arkitekturformidling._arkitektur_er_mere_end_vaerket_i_sig_selv by Jesper B14

Arkitekturformidling. Arkitektur er mere end vĂŚrket i sig selv. Josefine Lykke

Citat. “Bygningskunsten er noget andet og mere [end planer, snit og facader]. Man skal ikke vente, at man kan forklare præcist, hvad den er; grænserne er ubestemte. Kunst skal overhovedet ikke forklares, den skal fornemmes; man skal opleve den for at forstaa den. Men man kan gennem ord hjælpe andre til at opleve den, og det er det, jeg vil prøve.” - Steen Eiler Rasmussen

Arkitekturformidling. Arkitektur er mere end vĂŚrket i sig selv. Afgangsopgave af Josefine Lykke Jensen Vejleder: Stefan Darlan Boris, Studio Parable Landscape Arkitektskolen Aarhus, januar 2013

Forord. Du sidder nu med et afgangsprojekt i hånden. Projektet handler om arkitekturformidling og er en undersøgelse af arkitektens og arkitekturens rolle i den offentlige debat gennem litteraturstudier, interviews, artikler og diskussioner. Projektet har intet forlæg, da udbuddet af både litteratur og afhandlinger med samme tema har været særdeles sparsomt. Dets form og metode er altså en undersøgelse eller et eksperiment i sig selv. Udgangspunktet for opgaven er Byparken, et midlertidigt parklandskab, som Schønherr skabte under Aarhus Festuge 2012. Alle spørgsmål, diskussioner og refleksioner forsøges således relateret til dette projekt. Projektet adskiller sig fra de fleste afgangsprojekter ved ikke at præsentere et design som produkt. Undersøgelsen med sine mange afstikkere og afprøvninger er produktet. De mange interviews, jeg har lavet i forbindelse med projektet, bekræfter mig i vigtigheden af at undersøge og arbejde med formidling af arkitektur. Og opgaven her viser at arkitekturformidlingen er lige så kompleks og vidtrækkende som arkitekturen selv. Tak til alle, der har medvirket, bidraget og hjulpet med alt lige fra interviews til korrektur og sparring. Uden Jer havde det ikke været nær så sjovt at lave dette projekt. Vi ses igen derude. Aarhus 2013, Josefine Lykke

Læsevejledning. Redegørelsen kan læses i to niveauer. Til hver undersøgelse hører en indledning og en refleksion, som er layoutet som dette forord. Disse tekster sætter rammen for det enkelte kapitel og giver et overblik over og diskusterer dets indhold. Vil du gerne orientere dig i projektet uden at læse samtlige tekster, kan du med fordel læse disse sider. Læser du hele redegørelsen får du lejlighed til at fordybe dig i undersøgelser, interviews og diskussioner af og med forskellige aktørerer i det arkitektoniske medielandskab. Det endelige projekt præsenteres, foruden i denne redegørelse, på plancher og på min blog på www.arkfo.dk. God læselyst!

læs let

læs ALT

Introduktion ^

^ Indledning

Kickstart Workshop

Refleksion

^ Indledning

Undersøgelse #1

Refleksion

^ Indledning

Undersøgelse #2

Refleksion

^ Indledning

Undersøgelse #3

Refleksion

Diskussion og perspektivering

Forord

Læsevejledning 6 Indhold 8 Introduktion Hvad 13 Hvorfor 19 Hvordan 21 Hvor 23 Arkitekturens medielandskab 24 Kickstart workshop Indledning 26 Artikel: Smørhullet i Aarhus’ kulturzone 28 Reportage: Guerillaerne kommer 31 Refleksion 33 Undersøgelse #1: Kritik Indledning Interview: “Jeg ville ønske, der var flere som mig” Kronik: Den usynlige arkitekt(ur) Interview: Arkitekturformidling på nyhedskriteriernes præmisser Anmeldelse: Byens Park? Interview: Mindre snak, mere kritik Refleksion

34 36 38 41 44 50 51

Undersøgelse #2: PR Indledning Læsning af: Den ny bølge i Dansk Arkitektur Blogindlæg: For lidt eller for meget branding Blogindlæg: Kommunikerende arkitektur Blogindlæg: Brudflader i dansk arkitektur Refleksion

52 56 59 61 63 65

Undersøgelse #3: Formidling Indledning Interview: Alle arkitekter burde have deres egen blog Blogindlæg: Arkitekturformidling for alle Interview: Arkitektur er en del af den demokratiske dialog Blogindlæg: Arkitektur på TV Interview: Arkitekterne er foreningens vigtigste medie Refleksion

66 68 71 72 75 76 79

Diskussion

Perspektivering

Litteratur

Indhold.

Introduktion.

Hovedbiblioteket Godsbanen Aros Ridehuset Musikhuset Aarhus Musikhusparken Aarhus Rådhus Byparken (midlertidig) Rådhusparken Banegården

Frederiksbjerg

Planudsnit, Aarhus C 1:10.000. Byparken lå i et historisk void i den tætte by. Området har hidtil ligget hen som en blindtarm mellem banelegemerne, men med transformationen af Godsbanen får det nu en ny, central placering i byen.

Hvad. Denne opgave undersøger arkitektens og arkitekturens rolle i den offentlige debat med udgangspunkt i det midlertidige byrum Byparken i Aarhus. Projektet søger at afdække, hvordan arkitekter kan bidrage til en kvalificering af den offentlige debat om byens fysiske udvikling. Indeholdt i denne formulering ligger et ønske om at formidle arkitekturen til den brede befolkning. Undersøgelsen består dels af emperiske studier af arkitekturens medielandskab, dels af en diskussion af forskellige forsøg på og indstillinger til dét at formidle arkitektur. Projektet er ikke en videnskabelig undersøgelse. Det er en skriftlig, arkitektonisk undersøgelse.

En analyse af ordene i samtlige artikler, som handlede om Byparken i perioden 31.08.2012 til 12.09.2012, viser, hvordan trafikken pĂĽ Frederiks AllĂŠ og Byparkens fremtid var de temaer, der fik mest fokus i pressens dĂŚkning af projektet.

Undersøgelsen kredser om Byparken, som Schønherr designede i forbindelse med Aarhus Festuge 2012. Byparken, som var et midlertidigt projekt, forenede Musikhus- og Rådhusparken i et byrum på tværs af Frederiks Allé, som i perioden blev lukket for tung trafik. Området er til hverdag præget af ikoniske kulturbyggerier som Aros, Musikhuset, Scandinavian Center og Arne Jacobsens rådhus. Musikhushaven og Rådhusparken er opstået på henholdsvis et tidligere kaserneområde og en nedlagt kirkegård. Området, som det ser ud i dag, er resultatet af en proces, hvor enkeltbygninger er blevet tilføjet og revet ned over en periode på 130 - 140 år. De åbne flader er imidlertid blevet bevaret på stedet og skaber en unik situation i den ellers tætte midtby. Hvor stedet tidligere lå lidt i en blindtarm mellem jernbaneskinnerne, vil det, når Godsbanen og Ceresbyen udbygges, få en anderledes central rolle i byen. På deres hjemmeside skriver Schønherr selv om projektet: ”Sammenlægningen af parkerne er et råbende eksperiment, som viser hvad der sker, når man lader de grønne rum være vigtigst og planlægger byen på nye præmisser. De kantede bakker ligger som grønne bjergtoppe i parkens udstrakte rum. De binder sammen på tværs af parken og udstikker nye retninger mellem bydelene.” Byparken blev en kæmpe folkelig succes og mediebevågenheden omkring projektet var intens både før, under og efter festugen. Det var derfor oplagt at bruge parken som afsæt for mine undersøgelser. Det viste sig imidlertid hurtigt, at fokus i mediedækningen ikke var på arkitekturen, men derimod primært på de trafikale og politiske udfordringer, som Byparken førte med sig. Det var i høj grad arkitekterne bag, der formidlede den arkitektoniske fortælling, og den intenderede diskussion af præmisserne for byens rum udeblev. Det er imidlertid ikke første gang Schønherr blander sig i bydiskussionen i forbindelse med festugen. I 2010 stod de bag opførelsen af Store Skov/Skoven på Store Torv, som ligeledes gav anledning til en diskussion af Aarhus’ historiske midtby. 15

Frederiks Allé Visulisering af Byparken, august 2012. Illustration: Schønherr

Rådhusparken

Aarhus Rådhus 16

Musikhusparken

Byparken

Musikhuset Aarhus

Amfiteater

Ridehuset 17

Aros

Vester AllĂŠ

MUSIK

TEATER

LITTERATUR

ARKITEKTUR

KUNST

Fra 1. september 2011 til 1. september 2012 blev der skrevet knap 14.000 historier i medierne, hvor ordet ”arkitektur” indgik. Til sammenligning blev der skrevet 157.000 historier, hvor ordet musik indgik. Kilde: Infomedia

Hvorfor. Når journalister kommunikerer arkitektur, fokuserer de på én ting. Når arkitekter kommunikerer arkitektur, fokuserer de måske på noget andet. Én ting er sikkert: Der foregår en masse arkitekturformidling ude i verden, som vi ikke behandler på studiet. Jeg har de seneste år styrket mine kompetencer som faglig formidler på Journalisthøjskolens tillægsuddannelse og igennem min praktik og mit arbejde i Henning Larsen Architects’ kommunikationsafdeling. Jeg forsøger at bidrage til en kvalificeret arkitekturdebat, fordi jeg mener, det er en arkitektfaglig opgave at diskutere samfundets arkitektoniske udvikling.

FORMIDLING

Byparken Driver

Undersøgelse

Fase I

Fase II

Fase III KRITIK

Figuren her illustrerer, hvordan de enkelte dele af min undersøgelse diskuteres og aktiveres gennem skriftlige drivere, som samtidig giver ny viden tilbage til projektets undersøgelsesfelter; kritik, formidling og PR

Hvordan. Jeg har arbejdet med projektet i tre faser, inddelt efter datoerne for mellemkritikkerne. Fælles for alle tre faser har været vekselvirkningen mellem undersøgelser og skriftlige ’drivere’ som eksempelvis blogindlæg og interviews. ’Driverne’ kan sammenlignes med skitser i en skitseproces. De har været en måde for mig at præsentere, diskutere og reflektere over mine undersøgelser. Alle tekster er skrevet af undertegnede og daterede. Jeg har i denne redegørelse struktureret mit arbejde i tre kategorier, inspireret af mit interview med Martin Keiding, som du kan finde i forbindelse med den første undersøgelse. De tre kategorier er kritik, PR og formidling. Redegørelsen er altså ikke kronologisk opbygget. Projektets proces vil i stedet blive præsenteret til den endelige fremlæggelse.

Hvor. Opgaven opererer, som jeg har illustreret under ’hvordan’, på flere niveauer. Det undersøgende niveau er introvert, mens det praktiske niveau, arbejdet med at blive en bedre formidler, nødvendigvis må være ekstrovert. Derfor har jeg forsøgt at aktivere mit projekt i den offentlige debat gennem medierne, min blog, interviews og ved deltagelse i diverse faglige arrangementer. Det har ikke kun styrket projektet, men også mit faglige netværk. Bloggen er blevet mit primære medie, som opgaven er skredet frem. Scan QR-koden her for at få det fulde udbytte af blogindlæggene med links, illustrationer og citater. Eller scan ikonet i forbindelse med det enkelte indlæg.

Arkitekturens medielandskab. Sideløbene med mine undersøgelser har jeg forsøgt at kortlægge arkitekturens medielandskab. Begrebet ’medielandskab’ dækker over en opgørelse over alle de aktører og medier, som formidler arkitektur i én eller anden form. Et sådant ’landskab’ er i sagens natur i konstant forandring, og jeg har derfor valgt at fokusere på de medier og kilder, som behandles i denne redegørelse og på umiddelbare tilføjelser, som jeg enten selv har stiftet bekendtskab med eller hørt om fra venner og kolleger. Kortlægningen har primært til formål at vise min forståelse for opgavens omfang og derigennem mine til- og fravalg undervejs.

Aktører

Medier

Eksempler

Nyhedsmedier Politiken

Kritik, journalistik,

Berlingske Tidende

...

Information

...

Børsen

...

Licitationen

...

Weekendavisen

...

tv-programmer, radio

Guerilla Gartnerne, Arkitektens Hjem ...

Arkitektens Forlag

Tidsskrifter, bøger, blogs

Arkitekten, www.arkfo.dk/blog, Arkitektur DK

Akademisk Arkitektforening

Debatindlæg, kurser, events ...

Byen bobler i Aarhus, Arkitekturens Dag

Arkitektforbundet

Pressemeddelelser, debatindlæg ...

Interesseorganisationer

Tegnestuer/developere BIG

Bøger, udstillinger, facebook, twitter ...

Yes is more!

Gehl Architects

Blogs, film, nyhedsbreve ...

The Human Scale, www.gehlcitiesforlife.dk, etc.

SLA

Hjemmeside, video ...

www.processurbanism.com, etc.

Henning Larsen Architects

Bøger, tidsskrifter, pressemeddelelser ...

Design med viden, Skala, etc.

Danski

Skidome Denmark

Realdania

Konkurrencer, forskning, projekter ...

Fremtidens forstæder, etc.

Aarhus Kommune

Arkitektkonkurrencer, borgerinddragelse ...

Urban Mediespace, etc.

Udstillinger, events, podcasts, debatarr. ...

Arkitekturløb, Podwalks, Brudflader i dansk...

... Kultur- og uddannelsesinstitutioner DAC AND Louisiana

Udstillinger, forelæsninger, debatarr., tv ... New Nordic, Arkitektur - en kærlighedser... etc.

Utzon Center

Udstillinger, undervisning, foredrag ...

What if...? etc.

Arkitektskolen Aarhus

Undervisning, udstilling, forskning ...

Green Zone, A + I_Scenen etc.

Rasmus Brønnum, arkitekt

Blog m.m. ...

www.rasmusbrønnum.dk

Henning Thomsen, arkitekt

Blog m.m. ...

www.byensojne.com

Marianne Brandt, arkitekt

Blog

www.framingarchitecture.dk, RUM

Kristoffer Lindhardt Weiss, mag. i filosofi

Bøger

Den ny bølge i dansk arkitektur

Carsten Thau, professor, cand. phil

Bøger, kritik, undervisning ...

Arkitekturen som tidsmaskine m.fl.

Enkeltpersoner

Arkitekturens medielandskab er bredt og tæller alt lige fra tegnestuernes nyhedsbreve til TV-programmer og debatarrangementer. Denne figur illustrerer hvilke medier, redegørelsen behandler (sorte), og hvilke jeg, bevidst eller ubevidst, har valgt fra (grå).

Indledning. For at komme godt fra start planlagde jeg en kickstart workshop, som jeg arbejdede med i projektets første uger. Workshoppen gav mig plads til at springe ud i opgaven næsten uden forudsætninger, på samme måde, som hvis jeg havde undersøgt et site eller en problemstilling gennem design fra første dag. På den måde fik jeg en forståelse for projektets genstandsfelt, Byparken, og lejlighed til at diskutere dens betydning for byen og arkitekturdebatten med andre. Idéen bag workshoppen var, hurtigst muligt, at få skrevet en arkitektonisk vinklet artikel om Byparken, mens sagen endnu var aktuel. Håbet var, at dette ville øge mine chancer for at komme igennem til de lokale medier. Workshoppen havde også det praktiske formål at genfinde en god journalistisk arbejdsmetode og komme ud over ”angsten for det hvide papir”. Resultatet af workshoppen blev to artikler, som beskæftiger sig med henholdsvis Byparken og formidling af arkitektur på flere niveauer. Historien “Smørhullet i Aarhus Kulturzone” er mit umiddelbare bud på en arkitektonisk vinklet baggrundsartikel om Byparken. Historien redegør for den arkitektoniske vision bag Byparken og diskuterer tilsvarende projekter i byen. Artiklen skriver også projektet ind i en diskussion af grønne, rekreative rum i Aarhus midtby. Den er skrevet på baggrund af artikler fra de lokale medier og interviews med Ane Juul Gram, arkitekt fra Schønherr, Rikke Liv Petersen, landskabsarkitekt, cand. arch. fra Arkitema Plan og Landskab og arkitekt Jeppe Bonne Olsen. “Guerillaerne kommer” er en reportage fra et debatarrangement, som Dansk Arkitektur Center afholdt i forbindelse med Arkitekturens Dag 2012. Artiklen beskriver, foruden arrangementet selv, forskellige tilgange til arbejdet med begrønning af byen. Artiklerne er mit bud på en måde at arbejde med og diskutere arkitektur på skrift. De er på mange måder mangelfulde, men også lærerige gennem deres mangler. Projektets videre forløb er således afledt af de spørgsmål, mine kritikere, og jeg selv, stillede til de forskellige fremstillingsformer og deres indhold. 26

Kickstart workshop.

