Jonny Nekrotic - Blodbad

Jonny Nekrotic 2: Blodbad Tekst: © Emil Blichfeldt Illustrationer: © Peter Snejbjerg Redigering: David Mørck Korrektur: Trine Arleth Layout: Anna Degnbol Bogen er sat med Georgia 1. Gratisbørnebøger-udgave www.Calibat.dk

Emil Blichfeldt

2 blodbad

Illustreret af Peter Snejbjerg

Tilegnet Dennis Jßrgensen – Uden Kadavermarch, ingen Jonny Nekrotic

1. Flugten Jonny blinkede og sank en klump. Det kunne ikke passe.

Han skulle være helten. Hans blod skulle være kuren.

Kuren der fik zombierne til at blive mennesker igen.

Kuren der bragte Danny tilbage til livet. Men Danny havde lige ædt hans lillefinger, og de væsner der kom hen mod ham, havde tænder som hajer. Deres øjne stirrede ikke længere tomt ud i luften. De var ikke længere zombier, men de var heller ikke levende.

De var noget helt tredje, og de var sultne.

Danny grinede, tørrede blodet fra sin mundvig og trådte til side, så de andre kunne komme til. ”Go’ appetit folkens!” sagde han, og bukkede som en tjener på en restaurant.

Jonny kiggede sig hurtigt omkring i den lille sygestue. De levende lig befandt sig selvfølgelig mellem ham og den eneste udgang. Lig der målbevidst skubbede deres stålsenge til side, mens de langsomt nærmede sig.

6

Det eneste sted han kunne gemme sig, var i et stort stålskab, men hvordan skulle han kunne redde livet ved at gemme sig i et skab?

Jeg kommer til at dø af mangel på smøger i løbet af en time!

Jonny så ned på sin skambidte hånd og på pakken med smøger i den anden. En smøg uden filter gloede åndssvagt tilbage på ham. Han mærkede, hvordan hele hans krop begyndte at ryste. Der var ingen flugtvej, ingen hjælp. Der var kun en evighed som levende spisekammer forude, hvis han da overlevede denne gang! Jonny kunne mærke skriget presse sig op gennem halsen, men af en eller anden grund kunne han ikke høre lyden. Det eneste der optog hans hjerne, var ligenes øjne. Øjne fyldt med sult. Jonnys hjerne lukkede ned og instinktet tog over, og med en hurtig bevægelse knipsede han den sidste smøg på plads i kæften, tændte den og inhalerede dybt: ”Ok, røvhuller, gør jeres værste!”

Ansigtet foran Jonny eksploderede i en regn af slim og benstumper. Danny kastede sig ned, mens de andres hoveder blev flået i stykker. Jonny stod som paralyseret.

Han registrerede fjernt, at Sgt. Müller stod i døråbningen ind til lokalet og metodisk pløkkede hovederne af bloddrikkerne.

8

Da den sidste krop ramte gulvet, blev der ro i lokalet.

Jonny lod røgen sive ud af næsen og så ned af sig selv, bange for at slim og ligrester havde ødelagt hans stilede tøj. Han åndede lettet op. Havde fuldstændigt glemt, at han havde en kedeldragt på. Trods protester havde de tvunget ham i den grønne coverall, da han var ankommet til Nega City. Lige nu takkede han dem for det, og førte sin smøg op til munden, men den var ligesom kedeldragten indsmurt i blod og kødstumper. Han bandede dæmpet.

9

Sgt. Müller smækkede et nyt magasin i pistolen og stak den tilbage i hylsteret. Jonny knipsede den slatne smøg efter ham: ”Tak for redningen, men havde du behøvet smadre min sidste smøg?” ”Mangel på smøger er dit mindste problem, barnerøv.

Fra nu af er du min private blodbank!” grinede Sgt. Müller, og afslørede et sæt sylespidse tænder.

Før Jonny fattede, hvad der skete, bragede døren op igen.

En mand i hvid kittel plaprede panisk, mens han gik frem mod Jonny: ”Dit blod er ikke den rigtige kur!”

Dr. Hansen stak en mappe op i ansigtet på ham, og stirrede ham manisk i øjnene: ”Jeg har med møje og besvær fremskaffet en masse artikler. Artiklerne omtaler hvordan Dr. Zeuthens kur mod al sygdom skabte zombier, og hvordan hans assistent forsøgte at løse problemerne. Det sidste assistenten omtalte, før han forsvandt, var et eksperiment med tre forsøgspersoner.

Hvoraf den ene hed Jonny!”

Jonny sank en klump og så sig rundt efter en udvej.

Jeg er nødt til at bluffe mig ud af det her. Hvis de først går i gang med at genskabe forsøget, er jeg tvunget til at være forsøgsdyr resten af mit liv!

10

”Hva’ rager det mig? Der er masser af idioter, der hedder Jonny!” Hans øjne fløj fra side til side. Der var stadig kun en vej ud, og den gik forbi en diabolsk smilende Sgt. Müller.

Dr. Hansen bladrede i sin sagsmappe og talte videre: ”Vi må isolere dig. Mine nyeste analyser viser, at dit blod ikke er en direkte kur. Dit blod får celler til at mutere og leve et pseudo-liv. De kan kun leve, hvis der hele tiden tilføres nyt blod. Vi er nødt til arbejde videre, til vi har en ægte kur.”

Sgt. Müller nikkede til Dr. Hansen og vendte sig mod Jonny: ”Du ryger i kachotten og kan se frem til en fremtid som laboratorierotte. Tillykke, fuckhoved!”

Så skal jeg alligevel være forsøgsdyr resten af mit liv?

Så vil det være slut med smøger og lækkert tøj! Det kan ikke passe, der må være en udvej!

Før Jonny kunne nå at tænke tanken til ende, lød der endnu et brag, og Sgt. Müller blev slynget mod en stålseng. Hans brystkasse var flået op og hans blod farvede lagnet rødt.

Dr. Hansen kastede sig skrigende til gulvet med armene krøllet tæt om hovedet. Bag ham stod Fenriz med en rygende shotgun. Hun fortrak ansigtet i smerte.

Hendes krop var dækket af blå mærker. Bare det at håndtere en shotgun så ud til at gøre ondt: ”Slap af, doktor. Jeg skyder kun på levende døde.” Hun tog ladegreb på våbnet, stak det ned sin store taske og smilede til Jonny: ”Kom dukkebarn, så skrider vi.”

Jonny smilede nervøst tilbage og trådte henover de skamskudte lig. På vejen snuppede han mappen, der lå ved siden af Dr. Hansen. ”Tak for oplysningerne, doktor, dem skal jeg nok få brug for,” grinede han nervøst og vendte sig mod Fenriz:”Hvordan kom du fri?”

13

Hun åbnede munden for at svare, men blev afbrudt.

Fra gangen lød støvletramp og lyden af våben der blev afsikret. Hun bed tænderne sammen og hev Jonny ud af sygestuens dør. ”Følg mig,” snerrede hun, og løb ned ad gangen modsat soldaterne, mens hendes taske dansede fra side til side.

Jonny stirrede kort på soldaterne, der fyldte den anden ende af gangen, og spurtede så efter Fenriz. ”Stop!” Soldaternes råb ekkoede igennem gangen, men Jonny tonsede videre og håbede at han ville nå omkring et hjørne, inden de skød løs. Hjørnet, hvor gangen drejede, kom dog kun alt for langsomt nærmere.

Jonny løb forbi en lukket dør uden håndtag, så den opgav han på et millisekund. Øjeblikket efter bragede geværerne og samtidig fløj stykker af dør omkring ham, og han kastede sig ned.

Heldigvis havde han været med i nok film til at have faldteknikkerne i orden, og efter et hurtigt rullefald var han på benene igen og løb alt hvad han kunne.

14

Jonny burde være færdig. Han burde være fyldt med bly.

Men nogen havde reddet ham. Nogen havde kastet sig imellem og stoppet regnen af død. Jonny nåede lige at få et glimt af en stor skikkelse, der løb mod soldaterne og tog imod kuglerne, der hamrede ind i hans krop, så trak Fenriz ham ind i et ildelugtende rum. Bag sig hørte han et brøl og soldater der skød igen.

Fenriz løb direkte hen til et dæksel i lokalets gulv. Et dæksel der var fastgjort med en stor jernstang. Hun satte sig på hug og hev i stangen. ”Kom nu løs, for helvede!” skreg hun, men tværstangen sad i spænd og gav sig ikke en centimeter.

Jonny smækkede døren til lokalet og prøvede at låse den, men låsen virkede åbenbart ikke. Heldigvis stod der en stol ved siden af døren. Med hjertet i halsen greb han stolen og satte den i spænd under håndtaget. Han vendte sig væk fra døren og kiggede febrilsk rundt i det uhumske lokale. Der måtte være noget tungt, han kunne bruge til at banke stangen fri.

Overalt stod der tønder med kemikalier, og store rør bugtede sig gennem lokalet. Et sted brummede store motorer, men Jonny kunne kun tænke på den røde boks på væggen. En rød boks med en stor brandøkse. Hurtigt flåede han øksen ud og vendte sig mod Fenriz. I samme 16

nu smuttede stolen væk under håndtaget og døren bragede op.

Pokkers, det virker ellers altid på film!

En blødende mand væltede ind i lokalet. Åbenbart manden der havde stoppet kugleregnen og forsinket soldaterne.

Han lever, selvom han er fyldt med bly?

Manden pressede døren i, fumlede lidt med låsen og fandt så i modsætning til Jonny ud af, at håndtaget skulle drejes op, før døren kunne låses.

Da det var gjort, sank han forpustet sammen. Kroppen var dækket af skudhuller og det blonde hår smurt ind i blod. Han smilede skævt til Jonny: ”Jeg fik desværre kun et par af dem, før de trak sig tilbage.”

17

”Derek?” Jonny så målløs til. Han kunne næsten ikke genkende kæmpen, der var tilsølet i blod og dækket af skudhuller, men Dereks sår voksede sammen med forbløffende hast. Efterhånden som de lukkede sig, blev kuglerne presset ud af kødet, og gav en metallisk lyd hver gang de ramte betongulvet.

