Bogen 2012 by Monique Boots-Nielsen

Herning-bogen 2012

Historisk Forening for Herning Kommune 5

Omslagsfoto: Hugo E – først i Fonnesbechsgade, hed det i annoncer og på kvitteringer. På optagelsen fra 1957 har Hugo fanget det optog der fulgte en jernbanevogn fra banegården til Herning-Hallen, hvor vognen skulle være en vigtig del af udstillingen: Ferie for Alle. Børn, kvinder og mænd følger spændt hvordan Falck på en blokvogn trak den gennem gaden frem til Østergade. Hugo har sandsynligvis stået på en stige og fotograferet hele situationen. Negativ: 42907 – Ferie for Alle.

Indhold

Forord 7 Af Wenche Aamodt »En skatkiste for fremtiden …« 9 Af Doris Frederiksen Tale til Hugo E – fredag 6. maj 2011 43 Af Lise Grunnet Mejerikrigen i Assing Sogn 51 Af Bo Røyen Dreng i Lind – ung i Herning 74 Af Poul Nowack Martin Knudsen – hedemaler og cykelsmed 96 Af Ingrid Rørbæk Marie Kiks – der er krummer i de kvinder 116 Af Dorte Kolding Frihedskæmperarmbind fra Herning 126 Af Preben Eriksen Beretning for Historisk Forening for Herning Kommune 2011-2012 134 Af Wenche Aamodt Bestyrelsen for Historisk Forening for Herning Kommune 139 Register til Herning-bogen 2011 140 Af Flemming Georgsen

Forord

Herning-bogen 2012 er et blandingsprodukt – i allerbedste forstand! Godt en håndfuld meget forskellige og meget engagerede fortællinger. Nogle af emnerne vil være velkendte, andre er nye og overraskende. Hugo E. Madsens navn og billeder er kendt af alle Herning-bogens læsere. Det særlige ved årbogens to artikler om Hugo E er, at de fortæller historien om billederne – på hver deres måde. Historisk Forening har opfordret lederen af Lokalhistorisk Arkiv i Herning, Doris Frederiksen, til at beskrive et af Arkivets »guldæg«: fotograf Hugo E. Madsens negativsamling. Vi er glade for at kunne præsentere dette rigt illustrerede overblik over et klenodie i Hernings nyere historie. Hugo E. Madsen døde i december 2011 efter et langt og virksomt liv – og vi tilegner Herning-bogen 2012 hans minde. Bo Røyen fra Kibæk åbner for et indblik i en ganske forunderlig konflikt i et ellers fredeligt landsogn i 1930’erne. Konfliktens omdrejningspunkt er mælk og mejerier. Et felt der stadig giver stof til »krige« og magtkampe. Poul Nowack, Grenå tager os med til sin barndoms Herning. Han skildrer en hverdag meget fjernt fra nutidens, nemlig 50’erne og 60’ernes lilleby med smålandbrug, skolegang, svajere og gryende ungdomsoprør. Ingrid Rørbæk fra Roskilde har aner i Herning. Hendes farfars bror var cykelsmed i Hammerum, men malede også billeder. Langsomt, men sikkert har hun gravet sig frem til en række af hans malerier og kortlægger i sin artikel en spændende, aldrig fortalt historie om »Det store sofastykke«. Marie Kiks kender alle i Herning. Tro det eller ej: I 2012 har de fejret 25-års jubilæum – og nu er deres historie også fortalt, skrevet af selveste kikse-dronningen, Dorte Kolding. Endelig fortæller Preben Eriksen, Herning den stort set ukendte historie om fremstilling af frihedskæmperarmbind i Herning. En historie der involverer bogtrykker Poul Kristensen, Herning-bogens skaber.

Historisk Forening vil gerne takke forfatterne, Herning-bogens sponsorer, Lokalhistorisk Arkiv og de fotografer, der derigennem har bidraget med illustrationer samt alle andre, der direkte eller indirekte har bidraget til at virkeliggĂ¸re bogen. Wenche Aamodt Medlem af formandskabet for Historisk Forening for Herning Kommune

»En skatkiste for fremtiden ...« Af Doris Frederiksen

Hugo E. Madsen fotograferet af en kollega i 1951.

Da Hugo E. Madsen på sin 80-års fødselsdag i 1998 forærede sin negativsamling til Herning Kommune, blev det et supplement med nyere optagelser end de tre andre fotografsamlinger, som tidligere var skænket til Lokalhistorisk Arkiv i Herning. Samlingerne fra Jørgensens Atelier, Atelier Moderne og Foto-Centralen dækker perioden fra ca. 1890 til 1960. Da Hugo E blev spurgt om, hvor stor samlingen kunne være, faldt svaret omgående: »Over 1,2 millioner negativer – mindst!«.

Pressefotograf Niels Lund fotograferede for Herning Folkeblad overdragelsen af samlingen den 26. september 1998. Daværende borgmester Helge Sander tager imod på kommunens vegne.

Hugo E. Madsen startede for alvor med at fotografere fra befrielsesdagene i Århus, Silkeborg og Herning. Hans tidligste materiale, som indeholder ca. 15.000 optagelser fra de fem år efter befrielsen, er nummereret, men uden registrering af yderligere oplysninger. De mange negativer er fordelt på små poser og samlebind, og samlingen består desuden af en kassebog over de første indtægter og udgifter samt fem protokoller af forskelligt omfang. Den første protokol starter med at notere negativnumrene fra nummer 23.734, der kan tidsfæstes til januar 1951. Efter hvert nummer er der en kort beskrivelse af bestilleren af fotoet eller af optagelsens indhold. Bøgerne er en blanding af negativfortegnelser og bestillerfortegnelser, sådan at forstå at den eneste indgang hertil er kronologisk. Samtidig skal det bemærkes, at det ofte forekommer, at der er fotos fra flere forskellige begivenheder under samme negativnummer, idet materialet er rullefilm. Det følgende skal forsøge at give en beskrivelse af Hugo E. Madsens virke som en meget aktiv fotograf. I hans samling vil der for enhver med lokal-

historisk interesse være utallige muligheder for at finde begivenheder og motiver, der skildrer Herningegnen og dermed det danske samfunds udvikling. Nogle af samlingens ældste fotos er optaget i Søby Brunkulslejer, hvor Hugo E. Madsen arbejdede som nyuddannet elektriker. Hver morgen tog han med toget fra Herning ud til lejerne, hvor der var et kolossalt forbrug af elektricitet til at holde de nødvendige pumper i gang døgnet rundt, så man kunne lede grundvandet bort fra udgravningerne. Her havde Hugo sit kamera klar og optog både mennesker og maskiner. Af regnskabsbogen fremgår det, at landsdækkende aviser som Politiken og Aktuelt var blandt hans kunder. Et par af fotografierne illustrerede en artikelserie i Ekstrabladet, hvis indhold ledte til en del skriverier og møder om forholdene for arbejderne i brunkulslejerne og deres familier. De to fotografier, der illustrerede den kritiske artikel i Ekstrabladet, viser tydeligt de boligforhold som nogle af børnene havde i brunkulsområderne. Træskure og udtjente busser kunne være rammen for de mænd der havde en familie med til Søby. Negativer: mrkt. Søby 01 og 04, optagelsen er sket i 1946.

Affotografering af artikelserien ÂťDet brune GuldÂŤ bragt 26. og 27. februar 1948 i Ekstrabladet.

Samlingens motiver Sporten

Som den opsøgende fotograf Hugo var, fandt han motiverne til sine billeder på gaden og i de foreninger, som han blev et ivrigt medlem af. Hugo var eksempelvis medstifter af Herning Ishockeyklub i 1947 og ofte aktiv spiller på holdet, samtidig med at han solgte sine fotografier fra kampene til både de landsdækkende sportsblade og de lokale aviser. Som aktiv spiller og et kendt ansigt blandt sportsfolkene optog han også i omklædningsrummene efter kampene, og når ishockeyspillerne fejrede en sejr. Cykelløbene i og omkring Herning, samt nyere tiders 6-dagesløb på banen i Messecentret, er altid blevet fotograferet af Hugo. Landsbyens håndboldspillere fotograferede han under og efter kampene mod nabobyen, og måske nåede billedet i avisen. I sine tidlige annoncer fra 1950’erne reklamerer Hugo E ligefrem for, at han især optager sportsbilleder.

Sportsfotografens »visitkort«.

Negativfortegnelserne noterer eksempelvis Brydeklubbens stævne eller Hauge Piger, Vildbjerg Karle – hermed menes, at billederne viser vinterens gymnastikhold fra de respektive gymnastikforeninger. I samlingen findes utallige optagelser af hold med deres ledere foran forsamlingshuset eller i gymnastiksalen.

Snejbjerg Gymnastikforenings drenge blev i 1949 fotograferet bag forsamlingshuset med lederen Aksel på fløjen til venstre og fanen i baggrunden. Alle drengene er i ens gymnastikshorts og uden sko. Negativ: 20762 – uden registrering i protokol.

Udsnit af protokol fra 1962. De traditionsrige forårsopvisninger af Hammerum Herreds Gymnastikforenings mange hold blev fotograferet i HerningHallen af Hugo igennem flere årtier.

Der er ingen tvivl om, at de fleste fotos fra de forskellige sportsgrene skulle sælges til aviserne, eller måske til klubberne, der ofte samlede dem i scrapbøger. Da ingen af de lokale aviser havde ansat en pressefotograf, var det helt op til den fotograf, der kom forbi og optog et spændende foto fra en kamp eller en opvisning, at få billedet kopieret og solgt til avisen. Her var Hugo ofte forrest og villig til at påtage sig arbejde. Han stemplede sine fotos med »Midtjysk Pressefoto – hvor som helst og naar som helst« og viste dermed sin vilje til at fotografere ved mange forskellige begivenheder. Reklame for Midtjysk Pressefoto.

Vejret

Når Hugo alligevel kørte rundt på sin motorcykel eller i bil, var der motiver at fotografere alle vegne. Snestorme og sandstorme – og konsekvenserne heraf – vil altid kunne fange avislæsernes øjne. Det samme gælder en bro, der kollapser under en efterårsstorm ved Messehallerne. Vinterbillederne med skøjteløbere på Teglværksgraven og Markedspladsen vækker forundring i dag, men i Hugos samling findes fotografierne, der dokumenterer, at sådan var det dengang.

Enhver pressefotograf har billeder af de skiftende årstider og vejrliget liggende parat til den dag, hvor avisen mangler et motiv. Hugo E har her fotograferet Torvet i Herning helt i hvidt. Med ryggen til ses den mest omtalte juleudsmykning i hele landet dette år: »Verdens største julemand« siddende foran rådhuset, en figur udført i plastfiber – 18 meter høj og 10 tons tung. Den kunne rulle med øjnene, bevæge munden og en båndoptager fortalte eventyr for børnene. Negativ: 58091 – Den første sne, udsigt over torvet 18. december 1968.

Herning-Hallen som fast kunde

Hugo E startede med at fotografere textil-messerne i Herning fra 1948. Her havde de jyske tekstilfabrikanter for anden gang efter krigen samlet sig for at fremvise deres produkter. Varemanglen og rationering prægede stadig dagligdagen for alle, men alligevel var fabrikanterne fra Hammerum Herred af den overbevisning, at når råvarerne var til stede, så kunne de danske tekstilprodukter sagtens følge med tiden og konkurrere med udlandet.

For gæsterne ved Textilmessen i 1948 blev det for alvor slået fast, at de ikke kan komme uden om Herning, når det gælder indkøb af tekstiler. Standen skyldes sandsynligvis de lokale medlemmer af organisationen Dansk Arbejde. Negativ: 20351 – Textilmessen.

Mange af egnens fabrikker var repræsenteret for at fremvise deres produkter. Desværre måtte messen foregå spredt ud over hele byen, idet der ikke fandtes et samlet udstillingsareal – endnu. Hoteller, Håndværkerforeningen, Højskolehjemmet og Nørregades Skole samt Tekstil- og Konfektionsskolen i Nygade blev brugt til udstillinger af både produkter og maskiner. Her fotograferede Hugo E de lokale stande og etablerede derigennem et samarbejde med fabrikanterne, sådan at de også senere brugte ham som fotograf til at dokumentere deres nybyggerier, udvidelser og egentlige arbejdsprocesser. Messens lokale islæt, der samlede mest interesse, var konkurrencen om at blive årets Frk. Strik. Her tilmeldte de enkelte fabrikker en nydelig ung

kvinde til at stille op til skønhedskonkurrence, iført fabrikkens produkt. Publikum og en komite udvalgte derefter vinderen. De egentlige modeopvisninger viste de nyeste tendenser frem, og senere blev disse kaldt mannequinopvisninger. Årets Frk. Strik 1959 har netop forladt scenen efter sin kåring. Hun sidder nu her med sine gaver, skænket af textilmessens udstillere: adskillige stykker undertøj, en bordløber, en bamse, en strygemaskine og flere blomsterbuketter. Hun smiler glad og øjnene stråler. Eva Skjødt fra Kolding vandt foran 6 andre deltagere. Negativ: 48660 – Textilmessen.

Antallet af udstillere steg år for år, og arrangementet blev udvidet til at omfatte besøg på fabrikkerne for indbudte gæster, f.eks. handelsministeren og andre politikere. Kaj Zartow blev direktør for Herning-Hallen i 1958, og kort forinden var Hugo E blevet opfordret af Herning Turistforening til at bestyre byens turistkontor fra sin fotoforretning i Fonnesbechsgade. Hugo havde denne post fra oktober 1957 til 1964. Dette medvirkede til et nært samarbejde mellem de to om mange fremstød for at vise Hernings muligheder. Det er klart, at især tekstilindustrien blev fremhævet, men på de store udstillinger – som Ferie for alle – forsømte de ikke at fremhæve Herningegnen. Som turistkontorets leder stod Hugo også for at vise de moderne tekstilfabrikker frem for messernes gæster, og derved fik han et nært samarbejde med næsten alle, der havde forbindelse til industrien. På dette foto fra danseskolens afslutning kan man tydeligt se, at alle børn, unge og voksne her er samlet om dansen i fest musik og farver, selv om billedet fra 1966 er en sort/hvid optagelse. Negativ: 56032 – Dansefoto.

Allerede i 1947 begyndte tanken og snakken om at etablere en hal i Herning. En hal både for tekstilindustriens messer og fremstød, og en hal til de mange sportsaktiviteter, som betød mere og mere for byens ungdom.

Herning-Hallen blev efter sin indvielse i foråret 1954 straks det ønskede centrum for mange forskellige arrangementer. Hugo E havde fotograferet byggeriet undervejs, og fik også mulighed for at forsætte med at følge hallen og dens mange brugere. I samlingen findes utallige fotos fra de forskellige faglige møder, udstillinger og kulturelle arrangementer, der er foregået i hallen. Her er alt fra skoleinventar-udstilling til frisørstævner og KFUM’s Kammeratskabsaftener.

Udsnit af protokol fra 1964. Ud over at vise de mange forskellige optagelser af gymnastikholdene har Hugo i marts 1964 fotograferet Prins Knud på Textilmessen, diverse ejendomme, en ulykke, sidste sognerådsmøde i Tjørring og meget mere.

Da dansen interesserede Hugo, blev de forskellige danseskolers opvisninger og konkurrencer fotograferet gennem mange år. I protokollerne er der ofte angivet mange optagelser fra en enkelt eftermiddag eller aften, selvfølgelig også med det formål efterfølgende at kunne sælge billeder til deltagerne. Gymnastikopvisningerne fra Hammerum Herreds mange gymnastikforeninger foregik hvert år til påske, hvor sæsonen blev afsluttet i Herning med en opvisning, så alle kunne se og nyde resultatet af vinterens anstrengelser i gymnastiksalene. Hugo fotograferede selve opvisningerne og deres forskellige indslag, samt hvert enkelt hold for sig. Her gemmer sig altså mange muligheder for at konstatere, hvordan også gymnastikken har ændret sig gennem årene – fra 50’erne til 90’erne. Da Herning-Hallen i 1963 udvidede med Messehallerne på Vardevej, begyndte en ny form for udstillinger at tage form. Her blev plads til UngSelv om protokollen kalder denne film for luftfoto, er der andre motiver imellem, her ses hovedindgangen til A. Flensborgs udstilling af landbrugsmaskiner på årets HI-messe centralt placeret på et hjørne. De tre store kraner var standens blikfang, og af de øvrige motiver på filmen ser det ud til, at Hugo har benyttet chancen til at komme op og fotografere pladsen herfra. Negativ: 56422 – Luftfoto, HI-messen, 1966.

skuet med landbrugsmaskiner og de mange dyr fra hele Jylland. Senere kom brancheudstillingerne til, f.eks. Håndværker- og Industrimesserne (kaldet HI-Messen) fra 1963. Her fotograferede Hugo altid standene for de enkelte firmaer, der måtte ønske det. Negativsamlingen giver dermed et overblik over f.eks. værktøjsindustrien og transportformerne på arbejdspladserne. Det lokale firma A. Flensborgs udstilling blev altid fotograferet. Messerne dækkede efterhånden alt fra Frø og Korn til transport og fødevareudstillinger. Hugo E fotograferede og dokumenterede det hele gennem tredive år til midten af 90’erne. Udstillingen Eget Hus fra 1958 og nogle år frem satte sig varige spor i Herning, idet der blev opført en række udstillingshuse, første gang på Nørholmvej, og ved den sidste messe i 1967 blev der bygget 10 huse på Tranekærvej i Tjørring. Hugos foto af de nye huse på Tranekærvej i Tjørring viser, at der herfra var direkte udsigt til græssende køer. Gæsterne på »Eget Hus« 1967 kunne her på ét sted se næsten alle de forskellige typehuse, der var at vælge imellem på markedet. Husene var blevet møbleret og færdigindrettet af lokale firmaer. For at få hele rækken af huse med, må Hugo have fotograferet fra en vis højde – måske har det været fra en brandstige? Negativ: 57101 – Gæster på Eget Hus, 12 juni, 1967.

