Natten åbner sig som en port

Roman over Det Nye Testamente

Bibelselskabets Forlag

Ventetid

Det er frugtbarhedens tid. Gud sender sin budbringer ud i verden, og den, der kan åbne sig, bliver som den fedeste jord. Zakarias er præst og går til templet for at tage sin vagt. Elisabeth står i døren og ser efter ham; flere gange vender han sig om, skygger for solen med den ene hånd, vinker med den anden. I aften vil han gå samme vej tilbage, og hun vil tage imod ham med sin gode mad. Hendes mørke silhuet i modlys, den samme, som da han lærte hende at kende, og alligevel forandret. Lidt lavere, lidt mere solid: slæbe vand, malke, kærne, ælte, sy, væve, bære årene på sin ryg. De har levet godt sammen, og Gud har gjort dem rige. Kun fik de aldrig børn, og den sorg ligger i dem som sten. Blankpolerede og efterhånden til at tåle, men stadig forfærdelig tunge. Man må bære det, som man får tildelt, men barnløsheden føles som skam for dem begge. Hvad kan man sige om det træ, som er skabt til at bære frugt, men aldrig gør det? Hvem har fået det til at visne?

Zakarias mærker solen i nakken, efterårsvarm og fuld af liv, det ene øjeblik trækker dens stråler blomster og spirer af jorden, det næste svider den græs og strå. Både han og

Elisabeth kender deres slægt i mange led, af og til gentager han deres navne som en remse, mens han går til templet. Det giver ham en følelse af at høre til på dette sted, af, at de er forbundne med hinanden og med egnen. Navnene løber fra skabelsen og hele vejen til ham og hans hustru. Når de er borte, vil ingen fortsætte ad det spor, de sammen har trådt.

Ved olivenlunden holder nogle mænd hvil i skyggen af stengærdet, det er høsttid, og snart skal de presse gylden olie af de undseelige frugter. Bakkesiderne er stenede og hvide som salt, at gå ind i skyggen, passere byporten og gå gennem gadernes skyggelabyrint gør ham altid lykkelig. Denne gang er det ham, der skal ofre den hellige røgelse i templet, de andre venter udenfor, mens han går ind i mørket. Man må lade øjnene vænne sig til det svage lys, en tyst og rolig verden, der bliver til for den tålmodige. Selv når man intet kan se, findes skønheden som spor af den velduftende røgelse i rummet. Lampen, han bærer, får mørket til at trække sig tilbage, stige og falde omkring ham som et åndedræt. Først da han står foran alteret, sker det, og bagefter er det umuligt at beskrive ordentligt. Det er et lys så stærkt, at det kunne flække hovedskallen, et stød helt uden smerte, og han bliver rædselsslagen. En stemme, klarere end nogen anden stemme, han har hørt. Ordene bliver lagt i ham som såsæd, og resten af sit liv kan han gengive dem, præcis som de bliver sagt: Elisabeth skal føde en søn, og de skal kalde ham Johannes. Den søn vil få mennesker til at vende tilbage til Gud, han vil være som profeten Elias og bane vejen for en frelser.

Zakarias er gået i knæ, han ænser ikke det hårde gulv.

Han hører, men han tror ikke: „Elisabeth og jeg er alt for gamle.“

Så taler lyset igen: „Jeg er Gabriel,“ siger stemmen, „jeg er Guds sendebud og kommer for at overbringe dig et budskab om glæde. Selvom jeg står foran dig, tror du mig ikke, og derfor skal du blive stum, indtil barnet er født.“

En stemme i pant for et barn? Da Zakarias langt om længe kommer ud af templet igen, er de andre utålmodige. De ser hans forvirring og hans røde øjne, de følger hans fagter som et teater. Et syn? Lige nu i templet? Kan du ikke længere tale? De træder til siden, de lader ham komme forbi. Han bærer tavsheden som et æg, en gammel mand på vej hjem efter at have udført sin gerning, lidt mindre krum, end da han kom.

