Jonny Nekrotic – Showdown

Jonny Nekrotic 3: Showdown!

Tekst: © Emil Blichfeldt Illustrationer: © Peter Snejbjerg Redigering: David Mørck Søren Tim Nordbo Korrektur: Trine Arleth Testlæser: Laurens Bøggild Moss Layout: Tom Kristensen Bogen er sat med Georgia 1. udgave, 1. oplag Printed at Interpress, Budapest 2016 ISBN: 978-87-93281-22-6 www.Calibat.dk

Emil Blichfeldt

Showdown!

Illustreret af Peter Snejbjerg

Tilegnet Dennis Jßrgensen – Uden Kadavermarch, ingen Jonny Nekrotic

1. Strandtur Jonny, Derek og Fenriz løb i strandkanten, hvor vandet gjorde sandet fast. Jonny kiggede sig over skulderen.

Disciplene var stadig efter dem, men langt væk.

Hvordan i helvede kan de være hjernedøde det ene øjeblik og forfølge os som varmesøgende missiler det næste?

Jonny havde sidestik, blodsmag i munden og pulsen dunkede i ørerne.

Lortepis, hvorfor blev jeg ikke superudholdende af mesterens blod?

Han løb op i det tørre sand og kastede sig ned på siden: „Fuck, jeg orker ikke mere!“ Fenriz standsede og pustede: „Ok, kort pause, så fortsætter vi!“

Jonny var for udmattet til at takke Fenriz, og vendte i stedet hovedet mod den muskuløse Derek, der ubesværet bar alle deres tasker og shotguns. Han var ikke det mindste forpustet, men hans ansigt var krøllet sammen af smerte: “Hvad sker der for den sol? Den brænder helt sindssygt!“ Jonny stirrede på Derek: „Din hud er brændt rød! Du ligner en, der har ligget i en cancergrill flere timer! Og hvorfor fanden kniber du øjnene så meget sammen?“ Derek rystede på hovedet, bed de sylespidse tænder sammen og gav sig til at rode i en af mesterens rygsække.

Han hev hurtigt en trøje og handsker op.

Fenriz havde fået pusten og krængede sin tanktop af.

Jonny smilede og gav hendes smækre krop elevatorblikket: „Wow, har vi tid til den slags?“ Fenriz kneb øjnene sammen og sparkede sand i hovedet på ham: „Det er sgu ikke for din skyld, dukkedreng!“ Hun bandt en knude på den øverste del af toppen og gik hen til Derek, mens disciplene nærmede sig i det fjerne.

Derek fokuserede sine stålblå øjne på Fenriz og blottede de skarpe tænder.

Hun stirrede hårdt tilbage: „Gem dine blodsugertendenser til du får fat i en discipel“ sagde hun, og stillede 4

sig helt ind til hans muskuløse krop, hvorefter hun strakte sig op på tå og trak den halvgennemsigtige top ned over hovedet på ham. „Aah, det hjalp,“ sukkede Derek gennem det tynde stof, der beskyttede ham mod solen.

Jonny trak vejret dybt. Han brød sig ikke om at se Fenriz smyge sig ind til Derek, der blev mere og mere dyrisk.

Det er crazy, at mit blod ændrer folk så meget. Hvad helvede var det for et forsøg, jeg var med i?

Jonny lagde en hånd på Fenriz' skulder. Hun kiggede spørgende på ham, og han rømmede sig kort: „Fik du styr på de papirer om forsøget?“ Hun rynkede brynene: „Ikke dem alle sammen. Det, jeg har skimmet, peger i mange retninger. Hvis jeg prøver at forklare det hele, så smelter din hjerne, men vil du høre den korte version?“

5

Jonny bed fornærmelsen i sig og nikkede. „I var tre personer, der fik hver sin indsprøjtning.

I ændrede jer på forskellig vis. Formålet var at sætte en stopper for zombiepesten. En pest, der var opstået, fordi en vis Dr. Zeuthen havde lavet en 'kur' mod alle former for virussygdomme. På sin vis virkede kuren, for zombier bliver aldrig syge,“ grinede Fenriz med en bitter grimasse: „Dr. Zeuthen havde imidlertid en assistent. En assistent, der forsøgte at finde en kur mod zombiepesten.

Assistenten lavede et forsøg, hvor tre personer fik vaccinen. Dig og to andre. Vaccinen ændrede jer, så I blev immune overfor zombiepesten, men I blev også ændret på anden vis, I fik sære kræfter. Men målet med forsøget var at lave en vaccine, der gjorde folk normale ... ikke til freaks. Det ville måske være lykkedes, hvis ikke forsøget var blevet afbrudt. Ukendte personer afbrød forsøget og

6

kidnappede Dr. Zeuthens assistent. Måske finder jeg et svar, når jeg får tid til at gennemgå alle detaljer i mappen.

Måske står der noget om den underlige metalæske, vi fandt i laboratoriet.“ Jonny rystede på hovedet.

Hvordan hænger forsøget sammen med den mystiske metalæske? Jeg håber, der er nogle fucking svar i den mappe!

Mappen fik ham til at tænke tilbage på sit sidste møde med Danny, der var blevet rablende gal af hans blod og havde bidt hans finger af. Jonny rystede tankerne af sig og begravede fingrene i det varme sand, mens han langsomt fik pusten.

Jonny kiggede op fra sandet, der løb mellem hans

fingre. Disciplene var nu så tæt på, at man kunne skelne dem fra hinanden.

Bliver de da aldrig trætte?

Han rejste sig op. Hele kroppen gjorde ondt, men især summede det mærkeligt i tatoveringen. Han drak en slurk vand og lod fingrene glide langs spiralerne i nakken.

Tatoveringen havde så kraftigt arvæv, at den nærmest føltes som en udvækst på huden. Jonny rynkede brynene.

Tatoveringen føltes anderledes.

7

„Fenriz, min tatovering i nakken har ændret sig. Kan du ikke lige se på den?“ Fenriz vendte sig og gav ham fingeren: „Knep din nakke! Vi skal væk fra de sindssyge disciple, før de får fingre i os.“ Jonny kiggede kort på de ti forfølgere. De så veltrænede ud, og knivene i deres hænder gjorde ikke synet mere hyggeligt. „Okay smukke, så må du vente med at pille til i aften!“ grinede Jonny og løb, før hun kunne svare.

Fenriz og Derek løb efter ham.

Ti minutter senere stoppede Jonny. „Er du allerede forpustet igen?“ hvæsede Fenriz. „Jeg var forpustet allerede, da vi startede med at løbe.

Idioterne bliver ikke trætte, og når det først bliver mørkt, kan vi ikke løbe mere. Vi må finde en måde at nakke dem!“ Fenriz sukkede og himlede.

Derek nikkede derimod: „Du har en pointe, dukkedreng, lad os finde et godt sted at kæmpe. Vi må se at få lavet om på de forpulede haglpatroner.“ Fenriz nikkede: „Salt og lav krudtladning er en dårlig kombi, når der skal skydes hoveder af. Lad os i stedet fylde småsten i. Der er sikkert en risiko for, at hele lortet 8

springer i luften, men så overlader vi bare skyderiet til skarpskytten Jonny. Han kan godt klare at få sprængt huller i fjæset.“ Jonny nikkede surmulende. Selvom han kunne hele de fleste skader, gjorde det stadig pisseondt: „Okay, lad os kravle op ad skråningen derhenne, hvor stranden slutter, så kan jeg pløkke dem, når de prøver at komme op.“ „Go’ idé! Du og Fenriz kravler op, jeg graver mig ned i sandet og angriber bagfra,“ sagde Derek.

Jonny hev selvsikkert ud i et par imaginære seler: „Yes sir, far her klarer tænkearbejdet, og I klarer det grove.

Hvor er min strandstol og drinks?“ „Du glemte vist at kræve smøger!“ grinede Derek bag sin sorte trøje.

9

Jonny mærkede straks et sug af nikotinlængsel. Det var snart lang tid siden, han sidst havde haft noget at ryge på.

Af alle trængsler var det næsten den værste.

Derek og Fenriz grinede af hans tudefjæs, men de splittede hurtigt op, da de så disciplene nærme sig. Derek gik i dækning bag en busk, hvor han gravede sig ned under sandet. Fenriz og Jonny kravlede op ad skråningen med lommerne fyldt af passende småsten.

På toppen tømte Jonny den ene ekspeditionstaske. Han fandt en regnjakke, bredte den ud og gav sig til at skille haglpatronerne ad. Ud af den åbne haglpatron kom først det røde salt, dernæst et mellemstykke af plastik, en tot vat og en reduceret krudtladning.

Fenriz gav sig straks til at samle patronerne igen,

10

men nu med normal mængde krudt i stedet for vat, dernæst mellemstykke og til sidst peberkornsstore sten fra strandkanten. Hun klemte plastikkanterne tilbage i haglpatronens karakteristiske stjerneform og rystede skeptisk på hovedet. „Hvis det her virker, så vanker der en belønning, dukkedreng,“ sagde hun og skød barmen frem.

Jonny havde blikket rettet nedad mod sine hænder og fortsatte med at skille patronerne ad: „Har du da nogle smøger?“ Intet svar. Han kiggede op og indså øjeblikkeligt sin fejltagelse. Fenriz' ansigt var stivnet i den sædvanlige sure grimasse og hun var meget optaget af at finde en T-shirt og få den på. Belønningen omhandlede nok blødere pakker end dem, der er smøger i.

Han skulle til at sige noget, men Fenriz kom ham i forkøbet: „Bare glem det makker, få ordnet nogle flere patroner, du er bagud.“ Jonny bandede indvendigt og flåede patronerne fra hinanden.

Nede på stranden var disciplene kommet så nær, at Jonny kunne se vanviddet i deres øjne. „Kom nu op i tempo!“ hvislede Fenriz.

Jonny fik øjnene tilbage på bunken af patroner og skilte de sidste ad.

11

Disciplene nærmede sig sandet, hvor Derek havde gravet sig ned, men i stedet for at gå forbi stoppede de og dannede en cirkel om stedet. Jonny hev desperat et gevær til sig og stoppede to haglpatroner i. Han var for langsom.

Disciplene stak som gale i sandet med deres knive.

Derek væltede brølende op af sandet. Hans krop var dækket af sår. Disciplene tøvede ikke, men blev ved med at stikke.

Jonny mærkede tårerne presse sig på, han ville ikke miste endnu en ven. Hans shotgun bragede samtidigt med Fenriz'.

Stenprojektilerne borede sig ind i disciplene, men afstanden var for stor. De gale knivstikkere fik kun overfladiske sår.

Derek slog om sig og ramte en discipel hårdt i brystkassen, efterfulgt af en knasende lyd. Én nede, men der var stadig ni tilbage, og sårene gjorde Derek langsom.

Jonny løb råbende ned ad skråningen med en bandende Fenriz i hælene.

Fire disciple vendte sig mod dem med syge grin og vidt opspærrede øjne.

Jonny affyrede begge løb på sin shotgun. Skuddene flåede maven op på den forreste discipel og armen op på den næste. Den ene faldt, mens den anden galning løb 12

videre frem mod dem, som om han ikke følte smerte.

Fenriz skød og forvandlede en discipels smil til noget, en syg tandtekniker ville elske.

