Skælsætninger Thomas Weiergang & Jakob Sørensen
Navn
Thomas Weiergang
Født
1973
Uddannelse
Cand. mag. i engelsk og kunsthistorie
Favoritfiskeri
Visuelt og intuitivt fiskeri
Drømmefisk
Tegner og maler jeg
Derfor fisker jeg
Jeg fisker, fordi jeg møder mig selv ved van- det. Fordi jeg falder ind i naturens rytme og går i symbiose med naturens kræfter. Det, jeg finder, er et møde med min egen intuition
Motto
Draw the line
Navn
Jakob Sørensen
Født
1979
Uddannelse
Grejhandler og journalist
Favoritfiskeri
Alt fiskeri hvor fiskene kan ses og forårsfis- keri efter laks
Drømmefisk
Den næste fisk
Derfor fisker jeg
Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg hele tiden tænker på at komme ud at fiske, når jeg ikke er det. Hvorimod jeg aldrig tænker på at komme hjem, når jeg er ude at fiske
Motto
Tænk som en fisk
Navn
Søren Astrup Jørgensen
Født
1985
Uddannelse
Mediegrafiker
Favoritfiskeri
iskeri, der ikke er baseret på held, men hvor F jeg føler, at jeg selv kan gøre en forskel
Drømmefisk
en store, blanke forårslaks, som jeg aldrig D fik, da jeg boede i Skjern
Derfor fisker jeg
ordi den fornemmelse, man oplever, første F gang man kroger en god fisk, ganske enkelt er vanedannende
Motto
Kun døde fisk følger strømmen
8
Kære læser En efterårsdag i Sønderjylland for mange år siden mødtes to strømme for første gang. Den ene kom længere nordfra end den anden, men de havde begge rejst langt for at komme til netop dette frodige sted i engen, hvor deres boblende vand blev blandet for allerførste gang. De kom af den samme jord, men deres kilde lå på hver sin side af Jyllands vandskel. Den ene strøm var ældst, for den havde rejst i længere tid gennem smukke ådale og grønne enge. Den havde set mange sære ting på sin vej. Og i dens høller og stryg var der vildtvoksende grøde. Den anden derimod havde haft et kortere forløb – men løb desto kraftigere. Vilde fald og stryg afløstes af rolige sving, hvor dens vand kunne kredse i rolige hvirvler og en sjælden gang falde helt til ro. De var forskellige, de to strømme. På det sted i engen, hvor de mødtes, kunne man se, hvordan det klukkende og boblende vand fra den ene strøm hilste på vandet fra den anden. Man kunne se, hvordan de havde forskellig glød og karakter. Der var temperamentsforskel. Og aldersforskel. Gik man videre langs den nu ret anseelige å, kunne man se, hvordan deres vand kørte rundt i fascinerende former og figurer og blev forenet. De to forskellige strømme blev til noget tredje. Hver for sig var kilderne fulde af liv og bobler, men nu, hvor de var forenet i en større å, var deres vand pludselig så rigt som en tålmodig tørfluefiskers fineste æske – fyldt med rigdom og sære indfald. Det var i selve vandblandingen, at magien bestod. Resultatet sidder du med her. De to strømme har hver især lagt alt deres bedste i denne bog. Men det er i samarbejdet, at noget større er sket. Når vand blandes med vand, bliver det til, ja, vand. Men vand er ikke bare vand; det er grundlaget for et mylder af liv og kan overkomme selv den snedigste forhindring og største spærring. Vand er energi og liv, og når energi møder liv, opstår noget nyt. I dette tilfælde boblende, frodig og kreativ energi. Bogen er en hyldest til magien i og fascinationen af fiskeriet. En bog med fortællinger, som kredser om alt det, der kan være svært at forklare. Og om den forbistrede vandlængsel, der ophobes i kroppen, når doseringen af eventyr ikke balancerer med fysiske behov. Fortællingerne er opsamlet på vejen ned ad egne vandveje. Forhåbentlig rammer de dit instinkt, dine følelser eller en snert af identifikation. Det kan være, man kan lære noget af at læse bogen – men det er langt fra sikkert. Og heller ikke meningen. Det er svært at instruere i fiskeriets uudgrundelige magi og tiltrækningskraft. Det kan du bedst selv. Hermed vores passion i ord, billeder og dragende indtryk. Hop i! Thomas & Jakob
9
12