Jonny åbnede og lukkede munden et par gange, men der kom ingen ord ud.

Den store mand talte igen: ”Efter jeg befriede Fenriz, fortalte hun, at dit blod har forvandlet mig. Så nu er jeg blevet et blodhungrende monster i stedet for en zombie.”

Han kom på benene og gik hen mod Jonny.

18

Med den ene hånd holdt Jonny Dr. Hansens mappe op foran sig som et skjold: ”Mit blod kan blive til en rigtig kur. Denne mappe kan hjælpe os!”

Håber jeg!

Før Derek kunne sige noget, rev Fenriz mappen ud af Jonnys hænder og skreg: ”Stå for fanden ikke der og snak, kødhoveder. Få fjernet det dæksel!”

Jonny gloede mistroisk fra øksen, til tværstangen af stål.

Derek grinede og blottede sine blodige tænder: ”Jeg tror, det er mig, hun taler til!” Og uden flere ord tog han øksen ud af Jonnys hånd og slog bagsiden af øksehovedet mod enden af tværstangen.

Gang på gang hamrede stål mod stål. Mellem slagene mod stangen hørte de nogen tæve løs på døren, der heldigvis var mere holdbar, end den så ud. Soldaterne holdt sig åbenbart ikke længere i dækning.

Stålstangen fløj fri af beslagene. Derek smed øksen fra sig og greb fat i dækslet. Med et brøl løftede han det fri og stanken af kloak vældede op i lokalet. Fenriz kiggede kort på Jonny og hoppede så ned i hullet. Derek fulgte lige efter. Jonny så ned i mørket og prøvede at lade være med at kaste op.

19

I det samme blev døren revet af sine hængsler, og ind på gulvet trillede to små runde genstande.

Jonny nåede lige at skrige ”Grana...” før rummet eksploderede i et flammehav. Alt blev mørkt og smerten var overalt. Jonny lod sig falde ned i hullet og et meget fjernt sted i sin bevidsthed registrerede han, at brandgranater med hvid fosfor virkede endnu vildere i virkeligheden end på film.

21

2. Kloakken Mørke, smerte og kulde omsluttede Jonny. Huden brændte og han havde mest lyst til at sove fra det hele, men en hård stemme råbte ad ham: ”Vågn op!” ”Lad mig være,” mumlede Jonny.

Fenriz lo lettere hysterisk: ”Godt du lever!” Så blev hendes stemme mere rolig:” Vi har brug for dig, og vi må væk, før soldaterne finder på at smide granater ned til os!”

Tanken om flere granater fik Jonny til at rejse sig op og stavre af sted. ”Hvorfor sagde I ikke det noget før?” rallede han gennem smertetågerne. ”Pas på hullet!” hvislede Derek.

Jonny så ingenting og væltede i en fordybning. ”Kom nu op, for satan!” sagde Derek, og hev ham op ved armen.

Jonny vendte sit ansigt mod stemmen. Derek gispede. ”Fuck, du ligner smeltet voks, mand!” Derek lød forskrækket. Det var første gang, Jonny hørte den store mand skræmt, siden Sgt. Müller havde skudt hovedet af hans zombificerede kone.

22

”Ingen panik muskelmand, selv om det ser slemt ud, så føles det værre!” Jonny forsøgte at grine, men brød sammen i et hosteanfald. Han kunne smage blod i munden: ”Det hele gror ud om lidt!” ”Det håber jeg sgu, dukkedreng,” sagde Fenriz usikkert.

Først fattede Jonny ikke hvad hun snakkede om, men da der kom stærkt medlidende lyde fra Derek, faldt tiøren.

Jonny skjulte sit skridt med hænderne: ”Ok, jeg skjuler lige herlighederne, så I ikke bliver skræmt når den vokser ud igen.” ”Jeg fatter ikke du kan lukke så meget lort ud, når du næsten er brændt ihjel. Du må have fået granatchok,” sagde Fenriz ”Granatchock min bare,” sagde Jonny og gav hende fingeren.

Fenriz sukkede: ”Så er det vist på tide at komme videre, dukkedreng.” Hun skubbede sig forbi ham: ”Følg mig, tumper, kloakken forgrener sig, og vi skulle nødigt gå hver sin vej!”

Jonny humpede efter lyden af Fenriz´ plasken gennem kloakkens slimede vand. ”Nu skal jeg hjælpe dig,” sagde Derek, og lagde Jonnys arm omkring sin skulder: ”Du kan jo ikke se en skid.”

24

”Korrekt, jeg slipper heldigvis for at se alt lortet i kloakken!” Jonny udstødte en halvkvalt latter, og sekundet efter fulgte Derek trop. ”Shh!” hvislede Fenriz: ”De er tæt på!”

De tav begge og hørte svage stemmer lave ekko i kloakken. ”Hurtigt, her er en ny forgrening,” hviskede Fenris.

De bevægede sig så stille, som de kunne igennem vandet, men så længe de bevægede sig, lavede de lyde. ”Ok, her er en overfaldskant fra en parallel 25

kloakledning. Kravl over betonkanten og vær stille.” ”Jeg vidste ikke, du var kloak-ingeniør, Fenriz,” hostede Jonny.

Hun svarede ikke, greb bare hans hænder og viste hvor kanten var.

Besværet kravlede Jonny over kanten og hørte de andre komme efter. ”Sæt dig her, Jonny,” hviskede Derek, og pressede ham ned i det kolde vand.

Et kuldechok fór igennem Jonny, da vandet lukkede sig om ham. Kulden blev ledsaget af en skarp smerte, da hans hoved og ryg stødte mod ujævn beton. ”Av for satan,” brummede han.

Derek hviskede: ”Vi gemmer os her, og hvis vi er heldige, finder de os ikke.”

Jonny gryntede til svar og gjorde sit bedste for hverken at klapre tænder eller hyle i smerte. Sårene brændte som ild, og selv om han kunne mærke frisk hud vokse ud, så var der noget galt. Et eller andet føltes helt forkert. ”Pres jer helt ind til væggen,” hvislede Fenriz: ”Og hold jeres kæft.”

De klumpede sig sammen i det beskidte vand, og ventede mens soldaters råb og plasken fyldte gangene.

Kulden trængte gennem marv og ben, men det dulmede 26

smerterne. Smerter der burde være forsvundet for længe siden. Jonny sad i vandet til hans ben var helt følelsesløse, men endelig hørte han Fenriz´ stemme: ”Ok drenge, så er der fri bane,” Jonny spidsede ører. Der var helt stille i kloakken. Han rejste sig og hørte klikket fra en lommelygte, men han kunne ikke se noget. Forsigtigt førte han sine fingre op til øjnene. Eller op til hvor øjnene burde være. De var ikke bare kommet til skade, de var brændt helt væk. Han kunne føle de tomme øjenhuler under sine fingerspidser. ”Lorteland!” hvislede Jonny: ”Men i det mindste skal jeg ikke længere bekymre mig om briller.” Han forsøgte at le, men det blev i stedet et halvkvalt host. ”Du har brug for hvile. Vi må finde et sted, hvor vi kan komme op på tør grund,” sagde Fenriz bekymret, og plaskede hastigt af sted gennem det kolde kloakvand. De to andre fulgte efter, og sammen bevægede de sig dybere ind i mørket.

3. byttedyr Noget knurrede i kloakken og det var ikke de utallige rotter! De stoppede alle tre og lyttede. Jonnys mave knurrede igen. ”Fuck, jeg er sulten,” sagde han og greb sig til maven: ”Jeg kunne æde en halv ko, eller bare en lillebitte hamster!”

Fenriz sukkede i mørket ved siden af ham. ”Ja, undskyld prinsesse,” vrængede Jonny, ”men jeg er så udhungret, at jeg næsten ikke tænker på smøger!” ”Han har en pointe,” sagde Derek: ”Vi kan ikke flygte i en uendelighed uden føde.”

Lyden af hurtige bevægelser fik Jonny til at stivne.

Ville Derek sætte tænderne i ham?

Slubrelyde og fraværet af ny smerte afslørede at han ikke var ofret. ”Her er din hamster, blindebuk!” Derek pressede noget varmt, fugtigt og pelset ned i Jonnys hænder: ”Den er tømt for blod, men du vil sikkert synes om den alligevel.”

Den var stadigt varm og de små ben sitrede. ”Fy for satan, hvor er du klam! Du kan da ikke bare give ham en rotte,” hvislede Fenriz.

28

29

Hvorefter hun hev rotten ud af Jonnys hænder, inden han kunne smide den fra sig: ”Den skal sgu da flås først, tåbe!”

Jonny hørte et fedtet svup, efterfulgt af Fenriz der mumlede: ”Af med overfrakken.” Hendes hænder rørte hans, men sekundet senere var det kun rotten, der varmede hans hænder. ”Hæ, du skal nok flå lidt flere, før vi kan lave dig en pels, Fenriz” lo Derek. Fenriz grinede tilbage, og det lød som om hun stak ham en lammer. ”Spis bare, Jonny, den er sprængfyldt med proteiner!”

Fenriz´ latter skar bittert i Jonnys ører og stod i stærk kontrast til hendes berøring. Han mærkede galden stige op i halsen og holdt rotten ud i strakt arm: ”Jeg vil sgu ikke have en klam rotte, så hellere en smøg, og dø af sult!”

Fenriz grinede videre i mørket: ”Er den ikke god nok endnu?” Han kunne høre hun kom nærmere: ”Skal den også steges, dukkedreng?”

Jonny sank galden og nikkede meget mod sin vilje.

Hun greb ham i kraven, og hans trevlede tøj gik endnu mere i stykker ved hendes hårdhændede behandling. Han mærkede hendes varme ånde helt tæt på sit ansigt, og skulle lige til at sige noget smart, noget der kunne sende hendes læber mod hans, men Fenriz kom ham i forkøbet: ”Hør godt efter, dukkedreng. Hvis du er sulten, så spiser du.

30

Det her er fandme ikke en skoleudflugt, så tag dig sammen!” Hun slap hans krave og dampen fra hendes ånde forsvandt.

