2 minute read
Velkommen til de danske mesterskaber for ungdom 2021
from RSL UDM 2021
Jeg ønsker endnu en gang at byde jer alle sammen hjertelig velkommen til de danske mesterskaber for ungdom 2021.
UDM har altid udgjort afslutningen og kulminationen på en lang sæson, hvor spillerne har været landet rundt og deltaget i turneringer. På den måde er UDM også starten på en periode, hvor spillere, trænere og forældre kan skrue lidt ned for blusset og restituere efter en lang sæson.
Sådan har det imidlertid ikke været i år. Covid-19 har medført, at langt de fleste ungdomsspillere hverken har kunnet træne eller spille turneringer i denne sæson. Det har skabt store frustrationer for alle, der er involveret i de unges badminton. Det har testet alles tålmodighed og evne til at håndtere alle de bekymringer, pandemien medførte i forhold til nedlukningens negative påvirkning af de unges mentale og fysiske sundhed.
Vi kender endnu ikke de fulde konsekvenser af nedlukningen for vores samlede talentudvikling og kan kun håbe på, at de ikke er for voldsomme. Er der nogle spillere, der har været negativt påvirket mentalt af ikke at kunne spille badminton og være sammen med sine venner – absolut. Er der nogle spillere, hvis sportslige udvikling er blevet begrænset – ja, helt sikkert! Er der nogle spillere, der er stoppet undervejs – sandsynligvis, desværre.
Kort sagt har det været træls.
Men forhåbentlig er badminton så vigtig en del af de fleste unge badmintonspilleres liv, at selv en langvarig nedlukning ikke har kunnet slukke deres indre ild og glæde ved badminton. Og måske har nedlukningen endda – på den mest barske måde – gjort det tydeligt, hvor vigtig badminton er for den enkelte.
Alle jer, der deltager i dette års mesterskaber, er i hvert fald blevet i sporten, og det skal I have kæmpe en ros og anerkendelse for!
Så lad os alle glædes ekstra meget over dette års danske mesterskaber for ungdom og håbe, at vi kommer til at se tilbage på det som en ny begyndelse og ikke en afslutning. En begyndelse på noget bedre og på en tilbagevenden til en mere normal badmintonhverdag, hvor vi kan fylde hallerne igen, og de unge kan dyrke deres sport og passion uden begrænsninger.
Nyd det og giv den gas!
Jens Meibom Elite- og Sportschef Badminton Danmark
Læs Badminton Danmarks Talentudviklingsstrategi her
SINCE 1936
Badminton i verdensklasse
Odense Idrætshal 19.-24. oktober 2021 denmarkopen.dk
Scan for at købe billetter