2 minute read
Kenneth Jonassen om 2023: Vi har ikke stået i sådan et ekstremt scenarie af turneringer før
from VICTOR DM 2023
31 World Tour-turneringer. Sådan ser kalenderen ud i 2023 for Danmarks bedste badmintonspillere, og det er en udvidelse i antallet af turneringer. Det stiller store krav til spillere og trænere, som i højere grad skal prioritere mellem turneringsdeltagelse og træning i en intensiv periode med VM- og OL-kvalifikation samt VM på hjemmebane.
Af Jonas Kildegaard
Turneringsaktivteten på højeste niveau er skruet i vejret i 2023. I januar var der hele fire turneringer, og det betyder, at der stadig er 27 World Tour-turneringer tilbage.
Til dette år er der tilføjet fire turneringer til World Touren, og flere turneringer er rykket et niveau op. Derfor er der i år fire Super 1000-, seks Super 750-, ni Super 500- og elleve Super 300-turneringer samt World Tour Finals. Derudover er der EM for mixed hold, Sudirman Cup, European Games og ikke mindst VM på hjemmebane.
Et tætpakket år, som cheflandstræner Kenneth Jonassen glæder sig til, men også ser visse udfordringer i.
- Jeg ser frem til, at vi skal have VM på hjemmebane. Det er det overskyggende mål i 2023. Men samti- dig er der en helt ny kalender, som ser voldsom ud. Der er skruet op på stort set alle parametre. Så det, vi står overfor, er måske i højere grad modet til at fravælge turneringer fremfor at ligge og spille hele tiden, siger Kenneth Jonassen.
Med så mange turneringer og mesterskaber på programmet fjerner det træningstiden i Brøndby Hallen på det Nationale Elite Træningscenter (NETC), og den tid er vigtig for spillernes langsigtede udvikling. Derfor kan der være behov for at skære turneringer fra.
- Der skal være tid til at træne og restituere. I forhold til træning handler det både om træning i hallen, men også den fysiske træning, og når der ligger eksempelvis syv turneringer inden for ni uger, kan det ikke lade sig gøre at spille dem alle sammen. Der er rigtig mange målsætninger hen over året, og der skal man være skarp på, hvilke målsætninger man prioriterer allerhøjst og så turde at gå efter dem, siger Jonassen.
Hvilke målsætninger, der er tale om, afhænger af den enkelte spillers udvikling og placering på verdensranglisten. Men ens for alle er, at der skal være en målsætning, slår cheflandstræneren fast.
- Vi skal i planlægningsfasen med spillerne være rigtig, rigtig skarpe på, hvad det er, vi deltager i, og hvorfor vi deltager. Således at vi tager til turneringer med en målsætning fremfor bare at spille, siger Kenneth Jonassen.
Med VM i Royal Arena i København den 21.-27. august som en topprioritet i 2023 bliver de øvrige turneringer allerede nu vurderet. Det betyder, >> at der formentlig ikke vil være danske spillere med til Australia Open og New Zealand Open, som ligger i uge 31 og 32.
- Jeg prioriterer vores forberedelser op til VM på hjemmebane. I uge 3133, der er ugerne op til VM, bliver vi hjemme. Der er ingen rejseaktivitet. Der er ikke plads til ferie. Der bliver trænet, så vi står bedst muligt på hjemmebane. Men samtidig er vi underlagt nogle forpligtelser fra BWF, hvilket betyder, at de bedste spillere skal spille Super 750-turneringen Japan Open i uge 30. Så der indgår mange tanker i det her puslespil, og det skal vi lære af undervejs, for vi har ikke stået i sådan et ekstremt scenarie af turneringer før, siger Jonassen.
Netop træningsperioden op til VM på hjemmebane har Danmarks cheflandstræner som et af sine højdepunkter i 2023.
- Personligt ser jeg også frem til, hvordan vi kommer gennem det specielle VM-forberedelsesforløb med de her forskellige faser. Det er den periode, jeg glæder mig mest til, men måske også frygter mest. For der er rigtig mange turneringer og mesterskaber i år, og det betyder, at vi skal holde tungen lige i munden og turde at følge den langsigtede plan og ikke blive grebet af det kortsigtede mål.
Vil du høre om endnu flere aspekter og tanker om den sportslige planlægning af badmintonåret 2023? Så skal du høre Badminton Danmark Podcast, der hvor du hører podcast, og lytte til episoden ’Vi varmer op til 2023 med Kenneth Jonassen.’ God fornøjelse.