Jonny bandede indvendigt. Heller ingen hede kys denne gang.

Modvilligt tog han rotten op foran ansigtet og satte tænderne i den. Det vendte sig i ham. Han kunne ikke få den ned: ”Beklager dame, jeg kan ikke få den ned, så enten tryller du et lejrbål frem, eller også går jeg i dørken af sult.” Jonny hadede at være svag, men han havde ikke noget valg.

32

”Fucking tøsedreng, men ok, soldaterne er så langt væk, at de nok ikke opdager ilden.” Hun hævede stemmen en anelse: ”Derek, fang nogle flere, så dukkedrengen kan fylde maven.”

Derek svarede ikke, men Jonny hørte ham forsvinde plaskende ud i mørket. ”Kom herover, Jonny, der er en bred kant, hvor vi kan sidde.”

Jonny skvulpede gennem vandet efter lyden af Fenrizs stemme, fik fat i betonkanten og kravlede op. ”Fantastisk. Det er næsten som at være på picnic i parken,” mumlede han sarkastisk.

Fenriz udstødte en tør latter: ”Ja, bare luk øjnene, forestil dig alt det grønne, og indsnus naturens dufte.”

Jonny rystede på hovedet og sendte hende, hvad han håbede, var et skævt smil: ”Hæ! Jeg mangler et par øjne at lukke, søster smart, og naturen lugter af lort!” ”Op med humøret, dukkedreng. Nu får jeg sat ild til det gamle skrammel her og steger dig en kloak-hamster!” lo Fenriz, og gik i gang med at slå nogle ting mod hinanden.

Det lød som sten mod metal.

Jonny kunne høre hende puste, og stanken af brændt plastik bredte sig. Efter lydene at dømme fodrede hun et lille bål med hvad hun kunne finde af skrald.

33

I hvert fald lugtede det ikke som en miljøvenlig afbrænding.

Efterhånden som duften af stegt kød overdøvede stanken af brændt affald og kloak, skreg Jonnys mave endnu højere på føde. ”Så er den første færdig, lad den lige køle en smule af.”

Fenriz lagde det varme kød mellem Jonnys hænder. Han tøvede kun kort, før han sank tænderne dybt i det sprøde dyr. Varme safter sprøjtede ud og smertede hans ødelagte hud. Alligevel gnaskede han resten i sig uden at tøve.

Der var ikke meget kød på det lille kræ, men heldigvis vendte Derek tilbage og klaskede noget ned i betonkanten. Der lød som et helt bundt fede rotter.

Jonnys tænder løb i vand, og han prøvede at lade være med at tænke på, hvad dyrene levede af.

De spiste i tavshed, og det føltes som den første gang i meget lang tid, hvor alt var roligt. Efterhånden som maven blev fyldt med rottekød, blev der plads til andet end frygt og sult.

Jonny sukkede og vendte ansigtet mod Fenriz: ”Har du stadigt mappen med papirerne om Dr. Zeuthens assistent?”

Det lød som om Fenriz lagde noget fra sig og rodede i en taske.

34

”Jep, den er lige her,” sagde hun, og gav sig til at bladre i papirerne. ”Læsning er ikke lige min stærke side,” sagde Derek: ”Jeg går ud og henter mere skrald til bålet, og fanger nogle flere rotter.”

Jonny sad i mørket og hørte ekkoet af Derek, der plaskede ud i kloakken. ”Heller ikke min,” mumlede Jonny og kløede sig i de tomme øjenhuler: ”Vil du læse højt, skat?” ”Skat?” Fenriz fnøs og han hørte mere bladren. ”Der er for meget information til, at jeg kan få styr på det hele nu,” svarede hun dæmpet. ”Men jeg kan se, at det nyeste i mappen er en avisartikel om et ødelagt laboratorium i NegaCity. Artiklen viser et billede af en kvinde i kittel og en åben kloak. Flygtede I den vej?” spurgte hun. ”Ja, vi havde ikke særligt mange valg, laboratoriet lå under jorden i forbindelse med kloakken. Den eneste anden opgang til overfladen var sprængt i småstykker.” ”Var det samme kloak som denne?”

35

Jonny trak på skuldrene: ”Hvordan fanden skulle jeg kunne afgøre det?” Han pegede mod de to tomme huller, hvor der burde have været øjne, og lod skuldrene falde: ”Men lugten er i hvert fald den samme!”

Fenriz var stille.

Skodpublikum, tænkte Jonny.

Det lød som om hun pakkede papirerne sammen igen og sukkede: ”Du er ikke til meget hjælp!”

Jonny slog ud med armene og ramte en mur: ”Av, for satan.” Han pustede på fingrene: ”Du har for høje forventninger til en mand uden øjne og med kroppen dækket af tredjegrads-forbrændinger, skat!” ”Stop skænderiet unger,” rungede Dereks stemme.

Jonny kunne høre kloakvandet plaske mens Derek kom nærmere. ”Her er friske forsyninger af skrald og rotter. Husk at spise de rigtige dele, Jonny.”

Jonny sagde intet, men foldede armene foran brystet, godt træt af det hele. En nyristet rotte blev langet til ham af Fenris, og selv om deres sarkastiske humor irriterede ham grænseløst, tog han imod den uden at svare igen.

Han åd den hurtigt og udstødte et veltilfreds suk.

De andre holdt op med at smaske. ”Slap dog af, må man ikke engang sukke mens I 36

spiser?” Jonny ventede endnu en spydig bemærkning, men i stedet følte han Fenriz’ kølige hånd lægge sig over sin mund, og han kunne høre på hendes stemme, at hun begyndte at tale til en helt tredje: ”Du skal ikke være bange, kom her hen og få en bid mad.”

Lyden af plaskende skridt kom langsomt nærmere.

37

4. Pigen Selvom jeg ikke kan se en skid, er det sgu på tide at jeg overtager kontrollen med det her show! ”Du skal ikke være bange, vi spiser dig ikke. Jeg gør i hvert fald ikke,” sagde Jonny ud i luften.

En spinkel stemme svarede: ”Du lyder som en jeg kender, men du ligner en af de slemme?”

Jonny kørte en hånd hen over sin forbrændte pandehud: ”Rolig lille ven, jeg fik bare en russisk barbering. I virkeligheden er jeg en stjerne!”

Fenriz og Derek lo dæmpet.

Den spinkle pigestemme kom nærmere: ”Nu kan jeg høre, hvem du er! Du er babysitteren i Min Brors Børn.” Hun var helt tæt på nu: ”Jeg har altid syntes, du var så nuttet. Hvor er det synd at du er smeltet!”

Fenriz og Derek spruttede af grin.

Jonny vidste ikke, hvad han skulle sige til det, så han rakte en stegt rotte frem: ”Vil du have en bid spidstegt kloak-hamster?”

Hans to venner vrælede af grin, men pigen tog rotten ud af hans hånd.

39

”Mums, de smager meget bedre stegt,” sagde hun med en glad klang i stemmen: ”Min mor sagde ellers, det var rotter, men jeg synes, det er sjovere, at I kalder dem hamstere.”

Hvis Jonny ellers kunne, ville han have spilet øjnene helt op, da det gik op for ham, at rottekød var hverdagskost for den lille pige. ”Hvad hedder du?” spurgte han. ”Maria.”

Der blev stille i kloakken, som om situationens alvor gik op for dem. ”Hvor er din mor?” spurgte Derek.

Maria holdt op med at tygge. Og Jonny kunne høre hende snøfte. Med grådkvalt stemme sagde hun: ”Vil I hjælpe hende?” ”Har hun smøger?” spurgte Jonny før han kunne nå at tænke, og inkasserede en lammer som præmie. ”Av, for satan,” sagde han, gned sig på skulderen og vrængede: ”Jeg elsker, når du nusser mig, Fenriz!”

Derek tog over før de to andre kørte helt af sporet. ”Du kunne være den datter, jeg aldrig nåede at få. Zombierne tog min kæreste. Jeg skal nok hjælpe dig med at få din mor tilbage!” sagde han, med en stemme der brændte af indestængt sorg og vrede.

40

Jonny hørte Fenriz tage en dyb indånding, som om hun skulle til at argumentere imod, men Derek kom hende i forkøbet. ”Jeg er fuldstændigt ligeglad med, hvad du vil sige Fenriz, jeg går med pigen” Fenriz sukkede opgivende og hvislede så lavt, at kun Jonny hørte det: ”Som om vi har fucking tid til at lege helte!”

Hæ! Så blev hun endeligt sat på plads, og hvis Marias mor har smøger, er alt perfekt!

Sammen bevægede de sig dybere ind i kloakken, og Jonny havde fornemmelsen af, at de kastede sig hovedkulds ind i løvens hule.

Og det havde han helt ret i!

41

5. Venner Jonny plaskede skumlende gennem kloakvandet. Han vidste ikke, hvad der var værst. At den lille pige Maria pludrede om alle hans skodroller i børnefilm, eller de to andre der med jævne mellemrum fik grineflip. ”Fedt, Jonny, jeg troede du var en stjerne, men du er bare en skodskuespiller, der kun har optrådt i skodfilm!” grinede Fenriz. ”Hva’ mæ’ dig selv? Hvad gør dig så meget bedre?” svarede Jonny vredt.

Før Fenriz kunne svare, sagde Maria: ”Så er vi her.”

Jonny kunne høre de andre afsøge tunnelen. Det lød som om nogen bankede på en jernplade. ”Hvad er det præcist, vi skal hjælp din mor med?” spurgte Fenriz. ”Bare skynd jer ind, døren er bare lukket, ikke låst,” sagde pigen og gemte sig bag Jonnys ben. ”Ok, Maria, du bliver herude med Jonny,” sagde Fenriz: ”Derek, du går forrest.”

Derek sagde ikke noget. I stedet lød en knirken og Jonny var alene tilbage med den lille pige.

Maria slap Jonnys ben og plaskede gennem

42

kloakvandet. Der lød et smæld og et klik. Som om døren blev lukket og låst.

Derefter begyndte pigen at græde og pressede sig ind mod Jonny. ”Roolig min lille ven,” sagde Jonny.