Begivenhederne

Som byens første egentlige pressefotograf har Hugo E. Madsen fotograferet et utal af begivenheder i Herning og omegn. Selv om han ikke var fastansat på Herning Folkeblad, var det især til denne avis, han leverede sine optagelser af de mange forskelligartede begivenheder i Herning og omegn. Han har overværet og fotograferet mange grundstensnedlæggelser og indvielser. Byggeriet af både Sct. Johanneskirken og Fredens Kirke er dokumenteret af Hugo E. Han fulgte ligeledes Herning-Hallens udvikling, helt til man byggede Kongrescentret i 1986. Herning Svineslagteris mange udvidelser blev fotograferet, og der er et stort antal billeder fra 70’ernes store projekt med Aflastningsgaden, der ved indvielsen i 1979 blev døbt Dronningens Boulevard.

En formiddag på Herning Banegård i 1954. Kong Frederik den 9. er på gennemrejse, ud af det åbne kupévindue tager han tager sig tid til at hilse på de herningensere, der står på perronen. Heriblandt borgmester P. MunkPoulsen og stationsforstanderen, der er i uniform. Negativ: 33135 – Kongen på gennemrejse.

Byens udenlandske gæster og de kongeliges besøg er siden 1953 blevet fotograferet af Hugo E, der gerne startede sine optagelser allerede i Hammerum, når kongen kom kørende i bil til et besøg i Herning.

Den 26. oktober 1953 fotograferede Hugo E et rejsegilde af stor betydning for Herning. Efter fem måneders arbejde på Herning-Hallen var cirka 80 håndværkere og byggeudvalg samt arkitekterne samlet i bygningen, der endnu manglede loft og flere vægge. C.J. Hansen talte til forsamlingen stående på murerbaljen, og som byggeudvalgets formand roste han håndværkerne for at overholde det anspændte budget og den korte tidsfrist. Fotoets midtpunkt er det lyse bord, hvor ølflaskerne står klar til at blive åbnet. Negativ: 32408 – Rejsegilde, Herning-Hallen.

Aage Damgaard havde i 1951 besøg fra USA i anledning af at fabrikken havde modtaget en del af Marshall-hjælpen til indkøb af maskiner. Gæsterne og fabrikanten stirrer her på en detalje af skjorten, mens de står foran strygebrættet i presseriet. Her har Hugo E altså fotograferet et udenrigspolitisk bidrag til udviklingen af Herning og den danske tekstilindustri. Negativ: 24999 – Marshallbesøg hos Aage Damgaard.

Hugo E har foreviget begivenheder af enhver art. Det kan være byens første lyskryds, en afsløring af et kunstværk, en strejke, en fabriksbrand eller måske en begravelse. Sådanne hændelser blev fotograferet og dokumenteret af den allestedsnærværende fotograf Hugo E. To sider i protokollen fra april-maj 1966 noterer således optagelser af seks forskellige ulykker med frygtelige følger, heriblandt ulykken i Hammerum hvor en bus med mange skoleelever blev ramt af toget og 11 personer blev dræbt.

Siderne 28 til 37 vises ikke

Indre Ringvej 47, Hus til lån kalder Hugo E dette motiv i sin protokol. Huset er fotograferet i 1958, og adressen huskes nok ikke mere. Forklaringen er, at den indre ringvej var den foreløbige adresse for husene på vejen, der senere kaldes H.P. Hansens Vej. Der er sået græs omkring det nye hus, men der er hverken fortov eller gadelys. Negativ: 46595 – Ejendom til brug for lån, Indre Ringvej 47.

Huse til lån, Gårdbohuse kaldes en serie fotos af nyopførte huse. Det er typehuse, som den lokale arkitekt Finn Gaardboe tegnede for dem, der ønskede at flytte i eget hus i byens nye kvarterer. Det kunne være i Grønlandskvarteret eller på H.P. Hansens Vej, måske på Viborgvej. Huset er indtil videre uden adresse, men et eksempel på et færdigt nybyggeri år 1956. Negativ: 42005 – Huse til lån, Gårdbohuse.

Hugos luftfotos Hvad angår fotografering fra luften må man anse Hugo E. Madsen for at være pioner i Herning. Hans første optagelser fra et fly skete i 1948, og motivet var Herning midtby. Han var ikke angst for at sidde i flyet – med kameraet langt ud ad vinduet – for at fange motiverne, uden at få dele af flyet med på billedet. Hugo fløj gerne med de flyejere, der holdt til på Skinderholm. Her havde han flere bekendte, der gerne ville flyve for ham, og Hugos luftfotos er i dag en stor hjælp for alle, der vil studere Herning bys udvikling, idet de kan bruges til blandt andet at dokumentere nedrivninger af baggårde, gadegennembrud og p-pladsernes fremkomst. Et af Hugo E. Madsens første luftfotos fra 1949 viser Herning set fra syd med Søndre Anlæg i billedets midte. Tørvene ligger til tørre i Knudmosen og venter på at blive hentet hjem til vinteren. Byens huse og gader, fra Danmarksgade i øst til Bryggergade i vest, kan ses bag jernbanesporene. Negativ: 21038 – Luftfoto.

Ofte gik flyveturen forbi både Ikast, Brande, Hammerum, Sunds by og sø, eller vestpå mod Snejbjerg og Videbæk, så motiver herfra kan også findes i samlingen. Ungskuerne ved Messehallerne – senere Landsskuet – blev fotograferet fra luften med to-timers interval, så billederne kunne blive nær-

studeret af både arrangørerne og færdselspolitiet af hensyn til næste års planlægning af p-pladser og trafikforhold. Hugo og hans medhjælpere lå de enkelte dage i fast rutefart mellem butikken og et lille fly i Skinderholm for at kunne klare denne opgave. Det store anlægsarbejde af Dronningens Boulevard og den nye banegård blev fotograferet fra luften af Hugo E fra starten i 1975 helt til Sjællandsgades gennembrud i 1982. På dette luftfoto fra 1982 ses tydeligt det nye stykke gade, der gennemskærer St. Blichersgade og Grønnegade for at lede trafikken til Dronningens Boulevard. Muren, der afspærrer disse gader, er endnu ikke opført. På Silkeborgvej nummer 6 kan man se de høje gavle på dansestedet »La Cabana«. Negativ: 64380 – Luftfotos til Herningbladet.

Tiderne skifter Under gennemgangen af Hugo E. Madsens negativfortegnelser kan man konstatere, at der sker en ændring i fotografens motivkreds gennem årene. I 1971 blev Niels Lund ansat som fast pressefotograf på Herning Folkeblad, og hermed blev Hugos næsten daglige bidrag til avisen reduceret. Han udvidede sin fotoforretnings areal i Fonnesbechsgade og solgte fortsat det nyeste udstyr til amatørfotograferne, samtidig med at han formåede at holde fast på sine fotoopgaver for Herning-Hallerne. Han fotograferede stadig standene på de forskellige messer og udstillinger, og han gjorde det både på eget initiativ og på bestilling fra de store landsdækkende firmaer. De lokale foreningers jubilæer og møder holdt han ved, mens optagelserne fra private hjem, som han begyndte sin virksomhed med, helt naturligt hørte op. Fotoapparaterne blev bedre, og der var som regel altid et familiemedlem til stede, som påtog sig at fotografere festen og dens midtpunkt. Fra 70’erne er flere og flere optagelser i farver, både de der måske skal bruges til firmaernes reklame, og de der viser gadefotos fra Herning. Hugo E fortsatte med at fotografere studenterne fra Herning Gymnasium og konfirmanderne, det samme er tilfældet med Hosebinderlauget. Siden lauget blev stiftet i 1952 var dets årlige møde – og de nye medlemmers portrætter – altid blevet fotograferet af Hugo E. Madsen. Man udnævnte endda Hugo til at være æresmedlem af lauget for lang og tro tjeneste, selv om han aldrig har haft anden tilknytning til erhvervet end gennem sine fotografier. Negativfortegnelsen noterer 9. august 1991, at Hugo E lukker butikken og flytter. Fra at have arbejdet både bag disken og bag kameraet i mere end 45 år, flyttede Hugo sin negativsamling og kameraer fra Fonnesbechsgade til sit hjem. Her fortsatte han med at skrive i protokollen indtil juni 1994, hvor tallet 66.819 angiver den sidste optagelse for Hammerum Herreds Gymnastikforening til deres 100-års jubilæumsbog.

Samlingens brug På Lokalhistorisk Arkiv er vi ikke i tvivl om den store betydning, som Hugo E’s samling har som dokumentarisk redskab til beskrivelsen af perioden fra krigens slutning til 80’ernes Herning. Når man studerer negativprotokollerne, bliver man let grebet og tryllebundet af de mange begivenheder og mennesker, som Hugo har mødt hver eneste dag. I sandhed »en skatkiste for fremtiden« som det udtryktes af tidligere bibliotekschef Morten Fogh i Herning Folkeblad 26. maj 2011. Kassebogen og de fire negativfortegnelser fra Hugo E. Madsens virke som fotograf.

Når negativerne så er fundet frem, og optagelserne forandres til positiver, dukker der ofte motiver op, som er fyldt med stemning og atmosfære, og hvor fotografen som kunstner viser sig. Ud fra disse betragtninger var det derfor et stort ønske, som blev opfyldt, da arkivet fik muligheden for at sammensætte en omfattende udstilling kaldet »Hugos Herning« i samarbejde med Kunstforeningen for Herning og Omegn i foråret 2011. Ved udstillingens åbning talte foreningens formand, Lise Grunnet, om Hugos fotos. Forhenværende borgmester Hilmar Sølund udpeger sig selv på et af Hugo E’s billeder fra Herning Banegård. Billedet er taget af fotograf Ole Jørgensen ved åbningen af udstillingen »Hugos Herning« den 6. maj 2011.

Kilder og noter: Hugo E. Madsens negativfortegnelser i Lokalhistorisk Arkiv, Herning. Herning Turistforenings protokol fra 1928-1967 i Lokalhistorisk Arkiv, Herning. Allan Leth Frandsen og Henrik Sejerkilde: »Op’ i æ Herning-hal og ud’ i æ Herning-hal.« Herning-bogen 2004. Herning Folkeblad 26. september, 1998: Hugo E. forærer Herning 1,2 millioner negativer. Herning Folkeblad 20. september, 2008: De bedste oplevelser har stået i kø. Herning Folkeblad 27. december, 2010: Legende fra Herning bliver skærmtrold. Skulle artiklens læsere genkende personer og steder på de eksempler fra Hugo E. Madsens fotos, der er brugt i artiklen, vil Lokalhistorisk Arkiv meget gerne modtage oplysningerne. Alle billedtekster til Hugo E’s billeder afsluttes med angivelse af negativnummer efterfulgt af teksten fra protokollerne.

Tale til Hugo E – fredag 6. maj 2011 Talen blev holdt af formanden for Kunstforeningen for Herning og Omegn i anledning af åbningen af udstillingen »Hugos Herning«

Af Lise Grunnet

Lise Grunnet, formand for Kunstforeningen for Herning og Omegn, holder talen til Hugo E. Madsen.

Hvilken dejlig, dejlig dag, en fest- og forårsdag, solskin og glade smil. Forkvinden har fundet maj-ferniseringskjolen frem, så nu: Velkommen kære venner og samarbejdspartnere, velkommen kære gæster, nu begynder festen for Hugo E.

Ideen

Der er virkelig meget at fejre på denne dag, for vi skal åbne en udstilling, som er blevet til på en idé, hvisket i et øre en mørk aften i februar i dette herrens år 2011. For det var nemlig sådan, det hele begyndte: Med en lysende idé fra fotografen Ole Jørgensen (Lokalhistorisk Arkiv), og sagt i en stille sidebemærkning på Kunstforeningens ganske ordinære generalforsamling. Hvad ville Kunstforeningen sige til at arrangere fortællingen om Herning og dens udvikling over flere årtier, udelukkende med fotografier taget af hele Hernings legendariske fotograf, Hugo E. Madsen? Det skulle være en fortælling bygget op i temaer, en fortælling om alt det, der er grundlaget for det Herning, vi kender i dag, og som enhver herningenser – specielt dem, der netop har været en del af den udvikling – er forståeligt stolt af. Og om vi ville. Begejstringen har ikke kendt nogen grænser, for fotografiet som medium og kunstart har en helt særlig vægt, navnlig for foreningens formand, og på det grundlag var det bare om at komme i gang, og naturligvis få Hugo E. Madsen med på ideen. Det var han heldigvis omgående.

Udvælgelsen

Det blev begyndelsen på et kæmpearbejde: Udvælgelsen af de billeder, der i dag udgør udstillingen, fotografier valgt ud blandt i tusindvis af negativer. Alle billeder er fra perioden lige efter besættelsen, altså fra ca. 1946 til og med slut-tresserne, altså et spænd på ca. 25 år, og det er ikke kronologien, men temaer – som hverdag og fest, arbejde og fritid, store begivenheder, sport – der har styret både udvælgelse og ophængning. Den endelige udvælgelse fra den store, nærmest uvurderlige fotoskat som Lokalhistorisk Arkiv har til sin rådighed, er med et sikkert og indsigtsfuldt greb foretaget af fotografen Ole Jørgensen og Doris Frederiksen, daglig leder af Lokalhistorisk Arkiv i Herning. Og undervejs har vi mødtes, valgt ud til de enkelte temaer og med forventningens fryd – og bekymring – forestillet os lige det resultat, vi kan præsentere i dag. For der var jo mange sten, der med lynets hast faktisk, skulle fjernes frem mod mål, blandt andet har det ikke været helt gratis at fremstille de fantastiske ca. 70 fotostater, som udstillingen består af. Nej, det var bare ud og spørge

lige dem, vi kunne forestille os, ville være interesseret i at støtte os. Svarene faldt omgående, og de var alle positive. Det var i sig selv en ekstra glæde og stor opmuntring, og med det i ryggen kunne vi trygt overlade billederne til den endelige bearbejdning hos Løvstad Foto og Stig Sommer, der med sit arbejde til en venlig pris har leveret et enestående produkt. Hugo med en kopi af et opslag fra en af negativ-protokollerne.

Så processen, skabelsen af udstillingen har i sig selv været en krævende, utrolig oplevelse. Vi har holdt en masse gode møder, vi har været under hårdt tidspres, for det skulle bare lykkes, men løftet i flok på alle planer står vi nu med det færdige resultat – og hvilket resultat! Det er alt sammen til dig, Hugo E, og en del af gaven er hængt op lige her midt i byens modige, eksperimenterende teater, Team Teatret, og om lidt vil vi fortsætte hyldesten med at vandre til et af Hernings allernyeste steder for kunstnerisk udfoldelse, nemlig F12 Kreativt Atelier, som Kunstforeningen har valgt at være en del af. Livsværket

Og begge steder passer du og dit livsværk lige ind. For dit værk er lige den fastholdelse af øjeblikket, der til enhver tid på et givet tidspunkt er en satsning, et eksperiment – i lige den brøkdel af et sekund, hvor du som fotografen har fanget et sted, en situation, et blik, en sjæl. Et billede siger mere en tusinde ord. Det var mantraet dengang, det udvidede tekstbegreb for alvor tog fart i undervisningen i 70’erne og 80’erne. I al sin magtfuldhed er fotografiet svært at hamle op med, det sætter sig på nethinden, og har fotografen – den gode gedigne ansvarsfulde fotograf – selv sjælen med i sin evne til at skille ud og se i de magiske splitsekunder, kan fortællingen blive uafrystelig og til billeder, som vi bærer med os, og som – hvis vi ser dem igen – peger både bagud til det der var, samtidig med at det bærer fremad mod nye tider.

Virkeligheden

Fotografiet er ikke virkeligheden – og hvad er det for øvrigt? Det er en flig af den, rammet ind af fotografens blik. Vi ved det godt, vi kan manipuleres med, med både ord og billeder, for fotografier kan bruges til mange ting. Men at se på billeder er noget, der – som med så meget andet – også skal læres, men når den gode fotograf har talt, bliver sjælen umiddelbart ramt hver gang. Og billedet lyver heller ikke, tværtimod, det afslører og fastholder sjælens tilstand i det specifikke sekund, fotografiet bliver taget. Tilstande, som man knap aner, når man står midt i situationen, kan ikke skjules. Så ikke underligt at der stadig findes folkeslag, der ikke bryder sig om at blive fotograferet. For fotografiet tager din sjæl.

Hugo ved sit billede af det, der med tiden blev t책rnet p책 Sct. Johannes Kirke.

Monumentet

Fotografiet er et monument for levet liv, det ved fotografen, han har set det. Historien er fortalt. Og det er den så sandelig også her i det Herning, som du, Hugo E har set, fulgt og fastholdt gennem et langt, stærkt og begivenhedsrigt liv. Og du gør det stadig. Du er en handlingens mand, en i alle måder overdådig iværksætter, og denne udstilling præsenterer jo faktisk kun én side af dit enorme livsværk, hvis man tænker på alt det, du i øvrigt har beskæftiget dig med igennem årene. Her i kunstforeningen er vi stolte over at have fået muligheden for at stå som arrangør af denne uforbeholdne hyldest til dig og dit værk. Jeg kender dig egentlig ikke så godt, men de gange vi har mødtes – også i tilblivelsen af denne udstilling – har det været en livgivende fornøjelse hver gang, og i og med, at vi nu har fået en række af dine fotografier blæst op og tæt på, føler vi, at vi kender dig endda ikke så lidt.

