Caritas Nyt #1 2020 by Caritas Danmark

Caritas Caritas Nyt Danmark #1 April 2020

Fasteindsamling Hjælp før det sidste træ er fældet Familier i Uganda får et håb og en vej ud af ekstrem fattigdom, når de skifter bålet ud med solceller

N Y H E D S B L A D F O R C A R I TA S D A N M A R K

Caritas Danmark

FØDSELSDAG

Christa Bonde

Christa Bonde fylder 60 år CARITAS NYT April 2020 Redaktør/Ansvarshavende: Jacob Nue Sønderstrup jns@caritas.dk Grafisk design: Westring kbh Trykoplag: 15.300 ISSN: 13978578 Redaktionen af Caritas Nyt #1 blev afsluttet den 13. marts. UDGIVELSE Caritas Nyt sendes til alle Caritas’ bidragydere og samarbejdspartnere. Adresseændring eller afmelding: caritas@caritas.dk eller tlf. 38180000 Caritas’ kontonummer: 2191-3487254516 UDGIVER Caritas Danmark Gammel Kongevej 15, 3 1610 København V. E-mail: caritas@caritas.dk Generalsekretær: Maria Hammershøy Bestyrelsesformand: Christa Bonde Læs mere om Caritas Danmark: www.caritas.dk Caritas Danmark arbejder solidarisk for og med mennesker med henblik på at fjerne nøden og dens årsager. Caritas Danmark er medlem af Caritas Internationalis (CI) – Den katolske Kirkes humanitære organisation for udvikling og nødhjælp. 165 nationale Caritas-organisationer er medlem af CI, som er verdens største humanitære netværk.

Kære læser Jeg er lige kommet hjem fra Bidibidi-flygtningelejren i det nordlige Uganda, hvor Caritas hjælper de allersvageste. Jeg vil gerne dele nogle af mine oplevelser med dig. Det var mit første besøg hos Caritas i Uganda, og jeg rejste hjem med en sikker tro på, at Caritas’ arbejde har en afgørende betydning for nogle af de mennesker, der er i den største nød og uden meget håb for fremtiden. Bidibidi-flygtningelejren opstod på kort tid, da borgerkrigen i nabolandet Sydsudan brød ud og tvang tusindvis af familier til at flygte over grænsen til Uganda. Livet i lejren er hårdt og ligger lysår fra den hverdag, jeg lige havde forladt i Danmark. En af de største udfordringer for familierne er af skaffe den brænde de bruger til at lave bål til deres madlavning. Brænde er afgørende for at få mad på bordet og dermed også for familiernes overlevelse. Der bliver brugt omkring 950 tons brændsel hver dag i Bidibidi-flygtningelejren. Det er mange træer, og derfor er der snart ikke flere træer tilbage i området. En af de familier jeg mødte i lejren fortalte mig, at for dem betød det, at de måtte bruge længere og længere tid på af finde brænde. Moren i familien er født handicappet og kan kun gå på knæene, og faren er blind. Sammen har de seks børn som hjælper dem. Familien var tydeligvis i en ekstrem sårbar situation, og netop derfor var familien blev valgt som en af de første til at få en ECOCA. ECOCA’en er mikrokøkken der kører på solceller, og sol er der masser af i Uganda, så familien har nu stort set ikke brug for brænde længere. Den tid de sparer kan børnene bruge på at gå i skole, og forældrene har lettere ved at brødføde deres børn. Det er historier som denne, hvor nød bliver vendt til håb, som giver mig styrke i mit arbejde, og en stor ydmyghed i forhold til den opgave vi i Caritas Danmark, er betroet på vegne af hele Caritas familien.

