Rosendahl Design Group Danish Design
1
Designvirksomhed i ny indpakning Rosendahl åbnede sit nye domicil i Hørsholm tidligere dette år. Der står intet mindre end tre gange Utzon bag arkitekturen og udsmykningen, men også administrerende direktør Erik Rosendahl har spillet en afgørende rolle. Rosendahl A/S skifter navn til Rosendahl Design Group med 5 selvstændige brands i porteføljen: Holmegaard, Rosendahl Copenhagen, Kay Bojesen, Global og Rosendahl Timepieces.
2
Hovedkontoret i Hørsholm Rosendahl Design Groups hovedkontor er designet af arkitekten Kim Utzon og den indvendige udsmykning er lavet af kunsthåndværkeren Lin Utzon samt hendes datter Naja Utzon.
3
Visionen bag opførelsen af det nye domicil i Hørsholm I en tid med stærk udvikling var det i 2001 naturligt for Rosendahl Design Group at tage skridtet og bygge et nyt og større domicil. Det var en beslutning helt i tråd med virksomhedens værdigrundlag og strategiske målsætninger - der ekspanderes kraftigt i disse år og Rosendahl Design Group har derfor et ønske om at opnå en stadigt stærkere identitet og profil herhjemme som internationalt. På samme tid er det dog afgørende for Rosendahl Design Group, at virksomheden fortsat styres som et lille, innovativt firma, hvor ydmygheden og entreprenørånden er intakt. Rosendahl Design Groups ønske var derfor ikke at opføre et nyt, stort bygningsanlæg for at manifestere en ambition om storhed, men snarere at skabe balance og harmoni i virksomheden internt som eksternt.
Arkitektur der skaber trivsel og harmoni Arbejdspladsen skal være et dynamisk, inspirerende og spændende sted at være for de ansatte og rammerne skal være med til at udbygge hver enkelt medarbejders kollektive bevidsthed om firmaets eksistensgrundlag. Arkitekturens grundtanke bygger netop på dette - at skabe trivsel og harmoni for dem, der færdes i huset. Bygningen fremstår asymmetrisk og vari4
eret – med ni selvstændige ’huse’, placeret omkring en gennemgående ’gade’. Dette imponerende, centrale rum, der på én gang samler og forskyder, og hvor lys og luft dominerer, fremstår som det naturlige samlingspunkt i et hus, der virker levende og dynamisk. Samtidig er bygningen præget af, at hvert element har den form, der er mest funktionel - lige fra valg af stole over bærbare computere til indbygget intelligens, der gør det nemt at regulere lys- og klimaforhold. Stilmæssigt har ønsket været at skabe et udtryk, der kombinerer de klassiske og moderne elementer - ligesom Rosendahl Design Group netop selv gør det i sit design. Stilen er rodfæstet i det klassiske, men der bruges moderne virkemidler til at skabe det organiske udtryk i bygningen. Byggeelementerne er store og er med til at skabe et indtryk af at hele bygningen er som ét hele - her
hører alle elementer sammen og indgår i naturligt forbund med hinanden.
Synergien mellem virksomheden og Utzon Rosendahl Design Group valgte Kim Utzon som arkitekt på huset, fordi hans profil passer perfekt til virksomhedens grundlag. Rosendahl Design Groups nøglebegreber design, funktion og kvalitet er netop gennemgående træk i Utzons arbejde. Hans virke som arkitekt er båret af et ekstremt højt kvalitetsniveau; det ses både på det funktionelle plan – ved den ærlige brug af materialer, hvor funktionelle elementer udnyttes optimalt og samtidig indgår som arkitektoniske statements, og på det æstetiske plan – ved den bevidste anvendelse af lysets vandring dagen igennem til at fremhæve forskellige detaljer. Kim Utzon har en særlig indlevelsesevne og forståelse for sine omgivelser, som Rosendahl Design Group selv vægter meget højt i forhold til driften af virksomheden.
