Smart Cities: Globale udfordringer, lokale muligheder

SMART CITIES

Globale udfordringer, lokale muligheder

Martin Brynskov

Byer kan blive digitale på mange måder. Når man går på gaden med sin mobil, så er det faktisk en vigtig del af byens digitale liv. Det samme gælder, når trafikmønstre kan overvåges, og bygninger kan vise, hvad der foregår inde i dem. Det giver nogle nye handlemuligheder og nogle nye adfærdsmønstre. Den kvantificering, som digitaliseringen fører med sig, leder til en kvalitativt anderledes by; en by, hvor det digitale i mange tilfælde bliver lige så vigtigt som det fysiske.

Når en by arbejder bevidst og koordineret med de digitale udfordringer og muligheder, kan den kaldes en ’smart city’. Dette kapitel ser nærmere på, hvad en smart city er, og hvordan byer bliver smarte. Konkret gennemgås tre stadier af smart cities med baggrund i den digitale byudviklings korte historie. Vi ser også på, hvordan de geografiske, økonomiske og kulturelle forskelle byer imellem har konsekvenser for deres digitale udviklingsstrategier. Kapitlet kan ses som en generel baggrund for de kommende kapitler, der dykker ned i mere specifikke emner.

To af de største udfordringer, verden står over for, mødes, når digitaliseringsbølgen rammer byerne. På den ene side vokser byernes betydning på alle måder: økonomisk, kulturelt, politisk. Over halvdelen af jordens befolkning bor allerede i byer, og det er en udvikling, som ser ud til at fortsætte de næste mange årtier. Det giver et voldsomt pres på byerne og stiller store krav til deres indretning og planlægning. Desuden er det i byerne, alt det nye opstår: ideer, virksomheder, teknologier, nye kulturudtryk. I Europa er steder som London, Berlin, Paris, Amsterdam og København uomgængelige, hvis man vil dele ideer med de bedste. New York og San Francisco i USA og Tokyo, Seoul og Shanghai i Asien. Det fysiske møde mellem mennesker er stadig en nødvendighed.

På den anden side står den digitale revolution. Digitaliseringsbølgen, eller -tsunamien, alt efter temperament.

Intet går fri, når de digitale informations- og kommunikationsteknologier (ikt) spreder sig. Ikke en branche og ikke en kulturel manifestation står urørt. Det fysiske rum bliver nu suppleret af et digitalt rum, der bringer lige så mange udfordringer som muligheder. Alt kan relateres via digitale repræsentationer, som konkurrerer med deres ikke-digitale sidestykker om vores opmærksomhed. Det, der sker på vores mobil, kan være lige så vigtigt som det, der sker lige omkring os. De digitale spor, vi efterlader os – på Facebook, i mobilnettet, på vejen, med dankortet, i mødet med medierne – kan være

lige så vigtige som de indtryk og aftryk, vi modtager og efterlader i det fysiske rum.

Dette kapitel handler om, hvad der sker, når disse to tendenser mødes. Det består af to dele: Først ser vi på, hvad begrebet ’smart cities’ dækker over. Det er nemlig en ikke helt uproblematisk betegnelse. Med udgangspunkt i nogle konkrete eksempler identificerer vi tre typer af smart cities, tre stadier.

I den anden halvdel ser vi på, hvad der skal til for at nå det tredje af disse stadier. Her vil vi se, at byer er meget forskellige, og at de lokale kulturelle og økonomiske forskelle har meget stor betydning for, hvordan man tænker digitalisering af byer og byliv. På den baggrund opridser vi konturerne af et mere nuanceret perspektiv på smart cities.

Hvad er en ’smart city’?

Der findes ingen entydig, alment accepteret definition af, hvad en smart city er. Men man kan starte med at konstatere to ting: Det er en globalt anerkendt term, og den dækker i nogen grad det samme overalt i verden, nemlig anvendelsen af ikt i byer.

Men selve begrebet er faktisk genstand for konkurrence. Selvom stort set alle bruger begrebet, arbejder de fleste lande, byer og sektorer ud fra en snævrere dagsorden. Der er tale om et begreb, der ofte bliver brugt mere eller mindre selvforherligende, så der er grund til 17

Smart Cities

at møde det med en god portion skepsis.