CARITAS NYT #1 2020

AF ANDREAS RUDE, NÆSTFORMAND I CARITAS DANMARKS BESTYRELSE

Engagementet og den stilfærdige myndighed gør hende oplagt til jobbet. Siden 2012 har Christa Bonde været bestyrelsesformand for Caritas Danmark, og i februar fyldte hun 60 år, uden at energiniveauet er gået det mindste ned. Tværtimod fristes man til at sige. Hvad enten det drejer sig om at lede bestyrelsesmøder, organisere et loppemarked, mødes med udenlandske delegationer, eller sætte endnu et initiativ i gang i Caritas Centret ved Jesu Hjerte Kirke i København, er den høje elegante dame med det hjertelige smil altid i centrum af begivenhederne. Christa Bonde blev udnævnt til formand for Caritas Danmark af biskop Czeslaw Kozon. Det er et hverv, der i mange andre lande beklædes af en præst, men i et ikke-katolsk og skandinavisk land som Danmark ligger der et vigtigt signal i at vælge en lægmand. Og biskop Czeslaw satte trumf på ved at pege på en kvinde. I Christas formandstid er samarbejdet med det danske udenrigsministerium blev styrket så meget, at Caritas Danmark har fået en såkaldt partnerskabsaftale. Det betyder ikke bare, at Caritas får flere danske bistandsmidler at arbejde med til gavn for de fattigste. Det betyder også, at organisationen kommer først i køen, når ekstraordinære tiltag sættes i værk for eksempel som følge af naturkatastrofer eller menneskeskabte konflikter. Men Caritas Danmark arbejder ikke bare med skatteydernes penge. Private bidragydere og græsrøddernes opbakning er helt afgørende. Når hun på årsmødet møder sognerepræsentanter og på Caritasdagen ude i menighederne er med til fortælle om Caritas’ arbejde, tydeliggør Christa Bonde forbindelsen mellem kirken og det karitative arbejde. Det er her, at formanden, ud fra hvad hun selv har set, kan berette om den forskel som indsamlingerne gør for kvinderne i Nordøstindien eller blandt flygtninge fra Myanmar. Den samme logik gør

sig gældende i Caritas, hjemlige arbejde som i Caritas Centret, der også er kommet til i Christas formandstid. Det er kombinationen af Caritas’ ekspertise og opbakningen fra frivillige, der skaber forandring for ensomme ældre, åbner for anonym rådgivning og organiserer stille tilbedelse i kirken. Man skulle tro, at alt dette var nok for Christa. Men til daglig er det jobbet som skoleleder på den katolske Skt. Knud Lavards Skole i Lyngby, der optager hende. Dertil kommer hendes store, og voksende familie, der altid har betydet meget, og som har dannet ramme om at fejre den runde dag. Fra Christa Bondes Caritas-familie skal der også lyde et stort ”tillykke med fødselsdagen”.

CARITAS NYT #1 2020

UDVIKLING

Myanmar

Afstanden til det nærmeste område med træer, der kan fældes og bruges til brænde er op til 5 km hver vej. Afstanden vokser stødt i takt med, at der er færre og færre træer tilbage i området.

FASTEINDSAMLING:

Hjælp før det sidste træ er fældet Caritas’ fasteindsamling går i år til at hjælpe udsatte flygtningefamilier i Uganda, som lige nu står i en desperat situation. BidiBidi-flygtningelejren i det nordlige Uganda er hjemsted for over 250.000 flygtninge, der er flygtet fra den blodige borgerkrig i Sydsudan. Mange har mistet forældre og andre nære familiemedlemmer og lever nu i ekstrem fattigdom. En af de ting som familierne mangler allermest er brænde som de skal bruge til at lave mad.

Det er oftest kvinder og piger over 15 år, der har ansvar for at samle brænde.

Mange familier får ikke mere end to mindre måltider om dagen på grund af usikkerhed om madrationerne i flygtningelejren. Andre er nødt til at bytte madrationerne for brænde, for at kunne tilberede den smule mad de har.

Der bliver brugt omkring 950 tons brændsel hver dag i Bidibidiflygtningelejren.

