Wanted

Wanted

Desperado af Emil Blichfeldt © 2019, Emil Blichfeldt & Calibat Redaktør: Jan Kjær Korrektur: Inge Greis Omslag: Christian Guldager Opsætning: Manfred Christiansen LIX - 23 Trykt hos Lasertryk ISBN: 978-87-93728-35-6 www.calibat.dk

EMIL BLICHFELDT

WANTED CALIBAT

Kapitel 1 Tessie Vi rider under den bagende sol. Jack virker uberørt af heden. Hans stærke krop følger

hestens rytme. Det er tydeligt, han er vant til at bruge timer i sadlen. Han har levet et hårdt liv.

Et liv som bonde. Et liv, der sluttede med blod og ild, da han ragede uklar med kvægbaronens cowboys.

Min fars cowboys.

Sarastro og hans kumpaner.

4

Alligevel reddede han min far, mor og mig,

da Sarastro, gik amok og skød Jacks far og ville

stjæle min fars guld. I stedet skød vi ham og red ud sammen.

Jack vender sig i sadlen og ser på mig med

det skæve smil, der gør mig glad helt ud i

hårrødderne. Nu er det bare os to. Endelig kan jeg være mig selv.

Jack stirrer på mine hænder. ”Tror du, din

far kommer efter os, når han opdager, du er stukket af ?”

Jeg ser ned på min signetring med familiens

våbenskjold. Jeg har lyst til at tyre den væk, men

det kan jeg ikke. Kan jeg nogensinde komme ud

af min fars skygge? ”Normalt ville han sende sine mænd efter mig med det samme, men lige nu

har han ikke helt så mange folk, som han plejer.

Vi ved vist begge hvorfor,” siger jeg en smule spidst.

5

Jack ser væk fra mig og mumler frustreret:

”Jeg synes sgu ikke, det var sjovt at skyde en masse folk ... eller miste min far.”

Jeg løfter afværgende hænderne og holder

mig fast med benene. ”Godt ord igen. I hvert

fald har min far brug for alle sine cowboys til at drive kvæget til guldtoget.”

Jack vender blikket mod mig igen.

”Ja, det kalder vi det. Toget kommer et par

”Guldtoget?”

gange om året, opkøber kvæg i Tombstone,

betaler i guld og kører kvæget til slagteriet. Lige nu fylder det hele fars verden.” Jeg strækker

mig og ømmer mig, mens Tombstone langsomt kommer nærmere. Normalt får jeg ikke ondt i

røven af en lang dag på hesteryg, men uden sadel er det ikke helt så let.

”Er du ok?” spørger Jack og vender sig i

sadlen på sin lille mustang.

6

Jeg smiler til ham. ”Jeg har det fint. Min røv

Jack griner, så det smitter. ”Meget gerne.”

er bare gul og blå. Vil du se?”

Jeg blinker til ham. ”Det må blive senere. Nu

vil jeg ha’ et krus koldt øl. Sidst til saloonen er en tøs!”

Vi galopperer over sletten og ind gennem

byen, hvor vi passerer tæt forbi en gammel, sortklædt mand, der bander ad os.

Vi kommer frem samtidig og hopper

grinende af hestene foran saloonen. ”Hvis

jeg havde haft sadel på, havde du ikke haft

en chance!” siger jeg og tøjrer min hingst ved truget.

Jack ryster bare på hovedet, mens hans

mustang selv går til truget uden at blive tøjret. ”Ingen har en chance mod Esme. Hun er den hurtigste på prærien. Hun holdt igen.”

7

Jeg ryster på hovedet ad hans selvsikre facon

og siger hånligt: ”Så kan hun nok også galoppere fra toget?”

Før Jack kan svare, flyver saloondørene op,

og en ung mand passerer os, hans øjne er kolde som is. Der går et jag af frygt gennem mig, jeg

først forstår, da jeg ser revolveren med de mange hak i det lave hylster på hans lår. Han er en

revolvermand. En, der trækker hurtigt og dræber dem, han udfordrer.

Hvem er han efter? Jeg følger ham med

blikket og ser den gamle mand nærme sig. Og nu, hvor jeg ser den gamle tydeligt, ved jeg præcis, hvem han er.

Den unge mand går roligt ud på gaden

og stiller sig med den ene hånd løftet over

revolveren. Han peger på den gamle mand med den anden hånd: ”Morrane Caine. Jeg har hørt 8

meget om dig. Hørt, du var den bedste. Er du stadig det, eller er du blevet gammel?�

9

Kapitel 2 Caine En varm vind river vindhekse med sig. Jeg ser dem ikke. Mine øjne er låst på manden tyve

skridt fra mig. Den måde, han står, fortæller mig, at han er en dræber. Let spredte ben, hånden

over revolveren; han står som en klapperslange, klar til hug. Er han hurtigere end mig? Jeg slår

frakken til side og lader hånden svæve over min colt peacemaker. Singleaction med filede fjedre og præcist aftræk. Mit hjerte hamrer, og kold

sved løber ned ad nakken. Mine hænder ryster 10

svagt, og maven knuger sig sammen. Angsten river i mig. Er det i dag, jeg dør?

”Morrane Caine,” råber fjolset. ”Jeg har hørt

meget om dig. Hørt, du var den bedste. Er du stadig det, eller er du blevet gammel?”

Vreden brænder angsten væk. Jeg trækker

min revolver; ikke så hurtigt, som da jeg var

tredive eller fyrre. Hænderne er heller ikke så

sikre, som da jeg var halvtreds. Så spænder jeg

hanen på min colt og sigter roligt, mens fjolset

flår sin revolver frem og brænder sit første skud.

Det river sand op foran mig.

Han er hurtig, men sjusket. Det er jeg ikke.

Jeg sætter en kugle i hans brystkasse.

Projektilet prikker hul i hans skjorte og pløjer

ud gennem hans ryg i en sky af blod. Kroppen

er den eneste del af ham, jeg kan se helt tydeligt uden mine briller. Fjolset raller og nægter at forstå, at han allerede er død. Han prøver at 11

hæve sin revolver. Jeg skyder igen, så hans

indvolde bliver flået ud. Fjolset fatter, han er

død, og trimler om i støvet. Hans død giver mig ingen glæde, blot en svag opstemthed over, jeg

stadig lever, og et lille stik af irritation over min

forfængelighed, men hvis jeg havde brillerne på, ville endnu flere idioter udfordre mig.

Jeg støder de afskudte patroner ud

og genlader så roligt, jeg kan. De tunge

magnumpatroner glider på plads, og jeg skubber tromlen ind, mens et ungt par forbløffet stirrer på mig.

”Har I også et problem?” knurrer jeg og slår

Den unge mand åbner munden, men den

revolverløbet mod stjernen på mit bryst.

unge kvinde hiver ham mod saloondørene. ”Vi har intet problem, marshal.”

12

Jeg sætter revolveren i sit hoftehylster og

hvæser: ”Hvis I galopperer i byen igen, så får I et problem.”

Pigen nikker og forsvinder ind i saloonen.

”Forbandede lømler alle til hobe.” Jeg griber

lommelærken og tager en solid tår for at berolige

nerverne. Jeg har været i utallige dueller og skudt så mange fjolser, at jeg burde have vænnet mig til det, men nej. Nerverne sidder uden på tøjet

hver gang. Det bliver ikke bedre af, at guldtoget kommer til byen om et par dage. Så er byen

fyldt med cowboys med penge på lommen. Det

betyder sprut, damer og ildkampe, men værst af alt er telegrammet i min lomme.

Der er en stor sag under opsejling, og alle

Jeg er for gammel til den slags pjat, denne

mine mænd er tilkaldt.

gang må mine sheriffer klare sagerne. ”Det siger du hver gang, og alligevel ender du med at stå 13

forrest og hvorfor?” knurrer jeg ad mig selv og

kender egentlig godt svaret: ”Caine, du har kun

æren og pligten. Ingen er nogensinde sluppet fra dig, og hvis det først sker, er du færdig.”

En lille, tynd mand kommer trippende; en

mand, jeg kender særdeles godt. ”Flot arbejde

som altid, marshal,” siger bedemanden med et

smil på læben, men han har heller ikke noget at klage over. Så længe jeg er sherif i Tombstone, er der rigeligt arbejde til ham, i hvert fald så

længe tåbelige desperadoer bliver ved med at

komme til byen. Og det bliver de nok ved med, for uden for byen er der ingen lov og ret. Men

her i Tombstone er jeg loven, og jeg udmåler alle straffe med min revolver.

Jeg tømmer resten af lommelærken, mens

bedemanden fløjtende trækker af med den døde.

Jeg sætter foden på liget og rækker hånden frem.

Bedemanden nikker hurtigt og rækker mig 14

fjolsets revolver. Jeg har en hel samling af dem.

Hver revolver er et bevis på, at jeg stadig er den

bedste. Desuden skulle det være er sundt at have en hobby.

Jeg sætter atter lommelærken for munden og

husker for sent, at den er tom. ”Pokkers. De var

større i gamle dage,” brummer jeg og vender mig mod saloonen.

15

Kapitel 3 Jack Tessie går hen mod bardisken. ”Gamle nar!”

knurrer hun og smækker hånden i disken. ”To store øl!”

Jeg sætter en støvle mod messingstangen

foran disken og fryder mig over at være på

saloon for første gang. Far ville bare altid hurtigt ind og ud af Tombstone, som om selveste Satan var i hælene på ham, og jeg har en formodning om, hvem han frygtede.

16

Jeg læner mig frem. ”Var det Caine

”Yup. Far siger, han har skudt flere

udenfor?”

desperadoer, end de fleste kan tælle til,” fnyser Tessie.

”Det sagde min far også.” Jeg synker en

klump ved tanken om, hvor få ting der kunne

skræmme min far; Caine var åbenbart en af dem

og ikke uden grund. Jeg er tør i svælget efter den lange ridetur, og værten ser ud til at ignorere

Tessie, sikkert fordi hun er en kvinde. Jeg løfter to fingre. ”To store øl, min ven!”

Den store, fede bartender spytter på gulvet.

Jeg slår min lange, støvede frakke til side, så

”Vi serverer ikke for børn.”

mine revolvere blottes. ”Bare fordi vi ikke står

med det ene ben i graven, betyder det ikke, at vi er børn, men det er måske længe siden, du har set unge mennesker?”

17

Han løfter sit ene øjenbryn, stirrer kort på

En, der roligt går hen ad det knirkende gulv.

”Unge fjolser holder ikke længe i

en, der lige er kommet ind.

Snakken forstummer ved de andre borde.

Tombstone,” siger en hæs stemme bag mig.

Jeg vender mig hurtigt.

Caine går roligt hen til disken med den

ene hånd under frakken. Det blinker af metal mellem hans fingre.

Er han ved at trække en revolver? Sved, kold

som is, løber ned ad min nakke, og jeg glemmer næsten at trække vejret, da hans stålgrå øjne

låser sig i mine. Så smiler han og trækker … en lommelærke.

Jeg synker sammen med et suk, og latter

Caines læber splittes i et råddent smil. ”Giv

lyder fra bordene omkring os.

de to unger et glas lemonade på min regning og 18

fyld den her,” siger han og stiller lommelærken på disken.

Mit ansigt bliver varmt. Jeg trækker vejret i

stød, og mine hænder dirrer over mine revolvere.

Ingen håner mig ustraffet.

Noget hårdt rammer mig i ansigtet, og alt

bliver sort.

19

Kapitel 4 Tessie Jack bliver helt rød i hovedet. Alt dirrer, hans

hænder hænger over revolverne. Så slår Caine ham i ansigtet med sin revolver.

Jack besvimer.

Jeg griber ham, idet han åbner øjnene og

ser sig forfjamsket rundt. Han har fået en lang, blodig flænge ned ad kinden efter revolverens løb. Han ser ikke vred ud, bare forbløffet.