Sydkorea er et af de lande, hvor man åbent har erklæret, at man går efter at være global leder på smart city-området, og hvor det har en berettigelse ud over den overfladiske markedsføring. Her hed det indtil for nylig ’u-city’. U’et står for ’ubiquitous’, som på engelsk betyder allestedsnærværende. I Sydkorea har man nemlig det seneste årti i den offentlige debat helt naturligt kunnet sætte u- foran stort set ethvert fænomen – fx u-Culture, u-Health og u-Education – hvorefter alle forstod, at det drejede sig om nye digitale muligheder inden for det pågældende område.

Men på det seneste er sydkoreanerne gået med på den globale trend og kalder det i stigende grad ’smart cities’.

Faktisk er man fra centralt hold så ambitiøse, at man har overvejet at kalde dem for ’K-cities’, altså Korean Cities, med reference til den bølge af koreansk popkultur, der siden slutningen af 1990’erne er skyllet ind over især Kina. Man arbejder altså ikke kun med begrebet som teknologi, men også som kulturelt fænomen.

Sydkoreanernes attitude over for smart city-begrebet er et udtryk for, at

DER FOREGÅR EN GLOBAL KAMP OM OPMÆRKSOMHED, HVOR DET IKKE ER NOK AT VÆRE FØRST MED NYE OPFINDELSER OG INTERNATIONALE STANDARDER. De skal også indlejres i en større fortælling om, hvem der imødekommer nutidens værdier og kan tilpasse teknologien til fremtidens behov. Og det er altså såvel ’bløde’ kulturelle behov, som det er ’hårde’ behov i form af effektivisering og infrastruktur.

Det sydkoreanske samfund er i dag karakteriseret ved, at man i henved tre årtier har indtænkt ikt som en helt central del af den overordnede strategiske samfundsudvikling. Men før vi ser nærmere på, hvordan en by så bliver ’smart’, og hvad det indebærer af muligheder og udfordringer, så lad os tage et spadestik dybere i historien og finde en bedre definition af, hvad en smart city er – eller bør være – i dag.

Tre stadier Hvis man ser lidt tilbage i tiden, får man et mere nuanceret billede af, hvilke strømninger der ligger bag smart city-tankegangen. Det kan være gavnligt, hvis man vil forstå, hvorfor det kan være svært at formidle denne tankegang helt enkelt. I sin bredeste fortolkning 18

handler det nemlig om en gentænkning af fundamentet for enhver by eller samfund.

Hvis man ser bort fra de mange utopier og dystopier i science fiction-film og -litteratur, så startede det i Asien i midten af 1980’erne, primært i de store bystater Singapore og Hong Kong, men også i Japan og Sydkorea.

Fra centralt hold var man som nævnt begyndt at se ikt som en helt central strategisk faktor i byernes og dermed nationernes udvikling. Man satsede benhårdt på at skabe ny velstand baseret på en digital økonomi, som dermed er væsensforskellig fra den gamle industriproduktion.

Singapore kaldte i sin IT2000-strategi fra 1991 sin vision for ’Intelligent Island’.1 På trods af at man her taler om ’intelligent’ samfundsudvikling og dermed bruger en teknokratisk retorik, så er det i praksis noget nyt. Det involverer nemlig en ny type økonomisk tænkning – den digitale vidensøkonomi – og er drevet af offentlige investeringer og samfundspolitiske målsætninger. I Danmark fik man i 1994 den såkaldte Dybkjær-rapport om Informationssamfundet i år 2000, knap 10 år efter at man i Asien var begyndt at konkretisere, hvad digitaliseringen ville betyde for samfundsøkonomien. Det var en global bølge, hvor nationerne begyndte at søge et nyt fundament i en post-industriel verdensøkonomi.

Men der findes en endnu simplere type smart city, det første stadie, nemlig en bydel opført med det formål at tiltrække investeringer fra hightech-industrien.

Her støttede man fx i Bangalore i Indien opførelsen af udviklingscentre for Texas Instruments, IBM, Tata og andre store it-virksomheder. Denne type smart cities handler altså mest om store kontorkomplekser med billig, men relativt veluddannet arbejdskraft inden for ikt-industrien. Det forandrer ikke indretningen af det omgivende samfund, ud over at det skaber vækst.

