Når Vi Drømmer, Taler Elven BO RØNHOLT FRIER
1
Når Vi Drømmer, Taler Elven 1. udgave, 1. oplag 2011 Copyright © www.bluedotmedia.dk ISBN 978-87-994180-1-5 Tryk: ScandinavianBook A/S, 8200 Århus N Redaktion: Jakob Sørensen Layout og grafik: Søren Astrup Jørgensen Korrekturlæsning: Kristian Krog Kæmsgaard Omslagsfoto: Jakob Sørensen Foto: Thomas Weiergang og Bo Rønholt Frier
541-826 Svanemærket tryksag
6
Indhold
DRØMMEN Hvileløs.....................................................................12 Regnbuernes Konge..................................................14 Blå Striber I Sandet...................................................32 Å...............................................................................42 Når Vi Drømmer, Taler Elven...................................56
TIDEN Mens Livet Flyder Forbi............................................78
STORMEN Himmerland.............................................................86 Bølger I Vest.............................................................98 . Tiden Er Et Ansigt På Vandet.................................110 Ved Enden Af Den Sidste Vej..................................120 Slette....................................................................... 130 7
8
Bo Rønholt Frier
Bo er født i 1982, og han var bare 14 dage gammel, da han blev slæbt med på den første fisketur – så han fik bogstavelig talt fiskeriet ind med modermælken. Bo voksede op i et himmerlandsk kollektiv, hvor fiskeriet spillede en central rolle. Begge forældre var og er meget aktive lystfiskere. Derfor havde Bo allerede i teenageårene set langt flere kvalitetsfiskevande end de fleste når i et helt liv. I en alder af blot 16 måneder klappede han den første blanklaks ved en norsk lakseelv. Som alle andre raske knægte skulle Bo også være på tværs i de unge år. Hans ungdomsoprør bestod ikke i, at han ikke ville fiske, men derimod at han ikke ville fiske efter laks. Det skal naturligvis ses i lyset af, at han hver eneste sommer brugte mere end en måned ved de norske elvbredder. Selv om Bo fangede laks fra tid til anden, så blev han aldrig helt opslugt af fiskeriet – der skete simpelthen for lidt for en lille og utålmodig gut. Derfor plagede han forældrene om at få lov til at fiske ørreder i de søer og elve, de passerede på deres vej til og fra laksevandet. Fra tid til anden fik han lov, og når det skete, bevægede Bo sig langsomt men sikkert ind i en ny verden – ørredernes verden. I dag er det stadig ørrederne, der er den røde tråd i Bos liv. I modsætning til de tidligere år er han i dag passioneret fluefisker, hvor det mere er processen end resultatet, der er målet. Selv om Bo har rejst til flere af verdens mest fantastiske fiskevande, er det stadig de himmerlandske åer og fjorde, der er tættest på hans hjerte. Til daglig arbejder Bo på Aalestrup Naturefterskoles Fiskelinie, hvor han er med til uddanne og inspirere fremtidens lystfiskere. Jakob Sørensen 9
DRØMMEN
10
11
Hvileløs
Jeg vandrede gennem de forladte gader, og drømmene fulgte efter. Lige meget hvad jeg tænkte på. Lige meget hvor mine fødder tog mig hen. De var der hele tiden. Utålmodigt ventende. Drømme om rejser. Drømme om fisk. Drømme om ord. Det var dem, der holdt mig vågen denne stjerneløse nat. Mens støvregnen lagde sit dæmpede slør over den sovende by. Lyden af mine skridt fortabte sig i mørket. Min skygge strakte sig foran mig i gadelampernes matte lys. Den blev længere og længere for hvert skridt, jeg tog. Indtil den blegnede og forsvandt. Inderst inde var det akkurat det, jeg frygtede ville ske med det, der forfulgte