34
TEMA: BEVARING I TEORI OG PRAKSIS
ARKITEKTEN NOVEMBER 2014
35
Alle fotos i artiklen: Mo M. S. Krag
KONTROLLEREDE RUINER EN NY KRITISK PRAKSIS? Fussings Vandreservoir og KB Hallen, der fornylig har været omtalt i Arkitekten, er eksempler på bygninger, der i kraft af gunstig beliggenhed har affødt et økonomisk incitament til nedrivning, idet nybygning fra en investors synvinkel synes mere hensigtsmæssig. Man kan også finde andre eksempler, hvor ejere strategisk lader bygninger forfalde, indtil en affredning kan opnås og et nyt projekt iværksættes. Dette er dog kun tilfældet i områder med vækst eller høje grundværdier. Men hvad med de områder, hvor bygninger ikke længere repræsenterer nogen markedsværdi, skønt de i mange tilfælde indeholder stor kulturværdi? Her tænkes i særlig grad på de titusindvis af bygninger, der henfalder i landdistrikterne for til sidst at blive genstand for EU- og statsfinansierede nedrivningspuljer og erstattet af græsplæner.
NEDRIVNINGSPRAKSIS I LANDDISTRIKTERNE
Nedrivningspuljerne fungerer i dag som en slags statsfinansieret oprydningsprojekt på bygningsniveau i affolkningsramte landsbysamfund. Der er naturligt nok en udbredt negativ holdning til de første stadier af forfald i de små landsbymiljøer. Knuste ruder og sammenstyrtede asbestholdige eternittage som en del af bybilledet virker bestemt ikke fordrende for potentielle tilflyttere og tilbageværende beboere. De senere ruinøse stadier er traditionelt lettere at kapere og omfattes oftere, den klassiske ruin in mente, med positive følelser. Måske fordi de fremskredne ruinstadier fremstår mere ordnede, og hastigheden i forfaldet er aftaget. Midt i udførelsen af nedrivningsprojekterne savnes imidlertid en diskussion og afprøvning af puljernes mere langsigtede konsekvenser for landdistrikterne, idet
nedrivningspuljerne sandsynligvis vil kunne målrettes og kvalificeres og i tillæg undgå at fremstå som statens eller EU’s redskab til at købe aflad i udkanten! Hvad betyder det eksempelvis for en landsbystruktur og bygningstætheden, når centrale hjørnehuse eller bymidten kondemneres og erstattes af græsplæner? Hvilken konsekvens har det for et lokalsamfunds identitet og selvforståelse, når funktions tømte bygninger, der tidligere gennem generationer har udgjort et lokalt omdrejningspunkt, fjernes fra den ene dag til den anden? At der er et akut behov for etablering af supplerende alternativer til nedrivning, bestyrkes af, at nedrivningspuljerne har svært ved at modsvare den tiltagende mængde af funktionstømt bygningsmasse. UDVÆLGELSE TIL BEVARING
I dag registreres mange enkeltbygninger i landdistrikterne som bevaringsværdige.
Er nedrivning til græsplæne den eneste mulighed for funktionstømte og fraflyttede bygninger i udkanten? Et forskningsprojekt beskæftiger sig med transformation, partiel nedrivning og narrative chok som strategi for, hvordan man kan afvikle langsomt og organisk, uden at flå de rådne tænder ud med magt. Af Mo Michelsen Stochholm Krag
Forskningsbaseret undervisning Thisted Kommune har de seneste fire år stillet funktionstømte bygninger til rådighed som undervisningsobjekter for Arkitektskolen Aarhus. Ved at betragte og anvende de funktionstømte bygninger som en rå ressource bestående dels af den fysi-
ske bygningsmasse og dels af de betydningslag og narrative potentialer, der er indlejret i stedet, er disse bygninger blevet omdannet til et arkitektonisk laboratorium for læring i 1:1.
Snittet er gennem hele forløbet blevet anvendt som metode til afdækning af materialitet, tektonik og rumlige sammenhænge på forskellige skalatrin. Se omkring dette også Arkitekten 11-2011.
36
TEMA: BEVARING I TEORI OG PRAKSIS
Graverbolig ved Snedsted Kirke før og efter tranformation til en kontrolleret ruin, januar hhv. april 2014.