Det næste stadie er den sektor-baserede tilgang. Det er en bys særlige satsning på en bestemt sektor, fx grøn energi som i Københavns Copenhagen Cleantech Cluster. Andre steder er det en by, der satser på en særlig udbygget ikt-infrastruktur, fx trådløse netværk eller en masse sensorer i byrummet, der kan bruges til at forstå trafikmønstre eller overvåge miljøet. Det er fx T-City Friedrichshafen i Tyskland eller Smart Santander i Nordspanien. Det sektor-baserede stadie, hvor initiativet er drevet af interessenterne i en sektor eller af store sponsorer, er helt anderledes ambitiøst end det første stadie. Formålet er at bidrage til og forandre hele den pågældende sektor i tæt interaktion med byen som en

Martin Brynskov

enhed. Det er en strategi, som er let at kommunikere klart, og det er forholdsvist enkelt at opsætte nogle klare mål, fx CO2-neutralitet inden for en given tidsramme eller et vist antal nye typer af virksomheder inden for sektoren. Denne type smart cities udnytter ikt som en del af nytænkningen af en sektor inden for rammerne af en by eller region. Det omfatter stort set alle smart cities i dag, dog med en meget bred variation i ambitionsniveauet.

Det tredje stadie er både sværere at afgrænse og sværere at kommunikere klart. Det har sin forløber i det, der kaldtes ’intelligent cities’, som var mere afgrænsede visioner om en gennemgribende, internet-baseret automatisering og overvågning, ofte via elementer af kunstig intelligens. Op gennem 1990’erne eksisterer to parallelle spor, hvor det ene er tankerne om den intelligente, nærmest fuldautomatiske by, der gætter borgernes behov, før de selv aner dem – inden for alt fra sundhed til parkering. Det andet er et mere jordnært spor, der handler om at bruge de nye informations- og kommunikationskanaler til borgerkommunikation og anden offentlig information og koordinering. I kølvandet på dotcom-boblen og den accelererende globalisering sidst i 1990’erne begynder disse to spor på et tidspunkt at smelte sammen, og fra omkring årtusindskiftet får man en række smart city-visioner, der kobler de to spor. Dette sker i høj grad samtidig med et skifte, hvor ikt begynder at blive allemandseje. Flere kommer på internettet, og teknologiudviklingen begynder generelt set at fokusere mere på civile og almen-kulturelle behov frem for at være knyttet til de store virksomheders og sektorers professionelle behov.

Selvom de tidlige, offentligt formulerede smart cityvisioner kan virke enten ret langt fra den politiske virkelighed eller ret teknokratiske,2 så begynder de at vise det tredje stadie. De asiatiske initiativer indtænkte allerede i midten af 1980’erne ikt som en fundamental kulturel faktor, men nu begynder man at kunne se nogle helt nye perspektiver i den måde, man tænker ikt som et samfundsmæssigt fundament. Man begynder at tilpasse teknologien til byerne, ikke byerne til teknologien.

Det er det, Saskia Sassen (2011) har kaldt ”urbanizing technology”.

Det afgørende nye er ikke, at der findes it-systemer, der kan støtte myndigheder i at træffe gode beslutninger, fx omkring trafik eller forsyning. Det nye er, at alle de mange it-systemer begynder at blive koblet sammen,

og at de opsamler og udveksler informationer hele tiden. De bliver endda koblet sammen med systemer, der primært anvendes til generel kommunikation og andre almindelige hverdagsaktiviteter, sådan at man efterhånden kan tale om et sammenhængende digitalt lag.3 Store it-systemer har længe været koblet sammen, men nu kommer rigtig mange ’på nettet’. Det sidste, men helt afgørende ryk er mobilteknologien. Den har gjort, at nettet findes stort set overalt. Og lige så væsentlig en forandring, det er for os mennesker, lige så markant en betydning har det for alle de steder, hvor der nu kan sidde sensorer og andre digitale forbindelser i det store digitale lag.

Informations- og kommunikationsteknologierne har altså forårsaget både en kæmpe kulturel forandring – fordi vi i stigende grad kan være på nettet konstant og overalt – og en infrastuktur-forandring – fordi alt er forbundet.

I SIN YDERSTE KONSEKVENS KAN MAN SIGE, AT DET DIGITALE LAG HAR SKABT EN EKSTRA DIMENSION I BYEN, ET NYT LANDSKAB, DER KRÆVER EN NY ’GEOGRAFI’.