mig. Drømmene. De ventede på, at jeg turde forfølge dem. Jeg var for nylig vendt hjem fra Chile. Dernede havde jeg sammen med nogle gode venner fisket ørreder i en måneds tid. Det var denne oplevelse, der forstyrrede min nattesøvn. Især en bestemt dag. Et bestemt øjeblik. Hver eneste lille detalje var for evigt brændt fast. Jeg huskede, at de gamle, krogede træer strakte sig mod himlen. Jeg huskede, hvordan vinden stod helt stille. Hvordan guldsmedene dansede hen over søens overflade med de sneklædte bjerge i baggrunden. Hvordan jeg kæmpede en håbløs kamp mod en gigantisk, vild regnbueørred. Hvordan jeg prøvede at fange en umulig fisk. Eller nærmere, hvordan den fangede mig. Jeg måtte tilbage. Der var ingen vej udenom. Men jeg blev nødt til at vente. Et helt år skulle jeg vende og dreje mig i sengen. Halvt vågen om natten. Halvt sovende om dagen. Hvad skulle jeg gøre imens? En idé begyndte at tage form i mit hoved. Ordene samlede sig om mig som støvregnen på den mørke gade. Hviskende i mit sind. Jeg måtte i gang med at skrive. Med beslutsomme skridt gik jeg igennem natten. Hjemme fandt jeg min slidte rejsedagbog frem. Jeg smagte på ordene, der var nedfældet for ganske få uger siden på den anden side af jorden. Jeg tog en kuglepen og et blankt stykke papir. De første ord formede sig som aftryk af en drøm. 12
13
Når Vi Drømmer, Taler Elven
Det grønlandske fjeld strakte sine urgamle, massive stenarme langt ud i det blågrønne hav under mig. Gennem det lille vindue i flyet kunne jeg tydeligt se, hvordan den stenede ødemark forsvandt mod horisonten. Dybt inde i landet kunne man svagt skimte det store, hvide ingenting. Små, glitrende søer lå strøet rundt i det kuperede landskab som funklende smaragder på verdens gulv. I bunden af fjordene kunne man skimte store, blåhvide gletsjere skyde ryg og knuste isbjerge, der hjælpeløst drev rundt og ventede på at forsvinde. Vi fløj mod den vestgrønlandske by Maniitsoq. Stev og jeg. Mod vores første møde med Grønland og fjeldørrederne. Mod to ugers telttur i ødemarken. Det var i starten af juli måned, og opgangen af store, blanke fjeldørreder var først lige begyndt. Drømmen var at ramme de første træk af store opgangsfisk i en lille elv syd for Maniitsoq. Vi skulle fiske, flere uger inden man normalt fiskede i elvene. Inden turistsæsonen gik i gang. Det var naturligvis en stor satsning, for man kan aldrig vide sig helt sikker med opgangsfiskeri. Vi havde bare en stor drøm om at opleve den grønlandske elv vågne, og vi var helt afklarede med, at elven kunne være tom de første dage. De første fisk er oftest de største, og vi ville hellere fange få store end mange små. Maniitsoqs spraglede huse begyndte langsomt at dukke op på klippesiderne. Da vi kom forbi et hjørne, åbenbarede den grønlandske by sig for alvor. Ned mod fjorden skød de små træhuse frem på klipperne som mangefarvede svampe på jordens stenede rødder. Spinkle røgsøjler steg op mod himlen og forsvandt i den disede formiddagsluft. Solen var ved at få magt, og lyset tog til i styrke. Bagved byen strakte fjorden sig blank og mægtig kun afbrudt af enkelte klippeøer, der som sorte tænder stak bølger. To minutter senere holdt min grønlandske Lopægennem s medererolige bog ven Jørgen Lyngeiforan osei n sin røde, skramlede firehjulstrækker. Med et stort smil og en fast hånd blev vi budt velkommen til Maniitsoq. Jør56 læs mere i bogen
57
Tiden Er Et Ansigt På Vandet