Den sidste nåede frem og rev Jonnys shotgun ud af hænderne på ham, og med gru så han den grinende galning hugge med kniven. Det skarpe stål skar hans ærme itu og flængede hans arm, men Jonny ænsede ikke smerten. „Af vejen, tumpe!“ skreg han og sparkede et sted, hvor selv gale disciple føler smerte.

I modsætning til Jonny havde Fenriz stadig sin shotgun og brugte den som nærkampsvåben. Hun stak løbet i maven på den sårede og trykkede af. Med et hult drøn eksploderede disciplens mave og shotgunen. Fenriz blev slynget til jorden og blev liggende.

Derek kæmpede en desperat kamp mod de resterende

14

disciple, der utrætteligt skar og huggede. Selv om blodet flød i stride strømme, slog Derek igen og igen. Slag, der knuste knogler og slyngede disciple om i sandet.

Jonny snuppede sin shotgun fra manden, der lå og vred sig med et ødelagt klokkespil. „Bare rolig, jeg har en kur mod dine lidelser!“ sagde han og stak to nye patroner på plads.

Disciplen spærrede øjnene op, før de blev blæst i stykker.

Noget vendte sig indeni Jonny. Han havde dræbt en forsvarsløs.

Tag dig sammen. Du havde intet valg!

Sammenbidt vendte Jonny sig mod de sidste tre disciple, der ivrigt stak i Derek. Den store mand lå nu på knæ og slog svagt efter dem. Jonnys shotgun talte med store bogstaver. En af disciplene landede tungt i sandet, men de to sidste disciple hamrede deres knive dybt ind i Dereks overkrop. Den blodindsmurte mand sank sammen med en rallen.

Med syge smil og blodige hænder vendte disciplene sig mod Jonny.

Jonny rev febrilsk de to afskudte patroner ud og hamrede to nye på plads. „Fuck jer!“ skreg han og trykkede aftrækkeren i bund. Intet skete. Shotgunen var 15

gået i baglås. „Forpulede lortepatroner,“ skreg han og slog den nærmeste discipel i hovedet med kolben. Det hårde træ spredte tænder og læbestumper til mågernes begejstring.

Den sidste discipel kastede sig over Jonny og væltede ham om i sandet. Galningen grinede, så spyttet stod i kaskader fra hans mund. Disciplens fingre lukkede sig om Jonnys hals og begyndte at klemme.

Jonny kiggede fra side til side. Det var kun ham og galningen tilbage. Ingen ville komme ham til undsætning.

Det var kun ham selv, der kunne gøre en forskel. Det var som om noget faldt på plads i hans hoved, mens disciplens fingre klemte. Han var ikke ved at gå i panik, og han følte ikke den sædvanlig længsel efter at få fred, så resolut greb han galningen i ørerne, trak ham helt tæt på og lod sine tænder synke ned i hans næse. Manden skreg og rev sig væk.

Jonny spyttede næsestumpen ud og tørrede blodet væk fra munden: „Så kan du lære ikke at være næsvis!“ Jonny grinede som en tosset, mens manden samlede en kniv op fra sandet. „Kalder du det en kniv?“ Jonny nikkede mod mandens våben og trak sin store bowiekniv: „Dét her er en kniv!“ Jonnys hjerne var slået helt fra, tilbage var kun reflekser 16

og dårlige filmreplikker.

Den skambidte discipel så sig rundt, men han var alene mod Jonny. Et kort øjeblik så det ud, som om han ville flygte, men så kastede han sig rasende frem. Det samme gjorde Jonny, og de stødte sammen med et blodigt klask. Begge knive blev begravet til skæftet.

Manden hostede blod op.

Jonny smilede: „Kom jeg til at punktere din lunge?“ Manden rallede og sank sammen.

17

Jonny kiggede ned ad sin krop. Der stak en kniv ud af hans venstre side.

Shit - det her kommer til at gøre ondt om lidt!

Han trak kniven ud og smed den i sandet ved siden af den døde discipel. Blodet boblede ud af såret. „Sorry makker, jeg tog fejl, det var mig, der fik den i lungen!“ Han holdt over såret, hev den tilsandede mand om på siden og trak sin egen kniv fri, mens han mumlede: „Jeg har ikke tid til at bløde“. Han rejste sig en anelse svimmel og stak sin kniv på plads i skeden. Blod og sand knasede mod læderet.

Jonny stirrede på slagmarken. Sand, blod og døde mennesker lå omkring ham. Mågerne skreg og begyndte at tage for sig af retterne.

Jonny stavrede frem mod Derek, der lå på ryggen i sandet. Hans krop var dækket af et utal af sår. Sår der ikke længere blødte. Ud af hans brystkasse stak to knive.

Jonny bukkede sig ned og hev dem ud.

Derek rørte svagt på sig.

Er han stadig levende?

Jonny hev en stor kniv ud af hans hals, og Dereks

krop ændrede sig foran hans øjne. Sårene lukkede sig langsomt, men samtidig var det, som om kroppen sank sammen. Musklerne skrumpede og huden blev pergamentagtig.

Shit, han æder sig selv op indefra, jeg må gøre noget!

Hurtigt fik Jonny sprøjte og kanyle frem, tappede en dosis blod fra sin arm. Stak kanylen i Dereks halsvene og skød blodet ind.

Derek åbnede øjnene på klem og mumlede noget, før han lukkede dem igen. Kroppen holdt op med at synke sammen, men sårene lukkede sig kun delvist, og han kom ikke til bevidsthed.

Han har mistet for meget blod! Hvad gør jeg?

Jonny så sig rundt og hørte et dæmpet skrig.

Var det Fenriz?

Jonny stavrede hen mod stedet, hvor Fenriz var faldet, og sparkede ud mod mågerne.

19

Fenriz holdt sig til et sår i siden, mens hun bandede lavmælt.

Jonny bukkede sig ned og strøg hendes lange sorte hår til side: „Du lever!“ Fenriz vendte sig langsomt mod ham. Hendes øjne var halvt lukkede, og hun trak vejret i stød.

Jonny kiggede ned ad hende. Hun holdt sig til siden, og den stramme, hvide T-shirt var gennemvædet af blod.

Han trak blidt hendes rystende hånd til side. Det var ikke noget kønt syn.

Shotgunen var tilsyneladende eksploderet på grund af de hjemmeflikkede patroner, og det havde sendt dele af våbnet i alle retninger. Et stort, forvredet stykke metal havde boret sig ind i hendes side.

Jonny sank en klump: „Okay, smukke, du får en indsprøjtning med mit blod. Så bliver alt godt!“ Fenriz spærrede øjnene op og rystede svagt på hovedet. „Jamen, du har et stykke metal boret ind i maven, måske er mit blod ikke den bedste løsning, men vil du hellere dø?“ Fenriz spyttede blod i sandet: „Jeg skal nok klare det, bare hiv nogle forbindinger frem, dukkedreng.“ Og før Jonny kunne nå at svare, greb hun metalstykket med 20

begge hænder og hev det langsomt ud. Hun stønnede i smerte, mens Jonny febrilsk hev forbindinger frem.

Med en klæbrig lyd kom jernstykket helt fri, og Fenriz besvimede.

Jonny skar hurtigt T-shirten af og skyllede det dybe sår med vand fra sin feltflaske. Vandet skyllede blodet væk, så han kunne se såret ordentligt. Jonny sank en klump. Han havde set ødelagte tarme tusindvis af gang på smadrede zombier, men at se lige ned i Fenriz punkterede indvolde føltes helt forkert. Han tog en dyb indånding og lavede en stram forbinding.

Det her kommer ikke til at fungere!

Da han var færdig med at forbinde Fenriz, satte han sig forpustet på sine knæ og så sig om i skumringen.

Mågerne flaksede omkring ham, mens de snuppede kødstykker fra de døde. Bølgerne slog dovent ind over sandstranden, og i horisonten var solen på vej ned.

Pludselig følte Jonny sig meget alene, og for første gang i meget lang tid havde han hverken lyst til lækkert tøj eller en smøg. Eller rettere sagt næsten ikke. Eller nu, hvor han havde tænkt tanken, så fik han faktisk ubegribeligt meget lyst til en smøg, men der var ikke noget at gøre. Smøger tryllede sig ikke frem af sig selv, og der var vigtigere ting at tænke på. Han var nødt til 22

at trĂŚffe et valg. Han kunne ikke redde bĂĽde Fenriz og Derek.

23

2. Skoven Mågernes skrig fortonede sig langsomt. Turen op ad skrænten havde været det værste. Fenriz havde pebet og jamret, men nu gik det bedre. Heden var bevokset med højt græs, som båren forholdsvis let kunne trækkes henover. Båren, han havde lavet af drivtømmer og iturevet tøj, var ikke verdens bedste transportmiddel.

Især ikke for en person med hul i indvoldene, men det var langt bedre end at ligge på stranden og være udsat for måger og alt det andet, der blev tiltrukket af døde mennesker. „Hvor er Derek?“ mumlede Fenriz.

Jonny standsede og trak forpustet vejret. Det havde ikke været et rart valg at efterlade den store mand.

Hvad skal jeg svare? Han havde for mange sår, jeg kunne ikke redde ham? Men det er ikke sandheden.

Sandheden er, at han lignede et monster. Sandheden er, at hvis Derek var blevet endnu mere monstrøs, kunne vi sgu ikke være sikre i nærheden af ham! Men det kunne han ikke sige, i stedet hostede Jonny lidt, drak en tår vand fra den næsten tomme feltflaske og svarede så Fenriz: „Han klarede den ikke. Galningene gennemhullede ham.“ 24

„Jeg håber ikke, mågerne spiser ham,“ svarede hun svagt og gled ind bevidstløsheden igen.

Jonny sagde ikke noget. Han havde smidt de andre lig oven på Derek, så mågerne ikke ville få ham som den første. Før eller siden ville nogen nok få fat i ham og ...

Jonny skød tanken fra sig. Derek var væk, ude af spillet, ligesom Danny.

Hvorfor fa’en dør alle mine venner?

Jonny rystede tankerne ud af hovedet, hankede op i den sammenflikkede båre og gik videre.

Mørket sænkede sig hurtigt, men han kæmpede sig videre mod den nærliggende skov. Han måtte i ly, før mørket blev for tæt.

Båren gled over græsset, og Jonny kæmpede for at bevæge sig fremad. Kampen og slæbet havde taget på ham, men da han så træerne tone frem i det næsten sorte landskab, mønstrede han de sidste kræfter og baksede båren ind i et buskads. Han sundede sig et øjeblik og kravlede derefter selv ind under de tætte grene.

Jonny spiste et par bidder tørt brød, før han tog regnslaget fra sin taske og lagde det over Fenriz og sig selv. Søvnen kom næsten øjeblikkeligt.

25

3. Levende lig Jonny vågnede kort et par gange i løbet af natten. Væsner stolprede rundt nær krattet, men ganske som han havde regnet med, var zombierne for dumme til at finde vej gennem de sammenfiltrede grene. Han vendte sig om på den anden side og sov videre.

