Donor Nyt 58 by Bloddonorerne i Danmark

donor

O R I E N T E R I N G

T I L

nr.

marts

2000

B L O D D O N O R E R N E

nyt

Hvad er nåleskræk? Læs side side 4-5 4-5 Læs

Bloddonorernes protektor fylder 90 år Læs side side 33 Læs

Interview med værten fra Lægens bord Læs side side 77 Læs

Foto: FOCI

Donor Nyt til alle donorer !

Reglerne om karantæne...

Donor Nyt modtager hvert kvartal donorernes navne og adresser - og ingen andre donoroplysninger !

... efter at have rejst i visse “eksotiske” lande er blevet ændret ved årsskiftet på baggrund af en ny version af de Transfusionsmedicinske Standarder. For de fleste danskfødte rejsende vil dette betyde, at karantænen nedsættes fra et til et halvt år.

Adresserne på de danske donorer tilhører donorkorpsene. Adresserne udlånes til landsorganisationen alene med det formål at adressere Donor Nyt i forbindelse med en udgivelse. Post Danmark samler adresserne og printer dem på bagsiden af Donor Nyt. De sætter en kode på bladet for at lette arbejdet ved adresseændringer, der skal tilbage til det enkelte donorkorps, men koden er ikke et medlemsnummer. For at spare porto og trykkeomkostninger foretager Post Danmark også et “dublet-tjek”, så vi kan finde adresser, hvor der bor mere end én donor. Her sender vi så kun ét blad.

Vi videregiver ikke adresseoplysningerne ! Vi er meget glade for, at vi efter kun fire udgivelser kan udsende Donor Nyt til næsten alle 254.000 danske donorer. Kun to korps har ikke sendt adresser, men vi håber, at også deres donorer kommer med i løbet af kort tid. I praksis er det ofte blodbankerne, som fører de lokale adressekartoteker, så deres personale vil vi også gerne takke for det flotte resultat. Inden vi oprettede vores adresseregister, fik vi Registertilsynets accept af oprettelsen - og af videregivelsen af adresser til det modtagende korps, hvis en donor flytter. Herudover har vi besluttet, at adresserne ALDRIG må videregives til andre, hverken til offentlige myndigheder eller private. Vi bruger ikke CPRnumre i det landsdækkende register, så der kan IKKE ske samkøring med andre registre via CPR.

“Donor info” Målet er, at donor modtager bladet i sit hjem straks efter udgivelsen. Bladet skal formidle nødvendig og opdateret information til alle landets donorer - gerne på en spændende og forståelig måde.

Niels Mikkelsen Ansvarshavende redaktør

Vores blodbanklæger er samlet i Dansk Selskab for Klinisk Immunologi, som netop har udgivet nye Transfusionsmedicinske Standarder, som finder anvendelse i alle danske blodbanker fra 1.1.2000. Nogle blodbanker har derfor indført nye spørgeskemaer til donorerne, og vi har fået flere henvendelser om disse skemaer. For at belyse baggrunden for de forskellige spørgsmål, bringer vi på bladets midtersider en artikel af overlæge Henning Sørensen om “udelukkelse fra blodgivning”.

Også derfor ønsker vi donorerne god læselyst.

Efter ophold i et malariaområde kan personer, der IKKE er født og/eller opvokset i et malariaområde, give blod igen seks måneder efter hjemkomsten. Dog kun så længe, der ikke har været tilfælde af feber under rejsen eller længerevarende feber efter hjemkomsten, og man kan svare benægtende på spørgsmålet: “Har du haft smitsom gulsot, smitsom leverbetændelse, malaria eller syfilis?” ved senere tapninger. Hvis man HAR haft tilfælde af feber under rejsen eller længerevarende feber efter hjemkomsten, kan man først blive donor igen, når man seks måneder efter hjemkomsten er undersøgt og fundet negativ for antistoffer mod malaria (malariatest).

3 år til permanent karantæne Personer, som er født og/eller opvokset i et malariaområde, kan tidligst blive bloddonorer tre år efter sidste ophold i området, og kun såfremt en malariatest er negativ efter de tre år. Karantænen starter forfra efter ethvert nyt ophold i malariaområde, ligegyldigt hvor kort besøget har været.

Til lykke til Bloddonorernes protektor Dronning Ingrid, der tirsdag den 28. marts fylder 90 år, har været Bloddonorernes protektor i næsten 50 år. Hvert år sender Bloddonorerne en buket røde tulipaner til hendes fødselsdag. Men ikke i år... At være protektor vil sige at være en organisations beskytter, velynder eller ærespræsident. Gennem tiden har signalværdien og Dronning Ingrids velvilje været stor. Blandt andet i 60’erne, hvor man kæmpede hårdt for at opretholde et passende antal donorer.

Snakker med blomsterne - Blomster har altid moret mig fantastisk. Blomsterhaver er spændende, plus at de er smukke, fortalte Dronning Ingrid i et af sine sjældne interviews til journalisten Anne Wolden-Ræthinge, i bogen “Jeg er dansk”, som Aschehoug udgav sidste år. - Jeg skal helst have blomster omkring mig. Også inden døre. De gi’r humør. Jeg ved ikke, om de har en sjæl, det er jo så højtravende. Men kan man lide blomster, kan man ikke lade være med at gå rundt og kigge lidt: Nånå, du er kommet så langt nu... Man småsnakker med dem. Ja måske ikke højt, men egentlig har man en indre konversation gående. Det er jo liv... Og enormt inspirerende.

Dronningen og Donorerne Det var Bloddonorernes stifter, den farverige spejderleder og landsretssagfører Tage Carstensen, der i starten af 50’erne kontaktede Dronning Ingrid for at høre, om hun kunne tænke sig at blive protektor for det på det tidspunkt 20 år gamle donorkorps. Dronning Ingrid, der var blevet dansk kronprinsesse i 1935 ved ægteskab med Frederik den 9. og dronning fra 1947, takkede ja til opgaven. Dronningen og Carstensen kendte ikke hinanden personligt, men fremover informerede han hende omhyggeligt to gange om året. I referatet fra et landskomitémøde i marts 1952 “udtalte (landskomitéen) sin glæde over, at Hendes Majestæt Dronningen har overtaget protektoratet for donorkorpset, og det besluttedes at sende en buket blomster til Dronningens fødselsdag den 28. marts”. Siden da har Bloddonorerne hvert år sendt en stor buket røde tulipaner til Dronning Ingrid på hendes fødselsdag. Det er kendt, at Dronningen er en stor elsker af blomster.

Personer, som har haft malaria, eller som har fået påvist en positiv test for malaria, udelukkes permanent fra at give blod.

