtil 1870’erne var Jyllands største sø, og i dag med pumpekraft opretholdes som landbrugsareal.

De tre temaer om natur, bosætning og lokal dyrkning af fødevarer skal udfoldes med afsæt i tre nedslagssteder:

• Stationsbyen Kolind, der ligger i den vestlige ende af det tidligere Kolindsund i Syddjurs Kommune

• Vådområderne omkring – og landsbyen Stenvad 20 km nordvest for Grenaa i

• Norddjurs Kommune

• Bygninger, kulturhistoriske anlæg og familielandbrug, der er berørt af de stigende vandmængder i det tidligere sund

Scenarierne for 2030 og 2050 skal bygge videre på vidensgrundlaget i det regionale EU-projekt ’Coast to Coast Climate Challenge’ (C2CCC), der blev afsluttet ved udgangen af 2022.

Foto: Katrina Wiberg

Delvandopland Kornerup Å ved Roskilde

Roskilde leverer rent drikkevand til det meste af Hovedstadsområdet, men her er også store regionale råstofinteresser på spil. Midt i interessekonflikten mellem udnyttelse af vand, sand, grus og sten skyder Danmarks fjerde største midlertidige by, Roskilde Festival, op én gang om året.

Hvordan håndteres disse interessekonflikter, og hvordan kan nye multifunktionelle løsninger sikre, at festivalen kan afholdes, hvor den har fundet sted gennem de sidste 50 år? Hvordan kan man sikre, at der bliver langt mere plads til beskyttet natur i området, samtidig med at man fortsat kan levere drikkevand til store dele af Hovedstadsområdet? Hvordan understøtter man bedst de spirende lokale tiltag til regenerativ dyrkning af fødevarer?

Caseområdet afgrænses mod nord af Holbækmotorvejen, mod øst af Hedeland Naturpark, mod vest af Nationalpark Skjoldungernes Land og mod syd af højderyggen syd for Ramsødalen.

Dyrskuepladsen ved Roskilde og arealet sydover rummer en række naturressourcer. Her har istiden aflejret store mængder sten, grus og sand kendt som Hedelandformationen. Råstoffer som Region Sjælland har planer om at udgrave.

Få kilometer syd for Holbækmotorvejen ligger desuden vigtige indvindingsoplande for drikkevandsforsyning til store dele af Hovedstadsområdet.

I den nordlige ende af området skyder Danmarks fjerdestørste (midlertidige) by op én gang om året, når Roskilde Festival løber af stablen – og i den sydlige ende ved Gadstrup ligger Natura 2000-området Ramsø Mose. Et vandsystem der via Langvad Å og Kornerup Å, løber ud i Roskilde Fjord ved Kattinge.,

De tre temaer om natur, bosætning og lokal dyrkning af fødevarer skal udfoldes med afsæt i tre nedslagssteder:

Nedslagsområder:

• Landsbyen Øm ved Lejre i områdets vestlige del, eller landsbyen Vor Frue, der er hjemsted for nye typer af bæredygtig fødevareproduktion.

• Udvikling af det blå/grønne netværks opkobling på den rekreative infrastruktur, der kan forbinde Dyrskuepladsen, festivalområdet, Hedeland Naturpark og byområderne nord for motorvejen.

• Stationsbyen Gadstrup og Ramsødalen.

Ansøgning, betingelser afleveringskrav

Udbudsform

’Vandets veje’ er et åbent call. Der findes i august 2024 tre teams, som alle skal arbejde med én ud af projektets tre cases i en udviklingsproces frem mod januar 2025.

Sprog

Konkurrencesproget er dansk, og al tekst skal affattes på dansk.

Ansøgning om deltagelse

Naturgenoprettelse og by- og landskabsplanlægning kræver på én gang en naturvidenskabelig, kreativ og æstetisk tilgang, som kalder på tværfaglighed. Derfor ønsker vi at høre fra teams bestående af dedikerede unge og mere erfarne arkitekter sammen med f.eks. landskabsarkitekter, ingeniører, biologer, tænkere og ildsjæle.

Ansøger skal have mindst én arkitekt MAA og mindst én vækstlagstegnestue1 repræsenteret i teamet.

Tværfaglige teams er – som nævnt – meget velkomne, men det er ikke et ufravigeligt krav. Tværfaglige kompetencer kan selvsagt godt være repræsenteret i ét og samme firma.

Ansøgningen om deltagelse, der maksimalt må fylde 5 A4-ark inkl. udvalgte referencer, skal indeholde en kortfattet motivation med bud på en mulig tilgang til casen og en kortfattet beskrivelse af ansvars- og kompetencefordeling.

De tværfaglige teams bør byde ind på én eller flere caseområder i deres ansøgning, men kan højst blive udvalgt til at arbejde med ét område.