Endelig tilbage. Kunne et år virkelig føles så langt? Et år fuld af enestående fiskeoplevelser og eventyr. Og så havde man i virkeligheden bare gået og ventet på at komme af sted igen. Smagen af det chilenske vejstøv, der blev hvirvlet op, mens vi kørte, gav en tør og knasende fornemmelse mellem tænderne. Det smagte som ægte kaviar og perlende champagne i en eventyrlysten sjæl. Jeg lå omme på ladet af firehjulstrækkeren, oven på vores rygsække. Ikke det mest komfortable sted i verden, men alligevel det bedste. Fødderne oppe på bagsmækken, hænderne under hovedet, bumlende ud af den hullede grusvej. Lidt efter rejste jeg mig halvt op på ladet, mens jeg klamrede mig til afstiverne bag bilens førerhus. Udsigten over bjergene og den lille, snoede grusvej tog pusten fra mig. Et lille menneske med drømme som vinger Under en meget stor himmel I en ufattelig verden Kun enkelte forrevne skyer drev let og ubekymret fremad. Det var de sørgelige rester af Stillehavets tætte skydække, der havde mødt sit endeligt på Patagoniens nådesløse tinder. De regnmættede skyer var blevet flået fra hinanden på Andesbjergenes tænder, og deres livgivende vand havde blødt ned langs skråninger og skove. Nu var der kun små, drivende rester tilbage, der modigt fortsatte deres vandring ind mod La Pampas endeløse ødemark. De lyse, turkisglimtende gletsjere højt oppe og den enorme sø, der langsomt åbenbarede sig i dalen forude. Lago General Carrera. Søen med det blå vand. Jeg ville ind på bagsædet igen. Ind og dele euforien og gensynsglæden. Ind til de to andre. De var selvfølgelig med begge to. Thomas og Stev. De faste rejsekammerater og nære venner. Thomas, som hjalp mig, da jeg var en ung fugl uden fiskevinger. Thomas med den store karisma og det skarpe blik for mennesker. 110
111
Evigt eksperimenterende ved fiskevandet og bag kameraet. Han er det inspirerende omdrejningspunkt for os, der er sammen med ham. Og Stev. Det mest optimistiske menneske, jeg kender. Stev ved bedre end nogen anden, hvordan man arbejder for fællesskabet. Det er hans fortjeneste, at vi tre gutter kan fungere sammen i månedsvis under det samme biltag. Vi var sammen, og vi var tilbage. Nogle timer senere gjorde vi holdt tæt ved en lille, navnløs bjergsø. Vi skulle vandre og klatre små ti minutter for at nå søen fra bilen. Turen ville gå gennem tæt krat og klippefremspring, men var ikke umulig. Vi vidste det, for vi havde været her før. Stemningen var høj, og det emmede af fiskefeber og spænding. Der blev spist vejbrød og drukket masser af vand. Man kunne hurtigt komme i væskeproblemer under den varme eftermiddagssol. Der blev rigget stænger til, diskuteret forfang, fluevalg og insektliv. Kun én ting bekymrede mig. Forventningerne var tårnhøje, og de blev sjældent indfriet den første dag eller i de første kast. Man var alt for uskarp, alt for ivrig og tændt til at få tingene til at lykkes. Fluelinen ville havne i træerne konstant, modhuggene ville falde for hurtigt eller langsomt. Tingene ville gå galt. I hvert fald hvis vi alle tre i vild fiskerus løb om kap til det nærmeste sted på søen. Det vidste vi alle tre, så vi besluttede at dele os op. Thomas og Stev ville gå mod venstre ned mellem nogle gamle træer, mens jeg ville udfordre klipperne og brombærkrattet mod højre. Så kunne vi altid mødes lidt senere og dele oplevelserne imellem os. Under den bagende sol kæmpede jeg mig frem over klipperne, mens længslen efter mit mål næsten ikke var til at bære. Utålmodigheden jog gennem kroppen, og jeg tvang mig selv til at sætte farten ned. Det ville være dumt at vrikke om nu. De mange klatreture fik virkelig pulsen op, og jeg lovede mig selv aldrig at rejse igen uden at træne grundigt forinden. Landskabet her var mere åbent, ja, nærmest nøgent. Kun afbrudt af tætte brombærkrat, hvilket gjorde det endnu mere udfordrende at forcere det kuperede månelandskab. Mit åndedræt gik langsomt fra at være åbenlyst besværet til at lyde som en slidt, nærmest forpint blæse112