Dronningens blomsterinteresse kommer også til udtryk på Gråsten Slot, hvor hun stadig tilbringer sine somre. Her er der omkring slottet anlagt en storslået have og park, der har Dronning Ingrids store interesse. I det hele taget er hun kendt for sin sikre kunstsans, der bl.a. har præget de kongelige slotte.

Ingen blomster i år Fra Amalienborg har det siden januar været meddelt, at Hendes Majestæt ønsker, at 90 årsdagen ikke markeres med gaver eller blomster. Derimod vil et eventuelt bidrag til “Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål”, giro 401 00 00, blive modtaget med stor taknemmelighed. Bloddonorerne ønsker Dronning Ingrid hjertelig til lykke med fødselsdagen.

Af Thomas Oldrup

Hvad er malariaområder? Hvert år udgiver WHO bogen “International Travel and Health - Vaccination Requirements and Health”, der danner grundlag for opdatering af egentlige malariaområder. Disse grænser kan ændre sig fra år til år. Men de områder, der i Danmark omtales som “malariaområder”, når det drejer sig om karantæne for bloddonorer, er udvidede i forhold til WHO’s oversigt. Dette skyldes ønsket om at have nogle overskuelige malariaområder og fælles karantæneregler for malariaområder, leishmaniaområder og HIV-områder.

Protektor (latin): Beskytter, velynder, ærespræsident for udstillinger og lignende. (Fra Lademanns leksikon)

Med dette i baghovedet, bør man altid spørge i sin blodbank om, hvilke lande, der giver karantæne, og hvilke, der ikke gør. De Transfusionsmedicinske Standarder kan også læses på internettet på adressen www.dski.suite.dk

Donor Nyt

Donor Nyts midtersider vil også i fremtiden indeholde nødvendig “donor info”. Vi håber, at alle donorer vil læse “donor info” grundigt, for vi har alle et medansvar for, at “verdens bedste blodforsyning” opretholdes. Velinformerede donorer leverer utvivlsomt et bedre råstof end ikke-informerede – til gavn for rigtigt mange patienter.

Foto: Mikael Hjuler

LEDEREN

Dette foto er taget ved Dronning Ingrids 40 års jubilæum som Bloddonorernes protektor. Fra venstre mod højre ses: Bloddonorernes tidligere formand Ellen-Margrethe Skou, protektor Dronning Ingrid, tidligere formand Kirsten Nielsen og tidligere kontorchef Valborg Sandberg.

Foto: Rigmor Mydtskov Marts 2000

Marts 2000

For to år siden afholdt Bloddonorerne en stor plakatkonkurrence, hvor dette foto vandt præmien som det mest morsomme forslag. Plakaten er lavet af Morten Wagner, som vandt 5.000 kr., og det er Morten Wagner selv, der spiller den uheldige donor på billedet. Som en ren formalitet må vi dog understrege, at det går anderledes og mere stille til i blodbankerne!

• algofobi • aichmofobi • hæmofobi

= angst for smerte = angst for spidse genstande = angst for blod

• Typiske fobier er: angst for dyr, højder, torden, mørke, flyvning, lukkede rum, offentlige toiletter, indtagelse af visse fødemidler, tandlægebesøg, synet af blod eller legemsbeskadigelse.

• De væsentligste symptomer på en fobi er: hjertebanken, sveden, rysten, mundtørhed og vejrtrækningsbesvær, frygten for at dø.

• 2-6% lider af den ene eller den anden form for fobi. Kilde: WHO’s klassifikationssystem (ICD 10).

Nåleskræk “Nej, jeg gir ikke blod,” siger mange, “jeg er forfærdelig bange for nåle og kan slet ikke tåle synet af blod.” Donor Nyt har besøgt psykologen Pia Pipenbring, der her fortæller om fobier. Hun afslører også, at hun selv absolut ikke synes, at det er morsomt at blive stukket!

- Det, der adskiller fobikere fra ikke-fobikere, er måden, vi opfatter det fysiske ubehag, der er forbundet med forandringer i omgivelserne. Angst er nødvendig, fordi den forhindrer os i at komme til skade. Det er både en hjælp og en hæmsko. Der, hvor jeg synes, man skal gøre noget ved sin fobi, det er der, hvor den begrænser en i hverdagen.

Hvor udbredt? - Der vil altid være en vis procentdel af befolkningen, som har fobisk angst, uanset om behandlerne bliver nok så pædagogiske og nålene nok så tynde. Det kommer man ikke ud over, uanset hvad man foretager sig. Men jeg tror, at man kan afhjælpe en del af angsten for personerne bag instrumenterne. Det fortæller Pia Pipenbring, der er uddannet psykolog fra Københavns Universitet 1991, og i dag har sit eget managementfirma.

“Angst er nødvendig, fordi den forhindrer os i at komme til skade. Det er både en hjælp og en hæmsko.”

Bloddonor... Så slemt er det ikke Donor Nyt

Check vores hjemmeside www.bloddonor.dk

Marts 2000

Det er i den naturlige smerteangst, vi skal finde grundlaget for nåleskræk. Hvis man som barn ikke får bearbejdet sin naturlige angst for smerte tilstrækkeligt, vil den infantile angst opleves med fuld styrke senere i livet, for eksempel i form af en fobi, fordi personens bearbejdningsevne bliver mangelfuld på et bestemt område. Det vil resultere i angst for indgreb i kroppens integritet.

Bange for at skælde ud - Fobikere er bange for ikke at kunne kontrollere sig selv i situationen. De er bange for ikke at kunne lade være med at kaste op, eller besvime, eller hyperventilere - men måske også bange for at sige noget, de ikke ville sige ellers. Skælde ud eller bande. Eller græde. Eller man er bange for at give udtryk for sin angst, for “hvad tænker folk ikke om mig, når jeg ligger der og flæber!?”

En australsk undersøgelse har vist, at hele 20% af befolkningen har en fobi for nåle og/eller blod i en sådan grad, at det ville holde dem tilbage fra at gå til deres læge, hvis de skulle have taget en blodprøve. Og hvis folk ikke kan få taget en blodprøve for deres egen skyld, er sandsynligheden for, at de vil give blod for andres skyld ikke stor. Det høje tal kommer dog bag på Pia Pipenbring: - Det er et vældigt højt tal. Er det specielt for australiere?! - Der er nogle fobier, der er grundliggende. Hertil hører angst for indgreb i kroppens integritet og angst for smerte. Tidligere kunne legemsbeskadigelse medføre døden - den gang hekse og kloge mænd tog sig af vores sygdomme. Den gang var der god grund til at frygte disse indgreb. I dag er lægevidenskaben så udviklet, at vi ikke burde nære samme frygt.