ARTIKEL

Smørhullet i Aarhus’ kulturzone

Aarhusianerne opdagede et behov, de ikke vidste, de havde, da sammenlægningen af Rådhusparken og Musikhushaven blev en realitet under Aarhus Festuge 2012. 26.09.2012 Byparken, som opstod mellem Rådhuset og Musikhuset under årets festuge, blev et tilløbsstykke uden lige. Den grønne flade, de pyramideformede græsbakker og ikke mindst vandfontænen faldt i god jord hos små som store. Set gennem arkitektens briller var parken ikke bare en folkelig succes, men også et vellykket arkitektonisk eksperiment. Det mener i hvert fald Ane Juul Gram, som er arkitekt hos landskabsarkitekterne Schønherr og projektleder på projektet. Byparken gav anledning til at se og opleve byen på en ny måde, og det var netop, hvad arkitekterne havde håbet. ”Vi ønskede at skabe en park med forskellige muligheder, uden at gøre for meget,” fortæller Ane Juul Gram. Hun og resten af tegnestuen er meget overraskede over, at Byparken blev så populær, som den gjorde. Ikke desto

mindre tror hun, at succesen er et udtryk for et behov, Aarhusianerne ikke vidste de havde. Ifølge Ane Juul Gram skyldes parkens succes, at det lykkedes tegnestuen at forene de to parker til trods for deres forskellighed. ”Den store græsflade forbandt de to parker fysisk, mens græsbakkerne med deres stramme geometri formidlede overgangen fra den ordnede musikhushave til den bløde rådhuspark,” forklarer hun og understreger, at de forskellige karakterer og landskabelige rum i området er stedets store styrke. Byparken gav desuden borgere og politikere syn for sagn i forhold til et projekt, som ligger tegnestuen meget på sinde; nemlig at udvikle et mere blå/ grønt Aarhus. ”De store parker vi i forvejen har i Aarhus ligger i byens periferi. Byparken var i modsætning hertil utroligt

Projektet viste, at man godt kan balancere en grøn og blå by med parker og åndehuller med en urban og tæt by med butikker og caféliv. Og at folk kunne lide det. - Ane Juul Gram

tilgængelig,” fortæller Ane Juul Gram. ”Projektet viste, at man godt kan balancere en grøn og blå by med parker og åndehuller med en urban og tæt by med butikker og caféliv. Og at folk kunne lide det.” En sanselig bymidte Rikke Liv Petersen, landskabsarki-

tekt, cand. arch. ved Arkitema Plan og Landskab, synes Byparken var et tiltrængt indspark i diskussionen om landskabets rolle i Aarhus midtby. ”Det er videnskabeligt bevist at det grønne har en helbredende effekt på mennesket. Jeg synes, der mangler nogle sanselige rum i Aarhus, hvor vand og levende planter, dufte og naturlighed kan få en mere central rolle,” forklarer hun. Rikke Liv Petersen mener, at Byparken skabte en balance i Festugen, som ikke har været der tidligere år. Byparken blev en attraktion, der kunne matche aktiviteterne på Bispetorv og Store Torv i den anden ende af midtbyen, og satte på den måde Frederiksgade og hele området omkring Rådhuset, Musikhuset og Aros i spil på en ny og styrket måde. ”Det summede af liv, til trods for at det om søndagen var helt slidt og ikke særlig kønt længere. Men det havde ikke nogen betydning. Folk tog det bare til sig,” konstaterer hun. Arkitema Plan og Landskab bidrog også til byens forgrønning under festugen med projektet ”Eksperiment: Grøn Frederiksgade”. Formålet med det projekt var at forsøge at vække bevidstheden om naturens ressourcer hos bymennesket. Rikke Liv Petersen tror, at Byparkens succes bygger på en urkraft i mennesket: ”Jeg så en aften en megafuld fodboldfan plante et flag i en af plantekasserne i Frederiksgade, mens han strøg hånden gennem planterne og duftede til dem,” fortæller Rikke Liv Petersen med overrasket mine. ”Jeg tror vandet og det grønne vækker en blødhed i os og skaber et sammenhold i byen.” Aarhus Kulturzone Jeppe Bonne Olsen tog afgang fra Arkitektskolen i sommer. I sit afsluttende projekt arbejdede han, som mange tidligere, med ”kulturzonen”, som kommunen har døbt området som går fra Botanisk Have via Den Gamle by

og Ceres til Musikhuset, ARoS, Ridehuset og Rådhusparken. Han mener at stedet er særligt interessant, fordi det er historisk og aktuelt på én gang. ”Stedet ligger lige i smørhullet af alle de ting, der kommer til at ske eller allerede er sket,” fortæller han og forklarer: ”Området ligger som en selvstændig ’kultur-ø’ mellem midtbyen og Frederiksbjerg. Tidligere har stedet været en blindtarm i byen mellem jernbanen og godsbanen. Den situation er nu så småt ved at ændre sig, og det kræver nye måder at se og tænke stedet på.”

Rådhusparken har karakter som en baghave. Det er en tæppepark i modsætning til Musikhushavens bænkepark, som har en mere formel karakter af forhave. - Jeppe Bonne Olsen

Ifølge Jeppe Bonne Olsen forsøgte man med Byparken at forene to parker, der ikke er ens. Han så gerne at man i højere grad forsøgte at dyrke forskelligheden i Rådhusparken og Musikhushaven. ”Rådhusparken har karakter som en baghave. Det er en tæppepark i modsætning til Musikhushavens bænkepark, som har en mere formel karakter af forhave,” forklarer han. I sit designforslag arbejdede han derfor med en styrkelse af de enkelte fragmenter på stedet, som han fandt bevaringsværdige. Blandt andet Mosaisk Trossamfunds gravplads og de mange forskelligt indrettede pladser og haver, som ligger i forbindelse med Musikhuset, Ridehuset og Aros. Byparkens fremtid Byparken er ikke noget nyt fænomen under festugen. Også tidligere år har

der været placeret aktiviteter i og omkring Ridehuset og Musikhuset. Men byens udvikling mod Kulturhovedstad 2017 gør stedet mere interessant og relevant end nogensinde før. Om Byparken skal realiseres i den ene eller anden form er naturligvis et spørgsmål om økonomi, politik og trafik. Men det er også et spørgsmål om arkitektur og byens fysiske udvikling. Ifølge Rikke Liv Petersen er der, gennem de seneste år, sket en stigning i antallet af besøgende, der bruger Rådhusparken til afslapning, spisning eller sociale aktiviteter. Hun spår, at brugen af Rådhusparken vil blomstre yderligere, alene som et resultat af Byparkens bevidstgørelse af stedet. ”Jeg tror måske ikke på en bypark i den form vi så den under festugen. Men så kan det være vi skal have en bypark på havnen i stedet for. Eksperimentet viste jo, at behovet er der. Det skal man lytte til og bygge videre på,” mener hun. Hos landskabsarkitekterne Schønherr er de mere optimistiske. ”Reaktionerne på Byparken har givet os blod på tanden. Vi håber vi kan komme videre med projektet,” fortæller Ane Juul Gram og tilføjer: ”Der skal arbejdes med mere end bare parken. Det handler om at få trafikken og alle forløbene igennem parken til at fungere. Men det er også en landskabsarkitektonisk opgave, som vi gerne forsøger at løse.”

reportage

Guerillaerne kommer

Stemningen var høj og diskussionslysten stor, da Dansk Arkitektur Center mandag den 1. oktober fejrede Arkitekturens Dag med en temaaften om ’urban gardening’. Kan man så en tanke i et menneske og senere høste frugter på byens altaner? 02.10.2012 Gadelygterne tændes langs Københavns havn og illuminerer byens tage, mens cafeen på Dansk Arkitektur Center fyldes op af publikummer til aftenens oplæg og debat. Anledningen er Arkitekturens Dag 2012, og hele eftermiddagen har børn og barnlige sjæle fyldt lokalerne på DAC og underholdt sig med kreativ modelbygning, filmvisning og pizzaspisning. Nu er turen kommet til det voksne publikum. Knap 50 mennesker er mødt frem ved arrangementets start, og flere støder til undervejs. Et hurtigt skøn af gennemsnitsalderen signalerer, at aftenens tema er ungt og hipt. Kun et par enkelte hoveder er grå på toppen. Mens kaffekopperne klinger af og notesblokkene slås op, gør oplægsholderne sig klar til at præsentere hver deres tilgang til arbejdet med ’det vilde’ i byen. De urbane gartnere Fænomenet ”urban gardening” har for alvor vundet indpas i Danmark de seneste år og interessen for bynatur er eksploderet. Begrebet dækker over et væld af måder at så og pleje alle mulige slags planter på i en bymæssig sammenhæng. Fra små private projekter på tage og altaner, til store offentlige investeringer og samarbejder. Fra kommunale gartnere, private investorer til engagerede frivillige.

At ”urban gardening” i den grad er kommet på den økopolitiske dagsorden beviser aftenens tre oplægsholdere, som repræsenterer hver sin samfundsinstans i arbejdet med grøn byudvikling. Stadsarkitekt i Københavns Kommune, Tina Saabye, bærer det formelle ansvar for Københavns fysiske udvikling. Hun har til opgave at fremme og servicere den grønne udvikling. ”Guerilla Gartnerne”, repræsenteret ved arkitektstuderende Jakob Simonsen og idéhistoriker og kunstner Nicolai Juhler, er den diametrale modsætning hertil. De mere eller mindre autonome ”Guerilla Gartnere” kæmper i den sociale ansvarligheds tjeneste for grønnere og skønnere byer og gør noget ved sagen. Den grønne hær er desuden seneste skud på stammen af naturformidlende programserier produceret af DR. Det privatejede selskab Habitats er en tværfaglig virksomhed, som, med kaospilot Philip Hahn-Petersen ved roret, ser en markedsværdi i ’urban gardening’. At blød natur og hardcore business sagtens kan forenes fremgår tydeligt af virksomhedens hjemmeside, hvor de tre indehavere står side om side på en smuk, gul kornmark. Alle iklædt mørke habitter klar til kamp, med trillebør og høtyv. Et naturligt paradoks Tina Saabye lægger for med tre fortællinger om et grønnere København. Om borgernes ønsker om en mere grøn by med flere stille steder. Om politikernes ønsker om et CO2-neutralt København i 2025. Og om vores alle sammens trang til at skabe noget større end os selv. Hun understreger sin pointe med et spørgsmål til forsamlingen: ”Hvor mange kunne godt tænke sig sin egen have inde i byen?” Næsten halvdelen af tilhørerne tilkendegiver ved forsigtig håndsoprækning, at det kunne de godt. Næsten lige så mange ønsker sig et drivhus. Men hvordan er vi havnet i en situati-

on, hvor 1000 mennesker hver måned flytter fra landet og ind til storbyen København, blot for at opdage, at den natur, de forlod, ikke er at finde i byen? 30-årige Anders Vester undrer sig over Tina Saabyes tal for Københavns vækst set i forhold til borgernes ønske om flere stille steder og mere grønt. Anders Vester er vokset op i den lille by Rødding på ”Viborgkanten”, og han kan ikke se sensationen i at få lov til at slå græs med le i byen. Han er glad for at få bekræftet sin tese om, at folk ønsker at få mere ”jord under neglene”, men synes man bør se tingene i et lidt større perspektiv, når man vælger at bruge en masse ressourcer på at skabe vild natur i byen. ”De mindre byer får hårdere og hårdere odds mod sig, når de ikke engang kan spille på deres egne præmisser, nemlig naturen, i kampen om indbyggerne,” fortæller han og konstaterer: ”Jeg er selv lige flyttet til København på grund af min uddannelse, så jeg kan godt se, at man kan blive nødt til at flytte til byerne. Men jeg synes det er et interessant paradoks at diskutere.” Spred budskabet Kaffekopperne er tomme, det er ved at være sent. Publikum og oplægsholdere diskuterer livligt i baren og deler viden og erfaringer om stort og småt i genren byhaver, taghaver, grønne gårdrum etc. Flere benytter lejligheden til at konsultere stadsarkitekten i forhold til et konkret projekt. Andre er med på en lytter. På vej ud af døren vælger en ung kvinde omhyggeligt en kløverplante ud til vindueskarmen. Planterne er doneret af ”Guerilla Gartnerne” med budskabet om at ’prøve lykken’. Flere har gjort som hende, men der er stadig mange planter at tage af, og caféen på DAC er næsten tom. Måske bliver det ikke i morgen, vi høster frugten af aftenens arbejde. Men nu er frøet i hvert fald sået.

Refleksion. Kickstart workshoppen resulterede i to meget forskellige artikler. “Smørhullet i Aarhus’ kulturzone” præsenterer og diskuterer Byparken. Ane Juul Gram forklarer projektets eksperimenterende karakter, der forener to meget forskellige parker og tilbyder os nye måder at opleve byen på. Rikke Liv Petersen lægger vægt på projektets stedsliggørelse af et ellers overset område i byen. Jeppe B. Olsen fortæller om Byparken i relation til kulturzonen, som for øjeblikket er i transformation og karakteriserer på den baggrund området som historisk og aktuelt på én gang. Reportagen fra DAC introducerer en anden tilgang til arbejdet med bynatur. Den indikerer en stigende interesse for urban gardening i samfundet og præsenterer nye måder at dele bynatur på i form af Guerilla Gartnerne, som formidler landskabsarkitektur på TV og Habitats, som er en anderledes, tværfaglig tegnestue. Jeg kontaktede de lokale medier i håb om at få baggrundsartiklen publiceret. Redaktionschefen fra Aarhus Stiftstidende svarede at: ”I sig selv er det du skriver såmænd meget interessant. Men i forbindelse med festugen kom vi rigtigt godt omkring vinklerne med byparken og det grønne i festugen, så jeg synes ikke, at der noget afgørende nyt i din artikel.” Lidt bedre gik det med reportagen fra DAC, som blev publiceret på Arkitektforeningens hjemmeside samme dag, jeg skrev den færdig. Til trods for deres forskellighed peger begge artikler på nogle relevante problemstillinger, som jeg mere eller mindre bevidst har forfulgt videre i projektet. Den første artikel var et forsøg på at udfordre kritikken/journalistikken på arkitektonisk indhold, som hverken jeg selv, mine kritikere eller chefredaktøren på Stiften fandt helt fyldestgørende. Det var derfor naturligt, at workshoppen ledte til den første undersøgelse af netop dette felt. Reportagen fungerede godt som journalistisk værk og blev både et afsæt for diskussionen af formidling af arkitektur på TV og forholdet mellem arkitektur og branding. Vigtigst af alt, blev den spredt til mange forskellige modtagere og blev i sig selv et indspark i den offentlige debat. 33

Indledning. I kapitlet her kan du læse om arkitektens og arkitekturens rolle i den offentlige debat i relation til kritik og journalistik. En af grundene til at jeg har valgt Byparken som case og udgangspunkt for projektet, er den mangelfulde mediedækning af projektet, når det kommer til arkitektonisk indhold. Som jeg også har illustreret i indledningen handlede de, ellers hyppige, artikler mere om trafik og politik end arkitektur. Der skrives generelt mere om arkitektur i medierne end nogensinde før, men er kvaliteten af det der skrives tilfredsstillende, set gennem arkitektens briller? Dette kapitel undersøger kritik og journalistik som genre i arkitekturformidlingen. Da dagbladene leverer en væsentlig del af indholdet i denne debat, indeholder kapitlet to interviews med henholdsvis arkitekturredaktør Karsten R. S. Ifversen fra Politiken og freelance journalist fra Berlingske Tidende Torben Weirup. De to har nemlig en meget forskellig opfattelse af arkitekturens mediebillede anno 2012. Kapitlet diskuterer derudover nogle af mine undersøgelser af arkitekturens medielandskab i kronikken ”Den usynlige arkitekt(ur)”. Kronikken er skrevet på baggrund af en analyse af data fra Infomedia samt artikelstudier. Jeg har valgt ikke at redigere teksten, da den bidrager til en forståelse for projektets og min egen udvikling, men der er ingen tvivl om, at jeg har fået et mere nuanceret billede af arkitekturens mediesituation, siden jeg skrev den i begyndelsen af oktober. Gennem en tredelt anmeldelse beskrives og vurderes Byparken og de omkringliggende parker, Rådhusparken og Musikhusparken under overskriften ”Byens Park?”. Anmeldelsen er mit forsøg på at formidle en arkitektonisk analyse gennem tekst i stedet for tegninger, diagrammer og visualiseringer, som kan være svære at gennemskue for ikkearkitekter. Analysen var vigtig for min forståelse og læsning af Byparken, og anmeldelsen har hjulpet mig til at konkludere på parkens succes. Arbejdet er lavet på baggrund af tracings og mappings af det indsamlede kortmateriale og besøg på sitet. Slutteligt giver redaktør på Arkitekten, Martin Keiding, sit bud på arkitekturkritikkens forfatning lige nu. 34

UndersĂ¸gelse #1: Kritik.

interview

”Jeg ville ønske, der var flere som mig” De unge arkitekter stormer frem i medierne, som aldrig før. Samtidig skærer redaktionerne drastisk ned på kulturstoffet i dagbladene. Få Politikens – og dagbladenes eneste – arkitekturredaktør Karsten R. S. Ifversens bud på arkitekturens rolle i samfundsdebatten anno 2012. 12.10.2012 Er arkitekturen underrepræsenteret i den offentlige debat sammenlignet med andre kunstformer? Det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes tværtimod at 00’er-generationen af unge arkitekter har været meget mere aktiv i samfundsdebatten og medierne end det f.eks. var tilfældet i 90’erne. Der er kommet en langt højere kommunikationsbevidsthed blandt de unge arkitekter, end der har været tidligere. Det skyldes til dels den øgede personfiksering, men også de mange store talenter, som 00’erne bød på som f.eks. Bjarke Ingels og Dan Stubbergård. Mit generelle indtryk er, at der er en stor stigning i antallet af gange ordene ’arkitektur’ og ’arkitekt’ optræder, når man søger i dagbladenes artikler. Men det er svært at gøre omfanget af arkitekturhistorier i dagbladene op, fordi arkitektur optræder mange andre steder i avisen end i kultursektionen. Når man snakker om støjgener i forbindelse med Metrobyggeriet, står det

f.eks. i første sektion under nyheder, men handler i høj grad om byrum og byrumskvalitet. Selve faget eller feltet, om man vil, breder sig meget. Er der tale om en historisk udvikling i arkitekternes brug af medierne? Det er sådan set ikke noget nyt, at arkitekturen og arkitekterne får plads i medierne. Ikoner som Arne Jacobsen, Jørn Utzon og Henning Larsen formåede også at blive folkeeje, fordi de forstod at bruge medierne. Henning Larsen fik oven i købet gjort ’lyset og rummet’ til sit særlige vartegn, selv om lys og rum er noget alle arkitekter arbejder indgående med. Men 90’erne bød ikke på så mange gode formidlere, som vi ser det i dag. Dansk Arkitektur Center har, med Kent Martinussen i front, også spillet en stor rolle i promoveringen af de unge tegnestuer og hjulpet til at få arkitekturen ’ud over rampen’. Men det hænger også sammen med konjunkturer. Der blev bygget rigtig meget i 00’erne, før krisen satte ind.