Det er jeg også. Caine trak og slog så hurtigt,

at jeg først så bevægelsen, da den var slut.

20

Caine maser pistolløbet op under hagen på

Jack. ”Du opdagede nok, at det her ikke er min egen revolver. Den trækker jeg hurtigere. Den her er en del af min evigt voksende samling.

Hver gang jeg nakker en ung idiot, vokser den.

Jeg har kun samlet de sidste ti år, og jeg har

allerede over halvtreds. Ingen slipper fra at lave ballade i min by. Forstår vi hinanden?” Han

presser løbet hårdere mod Jacks hals og stikker ham et stort glas lemonade.

Jack nikker og drikker. Hans ansigt viser, at

”Jeg vil ikke finde mig i den opførsel,”

der er mere citron end sukker i det glas.

siger jeg, går imellem og skubber dem væk fra hinanden.

Caine kniber øjnene sammen. Et kort

sekund ser han ud, som om han også vil slå

mig, så stikker han pistolen i hylsteret og stirrer på min signetring. ”Dig kender jeg. Du er 21

McKillans datter, hvad laver du med det fjols?”

Han stirrer på Jack, som om han først nu ser, hvem det er, og hans smil bliver om muligt

endnu mere hånligt. ”Black Bills søn. Rådne

æbler falder tættest på stammen. Din far var

en desperado, og det er du sikkert også.” Caine vender atter sit hårde blik mod mig. ”Din far

vil ikke blive glad over, du mænger dig med en

som Jack. Hold dig fra ham, hvis du vil undgå at sværte din fars ry.”

Jeg bander indvendigt over, hvor hurtigt

Caine dømmer os ud fra vores fædre. Jeg hader, at det kun er min fars ry, der afholder Caine fra at ydmyge os begge. Jeg er ikke bare min fars

datter. Jeg kan klare mig selv, tænker jeg og skal til at åbne munden, men så ser jeg Jack. Han

ligner en kedel, der er ved at koge over. Det her går galt. Jeg hiver ham væk. ”Lad os komme ud herfra.”

22

Caine hånler: ”Det er rigtigt, unger, stik af,

mens I stadig kan gå.” Han vifter os væk, som var vi irriterende fluer, og tager en tår af sin nyfyldte lommelærke.

Jacks hånd flyver mod bæltet, men Caine

har allerede løftet sin revolver og spændt hanen. ”Stik af, tøsedreng, og pris dig lykkelig for, du havde din barnepige med.”

Jeg tvinger Jack ud. Han dirrer af vrede,

mens latterbrøl hagler ned over os.

23

Kapitel 5 Jack Aldrig i mit liv er jeg blevet ydmyget på den

måde. Men jeg fortjente det, jeg er bare en lille

nar, der tror, jeg er noget. Det er jeg ikke, jeg er

bare et skvat. For første gang forstår jeg, hvorfor

far var så forsigtig, når vi kom til Tombstone efter

forsyninger. Bill ville for alt i verden undgå Caine.

”Lad os komme væk.” Tessie hiver i mig.

Hendes hårde ord er som endnu en

ydmygelse. Jeg koger over, river mig fri, og

min vrede vælder ud over den sidste, jeg burde 24

ramme. ”Jeg kan godt gå selv. Er du måske min babysitter?”

Hun slipper mig og ser på mig med mørke

Jeg vender mig snerrende fra hende med tusind

øjne. ”Skulle jeg have efterladt dig derinde?”

eder brændende på læberne. Jeg griber Esmes

tøjler, sætter en fod i stigbøjlen, griber sadlen og hiver mig op. Sporer hende hårdt og galopperer ned ad gaden. Mine øjne brænder, og jeg har lyst til at tude som en lille knægt. Jeg synker

sammen i sadlen. Esme slår over i trav, drejer sit store hoved og stirrer på mig med kloge øjne, så vender hun sig og traver tilbage mod Tessie.

Hun kommer mod os på sin sorte hingst.

Hun siger ikke noget, bider sig bare i underlæben og ligner en, der prøver at beherske sig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg holder

kæft, som jeg plejer. Følger hende bare til købmanden.

25

Kapitel 6 Tessie Klokken ringler venligt over os. Besøg hos

købmanden plejer altid at være en rar afveksling fra livet på ranchen, men lige nu vil jeg bare

videre. ”Lad os få noget udstyr, så vi kan komme væk fra denne flække og ud i verden, hvor gamle fjolser ikke bestemmer alt.”

”Jeg håber ikke, det er mig, du taler om?”

siger den gamle købmand venligt. Jeg har

handlet med McGregor mange gange, så ham 26

er der ikke problemer med. Så får han øje på Jack.

”Det er en grim flænge, du har fået, Jack.” ”Det er ingenting, McGregor. Bare en

forpulet rift,” bider Jack, vender ryggen til og ser sig omkring.

”Ja, ja. Jeg skal ikke blande mig,” mumler

McGregor, der tydeligvis kender Jack og nok ved et og andet om, hvem hans far var. Jeg

forstår godt, Jack ikke vil snakke. Han er stadig rystet oven på Caines behandling. Hvem ville

ikke være det? Jeg lader ham være og fokuserer på købmanden. ”Du er naturligvis ikke et

problem, McGregor. Det er dig, der hjælper os.”

Han nikker fornøjet, så hans store, hvide

overskæg vipper ude af takt med hans hoved. ”Hvad kan jeg gøre for dig i dag, Tessie?”

27

”Vi skal have udstyr til en mindre

ekspedition. Sadel til min hest, telt, tæpper, tøj, en winchester og lidt andet grej.”

McGregor hviler hænderne på stropperne

i sit læderforklæde og ser skævt på mig. ”Jeg

går ud fra, det hele skal skrives på McKillans regning, som sædvanlig?”

Jeg tøver et øjeblik og mærker frustrationen

sive gennem mig. Jeg er ikke fri. Jeg er

afhængig af min far. Jeg åbner min pung,

ser på det tynde bundt dollarsedler, der helst

skal strække så langt som muligt, og tager en

beslutning. ”Nix. Jeg betaler selv, men ikke de dyreste sager.”

Han hiver brillerne et stykke ned ad sin

krogede næse og kan tydeligvis mærke, der er noget galt. ”Du er ikke på vej ud i problemer, vel, Tessie?”

28

Jeg har ikke lyst til at lyve over for den

gamle mand, men jeg gider heller ikke forklare mig. ”Skal jeg hellere handle et andet sted?”

Han skubber brillerne op igen. ”Nej, nej.

Han begynder at hive udstyr frem, og

Alt er fint.”

dørklokken klemter igen.

29

Kapitel 7 Jack Jeg ser op fra de udstillede revolvere. En tynd,

bleg mand kommer ind ad døren med en bylt. ”Lidt udstyr, der skal indhandles, købmand.”

McGregor sukker. ”Jeg har ikke brug for

Den tynde, blege mand åbner pakken og

mere tøj med skudhuller, bedemand.”

fremviser tøjet, den unge, dræbte mand havde

på. ”Du får det billigt. Jeg skal bare have dækket

udgifterne til begravelsen. Du ved vel, at marshal Caine vil sætte pris på hjælpen?”

30

Der ligger en uudtalt trussel i ordene.

Navnet Caine får det til at gibbe i både mig og

McGregor. Han sukker opgivende. ”Ja, ja, et par dollars kan jeg vel altid få for det.” Han tæller sedler op og rækker dem til bedemanden, der smilende stikker dem i lommen og går igen.

McGregor løfter skjorten med en finger gennem skudhullet. Han sukker og mumler: ”Er det nu

også nødvendigt at være så hård ved alle de unge brushoveder?”

Ordene får mig til at føle en varme for den

gamle købmand, som om han er på min side

og ikke Caines. Jeg går hen og ser på tøjet. ”Jeg køber gerne støvlerne og ridebukserne.”

”Klogt valg, Jack, du skal få det billigt,”

Jeg smiler tilbage og fisker mine få sedler

smiler den gamle.

frem. ”Det er også nødvendigt. Det her er mine sidste dollars ...” Mit blik falder på 31

revolverbæltet. Det er slidt, men velholdt. Især hylsteret er interessant, det er meget hårdt,

måske metalforstærket. Læderet på indersiden er velplejet og glat som silke. ”Jeg prøver lige bæltet.”

”Ja, bare du ikke får dumme idéer,” mumler

Bæltet sidder som støbt, hylsteret er placeret

McGregor igen og finder ting frem til Tessie.

langt nede på låret. Jeg lader fars revolver glide

på plads og trækker den igen. Det går hurtigere end normalt.

McGregor ser skeptisk på min opvisning.

”Bæltet er gratis, hvis du lover ikke at bruge din revolver her i byen.”

”Det kan jeg sagtens love,” siger jeg og lyver

Tessie ser skævt på mig og tager ladegreb på

glat.

sin nyindkøbte, brugte winchester. Hun ser ikke 32

fornøjet ud; om det er mig eller winchesteren, hun er utilfreds med, er ikke til at sige.

33

Kapitel 8 Tessie Jack er et fjols. Han kan ikke vente med at prøve kræfter med Caine. Hvad er der med mænd og deres ære? Jeg lader riflen igen. Det går alt for trægt. ”McGregor, den her riffel er fyldt med

støv og gammel olie. Kan vi gå ud i gården, så jeg kan få den gjort i stand og skyde den ind?”

Han ser på mig, som om han helst ville

have os hurtigt ud ad døren, så sukker han igen. ”Ja, ja. Hvis det ikke kan være anderledes.”

McGregor vinker os ud ad bagdøren, mens han 34

bander over unge, gamle og verdens elendighed i almindelighed.

Jeg skiller riflen ad, Jack ser undrende på. De

fleste mænd er overraskede over, hvor fingernem jeg er. Han siger ikke noget. Ingen pæne ord.

Vreden over Caines ydmygelse sidder i ham.

”Jeg skal bare blive hurtigere,” mumler han

og går hen til baggårdens lille skydebane. Der

hænger hullede plakater af eftersøgte på kasser fyldt med sand. Wanted - dead or alive. Han

trækker hurtigt og skyder. Rammer ved siden af.

Han fnyser vredt og stikker revolveren tilbage i

hylsteret. Trækker og skyder igen og igen, mens

han vænner sig til revolver og hylster. Langsomt, men sikkert, pløkker han ansigtet væk på plakaten.

”Godt udstyr,” siger han og klapper sit nye

bælte, genlader med den døde mands patroner.

35

Skyder igen. Sjette skud er en forsager. ”Sjusk,” siger han og tager den uaffyrede patron ud.

Jeg er ved at have renset winchesteren og kan

godt bruge en ufarlig patron til at køre gennem

mekanismen, så jeg løfter en hånd over hovedet. ”Kast til mig.”

Han kaster hårdt og hurtigt. Patronen

ville have hevet min hat af, hvis jeg ikke var så

hurtig, som jeg er. Den klasker hårdt mod min

hånd, men ikke så hårdt, som jeg ville forvente.

Patronen er for let. Er der ikke krudt i?

Jacks skæve smil er tilbage. ”Hvis du er lige

så hurtig til at skyde, som du er til at gribe, tør du så skyde om kap?”

”Du er ret sikker på dig selv, hva’?” siger jeg,

trækker min nye bowiekniv og lirker kuglen ud af patronhylsteret.

Jack griner og genlader. ”Jeg finder lige

noget, vi kan skyde efter.”

36

Jeg nikker fraværende, for der er ganske

rigtigt ikke krudt i hylsteret, der er et hårdt

sammenrullet stykke papir. Jeg folder det hurtigt ud. Det ligner et kort. Hvorfor har man et kort skjult i et patronhylster? Hvad forestiller det?

Det ligner en vej, der snor sig mellem klipper.

Der er et kryds ud for vejen, hvor den skærer gennem en kløft. Hvad betyder det?

