1 minute read
Nordens største lejr i 2022
Nordens størstelejr i 2022
Advertisement
I dagene 23.-31. juli deltager baptistspejdere fra hele landet på Spejdernes Lejr sammen med spejdere fra de fire andre danske spejderkorps og fra udlandet.
[ ] Astrid Melkær Andersen og Didde Fyhr [ ] Pernille Bille Tvedt
Iuge 30 danner Hedeland Naturpark, der ligger i Roskilde, Greve og Høje Taastrup Kommuner, rammen om Spejdernes Lejr 2022. Mere end 30.000 spejdere fra både Danmark og udlandet mødes til traditionelle og ekstraordinære spejderoplevelser. 400 baptistspejdere deltager på det, der bliver Nordens største spejderlejr i år.
Spejderne – unge som gamle – får en unik mulighed for at opleve det stærke fællesskab, som spejderverdenen byder på. De kommer til at danne nye venskaber på tværs af lande og spejderkorps, og de får uforglemmelige oplevelser med hjem i rygsækken. Store oplevelser er lejrbål, hvor alle 30.000 spejdere er samlet, sejlaktiviteter ved Greve Marina og verdens største klatreaktivitet i trætoppene i Folkeparken i Roskilde.
Tredje store lejr
Spejdernes Lejr er et samarbejde mellem de fem spejderkorps i Danmark: Danske Baptisters Spejderkorps, KFUM-Spejderne, Det Danske Spejderkorps, De Grønne Pigespejdere og Dansk Spejderkorps Sydslesvig. I år er det tredje gang, at de fem spejderkorps afholder en fælles spejderlejr. Spejdernes Lejr blev afholdt for første gang i 2012 i Holstebro, og i 2017 var Sønderborg vært for det store arrangement.
Besøg er velkomne
Nysgerrige sjæle og gamle spejdere er meget velkomne til at besøge lejren. Der er åbent for gæster hver dag mellem kl. 8 og 22. Programmet er proppet med spændende aktiviteter, så det kan være en god idé at koordinere et besøg med den lokale spejderkreds, hvis man vil hilse på spejderne. Læs mere om besøgsmulighederne på: spejderneslejr.dk/foraelder.
Du kan også følge med på Spejdernes Lejrs og Baptistspejdernes sociale medier – og på TV2-regionerne hver dag kl. 17.20.