Gudenåen, maj 2007 Jeg var ved at blive desperat. Jeg havde kun ét eneste altfortærende ønske: At komme tilbage til »zonen«. Jeg havde været ude af den, siden jeg satte mig i flyet i Puerto Montt, Chile. Der var gået tre måneder, siden jeg havde oplevet den sindstilstand, man befinder sig i, når man er i zonen. Når kastet glider gennem luften, og fluen som ved magi lander perfekt på vandet. Det er en tilstand, hvor al fokus helt naturligt zoomes ind på selve essensen af fluefiskeri: At fange fisken. Alle andre omgivende faktorer eksisterer som en slags transparens mellem dig og målet. Fisken spidder sig selv på dit sværd, du er som zenkrigeren, der aldrig begår fejl eller bevæger
sig klumpet langs strømmen, men blot smelter ind i omgivelserne, entrer en nærmest meditativ tilstand og er usynlig for byttet. Den tilstand er vanedannende. Fluefiskerens junk. Nu står jeg ved en langsomt strømmende dansk å. Jakob og jeg får en sandwich og en øl på bredden. Uden at vide det er jeg ved at synke ind i tilstanden. Rundt om os bølger et tæppe af majfluer over den saftgrønne junieng. Det, jeg først troede var flydende snadder i overfladen, viser sig at være pupperne fra de tusinder af majfluer, som er klækket tidligere på dagen, e og som nu klamrer sig til græsstråene og laderr deres sortspættede, Læ s merose i glasagtige vinger tørre i aftensolen. e Vi tager bogen 13
As Hoved, april 2002 Hver eneste gang jeg fisker på As Hoved, er der et bestemt billede, som sniger sig ind på hjernens billedprojektor. Det er et meget gammelt billede, som jeg har liggende i en slaggerdynge af mugne minder nederst i hukommelsesbunken. Billedet er et farvefotografi taget med det spejlrefleks kamera, jeg købte for mine konfirmationspenge. Faktisk er der to billeder, som af uransagelige årsager dukker op samtidig, når jeg tænker på det gamle kamera, men det andet er et foto af to karusser, som ligger på nogle nyudsprungne pilegrene. Det sidste lader vi derfor ligge i bunken af sære minder fra mit fiskeris stenalder. Billedet, jeg tænker på, forestiller tre unge lystfiskere. Man 94
kan se, at de er unge, fordi de har hår på hele hovedet. Man kan også se, at billedet er gam melt, for to af knægtene på billedet har deres PVC-waders hængende over skulderen. Ham til højre. Min bror. Han har et par neoprenwaders på. Højeste mode på det tidspunkt. Men sådan var han, dengang han fiskede. Det er klinget noget af siden. Jeg er dog glad for, at han drop pede frisuren: Skulderlangt, småpermanentet og affarvet. Du skal tænke glamrock fra firserne, så er du på rette spor. På billedet kan man se, at vi er på vej ud for at fiske på As Hoved. Det er en halvstor halvø, som stritter ud i Kattegat lige under Horsens Fjord. Der må man ikke køre i bil. Man må gå eller cykle – og der er ret langt ud
95
til spidsen. Derfor undrer jeg mig i dag over min brors valg af neoprenwadersene. Men det var selvfølgelig smart dengang. Vi var på vej til kystfiskeri, dengang jeg tog bil ledet. Jeg var højst 15 år, og jeg tror ikke, jeg havde fanget mere end to havørreder på kysten. Sandsynligvis ingen af dem over målet, og det er sandsynligt, at ingen af dem har været taget på flue. Jeg kom sent i gang med de der havørreder. Det er der rettet op på siden. Jeg har gået turen ud gennem alléen mange gange. Stenene på As Hoved har set undersiden af en del forskellige va destøvler. Deriblandt mine egne PVC-vadestøvler, de traktormønstrede fra mine svedige neoprener og de piggede filtsåler på forskellige vadestøvler, fra dengang alt blev åndbart, men stadig svedigt på en lun forårsdag. Der er kystpladser, der fylder så meget i bevidst heden, at det næsten føles, som om man aldrig fisker andre steder. Det er tilfældet her, selvom jeg faktisk aldrig har fisket her om sommeren – eller om efteråret for den sags skyld. As Hoved definerer dansk forårsfiskeri på den åbne kyst. I mit hoved i hvert fald. Hvis man går til højre ved alléen, kommer man til sydsiden af hovedet. Når man står ved