5
Lin Utzon sikrede det kunstneriske Som kunstnerisk rådgiver på domicilet sikrede Rosendahl Design Group sig sin faste samarbejdspartner, kunsthåndværker og tekstildesigner Lin Utzon. Hendes arbejder strækker sig fra serier i glas og porcelæn over scenografi og kostumer for Den kgl. Ballet til arkitektoniske udsmykninger af bl.a. Jørn Utzons kirke i Bagsværd, hovedsæder for Volvo i Göteborg og IBM i Dallas samt San José Convention Center. Hendes evne til at lade sine ideer og løsninger underbygge arkitekturen i stedet for at overskygge den, matcher perfekt Rosendahls æstetiske minimalisme og enkelthed. Det er Rosendahl Design Groups vision, at domicilet i Hørsholm kan være en ramme som på afgørende vis bidrager til, at virksomhedens ambitionsniveau på både det overordnede strategiske, som på det menneskelige og værdimæssige niveau, kan opretholdes og udvikles i de kommende år.
Startede med en vase Adm. direktør Erik Rosendahl, som selv startede firmaet i 1984, kan blot konstatere, at hans nye domicil smukt lever op til firmaets målestok, hvor »design, funktion og kvalitet« skal gå hånd i hånd, før man kan lancere et Rosendahl-produkt som en international mærkevare. Kontakten mellem Erik Rosendahl og Kim Utzon 6
opstod for godt to år siden i forlængelse af det vellykkede samarbejde, som Rosendahl i forvejen havde med Utzon-familien, repræsenteret ved arkitektens søster, kunsthåndværkeren og tekstildesigneren Lin Utzon. På en måde startede det hele med en vase. Lin Utzon har med stor succes designet flere af Rosendahls mest populære produkter, mest markant Lin Utzon-vasen, der blev landskendt via TV-programmet »Stjerne for en aften«. »Så ringede Erik til mig og spurgte, om jeg ville tegne et hus til ham. Jeg vidste fra min søster, at han er meget inspirerende at samarbejde med, så jeg sagde ja. Og vi har hele vejen igennem haft et usædvanligt åbent og ærligt samarbejde, hvor vi har kunnet diskutere tingene. Nogle gange har arkitekten fået sin vilje, andre gange bygherren,« forklarer Kim Utzon. Helt atypisk lod Kim Utzon sig desuden overtale til at tegne Rosendahls nye butik, som åbnede på Strøget i København 1. maj sidste år. Akkurat som han har designet en del af inventaret til det nye domicil, heriblandt nogle meget spændende glasborde.
Det hemmelige rum Lin Utzons indflydelse standser dog ikke derved. Hun står også bag den store flisevægsdekoration, som på en måde binder det centrale atrium sammen med omgivelserne. Med porcelænsfliser i koboltblå og platin rækker den imponerende vægdekoration ud gennem glasset til den japan-
7
9
ske have, der er tænkt som et af husets overraskelser til den besøgende. Og for at det ikke skal være løgn, er det nye domicil også indrettet med et lille kreativt hjørne, hvor næste Utzon-generation for lov at boltre sig. Lin Utzons talentfulde datter, Naja Utzon Popov, har skabt nogle himmelstræbende keramikrør med stor inspiration fra australsk aboriginalkunst. Skrøbeligt og enestående - og Erik Rosendahl ser store muligheder i den unge designer. I det hele taget er familievirksomhedens nye domicil præget af en kombination af klassiske og moderne elementer - ligesom Rosendahl netop selv gør det i sine design. Arkitekturens grundlæggende idé er at give trivsel for de foreløbig 55 medarbejdere, der færdes i huset. »Vi prioriterer vidensdeling og kommunikation medarbejderne imellem. Det giver vores nye domicil god mulighed for at praktisere i det daglige,« siger Erik Rosendahl. Han retter især søgelyset hen mod det lange atriumgang, der skal fungere som er husets centrale færdselsåre - med både uformelle og formelle mødesteder. Fra arkitektens side er huset opbygget som lidt af en kinesisk æske, der gradvist åbner sig med nye rum og oplevelser. »Man må gerne få én oplevelse af huset udefra. Og en anden oplevelse inden i huset. Man oplever næsten, at huset har et hemmeligt rum og en hemmelig have. Den centrale atrium 10