”Jeg fik en kasse tomme flasker af

McGregor,” siger Jack og forstyrrer mine

grublerier med et grin, der får flængen i hans kind til at gabe, så blodet løber.

”De flasker må vente. Prøv at se, hvad jeg

Jack ser undrende fra kortet til mig. ”Hvorfor

har,” siger jeg og holder kortet frem.

har du et kort over jernbanen … og hvad sker der ved krydset?”

”Du har ret. Det er selvfølgelig jernbanen!”

Tankerne kværner gennem mit hoved, og jeg 37

mumler for mig selv: ”Hvorfor har en desperado et kort over en togrute?” Vores øjne mødes, og

vi udbryder som med én stemme: ”Guldtoget.”

Nogen har tænkt sig at overfalde guldtoget! Det er løsningen. Der er min udvej, væk fra min fars skygge. Jeg må bevise, at jeg er mere end hans

datter. Hvis jeg kan stoppe røveriet, så vil alle se på mig med nye øjne. Men hvordan?

38

Kapitel 9 Jack Jeg ser på Tessie, der bider sig i underlæben, mens hun stirrer på kortet. Hun ser lige så

rådvild ud, som jeg føler mig. Jeg rømmer mig. ”Hvad gør vi?”

Hun sukker, mens hun folder kortet

sammen. ”Vi bør vise det til ordensmagten, men Caine vil garanteret ikke tro os. Jeg burde ride hjem til min far og vise ham det, men jeg ved ikke, om det nytter noget ...”

40

Det er, som om hun vil sige noget mere.

Hun ser underligt på mig, som om hun ikke helt ved, hvor hun har mig. Alt for meget at

overskue. Jeg stirrer ned på kassen med tomme flasker mellem mine hænder. ”Hvad med, at vi skyder om kap, og lægger en plan senere?”

Tessies fyldige læber breder sig i et frækt

smil, mens hun stikker kortet i lommen. ”Hvis jeg vinder, så syr jeg dit sår uden pib, og du

følger min plan uden at blinke. Hvis jeg taber, får du en tår tequila inden.”

”Det er en aftale!” griner jeg, lettet over, hun

har en idé om, hvad vi skal gøre. Jeg stiller tolv

flasker foran de sandfyldte kasser og vender mig mod Tessie. ”Seks tomme flasker til hver. Vi

skyder samtidig.” Hun har samlet winchesteren

igen og er ved at fylde magasinet med patroner.

Femten styk mod de seks, der kan være i hver af mine revolvere.

41

”Fint med mig, men jeg skal lige skyde riflen

ind først.” Hun smider hatten og frakken, så det

lange, krøllede hår bølger ned over hendes brede skuldre og markerede arme.

Hun er stærk. Gad vide, om hun slås lige så

Så går hun i gang. Skyder roligt og sikkert,

godt, som hun skyder?

justerer lidt undervejs, så begynder kuglerne at sidde i panden på de eftersøgte.

McGregor kommer ud fra købmands­

forretningen for at se os skyde. Han har sikket hørt rygter om, hvad Tessie kan med en

winchester, men jeg skal vise dem, at jeg ikke bare er et fjols og et usikkert skravl.

”Ok, jeg er klar.” Hun vender riflen mod

Jeg flår revolveren fra hylsteret og trækker

rækken af flasker.

endnu hurtigere end før, skyder fra hoften og brænder første skud.

42

McGregor holder sig for ørerne.

Jeg holder aftrækkeren inde, hiver pistolen til

Tessie skyder, og glas smadrer.

sigtehøjde.

Tessie skyder, og glas smadrer.

Jeg slår så hurtigt hen over hanen, at der

står en sammenhængende ildflamme fra løbet,

og rækken af flasker eksploderer så hurtigt efter hinanden, at skårene fra den første flaske først rammer jorden, da den sidste bliver knust.

Tessie skyder sin sidste flaske, da min hane

”Jeg var hurtigst og bedst,” griner jeg.

falder på en afskudt patron.

Hendes ene øjenbryn skyder i vejret. ”Måske

hurtigst, men jeg var mest præcis.”

Der står en af mine flasker tilbage, urørt, alle

Tessies står også, men de er ikke urørt. Hun har skudt halsen af dem alle.

43

”Nu ved jeg, hvad vi gør ved togrøverne.

Vi stopper dem sammen. Springer på toget og beviser, at vi er mere end bare børn af vores

fædre. Er du med mig?” siger hun med et smil, der er lige så svedigt som mine tanker.

”Altid. Du viser vejen, så gør vi det.”

Hun går helt tæt på mig og hvisker så tæt på

mit øre, at jeg kan mærke hendes varme ånde

kildre: ”Aftale, partner.” Hun lader en blid finger glide langs såret i min kind. ”Men først skal min præmie indkasseres.”

Før jeg kan foreslå en helt anden præmie

end nål og tråd, bliver jeg afbrudt af en høj kvindestemme.

”Madre de Dios! Er I snart færdige med

den larm? Man kan ikke høre, hvad man selv

tænker!” Råbet lyder inde fra cantinaen på den anden side af gården.

44

McGregor slår ud med armene. ”Min kone.

Gå ind til hende, hun har både nål, tråd og tequila … men hvad var det, I sagde om togrøveri?”

Tessie stirrer roligt på ham. ”Bare et rygte

McGregors øjne bliver store. ”Det må jeg

Jeg ser spørgende på Tessie, mens McGregor

”Det var den nemmeste måde at sige det til

om, at guldtoget bliver overfaldet.” hellere sige til marshal Caine.” haster af sted.

Caine, uden at blive involveret. Skal vi få set på nål, tråd og tequila?”

Der er i hvert fald noget, jeg kan bedre end

hende. ”Jeg drikker dig under bordet uden at blinke!”

Tessies fyldige læber skiller sig let. ”Måske,

Det lyder ikke, som om hun snakker om

men du får først noget, når jeg har syet såret.” tequila.

45

Kapitel 10 Caine Skud brager inde fra købmandsgården. Det går hurtigt. Nogen kan deres kram. Måske nogen,

jeg kan bruge som hjælpesheriffer? ”Nah, du har

dem, du skal bruge, gamle mand,” mumler jeg og slentrer videre ned ad den støvede gade. Under alle omstændigheder orker jeg ikke nye folk

lige nu. Det tager tid at få en mand til at bukke

nakken, så han adlyder uden at blinke. Især dem, der kan håndværket, tænker jeg og ser de hårde hunde på verandaen foran arresten.

46

Utydelige, skæggede ansigter.

Jeg sukker og tager de røgfarvede briller

på, så jeg kan se mine mænds ansigter tydeligt.

De ser afventende på mig. De ligner et kobbel blodhunde, og det er lige, hvad de er. Mine

blodhunde, helt ned til de navne, jeg har givet dem. Jeg kaster min lommelærke, som et

kødben, til Jim. Den rødmossede guldgraver

griber den med begge hænder og griner til mig. ”Travl formiddag, boss?”

”Hvem var fjolset?” grynter Grave gennem

røgen fra sin sorte cigarillo. En mex, der er lige

så køn og velplejet, som Jim er slidt og gammel.

”Endnu en ung idiot, der ville teste, om den

gamle mand havde mistet håndelaget,” siger jeg og ruller en smøg.

”Så ku’ han lære det,” siger Jim efter en

ordentlig tår og kaster stålflasken videre.

47

Grave griber, tager en symbolsk tår og

Det er ren provokation.

rækker den til Red.

Jeg har aldrig set Red smile, eller drikke.

Det eneste, der gør den store indianer glad, er at spore og skalpere hvide mænd. Som sherif

kan han gøre det lovligt. Red ser med væmmelse på flasken, kaster den over skulderen og ind ad døren.

Cockey griber den med et smil så stort, at

hans fregnede ansigt flækker i to. ”Så er det

endelig min tur til at smage chefens dråber.”

Lommelærken forsvinder mellem hans fingre,

og udtrykket i hans unge øjne er til at dø af grin over.

”Nix, brormand, du er ikke indviet endnu,”

siger Sad og tager en solid dram foran sin måbende lillebror.

48

Jeg går hovedrystende op på verandaen og

Sad rækker mig flasken. ”Hvorfor har du

videre ind.

kaldt os sammen, chef ?” Hans altid triste ansigt får ham til at ligne en gammel mand.

Jeg tager en tår af den nu ret lette flaske og

går hen til bordet mellem cellen og rækkerne med rifler. ”Drenge, som I ved kommer

guldtoget om to dage, og som sædvanlig betyder det, at byen vil være fyldt med kvæg, cowboys

og rygende revolvere, men hvad værre er, så …”

Mere når jeg ikke at sige, før det banker heftigt på døren.

Sad åbner den.

McGregor står forpustet på den anden side.

”Hr. marshal, det er min borgerpligt at sige, der

går rygter om, at guldtoget vil blive overfaldet og ...”

49

Jeg afbryder ham. ”Det anede mig, købmand.

McGregor lukker munden, nikker ydmygt

Jeg vender mig mod mine mænd. ”Jeg har

Gå du bare hjem igen.” og skynder sig ud igen.

fået et telegram om, at en stor flok desperadoer

har passeret grænsen fra Mexico, og guldtoget er det største mål i miles omkreds. Problemet er, at vi ikke ved, hvor de vil slå til.” Jeg ser rundt på mit kobbel.

De ser afventende på mig. De behøver ikke

engang spørge, hvad vi skal gøre. De ved, jeg allerede har en plan.

”Grave og Jim, I holder ro i byen.

Problemerne starter først, når kvæget er kommet på toget, og cowboys har guld på lommen, og til den tid er vi andre tilbage.”

De to nikker synkront, de er begge vellidt i

byen og skrappe nok med revolveren til, at gamle 50

fjolser ikke spiller op, og ikke så skrappe, at unge fjolser føler, de skal prøve sig mod dem.

”Sad, Cockey og Red, vi rider ud, så snart I

har pakket forsyninger. Vi rider langs jernbanen, hopper om bord på toget, advarer vagterne,

blander os med passagererne, og hvis toget bliver stoppet, så giver vi de desperadoer en lektion, de sent skal glemme.”

Sad ser trist på sin bror. ”Det ser ud til, at du

Cockey skyder en næve i vejret. ”Yi-peeee!”

snart bliver indviet.”

Red tester æggen på sin korte, skarpe kniv,

og ilden bliver tændt i hans øjne.

Sjovt som udsigten til sit første drab og

skalpe kan gøre folk glade, tænker jeg og griner smørret.

51

Kapitel 11 Tessie Det er kun lige over frokost, så der er endnu ikke så mange i cantinaen, men McGregors mexikanske kone, mama Luba, har flair for

underholdning, så hun har placeret mig og Jack på et bord, og væddemålene er i gang.

De vædder, om Jack hyler eller ej, når han får

nålen. Såret i kinden er langt, så det kræver nok en del sting.

En høj, smuk mexikaner smiler op til mig, så

hans gyldne hjørnetand gnistrer. ”En sølvdollar 52

på, du ikke kan sy ham, efter du har drukket et stort glas tequila.”

Folk griner, og den kønne barpige siger:

En guldgraver uden tænder fylder et vandglas

”God idé, Ace.”

til randen med tequila, jeg ser spørgende på Jack, han griner bare. Caines hån er glemt. Ilden er

tilbage i hans øjne efter vores skydekonkurrence.

Der er også ild i mig.

Jeg bukker mig forover og hører Jack lave en

ret tilfreds lyd over at være i hovedhøjde med

min røv, men mine bukser er også så stramme,

som de overhovedet kan være, uden at det går ud over bevægeligheden.

Den gamle guldgraver stirrer skeløjet ned

i min udskæring og taber næsten glasset med tequila.

Jeg griber det og læner mig ind mod Jack,

der ser ud, som om han vil flå min stramme 53

skjorte af. ”Du skal vist køles lidt af.” Glasset løber over og ned i hans sår. Han stønner af

smerte, men hyler ikke. Jeg bæller glasset og ryster på hovedet ad den stærke sprut.

