Mormor laver Zombier by calibat6

f og

far er st

ig ad

ninja

calibaT

Copyright 2020, Emil Blichfeldt & Calibat Forfatter: Emil Blichfeldt Forside: Peder Riis og Rikke Lindskov Loft Illustrator: Peder Riis Redigering Kira Moss & Teddy Vork Korrektur: Inge Greis Layout: Manfred Christiansen LIX: 25 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Lasertryk ISBN: 978-87-93728-45-5 www.calibat.dk

Mormor laver

Zombier af

EMil blIcHFElDT tegnet af

Peder Riis

Calibat

Prolog Hvordan det hele slutter Lyn stod fra sorte skyer. Uvejret trak sig sammen om byen. Skrigende mennesker løb gennem gaderne. De maste sig ind mellem biler, hvis chauffører sprang ud og fulgte strømmen. Alle kastede skræmte blikke over deres skuldre, som om der var noget efter dem. Og det var der helt bestemt. Monsteret væltede rundt om hjørnet. Kløer hårdere end stål flåede asfalten op. Et brøl, der fik vinduer til at klirre, undslap dets enorme gab. Det var en stor Stålhud. En af de mest frygtede drager selv blandt de mest hårdføre eventyrere. En drage, der normalt selv var uden frygt. Men denne drages gule øjne var udspilede i rædsel. Og hvis du gerne vil forstå hvorfor, så kig over dragens skulder. Bag dragen kom nemlig en horde af levende døde. Zombier, som var ligeglade med drageild. De vaklede ind i byen. Røg stod fra deres krakelerede, rådne hud. De havde kun ét mål.

At æde hjerner … eller i hvert fald få en stor bid af frontallappen. Du ved, den del af hjernen, der er særligt veludviklet hos mennesker, så vi kan forstå og fortælle historier og nok derfor smager ekstra lækkert. Det er faktisk også forklaringen på, hvorfor zombier kun spiser mennesker, kloge monstre og ikke dyr. Ja, zombier er rent faktisk kræsne, det vidste du nok ikke! Men det var et sidespring, nu tilbage til historien ...

Ingen kunne forhindre zombierne i at overfalde alle på deres vej og æde deres hjerner som modne meloner. Ingen kunne hindre de døde i at rejse sig som nye zombier ... Måske vil du her gerne have en længere videnskabelig forklaring på, hvorfor mennesker bliver til zombier, efter de bliver bidt, men det ville ødelægge historiens rytme. Helt kort fortalt, så tænk på zombiesmitte som en sygdom. Det er lidt ligesom en forkølelse. En rigtig slem forkølelse, hvor du aldrig bliver rask. Ok, forkølelse er nok et dårligt eksempel. Ebola blandet med spedalskhed og hundegalskab er nok bedre. Men det har jeg ikke tid til at gå i detaljer med nu, for horden af zombier voksede konstant. Og som sagt var der tilsyneladende ingen, der kunne stoppe dem. Men hov! Se, hvem der kommer der! To skikkelser landede på taget af en bil. To piger. De så trætte ud. De så bange ud. De var alt for unge til at stå alene foran en horde af zombier, men de veg ikke en centimeter. De stod som et bolværk, mens menneskehavet strømmede forbi dem, og dragen nærmede sig.

Den ene pige gled ned i kampstilling og løftede sin lange kniv. ”Er du klar til at sparke røv eller dø i forsøget, søs?” sagde hun. Den anden pige slog op i en bog og nikkede. “Hvis det her ikke virker, er byen dømt til undergang.” “Byen og resten af verden, mener du?” svarede den første pige nervøst, mens dragen galopperede forbi dem, og horden af zombier skyllede frem som en tsunami. Men værst af alt var den sorte skikkelse, som nu var tydelig i uvejrets hjerte. Skikkelsen skoggerlo ondt. Uha, det er uhyggeligt, men som du nok kan forstå, bliver det værre og … Er jeg startet ved slutningen, siger du? Og du er pænt forvirret, og mine kommentarer gør det ikke bedre? Det var vist ikke så godt. Så lad os begynde ved begyndelsen, og så skal jeg nok lade være med at komme med flere kommentarer … jeg skal i hvert fald prøve.

Kapitel 1 Hjemmehygge? Det var en mørk og stormfuld fredag. Sally stod på sengen, indhyllet i mørke gevandter og messede infernalske ord fra den sorte trolddomsbog. Sille kæmpede indædt mod en lille dæmon, der prøvede at flå hendes hud af med sine lange negle. “Er I snart klar, piger?” råbte deres mor nede fra stuen. “To minutter, mor. Jeg skal lige smadre en dæmon først!” råbte Sille, mens dæmonens lange negle gav hende en flænge i kinden. “Hvis I ikke kommer ned nu, konfiskerer jeg både dæmoner, knive og trolddomsbøger!” Sally sukkede. “Hun behandler os som pattebørn!” Hun knyttede hånden om trådene af sort magi, der bandt dæmonen til vores eksistensplan, og flåede dem i stykker. Dæmonen skreg i vrede og blev suget tilbage til afgrunden.

Sille pustede udmattet og stak kniven tilbage i skeden. Hun gav sin søster en highfive og grinede. “Vi er et godt team, søs.” Sally klappede bogen sammen. “Ja, vi er snart parat til nogle seriøse udfordringer … hvis vi får lov af de voksne.” Sammen sprang pigerne ned ad trappen, mens jeg holdt mig i skyggerne. Måske undrer du dig over, at ungerne var lidt vrisne, men de syntes, fredag aften var en perfekt aften til hjemmehygge. Og sådan skulle det ikke være. De skulle ud i regnvejret og over til deres mormor, Magda. Og hun er altså ikke helt normal, det kan jeg godt fortælle dig. Hun er en heks, der er eftersøgt i flere lande, hvor myndighederne mægtig gerne vil brænde hende på bålet, fordi hun bedriver sort magi af værste skuffe. Du ved, den slags, der får dæmonpåkaldelser til at virke som en fredelig hyggeaktivitet. Og det synes pigerne også, det er, mens det, Magda render rundt og laver, ærligt talt er skide uhyggeligt … Hvorfor ved jeg så meget om deres mormor, spørger du? Det er naturligvis bare et tilfælde. Det har intet at gøre med den fede dusør, der er sat på hendes hoved. Nej, jeg vil ikke gå i

yderligere detaljer, jeg har travlt med at snige mig efter pigerne. “Skal vi virkelig af sted? Kan mormor ikke bare komme her, som hun plejer?” peb Sally og lavede hundeøjne til sine forældre. Deres mor, Irene, ikke så meget som blinkede, mens hun sminkede sig. “Nej, det kan hun ikke, hun har travlt med et stort projekt. Denne gang skal I hjem til hende. Jeres far og jeg trænger til en rigtig voksenaften, hvor jeg ikke hele tiden skal tænke på, hvilke ulykker I laver, mens vi er væk. Vi skal på museum og høre et fantastisk foredrag af professor T. Ørvetriller, og bagefter skal vi smage vin brygget på spelt.” Pigernes far, Ejgil, sukkede dybt, mens jeg kvalte et grin i mit skyggeskjul. “Sagde du noget, skat?” spurgte Irene. Her skal jeg bemærke, at hun udtalte ‘skat’, så det lød betænkeligt meget som ‘skvat’. Hendes tunge er næsten så skarp som mine sværd, men også kun næsten. Skvattet vidste tydeligvis godt, at det var ildeset at sukke over speltvin og museumsbesøg. Han ville sikkert helst ikke ødelægge aftenen, før den var begyndt, så i stedet for at svare

ærligt, hev han i bukserne. “Næ-nej, jeg blev bare lidt overrasket. Det her jakkesæt må være krøbet i vask. Bukserne er alt for små over maven.”

“Eller også drikker du lidt for mange gode øl?” plirrede Irene med sine perfekt sminkede øjenvipper. Hun så ud til at godtage hans udenomssnak som en slags undskyldning. Ejgil gnæggede, tilsyneladende tilfreds over at være uden for farezonen. Han så sit snit til at lade sine store hænder glide ned ad Irenes kjole, der sad som støbt om hendes velformede krop. “Jeg tror, det er dig, der drikker for få.” Irene hvinede, da han nev hende i numsen. Sille lavede bræklyde. “Føj, I er klamme! Kan I ikke gemme jeres parringsritualer, indtil vi ikke er hjemme?” Irene og Ejgil blev tomatrøde i hovederne. Ejgil åbnede munden og lignede én, der skulle til at forklare. Lige pludselig fik Sille og Sally travlt med at komme ud ad døren. De havde nok ikke brug for at høre en af deres fars lange forklaringer. De var som regel det rene vrøvl, eller lidt for præcise. Og der er visse ting, man helst ikke vil have forklaret i detaljer af sine forældre. “Tag din flyvekåbe, Sille, så smutter vi,” sagde Sally. “Helt sikkert!” svarede hendes søster.

Kapitel 2 Knive i Mo / rket Sille og Sally landede på en mudret sti. Lyn oplyste krogede træer. Stien ind i den dunkle skov var spærret af en solid kæde. Sille stirrede opgivende på den smalle sti, der forsvandt ind mellem forkrøblede træer på den anden side af kæden. “Hvorfor flyver vi ikke bare over skoven?” Sally bed sig i underlæben. “Du ved jo, at mormor er eftersøgt for magiske forbrydelser af værste slags. Hun gider ikke have dusørjægere på nakken konstant. Hun har fyldt sin skov med monstre og besværgelser, der rammer alle, som flyver for tæt på. Kan du ikke huske, at mor skældte hende ud forleden, efter et rejseselskab på et flyvende tæppe var styrtet ned?” Sille sank en klump. “Ja, og ingen af dem kom nogensinde ud af skoven igen. Tror du, det er en god idé, vi går derind?” “Overhovedet ikke, men vil du hellere være derhjemme, når mor og far kommer hjem fra fest?” Deres øjne mødtes, og begge gøs af væmmelse. Der

er som sagt visse ting, man hverken vil se eller høre sine forældre foretage sig. Det ville også være slemt for mig, og jeg har ellers set et og andet i min tid. Men den slags kan altså være direkte traumatiserende for små, uskyldige børn. Sille sprang resolut over kæden. “Så hellere risikere at blive overfaldet af et monster.” “Ja, lad os komme videre. Desuden har jeg en ubehagelig fornemmelse af at være overvåget. Men før vi går ind i skoven, skal vi bruge noget lys.” Sally messede en besværgelse, og med en gnistrende finger tegnede hun en åbning til en anden dimension. Ud ad portalen ploppede en lille flok lysgaster. Du ved, de der små, fjollede væsner, som ligner lysende miniatureballoner med tynde arme og ben. De hang forbavsede i luften

og så sig nysgerrigt omkring. Men da en ugle tudede, blev de bange og gemte sig i Sallys hætte. Lyset stod ud fra hætten, som om Sallys hoved var en stor lygte. Nu, hvor lyset var bedre og oplyste kæden foran hende, gispede Sally forskrækket. Hun stirrede stift på rækken af kranier, der hang fra snore i kæden, og ikke mindst skiltet, der med sirlig skråskrift proklamerede: “Adgang på eget ansvar. Pas på Jøven og de andre monstre. De er altid sultne. Kys og kram. Magda.” Sille lagde hovedet på skrå. “Hvad er Jøven?” “Det er bare noget, mormor finder på. Jøven er vildt sjælden. Det er et væsen, Johannes V. Jensen fortæller om i sine Himmerlandshistorier. Det er sådan én, der æder præster og børn. Det lærte vi i skolen. Vores lærer havde en fætter, hvis onkel så en præst blive spist af Jøven.” “Nå, jamen så er jeg meget mere tryg,” hvæsede Sille ironisk med en stærk undertone af indestængt frygt. Men hendes frygt forhindrede hende ikke i at gå ned ad stien og ind i den dunkle skov. “Skal vi ikke komme videre? Jeg har det, som om der er nogen lige i nærheden.”