Karsten R. S. Ifversen har været ansat på Politiken siden 1994. Han har fungeret som arkitekturredaktør siden 2004. Han er uddannet cand. mag. i filosofi og moderne kultur.

Hvad er det de unge tegnestuer kan, som andre ikke kan? De formår at fortælle en god historie. Det handler dybest set om, at kunne sætte sig i modtagerens sted og ikke tale om alt for arkitektnørdede ting, men i stedet forsøge at gøre sit budskab vedkommende for dem, der lytter. De unge arkitekter sætter arkitekturen på en fortælleform, som er relevant. De gør arkitekturen til en problemløser. De klarlægger nogle problemer og anviser så nogle løsninger på disse problemer godt hjulpet på vej af humor og en vis charme. Men er det ikke paradoksalt at arkitekterne er blevet meget mere kommunikationsmindede samtidig med at mange dagblade nedprioriterer kulturstoffet? Hvordan hænger det sammen? Det er rigtigt, at mange dagblade, eksempelvis Berlingske og Børsen, nedprioriterer kulturstoffet. Og det undrer mig, at Politiken er det eneste dagblad, der har en redaktør ansat til udelukkende at formidle arkitekturhistorier. Det hænger måske sammen med måden arkitektur konsumeres på – eller rettere ikke konsumeres. Arkitektur er ikke begivenheds- og dagsbundet ligesom udstillinger, koncerter og bogudgivelser. Det er ekstremt vanskeligt at sætte en dato på et byggeri og sige ”så, nu er det færdigt”. Jeg skal derfor ofte opfinde aktualiteten i mine historier og gøre dem relevante for læserne. De bliver ikke til ’gode historier’ bare fordi de sker på en bestemt dag, og det er en udfordring. Det hænger måske også sammen med de forskellige mediers tradition. Politiken har en 100 år lang tradition for at have en fast arkitekturmedarbejder som mig på redaktionen. Det har de andre dagblade ikke. Der er sket en stor specialisering af dagbladene, som blandt andet slår igennem på kulturdækningen. Week-

endavisen er pt. vores stærkeste konkurrent på området, men det er ikke et dagblad. Og Information, som ellers også bringer mange historier om arkitektur, er meget lille. Bunder nedprioriteringen af kulturstoffet i virkeligheden i manglende interesse fra læserne? Det er absolut ikke mit indtryk. Jeg startede min karriere på Politiken som kunst- og litteraturanmelder i starten af 90’erne, og jeg oplever et betydeligt større engagement fra læserne nu, hvor jeg udelukkende skriver om arkitektur. Arkitektur er meget vedkommende og let for læseren at forholde sig konkret til. Interessen for mine artikler er stor, og jeg får mange henvendelser fra læserne, som har tilføjelser, finurlige oplysninger eller kommentarer til historierne. Det er sjældent sure brokkehoveder, der henvender sig. Der er et mere aktivt og bredere læserfelt til arkitektur end der f.eks. er til litteratur og billedkunst. Hvad er sjovest? At skrive om billedkunst eller arkitektur? Jeg synes, det er sjovere at skrive om arkitektur, og det er langt sjovere at interviewe arkitekter frem for billedkunstnere. Arkitekter er jo generelt gode formidlere. De er gode til at fortælle historier, til at lytte og stille spørgsmål og til at sætte sig i andres sted. Billedkunstneren har kun én verden at forholde sig til, og det er den, han eller hun selv skaber. Du kan ikke samtale med en billedkunstner. Der er en grundlæggende modusforskel på de to genrer. Arkitekturen kan sættes i en større sammenhæng. Arkitekturhistorier handler ikke kun om arkitektur. De handler også om verden. Jeg synes ikke, det er interessant i sig selv at levere en arkitekturhistorisk fortælling om nyrenæssances virkemidler. Men jeg synes, det er interessant, hvis det bliver sat ind i en større samfundsmæssig, historisk eller funk-

tionel sammenhæng. Det synes jeg er vigtigt at have sig for øje, når man skriver om arkitektur. Du er ikke uddannet arkitekt. Hvad kvalificerer dig til at skrive om arkitektur? Arkitekturhistorie og urbanitet indgår som et element i faget moderne kultur, og jeg er uddannet i filosofi og moderne kultur. Derfra har jeg den faglige ballast. Og så har jeg jo min erfaring som arkitekturskribent, som måske er den bedste uddannelse af alle. Jeg har altid haft én ambition i livet, og det er at skrive. Og vil man være en god skribent, skal man ikke ville andet, for så tror jeg ikke, man bliver god til det. Ambitionen om at være formidler skal være til stede, og det konflikter måske med mange arkitekters ønske om at skabe god arkitektur. Formidlingsdelen er en opgave, man skal tage på sig som en særlig ”uddannelse”. Men er det ikke en arkitektfaglig opgave at formidle, kommentere og kritisere arkitektur? Jeg tror ikke, arkitekter er de eneste der kan sige noget begavet om arkitektur. Det er ikke sådan, at fordi man har studeret en masse kunst, så kan man også automatisk bedømme kvaliteter og svagheder i kunst. Det handler om at være god til at se og formidle, det man ser. Men der er masser af gode arkitekter, der skriver om arkitektur, særligt i Arkitekten. Det er bare en intern debat, der henvender sig til fagfæller, der foregår dér. Det er meget interessant at begynde at se på arkitektens rolle i den formidling, der henvender sig til den brede befolkning. Jeg ville da ønske, der var flere som mig – altså folk der er ansat til at skrive om arkitektur i medierne.

Kronik

Den usynlige arkitekt(ur) Langt størstedelen af arkitekturdækningen i de landsdækkende dagblade foretages af journalister og cand. mag’er med diverse humanistiske fagligheder. Arkitekterne holder sig udenfor samfundsdebatten og diskuterer i stedet internt på tegnestuerne og i fagbladene. Hvor er arkitekterne henne?

10.10.2012 Mandag den 8. oktober 2012 bragte Politiken en historie om arkitektur på forsiden. Ikke bare på forsiden af kultursektionen, men også på forsiden af selve avisen. Den var ganske vist vinklet som ’en god historie’ om voldsramte kvinder, men den var der. Og handlede om den nyligt afsluttede restaurering af Dannerhuset i Nansensgade i København. Artiklen om Dannerhuset er skrevet af Politikens arkitekturredaktør Karsten R. S. Ifversen. Den eneste arkitekturredaktør i de landsdækkende dagblade, skulle jeg mene. Karsten Ifversen er uddannet cand. mag. i filosofi og moderne kultur og har fungeret som arkitekturanmelder på Politiken siden 2004. Karsten Ifversen er en del af det skriverkorps, som behandler arkitekturen i de trykte medier, og som, foruden Ifversen selv, tæller en stor del cand. mag’er med mere eller mindre relevante specialer og så, naturligvis, en masse journalister. Allan de Waal er ind til videre den eneste arkitekt, jeg har kunnet finde i mængden. Han har skrevet om arkitektur, design og byplanlægning for Information siden 1963, men er ikke så aktiv længere. Der er noget, der tyder på, at det ikke opfattes som en arkitektfaglig opgave at formidle, kommentere og kritisere arkitektoniske værker og problemstillinger i den offentlige debat. Men hvis ikke arkitekterne sku’ ku’, hvem sku’ så ku’ ku’? Arkitekturen i tal Når man sammenligner med andre kunst- og kulturarter er arkitekturen ringe repræsenteret i medierne. En grov søgning i de landsdækkende dagblade de seneste 12 måneder gav 2109 hits på søgeordet ”arkitektur”. Til sammenligning gav søgeordene ”musik” 11.748 hits, ”teater” 6771 hits og ”litteratur” 4006 hits. Dette er naturligvis en udifferentieret og meget lidt viden-

skabelig undersøgelse. Men mit gæt er, at arkitektur har en publiceringsgrad på niveau med noget så avantgarde som ballet. Og det til trods for at arkitektur er den absolut mest offentlige kunstform af alle. Det er primært Politiken med Karsten Ifversen ved tastaturet, der står for arkitekturformidlingen i dagbladene. Herefter følger Berlingske, JyllandsPosten, Børsen, Kristeligt Dagblad, Weekendavisen og Information. Licitationen, som er byggeriets dagblad, står i sagens natur også højt på listen over bidragsydere, men har ingen betydning i denne sammenhæng, eftersom avisens målgruppe er interessenter i byggebranchen og ikke den almene læser. Hvert af de ovennævnte dagblade bidrager i gennemsnit med 0,65 artikler om arkitektur pr. dag. Set i det lys, er arkitekturdækningen måske ikke så ringe endda. Spørgsmålet er så bare; hvor er arkitekterne henne i denne statistik? Arkitekternes ringe synlighed i massemedierne skyldes næppe mangel på holdninger og engagement. Det kan man blandt andet læse i tidsskriftet Conditions #10, som har sladder i arkitektbranchen som tema. I lederen til udgivelsen beskriver redaktørerne sladder, som arkitekturens evige kilde til (viden)deling, styring og overtalelse. De sidestiller sladderen med tidligere tiders ideologiske sammenslutninger, som havde til formål at forene og forbinde arkitekterne både nationalt og globalt. Lederen rejser også spørgsmålet, om sladderen og den heftige aktivitet på de sociale medier fuldstændig har afløst arkitekturkritikken. Og noget kunne måske tyde på det. Jeg kan imidlertid godt forstå, at arkitekterne ikke er at finde ’out there’. For det ville jo være ensbetydende med at skulle skrive noget, og det er vi ikke særlig gode til. Nogle er måske ligefrem ikke interesserede.

Arkitektskolerne bærer en stor del af ansvaret herfor. Gennem mine fem år på studiet har jeg afleveret to skriftlige opgaver svarende til et samlet omfang på max ti normalsider. Jeg har ikke haft undervisning i skriftlig formidling, ej heller blevet opmuntret til at læse gode arkitekturformidlere. Foruden naturligvis arkitekturformidlingens alfader Steen Eiler Rasmussen, som skrev sit hovedværk i 1957. Samtidskunstens hellige ko I en artikel fra Adresseavisen Trondheim 25.11.2010 skriver Daniel Johansen, som er forsker ved Institutt for Kunst- og Medievitenskap på Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet i Trondheim, hvordan arkitektur er blevet samtidskunstens hellige ko. Han henviser til, at arkitekturdebatten i lang tid har begrænset sig til en diskussion om byggehøjder og andre tekniske formalia. Et synspunkt jeg godt kan genkende i den danske presse, hvor pris, energiforbrug og trafikale løsninger synes at have større prioritet end den egentlige formidling af arkitekturens form, farve, funktion, sociale og samfundsmæssige formål. Daniel Johansen mener, at manglen på kritik af faget skyldes en uskreven regel i branchen om, at offentlig kritik af andres arbejde er ukollegialt. Han mener også at arkitekterne har en forfejlet opfattelse af arkitekturen som ’alt for kompleks til at kunne formidles til lægfolk’. Men hvordan skal vi kunne udvikle os som arkitekter og byskabere, hvis vi kun diskuterer byens arkitektur internt på tegnestuen med vores kolleger? Som med alt andet i samfundet, må det være kritikken, der driver arkitekturen frem til et højere kvalitetsniveau. Og så må kammerateriet tilsidesættes for en stund, når den faglige diskussion raser. Den gode historie Jan R. Krause, som er leder af master-

uddannelsen Architektur Media Management ved Bochum Universitet i Tyskland, har skrevet en kort, men meget præcis artikel om arkitekturformidling i aviserne. Her påpeger han vigtigheden af tegnestuernes kommunikative evner, når de går ud i pressen eller henvender sig med pressemeddelelser om endnu en vunden konkurrence eller endnu et bæredygtigt kontorbyggeri. I avisens kultursektion er arkitekturen i hård konkurrence med andre, langt mere person- eller stjernefikserede, kulturbegivenheder. Og identifikationen, den personlige vinkel, sælger. Det handler derfor for tegnestuerne om, at sætte sig i redaktørens sted, og levere en ’god historie’, når man vil igennem med et budskab. En ’god historie’ indeholder et eller flere af følgende virkemidler: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation eller skandale og konflikt. Det er, hvad der på journalisthøjskolen, går under navnet ’Nyhedskriterierne’. Arkitekter har en tendens til at sælge deres værker, eller produkter om man vil, på værdi i stedet for skandale, tidløshed i stedet for aktualitet, bygningen i stedet for den menneskelige historie, saglighed i stedet for følelser. Med Krauses ord: ”So sind Bedürfnisse des Redakteurs und Angebot des Architekten nicht kompatibel.” Redaktørens ærinde og arkitektens tilbud kan umuligt mødes. Men skal man virkelig ’snyde’ læserne til at interessere sig for det byggede miljø omkring dem? Ifølge Jan R. Krause er det ikke læsernes interesse, det skorter på. Nærmere skribenternes arkitektfaglige kompetencer. Der er ganske enkelt en usikkerhed blandt journalister og kulturredaktører om forståelsen for og formidlingen af arkitekturstoffet, som påvirker betydningen og vurderingen af forskellige arkitektoniske temaer. Om dette også gør sig gældende i Danmark, skal jeg

ikke stille mig til dommer over. Men spørgsmålet er da relevant at stille. Elitens arkitektur Diskussionslysten i arkitektbranchen er stor. Det har den alle dage været. I globaliseringens navn har Arkitektens Forlag derfor netop lanceret en ny blogportal, hvor bloggere, arkitekter og andre, vil inspirere til og facilitere en bredere faglig dialog. På samme måde diskuteres og argumenteres der lystigt gennem diverse sociale medier, hvor tonen er mere uformel og mindre endegyldig. Men ved at holde diskussionerne indenfor egne rækker risikerer vi at øge distancen mellem os selv, som arkitekter og dem vi bygger for. Og så er det nemt at komme og pege fingre ad postmodernistiske tilbygninger i forstadens parcelhuskvarterer eller håbløse gør-det-selv pavilloner i murermestervillaernes baghaver. Denne pointe understreger ph.d. i Arkitektur ved University of Philadelphia Kasper Lægring i et blogindlæg på Ingeniørens hjemmeside i forbindelse med Arkitekturens Dag i år. Her argumenterer han for, at arkitektur er blevet en eksklusiv affære mere end et folkeligt anliggende og at den ”folkelige” arkitektur er blevet som et afsnit af X-Factor, hvor kun den elitære Thomas Blachman kan høre mislydene og de falske toner. Der er mange årsager til denne sammenligning, som jeg ikke skal kommentere nærmere her. Men konklusionen på Lægrings indlæg er, at problemet ligger i arkitektens tab af autoritet. Og at en måde at genskabe denne autoritet på bl.a. går gennem initiativer, der synliggør arkitekten og dens rolle i samfundet. Jeg mener, at vi som arkitekter har et ansvar for at formidle, kommentere og kritisere arkitekturen og de arkitektoniske problemstillinger i verden omkring os. En større synlighed i medierne vil formentlig give standen en

genvunden respekt og mane nogle af ”hvad skal vi egentlig med arkitekter”synspunkterne til jorden. Med det ansvar følger også ansvaret for at formidle på en god og let forståelig måde, og det kan være en svær øvelse i sig selv. Konklusionen må derfor være: Mere uddannelse i at kommunikere og formidle skriftligt i et letforståeligt og direkte sprog. Efterspørgslen ses tydeligt i tilslutningen til Arkitektforeningens skrivekurser, som for første gang i år er blevet udbudt til studerende og færdiguddannede. Flere ’gode historier’ med arkitektfagligt indhold, så mere eller mindre vellykkede anmeldelser og beskrivelser får en kvalificeret diskussion at hænge deres argumentation op på. Her spiller tegnestuernes kommunikationsafdelinger en stor rolle i vinklingen af deres nyheder. Større mod fra arkitekterne til at turde sige – eller skrive – deres mening. Hvis arkitekterne selv er villige til at stå frem og ’sætte ansigt’ på arkitekturen vil cand. mag’erne og journalisterne få nogle flere kilder at vælge imellem, når de skal researche til deres arkitekturhistorier. Det ville i høj grad bidrage til en kvalificering af arkitekturformidlingen i den offentlige debat.

