2 minute read
ORDRUPGAARD – PARLØB SIDEN 1958
Det 20. århundrede er en brydningstid i kunstmuseernes historie. Moderne kunst indgår sjældent i de danske museers samlinger, og derfor spiller tidens kunstsamlere en væsentlig rolle.
I Danmark er en af samlerne direktør Wilhelm Hansen, der i de første årtier af 1900-tallet opbygger Nordeuropas fornemste private samling af franske impressionister. Da samlingen åbner i 1918, er det som et privat initiativ i Hansens egen villa, Ordrupgaard, nord for København og med ønsket om at udbrede den kunstneriske modernisme i Danmark. I 1953 bliver Ordrupgaard et statsmuseum, da staten overtager familien Hansens testamenterede samling.
Advertisement
Tanken bag museets indretning er at balancere kunstværker, møbler, planter og tæpper i nøje afstemning med hinanden og med omgivelserne i museets park. Værkerne af Monet, Degas, Gauguin, Renoir, Cézanne og andre impressionister kan opleves af publikum i afslappede og intime rammer, der på mange måder afspejles i maleriernes motiver.
Augustinus Fondens første bevilling til museet går tilbage til 1958, hvor museet er præget af forfald og manglende sikkerhed. Herefter støtter Fonden museet vedvarende gennem mange år.
I 2003 bevilger Fonden sammen med Realdania og Kulturministeriet midler til etableringen af en ny museumstilbygning, så museet kan rumme større udstillinger. Tilbygningen, der er tegnet af den irakisk fødte arkitekt Zaha Hadid, åbner i 2005.
I 2013 bidrager Fonden med midler til endnu en udbygning, Himmelhaven, skabt af det norske arkitektfirma Snøhetta, hvor hele museets franske samling kan vises. Navnet refererer til de franske impressionisters forkærlighed for friluftsmaleri og ambition om at indfange lyset på lærredet.
Med en tilbygning af arkitekten Zaha Hadid i 2005 og åbningen af Finn Juhls hus i 2008 har Ordrupgaard fået en stærk arkitektonisk profil. I 2017 tages første spadestik til den underjordiske tilbygning, ”Himmelhaven.”
Ordrupgaard er museum for fransk impressionisme og dansk guldalder med en eksklusiv samling af kunstnere som Monet, Gauguin og Hammershøi. Her maleriet ”Portræt af en ung pige” malet af Paul Gauguin i 1896.