CARITAS NYT #1 2020

FASTEINDSAMLING

Mikrokøkken

Fra vindmøller til solenergi AF THORBEN G. NIELSEN, DIREKTØR OG GRUNDLÆGGER AF PESITHO

ELISABETH BRUGER 36 TIMER OM UGEN PÅ AT SAMLE BRÆNDE MÅTTE SÆLGE MADRATIONER FOR AT FÅ MAD! Jackline på 22 var højgravid, da hun ankom til Bidibidi-flygtningelejren i det nordlige Uganda i 2016. Med sig havde hun sin etårige søn, sin lillesøster, sin mor og sin aldrende far. Som andre flygtningefamilier, fik familien efter ugandisk lov et areal på 30x30 meter, hvor de kunne bosætte sig og vente på, at der igen blev fred i deres hjemland Sydsudan. Familien har nu i tre år boet under den samme presenning som de fik udleveret, da de kom til Bidibdi. Freden er desværre endnu ikke kommet til Sydsudan. Hver person i lejren får udleveret madrationer, som knapt svarer til den næring et menneske har brug for, for at overleve. Jackline’s forældre reparerer ødelagte plasticstole, hvilket giver familien en lille indtægt. Men en af de helt store udfordringer for familien har været at finde brænde til madlavning. Brænde er blevet en knap ressource i området, særligt efter flygtningene er ankommet. Familien var tidligere nødsaget til at sælge ud af deres i forvejen små madrationer for at få lov til at samle brænde på andres jord. Sådan er det heldigvis ikke længere. Familien har nu fået ECOCA, og de har derfor ikke længere brug for brænde til madlavning. De slipper for at sælge deres madrationer og skal heller ikke bruge flere timer hver dag på at samle brænde.

Kan du forestille dig at bruge op til 36 timer om ugen på at samle brænde? Og så tilmed gøre det i 30-40 graders varme? Sådan er hverdagen for 45-årige Elisabeth, der bor i den store BidiBidi-flygtningelejr i Uganda. Elisabeth er enke og eneforsørger af seks mindreårige børn. Elisabeth er afhængig af brænde til at lave mad, og brændet samler hun selv. Sådan er vilkårene for de fleste af lejrens kvinder og i mange tilfælde også børn, som hver især bruger mange timer ugentligt på at samle brænde.

Jeg har helt siden jeg var ung ønsket at gøre en forskel for verdens fattigste. Som barn oplevede jeg selv hvad det ville sige at leve uden adgang til strøm og rindende vand. I begyndelsen af 80’erne flyttede jeg med mine forældre til en bjerglandsby langt ude på landet i Mexico, for i bedste ”Bonderøven stil” at prøve at være selvforsynende. Vi købte et lille stykke land ikke langt fra hvor min far var vokset op, hvor der hverken var adgang til strøm eller vand. Jeg flyttede tilbage til Danmark efter 18 måneder for at få mig en uddannelse som ingeniør. I midt 90’erne fik jeg muligheden for at arbejde i vindmøllebranchen og var i de efterfølgende 20 år med til at starte omstillingen fra fossile brændstoffer til brugen af vedvarende energi.

Ingen lys i Afrika På et tidspunkt i begyndelsen af 2017, mens jeg arbejdede for Siemens Wind Power, så jeg et billede af jorden taget om natten. Her kunne man se kæmpe områder i Afrika, hvor der ikke var lys. Jeg begyndte derfor at tænke over, hvorfor vi i vindmøllebranchen aldrig

var lykkedes med at give den del af verden adgang til vedvarende energi. Jeg talte med mine kolleger Simon og Peter om det, og vi fandt ud af, at omkring to milliarder stadig ikke har adgang til strøm, og at omkring tre milliarder stadig er afhængige af træ eller trækul til madlavning. I stedet for at bygge større og større vindmøller overvejede vi, om vi skulle gå den modsatte vej. Kunne vi udnytte den eksisterende viden til at lave en løsning, som var tilpasset den enkelte familie? En løsning der var behov for, og som ville give dem adgang til både strøm og madlavning. Da ideen i løbet af 2017 havde udviklet sig til mere end en ide valgte jeg at sige mit job op, og jeg startede selskabet PESITHO i begyndelsen af 2018. Visionen var at give de fattigste i verden adgang til strøm og madlavning uden brug af fossile brændstoffer.