Og i visse – efterhånden mange – tilfælde er det digitale vigtigere for os end det fysiske. Det kan enten være som noget positivt, når det digitale skaber kontakt til vores nære omgangskreds. Det kan også være mere negativt, som når en bilist havner på afveje, forbi gps’en var en større autoritet end det, man kunne se ud ad vinduet.

Det tredje stadie er altså, når en by tager konsekvenserne af denne forandrede situation, denne nye hybride geografi, der både består af noget fysisk og noget digitalt.

Det kan være noget så banalt som at se på, hvordan gæster møder byen på nettet, når de forbereder sig på at komme på besøg rent fysisk. Det kan også være langt, langt mere komplicerede forhold som fx ejerskab til de data, der genereres i det offentlige rum. Hvis en reklamestander registrerer forbipasserendes køn og højde, hvem tilhører disse data så? Hvem har adgang til de data, der befinder sig – eller burde befinde sig – i det digitale, offentlige rum, altså på nettet? Og er Google et offentligt sted? Det er i hvert fald en vigtig dørvogter i kontakten mellem en borger eller virksomhed og så byen.

At indrette eller omstille en by til at tage højde for denne nye virkelighed, som er en hybrid af det fysiske og det digitale rum,4 kræver noget helt andet end at til19

Smart Cities

trække nogle virksomheder eller udvikle en enkelt sektor.

Det kræver en gentænkning af selve byen. Dermed er der også lagt op til at fokusere mere på menneskelig og social kapital end på en rent teknokratisk forståelse af ikts rolle i en by. I andre kapitler i denne bog kan man læse konkrete eksempler på, hvordan digitaliseringen påvirker forskellige elementer, med fokus på det kulturelle og oplevelsesmæssige.

De tre stadier, jeg har opridset her, er meget simple.

Der findes flere og mere sofistikerede måder at definere smart cities5 og måle graden af smart city-hed på.6 Det vender vi tilbage til senere. Men overordnet set kan man forstå udviklingen inden for de tre stadier. Lige nu, i 2012, er vi i en situation, hvor kun et fåtal har taget konkret fat i det tredje stadie og sat sig politiske målsætninger om at nå dertil.

Hvordan det kan ske, skal vi se på nu.

Hvordan bliver man en smart city?

Byer er meget forskellige. Nogle er store, andre er små.

Nogle bliver bygget fra bunden med indbygget teknologi, mens andre – langt, langt de fleste – må tilpasse sig mere organisk ud fra de eksisterende forhold. Dertil kommer, at der er meget store kulturelle forskelle på de enkelte samfund.

De mest prominente smart cities er dem, der er ved at blive bygget fra bunden. Det er fx Songdo i Sydkorea og Masdar City i Abu Dhabi. Begge byer er imponerende designet til at være både miljømæssigt bæredygtige og gennemdigitaliserede. Det betyder, at alle aspekter af bylivet er styret og koordineret fra et kontrolcenter – alt fra kriminalitetsovervågning til indeklima og fritidsaktiviteter.7 Som sådan kan de tjene som showcases for fremtidens byer rent teknologisk. Men kulturelt set er de temmelig fattige, og de er ikke specielt store. De er efter planen begge færdige i 2015 og vil så have henholdsvis 200.000 og 50.000 indbyggere. Selv hvis man lægger andre lignende byggeprojekter oveni, må man altså sige, at det er en forsvindende lille del af verdens befolkning, der vil bo i den slags byer inden for en overskuelig tidsramme. Langt de fleste vil bo i byer, som må gennemgå en digital udvikling. Man kan mene, at det også er det, som giver den bedste kulturelle udvikling.

Nyopførte byer har svært ved at få det samme liv som gamle byer, der er vokset mere organisk.

Så er der størrelsen. Stor, lille og midt imellem. De store – megacities med flere end 10 mio. indbyggere – er 20

dem, der tiltrækker sig mest opmærksomhed. Dem er der omtrent 25 af i verden i dag, alt efter hvordan man afgrænser dem rent geografisk, og i dem bor der tilsammen ca. en halv mia. indbyggere. Det er ’kun’ 7 procent af verdens befolkning – men det er her, værdierne skabes, og mennesker mødes og udveksler ideer. Disse byer er kulturelle magneter – Tokyo, Seoul, Shanghai, Mumbai, Mexico City, New York, São Paolo, Manila, Dhaka, Istanbul, London, Paris (i faldende størrelsesorden) – og de kommer til at vokse endnu mere i de kommende år, mest i Asien. De har helt særlige grunde til at se på, hvordan ikt kan være med til at løse det meget store pres på ressourcerne, der følger af at bo så tæt. Det gælder transport, vand, sundhed, kommunikation – alting.