Selv bange for nåle Pia Pipenbring afslører, at hun selv lider af nåleskræk. Hendes mand er bloddonor og synes oveni købet, at det er behageligt at give blod, men det har hun selv svært ved at forestille sig: - Jeg bryder mig ikke om smerten og synet af nålen, der går igennem min hud eller nogle andres. Jeg synes, det er som om, man tapper blodet fra hovedet og nedad! Når jeg får taget blodprøver hos min læge, beder jeg om at komme ned at ligge. “Ah, er det nu også nødvendigt”, siger han. “Yes!” Det er det! Det beroliger mig at komme ned at ligge, for så ved jeg, at sandsynligheden for at besvime er rimelig lille, afslutter Pia Pipenbring.

Af Thomas Oldrup - Jeg bryder mig ikke om smerten og synet af nålen, der penetrerer min hud eller nogle andres. Jeg synes, det er, som om man tapper blodet fra hovedet og nedad! Psykologen Pia Pipenbring, som også er uddannet tandklinikassistent, har skrevet bogen “Tandlægeskræk”, der i 1994 udkom på Dansk Psykologisk Forlag. Man kan drage nogle paralleller mellem fobien for tandlæger/tandbehandling og nåle.

Hele Danmarks huslæge

Nogle donorer er testdonorer. De skal møde ca. en gang om måneden, men til gengæld tages der kun 3-6 glas blod. Blodet anvendes blandt andet i forbindelse med blodtypebestemmelse og undersøgelse for uventede blodtypeantistoffer. to: FOCI

I blodbankerne gør man et stort arbejde for at finde donorer med særligt udvalgte blodtyper, som er egnede til anvendelse i laboratorierne til de blodtypeundersøgelser, som udføres dagligt på patienter. Det er muligt at købe de røde blodlegemer, som anvendes i blodtypebestemmelsen, udenlands, men det kan give problemer, fordi blodet er tappet fra donorer, som tilhører andre etniske grupper. Dette betyder blandt andet, at den genetiske opbygning er væsentlig forskellig fra opbygningen i danske donorers blod. Desuden skal blodet sendes over så store afstande, at der er problemer med holdbarheden, fordi blodlegemer skal opbevares ved en konstant temperatur på 2-6 grader. Mange donorer er derfor undersøgt for en række blodtypesystemer udover AB0 og Rhesus for at finde egnede donorer, som kan forsyne laboratorierne med disse specielle blodtyper. Når egnede donorer er fundet, bliver et passende antal kontaktet og forespurgt, om de er interesserede i at blive testdonorer.

Skal være til at regne med At være testdonor er ikke det samme som at være almindelig donor. Almindelige donorer tappes ca. 1-4 gange om året og afgiver ca. 450 ml. blod pr. gang. Testdonorer skal derimod møde ca. en gang om måneden, hvor der kun tages 3-6 glas blod. “Det er meget vigtigt, at man kan regne fuldt og fast med testdonorerne. Det ikke er let at finde en erstatning for den enkelte testdonor.” Det er meget vigtigt, at man kan regne fuldt og fast med testdonorerne. Den månedlige mødedato er nøje afstemt med øvrige tilknyttede testdonorer, og det er meget vigtigt, at alle møder, fordi det ikke er let at finde en erstatning for den enkelte testdonor. Ved ferier og lignende er det vigtigt at få afstemt blodprøvetagningen, så det kommer til at passe ind i alles planer.

Peter Qvortrup Geisling har sammen med Danmarks Radio skabt et program, der hver uge ses af over 600.000 danskere. Ikke synlig berørt af de store seertal sidder Peter Qvortrup Geisling i Århus, umiddelbart inden han skal gæsteoptræde i programmet “Rene ord for pengene”. Han er en rigtig nordjyde - beskedenheden selv.

Som man kan se, er det store krav, der stilles til testdonorer, større end til “almindelige” donorer. Det er vigtigt, at de - inden de påtager sig opgaven - nøje har overvejet ulemperne. Til gengæld er den samfundsmæssige opgave, som de er med til løse, mindst lige så vigtigt som at afgive blod til transfusion og medicinfremstilling.

- Som nordjyde er det ikke et “must” at solbade i blitzens lys. Tværtimod. Det, man laver, er egentlig ikke mere end det, man selv gør det til. Det er stille og roligt, svarer Peter Qvortrup Geisling på spørgsmålet, om det har været svært at blive “kändis”. Og “stille og roligt” er vist en god nordjysk vending, der taler for sig selv.

Fjerner spøgelser med fakta

Af Kristian Broberg

Peter Qvortrup Geisling, der er uddannet læge i Århus, tog i 1992 en journalistisk tillægsuddannelse, da journalistikken altid har interesseret ham.

Hvad er en udrykningsdonor? En udrykningsdonor er en bloddonor, som er klar til med kort varsel at blive afhentet af en taxi og kørt til en hvilken som helst af de storkøbenhavnske blodbanker - uanset om donor er på arbejde eller har fri. 25% af det storkøbenhavnske blodforbrug dækkes af udrykningsdonorer. Fra tid til anden forlyder det blandt bloddonorer, at udrykningsdonorer er vigtigere end andre donorer, og at de har en meget sjælden blodtype. Men de fleste har en helt almindelig type. Det er rigtigt, at udrykningsdonorer er vigtige, men det er alle bloddonorer, og der er ingen forskel på blodportionerne.

Udrykningsdonorer er storkøbenhavnske bloddonorer, der med kort varsel kan forlade deres bopæl eller arbejdsplads for at blive transporteret til blodbanken. Og det er transporten, der har givet dem navnet, idet disse donorer i en årrække blev transporteret med ambulance eller andet udrykningskøretøj. For eksempel er der brugt brandbiler i mangel på ambulancer.

At ambulancen senere blev erstattet af taxi, har ikke ændret betegnelsen for disse donorer, idet alternativerne - taxidonor, telefondonor eller afhentningsdonor - mangler meget af den appel, der ligger i betegnelsen udrykningsdonor.

- Hvordan min interesse for journalistik opstod? Det er svært at sige - det er en fornemmelse, man har i maven... Jeg kan godt lide at fortælle en god historie. I Lægens Bord kan jeg fortælle historier og fakta om sundhed og sygdomme, samtidig med at jeg er med til at farve sundhedsdebatten. Et af mine mål med Lægens Bord er at fjerne nogle af de “spøgelser”, der er omkring sygdomme. Jeg kan ikke fjerne angst for sygdomme, men jeg kan fortælle fakta, som kan erstatte uvidenhed og “spøgelser”.