Sally bed sig i underlæben og skrævede forsigtigt over kæden, så hendes kjole ikke viklede sig ind i kranierne. Jeg listede efter, og snart gik pigerne mellem snappende kødædende planter og forkrøblede, bladløse træer. Træernes grene snoede sig ind i hinanden over stien. Grenene formede næsten et tag, så regnen ikke kunne ramme pigerne.

Sally slog hætten tilbage og så sig omkring, mens de skræmte lysgaster gravede sig ned i hendes hår og fik det til at stråle. Der gik en klagende lyd gennem skoven. “Hvad var det for en lyd?” mumlede Sille og gik lidt tættere på sin storesøster. “Det var i hvert fald ikke en fugl.” Det puslede i underskoven, og en ung mand sprang ud på stien. Hans stramtsiddende lædertøj var blodigt, øjnene var vilde, og det halvlange hår klæbede til hans ansigt. “Pas på, du ikke løber ind i os, din tosse!” vrissede Sille. Han stirrede på de to piger med vidt opspærrede øjne. “Gå ikke ind i skoven. Den er fyldt med monstre!” Sally så med store øjne på den unge mand og rettede lidt på sit lange, lyse hår, hvor lysgasterne nysgerrigt tittede frem. Hun kunne tilsyneladende ikke lade være med at smile genert til den skræmte fyr. Hun syntes sikkert, skravlet var lidt lækker på den der badboyagtige måde. Du ved, hvordan teenagepiger har det med den slags fyre. Ja, det er tåbeligt, men sådan er det altså.

Men det skal vi ikke snakke om lige nu, jeg må følge med i, hvad der sker. Sally plirrede med sine lange øjenvipper. “Hvis du er bange, kan du følges med os ...” Badboy strøg sit fugtige hår tilbage og fik kontrol over sin vejrtrækning. Tilsyneladende hjalp det gevaldigt på hans selvtillid med et beundrende blik. “Hvis I er på vej ud af skoven, kan I følges med mig ind til byen. Jeg kender et par gode steder, piger.” Sille rakte tunge. Hun delte tydeligvis ikke sin søsters begejstring for badboys. Klog pige, må jeg sige. “Nej, vi skal besøge vores mormor, og vi gider ikke følges med en tøsedreng som dig.” Badboy så uforstående på pigerne. Så hev han en gulnet plakat frem fra sin lædervest, stirrede på den og holdt den frem ved siden af Sally. “Ja, I ligner hende lidt.” Sille så skeptisk på plakaten. Der var en tegning af Magda. Deres mormor så endnu mere ond ud end sædvanligt. Under tegningen stod der: “Sorteheksen. Dusør: 10.000 guldstykker.”

Den unge dusørjæger smilede smørret og trak en kniv. “Jeg er sikker på, I gerne vil følge mig hen til jeres mormor … Hvis I vil beholde jeres ører!” Sally gispede, og lysgasterne gemte sig dybere i hendes hår. Sille grinede hånligt og trak sine egne knive. “Jeg håber, du kan bruge den der tandstikker, for jeg trænger til træning!” Sally rystede bare på hovedet, men slog for en sikkerheds skyld op i sin bog. Badboy lignede én, der havde fået pænt mange tæv, men han var åbenbart ikke parat til at løbe fra en lille pige. Ret dumt, hvis I spørger mig. Sille har altid slægtet mig på. Hun er farligere, end hun ser ud til. Men Badboy ville åbenbart lære det på den hårde måde, for han sprang frem med et vræl. Knive glimtede, idet de begge fór til angreb. Skarpt metal fandt sit mål i det sekund, de to fløj forbi hinanden. Sally stirrede på dem. De nu stod med et par meters mellemrum, ryg til ryg. De vendte sig og stirrede hinanden lige i øjnene.

En bloddråbe gled ned ad Silles kind. Badboy lo hånligt. “Overgiver du dig, eller skal du

have mere?”

Sally begyndte at fnise og lĂ¸ftede bogen op foran sine Ă¸jne, som om hun sĂĽ noget, der gjorde hende genert. Jeg tittede frem fra mit skjul og sĂĽ straks, hvad der var sket. Jeg holdt mig for munden for ikke at grine.

Sille smilede skævt og pegede på Badboy. “Du kan bare komme an, men pas på, du ikke snubler i dine bukser.” Badboy stirrede ned og så, at hans bukser var gledet ned. Bæltet var skåret over. Og jeg havde virkelig svært ved ikke at le ad hans ansigtsudtryk. Han smed kniven fra sig og kæmpede for at få bukserne på igen. Sille snuppede hans kniv. “Smut hjem til din mor. Hvis jeg ser dig igen, så snitter jeg mere end dine bukser.” Badboy så alt andet end slem ud. Han lignede mere et stykke hvidt toastbrød dyppet i vand. Ja, det er det, de unge kalder en særdeles ufarlig karakter, tro mig, jeg har selv hørt pigerne kommentere adskillige lidt for amerikanske ungdomsbøger. Nå, men det var et sidespor. Jeg skal huske at følge med, så jeg ikke farer vild. Uden pigerne kommer jeg ikke frem til Sorteheksen. Sally og Sille vendte Toastboy ryggen og gik dybere ind i skoven, hvor den fjerne susen i træerne lød som skrig. Måske var det skrig, for der var ikke en vind, der rørte sig. Jeg følte en stærk trang til at afsløre mig selv,

bare for at kunne holde pigerne i hĂĽnden. Naturligvis for deres skyld, for jeg var i hvert fald ikke bange. Men det nyttede ikke, at jeg gav mig til kende, sĂĽ jeg fulgte dem pĂĽ afstand. Pigerne gik stadig dybere ind i den dunkle skov, mens skrigene blev hĂ¸jere.

Kapitel 3 Middagsmad? Sille gik fløjtende af sted, mens hun jonglerede med de to knive. Hendes egen og den, hun havde snuppet fra Badboy. “Var jeg for grov ved ham?” spurgte hun. “Næh, han kunne bare lade være med at spille smart,” mumlede Sally til svar, mens hun prøvede at få lysgasterne ud af sit lange hår, før de filtrede det alt for meget med deres tynde arme og ben. “Lige nu er jeg mere spændt på, om det med monstrene er rigtigt.” “Så længe vi følger stien, går det nok. Mormor siger, at den er fortryllet, så ubudne gæster ikke kan gå på den.” Jeg smilede for mig selv over min snedighed ved at gå lige ved siden af stien, nu hvor jeg ikke var inviteret. Sally sank en klump. “Men ham der dusørjægeren kunne stå på stien uden problemer. Betyder det så, at det kun er ubudne gæster på vej mod mormors hus, der ikke kan være på stien? Mens ubudne gæster på vej væk godt kan gå på stien?”

Sille grinede bare og holdt blikket på de to knive, hun jonglerede. “Typisk dig at snakke så knudret. Kan du ikke bare sige, hvad du mener?”

Sally fnyste, før hun spærrede øjnene op og frygtsomt hviskede: “Se på stien. Det er en d-d-d…” Sille stirrede og tabte knivene. Et par meter længere fremme på stien kom et hoved, stort som en bil, til syne. Munden var fuld af sylespidse tænder. Dens øjne var lukkede, og små røgskyer dampede ud af dens næsebor. “Wow. Det er en rigtig drage. Dem har jeg læst så meget om,” fortsatte Sally og listede nærmere. Sille samlede forsigtigt knivene op, stak dem i bæltet og fulgte efter sin søster. “Den sover. Tror du, vi kan kravle over den, uden den vågner?” “Er du gal? Drager er meget følsomme væsner. Den opdager med det samme, hvis vi kravler på den. Man skal ikke komme for tæt på en drage uden at få lov. Kun helt særlige mennesker kan få lov at ride på en drage,” sukkede Sally henført. “Jeg tror, du blander drager sammen med enhjørninger.” “Overhovedet ikke,” spruttede Sally. “Kun uskyldsrene må ride på enhjørninger, sådan er det ikke med drager. Kun dem, dragen respekterer, må ride på den.”

“Kun dem, dragen vil spise, mener du vel?” fniste Sille og gik lidt tættere på. “Jeg tror, den sover ret tungt.” Pludselig så hun det samme som mig. Dragens ene øje var på klem, og en sort, aflang pupil fulgte hendes bevægelser. “Eller måske lader den bare, som om den sover, for at lokke os tæt på.” “Ej, det kunne en drage altså ikke finde på. Den vil nok bare prøve os af.” Sally stirrede på sprækken, hvor et gult øje stirrede koldt tilbage. Et øje, der udstrålede

mere sult end lyst til at prøve dem af. Sally så nervøst fra øjet hen til Sille. “Du har ret, vi må hellere gå ud i skoven.” Idet de to piger begyndte at liste væk fra stien, åbnede dragen sin mund og talte med en stemme, der lød som sten, der blev knust. “Gå ikke, små venner. Bliv til middag!” Sally talte med frygtblandet forvirring. Jeg overvejede stærkt, om det var nu, jeg skulle lære de kære børn et par tricks om taktisk tilbagetog, også kendt som hovedløs flugt. “Mener du, at vi skal blive og spise middag med dig. Eller mener du, at vi skal blive til din middagsmad?” “Gæt selv!” brølede dragen, og lange flammer skød ud fra dens tandbesatte gab. Sille kastede sig ind i Sally og skubbede hende til side, så flammerne kun fik fat i en flig af Sallys blafrende kjole. Så løb de ind mellem træerne, mens dragen brølede og spyede ild i alle retninger. “Hvad gør vi nu?” hvinede Sally, idet Sille hev hende om bag et stort træ.

