Historien bag navnet 2 by Køge Byhistoriske Arkiv

Hvordan finder man ud af det? Hvad er historien bag byens gadenavne? Hvorfor står der forskellige historiske monumenter i gadebilledet? Hvorfra stammer de gamle træer i byen? Hvornår var det nu, det var?

Byarkivet har oplysninger om store og små historiske begivenheder, f.eks. Slagene i Køge Bugt, Træskoslaget, Køge Huskors, Kamevalleme i Køge, byjubilæerne, valgene, stormfloderne og meget mere.

Disse og mange andre spørgsmål, kan alle få svar på, hvis de henvender sig på Køge Byhistoriske Arkiv, Torvet 6, l. sal (53656976). Denne artikelsamling og andre bøger om Køges historie ville ikke kunne skrives uden de store samlinger, der findes i arkiver og museer. Vor viden om byens historie er resultatet af mange gode menneskers indsats gennem mere end et helt århundrede. Den trækker vi alle på i dag, og den er tilgængelig for alle i Byarkivets rige skatkammer.

Også foreningslivet kan opspores på Byarkivet. Vi har materiale fra næsten alle foreninger, der har eksisteret/ eksisterer i Køge. Det gælder faglige, politiske, religiøse, kulturelle, sportslige foreninger m.m. De nyere græsrodsbevægelser findes der også viden om.

Søger man oplysninger om en bestemt ejendom, har Byarkivet lister over ejerne. I folketællinger kan man se, hvem der boede i ejendommen. vi kan finde mange af personernes fødsel, vielse eller begravelse i kirkebøgerne. Ejendommens udseende beskrives i brandtaksationerne. Vi har gamle og nye fotografier af ejendomme og personer. Der kan være afleveret materiaIde, der sætter mere »kød« på de mennesker, der boede i ejendommen; for eksempel breve, dagbøger eller erindringer.

Endelig kan man opspore et væld af personers og virksomheders historie gennem Byarkivets samlinger. Der er både »kendte« og »mindre kendte« Køgensere, vi kan fortælle om. Byens virksomheder er også rigt repræsenteret i samlingerne med fotografier, lønningsbøger, kassebøger, ordrebøger og meget mere. Kort sagt: Alle kan selv grave lokalhistorien frem ved hjælp af Byarkivets velordnede og rige materiale. Alle vil få hjælp af personalet, og alle er hjerteligt velkomne! Birte Broch, arkivleder

Historien bag Navnet: Apoteket

Fra blandet butik til moderne apotek Indtil 1646 havde Køge ikke noget Apotek, men blev af og til besøgt af omrejsende kvaksalvere, der solgte universalmedicin og universalsalve. Sygdomme og pest hærgede i det 16. århundrede. I årene 1629-30 døde i Køge 303 personer, og i 1637 døde der 550 personer ud af et indbyggertal på ca. 3.000 personer. Så Køge havde virkelig brug for et apotek. I 1646 fik Jørgen Berentsen kongelig bevilling til at oprette et Apotek i Køge. Han lejede sig ind i Brogade 12, hvor han startede. På den tid skulle man ikke have nogen eksamen for at være apoteker, man skulle blot aflægge ed til byens borgmester. Der fandt 2 årlige visitationer af apoteket og varelageret sted, og en opgørelse af varelageret, som endnu findes, viste, at lageret bl.a. bestod af urter, blade, rødder og frugter. Det blev brugt ved fremstillingen af mediciner og miksturer. Derudover kunne man købe "Harespring", Hjortens hjerteben, ulvelever,

og desuden førtes menneskefedt, menneskehud og menneskekranier. De sidste tre produkter blev leveret af skarpretteren. Desuden havde apotekeren tilladelse til at fremstille og sælge brændevin, og alle andre former for stærke spirituøse drikke. Jørgen Berentsen kom ud af den svenske besættelse i 1658-60, som en holden mand, selvom mange af Køges indbyggere var ruinerede, så i 1665 købte han ejendommen, Brogade 1, hvor det nuværende apotek ligger.

Jørgen Berentsen døde i 1682, og nu fulgte en række apotekere, som hver har en historie der kunne fortælles. I 1719 fik Køge en apoteker der hed Erik Christian Hervig, og nogle måneder efter kom der et kongeligt dekret, der bestemte, at selvom byens andre byporte blev holdt lukkede om natten, skulle Broport holdes åben for at folk fra Vallø og Stevns kunne få mulighed til at hente medicin om natten.

Det smukke gamle Apotekfør ombygningen, der stodfærdig i 1866.

Alfred Andresen, som senere blev gift med apotekerens datter, købte apoteket og begyndte en modernisering af dets indre, men han fortsatte desværre med en vandalisering af det ydre. I 1866 stod den skæmmede ejendom tilbage. Som et kuriosum kan jeg fortælle, at man ved århundredeskiftet skulle købe benzin, til den stigende bilisme på apoteket. Blodsugende igler

Nu springer vi frem til 1861, hvor cand. pharm. Lauritz

kunne man selvfølgelig også købe, ja til langt ind i dette århundrede. I 1910 købte Niels Aabling Thomsen Køge Apotek, og han blev den første af familien Aabling Thomsen, som nu har haft apoteket i slægtens eje i tre generationer. Hans sØn Ernst Aabling Thomsen overtog det i 1930, og tredie generation Hans Henrik AablingThomsen fik bevilling i 1952.

Historien bag Navnet: Bag Haverne over åen, at politiet måtte fjerne dem, da broen var i fare for at styrte sammen.

Fra skyggefuld alle til hovedfærdselsåre Bag Haverne løber fra Rådhusarkadens østre udløb til Fennediget. Denne vej har jo altid været en alle, der lå bag Brogade Gårdes haver, men navnet blev først officielt vedtaget i 1913. Da svenskerne i 1658, invaderede Danmark, og opslog et kvarter i Køge, som de befæstede med volde og voldgrave, kom en af deres 11 bastioner til at ligge netop her ved "Bag Haverne". Vejen blev først renoveret omkring 1915, og før den tid var det kun en grusvej.

Trælastfirmaet fortsatte indtil 1969, da det lukkede, og det 9.100 kvm. store areal blev solgt til Køge kommune, der anlagde en parkeringsplads på stedet.

gerne og de store træ- og tømmerstabler. Den kæmpebrand der opstod, blev bekæmpet af ca. 100 brandfolk fra store dele af Sjælland, men varmen var så voldsom, at togtrafikken på banen, der løb lige op af trælastfirmaet, blev stoppet i flere timer.

Men der lå også en lille kontorbygning af mursten der var blevet skånet for flammernes grådighed, og den blev i flere år anvendt som politiets motorkontor.

Der var ild i flere jernbanesveller, og der var fare for at skinnerne skulle slå sig i heden.

Teaterbygningen, der har adressen, Bag Haverne l, har af flere gange måtte afgive den store have, der lå mod syd, og det sidste stykke, da jernbaneoverskæringen blev flyttet om på den anden side af Teaterbygningen.

Der var så mange nysgerrige tilskuere, der opholdt sig på "HøIlingers Bro", der fører

Købmand EA.Hansen købte i 1878, den gamle købmandsgård, Brogade 5-7, (Oluf I. Jensens Gård.). Han solgte den igen i 1909, men beholdt selv trælastafdelingen, som han flyttede til Bag Haverne, hvor den hurtigt blev Køges største Trælastforretning. Den 30. maj 1960, var en malerlærling ved at fjerne den gamle maling fra en af de store træbygninger. Det knastørre træ blev antændt, så der opstod en brand, der hurtigt spredte sig til alle træbygnin-

På Bag Havernes anden side lå bl.a. Leisners smukke pakhus, som måtte lade livet, da Rådhuset skulle udvides, og for S-banens indførelse til Køge. De såkaldte sik-sak huse, Bag Haverne 22-24-26 og 28, blev opført i slutningen af 1940-erne, de er tegnet af arkitekt Aage Sattrup. Fra at være en stille alle, har vejen nu udviklet sig til at blive en hovedfærselsåre, hvor mange tusinde biler passerer hvert døgn.

Bag Haverne var en stille vej.

Historien bag Navnet: Bosniakkerne

Bosniakkerne har stadig slægt i Køge Den gamle købmandsgård i Nørregade 4, hvor Museet ligger, blev i 1746 købt af Køges magistrat, og er gen· nem tiderne blevet brugt til mange forskellige formål . men derom i en senere arti· kel· her skal det handle om dengang, den husede en gar· nision. Købmandsgården blev brugt som gamision, når der skulle indkvarteres militær i Køge. I 1791 blev gården hjemsted for en højst besynderlig ryttereskadron, hvis medlemmer hed "Bosniakker". Eskadronen bestod af 125 dragoner, der havde uniformer som kong Frederik d.VI, havde set i østrig hos en rytterafdeling, der stammede fra Bosnien. Uniformerne var meget farvestrålende, en blå dolman (en kort jakke) med røde opslag, blå benklæder med en hvid stribe langs siden, rødt og hvidt skærf, og på hovedet havde de en hvid turban med rød puld, prydet med den tyrkiske halvmåne i sølv.

Udrustningen bestod af en ca.2 1/2 m. lang lanse, desuden en drabelig krumsabel, (som Køge Museum har et eksemplar af), samt en pistol. De menige bosniakker var ganske almindelige karle, men de skulle kunne ride nærmest som kunstryttere. De skulle endvidere bære overskæg med nedadvendte skægspidser, for at se orientalske og barske ud, og for at få skægget til at hænge rigtigt, gik bosniakkerne til daglig med blykugler i skægspidserne. Og var en af dragonerne lys eller rødhåret, måtte han farve hår og skæg.

Et samtidigt billede af de særegne bosniak-soldater i Køge.

Men det var eftertragtet at blive udvalgt som bosniak, da eskadronen nærmest blev brugt som parade- eller opvisningsdragoner.

Resten af styrken boede forskellige steder i byen, kun den øverstbefalende, Ritmester Arnold von luel, samt hans husholderske, og 4 oppassere, boede i hovedkvarteret, Nørregade 4. Folketællingslisterne fortæller at der var 12 gifte bosniakker, og at de tilsammen havde 24 børn. Der findes endnu slægter i Køge, der nedstammer fra de "frygtindgydende" bosniakker.

I Nørregade 22 boede næstkommanderende ritmester, von Berger, samt premierløjnant Friederich Funch med kone og 2 børn. Hvor restaurant "Guldfisken" nu ligger, boede sekondløjtnant Samuel Benningsen sammen med sin husbestyrerinde, og deres fælles tre børn.

Ved hærloven af 1816 blev Bosniak-eskadronen opløst, og Køge blevet festligt indslag i bybilledet fattigere. Siden har der ikke været nogen fast gamision i Køge, bortset fra nogle år i fyrrene, i dette århundrede, men deres uniformer var knap så festlige.

Historien bag Navnet: Vagn Bro blevet yndet offer for landets aviser og karrikaturtegnerne.

En farverig personlighed i Køge

Han var en markant skikkelse, som bar en delvis selvkomponeret politimesteruniform. Benklæderne og jakken var originale, men dertil havde han hvid vest og altid med stiv knækflip. Han var en udmærket PR-mand, der sagde tingene lige ud, selvom de ikke altid passede hans parti. I "tinget", som han kaldte det, blev der engang fremsat et forslag om en klækkelig dyrtidsportion til folketingets medlemmer, men det stemte Vagn Bro imod, da han syntes at medlemmerne fik rigeligt for det arbejde de udførte.

selvom han ikke selv havde valgret. Man skulle være 30 år for at kunne stemme, og han var på det tidspunkt kun 26 år. Allerede dengang var hans oratoriske evner og hans måde at formulere sig på frygtet af hans politiske modstandere. Han havde mange måder at få overtaget i en diskussion eller samtale på, bl.a. når han begyndte med " hør her min gode mand" 0.1.

Vagn Bro er et navn der fortjener at blive fortalt om i denne bog. Selvom det er 29 år siden Vagn Bro døde, siger folk stadig "det var jo ham politimesteren, der optrådte sammen med Vivi Bak". Vagn Bro blev født i 1894 som søn af en lærer i Kolding. Efter studentereksamen læste han jura, som han bestod med bravour. Han kom fra et hjem, som gennem generationer havde været præget af venstre, og det var også den politiske linie, der kom til at præge ham livet igennem. Han blev opstillet i StegeVordingborgkredsen, og blev valgt til rigsdagsmand i 1920,

For Køge var han en uvurHans juridiske uddannelse bevirkede, at efter forskellige stillinger indenfor retsvæsenet, blev han udnævnt til politimester i Præstø i 1935. Han blev meget glad for Præstø, hvor han fungerede til 1943, hvor han fik politimesterembedet i Køge. Her afløste han den tidligere politimester, Viggo Ritzau, der gik af på grund af alder. Tiden i Køge, som var et betydeligt større distrikt, der bl.a. også omfattede Haslev, var vel nok den tid hvor han blev allermest landskendt. Han idømte sig selv 5 bøder, bl.a. for mangelfuld mørklægning under besættelsen, for at køre over for rødt, 0.1. Han

derlig god foregangsmand og deltog i mangt og meget. Han var forgrundsfigur i flere af de berømte karnevaller i Køge. Den ene gang udklædt som prins karneval, sammen med den 18 årige skuespillerinde Vivi Bak, der kun var iført "Ole-Lukøje" natkjole. Vagn Bro, der havde været ungkarl indtil han var 55 år, blev i 1949 gift med en isenkræmmerenke fra Præstø. De boede i Køge indtil Vagn Bro i 1961 afgik som politimester på grund af alder. Derpå flyttede ægteparret til Præstø. Vagn Bro fik ikke mange år til at nyde sit otium i, idet han døde den 22. dec. 1966.

Historien bag Navnet: Brogade 5-7

Grisegården - eller hos "Gøjen" Når de ældre køgensere taler om "Grisegården", tænker de fleste nok på det gamle værtshus, der lå i den smukke gamle købmandsgård, Brogade 5-7. Så denne gang vil jeg kun fortælle om værtshuset, for selve Oluf I. Jensens gård, som den også kaldes, har i sig selv en fantastisk historie, som jeg vil vende tilbage til. Som alle andre købmandsgårde har denne også fra tidernes morgen haft et værtshus. Men huset, hvor restaurant Marco Polo nu ligger, er opført ca. 1870. Den første værtshusholder i den nyopførte bygning hed AJJørgensen. Han solgte værtshuset i 1908 til Jens og Lisbeth Jensen, og da Jens Jensen døde i 1932, drev Lisbeth Jensen forretningen videre indtil 1948, hvor Christian Jørgensen overtog den. Slagterierne og selvfølgelig også Køge Andels Svinslagteri, opfordrede leverandørerne til at levere en mere ensartet

vare, så derfor besluttede Tureby-Køge og Omegns Landboforening at oprette et svinesalg for at højne kvaliteten. Det første svinesalg havde til huse i c.F.Petersens gård, Torvet 19. Det startede i 1923, men i begyndelsen af trediverne blev grisesalget flyttet til Brogade 5-7.

»Gøjen«, alias Christian Jørgensen. var en af Køge's festligste værtshusholdere. Her ses han på et af datidens typiske familiefotos.

Her udspillede der hver onsdag et rigt folkeliv, ihvertfald om morgenen, når grisehandiere ankom fra store dele af Sjælland.

Selve værtshuset var noget helt specielt. Det havde ikke mange borde og stole, der lignede hinanden, der var lidt af hvert, og bordene havde selvfølgelig voksdug på, rigt arret af tabte cigaretter.

Grisenes tremmebure blev anbragt under den store åbne lade i gården, og så foregik handelen med at syne pattegrisene, at diskutere og med at "prutte" om prisen. Så afsluttedes handelen med håndslag, og pattegrisenes tremmekasser blev placeret på grisehandlernes halv-tons Ford-vogne.

Christian Jørgensen var en dejlig, festlig type med en stor krum næse, deraf kælenavnet "Gøjen". Hans overmund gik han med i lommen, den blev kun brugt ved højtidelige lejligheder. Christian døde i 1965, og enken Karen Jørgensen drev værtshuset videre indtil 1987, da forretningen lukkede, og dermed forsvandt et nostalgisk værtshus.

Derpå skulle grisehandlerne ind hos "Gøjen", alias Christian Jørgensen, for at få ostemad og kaffe, og d. v.s. "små sorte", og så kom spillekortene frem.

Forretningen og huset blev totalrenoveret, og blev indrettet til en førsteklasses spiserestaurant, først under navnet "Christiansminde", og sidst som "Marco Polo" Men der er mange der savner deres andet hjem hos "Gøjen".

Historien bag Navnet: Bryggeriet

En by med selvrespekt havde et bryggeri Tidligere havde enhver by med respekt for sig selvet bryggeri. I Køge startede en tidligere kaptajnløjtnant J.L.A. de Roepstorff et bryggeri i Vestergade 30 i Køge. I starten blev der kun brygget hvidtøl, for dengang blev der mest drukket hvidtøl og brændevin. I 1869 producerede Køge' s 13 brændevinsbrænderier 416.000 liter brændevin og Køge havde 3.097 indbyggere. Omkring 1880 begyndte man at at brygge pilsnerøl og porter, hvor især porteren faldt i folks smag. Bryggeriet blev i 1882 omdannet til et aktieselskab, hvorved bryggeriet fik et tiltrængt kapitaltilskud. I 1896 blev bryggeriet udsat for en større brand, der opstod i maltmøllen. Heldigvis var der mange frivillige hjælpere, som sørgede for at det færdige bryg, både flaskerne og fadene, blev bragt i sikkerhed på engen bag bryggeriet. Senere viste det sig, at størsteparten af flaskerne og fadene var blevet tømt under redningsarbej-

det. Bryggeriet var dog igang igen allerede ca. 3 uger efter branden. Særlig porterens salg gik stærkt frem, men der må også have været kunder nok, for i 1890 havde Køge 38 værtshuse og gæstgiverier, foruden 7 købmandsforretninger med ret til udskænkning. Det vil sige et udskænkningssted for hver 71 personer.

Køge Bryggeri blev oprettet i 1866 i Vestergade 30 af kaptajnløjtnant RoepstorjJsom hvidtølsbryggeri. Senere blev der brygget pilsner og andre ølsorter samt diverse former for vand. Billedet er fra bryggeriets reklamer, men er temmelig overdrevet.

Desværre kunne bryggeriet mærke en stigende konkurrence fra Carlsberg og Tuborg, økonomien vaklede, maskiner og inventar var nedslidte, så man måtte indse, at en lukning var nært forestående.

nær, men dog ikke på KØge Bryggeri.

Derudover var der igen en større brand i 1935, og den bevirkede, at det nu gik hurtigt ned ad bakke. I 1941 trådte bryggeriet i likvidation, og 10-15 medarbejdere blev arbejdsløse. Bygningerne og arealet blev solgt til Dansk Frø- og Siloselskab.

Det var brygmester Heiberg, der emigrerede til Amerika. Under forbudstiden opfandt han et ekstrakt, der skulle blandes op med vand for at blive til hvidtøl. Han lod en brugsanvisning medfølge med en advarsel hvor der stod: "Må ikke tilsættes sukker eller rosiner, da der derved opstår alkohol!"

Bryggeriet havde haft mange brygmestre gennem tiderne, men jeg kan fortælle om en af dem. Han blev millio-

Historien bag Navnet: Bybussen stedse udvidelse at vognparken og af ruterne, der skulle betjene de nye kvarterer, der skød op rundt om Køge.

Bybusser i Køge I 1930 var Køges indbyggerantal steget til 5960, og der· til kom Sønderkøge med yderligere 1025, så ialt blev det til 6985 indbyggere. Det fik en driftig vognmand til at mene, at der måtte være basis for at starte en bybus. Januar 1931 startede så Køges første bybus. Det var vognmand Peter Larsen, Egøjevej 35, som forøvrigt havde kælenavnet "Søren Hvedekage". Han havde tilladelse til at køre timedrift fra Søvang, som var bygrænsen mod nord, til Hastrup villakvarter, Køges bygrænse mod syd. Hans bus blev kaldt "Snusdåsen", fordi den havde reklamer på siderne med "Køge Snus" fra Køge Tobaksfabrik. Ruten blev imidlertid nedlagt et års tid senere, for prisen var kun 10 øre pr. tur, og der var desværre ikke passagerer nok til, at man kunne leve af det. Først i september 1947 fik Køge igen en bybus. Det var vognmand K.Y.Larsen, der fik koncession på kørsel fra

Thorkild Nielsen døde i 1976, og bybussen blev drevet videre af hans enke, og af hans to sønner.

