1 minute read
Bestyrelsens arbejdsform og kompetencer
Det anbefales, at bestyrelsen en gang om året udsætter sig selv for et ”serviceeftersyn” med det formål at optimere kvaliteten af bestyrelsesarbejdet og det enkelte medlems oplevelse af meningsfuldhed.
Bestyrelsesmedlemmerne er nøje udvalgt med det formål at sikre en sammensætning, der rummer en hensigtsmæssig vifte af kompetencer og erfaring. Alle skal ikke være eksperter på alt, men en fælles basisviden, stærke individuelle spidskompetencer og en indbyrdes forståelse for hinandens roller og kompetencer bidrager afgørende til et aktivt og konstruktivt samarbejde i bestyrelsen.
På konkret niveau er det en god idé, at bestyrelsen i forbindelse med denne drøftelse vurderer behovet for ændringer i sin konkrete arbejdsform; herunder afviklingen af sine møder. Drøftelsen kan med fordel tage sit afsæt i følgende hjælpespørgsmål:
Hvordan har medlemmerne oplevet bestyrelsesarbejdet i det forløbne år? Oplever det enkelte bestyrelsesmedlem at få sine kompetencer sat i spil? Stemmer bestyrelsens sammensætning overens med bestemmelserne i vedtægterne? Er der kompetencer/profiler, der mangler i bestyrelsen? Mangler bestyrelsen konkret viden? Har alle i bestyrelsen institutionens vedtægter og godkendelsesgrundlag ”under huden”? Er der behov for ændringer i mødeformen (rammer, dagsorden, mødeledelse, mødefrekvens, referat m.v.)? Hvilke konkrete handlinger vil I foretage på baggrund af drøftelsen?