Sille kneb øjnene sammen. “Hvad med camouflage og afledning? Du ved, de der ninjatricks, farfar hele tiden taler om.” Klog pige! tænkte jeg forpustet. “God idé.” Sally vævede hænderne gennem luften og spandt magiske tråde, som hev grene og mudder ind over dem. “Nu er vi svære at lugte og se.” Sille stirrede skeptisk på lyset, der stod fra Sallys hår. “Bortset fra lysgasterne.” “De kan være afledningsmanøvre.” Sally greb lysgasterne i benene og slyngede dem fra sig. De hvirvlede hvinende gennem luften. Dragen brølede og fór efter dem. Lysgasterne blinkede og forsvandt hylende ind mellem træerne med dragen i hælene. “Pyyyh. Det var på et hængende hår. Nu skal vi bare tilbage til stien,” mumlede Sille. Sallys øjne blev store af frygt. “Ja. Hvis vi kan finde den?”

Kapitel 4 Kompas? Stien var som fordampet. Lige meget, hvor godt pigerne ledte, dukkede den ikke op. Sally kiggede bag et træ. “Måske gemmer den sig?” Sille himlede med øjnene. “Det kan en sti da ikke!” Sally lagde armene over kors. “Man ved aldrig. Stier kan være lumske. Især i fortryllede skove. Men lad os ikke spilde mere tid på at lede efter den. Lad os gå direkte mod mormors hus.” Sille satte hænderne i siden. “God idé. Hvis altså vi kendte den lige vej.” Sally trak et kompas op af lommen med en triumferende mine. “Øj, kan du bruge kort og kompas?” spurgte Sille overrasket. “Nej,” fniste Sally. Sille slog ud med armene. “Hvad skal vi så bruge det kompas til?” “Det her er ikke et normalt kompas. Jeg har lånt det

fra én af fars rodekasser.” Sille grinede. “Har du snuppet fra de kasser igen? Kan du huske, hvor sur han blev, da mor havde givet os lov til at sælge tingene på loppemarked?” “Ja, han keglede helt ud og snakkede om affektionsværdi. Det var jo bare gammelt skrammel. Ting, han stjal fra troldmænd og andre skurke, dengang han var bersærk til leje. Men kompasset er faktisk ret godt. Far fortalte, han brugte det til at opspore skurke. Pilen peger i den retning, hvor der er mest ondskab.” “Så det kan lede os lige hen til dragen?” fnyste Sille uimponeret. Sally stirrede bistert på sin søster. “Drager er ikke onde. De fungerer bare efter et helt andet moralsæt end os mennesker.” “Altså, onde,” smilede Sille sukkersødt. Sally sukkede og talte med sin allermest storesøsteragtige stemme. “Fint. For dig er drager onde, og måske også for kompasset. Men det vil pege mod det punkt, hvor der er mest ondskab på spil.” Kompasnålen dirrede og pegede på et ukendt punkt i en helt anden retning end den, dragen var løbet.

Sille kiggede nysgerrigt på kompasset. “Hvis den ikke peger på dragen, hvad peger pilen så på?” Sally smilede nervøst og begyndte at gå. “På mormors hus, naturligvis. Kommer du?” Sille gik hurtigt op på siden af sin søster. Og jeg fulgte dem i skyggerne. “Så det er altså ikke bare for sjov, at far siger, mormor er ondere end en drage?” Sallys øjenbryn skød i vejret. “Havde du regnet med det?” Sille lagde hænderne på sine knive i bæltet. “Far siger så meget vrøvl. Det er ikke til at vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.” Sally løftede en finger. “Der er en nem regel.” “Hvad?” “Hvis mor retter ham, så er det vrøvl. Hvis ikke, så er det for det meste sandt.” Sille maste sig gennem krattet. “Det er sikkert derfor, han er mest snakkesalig, når mor ikke er hjemme.” Det er en god regel. Den vil jeg huske, næste gang Ejgil kommer med en eller anden søforklaring om, hvorfor han ikke har tid til at hjælpe mig med at jage skurke. Lige nu har jeg dog travlt med at følge

pigerne. De vadede gennem skoven helt uden at være forsigtige, og det burde de have været. Jeg har nemlig lavet indgående undersøgelser af skoven og dens monsterfauna. Jeg ved, der er kræfter i skoven, der er langt værre end deres mormor. Tro det eller ej! Især er der ét væsen, der er farligere end resten tilsammen. Et væsen, selv drager frygter. Et væsen, der sover og drømmer om dengang, det vandrede blandt dinosaurer og levende træer. Et væsen, der ikke må vækkes af sin slummer. Så det siger sig selv, at det næste, der skete, fik mig til at bide neglene ned til rødderne. Sille trampede gentagne gange på den grimme rod, hun netop var snublet over. “Dumme, dumme rod.” Hun satte et sidste ekstra hårdt spark ind, men så kilede hendes fod sig fast. “Ej, det er sgu da løgn. Jeg har hørt om hule træer, men hule rødder ... Findes det overhovedet?” Sally balancerede hen ad det store, væltede træ, der førte hen til Sille. Hun kiggede nærmere. “Det ved jeg faktisk ikke. Og selvom det ligner træ, tror jeg ikke, det er en rod.” “Hvad er det så?” spurgte Sille, idet hun flåede sin

kniv frem og gav sig til at hugge løs i træet. Jorden rystede. Med et skrig blev Sille hevet til vejrs med sin ene fod fastlåst i næseboret på et enormt, grønligt væsen, hvis hud lignede en tilgroet træstamme. Væsnet blinkede og afslørede store forsovede øjne. Sally væltede ned fra det, hun havde troet, var en træstamme. Men det var i virkeligheden det gigantiske væsens krop. “Et levende træ?” hviskede Sally. “Spiser træer børn?” hvinede Sille og stirrede på munden, der åbnede sig og afslørede et sæt knivskarpe tænder, som hastigt kom nærmere. Hun ventede ikke på svar; i stedet skar hun sine snørebånd over, så foden gled ud af skoen, der blev siddende i væsnets næsebor. Væsnet gabte højt og … nøs, så skoen fløj ud af næsen. Sille landede på benene med kniven parat. Sally havde den sorte bog åben og messede en skjoldbesværgelse. Lysende blå tråde snoede sig som en kugle om de to søstre. Væsnet blinkede og vendte sig mod dem. Det talte med en stemme, der fik de visne blade til at lette fra jorden. “Hvor vover I at forstyrre min søvn? Sparke mig

i næsen og få mig til at nyse. Hvad har I at sige til jeres forsvar??” “Prosit?” svarede Sille med en spinkel stemme. Væsnet blinkede. Så begyndte det at grine, så de visne grene på dets hoved struttede af nyt liv. Grønne blade groede frem. Blomster sprang ud med en sådan duft, at sommerfugle og bier strømmede til. Væsnet tørrede øjnene og strøg sine lange kløer hen over børnenes knitrende skjold. “Magen til mangel på respekt har jeg ikke mødt længe. Ved I ikke, hvem jeg er?” Sally havde ikke spildt tiden, men bladret i bogen og fundet en beskrivelse af væsnet. Hun var meget tæt på at græde. “Ærværdige Jøven, oh, du oldgamle skovgud. Vi undskylder vores opførsel ...” “Jeg er for gammel til undskyldninger. Jeg vil bare vide, om det er sjovest at æde jer eller snakke med jer?” Sille pegede arrigt med sin kniv. “Du tror, du er så skide smart, bare fordi du er en af de gamle guder. Du tror, du kan tillade dig alt, bare fordi du er mægtig. Men lad mig fortælle dig en ting. Hvis du vil prøve, hvor sjovt det er at æde mig, så snitter jeg dig til tandstikkere indefra. Og hvis du stadig er fræk, kan du få et ekstra

næsebor.” Jøven klukkede, så bær poppede frem på hans hovedgrene. Fugle landede i grenene og sang, så det var ren idyl. Hvis der altså ikke lige havde været et sultent kæmpemonster midt i det hele. “I får lov at slippe for at blive spist, hvis I kan besejre mig i en duel på gåder.” “Så kom med en gåde, din gamle nisse,” hvæsede Sille. Jøven bukkede sig forover. Han kneb øjnene halvt i og så meget snedig ud. “Hvad er det, der går og går og ingen vegne kommer?” Sally var hurtig. “Nemt. Det er tiden.” Jøven kradsede sig på hagen, så mos og biller dryssede ned. Alle tegn på snedighed var afløst af forundring. “Vi startede let.” Sille lagde armene over kors. “Fis med dig. Du tror, du er så smart. Du får en svær én, men du får den først, når vi er klar. Nu smutter vi, og så kalder vi, når vi har en god gåde.” Jøven kløede sig forvirret i hovedbunden, så fugle lettede, og blomster dryssede ned. “Det er i orden, så

finder jeg også på en svær én imens.” Sally og Sille løb gennem underskoven. Jeg var lige i hælene på dem. Silles lusk kunne gøre hende til en god ninja. Bare tanken fik mit hjerte til at svulme af stolthed, men hurtigt pakkede jeg tanken væk. Det nytter ikke noget at rende rundt med den slags drømme. Ungdommen vil aldrig det samme som deres familie. Men det ville fylde mit liv med helt ny mening, hvis hun ville være ninja, tænkte jeg og tørrede en tåre væk fra øjenkrogen. Sally highfivede sin søster. “Godt tænkt med ventetiden. Men hvad vil du gøre, når han bliver træt af at vente og kommer efter os?” Sille grinede. “Du får en gåde. Hvad er det, der går hurtigt for nogle og langsomt for andre?” Sally grinede tilbage til sin søster. “Du har ret. Tiden går nok ret hurtigt for én, der har eksisteret, siden jorden blev født. Med lidt held kommer han først efter os, når vi er gamle og alligevel er tæt på at dø.” Dejligt snedigt tænkt af de to piger. Men man kan altså godt være gammel og langtfra død. Det handler bare om at holde sig i gang og have gode hobbyer.

Såsom at snige sig rundt efter små piger i mørke skove. Nej, det lyder helt forkert. Dårligt eksempel. Tilbage til de to piger. “Hvis vi når at blive gamle,” hviskede Sally, idet de uhyggelige skrig, vi havde glemt alt om, endnu en gang gjaldede gennem skoven. Skrigene var helt tæt på og lød, som om de kom fra et særdeles uhyrligt uhyre.