"Hedebo". Det lå på hjørnet af Københavnsvej og 01semaglevej, og husede en købmandsforretning og "Snogebæk" telefoncentral. Mod syd måtte han køre til "Hastruphus", der lå i Hastrup villakvarter. Prisen pr. tur var 35 øre.

I 1975 blev vort lokale bybusselskab underlagt H.T., som betyder Hovedstadens Trafikselskab, og det er op til enhver at bedømme, om servicen er blevet bedre.

Der eksisterer desværre ikke kendte billeder af bybussen »Snusdåsen<c Her ses imidlertid Køges fØrste rutebil, parkeret i Hotel Prinsen s gård. hvor den blev fotograferet i 1909.

11968 stod K.Y.Larsen med nogle nedslidte og utidssvarende busser, og skulle investere i nogle nye, så han valgte at opsige koncessionen. Det skete i februar, med ophør 1. maj. Men da kommunen ikke udbød kørslen i koncession før efter to måneders forløb, stod Køge uden bybusser indtil 3. juli 1969.

Dengang føltes manglen på dette transportmiddel som en katastrofe, men nu er man efterhånden blevet mere vant til disse pauser i trafikken. Men endelig den 3. juli kom der atter gang i bybussen. Det var vognmand Thorkild Nielsen, der havde overtaget kørslen, endda med to spinternye moderne bybusser. Bybustrafikken gik en tid i møde med

....-.:.tli~~iM!lll:!

Historien bag Navnet: Byrådssalen

Et minderigt lokale på Rådhuset I 1552 blev den smukke del af vort Rådhus bygget, og den rummer et lokale, der fortjener at man kender lidt af dets historie. Byrådssalen, hvor byrådet nu sidder og tager vare på borgernes ve og vel, har ikke altid været byrådssal. Da Rådhuset blev bygget, bl.a. af materialer fra det nedrevne Sct.Gertruds Kapel i Vestergade, blev rådhuset nærmest brugt som et beboerhus. Hele førstesalen udgjorde et stort lokale, der var ca. 8 1/2 meter bredt og 22 meter langt. Det blev bl.a. lejet ud til adelige og borgerlige bryllupper, og vinduerne havde blyindfattede ruder med adelige våbenskjolde, og borgerlige bomærker, til minde om bryllupperne.

len indrettet som lazaret for de sårede landeværnssoldater, medens de sejrrige engelske officerer drak og festede på vinstuen, der dengang befandt sig i stueetagen. Men salen blev stadig udlejet til fester, trylle- og teaterforestillinger. Jeg optalte i avisen fra 1877, hvad salen blev brugt til det år, og det blev til: l offentligt bal, 3 dillettantforestillinger, og Il teaterforestillinger af omrejsende teaterselskaber. Men efter en teaterbrand i Wien, hvor mange mennesker omkom på grund af utilstrækkelige udgange, blev det forbudt at bruge salen som teatersal, så ved Teaterbygningens opførelse i 1884, endte udlejningen af salen.

Senere blev salen opdelt i et magistratslokale, samt et brevkammer eller arkiv, der havde en kobberdør, som stadig findes på Rådhuset.

Den blev nu opdelt, så den nordre del blev retslokale, der så havde direkte adgang fra arresten, og i selve byrådssalen sad byrådsmedlemmerne dengang ved et langt bord, med borgmesteren i midten.

Under "Træskoslaget" ved Køge, i 1807, blev Rådhussa-

I mange år kunne nysgerrige ved skatteudskrivningen se

Byrådssalen i Køge's Rådhus hører til den oprindelige bygning fra 1552, og har både været feltlazaret, teatersal og festsal i sin historie.

i de fremlagte protokoller, der lå i vindueskarmene, hvad naboen eller konkurrenten skulle betale i skat. Efter Sønderkøges indlemmelse i Køge kommune i 1940, blev byrådssalen mo-

derniseret, men under det store rådhusbyggeri, der startede i 1969, blev det nødvendigt at forlægge byrådsmøderne til salen på Hotel Hafnia, indtil 1978, hvor byrådet flyttede tilbage til en nyrenoveret byrådssal.

Historien bag Navnet: Cordosasvinget

Motorbøllen, der fik to veje opkaldt efter sig En millionærsøn fra København, Harry Cordosa, købte sig i 1911 en hurtigkørende bil; nærmest en racervogn. Den kostede 25.000 kr., et ualmindeligt stort beløb dengang, men vognen kunne også køre UO km. i timen.

sie, hvor landevejen fra København sydpå dengang løb over Tåstrup, for at munde ud i landevejen ved Jersie, var et sving på 60 grader, og chaufføren, der kendte vejen, havde for sidste gang advaret, 400 meter før svinget, men forgæves.

Vognen skulle jo vises frem så meget som muligt. Den 15. juni 1911 ville Cordosa en tur til Køge, og på østergade mødte han to damer, som han inviterede med på turen. Damerne, som han ikke kendte, var Sofie Knudsen, en 35 årig damefrisørinde, der havde en frisørsalon på Falkom~r Alle. Hun var meget elegant påklædt, og bar en masse guldsmykker. Den anden dame hed fru Michelsen, var 25 år, og boede på Østerbrogade sammen med sin mand, der var bankassistent.

Da Cordosa skulle svinge, kørte han helt ud i venstre side, og mistede herredømmet over vognen, som derefter tørnede mod et træ, der stod i vejens højre side. Alle fire blev kastet ud af vognen, men fru Knudsen ramte først træet. Vognen endte igen ude på landevejen.

Nu gik turen i fuld fart mod Køge, med Harry Cordosa ved rattet, selvom han ikke havde kørekort. Ved siden af sad hans privatchauffør, Valdemar Jørgensen. Chaufføren havde flere gange advaret Cordosa med hensyn til farten, men intet hjalp. Ved Jer-

En fotograf var på pletten den ulyksalige J5. juni J9J J, hvor Cordosa kørte galt. Her ses den havarerede sportsvogn, som Falck-folk forsøger at samle, så den kunne transporteres til København.

efter læge Viggo Møller fra Køge, og Falck fra København. Cordosa interesserede sig kun for fru Michelsen, og han spurgte ingen gang efter fru Knudsen, der døde inden læge Møller ankom. Da Falcks sygetransport ankom, lod Cordosa den køre ham og fru Michelsen til Rigshospitalet, til undersøgelse.

Ulykken skete omtrent udfor husmand Hans Hansens hus, og han fortalte at det nærmest lød som kanonskud. Da han kom ud fandt han alle fire liggende i grøften, mere eller mindre tilskadekomne. Den hårdest kvæstede, fru Knudsen, fik han ved tililendes hjælp, båret ind i huset, hvor hun blev lagt på en sofa. En anden sofa bar de ud ved landevejen, hvor de lagde fru Michelsen. Cordosa og chaufføren var dem, der var sluppet billigst. Der blev så sendt bud

Dagen efter kunne man se Cordosa køre rundt i København i en ny vogn. Retssagen mod han blev behandlet ved Ramsø-Tune herreders ret, hvor chaufføren vidnede mod ham med det resultat, at han omgående blev fyret. Der stod i de datidige aviser, at Cordosa blev idømt en "hård" straf.

Men nu var Cordosas navn kommet i søgelyset, og det viste sig, at det "Børsmæglerfirma" som faderen Louis Cordosa drev sammen med sønnen Harry, var et svindlerfirma, som narrede formuer ud af klienterne. Den endelige domsafsigelse faldt den 16. november 1915, og her blev Harry idømt I 1/2 års forbedringshusarbejde, og Louis blev idømt 3 års forbedringshusarbejde. Desuden skulle de tilsammen udrede 600.000 kr. i erstatning. Men Harry Cordosa fik til gengæld opkaldt 2 veje efter sig, Cordosavej og Cordosasvinget. Det må vel siges at det er skæbnens ironi.

Historien bag Navnet: Dansk Afvulkaniserings Anstalt

Codan Gummi A/S' anetavle

gummiaffald, men størsteparten var udslidte galoscher, der i store partier blev importeret fra Rusland. Gummiartikierne blev så findelte, for derefter at blive kogt i nogle store autoklaver.

Flere har spurgt mig, hvorfor jeg ikke har skrevet om Gummifabrikken, som den i daglig tale kaldes. Men fabrikken eksisterer i bedste velgående, og er i stadig udvikling, derfor vil jeg hellere skrive om dens forgænger, der hed Dansk Afvulkaniserings Anstalt.

Den væske gummimassen blev kogt i, var en fabrikshemmelighed, men det må have været skrappe sager, for autoklaverne sprang af og til i luften, hvorved flere blev dræbt, og mange såret. I januar 1912 nedbrændte det meste af fabrikken, dog blev det nye kraftanlæg reddet, og en ny, men mindre fabrik blev opført nord for den gamle fabrik, og den var allerede igang i august samme år. Den beskæftigede ca. 25 personer.

En ung mand, der hed Albert Theilgaard, fandt under sin studietid som ingeniør ud af, hvordan man kunne genbruge kasserede gummiartikler. Da han var færdig med sin uddannelse, startede han ved nogle financierers hjælp, en afvulkaniseringsanstalt i en baggård i København. Det varede ikke længe, før stanken fra den lille fabrik blev for slem for de omkringboende, så han fik besked om at flytte virksomheden. Hans øjne faldt på den fallerede Lim- og Gelatinefabriks bygninger, der lå lidt nord for Køge, på grænsen til Ølby. Bygningerne blev købt for 40.000 kr., og den 12/3 1908 blev der indregistreret en ny virksomhed, der fik

Albert Theilgaard (1877-1936), stifter af Dansk Afvulkaniserings Anstalt i 1908. Navnet ændredes til Dansk Galoscheog Gummifabrik og senere til Codan Gummi.

Allerede i 1913 påbegyndte Theilgaard fabrikationen af cykel- og bildæk. I 1922 begyndte han at fabrikere gummifodtøj, og arbejdsstyrken voksede til ca. 400 personer.

navnet Dansk Afvulkaniserings Anstalt, og som havde en aktiekapital på 50.000 kr.

Albert Theilgaard var en flittig og iderig mand, der kunne lide at se noget vokse, men han var sandelig også en person, der vidste hvad han ville, og han var ikke nem at bide skeer med.

Råmaterialet til det regenererede gummi, bestod af gamle cykeldæk, slanger og andet

Fabrikken havde i kriseårene efter krigen en række store tab, så i januar 1924 gik den

konkurs. Theilgaard havde optaget nogle store lån, bl.a. i sin lokale bankforbindelse, der lå i Vestergade 13, så banken gik konkurs samtidig med fabrikken. I sommeren 1924 fik fallitboet tilført ny kapital, og et nyt firma startede, med hans søn Gustav Theilgaard som teknisk direktør. Albert Theilgaard var ude af spillet, men hans livsværk, Dansk Afvulkanisering Anstalt, rejste sig som en fugl Føniks af asken, under det nye navn, a/s Dansk Galosche- og Gummifabrik.

Landbobanken, der lå i Vestergade 13, krakkede januar 1924 på grund af Dansk Afvulkaniserings Anstalts konkurs. Banken blev genåbnet 30. marts 1924 under navnet Østsjællands Landbobank.

Historien bag Navnet: Elektricitetsværket stukket hovedet frem, med verdens første elektricitetsværk i New York i 1881, men allerede 10 år senere oprettede Jens Hansen Danmarks første offentlige elværk i Danmark.

Danmarks første offentlige elværk I 1853 blev der født en dreng i Herfølge, der hed Jens Hansen. Han blev udset til at være landmand, og som IO.årig blev han sat til at vogte kvæg, som alle andre på den alder, der skulle tjene bønder.

Det skete den 13. oktober 1891, altså 10 år efter Edison. Starten for Elværket var svær, da kommunen så en konkurrent overfor det kommunale gasværk, med dets leverance af gaslys.

I 1884 oprettede han "Kjøge Samtalestation", den første telefoncentral i Køge, men den blev senere solgt til K.T.A.S. - men det kan vi måske komme ind på i en anden artikel.

Det første Elværk var i kælderen i Brogade nr. 8, men

Elektriciteten havde lige Men hans husbond lagde hurtigt mærke til, at Jens havde andre evner end det at passe kvæg. Når han var i marken havde han altid et stykke træ og en kniv med. Blandt det han snittede var et ur, fuldkomment af træ, og som ikke bare gik, men også gik præcist.

snart blev lokalerne alt for trange, så Jens Hansen måtte flytte Elektricitetsværket til Bygaardstræde. Først 30 år efter Elværkets start, dukkede de første elforsynede gadelamper op i 1921. Kampen havde været hård for det privatejede Elværk, og så sent som i 1948, måtte Jens Hansens søn, Wal Hansen, afstå værket til kommunal eje, hvorefter strømmen blev aftaget udefra.

Danmarks første offentlige Elværk lå i Køge. Først i Brogade, siden i Bygaardsstræde.

Det bevirkede, at hans husbond fik faderen til at sætte Jens i lære som urmager hos en landskendt urmager, Bertram Larsen, der boede i Køge. Da Jens Hansen havde bestået svendeprøven i 1883, besluttede han sig for at være selvstændig, og lejede sig ind i lokaler i Brogade nr. 8. Jens Hansen var et teknisk geni, og eksperimenterede med utallige emner, der bl.a. omfattede telefoni, elektricitet, m.m.

Historien bag Navnet: Garvergården

En perle blandt Køges bindingsværkshuse Vestergade 7, som kaldes Garvergården, er et synligt minde om den tid, da Køge var dominerende, med hensyn til produktion af sko og støvler. Byens skomagere havde privilegium til at besøge en række byer på Sjælland, for at sælge deres produktion af fodtøj, på byernes markeder.

den store brand, der i 1633 lagde store dele af Vestergade, Torvet og Brogade i ruiner. Bygningen hører til et af de allersmukkeste bindingsværkshuse i Køge, hvis ikke det er det smukkeste, med alle de udskæringer og udsmykninger, der viser Køge håndværkernes høje stade.

Det er grunden til, at Køge har haft flere garverier, og flere af dem ejedes af skomagermestrene, især dem, der havde grund ned til åen, som kunne levere den mængde vand, der skulle bruges under garvningen. Endvidere kunne åen trække den vandstampemølle til de nygarvede og våde huder, der skulle stampes.

Gården har jo ligesom mange andre gårde en spændende historie. Man kender ejerne tilbage til 1630, men jeg vil nøjes med at fortælle om den først kendte ejer, skipper Albret Gudmandsen, eller rettere om hans kone. Han døde i 1634, og enken giftede sig kort efter med skipper Mads Nielsen, som imidlertid døde i 1646. Men sognepræsten i Køge, Christian Madsen Tausen, havde fået et godt øje til den velhavende enke og ejer af Vestergade 7, og i 1650 blev han gift med den 53 årige enke. Tausen endte som biskop i Stavanger, så skipperenken endte med at blive bispinde.

forbrug af skind og huder, for det fremgår af en inventarliste, at der fandtes en barkmølle. Først i 1808 blev gården overtaget af en garver, som åbenbart havde lagt skomageriet på hylden, og kun var garver. Den sidste garver hed Julius Christensen, som købte garveriet i 1882, og han drev det til først i tyverne, så det er ikke uden grund af gården fik navnet Garvergården.

Garvergården er Vestergades næstældste gård, og er bygget mellem 1595 og 1600. Gården har altså overlevet

Den første skomager vi træffer på i Vestergade 7, er i 1732 som ejer af gården, og han garvede uden tvivl sit eget

I stueetagen mod Vestergade har der, siden garveriet blev nedlagt, været forskellige forretninger.

Folketællingslisten fra 180 I oplyser, at Køge havde 25 skomagermestre på den tid, og sammen med deres familier, svende, læredrenge og tjenestefolk, ialt 193 personer, udgjorde en ottendedel af Køges 1.526 indbyggere.

Garvergården. Vestergade 7. anno 1995

Siden 1983 har Bernina Syeksperten haft til huse her. Det er simpelthen en skam at Garvergården ligger på Vestergades smalleste sted, så man dårligt kan se den smukke bygnings førstesal, med de dejlige udskæringer og dekorationer. Måske får man bedre mulighed, når Vestergade bliver færdigrenoveret, og der bliver bedre forhold for de gående. Husk altid at kigge op på de mange smukke førstesale på Køges perlerække af huse.

Historien bag Navnet: Gravlunden i Lellingeskoven

Ville begraves i egenjord Nogle "skovvandrere" har spurgt til Gravlunden i LelIingeskoven, eller Skovhusvænge, som skoven faktisk hedder. På Ejbyvejens østre side ligger der en gård der hedder Vittenbjerggaard, hvis mark ender helt nede ved Køge å, i skovens vestlige ende. En landmand, der hed Niels Pedersen, født i 1856, købte som 26-årig, Vittenbjerggaard. Han blev gift med Petra, født Nielsen i 1886, og begge blev betaget af det fredfyldte stykke jord ned mod Køge å, så de besluttede at ansøge kirkeministeriet om tilladelse til at anlægge en gravlund på stedet. Så kunne de engang blive begravet på deres egen ejendom. De fik tilladelsen, så de indrettede gravlunden, der blev indhegnet med et stengærde, og forsynet med en egetræslåge. Denne blev senere udskiftet med en smedejernslåge. Gravlunden blev taget i brug i 1922, da Petra døde, 63 år gammel.

Niels Pedersen overlevede sin kone i 28 år, og døde i 1950 - 94 år gammel. På gravlunden er der, foruden Petra og Jens Pedersens gravsteder, 3 bisættelser, hvoraf den yngste graver fra 1960. Jeg kan anbefale en spadseretur gennem Lellingeskoven, eller Skovhusvænge; men Lellingeskoven vil den nok altid komme til at hedde. Hvis man følger åens nordre side, og ser de mange smukke partier, kan man ikke undgå at ende ved den lille gravlund, der ligger tæt ved Ejbyvejen. Ved broen, der fører over Køge å, lå indtil 1823 Svinevadskroen der blev nedlagt og genopført lidt længere sydpå, ved vejen til Ringsted. Den fik navnet Yderholm kro, men som desværre lukkede da Ringstedvejen blev ført udenom kroen.

Gravlunden i Lellingeskoven hedder faktisk Skovhusvænge - det er der nok ikke mange der ved?

Yderholm kro rummede så mange minder for ældre køgensere, den var endestationen for mange skoleudflugter, for lørdagsballerne,

søndagsudflugterne og så videre. Ja, således forgår alverdens herlighed.

Historien bag Navnet: Hotel Prinsen en pavillon, der blev kaldt "Kalkballen", nede i Bygaardsstræde, hvor de kunne more sig.

Også kaldet det store værtshus På hjørnet af Torvet og Nørregade lå indtil 1950 et hotel, Hotel Prinsen, hvis historie er spændende, men også dramatisk. Den først kendte ejer var Hans Bartskær, og det var i hans ejendom sagen om "Køge Huskors" startede. Sagen der endte med at 14 kvinder blev brændt på bålet for hekseri, det skete fra 1608 til 1615.

købmandsforretning ud mod Torvet, hele ejendommen, og han ombyggede længen ud mod Nørregade i 1853.

I skænkestuen på Hotel Prinsen holdt byens pænere borgerskab til, og ved stambordet samledes byens spøgefugle omkring Puncebollen, og "Svoger" underholdt selskabet.

