1 minute read
Abstract
Abstract
Musikudforskning og -opdagelse er en almen og tilbagevende begivenhed for langt de fleste mennesker. Vi finder ny musik aktivt ved at søge online, ved at gå i musikbutikker og til koncerter samt ved passivt at lytte til radio og modtage anbefalinger fra venner og bekendte. Den konstante udvikling af Web-teknologi har imidlertid gjort det kompliceret både at lokalisere og udvælge den musik, som vi fortrækker at lytte til. Vi har pludselig fået adgang til alverdens musik igennem online streamingtjenester og -butikker. Det er ydermere blevet muligt for alle at komponere og dele musik med hele verden, hvilket bidrager til en øget mængde af potentiel interessant musik, men også en øget mængde af potentiel uinteressant musik. På denne baggrund kan det være ønskeligt og nødvendigt at bistå musikforbrugere i at etablere musikpræferencer samt at tilvejebringe behagelige og interessante oplevelser ved at finde og lytte til musik.
I dette speciale udforskes det, hvordan timed comments (”tidskodede” kommentarer) på den sociale platform, SoundCloud, kan bidrage til alternative måder, hvorved online musik kan blive udforsket og opdaget. Der indledes med en på samme tid eksplorativ og kvantitativ undersøgelse af disse kommentarers basale egenskaber samt deres tekstmæssige indhold. Undersøgelsesresultaterne viser, at timed comments besidder egenskaber, som er forskellige fra kommentarer i andre sociale netværk. Desuden viser resultaterne også, at der er en række forskelle og ligheder mellem kommentarer, alt efter hvilken kontekst de indgår i. Dernæst præsenteres tre digitale artefakter, som er blevet til på baggrund af, og sideløbende med, denne undersøgelse. Artefakterne belyser hver især måder, hvorved timed comments kan inkorporeres i online musikudforskning og online opdagelsespraksisser.
1