Kapitel 5 Sikkerhed? Sally og Sille listede frem og tittede ud bag et træ. De fik øje på noget, der snoede og bugtede sig oppe i et andet stort træ. “Tror du, det er en slange?” hviskede Sille ivrigt. Væsnet hylede i mørket, før Sally kunne svare. “Tror du, det er et angrebsskrig?” spurgte Sille. Sally svarede ikke. Hun bladrede i sin bog, mens Sille så sig over skulderen. “Jeg har det altså stadig, som om vi bliver forfulgt. Hvad nu, hvis der er et væsen, der er værre end alle de andre, efter os?” sagde Sille. Jeg kvalte en latter. Du skulle bare vide, min pige, du skulle bare vide! “Her er noget!” hviskede Sally. Sille snurrede rundt. “Hvem er efter os?” “Jeg ved ikke, hvad du snakker om. Jeg snakker om bogen. Jeg har fundet en oversigt over forskellige former for skrig.” Hun pegede fra bogen og videre mod det skrigende væsen. “Jeg tror, det laver frygtskrig. Hvad

end det er for et væsen, så er det bange.” Sille gik tættere på væsnet. “Er det bange for os?” “Det tror jeg ikke. Så ville det nok først have skreget, når vi kom tæt på. Lad os finde ud af, hvad den er.” Sally gik tættere på og samlede noget op fra jorden. “Her er fyldt med farvede tråde. Hvor kommer de mon fra?” Sille gik hen og pegede op i træet over sig. “Trådene kommer fra væsnet ... Og væsnet er et tæppe!” Sally stak bogen ned i tasken igen. “Et hylende tæppe. Hvor sært! Lad os kravle op til det.” Snart efter sad de to vakse piger oppe i trækronen sammen med det skrigende tæppe. De opdagede hurtigt, hvad der var galt. Tæppet var snoet ind i grenene, og hver gang vinden ruskede i træet, revnede tæppet lidt mere. Når flængen voksede, lød det som et skrig ... måske var det rent faktisk et skrig. Erfaring siger mig, at når noget lyder som et skrig, så er det som regel et skrig. “Vi må få det fri. Det er vildt synd for tæppet.” Sally gik straks i gang med at trøste det skræmte tæppe med blide ord og klap på kvasterne. Imens skar Sille grene over, så tæppet kunne komme fri. Hun arbejdede

ihærdigt, og inden længe sagde hun: “Det var den sidste!” Med en flapren rullede tæppet sig sammen. Pigerne satte sig hen ved siden af tæppet. Det fandt sig i at blive klappet og kløet bag kvasterne. Snart blev hyleriet afløst af venlige og bløde lyde. Sille fjernede forsigtigt kviste fra tæppets kvaster. “Hvis du kunne tale, kunne du sikkert fortælle, hvordan et levende tæppe er havnet i en skov.” Sally knipsede, som om hun lige havde regnet noget ud. Hun vendte sig mod tæppet. “Er du det flyvende tæppe, der styrtede ned med turister i skoven?” Tæppet nikkede med sin øverste del. “Ved du, hvor turisterne er?” Tæppet pegede med alle sine kvaster mod en særdeles mørk del af skoven. “Skal vi hjælpe dig hen til dem?” Tæppet nikkede ivrigt. Det så ud som en lille, vildfaren dreng, der netop var blevet tilbudt at blive fulgt hjem til sin mor. Sille så tvært på Sally. “Skulle vi ikke hen til mormor?” “Jo, jo, men vi kan ikke efterlade det stakkels tæppe

midt i en uhyggelig skov!” Sille vendte øjne ad sin søster. “Du er totalt blødsøden over for ting.” Det er nemlig ganske rigtigt! Jeg har set den pige gå helt bagover på grund af en bøtte levende papiraffald. Men sådan er nogle mennesker jo. Det kunne jo nemt være meget værre. Tænk, hvis hun blev helt pylret og blødsøden, når hun så dyrebørn eller endnu værre … babyer! Det er en glidebane med al den nuttethed! Giv mig en pakke nyslebne kastestjerner, og jeg skal vise dig sand kærlighed! “Det er, fordi ting er så nuttede,” sukkede Sally og strøg tæppet over de rystende kvaster og talte sukkersødt. “Nu skal du ikke være bange længere. Vi skal nok hjælpe dig. Følg mig.” Sally hoppede ned på jorden. Tæppets kvaster rystede endnu mere. “Tøsetæppe! Der er ikke særligt langt ned. Et flyvende tæppe kan da ikke være højdeskræk!” grinede Sille og gav tæppet et skub. Tæppet foldede sig ud, så det kun ramte jorden med de yderste kvaster. Det hylede og peb.

Sally holdt sig for munden for at kvæle et grin. “Jeg tror ikke, det er bange for højder. Jeg tror, det er bange for lavder.” Sille lignede ét stort spørgsmålstegn. “A-hva’?” “Det er da klart. Et flyvende tæppe bryder sig ikke om at være på jorden. Det vil op på himlen. Det har omvendt højdeskræk.” Sille sprang skraldgrinende ned fra træet og greb tæppets kvaster. “Stop hyleriet, tøsetæppe. Vis os hen til dine turister. Det kan være, de kan få dig i luften igen.” Klynkende trippede tæppet af sted på sine kvaster. De tre kom kun langsomt frem. Tæppet ville hele tiden op i træerne og væk fra den farlige jord. Først efter lang tid nåede de ud i en stor lysning. I midten af lysningen lå en bakke overstrøet med gravsten. På toppen stod et faldefærdigt, stråtækt hus. Sally hujede. “Der er mormors hus. Turisterne er sikkert på besøg hos hende!” “Eller også har hun fanget dem og bruger dem til syge, magiske ritualer!” tilføjede Sille grumt. “Det kunne hun da ikke finde på,” sagde Sally med en alt andet end sikker stemme.

Sille sendte hende et blik, der fortalte, at de begge vidste, hvad mormor ville gøre med en flok vildfarne mennesker. Det ved jeg også. Magda er nemlig en kvinde lige efter mit hjerte. Hård og ubarmhjertig. Hvis ikke jeg tog mit job alvorligt, ville jeg nærme mig hende med helt andre bagtanker! Sille stirrede beslutsomt på huset og sagde: “Kom, vi må hellere gå hen til mormor og se efter.” Et kraftigt jerngitter gik rundt om bakken med Sorteheksens lille hus. Røg snoede sig op af den vakkelvorne skorsten, der stak skævt op af det forpjuskede stråtag. Varmt lys stod ud ad de småsprossede vinduer. Idyllen blev kun lidt punkteret af de mange gravsten rundt om på bakken. Sally slap kvasterne på det flåede flyvende tæppe. “Du må hellere vente uden for hegnet. Det er ikke til at sige, om mormor vil have flere gæster. Hun kan være lidt skrap nogle gange.” Det nervøse tæppe smøg sig helt op ad Sally. Først da Sally lovede at komme tilbage, før det blev mørkt, kravlede tæppet beroliget op på hegnet og sank sammen

med en flapren, der sendte visne blade til alle sider. Pigerne gik op ad bakken. De gøs, da de gik forbi gravstenene, der stak op overalt. “Lidt klamt, at hun samler på gravsten,” sagde Sille og viftede et nærgående spøgelse til side. Sally sprang over en sten med et solbadende spøgelse. “De var her allerede, da hun byggede huset.” “Er du sikker?” “Mor siger, det var en gravhøj i vikingetiden. I middelalderen lavede de en kirkegård og et kapel, men det blev forladt, da der kom for mange spøgelser. Det havde stået tomt længe, så mormor fik det billigt og byggede det om til et hus.” Spøgelser! Jeg hader spøgelser! tænkte jeg og luskede efter pigerne, i skjul fra både levende og døde.

Kapitel 6 Tortur? Pigerne gik ind i deres mormors hyggelige stue. Jeg var lige i hælene på dem. De mange spøgelser blandt gravstenene havde opdaget mig og var kommet med frække tilbud. Så der var ikke andet for end at komme med indenfor, selvom det indebar en større risiko for at blive opdaget. I stuen stod alle nipsting, hvor de plejede. Undtagen husets fineste nips. “Hvor er mormor?” sukkede Sally. Før Sille kunne sige noget, lød der et skrig fra kælderen. Hun sank en klump og pegede på døren, der førte ned i dybet. Dér, hvor de aldrig havde været før. Ned til alt det uhyggelige, jeg havde læst om og håbede, jeg ikke ville opleve. Sille hængte sin kåbe på en knage. “Tror du, det er rigtigt, at hun har en torturkælder?” Sally samlede sit lange, lyse hår i en hestehale. “Næ, det er bare noget, far siger for at drille mor, når han synes, hun er for skrap.”

“Ha, jeg vil vædde på, at mormor har fanget turisterne. Så kan hun stjæle deres sjæle og bruge sjæleenergien til at lave en hær af zombier,” sagde Sille og fordrejede sit ansigt i en grimasse, mens hun rallede. En helt udmærket imitation af en zombie. Hvis hun smurte sig ind i rådne indvolde, ville hun nok kunne snige sig gennem en flok udøde uden at blive opdaget. Hun kunne også blive alle tiders ninja, tænkte jeg og kvalte et suk. “Du har en livlig fantasi, søs, men top, vi vædder en femmer.”

“Aftale!” grinede Sille og hev døren til kælderen op. Pigerne listede sig ned ad trappen med mig lige i

hælene. Gangen var heldigvis kun oplyst af spruttende fakler, så der var masser af skygger at gemme sig i. Skygger, jeg helst ville blive i, for skrigene blev tydeligere, jo dybere vi kom ned. Hvis der var noget, jeg ikke havde lyst til, så var det at blive opdaget af en gal heks og få min sjæl stjålet. “De skrig går mig på nerverne,” gøs Sally. “Tror du måske, at det er sjovt at få stjålet sin sjæl?” fnyste Sille. Så løftede hun hovedet og så en anelse forvirret ud. Hun snusede ind og smaskede, som om hun var sulten. “Men det lugter godt. Tror du, mormor steger bacon dernede?” Sally svarede ikke, men gik bare dybere ned. Faklernes flammer kunne kun lige akkurat oplyse de fugtige klippemure. Pigerne rundede et hjørne og var helt nede i bunden. De stirrede ind i et dunkelt rum, hvor skikkelser hang i kæder med hovedet nedad. I midten af rummet stod en kvinde iført en flænset, sort kjole og kraniebælte. Hendes røde læber skiltes i et bredt smil, da hun løftede en jernstang med rødglødende

spids ud af et kulbækken. Foran hende lå en tyk, nøgen mand spændt ud på en torturbænk. Det glødende jern sænkede sig mod den svedige hud. “Er du klar?” “N-nej!” peb turisten. “Synd for dig,” fniste Sorteheksen. Jernet borede sig sydende ind i hans flæsk. Manden skreg. Magda lo. Sally stirrede med alle tegn på ubehag. “Bacon og branket flæsk er ikke helt det samme, Sille.”