MEGET MERE END ET KØKKEN ECOCA’en er et mikrokøkken, som alene kører på solenergi. ECOCA’en kan desuden bruges til at oplade mobiltelefoner og give strøm til lamper, så børn kan lave lektier, også når det er mørkt.

Udover at hjælpe fattige familier med at få mad på bordet, er ECOCA’en også en god investering i vores klima. Madlavning over bål udleder på verdensplan en stor del af de klimaskadelige stoffer, der skyld i den globale opvarmning.

Projektet er et samarbejde mellem iværksættervirksomheden Pesitho og Caritas.

CARITAS NYT #1 2020

NATIONALT

Medborgerskab

Medborgerskab på flasker Sct. Ibs Skole i Horsens har brugt de frie rammer i faget Medborgerskab til at engagere elever i et projekt, der både er godt for naturen i Danmark og for fattige familier Uganda. Et projekt som tydeligt viser, hvordan vi alle kan være med til at bidrage til en bæredygtig verden.

På Sct. Ibs Skole i Horsens handler medborgerskab ikke kun om at række ud til de borgere, der bor i lokalområdet - eller i resten Danmark for den sags skyld. Medborgerskab er globalt og indebærer at hjælpe mennesker i nød, også selvom de lever langt fra Danmark. I januar satte skolen derfor gang i et projekt, som på en og samme tid gavner naturen i Danmark og hjælper familier i Uganda med at tilpasse sig klimaforandringerne.

Klimapant Eleverne fra 6. årgang på Sct. Ibs Skole blev sat til at udtænke, designe og formulere et projekt med såkaldte flaskeposter som omdrejningspunkt. På skolen blev der smidt mange plastikflasker i skolens skraldespande fremfor at blive sorteret og genbrugt i pantautomater. ”Der er et stort spild på skolen, fordi mange smider pantflasker i de almindelige skraldespande. Det er både

CARITAS NYT #1 2020

Flaskeposter

Anne Katrine Sand og Lene Rasmussen

Et anderledes projekt Eleverne har selv designet flaskeposterne, dokumenteret processen og lavet diverse brochurer og plakater. Flaskeposterne tømmer eleverne selv og afleverer efterfølgende flaskerne til pant. Pengene giver de videre til Caritas Danmarks arbejde i Uganda.

dårligt for økonomien og for miljøet. Vi tænker, at vi med dette projekt kan indsamle pantflasker og give indtjeningen til Caritas Danmark.”, siger lærer på skolen Anne Katrine Sand. Arbejdet med at lave flaskeposter, der skulle stå på skolen og som eleverne kunne putte deres flasker i, blev gennemført i faget Medborgerskab.

Pengene fra indsamling på Sct. Ibs Skole går til de katolske skolers indsamling til Caritas. Skoleindsamlingens formål er at samle penge ind til et udvalgt udviklingsprojekt og oplyse elever på de katolske skoler om bæredygtighed og udviklingsarbejde.

Et hold stod for at designe flaskeposter, et andet hold havde ansvar for at udarbejde pjecer, der fortæller om indsamlingen, og et tredje hold dokumenterede det hele med små videoer, som blev lagt på skolens facebookside. ”Medborgerskab er et fedt fag, hvor vi kan arbejde med en lidt mere løs struktur og mere projektorienteret. Dette projekt har været virkelig spændende, og det har appelleret til eleverne, fordi de har et ønske om at hjælpe. De har engageret sig og taget ejerskab, og det er virkelig skønt at se.”, fortæller lærer Lene Rasmussen.

"Det har været et mega-spændende projekt, fordi det er anderledes end det vi normalt laver i skolen. Processen har været sjov, og vi har selv bestemt arbejdsformen og indholdet. Caritas støtter gode projekter, og det vil vi gerne være med til at bakke op om.", siger Jakob og Emilie, som er to af de elever, der har været med i projektet.

JAKOB OG EMILIE

Fra 2018-2020 samler de katolske skoler ind til et projekt, der styrker småbønders evne til at tilpasse sig klimaforandringer i Uganda. Bønderne lærer blandt andet dyrkningsmetoder, der holder bedre på vandet i jorden. De får udstyr til at opsamle regnvand og lærer at anvende naturlig gødning af planterester og dyreekskrementer. De lærer også at dyrke tørkeresistente afgrøder, der kan klare sig med mindre vand.

CARITAS NYT #1 2020

NATIONALT

Stella Maris

Den nationale chef for Stella Maris i England Martin Foley mødtes med Caritas Danmarks generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy i København i november 2019.

Den katolske organisation Stella Maris (Havets stjerne) tjener søfolk fra hele verden med praktisk hjælp og psykisk omsorg, støtte og rådgivning.

Havets stjerne bringer håb og støtte til søens mænd og kvinder Den katolske organisation Stella Maris (Havets stjerne) tjener søfolk fra hele verden med praktisk hjælp, psykisk omsorg, støtte og rådgivning. Organisationen er den største af sin slags i verden. Stella Maris blev grundlagt i Glasgow i 1920. Her drev frivillige fra de katolske sogne vandrehjem for de sømænd, der kom til byen og havde brug for et sted at sove, ofte i flere uger ad gangen. Stella Maris voksede hurtigt og er i dag til stede i flere end 300 havne i 41 lande. Alt sammen forankret i Vatikanet i The Dicastery for Promoting Integral Human Development. 10

CARITAS NYT #1 2020

Teknologiske fremskridt presser søfolk Med globaliseringen fulgte nye teknologiske fremskridt og en effektivisering af den internationale skibsfart. Udviklingen betød blandt andet, at besætningerne blev mindre og at skibene meget hurtigere kunne læsse deres last af. For at minimere havneafgifterne bruger fragtskibe så lidt tid som muligt i havn. Når losning og lastning

er overstået, kan skibet igen forlade havnen, og besætningen får kun få timer i land, hvis de overhovedet får lov til at forlade skibet.

og det er netop det Stella Maris gør i flere end 300 havne verden over.

Med ingen eller kun få timer i land, tilbringer de det meste af deres tid til søs. De arbejder typisk på ni eller 12 måneders kontrakter og arbejder syv dage om ugen. De er isolerede på skibet, og uanset om de er på vagt eller ej, har de aldrig rigtigt fri.

En af de blanke pletter på kortet over Stella Maris’ globale netværk er Skandinavien. Derfor har Caritas Danmark hjulpet Stella Maris med at få fodfæste i Danmark ved at sende tre frivillige til Skotland, hvor de blev uddannet i at tage ud og hjælpe besætninger på skibe i danske havne.

Sejler under et andet lands flag

Mangler fodfæste i Skandinavien

For at reducere omkostningerne ansætter rederierne ofte deres besætninger fra udviklingslande og de kan også vælge at registrere eller "flage" deres skibe i et andet land end det land, de opererer i. Nogle ejere flager derfor deres skibe i lande med lempelige love omkring sikkerhed og med få rettigheder for arbejdstagere. Det betyder, at søfolk på disse fartøjer kan tvinges til at arbejde timevis uden hvile, for meget lave lønninger og uden respekt for deres generelle menneskerettigheder.

En af de frivillige, David Noval, er ikke i tvivl om, at der er behov for Stella Maris og at arbejdet har en positiv effekt.

Besætningerne får i disse tilfælde ofte heller ikke deres løn til tiden, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for deres familier derhjemme, som er afhængige af lønnen for at kunne dække de daglige udgifter.

Det er virkelig en stor glæde at være en udfarende kirke og hjælpe med stort og småt. Bare at se smilet i deres ansigter og de strålende øjne er det hele værd.”, fortæller David Noval og fortsætter.

Søfolk har altså ikke længere brug for en varm velkomst på et vandrehjem. Der er i stedet behov et opsøgende arbejde, hvor frivillige besøger besætningerne på skibene,

”Mange menige sømænd kommer fra lande langt væk, og er væk fra deres familie i mindst ni måneder ad gangen. Nogle rederier sørger desværre ikke for at deres

”Det kan være så simpelt som at udlevere hjemmestrik til søfolkene, så de kan holde sig varme og så de har tøj, der ikke er arbejdstøj, når de er i havn. Sågar har man skaffet en cykel til en besætning, så de kan komme rundt i byen.