Det bevirkede at hotellets renomme højnedes, men da man også gerne ville have del i markedsdagenes invasion af karle og piger, byggede man

Men efterhånden blev hotellet mere og mere nedslidt og utidssvarende, så den sidste hotelejer, Johansen, solgte hotellet i 1950 til Andelsban-

ken og købmand Georg Hedager. Så nu kom der bank ud mod Torvet, og manufakturhandel ud mod Nørregade, i den bygning, der havde været gæstgiveri i 235 år, og et miljø måtte vige for de nye tider. Da Andelsbanken i 1978 skulle have nyt boksanlæg i kælderen ud mod Torvet, stødte man på en sølvskat på 9 kilo, ialt 322 mønter. De kan være blevet skjult under den svenske besættelse i 1658-60, muligvis af en af de svenske officerer der var indkvarteret i gården.

Hotel Prinsen - bygningen som havde været gæstgiveri i 235 år inden Andelsbanken i 1950 overtog bygningen, der i dag danner ramme om Rokkjærs damekonfektionsforretning.

Hans Bartskær blev også kaldt Hans Kræmmer, og drev en købmandsgård i ejendommen, men havde "selvfølgelig" også et værtshus der lå i kælderen. Først i 1715 fik den daværende ejer, Didrik Knudsen Brun, kg!' bevilling til at holde priviligeret værtshus. I 1785 blev gården postgård, og blev drevet som sådan i en årrække. Den blev efterhånden det førende værtshus i Køge, og senere skiftede den navn fra "Det store Værtshus" til "Hotel Prinsen". I 1852 købte Jørgen Hendrik Glæiser, der havde

Historien bag Navnet: Imprægneringsanstalten På selve imprægneringsanstalten arbejdede de 8 timer dagligt i en os af kreosotolie, så deres hænder og ansigter var imprægnerede og brune som negre.

Arbejderne blev også imprægnerede I 1700-tallet startede et tømmerhandlerfirma, der efterhånden blevet af landets førende. Firmaet gik i arv i generationer, og grundlæggerens barnebarn Andreas Collstrup var en fremragende forretningsmand. Hans firma fik efterhånden afdelinger i Danzig og i de baltiske stater, og i 1883 opnåede han at få en kontrakt med Statsbanerne om levering af imprægnerede jernbanesveller.

I 1939 blev hele fabrikken og lagerpladsen ramt af en storbrand, der tog mange dage at få slukket. Der udviklede sig så store røgrnasser at byen lå hen som under en solformørkelse.

ind i telefonpælenes og svellernes endetræ. Arbejdsstyrken lå normalt på 40 arbejdere, men har på et tidspunkt været oppe på 80. Arbejderne skulle være af en solid støbning, for når svelleskibene skulle losses, blev det gjort manuelt, og alle svellerne blev båret på skuldrene og hver mand sin svelle.

I 1980 solgte imprægneringsanstalten, 3,5 tdr. land af deres lagerplads til Junckers Savværk, og i 1989 lukkede Køgeafdelingen totalt, og produktionen overflyttedes til Ishøj. I løbet af 1994 er bygningerne, der ejes af D.S.B., blevet nedrevet.

Som årene gik faldt produktionen drastisk, for Statsbanerne gik over til støbte betonsveller, og telefonkablerne blev lagt i jorden.

En arbejdsplads, der krævede mænd af solid støbning, var imprægneringsanstalten.

Han så, at Køge lå centralt for importen af træ, og for videreforsendelsen af de færdige sveller, så derfor besluttede han at anlægge en imprægneringsanstalt i Køge, og den kom til at hedde Jul. Råtgersk Imprægneringsanstalt, R.Collstrup, og den startede i august 1889. Navnet fik den efter opfinderen af den trykimprægnerende metode, Julius Råtger. Svellerne og telefonpælene, som firmaet også imprægnerede, foregik ved at man i kæmpestore autoklaver pressede Klorzink og Kreosotolie

Historien bag Navnet: lernbanehotellet 1934, hvor salen var lejet ud til nationalsocialisterne til et møde, der havde supernazisten ritmester Lembcke, som hovedtaler.

Det gamle træ, O' lad det stå Det store gamle elmetræ på jernbanepladsen - hvorfor står det netop der? Det træ, der i skrivende stund står endnu, men som nu desværre må falde for motorsaven, på grund af elmesyge. Træet stammer fra en have eller et lystanlæg, der lå foran Jernbanehotellet, der igen lå foran jernbanestationen. I juli 1885 åbnede badehotellet "Calunda", der var blevet indrettet i en stor villa der var bygget af træ. Den havde tidligere været brugt ved en udstilling i København 1872, og var så blevet genopført i Køge.

Det var absolut ikke alle tilhørerne der var nazister, for da mødet var slut, var der meget få hele vinduer, borde og stole i salen.

blev afholdt baller, møder, koncerter, juletræsfester, og hvor den fra København kendte danseskole, "Lous og Petersen" holdt til.

Men bortset fra dette møde, der blev omtalt i mange af landets aviser, var det et dejligt sted. "Calunda", som

Et arrangement, der var knapt så idyllisk, fandt sted i

Så nu forsvinder det sidste synlige minde om Calunda, alias Jernbanehotellet, nemlig Elmetræet, der nåede at blive godt og vel 100 år.

Elmetræet stod i den hyggelige have, der udstrålede provinshygge i sin tid.

- : :,,~;,-_,.L-~~~

Hotellet blev hurtigt et skattet og velbesøgt sted både for køgenserne og for de tilrejsende. Det lå jo meget centralt, lige overfor jernbanestationen, og det udstrålede en provinshygge, med den smukke bygning, og den hyggelige have, hvor der om sommeren var udendørs musik, når vejret tillod det. I 1898 blev der opført en stor tilbygning, der bl.a. rummede en stor sal, hvor der

senere kom til at hedde Jernbanehotellet, havde selvfølgelig haft flere ejere i dets 51 årige levetid, men en ejer der stadig mindes var C.M.Lykke, der købte hotellet i 1916, og som solgte det i 1936 til et konsortium, der lod hotellet nedrive efter brand, og så opførte Hvidtfeldtsgården.

--18

Historien bag Navnet: KjØge Andels Svineslagteri i kriseårene fra 1933 til 1940, og skulle begrænse griseproduktionen, for ikke at forglemme den strenge kødrationering under anden verdenskrig.

Tidligt med på Andels-tanken

Slagteriets produkter solgtes overalt i Danmark under navnet "Eureka", men også i stort omfang til eksport, bl.a. til England, hvor leverancerne skulle bestå af 4 baconsider der blev indsyet i wrappers, d.v.s. i hessian. Leverancerne blev leveret først med kølevogn og derefter med køleskib.

havde slagteriet selv slagteriudsalg; det første der stadig ligger på Torvet, startede i 1895. Herudover var der udsalg i Nørregade 51, samt Solrød Strand, Greve Strand og i Fakse Ladeplads. Desværre kom der nye tider med rationaliseringer og fusioner, og i 1976 blev den store virksomhed og gode arbejdsplads fusioneret med andre sjællandske slagterier og flyttet til Ringsted, ligesom østsjællands Folkeblad, der ligeledes blev suget til Ringsted.

I sidste halvdel af 1800 tallet tog andelstanken alvorlig fart, ikke mindst blandt landbostanden, og Danmarks første andelssvineslagteri startede i Horsens i 1887.

De første svin blev slagtet den 24. januar 1890, og det første år nåede man at slagte 9408 svin, i 1963 som er det sidste år jeg har kendskab til slagtede man 250.233 svin.

Her i 0stsjælland var der en landmand der hed Jens Christensen fra Vindsebækgård, der bevirkede, at en kreds af fremsynede landmænd og borgere fra 0stsjælland og Stevns startede Kjøge Andels Svineslagteri i Køge, kun 2 år efter det første andelsslagteri startede.

En markant skikkelse i slagteriets historie er direktør Christen Gade, der beklædte direktørposten helt fra 1935, og fulgte slagteriet i op- og nedgangstider, eksempelvis svinekortene, der blev indført

Slagteriet kom til at ligge i det nordre Køge, meget tæt ved stranden, faktisk lige ud for Niels Juels gade. Det blev indviet i 1889 og var på det tidspunkt et hypermoderne slagteri, der var normeret til 20.000 slagtninger om året.

Køge Andels Svineslagteri var en stor virksomhed, der eksisterede/ra 1889 til 1976.

Desuden forsynedes mange af de østsjællandske slagtere med kødvarer, og desuden

Som noget helt specielt var slagteriet forsynet med eget elektricitetsværk, der blev bygget af urmager Jens Hansen, ca. halvandet år før han oprettede Kjøge Lysstation. Den store administrationsbygning i to etager, hvoraf den øverste var bolig for slagteridirektøren, blev bygget i 1924.

Det sidste svin blev slagtet på Køge Andels Svineslagteri den 8. august 1976, og bygningerne blev nedrevet i 1977.

Historien bag Navnet: Kommunesammenlægningen II

Fra 6.952 til 32.000 indbyggere på 30 år Kommunalreformskommissionen fastlagde i 1967 en ny kommuneinddeling for hele Danmark, hvorved 1360 kommuner blev reduceret til 277 på landsplan.

te større opgaver til fælles fordel. Det smittede af på Danmark, så man begyndte at diskutere for og imod, samt hvilke kommuner man helst ville sluttes sammen med.

Men allerede sidst i trediverne begyndte forhandlinger mellem Køge kommune og Køge Landsogn, kaldet Sønderkøge. Landsognet havde Skole- og Kirkefællesskab, samt leverancer fra El- og Vandværk med Køge. Et væsentligt gode der manglede var Sygehusfællesskab, så alle der boede syd for Strandvejen, blev ved sygehusindlæggelse henvist til Fakse sygehus.

Lellinge kommune besluttede sig på et tidligt tidspunkt, at de ønskede sig sammen med Køge, og efter flere forhandlinger, indlemmedes Lellinge i Køge kommune, den første april 1966, uden det store festivitas, men medbringende Lellinges kassebeholdning.

Forhandlingerne mundede ud i, at den første april 1940 blev Køge Landdistrikt indlemmet i Køge kommune, og befolkningsantallet blev forøget med 1447 personer, til ialt 8399. Tillige overtoges landdistriktets kassebeholdning på 56.393,06 kr.

Den første oktober 1967 blev det første møde afholdt på Hotel Hvide Hus, mellem Kommunalreformkommissionen og repræsentanter for Højeise, Ølsemagle, Herfølge, Sædder og Køge. Efter mange og lange møder blev man enige om den endelige sammenlægning, der fandt sted den første april 1970. Køge kommunes indbyggerantal steg pludseligt til 32.000, og kommunens areal, der tidligere var på 825 ha. steg til 12.293

Sverige havde i 1950-erne indført kommunesammenlægninger af små kommuner til storkommuner, for som sådanne kunne man bedre løf-

.... '1

I I

Ved kommunesammenlægningen med Leltinge den 1/4 1966 blev en delegation fra Lellinge modtaget på rådhusets trappe af borgmester Aage Sund og Hugo Jørgensen. Fra venstre kommunebogholder Otto Helt Jørgensen, sognerådsformand Otto Pedersen, sognefoged Carl Jørgensen og sognerådsmedlem Axel Pedersen.

Men som tidligere fortalt, vedtog man i 1967, at reformen skulle træde i kraft den første april 1970. ha., og byrådet blev udvidet til 21 medlemmer. Nu havde man en storkommune, og med den kom også de store fællesopgaver, først og fremmest Rådhuset, som var påkrævet for at man kunne samle alle kommunens afdelinger på et sted. Det påkrævede Rensningsanlæg, udbyning af Vandværket, Skoler, Vuggestuer, Børnehaver, Fritidshjem, Bibliotek, Svømmehal og meget meget mere.

Det var ikke alle, der var tilfredse med kommunesammenlægningen. I nattens mulm og mørke, blev der engang i oktober 1968, placeret en flere tons stor "Mindesten" ved kæmpehøjen på Nørremarken. Den har følgende indskrift: "Her hviler Omegnskommunerne, fred for fremtiden. De efterladte." Ingen kan "huske" hvem der placerede Mindestenen.

Historien bag Navnet: Kongsberg Alle ge, men nu satte de sig for at skulle spille lige så godt som de Kongsberg drenge.

Vejen, der ender i byens arrest En rigtig Køge Fan, fra Kongsberg i Norge, der er nært tilknyttet til Kongsberg Guttemusikkorps, har igen b~sØgt Køge. Han har skrevet til mig, og er lidt skuffet over, at jeg endnu ikke har skrevet om Kongsberg Alle. Jeg iler med at gøre det godt igen.

Selve Kongsberg ligger ualmindeligt smukt mellem høje fjelde, og bliver gennemskåret af en meget vandrig foss, der hedder Lågen. Selve byen er et yndet sornmer- og vintersportssted, der bliver besøgt, ikke mindst af Køges sportsforeninger, for at dyste venskabskampe, samt selvfølgelig også af Køge Skoleorkester.

temusikkorps gæstede Køge. Det velspillende drengemusikkorps fik sat gang i Køge Skoleorkester, der, under ledelse af Mogens Koefoed, startede igen i 1946, efter at have ligget stille siden før krigen. Det havde da kun 7 dren-

Kongsberg Alle ender blindt i KØge by 's politistation og arrest.

Kongsberg Alle løber næsten parallelt med Skovparken, fra Søndre Alle. Den er en af de nyere veje i Køge, og blev først anlagt i 1976, da den skulle føre ned til Køge Politistation og Arresten, der flyttede til Kongsberg Alle i februar 1977. Vejen ender blindt, og har ikke andre bebyggelser. Byen Kongsberg ligger i det sydlige Norge, i selve Telemarken og længere sydpå end Oslo. Efter anden verdenskrig blev Køge og Kongsberg venskabsbyer, men først i 1950 kom der rigtig gang i venskabsforbindelserne. Det var, da Kongsberg Gut-

I bjergene, eller rettere fjeldene, fandt man i 1623 rige miner med sølvforekomster, og Chr.IV grundlagde byen i 1624, så det er efter ham at byen fik navnet Kongsberg. Sølvminerne kan stadig besøges af turisterne. Jeg synes, at da man i Køge anlagde Kongsberg Alle, kunne man godt have fundet på et andet navn, end den Alle der ender i Politistationen og Arresten. Kongsberg fortjener bedre.

Historien bag Navnet: Kureer

Kureer - blev navnet på en bil-pioner Jeg er blevet spurgt hvorfra navnet "Kureer" stammer, og jeg må indrømme at jeg har måtte søge oplysninger, hos den tredie generation Kureer'ere, for ikke at for· tælle noget fejlagtigt.

kelfabrikken "Freiberg", der lå i Silkeborg, søgte bestyrere til deres filialer, eller de filialer de agtede at oprette, blev Niels Christensen ansat som bestyrer af en forretning, som skulle ligge i Køge.

Ifølge Hagerups leksikon betyder Kurer: "et ilbud med diplomatiske budskaber", men det er ikke derfra navnet stammer.

Niels Christensen kom til Køge som 23 årig, i 1903, og lejede et lokale der lå i Brogade nr. 22. Men lokalet skulle laves om så det egnede sig til cykelforretning. Den 9 marts 1904 åbnede forretningen med cykelfabrikken "Fribergs" cykel, og den hed "Kureer"

Den 12 maj 1880 fik en gård- og teglværksejer i det nordlige Jylland en søn, der blev døbt Niels Christensen. Han ville hverken være gård- eller teglværksejer, men ville være med til den transporttekniske udvikling, der var startet i den sidste halvdel af det forrige århundrede. Efter skoletiden kom han i på cykelfabrikken lære "Jyden", der ligger i Ålestrup. Han blev udlært som vulkanisør, et fag der nok kunne være brug for, med datidens hullede veje, og de skrøbelige dæk man dengang havde. Men Niels Christensen ville være selvstændig, så da cy-

Den vulkanisØrudlærte Niels Christensen åbnede cykelforretning i Brogade nr. 22 den 9. marts 1904.

Men takket være skrankepaver og papirnusseri i justitsministeriet, skulle der gå l3 år og 7 ansøgninger før tilladelsen til navneændringen endelig forelå i 1937.

Da den dygtige forretningsmand averterede med en cykel, der havde navnet "Kureer", varede det ikke længe før han selv var kendt under dette navn. Ligeledes hans børn fik navnet i skolen af klassekammeraterne. Cykelfabrikken "Friberg" gik fallit, så Niels Christensen købte forretningen, og der gik ikke ret lang tid før han tog salget af biler op. Ved sit 50 års jubilæum, som forretningsdrivende i Køge, siger han i et interview "Jeg kurerer biler og jeg ville hedde Kureer"

Niels Christensen måtte kæmpe i årtier for at komme til at hedde »Kureer«.

Historien bag Navnet: Køge Bysegl

Sigllum. Civitatis. Kokae. Det er den latinske indskrift på Køges første bysegl, og det betyder Køge stads segl. Det er bevaret som fragment under et brev fra 1329, altså kun 41 år efter Køge fik de første købstadsprivilegier. Graveringen på seglet viser en plankebro over et vandløb, med en kongekrone over broen, og øverst et kors, samt Vorherres beskyttende hånd. Det næste segl forekommer for første gang i 1574, men nu er der tilføjet et porttårn for enden af plankebroen. Porttårnet skal uden tvivl markere Sønderport. Nu omtales byseglet for første gang som byvåben. Det nuværende byvåben har fået form som et ridderskjold, og fra 1909 har byvåbnet fået farver. Tårnet, broen og korset skal være rødt, åbredderne grønne, kronen gul, og åbølgerne skal være henholdsvis gule og blå. Hånden skal være hvid og ærmet blåt, og baggrunden gul. Det er endeligt nu blevet konstateret hvorfra tårnet

stammer, for i foråret 1994, da renoveringen af Brogade begyndte, og der skulle lægges nye kloakrør, stødte gravemaskinerne på fundamentet af Sønderport. Museumsinspektør Ulla Fraes Rasmussen, som faktisk havde overværet fjernelsen af hver grabfuld jord, kunne begynde en registrering og opmåling af fundamentet til Sønderport, under voldsomt tidspres. Ved færdiggørelsen af Brogade blev Sønderports beliggenhed markeret i Brostensbelægningen.

Det senmiddelalderlige bysegl fra 1574 viser broen med porttårn (bil/ed til højre). i modsætning til det ældste bysegl. hvor broen er ubefæstet (bil/ed til venstre). (Foto: Fra bogen »Middelalderbyen KØge«.)

det bekræftet, at Køge havde haft murede Byporte, idet man under opgravningen til naturgas, stødte på fundamentsrester fra en byport, der havde ligget lige ud for indgangen til Tøxens skole i Nørregade. En grundig og omfattende udgravning afslØrede, at Nørreport havde ligget der. Nørreport havde bestået af et 6 gange 6 meter stort tårn, som havde været bygget af munkesten og kridtsten, omtrent som kirken er blevet bygget. Nørreport var betydelig større end SØnderport, og porten havde en gennemkørselsport på 3 meter. Nørreports størrelse er ligeledes markeret i gadebelægningen.

Sønderport lå noget nordligere end man havde forventet. Det viste sig, at den havde været et muret tårn på 4 gange 4 meter, med en halvanden meter bred gennemkørsel. Det er næsten sikkert, at Sønderport har set ud som det ser ud på på det nuværende byvåben. Tårnet må være opført omkring år 1400, og det må være blevet revet ned af svenskerne under deres besættelse af Køge, som de byggede om til en veritabel fæstning i 1658-1660, med volde, voldgrave og II bastioner. Allerede i foråret 1993 blev

Nu hvor Vestergade står lige foran en renovering og kloakering, er man spændt på det nøjagtige sted hvor Vesterport har ligget, samt størrelsen på denne byport. Nuværende byvåben.