Morgenlyset kravlede ind mellem grenene og vækkede Jonny. Det var en grå og kølig morgen. Jonny skuttede sig. Sommeren gik på hæld, og han ville ikke kunne sove i det fri, når kulden kom for alvor. Han kiggede over på Fenriz og sank en klump. Chancen for at han ville komme til at opleve efteråret i andet selskab end sit eget, var ikke særlig stor.

26

Han mavede sig hen til Fenriz under krattets grene, og stirrede fortabt på den blege kvinde. Han bed tænderne sammen, det nyttede ikke noget at spekulere. I stedet trak han forsigtigt tæppet til side og gav sig til at fjerne de blodige forbindinger. Risikoen for, at såret i maven udviklede sig i en forkert retning, var overhængende.

Bare der ikke er gået betændelse i det. Men ok, ingen grund til at lyve overfor sig selv. Uden lægehjælp dør tøsen.

Jonny spærrede øjnene op, da den sidste bandage kom af. Såret var delvist vokset sammen, og sårkanterne kun svagt hævede. Hun helede ikke så hurtigt som Jonny, men langt hurtigere end et almindeligt menneske. Han smilede skævt og kløede sig i håret.

Fenriz slog øjnene op, kiggede sig omkring og hev ned i sin trøje. Jonny smilede skævt til hende.

Til gengæld stak hun ham en lussing: „Du skal sgu ikke rage på mig, bare fordi jeg sover!“ Jonny tog sig forbløffet til kinden, der dunkede af smerte: „Jeg ville bare se, om der var gået betændelse i dit sår, men det er næsten vokset sammen. Hvorfor har du ikke fortalt, at du er anderledes, ligesom mig?“ Fenriz løftede hånden, som om hun ville slå ham igen, men hun standsede midt i bevægelsen og spærrede 27

øjnene op. Jonny fulgte hendes blik og så tre zombier stå på den anden side af busken. „Bare rolig, de er for dumme til at finde vej gennem buskadset,“ sagde Jonny.

Som svar trak de tre levende lig macheter og gav sig til at hakke vej gennem de tørre grene.

Jonny stirrede overrasket på dem: „Okay, zombier med våben, det har jeg sgu ikke set før!“ Fenriz var hurtigt oppe på knæ: „Vi må se at komme væ...“ Fenriz stoppede brat. Flere zombier havde omringet buskadset, og før hun kunne nå at sige mere, talte en af zombierne. Stemmen var læspende, men meningen var ikke til at misforstå: „Bliv en af os eller bliv spist. Der er frit valg på nederste hylde.“ Den sidste kommentar blev mødt med guttural latter og grynten fra de andre levende lig.

Jonny stivnede.

Zombier med våben er en ting, men plat humor har jeg sgu patent på! Desuden har jeg hørt anførerens stemme før! „Hvad vælger I? Helt død eller halvdød?“ Nu vidste Jonny, hvem det var, der snakkede.

Det er den tredje forsøgsperson! Ham, der fik mig ud af flammerne!

28

Indsprøjtningen havde åbenbart ikke været en velsignelse for ham. Han var blevet til en zombie, men hans hjerne var stadig intakt. Eller nogenlunde intakt!

Jonny tænkte som en gal, mens han kradsede på den sære tatovering i nakken. Mærkeligt som den altid begyndte at klø, når han tænkte på forsøget.

Macheterne nærmede sig, og Fenriz hev snerrende sin bowiekniv frem. Jonny lagde hånden på hendes arm: „Vent, lamselår, far her har en plan. Jeg tager en snak med dem!“ Fenriz hævede det ene øjenbryn og stirrede skeptisk på ham: „Tale fornuft med zombier?“ „Jonny er i huset, så du ved det ender godt!“ Og før Fenriz kunne protestere, hævede Jonny stemmen: „I kommer som kaldet. Du har reddet mig før, og nu gør du det igen.“ Den halvrådne mand, der havde talt før, skraldgrinede: „Det kan ikke passe. Alle jeg redder, går i forrådnelse som mig.“ „Du hev mig ud af laboratoriet, før det brændte. Det er mig – Jonny!“ Manden grinede igen: „Er du den tosse, der snakkede om tøj hele tiden?“ Fenriz fnisede og stak kniven ned i tasken. Jonny bed 30

tænderne sammen: „Ja, det er mig. Indsprøjtningen har også ændret mig. Jeg rådner ikke, mine sår vokser sammen, og mit kød gror ud igen.“ Manden tabte underkæben. Hurtigt bukkede han sig ned og samlede den op: „Så er du den, der helbreder?

Hver gang jeg spiser kød fra et andet menneske, standser forrådnelsen for en stund. Hvis jeg spiser noget af dig, forsvinder sygdommen sikkert!“ De rådne mennesker begyndte at juble.

Jonny sukkede.

Lorteland, så er det smertetid igen!

Før nogen kunne gøre noget, råbte Fenriz højt: „Jonnys blod kan hjælpe jer, men hvis I tager kødet, kan virkningen være negativ!“ Jonny stirrede fåret på hende: „Er det rigtigt?“ Fenriz blinkede irriteret til ham.

Den rådne mand råbte og overdøvede de andre: „Okay, vi tager jer med til tårnet og forsøger os frem. Hvis I prøver at stikke af, bliver det værst for jer selv!“ Jonny nikkede surt.

Hvorfor helvede går det hele tiden på den måde?

31

4. Maskefald Med hænderne bundet på ryggen kunne Fenriz ikke tage fra, og hun ramte betongulvet hårdt.

Jonny så bekymret på hende, men hun satte sig hurtigt op og stirrede surt på den halvrådne mand, der havde smidt hende. Såret inde i maven måtte også være helet, ellers ville hun ikke have kunnet klare den behandling.

Der var kun gået et par timer, siden de var blevet fanget. Timer, de havde brugt på at gå gennem skoven og hen til udkanten af en ødelagt by. En snoldet forstad med et gammelt vandtårn. Et vandtårn med forpulet mange trappetrin.

Jonny pustede tungt og så sig omkring. De var i en gammel restaurant i tårnets top. Omkring dem flød ødelagte møbler, støvet service og friske knogler. Vel at mærke knogler, der aldrig havde været en del af et dyr!

Den rådne mand hostede og hev en stol hen foran

Jonny, der sad bundet: „Nu er her fred og ro og ingen fare. For mig i hvert fald. For jer to er det en helt anden sag.“ Han lo klæbrigt.

Så er det om at vinde tid, tænkte Jonny, mens manden ufortrødent fortsatte: „Jeg starter med en lille bid af din arm, så ser vi, hvad der sker.“ Manden stoppede en nusset, hvid stofserviet ned i skjorteflippen og tog kniv og gaffel fra et bord, mens han smålo: „Ingen grund til at være uciviliseret!“ „Vent, du begår en stor fejl,“ hylede Jonny desperat.

Manden klukkede videre og rystede på hovedet: „Hvis jeg havde fået et pund kød, hver gang jeg hørte det, ville jeg være en stor mand.“ Han holdt op med at grine: „Men hov, vent! Det har jeg jo fået!“ Smilet dalede: „Og alligevel er jeg ved at rådne væk. Men nu tager jeg en bid af dig, så ser vi, hvad der sker!“ Manden lo blot, skar et stykke kød ud af den skrigende Jonny og stak det i munden.

Manden gnaskede eftertænksomt på kødstykket: „Interessant, du smager ikke som de andre. Du smager mere af fasan end af kylling, eller måske snarere af påfugl!“ De andre rådne grinede, mens Jonny hulkede af smerte.

34

Så spærrede manden øjnene op, greb sig til maven og faldt om. „Hvad sagde jeg?“ skreg Fenriz til de rådne: „Hurtigt, vi har tredive sekunder til at give ham en indsprøjtning af Jonnys blod. Det vil modvirke kødets korrumperende effekt. Jeg er læge, jeg kan redde ham!“ De rådne kiggede sig rådvildt omkring. „Tyve sekunder til han dør!“ En rådden løb over og befriede Fenriz. „Giv mig tasken!“ Den rådne gav hende ekspeditionstasken, men i stedet for at hive en sprøjte frem, stod Fenriz nu med sin bowiekniv: „Tid til at dø for alvor, røvhuller.“ Den første nåede ikke at forstå, hvad der skete. Den anden greb ud efter sin machete, før også han tabte hovedet, og den sidste vendte sig for at løbe efter forstærkning. Han nåede to skridt, før han lå på gulvet i to stykker.

35

Et øjeblik var der stille i rummet. „Var du ikke såret?“ peb Jonny. „Jo, jeg var såret. Datidsform. Det er jeg ikke mere!“ sagde Fenriz og tørrede råddent slim af i en nusset dug.

Så skar hun Jonnys reb over.

Begejstret over at være fri krammede han Fenriz ind til sig.

Et kort øjeblik gengældte hun omfavnelsen, men så stivnede hun og skubbede ham væk. Hun holdt ham ud i strakte arme, hendes lange sorte hår faldt ned over hendes ansigt, hendes mund var åben og hun trak vejret i korte stød: „Vi har ikke tid til det her.“ Jonny lagde hovedet på skrå: „Vi har aldrig tid, men måske er dette den sidste chance, før alting går amok?“ Fenriz bøjede hovedet, så de lange lokker dækkede hendes ansigt. Så kiggede hun op, håret gled til side og hun smilede skævt: „Måske har du ret, men først er der noget, vi er nødt til at teste. Af med tøjet!“ „Ja for satan da!“ Jonny var fyr og flamme, han flåede sine bukser af og kastede dem i nakken på en af de døde.

Fenriz bukkede sig ned og hev trøjen af lederen. Hun vrængede på næsen af stoffet, der var indsmurt i råddent slim.

36

Jonny trådte et skridt bagud: „Skal den klamme fætter være med?“ „Jeg ved ikke, hvad du snakker om, dukkedreng? Kom og se på ham!“ Jonny kiggede nærmere på den åbenbart kun bevidstløse mand. Det rådne kød forsvandt langsomt og rask væv voksede frem: „Wow, mit kød virker alligevel på ham!“ „Ja, det med den korrumperende effekt var bare pis for at komme fri, og prøv at se på hans nakke,“ sagde Fenriz og rodede i sin taske.

Jonny kiggede på mandens nakke og gispede: „Han har en tatovering i nakken magen til min ... vent, den ændrer sig. Der vokser flere spiraler frem. Hvor mange mon der ender med at være?“ Fenriz svarede ikke til at starte med, men nikkede tilfreds, bøjede sig ned og stak en kanyle i armen på manden. Sugede blod op og vendte sig mod Jonny med sprøjten: „Skal vi ikke også færdiggøre din tatovering?

Skal vi se dig med tre spiraler i nakken, når blodet fra alle tre forsøgspersoner er samlet i dig?“ Jonny så skeptisk ud et kort øjeblik. Der var et eller andet, der virkede forkert, men nikkede så heftigt. „Klart!

Blodet fra Mesteren lukkede mine sår og gjorde mig 37

endnu sejere. Det her kommer garanteret til at rykke for vildt,“ lo han nervøst.

Kanylen sank ind i hans arm, og blodet forsvandt fra

sprøjten og ind i hans blodåre. Sorte bobler skød gennem hans hjerne, mens Fenriz smil voksede sig alt for bredt.