Sille gik hidsigt frem og rev den glødende jernstang ud af Magdas hånd. “Hvad har du gang i, mormor?” Magda snurrede rundt, så kranierne i hendes bælte klikkende slog mod hinanden. “Hvem vover at komme uindbudt ind på mit domæne?” hvæsede hun, sekundet før hun genkendte pigerne. Så smilede hun og lignede noget fra en af de der utålelige reklamer med søde kvinder, der får søde børn på besøg. Og så spiser de et eller andet klamt og sødt, som nogen gerne vil have, man skal købe … Sikkert kandiserede firben. Magda klappede begejstret i hænderne. “Ih, hvor hyggeligt. Mine søde børnebørn!” Sille viftede med den glødende jernstang. “Du kan ikke bare torturere uskyldige mennesker!” Mormor lo og tændte for lyset, så nøgne lysstofrør blinkede i loftet. “De er aldeles ikke uskyldige. De er turister!” Sille stirrede med åben mund på de gamle, tykke mennesker, der dinglede fra loftet med hovedet nedad. Flere vinkede til pigerne. Alle havde kameraer i hænderne. En turist hvinede højt: “Det her er bare så autentisk.”

Manden på torturbænken stirrede surt på pigerne. “Hvad ligner det at afbryde? Vi har betalt i dyre domme for denne oplevelsesreje. Hvis jeg ikke får lavet mit brændemærke færdigt, vil jeg have nedslag i prisen!” Sille stammede: “Men vi fandt det forulykkede tæppe i skoven. Det var bange og gået i stykker. Vi troede, der var sket en ulykke!” Turisterne hvinede af fryd og sagde i kor: “Vi blev angrebet af en drage. En ægte, levende drage!” Mormor trak på skuldrene. “Du hørte turisterne. Det skal være autentisk. Men hvad med, at I går op i stuen og får syet tæppet? Så kan jeg lige få brændt færdig!” Hun rakte bydende hånden frem mod Sille. Sille gav hende den glødende jernstang med håndtaget først, hvilket jo er noget af det første, man lærer som spejder. Selvom de nu mest leger med knive og kun sjældent med glødende jernstænger. “M-men vil du så slet ikke stjæle deres sjæle og bruge sjæleenergien til at genoplive de døde og lave zombier?” mumlede Sille forlegent. Mormor tog jernstangen og smilede sukkersødt. “Jo, naturligvis, ellers er det jo ikke autentisk. Nå, smut

med jer. Nu skal jeg være ond igen.” Mormor slukkede lyset i loftet og rodede i de glødende kul med jernstangen, så hendes ansigt blev oplyst nedefra. Hun vendte sig mod turisterne og talte med en stemme, der passede bedre til en vred mand i et black metal-band. Du ved, dem, der beder til Satan og bader i blod fra grise. “Beklager forstyrrelsen. Nu går vi ind i ritualets sidste fase, hvor jeg stjæler jeres sjæle og bruger dem til evigt liv, zombier og anden ondskab. Mu-ha ha!” Turisterne klappede og piftede. “Stille, kryb!” hvæsede mormor og løftede den glødende jernstang. Sille grinede til Sally, mens de løb op ad trappen. “Du skylder mig en femmer.”

Kapitel 7 Sko / re voksne Sally smækkede døren ned til kælderen. “De er skøre, de voksne.” “Nemlig.” Sille åbnede hoveddøren og råbte: “Hey, tæppe, der er fri bane. Kom bare ind.” Tæppet kom straks på kvasterne. Det hoppede ned fra hegnet og løb slalom mellem de tågede spøgelser. Sukkende gespenster rakte ud efter det. Måske savnede de et tæppe i graven. Sille greb tæppet og hev det med ud i køkkenet. Her hoppede det op på et bord, øjensynligt for at få en smule luft mellem sig selv og den skræmmende jord. Sally satte vand over og hev skuffer ud for at finde te, men smækkede dem i igen, så støvskyer stod om hende. Støvet gjorde det, som intet andet havde kunnet. Det afslørede mig. “A-tjuu,” nøs jeg, fra mit skjulested oppe på skabet. Begge piger kiggede op og missede med øjnene. De så formentlig ikke med det samme, at det var mig, for

Sille trak sin kniv, og Sally sin trolddomsbog. “Er der ingen, der skal sige ’prosit’?” mumlede jeg og hoppede ned. Jeg kunne jo lige så godt give mig til kende, nu de havde opdaget mig. Pigernes øjne blev store, da de så, hvem der havde gemt sig i skyggerne. “Farfar! Hvad laver du her?” “Jeg nyser, fordi du støver. Giver det ikke sig selv?” brokkede jeg og børstede støv af min sorte ninjadragt,

der måske sad lidt for stramt over maven. Jeg snoede mit lange, smukke overskæg og blinkede til Sille, der så en anelse rådvild ud, mens hun mumlede: “Jamen, så prosit da!” Sally var ikke sådan at slå ud af fatning. “Hvad laver du her?” Jeg trak på skuldrene og forsøgte at se meget uskyldig ud. Jeg løj så hurtigt, som en hest kan rende: “Jeg er her i hvert fald ikke for at få dusøren på Sorteheksen.” Sally rystede på hovedet ad mig. “Du lyver vildt dårligt!” Sille stod med åben mund og havde stadig kniven fremme. “Du kan da ikke bare fange mormor!” Satans. Hvordan gennemskuede de mig? Tid til en afledning. Jeg rodede i en skuffe og fandt nogle småkager. “Jeg kunne jo ikke vide, at det var jeres mormor. Tag hellere en småkage og lad os snakke om det fine tæppe i stedet.” Sille skubbede småkagerne til side og pegede på mig med sin kniv. “Hun var da med til jul sidste år. Hun sad og fniste ad dine dårlige vittigheder og lavede urteafkog

til julemanden. Du vidste udmærket, at mormor er Sorteheksen.” Pokkers! Min løgn virkede ikke, men måske kunne jeg stadig snøre dem. Jeg lod, som om jeg fik småkagen i den gale hals af ren og skær forbløffelse. “Næ-næ. Mine vittigheder er aldeles ikke dårlige. Desuden var det en rar, ældre dame, der hjalp julemanden med hans tømmermænd. Jeres mormor så helt anderledes ud. Hun var ...” “Gammel?” Jeg vrængede ansigt ad hende. “Det er ikke et ord, vi modne mennesker bryder os om. Ældre. Gråt guld. Patina. Halvfjerds er de nye halvtreds. Alt andet end gammel! Fy!” Jeg slugte hurtigt et par småkager. Og fordi de smagte så godt, spiste jeg lidt flere. Sille stak sin kniv i bæltet og tog småkagerne fra mig. Hun lignede én, der troede, jeg kunne finde på at tømme dåsen. Det kunne jeg naturligvis ikke. Jeg holder nemlig den slanke linje. Jeg vil i hvert fald gerne holde den slanke linje. Derfor syr jeg altid mit tøj selv. Syr det meget tætsiddende, så jeg ikke kommer til at spise for meget.

Sille prikkede til min bløde mave. “Hun ser ikke gammel ud, fordi hun stjæler folks sjæle og bruger dem til evig ungdom.” “Nå-da-da,” gnæggede jeg og hev mig i skægget. Så fik jeg en lys idé. “Tror I, hun kan gøre det samme for mig?” Sally sukkede og vendte ryggen til os. Hun fandt tebladene, smed dem i den store kande og hældte kogende vand over. Sille råbte videre: “Først vil du fange hende, fordi hun bruger sort magi, og nu vil du have hende til at bruge sort magi på dig?” Jeg fandt en kop og skænkede mig en tår tynd te. “Helt rigtigt, min pige. Du er ikke så dum, som du ser ud til. Jeg vil hellere være ung, end have en stor dusør.” Sille tog koppen fra mig og hældte den tilbage i kanden. “Den skal trække først, din gamle tosse. Desuden har du ikke sagt noget om, at du vil opgive at myrde mormor og sælge hende for at få dusøren.” Her burde jeg naturligvis have stukket hende en flad, både for at kalde mig gammel og en tosse. Mit ninjainstinkt fik dog overtaget, og jeg afledte deres

opmærksomhed fra det med dusøren. “Åh nej, hvad er der dog sket med tæppet. Det ser hårdt såret ud!” udbrød jeg. Sally bed sig i underlæben og så bekymret ud. Hun skyndte sig at finde nål og tråd frem. “Tæppet blev bidt af en drage. Vil du hjælpe med at redde det?” Jeg smilede stort, for vi ninjaer er meget behændige og kan sy alt fra sår til fine forklædninger. “Jeg syr alt mit tøj selv,” sagde jeg og gav mig straks til at vise de uvorne unger, hvordan man skal håndtere nål og tråd. Og selvom de var lidt tunge i opfattelsen, hvilket børn jo ofte er, gik det hurtigt med reparationen. Med god hjælp fra flere kander te og småkager.

Netop som vi syede de sidste sting, kom turisterne trætte og pludrende op fra kælderen. “Sikke en omgang. Det var endnu vildere end at springe i faldskærm.” “Det var en ud-af-kroppen-oplevelse.” “Ja, det er ikke hver dag, man sælger sin sjæl.” Sally rejste sig arrigt og satte hænderne i siden. “Ved I ikke, at en sjæl er værdifuld?” En kvinde med blomstret kjole og for meget sminke lo bare. “Jeg brugte den alligevel ikke til noget. I min alder er nye oplevelser vigtigere end den slags ubrugeligt pjat.” “I er skøre!” sagde Sille og drak lidt mere te. “Ha-ha, det kan du selv være. Er du klar over, hvor meget nedslag vi fik i prisen, hvis vi bare lod Sorteheksen tage vores sjæle?” Magda gik leende gennem flokken, mens hun koket vrikkede med sine fine former, før hun bøjede sig ind over pigerne. “Det er ikke hver dag, folk betaler mig for at være ond. Måske skulle jeg lave stedet om til en turistattraktion?” Hun gned sig om hagen med en undersøgende hånd. Derefter forsøgte hun med

skelende øjne at se på sin hage. “Sært at have helt glat hud,” mumlede hun. Jeg stillede mig an med en kop te og min ninjahætte på sned. “Sig til, hvis du får brug for nogen til at hjælpe med ondskaben.” Hun så på mig med et blik, der i mistænkelig grad mindede om væmmelse. “Jeg tror, du er lidt for gammel til mig.” Jeg bed fornærmelsen i mig og blinkede frækt. “Hvis du kan lave om på det, ville ungdom være en fin betaling for mine ydelser. Jeg er landets dygtigste ninja og eftersøgt for mord og brandstiftelse i adskillige lande.” Magda målte mig med øjnene og så uden tvivl, hvilket makkerpar vi kunne blive. “Hvis jeg har sjæle i overskud, kan vi tale om det. Lige nu er det vigtigste at lave zombier.” Jeg gemte mit skuffede ansigt bag tekoppen. Mens jeg lod, som om jeg drak, forbandede jeg hende langt ned i helvede. Jeg kom til at hælde skoldhed te ned ad maven. Det krævede hele min ninjateknik ikke at skrige i smerte, men blot klynke i stedet.