Tidligere et 24-timers job

Teamwork er nøgleordet

De oprindelige udrykningsdonorer var vant til, at der på hospitalet lå en patient, som havde akut brug for donors indsats. Derfor var det også et 24-timers job at være udrykningsdonor. Nutidens udrykningsdonorer har det nemmere, idet de bliver afhentet mellem kl. 8.00 og 18.00, hvilket blandt andet skyldes, at moderne blodbanker sikrer sig lagre af røde blodlegemer, blodplader og plasma, så alle situationer kan klares med testede lagervarer. Ellers låner man hos naboblodbanken.

Allerede i sin studietid i Århus havde skriveriet en stor plads i Peters hjerte. Han skrev tekster og musik til bl.a. Århus studenterog medicinerrevyer. Efter studietiden fik han i 1994 mulighed for at bruge journalistikken i Kræftens Bekæmpelse. Efter denne opgave begyndte han en videreuddannelse som speciallæge i almen medicin, men mangler et år i at færdiggøre den, da Lægens Bord tager det meste af hans tid.

Når man i København og andre storbyer har fastholdt princippet for udrykningsdonorer, skyldes det flere ønsker, for eksempel et så bredt tilbud til donorerne som muligt, altid at have de “rigtige” blodtyper på lager og samtidig undgå spild. Endelig er der ønsket om at tilrettelægge arbejdet i blodbanken sådan, at tappepersonalet belastes jævnt i løbet af dagen, og at der kun lejlighedsvis opstår ventetid for donorerne. Af Per Hemmingsen

Marts 2000

Foto: FOCI

At producere Lægens Bord er et stort arbejde. En arbejdsuge på 60 timer er mere reglen end undtagelsen. Fire journalister og en redaktionssekretær har sammen med en stab på ca. 30 personer siden 1997 skabt over 100 Lægens Bord-programmer. - Som du kan forstå, er det en større forestilling at producere Lægens Bord. Hver anden onsdag produceres der to programmer, dels til dagen efter, dels til den efterfølgende torsdag.

Der skal ikke blandes penge ind i donorsagen - Vi får ofte breve om bloddonation på Lægens Bord, fortsætter Peter Qvortrup Geisling. Befolkningen viser en stor interesse i at høre mere om Bloddonorerne i Danmark. Bloddonationssystemet i Danmark er jo også helt unikt. Det gælder om at bevare det, som det er. Jeg tror ikke, at nogen donerer blod for sjov; man gør det vel, fordi man føler, at man bør tage et ansvar i samfundet. Hvis man er indstillet på at modtage blod, må man selvfølgelig også give - andet vil være hykleri! Det system, vi har i Danmark, bygger jo på frivillighed, og netop dét, at man ikke får penge for det, gør det så godt - der skal ikke blandes penge ind i donorsagen. Jeg tror, det ville fjerne danskernes velvilje overfor det at give blod.

Bliver tappet i TV-Byen - Jeg var donor i gamle dage i Århus, og jeg havde ikke fået taget mig sammen til at melde mig igen, før jeg en dag talte med chefen for Blodbanken på Rigshospitalet, Henning Sørensen. Han nævnte, at unge mennesker ikke har samme ansvarsfølelse overfor donorsagen som i gamle dage. Den sved lidt! Derfor tog jeg mig sammen og blev tappet ved Den Mobile Blodbank, der kommer til TV-Byen i Søborg. Det er desværre ikke “in” at være donor blandt unge; mange har desværre nok i at hyppe sig selv og sine egne! Det er trist, slutter Peter Qvortrup Geisling.

- Jeg synes, at I gør et flot stykke arbejde med donorsagen, og Donor Nyt er et godt blad - professionelt redaktionelt og layoutmæssigt. Gode historier med et glimt i øjet. Det er dejligt letfordøjeligt, hvilket er vigtigt, når man skal ramme så bred en målgruppe, siger Peter Qvortrup Geisling, der selv er donor. Vi takker for rosen!

Donor Nyt

“Det er transporten, der har givet dem navnet, idet disse donorer i en årrække blev transporteret med ambulance eller andet udrykningskøretøj. For eksempel er der brugt brandbiler i mangel på ambulancer.”

Den populære studievært fra Lægens Bord, Peter Qvortrup Geisling, kaldes hele Danmarks huslæge. Her fortæller han om programmet, om sig selv og om sit eget syn på donorsagen.

Foto: Søren Holm/Chili

Hvad er en testdonor?

Af Morten Haase Marts 2000

DONOR INFO

På grund af risikoen for smitte med bl.a. malaria må man ikke give blod i et halvt år efter hjemkomsten fra en stribe “eksotiske” rejsemål. Indtil for nyligt var karantænen ét år. Læs mere om dette på side 2 i dette blad. Foto: “Baronen” Man må ikke give blod i tolv måneder efter, at man har fået lavet en piercing. Det samme gælder skarifikation (brændemærkning). Foto: Cordelia Molloy/FOCI

Hvornår må man ikke give blod? Efter at have været hos tatovøren skal der gå tolv måneder, før man igen må give blod. Årsagen er risikoen for, at man kan være blevet smittet med hepatitis m.v. Foto: FOCI

For nyligt er der mange steder indført nye og grundigere spørgeskemaer, som skal udfyldes før tapning. Selvom mængden af spørgsmål kan virke overvældende, er de indført for at øge sikkerheden. Både for donoren og modtageren. For at beskytte donor selv og de patienter, som skal have det blod, som donor afgiver, findes der regler for, hvem der kan blive bloddonor, og hvem der ikke kan. Disse regler beskriver overlæge Henning Sørensen fra Rigshospitalet her. Ved en donortapning mister man omkring 1/2 liter blod i løbet af fem til ti minutter, hvilket er ca. 10% af den mængde, som findes i kroppen - hvis man vejer over 50 kg. Dette er en rimelig stor, pludselig blødning og dermed også en belastning for hjerte og kredsløb. En belastning, som de fleste sagtens kan tåle, hvis man vel og mærke er yngre, rask og i rimelig god form - men som man måske ikke kan tåle, hvis man har en hjertesygdom, er forkalket, svagelig, ældre eller har andre kroniske lidelser. På sygehuset udspørges nye donorer derfor om deres helbred via et spørgeskema, hvorved man får et medicinsk grundlag for at vurdere, om den pågældende kan tåle at afgive blod regelmæssigt. Sundhedsmyndighederne i forskellige vestlige lande har fastsat næsten enslydende regler for området. Aldersgrænserne er 18-65 år. For nye donorer dog under 60 år.