vand kanten, kan man se hele den sydvendte kyst. Man kan se, hvordan havet gnaver i klinterne, så kystlinjen står skarpt skåret i profil mod Kattegat. Det er en statelig kyst, og oven over klinterne står kæmpestore træer af forskellig slags. Man kom mer uvilkårligt til at tænke på nationalsangens bøgetræer. Som i et guldaldermaleri af den mest nationalromantiske slags. Man lægger ikke så meget mærke til træerne, når man først er i gang med fiskeriet. Som kystfisker er det alligevel et eventyr at fiske her, for kysten ændrer konstant karakter. Fra sandbugtens badekar til stenstrand, vige og spidser. Denne kyst har samlet alt det bedste fra de danske kyster, ja, det er, som om den vil prale og vise de allersmukkeste sider for os kystfiskere. Gennem årene sker der konstant noget ved kysten. På et bestemt sted står de robuste egetræer så tæt på vandet, at de yderste i geleddet har måttet overgive sig til saltvandet. Vand er stærkere end jord og sluger med tiden også de tunge og stolte stammer. Hvert forår forekommer det mig, at der ligger nye egetræer i vandet. De strækker deres kroner ud over badekarret, og man må op på skrænten for at komme udenom. Det er egentlig svært at sige, om As Hoved er en god fiskeplads. Faktisk kan man godt få fornem 96
97
98
melsen af, at der er andre fiskepladser, som kaster flere havørreder af sig. Man møder nemlig sjældent særligt mange andre fiskere. Det er ikke en plads, som altid vrimler med havørreder, og der er nok mere føde for fiskene i de lavere vige længere inde i landet. Men i den rigtige periode i foråret kan man finde store flokke af fisk, som kommer for at spise rejer. Jeg tror, at rejerne trækker ind til kysterne fra det dybe vand i Katte gat. Skovfogeden har sat rejeruser på sydsiden. De står her hvert eneste år. Jeg tror, han ved, hvor rejerne kommer ind til kysten. Min favoritflue er også en rejeflue. Det har det altid været.
Det føles rigtigt at fiske med en rejeimitation på fluestangen. Det er let at give fluen rejespjæt og rejehop, og når man står med fluelinen i hånden, kan man forestille sig, hvordan en reje hopper af sted derude. Fluelinen tages ind i uregelmæs sige bevægelser: Først lange, rolige træk, som når rejen svømmer stille af sted langs bunden i sin jagt på føde. Pludselig opdager rejen en stor, sort skygge mellem tangplanterne, og den skyder halen mellem benene i et panisk forsøg på at undslippe den truende fjende. Den prøver despe rat at komme i skjul bag en tangplante, men den når det ikke, for havørreden har opdaget rejen, 99
indhenter den i et lynhurtigt udfald, bider sam men om den tykke godbid og opdager for sent, at det er bedrag. Krogen sætter sig dybt bag kæbebenet, og kampen kan begynde. Den flue, som sidder for enden af forfanget, ligner en reje. Meget endda. Der er forskellige religio ner i fluebinding. Nogle fluefiskere binder deres egne fluer, og der er nogle, som er helt lige glade og køber nogle færdiglavede. Der er også forskellige grader af entusiasme blandt dem, der binder deres egne fluer. For nogle er fluebinding en passion, der fylder mere end selve fiskeriet. Det er en besættelse fyldt med lige så store sejre og skuffelser som naturoplevelsen. Der er 100
også nogle i den anden grøft, som ikke kan få fluebindingen overstået hurtigt nok, for hvem det er en besværlig omkørsel på vej til fiskeriet. Noget, som skal overstås. Slet og ret. Jeg hører nok mest til i den sidste gruppering, men lige præcis med rejefluerne forholder det sig af en eller anden grund helt anderledes. Det giver en frydefuld tilfredsstillelse at fange en kystørred på en flue, hvor der er lagt uendelig koncentration og opmærksomhed i hver enkelt detalje. Der skal helst både være følehorn, munddele, øjne og ben på mine rejefluer. Spørg mig ikke hvorfor. Men jeg har det allerbedst med at fange kystørreder på de mest fanatisk detaljerede imitationsfluer. Det er bare ikke altid, at tålmodigheden rækker til det.