113
bælg fra tiden før verden forandrede sig. Viljen måtte slæbe mig hen over klipperne med de indestængte drømme som brændstof. Den eneste drivkraft, jeg aldrig nogensinde ville løbe tør for. Drømmen om vandet. Der var en voksende uro i mit sind. Forvirrede tanker jog rundt inde bag facaden. Utålmodigheden steg. Min opmærksomhed var ikke fokuseret på, hvor jeg satte fødderne, og pludselig fik min fod fat i en brombærranke, der var skjult i det udtørrede græs. Jeg væltede forover og nåede lige akkurat at vende siden til, inden jeg landede midt i brombærbusken. De sylespidse torne stak igennem huden på min venstre arm, og smerten skar igennem krop og sind. Normalt ville grimme forbandelser have fløjet vildt gennem luften over den pludselige smerte, men mine tanker var allerede på den anden side af bakkekammen og videre af sted mod vandet. Som en gal edderkop, der var fanget i sit eget spind, sprang jeg op, rev mig fri af de vildtvoksende ranker og fortsatte videre hen over klipperne. Derhjemme ville man være blevet hamrende irriteret over smerten og ens egen tåbelige klodsethed. Her blev det bare ignoreret. Det var, som om ens hverdagspersonlighed fortvivlet prøvede at trænge igennem med sit civiliserede budskab om at acceptere smerten, vaske sårene og så komme videre. Men det var ikke den del af min personlighed, der herskede herude. Den lille bjergsø var betagende og havde en nærmest sart skønhed over sig. De sneklædte tinder ind mod Argentina gjorde sceneriet malerisk eller harmonisk på en eventyragtig facon. Sådan nogle steder fandtes faktisk i virkeligheden og ikke bare i bøger fra gamle dage. Søen var godt en kilometer lang og ikke mere end et par hundrede meter bred. På den modsatte side rejste en stejl og aflang skråning sig, som var dækket af vissent græs, der kun sporadisk blev gennembrudt af mørke klipper. Et enkelt diskret vindpust i ny og næ brød den blanke overflade i små krapbølger og fik sivene langs søens bred til at danse i takt med hinanden. Enkelte farverige guldsmede fløj rundt over søen. Der var ikke mange spor af industrialisering, internet eller store verdenskrige. Ingen hvinende godstog, dyttende taxier eller blinkende reklameskilte, 114
115
der prøvede at bringe endnu mere indholdsløst, materialistisk bras ind i min hverdag. Ikke nogen livstils- eller realityprogrammer til at irritere mig, fordi de samler folket, som Colloseum gjorde det for romerne. Ingen laveste fællesnævner. Ikke nogen samtalekøkkener. Ikke noget politisk spin. Ingen idioti. Ingen mandag-morgentrætte mennesker, der med tomme udtryk i øjnene svæver op og ned ad gågaden på vej til arbejde for at tjene en masse penge, de alligevel ikke har tid til at bruge. Ingen spøgelser. Hverken virkelige eller indbildte. Kun lyden af græshopper i det udtørrede græs. Jeg glædede mig så vildt og voldsomt til at fiske på vandet for første gang, at jeg slet ikke kunne rumme det. Følelserne pumpede løs i kroppen, og uroen bredte sig under huden. Der var ophobet for mange drømme og forventninger på én gang, og jeg mærkede, at det kunne blive et problem. En ørred på den rigtige side af kiloet sprang fri af overfladen og prøvede at gribe en af guldsmedene i luften, men uden held. Min fisketrang eksploderede, og utålmodigheden fik næsten overtaget kontrollen. Hvis jeg var for overgearet eller overtændt, ville jeg miste fokus. Og uden den rigtige koncentration ville tiden på vandet være spildt. I stedet for at flå linen af hjulet og kaste den ud til den springende fisk, trak jeg vejret dybt og klatrede op på en lille forhøjning og satte mig ned. Mit åndedræt faldt langsomt i intensitet, og mine øjne fandt ro på vandets overflade. Et behov for en afklaret indre ro og et behov for at iagttage. Jeg havde brug for at finde zonen. Mine øjne var for længst gledet i, og endelig begyndte mine tanker og mit fokus at tage form. Jeg blev nødt til at lukke dem for ikke at 116