Jonny løftede besværet hovedet og kom så i tanke om, hvad der var helt forkert: „Hvordan kunne du vide, at der vil være tre spiraler i tatoveringen tilsidst ?“ Fenriz smilede, mens Jonny sank mod mørket. Hendes stemme lød fjern: „Jeg kunne nemt bortforklare det. Sige at jeg havde regnet det hele ud. Forklare at der kom en ny spiral, da du fik blod fra mesteren, og at der selvfølgelig også vil vokse en spiral frem nu. Jeg kunne også fortælle sandheden. At min gamle assistent fortalte alt om sit forsøg, efter jeg havde hevet hans negle af, men du ville sikkert ikke tro på, at Dr. Zeuthen er den babe, du har savlet over siden dag ét!“

38

Jonny klyngede sig til bevidstheden. Forbløffelsen og raseriet sendte adrenalinen rundt i kroppen og gav ham kræfter til at stå imod med.

Fenriz lo skarpt: „Ingen ville tro på, at en ung smuk kvinde kunne opfinde noget så banebrydende som en vaccine mod alle virussygdomme. Mens alting gik godt, var min assistent Dr. Zeuthens ansigt udadtil. Først da det hele gik galt, og kuren blev til en zombiepest, brød han med mig for at finde en kur. Han slap væk under et skænderi. Heldigvis vansirede jeg ham med syre, så han ikke kunne stå frem og forklare tingene. Da mine håndlangere endelig fandt ham, var de tåbelige nok til at lade forsøgspersonerne og katalysatoren forsvinde.“ Jonny fattede ikke en bjælde, men han var bare glad for, at hun snakkede i stedet for at sikre sig, at han var forsvarsløs. Smerten skød igennem ham, mens han mærkede forandringerne, men smerte var han vant til. „Du ved naturligvis ikke, hvorfor katalysatoren er så vigtig,“ sagde Fenriz og klappede ham overbærende på hovedet, hvorefter hun fortsatte sin forelæsning: “Hver for sig har forsøgspersonerne fået evnen til at undgå at blive zombier, men I er ikke længere mennesker. I er freaks med mærkelige kræfter. Freaks, der er vanskelige at kontrollere. Jeg har brug for normale mennesker, der 39

forstår at adlyde. Det er her katalysatoren kommer ind i billedet,“ sagde Fenriz og hev den lille metalæske op af tasken. Metalæsken fra det underjordiske laboratorium. „I katalysatoren blandes hjernevæskerne fra de tre forsøgspersoner, og starter en kaskade-mutation, der omdanner hjernevæskerne til en potent vaccine. En vaccine, der kan sørge for, at de personer, jeg udvælger, undgår at blive til zombier. En vaccine, der vil give mig uindskrænket magt over resten af menneskeheden.“ Fenriz lo manisk et øjeblik, før hun sukkede og fortsatte: „Egentligt havde jeg set frem til at udnytte din krop på alle tænkelige måder først, men verdensherredømmet er vigtigere end alt andet, så jeg må nok finde en anden veltrænet krop at more mig med.“ Hun så drømmende frem for sig et øjeblik, rystede derefter på hovedet og stak metalæsken helt op i Jonnys ansigt: „Nu er det på tide at fuldføre min diabolske plan.“ Men før hun kunne kaste sit hoved tilbage og afslutte sin skurkemonolog med en ond latter, hev Jonny sig op at stå.

Fenriz spærrede øjnene op: „Burde du egentlig ikke være besvimet af smerte?“ Jonny smilede sammenbidt: „Jeg har en ret høj smertetærskel, smukke!“ Så spændte han musklerne og 40

blottede tænderne: „Smid den fucking æske, før jeg gør noget dumt!“ Fenriz så surt på ham: „Ja, det er jo dit speciale! Men måske skulle du først undre dig over, hvordan vi undslap Negacity så nemt?“ Før Jonny kunne svare, sprang døren til lokalet op, og Sgt. Müller og Danny trådte ind. Danny havde en kasket på hovedet og en meget stor riffel over skulderen. „Det lød som vores indgangsreplik,“ hånlo militærmanden med blottede tænder, mens han tørrede en blodig kniv af i bukserne. Så nikkede han til Fenriz: „Beklager ventetiden, men den radiosender, vi indopererede i dig under dit besøg i Negacity, virkede først, da I kom ud i det fri.“ Jonny stirrede overrasket på dem. Fenriz smilede bare til miltærmanden, hvorefter hun knælede ved den endnu bevidstløse forsøgsperson og maste metalæsken ind i nakken på ham. Der lød en dæmpet susen, og forsøgspersonen døde med en våd rallen. „Operationen lykkedes, men patienten døde. Næste!“ sagde Fenriz med kælen stemme.

Jonny tøvede ikke længere, men spurtede mod et vindue.

42

„Stop,“ råbte de andre tre i kor, og da Jonny kun var et par meter fra vinduet, bragede kugler gennem møbler, ruder og Jonnys ben.

Smerten eksploderede kortvarigt i Jonnys hoved, men så forsvandt den og sårene. Jonny grinede forbløffet: „Tak fordi du fjernede ruden, Danny, termovinduer er sgu så svære at hoppe igennem!“ Og så sprang han ud, og grinet forstummede. „Pis,“ hviskede han og begyndte at falde. Han var hoppet ud fra toppen af et vandtårn, og der var langt ned til asfalten.

5. Faldet Jonny så sig febrilsk rundt, mens vinden rev i tøjet og hylede i ørerne.

Hvis jeg kan ramme et af træerne, kan jeg måske undgå at få spredt min hjernemasse ud over hele parkeringspladsen!

Jonny strakte arme og ben ud, som han havde set faldskærmsudspringere gøre. Han holdt op med at rotere om sin egen akse og styrede usikkert mod træerne.

Jeg skal bare ramme en trækrone, så kan jeg måske nøjes med at brække alle knogler i kroppen.

Jonny spærrede øjnene op, da han forstod, hvor meget smerte det ville medføre. I det samme ramte han de første grene.

Tynde grene knækkede. Blade stod ud til alle sider.

Skulderen ramte en tykkere gren. Knogle og gren knækkede samtidigt. Sorte lyn af smerte skød igennem ham. Flere tynde grene knækkede, og så ramte benet en gren, der ikke knækkede. Skinnebens-knoglen pulveriseredes, og bensækken snoede sig om grenen som en pisk. Modstanden fik lårbensknoglen til at hoppe fri af hofteskålen. Hovedet lukkede ned i en sky af smerte.

44

Jonny trak overrasket vejret. Det rallede i lungerne, og smerterne kom igen for fuld kraft. Med et dæmpet skrig mistede han bevidstheden igen.

Han åbnede øjnene. Grå skyer fløj hen over nattehimlen.

En lysende måne tittede frem, og et par flagermus flaksede forbi. Totalt B-film! tænkte Jonny og ville have grinet, hvis ikke alting havde gjordt ondt. Jonny lukkede øjnene og ønskede, at det hele bare var en drøm. At han i virkeligheden var i gang med at optræde i en B-film. En slibrig en af slagsen med vampyrer ved nattetide. Hans krop vuggede afsted, og smerterne fra de ødelagte knogler flåede i ham.

Vugger af sted? Bevæger jeg mig? tænkte Jonny og åbnede øjnene igen. Han stirrede ind i ansigtet på en skikkelse hvidere end døden og med øjne sorte som tjære. „Derek?“ hviskede Jonny.

Bevægelsen stoppede, og Derek kiggede ned på ham med blottede hajtænder: „Godt at se du lever, jeg hader smagen af lig!“ Så begravede han tænderne i Jonnys halspulsåre.

Jonny skreg til han løb tør for luft. Det var en velsignelse at miste bevidstheden. Igen.

45

De bevægede sig stadig, da Jonny vågnede, men himlen var ikke længere sort, og de drivende grå skyer var begyndt at skifte farve. Et flammende orange skær oplyste deres underside.

Derek gik langsommere. „Sært som bare en smule sol gør ondt,“ mumlede han og kiggede ned på Jonny: „Jeg kunne smage på dit blod, at du har fundet endnu en forsøgsperson. Jeg håbede, at det ville forvandle mig, så jeg kunne tåle solen igen. Det ser ud til, at jeg tog fejl. Vi må hellere finde ly.“ Jonny gryntede et svar og forsvandt i smertetågen igen.

Jonny åbnede øjnene. Smerten var mindre slem nu. Han prøvede at bevæge sig, og smerten kom straks tilbage. Der var stadig mange knogler, der ikke var vokset sammen.

Hvorfor vokser jeg ikke sammen? Er det ligesom før – dengang jeg brændte? Burde det nye blod ikke gøre mig til et menneskeligt svar på et firben?

Jonny virrede langsomt med hovedet og prøvede at stoppe tankerne. Han tog en dyb indånding og så sig rundt. Han lå i en smal seng på et lille, støvet værelse.

Hans øjne gled hen over reoler spækket med tegneserier og bøger. På et lille bord lå et gammelt kranie og en pose terninger: „Typisk. Du har overtaget en nørds værelse!“ 46

Ingen svarede. Jonny så sig rundt igen.

Hvorfor satan er her så mørkt?

Nu anede han de tunge, sorte gardiner: „Fucking klassisk, så mangler vi bare en stor stak heavy metalskiver.“ I det samme gik døren op, og lyset udefra viste kort Dereks ansigt, fortrukket i smerte. Han lukkede døren og stillede en blodig sæk på gulvet.

Jonny så på sækken med væmmelse: „For satan, Derek, har du slæbt en hel sæk kropsdele med som snacks?“ Derek smilede skævt: „Niks, men den tidligere ejer kom vist til at spilde lidt på den. Han var ikke helt glad for at aflevere sit forråd.“ „Har du slået andre overlevende ihjel for at skaffe mad?“ spurgte Jonny og krabbede sig op i sengens ene hjørne. Han huskede kun alt for godt følelsen af Dereks tænder i sin hals.

Derek stirrede koldt på ham: „Hvis du vil leve, er du nødt til at spise og drikke. Din krop er nærmest skind og ben. Jeg tror, du er meget tæt på at dø.“

Jonny rystede omtåget på hovedet. Han følte sig ikke sulten, bare let i hovedet og fyldt med fjerne smerter, der kun ventede på at rykke helt tæt på, hver gang han bevægede sig.

Derek sagde ikke noget, men dykkede ned i posen og hev en bulet dåse Studweiser op. Han åbnede den, og ølskummet løb ned over dåsen og hans blodindsmurte fingre. Derek gik hen til sengen og satte varsomt dåsen til Jonnys mund.

Først hostede Jonny, så løb de gyldne dråber ned i svælget. Jonny mærkede varmen brede sig, og samtidig vågnede sulten og tørsten. Før han kunne bælle dåsen, tog Derek den væk og gav sig i stedet til at fodre ham med 48

peanuts. De landede i hans mave som små bomber af energi.

Jonny satte sig op. Han kunne se knogler bevæge sig under huden og mærke sener vokse sammen. Sulten voksede, men Derek tvang ham til at spise og drikke langsomt.

Kroppen voksede langsomt sammen, og smerten forsvandt med samme hastighed. Omkring Jonny lå tomme dåser, flasker og poser.

Han trykkede det sidste ud af en tube mayonnaise og så sultent op på Derek: „Er der mere?“ Derek kiggede på ham og med et skævt smil rakte han en pose ris frem.

Jonny tog den og skovlede det tørre indhold indenbords. Til sidst lænede han sig tilbage. Hans krop føltes kogende varm, som om han havde ekstrem feber. Varmen overmandede Jonny og sendte ham til drømmeland.

Jonny vågnede. Han var ikke alene i sengen. Den anden var kold som noget fra en køledisk. En hvid arm lå henover Jonny. En mandearm. Jonny vendte sig hurtigt.

Derek smilede søvnigt til ham i halvmørket. Jonny spærrede øjnene helt op.

49

„Bare rolig, dukkedreng, jeg er her bare for at hjælpe dig af med overskudsvarmen og bestemt ikke andet.“ Jonny skubbede ham ud på gulvet med overraskende styrke. Derek var hurtigt på benene og hvæsede med blottede tænder. Jonny var ligeglad, han sprang ud af sengen og stillede sig overfor Derek: „Du åd af mig uden at spørge! Det er anden gang! Gør det en gang til, og jeg sørger for, at du kommer til at krølle sammen i solen!“ Derek rettede sig helt op og stirrede ned på Jonny: „Dig og hvilken hær får mig derud?“ Jonny gloede olmt på ham: „Jeg er din eneste chance for, at du nogensinde kommer til at gå levende rundt ude i solen igen. Enten arbejder vi sammen, eller også er du på røven!“ Derek kneb øjnene sammen og hvæsede af ham, men Jonny rykkede sig ikke en millimeter. Jonny var færdig med pis.

Dereks skuldre sank sammen: „Okay, Jonny, hvad er planen?“ Jonny nikkede mistroisk og stirrede rundt i værelset med de mange tegneserier: „Dræbte du knægten? Altså drengen, der havde værelset?“ Derek grinede hæst: „Det er sgu ingen knægt, det er en tyndhåret gut, der hedder Jens. Han 50

var åbenbart forberedt på alt det her zombie-lort, men han blev overrasket på en indkøbstur, og en bande andre overlevende trængte ham op i en krog. Det var han åbenbart ikke helt forberedt på!“ Derek trak på skuldrene: „Vi to kom forbi, da det skete, og jeg gav ham en hånd. Da jeg tømte de overlevende for blod, løb han ikke skrigende væk. Han så bare på mig og sagde, at han havde et lystæt rum.“ Derek satte sig på sengen ved siden af Jonny og lo stille: „Gad vide, hvad fanden der foregår i mandens hoved?“ Som svar rejste Jonny sig og hev en horror-tegneserie ned fra reolen. På forsiden var en mand med slikhår og lange, blodige tænder: „Han tror, du er en fucking vampyr, og han håber garanteret, at du er hans billet ud af zombiehelvede!“ De to mænd stirrede kort på hinanden, hvorefter de grinede til tårerne sprang.

Da de var kommet sig over morskaben, tørrede Jonny tårerne væk og sagde resolut: „Lad ham bare blive i troen, vi giver ham noget af mit blod på en helt særlig måde.

Læs det her blad, så du kan se, hvad han forventer.“ Mens Derek rystede på hovedet over det, han læste, fandt Jonny noget tøj, der ikke var alt for latterligt. Sorte bukser, sort T-shirt og militærstøvler.

52

Jonny var i gang med at rulle ærmerne op, da det bankede på døren: „Jeg ordner det, sæt tegneserien på plads, Derek.“ Den høje, muskuløse mand nikkede med antydningen af et smil, mens Jonny åbnede døren.

Udenfor stod en ranglet mand med langt, fedtet hår. Han så over Jonnys skulder og sagde: „... øhh, hil Satan.

Håber det var godt med noget mad?“ Der opstod en pause, hvor Jonny og Derek måtte bide sig i tungen for ikke at grine, men så skyndte Jonny sig at åbne døren helt og sagde teatralsk: „Kom ind, hvis du er parat til at slutte dig til nattens magter!“ Nørden lyste op i et stort smil: „Klart der! Fuck, jeg har ventet på den her dag hele mit liv!“ Derek bed først Jonny, og med munden fuld af hans blod bed han nørden i halsen, så Jonnys blod blev blandet med hans.

53

Manden faldt om og rystede i krampe. Forvandlingen gik i gang. Som så mange gange før ændrede Jonnys blod den, der fik det.

Derek og Jonny bar ham nedenunder og lagde ham på en sofa.

Mens forvandlingen var i gang, tømte de huset for mad, drikkevarer og gode sager, der kunne bruges mod zombierne. Heldigvis var Jens en af den slags nørder, der syntes, at blankvåben var alle tiders samleobjekter.

Da alt var pakket, og Jonny stadig ikke havde fundet smøger, sukkede han dybt og sank ned i sofaen.

54

6. Den Gamle Jonny vågnede fra sin slummer ved lyden af Jens’ læspende stemme: „Natten er kommet. Befal Herre, og jeg vil adlyde!“ Jonny smilede forsovet, trak ud i sine imaginære seler og opdagede, at det ikke var ham, nørden talte til, men derimod den store muskuløse mand.

Derek stirrede til gengæld spørgende på Jonny, der hurtigt genvandt fatningen, rømmede sig og sagde højtideligt: „Vend dit åsyn mod mig, du mørkets unge gesandt, thi jeg er Lord Nekrotic, og du vil lyde mit bud!“ Det var mere, end hvad Derek kunne holde til. Han flækkede sammen af grin.

Nørden stirrede forvirret fra den ene til den anden, og så begyndte Jonny også at le. „Fuck det,“ sagde han og lagde hånden på nørdens skulder: „Der er sgu ikke nogen herre her. Vi arbejder sammen, nakker zombierne, scorer dullen og redder dagen, capice?“ Nørden stirrede fortabt frem for sig, og Derek lagde hånden på hans anden skulder: „Come on, du ønsker vel ikke at være en slaveknægt? Du vil hellere være en badass som os, ikke?“

55

Omsider rankede nørden sig: „Så vi er nærmest en superheltegruppe?“ Jonny sukkede: „Kald det, hvad du vil, men du er i hvert fald den, der kender byen og kan skaffe det, vi har brug for.“ Jens nikkede ivrigt.

Jonny hev de to andre hen til et landkort, hvorefter han gav sig til at forklare sin plan.

Til sidst hamrede Derek næven gennem kort og væg: „Det her er mere absurd end sidst!“ Rasende rev han næven til sig, og puds og træstumper fulgte med: „For det første kan vi ikke være sikre på, at Fenriz, eller Dr. Zeuthen, som hun åbenbart hedder, er taget tilbage til sit ørken-laboratorium. Et laboratorium, vi i øvrigt kun har hørt om fra en lille piges tossede mor, nede i et kloaksystem. For det andet har vi ikke nogen flyver og ...“ Jens gik ind mellem de to og smilede lusket: „Jeg ved, hvor der er et fly!“ Derek stirrede forbløffet på ham, og Jonny daskede Derek på skulderen: „Kom ind i kampen, tudefjæs. Jens skaffer en flyver, og resten er historie!“ Derek åbnede munden for at sige noget.

56

„Skal vi blive ved med at snakke til daggry?“ spurgte Jonny.

Derek svarede ikke, men slyngede blot tasken over skulderen og gik surmulende efter de andre ud i natten. „Ta-da,“ sagde Jens, og slog ud med armen mod den store bygning, der stod som en silhouet i mørket.

Jonny stirrede med store øjne: „Du tager pis på os, ikke?“ Jens rystede begejstret på hovedet. „Vil det sige, at vi har sneget os igennem byen med risiko for liv og lemmer, blot for at stå på gaden foran et forpulet luftfartsmuseum?“ Jens grinede begejstret og fik som belønning et slag, der sendte ham blødende hen ad gaden.

Derek trak på skuldrene og vendte sig for at gøre kort proces med Jens, mens han mumlede til Jonny: „Beklager, men jeg burde have vidst, han var ubrugelig.“ Jens strakte afværgende armen frem og hylede, mens blod fløj ud af munden på ham: „Den er go’ nok, den gamle derinde har flere fungerende veteranfly!“ Jonny lagde en hånd på Dereks brystkasse, for at forhindre ham i at slå Jens til plukfisk.

57

Derek stoppede sin fremmarch og så mistroisk på Jens, der langsomt rejste sig op. „Hvorfor er han så ikke for længst fløjet til et fredeligere sted?“ Jens slog ud med armene: „Jeg kom i kontakt med ham over radioen for et par måneder siden. Han sidder i rullestol og har brug for en til at hjælpe sig. Min plan var at slutte mig sammen med ham, få maskinen ud og bruge gaden her som startbane ...“ Jonny nikkede og så sig omkring: „Hvordan fanden vil han få den maskine i luften? Hele gaden er jo overstrøet med biler?“ Jens pegede glad på sig selv og Derek: „Vi vampyrer er jo superstærke!“ Derek rullede med øjnene, men gik hen til den første bil, satte den i frigear og tog fat. Først gav den sig ikke, men Derek lagde kræfter i, og på halvflade dæk trillede han bilen ind til siden. „Yee-haa“ skreg Jens, på en meget lidt vampyragtig måde og gav sig også til at skubbe biler ud til siden.

Om lidt sværmer der med levende lig, tumpe! tænkte Jonny. Han kiggede sig nervøst omkring og frygtede hvert sekund, at zombierne kom væltende, tiltrukket af larmen.

Der lød et vældigt brag, og Jonny vendte nervøst rundt.

Derek og Jens havde skilt to biler ad, der var stødt 58

sammen i et biluheld for flere år siden. Mens de to tosser highfivede, så Jonny de første zombier komme stavrende.

Bag dem kunne han høre flere knurre.

Mange flere.

På knækkede benstumper og rådne fødder kom de langsomt nærmere. Et ubønhørligt tidevand af død nærmede sig.

De sidste biler kom af vejen, mens Jonny bed negle, og til sidst skreg han: „Så løber vi!“ De stormede af sted og stod hurtigt ved museets port.

Jonny hamrede løs. Intet svar, og zombierne var næsten over dem. „Er det nu?“ spurgte Jens nervøst. Derek nikkede, og

59

synkront stak de armene ned i den store udstyrstaske.

Jens smilede, da de trak hænderne op igen: „Jeg har altid spekuleret på, om det var pengene værd at købe rigtige katanaer i stedet for kopier.“ „Ægte Hanzo-klinger“ fløjtede Jonny imponeret.

Derek blottede bare tænderne i et bestialsk rovdyrgrin og gik i gang med slagteshowet.

Sværdene var alle pengene værd, men zombierne stod i

kø, og snart stod de tre i råddent kød til knæene.

Jens trak vejret i stød og blødte fra utallige små sår: “Jeg kan snart ikke mere! Vi må væk.“ Der var stadig ikke noget svar bag porten. Jonny sukkede og holdt op med at hamre.

Tid til at dø igen!

I det samme åbnede et vindue et stykke væk, et reb kom ud og en rusten stemme råbte: „Alt er klar, kom herover!“ Jonny rystede på hovedet: „Den går sgu ikke, bessefar, vi skal igennem flere tons dødkød!“

„Lav en afledningsmanøvre!“ lød det sorgløst fra vinduet. „Go’ ide,“ sagde Derek med et ondskabsfuldt grin.

Sekundet efter fløj Jens skrigende gennem luften. Han ramte asfalten tæt på rebet og kom fortumlet på benene. „Okay, det kunne godt lade sig gøre!“ mumlede Derek en smule forbløffet over sin egen styrke, og vendte sig så mod Jonny: „Og nu til pakken, der helst ikke skal ædes … af andre end mig!“ Før Jonny kunne sige noget, fløj han gennem luften.

Underligt nok føltes det, som om han bevægede sig i slowmotion. Med padlende arme tumlede han henover hovederne på de sultne lig, der alle strakte

armene ud efter ham. Så hamrede Jonny ned i asfalten med ansigtet forrest. Asfalten rev ansigtet op, og noget knasede på en helt forkert måde. Så kom smerten.

Jens hev ham hurtigt op: „Fuldstændigt som en af de gamle gutter til en Cannibal Corpse-koncert! Han stagedivede også hele vejen henover publikum!“ Jonny tørrede blod, slim og tænder væk fra de flækkede læber. „Åd publikum ham så bagefter?“ spurgte Jonny,

og pegede med tomlen mod zombie-horden, der væltede frem mod dem.

Jens sank en klump og skyndte sig op ad rebet med Jonny lige i hælene.

Jonny standsede klatringen lige under vinduet og så bagud mod Derek, der stod alene foran porten omringet af sultne døde. Den høje mand stak sværdet ned i skeden på ryggen, satte en fod ind i maven på en særdeles rådden zombie og brugte ligets knogler som trinbræt. Hurtigt var han oppe på ligets skuldre og begyndte at løbe henover flokken.

Det så ud til at virke. Det mindede Jonny om engang,

hvor han som dreng løb henover en delvis frossen sø. Han sprang fra flage til flage. Det gik godt indtil flagerne blev for tynde. Så gik han under.

Det samme gjorde Derek halvvejs over zombiehavet.

Hans fod gled på en rådden skulder, og så hev de ham ned. Derek skreg i afmagt.

Jonny havde kun lyst til at hale sig ind gennem det åbne vindue og smække det i, men det var slut med at miste venner. Så længde der var liv, var der en chance!

Jens stod pustende ved siden af en gammel mand i kørestol og en bunke reb, da Jonny væltede ind. Jonny sank en klump, bandt rebet om maven og nikkede til Jens: „Holdt godt fast i den anden ende!“ Og før Jens kunne sige noget, kastede Jonny sig ud af vinduet. Ned i zombiehavet. Ned hvor Derek var gået under.

Det var samme følelse af afmagt, der greb ham, som dengang han blev suget ned i det kolde vand som barn.

Han måtte ikke gå i panik, selvom lange negle og tænder borede sig ind i ham.

Han svømmede nærmest gennem ligene for at komme hen til Derek, der kæmpede for at finde et fast holdepunkt i et kviksand af opløste indvolde og kød. Jonny greb hans hånd. Først prøvede Derek at hive sig fri, men så forstod han, og sammen hev de sig tilbage langs rebet. Mens alt blev revet af dem. Tøj, hår og hud.

Rystende kravlede de op ad rebet, og Jens fik dem ind gennem vinduet. Jonny og Derek væltede om på gulvet. Omkring dem voksede en pøl af blod og slim på gulvtæppet.

Den gamle rynkede på næsen: „Den plet får jeg aldrig af, og det er endda et ægte kashmirtæppe!“ Så vendte han sin rullestol og sagde tørt: „Når I har blødt færdig, så kom med. Der er et fly, der venter.“ Han rullede hen til Jens: „Jeg ved ikke, om jeg skal tro den sære vampyrhistorie, du kom med, mens de to tosser rodede rundt med de levende lig, men hvis nogen af jer viser zombietendenser, får I spidsen af min stok gennem panden!“ sagde den gamle, hvorefter han stadig mumlende rullede ud af døren og videre ud i en stor hal.

66

67

Jonny stønnede af smerte og kom op på albuerne. Han var dækket af sår, og flere steder var muskler og sener blottede. Derek havde det værre. Han havde også fået bidt store stykker muskler af. Hele den ene side af hans ansigt var væk. Han trak vejret i stød. Hans ene øje så bedende på Jonny.

Jonny sukkede. „Fuck det, men kun ét sug! Det kan vel ikke blive meget værre,“ sagde han og rakte armen frem til Dereks mund.

Dereks hajtænder sank dybt ned i Jonnys triceps.

Jonny havde taget fejl. Smerten blev meget værre. Det hele føltes grotesk. Han havde lige reddet en ven, blot for at blive spist af ham.

Derek smaskede kød og blod i sig med alle tegn på velbehag.

Jonny ønskede kun at besvime, men han var pumpet med adrenalin, og kroppen brændte af smerte, mens den lappede sig sammen med overnaturlig hast.

Derek sank det sidste kød, og hans krop begyndte også at hele.

Jens så fra Derek ned på sine egne sår og derefter spørgende på Jonny.

68

Jonny rystede på hovedet: „Sorry, makker, det har vi ikke kendt hinanden længe nok til. Det er kun gamle venner, der får lov at spise af mig.“ Jens sukkede og lænede sig træt op af vindueskarmen.

Jonny stirrede ud af vinduet. Godt nok havde de ryddet vejen for biler, men bilerne var erstattet af et voksende hav af zombier. Han bandede: „Hvordan helvede får vi flyveren igennem dem?“ Jens grinede: „De gør bare det hele nemmere!“ Jonny stirrede forbløffet på ham og undrede sig over, om det var slået fuldstændigt klik for nørden.

Men der skulle vise sig at være en god forklaring.

69

7. Flyet „En vandflyver?“ gispede Jonny vantro og stirrede på den lille dobbeltdækker, der stod i museumshallen.

Den gamle hoppede begejstret i rullestolen: „Denne lille skønhed fra forrige århundrede er omstillet til at flyve på finsprit,“ sagde han og hev en flaske frem.

Jonny snuppede flasken og tog en tår. Kortvarigt greb rusen ham, og så var den væk.

Hmm, min krop fjerner åbenbart giftstoffer lige så hurtigt, som den vokser sammen. Jonnys sår var ganske rigtigt væk. Det samme var de fleste af Dereks og Jens’,

men de var begge blege i huden, og kinderne indsunkne.

De manglede blod.

Jens stirrede savlende på den gamle.

Den gamle slog til Jens med sin stok: „Lad være med at se på mig, som om jeg er en stor, rød bøf. Gå ind og slik på mit gulvtæppe, hvis du mangler blod!“ „Klamt! Men okay!“ sagde Jens og gik ind på den gamles kontor.

Derek og den gamle så på ham med alle tegn på afsky.

Jonny grinede bare og drak lidt mere finsprit. Hans krop brugte ekstremt meget energi, hver gang den voksede

sammen, og kalorie-indholdet i sprutten var i top. „Ikke noget at sige til, at alkoholikere ikke behøver at spise,“ bøvsede han og inkasserede et par slag med den gamles stok. „Du skal sgu ikke komme her og spille smart. Først bløder du på mit tæppe, og nu drikker du min sprut og kalder mig alkoholiker!“ Skyndsomt skiftede Jonny emne og pegede på flyveren med flasken: „Det er et smukt fly, men kan det flyve os over ørkenen?“ Den gamle strøg kærligt sin hånd henover flyets side: „Ja, og mere til. Den kan flyve os i sikkerhed! Når jeg først sidder bag styrepinden, skal alt nok gå godt. Jeg har bare brug for, at I pakker brændstof og åbner porten.“ „Ikke noget problem,“ sagde Jonny og klappede den gamle på skulderen. Den gamle rev til gengæld flasken til sig, og gav sig til at forklare, præcis hvad der skulle gøres.

Bagefter skyndte Jonny sig ned bagest i hallen og gav sig til at fylde kasser med spritflasker fra den gamles hjemmebrænderi.

Derek stønnede svagt. Kedeldragten, han havde lånt var for lille og kunne ikke lynes over brystkassen. Hans hud var hvid og lå stramt over muskler og knogler.

72

Kraniet stod tydeligt frem, og pupillerne voksede, til de fyldte hans øjne helt ud. Så krummede han sig sammen og blottede tænderne: „Jeg går lige ind og hjælper med tæppet!“ Den gamle spyttede som svar: „I er ikke andet end dyr.

I fornedrer jer!“ Men da han så Dereks snerrende fjæs, rullede han hurtigt baglæns: „Husk, det kun er mig, der kan styre flyet!“ Derek gik knurrende ind til Jens.

Lidt efter lød der et dæmpet skrig efterfulgt af en tilfreds knurren fra kontoret.

Jonny kom tilbage til flyet. Den gamles rullestol lå væltet ved flyveren. Hverken Jens eller Derek var i nærheden.

Jonny trak på skuldrene og gik hen til flyets åbne sidedør.

Da han skulle til at stille en kasse med flasker ind som ekstra brændstof, fløj metalspidsen af en stok tæt forbi hans ansigt. „Hey, din gamle tumpe, jeg taber flaskerne, hvis du ikke er forsigtig med den stok!“ sagde Jonny, mens han dukkede sig.

Den gamle stod lige inde for flydøren og støttede sig op af flyskroget. Han havde spændt sin gamle læderhjelm og stak hovedet ud og stirrede fra side til side med vidt 73

opspærrede øjne: „De er blevet zombier begge to! De skriger og smasker derinde. Men mig får de ikke! Jeg må væk, før det er for sent!“ Jonny skubbede kassen med sprit ind i flyet, men før han kunne berolige den gamle, kom Derek ud af kontoret.

Hans øjne var normale, og han havde fået en sund kulør: „Bare rolig du gamle, det var kun Jens, der ikke kunne tåle mosten. Han var ved at blive til en zombie, så han røg ud til de andre.“ Derek fjernede roligt en stump kød fra sine blodige tænder og blinkede til Jonny. Under armen havde han to katanaer.

Jonny blev helt rød i hovedet. Han gik hen til Derek og hamrede sin pegefinger ind i hans brystkasse for hvert ord han sagde: „Vi – dræber – ikke – vores – venner!“ Derek smilede bare med blodige tænder: „Bare rolig, Jonny, jeg er helt med. Jens var ikke en ven, han var bare en bekendt! Desuden har vi brug for, at flyet er så let som muligt, ikke også du gamle?“ spurgte han over Jonnys skulder og smilede. „Det er rigtigt,“ sagde den gamle med rystende stemme og smækkede døren til kabinen. Kort efter startede flyets motor og fyldte hallen med støj. Flyet stod på sin plads, mens omdrejningerne steg. Store klodser blokerede hjulene.

74

„Derek, du er en idiot! Den gamle er gået i panik nu, men diskussionen er ikke slut!“ skreg Jonny gennem larmen.

Derek smilede bare og slog ud med armene: „Jeg lover at opføre mig pænt i fremtiden … så længe jeg ikke er sulten.“ Jonny åbnede munden og løftede pegefingeren, men Derek kom ham i forkøbet: „Først åbner vi porten, derefter fjerner vi stopklodserne og så flyver vi væk - eller skal vi stå og snakke, til flyet løber tør?“ Jonny svarede ikke, men løb hen til den ene side af porten. Derek tog den anden, og sammenbidt hev de porten op.

Zombierne væltede ind. Jonny og Derek løb for deres liv. De spurtede hen til flyveren, sparkede stopklodserne

75

under pontonerne væk, og med et brøl skød flyveren frem mellem dem. „Op på vingerne,“ skreg Derek gennem larmen.

Flyet vippede til den ene side da Derek sprang op, og Jonny kastede sig op på den anden vinge, for at undgå at flyet kæntrede. Panisk greb han afstiverne, mens flyet genvandt ligevægten og pløjede gennem zombierne udenfor porten.

Den gamle gav fuld gas og sejlede op på overfladen af zombiehavet.

Jonny kunne se den gamle flå i styrepinden og skrige i frustration. Rådne zombieansigter gav åbenbart mere modstand end vand, og flyet lettede ikke.

Jonny kæmpede sig hen til døren. Den var låst, og enden af gaden nærmede sig hastigt.

Enten får vi flyveren i luften, eller også bliver vi

trukket ned i zombiehavet, og det har jeg sgu allerede prøvet en gang for mange!

Derek flåede døren af hængslerne i flyets anden side, stavrede igennem kabinen og åbnede døren for Jonny, hvorefter han skreg: „Vi må smide sæderne ud, så flyet bliver lettere. “ Derek rev sæder løs og smed dem hen til Jonny.

Jonny nikkede febrilsk og gav sig til at smide de løse sæder ud. Flyet stank af sprut. En eller flere flasker var åbenbart smadret.

Den gamle skreg: „Kom nu op!“ og rev panisk i styrepinden, og ganske langsomt kom pontonerne fri af de rådne hoveder, de gled henover, men det gik alt for langsomt.

Derek kiggede ud af den åbne dør og bemærkede tørt: „Vi har fået for meget dødvægt med!“ Han smed et katana over til Jonny og hoppede derefter ud på den ene vinge.

Den gamle hylede, da flyet hældte til siden.

Jonny sank en klump og sprang ud på den anden vinge.

Flere zombier dinglede fra vingen, og en enkelt kom kravlende hen mod ham. Flyet nærmede sig en husblok alt for hurtigt, og Jonny slog ud med sværdet, men havde ikke taget højde for vinden. Sværdet blev tvunget bagud, forvred hans tommelfinger og fløj væk i vinden. „Ups!“ 77

mumlede han, men der var ikke tid til at ærgre sig. I stedet knuste han rådne zombiefingre under sine hæle, og en for en faldt zombierne. Snart var der kun én tilbage.

Flyet steg, men Jonnys side var tungere end Dereks.

Den kravlende zombie fik flyet til at hælde. Om få sekunder ville den nederste vinge ramme husblokkens tag.

Jonny slog hjernen fra. Vægten skulle væk og han havde ingen våben. Han kastede sig ind i zombien, og begge faldt de ned fra vingen. Zombien knurrede overrasket, da de var i frit fald. Fald fra store højder var ikke Jonnys livret, alligevel kunne han kun tænke på smøger.

I film får man altid en sidste smøg, før man dør - pis!

8. Respekt Flyet rettede sig op og strøg over husets tag. Det gjorde Jonny og det levende lig ikke. Zombien ramte husmuren med et vådt klask. Jonny fløj gennem et vindue, ramte en stol, derefter et tæppe og priste sit held, mens tæppet gled gennem stuen. Han spærrede øjnene op og ramte en væg.

Et kort øjeblik blev alt sort, mens han bragede igennem gipsvæggen og væltede henover en støvet fladskærm.

Jonny lå fortumlet på gulvet et kort øjeblik. Så rejste han sig og vaklede hen til det smadrede vindue. Jonny kiggede ud. Muren ved siden af vinduet var smurt ind i zombie. „Hellere dig end mig,“ sagde han groggy og fik øje på brandtrappen et par meter væk. Han stillede sig i vindueskarmen og rakte armen ud. „Pis, der mangler sgu bare et par centimeter. Fuck det,“ sagde han og sprang.

80

Først da hans hænder lukkede sig om det rustne jern, kom han i tanke om, at han bare kunne være gået ind i den næste lejlighed.

Det rustne jern rev hans hænder op, mens han gled ned. Han kunne ikke holde sin egen vægt, så han mistede grebet og fløj ned på næste afsats.

Fortumlet kom han på benene, priste endnu engang sit held og humpede op ad trappen.

Forpustet væltede han ud på taget, men der var ikke tid til hvile. Flyet var på vej tilbage, og under det hang et reb med en løkke. „Pis,“ gispede Jonny og satte i løb.

81

Løkken strøg hen over taget. Jonny kastede sig frem og fik mirakuløst fat i første forsøg. Flyet trak ham fri af taget, og pludselig skulle han bære sin egen vægt. Rebet gled mellem hans fingre, men løkken snørede sig sammen om hans hånd, før han faldt. Hele hans vægt og flyets acceleration fik skulder og albue til at gå af led, mens alle knogler i hånden brækkede. Så får løkken da svært ved at glide af, tænkte Jonny, før smerten blæste ham til drømmeland.

Det var kun en kort pause Jonny fik fra virkelighedens mareridts-verden. Nogen daskede ham i ansigtet, og langsomt kom han til sig selv. „Velkommen ombord, Jonny. Jeg vidste, du ville klare det! Hvis man kan klare en tur fra et vandtårn, kan man sgu klare alt,“ sagde Derek og rakte hånden frem for at hjælpe Jonny op fra gulvet.

Rædselsslagen gik det op for Jonny, hvilken hånd han havde rakt til Derek. Det var den, der lige var blevet knust, men hånden var kun øm, da Derek trak ham op.

Knoglerne var allerede vokset sammen!

Jonny kiggede Derek i øjnene, og Derek slog ud med armene: „Okay, chef, nu er vi på flyveren, og om få timer kommer vi ud over ørkenen. Så hvad er planen?“ Det er sgu sært. Det lyder næsten som om, han har fået respekt for mig?

Jonny smilede og rettede på et imaginært slips: „Læn dig tilbage og nyd turen. Når først vi kommer ud i ørkenen, så bryder helvede løs!“ Den gamle grinede manisk: „Vi er allerede i helvede – det bliver sgu ikke værre end det her!“ „Skal det stå på din gravsten?“ spurgte Jonny med et grin og knappede en flaske hjemmebrændt op.

Derek rystede grinende på hovedet, og viklede sig ind i en presenning for at undslippe det begyndende dagslys.

Med hakkende motor fløj veteranflyet langsomt væk fra zombiebyen og ud mod Doktor Z's laboratorium i ørkenen.

84

85

9. Fucked Jonny kom til sig selv med et gisp. Han var faldet i søvn på sædet ved siden af den gamle, efter at de havde delt en halv flaske sprut. „Forbandet!“ råbte den gamle og ruskede i styrepinden.

Ellers var der underligt stille i kabinen. „Hvad fanden sker der?“ skreg Jonny.

Den gamle stirrede med blodskudte øjne: „Jeg kunne komme med en længere forklaring om, hvordan ethanol i en eksplosionsmotor kan danne kondensvand i cylindrene, så etanolen ikke længere antændes. Jeg kunne også bare sig, at motoren er død, og vi er ved at styrte!“ Jonny gned øjnene: „Er der ikke noget, vi kan gøre?“ Den gamle blottede sine gule tænder i et sygt grin: „Selvfølgelig, unge mand, du tager bare denne svensknøgle og kravler ud, skiller maskineriet ad og fjerner kondensvandet fra cylindrene!“ Jonny tog svensknøglen i sin hånd, overvejede det kort og spurgte så: „Hvad er en cylinder?“ Den gamle lignede efterhånden en overmoden tomat i en mikrobølgeovn, men før han kunne eksplodere, hørte de en ildevarslende lyd. Det lød som et fjernt pulsslag,

86

der åd sig ind på dem. Jonny kiggede ud af vinduet. En helikopter nærmede sig. En stor ond militærmaskine med alt, hvad der hører til af missiler og maskinkanoner.

Så er vi der sgu allerede!

Hurtigt tog han en faldskærm på og sparkede Derek i siden: „Vågn op Derek, tid til at sparke røv!“ Fortumlet kom den store mand ud af presenningen, tidsnok til at dukke sig, da projektiler pløjede sig gennem flyets tynde skrog.

Jonny løftede hovedet og så sig omkring. Han var ikke ramt. Han stirrede ned på Derek: „Klarer du den?“ Derek nikkede: „Ingen problem, men den gamle ser ud til at skulle have en hånd med at få styr på sin pulsåre.“ Jonny så på det røde springvand, der stod ud af piloten. „Og den klarer jeg!“ Derek skubbede Jonny til side, og et kort øjeblik troede Jonny, at Derek var i gang med at forbinde den gamle. Han kunne ikke have taget mere fejl!

Med væmmelse greb han blodsugeren i nakken og hev hårdt i ham. I det samme krængede flyet og de væltede ind i flysiden.

Derek skreg op: „Han er bare en blodsæk, Jonny. En fucking blodsæk, der skal tømmes, før den løber ud på gulvet!“ „Jeg har sagt, at det er forkert! Du stopper lige nu,“ brølede Jonny og hamrede Derek ind i flyets tilbageværende dør. Døren gav et klik fra sig. En spinkel lyd, som de egentligt ikke burde kunne høre, og pludselig føltes det som om, tiden bevægede sig meget langsomt.

Døren gik op. Flyet krængede endnu hårdere til siden og kastede de to ud. Flyet gik i spin og fortsatte ned mod det gule ørkensand.

Jonny stirrede på den sorte helikopter, der langsomt kom nærmere.

Fuck, de må grine deres røv i laser. De behøver ikke smadre os – det klarer vi fint selv.

Så gik tiden i gang igen. „Jeg synes hele tiden, jeg falder. Gad vide, om der en dybere symbolik i det?“ skreg Jonny ud i vinden.

Derek stirrede rasende på ham, mens vinden tvang hans mundlæder tilbage: „Så længe du falder alene, er det sgu helt fint, men hvad fanden laver jeg her?“ „Du bliver straffet for ikke at høre efter!“ „Fuck dig, Jonny, om nogle sekunder rammer vi jorden, og så er det slut med at være hellig!“ 88

Jonny smilede og rakte hånden frem: „Kan du stave til faldskærm, eller skal jeg klappe det for dig?“ Derek greb hånden, hev sig helt ind til Jonnys krop og låste sig i et fast greb om ham.

Jonny hev i udløseren og mærkede det frelsende sug, da faldskærmen foldede sig ud. De faldt ikke længere som sten, men det gik stadig alt for hurtigt.

89

Derek kiggede på Jonny: „Er der for meget dødvægt?“ Jonny kiggede på sin vens blodskudte øjne: „Jep, men lige nu kan jeg sgu ikke lave om på, at du er en levende død!“ Derek blottede tænderne i et sygt grin, mens projektiler pløjede gennem faldskærmen: „Niks, ikke lige nu, men tingene ændrer sig forhåbentlig snart!“ Og så gav han slip og lod sig falde de sidste mange meter.

Jonny fart mindskedes, og kuglerne fløj forbi under ham.

Derek ramte en sandklit og rullede ned i en sky af sand.

Jonny og helikopteren landede næsten samtidigt i hver sin ende af klitten. Jonny nåede ikke at få faldskærmen af, før et vindstød rev ham ned på ryggen. Han blev slæbt henover sandet, men han hamrede næven i spændet på brystet. Spændet sprang op, og faldskærmen fløj væk.

Faldskærmen flaksede hen over sandet som en såret fugl, indtil den foldede sig rundt om en metalmast, der stod nogle få meter fra en grå bunker.

Jonny kom på benene.

Ud af bunkeren kom en kvinde i stramtsiddende hvid kittel, hendes hår var sort, og om munden spillede et hånligt smil.

Fenriz var kommet for at afslutte sit arbejde.

91

Jonny trak sin bowiekniv og vinkede hende nærmere: „Bare kom, din motherfucking zombielæge!“ Men hun var ikke alene. Ud af bygningen kom Sgt. Müller med sine mænd og knægten Danny med sit gevær lagt an til skud. „Fu...“ Mere nåede Jonny ikke at sige, før skuddet rev hans skulder op og slyngede ham om i sandet.

Fenriz stormede frem med en lille sort metalæske i hånden.

Jonny bandede indvendigt, men han var lammet af smerte.

Fenriz rev triumferende skjorten af ham, blottede tatoveringen i hans nakke og maste metalæsken ned i den. Nåle skød ud og indsugede hans hjernevæske. Det sortnede for hans øjne, og Fenriz lo triumferende „Du har blodet fra alle tre forsøgspersoner i dine årer.

Når jeg tømmer dig for cerebral spinalvæske, vil din hjerne smuldre, og den ægte kur endeligt være min!“ Jonnys øjne blev tomme, og savlet løb fra hans mund.

Fenriz hev metalæsken til sig og lod fingrene glide over dens glatte overflade. Æsken summede lavmælt, og en lille grøn diode begyndte at blinke.

Fenriz holdt æsken op i strakt arm.

I det samme lød et brag, og Fenriz stirrede forbløffet på 92

den røde plet, der voksede frem på hendes hvide kittel.

Metalæsken gled fra hendes fingre og lagde sig til rette i sandet. Hun sank i knæ, mens blodet løb ud af hendes mund. „Hvorfor?“ mumlede hun og stirrede stift på manden der trådte nærmere.

Sgt. Müller stak sin pistol tilbage i hylsteret og samlede æsken op af sandet: „Du fik lavet kuren, og nu har jeg ikke længere brug for dig.“ Han vendte sig bort, mens Fenriz sank sammen ved siden af Jonny.

Danny lo hånligt: „Så fik de hinanden til sidst, hva?“ Sgt. Müller svarede ikke, men signalerede bare til sine mænd, der skubbede Danny ned på knæ. „Hva’ laver I? Vi er sgu da på samme hold?“ „Vi har ikke brug for møgforkælede teenagere!“ grinede Sgt. Müller og hev ned i Dannys hættetrøje, hvorefter han placerede æsken i Dannys nakke. Den summede svagt, og en kanyle sprøjtede noget ind i hans nakke. Danny skreg op og sank så sammen.

93

„Så er det bare at vente og se, om lortet virker, før vi starter produktionen,“ gryntede Sgt. Müller til sine grinende mænd og tændte en smøg.

Røg og ørkensand blæste stille op i næsen på Jonny.

Han slog øjnene op og skulle virkelig koncentrere sig for ikke at nyse. Niktotinhungeren brændte i hans sjæl og rev ham tilbage til bevidsthed. Den sære æske havde suget hans hjernevæske, men hans helende kræfter havde gendannet væsken hurtigere, end æsken kunne tømme ham. Han havde faket en hjernenedsmeltning og havde ladet sig vælte om i sandet. Skuespillet var lykkedes. De troede, han var død.

Jeg fortjener en Oscar for min præstation, måske to, eller endnu bedre ... en lækker dame. Med den tanke vendte Jonny sig mod Fenriz.

Han førte hånden over sit sår, lirkede den blodige hånd ind under Fenriz' kittel og smurte blodet ud over hendes sår. Jonnys blod virkede hurtigere end nogensinde før.

Blodstrømmen stoppede, men pulsen var svag. Kuglen var gået gennem en lunge og ikke hjertet. Jonny blinkede sand væk fra øjnene. Vi har stadig en chance, tænkte han, mens blodet fra hans hånd blandede sig med Fenriz’ blod og forstærkede hendes allerede overnaturlige evne til at lukke sår.

94

Langsomt så han rundt uden at røre sig for meget. Sgt. Müller stod roligt og røg sin smøg, mens hans mænd stod om ham i en cirkel. 11 stk. elitesoldater boostet med Jonnys eget blod. Han sank en klump og savnede virkelig Derek.

Hvor helvede er du, din store klovn?

Så fik han øje på ham. Han lå i skyggen af en stor sandklit. Jonny smilede. Overlevelseschancerne stiger!

Vi skal bare overleve til i aften, så stikker vi af. Tanken fik ham til at slappe af, selvom solen brændte.

Men han var åbenbart ikke den eneste, solen generede.

Sgt. Müller gav ordrer til sine mænd, hvoraf to slæbte afsted med Danny. Vinden bar hans næste ord over til Jonny: „Bastian, du river hovedet af de to turtelduer, så vi er helt sikre på, at de ikke genoplives!“ Manden lo og kom over mod Jonny. Han var et kæmpe menneske, et hoved højere end Derek og dobbelt så bred.

Manden åbnede og lukkede sine store hænder, mens han mumlede for sig selv: „Fornøjelsen er helt på min side, Sjant.“ Jonny svedte som en tøs i et solarium, men før han kunne gøre noget, løb Derek snerrende frem.

95

Bastian drejede sig halvt og blev ramt i siden for fuld kraft. Han rokkede sig ikke en millimeter, men greb om Dereks hoved og begyndte at klemme.

Sgt. Müller lo: „Bare giv dig god tid, men han er nok ikke så solid som de kokosnødder, du plejer at knuse.“ Derek slog løs på ham, mens hans kranie knagede ildevarslende.

Bastian lo bare: „Det kilder, lille mand, om lidt knaser nødden, og du kan slappe af!“ Så sparkede Derek, og Bastian fik knust nogle helt andre nødder. Menneskebjerget foldede sig sammen og peb som en såret hund.

Sgt. Müller sukkede og trak sin pistol: „Man skal da også klare alting selv!“ Jonny var hurtigere. I en glidende bevægelse var han på benene og kastede sin bowiekniv. Den store kniv fløj gennem luften, sejlede forbi Sgt. Müllers ansigt og ind i skulderen på en af militærfolkene.

Damn!

Den gråhårede Sgt. Müller kiggede med undren på Jonny: „Skulle du ikke være død? Den fejl må vi rette!“ Skuddet var langt mere præcist end Jonnys kniv havde været. Kuglen gik gennem Jonnys brystkasse.

96

Jonny hostede blod, men blev stående. „Ups! Sigter godt, men rammer skidt!“ sagde han med hivende vejrtrækning.

Sgt. Müller sukkede og sigtede mod Jonnys hoved. „Hvis du skyder, ryger Bastians hoved!“ skreg Derek og løftede sin sømbeslåede hæl.

Pistolen bragede, og kuglen havde pløjet sig gennem Jonnys hoved, hvis han ikke havde fået fældet sine ben i samme øjeblik. „Så står vi lige, Jonny,“ sagde Fenriz og slap hans ben.

Der var ingen til at redde Bastian. Hans pandeskal knustes som et æg under Dereks hæl.

Sgt. Müller sukkede igen: „Er det da kun mine folk, der kan finde ud af at dø?“ Som svar eksploderede hovedet på en af hans andre mænd.

Jonny smilede: „Godt at have dig tilbage på holdet igen, Danny!“ Sgt. Müller hvæsede: „Det slutter nu! Pløk dem i smadder!“ Jonny kastede sig ovenpå Fenriz.

Derek trak sit sværd og løb frem mod Sgt. Müller.

Militærfolkene skød løs, og det samme gjorde Danny.

Kugler flåede kød og knogler i stykker.

98

Jonny bed tænderne sammen.

Derek ignorerede smerten og løftede sit sværd over Sgt. Müller: „Tid til at dø, gamle mand!“ Sgt. Müller spærrede øjnene op i rædsel og holdt æsken op mellem sig selv og Derek: „Vil du ødelægge din sidste chance for at blive et menneske igen?“ Derek svingede sværdet, der skar gennem æsken og videre ned gennem Sgt. Müllers skulder. Sværdet perforerede hans højre lunge og fortsatte ud gennem hans ribben. Soldaten så forbløffet på den flækkede æske og halvdelen af sin krop, der lå ved siden af. „Hvem siger, at jeg vil være menneske igen?“ sagde Derek med et blodigt grin.

Før den forbløffede Sgt. Müller kunne gøre andet end at bløde, huggede Derek hans hoved af.

Soldaterne så overraskede på ham. En enkelt hævede vredt sin riffel, men før han kunne trykke af, eksploderede hans hoved i en regn af hjerne og benstumper. De resterende soldater gav sig til at løbe mod helikopteren.

Danny pløkkede et par stykker mere, mens Fenriz skreg efter dem. Jonny holdt hende tilbage, mens Derek gav sig til at drikke de sidste rester af Sgt. Müllers blod.

99

Solen gik langsomt ned over den hedeflimrende ørken.

Fenriz stirrede på den ødelagte æske.

Jonny holdt hende tættere ind til sig og hviskede: „Beklager, at jeg ødelagde dine planer, skat, men du kan stadigt nå at få helten.“ Fenriz stirrede et kort øjeblik ud i luften, så greb hun Jonny i håret og trak ham bagover: „Ved du hvad, Jonny?

Jeg håber, at du er bedre i sengen end til at snakke!“ Så kyssede hun ham hårdt og inderligt, mens verden fortsatte lige lukt mod helvede.

Om Jonny får fingrene i Sgt. Müllers sidste smøger, om Derek for evigt er forvandlet til et frådende monster, om Danny er blevet god igen, og om Fenriz virkelig vil bruge Jonnys krop til fælles fornøjelse ... tja, det må du sgu selv gætte dig til! … eller sende en mail til info@calibat.dk og fortælle den dovne forfatter, at han skal skrive nogle flere bøger om Jonny Nekrotic.

Mens du venter, kan du læse Afterworld-serien, der foregår i Jonny Nekrotics verden, bare 50 år senere.

102

Af samme forfatter: For børn: - Spådrømmen 1: Trolddom & Knurhår, 2013 - Spådrømmen 2: Dragernes Land, 2014 - Sneungen, 2015 - Drengen med Paraplyen, 2016 For unge: - Vintersjæl 1: Modlys, 2013 - Vintersjæl 2: Skæbneblod, udkommer 2016

– flere bind under forberedelse - Jonny Nekrotic 1: Zombiepesten, 2014 - Jonny Necrotic 2: Blodbad, 2015 - jonny Necrotic 3: Showdown!, 2016 - Afterworld 1: Ilddåb, 2015 -Afterworld 2: Ligbål, udkommer 2016 - Thor & Loke 1: Prøven, udkommer 2016

– flere bind under forberedelse ... og der er flere bøger på vej fra Emil Blichfeldt!

Følg med på www.Calibat.dk

103