Hva’ fa’en sker der for ungen?

Han lagde sin arm omkring hende og gav hende et lille klem: ”Vi skal nok redde din mor.”

Pigen snøftede: ”Det ved jeg godt, men hvor lang tid holder det denne gang?”

Før Jonny kunne sige noget, hørte han dæmpede skrig, glas der smadrede og tunge drøn. Han fumlede hen over betonen med sine fingre, mens skrigene fortsatte. ”Hvad sker der?” råbte han, men det eneste svar var hans eget råb, der ekkoede gennem kloakken, og Maria der hulkede.

43

Endeligt fandt han metaldøren og flåede i håndtaget. ”Jeg har låst døren Jonny,” sagde pigen med skælvende stemme: ”Det er kun mig, der kan åbne den.”

Jonny vendte sig mod Maria og skreg: ”Så åbn den, for satan!”

Som svar græd hun bare endnu mere heftigt.

Jonny ravede rundt i mørket, men han kunne ikke finde hende. Gennem de dæmpede skrig kunne han høre nogen flå i døren. ”Luk op for helvede, her er fyldt med zombier!” ”Fenriz!” Jonny rev igen desperat i håndtaget, men døren gav sig ikke en tomme.

Maria hylede tilbage: ”Giv mor det, hun har brug for, så bliver alt godt.”

Hun trak vejret i hårde stød: ”Mor er ikke ond, hun skal bare have nogen venner, så bliver alt godt igen!”

Jonny vendte sig fra døren, og tvang sig selv til at ignorere Fenrizs og Dereks dødskamp. Han spidsede ører og gik roligt frem, ledt af pigens hulken: ”Vi vil gerne give din mor det, hun har brug for, men du har lukket de forkerte ind til hende, jeg ...”

Jonny blev afbrudt af Fenriz’ febrilske råb: ”De har fået Derek ned med nakken. Nu kommer de herhen. Luk nu op, for helvede!”

Jonny tvang lydene ud af sit hoved og fokuserede på sit skuespil. Han satte sig i vandet ved siden af Maria: ”Jeg ved godt hvorfor du ikke lukkede mig inde.”

Pigen snøftede. ”Du var bange for, at jeg også blev spist, og du igen skulle være helt alene.”

Maria begyndte igen at hulke. ”Men det skal du ikke være bange for. Jeg er nemlig skuespiller, og vi kan ikke dø!”

Pigen holdt vejret. ”Kan du ikke huske scenen i Far til Piger 17?” Jonny gjorde sin stemme blid som smør, på trods af Fenriz’ desperate skrig i baggrunden: ”Der hvor jeg bliver kørt over af en damptromle?”

Maria snøftede og begyndte at grine: ”Hi hi. Ja, det var sjovt, da Sille kørte dig helt flad, mens du råbte og skreg!”

Jonny strøg Maria over håret og lagde sin hånd på hendes skulder: ”Skal Jonny så ikke lige gå ind og redde din mor og alle de andre fra de slemme zombier?”

Pigen stivnede: ”Hvad vil du gøre ved de slemme?”

Jonny vidste, at hvis han svarede forkert, så ville han enten være nødt til at blive grov eller opgive håbet om at se Fenriz igen. Vold mod børn var bestemt ikke hans speciale, så han trak vejret dybt og sagde sandheden: ”Jeg ved det lyder mærkeligt, men jeg har noget i mit blod der gør, at de får det bedre. De bliver ikke helt sig selv igen, men man kan tale med dem, få dem til at forstå ...”

46

Jonny holdt vejret. Han havde undladt at fortælle, hvor blodtørstige de kunne blive.

Der lød et klik og et snøft: ”Ok, så red dem. Jeg vil gerne kunne tale med mor igen.”

Jonny rejste sig, fandt håndtaget og flåede døren op.

En skrigende Fenriz kastede sig om hans hals. Hurtigt rev han sig fri og skubbede hende hårdt fra sig. Så sprang han ind i rummet, smækkede døren bag sig og trak famlende en kraftig slå for.

47

Idiot! Din store idiot! Du kunne sgu da bare ha ofret Derek og tøsens mor. Hvorfor fa´en leger du helt?

Før flere tanker kunne fare gennem Jonnys hoved, blev han overvældet af stanken. Stanken af råd var overalt.

Fenriz’ råb lød svagt fra den anden side af døren, og hun hamrede hjælpeløst på metallet. Zombiers rallen fyldte hans ører.

Jonny knyttede næverne og slog ud i luften. Han kunne ikke undgå at ramme, zombierne var overalt.

Hans næve sank ind i brystkassen på den nærmeste, men det stoppede den ikke fra at begrave sine tænder i hans arm. Smerten skød igennem ham, men han havde prøvet værre. Han rev armen til sig, tog fat om zombiens hoved, og begyndte langsomt at vride det rundt. Ryghvirvlerne poppede fra hinanden, som popcorn i en mikroovn.

Måske havde han kunnet hive hovedet helt af, hvis han havde haft bedre tid, men der var flere zombier end den ene. Mange flere. Hænder greb ham fra alle sider. Tænder og negle flåede i hans kød.

Pis! Tid til at dø ... igen!

6. Smerte Alting gjorde ondt. Bare det at trække vejret var en næsten uoverkommelig opgave. Der var stille i mørket omkring ham. Hvis bare han havde haft en smøg til at dulme smerterne! Musklerne spændtes i hans arme og ben. Han kunne mærke vreden pumpe i sine årer, han levede igen, men hvor længe?

En sær slæbende lyd brød stilheden. ”Er der flere af jer, røvhuller?” råbte Jonny: ”Kom bare an. Så skal Jonny fandme vise jer et trick eller to!”

Så hørte han en grødet stemme: ”Beklager, Jonny!”

Lyden af tænder gennem hud og knogler fik ham til at stikke i et hyl. En brændende smerte skød igennem ham, og Jonny besvimede igen.

Han vågnede med et skrig. Alle muskler smertede. Han kunne høre stemmer omkring sig. Mange stemmer.

Spørgsmålene føg gennem luften. ”Hvad sker der?” ”Hvor er vi?” ”Jeg er sulten!”

Til sidst skar Fenriz´ stemme igennem: ”Stille! I har

50

fået en ny chance. Lad være med at spilde den. Vi er i et laboratorium. Et laboratorium hvor der engang blev lavet et meget specielt forsøg. Et forsøg der skulle skabe en kur mod zombiepesten. En kur vi vil prøve at færdiggøre.”

Spørgsmålene føg atter gennem luften. Stemmerne var vrede og sultne. ”Alle skal ud af laboratoriet nu! Vi må arbejde på kuren.” sagde Fenriz.

51

”Op i røven med kuren, jeg skal ha’ noget kød, og det skal være nu!” lød en mandestemme. ”Ok, så er I selv ude om det. Få dem ud herfra, Derek!” ”Kom bare an, jeg er ikke bange ...” Resten af sætningen forsvandt i et øredøvende skrig. ”Ingen arme, ingen kager,” brølede Derek og lo diabolsk. ”Jeg sagde du skulle få dem ud, ikke flå dem i stykker, din idiot!” råbte Fenriz, og fortsatte i et mere dæmpet toneleje: ”I to bliver!” ”T-tak,” svarede Maria og en kvinde i kor.

Jonny trak vejret dybt. Han var sulten, tørstig og vred, og manglede desperat en smøg. I baggrunden kunne han høre Fenriz tale med en kvinde, som han antog, var pigens mor. Han kunne høre at de talte om zombier og om en kur. Han blev dog først rigtigt opmærksom, da kvinden begyndte at tale om forsøget, der skulle modvirke Dr. Zeuthens mislykkede kur.

Nu kunne Jonny genkende hendes stemme. Det var hende, der havde givet ham sprøjten, dengang han var med i forsøget. Kvinden var sygeplejerske, men hvor var den, der vidste alt om forsøget?

Hvor var Dr. Zeuthens assistent?

52

Kvinden fortalte, at blodet fra de tre forsøgspersoner måske var nøglen til den rigtige kur, og at først når blodet fra alle tre blev blandet i en af forsøgspersonerne, ville kuren kunne skabes. Hvordan det blandede blod kunne laves om til en kur, vidste hun ikke.

Af en eller anden mærkelig grund, begyndte tatoveringen i Jonnys nakke pludselig at klø, men han ignorerede det.

Gad vide hvor de to andre forsøgspersoner er henne?

Fuck det ville være fedt i det mindste at slå kløerne i den fede prædikant, der forsvandt med alle de penge, vi skulle have haft for at være med i forsøget!

Imens Jonny forestillede sig, hvordan han ville ydmyge ham, talte kvinden og Fenriz videre.

Jonnys tanker blev afbrudt af en dæmpet stemme helt tæt på: ”Beklager at jeg åd et par af dine fingre,” brummede Derek: ”Jeg havde intet valg. Kampen mod zombierne slog mig næsten ihjel, og dit blod er den bedste måde at komme på fode igen, men vi behøver ikke fortælle det til nogen, vel?”

Jonny mærkede Dereks hånd lukke sig om sin nakke.

Han kunne mærke styrken i den, og havde bestemt ikke lyst til at prøve, om en brækket hals kunne vokse sammen.

I stedet hviskede han: ”Skaf nogle smøger, så er vi kvit!”

54

Derek grinede og slap ham: ”Jeg vidste, du ville forstå, voksfjæs.”

Jonny tog en dyb indånding og satte sig op. En tanke slog ned i ham. Det var som om Derek ændrede sig langsomt til et blodtørstigt monster. Det var som hans menneskelighed blev mindre for hver time der gik. Jonny havde en voksende fornemmelse af, at Derek kun hjalp dem, for at være nær sin forsyning af blod. Jonnys blod.

Han gøs og kæmpede sig op at sidde. ”Hey, voksfjæs, du behøver ikke at ryste mere. Det her underjordiske laboratorium er veludstyret, jeg har fundet et par dåser bønner, en skjorte og en pakke smøger.”