Historien bag arkitekten Kim Utzon Det kan være, Kim Utzon kommer hurtigere igennem den første dør. Til gengæld er kravene, når han først er kommet ind, enorme. For arkitekt Kim Utzons far var Jørn Utzon, arkitekten bag verdens mest berømte bygning, operahuset i Sydney Egentlig skulle Kim Utzon bare gentage sin fars ord, så var de blevet tilfredse. At han var selvstændig arkitekt med egen tegnestue, endda en arkitekt, der havde vundet konkurrencer og fået medaljer, ænsede de ikke. »Så jeg stod der som en papskive og skulle gentage min fars ord omkring det projekt, han havde lavet, og som jeg havde hjulpet ham med. Så begejstrede var de for min far,« siger Kim Utzon om, da han præsenterede tankerne bag Jørn Utzons sidste byggeri, Utzon Center i Aalborg. »Jeg stod lige netop i den situation, jeg ikke ville være i, det havde jeg lovet mig selv siden jeg blev færdig på arkitektskolen, nemlig at jeg ikke ville være et medium, men at jeg ville kæmpe for det, jeg selv havde lavet. Det er meget svært i en alder af 50 at gå tilbage til en rolle, man havde, da man var 20.« Ikke desto mindre er det den situation, man nemt havner i, hvis ens far hedder Jørn Utzon og regnes for at være en af verdens bedste arkitekter. En situation, der er næsten uundgåelig, når ens far står bag verdens mest berømte bygning, Operahuset i Sydney. Og en situation, Kim Utzon konsekvent har prøvet at undgå. Derfor havde
11
han nægtet at blive ansat i farens tegnestue, selv om 80erne, hvor han blev færdig med arkitektstudiet, var en tid uden byggekraner, uden job og uden projekter. Kim Utzon ville klare sig selv. »Det er noget, min bror har stået meget i, for han valgte at gå ind og hjælpe vores far. For eksempel står han nu for ombygningen af Sydneyoperaen, hvor der stort set kun er: My father says. Det kan jeg ikke sige mere,« siger Kim Utzon.
Utzons er arkitekter Kim Utzon er arkitekt. Det er hans bror også og brorens to børn. Hans søster er kunstner og har lavet arkitektoniske udsmykninger, og hendes to børn laver kunst, ligesom Kim Utzons egen søn, der i øvrigt tidligere har søgt ind på arkitektskolen. At der går en bemærkelsesværdig linje gennem hele Utzon-familien, behøver man ikke engang at gøre opmærksom på. »Min far var arkitekt. Han så verden gennem arkitektøjne. Hvis han så et træ eller en sky, så blev det oversat til noget, der kunne bruges arkitektonisk. Vi har tit ærgret os over, at vi ikke havde et filmkamera stående under middagene. Alt drejede sig om det,« siger Kim Utzon. »Det betød selvfølgelig enormt meget for mig, at jeg begyndte at vinde konkurrencer anonymt med min egen tegnestue. Så er det ideen, projektet, der bærer og ikke navnet. Jeg har formået, at jeg hedder Kim Utzon nu, men Utzon er der 12
stadig. Fordelen er, at når jeg banker på døren, så kommer jeg nok hurtigere gennem den første dør. Til gengæld er kravene, der bliver stillet til mig, enorme.« »Det billede er for resten malet af min søn,« Kim Utzons finger havner i retningen af et oliemaleri i blåt, sort og guld, inden den fortsætter: »Og det der,« siger han og peger på et andet på den modsatte væg. »Nogle gange er jeg bange for, at jeg har afholdt min søn fra at blive arkitekt, fordi han jo også har hørt meget om, hvor svært det kan være. Det vigtigste er, hvad han har lyst til, for det skal det fandeme være. Man bruger de bedste timer på at arbejde.«