Tilskuerne hujer.

Mama Luba rækker mig nål og tråd med en

bekymret mine. ”Pas nu på dig selv, pigebarn.”

Jeg ved, at hun ikke er det mindste bekymret

for, om jeg kan sy Jack, men om jeg drikker for meget sprut og gør noget, jeg kommer til at fortryde. Det skal hun ikke blande sig i.

”Pas dig selv, mama!” Jeg er træt af folk, der vil

Han piber ikke.

Det tager tid.

bestemme over mig. ”Her kommer nålen, Jack.”

Jeg syr ham godt.

Det går fint, lige indtil sidste sting, så

sparker sprutten, jeg hikker og stikker nålen hele vejen gennem hans kind og ind i tungen.

54

Så hyler han.

”Ups,” siger jeg og vakler bagud. Stærke

hænder griber min røv og lår, jeg skal lige til at brække næser og flække læber, før jeg mærker dem skubbe mig op igen. ”Du er ikke færdig med at sy!”

Jeg går lettere skeløjet hen til Jack. ”Beklager,

Jack tager forsigtigt nålen ud af kind og

lille ven, det sker ikke igen.”

tunge. ”Du skal fan’me ikke sy mig mere, dit

stive spektakel.” Han gør mine til at rejse sig.

Jeg sætter hænderne på hans skuldre og

presser ham ned i stolen. Han stirrer som i

trance ned i min kavalergang, og jeg hvisker

meget højt ind i hans øre: ”Du får et kys, hvis du bliver siddende.”

Det gør han.

55

Kapitel 12 Jack Jeg bider tænderne hårdt sammen og tænker

på alt det, jeg vil lave med Tessie, i stedet for at tænke på, om hun stikker mig i øjet med nålen næste gang.

Hun stirrer skeløjet på mig med

tungespidsen ud af munden. ”Schå kommer der et lille stik.”

Jeg lukker øjnene og prøver at lade være med

at klynke, da nålen trænger ind.

56

”Schådan! Hvem er den bedste?” griner

Jeg åbner dem igen tidsnok til at se hende

Tessie.

springe i vejret på det vakkelvorne bord. Jeg

smiler, så det gør ondt i syningerne. Hun er skør og fucking fantastisk.

Så lander hun, og bordet knækker sammen.

Hun bliver grebet af stærke hænder, mens jeg hamrer i gulvet og smadrer stolen.

Den sleske mexikaner, de andre kalder Ace,

holder hende tæt ind til sig og siger slibrigt:

”Hva’ med, at du sender din lillebror i seng og

giver en rigtig mand en chance for at vinde sin sølvdollar tilbage?”

Jeg kommer knurrende på benene og samler

Tessie opdager ingenting, hun griber bare

et brækket stoleben op på vejen.

hans vest med begge hænder og snøvler: ”Du er sgu meget schjød ...”

57

Ace smiler tilfreds, og hans hænder søger

Mit hoved koger, og jeg knuger køllen hårdt.

mod Tessies røv.

Så ser jeg ændringen. Ser alle musklerne i

Tessie spænder op. Hun løfter Ace i vesten, så

det knager i det fine stof. ”... Sød, men ikke for

klog.” Hun holder ham op i strakte arme. ”Jack

er ikke familie. Familie ville jeg ikke kysse sådan

her.” Så slipper hun ham, og han falder forbavset

sammen på gulvet, mens min krigerkvinde griber mig og hiver mig ind i et kys så hedt, at jeg taber min improviserede kølle.

Så slipper hun også mig, og jeg lander i en

bunke ved siden af Ace. Vi stirrer på hinanden, mens Tessie smider sølvdollaren på disken. ”Drinks til alle!”

Jeg ryster på hovedet.

Ace er allerede på benene. Han smiler

til mig, som om hans ære ikke har taget den 58

mindste skade, og rækker en hånd ud. ”Beklager, min ven, når jeg ser smukke kvinder, opfører

jeg mig som et fjols. Skal vi slå en streg over det med en drink og et slag poker?”

Jeg griber hans hånd og har på

fornemmelsen, at jeg godt kunne lære et og andet af ham.

Tessie får et par drinks mere og problemer

Mama Luba slår i disken. ”Aye caramba! Nu

”Jeg skal nok følge hende!” siger jeg og går

Mama Luba skubber mig væk. ”Tag du et

med at stå.

ryger du i seng!”

hen mod Tessie, der ser sløvt på mig.

slag poker i stedet. Den her pige skal kun bruge en seng til at sove i.” Den gamle dame ser så

bistert på mig, at jeg ikke kan andet end at løfte hænderne i overgivelse og sige: ”Helt fint, så 59

nøjes jeg med poker, selvom jeg ikke har nogen penge.”

”Din skjorte er dyr. Det er en fin indsats.”

Ace smiler med sin guldtand, og den kønne barpige rydder et bord til os.

60

Kapitel 13 Ace Der er tilrøget i lokalet. De andre venter på mit udspil. Vi har spillet dagen væk, eneste

afbrydelse var et par kolde øl i solnedgangen,

mens vi høfligt hilste på Caine og hans mænd,

der red ud af byen. Gad vide, hvor de skulle hen?

”Bliver det i dag eller hvad?” brummer den

gamle guldgraver og ser anspændt op fra sine kort.

”Det er sgu da ikke dag længere, men du

har ret, gammelfar. Lad os se dine kort, Ace.” 62

Jack griner og ser spændt på sine kort. Det står

tydeligt skrevet i hans øjne, at de er gode, at han tror, heldet er vendt. Bonderøven spiller som

en brækket arm, men han kan drikke, og han er sjov.

Jeg breder mine kort ud på bordet. ”Fuldt

Jack smider sine kort på bordet og brøler:

hus.”

”Forpulede møgkort, det kan sgu da ikke passe, at jeg hele tiden taber!”

Guldgraveren ryster opgivende på hovedet,

rejser sig og dingler over i et hjørne. ”Ikke mere guld.”

Jeg griner bare og hiver bunken af

småmønter og små guldstykker til mig, så peger jeg på Jack. ”Husk, du tabte din fine skjorte.”

af.

”Kommer let, går let,” siger han og hiver den

63

Jeg fløjter dæmpet, da jeg ser hans tynde,

muskuløse krop. Han kaster skjorten i mit ansigt, den lugter af sol og frisk sved.

”Det her spil slutter nu, jeg spiller fan’me

”Er du sikker, querido?” siger barpigen, der

ikke om mine bukser!”

øjensynligt ikke kan modstå fristelsen til at lade sine lange fingre glide ned over hans markerede muskler.

Jacks øjne spiler sig op, og han æder hende

med øjnene. Det er meget tydeligt, at hans

veninde havde stillet ham noget andet i udsigt end at drikke sig under bordet og vælte i seng uden ham.

Jeg burde stoppe spillet nu, før det hele går

galt, men sådan er jeg ikke. Jeg stopper ikke, når jeg sidder i held.

64

”Hør, Jasmin, hent et par flasker mere og

spil med.” Jeg smider et par mønter til hende og blinker.

Barpigen smiler rådvild og ser hen mod

”Jeg giver indsatsen,” siger jeg og kaster et

Hun fniser og henter friske drikkevarer.

mama Luba, der slumrer i baren. par mønter mere.

Jack ser sultent efter hende, så kommer hun

tilbage og sætter sig på hans skød. ”Jeg spiller med Jack, og vi satser hans bukser.”

Mine mønter stopper hun ned i

Jack griner hæst.

udskæringen.

Jeg tager en tår kold øl, blander kort og

undrer mig over, jeg ikke stopper, mens legen

er god, for det her kommer helt sikkert til at gå galt.

65

Kapitel 14 Tessie Jeg vågner med en stærk kvalme, læner mig ud

over sengekanten og kaster op på gulvet. Jeg har

alt mit tøj på og ligger i en seng, jeg ikke kender.

Der er helt mørkt i rummet, og lyden af glade, fulde folk trænger gennem døren. Jeg kommer

forsigtigt på benene og drikker lidt vand, nogen har stillet ved sengen. Hvad sker der inde ved siden af ?

Jeg vakler hen og hiver døren op ind til

cantinaen. Ved et bord sidder Ace med et 66

svedent grin og er ved at tage den skjorte på, jeg gav Jack. En af min fars fine skjorter.

Jack står på gulvet i bar overkrop, mens

barpigen er ved at hive hans bukser ned. De ser sultent på hinanden, og deres læber er på vej mod et kys.

”Hvad sker der, Jack?” siger jeg med en

spinkel stemme, der afslører alt for meget. Jeg lyder præcis så såret, som jeg føler mig, men

jeg kan ikke stoppe. ”Jeg troede, vi havde noget sammen?”

Jack rødmer, og hans mund åbner, men det

Jeg kan mærke raseriet vælde op i mig.

eneste, der kommer ud, er et: ”Øøøh.”

Barpigen ser det også og skynder sig væk fra

Jack, hun er tydeligvis for klog til at stå imellem.

Det er Ace ikke, han dingler ind mellem os, tydeligt beruset. ”Hør her, skat, glem alt om 67

Jack-ass, lad ham smage sin egen medicin. Giv mig et kys, baby.”

”Sig mig, er du dum eller hvad?” siger jeg

og griber ham i skjorten og river i den med min fulde styrke. Jeg flår den dyre skjorte af ham, som var den lavet af rispapir.

Ace stirrer på den ødelagte skjorte. ”Hvad

skulle det til for? Den skjorte koster mere, end en cowboy tjener på en måned?”

Nu står begge fulde mænd i bar overkrop, jeg

hader mig selv lidt for at stirre på deres stærke

kroppe. Så bliver Jacks øjne store. ”For fanden i fænghullet, hvad satan er det, du har der?” Han griber Ace om håndleddet og river hans arm i

vejret, så jeg ser mekanismen på hans håndled og esserne, der drysser ud.

Ace smiler uskyldigt. ”Nogle gange skal

heldet hjælpes på vej.”

68

”Falskspiller!” brøler Jack og hamrer en næve

i brystet på Ace, så han tumler bagud, rammer døren og trimler ud på gaden.

Hestene, der sov ved bommen foran

Jack løber brølende ud og kaster sig over

cantinaen, vrinsker forskrækket.

Ace. De vælter rundt i støvet og skriger som to

galninge. Jeg vakler efter dem, mens de tæver løs på hinanden, så blodet flyder.

Naboer råber ud ad vinduerne.

”Jeg henter sheriffen!”

”Kan vi så få nattero!”

Jack og Ace er ligeglade, de vælter bare

rundt. Jeg skutter mig i den kolde natteluft og føler mig fortabt. Hvad med vores plan om at

stoppe togrøveriet og bevise vores værd? Var det bare en tåbelig drøm at ride ud med Jack?

Jack langer Ace en uppercut, der ville sende

de fleste i gulvet. Ace griner bare, som om det 69

hele er en leg, han har prøvet mange gange før.

Han slår Jack så hårdt i maven, at han kaster

op, men det stopper ikke Jack. Han kaster sig mod Ace, som var han et vildt dyr og ikke et

menneske. Jack ligner slet ikke den, jeg faldt for.

Jeg vender mig og går ind i cantinaen.

Mama Luba er vågnet og rækker medlidende

ud mod mig.

Jeg har lyst til at græde. Jeg vil bare hjem.

Så hører jeg braget, og en hæs stemme råber:

”Så er det slut, drukmåse. Følger I frivilligt med til arresten, eller vil I have en ladning hagl i røven?”

Jeg stirrer ud ad døren og dér, på et æsel,

sidder en gammel sherif, der selv ligner en drukmås.

Mama Luba griber mine skuldre, før jeg

kan løbe ud. ”Lad Jim tage dem. Han er ikke 70

som Caine. Han er ikke ond. De får en nat i

kachotten, og med lidt held er de frie i morgen.”

Jeg nikker opgivende og mærker, hvor træt

jeg er. Træt af det hele. Jeg stirrer efter Jack og

Ace, der slukørede dingler foran sheriffen mod arresten.

”Du må nok hellere også få sovet, min pige,”

Jeg nikker og vakler tilbage til sengen.

hvisker mama Luba.

71

Kapitel 15 Jack Hvor er jeg? Alt gør ondt. Jeg løfter prøvende mit dunkende hoved og stønner af smerte.

Kniber øjnene sammen i det skarpe lys, der

strømmer ind gennem tremmevinduet. Så husker jeg alt, der skete dagen før. Kortspillet. Barpigen,

jeg næsten kyssede. Tessies skuffelse. Slåskampen med Ace. Turen til arresten. Men mest husker

jeg, hvordan Tessie vendte sig fra mig med afsky. ”Åh nej,” sukker jeg.

72

”Er du vågen, slagsbror?” lyder en melodisk

stemme. Jeg drejer hovedet og ser over på den anden briks, hvor Ace sidder med et blåt øje,

kort i den ene hånd og en rygende kop kaffe i

den anden. Han ser venligt på mig og ligner ikke en, der bærer det mindste nag over alle de slag, jeg gav ham.

”Hvor har du kaffe fra?” siger jeg med

Ace nikker mod den gamle sherif, der sidder

sprukken stemme.

på den anden side af tremmerne og stirrer

sammenbidt på en håndfuld kort. Han sidder i

undertøj, og Ace har hans slidte skjorte på. Ace ser spørgende på mig og løfter sin kop. ”Vil du også ha’?”

Jeg nikker, skærer ansigt i smerte og er

pinligt bevidst om min nøgne overkrop.

73

Ace vender sig mod sheriffen. ”Du, Jim.

Hvis du giver en kop kaffe til min ven, blander vi kortene igen, så du kan få en bedre hånd.”

”Det lyder som en god idé.” Den gamle

sherif ser op fra sine kort og hen på mig, mens

han klør sig på sin halvskaldede isse. ”Nå, knægt, skal du have noget i kaffen?”

”Har du mælk?” spørger jeg håbefuldt.

Sheriffen ler, så jeg kan se de få gule tænder,

han har i kæften. Han løfter en lerdunk, der helt

sikkert ikke indeholder mælk. ”Man skal rejse sig ved det træ, man er faldet.”

”Du er et godt menneske, Jim,” siger Ace og

”Jeg ved det. Mit gode hjerte får mig sendt i

klinker sit krus mod tremmerne.

graven,” gnægger han og går hen til den lille ovn, hvor kaffekanden simrer. Mens han skænker, åbner døren, og en afmålt stemme siger: 74

”Hvordan gik natten, Jim. Er der kunder i

”Tjaeh, rimelig rolig nat, Grave. Jeg hentede

butikken?”

to brushoveder, der lavede gadeuorden.” Jim

rækker koppen frem til en stilig sherif klædt i sort. Han smider sin stetson, griber koppen,

tager en tår og ser ind på os i cellen med et suk.

”Så er du her igen, Ace. Hvornår slipper jeg

for at se på dit grimme fjæs?” Der er ingen vrede i stemmen, bare en let tone af ... skuffelse?

Ace er på benene, slår ud med armene og

smiler stort, som om han kender Grave særdeles godt. ”Mi hermano. Godt at se dig, brormand.

Hvor længe skal jeg sidde her?”

Grave sukker og tager nøglen fra væggen.

”Du burde blive, til du lærte at opføre dig

ordentligt, men det tror jeg ikke, Jim har råd til.”

Grave låser døren til vores celle op og vinker sin bror ud.

75

Ace vender sig i døren og blinker til mig.

Jeg springer op, men tremmedøren er

”Jeg skal nok hilse Tessie.”

allerede lukket. Jeg flår i den. ”Du rører hende ikke!”

Ace knipser en sølvdollar i luften, griber den

og smækker den i hånden på sin bror. ”Jeg lover, at jeg kun rører hende ... hvis hun beder om det.”

Jeg rusker i tremmerne og brøler. ”Luk mig

”Hasta la vista, baby!” griner Ace og går ud

Grave ser koldt på mig. ”Caine advarede

ud!”

ad døren.

mig om dig, sagde, du er Black Bills søn, at du

er lige så skør som ham. Du kan få lov at ruske tremmer, til han kommer tilbage.”

Jim griner bare og sætter sig på skamlen

foran cellen, hælder sprut i kaffen og giver sig til 76

at blande kort. ”Hvad siger du til et slag poker om dine støvler knægt?”

”Kom tilbage, Ace!” råber jeg, men han er

væk for længst.

77

Kapitel 16 Ace Jeg slentrer ned ad gaden, mens Jack skriger

i baggrunden. Jeg burde ikke drille ham, men

jeg kan ikke lade være med at smile, for solen

skinner, damerne på gaden fniser ad mig, og jeg er på vej mod byens smukkeste kvinde. Livet er godt, og jeg føler mig kun en lille smule som et røvhul. Det skal nok gå over. Det må være tømmermænd. Det skal drikkes væk.

Jeg hilser høfligt på smeden, overvejer at gå

ind til skrædderen, men dropper det. Tabet af 78

den bedste skjorte, jeg har haft længe, gør stadig ondt. Måske kan resterne reddes? Jeg sætter

farten op, vinker til mama Luba, der er i gang

foran cantinaen. Da jeg ser kluden, hun bruger til at tørre borde af med, og hendes diabolske

smil, slår jeg ud med armene. ”Det må være en dødssynd at bruge en fin skjorte til den slags!”

Hendes smil forsvinder. ”Du kender alt til

”Jeg kender kun én synd,” siger jeg med

dødssynder, og det her er ikke en af dem.”

et svedent smil og går ind i cantinaens dunkle indre.

”Madre de Dios,” hyler mama Luba efter

mig. ”Du lader pigebarnet være. Hører du, Augusto?!”

Mama Luba er den eneste, der kalder mig

ved mit rigtige navn, men det får mig ikke

til at rette ind. ”Når der er smukke kvinder i 79

farvandet, hører jeg absolut ikke efter,” hvisker jeg for mig selv og sætter kursen mod Tessie.

Hun sidder med en tortilla og studerer

et kort. Ser op, da jeg kommer mod hende,

og kulden i hendes øjne fortæller mig, at det

bliver en udfordring at slå kløerne i hende, men hvorfor jage, hvis det er nemt? Jeg ved lige, hvordan hendes slags skal håndteres.

Jeg sætter mig med et suk over for hende.

Hun ser vredt på mig og bider hårdt ned i

”Jack er ødelagt af dårlig samvittighed,” siger

”Ødelagt af druk, mener du?” siger hun med

Jeg skifter taktik. Der skal distraktion til.

”Det var min skyld det hele.”

sin tortilla. ”Ja, så meget har jeg regnet ud.” jeg og ruller mig en cigaret. mad i munden.

Jeg kaster et blik på hendes kort og ser med det 80

samme, hvad det forestiller. ”Var det jeres plan at fortsætte med toget?”

“Nej. Vi skulle hindre et overfald ...” Så

bliver hendes øjne hårde, hun stirrer ned på

sin signetring med familieskjoldet og knytter hånden, så hendes knoer bliver hvide. “Det

skal vi stadig!” Hun rejser sig og ser ud til, hun egenhændigt er parat til at stoppe en bande

hærdede desperadoer. ”Kom, vi må have fat i

Jack.” Så kniber hun øjnene sammen og stirrer på mig. ”Hvor er han forresten?”

81

Kapitel 17 Tessie Jeg stormer ned ad gaden mod arresten. Væk er alle mine tanker om at flygte hjem. Vreden har

brændt det hele væk. Det var latterligt, at Jacks

dumheder slog mig ud af kurs. Det handler ikke om at bevise noget over for ham, jeg skal bevise

over for mig selv, at jeg kan klare mig uden min

far. Ace halser efter mig, mens han hiver sin egen skjorte, vest og frakke på. Først da hatten er på plads, og vi er halvvejs, får han indhentet mig.

82

”Det er spild af tid, Tessie. De slipper ham ikke fri, før Caine kommer tilbage.”

Jeg ryster kortet. ”Og hvor tror du, Caine

Ace løfter på hatten ad en rødmende kvinde,

er?”

mens han svarer med et spørgsmål: ”Havde jeg blot dit vid, kendte jeg svaret, men du,

der er smuk som solopgangen og skarp som ørkenvinden, vil måske oplyse mig?”

”Cut the crap, Ace,” siger jeg og kan alligevel

ikke lade være med at smile ad hans opførsel.

Han er simpelthen ukuelig. ”Caine har også

opsnappet noget. Han er garanteret redet ud for at stoppe overfaldet. Spørgsmålet er bare, om

han ved, hvor desperadoerne vil overfalde toget?”

Ace ser skarpt på mig. ”Man kunne næsten

”Det skal du nok få at vide!” siger jeg,

have lyst til at spørge, hvor du har kortet fra?” springer op på verandaen foran arresten og 83

skubber døren op. Mit blik løber hurtigt over lokalet.

En poleret sherif, der ligner en ældre udgave

af Ace, sidder med støvlerne på bordet og en avis foran sig.

En usoigneret sherif sidder og gnægger foran

tremmerne ind til Jack, han smider sine kort på skamlen mellem dem. ”Royal straight! Hit med bukserne, knægt!”

Jack ser mig, taber sine kort og rejser sig op.

Han har hverken skjorte, bukser eller støvler på.

”Tessie?” Han smiler som en mand, strandet i en ørken, der pludselig og uventet får rakt en kop vand.

Mine knæ bliver bløde. Jeg bander

indvendigt ad min svaghed og hvisker: ”Så nemt bliver det ikke, min fine ven.”

Sherifferne vender sig og kommer på benene. ”Hvem er du?” siger den gamle overrasket.

84

Den anden lyder bare sur: ”Du kan ikke

Jeg smider kortet på bordet. ”Caine er på

sådan komme brasende!”

vej mod guldtoget for at beskytte det mod

desperadoer, men ved han, hvor toget bliver overfaldet?”

De to sheriffer ser forvirrede på hinanden,

den gamle mumler: ”Hvordan kan hun vide, at

Caine er på toget?” Så ser de spørgende på Ace. Han slår ud med armene og peger mod bordet. ”Spørg ikke mig. Jeg er bare ham, der spiller

kort. Ikke ham, der ved noget om det der kort.”

Jeg sukker over hans evindelige

morsomheder. Så knipser jeg, som hvis jeg skulle have mine cowboys’ opmærksomhed, og peger på krydset på kortet. ”Se her, drenge!” Alle

kommer nærmere, Jack strækker sig i cellen og

ser rimelig latterlig ud i sine underbukser. ”Det

her kort var skjult på den desperado, Caine skød 85

i går. Desperadoen udfordrede ham ikke ved en tilfældighed. Han var her for at dræbe Caine,

så de kunne overfalde toget uden risiko for at få ham på nakken.”

”Det lyder ikke helt dumt,” siger den gamle

Den yngre sherif kniber øjnene sammen og

sherif og klør sig i nakken.

ser skævt på mig uden at sige noget. Han bliver ikke nem at overbevise, men jeg har intet andet valg end at køre på. ”Hr. sherif, De er nødt til at slippe Jack fri, så vi kan ride ud og fortælle Caine, hvor toget bliver overfaldet.”

Så smiler han til mig, men det er ikke et

venligt smil. ”Så kom det frem, min tøs. Den

virkelige grund til, du kommer brasende. Du

har tegnet et kort for at få din ven fri, før Caine kommer og giver ham, hvad han fortjener.”

”Hør nu her ...”