Historierne

Du har med stor blufærdighed og medfødt livsglad nysgerrighed, formået det svære at gå bagom og med et sind af stor rummelighed og sans for detaljen fortælle historier fra en svunden tid, der både er dybt bevægende og en kærlig bekræftelse på og dokumentation af levet liv. Så det er for os også en uendelig glæde i dag at åbne denne udstilling og give publikum mulighed for at komme helt tæt på, og måske kunne sige: Nej se – og kan du huske – og ved du, hvad der lige var, der var altså et hønsehus omme bagved. Det er nemlig godt at vide, hvor hønsehusene har ligget, specielt hvis man stadig har nogen at dele det med. Alt det og mere til bærer dit værk i sig. Til lykke med dagen i dag og som antydet tidligere var denne udstilling ikke blevet til uden en væsentlig støtte udefra. Jeg vil derfor i dag gerne takke Mediehuset Herning Folkeblad, Messecenter Herning, Løvstad Foto, Historisk Forening for Herning Kommune, Herning Bibliotekerne og sidst men ikke mindst Kulturelt Samråd Herning. Uden bidrag fra jer ingen udstilling, så af hjertet tak. Og så er det i dag også meget magtpåliggende for mig at rette en speciel tak til Ole Jørgensen og Doris Frederiksen, både for ideen, modtaget med kyshånd og overmåde

Udstillingens plakat.

Hugos Herning – en by og dens liv

Vises i Team Teatret og F12 i Fonnesbechsgade 6.-27. maj 2011 Øjeblikke af hverdage og højtider, arbejdsliv, sport og fritid, byudvikling og markante begivenheder – motiver optaget af fotograf Hugo E. Madsen gennem tre årtier.

Kunstforeningen for Herning og Omegn i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv Udstillingen er støttet af Kulturelt Samråd Herning, MCH, Mediehuset Herning Folkeblad, Historisk Forening for Herning Kommune, Løvstad Foto og Herning Bibliotekerne.

begejstring – og for en fantastisk indsats. Uden jeres indsats heller ingen udstilling, og så synes jeg også, det er på sin plads endnu engang at gøre opmærksom på den helt uvurderlige skat som Lokalhistorisk Arkiv ligger inde med ikke bare af Hugo E. Madsens billeder – 1,2 millioner negativer lød gaven på i sin tid til Herning Kommune – nej også billeder, taget af andre af Hernings navnkundige fotografer, så pas på den med den omhu, som netop I to, Ole og Doris, har forstået det. Min velkomst her vil jeg slutte med et lille Piet Hein gruk: Du skal plante et træ Du skal gøre en gerning Som lever, når du går i knæ, En ting som skal vare Og være til lykke og læ.

Du skal åbne dit jeg Du skal blive et eneste trin på en videre vej Du skal være et led i en lod, som når ud over dig.

Du skal blomstre og dræ. Dine frugter skal mætte om så kun det simpleste kræ. Du har del i en fremtid, for den skal du plante et træ. Kære Hugo E. Du har om nogen plantet et træ. Til lykke og alt muligt godt for dit liv og dit virke!

Mejerikrigen i Assing Sogn Den dramatiske konflikt 1938-1939 mellem Assing og Kibæk

Af Bo Røyen

De gode gamle dage

»Man kan godt sige, at sognet udgjorde en helhed. Der var ikke nogen stor forskel på folk eller forbindelser, hvad enten man boede i den ene eller anden ende af sognet. Og standsforskel var der yderst lidt af. […] Men i 1938/1939 kom der en krig i sognet, og det så voldsomt at ingen kunne tænke sig, at det kunne ske. […] Vi fik en mejeristrid, som delte sognet i to dele. Det gav en bitterhed uden lige, som hos den enkelte knap er glemt endnu.« Således skrev tidligere formand for Assing Mejeri, Lars Krog, i sine erindringer i 1970. Ved flere lejligheder har forfatteren til denne artikel forsøgt at undersøge historien. Men det skulle der ikke røres ved, blev der sagt. Sagen var stadig for ømtålelig for dem, der oplevede den. Men nu kan historien så fortælles. I Lokalhistorisk Arkiv i Kibæk ligger et enestående materiale. Som grundlag for denne beretning ligger især en imponerende grundig beskrivelse fra 1939 forfattet af husmand Peder Jespersen, Bukkjær. Han tilhørte den gruppe, der ønskede, at Assing Mejeri flyttede til Kibæk, selv om han boede i Assing. Peder Jespersen havde båndlagt sin beretning indtil 2000; altså i 60 år! Til forskellige begivenheder har han krydret sin fortælling med nogle spøjse digte. En del af disse er gengivet senere i denne artikel. Formanden for Assing Mejeri 1960-1969, Arne Rode, har også gennemgået konflikten udførligt, ligesom han har beskrevet tiden derefter. Lars Krogs egne erindringer er meget farverige. Desuden ligger protokollerne fra generalforsamlingerne i Assing Mejeri og i Kibæk Mejeri i arkivet. Fra arvingerne efter mejeribestyrer Niels Westergaard, Kibæk Mejeri, har arkivet modtaget hans erindringer.

Siderne 54 til 61 vises ikke

Kibæk Mejeris mælkevogn omkring 1950. Knud Thybo holder tømmen.

Kibæk Mejeris mælkebil omkring 1960.

ken. Fra Nordsognet lå derimod en liste med 82 underskrifter, som fastholdt placeringen på Kirkepladsen, uanset udfaldet af afstemningen på generalforsamlingen. Peder Jespersen skriver: »Der fulgte nogle stærke angreb fra Sydsognet. Ordstyreren blev der ikke taget hensyn til, så der var ni mand, som talte på én gang. Efter en del forhandling gik Nordsognet med til at flytte mejeriet op på Solbakken, hvis 2/3 stemmer derfor. Men det ville Sydsognet ikke gå med til. De ville have flytning gjort frivillig og uden afstemning. Fra Nordsognet blev der foreslået, at hvis de gik med til at flytte fra Kirkepladsen til Solbakken, så måtte der ikke stilles flere forslag om flytning, og man skulle begynde at bygge med det samme. Men det ville Sydsognet ikke gå med til. Efter et par timers forhandling med megen spektakel enedes man om at foretage en afstemning om flytning med 2/3 stemmer, og begge parter skulle så bøje sig for afstemningen. Denne ordning blev foretaget ved at alle rejste sig op. Afstemning blev så foretaget, og 81 stemte for og 63 imod. Flytning blev altså forkastet.« Generalforsamlinger, dramatik og vers

»Der blev jo digtet en mængde Vers, men det vil blive alt for omfattende at få dem med alle. De her spetakkel o æ Mejeribestyrelsen haa taven. Der er som, som sejer, at dær er jen ja, som sejer lov i æ seng, er gaven.« (P. Jespersen) En ny generalforsamling foregik den 29. april. Den var imidlertid indkaldt af den ny bestyrelse for Kibæk Mejeri. Det var der protester imod, da indkaldelsen rettelig burde være foretaget af bestyrelsen for Assing Mejeri. Der var også indsigelse mod, at mødet var indkaldt til kl. 14. Mange af gårdmændene fra Nordsognet havde ikke tid eller råd til at komme. Det kunne gårdmændene fra Sydsognet bedre. Lars Krog rettede nogle skarpe angreb på enkelte interessenter fra Nordsognet, og han blev mødt med stærke tilråb og trampen i gulvet og et æg. Mødet endte uden resultat. »Et Æg ud i luften gik. Det var lige på nippet, at Krog den i Hovedet fik. Dæ var noven, som saa, at æ Æg et var rigtig fresk, og den dodt et te o kom o æ Kjøbmands desk. Men Peder Jespersen saa, at den et fejler spor, da det et var over 2 timer sin, den var gjor.« (P. Jespersen)

Bestyrelsen for det nye mejeri sendte den 1. maj et spørgekort ud til andelshaverne, idet bestyrelsen ønskede at udsætte byggeriet et år. Af svarene var der 107, som ikke ønskede en udsættelse, mens 50 gik ind for det. Lars Krog, Kresten Andersen, Hans Peder Andersen og Sigvardt Larsen ville ikke bøje sig. »Nu skal vi spille Nordsognet en rigtig gæk, ved at bede Vorherre om en Stormvejr, saadan at deres Kløver og Roerfrø flyver væk. Desvar Peder Nielsens Roer gik sig en tur, vel nok o Lars Halds Jord di vil spring ud. Og vi jo slet et noven Bønhørelse fik. En Torden og Regnbyge over Olling og Vilhusted gik. (Den tørre Foraar 1938.)« (P. Jespersen) En ny generalforsamling fandt sted den 16. maj 1938. Her blev der igen gjort forsøg på at flytte placeringen til Solbakken. Igen havde Nordsognet fået udfærdiget en advokatudtalelse, som gik på, at bestyrelsen ville være erstatningspligtig, hvis den undlod at igangsætte byggeri på Kirkepladsen. Ligeledes ville det være imod foreningsretten igen at stemme om en flytning. Dette gav anledning til stor uro. Nordsognet krævede, at de fire fra Sydsognet skulle forlade bestyrelsen. Da de fire nægtede, forlod Nordsognet mødet. »Paa den gamle Mejeriplads en Mindesten skal være. Der Bestyrelsen sætter deres navne med Ære. Paa Stenen vi ogse Dirigenten skal ha. Der skal Ingvard Kristensen staa med Ræven, og den i Halen ta. Det vil Niels Gammelager ha.« (P. Jespersen)

Nordsognet og Sydsognet deles endeligt Den 30. maj 1938 indbød Nordsognet til et møde i Kibæk Forsamlingshus. Landsretssagfører Tage Kristensen havde udformet en kontrakt, som bandt underskriverne til en placering på Kirkepladsen, mens et byggeudvalg blev forpligtet til at påbegynde byggeri senest den 1. oktober 1938. Interessenterne var bundet til levering i 15 år, og mejeriet skulle stå stille om søndagen de første fem år. Denne dag kom der 51 underskrifter og dagen efter 19. Bygge-

udvalget kom til at bestå af Karl Hansen (kasserer), Jens Vejen Mathiasen (formand), Jens Vejlgaard, Peder Nielsen og Thomas Pedersen (næstformand). Flere generalforsamlinger

En ny generalforsamling den 16. juni var også livlig, ifølge Peder Jespersen. Nordsognet ville have Sydsognet til at påtage sig udgiften for etablering af Solbakken samt for tilførsel af vand, som betingelse for at Nordsognet ville tillade en ny afstemning om placeringen. Da man havde passeret midnat, ville Nordsognet ikke være med til nogen afstemning og gik hjem. Dirigenten, Ingvard Kristensen, gennemførte så en afstemning, der gav 86 stemmer for Solbakken og en for Kirkepladsen. Da var klokken tre om natten. På generalforsamlingen 8. juli 1938 var der forslag om at ophæve kontrakten vedr. Assing Mejeri for at komme ud af dødvandet. Men forslaget blev nedstemt. Nordsognet holdt så den 28. juli et møde, hvor følgende brev blev forfattet: »Til bestyrelsen for Assing Mejeri. Nordsognets interessenter, samlet til møde på Hotellet, har vedtaget ikke at deltage i den averterede generalforsamling den 30. Samtidig erklærer vi, at vi ikke vil deltage i senere generalforsamlinger med afstemning om mejeriets beliggenhed på dagsordenen.« Det blev efterhånden tvingende nødvendigt at finde en ordning for tiden efter den 1. oktober 1938, hvor leverandørernes kontrakter udløb. Den 13. september havde bestyrelsen for Kibæk Mejeri indkaldt til generalforsamling kl. 14. Jens Vejen Mathiasen håbede, at der stadig kunne opnås enighed, mens Lars Krog protesterede kraftigt over tidspunktet. Det var nemlig én time før, Assing Mejeri holdt generalforsamling. Alligevel blev der stemt om placeringen i Kibæk: 101 var for Kirkepladsen og 50 for Solbakken. På generalforsamlingen for Assing Mejeri samme dag, kl. 15, var der enighed om at lade Assing Mejeri fortsætte i et år, dog sådan at kun nødvendige udgifter til mejeriets drift måtte afholdes. (Til denne generalforsamling kunne alle leverandører – også Nordsognet – komme.)

Kibæk Mejeri bliver en realitet Udvalget for Kibæk Mejeri havde et problem. Der lå en aftale med interessenterne om, at byggeriet på Kirkepladsen skulle være i gang senest den

1. oktober 1938, ellers var aftalen ikke bindende. Udvalget rettede nu henvendelse til grundejeren om køb, til Sognerådet om kloak og til Kredslægen om sanitet. Den 12. oktober havde 88 leverandører skrevet under på en ny kontrakt. Kibæk Mejeri i vinterdragt omkring 1960.

Assing Mejeri havde indbudt til et møde den 14. oktober. Men Nordsognet ville ikke være med til nogen ny afstemning, ligesom Nordsognet heller ikke ville deltage i udgifter til bestyrelsen for Assing Mejeri. »I kan tro, at Landpost Nielsen sin Næse fik smurt, da han i æ Søndersogn te æ Mejeri sku ha spurgt. Og æ Slagter, hans Hjat haar nær holdt op mej o pek, da di i æ Søndersogn næjt ham novet vand o drek.« (P. Jespersen) I efteråret 1938 gik Nordsognet videre med forberedelserne til byggeriet. Byggeudvalget var på besigtigelse og indgik aftale med en arkitekt. Barrit Mejeri ved Horsens viste sig at være et passende forbillede. Tilbud på lån blev indhentet. En egentlig bestyrelse blev valgt, nemlig J. Vejen Mathiasen, Thomas Pedersen, Jens Vejlgaard, Karl Hansen og Peder Nielsen.

De neutrale

I Nordsognet var der stadigvæk ønsker om et samlet mejeri. Et nyt forsøg blev gjort den 7. februar 1939, hvor repræsentanter fra »de neutrale« og fra Nord og Syd mødtes. (De »neutrale« var en ny gruppering, som havde lige langt til begge mejerier. De hørte mest til Indre Mission. Ifølge Peder Jespersen ville de vist bare sinke arbejdet med at bygge nyt begge steder.) Sydsognet havde nu indgået en aftale om at ombygge det gamle mejeri. Men hvis Nordsognet ville være med, så var Sydsognet villig til at rykke byggeriet mod nord, det vil sige nærmere Kibæk, på en plads 200 meter nord for præstegården. Flere forslag kom på bordet – men uden resultat. Nu var den geografiske afstand mellem et mejeri på Solbakken og et mejeri ved Præstegården så lille, mindre end 1.000 meter, at dette ikke kunne være årsag til den manglende enighed. På en generalforsamling for Kibæk Mejeri den 15. marts 1939 var der enighed om at rette henvendelse til Sydsognet, om at man skulle samles om Solbakken. Et udvalg havde derefter haft forhandling med »de neutrale« og med Sydsognet. Førstnævnte ville gerne være med til Solbakken, men ikke til Kirkepladsen. Sydsognet ville ikke samarbejde. Udvalget foreslog på et møde den 24. marts med bestyrelsen, at det ville være klogest at bygge på Solbakken, så kunne de neutrale være med. Peder Jespersen skriver, at bestyrelsen ikke kunne gå ind for Solbakken, for »det var ikke godt, at Sydsognet fik at vide, at Nordsognet havde bøjet sig for Sydsognet, for så vil det gå galt«. På generalforsamlingen den 28. marts blev det meddelt, at forhandlingerne om et samlet mejeri ikke var blevet til noget, da Sydsognet fuldstændigt havde nægtet at være med. Herefter fortsatte Nordsognet arbejdet med bygningstegninger og låneansøgning. Salg af konsummælk i byerne var af stor økonomisk betydning for et mejeri. Her lå en god fortjeneste. På et møde den 4. april foreslog Nordsognet, at Kibæk Mejeri fik mælkesalget i Kibæk By i 15 år, mod at overtage restgælden i det gamle mejeri, kr. 18.000. Det ville Sydsognet kun, hvis de fik halvdelen

af nettofortjenesten. Selv om man ikke blev enige, foregik mødet i en venskabelig tone. Licitation

Den 11. april 1939 vedtog bestyrelsen for Kibæk Mejeri at ansætte mejerist Johannes Rasmussen, Silkeborg. Den 12. april kom der tilsagn fra Herning Sparekasse om lån af kr. 100.000, senere forhøjet til kr. 125.000. Den 1. maj blev byggearbejderne sendt i licitation. De samlede antagne tilbud lød på kr. 70.356. Hertil kom kr. 59.000 til maskiner. Brøndboring og køb af centrifuge m.m. blev bragt på plads. Byggeriet var i gang den 21. juni, og rejsegilde fandt sted den 27. juli. På en generalforsamling den 10. august 1939 blev forskellige tillidsposter fordelt. Kørsel med mælk blev betalt med fra kr. 1.050 til kr. 1.790 for de otte ruter, mens salget i byen gik for kr. 975. (Disse opgaver blev udbudt i licitation, således at den lavestbydende fik arbejdet. Jo billigere, jo bedre for de andre andelshavere. Niels Westergaard fortæller, at den fremgangsmåde kunne give anledning til nogle ubehagelige episoder: En lavestbydende kunne lade kørslen gå videre til en hårdt økonomisk trængt andelshaver, som havde budt for meget.) Den regnskabsmæssige opgørelse vedr. Assing Mejeri endte den 2. september med, at de udtrædende ikke skulle have hverken gæld eller aktiver med sig. »De neutrale« skrev kontrakt med Assing Mejeri, dog kun for en periode på fem år. Lørdag den 30. september 1939 blev aftenmælken skummet på Kibæk Mejeri under stor opmærksomhed. Over 200 folk var mødt, og de kunne få gratis mælk denne aften samt næste formiddag. »I Sydsognet gik Snakken, at Rør og Maskiner ikke var bleven ordentlig udskyllet, og at Mælken smagte af Olie. Og da Tømrer Hareskov om Lørdagen Mælken fik, om Søndagen han på VC’en gik.« (P. Jespersen) Det er forvirrende, at der indtil oktober 1939 var to stridende parter, som havde samme generalforsamling og bestyrelse. Men de var bundet sammen af

leverandørkontrakten til Assing Mejeri og kunne ikke bare melde sig ud. Ved siden af arbejdede Nordsognet med et byggeudvalg, en bestyrelse og en generalforsamling. Den sidste fælles generalforsamling blev holdt den 27.10.1939. Der var indvejet 11.105.000 pund sødmælk i det forløbne år. Overskuddet var 100 øre pr. 100 pund leveret sødmælk. Strides som mænd!

