Balancegang by Claus Nielsen

GERT HOLMGAARD NIELSEN

Balance gang Ti historier om Kina

og menneskerettighederne

FRYDENLUND

GERT HOLMGAARD NIELSEN

Balance gang Ti historier om Kina

og menneskerettighederne

FRYDENLUND

KAPITEL 5

Sagen om Sun Zhigang Indtil 1. august 2003 havde Kina et system, der gik under navnet 'for varing og hjemsendelse'. Det blev etableret i 1982 for at give myndighederne et middel til at styre den nye urbanisering, som opstod i kølvandet på Deng Xiaopings åbne dørs politik. Det var ofte arbejdsløse, hjemløse, tiggere og folk uden arbejdstilladelse i byen, som blev for varet. Sun Zhigang var uddannet modedesigner fra Wuhan i Midtkina og rejste i 2003 til Kanton i syd for at finde arbejde. Han blev taget i for varing af politiet på en internetcafé, da han ikke havde sit id-kort på sig. Under for varingen blev han udsat for tortur, og han døde den 20. marts 2003. Hans forældre gav historien til den progressive avis Nanfang Dushibao, og der fra spredte den sig til internettet, hvor i hundredtusindvis af sympatisører gav deres mening til kende. Systemet med 'for varing og hjemsendelse' blev taget op af den kinesiske topledelse og dømt i modstrid med grundloven, og der faldt flere strenge domme over folk, som havde haft berøring med Sun Zhigangs for varing. Ingen politifolk blev dog dømt. Samtidig faldt der også domme over fire redaktører på Nanfang Dushibao. To af dem blev dog hurtigt løsladt, mens de to andre fik deres domme reduceret.

Er det det værd? Det spørger du hele tiden om. Du siger hele tiden: ”Er det det værd?” Det bliver man jo nødt til at over veje. Man bliver nødt til at over veje det, selvom resultatet bliver skidt. Men du kan ikke forhindre, at der er folk, som vil kæmpe for det. Der er vist omtrent 40 kinesiske journalister, som lige nu sidder i fængsel, og måske 30, som har skrevet ting på internettet. Der er nogle, som indvender, at det ikke er ret man-

ge. Der er 1,3 milliarder mennesker i Kina, og der sidder måske 70 mennesker i fængsel for at have skrevet noget, som regeringen ikke kan lide. Ja, og samtidig ved vi, at rigtigt mange mennesker kan udtr ykke sig på internettet. Men internettet er ikke det samme som de traditionelle medier, for her har man ikke ret til at lave inter views. Den ret har man ikke. Så måske er vores reelle ret til at udtr ykke os på internettet begrænset, men den er udvidet i forhold til tidligere.

Halvdelen af himlen

ysisk er hun ikke ret stor, men hun er ikke til at stoppe. Blikket er intenst, og hun taler uafbrudt om det, der har optaget hende mest, siden hun var helt ung: Kampen for ligeberettigelse for Kinas mere end 600 millioner kvinder. Li Ying er 40 år, uddannet jurist og har de seneste syv år været ansat på Kvindernes Retshjælpscenter på Folkets Universitet i Beijing, hvor hun nu kan skrive vicedirektør på sit visitkort. Der skal ikke mere end et enkelt spørgsmål til, før hun er tændt, og hun ved, hvor problemerne ligger. Men trods hendes iver besidder hun også den nødvendige professionellle tålmodighed, for hun er klar over, at uden den så kommer hun ingen vegne med sit arbejde. Hvis målet er ligeberettigelse for kvinder, så tjener det ikke noget formål at gå ud og demonstrere eller protestere. Tværtimod. Det kan skade den sag, hun arbejder for. Det er det lange, seje træk, der skaber resultaterne, og ligestilling for kvinder er – også i Kina – netop et langt, sejt træk.

Som ung pige kunne Li Ying ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan kvinderne omkring hende knoklede, og alligevel blev behandlet uværdigt af mændene.

På nettet: http://tsquare.tv/

H 83

KAPITEL 5

Halvdelen af himlen

Som ung pige kunne Li Ying ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan kvinderne omkring hende knoklede, og alligevel blev behandlet uværdigt af mændene.

På nettet: http://tsquare.tv/

H 83

For kun få år siden var der en bestemmelse i Sichuan om, at kvindelige embedsmænds bryster skulle være lige store. Før de kunne blive ansat, skulle det også undersøges, om de var gravide. Sådan er det ikke mere.