86

Hans smil bliver bredere og ligner en

vrangudgave af Aces bekymringsfrie smil. ”Nej, min fine ven, det er dig, der skal høre efter!”

knurrer han og krøller kortet sammen. ”Du skal ikke komme her og tro, du kan kommandere

rundt med os og bilde os alt muligt ind. Caine

har styr på sagerne, du skal bare smutte, før du

kommer ind i cellen til din lille ven.” Med de ord kaster han papirkuglen hårdt mod mit ansigt. Jeg griber kortet uden at fjerne mine øjne fra hans, jeg kan mærke vreden vokse, men før jeg kan

sige noget, hiver Ace mig venligt, men bestemt,

ud ad døren. ”Beklager forstyrrelsen, jeg skal nok få beroliget den lille vildkat.”

Sherifferne griner, Jack skriger frustreret, til

Jeg vender mig for at pande Ace ned, men

døren smækker og skærer det af.

hans ord stopper mig. ”Hey, Tessie, hvor langt vil du gå for at få Jack fri?”

87

Kapitel 18 Caine Dunk-dunk. Toget kører roligt gennem

landskabet, mens solen går sin gang over den blå himmel.

Damen ved min side fortæller uafbrudt om

Det er et mirakel, at jeg ikke har slået hende

Toget snegler sig frem mod de lave Dragoon

sin familie.

ihjel endnu.

bjerge. Tombstone venter på den anden side,

hvor kvæg skal om bord, passagerer skal af, og 88

guld skifte hænder. Medmindre toget bliver overfaldet, før vi når frem. Jeg har fortalt

vagterne om risikoen, og de satte naturligvis pris på vores hjælp. Mit hoved værker stadig oven på

aftenens drikkelag. Jeg tager lommelærken frem.

Damen rynker på næsen ad mig. “Burde De

“Burde De tale konstant, frue?” hvæser jeg,

drikke midt på dagen, hr.?”

drikker og nidstirrer hende, til hun vender sig bort mod vinduet. Da lærken lakker mod enden, har jeg mest lyst til at banke hendes grimme ansigt

gentagne gange mod ruden, til hun lærer at holde

kæft, men bitter erfaring har lært mig, at den slags

opførsel ikke går blandt det bedre borgerskab; den må jeg reservere til de unge fjolser.

Jeg ruller en smøg, læner mig tilbage i sædet

og håber på, toget bliver overfaldet snart, så jeg kan komme af med mine aggressioner.

Det skulle være så sundt.

89

Kapitel 19 Ace Dagen gik med planlægning. Nu er det nat.

Hestene går stille gennem mørket. Tre heste med klude om hovene. De følger os roligt

mod arresten. Tessie går stålsat af sted med det

kraftige reb over skulderen. Det her er ikke bare dumt. Det er utroligt dumt. ”Er du klar over, hvor meget jeg sætter på spil?”

Hun åbner munden og ser ud til at

ville komme med endnu en af de spydige

bemærkninger, hun har serveret hele dagen. Stik, 90

jeg både frygter og tørster efter. Hvad sker der for mig? Men så tager hun sig i det og lægger

hånden på min skulder. ”Jeg ved, at sheriffen er

din bror, og at han har set gennem fingrene med dit falskspilleri, hor og druk.”

Jeg skærer en grimasse. ”Den sved ...”

”Så jeg ved, at det her ikke er det klogeste

træk, du kunne foretage dig. Jeg lover dig, du bliver belønnet, hvis alt går godt.”

”Det ved jeg. Jeg frygter mere, hvad der sker,

”Tænker du på den slags midt i et slag

Pokkers, hun har gennemskuet mig.

Hun smiler og lægger hovedet på skrå, så

hvis det går galt!” poker?”

Selvfølgelig tænker jeg ikke, jeg spiller bare.

fuldmånen blinker i hendes store øjne. ”Det er bare at satse stort og tro på kortene, ikke?”

91

Jeg smiler svedent. ”Når jeg spiller, har jeg

Hun bider sig i underlæben, griber mig

altid et es i ærmet, hvad har du?”

om nakken og giver mig et kys, der er let som

ørkenvinden og efterlader mig hungrende efter mere.

”Om lidt har jeg to es i ærmet. Dig og Jack.”

Og så ved jeg, at hun har snøret mig.

Jægeren er blevet byttet, og jeg har ingen chance for at undslippe hendes kløer. Ikke den mindste lyst til at undslippe. Jeg lægger hovedet tilbage og ler ud i natten.

92

Kapitel 20 Jack Jeg vågner ved en, der ler. Jeg skutter mig under det tynde tæppe og savner mit tøj. Kommer på benene med tæppet om skuldrene. Ser ud mod

fuldmånen på den anden side af tremmerne. Jeg

gisper let, da Tessies ansigt kommer til syne. ”Er du vågen?” hvisker hun.

Jeg sukker henført: ”Du ligner en drøm, men

“Charmør,” griner hun.

ja, jeg er vågen.”

94

Mit hjerte hopper et slag over. Har jeg

Hendes hårde stemme skærer mig af. ”Der er

stadig en chance? “Hør, jeg kan forklare alt ...”

ingen tid til snak. Vi skal hindre et togrøveri, og du skal hjælpe.”

”Men jeg er fængslet, og den gamle sherif

sover lige foran cellen. Selv hvis I kommer ind, så vil jeg ikke risikere, at han skyder dig.”

”Sødt tænkt, desperado,” siger hun med ord,

der drypper af sarkasme. ”Men vi kommer ikke ind. Du kommer ud!” ”Hvordan?”

Hun stikker et reb ind mellem tremmerne

og binder det rutineret fast i jernet. ”Du har

set cowboys rive pæle op af jorden med hest og lasso. Lad os se, hvad tre heste kan gøre ved dit lille gitter.”

”Men ...”

95

Tessie forsvinder, og jeg hører hende spore

Esmeralda vrinsker.

Tovet strammer op med en lyd som et

sin store hingst.

Så hører jeg lyden af galopperende heste.

riffelskud og flår tremmerne ud.

Sheriffen vågner forvirret bag mig. Jeg

hopper op, griber om karmen og springer ud.

Mine underbukser sidder fast i det flossede træ

og bliver flået af. Et øjeblik står jeg forvirret i bar røv og dolk, så kommer hestene galopperende mod mig, med min hjerter dame i front.

”Esme!” hyler jeg i fryd, idet hun stejler foran

mig og vrinskende giver udtryk for, hvor meget jeg har svigtet hende de sidste dage. ”Jeg skal nok gøre alt godt igen.”

Hun fnyser, som sagde hun: ”Jeg vil se det,

før jeg tror det.” Så sætter hun af. Jeg spurter op

på siden af hende, griber hendes man og svinger 96

mig op. ”Jeg mener det. Jeg svigter dig ikke igen.”

Både Esme og Tessie ser hurtigt bagud, og

Ace rider op på siden af mig og kaster en

ingen af dem ser ud til at tro på mig.

poncho til mig med et grin. ”Ingen damer hører efter en klynkende mand i bar røv.”

Mine øjne møder hans, og jeg burde

forbande ham langt ind i helvede, men jeg kan se, han ikke griner ad mig. Hans øjne er fulde af forståelse, og så indser jeg hvorfor. Han er

ramt af samme lyn som mig, ramt af noget vildt ved navn Tessie. Mere når jeg ikke at tænke, for kugler hvæser forbi, og den gamle sherif brøler forbandelser ad os.

Tessie skriger: ”Få fingeren ud, drenge. Vi

skal redde et tog fyldt med guld.” Og med kugler hvinende om ørerne galopperer vi ud af byen.

97

Kapitel 21 Jack Det er morgen. Mit nye tøj er allerede beskidt og svedigt, men min revolver hænger trygt og tungt i bæltet. Vi er oppe i de lave Dragoon bjerge et

par timers ridt fra Tombstone. Jeg har det dårligt.

Ikke bare, fordi jeg stirrer ned på et tog, der

buldrer af sted. Eller fordi jeg skal til at hoppe

ned på taget af det. Det, der virkelig skræmmer mig, er udtrykket i Tessies øjne og kulden i alle hendes bevægelser. Hun kunne ha’ været min, 98

men jeg var et fjols. Nu har jeg kun én chance for at få hende tilbage.

”Er du klar?” råber hun over larmen fra toget. ”Har jeg nogensinde svigtet dig?” siger jeg og

lyver.

Tessie ser iskoldt på mig. Hun tror ikke et

sekund på min løgn. Hun løfter en finger. ”Én chance. Det er alt, du har tilbage.”

Ace læner sig ud over kanten, ser fra toget

hen på mig. ”Giv op, slagsbror. Overlad Tessie til en rigtig mand.”

Jeg giver ham fingeren og skriger: ”Følg

mig.” Jeg springer og rammer toget hårdt. Falder og tumler hen ad taget, glider ned mod kanten.

Jeg standser brat.

Tessies hånd er lukket om min, og langsomt,

men sikkert, hiver hun mig op på den midterste, flade del af toget.

99

Mit hjerte banker om kap med togets

taktfaste dunken over skinnerne. Dunk-dunk.

Jeg ser på Tessie.

Vreden er brændt ud af hendes øjne, den er

erstattet af noget, der ligner frygt, men ikke for sig selv. Frygt for at miste mig? Jeg rækker ud for at hive hende ind i min favn.

”Kommer I eller hvad?” griner Ace ud i

vinden og går forbi os, som om det at gå på

taget af et kørende tog er så let som at gå ned ad hovedgaden. Han trækker sin revolver og holder den, som om han ved, hvordan den skal bruges. ”Vi nærmer os slugten, hvor de vil overfalde

toget. Lad os komme hen til lokomotivet og få stoppet toget, før det sker.”

Vi kommer hurtigt på benene og er lige i

hælene på ham. Ved siden af toget galopperer

vores heste. Hvor længe kan de holde til det? ”Vi 100

mü vÌre hurtige.� Mine revolvere er fremme, og det samme er Tessies winchester.

101

Kapitel 22 Caine Tunnelens mørke bliver afløst af lys. Der lyder et bump mod taget. Jeg ser op. Er det nu, det sker?

Jeg rejser mig roligt og ignorerer blikket fra den før så snakkesalige dame. Skøre kvindfolk, men

hun er ligegyldig, nu er det tid til at gøre det, jeg er skabt til. Lov og orden skal opretholdes. Der skal dræbes fjolser, og ingen slipper fra mig.

Jeg går ud i midtergangen. Dunk-dunk.

Toget kører taktfast af sted. Der kommer ikke flere lyde oppefra, men jeg ved, de er oppe på 102

taget. Banditterne er sikkert på vej mod vognen med vagter og pengeskabet med guld. De skal

bare hen over passagervognen. Naturligvis er de ikke interesseret i de mange tomme vogne, der skal fyldes med kvæg i Tombstone. Men det

er jeg. Især en af de vogne sender jeg en venlig

tanke, for der er mit es i ærmet skjult. Red og alt hans udstyr.

Sad og Cockey vender sig mod mig, og deres

Jeg nikker. Peger med to fingre fra dem mod

øjne stiller samme spørgsmål: ”Er det nu?”

døren i køreretning. Peger derefter på mig selv og op mod taget.

De to brødre giver mig et kort nik og rejser

sig. Vi kender hinanden; de ved, de skal gå frem og afskære dem på taget, mens jeg går op.

Jeg går hurtigt bagud gennem midtergangen,

mens passagererne forsøger at skjule deres

nysgerrighed. Jeg har lyst til at råbe ad dem. De 103

er menneskekvæg, uden mig til at passe på sig

ville de være på vej til slagtebænken. De er bare for dumme til at fatte det.

Jeg river døren op. Et øjeblik blænder lyset

mig. Vinden river i min stetson, og jeg presser

den ned om hovedet. Arizonas smukke, barske landskab flyver forbi. Tre heste uden ryttere

galopperer nær toget. Jeg fnyser. “Amatører. Nu ved ethvert fjols, at I er på toget.”

Vi kører mellem høje klippeformationer.

Jeg læner mig ud i vinden, forude går jernbanen gennem en slugt. Et oplagt sted, hvis man vil smide en klippe ned foran toget. Jeg smiler for mig selv, mens jeg kravler op ad stigen

mod taget. Selvfølgelig. En lille gruppe på

toget, og en større gruppe forude til at aflede

opmærksomheden, så en stang dynamit oppefra, ned i vognen med vagter. Sten på sporet, og så

skal de overlevende vagter bare aflives, men de 104

har ikke regnet med Morrane Caine. ”Deres fejl.

Deres død,” hvæser jeg og hiver mig op på taget, og ganske rigtigt.

Der er de.

Tre desperadoer. Parat til at sprede død og

ødelæggelse, men der er kun én død, de kommer til at høste.

Deres egen!

105

Kapitel 23 Tessie Dunk-dunk. Toget ryster under os. Vores heste

galopperer ved siden af. Jack går forsigtigt foran

mig med armene spredt ud og en revolver i hver

hånd. Det er sikkert nemmest at holde balancen med samme vægt i hver hånd. Jeg balancerer

med min winchester i den ene hånd, det bliver det ikke nemmere af. Toget nærmer sig roligt slugten, hvor overfaldet skal ske.

Hvis jeg altså har ret.

Hvad nu, hvis jeg tager fejl?

106

Jeg skyder tanken fra mig og ser Ace sende et

udfordrende blik til Jack, tage tilløb og springe over til næste vogn.

Den pansrede vogn fyldt med vagter og et

Jack er lige i hælene på ham, et kort øjeblik

pengeskab fyldt med guld.

hænger han i luften, aftegnet skarpt mod

dampen fra lokomotivet, så lander han og er ved at glide ned igen. Han bekymrer sig for meget,

tænker for meget i stedet for bare at handle, det

går næsten galt igen. Denne gang er det Ace, der griber hans hånd og hiver ham op.

De griner til hinanden, som om de har været

Synet får det til at bruse af glæde i mit blod.

venner hele livet.

En glæde, der et kort øjeblik overstiger frygten ved, at jeg er den næste, der skal springe. Så

hører jeg braget fra en revolver og mærker en skarp smerte.

107

Kapitel 24 Jack Braget overdøver larmen fra toget. Jeg vender mig fra Ace og ser Tessie knække sammen.

Hun er ramt! Er hun død?

Jeg ser Caine stå som en saltstøtte med løftet

revolver.

”Toget bliver overfaldet,” brøler jeg febrilsk.

“Det kan jeg se!” Hans revolver brager.

Kugler hvæser forbi. Vi smider os ned.

”Forpulede idiot, han fatter ikke, vi er her for

at hjælpe.”

108

Ace svarer ikke.

Er alle døde?

Han ligger blødende ved min side.

Så slår det klik for mig. Jack forsvinder, kun

desperadoen er tilbage, og jeg brøler præcis som min gale far gjorde, før han gik i gang med at myrde løs.

109

Kapitel 25 Caine Jeg tømmer revolveren, og desperadoerne falder som tågede skikkelser. ”Hvorfor tog jeg ikke

mine briller på?” knurrer jeg og går fremad, mens jeg genlader.

Hestene galopperer stadig ved siden af toget.

Fik jeg ram på fjolserne?

Slugten nærmer sig hastigt.

En af dem brøler op, de to andre er nede.

110

Dunk-dunk. Jeg hamrer patronerne på plads

i takt med togets rytme og beder til, jeg når at genlade, før desperadoen får ram på mig.

111

Kapitel 26 Tessie Dunk-dunk. Toget rasler af sted under mig som

et roligt hjerteslag. Mit hjerte er ikke roligt. Det ræser af sted.

Hvor er jeg ramt?

Så kommer smerten. Det er låret, ikke

kroppen. Jeg er ikke ved at dø.

Ikke endnu.

Jeg drejer hovedet og ser Jack springe.

Så hører jeg et brøl, der overdøver alt andet.

112

Hans revolvere brager, mens hans ben pløjer

gennem luften. Han lander uden den mindste usikkerhed og spurter forbi mig, mens han

stadig skyder. Jeg ser tårerne blive revet fra hans

kinder af vinden. Han løber lige mod Caine med bragende revolvere.

Heste vrinsker.

Hvornår kommer overfaldet på toget?

Så kører toget ind i slugten.

113

Kapitel 27 Ace Jack løber skrigende mod Caine. Er han

vanvittig? Det er den sikre død! Jeg tager mig til mit blodige øre, der dunker i takt med

toget. Øret er halvt revet af. Men det er ikke et dødbringende sår.

Heldig.

Jeg er altid heldig.

Jacks kugler flyver mod ham. River hatten af

Caine går i knæ, mens han genlader.

ham. Flår hans skulder op i en sky af polstring.

114

Caine er også heldig. Han lader roligt videre.

Vi kører ind i slugten.

Venter på sit øjeblik.

Jeg kan høre ophidsede stemmer nedefra.

Vagterne har forstået, hvad der sker. Forstået, toget er under angreb.

Det er ikke nok.

Vil det hjælpe at sætte farten op?

Toget skal ud af den her kløft før angrebet.

Der er kun én, der kan gøre en forskel.

Jeg vakler frem mod lokomotivet.

115

Kapitel 28 Caine Dunk-dunk. Kugler hamrer ind i taget, som et

ekko af togets bevægelse. River min hat af. Flår min skulderpude op.

Det unge fjols er rasende, men han er hurtig

Jeg smækker den sidste patron på plads.

og forbandet dygtig.

”Farvel, fjols!” Jeg spænder hanen og ser

glimtet.

116

Kapitel 29 Tessie Dunk-Boooooom. Eksplosionen bryder togets rytme. Lokomotivet letter halvt fra sporet i en sky af damp og gnister.

Heste vrinsker.

Drejer rundt, ser Jack hĂŚnge i luften med

Jeg bliver slynget i vejret.

fĂŚgtende revolvere.

Caine har sluppet sin revolver og klamrer sig

til taget.

118

SĂĽ falder jeg og rammer taget af den

Taber min winchester.

hvinende vogn.

Glider og griber ud, men der er ingen til at

gribe mig.

Bliver slynget af taget.

Alt bliver sort.

Flyver gennem luften.

119

Kapitel 30 Jack Jeg flyver fra taget.

Op i luften.

Falder igen.

Taber revolverne.

Lander på taget af togvognen, der hvinende

glider af skinnerne.

Jeg glider også.

Prøver at stoppe mit fald, men mine negle

Denne gang er der ingen til at gribe mig.

bliver flået af.

120

Luft under fødderne, under kroppen.

Jeg hænger i luften. Om lidt rammer jeg de

hårde sten.

121

Kapitel 31 Ace Toget forsvinder under mine fødder.

Lokomotivet rejser sig foran mig.

Jeg hamrer ned i kulvognen, så de små, sorte

stykker kul står til alle sider. Luften bliver slået ud af mig.

Fortumlet bliver jeg liggende, mens

Så standser toget.

lokomotivet maser sten og sveller op.

Jeg lever stadig.

Heldig.

122

Heldig.

Heldig.

123

Kapitel 32 Caine Fjolserne flyver gennem luften. Jeg klamrer mig til taget, mens toget vakler under mig.

Min revolver glider ned, ligesom det unge

Begge forsvinder. Lige meget. Jeg har flere

Vognen holder op med at bevĂŚge sig.

fjols.

revolvere.

SĂĽ dukker desperadoer frem bag klipper og

beskyder den pansrede vogn.

124

Uden deres venner på taget får de svært ved

Jeg griber min anden revolver.

at komme ind.

Klar til at pløkke dem, der kommer op på

vognen.

Et utydeligt ansigt stikker op for enden af

Jeg blæser hans hjerne ud.

Stemmen er underligt velkendt.

vognen.

En anden skriger.

125

Kapitel 33 Tessie Jeg åbner øjnene.

Skud brager.

Jeg ligger i en tornebusk. Bedre end at

Alt gør ondt.

ramme de hårde sten. Den har reddet mit liv, men min hud er flænset.

Jeg ser desperadoer bestryge den armerede

Jeg knytter hænderne og mærker

vogn.

signetringen mase sig ind i min hud. De vil have 126

min fars guld. Det her handler ikke bare om at

komme ud af min fars skygge og vise mit værd.

Det er mit guld. Jeg har knoklet for alle de okser.

Jeg vil ikke snydes.

Der er kun én vej.

“Tid til at dø, røvhuller!” hvæser jeg og

Min winchester ligger ved siden af busken.

river mig fri. Nogen skriger, mens tornene flår

mig op. Det må være mig, men jeg er ligeglad.

Det eneste, der betyder noget, er det kolde stål mellem mine fingre.

127

Kapitel 34 Jack Jeg lander hårdt, men ikke så hårdt, som jeg burde. Før jeg fatter, hvad der sker, har jeg

allerede grebet fat. Reflekser opøvet gennem

årevis på hesteryg fornægter sig ikke. Mit ansigt bliver mast ind i svedig pels.

“Esme. Du har reddet mig!”

Hun ser på mig med vilde øjne, mens

kuglerne flyver om os. Skum står fra hendes

mule. Jeg mærker hendes raspende åndedrag.

Hun har galopperet alt for langt. Hun er næsten 128

sprængt. Jeg mærker, hvordan resterne af min vrede bliver fortrængt af panik. Desperadoen er væk, og jeg er mig selv igen. Så springer

jeg af, griber bidslet, mens en kugle flår mit

skjorteærme op, det er fucking lige meget. Der er kun én ting, der betyder noget nu. “Læg dig ned, Esme.”

Hun ser på mig med skræmte øjne. Hun er

Nej. Hun er Esme.

bare et dyr. Hun er i panik.

Jeg slipper grimen med den ene hånd.

Lægger hånden på hendes sveddampende hals og presser. “Du er nødt til at stole på mig, min bedste ven. Læg dig ned. Ellers overlever du ikke.”

Måske forstår hun ikke mine ord, men hun

kan mærke min ro. Mærke min vilje. Mærke, hvad hun betyder for mig.

Hun lægger sig ned.

129

Jeg sukker og læner min pande mod hendes

Kugler hvæser om os.

blis.

Jeg griber min gamle colt fra tæppet bag

sadlen og vender mig mod vognen.

“Nu er det din tur, Caine,” knurrer jeg og

mærker vreden vælde op i mig igen.

130

Kapitel 35 Ace Skud brager overalt. Hamrer ind i kulvognen.

Jeg bliver liggende.

Sü hører jeg et skrig.

Ingen grund til at udfordre sit held.

Er det en, jeg kender?

132

Kapitel 36 Caine Sad skriger.

Jeg løber foroverbøjet over passagervognen,

mens kuglerne flyver gennem luften. Griber trappen og glider ned.

Sad sidder i læ for kugleregnen med sin bror

Jeg har blæst hans hjerne ud. Cockey har

Pokkers. Hvorfor tog jeg ikke briller på?

på skødet.

stukket hovedet frem for sidste gang.

Det gør jeg nu.

134

Sad ser op på mig og ser endnu mere

Jeg løfter hovedet ude af stand til at møde

Ser Jack løbe frem mod os. Han ser også

medtaget ud end ellers. “Hvem gjorde det?” hans blik.

mig og skriger: “Caine. Nu kommer jeg efter dig!”

Jeg dukker hovedet, og en kugle pifter forbi.

“Der er røvhullet. Vil du tage ham?”

Sad nikker rasende og flår sine revolvere

Han har ikke en chance.

Når først Red går i stilling, så slutter festen

frem.

Men han er en god afledning.

for alle desperadoer.