interview

På nyhedskriteriernes præmisser Arkitekturformidlingen i aviserne er reduceret til anmeldelser af vellykkede ikonbyggerier. Torben Weirup er bekymret for, om arkitekturdebatten overlever den kraftige nedprioritering i dagbladene. 12.11.2012 Skrives der mere eller mindre om arkitektur i aviserne i dag i forhold til tidligere? Det er min klare opfattelse at der, generelt set, skrives meget mindre. Arkitekturen må vige for andre kulturformer. Politiken er privilegeret at have en fastansat arkitekturskribent, men alle andre aviser nedprioriterer arkitekturen. Det er ganske enkelt et spørgsmål om pladsmangel. Aviserne bliver mindre, og derfor bliver debatten også mindre. Men der burde helt sikkert være mere arkitektur i aviserne. For det er noget læserne går op i. Vi kan jo ikke slippe for vores omgivelser. Skyldes den prioritering at læserne ikke er interesserede i at læse om arkitektur? Nej, det tror jeg ikke. Men der er mange, der fejlagtigt tror, at de ikke interesserer sig for arkitektur. Det bliver lidt den der med ”jeg har ikke forstand på kunst, men jeg ved hvad jeg kan lide”. Men det ændrer ikke på, at arkitektur vækker følelser i folk. Vi kan jo ikke slippe for vores omgivelser. Byerne forandrer sig radikalt disse år, og det er vigtigt at diskutere og forstå. Men arkitektur tager tid. Formidlingen af arkitekturen i aviserne er en del af dens modning i befolkningens bevidsthed.

Hvordan vurderer du så kvaliteten af det, der rent faktisk bliver skrevet? Når der endelig bliver skrevet noget, kommer det til at handle om markante byggerier, ikonbyggerier, som kulturhuse og nogle gange erhvervsbyggerier. Og altid om de vellykkede projekter. Arkitekturformidlingen i avisen foregår på nyhedskriteriernes præmisser i dag, og når man producerer fem arkitekturanmeldelser om året, er der ikke plads til at vurdere det middelmådige. Det gør diskussionen meget ensidig.

om at hjælpe folk til selv at opleve arkitekturen. Det kan man eksempelvis gøre ved at give dem en baggrund for et projekt. Lige nu er jeg, som alle andre, særligt optaget af at diskutere byernes transformation og forvandling. Det er vigtigt at få folk til at forstå, at byerne forandrer sig, og at vi ikke kan blive ved med at bo som vi altid har gjort.

Foregår arkitekturdebatten så i nogle andre medier nu? Jeg tror det desværre ikke. Arkitekterne er jo ellers nok så diskussionslystne, men selv de dygtigste og mest sympatiske arkitekter gør arkitekturen elitær, når de skal fortælle om den. Hvis vi skal se lidt lyst på det, synes jeg, at der udgives mange gode bøger om arkitektur for tiden. De, der selv opsøger arkitekturen, kan altså sagtens finde inspiration og oplysning. Formidlingen er bare ikke ude i offentligheden. Hvad lægger du selv vægt på når du anmelder arkitektur? Æstetik, funktion og kontekst. Passer projektet ind, gør det noget godt for det sted, det er placeret? Det handler

Torben Weirup har arbejdet som kunst- og arkitekturkritiker på Berlingske Tidende siden 1993. I dag er han tilknyttet som freelanceskribent. Han er oprindelig uddannet i dansk, filmvidenskab og kunsthistorie ved Københavns Universitet.

Definition. Kritikken eller anmeldelsen er skribentens chance for at vurdere, kommentere og kritisere et vĂŚrk. En anmeldelse er bygget op af en beskrivelse eller karakteristik af det, der anmeldes, en mening og en argumentation. Solveig Schmidt: Journalistikkens Grundtrin II

anmeldelse

Aros, Voxhall, Hovedbiblioteket

Forplads Kirkegårdsallé

RÅDHUSPARKEN Aarhus Rådhus

Godsbanen

Staudehave

Plæne

Rotunde

Solitære træer

Slugt

Stisystem

Frederiks Allé

Signaturforklaring:

Aarhus Banegård

Træ Skulptur Gravsten Allétræ Attraktor

Rådhusparken, diagrammatisk plan i 1:2000

Byens park?

22.10.2012

Rådhusparken i Aarhus fungerer til daglig som transitrum for rigtig mange mennesker, der skal til eller fra byen. Men den historiske park har et rekreativt og landskabeligt potentiale, som dens besøgende sjældent ser.

Aarhus Rådhus blev anlagt på en delvist nedlagt kirkegård tilbage i 1937. Det monumentale kirkegårdsanlæg gav arkitekt Arne Jacobsen og landskabsarkitekt Georg Boye et godt udgangspunkt for at skabe en frodig park allerede fra første dag. Transformationen af kirkegården blev foretaget med respekt for de eksisterende planter og det oprindelige arkitektoniske koncept. I dag ligger Rådhusparken som en hengemt grøn lunge i byen. Den gamle kirkegårdsallé dominerer stadig parken og giver den flade plæne med de solitære træer en vertikal mur at spille op mod. Rådhusparken anvendes primært som transitrum i byen, fordi den forbinder banegården og busgaden, Park Allé, med den vestlige del af centrum, hvor kulturelle attraktorer som Musikhuset, Aros, Voxhall og nu også Atlas og Godsbanen har til huse. Bevægelsen foregår primært på tværs af parken eller i kanten langs Frederiks Allé. Og netop Frederiks Allés heftige trafik fremhæves af mange som den primære årsag til fravalget af parken som opholdssted. Hvilket er en skam.

Parken består af flere dele eller oplevelser, om man vil. Nogle er meget synlige, andre ikke. Staudehaven, som Arne Jacobsen tegnede som overgangen mellem rådhuset og parken, ligger hengemt i et hjørne af parken, som man ikke umiddelbart møder på sin vej til og fra Banegården. Her kan man gå på opdagelse på nogle smalle flisebelagte stier, som snor sig ind og ud og op og ned blandt mange forskellige plantearter. På forpladsen foran rådhusets hovedindgang markerer skulpturen ”Grisebrønden” begyndelsen på den gamle lindeallé, som også udgjorde rygraden i den daværende kirkegård. Alléens akse fortsætter, når man kigger mod syd, gennem en smuk rotunde og ender i en stor kampesten, som henleder opmærksomheden på de bevarede gravsten langs parkens sydlige kant. Rådhusparken er naturligvis en park med en særlig officiel karakter, og den har en historisk højtidelighed over sig, ligesom selve rådhuset har det. Parken byder på nogle landskabelige oplevelser, som er helt enestående

for Aarhus midtby og som med fordel kunne iscenesættes og anvendes i langt højere grad end det er tilfældet i dag. Vores rådhuse repræsenterer og symboliserer demokrati og fællesskab, og det er parken en lige så stor del af som selve huset. Parken er et af de eneste grønne åndehuller i selve midtbyen, som kan tilbyde en stor, beskyttet plæne, gamle skyggende træer og forskellige landskabelige oplevelser. Parken er desuden udsmykket med flere skulpturer, ligesom de omkringliggende by- og parkrum er det i Aarhus’ kulturelle centrum. En bevidstgørelse af dette sted i byen kunne med få virkemidler styrke byens sociale liv og grønne identitet. Billedtekster fra venstre mod højre; 1) Den gamle kirkegårdsallé af klippede træer er bevaret foran Rådhussalen 2) Rotunde af stynede cypresser som markerer skæringen mellem de to akser 3) Solitære træer står som objekter på fladen 4) Flisebelagt oplevelsessti i staudehaven 5) Områdets hierarki er styret af dets akser

Musikskolen

Aros

Amfi

MUSI K HUSPARKEN Rampe

Ridehuset

Skulptur

Vandspejl

Parterrehaven

Musikhuset

Plæne

Frederiks Allé

Scandinavian Center

Gravplads

Signaturforklaring: Træ Skulptur Gravsten

Musikhusparken, diagrammatisk plan i 1:2000

Byens park?

22.10.2012

Musikhusparken definerer ankomsten til flere af Aarhus’ kulturinstitutioner. Men den oprindelige park var ikke designet til at skulle rumme andet end musikhuset alene. Derfor fremstår pladsen nu som et fragmenteret mellemrum i byen.

Musikhushaven foran Kjær og Richters lange glasfacade på Musikhuset er oprindeligt en del af et større parkanlæg, som landskabsarkitekt Sven Hansen forestillede sig bygningen ligge i. I konkurrenceprogrammet fremgik det at ”man tillagde det megen vægt, at der blev opnået en helhedsløsning af parkanlæg og bebyggelse, herunder samspil med friarealerne på begge sider af Frederiks Allé.” Og hvordan er det så gået med det? Da parken blev anlagt i 1982 bestod den af to græsklædte plateauer ved musikhusets for- og bagside. Disse plateauer blev forbundet af en terrasseret skrænt, som på den ene side endte i et amfiteater. I dag er en udvidelse af Musikhuset opført på det nederste plateau og resten af det grønne område inddraget til parkeringspladser i forbindelse med Aros. Amfiteateret og den terrasserede skrænt eksisterer stadig, men ligger ligesom klemt inde mellem det store musikhus og det endnu større kunstmuseum. Amfiteatret udgør ét overlevende fragment fra den oprindelige park ligesom spejlbassinet, vendepladsen og

parterrehaven gør det. Men meget af den oprindelige beplantning er væk og parken er blevet underligt flad i sit udtryk. Parterrehavens hække skaber naturligvis rum i rummet, men parterrehaven i sig selv fremstår som et aflukket og afvisende monument på den store flade. Netop de store flader er stedets største svaghed. Parkeringsarealet foran Scandinavian Center, forpladsen foran musikhuset, som strækker sig i det uendelige hen foran Aros og de grønne flader, som omkranser parterrehaven og strækker sig ud mod Frederiks Allé med bare to klynger af fem træer på hver. Alle fladerne mangler et overordnet greb, som kan binde fragmenterne sammen, så de kan fungere som underlag for områdets kulturelle tilbud. Der mangler nogle rumligheder, som inviterer til ophold og aktivitet. Musikhusparken er efterhånden reduceret til Musikhushaven, parterrehaven, som ganske vist stadig står i al sin monumentale stolthed. Men idéen bag den barokke have var jo netop at denne skulle eksistere i samspil med andre landskabelige elementer i den

store ”byens park”, som det hed sig i dommerbetænkningen. Musikhusparken er et sted i byen. Den har både en historisk, politisk og kulturel betydning i århusianernes bevidsthed. Men den er ikke blevet en ”byens park” og har måske aldrig været det? Hvis man anerkender parkens nye funktion som forplads for, ikke bare én, men flere kulturinstitutioner og opgiver den forfaldne imitation af et samlet, næsten symmetrisk parkanlæg, kunne Musikhushaven blive udgangspunktet for en ny ”byens plads”. Jeg tror, de enkelte fragmenter ville stå stærkere i en ny og mere urban kontekst og samtidig give plads til, at Rådhusparken kan udfoldes som områdets grønne park. Billedtekster fra venstre mod højre; 1) Kig over parterrehaven mod Aros 2) Aksialiteten ind mod Musikhusets indgang 3) Overgange mellem materialer og fragmenter 4) Amfiteatret ligger gemt og klemt mellem Aros og Musikhuset 5) Parterrehavens små rum indbyder til ophold, men benyttes sjældent

Cirkus

BYPARKEN Skovbakke

Tilskuerbakke

Scene

Plæne

Aarhus Rådhus

Vandvulkan

Tivoli

Frederiks Allé

Signaturforklaring: Træ Skulptur Gravsten Allétræ

Byparken, diagrammatisk plan i 1:2000

Byens park?

22.10.2012

Byparken i Aarhus eksisterede kun i 12 dage. Den samlede for en kort bemærkning to historiske parker i én og diskuterede vores måde at bevæge os i og bruge byen på.

Med sin grønne flade og sine geometriske bakker, forenede Byparken den romantiske rådhuspark med den barokke musikhushave. Byens borgere strømmede til og politikerne stod i kø for at tage æren for den gode idé og en fremtidig realisering. Men hvorfor blev parken egentlig så stor en succes, og er det overhovedet en god idé at gøre den permanent? Byparken iscenesatte to allerede eksisterende parkrum i Aarhus, som mange aarhusianere benytter, men som sjældent anvendes til ophold og rekreative formål. Seks pyramideformede græsbakker i varierende højder skabte nogle nye rumligheder i parken mellem rådhuset og musikhuset og gav anledning til at bevæge sig på en ny måde i byen. Ikke bare i højden, men også på tværs af de to parker. En af pyramiderne midt på Frederiks Allé blev brugt som vandvulkan. Den fysiske forbindelse mellem Rådhusparken og Musikhusparken gav ganske vist trafikale udfordringer, men den muliggjorde en forening af de to parker, som allerede var ønsket, da man tegnede Musikhusparken i 80’erne. Og

der er ingen tvivl om at lukningen af Frederiks Allé havde en stor betydning både for projektets sensationsværdi, men også for publikums indtagelse af parkrummet. Parken bidrog kort sagt til en bevidstgørelse af Rådhusparkens rekreative, landskabelige potentiale og Musikhushavens stramme geometri og, på mange måder, modsatte kvaliteter. Men er sensationens kraft nok til at begrunde en fremtidig, permanent realisering af parken? Det provokerende eksperiment vendte fokus væk fra de ellers dominerende bygninger. Parken skabte noget at være fælles om i rummet mellem dem. Men den underkender samtidig bygningernes attraktivitet og historiske betydning for de eksisterende parker. Uden rådhus - ingen park, uden musikhuset - ingen have. Heldigvis er det er jo netop hvad, et midlertidigt projekt kan. Det kan tillade sig at provokere og gøre det usandsynlige. Men kun i kraft af sin midlertidighed. Og derfor gjorde parken sig sikkert bedst som eksperiment, som et indspark i diskussionen af et område og en by under udvikling.

Området omkring musikhuset har været i en udviklingsproces gennem lang tid og vil også være det de næste mange år. Derfor er det relevant at diskutere mellemrummet mellem de mange kulturinstitutioner, som har potentiale til at bidrage til stedets nye identitet i lige så høj grad som de eksisterende parker har det - hvis man vel at mærke forstår at fremhæve og udnytte deres kvaliteter og læse deres funktion, som jeg allerede har kommenteret det i de forrige anmeldelser. Byparken er ikke svaret. Byparken er spørgsmålet.

Billedtekster fra venstre mod højre; 1) Byparken satte den bløde trafikant i fokus 2) De grønne bakker gav anledning til at bevæge sig gennem byen på nye måder 3) Parken opstod på en nat takket være rullegræs og europaller 4) Tilskuerbakken blev flittigt brugt ved arrangementer på scenen 5) Byparken bandt Musikhusparken og Rådhusparken sammen

interview

Mindre snak, mere kritik Arkitektens redaktør, Martin Keiding, efterlyser en mere kritisk tilgang til arkitekturformidlingen. Det er kritikken, der flytter noget, mener han. 02.11.2012 ”Den ny bølge” hylder PLOT/BIG for at have bragt arkitekturen tilbage på avisforsiderne. Folk snakker om arkitektur som aldrig før. Er det virkelig rigtigt? Det er rigtigt, at PLOT og BIG har bidraget til en øget fokus på arkitektur i offentligheden. Men set i forhold til en egentlig arkitekturdebat, har de måske mest haft betydning på et overordnet megaplan. Så det korte svar er nok, at der snakkes mere om arkitektur i medierne, men at samtalen er blevet mere tandløs. Men hvordan får vi den diskussion ud over rampen? Ud til dem, der skal bruge og være i arkitekturen hver dag? Jeg tror, det handler om at se på de forskellige former for formidling. Allan de Waal har engang formuleret det sådan, at arkitekturformidling består af tre ting: Kritik, altså det der bliver skrevet i aviserne, på nettet og til dels også i fagbladene; formidling, som den varetages af for eksempel DAC og Ar-

kitektforeningen; og PR, som primært har tegnestuerne som afsender. Ser man sådan på det, er det formidlingsdelen, der henvender sig mest direkte til den brede befolkning, og her spiller arkitektkonkurrencerne for eksempel en stor rolle. Hvis der skal bygges en ny skole i byen, involverer det jo mange flere mennesker end bare skolelederen og politikerne. Arkitekternes projektforslag kommenteres og diskuteres offentligt, det bliver en ’ting’ i byen. Så konkurrencerne er et godt eksempel på en form for kritisk formidling, der ’kommer ud over rampen’. Hvordan kan vi, som arkitekter, så gøre en forskel? På Arkitekten forsøger vi at anlægge en lidt mere kritisk vinkel på vores artikler, så vi kan få åbnet op for en bredere diskussion. Jeg tror generelt, vi skal øve os i at være lidt mere kritiske. Det er kritikken, der for alvor flytter noget.