CARITAS NYT #1 2020

Stine Rørbæk Møller er en af Caritas’ dedikerede frivillige, som har været Glasgow som ’Ship Visiting Trainee’ i havnen hos Stella Maris. ’Jeg erfarede den isolation mange sømænd oplever og der var et stort behov for en social indsats og menneskelig omsorg.”

En kirke af mange nationaliteter AF STINE RIEGELS LÆSØE, FRIVILLIG I STELLA MARIS

Stine Riegels Læsøe og David Noval er klar til at gå ombord.

ansatte har ordentlige forhold. De mangler alt fra en god internetforbindelse til simple fornødenheder som tandpasta. Mange er troende og har derfor også gavn af pastoral omsorg. Stella Maris arbejder for sømændene uanset deres nationalitet eller religiøse tilhørsforhold.”

Et godt navn og en god dialog åbner døre Stella Maris’ ansatte og frivillige går i tæt dialog med arbejdsgiverne for at imødekomme de vanskeligheder, der er for besætningerne ombord, og i de fleste tilfælde lykkes det at finde en god løsning for begge parter. Her hjælper det også, at Stella Maris er en kendt og respekteret organisation i havne verden over, som rederierne kan have svært ved at afvise. Hvis man derimod ikke kan enes og finde en løsning, der er retfærdig for besætningen eller den enkelte sømand, så hjælper Stella Maris også sømænd med moralsk opbakning og juridisk hjælp i forbindelse med en eventuel retssag.

CARITAS NYT #1 2020

På vores studietur til Aberdeen bliver vi introduceret til Stella Maris’ arbejde af Doug. Duoglas Duncan er enkemand og blev for seks år siden viet som permanent diakon. Siden da har han været ansat i Stella Maris. Han har tre kolleger i Skotland, en gruppe frivillige samt flere katolikker af forskellige nationaliteter, som hjælper når der opstår behov hos sømændene for at tale deres eget sprog. Det er jo netop en af den katolske kirkes styrker, at vi er så mange forskellige nationaliteter. Vi når at besøge en seks – syv besætninger, mens vi er der. Vi taler med flere, der snart skal på deres årlige besøg hjemme på Filippinerne. Og andre, der netop er kommet fra hjemmebesøg, og som nu har seks til 12 måneders arbejde foran sig. Doug har blik for den enkelte og er opmærksom på de, der af forskellige grunde, (overarbejde, interne konflikter, bekymringer for dem derhjemme, manglende løn) er under pres. En kaptajn han kender, spørger om han kan skaffe en cykel, da det er et stort ønske for en fra besætningen – og fluks skaffer Doug en gammel cykel. Doug samarbejder også med de lokale præster i forhold til behovet for sakramenterne. Man skal være lidt adræt for at komme op og ned af diverse gangbroer, men jeg (som har nogen højdeskræk) klarer dem uden problemer. Vi slipper heldigvis for at skulle ud og hænge i luftige lejdere. Doug griner indforstået. Han synes også at han er blevet for gammel til sådan en akrobatisk indsats. ”- og så var cyklen jo aldrig kommet med!”

NØDHJÆLP

Syriske flygtninge

Hver eneste patient er unik I forbindelse med et besøg i Jordan mødtes programassistent Josefine Sochacka Stelsberg med sygeplejersken Razan Abu Khader, som til dagligt arbejder på en af Caritas’ klinikker. AF PROGRAMASSISTENT I CARITAS DANMARK JOSEFINE SOCHACKA STELSBERG

Caritas Jordan arbejder på at styrke syriske flygtninges adgang til sundhed og driver selv syv sundhedscentre, hvor de tilbyder lægekonsultationer og primære sundhedsydelser til de mest sårbare syriske flygtninge. Derudover omfatter indsatsen ambulante hospitalsundersøgelser og indlæggelser, og kronisk syge bliver tilbudt et længere behandlingsforløb.

