Vikariater

Det sidste år på seminariet, var Fjelking med til at udgive et lille ugeblad, Ribe Ret, hvor ugens forskellige pudsigheder blev gengivet. En medstuderende var meget dygtig til at tegne, og han kunne bl.a. lave karikaturtegninger. Engang lavede han en tegning af sanglæreren, som var domorganist og næsten blind. Tegningen viste, at han med et forstørrelsesglas studerede en mærkelig node på nodebladet, som så viste sig at være en edderkop. Næste dag sagde forstanderen, at ”de øvrige lærere kunne vi karikere, men sanglæreren skulle vi lade i fred”. Dengang var sangkarakteren meget afgørende for om man kunne få et førstelærerembede, hvortil var knyttet jobbet som kirkesanger. Disse to embeder udgjorde degneembedet, hvortil biskopperne havde kaldsret, hvorfor sangundervisningen på seminariet var tilrettelagt med dette for øje. Læreren sang for eksempel messen i alle tonearter, og den studerende skulle svare i dur, selvom læreren sang i mol. Til eksamen skulle man aflægge prøve i træffeøvelse efter nodetavlen, dirigere et hold skolebørn, synge en salmemelodi og spille violin, og karakteren g- var nødvendig for at bestå.

Efter dimission fra Ribe seminarium gjaldt det om at få et vikariat, hvilket ikke altid var så let. Fjelking fik imidlertid et ved Boldesager, en ret stor skole udenfor Esbjerg, hvor lønnen var lille og hvor han selv måtte sørge for sin kost. Hjælp hjemmefra kom ikke på tale. Da vikariatet hørte op, tog han hjem til Fyn. Her blev et vikariat i Kværndrup ledigt, og Fjelking fik foretræde for den lokale sognefoged, greven på Egeskov, som bestemte alt og ansatte ham på stedet. Til embedet hørte, at han ud over at skulle undervise de to ældste klasser, også skulle være kirkesanger. Lønnen var 30 kr. om måneden og et værelse med frit bøgebrænde lige ved siden af kroen. Efter et par dage fandt Fjelking en del hasselkæppe i skabet og spurgte de store drenge, hvad det var. De svarede, at dem havde den tidligere vikar brugt til at klø dem med. Han brændte kæppene og sagde, at børnene var kommet i skole for at lære noget, ikke for at få tæv. 1. april 1911 sluttede vikariatet i Kværndrup, og Fjelking blev kaldt hjem for at bestyre sin fars embede. Faderen var kørt fast og kunne ikke mere, og der var endnu tre år til han kunne pensioneres. Faderen fik sin afsked 1. april 1914, og embedet blev opslået ledigt. Alle i skolekredsen havde underskrevet en adresse, som flere i friskolen også havde underskrevet, og indsendt med ønsket om, at Jan Fjelking skulle overtage embedet. Således gik det imidlertid ikke, nr. 2 blev valgt og Fjelking måtte se sig om efter et enelærerembede, som der på den tid var mange af i Jylland. Han søgte mange steder, blev indstillet til to og