Martin Keiding er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1985. Han er ansvarshavende redaktør på Arkitekten og bogredaktør på Arkitektens Forlag, og fungerer som censor og fagdommer i arkitektkonkurrencer.

Refleksion. Kan arkitekterne gøre en forskel for arkitekturformidlingen gennem kritik og journalistik? Ja. Og nej. Der er ingen tvivl om, at arkitekturjournalistikken har fået en større og større betydning for arkitekturen de seneste år. Men der er ikke mange arkitekter bag tasterne, når diskussionen pågår i aviser og dagblade, der for øvrigt specialiserer sig på særlige stofområder i stadig stigende grad. Det er der til gengæld hos fagbladene, som gerne vil kritisere og bidrage til en skarpere tone i debatten. Men rykker det noget? Og kan man beskrive komplekse arkitektoniske problemstillinger i ord i stedet for billeder? Arbejdet med dette kapitel fik særlig betydning for projektets videre forløb. Jeg kunne efter første mellemkritik konstatere, at journalistik er for journalister. Det gjorde i hvert fald ikke nogen bemærkelsesværdig forskel for teksterne, at de var forfattet af en arkitekt, som jeg ellers havde forventet. Det skyldes til dels at journalistikken, foruden kritikken naturligvis, er en objektiv genre. Den eneste indflydelse, skribenten kan have på sin historie, er valg af emne, vinkel og kilder. Men fuldstændig kontrollere historien kan man ikke. Anmeldelsen kan arkitekterne godt skrive, men de er ikke nødvendigvis de bedste til det, som Karsten Ifversen påpeger. Og det bakkes han sådan set op i af Martin Keiding, der efterlyser en skarpere kritik arkitekterne imellem. Det betyder imidlertid ikke at journalistikken ikke er god for arkitekturen, men det er nok ikke den oplagte genre for arkitekten, hvis han eller hun vil gøre en forskel. Ikke desto mindre gav interviewet, som jo er én af journalistikkens grunddiscipliner, med Karsten Ifversen anledning til nogle interessante diskussioner. Jeg besluttede derfor at fortsætte med at lave interviews som en form for empiri. Oven på den konstatering, var kronikken at regne for fasens stærkeste kort, dog ikke i en sådan grad, at Politiken ville trykke den. Det var altså nødvendigt at skifte form på mine diskussioner, og jeg fik hurtigt lavet en aftale med Arkitektens Forlag om at forsøge at bruge bloggens korte og mere diskuterende karakter videre i projektet. 51

Indledning. Der er ingen tvivl om at PR har en stor betydning for arkitekturens synlighed i den offentlige debat. PR er tegnestuernes, developernes og kommunernes redskab til at skabe positiv opmærksomhed omkring deres arkitektoniske virke. Dette kapitel præsenterer min undersøgelse af brandingens betydningen for arkitekturen og arkitekturformidlingen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i “Den ny bølge i dansk arkitektur” af Kjeld Vindum og Kristoffer Lindhardt Weiss. Som det fremgår, argumenterer bogen for, hvordan tegnestuerne, der opstod i 00’erne, opererer med et brandingforhold, hvor branding og arkitektur smelter sammen. Fokus ligger på ’den gode historie’, som kapitlet om kritik også illustererer. Jeg argumenterer imidlertid for at PR og branding er blevet et vilkår for alle tegnestuer i dag, og at de gode fortællinger ikke er knyttet til et bestemt arkitektonisk udtryk. Jeg har valgt at indlede kapitlet med en læsning af “Den ny bølge”, da jeg har brugt uddrag af bogen som referencer og diskussionsoplæg. Blogindlægget “For lidt eller for meget branding” diskuterer forholdet mellem branding og arkitektur, som det lægges frem i bogen af brandingekspert Rasmus Bech Hansen. Teksten er et forsøg på at kommentere Rasmus Bech Hansens ‘brandingmodel’, som måske nok siger noget om de nye tegnestuers måde at arbejde på, men ikke så meget om deres arkitektur. “Kommunikerende arkitektur” understøtter det forrige indlæg og præsenterer tre eksempler på arkitektur, der både profilerer tegnestuen bag og kommunikerer problemstillinger og potentialer i det offentlige rum. Ingen af projekterne tilhører dog den ny bølge - i bogens forstand. Indlægget “Brudflader i dansk arkitektur” er en sammenskrivning af mine noter fra et debatarrangement på DAC, der havde til formål at diskutere ’Den ny bølge’. Her fik jeg mulighed for at stille spørgsmål til mange af diskussionens nøglepersoner. Jeg undrer mig dog stadig over, hvilken betydning den øgede brandingværdi har for den arkitektur, der bliver skabt. 52

UndersĂ¸gelse #2: PR.

Definition. Branding er det bevidste og systematiske arbejde med at associere et firma, et produkt eller en person med et sĂŚt af klare, positive vĂŚrdier. - Rasmus Bech Hansen

Læsning

Den ny bølge i dansk arkitektur ”Den ny bølge i dansk arkitektur” diskuterer ’den pragmatiske vending’ som opstod og foldede sig ud op gennem 00’erne. De unge tegnestuer blev et modsvar til postmodernismen og den elitære arkitektur. Periodens buzzword var kommunikation både i branchen og i arkitekturen. Selv om vi stadig står med det ene ben i oo’erne, og kun så småt er på vej ind i det nye årti, har Kristoffer Lindhardt Weiss og Kjeld Vindum forsøgt at gøre status over perioden ved at diskutere og præsentere værker af de fremtrædende tegnestuer og arkitekterne bag i bogen ”Den ny bølge i dansk arkitektur.” Læsningen her tager udgangspunkt i fem tekster fra bogen. ”Den pragmatiske vending” af Kristoffer Lindhardt Weiss sætter rammerne for diskussionen. ”Pragmatiske utopier” er et interview med den ny bølges ukronede konge. Her giver Bjarke Ingels sin forklaring på BIG-generationens succeser. ”The big bang” og ”The megaphone generation” diskuterer den nye medievirkelighed og dens konsekvenser for arkitekturen. Og sidst, men ikke mindst, gør Carsten Thau status på perioden i ”Arkitektur der åbner verden”. Farvel til det elitære I løbet af 00’erne steg interessen for arkitektur i medierne betragteligt. Således blev ordet ”arkitektur” ifølge en søgning på Infomedia nævnt 2066 gange i medierne i år 2000 mod 10.350 gange i år 2010.1 Det lykkedes i høj grad arkitekterne at kommunikere ud over arkitektbranchens snævre cirkler, og der opstod en alliance mellem nyhedshungrende medier og arkitekter, der dygtigt forstod at udnytte medielogikken og skrive historier med og gennem deres arkitektur. Arkitektu-

ren ryddede atter forsider med andet end skandalehistorier om overskredne budgetter.2 Med indtoget af web 2.0 og sociale medier som Facebook og Twitter kom omnibus-aviserne under pres. Tegnestuerne tog selv magten over deres kommunikation og kunne hurtigt og effektivt distribuere deres svimlende visualiseringer.3 Pragmatiske utopier Den øgede mediedækning resulterede i en mere folkelig og demokratisk arkitekturdebat,4 som først og fremmest kan tilskrives PLOT/BIGs kommunikationsevner og måde at forstå og skabe arkitektur på. ”Det handler [...] om, at vi aldrig nogen sinde henvender os eksklusivt til vores kolleger. Eftersom arkitektur er et meget større projekt end spørgsmålet om, hvad der er arkitektonisk pænt eller grimt. Det er et fælles projekt for alle mennesker på planeten Jorden, hvordan vi gerne vil indrette vores byer og bygninger, så de passer til den måde, vi gerne vil leve på. Derfor bruger vi meget energi på klart og tydeligt at formulere, hvordan projektet har relevans i forhold til ønsker og behov, drømme og forventninger hos folk, der ikke er arkitekter [...] Vores projekter har haft held med at mobilisere den bredere befolkning, fordi de henvender sig til folk på en måde, så andre end arkitekter kan sætte sig ind i, hvorfor vi gør, som vi gør,”5 siger Bjarke Ingels selv i interviewet ”Pragmatiske Utopier”.

Sat på spidsen, så starter de med at skrive pressemeddelelsen, få ideen til den gode historie og designer så bygninger efter det. - Rasmus Bech Hansen

Den nye medievirkelighed Fra 90’erne og frem til år 2000 fortalte arkitektstanden overvejende om sig selv ud fra væsentlighedskriteriet krydret med en lille aktualitetsvinkel. Arkitekturscenen var langt hen ad vejen lukket om sig selv, og arkitekterne talte i indforståede koder i indforståede medier. Det var arkitekter, som anmeldte arkitekter, og hvis målgruppe var andre arkitekter. Arkitekturdebat og –forståelse var således lukket land for størstedelen af den danske befolkning. I begyndelse af 2000-tallet indtræder så en flok unge arkitekter med hættetrøjer og hiphop i ørerne, der gør oprør og vender op og ned på dansk arkitektur. Men det er ikke det, der gør den nye generation unik. ”Snarere er det generationens evne til at aflæse og navigere i en ny medievirkelighed, som for alvor udmærker dem. En medievirkelighed, hvor de fleste fagjournalister er sparet væk.

Hvor arkitekturstoffet bliver dækket af journalistpraktikanter, som skriver om arkitektur den ene dag og sport den anden. Hvor dommerkomiteer er blevet invaderet af lægfolk. Og hvor der er massiv konkurrence om at blive set og hørt.” 6 Den hidtil usete medieeksponering i populærmedierne betød genkomsten af arkitekten som superhelt og offentlig figur og samfundsdebattør på linje med politikere og andre eksperter. Arkitekturen blev relevant igen, og den daværende regering kvitterede med en national arkitekturpolitik.7 Branding og PR ”Hvor evnen til at opbygge et brand tidligere var en konkurrencefordel, er det nu blevet en præmis for at begå sig på det globale arkitektmarked,” skriver Rasmus Bech Hansen i sit essay om ”The megaphone generation.” Han mener, at nutidens arkitekter er blevet helt centrale aktører i opmærksomhedsøkonomien, og at arkitektens værdiskabelse, både for offentlige og private bygherrer, er tæt forbundet med evnen til at generere omtale. Der hersker altså en økonomisk logik, hvor nødvendigheden af en unik historie omkring et byggeri er blevet vigtigere end nogensinde før.8 Rasmus Bech Hansen udfolder forholdet mellem arkitektur og branding på tre niveauer. På det første niveau er brand’et ligegyldigt for arkitekturen. Set i dette perspektiv handler det slet og ret om at skabe gode bygninger, som er værd at leve i og se på. Blandt arkitektvirksomhederne på niveau 2 er brandingens betydning erkendt og accepteret, men den betragtes som en taktisk, operationel udfordring. Virksomheder på dette niveau har typisk ansat kommunikations- og pressefolk, som producerer profilartikler og skubber historier frem om nye projekter, vundne konkurrencer og priser etc., ligesom de typisk har investeret i flotte hjemmesider og andet kommunikationsmateriale.

Arkitektur og markedsøkonomi Niveau 3-arkitekterne fusionerer branding og arkitektur. Deres bygninger er brandingprojekter i sig selv. Sat på spidsen, så starter de med at skrive pressemeddelelsen, få ideen til den gode historie og designer så bygninger efter det. Desuden har de typisk en skarp overordnet historie om sig selv, som understøttes af deres projekter og det, de bygger.9 Dette skifte eller skred mellem fag og branding er ikke noget enestående for arkitektbranchen, men del af et generelt skift inden for markedsøkonomien, hvor brand’et eller det, der kaldes de immaterielle værdier, nu ofte udgør den største del af en virksomheds værdi.10 Men hvilken betydning har alt dette for arkitekturen? Arkitektur der åbner verden Bjarke Ingels bruger selv begrebet ”pragmatiske utopier” om sin arkitektur. En sammensmeltning af en række ønskværdige situationer i et nyt hele: ”Der er ikke nogen pointe i, at det er skingert. Der er ikke en æstetik i clash. Der er en pointe i at vise, at ret modsætningsfyldte forhold kan eksistere i harmoni,” forklarer han.11 Ifølge Carsten Thau omfavner ”Yes is more” alle vilkår på markedet, herunder øjensynlig finansmarkedernes skalten og valten. Og det er ikke pragmatik, fordi pragmatikken altid undersøger den bedste mulighed med et vågent øje til faldgruber.12 Thau er af den opfattelse, at de ting, der er kommet ud af den ny bølge i dansk arkitektur, i bedste fald er intelligente og nutidige. Han argumenterer for, at de unge tegnestuer har været med til at sætte en dagsorden, hvor arkitektur kan være noget, der åbner verden. At der er andre ting mulige end det at skabe et volumen, der giver ly og læ. Arkitekturen forsøger at imødekomme de nye storbyers ønske om, at byen skal iscenesætte sig selv og ideologisk står den på skuldrene af postmodernismen. Manipulationen af grafiske tegn frem mod en større bil-

ledlig kommunikation, optræder nu i pragmatikken, hvor man flytter hele denne strategi over i programmet. Og han roser enkelte projekter fra perioden, men konstaterer at udfordringen nu består i, at der på den formeltæstetiske front kommer titusinder af projekter inden for dette idiom fra alverdens arkitektskoler [...] og at det næppe er her, Danmark skal ligge i det internationale marked.13

1, 3, 6 Svante Lindeburg 2,4, 7 Kristoffer Lindhardt Weiss 5, 11 Bjarke Ingels 8,9, 10 Rasmus Bech Hansen 12, 13 Carsten Thau

Blog

Arkitektur er unødvendig for branding ”Niveau 4-arkitekterne fokuserer på den gode historie. Deres bygninger er dybt afhængige af tegnestuens brand og rummer ud over fortællingen ingen arkitektoniske kvaliteter.

Branding er lig med kommunikation af arkitektur ”Blandt arkitektvirksomhederne på niveau 2 er brandingens betydning erkendt og accepteret, men den betragtes som en taktisk, operationel udfordring.”

Branding og arkitektur smelter sammen ”Niveau 3-arkitekterne fusionerer branding og arkitektur. Deres bygninger er brandingprojekter i sig selv. Sat på spidsen så starter de med at skrive pressemeddelelsen, få ideen til den gode historie og designer så bygninger efter det.”

Branding er unødvendig for arkitektur ”På det første niveau er brand’et ligegyldigt for arkitekturen. Set i dette perspektiv handler arkitektur slet og ret om at skabe gode bygninger, som er værd at leve i og se på.”

Figuren her illustrerer forholdet mellem arkitektur og branding. De tre første niveauer er gengivet som Rasmus Bech Hansen har beskrevet dem i Den Ny Bølge. Det fjerde niveau tilføjer jeg i min diskussion af ”For lidt eller for meget branding?”

For lidt eller for meget branding? 26.11.2012

Hvis udviklingen af forholdet mellem arkitektur og branding fortsætter, risikerer vi at skulle bo i et brandingobjekt snarere end et byggeri af høj arkitektonisk kvalitet i fremtiden. Hvor går grænsen?