Hver nat tænker han på det, der skete i templet. Hver nat møder han Elisabeths blik; selv når lampen er slukket, lyser hun ham i møde. De kender hinanden så godt, at han ikke behøver forklare, hvordan han mistede evnen til at tale. Han tror, hun forstår, hun lægger sig ind til ham, mens årene og slægterne bruser som en flod fra ham til hende. Nogle måneder senere venter hun på ham uden for døren, da han kommer hjem. Hun sidder på en skammel med ryggen mod muren, som om hun har siddet der hele dagen. Hun blusser som en ung pige, da hun fortæller ham det. Han falder på knæ og slår armene om hende, lægger øret mod hendes mave, som endnu ikke afslører hemmeligheden. Gabriel talte sandt, naturligvis, ingen forbliver gold, når Gud siger: Bliv frugtbar.

„Har barnet allerede et navn?“ spørger Elisabeth, da de har spist. „Jeg vil holde mig inden døre og skærme mig mod andres sladder, mens barnet vokser i mig.“

Zakarias nikker, barnet har et navn, men han kan ikke sige det, og hvis han skrev det, ville hun alligevel ikke kunne læse det. Hun nikker også. Det er godt sådan.

Og dagene, ugerne, månederne går, kroppen måler tiden, stærk og fuld af liv som markerne om landsbyen Juttah i bjergegnen, hvor de bor.

I Nazaret har Maria været ved brønden og går tilbage mod sin fars hus. Jorden er lun under hendes bare fødder, det er forår, og de hede måneder, der venter, er endnu kun en drøm. Maria holder mest af denne årstid. Efter vinteren bliver hun grebet af samme uro som andre, når de spejder efter tegn på, at varmen vil vende tilbage, og samme lettelse, når tegnet kommer i form af den første blomstrende mandelgren. Så strømmer alle ud for at se knopperne åbne sig, de tager hinanden i hænderne og ler. Hun standser, hun var uopmærksom, og vandet skvulpede over. Det våde tørklæde tørrer hurtigt, en kapersbusk kryber over et gærde, reder en seng fuld af lyserøde blomster. Støvdragere stritter i alle retninger, hun rører dem med sin frie hånd, de er bløde som et kid. Selvom krukken er tung, går hun en omvej forbi tømrerværkstedet, hun gør sig umage med at se lige frem for sig, men blodet i kinderne afslører hende. Som det sker alle andre dage for tiden.

Josef træder frem i døråbningen, hans tænder stråler, når han smiler, og hun kan heller ikke holde smilet tilbage. Der er en evighed til deres bryllup; efter vinhøsten, siger hendes far, og det nytter ikke noget at sige ham imod. Hjertet banker hende hjemad, det blæser ind fra det flade land, et uventet vindstød får hende til at gyse. Hun tænker stadigvæk på Josef, mens hun hjælper med at tænde op og forberede måltidet. Snart vil det være ham, hun laver mad til, ham, hun skænker for.

Hun sover på taget, selvom nætterne endnu er kolde. De andre ryster på hovedet, men hun føler sig fri, når hun ligger og betragter stjernerne. Hun giver dem navne, som hun selv finder på: små lam, der strømmer ud på marken. Hun tænker på Josef igen, hun lytter til vinden. Brusende og ilter trækker den et slør af hår over hendes ansigt.

Så hvirvler en søjle af lys gennem verden til Nazaret i Galilæa, til Marias fars hus. En søjle, der rejser sig ved siden af den unge kvinde, som vugger halvvejs inde i en drøm; hun farer op, står med bare ben på det iskolde tag.

Lyset er stærkere end solen, Marias øjne løber i vand, selvom hun slår blikket ned. Noget tager form derinde, en bevægelse, en beholder. Hun kan se væk, men stemmen kan hun ikke undslippe. Det er ærkeenglen Gabriel, som taler:

„Gud har valgt dig og velsignet dig blandt alle kvinder, i nat vil du blive gravid. Du skal føde en søn og kalde ham Jesus.“

En isnen i hovedbunden, nu hyler vinden af angst. Når en ung kvinde bliver gravid, men ingen ægtemand har, tør hun ikke vise sig noget sted mere; så vokser skammen sig større end det liv, hun bærer. Maria har aldrig været i seng med en mand og knap vovet at tænke på Josef på den måde. Hun ryster på hovedet, og bevægelsen forplanter sig.