Jonny skubbede dåserne til side, hev skjorten på og greb cigaretterne. Han fik hurtigt en fri af pakken, mærkede dens tørre overflade og lo. En tændstik blev strøget, han mærkede varmen tæt på sit ansigt, tog smøgen mellem sine sprukne læber og sugede røgen langt ned i sine smertende lunger. Røgnarkoen skød sig vej til hjernen med et sus, der kortvarigt gjorde ham skæv.

Det lagde et slør over smerten, og først et par minutter senere kunne han tænke helt klart: ”Derek, bønnerne skal varmes og DU skal skaffe noget mere tøj til mig!” Jonny kunne mærke Derek tæt på og lugte hans ånde. Den stank af blod.

55

”Jeg er ikke din tjener!”

Jonny pustede røg ud i hans ansigt: ”Du kan spille hård, alt det du vil, men uden mig er DU tvunget til at leve af rotter eller af at slå sagesløse mennesker ihjel. Du er ikke min tjener, lige så lidt som jeg er dit forrådskammer!”

Jonny holdt en pause og sugede røg indenbords. Så talte han igen, mens han mærkede røgen sno sig ud gennem hullerne i sit forbrændte ansigt: ”Enten hjælper vi hinanden, eller også modarbejder vi hinanden. Hvad tror du giver os de bedste chancer mod soldaterne, der jager os?”

Hvis han kunne, havde Jonny koldsvedt og hans øjne flakket fra side til side. Men det hele var brændt af, og havde givet ham verdens bedste pokerfjæs. ”Du får din vilje, voksfjæs. Denne gang!” hvæsede Derek, og trak sig prustende væk.

Jonny sank lettet sammen og brugte smøgens sidste gløder til at tænde en ny. Nikotinbarometeret var helt i bund, men livet kunne være meget værre.

56

7. Laboratoriet ”Ok, drenge, nu hvor Jonny både har fået smøger og en frisk skjorte, er alting jo næsten normalt,” grinede Fenriz.

Jonny lagde hovedet på skrå: ”Prøver du at være morsom? Det er sgu nye tider!” ”Ha ha, dukkefjæs. Som om du selv er et omvandrende katalog over gode jokes!”

Jonny brummede bare surt, og fik ild på en ny smøg.

Jeg skal nok få dig ned med nakken, smukke! ”Hør så godt efter. Jeg har talt med Marias mor, og det viser sig, at hun har arbejdet som sygeplejerske for Dr. Zeuthens assistent. Hun var til stede, da du fik indsprøjtningen. Endnu vigtigere, så ved hun, hvad der skete, mens I forsøgspersoner var bevidstløse!” ”Jeg er klar over, hvem hun er! Jeg genkendte hendes stemme,” sagde Jonny, og pustede røgen ud gennem hullerne i det forbrændte ansigt. Smerterne var der stadig, men han havde vænnet sig til dem nu.

En ru hånd lagde sig på hans: ”Du hjalp Maria, tak, Jonny.” Sygeplejerskens stemme var tæt på at knække over i gråd. ”Ingen årsag, lammesteg. Det er Jonnys speciale at

58

redde kønne piger. Til gengæld kan du hjælpe mig ved at fortælle, hvad du ved.” Med cigaretten mellem læberne og en beundrende kvinde foran sig følte Jonny sig helt normal igen. ”Selvfølgelig, Jonny, alt for dig! Efter jeg havde givet jer hver jeres indsprøjtning, gik jeg hen til kølerummet med resten af vaccinen. Da jeg var på vej tilbage, hørte jeg Dr. Zeuthens assistent tale med to mænd. Det lød som om, de skændtes. Assistenten skreg, at alle havde ret til kuren.

De to mænd grinede og sagde, at Dr. Zeuthen nok skulle bestemme, hvem der skulle overleve og hvem der skulle dø. Så lød et afbrudt skrig, og en af de to mænd sagde til sin makker, at laboratoriet skulle brændes ned og at de skulle mødes senere i Dr. Zeuthens ørkenlaboratorium.”

59

Marias mor sukkede, men talte så videre: ”Jeg gemte mig i kølerummet med min datter, til de var væk. Da jeg kom ud, brændte laboratoriet. Heldigvis fik jeg aktiveret laboratoriets brandslukningssystem og fik ilden under kontrol. Jeg kunne se, at de to mænd havde taget alt computerudstyr og alle notater med sig.” Kvinden sukkede igen: ”Mere ved jeg ikke. Jeg er bare så glad for, at I har reddet mig og min lille pige.” ”Tør øjnene, lamsebasse, jeg har ikke brug for din glæde. Stik mig resten af vaccinen, så er vi kvit,” sagde Jonny og knipsede skoddet væk.

Kvinden var stille et stykke tid, men sagde så: ”Da zombierne kom, blev min datter bidt og hun fik resten af vaccinen. Den har ændret hende, zombierne ser hende som en af deres egne. Men sammen med vaccinen lå der en mærkelig metalæske. Den kan du få.”

Jonny kunne høre hende skramle rundt, og tilsyneladende fandt hun, hvad hun søgte, for kort efter pressede hun en metalæske ned i hans hånd. Jonny tog den uden at takke, og prøvede at åbne den. Den gav sig ikke en millimeter. Han skulle til at smide den fra sig, da han mærkede Fenriz bløde fingerspidser stryge over sin hånd: ”Lad mig tage den, dukkedreng.” ”Du kan få meget mere, smukke!” sagde Jonny, og han 60

ville have blinket frækt, hvis han ellers havde haft øjenlåg og øjne til det.

Fenriz lo lusket og tog metalæsken ud af hans hånd: ”Måske senere ...”

Jonny var glad for, at han var helt brændt af, så hun ikke kunne se, hvor meget han så frem til at få noget tid alene med hende. Alligevel nagede tvivlen.

Hvorfor er hun pludselig venlig igen?

Han rystede på hovedet. Det var på tide at få kontrollen for alvor. Han inhalerede dybt og mærkede gløden brænde sine fingre. Hurtigt fik han ild på en ny smøg og hævede stemmen: ”Ja ja, det er meget godt det hele, men vi skal sgu videre!” Han rejste sig og rettede på skjorten: ”Det er tid til at finde de andre forsøgspersoner, så vi kan lave en kur, sparke noget zombierøv og redde verden på vejen. Kom så, Derek!”

Derek brummede bare surt som svar, men Fenriz satte hælene i: ”Slap af Jonny, vi må have styr på tingene, før vi bare vælter hovedløst af sted!”

Jonny vendte sig mod hende: ”Pis med dig, Fenriz, vi har ikke tid. Soldaterne er i hælene på os, og I har lige sluppet en hel flok bloddrikkere løs i kloakken. Jeg vil væk herfra, mens vi stadig kan.” ”Du er fandme for meget, Jonny!” sagde Fenriz og sukkede opgivende.

Jonny kunne høre rumsteren med ting og sager, mens hun bitchede videre, men han lukkede støjen ude og prøvede at koncentrere sig om at få tingene til at hænge sammen.

Tankerne blev afbrudt af en lille hånd, der greb hans forbrændte fingre: ”Du hjalp mig, så jeg vil også hjælpe dig.”

62

Jonny nikkede fraværende og klappede pigen på hovedet. ”Jeg var i laboratoriet med mor, da mændene kom, og da de var gået igen, så jeg jer andre fra forsøget flygte ud i kloakken.” ”Ja ja, dygtig pige,” sagde Jonny ironisk.

Pigen hev ham hårdt i ærmet og skreg: ”Den ene blev i kloakken. Jeg har set ham igen!”

De rumsterende lyde stoppede brat. ”Kan du beskrive ham?” spurgte Fenriz.

63

Jonny sukkede og inhalerede dybt: ”Så snakker vi igen!

Vi skal af sted, fatter I det ikke? Er det ikke muligt for bare en af jer at pakke vores grej, mens I lytter?”

Pludselig sang det i hele hans kranie og han væltede tilbage. Nogen havde stukket ham en lussing og der var lagt kræfter i. ”Det er dig, der ikke fatter en skid!” snerrede Fenriz: ”Marias ord kan være nøglen til vores overlevelse. Så du lytter og vi pakker!”

Jeg skal nok få dig ned med nakken en dag, tænkte Jonny, mens han tog sig til kinden, hvor Fenriz havde ramt.

64

8. Mavepuster Pigen snakkede som et vandfald. Omkring den tredje smøg havde Jonny hørt om alt. Lige fra hvordan kloakken var skruet sammen, til de små bopladser, hvor folk havde slået sig ned i mangel på fantasi til at flygte fra hvad der måtte være en mareridtslejr. For helvede! Med al den information kunne han bygge sin egen kloak, så meget snakkede tøsen!

Først da pigen nævnte et sted, hvor der boede mange sammen, og derefter beskrev deres leder, var der noget, der vågnede i Jonny.

Det er sgu den fede prædikant fra forsøget! Det dumme svin. Han tog pengene. Jeg glæder mig til at sparke hans røv i laser!

66

Jonny sparkede ud i luften, gled og røg på røven: ”Pis!” Jeg har ikke en chance i denne tilstand. Jeg kan hverken skyde eller bruge en motorsav. Hvordan fa’en skal jeg slås uden øjne?

Lidt derfra hørte han Derek fortælle sygeplejersken, hvordan han havde kæmpet mod horden af zombier.

Selvfølgelig!

Jonny rejste sig og gik væk fra den lille pige: ”Hey, Derek, du må sgu lære mig at slås.”

Derek grinede bare til svar, men den lille pige klappede i hænderne: ”Jaa, slåskamp, ligesom i Børge-Banden Ser Rødt.”

Jonny sukkede. Pigen havde åbenbart set alle hans skodfilm.

Derek grinede endnu mere, men efter lyden at dømme rejste han sig op: ”Ok, filmstjerne, så lad mig vise et par fribryderkneb, som selv en blind mand kan lære.”

Jonny smøgede skjorteærmerne op, og pludselig gik det op for ham, hvor gennemført tåbelig en ide det var.

Han havde lige givet Derek fripas til at gennemtæve sig. ”Ok, Jonny,” sagde Derek alvorligt. Efter lyden at dømme stod han helt tæt på: ”Det her er måske ikke en helt dum ide. Jeg vil jo gerne have, at du overlever.”