135

Kapitel 37 Tessie Jeg ser Jack få sin hest ned at ligge, selvom

skuddene brager om os. Han er en fantastisk

cowboy, han ville være god på ranchen. Så ser jeg ham flå sin revolver frem og brøle: “Caine. Nu kommer jeg efter dig.”

Jeg sukker. “Åh, min skat. Du går midt ud i

skudlinjen. Du har ikke en chance!” I hvert fald ikke uden mig. Bevidstheden om, at jeg er det eneste, der står mellem Jack og den sikre død,

fjerner al forvirring og gør mine tanker klare som 136

glas. Jeg rejser mig med winchesteren ved min skulder. Ser en desperado vende sig mod Jack.

Jeg blæser hans hjerne ud.

En togvagt tror, Jack er deres fjende, og

sigter.

Jeg tøver ikke.

En kugle slår stensplinter op mod min

Kuglen borer sig ind gennem hans øje.

læderfrakke.

Jeg drejer mig mod skudretningen, ser tre

desperadoer vende deres rifler mod mig. Jeg

pløkker den første, før han forstår, hvad der sker.

Den næste ser chokeret på sin kammerat, mens hans livsblod maler hans ansigt rødt. Blænder ham. Jeg skyder manden ved hans side og gør

den overlevendes ansigt endnu mere rødt. Han åbner hvide øjne i et rødt ansigt. Jeg sender en kugle gennem det ene.

137

Men nu har alle desperadoerne fattet, at jeg

er den, de skal skyde først. Alle rifler vender sig mod mig.

Så er Jack i sikkerhed.

“Great, hvem redder så mig?” mumler jeg,

vender mig mod dem og skyder løs, selvom jeg ved, der ikke er kugler nok i min riffel, og jeg ikke kommer til at genlade.

Jeg kan kun bede om et mirakel.

138

Kapitel 38 Ace Kuglerne hamrer ikke længere ind i kulvognen.

Jeg ser ud over kanten og forstår hvorfor. Ser

Tessie bevæge sig hurtigere, end øjet kan følge.

Hver af hendes skud fælder en fjende, indtil alle vender sig mod hende.

Skal jeg rejse mig og skyde? Er jeg god nok

med min revolver? Kan jeg redde hende fra så mange?

Så hører jeg lyden.

Dunk-dunk-dunk-dunk-dunk-dunk.

140

Dunk-dunk-dunk-dunk-dunk-dunk.

Dunk-dunk-dunk-dunk-dunk-dunk.

Skuddene falder hurtigere, end nogen

“Ho-ka-hey! Motherfuckers,” brøler en

revolver kan skyde.

massiv indianer med en gatling gun. Han

drejer på et håndtag, der får seks roterende løb til at sprede død og ødelæggelse. Han skyder fra en åben kvægvogn, mens han messer en

vrangudgave af noget, der lyder som en indiansk dødsbøn.

Jeg lægger mig ned igen og mumler: “Det er

ikke nu, du skal smide hele din hånd på bordet, Ace.”

141

Kapitel 39 Jack Tessie rydder vejen.

Hun lever!

Jeg springer op på vognen i samme sekund,

som byger af bly flår alle uden dækning itu.

En mand springer op foran mig med

Jeg sætter en kugle i hans pande uden at

revolvere parat til skud. “Du dræbte min bror.” tænke. “Hvad snakker du om?” siger jeg, før jeg fatter, han er død.

En sær stilhed breder sig.

142

Jeg hører et klik fra en revolverhane, der

bliver spændt, og mærker et varmt løb mod min hals.

“En beklagelig misforståelse,” lyder Caines

hæse stemme. “Det var vist mig, der kom til at

skyde hans bror, men du kommer til at bøde for begges død.”

“Kan vi tale om det?” hvisker jeg uden håb.

“Ingen slipper fra at bryde loven i

Tombstone,” siger han med fryd i stemmen.

“Ingen overlever at møde Caine.”

143

Kapitel 40 Ace Den pludselige stilhed larmer næsten.

Jacks spinkle stemme lyder som et

tordenbrag, og allerede mens Caine svarer, er jeg på benene og skyder.

Tromlen på Caines revolver bliver blæst ud.

Jeg spænder hanen igen og sigter mod hans

briller. “Føler du dig heldig, marshal?”

144

Kapitel 41 Tessie Indianeren skifter magasin på sin gatling gun.

De sidste desperadoer galopperer væk. Jeg skyder to i ryggen, mens jeg tæller: “Fjorten, femten!”

Indianeren giver mig thumbs up og trækker

en kort kniv, jeg helst ikke vil vide, hvad han skal bruge til.

Min sorte hingst kommer roligt travende

Jeg vender mig mod Jack.

mod mig.

146

Han spænder hanen på sin revolver og sætter

Jeg gisper. At dræbe en marshal betyder,

Et skud brager, og Jacks revolver bliver flået i

Ace puster ned i sit løb. “Jeg får min bror på

Caine smiler hånligt til Jack. “Det ser ud til,

Jack ser vredt på ham, og hurtigere end øjet

den for panden af Caine.

man bliver lovløs. En outlaw. stykker.

nakken, hvis du skyder hans chef.” du har fået en barnepige mere!”

kan følge, hamrer han den ødelagte revolver i

ansigtet på Caine. Løbet synker ind i hans ene

øje, der eksploderer som et æg mod et stengulv.

Caine vakler bagud, griber sig til det ødelagte

øje og skriger. Så griber han togvognes rækværk og kommer på benene på trods af den intense smerte, han må føle. “Du er wanted - dead or alive.” Han peger på Jack med blodige fingre.

147

“Du kan løbe så langt, du vil, men jeg finder dig, og når jeg bringer dig tilbage, så bliver det ikke levende.”

Jack fnyser og slår ham med flad hånd, så

blod står fra Caines mund. “Prøv bare, din gamle nar.”

Jeg kan se på Jacks øjne, at han har besejret

sin virkelige fjende. Tvivlen. Tvivlen på, om

han er god nok. Det er han. Han er den bedste.

Tusind gange mere værd end Caine.

Dørene til vognen med vagter åbner med et

“Op på hestene, drenge, vi må væk!” hvæser

ryk.

jeg og springer op på min hingst. Den tripper

under mig, nervøs af lugten af blod og krudt. Jeg strammer tøjlerne, så den stejler.

De overlevende vagter ser på mig med store

Ace og Jack griner.

øjne.

148

“Lad os komme væk!” skriger jeg igen og

Jack fløjter. Hans hest kommer på benene

Jack springer over på den og vender sig mod

Ace griner, så guldtanden glimter, sætter

Så ser jeg Caine vakle frem og slå frakken til

Revolveren hænger parat i skulderhylsteret.

Jeg løfter min winchester.

håber, de fatter alvoren. med det samme.

Ace. “Spring, min ven.”

revolveren i hylsteret og springer. side.

Hans hånd flyver mod den.

149

Kapitel 42 Ace Jeg griner til Jack og Tessie. De griner tilbage.

Jeg springer.

Deres smil stivner, mens jeg flyver gennem

luften.

Tessies riffel svinger mod Caine.

Jeg ser mod ham. Ser ham gribe en revolver

fra et skulderhylster.

Tessie trykker af.

Riflen klikker.

150

Det gør Caines revolver ikke.

Skuddet brager, og alt er smerte.

151

Kapitel 43 Tessie “Neeeej,” skriger Jack, idet Ace hamrer ned bag ham på hesten, der sætter i galop.

Jeg er lige efter. Den kugle var tiltænkt Jack.

Caine skyder efter os, men rammer ikke.

Ace kom bare i vejen.

Det er nok ikke nemt at sigte, når man lige har

mistet et øje. Vi galopperer ned ad sporet, mens blodet flyder fra Ace.

Vi skal bare væk.

Langt væk.

152

153

Kapitel 44 Jack Solen er på vej ned. Damp står fra vores heste,

hvis prusten giver ekko i hulen. Jeg stryger Aces mørke, svedige hår til side. “Du skal nok klare den.”

Ace griner og hoster blod. “Ikke flere esser i

Tessie hulker ved min side.

ærmet. Ikke mere held.”

Så løfter Ace begge hænder og griber vores

skuldre med overraskende styrke. “Tag jer

sammen. I har hinanden, det er mere værd end 154

alt andet ...” Og som om de ord æder hans sidste styrke, glider hans øjne i.

Jeg synker hulkende ind mod Tessie og

mumler: “Jeg fortjener ikke at leve. Han gav sit liv for mit.”

Tessie hiver mig dybere ind i hulen og ser på

mig med store, våde øjne. ”Hørte du ikke, hvad Ace sagde?”

Mine tårer strømmer. Jeg ved ingenting. Alt

”Forstod du ikke, hvad han mente?” Tessie

er sorg og smerte. Hvorfor skal alle dø?

hiver sin signetring af og tyrer den ud af hulen. ”Fuck vores fædre, fuck fortiden. Sammen

reddede vi guldet. Ace døde kun, fordi Caine

fuckede det hele op, men vi skal nok få ham ned med nakken. Vi har hinanden, så kan resten af verden bare komme an!” Hun kysser tårer og

blod væk fra mine kinder. Hendes læber rammer mine. Vores øjne er tomme, men der er mere ild 155

i os end i solen, der er på vej ned. Mine rystende fingre glider ind under hendes grove skjorte, lukker sig om hendes bløde bryster.

Hun stønner sagte, hiver min frakke af,

Vores kys bliver grådige.

presser fingrene ind i mine hårde muskler.

Alt omkring os forsvinder. Al vores sorg

bliver trængt i baggrunden.

Først går det langsomt.

Jeg vil hellere være et dyr end et menneske.

Så vælter vi om på gulvet som dyr.

156

Epilog Caine Vagten kaster op. Jeg tænder min smøg og

ser hånligt på ham. “Hvis du ikke kan klare

mosten, så smut over og hjælp med at få toget på skinnerne.”

Han skynder sig væk fra mig og Red. Jeg

følger indianerens arbejde. “Hvor mange er du oppe på?”

Red holder et bundt blodige skalpe i vejret.

“Toogtyve.”

158

Jeg puster røgen ud, mens jeg ser mod den

fjerne solnedgang. “Det er sundt at have en

hobby.” Jeg samler ikke selv nogen revolvere. Jeg tager kun fra dem, jeg har skudt. I dag har jeg

ikke skudt nogen, jeg vil beholde revolveren fra.

Cockey var et forbandet uheld. At skyde Ace var en fejl, især fordi han måske overlever. Og hvis han opsøger Grave og fortæller, hvad jeg har

gjort, vil Grave prøve at tage mig, og med kun ét øje er han måske min ligemand.

Måske.

Red går i gang med at skære skalpen af den

Jeg tager et dybt sug, mens tankerne kværner

næste desperado.

rundt, så knipser jeg skoddet væk og fisker

lommelærken frem. Der er kun én ting at gøre.

“Når du er færdig her, venter der flere skalpe.

Jack og Tessie er wanted - dead or alive. Jeg foretrækker døde.”

159

Der går en trækning over Reds ansigt. Det

Jeg tager en dram. Smiler mod den

nærmeste, han kommer på et smil.

nedgående sol og hvisker hæst: “Jeg er loven i Tombstone. Ingen er nogensinde sluppet

levende fra mig. Det gør de unge fjolser heller ikke.”

SLUT 160

EMIL BLICHFELDT

OUTLAW

Læs videre i

Outlaw Vi er sultne og tørstige. Dybt inde i Arizonas

ørken. Vi kan ikke længere tvinge hestene frem,

de går, drevet frem af en vilje til at overleve. Der er kun ét håb tilbage. Vi skal nå oasen, og den store

bande af desperadoer skal acceptere os. Ellers er vi dødsens. Men det gør de kun, hvis vi gør alt det,

vi har kæmpet imod. Vender loven ryggen og går

direkte efter dem, der håndhæver den. Det gør vi gerne. Caine dræbte Ace, og først når Caine er død, har vi en chance for at blive frie.