Sille vendte øjne ad mig og stak en finger helt op i næsen på mormor. “Hvorfor skal du lave zombier? Hvad vil du med dem?” Mormor skubbede fingeren til side og stirrede på Sille, som om hun var et fjollet barn, der skulle have alting forklaret. Det var jo heller ikke helt forkert. “Uden zombier bliver det meget besværligt at udslette verden.” Forbavset spyttede jeg den sidste te ud på gulvet. Pigerne stod med åben mund. De tossede turister klappede højlydt. “Må vi se på?” Mormor smilede. “Naturligvis … for en overskuelig betaling.” “Hurraaa! Hvis verden går under, slipper vi for at lade vores møgunger arve vores penge,” hujede turisterne. Sally stirrede på Sille. “Der er noget helt galt.” “Ja, mormor plejer kun at ville overtage verden, ikke ødelægge den.” Og netop i det øjeblik opdagede jeg et sært mærke på Magdas hals. Et mærke, mine ninjainstinkter fortalte mig kunne give en forklaring på al dette vanvid.

Kapitel 8 Daemonbillen Diskret pegede jeg på Magdas hals, men hun havde nærmest øjne i nakken. Hun slog irriteret min hånd til side og dækkede mærket med sit lange, mørke hår. “Følg mig, turister, hvis I vil se fremmaning af zombier. Et ritual, hvor jeg bruger energien fra jeres sjæle til at binde spøgelserne til de rådne lig i gravene. Hvis I køber turpas til verdens undergang, er dette event gratis!” “Alle tiders. Vi slår til!” skreg turisterne i kor, hvorefter de snuppede te og småkager og skyndte sig ud på kirkegården. “Frækt, de tog de sidste småkager,” mumlede jeg bestyrtet. Sille lænede sig ind mod Sally. “Idrk. Hvad var det for et mærkeligt mærke på mormor?” Kun guderne ved, hvorfor hun ikke spurgte mig i stedet for sin nørdede søster. Men børn nu om stunder tror, de er så kloge, bare fordi de kan læse og alt muligt. Sally, den nævenyttige tøs, bladrede i sin sorte bog, så

der stod en strid blæst fra siderne. “Det var slet ikke et mærke. Det lignede et levende væsen. Biller, bæster … her har vi den. Det er en dæmonbille. Den har sikkert sat tænderne i hende ude i skoven. Det er et lille kryb, der får det værste frem i folk ved at æde alle deres gode tanker.” Sille stirrede fortabt på sin søster. “Hvad gør vi?” Jeg så mit snit og lagde hænderne på deres skuldre. “Vi myrder mormor, deler dusøren og redder verden. Det er det, rigtige helte gør.” Pigerne så surt på mig. “Du er værre end far,” fnyste Sille. “Hvad mener du?” spurgte jeg, forbløffet over at blive sammenlignet med min snøbel af en søn. Ham, der valgte at blive bersærk i stedet for ninja som sin elskede far. Sally lagde armene over kors. “Hvor mange gange skal jeg sige det. Vi kan ikke bare myrde mormor og sælge hende.” “Men vil I ikke gerne redde verden?” spurgte jeg og brugte omvendt psykologi. “Alle søde piger vil gerne redde verden. Vil I ikke gerne være søde?”

Sille vrængede respektløst ad mig. “Ved du ikke, at alle søde bedsteforældre lader være med at myrde hinanden? Og hvis vi skal lære at være søde, så må du jo vise dig som et godt eksempel.” Jeg hev i overskægget, mens jeg bandede over den retoriske blindgyde, møgungen havde skubbet mig ind i. Men alle blindgyder kan klares med at løbe gennem en hæk eller springe over et rækværk. En ægte ninja finder altid en udvej. “Myrderiet er jo bare en detalje. Man kan ikke lave en omelet uden at dræbe et par mennesker. Har jeres far ikke fortalt jer det?” Sille tog fat i min fine ninjadragt, og jeg kom vist til at hyle en kende umandigt. “Pas på dragten. Det er silke fra Kina. Vildt dyrt.” Sille knurrede som et rovdyr. “Hør her, farfar. Enten gør du, som vi siger, eller også klarer vi det uden dig. Er det forstået?” Nu blev det for meget. Ingen giver mig ordrer og overlever. Ok, jeg gør en undtagelse med mine børnebørn, men også kun denne ene gang. Tid til maximal verbal overfusning! “Nu stopper det. Har I slet ikke fået nogen opdragelse. Ved I ikke, at I skal adlyde

de voksne, I grimme børn?” Sille trak mig helt tæt på. Jeg skal indrømme, at der var noget i hendes øjne, der gjorde mig lidt urolig. “Hør her, gamle nar. Det, vi har lært hjemmefra, er at tænke selv, og når mormor vil ødelægge verden, og farfar vil myrde mormor, træffer vi selv vores beslutninger. Er du med os, eller imod os?” Den lille piges øjne havde en helt særlig glød. Den mindede mig lidt for meget om hendes bersærk-far. En glød, der fik mig til at indse, at jeg måtte handle taktisk. “Naturligvis er jeg på jeres hold. Vi stopper mormor og redder verden. Pyt med alle de rare penge, hvoraf jeres andel ville være langt over tusind stykker guld til deling.” Sille hev så hårdt i dragten, at jeg havde svært ved at få vejret. Men jeg fik fremstammet: “Jeg mener naturligvis, at jeres andel ville være tusind stykker guld til hver.” Hun strammede grebet endnu mere. Jeg indså for alvor, hvor skinhellige de små møgunger var. “Ok. Ok! Jeg giver mig. Vi deler i tre lige store portioner.” Sille skreg alt, hvad hun kunne, mens hun rystede mig, så silken sprak i syningerne. “Du skal hjælpe os

med at stoppe mormor uden at dræbe hende. Kan du forstå det, eller skal min søster forvandle dig til en tudse, som jeg kan smide ud i mosen?” Helt blå i hovedet holdt jeg hænderne op foran mig. Jeg lod være med at spørge, hvilken mose hun snakkede om. Jeg gryntede i stedet: “Jeg skal nok hjælpe!” “Uden at dræbe mormor?” hvæsede Sille. “Ja, ja, jeg lover. På ninjaære!”

“Det må være godt nok. Men jeg holder øje med dig, din gamle løgnhals.” Sille skubbede mig væk og vendte sig mod sin søster. Imens hev jeg efter vejret og forbandede alle uvorne unger langt ned i det hedeste helvede. Silles stemme ændrede sig fra truende til bedende. “Hvad gør vi, søs?” Under hele vores lille hyggesnak havde Sally uanfægtet læst i sin bog, som om små børn, der kvæler deres bedsteforældre, var hverdagskost. Hvis det er tilfældet, så kan man virkelig tale om dårlig opdragelse. Jeg må give min søn en skideballe ved lejlighed. Sally klappede bogen sammen. “Vi skal fjerne dæmonbillen.” “Det lyder nemt nok. Farfar kan snige sig hen og snuppe den.” “Naturligvis. Jeg er jo ikke verdens bedste ninja for ingenting,” sagde jeg og knækkede fingre. Jeg skulle lige til løbe ud efter Magda, der allerede var godt i gang med at genoplive alle de døde på kirkegården. Spøgelserne var i hvert fald ingen steder at se. Rådnende arme kom op af den fede muld som grimme blomster. Men det skulle jeg nok sætte en stopper for! Jeg greb døren og …

“Stop!” skreg Sally og greb mig i kraven, så savl og krummer stod fra min stakkels mund. “Hvis man bare hiver dæmonbillen ud, bliver dens hoved siddende.” “Og hvad så?” hostede jeg og tog mig til halsen. “Så graver hovedet sig ind i kroppen, og langsomt

forvandles værtskroppen til en ny dæmonbille.” “Det nytter jo ikke. Hvis jeres mormor forsvinder, så forsvinder dusøren også … øh, jeg mener ... Uha-dada, vi kan ikke have, at mormor dør. Hvordan får jeg så fjernet dæmonbillen?” “Den skal smøres med en magisk salve og hives af, mens man siger en helt særlig besværgelse.” Jeg glattede min ninjadragt. “Helt fint. Sille giver den salve. Du besværger, og jeg hiver. Det ordner vi nemt. Og gerne hurtigt, for hele forhaven er ved at være fyldt med zombier. Skynd dig at finde salven.” Sally bed sig i underlæben. “Den skal først laves.” Nu begyndte jeg at ane, hvor det bar hen. “Men den kan du vel lave på et par minutter?” Sally rynkede brynene og stirrede ned i sin bog. “Det tager nok en time, hvis vi kan finde alle ingredienserne!” Jeg stampede i gulvet. Jeg må indrømme, at mit ellers rolige temperament var ved at fordampe. “Så pis da også! Nå, hvis det ikke kan være anderledes, så er det sådan, vi gør. Heldigvis er zombier langsomme. Det tager sikkert mange timer, før de kan kaste sig over den nærmeste by.”

Sille pegede ud ad vinduet. “Jeg tror, du tager fejl, gamling. Tjek lige røgskyen fra de løbende døde.” Jeg vendte mig rundt. Den lille møgunge havde desværre ret. Zombierne spurtede hurtigere end en flok geparder. Jeg så mig om i køkkenet og opdagede en meget ninjaagtig løsning. Jeg pegede på den. “Kan vi ikke lave salven hurtigere i mikrobølgeovn?” Sille og Sally sukkede til svar. “Jamen, så tager jeg lige en lur, mens I unger ordner den salve.” “Nix, du hjælper,” sagde Sille og greb mig i kraven. Hun slæbte mig ned mod Magdas laboratorium. Det her ville helt sikkert ende med, at jeg blev nødt til at sy en ny dragt, med alle de syninger, der blev ødelagt.

Kapitel 9 Do //od og vold Nu er det ved at blive rigtigt spændende, ikke? Du gider naturligvis ikke høre, hvordan ungerne lavede salven efter mine anvisninger? Eller hvordan jeg egenhændigt fik det flyvende tæppe i luften igen? Eller hvordan vi fløj i fuld fart efter sporet af ødelæggelser, som zombierne havde trukket gennem skov og land. Desuden har du nok gættet, at det nok er lige om lidt,

at pigerne lander foran horden af zombier, der skal til at æde en hel by. Du gættede næsten rigtigt. Jeg satte pigerne af et godt stykke fra zombiehorden, før jeg fløj videre. Måske spekulerer du på, hvor jeg så er endte? Naturligvis gør du det, jeg er jo historiens midtpunkt. Men nu skal jeg sige dig, hvor jeg befandt mig. Jeg var nemlig på særmission. Vi manglede en vigtig brik i puslespillet for, at vores plan kunne virke. Eller måske snarere to brikker. De to brikker, der skulle stå for afledningsmanøvren, så vi kunne komme tæt på Sorteheksen. Jeg var fløjet på tæppet højt over gaden og gledet gennem luften mod en stor bygning. Jeg greb fat med min klatrekrog og klamrede mig til vindueskarmen, mens en skræmt drage kom løbende ned ad gaden under mig. Jeg fik værktøj frem og kæmpede for at skære en cirkel ud af den pansrede rude. Mens jeg arbejdede, var jeg vidne til et ydmygende optrin, hvor en skør person skulle til at gøre sig selv til grin. Ja, det er ikke mig selv, jeg taler om, men naturligvis min umulige søn.

