5 minute read

Digitale platforme om seksualitet

Ligelyst findes på: app.ligelyst.dk Os Online findes på: osonline.dk

Begge web-apps er gratis, og hvis du vil vide mere, så skriv til sumh@sumh.dk

Digitale platforme

skal lære unge med handicap om sex, krop og grænser

Unge med kognitive funktionsnedsættelser har større risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb og krænkelser. De ved for lidt om sex, grænser, dating og sikker adfærd på nettet, så nu vil to nye digitale platforme fra SUMH gøre det lettere for dem at navigere i seksualitetens verden og gøre det nemmere for fagpersoner at tage snakken med de unge om seksualitet og brugen af sociale medier.

I år kan Danmark fejre 50-året for seksualundervisning i grundskolen, men for tusindvis af unge med en kognitiv funktionsnedsættelse er det ikke en obligatorisk del af undervisningen på specialtilbud. Erfaringer fra landets bosteder viser, at denne gruppe af unge savner viden om seksualitet, følelser og kærlighedsliv, og en undersøgelse fra SFI viser da også, at de har markant større risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb end jævnaldrende uden et handicap. Unge med ADHD har 90 procent større risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb, og unge med autisme er i 40 procent forhøjet risiko.

Ifølge SUMH kan det blandt andet tilskrives, at de unge ved for lidt om, hvordan man udlever sin seksualitet for sig selv og sammen med andre på en sund og forsvarlig måde. Ligeledes er det svært for dem at begå sig på nettet.

“Informationer om krop og seksualitet på nettet og TV er typisk målrettet unge uden handicap. Men mange unge med en kognitiv funktionsnedsættelse har svært ved at aflæse sociale koder og mærke egne og andres grænser, så det er uhyre vigtigt, at der også findes information med særligt fokus på deres handicap. Det har vi nu udviklet”, siger Marie My Warborg Larsen, der er projektleder på SUMHs projekt Sund Seksualitet. SUMH er en interesseorganisation, der repræsenterer unge med kognitive, fysiske eller psykiske handicap.

Ligelyst er seksualundervisning i øjenhøjde

SUMH og Udviklingshæmmedes Landsråd (ULF) har netop offentliggjort web-appen ‘Ligelyst’ om krop, seksualitet, kærlighedsliv, grænser og seksuel adfærd. Den er særligt udviklet til unge med kommunikationsmæssige og kognitive handicap med en ambition om at vejlede dem i seksualitet for at gøre deres ungdomsliv lettere.

Bestyrelsesformand i SUMH, Mads Edelvang-Pejrup understreger, at unge med kognitive funktionsnedsættelser også har ret til at dyrke deres krop og seksualitet: “Det første skridt mod at udvikle en sund seksualitet er, at unge med kognitive funktionsnedsættelser får viden om sex, krop og grænser, som de kan forstå. Vi har udviklet en app i et sprog og med et visuelt udtryk, der passer til målgruppen”, siger han.

‘Ligelyst’ er udviklet til, at de unge selv kan gå til emnet og blive klogere på egen hånd, men personalet på de sociale tilbud kan også bruge app.ligelyst.dk som et redskab til at starte snakken om kærester, sex, krop og krænkelse med de unge én til én eller i grupper.

Os Online skaber tryghed på nettet

Store dele af unges liv udspiller sig på nettet og på sociale medier, så det er også her, de søger nye venner og kærester. Men det er ekstra svært at begå sig i den digitale verden med et kognitivt handicap. Dobbelt så mange i målgruppen oplever mobning, ondskabsfuld adfærd og trusler på nettet sammenlignet med andre unge, viser en svensk undersøgelse. Det vil SUMHs læringsunivers ‘Os Online’ gerne ændre på.

Med ‘Os Online’ kan unge med en kognitiv funktionsnedsættelse lære at begå sig trygt og sikkert på sociale medier gennem digitale og interaktive cases, hvor de skal diskutere og stemme om, hvordan personen i casen skal reagere. Bagefter ser de, hvordan reaktionerne påvirker handlingen – uden at det får konsekvenser i virkeligheden. Casene handler blandt andet om, hvad man gør, når man har lyst til at mødes med en date, eller hvad man kan gøre, hvis kæresten beder om et nøgenbillede, men den handler også helt grundlæggende om at have gode relationer via nettet.

“Det er ikke smart, hvis unge med en kognitiv funktionsnedsættelse helt vælger sociale medier fra, for det er en vigtig vej til inklusion. De skal i stedet lære at bruge dem på en god måde - både for sig selv og for andre”, siger Mads.

‘Os Online’ kan både bruges i undervisningen på STU, på bosteder og af unge på egen hånd eller sammen med en pædagog, kontaktperson eller forælder. En undervisningsvejledning og en dialogguide hjælper fagpersoner til at tale med unge om deres egne digitale erfaringer. I aftentimerne kan unge mellem klokken 19 og 22 desuden skrive anonymt til Os Online’s chatrådgivning og få hjælp til alt det, der er mærkeligt, svært eller pinligt på nettet.

FRIVILLIG AKTIV FÆLLESSKAB

Er du ung med en funktionsnedsættelse og drømmer du om at være en del af et aktivt fællesskab?

Sammenslutningen Unge Med Handicap (SUMH) er for unge mellem 18 og 35 år, der har lyst til at indgå i frivillige fællesskaber, få nye venner og gøre en forskel for andre. I SUMH kan man blandt andet:

Deltage i aktiviteter i SUMH Aktiv — nu også online, hvor vi blandt andet spiser og spiller sammen. Opnå erfaring med internationalt arbejde via vores projekt i Uganda, hvor vi er med til at sikre lige muligheder for unge med funktionsnedsættelse.

Få fede naturoplevelser gennem SUMH’s naturfællesskab og være med til at sikre bedre tilgængelighed i naturen for alle. Deltage i spændende kurser, som er tilgængelige for unge med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser.

Blive en del af SUMH’s seksualitetsudvalg, der arbejder for bedre seksualundervisning og vejledning til unge med funktionsnedsættelser.

Ikoner af Olena Panasovska, Dimas Surya Anom, iconsmind.com, Laymik, monkik fra Noun Project Hvis du vil vide mere om at være frivillig i SUMH, så skriv til os på sumh@sumh.dk eller via vores Facebookside Sammenslutningen Unge Med Handicap. Læs mere på sumh.dk

Vil du undervise unge med funktionsnedsættelser i dét, der betyder mest for dem?

Sammenslutningen Unge Med Handicap arbejder for, at unge med funktionsnedsættelser kan leve det ungdomsliv, de ønsker. Derfor udvikler vi inspirationsmateriale og undervisningsplatforme til unge på STU’er og specialtilbud.

Vores materialer er udarbejdet i samarbejde med unge med funktionsnedsættelser med henblik på at skabe mest relevans for de unge. Hos os kan du finde materialer og inspiration til undervisning indenfor emnerne:

Seksualitet Sociale medier og digital dannelse Medborgerskab og frivillige fællesskaber

stort genbrugsvarehus i hjertet af Jylland

socialøkonomi til glæde og gavn for miljø og beskæftigelse

This article is from: