Troldklokken 1
Troldklokken 1
Troldklokken 1 - Djævlen i klassen bind 1 af 3, af Emil Blichfeldt Redaktør – Teddy Vork Korrektur – Inge Greis og Eva Munk Illustration – Min Elgaard Christensen Opsætning – Manfred Christiansen LIX 14 Trykt hos ScandinavianBook, Danmark ISBN: 978-87-93728-58-5
Troldklokken 1 Djævlen i klassen
af Emil Blichfeldt
med illustrationer af Min Christensen
Prolog Jeg er træt. Alene mod alt for mange djævle. De burde ikke have en chance mod mig. Jeg er Magus og har mere magi end alle andre, men der er noget galt. De har fanget mig i en fælde. Et pentagram. En stjerne af blod tegnet på de varme sten. Et symbol, der fanger mig og tager min magi. Den fiser ud af mig, som luft fra en tarm. En stor djævel træder frem. Det er Barbas. Han ler ondt. Om lidt æder han min sjæl. Jeg har kun én chance for at slippe væk. Jeg binder mig selv til artefaktet, så må tiden vise, om nogen finder det og redder mig.
SLUT? »4«
Kapitel 1 Djævle ”Hvad? Er den slut?” Jeg smider bogen fra mig. Mit hjerte slår hurtigere, da det går op for mig, hvad jeg har gjort. Kastet med en af de gamle bøger. Hvis den går itu, bliver morfar vildt ked af det. Bogen lander blødt på dynen, tæt på min kat. ”Pyha!” Jeg ånder lettet op. Miv hyler. Men det er vist kun hendes stolthed, der kom til skade. Hun snuser kort til bogen. Så giver hun sig til at slikke sin pote, mens hun ser surt på mig. Jeg løfter bogen, som kunne den gå itu hvert sekund. Jeg lader mine fingre glide over det gamle læder. Der er ikke sket noget med den. Vreden stiger op i mig igen. ”Øv. Sikke en dårlig måde at slutte en bog.” Jeg bander og gemmer bogen
»6«
under trøjen. Jeg tog den uden at spørge, da jeg kom hjem fra skole. Nu er det ved at blive mørkt udenfor. Jeg har læst hele dagen. Min mave rumler, som ville den sige, at jeg skulle se at få mig noget mad. ”Ingen tid at spilde,” siger jeg og svinger mine ben ud af sengen. Går ud af mit værelse og lister ned ad den gamle trappe. Tæppet dæmper mine skridt. Der er næsten helt mørkt. Jeg har en hånd på det glatte gelænder, mens mine fingre glider over de fine mønstre på væggen. Her vrider dyr og
»7«
»8«
planter sig sammen og laver deres egne historier. Jeg elsker at være hos morfar og mormor. Huset er fyldt med sære ting. Jeg lister ind ad døren til stuen. Nu skal jeg bare have bogen på plads uden at blive set. Morfar sidder i sin bløde stol blandt bunker af bøger, udstoppede dyr og kranier. Jeg gemmer mig bag en bjørn, så morfar ikke ser mig. Han ryger på sin gamle pibe og tager noter. Han læser om stjerner i en bog, der var gammel, før han blev født. Da han vender sig mod sin stjernekikkert, lister jeg hen til reolen. Hiver bogen frem fra trøjen og skal til at snige den på plads. ”Var den god, Ebbe?” spørger morfar, mens han kigger på himlen. Jeg vender mig med bogen foran mig som et skjold. ”D-det var ikke med vilje. Jeg ville ikke tage bogen, men den kaldte bare på mig.” Morfar retter sig op og peger på bogen med sin pibe. ”Det gør bøger nogle gange. Hvad sagde den til dig?”
»9«
Jeg klør mig i håret. Jeg er lettet over, han ikke er sur. Men hvad skal jeg sige? Bogen var fuld af svære ord. Jeg forstod ikke, hvad der skete til sidst. Jeg ser på morfar. Hans ansigt er helt åbent. Jeg plejer at kunne se på folk, hvad de gerne vil høre. De fleste voksne vil bare gerne have ret. Så man skal sige det, de vil høre. Sådan er det ikke med morfar. Han vil høre, hvad jeg mener. Meget sært. Det er svært at svare, men han skynder ikke på mig. Bakker bare på sin pibe. Jeg rømmer mig. ”Faktisk er jeg ret skuffet. Der er en troldmand i bogen. Han hedder Magus og er på en masse fede eventyr. Magus kæmper mod en djævel, der hedder Barbas. Til sidst går han i en fælde og får taget sin magi. Magus flygter på en sær måde, og Barbas vinder. Totalt skod! Helten skal da vinde til sidst!” ”Hvem siger, at historien er slut?” Morfar smiler skævt og bakker ivrigt på piben, så små skyer står fra den.
» 10 «
”En historie plejer at være slut, når der står Slut,” mukker jeg. Morfar tager bogen fra mig og peger på ordet Slut. ”Hvis der er et spørgsmålstegn til sidst, så er det ikke sikkert, den er slut. Men nok om det for nu. Jeg er sikker på, at du nok skal få styr på det hele, min dreng,” siger han og blinker til mig, som om vi deler en hemmelighed. Det gør vi ikke, så vidt jeg ved. Så lukker morfar bogen med et smæld og rejser sig. ”Og nu til det mest vigtige, vi skal lave her til aften! Kom med.”
Kapitel 2 Artigt fact Jeg følger efter ham ud i køkkenet, hvor mormor er i gang. ”Der er te og kage, men det koster,” siger hun med et smil, der får hendes mørke øjne til at glimte. Vi kender prisen og er parate til at betale. Morfar kysser hende på næsen, og jeg kryber ind i hendes bløde favn og får et kram, der dufter af vanilje og æbler. Mormor griner varmt. ”Lad os få en bid kage, så vi kan klare den mørke nat.” Hvad mener hun med at ”klare” den mørke nat? Hendes ord er sære, men jeg tænker ikke mere over dem, for kagen er varm, og teen er endnu varmere. Den brænder alle tanker om dumme troldmænd ud af mit hoved.
» 12 «
Morfar og jeg spiser. Imens fortæller mormor om, hvordan hun sneg sig ind til naboen og gik på æblerov. ”Jeg følte mig som en lille pige igen.” Vi griner. Naboen har helt sikkert ikke noget problem med, at hans æbler bliver til kage, bare han får et stykke. Jeg skal til at slikke min tallerken. Men i det samme hopper Miv op på bordet og går i gang med mine krummer. Mormor og morfar siger ikke noget til det. De smiler bare. En kat på bordet går ikke hjemme hos mor. Også selvom hun godt kan lide Miv. Morfar klør Miv bag øret, ser skævt på mig og spørger så med ét: ”Stod der, hvor troldmanden flygtede hen?” Jeg nikker og bunder den sidste sjat te. ”Det var noget med et artigt fact, men det lød som noget sludder. Hvordan kan et fact lige være artigt? Var det noget, man sagde i gamle dage?” Mormor fniser og giver sig til at rydde af bordet.
» 13 «
Morfar griner ikke, han smager bare på mine ord. ”’Artigt fact’ er vist dit helt eget ord. Tillykke med det, det er altid godt at lave nye ord. Ord har styrke, men et artefakt er noget andet. Det er en ting skabt med omhu. En ting, der er vigtig. Det er en ting med sjæl. Som min gode pibe eller mormors knive. Er du sikker på, at troldmanden ikke sagde, hvilket artefakt det var?” spørger morfar ivrigt.
» 14 «
Jeg gaber. ”Niks, men du kan jo selv læse den sidste side?” Morfar stryger sig over sit skæg. ”Det er ikke alle bøger, man skal kigge for meget i. Hvis man gør det, så ender de med at stirre tilbage.” Jeg gaber igen. ”Det lyder skørt, morfar.” Morfar åbner munden. Han skal sikkert til at komme med en af sine lange og sære forklaringer. Han når dog ikke så langt, for mormor rømmer sig: ”Det er sent, og Eb skal i seng.” Jeg skal lige til at svare igen. Men hendes blik får mig til at tie. Det er lige så hårdt, som hendes kage er blød. Kun Miv hyler, da mormor tager hende ned fra bordet. ”Jeg er helt enig,” sukker jeg, da Miv følger mig ud på wc. ”Mormor er alt for skrap. Jeg kan godt være længe oppe.” ”Mi-av!” mjaver Miv.
» 15 «
» 16 «
Kapitel 3 Sære drømme Jeg går op i seng, men jeg finder ingen ro. Heller ikke i mine drømme. De er fyldt med sære væsner og tid, der bevæger sig bagud. Jeg flyver gennem steder fyldt med troldmænd, drager og djævle, der alle sammen er efter mig. Jeg vågner med et skrig og er helt badet i sved. Miv slikker mig på kinden, og min frygt stilner af. Før jeg ved af det, hopper hun ned fra sengen og går ud ad døren. Jeg følger hende. Alt føles blødt og sært. Som om jeg går gennem en drøm. Mønstrene på tapetet vrider sig, blomster springer ud og visner. Lys stråler mig i møde fra bunden af trappen. Det kommer fra morfars bibliotek. Jeg lister ned, kigger ind og gyser. Det er, som om alle
» 17 «
de udstoppede dyr og kranier glor på mig med tomme øjne. Miv sætter sig inden for døren og ser på mig. Som om hun venter på mig. ”Hvis Miv ikke er bange, så er jeg heller ikke.” Jeg tager mod til mig og går ind. Jeg er helt alene. Morfar må have glemt at slukke lyset. Med ét bliver mine ben tunge. Som er de lavet af bly. Jeg vakler hen og sætter mig i den bløde stol. Godt, at morfar ikke ser det. Ingen andre end morfar må sidde i stolen. Jeg ser rundt. På bordet ved siden af mig ligger hans pibe og tre ting, jeg ikke før har set. En kæde, en klokke og en ring. De er flot lavet. ”Er det artefakter?” mumler jeg. Der går et ryk gennem mig. Min hånd glider frem, som har den sit eget liv. Den rækker ud mod de tre ting på bordet. Jeg vil helst gribe kæden. Eller ringen. Måske står der et navn i?
» 18 «
I stedet griber mine fingre fat om den sære klokke. Dens metal er varmt og ikke koldt, som jeg troede. Jeg lader mine fingre glide over de fine mønstre. Sådan en, man i gamle dage brugte til at tilkalde sin tjener med. Jeg ryster den blidt. Dens lyd kommer bag på mig. Den klemter ikke skarpt, men ringler blødt. Som tusind fjerne klokker.
» 19 «
Noget knitrer. Jeg ser ned på mine fingre, der holder om den fine klokke. Små gnister i alle mulige farver står om min hånd. ”Endelig kom der en værdig arving,” siger en stemme, jeg aldrig før har hørt. Den mumler videre, og det, den siger, lyder vigtigt, men ordene virker fjerne, fordi jeg synker dybere ned i stolen. Ned gennem puden, ned gennem fjedre, træ, gulv, kælder, jord. Og videre ned. Og ned. Og ned. Jeg falder gennem røg og lander på en klippe, midt i en sø af lava. Op af lavaen kravler djævle med horn. De klatrer op ad klippen. Op mod mig. En af dem skriger: ”Velkommen til Helvede. Nu skal du dø!” Mit hjerte banker af rædsel. Et skrig er på vej op i min hals, men før det kommer ud, står Miv foran mig. Hun ser på mig med store, kloge øjne og siger: ”Følg mig!”
» 20 «
Jeg når ikke engang at tænke over, at hun taler. Jeg spæner bare efter hende med en hær af djævle i hælene. Miv når til kanten. Hun stopper ikke, men hopper ud fra klippen. Jeg gør det samme. Først for sent husker jeg, at der er lava hele vejen rundt om klippen. Så falder jeg ned mod ilden. Nu dør jeg!
Kapitel 4 Grød Jeg gisper. Mit hjerte banker. Min krop er våd af sved. Jeg blinker. Og vågner. Solen er lige stået op. Det er morgen. Miv ligger rullet sammen på mit bryst som en katteklump. Da jeg rører på mig, åbner hun et øje på klem og titter hen over sine poter. Jeg nusser hende, og hun giver sig til at spinde. Lyden er alt for dyb til sådan en lille kat. Den dybe rumlen får mig til at blive rolig. Jeg smiler og siger: ”Jeg drømte, du kunne tale.” Miv mjaver til svar. Jeg aer hende og smiler endnu mere. ”Nej, ikke bare mjave, tale med ord. Hvad var det nu, du sagde?” Jeg kan kun huske en smule af min drøm. Ild og noget med at falde. Miv, der talte, og det føltes
» 22 «
helt normalt. Der var også en sær stemme og en ting, jeg tog. Hvad var det nu? Nå, lige meget. Jeg ser på uret. Der er god tid til, jeg skal i skole. Jeg læser, til jeg skal tisse alt for meget. Slut med te før sengetid. Jeg lister ned på toilet, slår brættet op og tisser i en evighed.
» 23 «
Lettet for en hel kande te går jeg op igen og får tøj på. Mormor er i gang ved komfuret. Miv går rundt om hendes ben. Hun er også sulten. Mormor laver grød til mig hver morgen, når jeg bor hos dem, fordi min mor er på rejse. Jeg kan ellers ikke lide grød. Kun mormors. Den er blød som silke og smager af sommer. Hun sætter min skål foran mig og en mindre en ned på gulvet til Miv. Vi slubrer begge i os, mens mormor skræller æbler. Jeg fortæller hende om det, jeg kan huske af min drøm. ”Der var fyldt med djævle, Miv kunne tale, og til sidst faldt jeg ned i ilden.” Hun lytter uden et ord, men stryger mig flere gange over håret. ”Det var en sær drøm, hva’, mormor?” siger jeg og skraber det sidste grød ud af skålen. ”En meget mærkelig drøm,” siger hun og smiler, så de mørke øjne glimter. ”Du ender med at blive lige så skør som din morfar.”
» 24 «
Vi fniser begge. Hun rækker mig min madpakke. Jeg tager fat i den, men hun giver ikke slip. ”Husk ikke at gå med fremmede,” siger hun alvorligt. Jeg fnyser. ”Det er kun noget, dumme børn gør.” Hun ser ikke helt rolig ud og aer Miv på hovedet: ”Så længe du passer på ham, går det nok.” ”Mi-av,” mjaver Miv og gnider sin snude mod hendes hånd. Jeg griner. ”Det er, som om hun svarer, når vi taler til hende.” Mormor smiler og aer Mivs bløde pels. ”Ja, hun er ikke som andre katte.” Jeg griner. ”Nej! Det er ikke alle, der bliver fulgt i skole af deres kat.” Mormor fylder min flaske og ser strengt på mig med et glimt i øjet. ”Husk, der falder brænde ned, hvis du tager Miv med ind på skolen.” ”Ja, ja, det kunne jeg ikke drømme om at gøre,” siger jeg og prøver at se ud, som om jeg mener det. Det lykkes ikke.
» 25 «
Kapitel 5 Skoledag Jeg går ud ad døren. Det er sensommer, og luften er kølig her til morgen. Men snart bliver det varmt. Vi bliver helt sikkert stegt i skolen. Jeg går hurtigt hen ad fortovet. En solsort synger i et æbletræ inde hos naboen, Bent. I en busk skændes en flok gråspurve. De flyver væk, da Miv stikker sit hoved ind til dem og mjaver. Jeg vinker til Bent. Han er i gang med at samle de æbler op, der er røget ned i nat. Nede ad vejen venter Tim. Han aer Miv, der gnider sig op ad ham. ”Du har verdens bedste kat.” Miv mjaver og ser surt på mig. Jeg smiler. ”Det er ikke mig, der har hende, men hende, der har mig.”
» 26 «
Tim griner, mens vi går af sted. ”Klart nok. Hun er bossen, det kan enhver se.” Jeg trækker på skuldrene. ”Ingen kan tvinge en kat til noget, den ikke vil. Miv er helt sin egen.” Miv spinder og gnider sig mod mit ben. Som om hun vil rose mig for, at jeg endelig har fattet det. Ved skolen ser jeg trist på Miv: ”Løb hjem til mormor. Du ved godt, du ikke må gå med ind.” Jeg giver hende et blidt skub. Miv løfter snuden i sky og giver sig til at mjave, som blev hun hevet i halen. To små elever hvisker: ”Total dyreplager ham der.” Så skynder de sig ind i gården med deres cykler. Jeg rødmer, tager min taske af og åbner den. Glad hopper Miv op i den. Hun sætter sig til rette, så hun kan se ud over kanten, mens vi går ind ad porten. Vi er midt i skolegården, da Ulrik råber fra cykelskuret. ”Hey, Eb, din taber. Du kan ikke have en kat med i skole.”
» 28 «
Jeg trækker på skuldrene og siger: ”Det går ellers meget godt.” Ulrik bander ad mig, fordi jeg svarer igen. Normalt ville han løbe efter mig, men han har for travlt med at pifte cykler. Små unger græder, mens han lukker luften ud af deres dæk. Ulrik griner bare. ”Hvad vil I gøre ved det, kujoner?” De små drenge svarer ikke, men løber væk. Det gør mig trist. ”Hvorfor gør det ham glad, når andre bliver kede af det?” mumler jeg.
» 29 «
”Det ved jeg ikke, han er totalt ond. Der må være noget galt med ham,” siger Tim, mens vi går op ad trappen. ”En eller anden dag får han et problem, han ikke kan løse.” Jeg skubber døren op. ”Det bliver nok først, når vi kommer over til udskolingen, lige nu er vi jo de største.” ”Hvad med de voksne? Burde de ikke gøre noget?” spørger Tim, mens vi går forbi de små. Jeg fnyser. ”Ulrik får skældud og sedler med hjem hver dag. Men når hans forældre ikke gør noget, så sker der ikke så meget mere.” ”Det er sgu for dumt,” siger Tim og trækker sin stol ud. ”Jeps, men i det mindste sidder vi ikke ved siden af Ulrik, når vi har time.” Tim ser på Ulriks plads bagest. Der er tegnet på bordet, og det er fyldt med skrald, ingen tør røre. Der er også tegninger på mit bord. Men de er på et stort stykke papir, som min lærer tapede til
» 30 «
bordet med ordene: ”Jeg vil hellere se dig tegne og høre efter, end at du kigger ud ad vinduet.” Ulrik hører ikke efter. Han larmer bare. Det vil sige, på de gode dage larmer han bare. På de dårlige skændes han med læreren og kaster med ting. De andre drysser ind. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilken slags dag det bliver i dag. Hvor meget ballade vil Ulrik lave? Jeg hiver mine bøger op og nusser Miv lidt imens.
Tine læner sig ind over sit bord bag mig, kigger ned i min taske og fniser. ”Ej, har du din kat med i skole igen?” ”Øh, det er altså mere katten, der har mig.” Doh! Totalt kikset svar, men der er bare noget ved Tine, der får min hjerne til at gå i stå. Hun ryster på hovedet ad mig. ”Du er skør, Ebbe.” Jeg rødmer. Bare jeg kunne finde på noget sjovt eller sejt at sige. Men mit hoved er tomt. Heldigt nok ringer det ind. Alle finder deres borde. Bortset fra Ulrik. Han kommer som altid for sent. Vores lærer kommer også for sent. Eller nej, det er ikke vores lærer. Det er en vikar. Åh nej, tænker jeg. En helt ny og ung vikar. Hun ser ned bagest i rummet, ser på Ulrik. Hun er blevet advaret om ham. Hendes ansigt er kun en lille smule nervøst. ”Hun burde være mere nervøs,” hvisker jeg til Tim.
» 32 «
”Hun tror nok ikke, at han er så slem, som hun har fået at vide,” siger Tim. ”Stor fejl,” siger jeg.
Kapitel 6 Papirkamp Timen går i gang. Ingen hører efter, hvad vores vikar siger. De fleste snakker bare. Ulrik er ved at rive sin bog i stykker. ”Er I søde at være stille?” spørger vikaren med håb i sin stemme. Første række taler lavere. Anden række lader, som om de ikke hører hende. Bageste række er helt væk i deres telefoner. Kun Ulrik ser på hende, mens han flår endnu en side ud. ”Ulrik. Vær en stor dreng og stop det der.” ”Hun taler til ham, som om han er et lille barn,” siger Tim. ”Stor fejl nummer to,” siger jeg.
» 34 «
Ulrik ser tomt på hende. Så river han en til side ud og krøller den sammen. ”Prøv at stoppe mig,” siger han med et smil, der ikke når hans øjne. Hun rømmer sig oppe foran smartboardet og tænder for sin computer. ”Jeg ved godt, du ikke har det nemt hjemme, Ulrik. Men det skal ikke gå ud over os andre.” ”Mega stor fejl nummer tre,” siger jeg. ”Ingen taler om Ulriks hjem og slipper godt fra det,” siger Tim. Jeg bøjer mig over min tegning. Prøver at lukke alt andet ude. Den er ved at tage form. Uden jeg ved, hvad det bliver. Måske en sej hjelm. Ulrik kaster en kugle af papir. Den rammer smartboardet, der viser en pauseskærm med fisk. ”Nu må du altså stoppe,” siger den alt for venlige vikar. Ulrik kaster en kugle mere. Den rammer hende i brystet, før den lander på bordet.
» 35 «
Nira, som sidder på første række, samler den op fra sit bord og kaster den efter Ulrik. ”Hold nu op, kan du ikke se, hun bliver ked af det?” Ulrik griner bare. ”Jeg skal give dig noget at blive ked af.” Kugler flyver gennem luften. Tim kigger på mig. ”Det skal han ikke slippe godt fra.” Jeg nikker og river nogle sider ud af min blok. Sekunder senere kaster vi alle med kugler af papir. ”Vil I ikke være søde at stoppe?” siger vikaren med lav stemme. Ingen af os vil stoppe en fed kamp uden en god grund. Jeg skal til at lave en ny kugle. Så ser jeg Nira. Hun står og trøster den grædende vikar. Jeg bliver flov. Men hvad kan jeg gøre? ”Du kan stoppe det,” siger en stemme. Jeg blinker og ser rundt. ”Hvem sagde det?”
» 36 «
» 37 «
Kapitel 7 Djævle ”Du kan stoppe det,” siger stemmen igen. Stemmen kommer fra mit bord. Det er min tegning, der taler. Hjelmen bevæger sig, men ... Det er ikke nogen hjelm. Jeg har tegnet en klokke. Magen til den i min drøm. ”En kedelig klokke?” mumler jeg. ”Det skal du ikke kalde mig. Er du ikke klar over, hvem jeg er?” ”Øhhh, nej?” Den sure klokke sukker og river sig løs fra mit papir. ”Brug mig, og jeg skal vise dig det.” Mine fingre lukker sig om dens håndtag. Jeg ryster den, og den ringer blidt. I det samme bliver jeg ramt i nakken.
» 38 «
Jeg vender mig om. Ulrik griner ondt ad mig. ”Så kan du lære det.” Han har ikke glemt, jeg svarede igen i gården. ”Det skulle du ikke have gjort,” siger jeg. Den lille klokke ringler endnu højere, og alt omkring mig blinker i samme takt som lyden. Rummet omkring mig flyder ud. Mine venner flyder ud. Det er, som om Ulrik og jeg er alene.
» 39 «
”Hvad vil du da gøre, taber?” siger Ulrik, mens hans smil vokser helt op til hans ører. Hans tænder bliver lange og spidse. Tøjet krøller sig sammen og bliver til rød hud. Fingre bliver til kløer, og kuglen af papir bryder i brand. ”Hvad har du tænkt dig at gøre, troldmand?” siger Ulrik. Som ikke længere er Ulrik, men en djævel. Det er Barbas. Ham fra bogen, jeg læste i går. ”Det må være en drøm,” siger jeg og ser mig rundt. Min klasse er væk. I stedet er jeg omgivet af djævle og ånder, der er fanget i Helvedes flammer. Det ligner tegningen i morfars bog. ”Jeg har taget din magi. Du kan ikke angribe mig. Du har ingen chance for at klare mig,” griner Barbas. ”Hvad snakker du om? Magi findes ikke,” mumler jeg og prøver at komme væk, men jeg sidder fast. Jeg ser ned på det blodige pentagram, der binder mig.
» 40 «
» 41 «
Jeg forstår med ét, hvad der er sket. Jeg er blevet suget ind i den bog, jeg læste i går. Jeg glor på den sære klokke i min hånd. Nu ved jeg, hvad den er. Den er artefaktet. Jeg knuger den og råber til den: ”Hvad laver jeg i Helvede, din dumme klokke?” Og så ændrer den sig.
» 42 «
Kapitel 8 Barbas Øjne og overskæg gror frem på den sære klokke. ”Jeg er aldeles ikke en dum klokke. Jeg er troldmanden Magus, og jeg har brug for din hjælp til at komme fri.” Jeg ser skræmt på djævle og ånder. ”Jamen, hvad kan jeg gøre? Jeg er ikke troldmand, jeg er bare en dreng.” Før Magus kan svare, opdager jeg, at der er nogen ved min side. Nogen, som slet ikke er bange. Det er Miv. Hun åbner munden, og i stedet for at mjave siger hun: ”Ja, du er bare en normal dreng, men du er min, og jeg er ikke en normal kat.” Med de ord hiver Miv sin pels af, som var det en blodig frakke. Under den er hun slet ikke en kat, men en
» 43 «
lille, rød drage. Hun flaprer med sine små vinger. Flyver op og sætter sig tungt på min skulder. ”Dig,” råber Barbas og Magus i kor. Miv ler grumt. ”Ja, det havde I kryb vist ikke regnet med, hva’?” ”Jamen, hvordan kan der være en drage inde i min kat?” stønner jeg og har det, som om mit hoved skal springe i luften over alt det, der sker.
Miv sukker. ”For det første er jeg ikke din kat. Du er min dreng. For det andet er jeg ikke en kat, men en drage klædt ud som en kat.” ”Det forstår jeg ikke,” siger jeg med et suk. Miv maser skarpe kløer ned i min skulder. ”Du skal ikke forstå. Du skal bare gå ud af pentagrammet, så vi kan få ordnet den dumme djævel.” ”Det kan vi ikke. Pentagrammet fangede jo Magus.” ”Magien holder Magus fast. Han har gemt sig i en klokke og kan ikke bruge sine kræfter selv. Du er ikke troldmand, så du kan sagtens gå ud,” siger Miv og bider mig i øret, så jeg hopper til siden og ud af pentagrammet. Jeg ser skræmt rundt med min klokke i hånden og Miv på min skulder. Barbas ser overrasket på os, men smiler så bredt. ”Hvis du ikke har magi, bliver det en smal sag at ordne dig. Dragen kan ikke beskytte dig
mod alle mine djævle. Angrib ham!” skriger han, og djævle vælter frem.
Kapitel 9 Flugt Jeg gør det kloge. Jeg løber. Miv flyver foran mig, mens hun griner. Magus ringler i min hånd. Barbas er lige i hælene på os. Skræmte ånder og djævle kaster sig til side. Jeg løber gennem en slugt. Sten flyver om mine fødder. Stien forsvinder foran mig, og jeg når lige akkurat at standse på en afsats. Langt under mig er en sø fyldt med lava. Ligesom i den anden drøm. Vågner jeg nu? ”Følg mig,” siger Miv. Hun springer ikke. Hun flyver langs en smal sti på klippens ene side. Jeg ser ned på ilden under os.
» 47 «
» 48 «
Bagfra kommer Barbas løbende. ”Nu har jeg dig!” ”Nu er der ikke noget klogt at gøre. Så må jeg gøre det, der er mindst dumt. Håber jeg!” Jeg maser mig ud på stien. Går med ryggen mod klippen. Miv glider på de varme luftstrømme fra lavaen. Hun griner højt. ”Griner du?” siger jeg og ser skræmt fra Miv til den boblende lava under os. ”Jep! Vi snyder den dumme djævel,” ler Miv. ”Hvad mener du?” ”Spørg Magus.” Jeg ser på den lille, gyldne ting, der ringler glad, mens den taler: ”Din drage har ret. Vi snød Barbas. Du kom ud af fælden. Den fanger kun troldmænd. Jeg er en klokke nu og kan ikke selv bruge min magi. Så nu er det op til dig.” ”Hvad?” siger jeg og tænker, at det godt nok er en sær drøm.
» 49 «
”Bare grib om mit håndtag og sværg, at du vil bruge min magi til at gøre gode ting.” Jeg bider mine tænder sammen. ”Det her er bare en sær dagdrøm. Der er ingen djævel. Ingen lava eller magi.” Men hvad nu, hvis der er? tænker jeg og tager en hurtig beslutning. ”Jeg sværger kun at bruge magi til at gøre gode ting … men hvordan gør jeg?” Magus svarer ikke. I stedet fylder klokkens ringlen mit hoved. Det føles, som om der er en lukket dør, der åbner sig. Med ét er alt ændret, selvom det ligner det samme som før. Der er sære farver rundt om alt levende. Jeg ser smukke, varme farver om Miv. Jeg kan se grå farver om de fortabte ånder i lavaen. Der er gnister om mine hænder. Betyder det, at jeg har adgang til magien nu? Barbas stikker sit hoved frem for enden af stien. Han ulmer af ondskab, der pisker om ham
» 50 «
som sorte snore. Med et grin går han ned ad den smalle sti mod mig. Jeg prøver at komme væk, men stien ender brat. ”Ha-ha, nu har jeg dig!” siger Barbas og rækker sine kløer frem mod mig.
Kapitel 10 Magi ”Stop ham, Miv,” råber jeg. ”Nix, det må du selv. Du skal træne din magi. Tag hans sorte aura og snør den dovne djævel.” Kløer kommer nærmere, og mit hjerte er ved at springe i luften af frygt. Jeg lukker mine øjne. ”Det er bare en drøm, og i drømme kan jeg alt det, jeg vil. Hvis jeg bare vil det nok.” Jeg griber de sorte snore, der vrider sig ud af Barbas. Griber dem og slår en knude på dem, selvom de er kolde som is mellem mine fingre. Barbas spærrer sine øjne op i vantro, da hans fingre og tæer slår knuder magen til dem på de sorte snore. Med et brøl kaster han sig mod mig, men snubler, og brølet bliver til et vræl, da han falder mod lavaen.
”Godt gjort, selvom det nu ikke var helt så bogstaveligt, jeg mente, du skulle snøre ham,” griner Miv. Jeg ser Barbas plumpe i ilden under os. ”Er han død?” ”Djævle forgår ikke så let. Lad os komme væk, før han kommer op igen.” Jeg går træt langs stien. Da jeg når afsatsen, hører jeg det suse oppefra. Jeg kigger op på en rød himmel. Midt i alt det røde drejer en blå spiral om sin egen akse. Det ligner en portal fra en bog eller et spil. ”Det er nok der, vi skal ud,” siger jeg. Jeg går ned i knæ og hopper mod himlen. ”Du lærer hurtigt. Men husk, at din magi er meget svag, når vi kommer tilbage til din verden,” klemter Magus. Jeg griner bare. ”Det her er bare en drøm. Når jeg kommer ud, vågner jeg og har ingen magi.” ”Du er ikke for klog,” knurrer min klokke.
Spiralen kommer tættere på. ”Tid til at blive en kat igen,” hviner Miv. ”Du kan sagtens. Jeg bliver bare til en tegning af en klokke. Ak og ve. At tænke sig, at jeg engang var den største troldmand af alle,” sukker Magus. ”Ha-ha, den er god med dig. Du var ikke engang en af de tretten bedste,” griner Miv. Den sære klokke når ikke at svare, før vi rammer den lysende spiral.
Kapitel 11 nOpgør n Jeg blinker og ser, at jeg igen er på skolen. De andre er holdt op med at kaste med papir. De ser på mig og Ulrik. Han hælder vand fra sin flaske på sin papirkugle, så den bliver klam og smattet. ”Hvis du ikke siger undskyld, får du den her lige i fjæset.” Det er, som om tiden har stået stille, mens jeg drømte om Helvede, men jeg er ikke længere bange. Jeg ved ikke, hvor jeg får modet fra. Måske er det, fordi jeg i min dagdrøm lige har vundet over en djævel. Jeg rejser mig op. ”Jeg er ikke b-bange for dig, Ulrik.” ”Du lyder ellers ret bange!” griner Ulrik, og det ser næsten ud, som om hans øjne slår sorte gnister.
» 55 «
Jeg gnider mine øjne, men jeg kan stadig se sorte gnister fra hans øjne og mørke snore af røg, der stikker op fra hans hud. Da han sigter for at kaste den klamme kugle, peger en sort snor mod mig. Jeg ved bare, at kuglen vil følge snoren og ramme mig lige i fjæset. Da han kaster, griber jeg snoren og bøjer den, så den peger opad. I stedet for at ramme mig, splatter kuglen mod loftet. ”Hvad sker der?” når han lige at sige, før kuglen løsner sig og falder ned i hans ansigt. Der er helt stille. ”Ad!” sprutter Ulrik. Tine fniser. Ulrik hiver snasket af, men før han kan sige noget, står vikaren ved side af ham. Hun ser anderledes ud, som om hun har forstået, at vi alle sammen er trætte af Ulrik, og at man er nødt til at være skrap, før han forstår noget.
» 56 «
» 57 «
”Nu slapper I alle sammen af og rydder op i alt det rod!” siger hun bestemt. Vi går alle sammen lydigt i gang. Selv Ulrik vil åbenbart hellere rydde op end have en skideballe, mens alle i klassen fniser ad ham. Pludselig er han helt tæt på mig. Hans stemme sitrer af vrede. ”Jeg aner ikke, hvad der lige skete. Men jeg skal nok få ram på dig.” Jeg er helt stum. Jeg ved heller ikke, hvad der skete. Eller gør jeg? Lavede jeg virkelig magi? Findes der magi? Jeg sætter mig ned. Vores vikar beder os om at tage vores bøger op. Jeg læner mig ned til min taske og siger til Miv: ”Hvad er det, der sker?” Hun svarer ikke. Men hun gør noget andet. Hun blinker til mig.
» 58 «
Jeg kan næsten ikke få vejret. Tænk, hvis hun er en lille drage? Mine hænder ryster, da jeg åbner bogen. Vi skal lave matematik, men min blyant vil hellere tegne djævle og drager. Jeg har det, som om alt, jeg ved, er løgn. Måske er der mere i verden, end man skulle tro? Jeg kan ikke lade være med at smile og håbe alt, hvad jeg kan. Håbe, at der findes drager og magi. Tim bukker sig ind mod mig. ”Skal vi lave noget efter skole?” Jeg smiler til ham. ”Det kan du tro. Jeg har noget, jeg skal vise dig.”
Slut på første bind – Ebbe og alle de andre vender tilbage i næste bog. Her får Ulrik en ny ven med lange, sorte horn. Og Ebbe får brug for mere end én skrap vikar for at stoppe det onde.
Emils bøger i udvalg Spådrømmen 1 – Trolddom knurhår, Calibat 2013 Spådrømmen 2 – Dragernes Land, Calibat 2014 Sneungens sidste suk, Calibat 2015 Drengen med paraplyen, Calibat 2016 Vrangsiden 1 – Jagten på den gule dæmon, Calibat 2016 Vrangsiden 2 - Legepatruljen fra helvede, Calibat 2018 Den lille drage 1 – Og den første flyvetur, Calibat 2017 Den lille drage 2 – Den forsvundne mor, Calibat 2018 Den lille drage 3 – Fanger på borgen, Calibat 2018 Roboys 1- Kobbernøglen, Calibat 2017 Roboys 2 - Sølvnøglen, Calibat 2017 Roboys 3 - Guldnøglen, Calibat 2017 Roboys 4 - Diamantnøglen, Calibat 2018 Roboys 5 – Platinnøglen, Calibat 2020 Min lillebror er mutant, Calibat 2017 Enhjørningens magi, Calibat 2017 Uni & Snu, Calibat 2018 Hunden der troede den var en isbjørn, Calibat 2017 Dragepigen for enden af regnbuen, Calibat 2017 Min farfar er ninja, Calibat 2018 Kan en gorilla være en god pædagog?, Calibat 2019 Monstergame 1 – Blodspor, Gyldendal 2020 Rejsen til Crustacia 1 (Medforfatter Mathias Botfeldt), Calibat 2020 Rejsen til Crustacia 2 (Medforfatter Mathias Botfeldt), Calibat 2020 Rejsen til Crustacia 3 (Medforfatter Mathias Botfeldt), Calibat 2020 Mormor laver zombier, Calibat 2020