Ved den lejlighed sagde formanden for Assing Mejeri, Jens Fonnesbæk, blandt andet: »Det er for mig og flertallet af bestyrelsen en stor sorg, at mejeriet ikke kom til at forsætte udelt, uden hensyn til hvilken plads den kom til at ligge på. Det er mig den dag i dag ufatteligt, at da vi var så nær enige om pladsen som 200 meter (Solbakken og Kirkepladsen), at en så ringe ting kunne slå mejerikredsen i stykker. Vi må nu i gang med at betale to mejerier med ca. kr. 400.000 + renter og forøgede omkostninger. Skulle dette i dagene, som kommer, føles som en stor økonomisk byrde, lad os da ikke gå og skyde skylden på hverandre, men hver især tage sin part af ansvaret sådan: At da vi nu har strides som mænd, at vi da går hjem og betaler som mænd, og ikke mindst forliges som mænd.« Herefter fungerede protokollen for den samlede mejerikreds kun som protokol for Assing Mejeri.

Assing Mejeri slået, men ikke besejret Lige så lidt Nordsognet ville overgive sig til Assing, lige så lidt ville Sydsognet flytte til Kibæk. Efter at Lars Krog i sommeren 1939 havde fået bekræftet, at der var snydt med kontrakten angående placeringen på Kirkepladsen, skriver han: »Nu var jeg ikke bange mere. Jeg indkaldte til en generalforsamling, og her gjorde jeg opmærksom på, hvordan sagen lå. Samtidig tog vi vores underskrift tilbage. Ville de os noget, kunne de gå rettens vej. Men de holdt sig klogelig borte, for de var blevet klar over, at der var noget, som hed dokumentfalsk. Nu var der ikke noget at gøre med at tvinge os. Men så skulle der prøves en ny taktik. Det gamle mejeri var vi fælles om indtil 1. oktober 1938, og så fandt de på, at inden den tid kunne det forbydes os at rive noget ned og begynde at bygge nyt.«

Hestevogne med mælkejunger foran Kibæk Mejeri omkring 1950.

Lars Krog fortæller videre: »Derimod begyndte de selv at bygge, idet de regnede med, at havde de et nyt mejeri færdig, når vi skulle til at begynde, så blev vi nok så betænkelige ved at få to mejerier, at vi gav efter. Det var der ingen tale om. Det var os, som havde mælken. Vi kunne vente og få sagen og alt i orden.« Ny bestyrelse

Den 17. juli 1939 valgte andelshaverne i Assing Mejeri på en generalforsamling en ny bestyrelse, nemlig Mads Kr. Jensen (Vejlgaard), Kr. Andersen (Moesgaard), Hans P. Andersen (Agersig), Lars Krog (Bukkjær), Kr. Hareskov (Hareskov), Harald Madsen (Kirkegaard) og Peder Nielsen (Pårup). Lars Krog blev formand og Kr. Andersen kasserer. På generalforsamlingen den 27. juli blev der vedtaget love for en ny 15-års periode. Et forslag om at køre om søndagen blev nedstemt med 44 stemmer mod 35. Samtidigt fik bestyrelsen bemyndigelse til at forberede nyt byggeri. På en fælles generalforsamling den 2. september 1939 godkendte 140 andelshavere, at de andelshavere, som ville udtræde den 1. oktober 1939,

kunne gøre dette uden at tage del i mejeriets aktiver og passiver. På en ny generalforsamling den 18. september var der forslag om, at samles om Kibæk Mejeri, men det faldt til jorden. Nyt Assing Mejeri

På generalforsamlingen den 12. oktober 1939 forelå resultatet af licitationen vedr. et nyt Assing Mejeri. Her gik 46 ind for at bygge, mens 17 var imod. Kun gulvene i det gamle mejeri blev bevaret. Lars Krog skriver: »Men der skulle komme svære hindringer. Arbejdet skred godt frem i efteråret, men så satte det ind med de meget bekendte krigsvintre. Arbejdet måtte stå stille. Først april næste år kunne der tages fat igen. Men så kom det allerværste. Vi havde løfte om at låne pengene til mejeriet i Herning Sparekasse. Så kom tyskerne den 9. april. Dagen efter fik jeg brev fra sparekassen, at som sagerne lå, var de nødt til at trække tilsagnet tilbage.« I tiden derefter prøvede bestyrelsen at finde andre, som ville finansiere byggeriet; selv Nationalbanken blev kontaktet. Det endte med, at bestyrelsen udstedte en veksel på kr. 60.000 med sig selv som kautionister. Senere »… gled det i lave, og vi fik de penge, som vi skulle bruge. Nu gik arbejdet fint. Den 1. oktober 1940 kunne vi starte vor ny mejeri, som statskonsulenten betegnede som Danmarks mest moderne mejeri.« Den 14. december 1940 blev der holdt indvielsesfest på Kibæk Missionshotel, hvor over 300 var med til suppe, steg og dessert. Om aftenen samledes 200 af mejerikredsens unge til en fest med kaffebord og oplæsning ved malermester Jensen, Kibæk. Mejeriet og bolig for mejeribestyreren kom til at koste kr. 185.000. Der var 102 andelshavere, 13 mælkekuske og en årlig leverance på 3,5 mio. kg mælk. Således skrev Herning Folkeblad.

Fredens værn

Lars Krog sagde, også ifølge avisen: »– Man ville have følt, om noget savnedes i sognet, om der ikke lå et mejeri dernede ved den gamle kirke, hvis alder man ikke kender. Den ligger, hvor vejene mødes, og her lå mejeriet også. […] Det gamle mejeri har betydet meget i Assing Sogn – der er gået en guldstrøm fra det til de mange hjem i sognet. Nu er der ikke – som i min barndom – nogen, der stakler os fra Assing. For det var da noget sølle at være fra Assing. Nu er det ligesom en anden ting. Og dertil har mejeriet hjulpet os. Vi er

glade, at vi midt i ufredens dage har fået lov til at bygge dette fredens værk. Derfor skal vi lade takken gå opad!«. – Der var ikke et ord om mejerikrigen.

Kibæk Mejeri efter 1939 Kampen mod andelshaverne i Assing Mejeri blev vundet af Nordsognet. Men det var en dårlig sag, og det var på et helt forkert tidspunkt. Tiden var til større enheder, især efter 1960. Kibæk Mejeri nåede kun at fungere i 29 år. Fra sommeren 1940 begyndte Kibæk Mejeri at hente mælk om søndagen. Jens Vejen Mathiasen blev den første formand i 1938; en post som han havde indtil 1943. Den første mejeribestyrer var Johs. Rasmussen, som blev ansat i 1939. I 1947 blev han fyret på grund af uorden i økonomien. Niels Westergaard blev hans efterfølger. I sine erindringer fortæller Niels Westergaard, at han og Karie ankom den 15. maj 1947 »... til Kibæk med al vores habengut, hvilket ikke sagde så meget dengang. Hvor var vi lykkelige for at have fået pladsen. Dette på trods af, at flere havde fortalt mig, at det var en uriaspost. De spåede: Højst ½ år, så ville mejeriet blive nødt til at lukke. Det varede alligevel 21 år, før det stoppede; samtidigt med flere hundrede andre mejerier.« Niels Westergaard var dygtig og opnåede i 1956 at hente en medalje hjem for godt smør. Det var ikke sket før i sognet, og det skete heller ikke siden. Men kursen mod lukning var uundgåelig. Niels fik lov til at uddanne sig til regnskabskonsulent, inden mejeriet lukkede i 1968. Dengang var der 86 leverandører, som derefter lod deres leverancer gå til Nr. Vium – ikke til Assing! Mejeribygningen i Nygade kunne ikke bruges til boliger, var vurderingen dengang, ifølge Herning Folkeblad. Alligevel blev der indrettet 3 lejligheder. Mælkeudsalget på Nr. Bredgade 24 blev solgt til Assing Mejeri. Anton Thybo var mælkekusk fra 1939 til 1968.

Assing Mejeri efter 1939 Det blev en hård – og bitter – tid for Assing Mejeri efter 1938. Leverandørerne fra Nordsognet havde sagt farvel, samtidigt med at Nordsognet forhindrede Sydsognet i at renovere mejeriet. Endelig – efter oktober 1939 – kunne Assing Mejeri gå i gang med at få tegninger og finansiering til et nyt mejeri. Men så kom Besættelsen i april 1940, hvilket standsede al normal økonomisk aktivitet. Bestyrelsen kunne derfor kun låne mod at kautionere privat, det vil sige at stille egen formue som sikkerhed. Det gamle mejeri blev revet ned til grunden, det vil sige at kun gulve og skorsten blev bevaret. Mælkekusk Niels Jespersen med hesten Svend spændt for vognen, ca. 1950.

Efter mejeribestyrer Erik Poulsen blev Charles Lynggaard ansat i 1944. Den 3.1.1969 blev Assing Mejeri lagt sammen med Hammerum, men produktionen af ost forsatte, idet Hammerum leverede mælken. I 1985 lukkede mejeriet endeligt; kun et år før det kunne fejre 100-års fødselsdag. Niels »Mælk’mand« Jespersen havde i alle årene kørt sin rute i Kibæk; først med hesten Svend, siden med et VW rugbrød. Mælkeudsalget havde til huse i ejendommen Nr. Bredgade 5.

Kibæk Mejeri 1968, det år mejeriet lukkede. Personerne på billedet er ukendte.

Hvorfor denne kamp? Hvorfor ville Nordsognet absolut have et mejeri i Kibæk? Hvorfor måtte det ikke ligge 1.000 meter længere mod syd? Drejede striden sig om søndagskørsel? Objektivt set var beslutningerne usaglige og økonomisk uforsvarlige. (Hertil kommer, at ingen kunne forudse den voldsomme mekanisering i landbruget efter 2. verdenskrig, ikke mindst traktorernes indtog.) Nej, her som i så mange andre konflikter om mejerier drejede det sig om magt. Der var tale om sognepolitik. I første halvdel af 1900-tallet gik tendensen mod selvforvaltning i mindre enheder. (Fx blev Sdr. Felding og Assing pastorat delt i 1904 og kommunen delt i 1907.) Peder Jespersen afslutter sin beretning meget rammende således: »Matrikelnumrene begyndte med nr. 1 i Sydsognet. Men det har jo også været sådan, der ved vigtige Bestemmelser i Sognet var det i Sydsognet, at det blev vedtaget. Under Mejeristriden var det gået op for Folk, at der var andre steder i Sognet, at man ville have Bestemmelsesret. Og efter at Kibæk

Stationsby bliver større, vil det sikkert gå sådan, at den bestemmelsesret må Sydsognet dele med det øvrige Sogn.« Hele beretningen er underskrevet således: »Den 21. oktober 1939. Husmand Peder Jespersen, Bukkjær, Kibæk.« Historien ses gentaget i kampen mellem Sdr. Felding og Kibæk, da de to byer i 1970 blev en del af Aaskov Kommune. Hvilken by skulle være hovedby? Hvor skulle rådhuset ligge? Her vandt Kibæk – (ikke uden kamp). Men i 2006 skulle der endnu større enheder til, og så blev Herning hovedbyen.

Kilder: Ole Sandfeld, som er leder af Kibæk Lokalhistorisk Arkiv, har været en værdifuld sparringspartner. Han kender historien, blandt andet var han selv leverandør af mælk til Assing Mejeri. De omtalte personer kender han også. Som nævnt er Peder Jespersens beretning en guldgrube, dels i historiske detaljer, dels i personlige betragtninger. Ole Sandfeld har oplyst, at denne mand var en oprører. Som husmand i Sydsognet holdt han med Nordsognet. Kibæk Mejeri ville dog ikke have ham som leverandør, da han boede for langt væk. Arne Rohde, formand for Assing Mejeri, har i sin beskrivelse, der går frem til januar 1969, været mere optaget af facts. Lars Krogs erindringer findes kun delvist på arkivet, men dog udførligt om mejerikrigen. Ud over at kunne skrive, var Lars Krog en blændende taler og nogenlunde til at male billeder. Desuden har forfatteren af denne artikel gjort brug af: Claus Bjørn (red.): »Dansk Mejeribrug 1882-2000«. De Danske Mejeriers Fællesorganisation, 1982 og Chr. Bisgaard Madsen: »Træk af dansk mejeribrugs udvikling – fra ca 1875 til 1992«. Rabøl, 1993. Fotografierne er fra Kibæk Lokalhistorisk Arkiv.

Siderne 76 til 89 vises ikke

Bio i Søndergade, 1979.

drak, kyssede og krammede nu mere åbenlyst i gaderne, til popballer i Døvehuset på Gl. Skolevej, i Sdr. Anlæg m.v. end tidligere set i historien. Nogle unge begyndte også at ryge hash, hvilket i starten sås mest hos kendte musikere som f.eks. The Beatles og Peter Belli. Så 60’er-ungdommens musik og livsstil, og ikke mindst vi unge langhårede som spillede i bands, var en provokation for mange forældre, skolelærere og i religiøse kredse – også i Herning! Det kom til udtryk på mange måder, og jeg fik blandt andet spørgsmål som: »Ryger du hash?«, og »Hvad sker der om natten, når man sådan er ude at spille?«, og da mit band skulle ud at spille første gang, forbød trommeslagerens forældre ham at tage med, så vi måtte finde en anden trommeslager. Danmarks Radio (DR) ville i starten ikke spille rock- og pigtrådsmusik, da man fandt den underlødig, så vi unge måtte ty til den udenlandske »Radio Luxembourg«. Men lidt popmusik spillede DR dog i en udsendelse som »TI, VI KA’ LI’« med Jørn Hjorting fra 1961. Men i 1963 åbnede P3 Musikradioen, og med unge Jørgen Mylius og Hans Otto Bisgaard som radioværter for ungdommen buldrede rock-, beat- og popmusikken nu ud af radioerne, som i begyndelsen af 1960’erne blev til transportable transistorradioer. Mange forældre rystede på hovedet ad denne larmende pigtrådsmusik i radioen,

Side fra forfatterens scrapbog fra konfirmationsdagen den 5. april 1964. Poul med guitar omgivet af Elvis og Brigitte Bardot – hvad kan det ikke føre til!

og der blev råbt »skru ned eller luk for radioen« adskillige gange i mit og mange andres hjem. En guitar, en transistorradio og en spolebåndoptager blev i denne periode enhver konfirmands store ønske, så man gratis kunne optage beatmusikken på bånd. Det var primært hos de helt unge interessen for beat- og pigtrådsmusikken var stor, for hos det brede og mere voksne publikum, var jazz, schlagerog dansemusik dominerende langt op i 1960’erne. Således spillede Svend Åge Esbensens orkester dansemusik fra 19561968 på dansestedet Landsbyen i Nørregade, og dette blev i perioder sendt direkte i Danmarks Radio. Et andet Herning-orkester, som spillede schlagerog lidt popmusik, var de populære Alligators. Orkesteret spillede i ti år med skiftende medlemmer som f.eks. Jørgen Vestergaard, Ove Hansen, Finn Pedersen, Kurt Agernem og Jørgen Zaulich, og de var med til både at etablere og spille i »Teenagerklubben« i Døvehuset i begyndelsen af 60’erne. Herning KFUM & K havde stor succes med at afholde »Kammeratskabsaftener« i Herning-Hallen, og det trak helt op til 800 unge til alkoholfrit samvær

og underholdning med f.eks. Dorthe Kollo og Keld Heick. Disse aftener udviklede sig efterhånden også til at indeholde dans, hvilket nogle i visse kredse dog fandt syndigt. De lokale pigtrådsgrupper opstår

Jeg var kun 11-12 år, da jeg fik min første guitar, og jeg var fascineret af Elvis Presley, hans sang og evne til at få pigerne til at kigge beundrende og skrige. Så man kan sige, at det var Elvis, som fik mig til at spille guitar, og det var The Beatles, som fik mig til at danne et orkester og lade håret gro. Der opstod ca. 15 lokale pigtrådsgrupper i Herning i 60’erne. Nogle blev mere kendte end andre og der var også store forskelle på den musikalske formåen. Der var bands som: Ru-Ba-Be-Lu-Babs, Barbed Wires, Caymen, Keyfounders, Shames, Steppen Stones og Telstars, men de bands som eksisterede længst, og var oftest ude at spille, var følgende: The Rakes (1964-69) med Per Falk Lauritsen, sologuitar/sang, Uffe Møller Jensen, bas/sang, Bo Nielsen, trommer, senere afløst af Erling LindegårdPetersen, Preben »Høg« Bach Pedersen, orgel, senere afløst af Bent Lundsgaard, Vagn Pedersen, sang. Preben og Vagn kom senere med i Innkeepers. Innkeepers (1965-69) med Ole Schmidt, trommer, Michael Frandsen, leadguitar/sang, Jan Ole Rasmussen, basguitar, blev i 1967 erstattet af John Schmidt, Preben »Høg« Bach Pedersen, orgel/keyboard/sang og Vagn Pedersen, sang/tamburin. Innkeepers vandt Herning-mesterskabet i pigtrådsmusik, som blev afholdt i et stort telt på markedspladsen på Møllegade i 1967. Pain (1966-72) startet under navnet Roudgers med Erik Jakobsen, Erik Sørensen, Benny Faverby, Poul Larsen og Stephen Boye. I 1968 ændres navnet til Pain med Stephen Boye, leadguitar, Poul Larsen, trommer/sang, Erik Sørensen, basguitar. Ved senere udskiftninger blev Georg Lind Jensen ny trommeslager, Erik Sørensen blev afløst af Lasse Bjerg på basguitar, og ind kom også Jens Lykke, sang/keyboard. Spacewalkers (1967-70) med Steen Rønhave, sologuitar/sang, Georg Lind Jensen, trommer/sang, Henning Andersen, rytmeguitar/sang og senere bas-

guitar, Flemming Nielsen, basguitar og Steen Mogensen, sang. Flemming og Steen forlod bandet, og Spacewalkers fortsatte som en tremandsgruppe. The Splitsounds (1967-70) med Ole Nørgaard Kristensen, trommer, Jørgen Skov, sang, Poul Gerhard Østergaard, sologuitar/sang, Louis Larsson, basguitar og Bent Knygbjerg, rytmeguitar. The Taxmen (1966-70) med Jan Lauridsen, sologuitar/kor, Jørgen Kammersgaard, trommer, Lars Nygaard, basguitar, »Jønne« Maul, sang, blev i 1967 erstattet af Niels Arne Christensen, Jens Kristian Pedersen, orgel. Taxmen vandt Herning-mesterskabet i pigtrådsmusik i 1968. The Candy Men, 1967. Fra venstre: John Nørgaard, Poul Nowack, Poul Erik Kjærgaard og Jean Ælmholt.