”Hvor evnen til at opbygge et brand tidligere var en konkurrencefordel, er det nu blevet en præmis for at begå sig på det globale arkitektmarked,” skriver brandingekspert Rasmus Bech Hansen i artiklen ”The megaphone generation” fra Den Ny Bølge. Og det burde en kommunikationsinteresseret arkitektstuderende jo klappe i hænderne over. Men kan man ikke få for meget branding og for lidt arkitektur? I artiklen skitserer Rasmus Bech Hansen en model for forholdet mellem arkitektur og branding i tre niveauer. Jo længere op på modellens trin vi kommer, jo større bliver sammenhængen mellem de værdier og den historie, en tegnestue ønsker at associere sig med og dens arkitektoniske udtryk. På modellens første niveau finder vi de tegnestuer, for hvem branding ingen betydning har. Niveau 1-tegnestuer opererer ikke med nyhedsbreve, facebook- og twitterkontoer og den slags. De har ikke noget ’navn’ og derfor kender vi dem oftest ikke. På modellens næste niveau finder vi mange af de etablerede tegnestuer. For dem er brandingens betydning erkendt, men den betragtes som en taktisk, operationel udfordring. På niveau 2 nedskrives den arkitektoniske fortælling i elvte time til distribution gennem pressemeddelelser, nyhedsbreve og via egen hjemmeside. På niveau 3 opløses forholdet mellem arkitektur og branding. Den gode historie bliver mindst lige så vigtig som det arkitektoniske output, og arkitekturen bliver, i sig selv, en fysisk manifestation af tegnestuens brand. Et eksempel på en sådan virksomhed er naturligvis danske BIG. Men også tegnestuer som Herzog & de Meuron, hvis brand bygger på en ”ikke-holdning” til kommunikation og PR, hører til i denne kategori, fordi deres arkitektur bærer brandet i sig selv. Det bemærkelsesværdige i modellen er, at det arkitektoniske output kun behandles på niveau 1, hvor det ifølge Rasmus Bech Hansen handler om ”slet og ret … at skabe gode bygninger, som er værd at leve i og se på.” Skulle man altså fortsætte modellen, ville niveau 4 være niveauet, hvor arkitekturen er unødvendig for brandingen. Eller worst-case-scenario; fuldstændig unødvendig. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det er da problematisk, hvis balancen mellem arkitektur og branding forskydes så meget, at historien bliver vigtigere end arkitekturen. Eller arkitektens navn for den sags skyld, som Martin Keiding også er inde på i en kommentar til et tidligere indlæg. Når alt kommer til alt er arkitektur i 1:1 vel i virkeligheden den bedste omtale, en tegnestue kan få? Og den laves næppe af gode historier alene.

BLOG

Kommunikerende arkitektur 05.12.2012

Oven på en veloverstået mellemkritik, går mit afgangsprojekt nu ind i sin afsluttende fase. Jeg diskuterer stadig branding og arkitektur. Og leder efter og studerer gode eksempler på arkitektur, der er mere end værket i sig selv. Få to bud her.

’Den ny bølge’ er til heftig debat både her på bloggen og i medierne. Personligt harcelerede jeg lidt over Rasmus Bech Nielsens artikel ”The megaphone generation” i mit forrige indlæg. Og jeg er ikke helt færdig med at forfølge diskussion af forholdet mellem branding og arkitektur. Jeg er nemlig ikke enig i, at branding gennem arkitektur er forbeholdt de unge tegnestuer fra bølgegenerationen. Byparken, som Schønherr tegnede til Aarhus Festuge i år, er for eksempel et godt bud på et projekt, der meget klart kommunikerer et arkitektonisk og samfundsrelateret budskab. Projektet diskuterer blandt andet byens rum, prioriteringen af den bløde trafikant og foreslår nye måder at bevæge sig på i byen. Og selv om parken var midlertidig, vil den spille en rolle i diskussionen af byens udformning fremover. Ligesom Skoven på Store Torv gjorde det i 2010. The High Line i New York er et eksempel på et projekt, der ikke alene kommunikerer og diskuterer bæredygtighed og byudvikling i sig selv. Det er et projekt, der rent faktisk opstod ud af en samfundsdebat. Her kan man altså for alvor snakke om ”den gode historie” som udgangspunkt for designet. Se evt. dette interview med initiativtagerne Joshua David og Robert Hammond, hvor de fortæller om projektet. Begge projekter er gode eksempler på kommunikation gennem arkitektur. Og begge projekter bidrager til at tegne et billede af henholdsvis Schønherr og Field Operations som tegnestuer. Men Schønherr er ikke en del af ’den nye bølge’ – i bogens optik. James Corner og Field Operations ej heller. Og Herzog og de Meuron, som der ellers refereres til i essayet af Rasmus Bech Hansen, har eksisteret siden 1978. De tre tegnestuer opererer ikke desto mindre på samme vilkår som tegnestuerne i bølgebogen. Og med stor succes. Så spørgsmålet er, om det ikke er vilkårene for formidlingen eller kommunikationen af arkitekturen, der er under forandring i højere grad end det er måden at forme og udtænke arkitektur på? Og så er vi tilbage ved diskussionen om ’arkitekturformidling på nyhedskriteriernes præmisser’. Og den kan du jo studere, hvis du har tid og lyst. Jeg læser i hvert fald lidt videre… Historien om The High Line Park bliver for øvrigt fortalt i Gary Hustwit’s film Urbanized fra 2011, som jeg så til Arkitektforeningens julekomsammen i Øst for Paradis i går. Det er en anbefalelsesværdig film, synes jeg. Og det synes The Times også.

BLOG

Brudflader i dansk arkitektur 62

20.12.2012

Mandag den 10. december afholdt Dansk Arkitektur Center debatarrangementet ’Brudflader i dansk arkitektur: erfaringer og udvikling fra en ny bølge’. Her følger et smugkig i mine hastige skriblerier fra eftermiddagen.

Noter fra DAC. Det var nærmest som på bestilling, at DAC inviterede til debat om brudfladerne i dansk arkitektur med udgangspunkt i Den Ny Bølge. Panelet tegnede lovende med Dan Stubbergaard fra COBE og David Zahle fra BIG som repræsentanter for tegnestuerne i bogen, Søren Rasmussen fra ONV (som i virkeligheden står for noget så gammeldavs som Ovengaden Neden Vandet) og Merete Lind Mikkelsen som repræsentanter for ’noget andet’ som også kom ud af 00’erne. Og sidst, men ikke mindst, Kristoffer Lindhardt Weiss og Kent Martinussen til at sætte rammerne om diskussionen. Den egentlige diskussion, som Pernille Stensgaard fra Weekendavisen modererede, lod imidlertid vente på sig. Ikke at de første timers indlæg ikke indeholdt interessante pointer. Især Dan Stubbergaard formåede at male et billede af sin samtid med den brede pensel. Men tonen var ”midtersøgende” som David Zahle jokede i sin indledning, og den vedblev sådan set at være det arrangementet ud. Ikke desto mindre gav den efterfølgende paneldebat anledning til et par noter i min skitsebog. Her blev forfatter og vinder af Henning Larsen Fondens skrivekonkurrence Tid og Rum, Sanne Flyvbjerg, desuden inviteret på scenen. Det var for det første interessant at høre en redaktør fra Danmarks Radio spørge til, hvordan man gør arkitekturformidling på tv nærværende og får den ’ud af dagligstuerne’, som hun formulerede det. Og at opleve usikkerheden brede sig i panelet, da de skulle tage stilling til et svar. Den nye medievirkelighed og den ny bølge er måske nok så indbyrdes afhængige, men idéer til en egentlig nytænkning af arkitekturformidlingen, var der ikke mange af. I forlængelse af den diskussion har jeg nedfældet Dan Stubbergaards’ pointe om den nye medievirkeligheds betydning for arkitekturen nogenlunde sådan her: ”Kommunikation er meget, meget vigtig for måden vi arbejder på. Vi stiler mod at skabe en enkel fortælling, som kan direkte oversættes til, hvordan vi arbejder arkitektonisk. Vi skaber ikke fortællinger for at komme på forsiden af blade og aviser. Kommunikation er en måde at tænke arkitektur på – en arbejdsmetode.” Og for en gangs skyld var der nogle, der tog kampen op med ’de unge lømler’, som de kærligt blev døbt, og diskuterede faren ved ”den gode historie”. Merete Lind Mikkelsen tog bladet fra munden og påpegede, at der findes store forskelle i fortællingernes kvalitet, at det er problematisk at fortælle en historie, hvis man ikke har noget på hjerte. Hun sammenlignede, egentlig meget præcist, de substansløse historier med en dårlig krimi, dog uden at nævne navne. Søren Rasmussen forsøgte at følge op med en kommentar om at ”historierne også skal have plads i virkeligheden” i den forstand, at der skal bygges noget, for at historierne for alvor får liv. Men den stikpille overhørte David Zahle vist. Det havde været fedt hvis deltagerne var gået lidt mere til flæsket (det er vel jul) – om ikke andet så for diskussionens skyld. Man er vel lige gode venner af den grund? Du kan lave dine egne noter til debatarrangementet, hvis du har lyst. DAC har nemlig filmet hele molevitten (inklusive afgangsprægede spørgsmål fra undertegnede) til ære for indbyggerne i provinsen og de københavnere, der ikke nåede frem gennem snemasserne. Del i så fald gerne dine refleksioner i kommentarfeltet herunder.

2010

ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKITEKTUR ARKIT

2000

Ordet ”arkitektur” blev nævnt 2066 gange i medierne i år 2000 mod 10.350 gange i år 2010. Det er en stigning på næsten 500 %. - Svante Lindeburg: The big bang

Refleksion. Diskussionen af forholdet mellem branding og arkitektur har været en udfordring for mig. Det er derfor også den diskussion, jeg primært vil forfølge i det nye år frem til præsentationen af projektet. Det er min opfattelse, at diskussionen handler både om forretning og arkitektur - en ’ny’ arkitektur om man vil, eller i hvert fald en ny måde at tænke arkitektur på. Som Dan Stubbergaard udtrykker det er ”kommunikation en arbejdsmetode - en måde at arbejde med arkitektur på.” Han beskriver altså den sammensmeltning af branding og arkitektur, som Rasmus Bech Hansen tilskriver den ny bølge. Som jeg skriver i blogindlægget ”Kommunikerende arkitektur” er jeg i tvivl om, hvorvidt dette ’arbejdsvilkår’, hvis man kan kalde det sådan, er forbeholdt de unge tegnestuer. Flere af bogens eksempler tilhører en, måske velbrandet, men ikke ny generation af arkitekter. Det er altså ikke nødvendigvis kun de pragmatiske bølgetegnestuer, der opererer på 00’arkitekturens præmisser, som jeg også forsøger at eksemplificere det i samme indlæg. Det interessante er så, om brandingfikseringen har betydning for den arkitektoniske kvalitet, og det kan man selvfølgelig ikke give et entydigt svar på. Der var mange samfundsrelaterede parametre, som spillede ind på arkitekturen i 00’erne både før, og særligt, efter den økonomiske krise satte ind. Men Carsten Thau og Merete Lind Mikkelsen har en pointe, når de ønsker at diskutere den nye arkitektoniske diskurs. Men her er det måske ikke så meget et spørgsmål om måden at lave arkitektur på, men om kriterierne for målet. Kapitlet her er fattigt på interviews. Det skyldes til dels, at jeg har brugt bogens interviews og essays som udgangspunkt for mine diskussioner, dels at den, i denne sammenhæng, vigtigste interviewperson af dem alle, Torben Schønherr, ikke har haft tid til et interview med mig før i det nye år. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at høre hans vurdering af mediesituationen i dag i forhold til for 30 år siden. Om det er noget, de er bevidste om på tegnestuen, når de tegner et projekt som Byparken. Men så er der heldigvis noget at se frem til. 65

Indledning. Det er ingen hemmelighed at projektet har taget form efter aktuelle begivenheder undervejs i forløbet. Var ”Den ny bølge” ikke udkommet, havde PR-diskussionen måske næppe fået så stor opmærksomhed i projektet. Ikke desto mindre foregår der en masse formidling, som ikke hører til hverken kritik eller PR-kategorien. Dette kapitel præsenterer og diskuterer derfor forskellige interessenters holdning til arkitekturformidling i den brede forstand. ”Formidling” er den bredeste af de tre kategorier, jeg arbejder med. Den dækker over interesseorganisationer, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, medier m.m. Og måske vigtigst af alt; de udøvende arkitekter. Fælles for de mange indgangsvinkler til arkitekturformidlingen er målet om ”at gøre arkitektur nærværende for alle mennesker”, som Jane Sandberg siger det i sit interview. En væsentlig spiller i arkitekturformidlingen er arkitekterne selv. Indledningsvis finder du et interview med Rasmus Brønnum, som jeg primært lavede for min egen skyld i forbindelse med min debut på bloggen på arkfo.dk. Det viste sig imidlertid at Rasmus’ tilgang til blogging faktisk også kunne bruges i selve projektet. Rasmus, som er uddannet på akademiet og udøvende arkitekt, bruger nemlig bloggen som sit personlige formidlingsorgan. Som en vidensdelingscentral for alle, der er interesserede og som sin egen efteruddannelse. Jane Sandberg, direktør for Arkitektforeningen, sætter også fokus på arkitekternes ansvar for formidlingen af vores fag. Hun fortæller om arkitektforeningens formål og politisk styrede kommunikation, og argumenterer for foreningens eksistensberettigelse, selv om den ikke altid er lige synlig for offentligheden. Ind imellem diskuteres arkitektur på film og TV og udfordringerne ved at skulle formidle arkitektur for alle. Det handler blandt andet om den nye ’Gehl-film’ The Human Scale og om Danmarks skønneste hjem. Rasmus Rune Nielsen, som er udviklingschef på DAC og forhenværende partner i 2+1 Idébureau, tegner et billede af fremtidens arkitektur(formidlings)center, og giver debatten pondus ved at påpege arkitekturens værdi i den demokratiske proces. 66

UndersĂ¸gelse #3: Formidling.

interview

Alle arkitekter burde have deres egen blog At blogge om arkitektur handler for Rasmus Brønnum om personlig udvikling og om at give den udøvende arkitekt en stemme at identificere sig med. 13.11.2012 Hvorfor begyndte du at blogge? I starten gjorde jeg det mest for min egen skyld. For at have et sted at dele alt det, der interesserer mig, og som også kunne interessere de venner og kollegaer, som læste det. Der var intet, der var for banalt at skrive om. Jeg mener, hvem vil ikke gerne se en fed musikvideo? Det er også derfor bloggen ikke hedder noget med arkitektur eller arch-. Det er bare Rasmus Brønnums blog. Hvad er forskellen fra dengang til nu? I dag er der virkelig mange, der følger med, mange tusinde. Det tror jeg blandt andet skyldes, at den enkelte ansatte, arbejdslivet igennem, har svært ved at overskue og diskutere en egentlig arkitektonisk diskurs. Det handler både om de kompetencer vi vælger at efteruddanne os i, men også om virksomhedsstrukturer. Det er stort set kun ledelsen på tegnestuerne, som har en offentlig stemme. De eneste, der ellers siger noget, er dem, der skriver i tidsskrifterne, og det er oven

i købet tit på en måde, som for mange kan være svær at identificere sig med. Min blog er blevet et alternativ til deres stemmer – en stemme fra én, der ”bare” arbejder som arkitekt. Men jeg så gerne at der var mange flere kolleger som fandt samme, eller lignende måder at kommunikere deres tanker på. Det har åbnet mange nye døre og muligheder for mig. Hvad kan bloggen, som andre (arkitektur)medier ikke kan? Bloggen som medie har en enorm frihed. Både for læseren og for den, der skriver den. Jeg kan skrive hvad jeg vil, når jeg vil uden hensyn til et tema, omfang eller form. I mit tilfælde betyder det, at jeg skriver lidt om alt muligt. Jeg forsøger at skrive humoristisk og gøre det sjovt for læseren at bruge bloggen. I mine indlæg er der altid ting at trykke på, noget at downloade, en film eller links til tidligere indlæg. Det gør, at man får noget mere end bare en tekst og nogle billeder. Et blogindlæg er også mere dynamisk

Rasmus Brønnum er arkitekt og blogger på Rasmus Brønnums Blog. Han er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole, og har tidligere arbejdet som skitserende og projekterende arkitekt i egen virksomhed samt C.F. Møllers Tegnestue og EFFEKT. Bloggen passer han i sin fritid ved siden af tegnestuearbejdet.

og lever længere end en tekst trykt i et tidsskrift eller en bog. Hvis jeg en dag har skrevet noget værre volapyk, så kan jeg bare poste tre nye indlæg ovenpå og så ’forsvinder’ det ligesom igen. Men det kan altid findes frem fra et ’hjørne’ af bloggen, hvis nogen skulle være interesserede i det. Jeg mener, at alle arkitekter burde have en blog, uanset om den bliver læst eller ej. Det er både en måde at generere og dele ny viden og en god træning i at danne sig en mening om noget og få det sagt. Man skal ikke være bange for at være amatør, og det er i virkeligheden det, jeg er.

og dårligt, men vi må gerne skubbe til folk. Det kan man så gøre på mange måder. I Arkitektforeningen gjorde vi det for eksempel med taleboblerne, som vi satte op på udvalgte steder i Aarhus i forbindelse med Arkitekturens Dag. Det var en form for arkitekturformidling, som både synliggjorde Arkitektforeningen og skubbede til almindelige menneskers forestilling om arkitekter, som nogen, der udelukkende arbejder med bygninger. Hver gang vi forsøger at gøre opmærksom på arkitekturen og hvad den er og kan, bliver forståelsen for faget større.