„Det kan ikke lade sig gøre,“ hvisker hun, „Josef og jeg skal først giftes, når sommeren er forbi, og vi har aldrig ...“

„Det er ikke Josefs barn,“ afbryder Gabriel, „det er Helligånden, som kommer til dig.“

Maria vil protestere, men hendes hænder basker bare skræmte op foran munden, som vil de hindre ordene i at tage form. Hendes hjerte er i brystet, i halsen, i tindingerne; hun vakler og vil sætte sig, men skikkelsen i lyset holder hende oppe. Som kamp eller omfavnelse, en at læne sig mod, en, der klemmer luften ud af hende.

„Jeg forstår ikke ...“ klager hun, og stemmen går itu, „jeg ved ikke ...“

Men så er kampen forbi, og favntaget har vundet. Hun synker ind mod lyset, en varme breder sig i kroppen, en hvisken lyder så dybt i hende, at hun ikke ved, om det er hendes egne tanker, eller om det er en anden, der taler. Det er en beroligende stemme, der åbner hendes krops hemmelige steder og gør hende modtagelig for livet og ordet.

„Gud vil lade sin kraft hvile i dig,“ siger stemmen i lyset, „derfor skal dit barn kaldes helligt og Guds søn. Din søn skal sidde på Davids trone og være konge til evig tid. Du spørger som et menneske og tænker som et menneske, men intet er umuligt for Gud; din kusine Elisabeth i Juttah er gammel og havde opgivet at få et barn, men nu er hun i sjette måned, og også det er Guds under.“

Guds budbringer kan man ikke løbe fra. Hun sætter sig på hug og presser hænderne mod lergulvet. Alt det, hun kender, findes her. Taget er fladt som alle andre tage i Nazaret. Om sommeren spiser de heroppe hver aften. Da hun var lille, faldt hun i søvn, mens hendes far spillede lyre og kvinderne sang. Sød som en daddel, smuk som en appelsinblomst. Hendes mor sagde: Gud skænker de største gaver. Hendes far sagde: Både sorg og glæde må et menneske tage imod. Maria nikker. Angsten trak som en rivende flod gennem hende, har efterladt et leje, hvor modet kan spire. Hendes stemme har sin egen vilje, hun løfter ansigtet, og lyset flammer gennem hendes lukkede øjenlåg. Hun hvisker: „Jeg ønsker kun at tjene Gud.“

Det føles, som om hun slet ikke har sovet, og alligevel vågner hun med et sæt, før solen står op. Hun samler et fåreskind om skuldrene og ser ud over tagene. Hvid by, mørke vinduesfelter, der bølger og løber sammen for hendes blik. Solen sprænger sig vej, flækker skåle af guld, så det flyder rødt over husene. Luften er frisk og uberørt af dagen, hun trækker vejret dybt ned i lungerne. Livet vokser i hende, hun vidste det, så snart Gabriel sagde „Helligånd“. Nu hvirvler tankerne igen svimmelt: Konge. Trone. Evig tid. Udvalgt blandt kvinder.

At ingen hørte englen i nat, begriber hun ikke, alle i huset går omkring med deres sædvanlige ansigter og deres travle hænder, tænder op, varmer vand, folder brød om hvid ost, dypper i gedeyoghurt, olivenolie, tørrede krydderurter. Maria spiser i tavshed, brækker små stykker brød af, tygger og tygger og føler sig mæt, før hun synker. Så tager hun fat i sin mors arm.

„Jeg er nødt til at gå,“ siger hun med et tonefald, som ikke engang en mor kan sige imod. „Jeg vil besøge Elisabeth i bjerglandet.“

„De bærer deres elskede, bærer sønnen, broren, vennen, Mesteren, Herren gennem mørket. Han er en kridhvid puppe mellem dem, de tager små skridt for ikke at falde, de lægger ham i graven og lukker åbningen med en klippeblok. Så står de tavse lidt, næsten fortabte i sorg, de kan ikke blive her, men har ikke lyst til at gå. Udmattelsen er en tåge, tomheden efter døden kommer som et sug. De er stille, da de går derfra. Det er sabbat, og først når den er forbi, kan de gå til graven igen.“