101
Nogle gange brænder fiskefeberen så stærkt, at der ikke er tid til detaljerne. En forårsmorgen, hvor jeg står og kigger ud ad vinduet, opdager jeg, at lyset har fået en særlig grødet mættethed, som kun kommer, når vinden er lun fra sydvest. Så sker der noget magisk. Jeg kan næsten lugte saltvandet, da jeg åbner døren for at indsnuse luften. Jeg skynder mig at pakke kystgrejet, men da jeg åbner kystflueboksen, sidder der kun en ynkelig samling rustne rejefluer, som er gennem tyggede fra sidste kystsæson. Så må jeg skynde mig at vikle et par fluer, inden jeg kan køre. I al hast bliver et par impressionistiske imitationer til – som mest består af en stor tot dubbing – inden jeg haster mod vandet. Sådan går det næsten altid. Hvert år er det det samme. Fisketrangen overrumpler mig. 102
Når vinden kommer rigtigt fra den ene side, og vandet har netop den smule farve, som giver ørrederne perfekte jagtbetingelser, da er fluefiske riet helt indlysende rigtigt. Når man stille vader i vand til knæene, og fluelinen bølgende bugter sig på de små våger – da kan man falde i en trance og lade kastene flyve af sted over vandet gang på gang. Man træder ind i en meditativ tilstand, lader tankerne strække sig ud til enden af linen og spille det samme rejeskuespil igen og igen. Man forestiller sig, hvordan fluen ligner en reje. Jeg tror, at de fleste kystfluefiskere vil give mig ret, når jeg påstår, at det allermest højspændte øjeblik er, netop der hvor man mærker et lille stød i linen og samtidig ser, at den lyse flueline på overfladen i et ganske kort øjeblik får sit eget liv. Netop i det øjeblik mærker man linen strække
103
sig, noget solidt strammer alt op, og fluestangen står bøjet i en dyb bue mod en havørred, som rusker med hovedet i overfladen. Dét øjeblik er højdepunktet på enhver kysttur. Forårshavørrederne er så smukke, at man næs ten har det dårligt med at slå dem ihjel. Men for mange hører det sig til. Det er en integreret del af kystfiskeriet. Det er et fiskeri, hvor man ikke behøver at have dårlig samvittighed over at høste en fisk eller to. Der ligger nok et fangerinstinkt bag den helt basale glæde ved at se en smuk og blank kystørred ligge trind og glat på strand stenene. Når byttet er slået ihjel, sidder der ofte små, blanke skæl på fingrene. Havørredernes adelsmærke. De er blanke som pudset sølv. Og små, tynde flager lyser op som stjerner på de våde waders, når fisken hænger i galgen. Det er en ren og god fornemmelse at følge sine instink ter og høste et velfortjent bytte. Når man sådan vader i vand til knæene med en halvmetersfisk hængende i galgen, er det som at stå midt i nationalsangen. Og man hengiver sig med selv forglemmelse til fiskeriet. I det tidlige forår er det let at glemme tiden. Da gene er stadig ikke så lange, og lyset og varmen har endnu ikke sat blade på bøgetræerne. Men inde mellem de tykke, grå stammer myldrer det med forårsbebudere. Anemonerne lyser som tusindvis af nedfaldne ministjerner i et univers af lysegrønt. Ramsløgene er også kommet. I store klynger står de med saftspændte blade. Når jeg går hjem fra As Hoveds kyst med en fisk eller to dinglende i galgen, plukker jeg nogle store nævefulde og lægger i linekurven. Man kan roligt gøre det, for ramsløgene er ikke specielt værdsat af skovens vildt. De dufter stærkt af både hvidløg og purløg og smager lige sådan. Men det er en fantastisk krydderurt, som klæder nyfanget hav ørred. Det siges, at det var spanske lejesoldater, som tog løg med sig, da de var her i landet for at føre krig. De