The Candy Men (1964-69)

Mit band hed The Candy Men, og besætningen var: Poul Nowack, rytmeguitar og forsanger, Poul Erik Kjærgaard, trommer, John Nørgaard, basguitar og Jean Ælmholdt, sologuitar og kor. Jean blev det sidste år erstattet af Jørgen B. Jørgensen på keyboard. Herudover har blandt andet Erik Larsen,

Georg Jensen og Jens Erik Overby været med en kort overgang i bandets første år. Spillestilen var numre med Beatles, Rolling Stones, Elvis Presley, Pretty Things, Donovan, Cliff and the Shadows og så videre. Øvelokalet var i starten et kælderværelse i Herning, men da en ny trommeslager var søn af en fabrikant, blev øvestedet fra 1965-69 på Kjærgaards fabrik i Hammerum. The Candy Men har naturligvis spillet meget i Herning og omegn, og var f.eks. det første og oftest spillende pigtrådsorkester i Lind Forsamlingshus. Men bandet spillede også i store dele af det øvrige Jylland som f.eks. på Svanelunden i Hjørring, på Hotel Brande og Hotel Dalgas i Brande, ved en bypark-fest i Give, i ungdomsklubber i Silkeborg og Esbjerg, på et hotel ved Fredericia osv. The Candy Men vandt en 3. plads ved de Midtjyske Mesterskaber i pigtrådsmusik i 1967, som blev afholdt i Grindsted. Der deltog 15 bands, og Århus-gruppen Famous vandt. NB. For yderligere oplysning om pigtrådsgrupperne i Herning i 1960’erne, vil jeg henvise til min bog: »Da rock’en kom til Herning«, Forlaget Stout, 2004. Visitkort. The Candy Men på flyver i Sdr. Anlæg, 1968. Fra venstre: Jørgen Jørgensen, Poul Nowack, Poul Erik Kjærgaard og John Nørgaard.

Instrumenter og lokale bookingfirmaer

Instrumenter og forstærkere var relativt dyre i 60’erne, og da de fleste unge musikere var lærlinge eller under anden uddannelse, måtte man købe på afbetaling hos Brdr. Jørgensen i Fonnesbechsgade i Herning eller hos Alfred Christensen i Holstebro.

En førsteårs smedelærlingeløn var i 1965 i Herning ca. 42 kroner pr. uge, og en fjerdeårs lærling fik i 1969 ca. 102 kr. om ugen. The Candy Men fik i 1969 op til 800 kr. for at spille en aften, dvs. 200 kr. pr. person. Så det var gode, supplerende penge til en lærlingeløn. De lokale pigtrådsorkestre fik lavet et »visitkort« med medlemmernes navne og ofte et bandbillede, samt et telefonnummer man kunne ringe til. Disse visitkort blev så uddelt til venner og bekendte. Flere af de lokale orkestre havde også en »manager«, dvs. en person som skulle skaffe spillejobs, og som så fik en økonomisk andel herfor. Et par af de kendte managere i Herning var Bent Jensen, som f.eks. skaffede Innkeepers mange jobs, og Bjarne Lausdahl som tog sig særligt af The Rakes. Der opstod også bookingfirmaer, og et af Hernings mest kendte bookingfirmaer var »BBS booking«, som havde adresse på Fonnesbechsgade 19 i Herning. Her kunne man bestille alt fra Savage Rose til Gitte Hænning, fra lokale bands som The Candy Men til »go go girls«. Disse piger stod på scenen og dansede, og denne ydelse kostede fra 75 kr. til 125 kr., og skulle pigen danse topløs, var prisen 300 kr. Mit band har optrådt med både lysshow og go go girls, og det gav ligesom lidt ekstra stemning på scenen. En anden aktør fra Herning, var den unge lærerstuderede Jørgen Fyhn, som dannede et »humøraktieselskab«, som afholdt pigtrådsballer i blandt andet Herning-Hallen. Spillestederne

I Herning-området var de lokale rock- og pigtrådsspillesteder primært Døvehuset på Gl. Skolevej, og fra ca. 1967 popklubben »Batman« i den gamle pavillon i Sdr. Anlæg. Herudover blev der spillet rock- og pigtrådsmusik i Herning-Hallen, på hoteller som f.eks. Højskolehjemmet, Hotel Herning, i ungdomsklubber som f.eks. Porshøj Ungdomsklub, på folkeskoler og i forsamlingshusene i Lind, Kølkær, Kollund, Arnborg, Snejbjerg, Vorgod, Fasterholdt, Skibbild m.fl. »Teenagerklubben« i Døvehuset blev etableret tidligt i 60’erne, men i 1964 kom der for alvor gang i beat- og pigtrådsmusikken, da de to typograflærlinge fra Falke Tryk, Kurt Føns Bach og Peter Kristiansen, etablerede popklubben »Hit Club« i Døvehuset. Indtil 1967 spillede her kendte pigtrådsgrupper som f.eks. Peter Belli og Les Rivals, Beefeaters, The Hitmakers, The Teenmakers, Red Squares, The Lollipops, Sir Henry and his Butlers og Matadorerne. Det

lokale band The Rakes var husorkester og havde øvelokale på stedet. Entreen for at komme ind til et pigtrådsbal var mellem seks og tolv kr. plus tyve kr. for et medlemskort. Pigtrådsballerne her var officielt alkoholfrie »sodavandsballer«, og de blev afholdt søndag aftener fra kl. 20.00-24.00 og nogle gange også søndag eftermiddage, idet orkestrene så var billigere. Der var ofte fuldt hus, og det vil sige ca. 3-400 unge. Peter Kristiansen og Kurt Føns Bach afholdt også nogle store koncerter i Herning-Hallen med Rock Nalle, Red Squares og Peter Belli. Der opstod en konkurrent til Døvehuset, da Pavillonen i Sdr. Anlæg i 1967 oprettede en popklub med navnet »Batman«, som også begyndte at afholde pigtrådsballer, og dermed blev det et nyt »in« sted. Udover at danse til musikken i pavillonen, gav parkens træer og buske fine muligheder for at »varme lidt op« med øl og måske en flirt. Beatmusikken og samfundet udvikler sig.

Den nye beatmusik og ungdomskultur førte til udgivelser af målrettede popblade som Vi Unge, Hit, Beat, Børge, Top Pop og GO. Musikscenen ændrede sig fra 1966/67 fra beat og pigtråd til mere eksperimenterende musik, og der opstod nye danske grupper og solister inspireret af blandt andet Bob Dylan, Jimi Hendrix, The Doors og Donnovan. Samfundsudviklingen i Vesten blev generelt set præget af flere og flere samfundskritiske og eksperimenterende unge, som krævede mere medindflydelse og demokrati på uddannelsesområdet og samfundet som helhed. I takt hermed fik mange sange nu også et mere samfundskritisk indhold. Der opstod også i Danmark »protestsangere« som f.eks. Per Dich med sangen »Sådan er Kapitalismen«, og Cæsar med »Jorden i Flammer« og »Storkespringvandet«. De nye mere eksperimenterende danske grupper var blandt andet Gnags (1966), The Savage Rose (1967), Burnin’ Red Ivanhoe (1967), Steppeulvene (1967), Young Flowers (1967), Ache (1968) og Alrune Rod (1969). I udlandet opstod ungdomsgrupperinger som f.eks. »provoer«, som nogle gange trak bukserne ned for vise bagdelen som et tegn på oprør eller foragt for et eller andet »borgerligt«. En anden gruppe var de mere politisk orienterede unge, som deltog i protestmarcher mod a-kraft, for bedre uddannelsesforhold og mere indflydelse m.v.

En tredje ungdomsgruppe var »hippierne« som gik i farverigt tøj, gik ind for fri sex og stoffer, havde flower power-slagord som »Make peace – not War«, og dette antikrigsbudskab var i 1960’erne især rettet mod USA’s deltagelse i blandt andet Vietnamkrigen. Igennem radioen, popblade og tv, fik vi unge indblik i og inspiration fra de nye ungdomsstrømninger, mode- og musikudviklingen, og mange følte derved, at de var en del af den store og efterhånden meget toneangivende ungdomskultur. De fleste unge i Herning var ikke provoer eller hippier, men passede en dagligdag med job eller uddannelse. Men i weekenderne kunne man udleve drømmene som pigtrådsmusiker, lidt hippie eller lidt provo. Nye musikgenrer som disco-musikken fik fra slutningen af 1960’erne mere og mere fat i ungdommen, og Hernings første diskotek »In Club« åbnede i 1968 på hjørnet af Søndergade og Sølvgade. Her skulle herrerne i starten have jakke og slips på. Senere drog mange unge fra Herning, Lind m.v. ud til det nye diskotek Skærgården ved Skærbæk Sø, for her var der »godt gang i den«, med en del soul-præget musik og en overgang også med optræden af go go girls.

Afrejse fra Herning Efter en tid som pigtrådsmusiker og et job på Herning Klædefabrik, tog jeg teknisk forberedelseseksamen, og i 1973 rejste jeg fra Herning til Ribe, hvor jeg tog HF og læreruddannelse med hovedfagene historie og samfundsfag. I 1979 flyttede jeg til Grenaa, hvor jeg, ud over arbejds- og familielivet, genoptog min fritids-musikinteresse, og har spillet i forskellige bands indtil 2008. Men det er en helt anden historie. Da jeg stadig har meget familie i Herning, går turen af og til mod min gamle fødeby.

Martin Knudsen – hedemaler og cykelsmed En beretning om Martin Knudsen og om opsporing af nogle af hans malerier

Af Ingrid Rørbæk I begyndelsen af 2011 begyndte jeg at rydde op i min kælder og spekulere over, hvad der skulle ske med fire-fem gamle malerier, som jeg har arvet. For mig har de betydning, men ikke for mine efterkommere, som formentlig ikke ville vide hvad de skulle stille op med dem, den dag jeg ikke længere er her. Jeg besluttede mig da for at undersøge maleriernes baggrund – lade dem fortælle en historie. Disse malerier er malet af min farfars bror Martin Knudsen, alle mine malerier har relation til »heden«. Der er tre landskabsbilleder, en hedebrand samt et hus isoleret med lyng. Jeg kontaktede Herning Museum, som ikke viste nogen stor interesse for malerierne, (men dog ikke var afvisende for at modtage nogle af dem, idet de fandt ud af, at de allerede har et maleri af Martin Knudsen). Jeg besluttede mig da for selv at finde ud af mere om 1. Maleren. 2. Hvor mange malerier jeg kunne opspore år 2011-2012. 3. En undersøgelse af malerens motiv-verden og et forsøg på at sætte den ind i en kulturhistorisk ramme.

Sådan gik jeg frem I 1940’erne blev der udgivet en slægtsbog om Hagelskjær-slægten,1 og min far Laurids Lund Knudsen forfattede afsnittet om »Bjødstrup«-slægten. I 1990’erne er der udgivet en opfølgning af afsnittet om »Bjødstrup« -slægten2 – og via disse bøger fik jeg kendskab til Martin Knudsens efterkommere frem til 1990’erne og havde således nogle navne at gå ud fra. En gang om året mødes jeg med nogle af mine fætre og kusiner på fædrene side og ved en forespørgsel til disse viste det sig, at en hel del faktisk også havde malerier af Martin Knudsen – og var villige til enten at sende fotos af deres malerier til mig, eller at jeg opsøgte dem og tog fotos. Dernæst satte jeg en efterlysning på hjemmesiden »Hammerum-herred. dk« – og fik to respons: dels fik jeg e-mail-kontakt til en herre i Herning som sendte mig fotos af sine fire malerier, dels fik jeg kontakt til Doris Frederiksen, Lokalhistorisk Arkiv i Herning og siden det lokalhistoriske arkiv i Hammerum, Lokalhistorisk Samling for Gjellerup Sogn. Kontakt til efterkommere

Endelig »googlede« jeg på navne på efterkommere, som jeg havde fundet i slægtsbogen – og også her var der held, og jeg fik således kontakt til efterkommere efter fire af Martin Knudsens fem børn.3 Alle Martin Knudsens børn og flere børnebørn er døde, men otte børnebørn lever, jeg har mødt tre af dem, samt haft intensiv e-mail-kontakt med to. Via dette netværk fik jeg kontakt til et oldebarn, der kunne fortælle, at han netop havde været til begravelse af sin moster, der var datterdatter af Martin Knudsen. Det gik da op for mig, at jeg måtte intensivere min eftersøgning af Martin Knudsens malerier – for netop når de gamle går bort står arvingerne ofte med malerierne og ved ikke noget om oprindelsen – og kasserer dem. Efternavnet Knudsen er ikke meget værd i en sådan eftersøgning – men heldigvis er der mange i slægten der har fået slægts-efternavne, som gør det lettere at søge. Dels således og dels via oplysninger fra én af mine mange kusiner kom jeg i kontakt med efterkommere efter Martin Knudsens yngste bror Niels, og det viste sig, at der også i denne gren af familien var »overlevende« malerier.

Opsummerende har jeg brugt slægtsbøgerne, personligt kendskab til min egen familie, samt nye netværk, som er nået via »googling« og anden søgning på internettet. Nyere tids teknik med digital fotografering og videreformidling gennem e-mails har medvirket til, at jeg på relativt kort tid har kunnet opspore og få fotos af så mange malerier. Martin Knudsen i cykelforretningen ved en maleriudstilling i 1923.