Samtidig vokser andelen af slumbyer også kraftigt i Afrika og Asien, så det er altså ikke kun velordnede forhold, som vi kender dem fra Europa og USA. Her er de økonomiske begrænsninger betydelige, så man kan ikke forvente at se store investeringer som i andre byområder, hvor der måske bor lige så mange mennesker.

Men alligevel er digitalisering en helt afgørende del af disse slumbyers struktur. For stort set alle i verden, selv de allerfattigste, har snart adgang til en mobil, og det gør, at man kan bringe viden, sundhed og økonomi ud på en måde, som ikke har været mulig før.

For megacities er det en tvingende nødvendighed at indtænke ikt som et helt centralt element, hvis de ikke skal sande helt til i overbefolkning. Men de konkrete løsninger vil også være tæt knyttet til de særlige forhold, som gør sig gældende i så store byer. Det er blandt andet en meget stor udfordring overhovedet at skabe koordineret forandring i disse enorme enheder.

I den anden ende af skalaen ligger de små byer, dem med under en mio. indbyggere. Her bor sammenlagt cirka en fjerdedel af klodens befolkning, næsten to mia. mennesker. De små byers muligheder for at gennemføre forandringer er langt bedre end de store byers, hvis de ellers har økonomien til det. Men deres bevæggrunde er lidt anderledes. De er i mindre grad end de større byer magneter i det globale flow af mennesker, varer og services. Det betyder, at de er i konkurrence med de større regionale byer, både på grund af deres mindre økonomiske volumen og deres mindre kritiske masse af talent.8 Deres incitament til at udvikle sig digitalt og blive en smart city i tredje fase er således først og fremmest at blive relevante på det globale landkort. De små byer har ikke en kompleksitet, der gør det nødvendigt

> 10 MIO. 1-10 MIO. < 1 MIO. Figur 1: Fordeling af verdens befolkning på byer af forskellig størrelse.

med samme tiltag som megacities for at undgå at bukke under, men de kan omvendt være nødt til at effektivisere for at udnytte de økonomiske ressourcer bedst muligt i kampen om at gøre sig attraktive over for mennesker og virksomheder.

Endelig er der – ud over den halvdel af klodens befolkning, som slet ikke bor i byer – de mellemstore byer på mellem én og 10 mio. indbyggere. Dem er der omkring 500 af i verden, som med i alt 1,1 mia. indbyggere udgør en sjettedel af klodens befolkning. De deler sig i to grupper: dem, som nærmer sig megacities og dermed begynder at mærke deres ressourceproblemer, og dem, som er store nok til at være regionale centre. I en analyse af Kinas urbanisering og de tilhørende politiske strategier angives en størrelse på mellem en og fire mio. indbyggere som ideel for en by.9 Hvis det er mindre, er den under den kritiske masse, både økonomisk og kulturelt – fx er det for kedeligt at bo der. Men hvis den bliver større, begynder trængselsproblemerne at vise sig, og livskvaliteten og dermed økonomien begynder at blive påvirket negativt.

DET ER BYER SOM CAPE TOWN, ADIS ABEBA, HAMBORG, MANCHESTER, VANCOUVER, STOCKHOLM, WIEN, KØBENHAVN – OG EN MASSE KINESISKE BYER, DE FÆRRESTE DANSKERE HAR HØRT OM. Selvom det naturligvis er en flydende grænse og et meget generelt mål, så er disse byer med den ’optimale’ størrelse godt rustet til at høste frugten af en gennem-

LAND

gribende digitalisering. Men selve det at få gennemført de nødvendige reformer er vanskeligt for dem. De har nemlig i kraft af deres størrelse udfordringer i forhold til rent faktisk at gennemføre strukturelle forandringer på tværs af sektorer.10 Der er en inerti og et bureaukrati, der giver modstand, og som gør det vanskeligere at gå videre fra det andet til det tredje stadie, også for de mellemstore byer.

Man kan altså sige, at de største af de små byer og de mindste af de mellemstore ser ud til at være dem, der først kan realisere at blive en ’rigtig’ smart city. Og dermed vender vi tilbage til diskussionen af, hvad dét vil sige. For når fokus ikke længere er så meget på den rå teknologi, men i lige så høj grad også på den kulturelle kontekst, så må det kulturelle perspektiv jo med ind i diskussionen.