67

Jonny nikkede ivrigt og øjnede muligheden for, at han måske alligevel ikke ville blive krøllet helt sammen. ”Når du ikke kan se, er du nødt til at lade din modstander komme helt tæt på, for derefter at overraske ham.”

Jonny kunne høre Derek cirkle rundt om ham, mens han tilsyneladende skubbede ting væk fra gulvet med fødderne. ”Når din modstander er kommet helt tæt, griber du ham,” sagde Derek, og greb Jonny i skjorten: ”Så giver du ham et knæ i maven og smider ham fra dig.”

Jonnys mellemgulv eksploderede i smerte og han følte, hvordan han fløj gennem luften og ramte gulvet med et klask, der slog al luften ud af ham.

Den lille pige klappede: ”Flot, gør det igen!”

Gennem smertetågen hørte Jonny Fenriz blande sig: ”Ja ja, det trick virker kun mod levende. I en nærkamp mod en zombie skal man bruge dette trick.”

Jonny hørte den karakteristiske lyd af en stor kniv der blev trukket ud af en skede. ”Wow, det er sgu en fed bowiekniv,” sagde Derek: ”Har du flere?”

69

”Jeg fik to med fra militæranlægget i Negacity.” Jonny mærkede noget blive presset ned i sin hånd: ”En til lille Jonny, og en til mig. Du kunne bare have beholdt din økse, Derek.” ”Fuck det! Havde jeg brugt tid på at tænke på øksen, så havde jeg sgu fået ildgranater i røven!”

Fenriz ignorerede ham: ”Ok, Jonny, knivtricket er lidt det samme, som det Derek viste dig.” Jonny mærkede hendes spinkle, men stærke hånd gribe fat i skjorten: ”Og så ...”

Jonny rev sig løs: ”Ja ja, jeg har fattet det! Du skal sgu ikke hakke kniven i min hals!”

Alle grinede, undtagen Jonny.

Det pis gad han ikke finde sig i! Nu var det på tide at Fenriz fik igen!

Fenriz’ latter afslørede hvor hun stod. Jonny greb hende i kraven, flåede hende helt tæt på, og med en hurtig bevægelse, førte han sin egen kniv hen over hendes strube.

Der blev helt stille i lokalet. ”Godt den stadigt var i skeden, hva’ smukke?”

Fenriz gispede, men trak sig ikke væk. Så lo hun stille og sagde hæst: ”Du er lærenem, dukkedreng!”

Jonny sagde ikke noget, han nød bare at holde hende 70

tæt. Han havde ikke tænkt sig at slippe før hun rev sig fri. ”Aaad!” råbte den lille pige: ”De vil kysse!”

Fenriz skubbede ham væk, og det ødelagte laboratorium rungede af latter. Jonny havde mest lyst til at kvæle den lille møgunge.

71

9. Skyggeyngel Jonny stavrede afsted gennem vandet. Han var så træt, at han kunne sove i tusind år. Smøger var der ikke flere af.

Han havde røget dem alle.

Laboratoriet, Maria og hendes mor var langt bag dem.

Gad vide om de overlever? Han skubbede tanken fra sig og koncentrerede sig om at bevæge sig fremad. Foran ham gik Fenriz og guidede dem. Ind imellem udstak hun ordrer til Jonny og Derek. ”Derek, gå tilbage og tjek, om soldaterne stadig er efter os,” kommanderede hun.

Derek tøvede: ”Skal jeg ikke hellere fortsætte med at støtte Jonny? Ellers snubler han jo konstant.” ”Tror du, at jeg er en gammel dame, og du mit gangstativ?” hvislede Jonny.

Derek svarede ikke, men hans trampen gennem vandet fortalte tydeligt hvad han mente om Jonnys kommentar.

Jonny trak på skuldrene.

Fucking tudefjæs, folk kan sgu ikke håndtere at få klar besked!

Foran ham sagde Fenriz noget utydeligt omsidetunneller.

Det lød som om hun var kommet et godt stykke foran.

72

Fra venstre side hørte han et dæmpet plask. Lyden af bevægelse. ”Nå, jeg troede sgu du var længere væk!” gurglede Jonny mellem sine forbrændte læber.

Det var ikke Fenriz, der svarede. ”Bered dig på at møde din skaber, zombie!” ”Hvad?!” hylede Jonny, og mærkede i det samme et stik i brystkassen.

Alt begyndte at dreje rundt og han væltede om i vandet.

Huden brændte som aldrig før og billeder strømmede gennem hans hoved. I det fjerne hørte han Fenriz skrige: ”Fucking idiot, han er ikke zombie!”

Jonny var ligeglad. Hans hjerne blev oversvømmet af billeder af blod og de to andre fra forsøget. Find dem! skreg en stemme i Jonnys hoved, før alt blev sort.

Jonny vidste ikke, hvor lang tid han havde været væk, men det var ikke længere mørkt. Det var som om mørket opløstes i lys og skygger.

Han satte sig op i vandet og førte sine rystende fingre op til øjnene. De var vokset ud! Han kunne se igen!

Sårene på hans krop lukkede sig med utrolig hast, selv håret groede ud af hans skaldede isse.

Foran ham lå en stav med en injektionssprøjte i enden og 73

ved siden af stod Fenriz og uddelte lussinger til en skaldet mand. ”Hvis du har dræbt Jonny, så ryger du samme vej!

Uden ham ryger det hele i vasken,” snerrede hun med bævende stemme og holdt op med at slå.

Skaldepanden spyttede blod ud i vandet og svarede roligt: ”Han har modtaget herrens blod, han vil vågne som en af hans disciple og lyde hans bud!” ”Yes!” brølede Jonny: ”Farmand er fandme tilbage, røvhuller. Hvor er min gøb?” Jonny førte en klam våd hånd gennem det nye hår: ”Og klap så lige hesten, tosse, Jonny følger kun én herre.” Jonny plantede tommelfingeren i sin brystkasse: ”Og det er Jonny Nekrotic!”

Fenriz løftede fingeren og skulle til at sige noget, men manden hun havde holdt, kastede sig på knæ i vandet og skreg: ”Priset være herren, den som skal komme, er kommet.”

Fenriz stirrede med åben mund på manden og derefter på Jonny.

Jonny smilede skævt og satte hænderne i siden: ”Jonny har fans alle steder, ved du nok.”

Fenriz rystede på hovedet og stak i et grin: ”Sikkert, men

74

bukser har du sgu ingen af, stump! Jeg troede du sagde, den ville vokse ud! Hvornår gør den det?”

Jonny havde det som om hans fjæs brændte igen, og hurtigt hev han skjorten af overkroppen og bandt den om livet: ”Bare vent, Loch Ness-monsteret vender tilbage!”

Fenriz tog sig til maven, mens hun hulkede af grin og lettelse: ”Det er sgu godt at have dig tilbage i hel tilstand, selvom du stadig snakker som en tosse!” Så kvalte hun grinet og vendte sig snerrende mod den skaldede mand: ”Og så er det på tide, at DU kommer med nogle svar.”

Manden stirrede glad på Fenriz og Jonny: ”Selvfølgelig, jeg skal vise jer vej til mesteren og ...” Manden gav et dæmpet skrig fra sig, da Derek kom ind i lyset fra Fenriz lommelygte.

Jonny kunne ikke lade være med at følge trop. Derek havde ændret sig. Han var stadig høj og muskuløs, men hans hud var ikke længere solbrun. Den var hvid, som huden på et lig der har ligget for længe i vand. Men værst var hans øjne. De var sorte som natten.

Derek stirrede på Jonny. ”Godt du har fået det bedre!

Jeg må desværre beklage og sige, at det samme ikke gælder mig! Jeg har meget stor lyst til at tømme jer alle tre for blod og gnave kødet af jeres knogler, men jeg er ikke helt sikker på, at I synes det er en god ide,” sagde 76

han med et hæst grin, der afslørede et sæt hajtænder.

Jonny sank en klump: ”Du kan sgu ikke få alt hvad du peger på! Du må nøjes med en dosis blod.”

Så bøjede han sig ned og hev injektionssprøjten af den lange pind. Stak den i en vene og fyldte den med blod: ”Stå stille, min lille blodnarkoman, onkel Jonny har hvad du har brug for.”

Derek gispede, da Jonny sprøjtede sit blod ind i hans årer. Blodårerne stod blåligt frem under den hvide hud og hans øjne ændrede sig tilbage til blå. Han tog en dyb indånding: ”Du har ændret dig, Jonny. Dit blod er stærkere end før.” Derek smilede og afslørede, at hans tænder stadig ville få enhver hvidhaj til at nikke i respekt.

Før Jonny kunne svare, lagde Fenriz en hånd på hans skulder: ”Din tatovering mellem skulderbladene har også ændret sig. Nu er der to spiraler i stedet for en.”

78

Hun talte i et mærkeligt tonefald, men Jonny tænkte ikke over det, og nød i stedet hendes kølige hånd mod sin hud.

Huden føltes brændende varm af den hurtige fremvækst.

Seancen blev afbrudt af den skaldede mand: ”Det er mesterens tegn!” Manden skubbede Fenriz til side for bedre at kunne se. Han gispede. ”Det er den samme, men dog anderledes! Det må være det næste udviklingsniveau! Hurtigt, følg mig, mesteren skal se jer med det samme!”

Jonny bandede indvendigt. Endelig havde han fået det bedre og kunne give Fenriz, hvad hun havde brug for.

Han havde fået blodet fra en af de andre forsøgspersoner, som åbenbart kaldte sig mesteren. Så egentlig havde de ikke brug for at møde ham. Det skulle da kun lige være for at straffe ham for at snuppe pengene fra forsøget! ”Jeg håber fandme, det er det værd!” spyttede han. ”Mesteren,” Jonny lavede åndssvage citationstegn med fingrene, ”må hellere have en karton smøger liggende, ellers er det sgu ikke rejsen værd.”

Men det var ikke smøger, der lå på lur i mørket. Det var noget langt mere ubehageligt.