Bølger og palmeblade Fingeren lander til sidst på en lille model af et skibsskrog, der ligger i vinduet. Det er Kim Utzons farfar, der har lavet det. Han var skibsbygger. »Min far har leget på værfterne og set, at mennesket kan sende et skib af sted, der kan sejle Jorden rundt. Det var noget, han fortalte om, værftet og håndværket, samarbejdet, konstruktionerne og viljen til at optimere dem. Jeg voksede op i en stemning af, at man kunne lave om på verden, at man kunne lave verden om til et smukkere, bedre sted, ja, næsten lige så fint som naturen.« Og ved at blive arkitekt kunne Kim Utzon nå ind til sin far. De samtaler han havde med sin far, kunne han ikke have haft med andre. »Indtil en uge før, han døde, spurgte han ind til
det ene og det andet projekt. Jeg fortalte, og han reagerede. Jeg kender ikke nogen anden arkitekt, som jeg er helt så enig med som min far. Han har vist mig, hvordan man kigger bag de store mestre hvorfor de laver det, de laver.« Sådan har det været hele Kim Utzons liv. Hvor de end befandt sig, gjorde Jørn Utzon opmærksom på det særlige. Mønsteret på noget lav på en granitklippe, granitklippens struktur, der er slebet af isen oppe i den svenske skærgård. »De naturformationer har præget min fars arkitektur altid. Der blev aldrig slukket for den sans,« siger Kim Utzon, der aldrig oplevede havregrødsdagene ligesom hans to ældre søskende, Jan og Lin. Sydneyoperaen, farens store gennembrud, var Kim Utzons opvækst. Han så sin far fotografere bølger, der slog ind på stranden, og kigge på palmeblade, der kunne oversættes til operaens skaller. Familien fulgte med, hvor end Jørn Utzon underviste eller byggede; moren, som var uddan-
net reklametegner, men nu hjalp sin mand med at administrere tegnestuen, og de tre søskende. Igennem hele Kim Utzons barndom blev familien flået frem og tilbage: fra Helsingør til Australien, videre til Hawaii, så til USA, til Danmark, tilbage til USA. Om familien kunne klare det, var underordnet; Jørn Utzons karriere var det vigtigste. »Det var min fars liv, det drejede sig om. Det var en naturlighed, det var jo i 50erne og 60erne, hvor patriarken stadig eksisterede. Ingen var i tvivl om, at hvis far skulle arbejde et andet sted, så fulgte familien med. Sådan var det.« Det var Jørn Utzon, der bestemte. Og det ville han blive ved med, selv da børnene blev voksne. Da Kim Utzon ville købe en bil, sagde Jørn Utzon, at det mente han bestemt ikke, sønnen havde brug for. »Jeg måtte sige til ham, at det skulle han ikke bestemme, og i øvrigt tjente jeg mine egne penge. Det var han ikke vant til, at jeg trak den streg. Og det måtte jeg senere arbejde med. Jeg gik i
13
terapi og fik sagt nogle ting til en pude, som jeg aldrig fik sagt til ham. Ting som hjalp mig til at blive mere fri i forhold til den, jeg er.«
Sin fars søn En sommer, da Kim Utzon var blevet 19 år, og familien Utzon var i Danmark, søgte han ind på Kunstakademiets Arkitektskole. Det kunne han lige så godt. Godt nok havde han ikke eksamen til det, for han havde gået på amerikansk high school, der svarede til en dansk 1. g, men han kunne altid søge ind på dispensation. »På den måde kunne jeg spare to års gymnasietid, for man syntes det var spild, at jeg skulle bruge to år på noget, som bare ville være en pause, inden jeg skulle i gang med det, jeg egentlig skulle beskæftige mig med. Og jeg var ung, så jeg gjorde det jo bare,« siger Kim Utzon. Men på en måde havde beslutningen ligget der altid. Da Kim Utzon var 10 år, fandt han en lille lap papir i et hul i væggen mellem murstenene, som han havde gemt fire år tidligere, inden han tog af sted til Australien. »Jeg havde lov til at tegne på væggene i mit værelse, så alle væggene var tegnet til med fuldriggere og sørøverskibe. Og midt i det hele fandt jeg så dette her papir, hvor jeg havde tegnet en robot, og hvor jeg havde skrevet, at når jeg blev voksen, skulle jeg bygge sådan en.« Men det var stadig en familiebeslutning, da han søgte ind på arkitektskolen og ikke noget, den 19-årige Kim tænkte videre over. Oprør interes14