Ser man meget generelt på digitalisering af byer verden over, så tegner der sig følgende billede: I Asien er det meget topstyret, i USA er det meget kommercielt og markedsdrevet, og i EU sigter man på at finde en balance mellem de to yderformer. Det er selvfølgelig en grov generalisering, men der er overordnet set belæg for den i de strategier og politiske udmeldinger, der kommer fra myndighederne, og som kommer frem i den lokale debat. Kina er et oplagt eksempel, men også i Sydkorea er der kritiske røster over myndighedernes eksperimenteren hen over hovedet på befolkningen.

I EU har kommissær for den såkaldte ”Digital Agenda” Neelie Kroes ekspliciteret, at ikt er nøglen til EUs vækst og innovation, og hun har gentagne gange med resten af 21

EU-Kommissionen i ryggen lagt afstand til både asiatiske og nordamerikanske måder at formulere rammerne for den digitale udvikling. EU har således sat sig i førersædet, når det gælder en balance mellem et åbent digitalt marked (’single digital market’) på den ene side og åbenhed og sikkerhed, også i politisk forstand, på den anden side (’open data’ og ’privacy’). Det kan man nuancere meget mere, hvilket man bl.a. kan læse om i kapitlerne ‘Softwarebyens udfordring’ og ‘Platforme, indkapsling og ren kode.’

Lige så vel som der fastsættes nogle overnationale rammer, fx i EU, så ligger mange beslutninger stadig på nationalt niveau – og altså ikke direkte på det bymæssige (eller kommunale) niveau. Men det er alligevel byen, der i langt de fleste tilfælde er tættest på borgeren, og som i kraft af den konkrete udformning og implementering spiller en meget stor rolle for, hvordan den hybride virkelighed bringes i spil til alles bedste. Det er derfor, byen på mange måder er det oplagte niveau at diskutere på, når man vil tale om digital forandring. Det er her, borgeren møder forvaltningen – hvad enten borgeren er en privatperson, en virksomhed, et fællesskab, en anden myndighed eller blot en gæst.

Ikt er fundamentet for de andre infrastrukturer – transport, sundhed, forvaltning, miljø, kulturliv, medier og så videre – fordi det er ikt, der gør disse andre smarte. Og de bliver smarte, i den forstand at de er centrale for byers evne til at udvikle sig socialt, miljømæssigt og kulturelt.

Smart cities er altså bare byer, der udvikler sig optimalt.

Men der er en vigtig pointe: Ikt er en samlende, uomgængelig faktor for byer, der sigter mod sådan en udvikling.

Om et årti eller to, når ikts betydning står klar for enhver byudvikler, vil ’smart city’ dermed være et overflødigt begreb. Ikts betydning for en bys eller regions udvikling vil være accepteret og implicit.

DET VIL VÆRE, SOM DA MAN HOLDT OP MED AT BESKRIVE EN BIL SOM EN HESTEVOGN UDEN HESTE. TIL DEN TID VIL EN SMART CITY BLOT VÆRE EN BY MED EN KLOG STRATEGI. Men lige nu, i 2012 og et par år frem, er der et stort behov for at forstå betydningen af ikt for byer og samfund. Det er et paradigmeskifte. Tidligere har teknologi været tæt knyttet til it-professionelle personer, der primært har haft ansvaret for drift af it-systemer. Men når teknologien bliver vævet ind i samfundet og i den grad bliver en del af politiske visioner og strategiske beslutninger, så

må der suppleres med andre kompetencer. I dag er der efterhånden mange steder i erhvervslivet en erkendelse af, at it nu har så stor betydning for forretningen, at it-chefen også er topchefens højre hånd. Men det er slet ikke sikkert, at de it-professioner, vi kender i dag, er de mest oplagte til at udfylde disse mere strategiske og ledelsesmæssige roller.

