Adamslyst Rideklub og Adamslyst Sports Rideklub Formandens beretning for 2011 I Adamslyst Rideklub har vi mærket finanskrisen på lige fod med resten af samfundet. Ridesporten er en af de dyreste sportsgrene, man kan dyrke næst efter motorsport og derfor er det forståeligt at folk fravælger denne, hvis økonomien er presset. Derfor startede vi året 2011 med et dalende medlemstal og ledige hestebokse. Dette emne har haft fokus gennem hele 2011. Vi tog kampen op imod det faldende medlemstal og laved en række arrangementer, som havde til formål at skabe interesse for rideklubben. Det er nu lykkedes at være tilbage med ca. 150 medlemmer og med alle hestebokse fyldte. Vi har haft flere åbenthus arrangementer, som har trukket mange personer ud på Adamslyst og som samtidig har skabt sammenhold blandt de eksisterende ryttere. Jeg vil her nævne den flotte opsætning af “Snehvide og de 7 små dværge”, som flere af de yngre rideelever trænede og har opført et antal gange. Vi har afholdt 3 stævner og jeg vil specielt nævne vores julestævne, hvor der var fyldt med ryttere, søskene, forældre og bedsteforældre og en fantastisk stemning. Ved dette stævne kårede vi klubmestrene og for første gang var det en rideskolehest/rytter, som løb med mesterskabet i spring – tillykke til alle de dygtige ryttere. Adamslyst er i 2011 også blevet optaget i Dansk Handikap Idrætsforbund, da vi har haft en rytter, som har stillet til stævne under disse regler. Da der ikke er mange rideklubber i vores del af landet, som er optaget, bør vi kunne profilere os på dette. Vi har haft møder med Greve Kommune, hvor emnet var rideklubbernes udfordringer efter den nye hestelov. Møderne havde deltagelse af 4 af de 7 rideklubber og det var tydeligt, at Adamslyst og Karlslunde rideklubber er de to mest aktive og dem med bedste mulighed for at klare sig i fremtiden. Bl.a. vil både Tune og Greve rideklubber skulle bygge staldfaciliteter meget om for at overholde reglerne, som træder i kræft frem til 2020 og ifølge disse rideklubber, så er ejerne ikke indstillet på at finansiere disse ombygninger. Adamslyst og Karlslunde rideklubber har forskelligt fokus, idet Adamslyst fokuserer meget på rideskole på elev-heste og med arrangementer hovedsaglig for klubbens medlemmer, hvor Karlslunde fokuserer mere på private ryttere og større stævner. Det blev aftalt at undersøge mulighederne for at hjælpe hinanden under arrangementer. Jeg mener, at Adamslyst Rideklub er i god form og med det gode sammenhold og den altid gode stemning, så har vi alle muligheder for at fortsætte de gode takter og blive stedet, hvor alle ridesports-interesserede trives og befinder sig godt. Vi har i slutningen af 2011, som noget nyt, etableret et aktivitetsudvalg, der arbejder hårdt for at lave en del nye arrangementer, som jeg forventer vil skabe yderligere fokus på Adamslyst til glæde og gavn for alle. Med ønsket om et godt rideår. Henrik Rosenstand Formand