Rejsen til Crustacia – Bog 2

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

”Læg det kranie væk,” sagde Ran.

Men i stedet for at lægge hovedskallen fra den døde reje væk satte hun den på hovedet og vendte sig trodsigt mod Ran. ”Hvorfor ikke? Hvorfor skal du bestemme alting?” lød det hult fra kraniet.

I stedet for at skælde hende ud gik han hen til hende. Han rettede lidt på det tomme rejekranie, så det sad bedre. ”Det er måske ikke nogen dårlig ide.” *

9 788793 728530

REJSEN TIL CRUSTACIA – BOG 2

Sani og Ran når endelig frem til Crustacia, men det er meget sværere at komme ind i byen, end de havde regnet med.

Tiden er knap, så de leder i slummen omkring byen efter nogen, der kan og vil hjælpe dem. Samtidig lurer Shakbat i mørket og venter på, at børnene skal begå en fejl.

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA

BOG 2

REJSEN TIL CRUSTACIA BOG 2

Rejsen til Crustacia – Bog 2 Tekst: © Mathias Botfeldt og Emil Blichfeldt 2020 Illustrationer: © Mathias Botfeldt 2020 Redigering: Jonas Wilmann Korrektur: Camilla Friis 1. udgave, 1. oplag Bogen er sat med Effra Regular Grafisk opsætning: www.mathiasbotfeldt.com ISBN: 978-87-93728-53-0 Bogen har fået støtte fra Tegnerforbundet af 1919 www.tegnerforbundet.dk

Mathias Botfeldt og Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA BOG 2

Kapitel 1: Ankomsten Sani åndede tungt, men fortsatte op ad bakken. Hendes hals føltes som den ørken, de havde vandret igennem de sidste dage. Tør og vindblæst. Endnu en gang tog hun sig i næsten at længes efter de vandfyldte gange under jorden.

Det havde været slemt, da de var ved at drukne, men intet kunne være værre end den tørst, nej, den længsel efter væske, der hele tiden voksede i hende.

Sani så bedende på Ran, men han rystede endnu en gang på hovedet. ”Vi har det vand, vi har, og det er kun nok til at overleve. Vores verden har manglet vand længe. Hvis der var nok af det, ville alle have det godt, men sådan er det 4

bare ikke. Du må holde ud!”

Sani nikkede udmattet. Hun havde for længst opgivet at diskutere med Ran. I det mindste kunne hun næsten ikke mærke sin hovedpine, efter vogteren havde givet hende den hvide perle. Men hun huskede også på, at vogteren havde sagt, at de skulle finde artefaktet inden fire dage. Ellers ville hun ikke overleve sine hovedpiner. Nu var der kun to dage tilbage.

Hun spekulerede kort på, om vogteren mon havde klaret sig, efter de var flygtet fra den underjordiske hule. Havde Frats gjort noget ondt ved vogteren, eller var de ligeglade med den?

Vinden rev i tørklædet og hev hendes opmærksomhed tilbage til nuet. Sani satte tørklædet på plads, så vinden ikke flåede det af og udtørrede hendes hals endnu mere.

Sammenbidt kæmpede hun sig videre op ad den stenede skråning.

Kæmpede, indtil hun dejsede om af træthed. ”Jeg skal nok hjælpe dig det sidste stykke,” sagde Ran og tog hende på ryggen.

5

Da de nåede toppen af højdedraget, fladede det lidt ud. Toppen var dækket af store klipper.

Klipper, der gav ly for vinden.

De bevægede sig mellem de vindslidte sten

6

og kom til sidst ud på den anden side. Her var udsynet frit, og de kunne se skyerne forsvinde i horisonten, bag fjerne bjerge.

Foran lå en enorm by og glimtede i solen.

”Det er Crustacia,” grinede Ran stolt, som om han selv havde bygget byen.

Sani var træt og tørstig. Hun magtede ikke at være begejstret over den sære og storslåede by.

7

Ran så skuffet på hende og havde tydeligvis nemmere ved konstant at være tørstig. ”Jeg er begyndt at savne din snak. Måske har du virkelig brug for vand?”

Sani hoppede ned fra Rans ryg og satte sig på jorden. Hun greb vanddunken, han rakte frem, drak de sidste lunkne slurke og tørrede sig om munden. ”Nu er vi snart ved byen. Har du tænkt over, hvordan vi får mig ind, uden alle får lyst til at fange og sælge mig? Eller vil du måske selv sælge mig?”

Ran lavede den grimasse, der nok skulle forestille et smil. ”Nu kan jeg kende dig igen!

Spydig og utilfreds.”

Sani kastede den tomme vanddunk hen til Ran. Han greb dunken og stoppede den ned i rygsækken, mens han stirrede tænksomt mod byen. Han prustede og rettede sig op. ”Vi må hellere komme af sted.”

Sani nikkede, og sammen tumlede de ned ad bjergsiden. * 8

Foran dem strakte der sig en bred dal. Det lignede et slumkvarter, og i midten begyndte en enorm stenrampe, der førte op til toppen af bjerget.

Crustacia lå højt over slumbyen, på toppen af bjerget, og var omringet af en prægtig bymur.

Bag ved muren var der flotte og mærkværdige bygninger. Den enorme stenrampe var åbenbart indgangen til byen, og den var bevogtet.

9

Ran pegede fra byen og ned på slummen. ”Engang herskede snegleslægten. Dengang delte vi vandet. Men så erobrede krabbeslægten Crustacia og smed snegleslægten ud. Så nu bor vi i slummen, sammen med rejefolket.”

Sani kiggede medlidende på ham. ”Tror du, at du har familie, der bor her?”