Ejgil så sig hurtigt fra side til side. Irene holdt ikke øje med ham. Hun var dybt optaget

af at snakke med en mand, der bar navneskiltet: Professor T. Ørvetriller. En lille, bebrillet mand, der havde særdeles vanskeligt ved at se Irene i øjnene, måske fordi hans øjne var i samme højde som hendes barm.

Ejgil smilede for sig selv, mens han listede gennem lokalet. Han brugte tydeligvis alle de færdigheder, han havde afluret fra sin egen elskede ninjafar. Han sneg sig hen til planten ved vinduet og spyttede hurtigt speltvin ud i urtepotten. Så slog han hænderne sammen og bad en stille bøn, som mine ninjaører hørte helt tydeligt: “Kære mørke guder. Jeg vil gøre hvad som helst for at komme væk fra det her sted ...” Og som ved nærmere eftertanke tilføjede han: “Især, hvis I smider en flok kolde øl med i aftalen.” Han løftede hovedet og stirrede ud ad vinduet … og så guddødeme lige forbi sin elskede ninjafar … nogle gange er jeg bare en lidt for god ninja! Ejgil spærrede øjnene op og gispede, idet han fik øje på Sorteheksen, der stod midt i uvejrsskyen omgivet af frådende zombier, der havde kurs lige mod ... “Mine piger!” skreg han og sparkede vinduet ud. Jeg skreg også, for han sparkede vinduet lige ud i hovedet på mig, og der var pænt mange etager mellem mig og gaden. Jeg gav et hyl fra mig, da jeg mistede taget

i vindueskarmen, og hang et kort sekund i luften, før jeg begyndte at falde. “Far! Hvad laver du her?” “Jeg falder! Kan du ikke se det, din møgunge?” skreg jeg, idet tæppet greb mig. Irene kom også til syne. “Ejnar, din skøre ninja. Hvad

laver du her? Jeg troede, du havde en vigtig aftale, og det var derfor, du ikke kunne passe ungerne?” Jeg rejste mig op på tæppet og skulle lige til at finde på en god undskyldning, der naturligvis ikke afslørede, at jeg havde haft brug for, at ungerne blev passet hos deres mormor, så de kunne føre mig til hende, og jeg kunne score den fede dusør. Men sønnike sparede mig besværet ved at råbe op: “Pigerne er i fare. Vi må redde dem.” Jeg parkerede tæppet som en taxa foran vinduet. “Netop. Ingen tid til snak. Ungerne er i kamp mod Sorteheksen og hendes zombiehorde. Kom op på tæppet.” Irene stirrede forbløffet fra horden til mig og skyndte sig ud på tæppet. “Hvad siger du? Er mine piger i slåskamp mod min mor?” “Helt kort fortalt: Der sidder en dæmonbille på Magdas hals, og den gør hende endnu mere ond end sædvanligt.” “Er det muligt?” mumlede knægten og inkasserede et hvast blik fra sin kone, mens han kravlede ud på tæppet.

”Ikke mere pjat. Har ungerne lagt en plan?” spurgte Irene. Jeg skulle lige til at rette hende og sige, at jeg havde fundet på en plan, men der var ikke tid til selvforherligende løgne lige nu. “I skal angribe zombierne og lave en afledningsmanøvre, så Sille kan smøre en salve på dæmonbillen. Sally kaster samtidig en besværgelse, der får billen til at sove, og jeg hiver den af.” “Det lyder simpelt. Hvad kan gå galt?” sagde min tumpede knægt og jinxede det hele, så det nok skulle gå galt, men det var der ikke tid til at tænke mere på nu. “Ned til zombierne, fuld fart frem, mit trofaste tæppe!”

Kapitel 10 Ro / v i skjul Zombierne gryntede og gurglede og rakte ud med rådne arme. De væltede i hobetal frem mod den nye fjende. Min knægt og hans kone. Vi var nemlig hurtigt kommet i stilling; en ræv i skjul og to lokkeduer på vejen … Og et flyvende tæppe, der gemte sig oppe i en lygtepæl. Meget kan man sige om min knægt, men mod mangler han ikke. Ejgil stod midt på gaden, i nypresset jakkesæt, med vinden ruskende i slipset. Lyn glimtede i ninjasværdet, han havde lånt af mig, og hans ansigt var forvredet i en grimasse, der ville få selv den største ulv til at luske væk i frygt. Zombierne var naturligvis ligeglade, de væltede bare frem mod ham. De stavrede forbi den bil, jeg havde gemt mig under. Nu undrer du dig sikkert over, at de ikke opdagede mig, og vil gerne have en forklaring. Men som en ægte ninja havde jeg camoufleret mit lugtbillede med en flaske rævepis, og som jeg har forklaret, spiser zombier ikke dyr. Derfor gik de forbi og direkte mod Ejgil, der

brølende huggede hovedet af den første zombie. Han lignede ikke én, der tog højde for, at bare ét zombiebid ville smitte ham og forvandle ham til en levende død. Men heldigvis har knægten en kone, der kan passe på ham. Irene spandt ham ind i beskyttende besværgelser, der lagde sig som et fletværk af blå tråde om hans hud, så zombierne ikke kunne sætte tænderne i ham. Sorteheksen råbte vrede ordrer til zombierne, mens turisterne knipsede billeder af sønderhakkede kropsdele. “Forbandet. Man må da også klare det hele selv.” Magdas fingre skød lyn, der zigzaggede mod

sønnike. De prellede af på Irenes magiske skjold, mens Irene bed tænderne sammen i anstrengelse. Nu måtte man bare håbe, de kunne holde ud, indtil vi kunne slå kløerne i dæmonbillen. Jeg rev blikket væk fra ægteparret og vendte mig mod deres børn. De havde benyttet sig af forvirringen og listet sig ind på Magda, mens hun var optaget af at bombardere sin svigersøn og datter med lyn. Sille stod på taget af en bil og kastede flasken med salve. Den fløj gennem luften lige mod Sorteheksens hals. “Pas på!” skreg en turist og slog flasken til side med sin paraply, før den ramte. Flasken sejlede gennem luften i en helt forkert retning. Lige mod asfalten. Jeg fór frem, greb den og lavede et rullefald ind under en anden bil. “Pokkers. Man skal da også gøre det hele selv.” “Har du et trick mod heksen?” gryntede en zombie. Jeg kneb øjnene sammen, for zombier kan jo ikke tale. Og ganske rigtigt. Det var ikke en zombie, det var Badboy, der havde smurt sig med indvolde og camoufleret sig. “Det havde du ikke behøvet. Din frontallap er formentlig ikke udviklet nok til, at zombierne tror, du er

værd at spise,” fniste jeg. “Hvad?” spurgte Badboy uforstående. Jeg ignorerede ham og så mig hurtigt omkring. Ejgil og Irene var omringet af zombier. Og selvom ninjasværdet var en udtværet fartstreg af blod og indvolde, blev zombierne ved med at komme. Det hele blev ikke mindre besværligt af, at Magda skød lyn mod både sin svigersøn, datter og børnebørn.

Ingen tid at spilde. Jeg vendte mig mod Zombieboy. “Glem det om frontallapper. Det har du ikke nok frontallap til at forstå. Ja, jeg har et hemmeligt middel mod Sorteheksen, men jeg mangler en, der er god til at kaste.” Zombieboy nikkede ivrigt. “Det er jeg. Sig, hvad jeg skal gøre, bare jeg får en del af dusøren.” “Du skal nok få din del.” Og bemærk, at jeg her ikke sagde en del af dusøren. Han kunne få sin del af noget helt andet. Formentlig noget langt mere ubehageligt. Måske et monster eller to. “Bare ram mærket på hendes hals med salven.” Han nikkede og stavrede hurtigt på kasteafstand. Jeg rullede ind under turistbussen, Magda stod på, netop som den skrupskøre dame skød et enormt lyn mod sine børnebørn. Et lyn, de umuligt kunne undgå. Uha! Total cliffhanger. Skynd dig til næste kapitel!

Kapitel 11 0

GAder i gaden Lynet standsede i luften. Faktisk standsede al bevægelse. Det var godt, jeg i forvejen lå helt stille, for det betød åbenbart, at jeg ikke blev ramt af den mægtige magi, der skyllede gennem gaden. En besværgelse spundet af en skikkelse med størrelse og udseende som et sygt træ. Det var Jøven! Han gik roligt frem og kvaste zombier i hobetal under sine store fødder. Han stoppede foran bilen med pigerne på taget. Pigernes øjne var spærret op i angst. Om de var mest bange for lynet eller Jøven, var svært at sige. Jøven smilede med lange, spidse tænder. “Nu kom jeg på en gåde!” Pigerne svarede ikke, deres ansigter var frosset i frygt og magi. Det sære væsen stirrede undrende på dem. Han lo lidt ad sig selv og knipsede så det magiske væv væk fra dem. “Nå ja, det nytter ikke, jeg fryser alles bevægelser. Nu kan I frit bevæge jer.” Sally gispede. “Jøven! Du har reddet os!”

“Reddet? Nej, jeg har blot udskudt jeres død, til vi har gættet gåder.” Jeg listede frem og snuppede flasken med salve fra den slemme zombiedreng. Sille pegede vredt på Jøven. “Vi vil kun udveksle gåder med dig, hvis det kan redde vores liv.” “Nu må vi se. Måske hjælper jeg jer, men kun, hvis I kan gætte, hvad der siger kra kra?”

Sille grinede. “En krage?” Jeg rystede på hovedet ad den tåbelige gåde og kravlede op på bussen. Jeg listede hen mod Sorteheksen. Jøven kløede sig i hovedet, så blomster faldt fra grenene. “Det var vist for nemt. Er det ikke længere et sjældent dyr?” “Nix, men nu skal vi stille dig en gåde. Hvad er det, der er hvidt, når det flyver op, men gult, når det lander?” Jeg nåede frem til den lammede Sorteheks og hældte salve over billen på hendes hals. Så gav jeg thumbs up til Sally, der straks begyndte på sin besværgelse.

Jøven tænkte, så det knagede i hans trælignende krop. Så lyste han op i et smil, så fuldt af forår, at nye blomster sprang ud på hans hovedgrene, og fugle sang. “Er det et æg?” Samtidig sejlede Sallys besværgelse gennem luften som en lysende grøn kugle, der havde kurs lige mod Sorteheksens hals.