Ligestilling for kvinder har været på dagsordenen i Kina lige siden Mao Zedongs kommunister kastede sig ud i kampen om magten, og efter at Mao proklamerede Folkerepublikken Kina i 1949, skete der mærkbare fremskridt. Det var Mao selv, der lancerede udtrykket, at kvinderne holder halvdelen af himlen oppe, og ifølge ham skulle de have behørig anerkendelse for det. Li Ying nævner i flæng flere af de helt konkrete fremskridt, som fulgte i kølvandet på kommunisternes magtovertagelse – eller ‘befrielsen’, som kineserne selv kalder begivenheden: Unge Li Ying piger fik ret til at gå i skole på lige fod med drenge, de fik ret til at komme ud på arbejdsmarkedet, og i den officielle propaganda var der løbende fokus på netop kvindernes bidrag til den fortsatte revolution. Derudover var der blandt de statssanktionerede revolutionære helte en hel del kvinder. Li Ying nævner Hao Jianxiu, der arbejdede på et væveri, og som endte med at sidde med i regeringen. Hun er pensioneret i dag. En anden kvindelig helt var Guo Fengnian fra folkekommunen Dazhai, som i 1960'erne blev udråbt som en mønsterlandbrugskommune for hele landet. Hun er stadig aktiv i parlamentet, Den nationale Folkekongres. Kvindernes lange march mod ligestilling med mændene begyndte altså som en udtalt del af den kommunistiske regerings officielle politik. Samtidig var det dog en politik, hvis fremskridt blev dikteret ovenfra, og det var ikke førend, at FN’s kvindekonference blev afholdt i Huairou nær Beijing i 1995, at der blev sået kim til en bevægelse nedefra og fra grupper uden for Kinas Kommunistpartis egne rækker. Guo Jianmei, som er Li Yings overordnede, direktør for centret, havde på det tidspunkt andet arbejde, men kvindekonferencen gav hende og to andre tilskyndelsen til at sige op, oprette centret og udelukkende arbejde for kinesiske kvinders rettigheder. Det så dagens lys i december samme år. Li Ying blev ansat på centret i 2002. For hende var og er det en drømmestilling, som hun kun fandt, fordi en studiekammerat gjorde hende opmærksom på den. Hun fortæller, at det netop var den slags arbejde, hun ledte efter, for som ung pige havde hun gjort op med sig selv, at hun ville hjælpe de kvinder, der ikke var i stand til at hjælpe sig selv. Hun voksede op i Xiangxi, en lille fattig by i den vestlige del af Hunan-provinsen, i 1970'erne. Selv kom hun fra en intellektuel og forholdsvis velstillet familie, men hun så hver dag kvinder slide og slæbe, bøjet under de tunge byrder, der hang fra ågene på deres skuldre. Det, som Li Ying bed mærke i, var, at uanset hvor meget disse kvinder puklede, så var de altid nederst i hierarkiet – så langt nede, at de mange steder ikke engang fik lov til at sidde med ved bordet, når familien spiste.

Kvinder med bundne fødder er et sjældent syn i gadebilledet i Kina i dag. De, der er tilbage, har levet et liv i en helt anden verden end deres unge, moderne medsøstre gør. Beijing, 2008.

Bundne fødder På kommunisternes liste over de mest konkrete fremskridt for de kinesiske kvinders status står også afskaffelsen af en meget kontant, lokal praksis: Traditionen med at invalidere pigers fødder ved at snøre dem stramt ind i gazebind, indtil alle de små tæer med årene var blevet bukket ind under storetåen, som selv var blevet presset tilbage. På den måde endte den voksne kvindes fod som en lille, radbrækket, spids knold med en stærkt buet vrist. Idealet var små fødder; jo mindre, jo smukkere. Hvis en kvinde ikke havde fået sine fødder bundet ind som lille, havde hun ingen chance for at blive gift. Ingen ville have hende, og hun kunne dermed ikke opfylde sin rolle i samfundet. I dag er det sjældent at se kvinder med 'otte tommers liljefødder'. Den sidste generation er nu stort set forsvundet.

Der hvor vi boede, var der rigtig smukt, men der var også meget fattigt, og tit fik pigerne ikke lov til at gå i skole. Der var ikke råd. Jeg havde en veninde, som fik lov af sine forældre til at gå i skole, men på den betingelse, at hun så ingen frokost fik. Jeg tog hende ofte med hjem til mig, for at hun kunne få noget at spise. Li Ying

Kvinder med bundne fødder er et sjældent syn i gadebilledet i Kina i dag. De, der er tilbage, har levet et liv i en helt anden verden end deres unge, moderne medsøstre gør. Beijing, 2008.