Historien bag Navnet: Køge Huskors

En uhyggelig periode i Køges historie Køge Huskors er blevet beskrevet mange gange, men alligevel bliver jeg stadig spurgt om denne mørke og uhyggelige periode i Køges lange historie. På hjørnet af Torvet og Nørregade boede i 1600-tallet en kræmmer der hed Hans Bartskjær. Familien havde en plejesøn, der var 11 år da det hele startede. Han led åbenbart af apopleksi, og dengang kunne hans anfald kun betyde, at drengen var besat af djævelen.

get heri. De uforklarlige hændelser hos Hans Bartskjær, var først og fremmest plejesønnens apopleksiske anfald, og desuden havde Hans Bartskjær tit om natten, så ondt i ryggen, som om der Denne mindeplade sidder i væggen ud mod Nørregade i Rokkjær's ejendom. Præsten Peder Syv skriver i 1688: »lntet hus uden et huskors«. Det betyder, at alle har et kors (byrde, sorg, sygdom eller bekymring) at bære på.

Rektor på Herlufsholm, magister Johan Brunsmand, udgav i 1674 et skrift om Køge Huskors. Skriftet blev en bestseller i store dele afdet mørke og overtroiske Nordeuropa. Her er titelbladet fra den tyske udgave af Brunsmands »Køge Huskars«.

lå en kornsæk på hans ryg. l det hele taget alt, hvad der skete af ulykker, skyldtes Johanne Thomses. Dommen over Johanne Thomses faldt den 24 august 1612, men først havde hun under "pinligt" forhør angivet 4 andre kvinder, Valborg Bødkers, Maren i Ringsbjerg, Mette Banghors og Kirsten Lauritzdatter, der også blev dømt for at have tisset i døbefonden i Kirken, for at blive kureret for en medfødt hofteskade. Den 11. september blev Johanne og Kirsten brændt på galgebakken, der lå lidt nord for Norske Løve, der dengang hed Ravnsborg.

Hans Bartskjærs kone, der hed Anne, har åbenbart været en trættekær kone, og en dag kom hun i skænderi med en anden kone, der hed Johanne Thomses, der boede i Bygaardstræde (hvor Rådhusarkaden nu ligger). Skænderiet fandt sted sidst i november 1611, og samtidig var en kone fra Egøje, Boels Peders og hendes datter, anklaget for trolddom. De havde under forhørene nævnt Johanne Thomses, som deres medskyldige, og da der i lang tid havde foregået uforklarlige ting i Hans Bartskjærs gård, blev Johanne Tomses også ankla-

Sagen mod Mette Banghors begyndte 16. oktober 1612, og

en af de alvorlige anklager mod hende var, at under et af de "pinlige " forhør indrømmede hun, at have haft samleje med djævelen, ved Ellebækken, der løber gennem den lille skov, hvor Skovparken nu ligger. Bækken blev i mange år kun kaldt for Mette Banghors bæk. Også Mette Banghors indrømmede endvidere navnene på hendes "medskyldige", og hekseprocessen rullede således videre efter dommen over Mette Banghors, der lød på brænding på bålet, og det fandt sted i december 1612. Hekseforfølgelserne syntes ingen ende at have, og først i 1615 standsede de endelig, men da havde 14 uskyldige kvinder lidt døden på bålet.

Historien bag Navnet: Køge-Malmø Ruten

Da Køge også havde en spritrute Det var en festlig periode, da Køge også havde en færgeforbindelse med Sverige, en såkaldt "Spritrute". Engang i 1958 kom der en herre ind på Centralhotellet i Vestergade, og fortalte restauratøren, Aksel Johnsen, at vedkommende havde chartret en af 66-bådene med den hensigt, at oprette en færgeforbindelse fra Køge til Malmø. Han tilbød Aksel Johnsen at forpagte restaurantvirksomheden, og Aksel Johnsen slog til. I forvejen var Tobaks- og Spiritussalget bortforpagtet til restauratør Dahlstrøm, der tidligere havde drevet Klintekroen ved Mosede, indtil den brændte. Johnsen og Dahlstrøm gik nu en travl tid i møde med alle forberedelserne, bl.a. blev der opstillet en pavillon, der skulle huse politi og toldvæsen, og med tilhørende afspærringer. Pavillonen kom til at ligge lige ud for "Pandekagehuset". Færgen, der skulle besejle ruten, hed "østersøen, og den kunne medtage 27 biler og 500 passagerer. Den skulle

have daglig afgang kl. 9.00, samt desuden en aftensejllads torsdag, lørdag og søndag. Endelig i oktober 1952 var alle skær klaret, nu manglede man bare 8 dage før jomfrusejlladsen, politimester Vagn Bros godkendelse og underskrift. Men ak og ve; ingen vidste hvor Vagn Bro var. Først en time før den fastsatte afsejlingstid, fandt man ham i Jylland. Vagn Bro blev fløjet hjem, så starten blev kun to timer forsinket. På det tidspunkt var hele havnearealet totalt spækket af nysgerrige, som var det kongeskibet "Dannebrogs" besøg, og færgen var totalt udsolgt.

Færgen »østersøen« med den 12 mands store besætning, som alle kunne tåle vuggeturen til Malmø. (Foto: Privatejet).

et par dage, og færgen lå i Malmø Havn, blev den præsenteret for en stor regning for manglende betaling af havneafgifterne. Det viste sig at "Skibsrederen" ingen penge havde, så Johnsen og Dahlstrøm måtte betale havneafgiften, for at færgen kunne komme hjem til Køge igen. Her blev "Skibsrederen" sat i land, og Aksel Johnsen overtog derefter ledelsen.

Den var desværre for dyr, og den havde følgende besætning: l Kaptajn, 3 Styrmænd, l Maskinmester, samt 6 matroser plus en altmuligmand, ialt l3 personer. Desuden viste det sig, at "østersØen" var meget urolig i vandet, og tålte ikke sidevind. Meget af det passagerene tog indenbords i "østersøen" blev afleveret i Køge Bugt.

Sejlladsen med "østersøen" sluttede i januar 1959, og resutatet var et kæmpeunderskud. Det lykkedes for Johnsen, at finde et mere passende og stabilt skib i Tyskland. Det hed "Schleswig-Holstein",

Men problemerne var langt fra overstået. Da der var gået

med en mere passende besætning, ialt 5 personer, og prisen på chartringen var betydelig mere passende. Den nye færge startede i september 1959, med restauratør Erland Christoffersen, fra restaurant "Bristol" på Torvet, som restauratør. Denne gang gik det betydelig bedre, indtil december, hvor der indtraf en voldsom snestorm den 7. december. Først flere dage senere lysnede trafiksituationen, men Aksel Johnsen besluttede at indstille færgeruten. Denne gang havde den givet et pænt overskud, men ikke nok til at dække det forrige underskud. Eventyret sluttede så med færgens sidste afgang, den 6. december 1959.

Historien bag Navnet: Køge Sygekasse

Der var kontrol på, om man var syg I 1875 gik to mænd på Lovparken og rensede vandhullet, der var en rest af svenskernes voldgrave, fra besættelsen i 1658-60.

Allerede i 1887 oprettedes en byggefond med det formål at skaffe boliger til ældre, værdigt trængende medlemmer af sygekassen.

Den ene var graver og kirkebetjent Niels Hansen, som lige havde haft en lang sygdomsperiode, der næsten havde slået ham ud økonomisk, og den anden var havemand Jens Nielsen.

I 1893 blev byggefondens første ejendom opført. Det var "Niels Hansens Minde", der havde 14 to-værelses lejligheder, og ligger på Accisevej ; den er lige blevet renoveret for 6,6 millioner.

De talte om at oprette en sygekasse, som kunne hjælpe i en nødsituation, og det resulterede i, at den 2. april 1876 blev Køge Sygekasse startet.

I 1902 byggedes "2 april stiftelse" i Nyportstræde, den havde 7 et-værelsers lejligheder. I 1909 byggedes Nyportstræde 43, med 6 to-værelsers lejligheder, og endelig i 1927 "Aldershvile" på Dyrlundsvej, der skal totalrenoveres i 1996.

Dens første formand blev Niels Hansen, som sad på formandsposten indtil 1902, hvorefter havemand Jens Niels overtog hvervet. Sygekassen startede med 39 medlemmer, og kontingentet var i den første tid 64 Øre om måneden. I sygdomtilfælde fik man 66 øre om dagen, og byens tre læger fik 50 Øre pr. sygebesøg. Men medlemsantallet steg hurtigt, for det var betryggende at have en sygeforsikring.

Kirkebetjent og graver Niels Hansen blev født i 1831 og døde i 1905. Kirkebetjent var han i årene 1864-1905, og Køge Sygekasse opstod, fordi Niels Hansen ovenpå et langt sygeleje indså, at der var behov for denne sociale foranstaltning.

Til sidst blev kontorforholdende for trange, så i 1939 byggedes administrationsbygningen, nederst på Nyportstrædes vestre side.

Kontingenterne, der kom fra "nydende" og "ydende" medlemmer, blev ikke brugt på overdreven administration. Indtil 1922 var formandens privatbolig også sygekassekontor, men så flyttede man til Nyportstræde 47.Medlemskaren blev større og større, og opgaverne ligeledes. Fra 1921 blev der ansat en hjemmesygeplejerske.

Men den l. april 1973, blev al sygesikring langt ind under den kommunale socialforvaltning. Jeg fortalte, at kontingenterne ikke blev brugt til noget unødvendigt, men sygekassen

Havemand Jens Nielsen, født i 1847 og død i 1948. Jens Nielsen var byrådsmedlem, Dannebrogsmand og medstifter af Køge Sygekasse.

sørgede også for, at medlemmerne ikke snød. Man havde en kontrollør, der ved sygdomstilfælde foretog stikprøver i hjemmene, for at se om den syge var hjemme, og mange gange mødte kontrollanten op ved biografernes udgange, når filmen var forbi. Dengang kendte næsten alle hinanden, og det var ikke morsomt at miste sygekassens dagpenge.

Historien bag Navnet: L.A.B.

En igangsætterforening I trediverne, hvor Danmark også havde en stor arbejdsløshed, blev der startet en landsforening til bekæmpelse af arbejdsløsheden, den blev i daglig tale kun kaldt L.A.B. Under krigen bredte der sig en sværm af lokalforeninger landet over, dels for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed, men ikke mindst for at beholde arbejdskraften her i Danmark, fremfor at de blev henvist til arbejde i Tyskland, hvad man gerne gjorde. I juli 1940 startede L.A.B. 's lokalforening i Køge, med fabrikant Niels Kjeldsen som formand, bankdirektør Søndergaard Nielsen som kasserer, og forretningsfører Carl Petersen som sekretær, der var 4 andre i bestyrelsen, bl.a. redaktør Einar Svarre. Den nystartede forening begyndte aktiviteterne med at indsamle dicideret køkkenaffald, som husmødrene blev opfordret til at holde adskilt i affaldspanden. Dette affald blev afhentet af tidligere langtidsarbejdsløse, og nede på

den gamle Oliemølle på Havnen blev der indrettet en stor ovn med et kogekar, hvor køkkenaffaldet blev blandet, kogt, og brugt til svinefoder. Resultatet var at man opfodrede 75 svin om året. Foruden køkkenaffaldet indsamlede L.A.B. også gammelt ubrugeligt skotøj, cigarkasser, tørre kødben, strømper og klude, konservesdåser, cremetuber, øl- og mælkekapsler, staniol og sølvpapir, brugte søm, propper, sejlgarn, hår, urtepotter, grammofonplader og meget andet. Alene i 1942 beløb indsamlingen sig til 40 tons.

LAB. 's første spildindsamlere fotograferet i 1940.

Men L.A.B. havde mange andre aktiviteter, der blev sat i gang. Der blev oprettet en systue, hvor mindrebemidlede kunne få omsyet brugt tøj til f.eks. børenetøj, for en pris af 10 øre pr. arbejdstime. Sycentralen havde til huse på Banegårdspladsen, hvor Genbrugsbutikken nu ligger, og havde på et tidspunkt 13 syersker og en direktrice ansat.

flækkede stubbe gav et værdifuldt tilskud til opvarmningen i hjemmene. Der var i flere år beskæftiget mellem 10 og 20 mand med dette arbejde. Der var mange andre gøremål som L.A.B. igangsatte: hørruskning, rønnebær og kastanieindsamling, cykelparkeringsvagttjeneste, piledyrkning med mere.

En vigtig gren af L.A.B.s arbejde var stødoptagning i skovene, hvor de optagne og

Efter krigen ebbede aktiviteterne langsomt ud efterhånden som der kom gang i Danmark igen, og først i halvtredserne indstilledes L.A.B.s arbejde.

Historien bag Navnet: Laugshusgade

Skomagernes gade Laugshusgade går fra Kirkestræde til Nyportstræde, og har fået navn efter gadens nr. 8, som i godt og vel 300 år var skomagernes laugshus. Skomagerlauget er det ældste laug, man havde i Køge, og fik i 1478 tilkendt ejendommen efter en trætte med en mand fra Strøby og hans niece. De gamle laug virkede som fagforeninger, og deres magt og indflydelse var så stor, at Christian dA. i 1613 forsøgte at ophæve dem ved et dekret, så man kunne få fri prisdannelse og konkurrence, til kundernes fordel. Men kongen måtte allerede i 1621 ophæve forbudet.

....\\-~~..;

familie udgjorde 193 personer. Så hele 12% af Køges 1526 indbyggere, var afhængige af skomageriet.

-:i~~~.~:}"? .... t:,:

"'.

·.J.;lt~~S'-

~'-;\"'":;:~~~:;~-:;;:,.. ..~~~:.:::~;,::~

Selvfølgelig kunne byen ikke aftage den store produktion af sko og støvler selv, men Køges skomagere havde også det privilegium at de måtte sælge deres produktion i 10 andre byer på Sjælland. Skomagerne dominerede byen så meget , så den vestre ende af Torvet var forbeholdt dem, og den del hed "Sudertorvet". (Suder var det gamle ord for skomager).

Af andre laug man kender til her i Køge var skinderne, snedkerne, smedene, væverne, bødkerne, skrædderne, møllerne, bagerne og vognmændene. Alle disse laug havde hvert sit laugshus, som lå forskellige steder i byen.

Skomagernes gamle laugshus, der var en bindingsværksbygning, blev nedrevet i 1810, og et nyt opført. Lauget var imidlertid blevet så fattigt på grund af statsbankerotten, at de måtte sælge laugshuset. En senere ejer udvidede huset, der var på 7 fag, til de nuværende 12 fag.

Men skomagerne var de dominerende, og så sent som omkring 1800-tallet, havde Køge 25 skomagermestre, som med svende, lærlinge og

I 1891 blev huset købt af skomager Lorentzen, og mange kan huske hans sØn, skindhandler Lorentzen, der drev en produkthandel, hvor vi, der

Laugshusgade 8 var i 300 år skomagernes laugshus.

var børn dengang, kunne tjene nogle lommepenge, når vi solgte jem, klude og ben, i Laugshusgade. Fabrikationen af fodtøj blev i sidste del af 1800-tallet over-

taget af fabrikker, og det bevirkede at skomagerfaget næsten forsvandt, men vi har da heldigvis steder her i Køge, hvor vort fodtøj kan blive forkælet, og vi har endda en kvindelig skomager.

Historien bag Navnet: Niels Nielsen De første numre af bladet blev trykt i København, men det blev for dyrt, så han konstruerede og byggede selv en "Hurtigpresse", og typerne tiggede han sig til på Kjøge Avis, og hos forskellige bogtrykkere, så hans blade var en sammenblanding at mange forskellige skrifttyper. Han averterede efter "En jomfru, som er typograf, og som kjender til dansk Vask og Madlavning".

En genial opfinder, mekanikus og redaktør En meget særpræget mand, der hed Niels Nielsen, blev født i Svansbjerg i 1849. Om ham og hans liv kunne der skrives en tyk bog, der startede i fattige kår, og endte under fattigvæsenet.

Det kneb imidlertid med abonnenter til krybskyttebladet, så bladet ophørte med at udkomme, men blev erstattet med et nyt blad, der hed "Illustreret Hønseavlertidende", hvis oplag kom helt op på 71 eksemplarer.

Den tragikomiske historie om denne naive mand, som absolut ikke led af mindreværdskomplekser, kan man læse om i Kjøge Avis fra 1892, hvor han han på opfordring har skrevet sin selvbiografi, der begynder: "Jeg er født l. Maj 1849 af Husmand Niels Hansens Kvinde..."

Niels Nielsen havde en kringlet fantasi, som "opfandt" utallige opfindelser. Bl.a. en "Sikkerhedsjernbanevogn", en flyvemaskine, en loppeknusemaskine, en pandekagebagemaskine, ildure, paraplyer til høstakke, og en sikkerhedsbrudeseng. Fidusen ved denne seng var, at midt i den alkovelignende seng var der en træplade med et hul i ansigtshøjde, hvor man kunne kommunikere med modparten. Hvis man kom til et resultat, skulle begge trække i et reb på hver sin side, for så ville skillerummet blive hævet, men som sagt lavede han utallige andre "opfindelser".

Efter en omflakkende tilværelse mellem mange forskellige arbejdspladser, kom han tilbage til Svansbjerg i 1878, hvor han, efter sin biografi, nedsatte sig som mekanikus. Niels Nielsen havde utallige ideer og fantasiprojekter, han tumlede med. I 1880 startede han et blad, som han kaldte "Jagtforeningens Vejviser" med undertitlen "Nattens Nyheder".

Niels Nielsen i arbejdstøjet.

Det var et blad for krybskytter, for Niels Nielsen var selv en uforbederlig krybskyt-

te. Jagtforeningen havde et slogan der lød: "Vildtet er for alle, lad bare bøssen knalde".

Forsiden af »Nattens Nyheder« - et specialmagasin for krybskytter.

Han bombarderede aviserne med hundredevis af indlæg, hvor han fortalte om, og anbefalede sine opfindelser, og aviserne bragte gerne disse komiske indlæg, som igen bevirkede, at Niels Nielsen efterhånden blev en meget brugt foredragsholder over hele landet. Hans foredrag sluttede altid med, at han klappede af sig selv. Men som tidligere fortalt, kunne der skrives en bog om Niels Nielsen, der døde juleaften 1905, nærmest hjerneskadet.

Historien bag Navnet: Nørregade 2

Fra arrest til stedet for trængende Køges første fangehuller var to små mørke rum, der ligger i kælderen af Rådhusets nordre del. De blev kaldt "Troldkonekælderen" siden Køge Hus Kors fandt sted. Men de nye tider krævede bedre forhold for de indsatte, og efter koleraepidemien i 1853, hvor koleraen ramte de indsatte, besluttede man at opføre en tidssvarende arrest. Magistraten ejede en gård der lå mellem Rådhuset og Fattiggården (Museet). Den blev kaldt Buchens gård, efter en Hans Buch, der var kræmmer, og fra 1623 rådmand, for senere at blive borgmester. Hans anden kone var datter af Bartskjærs, der ejede hjørneejendommen på den anden side af gaden, og det var den familie, der blev plaget af Køge Hus Kors. Buchens gård blev nedrevet, og endelig i 1855 stod den nye arrestbygning færdig. Det var trods alt et stort fremskridt fra kælderen til det nye arresthus, der var normeret til at huse 19 arrestanter, men til tider var der mange flere.

Under et visitats af den tilsynsførende, var der 27 indsatte, og han ankede bl.a. over toiletforholdene. Der var kun et lokum, og det lå selvfølgeligt i gården. Han påtalte også, at de nyindsatte arrestanter skulle gennem arrestforvarens dagligstue, for at komme ind i en celle. Gennem tiderne blev der foretaget forsøg på at bøde på arrestens mangler, men det var kun i "småtingsafdelingen". Det må ikke altid have været nogen spøg at være arrestforvarer, man kunne spekulere over, hvem der var mest indsat, arrestanten eller arrestforvaren, for hans arbejde strakte sig over 24 timer i døgnet. Derfor ansøgte den daværende arrestforvarer i 1939 om en ugentlig friaften, men det blev afslået med den begrundelse, at han havde jo 14 dages ferie om året.

Åge Sund, Borgmester; tidl. kriminalbetjent samt Alex Hansen, »Tittenborg« tidl. logerende i Køge Arresthus. D. 30. marts 1986.

mands- og 2 tremandsceller, ialt er der 139 rum i Arresthuset. Der var store kræfter igang for at få den gamle arrest nedrevet, det var jo lige i den store nedrivningsperiode, men heldigvis sejrede fornuften. Køge Museum kunne nu få de to øverste etager til en hårdt

Kravet om en ny arrestbygning blev stærkere og stærkere, så da Rådhuset skulle udvides, blev der opført en ny arrestbygning, ved siden af Politistationen på Kongsberg Alle. Den består af 46 enkelt-

tiltrængt udvidelse af arbejdslokaler. Den nederste etage blev heldigvis indrettet til offentlige toiletter og bad. Toiletforholdene er vel nok de mest hygiejniske og reneste i Danmark, bortset fra lørdag kl. 16 til 22. og søndag fra 8.00 til 22.00, hvor de er uden opsyn. Men man kan da blive lettet.

Historien bag Navnet: NØrregade 24 udlejede gården til forskellige formål, her lå bl.a. et af Køges større brændevinsbrænderier i en lang årrække.

Fejlagtigt kaldet "Ulfeldts Gård" Arealet bag Nørregade går officielt under navnet U1feldts Gård. Navnet har den fået efter schoutbynacht (kontreadmiral) Lauritz Christoffer Ulfeldt, som på et tidspunkt ejede naboejendommen nr. 22 - som iøvrigt er den eneste gamle bygning, der endnu har en svalegang. Denne ejendom rummede bl.a. en hestemølle, og blev i mange år kaldt "Hestemøllegården".

Fra 1882 ejedes gården af købmand LJ.Villumsen, og fra hans tid har den smukke rokokofacade været præget af skilte af de skiftende forretninger.

for at blive færdige med ombygningen til prins Carl med følge skulle overnatte i Køge, den 30. september 1723, i prins Carls Gård.

Antallet af forretninger kulminerede i 1950'erne. Da lå der en legetøjsforretning, en blomsterforretning, en skræddermester, en herreekviperingsforretning, et fiskehus, en slagterbutik, et parfumeri, og en skomager, der forøvrigt

Prins Carl døde i 1729, og hans ugifte søster, prinsesse Sophie Hedvig, arvede Vemmetofte og gården i Køge. Nogle af de senere ejere

Nørregade 24 - som den tog sig ud i begyndelsen af dette århundrede

Lauritz Ulfeldt var langt ude i familie med Korfitz Ulfeldt.· De to ejendomme nr. 22 og nr 24, blev sammenlagte af prins Carl, der købte begge ejendomme. Prins Carl (16801729), var søn af Christian V, og ejede også Vemmetofte. Han ville have et sted hvor han kunne raste når han kørte fra København, eller Jægerspris og skulle til Vemmetofte. Gårdene gennemgik nu en gennemgribende renovering og ombygning, hvor 48 håndværkere arbejde under højtryk

havde Køges mindste butik. Bredden på lokalet var bredden på indgangsdøren, og folkeviddet sagde at han ikke kunne reparere sko over størrelse 42. Forhuset brændte delvis i 1973, og lå hen i tre år som en skæmmende sodsværtet ruin, før forhuset blev genopført. I 1988 købte entrepenørfirmaet Rasmussen og Schiøtz hele ejendommen samt en stor del af Jernbanegades nordre side, og begyndte en total, men nænsom ombygning, som man nu kan glæde sig over.

Historien bag Navnet: Oliemøllen de pauser der var mellem kogningen af foderkagerne. Fabrikkens årlige import af frø var på ca. 2000 tons.

En fabrik Køge var stolt af Omkring århundredeskiftet tog industrien et stort opsving i Køge, især ved Havnen. Først startede Imprægneringsanstalten i 1889, senere i 1904 startede Køge Trævarefabrik; men året før i 1903 blev der opført et - efter datidens forhold - imponerende fabriksanlæg, nemlig Kjøge Oliemølle.

I 1910 solgtes virksomheden til A/S Danske Oliemøller og Sæbefabrikker. Under første verdenskrig var fabrikken lukket, da det var umuligt at importere råvarerne.

rapsfrø der blev importeret fra Indien, og sejlet til Køge havn, hvor et tipvognsspor, der førte fra havnekajen til fabrikken, transporterede råvarerne det sidste stykke vej til fabrikken. Her forarbejdede en arbejdsstyrke på 10-12 mand frøene.

A/S Alfred Olsen og Co. købte fabrikken i 1920, og ejede den også den 13. august 1926, da der skete en eksplosionsagtig brand. En beholder, der indeholdt kogende lak, skulle tilsættes terpentin

Arbejderne skulle arbejde 12 timer i træk, kun afbrudt af

og benzin. Det udviklede sig til, at fabrikken blevet kæmpemæssigt bål, hvis kulsorte røgskyer kunne ses over store dele af østsjælland. Heldigvis førte vinden flammerne og røgen ud over vandet, ellers havde det ikke kunne undgås at Trævarefabrikken, der lå lige op til Oliemøllen, ville blive antændt, og derefter muligvis Imprægneringsanstaiten. Oliemøllen blev kun delvis opført, og producerede kun konsistensfedt, og efter endnu en brand i 1929 lukkede fabrikken.

Fabrikken lå på nordre side af havnen, hvor Køge Steve-

dore, nu har kuloplagsplads.

Oliemøllen lå på nordsiden afhavnen, hvor der nu er kuloplagsplads. På dette billede fra omkring 1910 er skonnerten »Jørgen« af Marstal ved at losse råvarer til fabrikken.

Fabriksanlægget tilhørte fabrikant Oscar Holm, København, men blev bygget af lokale håndværksmestre, murermester Kindberg, og tømrermester Blume. Anlægget fremstillede hørfrø- og rapskager til kreaturfoder, men foderkagerne skulle først gennem en større proces. De blev opvarmet omtrent til kogepunktet, hvorefter de under et pres på ca. 600 tons, afgav olien der så blev raffineret til henholdsvis linolie, fernis og gulvlak. Råvarerne bestod af hør- og

Historien bag Navnet: Papirfabrikken

En start på Køges industrialisering På et tidspunkt i det forrige århundrede havde Køge to papirfabrikker, men her fortæller jeg kun om den ene, papirfabrikken "Valdemarshaab", der lå lige nord for Køge, omtrent hvor gummifabrikken "Codan" nu ligger. I 1848 kom en papirmager, EL.Culmsee, til Køge fra Roskilde, hvor han havde drevet en ganske lille papirfabrik, hvor hans kone var den eneste trækkraft, han havde. Hun skulle trække den tunge møllesten rundt i karret med råvarerne til papirmassen; ituhakkede klude, hvedehalm, gammelt papir og tovværk. Efter at Culmsee kom til Køge, købte han kort efter Nørregade 22, hvor familien boede indtil 1854. I 1844 havde han købt et areal af Køge markjorder, og grunden til købet af netop dette areal var, at det var gennemskåret af en lille å, Nordre Ellebæk. Foruden vand kunne man ikke fabrikere papir. Her byggede han en fabrik med hollandsk mølle som trækkraft. en hollandsk mølle

~~~. .......

er en mølle, hvor hele hatten og vingerne kan drejes efter vindretningen. Papirmageren kunne dog ikke stole 100 pet. på kraft fra vindmøllen, for der var mange dage, hvor vinden ikke blæste. Så måtte fabrikken ligge stille, så allerede i 1851 blev Culmsee nødt til at få installeret en dampmaskine med tilhørende dampskorsten, samt en ny papirmaskine.

Den hollandske mølle blev opført i 1844 og var krajtleverandør til papirfabrikken »Valdemarshaab«. Kilde »Nyt Illustreret Ugeblad 1871 «, Køge Byarkiv og Køge Museums årbog 1990.

de fabrikken til to købmænd fra Køge, Julius Spiid og J. Chr. Jeppesen, men tabte ca. 200.000 kr ved salget, og det var naturligvis rigtig mange penge dengang.

På den anden side af vejen blev der tilkøbt et areal, hvor der blev opført arbejderboliger, som blev kaldt "Ældstehusene". Culmsee var initiativrig og flittig, men alle disse uforudsete udgifter, bevirkede at han stedste var i pengenød, så i 1854 blev han erklæret konkurs og papirfabrikken blev overtaget af hans største kunde, papirgrosserer Steen og Søn, København, som havde lånt Culmsee rigtig mange penge.

Trods det, at de nye ejere fik fabrikken for 36.000 kr fik de heller ikke megen glæde af den, for de manglede kapital. Og for at gøre målet fuldt, blev fabrikken totalt oversvømmet og delvis ødelagt ved stormfloden d. 13. november 1872. Ved hjælp af deres sidste kræfter fik de den halvvejs ruinerede virksomhed op at stå igen, men så sprang der et stort og kostbart hjul i papirmaskinen. I fortvivlelse begik Spiid selvmord, og Jeppesen gik fallit.

Steen og SØn ofrede mange penge på at få fabrikken til at være rentabel, men også de måtte opgive. Så i 1865 solgte

Konkursboet blev solgt til grosserer, cand.polyt J.B. Melchior fra København, for 60.000 kr, og han totalrenoverede papirfabrikken, så den rejste sig som Fugl Fønix af asken. Han byggede villa "Søvang" som direktørbolig, og var færdig med renoveringen af fabrikken i sommeren 1875. Men allerede i oktober samme år brændte hele fabrikken ned, og blev ikke siden genopført.

Historien bag Navnet: Richters Gård

Den gamle gård med den hvide dame Gårdens navn stammer fra Cort Richter, der indtil 1640 ejede 3 små huse, hvor nu Richters Gård ligger. Han var Anne Bartskærs anden mand. Anne og Cort boede på hjørnet af Torvet og Nørregade, der hvor hekseprocessen, "Køge Hus Kors" startede. Under den store brand i 1633 blev de tre små boliger ildens bytte. Cort Richter solgte grunden og ruinerne til en velhavende handelsmand i 1640, der hed Svend Poulsen. På arealet byggede han den nuværende smukke bygning. Porthammeren har følgende indskrift: "Herren bevare din indgang og udgang fra nu og til evig tid, amen, 1644." Under den store ulykke, der overgik Køge 1658-60, nemlig den svenske besættelse, lykkedes det Vestergade 16, at komme frelst gennem krigens ragnarok, idet huset blev udset til kvarter for en svensk løjtnant. Svend Poulsen havde en datter, der hed Dorte, og hende faldt den svenske løjtnant pladask for, og de blev senere gift.

Af senere ejere af ejendommen, var bl.a. Jens Mariager, der købte den i 1741. Han var toldforpagter, ølbrygger, brændevinsbrænder og kornhandler, og selvfølgelig havde han også en skænkestue i sidebygningen. Men det var den næste ejer, Anne Marie, salig Thorning, der i 1765 købte gården og indrettede forhusets stueetage til skænkestue og krambod.

Vestergade 16, Foto fra omkring 1895, før bygningen blev renoveret først i dette århundrede.

1787 købte Otto Andersen ejendommen og værtshuset, der nu fik navnet "Fedetarmen". Omkring 1840 blev der indrettet dansesal i sidebygningen, som havde de helt store dage når der var markeder. Karlene og pigerne kom til Køge, og så skulle de ned på "Fedetarmen" og danse. Værtshuset blev nedlagt i 1875, og ejendommen havde mange ejere og interessante beboere.

Thomas Krensler, som er svensk født, er meget dybdeborende med husets historie, og har bl.a. konstateret, at ihvertfald den vestre del af forhuset, er bygget ovenpå en middelalderkælder. Under en samtale med Thomas Krensler, fortalte han mig, at den gamle gård jævnligt får besøg af "den hvide dame". Thomas krenslers version går ud på, at det er Dorte, der blev gift med sin svenske løjtnant, som er på jagt efter sin kærlighed, og nu, hvor en svensker igen huserer i den gamle gård, opsøger hun ste-

I 1981 købte Gerner Scheffmann ejendommen, og indrettede den til en smuk spiserestaurant, men i 1987 overtog Jane og Thomas Krensler, Richters Gæstgivergård, og nu fremstår den smukt renoveret med nænsom hånd.

det i håb om at have fundet ham. Thomas Krensler fortalte, at "den hvide dame"s tilstedeværelse materialiseres ved, at dørene i huset springer op af sig selv, selv aflåste døre, hvor låsene var blevet udskiftede, når man havde konstanteret de mærkværdige hændelser. Desuden hører man trin og mange andre besynderlige lyde. Ja, man skal aldrig forsværge noget, men jeg er jo kun en lokalhistoriker, og kan godt lide fakta.

Historien bag Navnet: Ringstedbanen stigende konkurrence fra biltrafikken. Så vendte overskudet til et underskud, der måtte dækkes af Køge og Ringsted samt de kommuner som banen passerede; noget som kommunerne nødigt gjorde.

Det sidste tog er kørt på Ringstedbanen Gennem 46 år havde Køge direkte forbindelse med Ringsted, med Køge - Ringsted Banen. Igangsætteren af denne jernbaneforbindelse var etatsråd, sagfører Alfred SØrensen, der også tog det første spadestik til banen i 1913. På grund af første verdenskrig stod banen først færdig i 1917, for der skulle opføres 7 stationsbygninger på strækningen; nemlig Lellinge - Bjæverskov - Gummersmark-0stervang-0rslev-Farringløse og Sneslev. Desuden var der trinbrædder i Yderholm, Nyvang og Havbyrd.

Københavnsvej, Pedersvej og Ringvejen. Overkørslen ved Ringvejen blev forøvrigt først forsynet med automatiske bomme i 1956, og de andre overkørsler havde kun advarselsskilte.

Men tilbage til 1934, hvor det lille træskur i Køge blev erstattet med en rigtig murstens stationsbygning, der indeholdt ventesal, kontor og godsindlevering.

Banelegemet passerede 0lbyvej, og "snittede" derefter Asen.

For at hjælpe på banens økonomi blev administrationen sammenlagt med 0stbanens i 1957, og samtidig blev persontogene, der hidtil havde haft damplokomotiver som trækkraft, udskiftet med skinnebusser.

På skinner kørte også økonomien - banen var fra starten en overskudsforretning, men efterhånden fik den en stedse

Men det var ikke nok til at rette op på økonomien, så jernbanekommisionen besluttede at nedlægge Køge-Ringsted Jernbanen, hvor det sidste tog kørte d. 31. marts 1963. Slut var det således også med en af de store dage for Ringstedbanen og Køges skolebørn, når de skulle på den årlige skovtur til Lellingeskoven og Yderholm kro, hvortil de kom med det hvæsende, ildsprudende tog til Yderholm trinbrædt. Stationsbygningen i Køge blev indrettet som rutebilstation i 1968, og blev nedrevet i 1982.

I dag tror jeg, at banen ville kunne bære sig selv.

Køge-Ringsted Banen blev taget i brug i 1917, og ophørte 46 år senere.

Banen udgik fra Køge, hvor "stationsbygningen" bestod af et lille rødmalet træskur, der lå hvor busholdepladserne nu ligger. Den første driftsbestyrer var ingeniør A.W.West. Banelegemet fulgte D.S.B.s sporareal lige indtil 0stre Sandmarksvej, hvor den drejede mod vest for at passere

Historien bag Navnet: Rådhuskæideren

Vinkælder, Arrest samt Hørkræmmerkælder Vort smukke Rådhus, der blev bygget i 1552, har en spændende kælder, som ikke mange har haft lejlighed for at se. Men i "gamle dage" havde alle den mulighed, enten i Vinkælderen, Hørkræmmerkælderen eller i Arresten. Da Rådhuset blev bygget, fremstod det nærmest som medborgerhus. Selv kælderen var offentlig tilgængelig, idet størsteparten var indrettet som Vin- og Ølkælder. Det var altid den lokale tolder, der havde bevillingen, han havde samtidig sin bolig på Rådhuset. Lejen for Vinkælderen og boligen blev erlagt i naturalier - den bestod af 1/2 ahme = 77 liter god rhinskvin til borgmesteren, og l anker =38 liter af samme vin til samtlige rådmænd. I den nordre ende af kælderen lå arresten. Her sad arrestanterne under sagen, indtil dommen faldt, og resultatet af dommen blev eksekveret umiddelbart efter.

Det var her i "Troldkonekælderen" de 15 "hekse" tilbragte deres sidste dage, før de 14 blev brændt på galgebakken, der lå lidt nord for stedet hvor "Norske Løve" nu ligger. Det lykkedes for den ene "heks" at flygte. Der var dog ihvertfald en undtagelse, hvor en arrestant havde siddet i kælderen i længere tid. Det var Karin Andersdatter, der tilbragte 455 dage i kælderen, for hun var blevet taget for hor 3 gange, og hun havde endda været gift med sognepræsten, Oluf Bentsen.

Under besættelsen var Rådhuskælderen i Køge kommandocentral for de lokale C. B. (Civil Beskyttelse)-væm vedrørende politi, brand, gas og sanitet.

Arresten blev erklæret for uegnet og usund i 1798, men den blev alligevel anvendt indtil 1856, da Arresten ved siden af Rådhuset blev bygget.

Olsen, og da han døde drev hans enke, Maren Olsen, Hørkræmmerkælderen videre i mange år. Hun boede i kælderen med sine 2 døtre og et plejebarn. Hun blev opsagt i 1894, af Magistraten, og Hørkræmmerboden blev nedlagt, men da var "Madam Olsen", som hun altid blev kaldt, 83 år.

Vinkælderen, der lå i den søndre ende, blev i 1820 flyttet op i stueetagen, hvorefter kælderen blev udlejet til Hørkræmmerkælder med tilhørende beboelse.

Da de "5 forbandede år" startede, blev kælderen indrettet til Kommandostation, hvor de forskellige chefer for brand, politi, sanitet o.s.v. samledes, når der var luftalar-

Lige ved siden af hovedindgangen til Rådhuset kan man se resterne af nedgangen til hørkræmmeren. Den sidste hørkræmmer hed Vilhelm

mer, som Køge havde 60 af, i de 5 år. Døgnet rundt var Kommandostationen bemandet med e.B.(Civil Beskyttelse) politibetjente, i folkemunde kaldt "Føl". Heldigvis var Køge forskånet for de helt store ulykker, men e.B.'erne havde mange forskellige opgaver at varetage, især i den politiløse tid. Endelig i maj 1945 kunne C.B.'erne lukkes op af kælderen, i den friske luft, og det er nu 50 år siden.

Historien bag Navnet: Sevels Restaurant

Et af byens listige steder Et af de "listige steder", der har ligget i Køge, er Sevels restaurant, som oprindeligt hed "Børsen". Den lå i Jernbanegade nr. 6, og fortjener en omtale, selv om det kun kan blive en kort fortælling om værtshusets rige historie. Den første restauratør hed Lars Petersen, der startede som købmand og værtshusholder i Vestergade i 1867. Han flyttede få år efter til Jernbanegade, og kaldte sin forretning for "Børsen". Lars Petersen fik en datter, der hed Caroline, og hun blev gift med Georg Sevel, der overtog restauranten i 1898, da Lars Petersen døde. Georg og Caroline fik en sØn, der kom til at hedde Arendt Sevel, og det blev ham der kom kom til at præge det farverige værtshus, som han overtog i 1907, og drev til sin død i 1938. Han fik bl.a. bygget en "Sal" i forbindelse med værtshuset, og han fik indrettet en gårdhave med keglebane, og

om søndagen var der et orkester, der underholdt gæsterne. Restauranten, eller værtshuset, blev efterhånden et dagligt samlingssted for mange af byens mænd, der kom for at slappe af ved et slag kort, billard- eller keglespil. l krostuen var der flere stamborde, bl.a. havde nogle af byens mange bagermestre deres eget stambord. Sevel var selv glad for et slag kort, og han gik gerne med til et raskt væddemål, og et af det festligste jeg kender, vil jeg gerne fortælle om: Sevels restaurant i Jernbanegade. hvor der blev spillet kort og væddet om mange forskellige ting.

Nogle af spasmagerne blandt stamgæsterne, væddede engang med Sevel om en solid frokost. På væggen hang der et ur med pendul, og væddemålet gik ud på, at Sevel skulle sidde oppe på billardet i fem minutter og følge pendulets gang, og sige: "Nu er du der, og nu er du der" o.s.v. Da der var gået lidt over halvdelen af tiden gik en af spasmagerne ud i køkkenet til Sevels kone, Johanne, og sagde om ikke hun ville ringe efter lægen, for Sevel sad oppe på billardet o.s.v. Johan-

ne løb ind i restauranten og trak sin "sindsforvirrede" mand ned for at hjælpe ham, og resultatet var at Sevel måtte give frokosten. Denne episode er jo kun een ud af mange.

Sevel døde i 1938, og døtrene Betty og Karen drev forretningen videre i Sevels ånd, men da Karen døde i 1962, lukkede forretningen, og Køge blevet festligt sted fattigere.

Historien bag Navnet: Aage Sewerin

En lille mand med et stort sind Selvom det snart er 19 år siden Aage Sewerin døde, er der mange der med glæde husker den lille barber, multikunstner og humørspreder, der havde en ganske lille barbersalon på Iver Huitfeldstvej. Sewerin blev født i 1903, som søn af inkassator, oplæser og skuespiller, Ole L. Sewerin. Da Aage Sewerin var lille og klejn, besluttede forældrene, at han enten skulle være skrædder eller barber, og så blev det barberfaget. Efter udstået læretid nedsatte han sig som selvstændig i 1921, på Iver Huitfeldtsvej, i et lille lokale, der lå i en tilbygning med halvtag. Men Sewerin havde mange kunstneriske evner, og allerede som dreng tegnede og malede han, og han blev en multikunstner og livskunstner. Hans produktion blev kendt udover landets grænser. Han var imidlertid blevet gift, og havde fået 3 børn, men som han selv udtrykte det: "Min kone og jeg drillede vist hinanden lidt for meget,

så ægteskabet gik i stykker". Hans kone fik datteren, og Sewerin samt de to drenge flyttede ind i baglokalet til barbersalonen. Baglokalet var ca. 3 gange 3 meter, og bagved var der et lillebitte køkken. Det blev deres fremtidige hjem, og det var samtidig atelier, ja i det hele taget arbejdslokale m.m. Trods den arbejdsbyrde han havde til daglig, og hans kamp med økonomien, havde han et overskud af energi til at male, tegne, lave træsnit, skrive prosa og poesi. Han deltog i 18 udstillinger, leverede bidrag til kunsttidsskrifterne "Vild Hvede" og "Hvedekorn". Han udgav 1945-46 tidsskriftet "Runer", og udgav bøgerne: Gule Ranunkler, Alvorlig Humor, Hverdagstanker, Sandfærdig Løgn og Advokatur, samt meget andet.

Barbermester Aage Sewerin. - Maler, grafiker og digter, født 1903. Fotograferet ca. 1970.

trække lidt ud, hvis man kom ind på et emne der både havde Sewerin og kundens interesse. Der går mange vittigheder om Sewerins indfald. Under en barbering kom Sewerin til at skære kunden lidt, så han sagde til kunden, at han endelig skulle blive siddende stille, hvorpå han for ud bagved for at komme tilbage med et glas vand som han bad kunden tage en slurk af. Herefter sagde Sewerin: Åh, gudskelov, det løber da ikke igennem.

Det var altid en oplevelse at komme hos Sewerin, både som kunde eller bare at man "stak hovedet ind". Han ejede den evne at forære noget af sit smittende humør væk, og når man gik, var man ligesom "opladet" igen. Betjeningen i salonen kunne godt

Hans kamp med økonomi-

en kunne ikke stoppe hans lyse sind. Han sagde engang i et interview: "Jeg elsker mange ting: Kunsten, der er mit livs brød, farverne, der er mit livs vand, naturen, som er min dejligste billedbog, kvindens ynde, Venners lag, og poesien ved en saftig friskstegt bøf, og en skummende øl. Aage Sewerin har vi desværre ikke mere til at lyse op, men minderne om ham, samt hans store produktion af malerier, tegninger og hans utallige træsnit findes stadig.

Historien bag Navnet: Skydeselskabet

En festlig tradition Det korrekte navn for det gamle skydeselskab var: Kjøge borgerlige, venskabelige Skydeselskab. Der har været mange festlige foreninger, eller sammenslutninger gennem tiderne. Heldigvis har vi stadig sådanne, f.eks. Suomibadet, Raflekonventet, Snapselauget m.fl. Det selskab, jeg gerne vil fortælle lidt om, er Kjøge borgerlige, venskabelige Skydeselskab. Det blev startet i 1794, meget seriøst med skydning som absolut første prioritet, der blev betragtet som en sport. Men efterhånden halede det "venskabelige" ind på skydningen. Under det "venskabelige" hørte frokosten, som ikke var det mindst væsentlige. Dagen sluttede med en festmiddag, hvor damerne var velkomne, og mødte op, smukt pyntede, men det gjorde mændene også. Hovedpersonen selve skydningen, var en stor træfugl, der var anbragt på en hØj pæl. Der er en ganske bestemt rækkefølge man skal skyde efter på fuglen. Flere foreninger holder stadig den

gamle tradition i live, bl.a. Forsvarsbrødrene og Håndværkerklubben, der skyder efter en træfugl, hvorimod Marineforeningen skyder efter en fregat. Det gamle skydeselskab havde ved siden af selve fugleskydningen, også skiveskydning, og keglebane. De første fugleskydninger fandt sted i Hotel Norske Løves Have. Fugleskydningsselskabet holdt en pause fra 1828, men blev genoplivet i 1853, og eksisterede, afbrudt af enkelte pauser indtil 1961. Den sidste skydning var nr. 166, og fandt sted i restaurant "Landsbyen"s have.

Fra KjØge borgerlige, venskabelige Skydeselskabs fugleskydning i 1935. Den nye fuglekonge, Ole Olsen fra Køge Installationsforretning (th) siger farvel til den »gamle« fuglekonge, Dr. Nørregaard.

Det var ikke helt billigt at blive fuglekonge, for det kostede en omgang til alle deltagerne på selve dagen, samt et morgentraktement til skydebrødrene, som, med et hornorkester i spidsen for optoget, afhentede kongen på hans bopæl. Desuden skulle han bekoste et skydeskjold med motiv efter eget valg, og endelig bekoste en søvplade, der skulle pryde det kongelige skærf.

I al den tid hvor Strandpavillonen eksisterede, fra 1921 til 1945, fandt skydningerne sted der. Under anden verdenskrig, hvor alle geværer blev inddraget, blev der skudt med luftbøsser, bortset fra et enkelt år, hvor man skød med bue og pil, men det var ikke nogen succes, Da Strandpavillonen blev afbrændt i april 1945, holdt selskabet til på Vallø Strandhotel

På Køge Museum har man en hel del skjolde, hvoraf det ældste er fra 1794. I Hugos Vinkælder prydes væggene af mange skydeskjolde, fra dette århundrede. På museet kan man også se en af fugleskydningsbøsserne, der er fremstillet i 1853 af en kendt bøssemager, Daniel Bisserup, der boede i Vestergade 14, Køge.

Historien bag Navnet: Solgården

Fra rigmandspalæ til ødelagt asylcenter Da Vallø Strandhotel blev bygget i 1899 i Strøby Egede, var en af hotellets faste gæster, forfatteren Karen Bramsen. Hun var født i 1875, som datter af en meget velhavende far, der hed Adeler. Hun blev som l7-årig gift med en læge, der hed Louis Bramson. Karen Bramson blev så begejstret for beliggenheden og omegnen, at hun købte et meget stort areal af Gjorslev gods, beliggende midt i Strøby Egede, skråt overfor Strandhotellet. Her byggede hun i 1904 en palæagtig bygning med en kæmpemæssig solterrasse øverst oppe, som i hvert hjørne havde en meterhøj Øm, der skulle symbolisere hendes døbenavn, Adeler =0m. Derfor blev villaen sommetider fejlagtig kaldt 0megården. Karen Bramson og hendes mand levede nærmest hver for sig, så når han af og til kom til Strøby Egede, lejede han sig som regel ind hos en fiskerfamilie. Men Karen Bramson førte et stort hus med fester,

soireer og skuespil, der blev opført på hendes private teatersal på Solgården. En af hendes meget kærkomne gæster var Kong Frederik vm, der havde sit private værelse, der aldrig hed andet end kongeværelset.

Solgården i Strøby Egede blev i 1904 bygget af forfatterinden Karen Bramson. Senere blev det prægtige palæ rekreationshjemfor psykiatriske personer og til slut som hjem for asylansøgere.

Karen Bramsons forfatterskab bragte hende mere og mere til Frankrig, hvor flere af hendes skuespil blev opført i Paris, bl.a. et med Poul Reumert i hovedrollen.

lig, gartnerbolig og beriderbolig. I en høj alder solgte Marius Nielsen Solgården i 1946, til Københavns kommune, der anvendte det store palæ til forskellige formål, bl.a. rekonvalcenthjem for tuberkuløse. Senere rekreationshjem for psykiatriske personer, og til slut som hjem for asylansøgere fra Irak og Iran.

I 1915 solgte hun Solgården til skibsreder Marius Nielsen, ejer af rederiet "Progres", hvorefter hun flyttede til Paris, hvor hun døde i 1935 og ligger begravet. I Marius Nielsens tid blev der foretaget store forandringer i og på ejendommen. Der blev gravet søer og kanaler i parken, og bygget et søjletempel, der blev kaldt Prins Paris Tempel, og der blev opført et atelier til hans svigersØn maleren Vilhelm Lundstrøm.

Denne periode var vel nok den, hvor Solgården blev mest nedslidt, så Københavns kommune solgte bygninger og areal i 1985 til Vallø kommune, der lod det nedslidte tidligere rigmandspalæ nedrive, og udlagde det store areal til boligbebyggelse.

Desuden blev der bygget garager, folkestue, kuskebo-

Det eneste der er tilbage af fordums herlighed, er søjletemplet "Prins Paris", der ligger ned mod åen.

Historien bag Navnet: Stonnfloden

En kæmpeoversvømmelse Køge har gennem tiderne være plaget med oversvømmelser, eller stormfloder, men indenfor den nyere tid har vi ikke haft så indgående viden som om den stormflod, der startede den 11. november 1872. Den sidste voldsomme indtraf nytårsaftensdag 1904, men den var dog ikke så ødelæggende som den jeg her vil fortælle lidt om. Den ll. november 1872 begyndte det at blæse op fra nordøst, og hurtigt voksede det til en orkanagtig storm. Vandet fra østersøen og den botniske bugt blev presset mod vest, og var årsag til, at store dele af Østdanmark blev oversvømmet. Ved sengetid var vandet steget så meget, at det nåede op til husene på havnen, på Fennediget og i Sønderkøge. Køge havde dengang en skibsbygger og havnefoged, der hed Flindt, og bl.a. ham og hans mandskab udførte de næste 24 timer et fantastisk redningsarbejde. De startede med at undsætte kalkbrænderen, hans børn og hans gravi-

de kone. De boede ved kalkovnen der lå hvor Junckers savværk nu ligger, Flindt roede derud og fik hele familien landsat.

Litografi fra »/llustreret Tidende« fra den store stormflod 1872.

I Sønderkøge boede en fisker omtrent overfor hvor nu Hotel Hvide Hus ligger. Han signalerede efter hjælp, og Flindt roede derud for at redde familien. Fiskeren ville ikke med, for han havde en ko, og den ville han blive ved, men Flindt roede familien langs ad Strandvejen, over jernbaneskinnerne indtil familien kunne komme i land.

træ. De havde forsøgt at flygte ud af byen, da stenkisten over en bæk var skyllet væk. De sad der drivvåde i tre timer, i sne, frost og kulde før de blev reddet.

Vandstanden vedblev at stige, og torsdag kl. 14 var vandet steget til 3,44 m. over daglig vande. Det meste af Køge var oversvømmet, vandet gik halvt op i Bygaardstræde, i Jernbanegade og i Vestergade. Lovparken og Norske Løve var oversvØmmet, og alt udenfor var et frådende hav.

I Sønderkøge boede en krøbling og hans kone. Til at begynde med sad manden oppe på bordet, og konen sad på kakkelovnen, men efterhånden blev det lerstampede gulv opblødt, så bord og kakkelovn sank dybere og dybere. Tilsidst måtte de retirere op på loftet, så da redningsfolkene nåede derud, måtte parret reddes ud af et hul i stråtaget, hvorefter de blev roet til Hastrup.

Der var et utal af uhyggelige episoder. F.eks., for enden af Zoffmannsvej ved Ølbyvej, sad en bonde og en kone samt hendes to børn oppe i et pile-

Skaderne var umådelige i Køge og omegn. 5 km. af jernbaneskinnerne var ødelagte, og der hvor hotel Niels Juelligger, var der strandet en

brig på selve skinnelegemet, og ligeledes ved Teaterbygningen. Indenfor Køges byområde strandede ialt 7 større og mindre skibe. I selve Køge blev 10 huse ruinerede, i Gammel- og Sønderkøge gik det ud over 20 huse. I Ølby blev ca. 20 huse skadede, hvoraf 9 blev jævnet med jorden. Mod Ølsemagle gik vandet næsten op til Rishøjhallen, og omringede 25 gårde og huse. På den gamle Toldbod ved Havnen, sidder der en målestok hvor man kan se hvor højt vandet gik. Den 13. november begyndte vandstanden at falde, men der gik flere dage før gasværket, der var blevet oversvØmmet, kom igang igen, og jernbanen begyndte først at køre normalt den 20. november.

Historien bag Navnet: Strandpavillonen

Strandpavillonen forsvandt i 1945 Jeg vil her fortælle om den sommerrestaurant, som hed Strandpavillonen, og som forsvandt ud af bybilledet for 50 år siden. Restauratør Brunn ejede danserestauranten "Palmehaven", der først hed "Den Hvide Svane", derefter "Hotel Stevns", inden den fik navnet "Palmehaven". Senere skiftede navnet til "Landsbyen" og nu hedder stedet på Køge Torv "Ritz". Brunn fik imidlertid i 1921 tilladelse af kommunen til at opføre en sommerrestaurant i Strandskoven, hvor nu "Hotel Hvide Hus" ligger. Det var en rødmalet træbygning, og de øst- og sydvendte facader bestod for størstedelens vedkommende af store vinduer, med udsigt over Køge Bugt. Bygningen var ikke isoleret, og den havde ingen varmeinstallation. Men den var jo også bygget som sommerrestaurant, der kun havde åbent fra april til oktober. Det oprindelige navn var

"Dejligheden", og den åbnede pinsemorgen den 15. maj 1921, kJ. 5 om morgenen. Pinsemorgen var forøvrigt en af de store dage - eller morgener - hvor man absolut skulle derud, og helst så tidligt som muligt for at få plads, og så kunne man se solen danse, eller selv danse fra kl. 5 til kJ. 8.

Strandpavillonen var en rigtig sommerrestaurant.

Stedet blev fra starten et yndet mødested for ungdommen og de danseglade, da der altid var god dansemusik, og så var der også underholdning af forskellige kunstnere, artister, tryllekunstnere o.s. v., forresten har bl.a. Osvald Helmuth underholdt på Strandpavillonen.

En anden af Strandpavillonens store dage var, når det gamle hæderkronede "Kjøge og Omegns Fugleskydningsselskab" afholdt deres årlige fugleskydning på og ved Strandpavillonen, hvor skydebrødrene skød og hyggede sig fra tidlig morgen, og hvor deres fruer om aftenen ankom i deres bedste skrud for at deltage i festmiddagen.

Af andre store arrangementer var Strandpavillonen også midtpunktet fra 1940, da den nye Dyrskueplads mellem Sveasvej og Strandskoven blev taget i brug. Det var Tureby-Køge og Omegns Landboforening, der arrangerede dyrskuerne, og dyrskuerniddagene for T.K.O.L's medlemmer blev naturligvis afholdt på Strandpavillonen.

Fugleskydningsselskabet blev oprettet i 1794, og hed dengang "Kjøge borgerlige, venskabelige Skydeselskab". Fra 1921 blev fugleskydningerne afholdt på Strandpavillonen, og væggene på pavillonen var prydet med de smukt

dekorerede skydeskjolde fra 1907 til 1944. Disse skydeskjoIde hænger nu i Hugo's Vinkælder, og på Køge Museum hænger 15 skjolde fra 1700 og 1800-tallet. Under 2. verdenskrig førte Strandpavillonen en stille, rolig og hensovende tilværelse på grund af mørklægning, udgangsforbud, rationering med mere. Og så i april 1945 skete det: Tyskerne havde rekvireret Strandpavillonen, og det kom frihedsbevægelsen for Øre, så den 24. april 1945 nedbrændte Strandpavillonen totalt, inden tyskerne nåede at rykke ind.

Historien bag Navnet: Svensk besættelse

Da Køge var en fæstning Svenskerne har i århundreder været vores arvefjende, men det kulminerede i februar 1658, da svenskekongen Karl Gustav, tvang Danmark til at slutte, en for os, ydmygende fred. De svenske tropper forlod derefter Sjælland, men i august kom fjenden tilbage, og besatte bl.a. Køge, som de gjorde til deres hovedkvarter på Sjælland. De begyndte at omdanne byen til en veritabel fæstning, omgivet af volde og voldgrave, og forsynet med II armerede bastioner. Alt, hvad der lå i vejen for befæstningsanlægget, blev nådesløst nedrevet. På det datidige kort over Køge, som svenskeren og militærstrategen Erik Dahlberg har tegnet, kan man se hvor hårdt det er gået ud over byen. Hvor "Norske Løve" nu ligger, lå en stor gård der hed "Ravnsborg". Den blev nedrevet og materialerne blev brugt til befæstningen. Nede i Vestergade lå Klosterkirken, der også måtte lade livet, og

klosterkirkegården blev ryddet for at give plads til en af bastionerne. Senere fandt man ca. 900 skeletter fra begravelserne på kirkegården, smidt ned i en fællesgrav. Sådan gik det overalt i byens udkant, og man mener også at Køges byporte blev nedrevet af besættelsestropperne. Vinteren 1659 var ualmindelig streng, så svenskerne okkuperede Kirken, som de brugte til hestestald, og det gik selvfølgelig hårdt ud over inventaret. Den svenske kong Karl Gustav døde i februar 1660, men først den 14. juli forsvandt de sidste svenske besættelsestropper fra Køge. 16 hovedgårde var nedrevne, og 26 lå øde hen. Køge, der tidligere havde været en af Sjællands rigeste byer, havde fået et knæk, som det varede ca. 200 år at forvinde. Dette kort, tegnet i /658 af den svenske militærstrateg Erik Dahlberg, viser hvor hårdt det gik ud over Køge.

Historien bag Navnet: Søbadeanstaiten Denne badeanstalt eksisterede indtil 1921, hvor en voldsom østenstorm blæste den omkuld. Men nu fik den en ny æra, for resterne blev solgt til Mads Hargbøl. Han byggede en stor badeanstalt, der stod færdig i 1922.

En fritidsoase, der forsvandt

Den kom til at eksistere i mange år, til stor glæde for dens brugere, og især for Køges børn og ungdom, som tilbragte næsten al deres fritid her. Badeanstalten blev også anledningen til, at Køge Svømmeklub blev startet i 1929. Den havde overofficiant J.A.Gertsen fra Roskilde som lærer og træner for de voksne, og danse- og svøm-

En kreds af Køges borgere, med købmand Charles Flindt i spidsen, besluttede i 1858, at Køge skulle have en søbadeanstalt for herrer. Der blev dannet et aktieselskab, som opførte en badeanstalt, der lå ved stranden, omtrent hvor Nordre Havn nu ligger. Men det fandt damerne sig ikke i, så allerede året efter fik damerne deres egen søbadeanstalt, dog beliggende i ærbar afstand fra mændenes. Badeanstalterne eksisterede

på de gamle pladser indtil nytårsaftensdag 1904, hvor der indtraf en stormflod, hvor vandet steg til 2,20 m. over daglig vande. Stormen og vandet skyllede badeanstalterne væk.

melærerinde Gudrun Ohlsson, kaldet "Las", der tog sig af de yngre årgange. I forbindelse med Køge Svømmeklub, blev der i trediverne opført et "Svømmestadion" i bunden af Svajebassinet. Det havde en 33 m. bane, samt en 3 m. vippe. Når der skulle afholdes stævner på "Svømmestadion'et", var der altid nogle af klubbens medlemmer der, før stævnet, rensede svømmebassinet for diverse uhumskheder. Mads Hargbøl, og hans kone var elsket af badeanstaltens gæster. De havde et par små rum hvor de boede hele sæsonen. Fra et lille vindue i "lejligheden" solgte fru Hargbøl billetter, negerkys og flødekarameller. Mads var en mand med hænderne skruet rigtig på, han var beskæftiget fra solopgang til solnedgang med at vedligeholde kabinerne, broerne, rutchebanen m.m. Deres barnebarn, Osvald Jensen, overtog badeanstalten i 1941, som han drev indtil 1958, hvor han solgte den til Køge Kommune, der overlod driften til Køge SvØmmeklub.

I 1905 blev der opført en ny badeanstalt, men denne gang på den søndre mole. Den rummede 10 omklædningskabiner til damer, og 11 til mænd. Samme år blev der bygget en smal træbro over åudløbet, så man kunne komme til badeanstalten, og til Søndre Lyng, som dengang var et yndet udflugtssted.

Den populære bademester Mads Hargbøl,f. 1860 - d. 1941.

Men badeanstalten stod efterhånden til en gennemgribende renovering, som kommunen syntes ville blive for dyr, så de lod den vidunderlige oase nedrive i 1970.

Historien bag Navnet: Søvang

Fra direktørbolig til undervisningssted Jeg har tidligere fortalt om papirfabrikken "Valdemarshaab", der lå hvor gummifabrikken "Codan" nu ligger, og fabrikkens sidste ejer, grosserer cand. polyt. J.B.Melchior, der byggede direktørvillaen "Søvang" I 1875 lod han den imponerende bygning opføre, der er bygget i italiensk stil. Den var på det tidspunkt langt forud for sin tid. Stueetagen havde 4 stuer samt en mindre sal, desuden et stort herskabskøkken og en hall med en trappe der i to tempi førte op til et galleri. Førstesalen rummede 10 værelser, og både stueetagen og førstesalen var forsynet med badeværelser med toiletter. Tagetagen havde et stort fotografisk atelier med ovenlys og en glasvæg mod øst. Villaen havde indlagt vand til køkkenet og badeværelserne, og hele villaen var centralvarmeopvarmet. "Søvang" blev bygget 17 år før Køge fik sit vandværk, så bygningen og dens installationer var jo noget af en sensation på det tidspunkt.

Desuden byggede han en stald til 4 heste og 4 køer, samt 2 drivhuse på ialt 165 kvm. - de havde også indlagt centralvarme. Ved indkørslen til villaen byggede han en portnerbolig. Melchior boede i villaen fra 1875 til 1884 sammen med sin 20 år yngre kone og deres 4 børn. Familien førte et meget udadvendt liv, med mange gæster, og i salen havde de tit soireer, og lod mindre teaterstykker opføre.

en, og da han døde solgte hans enke den til grosserer RE. Jessen i 1926. I 1928 købte stengrosserer L.P.Christiansen, der boede Tøxensvej 8 i Køge, villaen, hvor hans datter, der hed Elisabeth, men blev kaldt Lisa, boede fra 1932, da hun blev gift med Niels Waldemar Hansen, sØn af elektricitetsværksejer Jens Hansen.

Melchior døde i 1893, og villaen, der nænnest havde stået ubenyttet hen fra 1884, var efterhånden blevet meget forsømt, så den blev i 1895 solgt til grosserer S.Styhr fra København. Styhr var meget engageret i afholdsbevægelsen, og han foranledige at villaen fra 1896 blev blev anvendt til drankerhjem for "bedrestillede" drankere indtil 1904, hvorefter Styhr brugte villaen til sommerbeboelse.

Wal Hansen, som han kaldte sig, og Lisa blev skilt i 1950, men på et meget tidligt tidspunkt var Lisas søster Ingrid, som blev kaldt Ingse, flyttet ind i Søvang. De førte en stor selskabelighed, hvor der kom mange kendte mennesker. De to smukke damer vakte stor opmærksomhed, når de kom på indkøbsturne i Køge, i den åbne hvide Citro-

I 1918 købte Chr. Poulsen, der var direktør for trælastfirmaet EA.Hansens eftf., villa-

en, som endnu huskes af mange. 1983 døde Ingse, og det skabte et stort tomrum for Lisa, som nu var helt alene. Hun levede sine sidste år udelukkende for sine kæledyr, kattene, der helt fyldte hendes tilværelse. Lisa Wal Hansen døde i 1990, og villaen var efterhånden blevet ualmindeligt meget forsømt. Rigmandsvillaen Søvang blev nu solgt til K.Y.Saft a/s, der totalrenoverede ejendommen, og udlejede den til A.D.E Arven efter Lisa Wal Hansen beløb sig til 1,68 million, som efter hendes testamente tilfaldt Kattens Værn, samt 2 andre dyreværnsforeninger, men ved hjælp af K. Y.Saft A/S genopstod villa Søvang, som fugl Føniks af asken.

Historien bag Navnet: Tobaksfabrikken

Køge har også været en tobaksby I 1712 kom en franskmand, Pierre Gleyer, til Køge, hvor han nedsatte sig som tobaksplantør på flere ubebyggede arealer - ialt 18 tdr. land. Han indlogerede sig i den store gård, Brogade 23, hjørnet af Brogade og Fennediget, hvor han opførte tørrelader til tobaksbladene. Hans økonomi var imidlertid så dårlig, at han måtte lade virksomheden overgå til Jens Weibel, hvem han skyldte penge, og som ejede ejendommen. Da Jens Weibel døde giftede hans enke sig med kaptajn Voldemar, og i hans tid toppede produktionen af tobak. I 1746 blev der høstet 28 tons. Tobaksdyrkningen ophørte i Køge 1790, da den danske tobak ikke kunne konkurrere med den importerede. Men nu til selve Tobaksfabrikken. I 1850 startede EC.Clemmensen en tobaksfabrik, der lå i Brogade 3, hvor Den danske Bank, nu har til huse. Køges lokale avis berettede i 1852, at fabrikken var i god fremgang, og at den nu

beskæftigede l mester, 1 svend samt 12 børn. Lønnen, som børnene fik for 5 timers dagligt arbejde - også om lørdagen, var 1 krone pr. uge, plus 30 Øre, der blev hensat til barnet skulle konfirmeres. I 1878 solgte Clemmensen tobaksfabrikken til Christian Emil Møller, der havde været ansat som tobaksspinder på fabrikken. I hans tid ekspanderede den meget, allerede nogle få år efter Møllers overtagelse, var den vokset så der nu var 16 mand, 12 kvinder og 28 børn beskæftiget - og det var den største arbejdsplads i Køge.

Den store gård, Brogade 23, hvorfranskmanden Pierre Gleyer nedsatte sig som tobaksplantør.

Møller lod forhuset nedrive, og det nuværende forhus opføre. Førstesalen var forsynet med en karnap, som desværre blev fjernet ved en ombygning. Karnappen prydede fabrikant Møllers privatkontor, hvor væggene var dækket af udskårne træpaneler med tobaksblade. Panelerne pryder stadig kontoret på førstesalen.

Nørregade 61-63 og 65, til tobaksarbejderne. Møller døde i 1914, og fabrikken blev drevet videre af hans to sønner indtil 1929, hvor fabrikant Hans Thomsen overtog den. Han solgte bygningerne til Kjøge Bank i 1929, og fabrikken blevet aktieselskab, der havde grosserer Alf.A.Nie1sen, som direktør.

Møller byggede ligeledes de såkaldte "Tobakshuse",

Tobaksfabrikken lukkede i 1959, og fabrikationen af den landskendte Kjøge Skrå, overgik til Brødrene Braun, i København. Skråen havde et slogan der lød: "Mod alverdens strid og møje, hjælper kun en skrå fra Kjøge".

Historien bag Navnet: Torveboderne Senere fik Ismanden en fast bod, hvor bl.a. to kendte ansigter solgte Is, først Niels Asp, og derefter Johannes Rasmussen, som foruden at sælge Is, også solgte religiøse tidsskrifter.

En del af torvets sjæl I en tid, hvor der skal bestemmes og forhandles om, hvor og hvordan Torvets boder skal placeres, synes jeg, at deres lange historie fortjener at blive fortalt - ihvertfald den del, det er lykkedes mig at få fat i. Kaffevognen er den ældste torvebod, og den skulle være startet i 1929. Den ældste ejer jeg har fundet frem til, er Henry Feldtskov. Kaffevognen var dengang en firhjulet trækvogn, der hver aften blev kørt væk. Den havde fast tag, og havde et stykke sejldug, der skulle beskytte kaffernanden mod træk og kulde. Vognen var installeret med "Primus" og en "Madam Blå". Senere blev vognen udskiftet med en fast campingvognslignende kaffevogn. Den var placeret omtrent der, hvor disken til sommerrestauranten nu ligger. En gammel kunde har fortalt, at medens ejeren hed Haargaard, åbnede han allerede kl. 3.30, for at de kunder, der skulle med den første bus, kunne få deres morgenkaffe. Kaffevognen har haft mange ejere gennem tiden, men det har ikke været

mærkeligt at ejerne blev trætte af den lange arbejdstid. Den næstældste bod, er Pølsevognen, der har haft stade på Torvet fra først i 1930-tallet. Den startede som rigtig Pølsevogn på to hjul. Den blev lejet af slagterfirmaet Steffensen. Men i 1946 købte Ib Hansen og Ivan Christiansen Pølsevognen.

»Fra Gedser til Skagen - de kendes på smagen«: Ib Hansen, ca. 1950 ved sin »Stejf«-pølsevogn på Torvet i Køge, som han drev sammen med sin svoger Ivan Christiansen.

faste kunder, og om en daglig kunde, der en aften spiste 21 pølser og 9 brød, derefter gik han ind hos kaffevognen, hvor han drak 10 kopper kaffe og spiste 6 stykker WienerbrØd. Derefter kom han tilbage og spiste II pølser, men uden brød, for han sagde, at han ikke ville ødelægge sin appetit, da han skulle hjem og have gule ærter.

Det var faktisk et dårligt tidspunkt at købe den på, idet alle varene var rationerede. Tildelingen af pølser var så lille at man kun kunne holde åbent nogle få timer midt på dagen. Brødet var et stort problem, idet det var også rationeret, så man måtte besøge samtlige af byens bagere hver dag, for at se hvad man kunne købe af franskbrød, boller, sigtebrød, eller andet.

Den gamle pølsevogn blev udskiftet med en fast bod, første gang i 1950erne.

Ib Hansen fortæller, at forholdene blev bedre og bedre, så åbningstiden endte med, at der var åben fra kl. 8.00 til 23.00, så man kunne få de sidste kunder med fra biografens sidste forestilling, samt fra Gummifabrikkens aftenhold.

Iskiosken startede med en trehjulet cykel med kØlekasse, midt i 1930'erne. Den solgte Is og Vafler fra Køge Isværk og Vaffelfabrik. Ismanden, som jo var selvkørende, opsøgte de steder hvor folk samledes, Stranden, Sportspladser 0.1., og endte hver dag på Torvet.

Ib fortæller om mange af de

Frugtvognens start kendes ikke nøjagtigt, men Karl Larsen startede i 1947-48 med en trækvogn, hvorfra han solgte frugt i Køge. Karl Larsen hed aldrig andet end "Banan Karl", og han var et festligt indslag på Køge Torv. En af Banan Karls efterfølgere fik tilladelse til at sælge frugt fra en campingvogn, og senere til en fast bod, der blev indviet i i marts 1991, hvorfra der nu sælges både Frugt, Slik og Is. Den sidste torveforretning jeg vil fortælle om, er sommerrestauranten, der ligger umiddelbart op til statuen. Restauratør Aksel Johnsen, Centralhotellet fik i 1974 tilladelse til at drive en sommerestaurant, som fra allerførste dag blev en succes. Den er med til at gøre Køge Torv virkeligt attraktivt, og trækker masser af inden- og udenlandske turister til. Restauranten burde bare få tilladelse til en fast bod i lighed med de andre torveboder, men det er måske allerede med i overvejelserne om Torvets udseende og bodernes placering.

Historien bag Navnet: Torvet derichsen. Han var uhyre aktiv, og han satte sig for at Torvet skulle renoveres og brolægges, på trods af byens tomme pengekasse, efter bankerotten i 1813.

Et af byens største aktiver Ethvert stykke jord i Køge har en spændende historie, og Torvet er ikke det mindst spændende. Da Køge i sin tid blev anlagt, var det efter samme plan som flere nordtyske byer. Et af kendetegnene er det 2 tdr. land store torv, som er provinsens største. Den vestlige halvdel hed tidligere "Sudertorvet". Suder var det gamle ord for skomager, og på denne halvdel holdt skomagerne til med deres boder.

Det var tidligere græsbeklædt, og omgivet af dybe grøfter. Da østre Torvegade blev omkloarkeret og renoveret i efteråret 1994, kunne man tydeligt se jordlaget, resterne af grøfterne, der lå ca. 1,20 m. under det nuværende niveau.

Borgmesteren gik tiggergang til alle byens indbyggere, om frivillig arbejdskraft, og til omegnens bønder om frivillig kørsel. Han havde nemlig fået tilladelse til, af enken efter Christen Carlsen, Gammeikjøgegaard, at grave grus på åsen, til opfyldning af Torvet.

I 1822 fik Køge en ny borgmester, der hed Mathias Frie-

Efter 2 års forløb var Torvet planeret, grøfterne opfyldte,

Mønstring på Køge Torv under l. verdenskrig.

Det var her på Torvet næsten alle offentlige arrangementer fandt sted. Her afholdtes markederne, og her havde man den berygtede "Køgekag". Kagen var en skampæl, der var anbragt ovenpå en fladtaget bygning i en højde af ca. 2 1/2 m., så alle kunne se og få "fornøjelse" af, når de formastelige skulle straffes - enten ved at stå til skue, blive pisket eller halshugget. Bygningen og skampælen blev først fjernet i 1799. Men Torvet har ikke altid set ud som vi kender det i dag.

og det var brolagt uden udgift for kommunen. På Torvet blev der tidligere afholdt vælgermøder, bl.a. med justitsminister Alberti, der var blevet valgt i Køgekredsen. Der blev ligeledes afholdt de 2 årlige markeder, med gøgl, honningkageboder, professor Labri, og meget mere. Torvet var indtil 1940 pladsen, hvor de omrejsende cirkus holdt til, og sådan kunne jeg blive ved.

Historien bag Navnet: Torvet 18

Den genopførte gård, måske Køges ældste I Kirkestræde 20 ligger Danmarks ældst daterede bindingsværkshus, men vi har et hus der er ældre, men desværre ikke dateret. Nederst i museets have ligger et smukt bindingsværkshus, der i 1914 blev flyttet fra Torvet 18 til dets nuværende beliggenhed. Da gården skulle nedrives i 1914, blev Nationalmuseets bygningsarkæloger adviseret, og nedrivningen blev nøje overvåget. Hvert stykke byggemateriale blev undersøgt, opmålt og nummereret. Derfor har vi den store viden om huset i Museumshaven, hvor hvert stykke bindingsværk sidder nøjagtigt som i det gamle hus fra ca. år 1500.

1796 efter sin moder, der var født Daldorph. Gården var derefter i slægtens eje indtil 1914, og de fire generationer har alle været slagtermestre. Gårdens vestre side havde en sammenbygget bagbygning, hvoraf slagtehuset og bryggerset optog halvdelen. Bryggerset blev anvendt til efterbehandling af kødet til pølser, finker, fedtafsmeltning, røgning m.m.

Slagtergårdens torveside omkring århundredeskiftet. Bemærk, at kødet hænger udenfor (ved døren) som reklame for forretningen.

den åbne rendesten, der var 40 cm. dyb og 60 cm. bred. Afløbet fra slagtehuset førtes gennem gården i en åben ren-

Slagtehuset havde indtil 1896, hvor Kirkestræde blev kloakeret, afløb direkte ud i

. ";':'

Man kender ejendommens ejere tilbage fra 1630. Ejendommen ejedes og husede bJ. Køge Latinskole fra 1672 til 1682, men det navn eller den slægt, der har sat varige spor i husets historie, er Daldorphslægten, så huset kaldes stadig Daldorphs Gård. Slagtermester Niels Daldorph arvede ejendommen i

Kirkestræde 3 hørte til den store slagtergård, som i 1633 ejedes af rådmand Oluf Sanderson, der Iod det lille smukke bindingsværkshus opføre i 1638, som indkørsel til gården.

1 ~: t _.:. ;.' ~. Porthammer i portbygningen mod St. Kirkestræde (nr. 3). Gengivet efter tegning afAage Jørgensen i »Fra det gamle Kjøge<<.

de, forbi brØnden og lokummet, gennem porten til Kirkestræde 3, og ud i rendestenen.

Over porten ligger en porthammer, der har følgende indskrift: "Oluf Sanderson anno 1638 Margareta Jørgensdatter". Selve den ældgamle port bærer på indersiden tydelig præg af de hundredevis af huder, der i tidernes løb har været sømmet op for tørring.

Historien bag Navnet: Trævarefabrikken

Nekrolog over en fabrik Som tidligere beskrevet, tog industrialiseringen i Køge et stort opsving omkring århundredeskiftet. I 1904 fIk det nordre havneterræn det tredie fabriksanlæg.

eksporteret til Rusland. Men denne eksport bestod ikke af færdigsamlede dritler, men af adskilte af hensyn til transporten. Der blev gennem årene eksporteret mange millioner dritler, men det stoppede i 1916.

Direktør J. Jacobsen, København, oprettede Køge Trævarefabrik i april 1904. Fabrikken var indrettet til at fremstille træskofodtøj, og den startede med en ordre på 1500 par, der skulle leveres i Jylland 14 dage efter.

I april 1910 nedbrændte Trævarefabrikken til grunden, hvorved 80 arbejdere og 30 drenge blev arbejdsløse, men allerede april 1911 stod en ny fabrik klar.

Fabrikken lå på et areal, der strakte sig fra Køge Stevedores pakhus til Nordre Havn, og så havde den Junckers Savværk som nordre nabo.

Selvom arbejdspladsen var vellønnet for de voksne arbejdere, i forhold til flere andre arbejdspladser, så syntes drengene at deres løn haltede bagefter.

Arbejdsstyrken var ved starten på 16 mand, men allerede i oktober samme år var der 80 ansatte. Det må have været en god arbejdsplads, for lønnen var for voksne arbejdere 21 kr. for 60 timers arbejde, hvor den normale løn ellers kun var 17 kr.

Så i 1934 gik drengene i strejke og sendte en skrivelse til ledelsen hvor teksten lød: "Vi beder om at få 5 Øre mere i timen".

Allerede kort tid efter starten, blev produktionen af smørdritler taget på programmet, og størsteparten blev

Køge Trævarefabrik. Her strejkede man i 1934 for 5 Øre mere i timen.

til 17 år, men indtil 1913 måtte drenge over 12 år, arbejde 5 timer om dagen, selvfølgelig også om lørdagen

Stillet overfor strejken og dette krav, bøjede ledelsen sig hurtigt, så timelønnen steg nu til 40 øre i timen, samt at de fik ferie med 2% af årslønnen.

Den 1. juli 1974 købte Junckers Industrier De Forenede Træskofabrikker A/S, som bl.a. også havde en træskofabrik i Nørre Alslev, så en del af produktionen fra Køge blev overført til denne. Produktionen i Køge lå på dette tidspunkt på omkring 200.000 par, hvor størsteparten blev eksporteret til træskolandet Holland.

Drengenes alder var fra 14

Konkurrencen fra Sverige

blev større og større, og Trævarefabrikkens salg faldt, så i 1978 solgte Junckers Industrier grunden til Køge Kommune, der længe havde været ude efter det store havneareal, og ca. 2 år efter blev bygningerne fjernet. Det eneste synlige af fabrikken der er tilbage, er den store røde villa, der ligger på hjørnet af Havnegaden og Værftsvej, som var direktørboligen. Men måske står der rundt i hjemmene nogle nedslidte træsko, der stammer fra den tidligere store arbejdsplads, Køge Trævarefabrik.

Historien bag Navnet: Tøxens Skole

Velgørers navn slettet - med hvilken grund?

var barnløse besluttede de i 1826, at Køge skulle have en "Højere Skole". Legatet var på 15.000 Rdl. et meget stort beløb på den tid, men hovedstolen måtte aldrig bruges, kun renterne.

En af byens tilflyttere har spurgt om den historie, der ligger bag navnet Tøxens Skole.

Tøxen overlevede sin kone, og boede de sidste år af sit liv på Torvet nr. 22, og døde i 1845.

Indtil 1776 havde Køge en latinskole, der blev nedlagt, og herefter havde Køge så ingen skole før i 1808, da Borgerskolen startede. Den havde til huse i den gamle provstegård, der lå på hjørnet af Katekismusgade og Nørregade.

Tøxen var velhavende, men man overraskedes alligevel ved Tøxen og hans kones store gavmildhed, hvor de bl.a. forærede store beløb til "De værdige familier eller enker der ikke hører under det almindelige fattigvæsen. "

I 1856 besluttedes det, at nu skulle skolen opføres. Renterne var på det tidspunkt 8.000 Rdl.

Kirken blev også doneret med et meget stort beløb, og selvom Tøxen og hans kone

Skolen blev bygget "helt udenfor byen, mellem byen

Det var et prestigetab, at Køge ikke havde en latinskole, og byens ungdom, der skulle læse videre, måtte søge til Næstved, Roskilde eller København, hvor de også var nødt til at bo.

og Norske Løve", og den blev indviet den 4 februar 1859. I midten af 1980'erne besluttede man at fusionere Brochmand og Tøxens skole, på grund af det faldende fødselstal, og uvist af hvilken grund, slettede man Tøxens skoles givers navn, og erstattede det med det mærkelige navn "Sct. Nikolaj Skole". Man kan undre sig over hvordan man kan slette navnet på en af byens største velgørere. Nu har vi kun Thomas og Cecilie Tøxens gravsted på Køge kirkegårds søndre side tilbage, samt den beskedne indskrift på den gamle skolebygning "Skole, bekostet for Tøxens Legat, 1859."

'~ \ -

Men Brogade 5-7, Oluf I. Jensens gård, ejedes af en købmand, der hed Thomas Tøxen. Han havde overtaget købmandsgården efter sin far Peder Tøxen i 1793. Thomas Tøxen og hans kone Cecilie var barnløse og levede en tilbagetrukken tilværelse, uden at være medlem af nogen foreninger, eller lade sig indvælge i byens styrelse. Man var godt klar over at

.-----:1

Historien bag Navnet: Vallø Strandhotel genheden at hun købte et stort areal på den anden af Stevnsvej, hvor hun byggede "Solgaarden" i 1904. Den havde 4 store ørne i sandsten, der prydede den store solterrasse, øverst på den store hvide villa. Villaen blev imidlertid købt af Vallø kommune og nedrevet i 1986.

Datidens prominente strandhotel Når man passerer Prambroen syd for Køge, ligger der umiddelbart efter på venstre hånd et stort bygningskompleks, som nu om dage rummer Vallø Strands Rekreationshjem. Det har en lang og spændende historie bag sig. Vi havde i Køge en sagfører, etatsråd Alfred Sørensen, en fremsynet mand,der kunne se hvilke muligheder der var i den trang folk havde, for at komme væk fra byerne og ud i naturen.

herrene til højre. Der var også en anlægsbro ud for hotellet i Tryggevælde å, med joller til brug for hotellets gæster.

Men tilbage til strandhotellet. Det var yderst attraktivt at feriere på Vallø Strandhotel, og vi havde en konservativ avis i Køge der hed Østsjællands Avis, som hver uge bragte en oplysning om, hvem der ferierede på hotellet - men kun hvis gæsterne havde "et navn" eller en titel.

1 1922 startede der en turistfart fra Køge havn til Vallø Strandhotels anløbsbro. En af hotellets gæster lige fra starten var forfatterinden Karen Bramson, der blev så begejstret for stedet og belig-

Senere ombygget der blev det mere kum.

blev rejseladen til dansesal, hvor holdt dansant for "jordnære" publi-

Ude ved vejen lå der et lille stråtægt bindingsværkshus, hvor Vallø Strandkro holdt til. Den hørte til hotellet, og hvis der var nogen af Strandkroens gæster der ønskede at få noget at spise, fik man maden ovre fra hotellets køkken. Strandkroen nedbrændte i begyndelsen af 1970'erne, og Vallø Strandhotel blev solgt i 1972, og har siden fungeret som rekreationshjem.

Vallø Strandhotel var stedetfor det bedre borgerskab. Rejseladen blev dog på et tidspunkt ombygget til dansesal for et mere bredt publikum. ~~:!.,;;"~""'T"

Han byggede derfor i 1899, det efter datidens forhold store, Vallø Strandhotel. Det blev fra starten en succes, og der var intet sparet for at gøre det attraktivt at tilbringe sommerhalvåret på badehotellet for det "bedre" borgerskab. Værelserne, omgivelserne og betjeningen var perfekte. Der var musik hver aften, og kun de bedste orkestre spillede. Hotellet havde også en lang badebro, med omklædningskabiner - damerne til venstre og

Historien bag Navnet: Vandværket

Gav Køge mange problemer Et stort problem for Køge, ligefra byens grundlæggelse, har altid været friskt drikkevand. Byen blev jo anlagt på strandenge, så vandet i brøndene bestod af brakvand. I modsætning til forsyningen af elektricitet, hvor Køge fik Danmarks første offentlige elværk i 1891, haltede vi langt bagefter med vandforsyningen, idet Køge Vandværk først stod klar i 1892, og i 1890 havde 25 danske provinsbyer deres eget vandværk. Det var ikke fordi det manglede på initiativ for at få et vandværk, for allerede i 1853 var vandproblemet på dagsordenen i byrådet, men der var kraftig modstand fra nogle forstokkede byrådsmedlemmer. Vandforsyningen bestod dengang af nogle private brønde, plus de offentlige, hvoraf de mest benyttede var de to vandpumper der stod på Torvet, omtrent hvor Fontænen nu står. Desuden var der en brønd

ved Epedemisygehuset på Fennediget, og så stod der også en pumpe lige ud for Kirkegården i Vestergade. En af de varmeste forkæmpere for vandværkssagen var distriktslæge Gustav Valentiner. Han betegnede, ved et møde i byrådet, indholdet af brønden på Fennediget således: Vandstanden i brønden svarede altid til vandstanden i åen, og kvaliteten var også den samme. En modstander ville absolut ikke af med brøndene på Torvet, da vandet var så godt, når man skulle lave gule ærter. Brøndene på Torvet forsvandt forøvrigt først i 1905.

Det gamle vandtårnfra 1892, tegnet af arkitekt Martin Borgh.

Byens reneste vand kom fra en brønd, der lå i gården til Brogade 18, men mange hentede rent kildevand fra kilden, der ligger ude på åsen, ved skrænten neden for "Claras Kirkegård". Køge Landsogn, og Vandtårnet blev bygget i en lille sø, der lå ved "Norske Løve". Endelig den 26. november løb det første vand gennem rØrene til de 627 vandhaner, som vandværket skulle være leverandør til.

Men til sidst sejrede fornuften, og oppositionen måtte bøje sig. Vi fik et vandværk efter mange problemer. Vandværket kom til at ligge udenfor Køges bygrænse, i

Da vi fik Vandværket steg forbruget af vand så meget, at man blev nødt til at kloakere byen, og de åbne ulækre sundhedsfarlige rendestene forsvandt.

Historien bag Navnet: Vestergade

Fra sti til Køges ældste trafikåre Vestergade har virkelig meget at være stolt af, og nu står den for tur til, som den sidste af hovedgaderne i Køge, at blive renoveret, selvom den uden tvivl er Køges ældste trafikåre. Den startede som en sti eller vej langs med åen, ned til strandengene, fra det gamle Køge. Åen var dengang betydelig mere vandrig, og sejlbar, og åløbet lå en del længere mod nord. Selve Køge er muligvis startet som et fiskerleje, hvad det nye fund af rester fra en mulig fiskerhytte tyder på. Hytten lå omtrent ud for Torvet 2, og blev fundet ved kloakeringen i år. Lidt efter lidt er bebyggelsen blevet udvidet med nogle bebyggelser og handelsboder, der bl.a. kunne begene de skuder der opankrede i åudløbet, enten for at søge ly, eller for at købe saltsild eller landbrugsprodukter. Men Vestergade har været den store indfaldsvej til det kommende Køge. Uanset om man kom fra København, Roskilde, Ringsted eller nordog midtsjælland og skulle til

Køge, skulle man gennem Vestergade, kun fra Stevns skulle man over åen ved Brogade. Bebyggelserne i Vestergade viser også at gaden var byens mest trafikerede gade. Kun få af Vestergades østlige bebyggelser har deciderede middelalderkældre.

Vestergade omkring 1890 med de åbne rendestene, og gasbelysningen.

Men ankomsten til Køge fra vest har været imponerende. Først så man på højre hånd Gråbrødreklosteret med tilhørende Kirke, og fra 1523 lå der en stiftelse for fattige og hjemløse ud mod Vestergade, ved Klosterkirkegården. Den rummede 12 små boliger, og hed Steens Boder efter giveren, rådmand Mogens Steen.

Udgravningerne, der begyndte i 1984 og sluttede i 1990, afslørede, at man ved Sct.Gertruds Kapel fandt stenbrolagte stræder og fundamenter af huse, der stammede fra begyndelsen af 1200-tallet. Der har fundet mange udgravninger sted i Vestergade, der bekræfter, at Vestergade hører til nogle af Køges ældste bebyggelser. På hjørnet af Vestergade og Rebslagergade lå der et gammelt hus, der hvor Bikuben nu har til huse. Det gamle hus var det yngste af 3 huse, der alle blev bygget over resterne af det forrige hus' plads, og det ældste hus indeholdt beviser på, at det stammede fra 1200-tallet, måske en anelse før.

På den anden side af Vestergade knejsede Set. Gertruds Kapel, en bygning der var 11 gange 33 meter, og som var større end Køge Kirke, hvis første del blev færdigbygget i 1324. Set. Gertrud var de vejfarendes skytshelgen. og udgravningerne af kapellet og på kirkegården, kunne fremvise mange særprægede begravelser.

Jo Vestergade har sandelig noget at være stolt af, bl.a. at den er Køges ældste gade.

Vestergade har rummet mange forskellige huse, virksomheder og meget andet, lige fra en af de ældste skoler, som blev kaldt den danske skole, til en veritabel landbrugsejendom. Den lå ihvertfald ifølge folketællingslisterne fra 1865 i Vestergade nr. 11. Ejeren hed Hans Petersen, som beskæftigede 2 karle og 1 pige ved landbruget. Hvor stort kreaturhold han har haft vides ikke, men i 1865 var der registreret indenfor bygrænsen 288 svin, 139 kreaturer, 192 heste og 33 får.

Historien bag Navnet: Vestergade 1-3

Centralhotellet også kaldet "Neglen" Da jeg læste i avisen om et højst ejendommeligt forslag, om at nedlægge et hotel lige i Køges bymidte, fik det mig til at grave lidt i hotellets historie. Engang i tyverne købte den senere så kendte antikvitetshandler, Eckardt Druse, Vestergade 1-3. Nr 3 havde dengang 12 værelser, der blev udlejet som klubværelser. Ud mod Vestergade var der et mælkeudsalg i nr.3, og i nr. 1 lå Schous sæbehus, som blev drevet af Louise Druse, født Biirenholdt. I februar 1929 fik Ida og Peter Sivertsen bevilling til at drive restaurant, så de lejede nr.3 af Druse, og her startede de "Centralcafeen". Værelserne blev udlejet til pensionærer, der med fuld pension betalte 6 kr. pr. uge. Efter krigen var forretningen og bygningen meget nedslidte, og Ida og Peter Sivertsen havde ikke lyst til at fortsætte. I november 1949 købte Jenny og Aksel Johnsen, den nedslidte forretning, og de gik omgående igang med en nødtørftig reno-

vering. Facaden var slemt medtaget, med afskalninger og revner i pudset, så den blev repareret. Aksel Johnsen havde fået fat i en stor spand maling, der var stærkt blå, så facaden fik sig en ordentlig omgang. Tjeneren mødte et par dage efter med en sortblå tommelfingernegl, og da en af gæsterne spurgte ham om han havde malet facade, svarede tjeneren at det var forretningens logo, så fra den dag blev restauranten kaldt "Den blå negl".

Vestergade 3 har huset mange forskellige forretninger gennem tiderne. Dette fotografi er fra 1895. Dengang var der ikke parkeringsproblemer som i dag!

I midten af halvtredserne lod Johnsens forretningen renovere med nutidige toiletforhold, koldt og varmt vand på alle værelserne, og samtidig skiftede hotellet navn til "Centralhotellet"

ter det centralt beliggende hotel. Louise og Eckhardt Drose byggede den smukke villa, der ligger i baggården. Den blev bygget fortrinsvis af genbrugsmaterialer, og størsteparten af munkestenene stammer fra kælderen i ejendommen TorvetIBrogade.

Jenny og Aksel Johnsen drev hotellet til juni 1985, hvorefter Lis og Per Sivertsen købte det. Per Sivertsen havde været ansat på Centralhotellet i 15 år, og var brodersøn af hotellets grundlægger Peter Sivertsen. Det nye værtspar fortsatte renoveringen, så hotellets 14 værelser nu er fuldt moderne, til glæde for de mange turister, der benyt-

I april 1962 skænkede Louise og Eckhardt Druse Vestergade 1 og 3, samt villaen til Køge kommune med den klausul, at afkastningen skulle gå til et legat til Gymnasiet.

Druse døde i august 1963, og jeg tror ikke, at det har været Druses mening, at der skulle være "økocenter", og at byens billigste hotel skulle nedlægges, nej det må da have været en aprilspøg.

Historien bag Navnet: Vestergade 20

Fra sorgens til glædens gård Vestergade 20, som i daglig tale kaldes "Flindts gård", har såvidt vides været købmandsgård fra 1804 til 1971, altså i 167 år. Gården har, som de allerfleste gårde i Køge, en spændende og dramatisk historie. Jeg vil fortælle om to episoder, hvoraf den ene endte på en glædensdag, hvorimod den anden endte med uhygge, sorg og død. Men først den lykkelige. Man kender ejerne helt tilbage 1637, men i 1847 købte en købmand, der hed Andreas Barfred, ejendommen. Barfred betyder Fæstningstårn, og mærkeligt nok, blev gården 98 år senere faktisk anvendt som et sådant. I 1879 købte købmand Charles Flindt ejendommen, som han senere solgte til købmand Jens Petersen, der udvidede varesortimentet, bl.a. med støbejernsartikler, der blev en stor artikel i den store købmandsgård, der selvfølgelig også havde et værtshus i selve gården.

Senere overtog hans sØn,

Poul Petersen, den store købmandsgård, og Poul Petersen, som var medlem af modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, stillede den store kØbmandsgård til rådighed for modstandsbevægelsen, da den skulle have et samlingspunkt ved befrielsen. Den 4. maj 1945, kl.20.06 oplyste den danske stemme fra London, Johannes G. Sørensen med bevæget stemme, at et telegram fra general Montgomery oplyste, at de tyske tropper i Danmark, Nordvesttyskland og i Holland havde overgivet sig.

Mønstring af modstandsfolkene i Flindts Gård den 5. maj 1945

I løbet af natten og morgenen samledes ca. 300 modstandsfolk i Flindts gård, for at afvente kapitulationstidspunket, der var kl. 08.00, den 5. maj 1945. Den 5. maj i år (1995) om morgenen, vil de gamle modstandsfolk samles i Flindts gård, for at mindes de urolige dage for 50 år siden. Jeg vil ønske at der vil komme mange, men 50 år er jo lang tid.

1674, hvor kobbersmeden Adam Trappert, der kom fra Wittenberg i Tyskland, købte gården Vestergade 20. Hans broder Peter trappert havde misbrugt Adams 8 årige datter, Marie Adamsdatter, hvorfor Adam flyttede til Danmark. Det ændrede nu ikke på misbruget af pigen, men nu var det faderen der misbrugte hende.

Nu kommer vi til den tragiske historie. Den begyndte i

Forholdet varede ved, selv efter hendes bryllup med

Michel Sørensen. Han opdagede, at han kone ikke var mØ, så han gik Adam på klingen. Adam lovede svigersønnen 100 rigsdaler, men pengene udeblev, så Michel anmeldte det til myndighederne. Retsagen fandt sted i 1682, hvor dommen lød på halshugning, og kroppene skulle brændes på bålet, både for Adam og hans kun 16 årige datter Marie.

Historien bag Navnet: Østsjællands Avis

Østsjællands Avis eksisterede i 100 år Omkring 1830 startede en avis i Køge, der hed "Fama". Men desværre er der ikke bevaret et eneste eksemplar af denne avis, så vidt jeg ved. Så først i 1851 udkom der en levedygtig avis, som udkom jævnligt. Stifteren af avisen var en bogtrykker, der hed Sally Oettinger, men han var mere bogtrykker end bladmand. Han drev bladet indtil 1857, hvor han solgte det til en farverig bogtrykker, der samtidig havde evnen til at skrive og formulere sig. Han hed SØren Opffer, og var født i 1816. Han kom som l4-årig i lære som trykker i Helsingør, og da han havde udstået sin læretid, startede han sin "navertid". Hans vandrebog, som alle navere skulle have, fortæller, at han arbejdede i 8 byer i Tyskland, inden han spadserede over Sct. Gotthard og kom til Italien, hvor det viste sig, at det var dårlige tider for typografer.

",'!tjøge .~ <bmegtts l)<t~&r4~. f rHj:

fiii/Il

Han meldte sig derfor til den pavelige Schweitzergarde, hvor han tjente i 8 år. Derpå arbejdede han sig som typograf tilbage til Danmark, hvor han i 1857 købte "Kjøge Avis", som Oettingers blad i mellemtiden var blevet døbt.

..... -.., ,'-

~~~~~~~~:

,..,

;~::-

=~: {~'-~~-~ ?f':~'.,"

. _

_ _."'::-:: • ---=-.",

,::;x- _.4.>_

Mr. 21:1: '

Bladet havde dengang til huse i Nørregade 24, hvorefter det flyttede til Torvet 19, for til sidst at ende i Kirkestræde 14.

Grundtvig s død var naturligvis en begivenhed, der ryddede forsiden.

Den gamle redaktør var en personlighed, der havde sine meningers mod, men ingen sans for økonomi - og dog.

ser. Hans ældste søn Frederik Opffer drev avisen videre. Han ver ærkekøgenser og farverig ligesom faderen.

Hans brogede liv havde præget ham, og da han følte, at det gik ned ad bakke for ham, sendte han bud efter pastor Glørfeldt. Præsten troede, at besøget var for at berede Opffer på den forestående lange rejse, men det var nu ikke meningen: Opffer ville bare spørge pastor Glørfeldt, om han ikke ville købe hans restlager af rødvin og cognac, da han vist ikke selv fik brug for det!

Frederik Opffer skrev mange bøger, skildringer fra det gamle Køge samt artikler, der stadig er uhyre læseværdige. Han var desuden musikalsk, en udmærket komponist og desuden en dygtig idrætsmand. Han var redaktør indtil 1910, hvor redaktør Axelsen overtog bladet, der omkring århundredeskiftet havde skiftet navn til "Østsjællands Avis".

Opffer døde i 1879, 63 år gammel - men rig på oplevel-

Bladet var, og havde altid været, et udpræget konservativt blad, men abonnementstallet var stadig faldende. Det bevirkede, at bladet måtte lukke i 1951 - nøjagtigt 100 år efter starten.