117
blive helt overvældet af stedets skønhed. Det havde altid været et stort problem for mig at gøre mere end én ting ad gangen. Sådan havde jeg det også med fiskeri. Når jeg fiskede, så fiskede jeg. Det krævede dyb koncentration og god kontrol. Det gjaldt om at træffe de rigtige beslutninger hele tiden. Derfor ville det være svært for mig at få fiskeriet til at fungere, hvis jeg samtidig skulle gå og være dybt betaget af omgivelserne. Mine øjne var lukket, fordi det ville hjælpe mig med at finde den afkrog af mit sind, hvor jeg var mest koncentreret. Det er det niveau af koncentration – eller nærmere den sindstilstand – vi kalder Zonen. Det fiskende zen. Det er lidt ironisk, at man bliver nødt til at lukke øjnene for rigtigt at kunne se. Men det gælder om at kunne se de rigtige ting. Den lette brise legede drilsk med mit skæg og smagte blidt på mit solbrændte ansigt. Det føltes på en underlig måde velsignende og forførende på samme tid. Det føltes naturligt i ordets sande betydning. Det sædvanlige hverdagsdikterende tik tak-tempo lå stadig i baghovedet som et lille forsømt barn, der desperat prøvede at få opmærksomhed. Sporene efter hverdagens kampe i et Danmark fyldt med arbejde, ensformighed og gråzoner begyndte langsomt at blive opløst under vindens sirlige kærtegn. Minderne om alle de mennesker, der kræver noget af én i hverdagen. Minderne om deadlines, en konstant kimende mobiltelefon og et sandt tæppebombardement af e-mails fra Gud og hvermand. Herude var der hverken signal eller trådløst netværk. Ingen tik tak. Kun en svag brise, der som en tavleklud af silke viskede min krakelerede tavle ren. Jeg kom til at tænke på Stephen Kings ensomme revolvermand Roland af Gilead og dennes utrættelige søgen efter Det mørke tårn. Tårnet, der på forunderlig vis binder hele universet sammen og giver mening til alt det, vi ser og gør. Det mindede mig om min egen jagt på Zonen. Min egen lille verden, hvor kun fiskene og jeg eksisterede. Alle de oplevelser eller indtryk, der bandt mig til det derhjemme, var ved at gå i opløsning, og en ny klarhed var på vej. Alle spændingerne skabt af stress, uhyggelige minder og ondskab i livet. Alle de blinde punkter, jeg havde fået i årenes løb ved at svælge for meget i ros, klapsalver og anerkendende nik. Alt dette sivede langsomt ud i ødemarkens visne græs. 118
Alle de fantastiske mennesker, jeg holdt så meget af. Alle de forfærdelige mennesker, jeg prøvede at glemme. Alle disse ansigter i mit sind blegnede og blev transparente, mens de langsomt blev ført ud over klipperne af ødemarkens tilgivende vind. Så åbnede jeg øjnene. Jeg bevægede mig ned for foden af klippen og kiggede ud over søen. Det var ikke nødvendigt at se efter, om jeg satte fødderne rigtigt mere. Det gik helt af sig selv. Øjnene på vandet. Hånden knugede om korken. Tiden var langsomt ved at ændre form. Nu så jeg de små uregelmæssigheder i den brudte overflade, der afslørede en jagende ørred. Nu så jeg de rolige skygger under overfladen, når den et øjeblik lå blank, fordi vestenvinden skulle trække vejret. Nu ville mine fluekast køre i den perfekte rytme og mine modhug falde behersket og præcist. Nu så jeg. Jeg knælede i vandkanten, samlede lidt vand op i den venstre hånd og smagte på søen. Overfladen faldt langsomt til ro igen, og jeg så mit rigtige ansigt i søens flygtige spejl. Tiden er et ansigt på vandet I et evigt sekund Nu
