OKKUPER UDKANTEN
“Der er noget indtagende ved den paradoksale fornemmelse af forladthed, der opstår, når efterladte ruiner bringes til live af “efterladte” bohemer, udskud, breughelianske fiolspillere og dansere – kontrasten mellem en tung tilstedeværelse af en svunden triumfalisme og nomaders lethed og lys.” Hakim Bey
Udkanten ekspanderer. Den breder sig hinsides sin egen grænseløshed i takt med at grundlaget for selve det sociale liv, den hidtil har næret, forvitrer. Denne entropiske proces er blandt andet resultatet af en evindeligt accelererende urbanisering,
hvor
metropoler
imploderer
og
suger
strømme af varer, kroppe og åndelig energi til sig og efterlader et udstrakt øde af forladte byer og insolvente industrier. Også Staten trækker sig fra de mere yderligtliggende provinser og befæster sin magt omkring udvalgte urbane bastioner. Dermed ikke sagt, at den fuldstændigt har sluppet grebet om udkanten, men det vil i stadig stigende grad, det mener vi at ane, blive forsøgt alene at kontrollere den
symbolsk
gennem
simulation
(massemedier,
symbolske geografier, sporadiske spektakulære events etc.) Således kan den måske synes forladt, udkanten – fortabt. Men denne Statens tilbagetrækning medfører, at der her former sig en skrøbelig struktur som gør det muligt at
introducere nye eksperimentelle sociale praksisser netop her. Således ligger udkanten ikke øde hen overalt, nej, der går spøgelser gennem disse industrialiseringens ruiner – obskure eksistenser, lovløse bohemer, freaks og udskud, ‘breughelianske fiolspillere og dansere’. Der tegner sig en ujævn geografi af strategisk usynlige og lyssky projekter. Fra kollektivt forvaltede autonome zoner til centraler for sorte
økonomier
og
andre
former
for
transgressiv
foretagsomhed. Som sådan har udkanten egentlig altid tjent som asyl for ukendte friheder. Mere utilgængelige, ufremkommelige egne eller endnu ikke kortlagte verdenshjørner beboet af hvide løver, enhjørninger og drager, har historisk tjent som tilflugtssted for udstødte og forfulgte her på Jorden. Man kunne forsvinde her, blive usynlig og leve frit på afstand af det, som forfølger og fanger ind. Tænk bare på det 18. århundredes maroons, disse behjertede slaver, der havde held til at flygte og forme nye
autonome samfund i det skjulte. I Louisiana og Floridas sumpe, i Jamaica og Haitis bjergrige indland og mange andre steder. De dyrkede jorden kollektivt, de gik på jagt i skovene, de dristede sig sågar til at plyndre de nærmest liggende plantager i ly af natten. Flere steder allierede maroons sig endda med lokale indianerstammer og modarbejdede stædigt lokale plantageejere såvel som skiftende imperiers koloniseringsforsøg. Maroonsamfundet tjener som et autonomt forbillede for os (i dag kunne det være papirløse migranter, eftersøgte økosabotører, informationspirater etc., der formede nye skjulte samfund i spekto-statens blinde vinkler), og dets eksempel minder os samtidigt om, at udkanten ikke blot kan tjene som skjulested og eksperimentfelt, men at den også i høj grad kan tænkes som en base for fornyede angreb på magtens centre. Lad os tage et andet eksempel, skrue tiden frem til tredivernes Kina, hvor Mao Tse Tung og hans hær søgte
tilflugt i Yan’ans bjerghuler i Shanxi-provinsen. Området var uvejsomt og svært angribeligt, hvilket gav ro til at træne, styrke hærens sammenhold og ikke mindst mobilisere til den endelige march mod Beijing. Denne utilgængelige egn understøttede således et helt samfund i årevis og kom samtidig til at tjene som afsæt for et succesfuldt revolutionært angreb. Nutidens udkant kunne på samme måde blive arnested for en revolutionær kamp. Men mens vores eksodus muligvis også i sidste ende går gennem metropolen, vil vi aldrig komme for at blive. Vi vil ikke lede, kun detonere. Så snart det er muligt vender vi tilbage til engene, til skovene og fjeldet. For vores udkant er muligvis resultatet af en geografisk udmagringsproces, der har efterladt et ujævnt, arret landskab, og vores okkupation er muligvis det umiddelbare resultat af et nederlag og en flugt, men deri finder vi en stor skønhed – deri ser vi muligheden for et flimrende autonomt forsøg.
Vores
udkant
henter
sin
skønhed
i
det
uens
og
foranderlige. Den vil basere sig på radikal forskellighed og horisontal organisering, den vil være high-tech, lowenergy, bevægelig og omskiftelig, men samtidig forbundet og durabel. Et udstrakt spind af selvforvaltede, autonome enklaver, zoner for skønhed, sabotage og terapeutisk smitte, hvor det som civilisationen har adskilt og nedbrudt kan samles igen og heles, og hvorfra en endelig barbarisk invasion kan udgå og bane vej for en evindelig og planetarisk autonomisering.
Frisk Flugt, Siggalycke, vinter 2013-2014