Alligevel sker det ofte, at netop disse bygninger, på trods af lokal velvilje, ender med at forfalde, indtil nedrivning er uundgåelig. Det giver ganske enkelt ikke mening at istandsætte uden funktion, når tonnagen er så voldsom, voksende og midlerne få. Når vi i dag tænker bevaring, handler det typisk om at udvælge og konvertere enkelte hele bygninger til en ny funktion eller ved istandsættelse til museale formål. Det kan give mening at afsøge mulighederne for at bevare udvalgte bystrukturer og enkeltbygninger, ikke ved at bevare hele bygninger med en genetableret eller ny funktion, men som transformerede reminiscenser, hvor kun dele af bygningsmassen forbliver. Der er et behov for at udvide begrebet kulturarv og nytænke sættet af bevaringsstrategier; måske til at indbefatte flydende hybrider mellem delvis funktionskonvertering og partiel nedrivning. Sideløbende
kan det afprøves, om bevaringsindsatser i landdistrikterne i stigende grad skal udføres med afsæt i en vekselvirkning mellem det strategiske planlægningsniveau og den enkelte bygning i 1:1, i øjenhøjde med lokalbefolkningen. LOKALBEFOLKNINGENS RESPONS SOM FEEDBACK
Kan der etableres alternativer til den nedrivningspraksis, der pågår massivt i landdistrikterne i dag? En eksisterende relation mellem Thisted Kommune og Arkitektskolen Aarhus er fra februar 2014 blevet udbygget med et forskningsprojekt (ph.d.stipendiat). Projektet afsøger spørgsmålet om, hvorvidt de forladte bygninger i transformeret tilstand kan bringes til at bidrage til lokalområdernes udvikling, uden lokal vækst som målsætning. Arbejdet foregår som eksperimentelle transformationer af funktionstømte bygninger til prototyper for
forskellige nedrivnings- og bevaringsstrategier – i fuld skala i en realkontekst. I den forbindelse er dokumentation af responsen fra lokalbefolkningen essentiel som feedbackmekanisme. Dette ikke mindst set i forhold til at kvalificere prototyperne til en kobling til det strategiske planlægningsniveau. PROTOTYPE I 1:1: DEN KONTROLLEREDE RUIN
Den ‘kontrollerede ruin’ ved Snedsted Kirke, fungerer som prototype i forskningsprojektets første af i alt tre generationer af transformationer og giver et eksempel på, hvad en partiel nedrivning og det at efterlade en udvalgt bygningsreminiscens kan indbefatte. Transformationen er udført som forskningsbaseret undervisning af arkitektstuderende fra Arkitektskolen Aarhus i marts 2014. Bygningen er oprindeligt opført som graverbolig, men er ombygget og udvidet i flere omgange, før den blev solgt til
ARKITEKTEN NOVEMBER 2014
37
TEMA: BEVARING I TEORI OG PRAKSIS
Herover: Villerslev Skole, der indtil sidste år fungerede som vartegn for landsbyen Villerslev i Thy. Skolen var med sit markante bygningsvolumen synlig fra den nærliggende hovedvej. Herunder t.v.: Villerslev Skole gennemskåret, marts 2013.
38
ARKITEKTEN NOVEMBER 2014
39
Centralt kryds i Ydby, Thy, hvor der indtil for få år siden lå en 100 år gammel murermestervilla. I dag er den tomme grund blevet genindtaget af skilte, hvoraf det ene, ironisk nok, søger at mime hus ved brug af et papbeklædt saddeltag.
Herunder t.h.: Fraværet af Villerslev Skole efter nedrivningen i april 2014. Tomten udgør i dag et tømt centrum med en rand af huse omkring.
menighedsrådet i Snedsted og fraflyttet. I forsøget på at bevare bygningsreminiscenser med fokus på stedets indlejrede narrativer kunne man være i fare for at havne i en nostalgisk faldgrube. Men i kraft af selve transformationsmetodens brutale fremfærd fremstår den kontrollerede ruin ikke blot som en offentlig udkrængning af en tidligere privatsfæres narrativer, den udgør også noget nyt i sig selv. I tilfældet Snedsted er lokale begyndt at indtage den transformerede graverbolig som en slags tilføjelse til kirkegården. Den forventes dels at kunne fungere som et udefineret rekreativt resonansrum til kirkegården og delsat kunne udfylde rollen som bærer af lokalhistorie på bygningsniveau, alt imens den som en naturlig ruin får lov til at forfalde. Direkte adspurgt om sin holdning til en sådan behandling af sit gamle hjem, svarede den tidligere ejer, en mand på over 90 år, at da han jo havde fået sine penge,
skulle menighedsrådet da være velkomne til gøre, hvad de ville med bygningen. Et svar, der ligger fint i tråd med andre tilkendegivelser gennem de sidste fire års bygningstransformationer, som Arkitektskolen Aarhus har udført i området. Befolkningen i landdistrikterne har vist sig usentimentale og positive i forhold til transformering af funktionstømte bygninger og byder generelt initiativer velkomne, når de blot selv inddrages og inviteres med. FREMTIDIGE PROTOTYPER
Den transformerede graverbolig ved Snedsted Kirke er en prototype på en langsigtet bevaringsstrategi, hvor nedrivningsprocessen strækkes over en årrække, efter at den i starten accelereres i kraft af en påført transformation gennem en partiel nedrivning. Bygningen opretholder med andre ord sin plads i lokalsamfundet som reminiscens, indtil den gennem forfald overgår til natur.
Perspektivet for fremtidige prototyper rummer også en generation af transformationer, der undersøger en delvis genprogrammering af en bygning med funktionstab, hvor en del af bygningen optræder i ny funktion, mens det resterende fortsætter et styret forfald. Endelig indebærer tredje generation transformation og gradvis nedrivning af tre huse i et affolket landsbysamfund som en teaterinstallation i samarbejde med Teater Nordkraft, Aalborg og Thisted Kommune. Her afprøves det, hvorvidt en 'kraftig' event kan medvirke til at aktivere og derved frigøre skjulte stedbundne potentialer, uden at noget fysisk efterlades, men derimod om de indlejrede narrativer kan få et immaterielt eftermæle. Det rejser spørgsmålet: Kan man rive ned for at bevare? Mo Michelsen Stochholm Krag er arkitekt MAA og ph.d.–studerende ved Arkitektskolen Aarhus.