serede ham ikke, også selv om ungdomsoprøret havde været der. Han var god til at tegne og lavede en ansøgningsmappe, hvor han havde tegnet nogle måger og nogle fly, og han kom ind. »Og så landede jeg på fødderne. Det var naturligt for mig. Hvor de andre ikke havde brugt blyant og lineal til andet end blækregning, så kunne jeg allerede, da jeg begyndte på skolen, tegne med kurvelineal. Jeg kunne tegne sådan et skib som det der,« Kim Utzon peger hen mod vindueskarmen. I familien Utzon lavede man tingene selv. Det kunne godt være et helvede op til jul, for man kunne ikke bare købe en pibe til sin far. Det gjaldt ikke. Man skulle lave noget selv, en tegning eller en skulptur. At noget ikke var vellykket, var der ikke noget, der hed. Det, man lavede, var så godt, som det nu kunne blive i forhold til det stadie, man var på. »Min bror og søster er 11 og 12 år ældre, end jeg er. Det var et relativt stressende præstationsniveau at se deres gaver. En jul havde min bror været på biologisk museum og lavet store tegninger med tusch og bladguld af nogle guldsmede, fuldstændig naturtro. Og min søster tegner som en engel, så det skulle jeg også kunne.« Kim Utzon var vant til at præstere. Og det skulle han blive ved med, det forventedes af ham, også senere. Om han skal præstere mere, fordi han hedder Utzon? »Det er der nogle, der har sagt. Men jeg kan kun sige, at hvis jeg havde heddet Hansen og ikke var vokset op i det her miljø, så havde jeg ikke lavet
det, jeg gør. Det er fuldstændig forbundet. Du får en masse med igennem din opvækst, som giver dig en stor fordel, men du bliver alligevel nødt til at genskabe det selv.«
Knive i ryggen På arkitektskolen mødte han så for første gang omverdenens syn på, at han havde truffet det valg at lave det samme som sin berømte far. »Min professor inviterede mig ind for at snakke om arkitektur, som om jeg var arkitekt, men det kunne jeg jo ikke.« For selvfølgelig havde Kim Utzon set ting, hans medstuderende bare kunne drømme om, men han havde set dem med et barns øjne. Det var ikke bearbejdet hverken intellektuelt eller filosofisk. »Der var et skisma mellem det, de forventede og det, jeg rent faktisk kunne. Jeg var jo Jørn Utzons søn. Nogle mente, at hvis jeg lavede noget godt, så var det min far, der havde lavet det, men ville de selv finde sig i, at deres dygtige far tog tingene ud af hænderne på dem?« Da Kim Utzon blev færdig på arkitektskolen i 1981 var der dødt i branchen. Han søgte 70 steder, men fik ikke noget arbejde. Halvdelen af stederne kunne han mærke, at hans far ikke var populær.
ud af hænderne på en. »Det skete med alle, man kunne ikke konkurrere med min far arkitektonisk. Om det så havde været Henning Larsen, så havde min far taget over. Det var en kombination af dygtighed og personlighed. Han valgte de rigtige løsninger, og han vidste det.« Men selvfølgelig er Kim Utzon inspireret af sin far, det er svært ikke at være, når faren er verdens bedste til sit job. Inspireret var Utzon dengang, og det er han nu: »Det tror jeg roligt, man kan sige. Hvis jeg laver noget, så baserer jeg det på samme mådesom min far gjorde, men min håndskrift er en andelse anderledes, og mine valg er personlige.«
»Da var det godt at have læderjakke på, for der sad knive i ryggen på en, når man gik ud af lokalet. Jeg skulle endelig ikke tro, at jeg var noget.« At begynde som medarbejder i Jørn Utzons tegnestue var udelukket. For det ville ikke have været muligt at få plads. Tingene ville blive taget 15