Om maleren I Herning Folkeblad kunne man den 25. november 1943 læse følgende ledsaget af portrætfotos af Martin og Katrine Knudsen: »GULDBRYLLUP. Maler Martin Knudsen og Hustru kan som meddelt på Søndag fejre deres Guldbryllup. Martin Knudsen og Hustru bor nu i Søndergade i Herning, men har det meste af deres Tid boet i Hammerum, hvor han har malet og repareret Cykler og handlet med Cykler. De har ved Flid og megen Sparsommelighed

100

tjent en lille Formue, saa de foruden at give deres Børn en god Uddannelse nu kan henleve deres Alderdom som velstillede Rentiers. Knudsen er noget af en Tusindkunstner, han kan mange Ting. Vil man have et Billede af en Ejendom, da gaa trøstig til ham. Katrine har trods megen Sygdom, der har fængslet hende til Sengen i lange Tider, væren en god og trofast Hustru og Moder, der har forstaaet at holde sammen på Tingene, og manglede en Nabo et godt Raad eller en Haandsrækning, var hun altid god at komme til. De har 4 Sønner og en Datter. Den ældste Søn, Jens, er Overassistent ved DSB i København, den næste Søn er Ingeniør i København, den tredje Søn er Barber og den fjerde er uddannet som Elektriker og har en god Stilling i Sønderjylland. Datteren er gift med Smed Jensen i Nørregade.« Martin Knudsens slægt

Martin Knudsen levede fra 1870 til 1947. Martin Knudsens forældre var Jens Knudsen (1836-1915) og Ane Kirstine f. Madsdatter (1837-1914). Ane Kirstines morfar havde haft en selvejergård i Bjødstrup sydøst for Hammerum, men efter de sløje tider omkring 1813 endte gården på tvangsauktion.4 Ane Kirstines far blev kaldt Mads Kræmmer (1806-1882) og ernærede sig blandt andet som bissekræmmer. Jens Knudsen stammede fra Herningområdet fra en daglejer-familie, siden blev faderen Knud Olesen gående post mellem Herning og Holstebro.5 Efter dennes død i 1846 boede enken med flere mindreårige børn i et fattighus ved Herning.6 Jens blev tjenestekarl på en gård i Bjødstrup og kan der have mødt Ane Kirstine, som boede på Bjødstrup Mark. Ane Kirstines søster skulle giftes med en gårdmand, hvilket var et for hende fint parti – og Ane Kirstine bad da mindeligt om hun ikke samtidig kunne blive gift med den ubemidlede Jens – og der blev holdt dobbeltbryllup i 1861. De fik lov at »rend mæ«. Om de også i bogstavelig forstand måtte løbe til bryllup ved siden af vognen med søsteren og gårdmanden er en »familie-myte«. Jens Knudsen beskrives som flittig, arbejdsom og from, og han opmurede selv tilbygning til den gård på Bjødstrup Mark, hvor de nygifte en overgang boede hos hendes forældre, samt yderligere to gårde inden for få hundrede meters afstand. Disse overgik senere til henholdsvis den ældste og den yngste søn. Når der var marked i Lund stod Jens Knudsen der med et drikketelt og konen solgte kaffe til

101

Jens og Ane Kirstines guldbryllup i 1911.

punch og smurte mad. Jens begyndte også at strikke på maskine, som en af de første på egnen, der som bekendt senere fik en betydelig tekstil-industri.7 På et foto fra Jens og Ane Kirstines guldbryllup i 1911 ses de med deres børn og svigerbørn. Afdøde Laurids (1868-1905) er med på fotografiet med sin enke foran. Sorthårede Katrine sidder ved guldgommens højre side. Martin er nummer tre fra venstre. – Overskæg med nedadrettede »mundvige« må have været mode – det er kun Mads helt til højre der er glatbarberet. Ægteparret fik syv børn, fem sønner og to døtre. Den næstældste søn, Knud blev murer, de øvrige beskæftiget indenfor landbrug og gik ligesom Knud i perioder »med uldpakken«.8 Dog ikke Martin, der havde tegne-evner, som det ses på det selvportræt han tegnede, formentlig omkring det tidspunkt, hvor han i 1893 giftede sig med Herning-pigen Katrine. Martin arbejdede som håndværksmaler, men fik interesse for cykler (kædetrækket blev opfundet i 1885) og etablerede en cykelhandel og cykelsmedeforretning på hovedgaden i Hammerum. Hvornår denne er startet vides ikke.

102

Tegnet selvportræt af Martin Knudsen, ca. 1893.

På et fotografi taget omkring 1891 forestillende fire håndværkere i gang med at male Hammerum forsamlingshus ses en cykel.9 (Den utydelige person bagest til højre kunne godt være Martin). Kædetræks-cyklen bredte sig – og kom tidligt til Hammerum. Cyklen kom med inden døre, det har været en skattet ting. Øverst på væggen ved overgangen til loftet ses en flot vægfrise. Lignende dekorationer var på mode i en længere periode, og i det hus, som broderen Knud Knudsen (murermester, i en periode sognerådsformand i Gjellerup, medejer af Jacob Jensen og Co. – senere Hammerthor), opførte i det daværende Søndergade (nu Agerskovvej) i Hammerum ca. 1908, er der flotte dekorationer og vægmalerier i entreen – udført af Martin Knudsen.

103

Hammerum Forsamlingshus, ca. 1891. Bemærk cyklen.

Cykler, malerier, violiner m.m.

Samtidig med at Martin Knudsen havde sin cykelforretning malede han fra tid til anden, og begyndte at sælge af sine malerier. I 1935 solgte han cykelforretningen og flyttede ind til Herning, hvor han købte den ejendom i Søndergade, som tidligere havde været ejet af en kassererske i Sparekassen, Mariane Nielsen (»Mariane i æ kas«, omtalt i Herning-bogen 1992). I baggården havde han atelier og værksted. Udover malerierne kunne han reparere violiner og snedkerere, for eksempel lavede han selv rammerne til sine malerier og blandt andet en violinkasse. Indtægterne blev ifølge visse af mine kilder suppleret med at hustruen arbejdede som hjemmesyerske, og at han spillede til baller på violin. Huset i Søndergade er for længst revet ned, – men jeg har fået at vide at der var »karnap« og andre har omtalt at Katrine, der i sine sidste dage var syg af gigt, ofte sad i karnappen og kikkede ud.

104

Martin gik og rodede med sine malersager i værkstedet. Han var sparsommelig og tuberne blev rullet op så al malingen kunne bruges. På nogle malerier er der malet så tynde lag, at malerierne ikke tåler afrensning. Om morgenen skulle han altid have sin havregrød med den samme slidte ske – og måske en snaps? – Et af Martin Knudsens nulevende børnebørn skriver til mig: »Jeg husker ham som altid oplagt, engageret og fuld af liv.« Katrine døde december 1946 af hjerneblødning og Martin ½ år efter af mavekræft.10 Efter Martin Knudsens død i 1947 beholdt familien ejendommen i Søndergade i en halv snes år, og sønnen Christian boede der i denne periode.

Malerierne Det er lykkedes mig i løbet af et års tid at opspore ca. 75 malerier og skitser af Martin Knudsen. Hovedparten er landskabsmalerier uden mennesker eller dyr, desuden er der enkelte malerier af gårde, vandmøller eller småhuse og enkelte portrætter malet efter fotografi eller andre malerier, samt et par blomstermotiver og et enkelt motiv med et par småfugle. Landskabsmalerier

Landskabsmalerierne falder i to hovedtyper: Løvskovsparti med en vej, eller med skovsø eller vandløb – sommer og vinter. Hedelandskaber ofte med flot malet himmel, typisk sommermotiver med blomstrende lyng. »Sofastykke« med sø i baggrunden i tre eksemplarer – men det mest typiske motiv er hjulspor eller vej gennem heden og kæmpehøje eller indlandsklitter til den ene eller anden side, og måske et par småhuse. Her er ingen vintermotiver. Hedebrand har jeg selv et eksemplar af – og to meddelere har oplyst, at deres maleri er hedebrand. Ofte findes det samme motiv i flere variationer, og samme motiv kan være malet med mange års mellemrum.

105

Barndomshjemmet på Bjødstrup Mark.

Gårdmotiv

Ifølge avisnotatet fra guldbrylluppet skal Martin Knudsen have malet gårde. I 30’erne og frem var det populært at få foreviget sin gård – tænk på de mange luftfotografier der har hængt på gårdene, så det er ikke usandsynligt at Martin har haft en indtægt ved at male gårde – men jeg har kun fundet at han har malet sit barndomshjem flere gange – blandt andet som her afbildet. Denne gård er for længst revet ned, men der er nu andre bygninger på stedet – næsten lige syd for motorvejen, som nu fører forbi Hammerum mellem Herning og Ikast. På de gamle matrikelkort kan gården genfindes, omgivet af hede og eng. På et af malerierne har Martin på bagsiden ridset barndoms-hjemmets grundplan op.

Portrætmalerier

En af mine oplysere mener også, at Martin Knudsen skulle have malet »præste«-portrætter hængende i vestjyske kirker eller præstegårde, men den oplysning har jeg ikke kunnet få verificeret. Derimod har han malet et portræt af sin far og også sin broder, Knud Knudsen. Han har tillige malet portræt af filosoffen Descartes og polarforskeren Amundsen – portrætter malet efter fotografi eller andet forlæg.

106

Eksempel på portrætmaleri: Martin Knudsen har malet sin far, Jens Knudsen. Sammenlign med Jens Knudsen på guldbryllups-fotografiet.

107

Den kulturhistoriske fortælling og lidt til Jeg er begyndt denne beretning med begrundelse for min interesse for malerierne og faktaoplysninger om maleren, og lidt om selve malerierne. Det jeg fandt ud af var, at der stadig findes mange malerier af Martin Knudsen – mange af malerierne har været gemt væk på lofter eller i kældre, men især hos lidt ældre ejere har malerierne stadig deres plads som »sofastykke«.

Et smukt eksemplar af »sofastykket«: Hedelandskab med hus.

Det store sofastykke

Det store sofastykke: Hedelandskab, 1930.

Jeg vil nu fortælle om det, jeg selv ser som: Det store sofastykke. Fra min tidlige barndom husker jeg sofastykket som hang over sofaen i stuen i min fars barndomshjem i Hammerum. Efter at min farfar, Martins bror Knud Knudsen og hustru begge døde i 1938 (samme dag af sygdom) blev barndomshjemmet videreført i knap 50 år næsten urørt og beboet af min fars ugifte bror og søster – og vi kom ofte på besøg der. Billedet er signeret M. Knudsen 1930. Det er et kuperet hedelandskab med bløde bakker ned mod en sø og en aftenhimmel. Lyngen blomstrer. Om det er en bestemt sø vides ikke, det kan være et fantasibillede eller malet efter forlæg. Noget sådant har jeg ikke kunnet finde. Lignende motiv findes på et par andre malerier, blandt andet et signeret 1941.

108

Motivføringen med en midterlinje og de to bakker genfindes i det nok mest »moderne« af Martins malerier, klitter ved havet. Det er ikke et typisk motiv for Martin. Farverne er også meget mere lyse end i de tidligere motiver. Maleriet er ikke indrammet – det er en skitse, som formentlig mest er malet for fornøjelsens skyld. Det er klitter. Men bemærk den lille damper til højre i motivet. Den modsvarer næsten huset til venstre i sofastykket. Et diskret spor af mennesker. Klitter ved havet.

En lille smule beboelse som modsætning til naturen findes også i mit hedebrands-maleri: Heden brænder! Det er nat – og hedebranden afspejles i vandpytten midt i billedet. Helt til højre ses det lille hedehus – det er svært at afgøre om det trues af branden, eller den er længere væk. Men dramatikken i billedet øges når man får øje på huset. Mon han selv har oplevet en sådan hedebrand, eller har brugt et foto som forlæg? Billeder malet efter fotos

At han i flere tilfælde har malet efter fotos vil jeg nu sandsynliggøre. Dette foto af et fæstehus, fandt Doris Frederiksen fra Lokalhistorisk Arkiv i Herning frem fra arkivets meget omfattende samling – efter at hun havde set mit maleri. Fotografiet er med usikkerhed dateret ca. 1910, og vi ved ikke hvordan det er havnet i arkivet.

109

Hedebrand.

Foto af hus i Kollund, ca. 1910.

110

Maleri af Lars Rytters gård i Kollund.

Der er tale om samme gård eller hus. Men Martin har idylliseret billedet og fjernet personerne på det. Fotoet viser en nedslidt gård og et par gamle mennesker – man kan næste lugte møddingen! Mens Martins maleri viser en net gård med en himmel med en let sommerlig brise – her er ikke armod, men nostalgi. Maleriet er signeret 1923. Bag på maleriet står Lars Rytters gård, Kollund. Også fotoet lokaliseres til Kollund. Hvor forbindelsen mellem foto og maleri er, er et mysterium. I øvrigt er der bag på maleriet nogle auktionsnumre og en adresse i Aalborg – måske en tidligere ejer? Mysteriet blev ikke mindre, da vi opdagede at også et andet af Martins malerier har forlæg i et foto fra Lokalhistorisk Arkiv. Det viser et hus med de karakteristiske isolerende lyngtørv eller »træk«. Der er nogle master i lige række i baggrunden og foran huset noget, der ligner en

111

stige. Mon det er elmaster der sættes op? Manden i forgrunden har Martin ikke malet med på dette motiv. Og heller ikke den cykel, som ses på fotoet til venstre lænende sig op af huset. Huset tilhørte eneboeren Agerskov i Sunds, og er publiceret på »Herningbilleder.dk«. Ingen tidsangivelse.11

Eneboeren Agerskov ved Sunds.

Maleriet er dateret 1930 og tilhører en privatperson i Herning. Et lignende maleri ejes af Museum Midtjylland, afbilledet i den i 2011 udgivne flotte bog »De forsvundne. Hedens sidste fortællere« side 29.12 Her er det ikke tilskrevet

112

Martin Knudsen, men personligt tror jeg, at det er ham, der har malet også dette maleri, hvor malingen især i himlen er påført meget tyndt – og hvis man kikker nøje efter her, kan man se at manden har været malet med, men er efterfølgende overmalet. Begge disse huse eller hytter har de karakteristiske lyngtørv som isolerende lag. Hytte med »lyngtræk«.

Der er aldrig mennesker i helfigur på Martin Knudsens malerier. Det er hedelandskabet og himlen over heden, der er hans yndlingsmotiv. På enkelte malerier er der oplysninger på bagsiden, for eksempel »Chr. Vrøvls hus muligvis i nærheden af Gosker Goskesens sandgrav i Bjødstrup 1890-1895« og det tyder på at Martin her har malet et bestemt motiv. På et andet motiv står der på bagsiden med blyant skrevet: Taterhytte fra Dejbjerg Hede ca. 1880. Dette maleri er signeret med årstal 1930.

113

Typisk motiv

Motivet med den sandede vej med hjulspor tværs over et fladt hedelandskab, der brydes af indlandsklitter eller af og til kæmpehøje, er som tidligere nævnt et typisk motiv. Kæmpehøje er der ikke mange af i egnen syd for Hammerum, men få km syd for barndomshjemmet ganske tæt på den nu nedlagte Hauge skole, (hvor Martin formentlig gik i skole) er der en kæmpehøj Kolpenhøj, som blev udgravet af Nationalmuseet i 1895, og på de gamle kort kan man se at denne høj ligger tæt på en indlandsklit eller måske en lille bakkeø. I 1895 beskrives det som lyngbegroet hede. Er dette mon det landskab Martin mange år senere har malet i flere variationer?13

Vej fra Hammerum mod Gjellerup.

I bogen »De forsvundne. Hedens sidste fortællere« er på side 118 afbildet et af Martin Knudsens hedemalerier dateret 1922 som »Vue fra Neder Simmelkær ud over Sneftrup, Sammelsted og Nygaard omkring 1920«. Det er muligvis

114

korrekt, men ofte tror jeg Martin Knudsen har malet hvordan landskabet så ud i hans barndom og i hans erindring. Jeg har et enkelt eksempel på at han har malet et samtidigt »kulturlandskab«, nemlig et maleri af Gjellerup kirke lige i midten og vejen fra Hammerum til Gjellerup. Maleriet er dateret 1941. Han malede også mere almindelige sofastykker, løvskovsidyl med å eller sø, både sommer og vinter og som tidligere nævnt flere eksempler på næsten identiske malerier. Løvskovsidyl.

Opsummering og slutning Da Martin Knudsen malede mange af sine hedemalerier var heden på stærk retur. Om hans malerier er malet efter hukommelsen, den frie fantasi eller efter forlæg er nok et både-og. Der hvor han voksede op, var der dengang

115

næsten kun hede. Som tidligere nævnt ligger barndomshjemmet umiddelbart lige syd for den nuværende motorvej mellem Hammerum og Ikast. (Bjødstrup Mark, hvilket man mig bekendt ikke finder på noget kort, men den ældre dame, der viste mig stedet blev ved med at kalde det for »marken« hvilket vidner om, at sådanne populærstednavne kan leve længe.) De sidste 140 år er egnen omkring Hammerum Herred forandret kolossalt, en forandring som rigtig tog fart i Martin Knudsens barn- og ungdom. I 30’erne var heden ved at forsvinde de fleste steder, men det blev populært at have malerier over sofaen. Der var en vis afsætning af malerier, og Martin Knudsen synes specielt at have haft held med sine mange hedemotiver. I hvert fald viser min eftersøgning, at han har været populær hos sine søskende og nevøer. At det var muligt at finde frem til så mange malerier kom bag på mig, og måske er der endnu flere eksisterende malerier. Motivet med hytterne med lyngtørv er en illustration af en byggemåde, der måske er mange hundrede år gammel – det har Martin Knudsen næppe været bevidst om. Martin Knudsen var ikke nogen »banebrydende kunstner«, men en mere end habil håndværker og »tusindkunstner«, der forstod at bruge sine evner på bedste vis. Om der er andre lokale »hedemalere« med virke hovedsageligt i 1930’erne ved jeg ikke. Mine malerier hænger stadig i min kælder – og nu synes jeg de har mange historier at fortælle. De minder mig om de dejlige mennesker jeg har mødt i forbindelse med min eftersøgning. En fortælling som måske ikke er slut, for der er stadig malerier som jeg ikke har fået fotos af, og måske hænger der stadig rundt omkring malerier af Martin Knudsen, som jeg ikke har fået kendskab til. Hvis dette er tilfældet kan jeg kontaktes på ingridroerbaek@gmail.com. Tak til alle dem, der har været mig behjælpelig med denne artikel. Tak for alle tilsendte fotos, tak til dem, der har åbnet deres hjem for mig.