Der lægges i vurderingen vægt på, at ansøgningsmaterialet forholder sig til ’The Copenhagen Lessons’, herunder særligt punkt 4, 5 og 10 værende:

• Nyt byggeri og infrastruktur må ikke ødelægge naturområder.

• Naturlige økosystemer og fødevareproduktion skal opretholdes uafhængig af bygget kontekst.

• Udvikling, planlægning og byggeri skal bidrage til vandøkosystemer og tilgængeligheden af rent drikkevand.

Læs mere om The Copenhagen Lessons her.

Ansøgningsfrist

Ansøgningen skal være Arkitektforeningen i hænde senest den 9. august 2024. Ansøgningen fremsendes som én samlet pdf til vandetsveje@arkitektforeningen.dk.

Udvælgelse af teams

For udvælgelse af de tre deltagende teams er nedsat en jury bestående af:

Landskabsarkitekt MDL, MAA og professor emerita, Kristine Jensen

Arkitekt MAA og rektor ved Arkitektskolen Aarhus, Kristine Leth Juul

Arkitekt MAA og direktør for Arkitektforeningen, Lars Autrup

Rådgiver (uden stemmeret)

Arkitekt MAA og projektleder, Boris Brorman Jensen

Sekretær

Programleder for Agenda Earth, Mie Dyreberg Haldrup

Juryen forbeholder sig retten til at vælge blandt de indsendte ansøgninger baseret på følgende kriterier:

• At det indsendte materiale demonstrerer en høj faglig relevans og originalitet.

• At der ønskes forskellighed i den faglige specialisering blandt de udvalgte teams samt en skalamæssig og geografisk spredning.

betingelser og

Afleveringskrav efter afsluttet arbejde

Det samlede materiale, bestående af opsatte plancher og et trykt eksemplar af en eventuel beskrivelse samt et USBstik med digitale versioner af materialet, skal være Arkitektforeningen i hænde senest fredag den 31. januar 2025 kl. 12.00 – og afleveres fysisk eller med pakkepost hos:

Akademisk Arkitektforening Åbenrå 34

1124 København K

Att.: Mie Dyreberg Haldrup

Forslagene, der ikke må overstige 5 stk. AO-plancher (højformat), skal indeholde:

• Kort over registrering af værdier i caseområdet anno 2024

• Et scenarie for caseområdet med mindst 30 % beskyttet natur i 2030

• Et scenarie for caseområdet med mindst 50 % beskyttet natur i 2050

• Illustrationer, der skildrer en mulig udvikling af de udpegede nedslagssteder.

Værdikortet og de to scenarier, der skal være let sammenlignelige, kan udarbejdes som planer, fugleperspektiver eller collager.

De tre nedslagssteder i caseområderne kan efter eget valg fremstilles som collager, planer, skitser, perspektiver, diagrammer eller lign.

Plancherne kan suppleres med en samlet beskrivelse i A3 på max. 30 sider.

Arbejdslegat

De udvalgte teams honoreres med et samlet arbejdslegat på 400.000 kr. Arbejdslegatet er på forhånd fordelt således, at vækstlagstegnestuen får minimum 25 % af de 400.000 kr. og de(n) resterende part(er) resten.

Vigtige datoer

• Ansøgningsfrist den 9. august 2024

• Svar på ansøgning senest den 30. august 2024

• Kickoff og opstartsworkshop den 12. september, Arkitektforeningens lokaler i København

• Fælles temaseminar den 27. september 2024 i Roskilde (ifm. GRASP festivalen)

• Midtvejsworkshop den 28. november 2024, Aarhus

• Aflevering af færdigt materiale senest den 31. januar 2025

• Fælles projektpræsentation den 5. februar 2025, København.

Alle hold skal derudover forvente at reservere to hele arbejdsdage i arbejdsperioden til ekskursion og møder i det pågældende område. Holdene forventes selv at lægge transportmiddel til.

Kommunikation og offentliggørelse

Arkitektforeningen og Dreyers Fond forbeholder sig retten til efterfølgende at offentliggøre det indleverede materiale både samlet og i udpluk i forbindelse med en opsamlende publikation på hjemmesider, i nyhedsbreve, ved offentlige arrangementer og i fagtidsskrifter.

Forsikring

Forslagene vil ikke blive forsikret, idet det forudsættes, at forslagsstillerne opbevarer originaler af det indleverede materiale.

Øvrige spørgsmål

Har du spørgsmål til de tre cases, projektets mange perspektiver eller processen generelt, kan du kontakte:

• Projektleder Boris Brorman Jensen på tlf.: 21 47 29 81, mail bbj@borisbrorman.dk

• Programleder for Agenda Earth Mie Dyreberg Haldrup på tlf.: 28 86 98 44, mail: mh@arkitektforeningen.dk

Se mere om Agenda Earth og Vandets veje her.

Foto: Kris Madsen