En del af familien Razan er 28 år gammel, og jeg møder hende på en af Caritas' klinikker i Jordan. Hun har valgt at arbejde for Caritas, fordi hun i sit arbejde for organisationen oplever en særlig stor glæde og tilfredshed blandt de patienter, der besøger klinikken. Razan føler sig også som en del af en stor Caritas-familie, der arbejder sammen henimod et fælles mål – nemlig at hjælpe patienterne, så de kan tage vare på deres egen sundhed. Hun nævner endnu en vigtig grund til, at hun har valgt at arbejde netop for Caritas. ”I Caritas ser vi hver eneste patient som et unikt menneske og som Guds skabning”, siger hun.

Et meningsfuldt arbejde Razans arbejde består hovedsageligt i at undersøge patienter og hjælpe lægen. Hun mener dog, at hendes vigtigste opgave er at informere patienterne om de ting de selv kan gøre for at forbedre deres helbred - så

patienterne får et medansvar og en viden om deres egen sundhed. Hun fremhæver særligt de gravide kvinder. Razan vejleder blandt andet kvinderne i, så vidt det er muligt, at spise en vitamin- og næringsrig kost, som gavner både kvinderne og deres ufødte børn. Arbejdet giver Razan stor glæde, og hun smiler, når hun fortæller, hvordan hun tydeligt kan se, at de gravide er mindre bekymrede og beroligede efter de har været på klinikken. I det hele taget er patienterne, ifølge Razan, særligt glade og taknemmelige for at besøge Caritas’ klinikker. Her gør personalet en ekstra indsats for at forklare hvad der skal ske med patienterne, og de gør det på en måde så patienterne føler sig involveret. Razan viser blandt andet en tavle med figurer som hun benytter til de patienter, der ikke kan læse eller skrive, for at sikre, at de forstår hvad hun siger.

Støttet af advents indsamlingen Razan er taknemlig for, at Caritas Danmarks adventsindsamling i 2019 støttede sundhedsarbejdet i Jordan. Det betyder blandt andet, at hun og hendes kollegaer nu kan hjælpe flere gravide med de nødvendige undersøgelser både før, under og efter graviditet og fødsel.

INFO Adventsindsamlingen 2019 gik til Caritas Danmarks indsats i Jordan. Den fantastisk flotte opbakning til indsamlingen resulterede i et resultat på lidt over 600.000 kroner.

CARITAS NYT #1 2020

UDVIKLING

NATIONALT

Burkina Faso

Diakonipulje

Venskabsfamilier på Den Blå Planet Den 1. februar tog 27 voksne og 30 børn fra Venskabsfamilierne i Kalundborg en tur til Den Blå Planet for at lære noget om fisk, hinanden og om Danmark. AF GITTE LUNDGAARD LARSEN, FRIVILLIG I VENSKABSFAMILIERNE

Caritas Danmark starter nyt projekt i Burkina Faso Caritas Danmarks nye engagement i Burkina Faso skal blandt andet styrke familiers levestandard og give børn adgang til uddannelse. AF SIDSE HOLM NIELSEN, PROGRAMKOORDINATOR I CARITAS DANMARK

Burkina Faso har oplevet en stabil udvikling i de seneste årtier; økonomien er i vækst og den sociale stabilitet forbedres. Landet er også en pioner indenfor tilpasning til klimaforandringerne gennem vedvarende energi.

Terror truer den positive udvikling Denne udvikling er imidlertid alvorligt truet, fordi landet i øjeblikket står overfor en krise på grund af en lang række terrorangreb fra forskellige jihadistiske grupper, som har hærget landet siden 2015. Som følge af usikkerheden, er mere end 2000 skoler midlertidigt lukkede landet over, hvilket har medført, at over 300.000 børn og unge står udenfor skolesystemet. Når et ungt menneske er frataget muligheden for at få en uddannelse, er han eller hun særligt udsat for at blive radikaliseret af terrorgrupper.