116

Noter og kilder: 1 Hagelskjær-slægterne, historie og stamtavler. Herning Folkeblads trykkeri, 1944. 2 En Selvejerslægt fra Hammerum herred. Nordisk Slægtsforskning ApS, 8832 Skals, 1997. 3 Forbindelse til evt. efterkommere efter Martin Knudsens ældste søn Jens har jeg ikke kunnet få, idet det ikke er lykkedes mig at efterspore de to børn, som Martin Knudsens ældste søn fik, og som er født i 1920 og 1925. Kontakten til den øvrige familie er gået tabt for mange år siden. 4 Hagelskjær-Slægterne, historie og stamtavler. Herning Folkeblads trykkeri, 1944, side 164 og frem. 5 Folketællinger 1834, 1840 1845: Knud Olesen, Herning Bye, postbud til Holstebro. 6 Folketælling 1850. Ane Marie Nielsdatter, enke. (54 år gl.) Porsheden, Fattighuus med 4 fam. 7 Laurids Knudsen: Efter Hosebinderne. Forlaget Elgko, 1979. 8 H.P. Hansen: Spind og Bind. Munksgaard, 1947, side 185: Mads Knudsen i Bjødstrup. Mads Knudsen var bror til Martin Knudsen. 9 Fotografiet tilhører Lokalhistorisk Samling for Gjellerup Sogn. 10 Personlig meddelelse (fra barnebarn, bosat i USA). 11 Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning. Filnavn: b765700-12-1133791910-28255-print.jpg. 12 Palle Ove Christiansen: De Forsvundne. Hedens sidste fortællere. Gads Forlag, 2011. 13 http://www.kulturarv.dk/fundogfortidsminder/Lokalitet/63750/

Jeg har forsøgt at opspore litteratur om »hedemalere«, men det eneste jeg har fundet er bogen »Den jydske ørken« af Minna Heimbürger, Grevas, 1969. Den omhandler hedens malere i slutningen af det 19. århundrede sat ind i især litteraturhistorisk sammenhæng. Men jeg er amatør og der kan være viden, som jeg ikke har kendskab til.

117

Marie Kiks – der er krummer i de kvinder Af Dorte Kolding

Overskriften henviser til et af de mange bonmoter, der er skrevet og sagt om en flok totalt almindelige, ualmindelige kvinder, som med deres forskelligartede kroppe fra diverse scener, har sparket i den herningensiske løgsovs nu i et kvart århundrede. Jeg har haft den ære og fornøjelse, at være med fra starten, da nogle af os mødtes for allerførste gang. Begyndelsen

Det var i 1986 på Herningsholmskolen. Oplysningsforbundet SFOF havde annonceret et dramakursus. Der var stor interesse for at deltage i kurset, som løb over en weekend. De fleste deltagere var dramatisk interesserede, pænt venstreorienterede kvinder i 30’erne og 40’erne plus tre mænd. Kurset tændte en lyst til at fortsætte og prøve noget mere, og snart var den første forestilling stablet på benene. Den blev vist den 8. marts 1987, altså på Kvindernes Internationale Kampdag. Replikkerne var nogenlunde på plads, koreografien tilstrækkelig simpel, ligeså var scenografien, som ved den lejlighed var en interimistisk scene med en tøjsnor, som angav at man befandt sig i en vaskekælder. Scenelys var der ikke noget af. Musikken bestod af en pianist, skoleleder Peter Olesen. Han trådte beredvilligt til lige før forestillingen og øvede med damerne (og den ene mand, der havde holdt ud et helt prøveforløb) en halv time før forestillingens start. Forestillingen gik rent ind hos de fremmødte rødstrømper, og aktøserne fik blod på tanden. Der kom struktur på det hele og nye medlemmer kom til. Dramalæreren fra kurset, Inge Sand fra Herning Højskole trådte ind i gruppen som menigt

118

Den første forestilling – i vaskekælderen.

medlem og den sidste herre forlod gruppen med et fromt ønske om, at kvinderne måtte få opfyldt deres kunstneriske ambitioner. Navnet Marie Kiks

Gruppen tog navnet Marie Kiks, forkortet til det dengang meget aktuelle MK. Vi syntes selv, det var et genialt navn, der klart signalerede vores grundidé om at skubbe til kønsroller og tage vores plads i ligestillingsdebatten som gode, socialistiske kvinder – med humor forstås. Marie-navnet rummer referencer til såvel madonna som skøge. Kiks sagde noget selvironisk om vores amatørstatus på de skrå brædder, men også om kvindelig skrøbelighed og fælles skæbne i kiksdåser. Qua vores alder havde vi alle leget med Marie Kiks-påklædningsdukker og var præget af de værdier den søde Store Marie og hendes endnu sødere lillesøster var bærere af. Heldigvis havde de jo føjet en Sorte Marie til familien. Hun var også nuttet, men vi kunne se, at vi kunne bruge hende til at vise de mere bitchede sider af den kvindeidentitet, vi så småt havde udviklet under kvindernes oprør op gennem halvfjerdserne.

119

Vores eneste bekymring med at kalde os Marie Kiks var et muligt sagsanlæg fra Oxfordkoncernen. (At det ikke er kommet dertil endnu skyldes nok, at gruppen stadig tåger rundt i den vestjyske undergrund!). I de første fire år producerede vi en forestilling hvert år til 8. marts-festlighederne. Vi mødtes fast en gang om ugen, brainstormede på ideer, improviserede tekster frem, skrev, lærte udenad, øvede, korrigerede, fandt på kostumer og trin. Den politiske profil var skarp. Kvindekrop og tematisering

Synet på kvindekroppen var i bogstaveligste forstand bred, og mangfoldigheden herskede under devisen: Kvinde, elsk den krop, du har! Vi står frem med det, vi har af små og store bryster, baller i alle udgaver, korte kroppe, lange kroppe. Intet forbliver skjult, og vi syntes selv, vi ser så hammergodt ud i stramt leopardtricot. Men ud over det med den kropslige diversitet hos kvindekønnet, tematiserede vi forestillingerne i forhold til tidens debatter. Da fitnessbølgen tog fart, spillede vi »Marie Kiks i form«. Da privatiseringsspøgelset og konkurrencementaliteten begyndte at sætte sine grimme spor, spillede vi »Marie Kiks InVest«. For at hente inspiration hertil, tog vi på research i det nys åbnede spillecasino ved Vejle. EU blev onduleret omkring afstemningen i 1992 i »Marie Kiks i tvivl« og så fremdeles. Fra publikum og anmeldere faldt ord som: »Galskab, skøre kællinger, hudløst ærligt, grænseoverskridende, vid og bid, altid med en skæv, kringlet, satirisk, poetisk kommentar til livet uden for de skrå brædder. Sjældent er der blevet grinet så meget i Herning. De var ærlige og kærlige i deres spil og sang, og så tør de lave noget, som vi andre nøjes med at tænke på. Med deres egne former sætter MK spørgsmålstegn ved gængse normer. Flot, at de tør.« Det med at turde havde vi stort set ingen problemer med. Publikum sørgede for, at vi havde lyst til at fortsætte.

På Team Teatret

120

I 1991 fik Marie Kiks invitation til at spille på et rigtigt teater, nemlig Team Teatret. Teams leder, Erling Weise fik ideen med at give plads, instruktør og scenografi. Vi var både begejstrede og benovede. Vi fik skuespiller Hanne Fel-

ding som professionel instruktør. Hun hev og sled og heksede og broderede. Vi blev udfordret på alt, men havde stadig selv rum til at skabe forestillingen. Hanne Felding gik efter det, hun kaldte »råddent«, og vi var med på den. Vi havde fået en dejlig mand, Finn Mogensen med på guitar, og han måtte finde sig i at blive lukket inde i en søjle, for så at blive kørt ud pr. automatik, når der var brug for ham. Men det var også i den forestilling at den kvindelige arketype, den neurotiske, dominerende kone fik sin bekomst i sketchen »Martyr«. Vi spillede for røde lygter i fire dage i de skønneste kaninkostumer. Premieren var den 2. februar 1991. »Nattegn« hed forestillingen. Takket være Team Teatret fik Marie Kiks hermed sit »folkelige gennembrud«, og bredden af vores publikum blev efterhånden så vidtfavnende, at man kunne tælle adskillige hankønsvæsner, yngre mennesker og folk af anden politisk observans på tilskuerpladserne. Travlhed i halvfemserne

I halvfemserne havde vi virkelig travlt. Vi spillede i det ganske land – privat og offentligt. Vi blev hyret af fagforeninger, festivaler og til officielle begivenheder. Vi mødtes ofte på almindelige hverdage på Kulturellen efter arbejde, spillere, teknikere og vores enmandsorkester, Finn. Vi pakkede en Mørupbus med alt vores grej, som efterhånden tog til i omfang, og kørte til Grenå, Sydfyn eller hvor det nu var. Ved ankomsten flere timer senere bar vi udstyret ud, stillede det op, klædte om, sminkede, lavede lydprøve, og så var vi klar til det stur’, stur’ nummer, der som regel varede en times tid. Vi spillede i kæmpe haller og på interimistiske scener i intime kælderrum. Nogle gange spillede vi en hel forestilling, andre gange uddrag. Hvis en bestiller, det være sig privat eller offentlig, forsøgte at censurere forestillingen, afviste vi det på det bestemteste. Også den gang, da vi var med til at indvie Karup Lufthavns udvidelse med kronprinsen for næsen af os i guldstol. Vi boltrede os gennem flere år på Land og Folk Festivalen i Fælledparken i København og fik dér kontakt med andre kvindeteatergrupper. Vi var til Nordisk Kvindeforum i Oslo og Åbo. Undervejs har der været lidt udskiftning i gruppen, men da Marie Kiks er noget af en livsstil, skal der meget til, før folk forlader skuden. Mange af de

121

nuværende kiks har været med fra begyndelsen. Vi havde den store sorg at miste Mette Mikkelsen, som døde i sommeren 2001 af en hjernetumor. Det var et stort tab for gruppen. Mette var noget helt særligt med sine lange lemmer, hendes helt specielle spillestil og fuldstændigt syge humor. Hun havde klart sine egne personlige fans, og vi andre lå flade i kulissen, når hun kørte solo på scenen. Mette Mikkelsen kører solo på scenen.

Musik og teknik

122

På et tidspunkt blev vores enmandsorkester fordoblet. Det skete i 2003 da Jacob Pedersen kom til med sit klaverspil. Det var da vi lavede »Marie Kiks i vinden«, en kommentar til Ringkøbing Amts kulturprojekt. Nu kunne vi levere livemusik som et supplement til den præindspillede musik, frembragt i Komostudiet hos Ole Viinberg. Det fungerer i øvrigt stadig, playback med guitar, klaver og sang lagt på. I tidens løb har vi haft skiftende teknikere på lys og lyd. Den sidste halve snes år har vi været begunstiget med unge, meget dygtige og professionelle drenge, der sørger for flot lyssætning og velafbalanceret lyd.

I nullerne var vi igen tilbage på Team Teatret. Nu under den nye ledelse og lidt andre konditioner. Vi havde gennem årene oparbejdet en økonomi, så vi kunne sætte vores egne forestillinger op mod bare at låne scenen hos Team. Nedsat tempo

Mange af kiksene fandt efterhånden, at det vilde turnéliv blev lidt for tough. Derfor blev konceptet lavet om til en forestilling, når vi nu kunne blive færdige – og så en uges tid på Team og senere på Fermaten. Så siden 1997 har vi lavet en forestilling hvert tredje år. Vi havde stor glæde af tre forestillinger af Eva Marie Zacho som prof, streng og sjov instruktør. Igennem hende fik vi også en århusiansk danseinstruktør, Dorte Gintberg på. Det var lige ved at splitte os ad, men trinene kom dog på plads sådan lige op til premieren. Inden det havde vi også fået dansehjælp fra vores lokale danselærer Susanne Nielsen, som havde lidt mere flair for, hvad gumpetunge, midaldrende kvinder kunne kapere sådan rent koreografisk.

Marie Kiks går i kirke.

123

Herning Kirke

I 2009 blev vi udfordret af Herning Kirke. De ville gerne have os til at lave et show, som skulle vises i kirken. Vi måtte igen sige, at vi var nødt til at have frie hænder, og det endte med at menighedsrådet sagde »go«. Vi ønskede på ingen måde at provokere kirkens folk eller sætte spørgsmålstegn ved Vor Herres monopol, men vi ville gerne prikke til institutionen. Vi tør nok mene, at den lod sig ryste uden at vælte. Vi syntes, det var et dejligt initiativ og takker for, at vi fik lov til at synge Janis Joplin fra prædikestolen og lave en Webergrill ud af døbefonden. Til den forestilling, »Marie Kiks goes to Church« fik vi god instruktørhjælp af dramalærer Astrid Guldhammer. De første år havde vi øvelokaler på forskellige skoler, så det var en landvinding, da vi kom i faste lokaler på Kulturellen og sidenhen på den tidligere Herning Højskole, kommunens nuværende dramahus, Sekskanten.

Økonomi og hæder

I Marie Kiks har vi altid sat en ære i at klare os uden økonomisk støtte, og det har vi gennemført lige med undtagelse af en enkelt gang med underskudsgaranti fra Kulturelt Samråd og 500 kr. pr. kiks til Nordisk Råds Kvindefestival i Oslo i 1994. Større betydning end økonomisk støtte var kulturprisen fra Fællesorganisationens Samvirke i Ringkøbing Amt og Kvindeprisen i 1992 fra 8. marts-komiteen i Herning. Afslutningsvis vil jeg citere fra jubilæumstalen holdt af Svend Albrektsen, ham der arrangerede det SFOF-kursus, der satte det hele i gang. Det var for øvrigt også ham, der spillede med i den første forestilling og siden trak sig for at overlade scenen til lutter damer:

Jubilæumstale

124

»Marie Kiks har udfordret, provokeret, gået lige til kanten og måske over nogle gange. Marie Kiks har fra starten været udogmatisk venstreorienterede på deres egen uhøjtidelige, humoristiske og selvironiske facon. Det har ikke været gruppens ærinde at kolportere klicheer og direkte politiske budskaber. Underfundigheden, selvironien og det gode, kvalificerede grin har været kendetegnende for MK. Kvinde, vær som du er, og vær glad for dig selv, synes fra dag ét at have været MK’s hovedbudskab.

Marie Kiks har været en fremragende eksponent for herningensisk kultur med bred folkelig appel. Tænk bare på de to koner, der i de sidste mange år fra deres bænk har kommenteret det særligt skønne ved at bo i Hedens Hovedstad. Den første forestilling i 1987 startede i vaskekælderen. I 2009, 10 og 11 spilledes de i Herning Kirke, Fonnesbæk Kirke i Ikast og Hedeagerkirken i Herning, hvor det er nærliggende at sige, at kristendommen og kirkerummet kom under humoristisk behandling.

Kulturprisen fra Fællesorganisationernes Samvirke i Ringkøbing Amt.

125

Shakespeare sagde engang: Hele verden er en scene, og vi mænd og kvinder er blot skuespillere på denne scene. Uomtvisteligt har kiksene lyttet til Shakespeare og brugt denne scene til at sprede deres mange budskaber. Hjertelig til lykke med jubilæet.« Alle kiksene – i form – i 1988.

Fremtiden

Marie Kiks står netop nu efter jubilæumsforestillingen i maj over for en udskiftning. Vi har sagt farvel til Helen Sørensen, mangeårigt, sprudlende, dygtig spiller og uovertruffen forhandler – og til vores kære musikdrenge. Vi vil savne jer tre. Vi har fået erstatning i form af to nye spillere og siger velkommen til Gitte Wassmann og Bodil Jørgensen. Nye musikere har vi ikke fået, så dem skal vi ud at finde. Vi er på trods af fremskreden alder og »ondt i baller, lår og tæer« indstillet på at fortsætte med vores platte, politiske og poetiske teater, så længe folk vil komme og se os. Vi glæder os til at sætte en ny forestilling op og forventer at være klar på de skrå brædder med stort og småt fra vores kiksede univers ultimo 2013.

126

Marie Kiks er en flok umanerligt flotte kvinder i deres bedste alder og vægtklasse – krydret med et hold af det modsatte køn, der kan skrue på knapper og spille på instrumenter. Nuværende medlemmer fra efterår 2012 er: Spillere: Anne Helen Hvelplund, Bodil Jørgensen, Dorte Kolding, Eva Bech Pedersen, Gitte Wassmann, Jane Pedersen, Marianne Helstrup og Marianne Svensson Teknikere: Johan Kvartborg og Mads Schroll Forestillinger: MK i vaskekælderen 1987 MK i form 1988 Kommunevalg 1988 MK InVest 1989 MK in Love 1990 Nattegn 1991 MK i tvivl 1993 MK at Home 1994 MK International 1995 MK i stjerne og støv 1997 Godter og fedtgaranti 2000 MK i vinden 2003 MK i nationens tjeneste 2006 MK Goes to Church 2009-2011

127

Siderne 128 til 136 vises ikke

at lave den slags fødselsdagsoverraskelser, og det giver også ekstraarbejde til de involverede bestyrelsesmedlemmer, men bestyrelsen er tilfreds med den smukke bog og med på denne måde, at have været med til at sige Poul Kristensen tak for hans store og ihærdige arbejde for Historisk Forening. – Ved generalforsamlingen i april 2012 trådte Poul Kristensen ud af bestyrelsen. Poul Kristensen studerer på sin fødselsdag festskriftet sammen med sin kone Eva Arnsfelt Kristensen og Historisk Forenings sekretær Wenche Aamodt.

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig endnu en gang uden formand, men med et samarbejdende formandskab bestående af: kasserer Leif Pedersen, sekretær Wenche Aamodt, bogbestyrer og pressekontakt Erik Martinussen, webmaster Ole Jørgensen og Anne Sofie Vemmelund Christensen. Arrangementsåret har igen i år lignet sig selv: et antal foredrag, en udflugt og det store show »Den Gamle Biograf«.