Ran trak på skuldrene. ”Jeg kender nogen, der måske kan hjælpe os.” ”Så lad os komme af sted!” sagde Sani, og sammen traskede de videre. * På vej mod slumbyens udkant kom de forbi en lille plads indhegnet af sære stolper. ”Hvad er det der?” sagde Sani og pegede. ”Ikke noget, du skal bekymre dig om,” sagde Ran fraværende.

Sani lod sig ikke stoppe, men gik mellem stolperne og ind på pladsen. Hun bukkede sig og samlede noget op. Noget rødt og rundt. ”Læg det kranie væk,” sagde Ran. Men i stedet for at lægge hovedskallen fra 10

den døde reje væk satte hun den på hovedet og vendte sig trodsigt mod Ran. ”Hvorfor ikke?

Hvorfor skal du bestemme alting?” lød det hult fra kraniet.

I stedet for at skælde hende ud gik han hen til hende. Han rettede lidt på det tomme rejekranie, så det sad bedre. ”Det er måske ikke nogen dårlig ide.”

”Hvad er ikke nogen dårlig ide?” lød det fra kraniet. ”Vi forklæder dig som rejepige og får dig ind i byen.” Ran bandt tørklædet om hendes hals og skjulte halskæden med medaljonen. * Med Sani forklædt sneg de sig videre ned mod byen. Sani snublede et par gange. Hun rettede på kraniet, og til sidst gik det. Snart bevægede de sig mellem lave skure, hvor fattige rejefolk rodede i den støvede jord.

Ran kiggede sig omkring og greb noget vasketøj. En kutte, der hang til tørre i vinden. Han rakte den til Sani. ”Her, den er lidt stor, men den kan dække dine arme og hænder.”

Sani tog kutten på og betragtede de mange rejefolk, der arbejdede med jorden. Det var så mærkeligt og fremmedartet. Hun følte et sug i maven og følte sig pludselig meget ensom i denne sære ørkenverden. Hun længtes mod en verden, hvor ting gav mening og var, som de 12

burde være. Hun kunne bare ikke huske, hvad det var for en verden. ”Kommer du, Sani?”

Bag kraniets røde skal bed Sani tænderne sammen. Hun måtte finde artefaktet og få nogle svar, så verden ville give mening igen.

Sani skyndte sig op ved siden af Ran. De forlod de spredte skure og arbejdende rejefolk for at bevæge sig ind i det tæt befolkede slumkvarter.

Her handlede alle tilsyneladende med hinanden.

Sære ting skiftede hænder. Meget lignede skrald til forveksling. Men der var også mange boder, der solgte drikkedunke med grønkorn og andre madvarer. De maste sig forbi bod efter bod, hvor dunke og kurve blev falbudt af handlende.

Sani så, at de fleste handlende var rejefolk og snegle ligesom Ran. Der sad også snegle med udstrakte tentakler, som tiggede de rejsende om almisser.

13

Flere rejsende adskilte sig fra rejer og snegle.

Krabbefolket. Deres tøj var finere, og deres skaller var dekoreret i flotte farver. De handlende flokkedes om at tilbyde dem varer.

Ran standsede Sani, da de så en sneglekøbmand fremvise en sølvfarvet medaljon af metal. Den var magen til Sanis medaljon.

En krabbekvinde, der ellers havde afvist alle handlende, studerede den intenst. Hun havde svært ved at skjule sin begejstring og tilbød straks en sum, der fik Ran til at fløjte lavmælt.

Hun gik glad derfra med sin lille metalmedaljon.

Ran hviskede til Sani: ”Sørg for at holde din medaljon skjult.”

Sani nikkede, mens hun spekulerede på, hvorfor medaljonerne mon var så værdifulde.

Før hun kunne komme på noget, var de nået til

14

foden af den enorme stenrampe, der førte op til Crustacias indgang.

Sammen stillede de sig i kø for at komme ind.

Ran var utålmodig. Sani stod ganske stille bag krabbekvinden, der var kommet i snak med en, hun kendte. ”Se, i dag fandt jeg endelig en menneskemedaljon!” ”Nogle krabber er bare heldigere end andre,” sagde hendes veninde misfornøjet og kiggede den anden vej.

Sani klemte Rans håndtentakel mellem sine fingre. Ran fløjtede stille. Han havde også overhørt samtalen.

Krabbekvinden fortsatte sin pludren, mens hun gik op ad rampen, der førte til Crustacia.

Ran skulle lige til at følge hende, da vagten ved foden af rampen sænkede sit våben foran ham. ”Ingen adgang for bløddyr og rejeskrald. Smut hjem til jeres sneglehuse, plankton-pak!”

Ran standsede forskrækket, og hans blå ansigt blev helt lilla, mens han vred sine tentakler.

15

Før han kunne nå at sige noget, trådte Sani frem: ”Opfør dig ordentligt, dit blege skaldyr!”

Krabbevagten stirrede et øjeblik forbløffet på den lille rejepige, så greb han både Sani og Ran i kraven og kastede dem, så de tumlede hen ad jorden. ”Og bliv i støvet, hvor I hører til!” grinede krabbevagten og rystede på hovedet ad snegledrengen og rejepigen, der troede, at de kunne komme ind i Crustacia.

De handlende snegle og rejer stirrede vredt på vagten, men sagde intet. Det virkede, som om de var vant til den hårde behandling.

Ran gav sig med det samme til at rette på Sanis tøj, der var kommet i uorden. Som det første stoppede han hurtigt den synlige medaljon ind under kutten og rettede på rejekraniet. ”Kom I noget til?” spurgte en venlig stemme.

Sani stirrede op i øjnene på sneglekøbmanden, der havde solgt medaljonen til krabbekvinden.

16

Ran rystede bedrøvet på hovedet: ”Vi har det fint. Det er kun vores stolthed, der kom til skade.