Alle blodportioner undersøges (screenes) med laboratorieundersøgelser for smitte med HIV og hepatitis type B og C. Sikkerheden i blodforsyningen opretholdes altså ved en kombination af udspørgen (udelukkelse af ikke-egnede) og den systematiske screening af alle blodportioner.

Foruden hensynet til donor selv er der hensynet til den patient, der skal have blodet. Blod kan indeholde bakterier, virus, giftstoffer, medicinrester m.v., som kan skade den, som får blodet, eller påføre vedkommende en smitsom sygdom. Det må derfor sikres, at donor ikke tager medicin eller lider af smitsomme sygdomme, som kan overføres til modtageren med blodet. I almindelighed er dette enkelt nok at finde ud af, men visse smitsomme sygdomme har skjulte faser, hvor den, der bærer smitten, tilsyneladende er sund og rask og måske helt uvidende om, at han er smittet med den pågældende sygdom. Dette gælder for eksempel smitsom leverbetændelse (hepatitis), HIV, malaria og syfilis. Der må derfor også spørges, om der er mulighed for, at donoren kan have udsat sig for smitte med disse sygdomme ved sin adfærd (via seksuelle kontakter eller rejser til områder med stor smittefare).

Må - må ikke Man kan altså være donor, hvis man er sund og rask, aldrig har fejlet noget alvorligt, vejer over 50 kg. og falder indenfor aldersgrænserne - men IKKE, hvis man har eller har haft: Hjerteeller kredsløbssygdomme, forhøjet blodtryk, nyresygdomme, sukkersyge, epilepsi, tuberkulose, gigtfeber, malaria, leverbetændelse (gulsot), syfilis, blodsygdomme, ondartede svulster (kræft), allergi i behandling, er eller har været stiknarkoman, prostitueret eller har haft risikofyldt seksuel adfærd. Man kan midlertidigt blive udelukket fra donortjeneste, hvis man er gravid, ammer, har rejst i malariaområder, fået blodtransfusion eller er i behandling for akut infektion/betændelse.

Ved en tapning bør der ikke tappes mere end, hvad der skønnes at være 13% af den samlede blodvolumen. Derfor er der lavet en regel om, at man skal veje mere end 50 kilo for at blive godkendt som donor.

Et specielt problem blandt yngre er moden med piercing. Ringe og andre metalgenstande, som gennemborer hud og slimhinder, kan skabe betændelse. Hvis piercingen ikke er gennemført med sterilt udstyr, indebærer det desuden en risiko for overførsel af hepatitis. Man må derfor også vide, om donoren har fået foretaget piercing, tatovering eller akupunktur. I så fald får vedkommende et års karantæne.

Behov for nye bloddonorer Med disse sikkerhedsforanstaltninger er risikoen i Danmark i dag én per to millioner blodtransfusioner for smitte med HIV, og én per 200.000 transfusioner for smitte med hepatitis. Der er brug for 300.000 blodtransfusioner om året i Danmark. Siden 1932 har Danmark haft et korps af frivillige, ubetalte medborgere, som regelmæssigt lader sig tappe kun med det ene formål at hjælpe syge mennesker i nød. Donorkorpset tæller i dag 250.000 personer, og de leverer 380.000 portioner blod årligt. Der skal 25 - 30.000 nye bloddonorer til hvert år for at erstatte dem, der falder fra på grund af alder eller sygdom. De seneste ti år er donorkorpset skrumpet ca. 15% i størrelse, mest på grund af manglende tilgang af unge. Behovet for blod på vore hospitaler er der dog stadig...

Af overlæge, dr.med. Henning Sørensen Fra Helse 10/99

Donor Nyt

Foto: FOCI

Marts 2000

Donor Nyt

Hensynet til patienten

Marts 2000

KAFFESNAK er en ny artikelserie, vi har startet i Donor Nyt. Det er hyggelige og uformelle interviews med ansatte i blodbanker landet over.

Du ved sikkert, at dit blod kan opdeles i forskellige blodtyper. Men har du tænkt over, hvad det positiv eller negativ, der også indgår i din blodtype, egentlig betyder? Historien indebærer både en Nobel-pris, nogle indiske aber og en gammel græker. En blodtype angives almindeligvis for eksempel som “0 RhD pos” eller “0 Rh pos”. Det kan man for eksempel se på de donorblodtypekort, der anvendes mange steder. Nullet referer til en AB0-blodtype, mens RhD pos eller Rh pos angiver en blodtype i rhesusblodtypesystemet. Foruden det velkendte AB0 blodtypesystem findes der nemlig også det såkaldte rhesus blodtypesystem. Rhesusegenskaben er et arveligt betinget antigen i de røde blodlegemer. Et antigen er et legemsfremmed stof, primært protein, der bevirker dannelsen af antistoffer i blodet. Rhesusegenskaben er arveligt betinget. Langt de fleste danskere - ca. 85% - er rhesus positive, det vil sige, at deres røde blodlegemer indeholder rhesusegenskaben. De resterende ca. 15% er rhesus negative, det vil sige, at de IKKE har rhesusegenskaben.

Rhesusbørn Hvis Rh-positivt blod ved en transfusion gives til en Rh-negativ person, kan der i dennes blod dannes antistoffer, og ved gentagne transfusioner kan dette give årsag til svære sygdomstilstande. Hos en Rh-negativ kvinde, der bliver gravid med en Rh-positiv mand, kan der, hvis fostret bliver Rh-positivt, dannes antistoffer, der ødelægger barnets blodlegemer, så det eventuelt dør i livmoderen eller fødes med rhesussygdommen, der blandt andet viser sig ved blodmangel og gulsot. Risikoen er lille ved den første graviditet, men tiltager ved de følgende. I Danmark tages der blodprøver til bestemmelse af rhesustypen og til undersøgelse for rhesusantistof på alle gravide. Så er man forberedt, hvis den gravide har rhesusantistof, og der måske skal fødes et rhesusbarn. Rhesusbarnet kan behandles effektivt ved, at man udskifter størsteparten af dets blod efter fødslen. I dag er man ved vaccination i stand til at hindre dannelse af det farlige rhesusantistof ved fødsler. Det var hos rhesusaben man først opdagede egenskaben i vort blod, der siden blev opkaldt efter en abe som denne. Her er det mor og barn. Bemærk moderens yndige overskæg. Foto: FOCI

Opkaldt efter abe Rhesusegenskaben blev opdaget i årene kort inden 2. verdenskrig, primært ved undersøgelser af A. S. Wiener og Karl Landsteiner. Sidstnævnte havde tillige opdaget flere forskellige blodtyper. I 1930 modtog han Nobel-prisen. Egenskaben påvistes først hos rhesusaben, og det er aben, der har givet egenskaben sit navn. Rhesusaben - med det fornemme latinske navn macaca mulatta - er en såkaldt makak-abe, som er en slægt af hundeaber, der lever af frugter, insekter og krebsdyr. Rhesusaben er blandt andet i familie med hue-, java- og gibraltaraben. Den lever i bjergskove i Indien og er ca. en halv meter lang, plus en hale på 20-30 cm. Dens farver er temmelig spraglede: Den er brun, men med et orangerødt haleparti, et lyserødt ansigt og rødlige kønsdele.