119
Slette
130
131
Sletten strakte sig under mine fødder. Den bredte sine enorme vidder fra Andesbjergenes rødder og ud imod uendeligheden i alle horisonter. Så gennemgribende ufatteligt stort og ubarmhjertigt, at det fyldte hele mit sind med dets udstrakte tomhed. Tiden havde passeret hen over sletten i årtusinder uden at have efterladt sig nævneværdige spor. Det eneste glimt af livets cyklus var en flammende gul mælkebøtte, der forhåbningsfuldt voksede ud mellem de forvitrede knogler fra et dødt får. Fårekraniets tomme øjenhuler lå og stirrede på blomstens trøstesløse kamp for at overleve i denne gudsforladte ødemark. Et sidste glimt af liv i øjet på noget, der havde været dødt længe. En påmindelse om den ulykkelige kærlighed mellem livet og døden, som den vil fortsætte lige til den dag, solen forsvinder for sidste gang i havet mod vest. Kraniet var heller ikke alene. Mange knoglerester lå spredt ud over sletten og blandede sig med de stenede græsmarker, der fortsatte i alle retninger, så langt øjet kunne se. Den argentinske pampas tog ingen fanger. Viste ingen nåde. Havde hverken barmhjertighed eller samvittighed. Den var der bare. Ikke et eneste bjerg, ikke en eneste skov, ikke et eneste forkrøblet træ var at se. Kun en bidende kold vind og knoglerne fra de døde. De unge fiskeguider, der arbejdede på Las Buitreras, var i høj grad en livlig forsamling. De havde taget imod os med åbne arme. Et par slidte og meget støvede vagabonder. Men langt, filtret skæg, ildelugtende og vilde. Men med klare og stærke øjne, der fortalte vores værter, at her var nogen med indsigt. Her var nogen, som havde set solen stå op over vande, de argentinske fiskeguider kun turde drømme om. Gæstfriheden havde næsten været overvældende. Vi var blevet vasket – endda med rigtig sæbe. Det var første gang i to uger og gav en tiltrængt fornemmelse af genfødsel. Det føltes helt uvirkeligt at sidde i den hyggelige argentinske skænkestue og feste i et slaraffenland af lokale kulinariske specialiteter. Bålstegt får, stærke pølser og ost. Endda friske grøntsager. Knaldrøde Ltomater æs mogenybagt brød med smør og koriander. Duftene var mindst re som i bden lige så berusende ogkraftige en vin, vi skyllede maden ned med. Ikke mere ris med dåsetomater og løg. Ikke mere havregrød. 132 læs mere i bogen
133
Når Vi Drømmer, Taler Elven „Jeg måtte tilbage til Chile. Der var ingen vej udenom. Men jeg blev nødt til at vente. Sommeren kom først tilbage til den sydlige del af kloden, når vinteren vendte tilbage til Danmark. Et helt år skulle jeg vende og dreje mig i sengen. Halvt vågen om natten. Halvt sovende om dagen. Hvad skulle jeg gøre imens?“ Når Vi Drømmer, Taler Elven tager dig med bag facaden hos en hvileløs ørredfisker. Forfatteren, Bo Rønholt Frier, er altid på jagt efter nye udfordringer i ørredfiskeriets verden. En jagt der både udleves ved hjemlige ørredvande men også på eventyrlige rejser til nogle af verdens mest fantastiske fiskepladser. Bogen er ikke bare en beskrivelse af store fisk, kampe og nederlag men snarere en dyb indsigt i forfatterens tanker før, under og efter turene. Bogen beskriver forfatterens oplevelser men fortæller også med naturens egen stemme – for når vi drømmer, taler elven.
144
978-87-994180-1-5