Vi har rejst længe for at komme til Crustacia.

Jeg troede ellers, det ville være nemmere at komme ind?”

Købmanden hjalp dem på benene. ”Kom med til min butik, så skal jeg prøve at forklare det hele.”

Ran nikkede, men Sani tøvede. Hvor meget havde købmanden set? Ville han virkelig hjælpe dem, eller ville han bare have fat i medaljonen?

17

Kapitel 2: Købmandens hemmelighed Købmanden bevægede sig roligt mod sin butik.

Ran fulgte efter, men opdagede, at Sani tøvede.

Han vinkede hende frem. ”Lad os komme ind i skyggen og få et glas grønkorn.”

Sanis tørst og nysgerrighed vandt over hendes mistro, så hun fulgte hurtigt Ran til butikken.

Butikken var et sneglehus på hjul. Husets luge var slået op som et halvtag, der kastede en kølende skygge over montrer og hylder med sære ting. De så værdifulde ud. En firkantet ting af glas glimtede og syntes at pirke til noget i Sanis underbevidsthed. Hun rakte hånden ud, og skjult af kuttens ærmer lod hun fingrene glide over 18

krystallen, der summede under hendes fingre.

En dyb stemme rømmede sig bag hende.

Hurtigt trak hun fingrene til sig og stirrede op på det største sneglevæsen, hun endnu havde set. ”Nok se, ikke røre, lille reje.”

Sani nikkede og gemte forlegent hænderne 19

bag ryggen. ”Jeg ville ikke stjæle den.”

Købmanden gled ind mellem dem. ”Bare rolig, Faustus, hun er en gæst. Passer du butikken, imens vi får et glas grønkorn og en snak?”

Den store sneglemand nikkede, og med en grimasse, som Sani efterhånden havde lært, var sneglenes måde at smile på, klappede han hende på skulderen. ”Beklager, jeg skræmte dig, du lille, gå du bare ind i Diabolos butik, men pas på. Når han først begynder at snakke, stopper han ikke, før du falder i søvn.”

Diabolo rystede blot på hovedet ad vagtens drilleri og inviterede sine gæster ind med en bydende bevægelse.

Bag dem klappede halvtaget ned og blev til en dør, der lukkede sneglehuset. Lyset dæmpedes og fik en varm glød. Sani kiggede rundt og så endnu flere sære ting end udenfor. Automatisk lukkede hendes fingre sig om de sære former, der føltes tunge og gode i hånden. Hun smilede bag rejemasken. ”Kom hen og sæt jer i puderne.”

20

Sani nikkede fraværende, mens hun pillede ved en lille, knudret ting.

Hun satte sig ved siden af Ran, der slubrede grønkorn i sig fra et højstilket glas.

Købmanden sad også med et glas, og da Sani kunne se, at deres drikke var ganske harmløse, snuppede hun Rans glas. ”Hey, tag dit eget!” ”Man ved aldrig, hvad I snegle serverer af drikkevarer.”

Ran blev lilla i hovedet og så skamfuld ud, og købmanden klukkede bare af Sanis uforskammethed og rakte Ran et nyt glas grønkorn.

Imens havde Sani manøvreret det lange, tynde glasrør ind gennem rejekraniets mund og videre ind i sin egen. Begærligt slubrede hun den tykke, læskende væske i sig. En væske, der smagte sødt og stærkt på samme tid.

21

22

Da Sani og Ran satte glassene fra sig, løftede købmanden den lille, knudrede ting, som Sani havde lagt fra sig. ”En fin, lille perle, det er den. Men ikke én, der er noget værd i Crustacia. Jeg har en meget stor interesse i perler, forstår du,” sagde han, lagde perlen fra sig og fremdrog noget fra sin lomme.

En perfekt, blå perle i samme størrelse som den i Sanis medaljon.

”Vi snegle har ikke altid boet uden for Crustacia. For mange år siden var det os, der byggede byen. Skabte de prægtige sneglehuse.

Katedraler af perlemor.” ”Lysets by,” mumlede Ran betaget, som om det var en historie, han havde hørt mange gange før, men nød lige meget hver gang. Sani stirrede på perlen og spekulerede på, hvornår han ville sige noget om den. ”Så kom eremitkrebsene, som vi altid har 23

lavet huse til. Dem kunne vi naturligvis ikke nægte adgang. Og rejerne var også velkomne. De hjalp alle med at gøre byen til et godt sted.”

Købmanden skænkede mere grønkorn til de to børn og lagde den blå perle på bordet, hvorefter han løftede en stor, gammel krabbeklo ned fra en hylde. ”Vi ved ikke, hvem der inviterede de første krabber. Vi ved bare, at de langsomt bosatte sig i byen. Vi var mange, og de var få, så vi fik vores vilje, selvom vi er bløde, og de er hårde.”

Købmanden sukkede og rakte kloen til Sani, der straks lod sine fingre glide over dens takkede, men skarpe overflade. Med et gys forestillede hun sig, hvor let den kunne klippe hendes arm eller en snegletentakel af. ”Men alting ændrede sig, da krabberne allierede sig med hummerfolket. De er grusomme, siger jeg dig. De smed alle snegle og rejer ud af byen. Dengang var jeg forlovet med en blæksprutte-kvinde, en antikvar.

Blækspruttefolket ved alt om at få byen til at 24

fungere, så de blev ikke smidt ud. Jeg tryglede og bad hende om at tage med mig, men hun ville ikke forlade sit antikvariat.”

Diabolos øjne blev fjerne. Sani synes sneglenes historie virkede både uretfærdig og sørgelig. Hun snøftede, så det gav genlyd i hendes rejemaske.

Ran kiggede forskrækket på købmanden. Men hans tentakler bevægede sig roligt som før, som om han ikke havde hørt Sanis snøft. ”Men vil vi snegle blive ved med at finde os i at være smidt ud af vores hjem?” sagde Diabolo. ”Det vil vi ikke!” sagde Ran stridslystent. ”Det vil vi nemlig ikke. Og nu, hvor der er kommet et menneskebarn med en medaljon til byen, kan vi måske endelig gøre noget ved det,” sagde Diabolo og skubbede den blå perle hen til Sani.

Jeg er afsløret! tænkte hun og gøs.

25

Kapitel 3: Afsløringen Sani kunne mærke sit hjerte hamre, og Diabolo fortsatte: ”Længe har snegleslægten ledt efter forbundsfæller, der kunne give os en chance mod krabberne. Vi ledte både over og under jorden, men i sidste ende var det os, der blev fundet af en ny race. Eller rettere en gammel race, der har sovet under jorden i årtusinder. NU vågner de, og vi kan hjælpe hinanden.”

Langsomt gik det op for Sani, hvad købmanden havde sagt. Først var hun bange, men så løsnede hun rejekraniet på trods af Rans protester.

Købmandens tentakler bevægede sig roligt, og han sippede bare videre af sine grønkorn, 26

mens Sani rystede sine svedige, gyldne lokker. ”Du vidste hele tiden, at jeg var et menneske!”

Købmanden nikkede roligt. ”Din forklædning vil narre de fleste, men ikke os, der har talt med menneskerne. Jeg var dog først helt sikker, da jeg så et glimt af din medaljon.” ”Den her?” spurgte Sani og fiskede sin halskæde frem.

Ran var helt blegblå, og hans tentakler hang slapt ned. ”Du afslører det hele …”

Sani vendte sig mod Ran. ”Han vidste det jo allerede. Vores eneste chance for at komme ind i Crustacia er, hvis han vil hjælpe os. Vi har travlt.

Jeg dør om to dage, hvis vi ikke finder artefaktet.”

Ran krydsede sine tentakler og så misfornøjet ud.

Købmanden løftede den blå perle og rakte den til Sani. ”Ja, jeg vil hjælpe.” ”Men hvordan finder jeg artefaktet?” spurgte Sani og tog den blå perle.

27

Diabolo klukkede. ”Den hvide vogterperle i din medaljon vil gøre dig i stand til at finde igennem de mørke, labyrintiske gange under byen. Prøv at trykke på tegnet dér,” sagde han ivrigt og pegede på Sanis medaljon, mens hans tentakler strøg sig forventningsfuldt mod hinanden.

Sani gjorde, som han sagde, og med ét dukkede der lyse tegn og mønstre frem i luften over medaljonen. ”Det er et kort!” gispede Ran og gav sig lystigt til at trykke på medaljonens andre symboler, men idet han rørte den, slukkede lyset i perlen, og kortet var væk. ”Rolig, min unge snegl,” sagde Diabolo. ”Det er kun et menneske, der kan betjene sådan en medaljon.”

Ran svarede ikke, men så misfornøjet ud.

Sani trykkede igen på tegnet. Det lysende kort kom atter frem svævende over medaljonen. ”Men jeg forstår ikke, hvad alle de der tegn og kruseduller betyder,” sagde hun.

28

29

”Nej, det gør du ikke, men det er helt forståeligt.” Diabolo vendte sig mod Ran. ”Det kommer nok til at tage lidt tid at sætte Sani ind i sagerne. Kan du skaffe forsyninger imens?”

Ran rankede sig stolt. ”Klart, jeg er god til at handle.” Han rodede i sin rygsæk, og hans tentakler sank sammen. ”Men jeg har ingen vandkredit.”

Diabolo fiskede en pengepose op fra en af sine lommer. ”Det skal du ikke bekymre dig om.

Jeg har lige solgt en medaljon, så jeg kan sagtens give dig det, du har brug for.”

Sani stirrede på tentaklerne, der plukkede mønter fra pengeposen og rakte dem til Ran. ”Men hvis medaljonerne har noget at gøre med menneskerne og jeres plan for at få Crustacia tilbage, hvorfor solgte du den så til krabbedamen?”

30

Diabolos tenktakler svajede begejstret. ”Man mærker tydeligt, at du er et menneske. Du undrer dig og stiller spørgsmål. Det kan jeg godt lide. Jeg kan dog kun svare på lidt af det, du spørger om, for jeg kender ikke hele planen.”

Ran hev sig i en tentakel, som om han var irriteret over, at Sani fik ros, og han ikke gjorde, men Diabolo lod sig ikke mærke med det. I stedet besvarede han Sanis spørgsmål, så godt han kunne. ”Ser du, menneskerne ønsker alle de perler og medaljoner, som de kan få. Derfor opkøber jeg så mange, som jeg kan, når de bliver fundet under jorden. Jeg sælger dem for en god pris til krabberne. De bringer dem ind i Crustacia, hvor de ofrer dem i templet, og der kan menneskerne få fat i dem.”

Ran sukkede og lød, som om han kedede sig, men Sani spurgte eftertænksomt. ”Men hvad skal de bruges til?”

Diabolos krop klukkede af latter. ”Menneskerne siger, at de kan løse fremtidens problemer, når de har alle perler og medaljoner.

31

Jeg håber, du kan løse gåden, når du finder menneskerne i byen og giver dem din medaljon og de to perler.”

Sani nikkede eftertænksomt. Goplen sagde, at artefaktet, medaljonerne og perlerne var nøglen til fortiden og fremtiden. Måske har menneskerne i Crustacia artefaktet?

Ran rejste sig hurtigt og sagde i en muggen tone: ”Nå, jeg går ud og skaffer forsyninger til din ekspedition.”

Sani nikkede fraværende. Hun kunne kun tænke på artefaktet og lagde slet ikke mærke til Rans sure tone, eller at spidserne på hans følehorn var lilla. *

32

Ran skubbede halvtaget op og hørte Diabolo og Sani snakke videre i baggrunden. Han sparkede arrigt til en lille, knækket konkylie og gik hurtigt ud mellem boderne, mens han mumlede: ”Så handler det hele pludselig om Sani, der er så klog og dygtig. Nu er jeg igen den lille, dumme snegledreng, der ikke kan andet end at tage imod ordrer!”

Mumlende gik Ran fra bod til bod og købte de ting, de ville få brug for. Mens han ledte efter et par mere specielle ting, kom han langsomt og umærkeligt væk fra hovedgaden og dybere ind i slumbyen. Væk fra de fine boder og hen mod de dunkle, skårede skaller.

Der, hvor man kunne købe ting, man egentlig ikke måtte handle med.

Der, hvor Shakbats slæng plejede at tage hen, når de var i slumbyen.

Kapitel 4: Ran på afveje Aftensolens stråler svøb sig om slumbyens boder. Ran tjekkede sine indkøb. Hans rygsæk var fuld af gode sager. Han havde gjort nogle gode handler, så han havde stadig et par vandkredit i overskud. Han kiggede op på det beskidte sneglehus foran sig. Et øjeblik bevægede hans tentakler sig uroligt, så tvang han dem til at være rolige, hvorefter han gik ind i det dunkle sneglehus.

Et hus, hvor Vrats og Frats købte ulovlige ting.

Udefra var huset lille, men efter Ran havde vist sin håndfuld vandkredit, blev han ført ind i den hemmelige del af huset. Den del, der var under jorden. Trappen førte ned i et stort, tilrøget 34

lokale, hvor hæse stemmer råbte. Folk her var tydeligvis påvirket af cyano-saft og røg.

Ran kæmpede for at holde tentaklerne i ro.

Beslutsomt gik han hen til baren og bestilte et lille glas cyano-saft.

Rejen bag baren spurgte ikke til hans alder.

Han strøg bare sine lange følehår og tog Rans vandkredit.

Ran sukkede, da han så, hvor lidt der var tilbage. Han sippede en lille tår cyano-saft.

Han skulle egentligt ikke drikke det. Han skulle bruge det som en gift. Som et våben mod sine fjender. Han stirrede længselsfuldt mod de rigtige våben, der stod i montrer på væggen: nældecellepistoler, tentakelpiske og ikke mindst et stort udvalg af sporegranater.

35

Hvis han bare havde et våben, næste gang han stødte på Vrats og Frats, ville han ikke behøve at flygte. Så kunne han vise Diabolo, at han også kunne noget. At han var noget værd. ”Mangler du våben?” spurgte rejemanden dovent.

Ran nikkede tøvende, mens han så på sine sidste vandkredit. ”Jeg har bare ikke råd til dem.”

Rejemanden skænkede sig selv et lille glas cyano-saft og klinkede det mod Rans glas. De drak begge, selvom Ran vidste, han ikke burde drikke giften.

Rejemanden fyldte glassene og skubbede Rans protester til side. ”Det er på huset.”

Ran nikkede og mærkede, hvordan saften gjorde hans hoved let og fik hans forsigtighed til at forsvinde. ”Hvorfor har du brug for våben? Er du ikke en del af Shakbats slæng? Plejer hans drenge ikke at passe på dig?” ”Jeg er ikke sammen med dem længere,” snøvlede Ran. 36

37

Rejemanden klinkede, og de drak begge igen.

Ran mærkede modet bruse igennem sig. Han var ikke længere bange for nogen. ”Så du er måske gået solo nu? Du ligner også en, der sagtens kan håndtere forretningerne selv.”

Ran rettede sig stolt op, mens hans tentakler bevægede sig dovent fra side til side. ”Jeps, jeg kører forretningen selv nu.”

Rejemanden fyldte glasset, og de klinkede igen. ”Tillykke med det, unge mand. Har du så fundet nogen gode ting?”

Ran bankede det tomme glas ned i baren og råbte: ”Jeps, jeg har de bedste varer.”

Rejemandens følehorn sitrede. ”Hvis du har 38

nogen mennesker til salg, kan du frit vælge våben og få ekstra vandkredit, så er der ingen, der kan true dig. Så er du i sandhed din egen herre. Så er der ingen, der kan fortælle dig, hvad du skal gøre.”

Ran slog begejstret i bordet og skulle lige til at fortælle om Sani, men det øjeblik, han tænkte på hende, huskede han, hvem hun var. Hun var hans ven, ikke en handelsvare. I stedet for at sige noget, trak han sin tentakel til sig, og så forlegen ud.

Rejemanden fyldte hans glas igen og klinkede til det, men Ran tog det ikke. Han forstod pludselig, at han måtte væk herfra. Rejemanden havde fået ham til at drikke cyano-saft og blive overmodig. Han havde næsten fået ham til at afsløre, hvor Sani var. ”Hvor er jeg dum,” mumlede han. Ran fejede vredt de to glas ned fra disken og snøvlede: ”Du prøver at snyde mig.”

Rejemanden løftede sine små kløer afværgende. ”Det kunne jeg ikke drømme om.

Som tegn på mine gode intentioner får du denne tentakelpisk gratis, og lad os så tale videre, når du har tænkt over sagerne.”

39

Ran forstod ingenting. Cyano-saften strømmede igennem hans krop og gjorde hans tanker uklare. Han greb pisken og vaklede op ad trappen og ud af sneglehuset.

Da han kom ud i det fri, tog han en dyb indånding. Gemte det ulovlige våben og vaklede gennem gyderne. Tilbage mod hovedstrøget med de pæne forretninger. Tilbage mod Sani og Diabolo.

Ran var alt for omtåget til at lægge mærke til to skikkelser, der roligt fulgte ham på afstand.

To skikkelser, der hele tiden bevægede sig i skyggerne. To skikkelser, der lignede jægere, som igen var kommet på sporet af deres bytte.

40

Kapitel 5: Flugten Ran hilste snøvlende på vagten ved Diabolos forretning og maste sig ind i sneglehuset.

Der var tomt.

Med flagrende tentakler stormede han ud og stirrede forbistret på vagten. ”Hvor er de henne?”

Uden at vente på svar greb han vagten i skjorten og skreg: ”I har solgt Sani. I har solgt min ven!”

Vagten blev så overrasket, at han ikke gjorde noget. Det behøvede han heller ikke, for i det samme sagde en velkendt stemme. ”Hvorfor råber du, Ran?” Ran hvirvlede rundt og var nær snublet. Han stirrede lige ind i ansigtet på Sani, der stod med 42

sin maske på og en sæk bundet om ryggen. Hun kiggede spørgende på købmanden ved siden af sig. ”Hvorfor er Ran helt grøn?”

Diabolo greb den omtågede Ran. ”Han har drukket cyano-saft.” Mere bistert sagde han til Ran: ”Hvad er der sket, knægt?”

Ran kiggede alle andre steder hen end på Diabolo, og så noget ubehageligt. Han skreg på ny og pegede over købmandens skulder. ”Pas på!”

43

I samme øjeblik blev Diabolo og hans vagt ramt i nakken af Vrats’ og Frats’ køller, så de dejsede om i støvet.

De to skurke gik grinende ind foran Ran og Sani. ”Pænt af dig at vise vej Ran. Nu skal vi rigtig lege!” ”Er det rigtigt? Har du forrådt os?” hvinede Sani. ”Jeg har aldeles ikke forrådt nogen. Jeg skulle bare have et våben,” sagde Ran og rev pisken frem. Han svirpede den rundt. ”Pas på. Jeg er farlig!” snøvlede han.

Vrats og Frats grinede, så tårerne sprang, og tog sig til maven i latterkramper.

Sani greb Rans arm. ”Kom. Vi løber!”

Ude på hovedstrøget skubbede de sig forbi folk. ”Gå væk, min ven er forgiftet,” skreg Sani.

Rejer, snegle og krabber veg til side og gav plads til den tydeligt forgiftede snegledreng. De fleste folk vidste, at en cyanoforgiftning hurtig kunne blive rigtig ulækker med opkast ud over det hele.

44

Ran prustede, stønnede og sagde nogle sære lyde. ”Er du ok?” skreg Sani bekymret og stirrede tilbage mod Ran, hvis tentakler strittede til alle sider.

45

”Nu kommer det!” skreg en fin krabbedame og gemte sig bag hendes krabbemand. I samme øjeblik fløj en klæbrig substans ud af Rans mund og landede alle steder omkring dem. ”Aaaaad!” skreg folk. ”Ahhh, det lettede,” sagde Ran med et hik og standsede.

Sani hev ham i gang igen. ”Ingen tid til pauser.

46

Jeg tror, de er lige i hælene på os.”

De løb videre, mens folk forbandede Ran langt væk.

Stemmerne blev hurtigt fjerne, da de løb venstre om rampen, der førte op til Crustacia, og ind mod bjergsiden. ”Hvor skal vi hen?” hikkede Ran. ”Vi skal til udløbet. Der, hvor affaldet fra Crustacia kommer ud,” Sani hev efter vejret. ”Diabolo sagde, du vidste, hvor det var?”

Ran nikkede og hikkede. ”Det er den vej.” Så standsede han.

47

Sani skreg. ”Hvad nu?”

Rans tentakler snoede sig sammen til en spiral på toppen af hans hoved. Så pegede han forvirret den anden vej. ”Nåerh nej, det er den vej.”

Sani bandede stygt og løb tilbage den vej, de var kommet fra. ”Der er de!” skreg Frats og pegede, da ungerne løb højre om rampen. ”Hvis du bare havde husket rigtigt første gang, var vi sluppet fra dem!” skreg Sani. ”Skal jeg ordne dem med pisken?” gispede Ran forventningsfuldt. ”Det eneste, du skal ordne, er dit forgiftede hoved! Så vi kan komme væk i en fart.” ”Fart? Nu skal jeg vise dig fart!” hikkede Ran. Mens han greb Sani, satte han tryk på slimkanalerne i sine bententakler.

De susede i hujende hast ned ad bakke. ”Det går alt for hurtigt!” hvinede Sani.

Ran grinede og hikkede bare og satte endnu mere tryk på. ”Det ender galt!” skreg hun og pegede på 48

den store kanal af slimet mudder, der løb ud af bjergsidens bund.

Ran grinede bare hysterisk. ”Jeg skal vise dig et fedt trick.”

Da kanalen var få meter væk, vendte Ran siden til og bremsede hårdt.

Grus og støv sprøjtede til alle sider, og farten aftog drastisk, men kanalen nærmede sig stadig. ”Jeg sagde jo, at jeg er mesteren i det her skidt.”

I samme øjeblik ramte hans fødder en sten.

Ran snublede, og sammen fløj de gennem luften. * Rejefolk, der høstede affaldsslim til deres marker, kiggede forbløffet på de to unger, der fløj gennem luften for derefter at plaske ned i det brune slim.

Rejefolket nåede ikke at komme i dækning, så de blev sprøjtet til med det stinkende snask.

Måbende så de snegledrengen og rejepigen komme op til overfladen.

En rejekone besvimede, da den tilslimede rejepige hev sit eget hoved af.

49

Hendes rejemand skreg skræmt, mens rejepigen tæskede snegledrengen med sit eget hoved.

Skriget fik pigen til at stoppe, og i stedet for at tæske videre på snegledrengen, smed hun hovedet fra sig og hev ham op på bredden og videre mod udløbet fra Crustacia.

Sani kastede op. Stanken af den brune slim var ubærlig, men der var ikke noget at gøre.

De var nødt til at hoppe ned i strømmen igen og håbe, de kunne presse sig mellem gitterets stænger. Sanis kutte var gennemblødt og tung at have på, så hun trak den hurtigt af. ”Er du sikker på, det er en god ide?” stønnede Ran og greb Sani, før hun sprang ned i slimen.

50

Sani stirrede på Ran og så, at han heldigvis virkede mere klar i hovedet. Hun hev medaljonen frem og trykkede på et tegn, så perlen begyndte at lyse, og kortet dukkede frem i luften over medaljonen. ”Den viser, at vi skal gå gennem udløbet.”

Ran hikkede, hvilket kunne betyde hvad som helst.

Sammen gik de hen til den massive klippe, hvor kortet viste, der skulle være en indgang. Sani kiggede sig over skulderen og så deres forfølgere nærme sig. ”Hvordan kommer vi ind?” skreg hun panisk.

Ran trak på skuldrene. ”Jeg har kun fundet et lille, kuglerundt hul, men det er alt for lille til, at vi kan komme igennem. Det er ikke meget større end en perle.”

Sani slog sig for panden. ”Det er jo nok, fordi perlen er nøglen!”

51

Hun hev perlen ud af medaljonen og skar med det samme en grimasse. Hun kunne igen mærke hovedpinen, og den var værre end nogensinde før. Hurtigt smækkede hun perlen ind i hullet.

Klippen knagede, og ganske rigtigt udvidede hullet sig, til de kunne komme igennem. Hurtigt satte hun perlen tilbage i medaljonen og åndede lettet op, da hovedpinen forsvandt. Porten begyndte langsomt at lukke.

Sani havde ikke tid til at undersøge, hvad der ville ske. Sammen med Ran løb hun ind i mørket.

De løb og fulgte kortet. Fulgte en stiplet, lysende linje, der pegede frem mod et rødt kryds.

Først da de var helt udmattede, sank de sammen og prustede.

Da Sani havde fået pusten, kunne hun se på kortet, at deres mål var tæt på. ”Kom, Ran, bare lidt længere.”

Ran rystede over hele kroppen. Cyano-saften var ved at være ude af hans krop, og han var helt udmattet. Det tog alle hans kræfter at rejse sig og gå videre hen ad den mørke gang.

52

Heldigvis gik der ikke lang tid, før gangen udvidede sig, og de kom ind i en stor hule med glatte, fugtige vægge. Der var ingen åbninger, som førte videre, og deres eneste lyskilde var Sanis medaljon. I midten af hulen kunne de se silhuetten af noget stort, der stod på klippegulvet. Det lignede en vogter.

De to så på hinanden. Sani hviskede: ”Hvis det er en vogter, er alt godt. Den kan hjælpe.”

Selvom de var totalt udmattede, løb de fremad.

De kom frem, og Sani løftede medaljonen.

Hjertet sank i hendes bryst. ”Det er ikke en vogter, det er bare en statue af en vogter.”

Bag dem kunne de høre nogen komme nærmere. ”Mange tak for at åbne døren for mig, kære børn,” sagde Shakbat med et slimet grin.

Kapitel 6: Ud fra skyggerne Med en fakkel i den ene fangearm kom Shakbat frem fra skyggerne. Ran og Sani stirrede rundt, prøvede at finde smutveje. Men den fedtede kalksten viste ingen flugtruter. Der var ingen andre veje ud end den, de var kommet fra. Hvor Shakbat nu stod. De var lukket inde. ”Så er der kun tilbage at kæmpe,” hvæsede Ran og trak pisken, der straks foldede sig ud og svirpede gennem luften som et levende væsen.

Shakbat lo ondt og hev noget frem fra sin lomme. Et lille, levende væsen, der pegede på pisken og hylede: ”Min!” Ran gispede.

Sani stirrede uforstående på dem.

54

55

Shakbat gjorde sig dovent klar til at kaste det lille, hylende væsen. ”Menneskebarn, du kan nok forstå, at din ledsagers såkaldte pisk i virkeligheden er halen fra en rur. Nærmere bestemt denne rur …” Han pegede på det lille væsen, han holdt i sin anden klo ”… der hele tiden har hylet og peget den vej, dens hale var.” ”Min!” hylede ruren, da Shakbat kastede det lille, bistre væsen af sted.

Ran stod som lammet.

Sani tænkte ikke. Hun handlede. Hun kastede sig mellem Ran og ruren.

56

Ruren hakkede sine kløer ind i Sanis arm, så hun skreg af smerte. Hun bankede ruren ned i gulvet af ren og skær forskrækkelse.

Shakbat så misfornøjet ud, da ruren blev slået bevidstløs.

Ran slog med pisken. Den susede gennem luften, og dens giftige spids borede sig ind i Shakbats ben.

Han skreg op og faldt lammet om. Faklen rullede hen ad jorden.

Sani kom på benene. Hun greb faklen og gav sig til at undersøge statuen. Lige der midt i den glatte stenoverflade af vogterens pande var et fint rundt hul magen til det, der åbnede ind til grotterne. ”Ran, jeg tror, statuen er en indgang til byen,” sagde hun og forsøgte at fange hans opmærksomhed, men hans blik var rettet stift mod Shakbat.

Ran trak vejret dybt og råbte: ”Du får aldrig Sani. Hun er min ven!” Hvorefter han slap pisken og løb hen til hende.

57

Sani kravlede behændigt op på statuen og førte medaljonen hen til hullet. Straks begyndte Statuen at vibrere og trække sig bagud. I jorden foran dem kunne de nu se et hul, der måtte føre videre ind til Crustacia.

Shakbat rystede lammelsen af sig og kæmpede sig op. ”Din ven? Du mener vel din vare. Jeg ved, du ville sælge hende. Jeg ved, du var på baren for at få en pris!”

Sani stirrede på Shakbat med store øjne. ”Han lyver. Sig, han lyver, Ran!?”

Ran svarede ikke. I stedet hoppede han med Sani ned i hullets mørke.

58

59

Kapitel 7: De sidste ord De dumpede ned gennem hullet i jorden og landede med et plask på gulvet i en gang. En gang, der var dunkelt oplyst af selvlysende alger, som kravlede på væggene og uendeligt langsomt spiste af gangens kalk. Sani og Rans fødder stod i vand, der bevægede sig med en stille strøm. ”Nøj, her er jo for millioner af vandkredit,” mumlede Ran. Sani ville gerne finde ud af, om Ran ville have solgt hende, men de havde ingen tid at spilde.

De skulle frem, før hendes hovedpine slog hende ihjel. Hun løftede medaljonen og berørte et af tegnene, så kortet kom frem igen.

Ran klappede på gangen. ”Måske er vi i en 60

vandledning, der engang forsynede Crustacia med rent vand? Hvis vi kunne få vandet op, ville alle blive rige!”

Sani var ligeglad med vandet. Hun ville bare overleve. ”Kom, Ran, vi må se at komme væk, før de kommer efter os. Kortet viser, vi skal den her vej.”

De gik af sted sammen, og Sani skulede til Ran. ”Ville du sælge mig? Ville du virkelig sælge mig efter alt det, vi har været igennem?”

Ran gik hastigt af sted. ”Dengang jeg befriede dig, var min plan at sælge dig og blive rig, så jeg kunne blive fri for Shakbat. Men efter jeg lærte dig at kende, så forstod jeg, at du ikke bare er en ting. Du er et væsen ligesom mig.”

Sani vidste ikke, hvad hun skulle svare. I stedet gik hun hurtigere, så vandet plaskede om hendes ankler. Hun var så vred, at hun ikke lagde mærke til, at vandet steg.

Ran talte videre, som om han ikke kunne stoppe nu, hvor han var begyndt. ”Da vi kom til købmanden uden for Crustacia, og han forklarede, hvor vigtig du var, så blev jeg 61

misundelig. Pludselig handlede det hele om dig i stedet for om os.”

Sani blinkede hurtigt og bed sig i læben. Vrede og en følelse af svigt kæmpede mod hinanden. ”Jeg gik hen til baren for at få et våben. Så jeg igen var vigtig. Så jeg kunne gøre en forskel. Så du havde brug for mig.”

Sani svarede ikke.

Ran kiggede angerfuldt ned, og så opdagede han det. ”Vandet stiger!”

Glemt var alle tanker. Ran og Sani kæmpede sig gennem vandet, så hurtigt de kunne.

Bagfra hørte de en fæl latter. Det var Shakbat. ”Jeg har åbnet for sluserne, så I må hellere komme tilbage. Hvis I bliver taget af strømmen, drukner I!” Sani kiggede fortvivlet på Ran. Ran rystede på hovedet. ”Se på kortet. Kursen

62

skifter lige om lidt. Det betyder, at vi skal hen et nyt sted. At vi kommer væk fra vandet lige om lidt.”

Sani nikkede, og sammen kæmpede de sig frem mod den stærke strøm.

De stred sig frem, til vandet gik dem til maven. Sani gled og var ved at blive båret væk af vandet flere gange. Kun fordi hun holdt fast i Ran, forsvandt hun ikke. Rans tentakelhænder greb alle de mindste ujævnheder i væggene, og meter for meter kom de nærmere deres mål. ”Der er målet,” skreg Ran og pegede.

Der var en skakt med en stige i loftet. En stige, de ikke kunne nå. ”Vi er færdige,” hylede Sani.

Ran stillede sig under skakten, mens strømmen rev i ham og råbte: ”Kravl op på mine skuldre.”

Sani tøvede et øjeblik, stak så medaljonen ind under tøjet og kravlede op.

63

Ran kæmpede for ikke at falde. Hans tentakelhænder knugede om de slimede udspring.

Sani rejste sig og rakte ud efter stigens håndtag. Hun kunne lige akkurat ikke nå.

Ran tog en dyb indånding. Han greb hende om fødderne og løftede hende op. ”Jeg har fat!” sagde Sani og hev sig op.

Strømmen blev pludselig stærkere, samtidig med at vandet steg voldsomt. ”Det har jeg ikke,” gispede Ran. Uden tentakelhænderne til at holde fast rev strømmen i ham. Han prøvede at gribe fat igen, men overfladen var for glat.

Han stirrede op mod Sani. ”Undskyld,” var det eneste, han kunne nå at sige. Så rev strømmen ham med. ”Ran!” skreg Sani, mens tårerne løb, og vandet flåede hendes eneste ven fra hende.

Skynd dig at få fat i tredje og sidste bind af Rejsen til Crustacia!

64

65

Skitser De første skitser af Crustacia.

66

Den første skitse af købmanden Diabolo og en rejemand.

Planlægning af en illustration.

67

LĂŚs den sidste bog!

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA

BOG 3

3D print din egen Crustacia model: www.mathiasbotfeldt.com/3d-crustacia

68