Uden væsentlige – for ikke at sige nyskabende – organisatoriske forandringer i byernes styreform så er det svært at se, hvordan en by skal kunne realisere potentialet i en omfattende digitalisering uden at give køb på byens kvaliteter eller overse oplagte udviklingsmuligheder. Rådgivnings- og ingeniørfirmaet Arup (2010) taler om at indføre en CIO+, altså en opgraderet ’Chief Information Officer’. Men der er stor forskel på at drive forretning og på at være en by. Byen er kendetegnet ved nogle helt andre succeskriterier, og man har et helt anderledes ansvar for det rum, byen udgør. Parallellen kunne være, at man skal se byen som en hybrid mellem det fysiske og det digitale rum. Det vil så kræve, at man har det, der svarer til en stadsarkitekt for det digitale, eller endnu bedre: for det samlede hybride rum. Dem findes der endnu meget få af, men det bliver en vigtig opgave at uddanne personer, der kan indgå i forvaltningen af byen med et klart blik for både det fysiske og det digitale. På samme måde skal hele byen med dens mange interessenter inddrages i udviklingen.

HVOR DE TIDLIGE SMART CITIES ENTEN VAR SCIENCE FICTION-VISIONER ELLER SELVFORHERLIGENDE MARKEDSFØRINGSSNAK FOR AT LOKKE VIRKSOMHEDER TIL, SÅ HANDLER DET NU LANGT MERE OM ET FÆLLES VISIONSARBEJDE OG ALMINDELIG SAMFUNDSUDVIKLING. På den måde er smart cities i høj grad et politisk projekt.

Et projekt, der handler om, hvilket rum byen skal være, hvilke aktiviteter byen skal understøtte, og hvem der skal føle sig hjemme i byen. Men fordi det digitale udgør et rum med nogle særlige kvaliteter – og dermed både muligheder og udfordringer – kræver det både digital indsigt og politiske visioner at udvikle byer. Det er slut med kun at have det ene eller det andet.

Det er nok den største konsekvens af at blive en smart city.

Litteratur Allwinkle, S. & Cruickshank, P. (2011): ”Creating Smart-er Cities: An Overview”, Journal of Global Technology, 18, 2, pp. 3-16.

Arup (2010): Smart Cities: Transforming the 21st century city via the creative use of technology. www.arup.com/Publications/Smart_Cities Arup (red.) (2011): Information Marketplaces: The New Economics of Cities. www.arup.com/Publications/Information_Marketplaces_the_new_ economics_of_cities Brinkhoff, Th. (2012): The Principal Agglomerations of the World, http://www.citypopulation.de Choo, C.W. (1997): ”IT2000: Singapore’s Vision of an Intelligent Island”, i P. Droege (red.), Intelligent Environments, Elsevier, pp. 49-65.

Foth, M. (red.) (2009): Handbook of Research on Urban Informatics: The Practice and Promise of the Real-Time City. Information Science Reference, IGI Global.

Foth, M., Forlano, L., Satchell, C., & Gibbs, M. (red.) (2011): From Social Butterfly to Engaged Citizen: Urban Informatics, Social Media, Ubiquitous Computing, and Mobile Technology to Support Citizen Engagement. MIT Press.

Giffinger, R. (red.) (2007): Smart cities: Ranking of European mediumsized cities. www.smart-cities.eu/download/smart_cities_final_report.pdf Greenfield, A. (2006). Everyware. New Riders.

Hall, R.E. (2000): The Vision of a Smart City, præsenteret på 2nd International Life Extension Technology Workshop, Paris. www.osti.gov/bridge/ servlets/purl/773961 Mitchell, W. (1995): City of Bits: Space Place and the Infobahn, MIT Press.

Sassen, S. (2011): Talking back to your intelligent city. http://whatmatters. mckinseydigital.com/cities/talking-back-to-your-intelligent-city Tan, M. (1999): “Developing the business components of the digital economy” (Special Issue), International Journal of Electronic Commerce, 3, 3. de Waal, M. & de Lange, M. (2012): Ownership in the Hybrid City. www. virtueelplatform.nl/english/news/ownership-in-the-hybrid-city Wang, X. (2011): ”The Route of Urbanisation in China from an International Perspective”, i Jane Golley & Ligang Song (red.) (2011), Rising China: Global Challenges and Opportunities, Australian National University.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Choo, 1997 Se hhv. fx Mitchell, 1995, og Hall, 2000 Se fx Greenfield, 2006 Se fx de Waal & de Lange, 2012 Fx Arup, 2011 Fx Giffinger, 2007, og Allwinkle & Cruickshank, 2011 Se www.songdo.com for videoer med eksempler.

Giffinger, 2007 Wang, 2011 Giffinger, 2007