137

Biografen og dens direktør Doris Frederiksen havde 25-års jubilæum, og i den anledning var den røde løber rullet ud og foreningen overrakte direktøren en ny, sølvfarvet lygte. Inden løberen om aftenen blev rullet sammen havde anslået over 400 gæster passeret hen over den. Det er mange mennesker, og foreningen sender varme tanker til Social & SundhedsSkolen, der med sit velegnede lokale gør det muligt blot at slå dørene op og lade folk strømme til uden forudbestilling af billetter og hvad det giver af ekstra arbejde og bøvl. Foreningens medlemmer studerer en model af Møltrup.

Årets udflugt gik i strålende forsommervejr til det jubilerende Møltrup, hvor Svend Aage Madsen viste rundt og fortalte om herregårdens historie både før og efter oprettelsen af optagelseshjemmet. Aftenen sluttede med et meget veltillavet og velsmagende kaffebord i hjemmets spisestue.

138

De to dejlige forårs-foredrag fokuserede begge på rigtige Herning-emner. I februar i år fascinerede Jegge, tidligere byrådsmedlem, forstander og m.m. Erik Christensen et fyldt mødelokale med sine erindringer om sit lange Herning-liv. Og inden generalforsamlingen øste Henny Rønnow af sine righoldige historier om Herning Kirkes Drengekor. I oktober forrige år underholdt museumsinspektør Hans Rostholm godt 50 tilhørere med »highlights« fra sine 40 år med udgravninger i Herning og omegn. Det var en spændende gennemgang af fund, der har sat sig spor – ikke blot i Hernings historie, men også i danmarks- og verdenshistorien. Museumsinspektør Hans Rostholm øser af sit arsenal af viden om Hernings forhistorie.

139

Jeg vil slutte denne lille gennemgang med at konstatere, at foreningens medlemstal er stabilt – og en anelse stigende. Ved generalforsamlingen var der registreret 962 medlemmer. Vi er klar over, at årbogen er en væsentlig faktor for, at vi kan fastholde vore medlemmer og tiltrække nye. Derfor lægger vi stor vægt på år efter år at skabe en se- og læseværdig Herning-bog og er glad for, når det lykkes. Til sidst vil jeg sige tak til det øvrige formandskab og bestyrelsesmedlemmerne for et godt samarbejde i det forløbne år. Herning, august 2012 Wenche Aamodt

140

Bestyrelsen 2011-2012: Formandskab Wenche Aamodt (sekretær) tlf. 97 22 14 06 Leif Pedersen (kasserer) tlf. 97 26 77 33 Erik Martinussen (boglager og presse) tlf. 31 17 50 55 Anne Sofie Vemmelund Christensen info@historiskforening.dk Ole Jørgensen (webmaster) tlf. 60 63 69 64 Øvrige bestyrelse C. E. Bundesen Ole Madsen Claus Mortensen Finn Nielsen

Tidligere Herning-bøger En oversigt over tidligere udgivne Herning-bøger kan ses på foreningens hjemmeside:

www.historiskforening.dk Her kan man også orientere sig om foreningens arrangementer og se billeder fra foredrag og udflugter.

141

Af Flemming Georgsen

Bemærk venligst, at der i personregistret kan forekomme personer, som er opført flere steder. Dette kan skyldes manglende fornavne, forbogstaver, forskellige stavemåder eller titel/erhverv. Personer hvor kun fornavnet er nævnt, er udeladt, dersom identificering ikke er mulig.

Hvis man vil undersøge enkelte personer nærmere, kan der være god hjælp at hente på Det Lokalhistoriske Arkiv på Herning Centralbibliotek. Udover kopier af kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller m.m., råder arkivet over en stor fotosamling.

Registret for årgang 1982-1988 findes i Herning-bogen 2002. Registret for årgang 1989-1995 findes i Herning-bogen 2003. Registret for årgang 1996-2003 findes i Herning-bogen 2004.

Titelregister Forord Aamodt, Wenche (2010, s. 7) Indledning Readaktionen: Doris Frederiksen, Kurt H. Jørgensen, Ole Jørgensen og Finn Nielsen (2011, s. 9-10) Historiske spor i Herning – en guide i ord og billeder

142

Jørgensen, Kurt H. (2011, s. 11-184) Beretning for Historisk Forening for Herning Kommune 2010-2011 Aamodt, Wenche (2011, s. 185-188) Register til Herning-bogen 2010 Registret omfatter titel-, forfatter og personregister Georgsen, Flemming (2011, s. 197-201)

Forfatterregister Frederiksen, Doris (2011, s. 9-10) Georgsen, Flemming (2011, s. 197-201) Jørgensen, Kurt H. (2011, s. 9-10, 11-184) Jørgensen, Ole (2011, s. 9-10) Nielsen, Finn (2011, s. 9-10) Aamodt, Wenche (2011, s. 8, 185-188)

Personregister Alfelt, Else, kunstner (Carl-Henning Pedersens hustru) (2011, s. 181) Andersen, Gunnar Aagaard, kunstner (2011, s. 183) Andersen, H.C., digter (2011, s. 53) Andersen, Poul, bygmester (2011, s. 65, 66, 69, 90, 93, 166, 168) Andreasen, orgelfabrikant (2011, s. 64) Bech, A.P., boghandler (2011, s. 55) Bertelsen, Peter Christian, kroejer (2011, s. 12, 18) Bindesbøll, Th., arkitekt (2011, s. 49) Blicher, Steen Steensen, præst og forfatter (2011, s. 15, 37, 38, 39, 83) Brocksted-Christensen, brdr., arkitekter (2011, s. 80) Bundesen, Carl Erik, fhv. lektor (2011, s. 16) Busck, Arnold, boghandler (2011, s. 57) Christensen, Anne Sofie Vemmelund (2011, s. 185) Christensen, Jens Christian, statsminister (2011, s. 34) Christensen, Søren, manufakturhandler (2011, s. 46, 47) Christian den 10., Konge (2011, s. 153, 154) Christiansen, Chr. Øhlenschlæger, arkitekt (2011, s. 64) Clausen, Frimodt, arkitekt (2011, s. 52) Clausen, grossist (2011, s. 149)

Dahl, advokat (2011, s. 178) Dalgas, Enrico Mylius, hedeopdyrker (2011, s. 157, 158, 159) Damgaard, Bitten (Aage Damgaards hustru) (2011, s. 122) Damgaard, Knud (2011, s. 123, 124) Damgaard, Mads Eg, tæppefabrikant (2011, s. 120, 123, 124, 165, 170, 178, 179, 180, 183) Damgaard, Aage, skjortefabrikant (2011, s. 117, 122, 123, 124, 174, 175, 179, 180, 181) Danner, Grevinde (Frederik d. 7. s. hustru) (2011, s. 53) Ditzel Jørgen, møbeldesigner (2011, s. 183) Ditzel, Nanna, møbeldesigner (2011, s. 183) Edelmann, Thod, billedhugger (2011, s. 163) Eggen, Jan, arkitekt (2011, s. 183) Eggen, Karen, arkitekt (2011, s. 183) Elming, C.A., apoteker (2011, s. 55) Engelbredt, A.C., blikkenslager (2011, s. 137) Erichsen, Henrik, boghandler (2011, s. 55, 56, 57) Estrup, konseilspræsident (2011, s. 92) Eyde, John, hotelejer (2011, s. 48, 53, 55) Fonnesbech, C.A., statsminister (2011, s. 91, 92, 93) Frederik den 7., Konge (2011, s. 53) Frederik den 9., Konge (2011, s. 153) Frederiksen, Doris, arkivleder (2011, s. 7, 186) Fusager, boghandler (2011, s. 59) Gadegaard, Paul, kunstner (2011, s. 175, 176, 182) Godtfredsen, H.C., mineralvandsbrygger (2011, s. 95) Gravesen, Truels, gårdejer (2011, s. 12, 170) Gullev, Victor, arkitekt (2011, s. 43, 46, 48, 61, 74, 75, 77, 83) Gaardboe, Finn, arkitekt (2011, s. 44, 48, 73) Hagerup, Andreas, arkitekt (2011, s. 39) Hansen Jacobsen, billedhugger (2011, s. 98) Hansen, H.P., museumsforstander (2011, s. 11, 77, 120, 121, 151, 163) Hansen, N.O., borgmester (2011, s. 97, 119, 151)

143

Heide, Erik, billedhugger (2011, s. 156) Hoff, arkitekt (2011, s. 66, 76) Holm-Jensen, Kristine, museumsinspektør (2011, s. 187) Ingemann, lærer (2010, s. 13) Ingrid, Dronning (2010, s. 33) Jacobsen, Jens A., overtjener (2011, s. 79) Jacobsen, Karen (Jens A. Jacobsens hustru) (2011, s. 79) Jensen, Axel, isenkræmmer (2011, s. 40) Jensen, Chr., hotelejer (2011, s. 53) Jensen, Christian Meldgaard, fabrikant (2011, s. 179, 180) Jensen, F.V., kancelliråd (2011, s. 80) Jensen, Johannes, fabrikant (2011, s. 179, 180) Jensen, Mads Peter, arkitekt (2011, s. 71) Jensen, Michael, trikotagefabrikant (2011, s. 105, 106) Jensen, Ove, modehandler (2011, s. 46) Jensen, Søren, arkitekt (2011, s. 48, 51, 71) Jensen, Søren Damgaard, fabrikant (2011, s. 187) Jepsen, Jeppe, fabrikant (2011, s. 179) Jepsen, Anders, fabrikant (2011, s. 179) Jespersen, Gunnar, lokalhistoriker (2011, s. 168) Joachim, Prins (2011, s. 99) Johansen, Ejner, kunstkritiker (2011, s. 176) Jurggreen-Have, J.P. (2011, s. 163) Jurggreen-Have, Thorkild (2011, s. 163) Jørgensen, C., fotograf (2011, s. 136, 145) Jørgensen, Kurt H., lokalhistoriker (2011, s. 7) Jørgensen, Ole, fotograf (2011, s. 7, 185, 186, 187) Kampmann, Helge, borgmester (2011, s. 119) Kjær Hansen, Kristian, købmand, antikvitetshandler (2011, s. 137) Kjær, Michael, brygger (2011, s. 95) Kjær, N.M., brygmester (2011, s. 94) Kjærgaard, S., købmand (2011, s. 134, 137) Koch, Bodil, kirkeminister (2011, s. 72) Krarup, Lars, borgmester (2011, s. 119) Kristensen, Daniel, landinspektør (2011, s. 95)

144

Kristensen, Evald Tang, folkemindesamler (2011, s. 162, 163) Kristensen, Kaare, arkitekt (2011, s. 43) Kristensen, Poul, bogtrykker og forlægger (2011, s. 7) Krøjgaard, Edel, butiksbestyrer (2011, s. 174) Krøjgaard, Niels, trikotagefabrikant (2011, s. 173, 174, 175, 176, 177, 178, 183) Landt, Jørgen Christian, herredsfoged (2011, s. 15, 16, 18, 125) Larsen, I.K., manufakturhandler (2011, s. 54) Larsen, Vibeke, chefredaktør (2011, s. 187) Lauridsen, Niels, fabrikant (2011, s. 179, 180) Lindhardt, Charlotte, museumsinspektør (2011, s. 187, 188) Lund, brdr., klædefabrikanter (2011, s. 168) Lustrup, Christian, lærer (2011, s. 19) Lysgaard, Vitta, skibsreder (2011, s. 120) Løvstad, Sigfred, fotohandler (2011, s. 99) Madsen, A., murermester (2011, s. 44, 54, 58) Madsen, Hugo E., fotograf (2011, s. 7, 8, 67, 187, 189) Maibom, Otto, skotøjshandler (2011, s. 57) Manzoni, Piero, italiensk kunstner (2011, s. 143) Margrethe I, Dronning (2011, s. 151) Martinussen, Erik, boglagerbestyrer, pressekontakt (2011, s. 185) Mathiasen, Jens, borgmester (2011, s. 119, 153) Merrild, Gunnar, fotograf (2011, s. 111) Merrild, købmand (2011, s. 136, 137) Mortensen, P., pumpefabrikant (2011, s. 95, 96) Mouritsen, Mads, avlsbruger (2011, s. 40) Munk, Kaj, præst, forfatter (2011, s. 141, 178) Munk-Poulsen, P., borgmester (2011, s. 119, 152, 153) Mygh, Emil, købmand (2011, s. 147) Møller, C.F., arkitekt (2011, s. 181) Møller, J.C., apoteker (2011, s. 21, 83) Nielsen, Carl E., kjolefabrikant (2011, s. 97)

Nielsen, Carl, digter (2011, s. 156) Nielsen, Jesper, fabrikant (2011, s. 179) Nielsen, N.P., velfærdsofficer (2011, s. 187) Nielsen, Ole, snedkermester (2011, s. 44) Nielsen, Oluf, lokalhistoriker (2011, s. 69) Nielsen, Per Ask, fotohandler (2011, s. 59) Nielsen, Thomas., lærer, skoleleder, avisstifter (2011, s. 62, 90, 97, 98) Nørregaard, grossist (2011, s. 149) Ormstrup, Bent, boghandler (2011, s. 46) Ormstrup, Chr., glarmester (2011, s. 46) Ormstrup, Henning, glarmester (2011, s. 46) Ormstrup, I.C., urmager (2011, s. 46) Osmundsen, Poul (2011. s. 187) Packness, Ejnar, kgl. Bygningsinspektør (2011, s. 72) Pedersen, Carl-Henning, billedkunstner (2011, s. 120, 121, 122, 123, 181) Pedersen, Ernst, fabrikant (2011, s. 179) Pedersen, Leif, kasserer (2011, s. 185) Pedersen, M., fotograf (2011, s. 145) Pedersen, Ove, lokalhistoriker (2011, s. 155) Pedersen, Rasmus, skrædder (2011, s. 64) Petersen, A., bladhandler (2011, s. 43) Petersen, Nis, forfatter, (2011, s. 116, 128) Pontoppidan, Hendrik, generalkonsul (2011, s. 157, 160) Povelsen, H.C., arkitekt (2011, s. 64) Poulsen, karetmager (2011, s. 94, 174) Poulsen, Søren Toftgaard, museumsinspektør (2011, s. 184) Poulsen, Troels Holck, modehandler (2011, s. 146) Qualen, Josua van, herremand (2011, s. 14) Rangel, amtmand (2011, s. 153) Rostrup, Frits, boghandler (2011, s. 65) Rønnov, I.C., murermester (2011, s. 44, 54, 58)

Samuelsen, Arnold, isenkræmmer (2011, s. 40) Sander, Helge, borgmester (2011, s. 119) Schmidt, Ejgil Vedel, billedhugger (2011, s. 105, 161, 162) Schou, Ane (Mads Schous hustru) (2011, s. 12) Schou, Mads, fæstebonde (2011, s. 12) Sejerkilde, Knud Aage, arkitekt (2011, s. 95) Sepstrup, Levin, isenkræmmer (2011, s. 40, 41) Skodshøj, Anthon, arkitekt (2011, s. 40, 62) Smidt, R., arkitekt (2011, s. 81) Smidth, Hans, kunstmaler (2011, s. 103) Stefansen, Christian, fabrikant (2011, s. 179) Svendsen, cykelhandler (2011, s. 61) Sølund, Hilmar, borgmester (2011, s. 119) Sørensen, C.Th., havearkitekt (2011, s. 181) Sørensen, Jens Bjerg, fabrikant (2011, s. 179, 180) Sørensen, Niels, fabrikant (2011, s. 179, 180) Thyrring, Ulla, museumsdirektør (2011, s. 180) Torm, Christine, lærerinde (2011, s. 99) Truelsen, Truels, tekstilfabrikant (2011, s. 126, 127, 170, 172, 173) Truelsen, Laurine (Truels Truelsens hustru) (2011, s. 126, 127) Truelsen, Søren, tekstilfabrikant (2011, s. 169, 170, 171) Trøstrup, J.A., museumsleder (2011, s. 82, 83, 163, 164) Utzon, Kim, arkitekt (2011, s. 173) Vad, Peter, fotograf (2011, s. 175) Vejmand, Jens Nielsen (2011, s. 10, 156) Vesterager, William, fabrikant (2011, s. (179) Walsted, L.A., boghandler (2011, s. 55) Wedel, W.J., distriktslæge (2011, s. 101) Westergaard, T., billedhugger (2011, s. 105) Wiinholt, C.A., arkitekt (2011, s. 39, 48) Windinge, arkitekt (2011, s. 66, 76) Yde, Christian, borgmester (2011, s. 118)

145

Aagaard-Jensen, A., skotøjsfabrikant (2011, s. 40) Aakjær, Jeppe, digter (2011, s. 39, 156) Aamodt, Wenche, sekretær (2011, s. 8, 185-188)

146

Herning-bogen 2012 er udgivet med velvillig stĂ¸tte fra Herning Folkeblads Fond Herning Kommune Handelsbanken Nordea Danmark-fonden Ege Fonden Herning HĂ¸jskoleforening

147

Herning-bogen 2012 Udgivet af Historisk Forening for Herning Kommune www.historiskforening.dk Grafisk tilrettelægning: Eva Arnsfelt Kristensen Redaktør: Wenche Aamodt Billedbehandling: Finn Nielsen Fotos: Lokalhistorisk Arkiv, Ole Haugsted, Ole Jørgensen, Hugo E. Madsen, Museum Midtjylland og Finn Nielsen Skrift: Janson Sats og tryk: IB Xpress Oplag: 1.300 Bogen sælges i boghandelen gennem Poul Kristensens Forlag, Nordre Strandvej 119 F, 3150 Hellebæk eller www.poulkristensensforlag.dk

isbn 978-87-7851-334-2

149

Herning-bogen 2012 Historisk Forening for Herning Kommune 150