CARITAS NYT #1 2020

Caritas Danmarks aktivitetspulje støtter sociale projekter, som er drevet af frivillige. Igennem flere år har Beatrice fra Skt. Mariæ Kirke i Kalundborg skabt kontakt og relationer mellem frivillige venskabsfamilier og flygtninge og asylansøgere i Danmark. Formålet med venskaberne er at hjælpe migranter, så de ikke bliver ensomme og isolerede i Danmark.

Uden fortilfælde

Frokost med udsigt til Øresund

Der var i september 2019 ca. 289.000 internt fordrevne i landet. Et tal der er tredoblet siden januar 2019. Situation er uden fortilfælde i Burkina Faso og har aldrig været så alvorlig som nu.

Forventningerne var høje og humøret var højt, da bussen kørte mod Den Blå Planet. Alle kørte sammen i den samme bus, efter at være blevet samlet op i Kalundborg og Dianalund.

90 procent af de internt fordrevne bosætter sig hos familie og bekendte. Det lægger et stor pres på værterne, som ofte selv har begrænset adgang til basale ydelser som sundhed, arbejde og uddannelse.

Det viste sig, at der var mange andre, som havde fået den ide at tage på Den Blå Planet den dag, så vi måtte spise vores medbragte mad ved nogle borde og bænke udendørs. Det blev en frisk og kølig frokost med udsigt til Øresund og flytrafik til og fra lufthavnen.

Caritas arbejder derfor for at styrke den lokale integration af internt fordrevne børn og deres familier. Med henblik på at forebygge interne konflikter, skal der oprettes fredskomiteer. Samtidig arbejder vi for at styrke begge gruppers livsgrundlag ved at starte spare-låne-grupper for kvinder. Børn og unge er et centralt element i projektet. Eftersom mange skoler er lukkede, vil vi oprette en form for fritidshjem, hvor børn fra både internt fordrevne- og værtsfamilier kan komme et par dage om ugen og lære at læse, skrive, dyrke sport, spille musik og bare være børn i sikkerhed for radikalisering og angreb.

Beatrice havde som sædvanlig sørget for ekstra mad og drikkevarer til dem, der ikke selv har så meget. Duge til bordene og servietter, manglede heller ikke. Vejret og udendørstemperaturen indbød ikke til en længere frokost, desuden var der fodring af hajer og rokker, og det ville de fleste gerne se. Børn og voksne brugte meget tid på at betragte fisk og andre havdyr i varierende størrelser og fra klodens forskellige oceaner, floder og søer. Nysgerrige børn Flere fortalte med lys i øjnene, at de havde rørt ved en fisk i "klappebassinerne". Nogle drenge fandt ud af,

at det var morsomt at køre op og ned med elevatoren. Det var knap så godt, men vel egentlig en del af børns naturlige udforskning af omgivelserne, indtil de lærer hvad der er tilladt, og hvad der ikke er. Området er ikke større end at alle ret hurtigt kunne overskue det og finde rundt uden at fare vild. Der blev snakket sammen på kryds og tværs af familier og nationaliteter. Børnene er tillidsfulde og alle fik et afbræk i hverdagen. For flygtningefamiliernes vedkommende var det en mulighed for at opleve et sted, som de ellers ikke ville have økonomi til at besøge. Efter 4,5 time kørte bussen igen mod Dianalund og Kalundborg med en gruppe trætte, oplevelsesmætte børn og voksne. Endnu en gang var det et godt arrangement for Venskabsfamilierne, som var muliggjort med støtte fra Caritas Danmark.

DIAKONIPULJEN Caritas Danmarks diakonipulje støtter aktiviteter i Danmark, der har til formål at hjælpe sårbare mennesker og familier, der lever på kanten af samfundet eller har brug for støtte i livet.

CARITAS NYT #1 2020

id nr.: 46663

Fasteindsamling FASTEINDSAMLING 2020

Hjælp før det sidste træ er fældet Flygtningefamilier i Uganda er afhængige af brænde til bål for at kunne lave mad. Men træerne er ved at forsvinde. Støt i dag og giv familierne et solcelle drevet mikrokøkken, så de kan få mad på bordet. Du kan også støtte indsamlingen på caritas.dk