2 minute read

J.P. JACOBSEN CENTRET RENOVERES

Flere Nye Typer Lejere P Vej Ind

Det ikoniske J.P. Jacobsen Center, den markante bygning på byens handelsstrøg i Thisted, indretter sig nu til nutiden og fremtiden ved at åbne op for flere nye typer lejere. Samtidigt bliver centret renoveret, hvor blandt andet facaderne får et betydeligt løft.

- Det er små 15 år siden, vi indviede centret og der er sket utroligt meget i de år. Det er baggrunden for, at vi nu gearer centret til den virkelighed, vi står i lige nu. Det kommer til at ske med en række tiltag, der skal gøre kundeoplevelsen endnu bedre i centret, der hver eneste dag trækker masser af kunder til og er en vigtig del af bybilledet i Thisted, siger Per Overgaard, I. P. Jakobsen Center A/S, der ejer bygningen.

Nye typer lejere skal skabe endnu mere liv

J. P. Jakobsen Centret har indtil nu primært været et shoppingcenter.

- Mulighederne for at handle i fysiske butikker, vil stadig være det vigtigste ben for centret. Vi vil også åbne op for, at der f.eks. kan indrettes klinikfaciliteter på førstesalen eller måske kontorfaciliteter, hvor man måske gerne vil tættere på kunderne. Førstesalen skal være et kombineret shopping- og erhvervsområde. Vi vil bibeholde de hyggelige cafefaciliteter på førstesalen ligesom fitnessfaciliteterne fortsætter på første- og andensalen, påpeger Per Overgaard.

J. P. Jacobsen Centret har en fuldstændig unik placering i hjertet af Thisted.

- Derfor har vi også allerede nu fået henvendelser fra interesserede og dem er vi ved at kigge på lige nu. Når vi har aftalerne på plads, er vi klar til at melde ud, hvem der rykker ind. Vi forventer, at det kommer til at ske i løbet af efteråret, fortæller Per Overgaard.

Mr. Oliver og Skoringen har allerede indgået aftale om at rykke ned i stueplan, hvor de overtager H&M´s lokaler.

- To spændende forretninger der uden tvivl fortsat vil trække kunder til centret, vurderer Per Overgaard.

På anden salen indrettes to nye, lækre og centralt placerede lejligheder samt personalefaciliteter til centrets lejere.

Omfattende renovering

J. P. Jacobsen Centret vil herudover gennemgå en omfattende ydre renovering.

- De ydre facader opgraderes helt eller delvist således, at der opnås markant bedre lysindfald i hele bygningen samtidigt med, at hele bygningens visuelle udtryk løftes til et mere nutidigt udtryk. Her arbejder vi på at beklæde dele af facaden med lameller af træ eller trælignende materiale, fortæller Per Overgaard.

Han er allerede i fuld gang med – sammen med arkitekter og rådgivere – at sætte de sidste streger på renoveringen.

- Om alt går vel forventer vi, at de første nye lejere rykker ind på førstesalen i løbet af efteråret 2023. Tidshorisonten er dog afhængigt af, hvornår der landes aftaler med nye lejere, og dernæst, hvornår håndværkerne har tid til at udføre opgaverne, siger Per Overgaard.

Thisted By jubler

Planerne om at udvikle og renovere J. P. Jakobsen Center vækker stor glæde i Thisted By.

- J. P. Jakobsen Center er en af hjørnestenene i Thisteds handelsliv og derfor er det også utroligt positivt, at ejerne nu både renoverer og udvikler centret. Det har stor betydning for hele detailhandlen i vores lokalområde, at vi har et kraftcenter midt i byen. Kombinationen af erhverv og detail under samme tag, er utroligt spændende, siger Handelschef Michael Vendelbo, Thisted. By.

Han bakkes op af Varehuschef Palle Jensen fra Føtex, der er centrets største lejer.

- Vi har alle muligheder for at lave et af de bedste centre i landet med den her nye strategi. Det bør være utroligt attraktivt at åbne butik, klinik, kontor eller lignende et sted, hvor der i forvejen er masser af kunder lige udenfor døren, er parkering i kælderen, er let at komme til med offentlig transport og hvor kundefaciliteterne er i top. Det kommer til at gavne alle, siger Palle Jensen.

This article is from: