Rejsen til Crustacia – Bog 2 by calibat6

9 788793 728547

REJSEN TIL CRUSTACIA – BOG 3

Sani er sluppet ud af Shakbats klør, men hun er nu på egen hånd og omgivet af krabbefolket i Crustacia. Hun har kun én dag tilbage til at finde menneskene, der gemmer sig i byen. Hvis ikke hun når at finde Artefaktet, vil hendes hovedpine gøre det af med hende.

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

Sani gemte sig bag en reol. Netop da hendes hjerte var ved at falde en smule til ro, trådte en høj skikkelse frem fra mørket og blev halvt oplyst af væglampen. Ansigtet var grønligt og knudret og indkapslet i en spiralformet skal. To intelligente øjne stirrede ud blandt tentakler, der vred sig, som havde de deres egen vilje.

Mathias Botfeldt & Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA

BOG 3

REJSEN TIL CRUSTACIA BOG 3

Rejsen til Crustacia – Bog 3 Tekst: © Mathias Botfeldt og Emil Blichfeldt 2020 Illustrationer: © Mathias Botfeldt 2020 Redigering: Jonas Wilmann Korrektur: Camilla Friis 1. udgave, 1. oplag Bogen er sat med Effra Regular Grafisk opsætning: www.mathiasbotfeldt.com ISBN: 978-87-93728-54-7 Bogen har fået støtte fra Tegnerforbundet af 1919 www.tegnerforbundet.dk

Mathias Botfeldt og Emil Blichfeldt

REJSEN TIL CRUSTACIA BOG 3

Kapitel 1: Naula Sani skreg, men Ran svarede ikke. Han var væk. Skakten under hende begyndte at blive fyldt med vand. Desperat fortsatte hun op ad stigen, mens vandmasserne steg og åd trinnene bag hende. Frygtsomt kiggede hun tilbage, indtil vandet holdt op med at stige. Hun stirrede ned på den blanke, mørke overflade, der kun blev forstyrret af hendes faldende tårer. ”Han er væk. Min eneste ven i verden”. Krampagtigt holdt hun fast i stigens håndtag, mens hun hulkede i mørket. Til sidst tørrede hun tårerne væk og mumlede. ”Ran ville have, at jeg skulle fortsætte. Jeg kan ikke give op nu.” Med 4

ben tunge som bly fortsatte hun op ad stigen. For enden af skakten nĂĽede hun til en lukket lem. Hun skubbede forsigtigt til den, stak hovedet op og stirrede ud i et rum, hvor rejefolk fyldte vand pĂĽ flasker. Hun trak hovedet til sig 5

og kigge på kortet. Ifølge det gik ruten ud af rummets dør. Sani sneg sig langs væggen og hen mod en dør. Den fører nok ud i byen. ”Hvem er du?” sagde en stemme bag hende. Sani turde ikke tage nogen chancer, så hun løb alt, hvad hun kunne ud ad døren. ”Vagter! Fang vandstjæleren!” skreg stemmen bag hende, men Sani ventede ikke på vagterne. Hun løb ud på den store gade, hvor høje, forunderlige bygninger strakte sig op mod nattehimlen.

Et øjeblik kunne hun ikke andet end at stirre på alting omkring hende. Så hørte hun krabbevagternes tunge trampen, og hun løb ind i en gyde blandt tæppehandlere, slimboder og madsteder. Hun hev medaljonen frem og fandt ruten igen. Gradvist blev gaderne mørkere og smallere, og forretningerne mere og mere støvede og sære. Til sidst kunne hun ikke løbe mere, men blev nødt til at holde pause foran det, der lignede et antikvariat. Men i stedet for bøger var det fyldt med muslinger. På en af muslingerne kunne hun genkende et tegn fra sin medaljon. Kortet viste, at hun skulle gå langt endnu for at nå sit mål, men hun havde ikke flere kræfter og kunne høre fodtrin nærme sig. Hun måtte væk. Sani sank en klump og sneg sig ind i antikvariatet. Støvet stak i halsen. Overalt var der reoler med muslinger og snørklede sager, der hang fra loftet. Den eneste belysning i rummet var små lamper på væggene. 7

Sani gemte sig bag en reol. Butikken var fyldt med bøger, men i stedet for normalt omslag var siderne holdt sammen af muslingeskaller. Netop da hendes hjerte var ved at falde en smule til ro, trådte en høj skikkelse frem fra mørket og blev halvt oplyst af væglampen. Ansigtet var grønligt og knudret og indkapslet i en spiralformet skal. To intelligente øjne stirrede ud blandt tentakler, der vred sig, som havde de deres egen vilje. ”Hvad laver du her, menneskebarn?” sagde antikvaren. Sani stod lammet af frygt, mens den høje skikkelse gled frem, som var der et utal af tentakler under den lange, lilla robe. Før Sani kunne gøre noget, skød tentakler frem fra antikvarens ærmer og greb hende. ”Hvad skal jeg stille op med dig?” Døren til antikvariatet gik op, og to krabbevagter kom forpustet indenfor. ”Hallo, er der nogen?” Antikvaren kastede et hurtigt blik på Sani og skjulte hende bag disken. Hun vendte sig derefter 8

mod krabberne og sagde høfligt: ”Vær hilset, d’krabber.” ”Har De set et menneske komme forbi her?” spurgte den ene vagt. ”Et menneske? Nej, dem sælger vi ikke her. Det her er ikke en menneskeforretning. Prøv længere nede ad gaden,” sagde hun med stemmen ætsende af ironi. Vagterne knurrede surt og gik ud af forretningen. Da der igen var stille, hjalp antikvaren Sani op og satte hende på en stol. ”Åh, lille menneskebarn, du aner ikke, hvilke problemer du bringer med dig. Hvis de opdager, at jeg har skjult dig, tager de mit antikvariat fra mig, og måske det der er værre. Hvad i alverden bestiller du også herinde på denne tid af døgnet? Ved du ikke, at din slags er jaget vildt og mange vandkredit værd?” Sanis underlæbe dirrede, og hun stirrede ned i gulvet. En tåre løb ned ad hendes kind. ”Så så, min pige. Det var ikke sådan ment. 10

Spild ikke dit vand.” Hun strøg Sani over håret med en tentakel og skænkede hende en kop rygende, varm grønkornssuppe. ” Jeg hedder Naula. Fortæl mig hvad der er sket.”

Sani følte sig tryg i Naulas selskab, så hun gav sig til at fortælle det hele. Om vennen Ran, og allerede her brød hun ud i gråd, og først efter mange stryg over håret kunne hun fortælle om skurken Shakbat, og om Diabolo, der hjalp dem med at komme videre og fortalte dem om gangene under byen. Da Naula hørte Diabolos navn, ændrede nuancerne i hendes hudfarve. ”Åh, der kan man bare se.” 11

Sani kiggede op fra den dampende grønkornssuppe. ”Kender du ham?” ”Ja, vi kendte hinanden for længe siden. Dengang sneglene herskede i byen. Vi var faktisk forlovede, ser du. Men da snegleslægten blev smidt ud af byen, blev vi skilt ad. Jeg fik lov at blive på grund af den der,” sagde hun og pegede på den spiralformede skal, der indkapslede hendes hoved. ”Jeg ved en masse om, hvordan byen fungerer, og krabberne har brug for min viden.” Naula blev fjern i blikket, indtil hun kom til sig selv igen. ”Men man kan jo kun drømme om, hvordan tingene kunne være gået anderledes. Nå, fortsæt din historie, min pige.” Sani fortsatte, og Naula lyttede koncentreret til historien. ”Du har sandelig oplevet meget de sidste par dage, og du skal vide, at du er i sikkerhed for i aften. Men du må forstå, at du ikke kan blive her. Det er meget forbudt at huse ejerløse mennesker,” sagde hun med en alvorlig mine. 12

Sani vidste ikke, hvad hun skulle svare. Hun var udmattet efter en lang dag og kunne knap nok holde øjnene åbne længere. ”Men måske skal vi sove på det,” foreslog Naula hjælpsomt og bar Sani ind i baglokalet, hvor hun lagde hende i en seng. Inden Sani fik lagt et tæppe over sig, sov hun allerede.

Kapitel 2: Mod templet Solens stråler kærtegnede Sanis ansigt. Hun gabte og følte sig lidt desorienteret. Selvom perlen dæmpede hovedpinen, kunne hun alligevel tydeligt mærke den som snurren i baghovedet. Hun havde én dag til at finde artefaktet, før hun døde. Hun satte sig op i sengen og så, at Naula sad på en stol ved siden af hende. ”Godmorgen, min pige. Ved du, hvad jeg har tænkt over hele natten?” Sani rystede på hovedet med halvt åbne øjne. ”Jeg har tænkt på alle de gange, jeg har haft lyst til at sige noget til de krabber. Hver gang jeg ikke gjorde noget … Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde det artefakt. Må jeg se kortet? 14

Sani trak sin medaljon frem og viste kortet. Naula studerede medaljon og kort nøje, mens hendes fangarme bevægede sig livligt. ”Ja, du skal til templet,” sagde hun eftertænksomt, ”men hvordan?” Hun faldt hen i dybe tanker. ”Jeg har også den her,” sagde Sani og viste Naula sin blå perle. ”Aha, se, det er jo yderst interessant, min pige,” sagde hun begejstret og rejste sig. Naula kom tilbage med en stor, støvet musling, og Sani genkendte symbolerne på forsiden fra sin medaljon. Naula studerede muslingens indholdsfortegnelse et øjeblik og slog op på en side med et billede af den blå perle. ”Ja, jeg mente nok, jeg havde set sådan en før,” mumlede hun og læste videre et øjeblik. ”Godt, jeg tror, vi har en plan til at få dig ind i templet, min pige.” Sani nikkede spændt. *

Vognen skrumlede ned ad gaden trukket af en lille isopod. Antikvaren sad på sit sæde og kommanderede folk til at flytte sig. ”Er vi der snart?” hviskede Sani inde fra sin kutte, som hun havde fået som forklædning. ”Det har du spurgt om ti gange nu, men ja, nu er vi der faktisk,” hviskede hun tilbage. Sani og Naula sprang ned fra sædet, og Naula tog en æske muslinger fra vognen. De gik op ad trappen. ”Holdt!” sagde vagten ved templets dør. ”Det er kun tilladt for krabber at komme ind i templet i dag. Der skal snart afholdes en begravelsesceremoni.” Naula gav Sani et blødt puf i siden som et signal til, at deres plan skulle træde i kraft. Naula henvendte sig til krabben så høfligt, som hun var i stand til. ”Min gode krabbe, vi ønsker blot at aflevere disse muslinger, som ypperstepræsten har bestilt.”

”Ok, men gør det hurtigt.” ”Godt. Gå du bare ind med muslingerne, min unge assistent,” sagde Naula. ”Tak,” fremstammede Sani, tog æsken og gik hen til tempelporten. Forsigtigt åbnede hun den tunge port. Med det største besvær sørgede hun for, at porten ikke lavede en lyd, da hun lukkede den igen. Hun vendte sig rundt og betragtede det store, afrundede tempelrum. Langs de krumme vægge 18

sad krabbepræster på halvrunde platforme. Deres hoveder var foroverbøjede, og de var helt tavse. De var nok midt i en bøn. Alle ti var iklædt farvestrålende, røde dragter. I skjul af sin kutte kiggede Sani på kortet og sneg sig hurtigt af sted. Hun holdt udkig efter en lem i gulvet eller en trappe, der kunne føre hende nedenunder. Der, hvor artefaktet måtte være skjult. Hun listede forsigtigt hen over det tomme stengulv og var meget opmærksom på ikke at lave nogen lyde. Kortet førte hende til midten af templet, hvor der var nogle mønstre på stengulvet. Hun kiggede sig omkring, men kunne ikke få øje på nogen lem eller trappe, der førte nogen steder hen. Hun listede hen til den anden ende af templet. Her var der en trappe, som førte op til en højere platform. Ovenpå sad endnu en krabbepræst i bøn. Den havde en flottere dragt end alle de andre. Det måtte være ypperstepræsten. Hun besluttede sig for at undersøge den høje 19

platform nærmere og satte lige så forsigtigt æsken med muslingerne på gulvet. Men i det øjeblik hun gav slip på æsken, var der nogle muslinger, som løsnede sig og faldt larmende ned på stengulvet. Hun stod krampagtigt stille med lukkede øjne og kunne høre lyden af muslingerne give ekko i hele templet. Da hun åbnede øjnene igen, var hun omringet af præster, der kom nærmere. Ypperstepræsten kom langsomt gående ned ad trappen. ”Dem har jeg ikke bestilt. Hvad laver du her?” Spørgsmål ekkoede i templet. Sani ledte efter et svar og kom til at ryste på hovedet, så hendes forklædning løsnede sig en smule. Præsten kom nærmere og trak Sanis kutte af med et hurtigt ryk, så alle kunne se, at Sani var et menneske og stod med en medaljon i hånden. ”Se, det var en overraskelse,” sagde præsten.

Kapitel 3: Præsternes nåde Sani gispede og stod naglet til gulvet af frygt. Hun var afsløret og helt i præsternes nåde. Men før hun kunne gøre andet end at ryste, greb ypperstepræsten om sit eget hoved og trak det af. Sanis øjne blev store, da hun så, at der under krabbekraniet gemte sig en gammel, smilende kvinde. En menneskekvinde. Hun stirrede på Sanis medaljon. ”Kom. Vi må straks konsultere artefaktet, inden ceremonien begynder.” ”Artefaktet!” gentog Sani glad og småløb i hælene på præstinden. De andre præster dannede et optog bag den gamle kvinde. 22

”Hvem er I?” sagde Sani med forvirring i stemmen, mens hun blev trukket gennem templet. ”Vi er præstinderne i Crustacia. Men som du nok kan se, er vi hverken præster eller

krabbefolk i virkeligheden. Vi overtalte de fine krabber til at begrave deres afdøde med menneskemedaljonerne og sjældne perler for at sikre deres rejse til det hinsides. Derfor ender medaljonerne og perlerne hos os.” ”Er I kun kvinder?” spurgte Sani. De stod igen i midten af templet. ”Ingen menneskemænd er vågnet, kun kvinder, og ingen af dem har kunnet huske, hvor de kom fra. Du er det første barn, der er vågnet.” ”Nå, skal jeg så også være præstinde?” ”Nej. Du kommer med den sidste medaljon. Nu skal mysteriet løses.” Sani grublede over alt det, hun havde fået at vide, mens hun så præstinderne samle sig i en cirkel i midten af rummet. Hver især hev de en sølvmedaljon frem, der mindede om Sanis, og trykkede på nogle bestemte tegn. Det rumsterede i gulvet under dem, og en lem gled til side. Op af hullet kom en høj, sort, cylinderformet søjle gradvist til syne. ”Vi fik dette artefakt af byens vogter, som 24

fortalte, hvordan vi skal bruge det til at forstå vores fortid og fremtid. Finde ud af, hvordan vi kan blive en del af denne verden igen. Når alle medaljoner er indsat, vil artefaktet afsløre sin viden.” Sagde præstinden. ”Er det byens vogter, der er en statue af under byen? Hvor er vogteren nu?” spurgte Sani. ”Krabberne har jaget og dræbt de fleste af dem,” sagde præstinden med et suk. ”Vi har indsamlet medaljoner og perler fra vogterne. Men nu må vi fokusere på artefaktet. Se her.” Hun pegede på en række hulrum i artefaktets overflade. ”Ti af medaljonerne med vogternes perler skal placeres her, før artefaktet virker. Vi har indsamlet ni medaljoner og den gule, grønne, orange, lilla, sorte, sølv og gyldne perle. Med den hvide perle i din medaljon mangler vi kun den blå og den røde.” Sani smilede. ”Se, hvad jeg har,” sagde hun og tog den blå perle op af lommen. Præstinderne smilede begejstret. De satte straks deres medaljoner og perler ind i artefaktet, 26

og et klart lys tændtes i perlerne i et øjeblik. ”Nu mangler vi bare den røde perle!” I det samme blev døren til templet åbnet op med et brag, og to skikkelser kom langsomt gående imod dem. Præstinderne skyndte sig at tage deres rejehoveder på. Sani stod som forstenet. Lyset, der kom fra porten, gjorde, at skikkelserne ikke kunne skelnes med det samme, men så med et kunne Sani tydeligt se det. Det var Shakbat, og han havde en nældepistol rettet mod Rans hoved.

Kapitel 4: Ran lever Sani kunne ikke tro, hvad hun så. ”Ran? Du lever? Du lever!” ”Øh, ja. Undskyld alt det dumme, jeg har gjort,” sagde han grædefærdig. ”Det er lige meget. Bare du lever.” ”Der er ingen, der fortsætter med at leve, medmindre I gør, som der bliver sagt,” sagde Shakbat tørt. Dørene åbnede sig igen, og ind kom to krabbevagter. Ypperstepræsten pegede på Shakbat. ”Grib den indtrænger!”

De to krabbevagter standsede op, kiggede på hinanden og begyndte så at skraldgrine. Præstinderne kiggede forundret på hinanden. Shakbats ansigt fortrak sig i en grimasse, der kunne minde om et smil. ”Sig mig, er det ikke

meningen, at du burde være en krabbepræst med et tavshedsløfte?” De to krabbevagter fjernede deres falske krabbehoveder og uniformer og afslørede, at de i virkeligheden var Vrats og Frats. Uro bredte sig blandt præstinderne. ”Boss, der er et begravelsesoptog på vej igennem byen, og det ender her, så vi har ikke så meget tid,” sagde Frats. Shakbat så irriteret ud et kort øjeblik, men genvandt hurtigt fatningen. ”Som I nok kan forstå, er det ikke tilfældigt, at vi er her. Siden mine tidlige dage som menneskehandler har jeg ledt efter artefaktet, og nu har du fundet det for mig, lille menneskebarn. Har vi det ikke sjovt, børn?” smilede Shakbat og stirrede på Sani, der ikke kunne se det sjove i situationen. ”Lad os komme til sagen og finde ud af, hvordan den her tingest kan gøre os rige,” sagde han og pegede på artefaktet. ”Vrats, Frats, få styr på det menneskepak.” 31

Vrats og Frats trak hver en kniv. Vrats greb Ran i kraven og skubbede ham hen til Sani. De to børn omfavnede hinanden. Frats dirigerede præstinderne over i den ene side af rummet, og Vrats holdt styr på børnene i den anden. Kun Shakbat stod foran artefaktet. Han tog den manglende røde perle frem fra sin inderlomme og satte den i artefaktet. Ingenting skete. Han inspicerede de andre perler.

”Den hvide perle mangler stadig,” sagde han vredt og kiggede undersøgende på præstinderne, indtil han opdagede Sani, der stod med hænderne bag ryggen. Utålmodigt marcherede han direkte hen til Sani og greb fat i hende. Hun prøvede forgæves at holde fast på perlen, men Shakbat var for stærk. ”Den tager jeg,” sagde han koldt og hev perlen fra hende. Han holdt den drillende uden for 32

hendes rækkevidde et øjeblik, inden han vendte tilbage til artefaktet. Sani kunne med det samme mærke hovedpinen komme tilbage, men hun gjorde alt, hvad hun kunne for at kæmpe imod. Shakbat holdt perlen op i luften. Så satte han den ind i artefaktet, der øjeblikkeligt begyndte at summe.

”Det var bedre,” sagde Shakbat selvtilfreds. I det samme skød et lys mod templets loft, og der kom også billeder og lyd. En gammel film startede. Billeder af folk i krig. En verden, der blev ødelagt. Folk, der flygtede. Videnskabsfolk, der arbejdede. Med skrattende stemme talte artefaktet:

”Denne enhed indeholder optagelser fra Ark 01’s logbog. Inden den sidste store krig ødelagde alting, havde videnskabsfolk skabt arkerne. Ti underjordiske skibe, der indeholdt alt, som menneskeheden skulle bruge til at genopbygge verden. De fyldte dem med tusinder af mennesker i dvaletilstand indkapslet i glasbeholdere. De begravede arkerne dybt under jorden og programmerede dem til først at komme op til overfladen, når det igen var sikkert at vende tilbage.

Hver ark var udstyret med et væsen kaldet en

’vogter’. Disse vogtere skulle passe på arkerne, men noget gik galt, og vogterne forlod arkerne og kom aldrig tilbage.

Menneskerne lå begravet i glasbeholdere under

jorden i millioner af år, imens en ny livsform udviklede sig på jordoverfladen og skabte deres eget samfund.

Nu er artefaktet aktiveret og klar til at vække

mennesker og frigive de underjordiske vandreserver. Aktiver protokol: Genopstandelse. Tryk på alle perler samtidig. Der er kun ét forsøg.”

Alle var fikseret af filmen og stirrede mod tempelloftet, indtil lyset falmede, og filmens sidste ord ekkoede i templet. Tårerne strømmede ned ad kinderne på præstinderne. ”Endelig vender menneskernes tid tilbage.” ”Nej,” sagde Shakbat køligt. ”Fremtiden tilhører os. Det artefakt er en forbandet skat.” Han vandrede op og ned ad tempelgulvet med tunge skridt, mens Sani, Ran og præstinderne holdt vejret. ”Men vi kan hæve forbandelsen fra skatten. Menneskerne har haft deres tid, og de fejlede. De ødelagde næsten jorden. Aldrig igen!” råbte han og hævede den ene arm. ”Vi vil erobre vandet og sørge for, at resten af de underjordiske glasbeholdere aldrig bliver fundet. Og indholdet af dem, som allerede er blevet åbnet … vil blive destrueret.” Han stirrede direkte på Sani. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Shakbat havde fået et særligt had i sine øjne, hvor der før bare havde været hensynsløshed og grådighed.

”Grib hende!” kommanderede han, og Vrats kastede Sani for fødderne af Shakbat. Hun landede hårdt på stengulvet og ømmede sig. Ran prøvede at løbe hen til Sani, men Vrats’ anden arm sørgede for, at han ikke kunne bevæge sig.

Præstinderne var trængt op i et hjørne paralyseret af Frats og hans kniv, som han lystigt viftede med i luften. Shakbat placerede sin ene fod tungt på Sanis bryst, så hun kæmpede for at få vejret. Han hev sin nældecellepistol frem. ”I alt for mange år har jeg fundet mennesker under jorden og solgt dem til de højestbydende. Men det var en fejl, at vi tog jer op af jorden. Den fejl retter vi op på i dag. Tid til at komme ned i jorden igen.” Han pegede pistolen mod hendes hoved.

Kapitel 5: Undsætning Dørene til templet åbnede med et brag. Alle drejede hovedet og så en krabbemand og blækspruttekvinde komme løbende imod dem med nældecellepistoler. Krabbemanden var en del kortere og bredere end normalt. Det var dog snart tydeligt, at det i virkeligheden var … ”Diabolo!” råbte Ran begejstret. ”… i forklædning,” kluklo Diabolo forpustet. ”… og fru Diabolo til undsætning,” tilføjede Naula. Diabolo havde åbenbart sneget sig ind i byen og fundet Naula. ”Forræderiske snegle!” skreg Shakbat og gav sig til at skyde vildt i deres retning. 40

Diabolo og Naula sprang i dækning bag nogle søjler og undgik skuddene. Sani kæmpede stadig for at få vejret under vægten af Shakbats fod på hendes bryst. Hun kunne mærke, at hovedpinen blev kraftigere. ”Overgiv jer, eller børnene bliver til kompost,” truede Shakbat og sigtede på Sani. Vrats hev Ran foran sig og satte en kniv for hans strube. Der var et øjebliks stilhed i templet. Diabolo og Naula stirrede på hinanden og kastede så deres pistoler fra sig. Langsomt kom de til syne bag søjlerne med tentaklerne over hovedet. ”Godtroende bløddyr, gør jer klar til at møde jeres skaber,” sagde Shakbat og skød Naula i armtentaklen. ”Naula!” skreg Diabolo fortvivlet og greb hende, før hun ramte gulvet. Shakbat vendte pistolen mod Diabolo. Imens havde Ran rodet febrilsk i sin rygsæk, uden at Vrats havde opdaget noget, og fundet 42

sin lille, runde kugle. Han havde lydløst strakt sin tentakel med kuglen om bag Vrats’ ryg og rystede den kraftigt. Kuglen lavede sin sære, kradsende lyd. Vrats tabte sin kniv og sprang forvirret op i luften og råbte: ”Hjælp, en giftgople!” Shakbat blev distraheret, og han skød forbi Diabolo. Ran så, at hans pisk sad fast i Vrats’ bælte, og skyndte sig at snuppe den, imens Vrats stadig var forvirret. Ran slog med pisken, så den snoede sig rundt om Shakbats ankel. Ran hev så hårdt, at skurken fløj forover. Pistolen kurrede hen ad gulvet i retning mod Diabolo. Shakbat kom hurtigt på benene. Diabolo og Shakbat kastede sig begge frem mod pistolen. De nåede den samtidig og begyndte at kæmpe om den. Sani kæmpede for at få vejret. Hovedpinen forhindrede hende i at rejse sig. For sit indre blik kunne hun se billeder af artefaktet. Hun vidste, at 43

den var nøglen til det hele. Hun fik samling på sig selv og så, at hun kun lå få meter fra den. Ordene fra filmen gav genlyd i hendes hoved: Tryk på alle perler samtidig. Der er kun ét forsøg. ”Hen til artefaktet!” skreg hun til præstinderne. Hun trak sig hen over gulvet, imens de andre kæmpede omkring hende. Skrig og larm fyldte hendes ører, men det eneste, hun kunne fokusere på, var at komme tættere på artefaktet. Ud af øjenkrogen så hun Ran, der hang på ryggen af Vrats med pisken snoet rundt om hans hals. Vrats brølede og svingede sig rundt som et vildt dyr. Hun var der næsten. Ud af den anden øjenkrog så hun præstinderne, der desperat forsøgte at undgå Frats og hans kniv. Sani råbte alt, hvad hun kunne: ”Du er for langsom, Frats. Jeg starter artefaktet nu!” Frats vendte sig mod hende, og præstinderne kastede sig over ham og slog ham ned med deres rejekranier. Ypperstepræstinden kastede sig over ham og skreg: ”Løb hen, tryk på perlerne og giv ikke slip.” Præstinderne adlød. Kun den hvide 44

perle manglede et menneske til at trykke på den. Sani rakte ud med den ene hånd og trykkede perlen ind. Artefaktet begyndte at summe, og en dør gled til side. Artefaktets indre var badet i et blåligt lys. Hun trak sig halvt indenfor og kunne se et kontrolpanel. En plade, man skulle placere sin hånd på. Hun rakte den højre hånd frem.

I det samme greb en fangearm hårdt om hendes ene ben, og fangearmens små torne borede sig ind i huden. Sani skreg af smerte. ”Kan du ikke forstå, at menneskernes tid er forbi?” hvæsede Shakbat. Han var blevet skudt

i det ene ben og havde også trukket sig hen ad gulvet. Han hev og sled i hendes ben. Sani prøvede at holde fast i dørkanten, men hendes hovedpine blev værre og værre, og hun havde snart ikke flere kræfter. Hun kunne ikke give op! Men tornene bevægede sig dybere ind i benet, og 46

én efter én gav hendes fingre efter. Et klart svirp lød i luften, og øjeblikket efter slap Shakbat taget i Sanis ben. Ran havde overvundet Vrats og svunget pisken rundt om halsen på Shakbat. Ran strammede til alt, hvad han kunne, imens Shakbat manisk forsøgte at fjerne pisken. Sani overvandt sin hovedpine, løb ind i artefaktet og lagde hånden på pladen. Shakbat hviskede: ”Forbandede menneskeunge,” da artefaktets døre lukkede, og templet blev badet i et blåligt lys.

Kapitel 6: Reddet? Lyset forsvandt, og tavsheden hang tungt i templet. Den eneste lyd var Shakbat, der lå foran artefaktet og rallede med pisken om halsen. Frats lå udstrakt på stengulvet med præstinderne siddende oven på sig. De var flittigt i gang med at binde alle hans tentakler sammen. Vrats lå bevidstløs på stengulvet. Ran havde givet ham et ordentligt gok i nødden. Diabolo og Naula kom humpende hen til Ran. Naula var såret, men overlevede. Ran havde et fast greb i pisken og sørgede for, at Shakbat ikke lavede nogen numre. Da præstinderne var færdige med at binde Frats’ fangarme sammen, samlede de sig tavse 48

rundt om artefaktet. Ran brød stilheden. ”Hun … hun klarede det, gjorde hun ikke?” Præstinderne sagde ikke noget. En svag, raspende latter kunne høres fra Shakbat: ”Hehe, held og lykke med at finde jeres ark.” ”Stille, Shakbat,” sagde Ran med tårefyldte øjenstilke og strammede pisken om Shakbats hals, så hans rallen blev værre. * En sagte vibration bredte sig i stengulvet, og alle kiggede bekymret på hinanden. Vibrationerne blev stærkere og stærkere, og støv fra loftet begyndte at drysse ned. Præstinderne klamrede sig til hinanden. Vibrationerne nåede et klimaks og forsvandt så pludseligt.

Artefaktet sagde pling!, og dens døre skød til side. Indeni kom Sani til syne badet i blåt lys og med et smil på læben. ”Sani!” råbte Ran, gav pisken til en af præstinderne og løb hen og omfavnede hende. ”Jeg har ikke hovedpine mere,” grinede hun. ”Jeg havde fået skader i hjernen af at være frosset så længe, men artefaktet helbredte mig. Nu ved jeg, hvordan vi finder arkerne med alle menneskerne og får vandet tilbage.” Shakbat stønnede af ærgrelse og bankede hovedet mod tempelgulvet. ”Der er et stort optog af krabber på vej mod templet,” lød det ængsteligt fra en præstinde, der kiggede ud ad et vindue. ”Åh nej, ceremonien skal til at begynde. Alle folk i byen vil være her om et øjeblik!” sagde ypperstepræstinden. ”Hvad gør vi nu?” spurgte Ran.

Sani smilede til præstinderne. ”Få maskerne på, og gør klar til ceremonien. Vi smutter ud ad bagdøren. Så mødes vi uden for byen, når I er færdige.” Præstinderne stoppede de tre bagbundne skurke ind i artefaktet under stor protest og kørte den ned under gulvet igen. De fire andre forsvandt ud ad bagdøren og gik gennem de tomme gyder mod Naulas antikvariat. ”Hvad gør vi nu?” spurgte Diabolo. Ran smilede. ”Du tager dig af Naula. Så går Sani og jeg ud og redder menneskerne og får vandet tilbage. Hvor svært kan det lige være?” Sani smilede til sin ven og greb hans tentakler mellem sine fingre. ”Sammen skal vi nok klare det.”

Skitser

Den første tegning af en krabbepræst.

Skitse af Shakbats forsøg på at likvidere Sani.

De fĂ¸rste skitser af Naula.

Skitse af Shakbat.

Tegningen, der blev inspirationen til Crustacia universet. 57

Maleri af en tigger, der blev inspirationen for Ran.

Maleri af en krabbemand, der blev inspirationen for krabbefolket.

Tak fordi du lĂŚste med!

Se mere pĂĽ:

www.mathiasbotfeldt.com

3D print din egen Crustacia model: www.mathiasbotfeldt.com/3d-crustacia