Men hvorfor skal vi overhovedet formidle arkitektur? Formidler den ikke sig selv? Jamen, hvorfor? Fordi alt er arkitektur eller arkitektur er i alt. Der opstår mange situationer hver dag, hvor det kunne være gavnligt at alle vidste lidt mere om, hvad arkitekter egentlig går og laver. Vi behøver ikke gøre os til smagsdommere over, hvad der er godt

Blog

Arkitekturformidling for alle 07.11.2012

“The Human Scale” keder arkitekterne, men oplyser lægfolket. Kan arkitekturen ikke formidles for alle?

Jeg vil gerne blive bedre til at formidle arkitektur. Derfor opsøger og studerer jeg alle former ny eller anderledes arkitekturformidling. Søndag eftermiddag fordrev jeg således i Grand i København for at tage Andreas M. Dalsgaards nye film ”The Human Scale” i øjesyn. Filmen var kedelig, overdrevet følelsesladet og bragte intet nyt under solen. Det var ”Gehl på film” med de samme eksempler, som vi altid ser og de samme stemmer, som vi altid hører. Det fremgår også tydeligt at Henning Thomsens anmeldelse af filmen, som du kan finde her. Min kæreste, Asker, som ikke er arkitektuddannet eller det der ligner, fandt imidlertid filmen oplysende og interessant. Han mener at ”The Human Scale” har potentiale til at nå bredere ud med sit budskab om arkitekten som byernes hjertestarter. Og ”er det ikke det ikke det, I gerne vil?” spurgte han. Asker bakkes op af Karsten Ifversen fra Politiken, som har givet filmen 4 ud af 6 hjerter. Du kan læse hans korte anmeldelse på Politikens hjemmeside. Jeg stiller derfor mig selv spørgsmålet: Kan man virkelig ikke formidle arkitektur på en måde, hvor både lægfolk og fagfolk bliver underholdt og udfordret? Efter filmen var der debat med deltagelse af blandt andre digter Søren Ulrik Thomsen. Det gav anledning til en (gen)læsning af selvsamme forfatters essay ”Parcelhuskvarter på højkant”, hvor Søren Ulrik Thomsen kommenterer og kritiserer storbyens karakter i stedet for blindt at acceptere den Gehlske café-latte-by, som ”The Human Scale” idoliserer. Og der fandt jeg noget af den nuancering af storbyidealet, som jeg savnede i Andreas M. Dalgaards film. Derfor bringer jeg her en varm anbefaling af ”Parcelhuskvarter på højkant”, som kan findes i essaysamlingen ”Repremiere i mit indre mørke” af Søren Ulrik Thomsen. Det er både et velskrevet og interessant lille stykke arkitekturformidling, som kan læses af alle. Essayet er ganske vist fra 2002, men pointerne ikke desto mindre stadig højaktuelle. Gehls hovedværk, ”Livet mellem husene”, er så vidt jeg husker fra 1971, og det forslår da endnu. Søren Ulrik Thomsen har det tilfælles med instruktør Andreas M. Dalgaard, at han ikke er uddannet arkitekt. Om filmen var blevet mere nuanceret med en arkitekt bag kameraet (i stedet for foran) er svært at svare på. Det er blandt andet det, jeg for øjeblikket forsøger at undersøge i mit afgangsprojekt. Kommentarer modtages med glæde.

interview

Arkitekturen er en del af den demokratiske dialog Arkitekturen afspejler vores måde at leve på og vores ønsker for samfundet. Derfor skal vi bruge ressourcer på at formidle den, mener Rasmus Rune Nielsen, udviklingschef på Dansk Arkitektur Center. Han giver her et bud på hvordan. 22.11.2012 Om fire år flytter Dansk Arkitektur Center ind i OMA’s multibyggeri på Bryghusgrunden ved siden af den sorte diamant. Hvordan kommer det nye DAC til at adskille sig fra det DAC vi kender i dag? Flytningen betyder, at Dansk Arkitektur Center går fra at være en formidlingsdestination til at blive en oplevelsesdestination. I dag skal man kende centret og ville noget med det, før man besøger det. Fremover vil det blive et sted, hvor folk dropper ind for at drikke kaffe, købe en julegave eller lege på legepladsen. Det bliver meget mere tilgængeligt og giver mulighed for at bruge byen på en anden måde, end det er tilfældet i dag. Det bliver et ’sted’ i byen. Hvorfor er det vigtigt? Det er det fordi, vi gerne vil formidle tingene ude, hvor de sker. Det er, når vi kommer ud i byen, at vi indgår i byens liv på lige vilkår med arkitekturen selv og kan ramme den bredest mulige

målgruppe. Den nye teknologi gør det muligt i langt højere grad at opleve arkitekturen i dens kontekst og på tidspunkter, hvor man ikke forventer det. Al formidling bliver på den måde mere og mere mobil. Men vi har også stadig brug for en base og et ’sted’ i byen som er vores. Det handler om at finde balancen mellem det fysiske DAC og det mobile DAC. Hvad er det DAC kan som andre formidlingsplatforme ikke kan? DAC adskiller sig fra andre kultur- og formidlingsinstitutioner ved at betragte arkitekturen som et vidensfag og ikke bare et kulturfag. Gør man det op i kroner og øre går størstedelen af DACs midler til brancheudviklingsprojekter, mens en langt mindre del går til eksempelvis udstillinger. Vi arbejder hele tiden mod at udfordre til udvikling i faget og branchen. Og vil man det, bliver man nødt til hele tiden at være to skridt foran. Det er ikke nok, bare at konkludere på det der allerede er.

Rasmus Rune Nielsen er udviklingschef for brand og relationer på Dansk Arkitektur Center. Han er tidligere partner i 2+1 Idébureau, som beskæftiger sig med branding og oplevelsesdesign indenfor arkitektur, byggeri og byudvikling. Rasmus Rune Nielsen er oprindelig uddannet cand. mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur.

Arkitekterne mener selv, at arkitekturen er den vigtigste og offentligste kunst af alle og alene derfor, bør den formidles. Er det rigtigt? Det er i hvert fald rigtigt at arkitektur er alle vegne. Men det er ikke ensbetydende med at det interesserer alle og enhver. Der er stadig rigtig mange, der ikke interesserer sig for arkitektur. Men det skal vi jo bare se som et kæmpe potentiale. Interessen for design og livsstil boomer for tiden, og når arkitekturen anviser nye måder at leve på, så rykker det for alvor. Tag for eksempel Bjerget af BIG. Det introducerer en helt ny livsform; parcelhusliv i storbyen. Og det er jo det, de fleste af os i virkeligheden gerne vil. Alle ved det, men ingen har før sat billede på det. Det er igen det der med at være to skridt foran og kunne formidle sit budskab, så det kan forstås på to sekunder. Lige nu undersøger jeg, hvorfor det er så svært at lave god arkitekturformidling som fanger et bredt publikum, altså

både arkitekter og den bredere befolkning. Det lader ikke til at være så lige til. Hvad mener du om det? Jeg tror ikke man kan formidle ens for alle. Man kan til gengæld sagtens tage et overordnet tema, som vedkommer alle, og så differentiere formidlingen af det tema til specifikke målgrupper. Du nævner selv Jan Gehl og The Human Scale, som handler om byliv. Byliv er noget alle kan diskutere og relatere til. Filmen er måske god til én målgruppe og et internationalt seminar, hvor man debatterer bylivets død, til en anden. Men det er også vigtigt, at der er nogle ’big unifiers’, som kan opleves og forstås uafhængigt af den besøgendes forudsætninger. Som for eksempel de fem huse i 1:1 på New Nordic udstillingen på Louisiana. ’Big unifiers’ skal kunne give alle den der ”wauw-oplevelse”. Det er jo det, der er helt unikt ved arkitekturen. At den i princippet kan kommunikere ordløst. Alle kan forholde sig til et hus. Vi gør det bare på forskellige niveauer.

Men hvorfor skal så vi overhovedet bruge ressourcer på at formidle arkitektur? Det er vigtigt, at folk forstår at arkitektur gør en forskel. Arkitektur er jo meget mere end æstetik. Det er også social og teknisk innovation. Det er i virkeligheden et værktøj i den demokratiske dialog, fordi det afspejler vores samfund og dets udvikling. Når vi bruger ressourcer på at formidle arkitektur, er det fordi vi som samfund prioriterer god arkitektur og gennem formidlingen af den kan påvirke politikere, developere og andre beslutningstagere i en retning, som afspejler det samfund, vi lever i.

Blog

Arkitektur på TV 21.11.2012

Der sker noget. Arkitekturen får mere og mere plads på tv skærmene. Først så vi ”Arkitektens Hjem” på DR K. Siden fik vi ”Danmarks Skønneste Hjem” på selveste DR1. Jubel! Eller?

I sin leder i Arkitekten #11 kritiserer Martin Keiding DR’s prime time satsning ”Danmarks Skønneste Hjem”. En konkurrence i at bo rigtigt, hvor glade amatører folder sig ud i vaskeægte X Factor-stil. Bare uden Blachman og hans ”udfordrende kommentarer med kunstnerisk knald på brillen.” Martin Keiding mener, at dommernes kriterier for en høj score i programmet afspejler en ”temmelig fordumsfuld og bedaget forståelse af hjemlighed, arkitektur og æstetik, som ville have klinget bedre i et belærende indretningsprogram fra 1950erne.” Og hvor har han dog ret. Men... 632.000 seere vidner vel om en eller anden form for gennemslagskraft hos målgruppen. Som så måske bare ikke tæller Martin Keiding og mig? Til en sammenligning så 672.000 mennesker TV Avisen samme aften (som var mandag den 3. september). Og så er vi tilbage ved diskussionen om ’arkitekturformidling for alle’, som den nye Gehl-film gav anledning til for nogle uger siden. Den vinder ligesom heller ikke stemmer blandt arkitekterne selv, selv om den gør et forsøg på at formidle noget meget komplekst og utroligt væsentligt på en måde, så alle kan forstå det. Med fare for at gentage mig selv, spørger jeg: Hvordan i alverden laver man arkitektur-tv, som både er underholdende og har et fagligt niveau, som er til at leve med? Jeg synes, Ane Cortzen (som oprindeligt er uddannet arkitekt og grafisk designer) gør det godt som faglig formidler i TV!TV!TV!. Jeg synes, Huxi Bach, i selskab med tre unge økonomer, gør handelsbalance og selvangivelse sjovt og vedkommende i ”Økonomi for dummies”. Jeg synes, ”Kunstsamlerne”, med Adrian Lloyd Hughes, er nærmest helt genialt. Men hvad synes medievidenskaberne, økonomerne og kunsthistorikerne mon om disse programmer? Hvad synes du? Jeg tror lige, jeg forsøger at lave en rundspørge på det der Facebook. Diskussionen om værdig faglig formidling er næppe forbeholdt vores branche. Min kæreste, som er musiker, forstår godt Martin Keidings harme over ”Danmarks Skønneste Hjem”. Men forstår Martin Keiding mon hans harme over X Factor?

interview

Arkitekterne er foreningen Jane Sandberg er direktør for Akademisk Arkitektforening. Her spiller hun en særlig rolle som arkitekturformidler ’bag kulissen’. Arkitektforeningen agerer i det politiske spil, men skal også være synlige i offentligheden - allerhelst gennem arkitekterne. 04.12.2012 Hvilken rolle spiller Arkitektforeningen i den offentlige debat? Arkitektforeningen er en politisk interesseorganisation. Kort fortalt er vores formål at sikre de bedste vilkår for den enkelte arkitekt og kvaliteten af vores fælles byer, bygninger og miljø. Vi arbejder altså for en bevidstgørelse af de fysiske rammers betydning hos politikere og andre beslutningstagere på vegne af vores medlemmer. Vi forsøger at påvirke dem, der skaber lovgivningen på de her områder, i den retning vi synes, er den rigtige. Så hvem er jeres primære målgruppe? Lægfolk eller arkitekter? I modsætning til DAC, er Arkitektforeningen ikke sat i verden for at formidle arkitektur til den brede befolkning. Vi laver derfor en klar målgruppesegmentering i vores arbejde og opererer med en langt mere politisk styret kommunikation. Vores fornemste opgave er at skabe gode rammevilkår for, at arkitekturen kan udfolde sig bedst muligt i vores samfund. Det er

en politisk opgave, og derfor er vores målgruppe, foruden vores medlemmer naturligvis, primært politiske aktører, beslutningstagere og samarbejdspartnere. Hvordan formidler i Jeres budskaber? Vi benytter os af forskellige kanaler i vores kommunikation. Vores website og nyhedsbrev er vores primære kommunikationsmedie og er også bredt tilrettelagt. Det skal fange både vores medlemmer og vores samarbejdspartnere. Men vi opererer også i medierne med læserbreve, kronikker og debatindlæg for derigennem at påvirke politikerne. Og igennem Arkitekten, selvfølgelig, som distribueres til alle vores medlemmer. Vores 7000 medlemmer er desuden en kanal i sig selv, i det arbejde, de laver, når de går ud og snakker med andre mennesker om deres fag, og det de kan. Derfor er efteruddannelse af medlemmerne også en væsentlig del af Arkitektforeningens virke.

Men er det ikke vigtigt også at formidle jeres arbejde til den brede befolkning? Kommer det ikke os alle sammen til gode i sidste ende? Hvis du med ’os alle sammen’ mener samfundet, så jo. Umiddelbart, kan Arkitektforeningens arbejde virke temmelig usynligt for offentligheden. Men derfor har det stadig en stor betydning for arkitekturens vilkår i samfundet og dermed også for vores medlemmer. Men det er ikke desto mindre en vigtig opgave for os også at være synlige i offentligheden. Målet er selvfølgelig, i sidste ende, at gøre arkitektur nærværende for alle mennesker. Altså arkitektur forstået som en ramme om et liv, som man kan ændre på i forskellig retning, afhængigt af hvordan man gør det. Vi arbejder for, at alle, der bor i Danmark, har en viden om, hvilken betydning vores fysiske omgivelser har for vores liv og vores samfund, og hvad de kan gøre. Den Ny Bølge roser de unge tegnestuer for at være blevet mere samfundsde-

ns vigtigste medie

batterende, men jeg har også snakket med aktører i branchen, som påstår at der diskuteres langt mindre arkitektur i den offentlige debat i dag end tidligere. Hvad er din opfattelse af den sag? Der er ingen tvivl om, at arkitektur aldrig har fyldt så meget i medierne og den offentlige debat, som det er tilfældet i dag. Det kan måles i spaltemillimeter, så det er ikke så meget et spørgsmål om, at synes det ene eller det andet. Man kan selvfølgelig diskutere, om den arkitektoniske vinkel i debatten er den rigtige. I Arkitektforeningen bruger vi derfor det billede, at vi gerne vil flytte arkitekturen fra 2. sektion til 1. sektion. Så arkitektur ikke udelukkende bliver en diskussion om æstetik, men også om samfundsanliggender. Vi vil gerne fortælle at arkitekterne er og kan være med til at sikre udviklingen af vores samfund i mange forskellige sammenhænge. Hvad er status på Arkitektforeningens indflydelse lige nu?

Siden vi indførte vores nuværende kommunikationsstrategi for fire år siden, er vi gået fra 90 til 500 pressehits om året, og det er i hvert fald en kvantitativ succes. Spørgsmålet er så, om vores medlemmer kan spejle sig i den måde vi italesætter deres faglighed på. Og det fortæller de os, at de kan. Vi har faktisk opnået at blive en anerkendt, officiel part, som man regner med i forskellige beslutningsprocesser. Så vi er lykkedes med meget. Men når man arbejder politisk, bliver man aldrig færdig.

Jane Sandberg har mange års erfaring med arkitekturformidling. Før hun blev direktør for Arkitektforeningen var hun adm. direktør på Kunstmuseet Trapholt. Hun er uddannet cand. phil. i kunsthistorie fra Københavns Universitet, journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har en Executive Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen i Århus.

Refleksion. Undersøgelsen her bekræfter mig først og fremmest i vigtigheden af, at udforske, diskutere og arbejde med arkitekturformidling - uanset medie og platform. Arkitekturen skal formidles, fordi den er en integreret del af vores samfund. Kodeordet, som går igen i alle interviews i kapitlet, er synlighed. Synlighed i byen, på nettet, i medierne, kort sagt; i offentligheden. Men én ting er at skabe synlighed omkring en sag eller et fag, en anden er måden, man gør det på. Det skaber måske nok så meget synlighed omkring arkitektstanden og arkitekturen, når DR sender ”Danmarks skønneste hjem” i bedste sendetid. Men hvilket billede skaber det af arkitekterne og måden vi tænker arkitektur på? Er al omtale bedre end ingen omtale? Ligesom med al kommunikation i verden, vil arkitekturformidlingen også i fremtiden blive mere individuel og mobil. Rasmus Rune Nielsen er, i sit interview, inde på udfordringen i at finde balancen mellem det virtuelle og det fysiske DAC. Mellem internettet med dets udbud af sociale medier og den fysiske formidling af arkitekturen, hvor den rent faktisk befinder sig. De mange virtuelle platforme kan måske bidrage til en bredere formidling. For eksempel har mange af mine facebook-venner fulgt mit projekt på min blog, også selv om de ikke er arkitekter eller umiddelbart særligt interesserede i arkitektur. De nye medier giver altså arkitekter og andre interesserede muligheden for at komme ud i verden med deres budskaber og holdninger, som Rasmus Brønnum også påpeger det. De giver arkitekturen mulighed for at leve og blive diskuteret andre steder end der, hvor den er opført og gennem forskellige faser af projektet. Spørgsmålet er så, om vi når et loft for individuelle meninger og holdninger, så alting bliver ligegyldigt? Og om det svækker eller gavner arkitekturens samfundsværdi? Forudsætningen for formidlingen er under alle omstændigheder, at der er noget arkitektur at formidle og ’snakke om’, og det var Byparken et godt eksempel på. Hvis ikke Byparken havde eksisteret havde ’samfundet Aarhus’ været en diskussion og en oplevelse fattigere, som fik en stor betydning for hele byens arkitektur(selv)forståelse. 79

Diskussion.