Af Thomas Oldrup

Så kører vi... ...var en af mange kvikke bemærkninger fra de to tappedamer i Farsø Blodbank, Elsebeth Nielsen og Marianne Søndermølle, som Donor Nyt mødte en kold og regnfuld januardag. Den 1. november 1894 blev “Syge- og Epidemihuset i Farsø” taget i brug, og det fik den allerstørste betydning for Farsøegnens befolkning og byens senere udvikling. I dag - 106 år efter - er det et fuldt moderne lokalsygehus med navnet Farsø Sygehus, der dukker op efter de mange vejbump og en stor rundkørsel. Sygehusets store betydning for de lokale, mærker man også til i den hyggelig blodbank, hvor Elsebeth Nielsen, 54, er bioanalytiker. - De folk der kommer i Farsø Blodbank kender jo hinanden. Gamle barndomsveninder og klassekammerater mødes - ja, det er sikkert det eneste sted, de støder på hinanden. Der er jo også mange, der har en lang vej herind på grund af det store opland, så naboer og familie kører sammen.

Tid til snak - Vi prøver at gøre det til noget uhøjtideligt her hos os. Folk skal ikke mærke, at de er på et sygehus. Det er et helt andet system herinde - det er jo raske mennesker, vi har med at gøre. Vi snakker om vejr og vind, familie og bekendte, vi kommer med et par kvikke bemærkninger og skaber en stille og rolig stemning. Der er bestemt ingen, der får lov til bare at ligge eller sidde uden at blive snakket til.

Familietapninger - Folk har god tid, og det er meget almindeligt, at forældre ta’r deres børn med. De vil give dem et godt indtryk af at være donor. Hvis man spørger de små, ved de ikke rigtig, om de skal være donorer, når de bliver voksne - de er mest interesseret i sodavanden, chokoladen og klistermærkerne. Selvfølgelig spørger de også, om det gør ondt at blive stukket, hvad blodet skal bruges til, og hvor vi gør af det, efter at mor og far er blevet tappet.

KAFFESNAK

Hvad er rhesus?

Familien Vestby fra Farsø-egnen er et bevis på, at familietapning er en ren succes. - Familien er kommet her i over 20 år, og på nuværende tidspunkt er otte i familien donorer.

Er mænd bangebukse? - Når der kommer en ny donor, ta’r vi os tid til en ordentlig snak, for der er mange, der er bange og meget nervøse for at blive stukket. Især mænd - men bangebukse, det er de ikke. De føler, at de gør en god gerning. Det er lidt dét, der holder dem oppe. - Men det er jo noget underligt noget, det der med at være bange for at blive stukket, for der er jo ingen, der er i tvivl om, at de gerne vil have en blodtransfusion, hvis de er syge. Hvis det gør ondt at blive stukket da, gør det ikke noget. Men at blive tappet - det gør frygteligt ondt. Det er noget pjat!, mener Elsebeth Nielsen. - Folk har så travlt i dag, at de ikke har tid til noget som helst. På nuværende tidspunkt dækker vores bloddonorer vores behov, men vi ser selvfølgelig gerne flere unge mennesker i blodbanken - det er jo dem, der er fremtiden.

Men selvom stemningen er stille og rolig, er tempoet altid i top, for der er nok at se til for de to tappe-damer: - Vi har 1.800 donorer, og på ugebasis klarer vi ca. 60-70 tapninger fordelt på fire ugedage, hvor der foregår aftentapning om onsdagen. Og netop aftentapning har været en stor succes. Tekst og fotos af Brith Lund Jørgensen

Aben har muligvis sit navn efter Rhesos, en thrakisk konge kendt fra Illiaden. Odysseus og en kammerat tager livet af Rhesos og stjæler bagefter hans stridsheste.

Donor Nyt

Marts 2000

Familien Vestby fra Farsø-egnen

Marts 2000

Blodbus gennem Europa

Den mægtige flotte bus blev overgivet og hentet i Monaco af de to frivillige chauffører, Ejvind Martinussen og Henning Karlby, og kørt op gennem Europa, gennem Danmark og Sverige og sejlet over til Estland. Henning Karlby har her skrevet om, hvordan turen gik, og hvordan de blev modtaget som helte, da de langt om længe nåede frem. Foto: Helmuth Christensen

Næste morgen stod vi op til strålende solskin og knagende frostvejr, men op gennem Sverige begyndte et forrygende snevejr. Vi nåede dog til Stockholm, hvor vi overnattede, inden vi skulle med færgen til Tallinn. Da vi skulle have billetter til færgen, fortalte de svenske toldere, at vi manglede et eksportpapir fra Monaco. Efter lidt snak fik vi vores udførselstilladelse og dermed også vores færgebillet.

I december rejste to frivillige danske bloddonorer til fyrstedømmet Monaco for at hente en brugt tappebus. Bussen blev kørt op gennem Europa og på “turné” gennem Danmark, før den blev sejlet til Estland. Det blev enden på et længere projekt, Bloddonorerne har gennemført for at hjælpe med opbygningen af en donororganisation som den danske i Estland. Her kan du læse et uddrag af den ene af chaufførernes dagbog fra turen. Den uforkortede version findes på vores hjemmeside www.bloddonor.dk

“Vores næste problem opstod ikke langt hjemmefra, da udstødningsrøret begyndte at strejfe asfalten!”

Udråbt til helte! Halvdelen af færgebilletten blev sponsoreret af EstLine, som driver færgeruten. Vi var ude på dækket flere gange i løbet af aftenen, der rørte sig næsten ikke en vind, og det var højt klart måneskin, så vi fik en fantastisk overfart.

Den 12. december stod vi - to frivillige bloddonorer og chauffører fra Ribe, Ejvind Martinussen og jeg selv - foran Fyrstinde Grace Hospitalet i Monaco. Her skulle vi hente bussen. Vi traf bestyrelsen for bloddonorerne i Monaco og hospitalspræsten, som læste en religiøs tekst over bussen og stænkede den med vievand. Nøglerne blev overdraget, mens fjernsynskameraerne snurrede, og der blev holdt nogle små taler. Det viste sig at være en ærværdig ældre dame, den bus. Hun var 14 år gammel, men havde, da vi overtog hende, kun kørt 4400 km. Da vi begyndte at køre, kunne hun kun køre 70 km i timen med pedalen presset i bund, og blot det gik den mindste smule op ad bakke, skulle vi både et og to trin ned i gear.