79

10. Blodbad Skuddet bragede gennem tunnelen og Derek blev slynget bagud. Han landede med et plask og lå helt stille.

Skaldepanden gemte sig bag hans krop og Fenriz dykkede ned i det brune vand.

Jonny stirrede som forstenet på et stort hul i Dereks bryst.

Overlever han det? Og hvad fanden har de skudt ham med?

Lyskegler blændede Jonny og frygten låste hans muskler. Han hørte råb og plaskende fodtrin gennem vandet. ”Ha ha, nu er det store skrummel færdig. En dum dumkugle i brystet tager pusten fra enhver.”

Dum dum-kugle! Det var det, Danny havde skudt zombier med! Blyprojektiler med kryds skåret i spidsen, så de foldede sig ud og flåede alt i stykker, når de ramte.

Så var der ikke noget at sige til, at Derek var gået ned!

Det var som om Jonny oplevede det hele udefra, som havde chokket slynget ham ud af hans krop. ”Tag Jonny levende, Sgt. Müller flår os, hvis han kradser af!”

80

Chokket og det skarpe lys havde forvirret Jonny længe nok til, at soldaterne var kommet tæt på. De lyste ham stadig i øjnene, men da de greb ham, forsvandt chokket og reflekserne tog over. Jonny var vant til ikke at kunne se, så det blændende lys var ikke et problem. Med den ene hånd greb han soldaten i kraven og i en glidende bevægelse trak han sin kniv og skar halsen over på ham. ”Satans! Kent er nede!” ”Jep, røvhuller, og Jonny er klar til den næste udskæring!” Filmreplikkerne kørte på auto og han havde ikke forstået, at han lige havde dræbt en mand. ”Fuck dig,” skreg en af de andre soldater, og plantede en hæl på ydersiden af Jonnys knæ. Noget blev flået i stykker og Jonny væltede om i vandet. Han kom op, tidsnok til at få en gang luft, og så igen støvlen komme mod ham med fuld kraft. Jonny havde stadig kniven i hånden, og hamrede den op i fodsålen på soldaten.

Soldaten skreg og faldt om i vandet.

Jonny tvang sig op på sit sunde ben. Foran ham fumlede den sårede soldat efter sit gevær i det brune vand. I desperation greb han soldaten i nakken og holdt ham under vandet. ”Ka-klak.” Lyden af ladegreb fra en shotgun smældede skarpt i Jonnys øregang. Han vendte blikket og kiggede 82

ind i løbet. Han gav slip på den sprællende soldat under vandet, løftede hænderne over hovedet og smilede nervøst: ”Sagde Sgt. Müller ikke, at jeg skulle tages levende?”

Som svar plantede den tredje soldat geværskæftet lige i hans ansigt. Næsen knasede og Jonny væltede om i det skidne vand. ”Skal du have mere, eller følger du frivilligt med?”

Soldaten pegede på Jonny med shotgunen. Hans blik var afmålt, men vejrtrækningen hurtig og anspændt.

Jonny tog sig til den ødelagte næse og skævede op.

Bag soldaten kom Fenriz lydløst op af vandet, med mørke dråber dryppende fra sin store kniv.

Jonny var dybt chokeret, men fattede alligevel, at han måtte fastholde soldatens opmærksomhed. ”Om jeg skal have mere? Jeg lavede værre stunts, mens du gik rundt i ble, duksedreng!”

83

Soldaten vendte sin shotgun rundt og lagde an til et nyt slag med skæftet: ”Du kan godt få en til hvis du ...”

Mere nåede han ikke at sige, før Fenriz havde stukket sin kniv gennem hans ryg og ud igennem brystkassen.

Soldaten skreg og blottede sine lange spidse tænder, inden de blev dækket af hans eget friske blod.

Jonny rystede over hele kroppen. Han kunne ikke længere føle smerten i sit ben og skævede ned. Helet som om intet var hændt. Det gik hurtigere end nogensinde!

Han rev shotgunnen ud af hænderne på den blødende soldat, og satte derefter det rystende geværløb for hans pande: ”Hvor er resten af dine folk?”

Selv med en kniv stikkende ud af brystkassen og et geværløb for panden, stirrede soldaten bare manisk på ham: ”Dem har vi spist! Den stærkeste overlever, ved du nok.”

Jonny kunne ikke finde på noget at sige, og han kunne ikke bare skyde manden en kugle for panden. Han var et tænkende væsen som han selv.

De bekymringer var han ret alene om. ”Du har ret,” sagde Fenriz og trak kniven ud, hvorefter hun huggede hans hoved af.

Jonny blinkede med øjnene, forbløffet over hendes koldblodighed, og så ned af sig selv.

84

Hans skjorte var indsmurt i blod og kloakvand: ”Ikke nu igen!” ”Pas på,” skreg Fenriz Soldaten han havde holdt under vand, kastede sig frem og væltede Jonny omkuld. Han havde trukket en smal tveægget kniv, og tvang den langsomt mod Jonnys øje: ”Du skulle have kvalt mig, da du havde chancen!” ”Det er der råd for!” En stor skikkelse greb soldatens arm og skulder og flåede til. Et klæbrigt plop senere stod Derek med armen i sine hænder. Soldaten stirrede forbløffet på Derek og sin afrevne arm ”Har I ikke lært lektien endnu? Af med hovedet, ellers dør vi blodsugere ikke!” brølede Derek hadefuldt: ”Det tog fandme på kræfterne at få det kæmpesår til at lukke sig igen! Tid til en forfriskning, hvis det er ok med dig?”

Soldaten gispede, da Derek sank sin tænder i hans hals og begyndte at tømme ham for blod. ”For helvede, Derek! Kunne du ikke vente, til jeg var kommet væk?” hylede Jonny og trak sig væk under den døende soldat, så der ikke væltede mere blod udover ham. ”I fik måske os, men når Sgt. Müller kommer med resten af vores mænd, så bliver det jeres tur til at give blod ...” rallede soldaten, inden Derek rev hovedet af 86

ham, slap det og lod det synke til bunds i det grumsede vand.

Jonny hev efter vejret og Derek smed det blodtømte lig fra sig. Fenriz tørrede blodet af sin kniv, stak den tilbage i skeden og satte håret op i en hestehale. ”I kan sgu da ikke bare slå ihjel konstant, det er mennesker som os” skreg Jonny.

Derek løftede bare øjenbrynene som om han ikke forstod, hvad Jonny snakkede om, Fenriz lo og pegede på den mand, Jonny havde skåret halsen over på: ”Du startede!” ”Det var selvforsvar, det er noget andet!” ”Fuck dig Jonny, resultatet er det samme. Død er død.

Stik din filmmoral op et sted hvor solen ikke skinner” Før Jonny kunne svare igen skreg skaldepanden: ”Du er i sandhed den udvalgte! Skynd dig, vi må finde mesteren.”

Fortumlede væltede de af sted, videre gennem de mørke tunneler. Jonny tvang tankerne væk fra myrderiet og prøvede i stedet at glæde sig over, at hans skader voksede endnu hurtigere sammen end tidligere.

Først for sent kom han i tanke om, at de skulle have taget soldaternes våben.

Våben, de snart ville komme til at mangle.

87

11. Mesteren De havde bevæget sig gennem kloakkerne i flere timer.

Kloakker der efterhånden viste tegn på beboelse. De skulle forbi flere anti-zombiespærringer, og mødte vagter, der alle bukkede i respekt, da de hørte hvem Jonny var. En ung kvinde rakte ham en trøje og et par bukser, så han ikke skulle møde mesteren med kun en skjorte om livet. Til sidst blev de ført fra kloakken ind i en stor underjordisk hal.

Jonny så sig om ... fra midten bredte der sig et sitrende blåt lys. Det kom fra en forhøjning dækket af sære, kantede former.

Var der noget, der bevægede sig på toppen af forhøjningen? Jonny prøvede at fokusere, men kunne ikke sige det med sikkerhed.

88

Det blålige lys strømmede ud i rummet og oplyste mennesker, der gik langsomt rundt. De fleste så ud til at være optaget af gøremål, men alle stoppede, da de så Jonny. Han var ikke bange. Han følte sig stærkere end nogensinde før. Indsprøjtningen havde gjort mere end at lukke hans sår og give ham synet tilbage. ”Inde i lyset finder I mesteren!” råbte den skaldede mand: ”Skynd jer hen til ham!” ”Rolig, lille ven,” sagde Jonny og klappede ham på hovedet: ”Jonny afgør hvem der skal skynde sig. Du ved jeg er den udvalgte, ikke sandt?” Han smilede bredt og gik ikke desto mindre frem mod forhøjningen.

Omkring den stod flere stirrende skikkelser. Alle messede uforståelige ord. De var skaldede og viklet ind i tøjstrimler, og tilsyneladende ligeglade med, at de stod med fødderne i vand.

Vandet plaskede også under Dereks fødder: ”Jeg er ikke glad for det her. Noget er forkert!”

Fenriz stirrede vagtsomt fra side til side: ”Du har ret, muskelmand. Hvis nogen prøver på noget, så snupper vi Jonny og skrider!”

De gik tættere på lyset og de messende skikkelser trak sig til side, så de dannede en korridor frem mod forhøjningen. Jonny skulede rundt.

89

Tæt på kunne han se deres tomme øjne. Mens de gik frem, lukkede menneskekorridoren sig bag dem igen. Der var ingen vej tilbage.

Jonny så nu, hvad højen var lavet af. Computere, fladskærme og andet elektronikskrot, der knasede under hans fødder, mens han kravlede op. Alle skærmene var tændt og flimrede med blåligt lys. I midten var skrottet svejset sammen til en stor trone. På tronen sad en enorm skikkelse. Et menneskebjerg af fedt. Mandens tøj hang løst om den svedglinsende hud, og hans åndedræt var besværet.

Han lignede en, der ikke havde lang tid igen, men hans små øjne brændte med en indre ild.

”Godt at se dig igen, Jonny.” Manden smilede svagt og afslørede to tandrækker af guld: ”Det var flinkt af dig at give alle pengene til mig.”

Jonny gik frem mod ham med knyttede næver: ”Du snuppede pengene og efterlod mig i et brændende laboratorium!”

Den fede skaldede mand grinede: ”Du ville jo bare have brugt alle pengene på tøj! Jeg havde et større mål. Et bedre formål.” Han slog ud med armene: ”Et mål jeg har nået til fulde!”

Jonny stirrede nervøst ud på skikkelserne i mørket. ”Det er dit blod ikke?” spurgte han: ”Du ændrer folk med dit blod!”

Den fede mand smilede: ”Jeg redder folk med mit blod.

Til gengæld betaler de en lav pris.” Han kneb sine små øjne sammen: ”Og når jeg først har deres sjæl, så følger de mig blindt.”

Fenriz så på alle de tomme øjne, der stirrede på dem og hviskede til Jonny: ”Hvis de først går på os, har vi ikke en chance, så opfør dig ordentligt.” ”Bebs, jeg er mester i diplomati,” hviskede Jonny tilbage.

Den fede mand lagde hovedet på skrå og stirrede intenst på Jonny: ”Jeg har set dig i mine drømme.

92

Også dit blod rummer frelse, men vil det hjælpe mig, eller vil du føre min trofaste flok ind i mørket?”

Jonny tog et skridt nærmere: ”Ud i lyset, mener du vel?”

Den fede mand kastede hovedet tilbage og lo så dellerne skvulpede og rummet rungede. Så kiggede han koldt på Jonny og brølede: ”Grib dem, mine trofaste ...”

Derek var over ham i samme sekund og hamrede en åben hånd igennem brystkassens fedtlag. Han maste armen helt ind til albuen og sagde: ”Jeg kan mærke noget banke mellem mine fingre, skal jeg klemme til?”

Den fede mand spærrede øjnene op og gispede blod. ”Stop, gå tilbage, jeres mester befaler det!” gurglede han, mens blod dryppede fra læberne.

Fenriz skubbede Jonny til side og sagde til den fede mand: ”Din eneste chance for at overleve er en dosis af Jonnys blod!”

Den fede mand nikkede febrilsk.

Fenriz fortsatte: ”Vi skal havde mad og våben.”

Den fede mand stirrede op på Derek og stammede: ”Træk armen ud af mit hellige korpus! I skal få, hvad I vil have.”

Derek kneb øjnene sammen: ”Først tingene og frit lejde!”

Den fede nikkede sammenbidt og råbte: ”Bring mig de hellige våben og ekspeditionstasker!”

93

Jonny rystede opgivende på hovedet, da han så udstyret foran sig: ”Det er sgu da nogle små shotguns. Rent legetøj.”

Derek råbte surt tilbage: ”Få nu fart på! Jeg kan ikke stå med armen i krølfedt hele dagen!”

Den fede nikkede gispende: ”Det ville jeg heller ikke sætte pris på!”

Fenriz tog ladegreb på sin nye shotgun: ”Fart på, dukkedreng, eller du får røven på komedie!”

Stadig hovedrystende hængte Jonny sin shotgun over skulderen, rodede i tasken og fandt en førstehjælpsæske med sprøjter og kanyler. Hurtigt tappede han en dosis blod og sprøjtede den i halspulsåren på den fede mand.

Derek hev armen ud og blodet sprøjtede ud over Jonny og hans tøj. ”Hvad sagde jeg til dig om at svine mit tøj til, Derek?” ”Du kan bare flytte dig, når de voksne leger,” grinede Derek.

Jonny så ned af sig selv og afgjorde hurtigt, at tøjet under alle omstændigheder var på den sidste rejse. Han kiggede over på den fede mand: ”Så fik jeg også brusebad i dag, fedtfjæs. Tak for det! Husk, at du lovede os frit lejde.”

Manden gurglede blod og besvimede. ”Så løber vi!” råbte Fenriz og rev i Jonny. Sammen 94

sprang de hen over elektronikskrot, landede i det plumrede vand og maste sig ind mellem disciplene, der kun sløvt gik til side. ”Hvorfor? Han lovede frit lejde?” prustede Jonny fortumlet.

Derek hev ham af sted, mens de spurtede mod udgangen: ”Frit lejde, min bare! Så snart han vågner, har vi en hær af blodtørstige fanatikere efter os!” ”Griiiib deeem!!” rungede det igennem hallen. ”Shit, dit blod er for effektivt, han er allerede oppe,” hylede Fenriz.

Jonny så over skulderen og mærkede en sær vibration bevæge sig gennem hallen, som en detonation af energi, der spredte sig fra den fede mand. Disciplene reagerede som ét stort væsen. Pludselig var deres øjne ikke længere tomme og de spurtede efter de tre. ”Næste gang skal du sgu ikke give blod til en psykopatpræst!” skreg Fenriz og kastede sig ud af hallen gennem en smal åbning. Jonny fulgte lige efter, og håbede inderligt, at dette var vejen ud.

12. Lys Forude Jonny spyttede. Hans lunger var ved at kravle op gennem halsen. Det føltes som om de havde løbet en evighed og han var helt færdig. Kloakken bag dem gav genlyd af disciplenes plasken, men så hørte han Dereks råb: ”Der er lys forude.”

Udgangen er tæt på! Du er der næsten. Tanken sendte en bølge af adrenalin gennem Jonnys krop, væk var udmattelsen. Han satte farten op og overhalede de to andre. ”Se dig for, Jonny!” råbte Fenriz.

Mere hørte Jonny ikke. Han spurtede ud i det blændende hvide solskin, og I samme øjeblik mærkede han underlaget forsvinde.

Er det bølger, jeg kan høre?

Så begyndte han at falde.

Hans øjne vænnede sig hurtigt til lyset. Han var midt i et frit fald, fra kloakrør til hav. Et kystområde fyldt med store bølger og klipper nærmede sig alt for hurtigt.

Ikke igen! tænkte Jonny, men i stedet for at splatte ud på klipperne, ramte han vandet med et plask.

96

Jonny grinede så boblerne stod ham om ørerne, men glæden fik brat ende, da han mærkede suget fra understrømmen. En strøm, der trak ham ud og holdt ham nede.

Sorte prikker dukkede op i hans synsfelt, men så slap understrømmen ham og en bølge slyngede ham op på kysten, hvor han ramte klipperne hårdt. Et øjeblik blev alt sort, men så kom han til bevidsthed igen. Han kastede vand op, brystkassen smertede, og før han fik sundet sig, fik han en ny bølge i nakken. Han mistede næsten grebet, men fik boret fingrene ned mellem revnerne i klippen og undgik at blive hevet ud igen. Hostende trak han sig hen over klipperne, mens bølgerne hamrede ubarmhjertigt ned over ham. Efter en sej kamp dumpede han ned fra klippestykkerne og landede på den flade kyst.

Fortumlet rullede han om på ryggen og trak vejret i hurtige stød. Solen skar i øjnene, men han så tydeligt Fenriz og Derek klatre ned ad de stejle klipper. Da de var nået halvvejs, kom disciplene til syne i kloakåbningen.

De stirrede forvirret rundt, mens de skubbede og maste.

En fik overbalance og faldt. Han landede knapt så heldigt som Jonny. Efter en dump lyd lå han meget stille.

Jonny sank en klump, men blev vækket af sin trance, da Fenriz råbte: ”Dæk os.”

98

Han så først forvirret rundt, men det kunne kun være ham, hun råbte til, og Jonny rystede vandet ud af sin shotgun og satte den op til skulderen: ”Tilbage eller jeg skyder, fjolser!”

Til Jonnys overraskelse grinede disciplene bare i kor.

Så skød han.

Uden briller burde han ikke kunne ramme en sovende zombie på klods hold, men haglskyen ramte midt i mængden af disciplene. Hans nye øjne virkede tilsyneladende noget bedre end de gamle! Men ingen af disciplene faldt fra kloakrøret. De børstede bare haglene af sig, som om de var blevet ramt af en håndfuld grus.

Jonny stirrede forbløffet, og nu var Derek kommet ned.

Han skød også, men med samme resultat. Han hev en haglpatron ud af geværet og åbnede den. Han gav et fnys fra sig, vendte sig mod Jonny og tømte patronen ud i sin hånd. I stedet for at stå med en håndfuld hagl, var hans hånd fuld af røde krystaller.

Fenriz smagte på en af dem: ”Blodigt salt,” sagde hun og spyttede: ”Salt dyppet i mesterens blod. Sikkert effektivt til at forvandle zombier til disciple, men absolut ineffektivt til alt andet.” Frustreret smed hun saltet, mens disciplene grinede deres syge latter. Det var, som om de grinede med én stemme.

Jeg tror fandme den fede nar styrer dem med sine tanker! ”Lad os komme af sted inden Jonnys blod helt har helbredt den store fede mand, og han får fortalt sine viljeløse tumper, hvordan de kommer ned,” sagde Fenriz.

Næsten samtidig lagde alle disciplene hovedet på skrå, som om de lyttede. Så begyndte de at kravle ned. ”Pis,” skreg Jonny og gav sig til at løbe: ”Hvornår stopper alt det her lort? Er et ordentligt sæt tøj og en pakke smøger for meget forlangt?”

Over bølgerne svævede mågerne roligt af sted, og mens disciplene kravlede ned ad klippen, løb de tre af sted. For at finde den næste blodige del af kuren ... og en pakke smøger!

100

101

Af samme forfatter: For børn: - Spådrømmen 1: Trolddom & Knurhår, 2013 - Spådrømmen 2: Dragernes Land, 2014 - Spådrømmen 3: Dragernes Genkomst, under forberedelse - Sneungens sidste suk, 2015 - Skyriget 1 - Drengen med paraplyen, under forberedelse For unge: - Vintersjæl 1: Modlys, 2013 - Vintersjæl 2: Skæbneblod, under forberedelse – flere bind under forberedelse - Jonny Nekrotic 1: Zombiepesten, 2014 - Jonny Necrotic 2: Blodbad, 2015 - Jonny Nekrotic 3: Showdown!, under forberedelse - Thor & Loke 1: Prøven, under forberedelse – flere bind under forberedelse ... og der er flere bøger på vej fra Emil Blichfeldt!

Følg med på www.calibat.dk