Diskussion. Arkitekturformidling er mange ting. Det er kritik og journalistik, det er branding, PR og kommunikation, det er udstillinger, debatarrangementer, film, tv og meget, meget mere. Man bliver altså ikke bare en god arkitekturformidler af at være god til at skrive eller fortælle. Man bliver heller ikke en god arkitekturformidler, bare fordi man er uddannet arkitekt. Så hvordan kan arkitekterne bidrage til en kvalificering af den offentlige arkitekturdebat? Og hvad med arkitekturen? Mange, jeg har snakket med, peger på en tendens i arkitektstanden til ikke rigtig at turde sige sin mening om andres værker, endsige kritisere sine egne. Det kan dels skyldes kammerateri, som jeg beskriver det i min kronik, dels en usikkerhed på, om det man nu siger er ’rigtigt’ eller ’godt nok’. Som Rasmus Brønnum beviser det med sin blog kan første skridt på vejen være at tage stilling til at ville deltage i den offentlige debat. At bruge tid på at formulere sine holdninger er både en form for efteruddannelse og skærpelse af de mange tanker, vi gør os om alle mulige aspekter af arkitekturen. Om man gør det gennem en blog, gennem debatindlæg i den lokale avis eller ved at deltage i faglige arrangementer kan være underordnet. Det handler nemlig i bund og grund om synlighed, som kapitlet om formidling er med til at understrege. Synlighed, gerne af arkitekten som person, men i særdeleshed af faget. Det er ikke mit ærinde, at alle arkitekter skal blive gode skriftlige formidlere. Men det er interessant at diskutere formidling som et fagområde på lige vilkår med for eksempel materialelære og konstruktionsundervisning. Især når ”Den ny bølge” og mine undersøgelser her peger på, hvor stor en betydning formidlingen har, ikke bare for arkitekturens distribution, men for dens egentlige udformning. Der ville jo slet ikke være nogen arkitektur uden arkitekturformidlingen? Det tog lidt tid for mig at indse, at ét af arkitekternes stærkeste våben i formidlingskapløbet er noget så banalt som arkitektur. Arkitekturen er måske langt hen ad vejen formidlingen i sig selv. Derfor er det naturligvis arkitek82

tens vigtigste opgave, at skabe god og vedkommende arkitektur. Og så kunne jeg jo sådan set bare stoppe mit arbejde her og skynde mig at kaste mig over nogle modelstudier af noget rumlighed, for hvorfor skal vi så overhovedet formidle arkitektur? Det er der mange grunde til, og de fleste af dem fremgår af redegørelsens interviews. Men den helt centrale grund er måske den, der træder frem i kapitlet om PR og branding; at kommunikation og formidling bliver en måde at lave arkitektur på. En ny arkitekturforståelse om man vil. Spørgsmålet er så, om den er så ’ny’ igen. Måske har det i virkeligheden altid været sådan? Men hvor Le Corbusier i 40’erne kunne beskrive sin arkitektoniske fortælling i murstenstykke bøger, skal budskabet i dag kunne nedfældes på 140 tegn i et tweet. Med én enkelt, forkromet illustration som sælger drømmen og visionen. Fordi arkitekturen som så mange andre kulturformer er blevet allemandseje. Fordi vi ellers er ’videre til den næste’. Det er dét, jeg synes, er så spændende ved dette projekt. Det er alle diskusionerne det rummer, som både handler om samfundet og arkitekturen. Det er også det, der gør, at projektet har potentiale til at blive udfoldet i langt højere grad, end det har været muligt indenfor afgangsprojektets rammer. Et af projektets mål er således blevet at give et bud på en struktur og en metode, som kan danne grundlag for sådanne videre undersøgelser. Men allervigtigst ønsker jeg, at projektet kan fungere som inspiration for både studerende og udøvende arkitekter, som ønsker at få en lidt større indsigt i arkitekturformidlingens medielandskab og betydning. For det kan godt være at journalisterne er de bedste til at skrive om arkitektur i avisen. Det kan også godt være at kommunikationsfolk er bedre til at lave PR end arkitekter, og at formidlere fra andre fag kan varetage arkitekturformidlingen på landets kulturinstitutioner lige så godt som, eller bedre end, arkitekterne selv. Men det ændrer ikke på vigtigheden af arkitekternes forståelse for de mange forskellige fag, foruden hvilke arkitekturen ikke var. Formidling er en væsentlig del af arkitekturen - både i tilblivelsen af den og omkring den. 83

1/ Skoven på Store Torv Aktører: Aarhus Festuge, Schønherr I artiklen “Folket og den banale natur” fra 17. februar 2012 gør Torben Schønherr status over Skoven på Store Torv, der halvandet år senere stadig debatteres i byen. Her giver han udtryk for, at skoven for foden af domkirken i Aarhus var overdrevet, kitschet og banal. Og at han kun kunne stå inde for projektet, fordi det var midlertidigt og altså tænkt til at forsvinde, så hurtigt som det var kommet. Artiklen viser, at det midlertidige kan række langt ind i fremtiden, og at diskussionen af et projekt kan tage uventede drejninger.

2/ Guerilla Gartnerne Aktører: DR2, Nicolai Juhler og Jakob Simonsen Nicolai Juhler er kunstner og leder for Center for Urban Kunst. Jakob Simonsen er arkitektstuderende ved Arkitektskolen Aarhus. Sammen med andre aktivister har de formået at gøre Guerilla Gardening til et begreb, som selv min mor forstår. Gennem større eller mindre interventioner skabte de opmærksomhed omkring byen som fællesrum. De otte tv-programmer på DR2 er et eksempel på arkitekturformidling i 1:1, der kan skylles ned med aftenkaffen.

3/ Det spiselige landskab Aktører: Arkitektskolen Aarhus m.fl., Marie Markman Det spiselige landskab, som er en del af et ph.d.-projekt, skabte en debat om, hvordan vi bruger vores byer og byrum. Det paradoksale i at plante spiselige afgrøder langs en trafikeret vej provokerer, men er også et eksempel på at udnytte byen på en ny måde. Ifølge Marie Markman, som er billedkunstner og landskabsarkitekt, handler projektet om at få folk til at se, og gribe, mulighederne i byen. Projektet formidler ’urban farming’ på et sted, hvor folk ikke kan overse det. 4/ Byen Bobler i Aarhus Aktører: Arkitektforeningen, initiativ: Rasmus Brønnum

I forbindelse med Arkitekturens Dag 2012 producerede og distribuerede Arkitektforeningen en masse skilte med talebobler som forklarede og diskuterede hverdagsarkitekturen, hvor den findes og er; nemlig i byen. Taleboblerne er formuleret som statements, som de kunne være sagt af enhver arkitekt. Projektet var både med til at skabe synlighed omkring Arkitektforeningen og arkitektens betydning for hverdagen. 5/ Ofelia Beach / Kvæsthusprojektet Aktører: Det Kongelige Teater

Den ellers øde betonmole ved Skuespilhuset blev i somrene 20102012 omdannet til en skøn sandstrand med beachvolleybane, solstole, strandbar og udendørsscene til diverse, gratis forestillinger, koncerter og udstillinger. Projektet aktiverede på den måde et ellers overskydende rum i byen, mens Kvæsthusprojektet, som Kulturministeriet opfører i samarbejde med Realdania By, færdigtænkes. Ofelia Beach er et godt eksempel på et projekt, der både har bidraget til en bevidstgørelse af et ’ikke-sted’ i København og til en synliggørelse af Det Kongelige Teater, som en ’folkets’ kulturinstitution i byen.

Der findes mange eksempler på mere eller mindre midlertidig arkitektur, som direkte eller indirekte formidler et budskab. Jeg har studeret udvalgte eksempler for at forstå det midlertidiges muligheder og begræsninger, fordi en diskussion af Byparken nødvendigvis må indeholde en diskussion af det midlertidige kontra det permanente. Én type af midlertidighed har til formål at modne et område frem mod en mere permanent løsning. En anden opstår for at forsvinde igen, enten på et planlagt tidspunkt eller helt af sig selv. Fælles for projekterne er et bagvedliggende ønske om at fortælle, at tingene ikke behøver se ud, som de gør eller være, som de er. Det er naturligvis ikke kun midlertidige projekter, der kan formidle arkitektoniske visioner og drømme. Men det midlertidige har en større gennemslagskraft end det permanente, fordi hensyn til regler og love, samarbejdspartnere og interessenter træder i baggrunden, jo kortere levetid et projekt har. Det midlertidige kan virkeliggøre noget åbenlyst forkert eller teste utradtionelle løsninger. Det kan sprænge grænser og rykke ved vores forestilling af, hvad arkitektur kan og ikke kan. Og vigtigst af alt genererer de midlertidige aktiviteter opmærksomhed, ikke bare om sig selv, men også om folkene og tankerne bag. Folk, som normalt har en ”jeg interesserer mig ikke for kunst, jeg ved bare, hvad jeg kan lide”-attitude - jævnfør interviewet med Torben Weirup - bliver tvunget til at forholde sig til arkitekturen i deres by og føle glæde, afsky, irritation, fascination eller noget helt femte. Det midlertidige kan på mange måder sammenlignes med bloggen som medie. Ligesom bloggen er det midlertidige et testrum for nye idéer og uprøvede argumenter. Et rum, hvor alle aktivt kan tage del i en diskussion og komme med nye input eller trække tråde til noget gammelt eller glemt. Ligesom med bloggen er løsningen ikke målet i sig selv. Det er diskussionen, og lysten til at lære, der driver værket. Måske fører det noget mere med sig, måske bliver det ved det tænkte, måske tager det en helt ny form undervejs? Det foranderlige er det midlertidiges styrke som arkitektur og formidlingsform. 85

Efterskrift.

Efterskrift. Her stopper den trykte version af mit afgangsprojekt. Men redegørelsen her er blot det første punktum i min undersøgelse, som vil leve videre gennem min blog og mit fremtidige virke som arkitekturformidler. Projektet har bragt mig vidt omkring i diskussionen af arkitekternes muligheder for at bidrage til en kvalificering af den offentlige debat. Undersøgelserne har ikke haft som mål at frembringe nogle entydige svar, og derfor rummer denne redegørelse heller ingen konklusion. Den rejser til gengæld en masse spørgsmål og inviterer til en diskussion af formidling og arkitektur. En diskussion af det midlertidige versus det permanente. En diskussion af brandingens og mediernes betydning for arkitekturen. Og meget andet. Det er i disse spørgsmål, essensen af mine undersøgelser findes, og det er i diskussionen heraf, at alle teksterne, der måske umiddelbart stikker i mange forskellige retninger, finder deres fællesnævner. Jeg håber, at du, med denne redegørelse, er blevet udfordret til at stille dine egne spørgsmål. Og så glæder jeg mig til vi ses til præsentationen i januar.

Primær Den ny bølge i dansk arkitektur. Redigeret af: Kristoffer Lindhardt Weiss og Kjeld Vindum. 1. udg. Arkitektens Forlag, 2012. (Bog) Architekturvermittlung. Redigeret af: Jan R. Krause. 1. udg. Kraemer Karl GmbH + Co., 2009. (Bog) Lange, Alexandra: Writing About Architecture: Mastering the Language of Buildings and Cities (Architecture Briefs). 1. udg. Princeton Architectural Press, 2012. (Bog) Kasper Lægring: Arkitekturens Dag - arkitekturens triumf eller dens ligegyldighed?. Udgivet af Mediehuset Ingeniøren. Internetadresse: http://ing.dk/artikel/132720-arkitekturens-dag-arkitekturens-triumf-eller-dens-ligegyldighed - Besøgt d. 10.10.2012 (Internet) Vanessa Quirk: The Architect Critic Is Dead (just not for the reason you think). Udgivet af www.archdaily.com. Internetadresse: http://www.archdaily.com/223714/the-architect-critic-is-dead-just-not-for-the-reason-you-think/ - Besøgt d. 12.04.2012 (Internet) Johansen, Daniel: Arkitektur – samtidskunstens hellige ku. I: Adresseavisen, 25.11.2010, s. xx. Internetadresse: http://www. adressa.no/meninger/article1555840.ece Besøgt d. 28.12.2012 (Artikel) Joana, Anders and Tor Inge: Issue #10: Why Gossip?. Udgivet af Conditions. Internetadresse: http://www.conditionsmagazine.com/archives/1947 - Besøgt d. 04.10.2012 (Internet) Diverse artikler fra lokale og landsdækkende dagblade omhandlende “Byparken” i perioden 31.08.2012 - 12.09.2012 Diverse artikler fra Politiken omhandlende arkitektur og byudvikling i perioden 01.09.2012-30.09.2012 Sekundær Schmidt, Solveig: Journalistikkens Grundtrin II. 1. udg. Forlaget Ajour, 2011. (Bog) Rasmussen, Steen Eiler: Om at opleve arkitektur. 2. udg. Fonden til Udgivelse af Arkitekturværker, Arkitektskolen i Aarhus, 1997. (Bog) BIG Bjarke Ingels Group: Yes is more. An archicomic on architectural evolution. 1. udg. Taschen, 2009. (Bog) Tid & Rum. At skrive om arkitektur, Konkurrence 2012. Redigeret af: Martin Keiding. 1. udg. Henning Larsens Fond & Arkitektens Forlag, 2012. (Bog) Rasmus Brønnum: Når arkitektbranchen slår nye knuder - PR, sladder og ArchiLeaks. Udgivet af Rasmus Brønnums Blog. Internetadresse: http://xn--rasmusbrnnum-2jb.dk/ - Besøgt d. 04.10.2012 (Internet) Hansen, Sven: Eksempler på landskabs- og havekunst. 1. udg. Sven Hansens Tegnestue, 1980. (Bog) Designing the High Line: Gansevoort Street to 30th Street. Redigeret af: Friends of the High Line. 1. udg. Friends of the High Line, 2008. (Bog) Hauxner, Malene : Fantasiens have. 1. udg. Arkitektens Forlag, 2000. (Bog) Annemarie, Lund: Guide til dansk havekunst år 1000-2000 . 2. udg. Arkitektens Forlag, 1997. (Bog)

Litteratur.

Kontakt: Josefine Lykke e: lykke.josefine@gmail.com t: 51909857 www.arkfo.dk/blog

Kandidatforløb. Efterår 2012, afgangsopgave/10. semester Arkitekturformidling. Arkitektur er mere end værket i sig selv. Studio Parable Landscape, Arkitektskolen Aarhus Forår 2012, orlov Praktik som kommunikationsmedarbejder Henning Larsen Architects, København Efterår 2011, 9. semester Tillægsuddannelse i journalistisk formidling Danmark Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Forår 2011, 8. semester Københavns Kelim, fortætning på Nørrebro Institut for By og Landskab, Arkitektskolen Aarhus Efterår 2010, 7. semester Praktik som landskabsarkitekt Schønherr Norge/Rambøll Landskap, Stavanger Forår 2010, bacheloropgave/6. semester Sanseleg og Performativitet. Tranebjerg Skoles udearealer Institut for Arkitektonisk Kulturarv, Arkitektskolen Aarhus Erhvervserfaring. 2012 -: Studentermedarbejder Henning Larsen Architects 2012 -: Freelance arkitekturskribent Nordic Tales, Bygge Information 2009-2010: Blogger i kategorien arkitektur & design www.overspring.dk Udgivelser. Design med Viden, Red. Signe Kongebro, Henning Larsen Architects, 2012 Bogomtale: Landsby, storby, grænseløs by, Josefine Lykke, Landskab Nr. 1 2012 Studiedagbog, Josefine Lykke, Politiken, s. 7 Viden, 10.05.2009 Kurser. Skrivekursus for Arkitektstuderende Akademisk Arkitektforening, København 13.03.2012

CV.

Citat. Architekturvermittlung ist Ideenvermittlung und Wertevermittlung. Wer dies beherrscht, dem erรถffnen sich attraktive Perspektiven. - Jan R. Krause