Mellem blå og gule blink Hen under aften kom vi til motorvejen omkring Lyon. Klokken var ca. 19, da bussen gik i stå! Vi rullede ind til siden i nødsporet, og i en nødtelefon fik vi fat i politiet, som lovede, at der ville komme hjælp i løbet af 10-15 min. Efter en time var der endnu ikke kommet hjælp, hvorefter vi gik til nødtelefonen i den modsatte retning. Derefter gik der ca. et kvarter, hvorefter der kom et lille “fejeblad”. Han kunne ikke klare en bus, så han kørte igen. De næste, der kom, var politiet. Derpå kom en meget stor kranbil, som heller ikke kunne hjælpe os. Han hældte brændstof i vores tank i håb om, at vi bare var kørt tør. Det hjalp heller ikke, så han tilkaldte endnu et bjærgningskøretøj. Efter nogen baksen med bussen fik de den gjort fast til det sidste bjærgningskøretøj, hvorefter bugseringen begyndte med to bjærgningskøretøjer med gule blink, os i midten, og bagved politi med blå blink. Klokken 0.30 blev bussen sat af ved en mekaniker, hvorefter vi fik bjærgeren til at køre os til det nærmeste hotel, hvor vi kom i seng klokken 01.00 uden aftensmad.

Næste morgen gik turen til mekanikeren, hvor det lykkedes mekanikerne at vække motoren til live ved hjælp af et nyt oliefilter. Tirsdag middag kunne vi så fortsætte vores odyssé mod Estland.

Vi opdagede, at vi var blevet nogle meget interessante mennesker, for i den korte tid vi var på gennemrejse i Danmark, blev vi kontaktet at flere aviser og radioprogrammer.

Oplevet og fortalt af Henning Karlby, formand for Ribe Frivillige Bloddonorkorps

Tour de Danmark Så skulle vi rundt i Danmark for at hente brugbart blodbankudstyr. Om morgenen havde de sagt, at der var en risiko for, at der kom en kraftig storm, måske orkan, som den der ramte Danmark den 3. december. Den skulle opnå sin fulde styrke hen under aften.

“Præsten læste en religiøs tekst over bussen og stænkede den med vievand.”

Vi kørte til Odense, Nyborg og Svendborg og så til Spodsbjerg for at tage færgen til Lolland. Men færgen i Tårs stod på bunden i færgelejet, så via en omvej over Storebælt nåede vi først Nakskov Sygehus klokken 17.30. Nu var der kun Bispebjerg tilbage, men de havde heldigvis døgnåbent. Der var to søde medarbejdere på nattevagt, som hjalp os med at bringe udstyret ud, hvorefter de bød på en lille forfriskning, inden vi kørte videre mod Helsingborg, hvor vi gik i seng på et hotel ved midnat. 3

Marts 2000

Udsigten fra blodbanken i Monaco

• • • • • •

Projektet blev til med støtte fra: Sundhedsministeriet Mærsk Air Estonian Air Bloddonorerne i Monaco Iversens Busser Estline

• • • • •

og de fem blodbanker i: Odense Nyborg Svendborg Nakskov Bispebjerg Donor Nyt

Donor Nyt

Skaderne udbedres

Efter nogle forhindringer i tolden i Estland, fik vi grønt lys til at køre ind i landet. Der mødte vi en flok meget glade estere, som udråbte os til helte! Vi blev vist frem i det estiske fjernsyn og fik blomster og blev beskænket med russisk champagne. Det var en rigtig festdag!

Vores næste problem opstod ikke langt hjemmefra, da udstødningsrøret begyndte at strejfe asfalten af og til. Vi fandt ud af at pumpe hydraulikken op, så bussen løftede sig. Hjemme i Ribe var det frostvejr, så vi lavede en hurtig “sponsoraftale” med Iversens Busser, vores lokale busselskab, om at han frostsikrede bussen for os. Hans mekaniker kiggede også på udstødningsrøret og reparerede ophænget og koblingen.

De glade modtagere i Estland

Marts 2000

LANDET RUNDT

Illustration: Maria Fredriksson

Madsens otium NAKSKOV: Knud Madsen, der har været formand for Vestlollands Frivillige Donorkorps gennem 40 år, trak sig tilbage ved en reception i december. Han har tidligere været stationsleder for Falck i Nakskov, og har været en ekstremt aktiv del af organisationen. Han har altid arbejdet konsekvent ud fra det ene formål at have donorer nok på Vestlolland. Der er sket ufattelig meget for korpset i Knud Madsens “regeringsperiode”, og på de 40 år har han fået gjort korpset til et af landets bedst fungerende. Den nye formand, sygehusdirektør Viggo Vestergaard, overrakte Knud Madsen et gavekort til en “otium-stol”.

Bloddonorer parkerer gratis

Hvem skal være Årets Bloddonor? De har glemt nålen, hr.!

ÅRHUS: For at få bugt med tyveri, hærværk og indbrud i biler har Skejby Sygehus indført overvågning af størstedelen af parkeringspladsen ved sygehuset. Derfor koster det nu ti kroner i timen for den 2. time, man parkerer i Skejby.

DONORANEKDOTE: Det var for mange år siden på Århus Kommunehospital, da der var blodbank der. Jeg havde bestemt mig for en tapning og havde spurgt et par venner, om de ville med til en prøvetapning. De var begge “nye” og ville gerne støtte en god sag, så vi sad og ventede på, at det skulle blive vores tur. Dengang var det sådan, at man fik en nål med en bloddråbe, når man var blevet tappet 10 gange. Den dag var der en donor, som havde været der 10 gange, og som havde fået sådan en nål. Uheldigvis glemte denne 10 gangs donor sin nål, og på vej ud af blodbanken forbi os - som ventede for første gang - kom sygeplejersken løbende, og råbte: “NÅLEN! NÅLEN!!” Mine to bekendte blev blege, for de troede, at man havde glemt “nålen” i armen. Men sagen endte lykkeligt, da de så, at det var en præmie for 10 gangs jubilæum. Men grinede, det gjorde vi...

Sygehuset har gjort en behagelig undtagelse for bloddonorerne, som slipper for at betale parkering, mens de tappes. Sygehuset har en parkeringsplads umiddelbart udenfor Blodbanken, som er forbeholdt bloddonorer. Hvis der er optaget, kan man i stedet køre til den overvågede del af parkeringspladsen på den anden side af Brendstrupgårdsvej, hvor man trækker en billet ved indkørslen til området. Hvis opholdet i Blodbanken varer længere end en time, får man billetten stemplet i donorsekretariatet, og så kan man stadig forlade sygehuset uden at betale for parkeringen.