bosatte sig ofte på herregårde. Derfor finder man de stærke løgplanter netop ved herregårde og godser. Jeg tænker på de spanske soldater, mens jeg trasker hen over anemonernes blomsterdække. De står så tæt ved fødderne af bøgetræerne, at jeg kommer til at tænke på mælkevejens stjerner. Der er så mange, at man ikke kan nyde synet af dem hver især, men samlet, i tusindvis, er synet spektakulært. Noget, man bør nyde hvert eneste år. Derfor bliver jeg nødt til at vende tilbage og gå turen ud under alléen på As Hoved igen. Det er ikke kun en tradition, det er en nødvendig hand ling. Et ritual, som skal gennemføres hvert eneste år, for at fiskesæsonen kan komme rigtigt i gang. Det er essensen af mit kystfluefiskeri. 104
105
Kviksølv
Canada, august 2005 Solens varme stråler arbejder sig langsomt gen nem den tykke dis og videre ned gennem det tætte tæppe af svajende ahornblade. Det er en skøn morgen. Skuet ud over de canadiske skove er dragende i de tidlige timer og en rejse værd i sig selv. Klokken har netop passeret halv fem, og inde i den ildelugtende, tilduggede lejebil har jeg nu jeg fået samme tanke som solen – at stå op. Tre mand har vi sovet i bilen, og vi har alle tre be holdt fisketøjet på nede i soveposen. Det tjener to formål: at holde på varmen i den kolde nat og ikke mindst at nedskære ventetiden, fra øjnene står op, til linen er lagt ud. De tilfiskede waders er spændt fast mellem bildøren og panelet og er dejlig lette at komme i, og blot to minutter efter at soveposen er forladt, er de på. Og to minutter herefter kan jeg se floden og se frem til en hel dag i dens behagelige selskab. Et selskab, der er helt nyt, men som jeg allerede længes efter. 26
Stillehavslaks. Jeg havde aldrig forestillet mig, at de kunne være så smukke, så stærke, så fascinerende og fængslende. Faktisk havde jeg grinet lidt af dem og anså dem knap for at være rigtige laks. Sådan er det ikke længere. Langtfra. Sølvlak sene er nemlig blevet en besættelse. En be sættelse og en beruselse. Jeg skammer mig. Meget. For sølvlaksen – eller coho som den kaldes lokalt – er og bliver en vidunderlig skab ning. Stillehavslaks eller ej. På grund af dem står vi umenneskeligt tidligt op og begiver os ned til floden – som jeg egentlig mere føler er en elv. Vi fisker på flodens smalle og hurtige partier og på træk af friske fisk fra den nærtliggende fjord. Hvornår trækket kommer, hvor stort trækket er, eller hvor store e fiskene f er, ved vi ikke. Men vi ved, at trækkett kommer. gør det. Hver LæsDet mere i bogen eneste dag!
Det handler om at være til stede Skælsætninger er ikke en lærebog. Det er en værebog. Det er en bog, hvor det gælder om at være til stede, og hvor fantastiske oplevelser formidles videre på bedste vis. Oplevelser, der har sat tydelige spor hos forfatterne og præget deres syn på fortidens, nutidens og fremtidens fiskeri. Skælsætninger er en beskrivelse af de oplevelser, man ikke selv kan styre, men som kan styre én og ens fiskeri. Det kan være kæmpefisken. Men det kan lige så vel være en lille fisk fra en lille å på en stor dag. Det kan være alt. Og ingenting. Skælsætninger viser de sider af fiskeriet, som vi ikke selv er herrer over, og som vi på ingen måde kan og vil undvære. Skælsætninger er ærlig, intens, morsom og rykket ud af hjertet på to fortabte og for evigt forelskede fiskere. Skælsætninger er en bog for alle fluefiskere med hang til laksefisk. Bogen er en leg med ord, gennemillustreret og blandt de mest gennemarbejdede danske fiskebøger nogensinde.
ISBN 978-87-994180-0-8