“Hvad er nu dette?” sagde Jøven og fangede kuglen i sit magiske spind. “Har I så megen kraft, at I kaster rundt med den og risikerer Jøvens vrede?” Sille knyttede hænderne. “Noget er værd at risikere alt for.” “Ah, en ny gåde. Den sidste gåde. Hvis jeg gætter den, æder jeg jer. Hvis jeg ikke gætter den, så overlever I … måske ... men I skal give mig tre ledetråde.” Sally slog ud med hænderne. “Hvad? Det er jo vildt unfair!” Jøven klukkede bare. “Vi gamle guder er som livet selv. Dybt uretfærdige. Kom i gang, inden jeg prøvesmager jer.” Sille hviskede til Sally. “Du må finde på ledetrådene, for du ved godt, hvad jeg taler om ikke?” Sally nikkede og tænkte sig om en kort stund. “Det er en kraft, der kan stoppe denne kamp, uden at flere kommer til skade.” Jøven rumlede som fjern torden. “Det kunne være en stærk magi eller et mægtigt våben, men det er ikke en gåde, hvis jeg skal gætte en specifik besværgelse.”

100

“Det er ikke magi, våben eller andre ting. Anden ledetråd: Det er en kraft, der binder mennesker sammen og får dem til at gøre ting, der er farlige for dem selv.” Jøven fnyste, så en stank af døde blade blandede sig med stanken af rådne zombier. “Det lyder som vrøvl. Som sidste ledetråd vil jeg se et bevis.” Pigerne sagde ikke noget, og jeg var ved at bide hul i mine fine ninjahandsker i bar befippelse. Hvorfor sagde de intet? Og netop da jeg havde spist spidsen af handskens pegefinger, opdagede jeg, at Silles fingre bevæge sig i det hemmelige ninjasprog. Mine øjne blev store, da jeg forstod, hvad hun bad mig gøre. Jeg rystede på hovedet. Det kunne bestemt ikke komme på tale. Det var alt for farligt. Sille lavede et par tegn mere, og jeg måtte blinke tårerne væk. Jeg lavede et bekræftende tegn. Noget er værd at risikere alt for. “Nåeh, er det bare et bluff? Sidste chance, før jeg spiser jer,” gnæggede Jøven, og hans sult efter levende kød stod tydeligt i de skinnende øjne. Sille rømmede sig. “Det er en kraft, der kan lave en buket af blomsterne på dit hoved og give den til mig.”

101

Jøven kastede hovedet bagud og lo. “Selv ikke den stærkeste magi eller våben ville kunne gøre det. Nu dør I ...” Så hørte Jøven lyden af mine hvinende kastestjerner. Han greb dem med magi og grene, men jeg var allerede i luften. Kløer flåede min krop i stykker. Den sprang i luften med et smæld og en røgsky. Forsvandt, som om den aldrig havde været der, og det havde den ganske rigtigt heller ikke. Jeg havde nemlig lavet en ... Jøven spærrede øjnene op. “Hvad! En skyggeklon? Dem kan selv den mægtigste troldmand kun lave to af.” Jeg landede på Jøvens krop. Torne sprang ud af hans hud og flåede mig i stykker. Et nyt smæld og røgskyen fra endnu en ødelagt skyggeklon. “Det var den sidste illusion. Næste gang snitter jeg din rigtige krop i stykker,” lo Jøven ubarmhjertigt. “Nu må det briste eller bære.” Jeg trak mit ninjasværd og huggede en gren med blomster over. Den faldt langsomt, mens jeg forberedte mig på det værste.

102

Jøven knaldede sine hænder sammen og smadrede min krop. Puf nummer tre. Ha! Det havde Jøven nok ikke regnet med! Jeg greb grenen med blomster og landede pustende på taget af bilen, flere år ældre, end da jeg sprang. “Det er umuligt!” brølede Jøven. “Kan du gætte navnet på kraften, farfar brugte?”

103

Silles stemme var lige så blid og stærk som hendes arme, der holdt mig oprejst. “Han brugte magi. I sagde, det ikke var magi? I løj for mig,” brølede Jøven og løftede sin mægtige næve til slag. Sallys lange, lyse hår slog mod hendes ansigt, mens hun stirrede udfordrende op på Jøven. “Ja, farfar brugte magi. En magi, der normalt ikke kan lade sig gøre, og kun på grund af den kraft, du ikke kan forstå, kunne det lade sig gøre. Du får en sidste ledetråd. Hvad kan få en gammel mand til at bruge ti års livsenergi på en umulig besværgelse? Hvorfor er min farfar parat til at ofre sit liv for mig, min søster, min mor og min far?” Jøvens øjne blev store, og hans næve standsede i luften. “Det ved jeg ikke … sig det!” “Nej. Din eneste chance for at gætte det er at få flere ledetråde, og dem giver jeg dig engang i fremtiden, hvis du lader os leve.” Jøven hamrede vredt næven i asfalten. “Fint. Men I må selv undvige lynet.” Og med de ord maste Jøven sig ned gennem asfalten og lod sig opsluge af jorden. Så gik tiden i gang igen, og Sally var klar. Hun spandt

104

et rør af magiske tråde, der fangede lynet og sendte det til himmels. Den grønne, magiske kugle ramte dæmonbillen og fik den til at sove. Badboy sprang frem og hev billen af. “Jeg fik den!” Magda blinkede forbavset. Zombier væltede ind over mor og far. “Hvad har jeg gjort?” klynkede Magda. Hendes magiske tråde hev turisternes sjæle ud af zombierne og sendte dem tilbage til deres utaknemmelige ejermænd. Uden sjælenergien var spøgelserne ikke længere bundne til de rådne lig, der derfor dejsede om på jorden, mens spøgelserne så sig forvirrede omkring. Blandt de faldne lå sønnike og hans kone. De var blevet bidt af zombierne, og det var kun et spørgsmål om tid, før de rejste sig som levende døde. “Det kommer til at koste mig min ungdom, men min datter og hendes elskede skal ikke bøde for min dumhed.” Magdas livsenergi krøb som glimtende røde tråde fra hendes fingre. Tråde, der kravlede ind i Ejgil og Irenes kroppe. De gispede og gav sig så til at snorke i kor. De sov roligt i ske med de ituhakkede, rådne lig.

105

“Når de vågner, kan de sikkert ikke huske de sidste par timer. Kan I tilgive mig min udåd, piger?” stønnede en stærkt ældet Magda. Hun var rent faktisk lige så gammel som mig! Sille klappede hende på ryggen. “Pyt med det, mormor. Det var jo ikke din skyld. Det var dæmonbillen. Vi skal nok få vores forældre hjem i seng.”

Sally stirrede på Sille. “Hvordan kunne du være sikker på, at farfar ville sætte livet på spil for os? Hvordan kunne du være sikker på, at han elskede os højt nok til det?” “Det tror jeg godt, farfar selv kan forklare.” Sille gav mig et kram, og med ulden stemme mumlede jeg: “Hun sagde noget, der mindede mig om, at det vigtige her i livet ikke er guld eller evig ungdom.” “Hvad sagde hun?” “Hun fik mig til at huske, hvad det hele handler om.” Sille grinede til mig. “Jeg huskede bare farfar på, at han kun kunne oplære mig som ninja, hvis han reddede os.” Sally stirrede undrende på mig. “Hvordan kan det betyde så meget?” Jeg tørrede en tåre væk. “Ser du, penge er noget, man kan bruge. Du ved, til at købe forgyldte kastestjerner eller den slags. Men der er ting, som ikke kan købes for penge. Evig ungdom er fristende, fordi det er en mulighed for at gøre det, man har lyst til at gøre. Mine led er lidt for slidte til at løbe hele vejen gennem vulkanøens labyrint og stjæle Ilddragernes æg. Ja, ja,

107

det ville være herligt at gøre igen. Men der er noget, jeg langt hellere vil. Og det er at dele det, jeg synes er allersjovest at gøre, med dem, jeg allerbedst kan lide. Og det er naturligvis at gå totalt ninjaamok sammen med jer unger. Hvis man kan dele det, der betyder mest for én, med dem, man holder allermest af, så bliver døden let som en fjer.” “Men der bliver altså ikke noget med at stjæle drageæg, det er nemlig totalt synd,” hviskede Sally og blinkede hurtigt tårer væk, mens hun krammede mig. Magda havde meget blanke øjne, da hun listede sig ind i det store familiekram. Hun satte en finger på min næse og sagde: “Du er vist langt mere interessant, end jeg først troede. Vil du ikke med hjem og se min frimærkesamling?” Pludselig blev dagen endnu bedre. Jeg trak Magda tættere ind til mig. “Det vil jeg meget gerne, gamle dame.” Hun fniste som en lille pige. “Så kom med mig.” Jeg så ned på Sille. “Ninjatræning starter på mandag hjemme hos Magda. Som det første skal du sy din egen dragt.”

108

Sille gjorde en parodi på honnør. “Javel, sensei!” Sally fremmanede en gul dæmon fra afgrunden og beordrede den til at slæbe Ejgil og Irene hjem. Magda strøg Sally over håret. “Og kom du med på mandag, så kan du komme i lære som heks hos mig. Men jeg lærer dig ikke at lave zombier,” sagde hun og blinkede.

109

Pigerne grinede. Magda piftede til tæppet, der lystrede som en ivrig hund, med fuld fart fløj hen til os og logrede med alle kvasterne. Magda og jeg sprang op på tæppet, og pigerne vinkede, mens vi langsomt kom højere op. “Hvad med mig? Hvor er min belønning?” peb Badboy fra ødelæggelsernes centrum, men ham havde alle glemt alt om, alle undtagen én. Dragen luskede langsomt nærmere, mens turisterne fandt deres kameraer frem. De gav sig til at filme det, der med lidt held kunne få selv den mest blodige naturfilm til at blegne.

110

Det flyvende tæppe gav et forskrækket hyl, da det så dragen, og fløj os mod den mørke skov. Så blev det alligevel en lykkelig slutning for alle, eller i hvert fald alle, der fortjente det, eller måske snarere bare dem, der var heldige. Nå, pyt nu med det; der skal ses på frimærker, og det kan kun gå for langsomt.

Epilog Lørdag morgen væltede ungerne dødtrætte ind i stuen, smed sig i sofaen og hev deres skærme frem. De var helt færdige efter de vanvittige begivenheder. Irene kom ind i stuen, mens hun rettede på sit hår og så ret fortumlet ud. “Har I haft en god aften hos mormor?” Pigerne nikkede bag deres skærme. “Ja. Vi har hygget og lavet zombier. Hvad har I lavet?” Ejgil stak hovedet ud fra soveværelset. Han havde et fjollet grin om læberne, og håret stod til alle sider. “Vi har måske lavet en lillesøster. Vil I høre hvordan?” “Neeeeeeeeeeeeeeeej!” skreg pigerne i kor og løb op på deres værelser.

112