Indsendt af Jens Sørensen, Århus

Årets Bloddonor er en person, der har gjort noget særligt for bloddonorsagen. En, der har ydet en indsats for at udbrede budskabet eller har udvist et bemærkelsesværdigt engagement. Det er ikke nødvendigvis en enkelt person, men kan også være en gruppe, organisation eller lignende. Navne på nominerede personer kan komme fra alle landets bloddonorer, sammen med en beskrivelse af, hvorfor vedkommende bør hædres. Indsend forslag til landskontoret (se adressen på bagsiden) senest 15. april. Bloddonorernes forretningsudvalg foretager den endelige udpegning, og navnet offentliggøres den 27. maj.

Donorhistorier søges Har du en historie fra blodbanken om at være donor, så hører vi gerne fra dig. Send historien til os - på adressen Donor Nyt, Bjerregårdsvej 8, 2500 Valby (mærk kuverten “Donoranekdote”) eller på e-mail: donor-nyt@bloddonor.dk - så honorerer vi de bedste historier med en poloshirt og offentliggør dem her på disse sider i Donor Nyt.

En flot velkomst mere royalist end nogensinde. Så tæt på det hele og i samme hus som Danmarks dejlige lille prinsebaby. Sikke en dag.

Hvis I får to kopier af Donor Nyt i husstanden

De venligste hilsener fra Lisbeth Kolind

Vi er glade for, at der i mange hjem er mere end én bloddonor. Men vi er også opmærksomme på, at man derfor får tilsendt mere end ét eksemplar af Donor Nyt.

Foran indgangen til Rigshospitalet stod der en skare af pressefolk, som kortvarigt lod deres blikke fæstne sig på mig. Jeg strøg med bagsiden af venstre hånd en vild lok til side og rettede på min bordeauxfarvede uldne frakke. Stemningen på bloddonorafdelingen var af en helt speciel karakter denne dag. Søde og rare er de altid på denne afdeling, men der var nu et eller andet anderledes ved denne dag.

Vi gør vores bedste for at sortere disse "dobbelte" fra i vores store database, men får givetvis ikke alle med.

Pludselig gik det op for mig, at alle ventede spændt på at se skyggen af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, som på et eller andet tidspunkt ville dukke op for at besøge mor og barn. Denne dag var jeg

Marts 2000

Illustration: Maria Fredriksson

Donor Nyt

Jeg tog overtøjet af og smøgede ærmet op, så min bedste arm kom til syne. “Hvor vil du helst ligge” spurgte de høfligt, “så du kan kigge ud ad vinduet, mens du bliver tappet, eller på modsatte side?” Normalt spurgte de altid, om jeg ville have det ene eller andet at drikke, men denne gang fik jeg et valg mere.

Modtager man mere end ét eksemplar, vil vi foreslå, at man giver de overskydende videre til venner, familie, bekendte eller kollegaer, som eventuelt kunne være interesserede i at melde sig som bloddonor. Kuponen på bagsiden kan bruges til tilmelding.

Sendes ufrankeret Bloddonorerne betaler portoen

Bloddonorerne Er du sund og rask, mellem 18 og 60 år og vejer du over 50 kilo, kan du blive bloddonor.

✂

DONORANEKDOTE: Den sorte elegante taxa hentede mig ved Bredgade 23, foran porten med de polerede messingskilte. Jeg satte mig ind på bagsædet. Trods de mange biler gled vi stille og roligt gennem trafikken.

i Danmark Bjerregårdsvej 8 +++ 6046 +++ 2500 Valby

Postbesørget blad nr. 50551 (0900 KDM)

Hvor mange gange har Conny Koch givet blod? Gæt hvor mange gange Conny Koch på billedet har givet blod, og vind flotte præmier i vores konkurrence. På dette billede ses Conny Koch i sin dagligstue. Han er 63 år gammel, fra Svenstrup i Jylland og meldte sig som bloddonor i 1953. Med den mængde blod, Conny Koch har afgivet gennem tiden, ville han være i stand til at fylde de dunke, man kan se på billedet. Efter en tapning den 12. januar blev han hyldet i sin lokale blodbank på Sønderborg Sygehus for sit “jubilæum”. Hvor mange gange var Conny Koch da blevet tappet?

KONKURRENCE

Gæt hvilken gang det var, Conny Koch blev tappet den 12. januar. Skriv svaret på et postkort eller på bagsiden af en konvolut, og send den til Donor Nyt. Adressen findes nederst på denne side, og skriv venligst tydeligt “KONKURRENCE” på kortet. Vi skal have svaret senest den 25. april. Herefter trækker Conny Koch personligt lod blandt de korrekte svar, og vi udlodder ti poloshirts, ti sweatshirts og ti paraplyer, de heldige vindere kan vælge imellem. Skriv tydelig afsenderadresse på kortet eller konvoluttens bagside, og noter også, hvilken præmie du ønsker og i hvilken størrelse. Vinderne får personlig besked, og vi bringer en liste på vores hjemmeside: www.bloddonor.dk.

Donornyt

Giv blod !

Foto: Claus Thorsted

DN.58/2000

DONORTILMELDING

Udgivet af: Bloddonorerne i Danmark Bjerregårdsvej 8 2500 Valby Tlf.: 7013 7014 Fax: 7013 7010 E-mail: donor-nyt@bloddonor.dk www.bloddonor.dk

Stilling/Navn Gade Postnr.

Ansvarshavende redaktør: Niels Mikkelsen

Personnr./Fødselsdato

Telefonnr.

Arbejdssted

Telefonnr./lokalnr.

Har du tidligere givet blod ?

Donor Nyt nr. 58 31. årgang marts 2000

Nej

Hvor Evt. blodtype

Redaktion: Signe Borup Kristian Broberg Hanne Bøjlén Morten Haase Brith Lund Jørgensen Thomas Oldrup Per Hemmingsen Ramsing Lægefaglige konsulenter: Jan Jørgensen Ellen Taaning

Evt. bemærkninger

Design: DataGraf Auning AS Tryk: Graphx Forsidefoto: Danmarks Radio Trykt på svanemærket papir

Ønsker at blive tappet i

Eftertryk eller anden gengivelse af dette blad er tilladt med kildeangivelse.

(stednavn)

Dato

Underskrift

Oplag: 250.000 ISSN nr.: 0902-2643 Næste udgivelse: Juni 2000