En hilsen til venner og familie
Kan man lave noget uden det går i glemmebogen? spurgte han, og jeg tænkte over det og gør det stadig uden at have fundet svaret. Eller rettere sagt er det vel sådan det er. Alt går i glemmebogen og derfra forsvinder det.
Du kan allerede mærke det nu i levende live. Tingene forsvinder hver dag. En lille flig af din erindring vil ikke dukke op. Et navn du skulle huske lader sig ikke huske. I hvert fald ikke uden møje og besvær og med hjælpe stikord undervejs. På en måde er det måske meget godt. Vi kan simpelthen ikke bære rundt på alle vore oplevelser i vor alder evig og altid, noget må vige pladsen for et eller andet andet.
For vi er nødt til at have nogen bevidsthed fremme som værn mod bevidstløsheden. Den kan tidsnok komme. Bevidstheden udskyder på en måde vor forsvinden en stakket stund - og det er sådan set godt nok på den måde.
Men de daglige forsvindinger minder en om at glemmebogen ikke er så langt borte. Men så har vi heldigvis Gemme bogen til at minde hinanden om levet liv og årets gang endnu engang. Vi hilser jer alle her fra Tuse Næs og ønsker jer God Jul og et Godt Nytår.
I ord og billeder fra vores verden med fotos, tegninger og digte vil vi fortælle lidt om, hvad vi har arbejdet med i årets løb og været optaget af. Og noget af det rækker ind i det kommende år 2023.
Stiernes Sti og Naturrummet i Udby Naturskov er et projekt, der har optaget os meget. I et lokalt samarbejde har vi fået 20 års ret til en mindre skov og sti område af Holbæk Kommune. Der er skaffet midler til at bygge er Naturrum og beplante området for at styrke diversiteten samtidig med at vi opretter motionsområder og forbinder stierne i områder, så vi får en forbindelse rundt om Udby til gavn for alle. Store som små, private som skole og børnehave. Naturrummet der er under opbygning bliver for alle til møder, foredrag, forenings forsamlingssted m.m. Vi har fået lavet en motionsbakke i området, og da der faldt sne, fandt børnene den hurtigt velegnet til kælkebrug. Der er plantet en Rønne allé på området og blomster der skal styrke biodiversiteten er sået. Vi forventer os meget af det i fremtiden.
En gang blev jeg rystet over at det hele slutter, altså ikke vores personlige afslutning, men det hele engang om mange millioner år, så slibes det hele af og bliver til sandskorn alt sammen. Det slog mig at så var der jo egentlig ingen grund til at gå at rydde op og smide ud. Det hele ville forsvinde alligevel. Men selvfølgelig kan man ikke have mine ting liggende så længe, eller andres ting, det er der slet ikke plads til, og andre skal jo også kunne være her i en periode inden det hele sander til. Så vi rydder op en gang imellem hos os og smider ud og kører til genbrug og opfører os anstændige og ansvarsfulde, sådan som man også forventer naboen er og forholder sig til hele situationen, nu den ikke kan være anderledes
Imens tegner og skriver vi om livet og kunsten. Livet er kort, kunsten er lang. Ars longa vita brevis.
Udsigten fra mit skrivested har ikke forandret sig så meget bortset fra at den hele tiden forandrer sig år efter år
Ligesom jeg husker udsigten her fra november dagen i tyve tolv dengang var det næsten som i dag bladene dækker græsset med tæppe
Der var morgentåge dengang som nu morbær- og blommetræet står nøgne en fugl høres mens biler kører forbi ingen forandring kun jeg er ældre
Udsigten fra skrivebordet samme mens skribenten døjer med lidt gigt får taget blod- og urinprøver og går til øjenlægen for syns skyld
Der er altså kun tale om at livet går ingen grund til panik trods skygger så længe der er lys er der håb udsigten vil jeg altid kunne memorere
© Tommy FlugtAlice og Tegnerforbundet arrangerede for ottende gang en stor tegneudstilling i de dejlige udstillingslokaler i PAKHUSgalleriet i Nykøbing Sjælland. Der var stor interesse for udstillingen og en gruppe unge ”Vild med at tegne” var inviteret med på udstillingen og det vakte interesse. Udstillingen havde foredrag undervejs i på PAKHUSscenen, hvor bl.a. Peter Callesen fortalte om sine fantastiske papirklip. En bog PLAKATKUNST som Alice og Tegnerforbundet har udgivet sammen med Forlaget på Tredje blev også fremvist og solgt på udstillingen. Det var en stor og varieret tegneudstillingen som BOK og Tegnerforbundet havde glæde af.
Vi rydder som sagt op en gang imellem hos os og smider ud og kører til genbrug Noget skal ud og andet må blive.
Det er som om den viden også viser sig i livet i alle de små ting, når vi bliver ældre. Der foregår jo hele tiden er slags stille udrensning i os. Vi mister det ene og det andet. Så bliver vi trætte af det og det og så kan vi ikke finde den bog eller musik som blev indspillet for år tilbage, og når man spørger efter den der hvor den skulle være i et tv arkiv, så har de slettet den årgang, og den der havde optaget det og lavet sit eget arkiv er død og borte ligesom hans arkiv er forsvundet og ikke er at finde mere. Sådan sker det hele tiden. Men samtidig opstår nyt og spændende som holder os fanget og interesseret. Så vi kæmper hele tiden med småt og brandbart og oprydning. Men ærlig talt er vi ikke ret gode til det. Livet hober sig op og gør det værd at leve.
Jeg har skrevet et digt om tab af liv på vor vej igennem livet. De tab er mærkbare i vor alder.
In memoriam
Af ord er du kommet
Til jord skal du blive Med ord får du mæle
Med jord får du hvile
Der er dage på jorden Hvor ordene får magt
Og ordene går på jorden Som en sten der er lagt
At finde på et ord
Til en sten på en jord
Er at mindes en gerning På en jord belagt med ord
© Tommy Flugt
Alice på udstilling i Huset i Asnæs.
Alice har skrevet og tegnet denne hilsen til jer alle. Man læser ind hvad hjertet har brug for. Varme til alle.
Livet går i gemmebogen og i glemmebogen og derfra forsvinder det. Du lever så længe du bliver husket. Og hukommelsen er kort. Sådan er det og må det være, vi kan ikke bære rundt på alt. Vi ønsker jer alle et rigtigt godt nyt år 2023 og med ønsket om en fredeligere verden fremover.