I byerne lever mange unge kvinder et moderne liv med en relativ større frihed. Der kan sagtens være plads til at gå lidt ud med veninderne. Dandong, 2006.

Centret, som Li Ying arbejder for, er en græsrodsorganisation, en NGO, af den officielle type, som er tilknyttet Beijing Universitet. Der er altså god, officiel opbakning til arbejdet. Derfor skal den hårdeste modstander i virkeligheden findes et helt andet sted, fortæller hun, nemlig blandt Kinas traditioner. Det er den traditionelle måde at tænke på, som det er sværest at få bugt med, og derfor gør hun og kollegerne en stor indsats for at lave kurser henvendt til lovgivere, politi, jurister og dommere; kurser, hvor kvinders særlige problemer tages op og diskuteres. Det er nemlig hovedsagelig mænd, der besidder disse poster – især i toppen – og det kan få betydning, for eksempel når en dommer skal fælde en dom, forklarer hun. Mandlige dommere, som ikke er bevidste om kønsdiskriminering af kvinder, hælder nemmere til at give den mandlige part ret. Kvinden er som regel den svage part, mens manden har sine forbindelser og kan få udstedt diverse beviser og attester efter behag, og hvis ikke dommeren er opmærksom på problematikken, så er kvindens chancer for medhold meget små. Li Ying fortæller, at man på centret har ført mange sager for kvinder, som er blevet fyret, fordi de er blevet gravide. Førhen var det ikke noget problem for en arbejdsgiver at skrive direkte ind i en kontrakt med en kvindelig medarbejder, at hun forpligtede sig til ikke at gifte sig inden for de første tre år, og at hun forpligtede sig til ikke at blive gravid inden for de første fem. De dage er ovre, siger hun, men arbejdsgiverne har mange andre muligheder for at fortsætte med at stille diskriminerende krav til kvindelige ansatte, og derfor understreger Li Ying, at det er så bydende nødvendigt at gøre alle – høj som lav – bevidste om kvinders rettigheder. Og det gælder ikke mindst kvinderne selv. I virkeligheden kniber det med de unge kvinders bevidsthed om den manglende ligestilling i mange af det moderne Kinas daglige forhold, mener Li Ying. Hun er bange for, at det, de er mest bevidst om, er dem selv. Mange vågner først op til virkelighedens barske realiteter, når de er færdige på universitetet og skal ud at finde sig et arbejde. Ude på arbejdsmarkedet er der mange arbejdsgivere, som foretrækker mænd

frem for kvinder. Det gælder også, hvis kvinderne vælger at læse videre og tage sig en kandidat- eller en ph.d.-grad, for også her foretrækkes generelt mænd. Den triste ironi er, påpeger Li Ying, at kvinderne ofte har de bedste afgangsbeviser fra universiteterne. Alligevel er det altså dem, der har sværest ved at finde arbejde. Medierne er et vigtigt værktøj for centret, for de giver mulighed for at sprede information om ligestilling. Heldigvis er medierne generelt interesserede i den type historier, som centret kan levere, for ud over beskrivelsen af det grundlæggende problem, så kaster de ofte gode og konkrete fortællinger af sig om individuelle kvinders kamp mod uretfærdige forhold. Forholdet til medierne er dog ambivalent, for samtidig modarbejder de sammen med reklamebranchen reelt centrets politik. Tv, magasiner og aviser er hver dag fyldt med billeder af kønne, unge kvinder, hvis største fortrin netop er, at de er kønne og unge kvinder, og Li Ying lægger ikke skjul på, at hun er godt og grundigt træt af især reklamernes stereotyper af hendes kønsfæller. »Som man siger: '30 år, som en blomst; 40 år, lige til at smide ud.’ Det er ikke til at klare,« snerrer hun. Standardiseringen af kønsrollerne ender nærmest af sig selv i et billede af manden, som den, der skal gøre karriere og være stærk, mens kvinden skal være blød og smuk og passe hjemmet. Internettet og den kinesiske filmindustri skubber også godt med på denne tendens, og Li Ying føler, at det er en tendens, som forstærkes i disse år. Modtrækket må være oplysning og undervisning, mener hun. Der skal sættes ind, allerede fra børnene er helt unge. Hun nævner en konkret og positiv historie, nemlig en kvindelig lektor, Liu Minhui, der er ansat på et kvindeuniversitet, Kinas Kvindehøjskole, og som har involveret sig i centrets arbejde. Efterfølgende har hun etableret et kursus om ligestilling mellem kønnene, og den foreløbige tilbagemelding er positiv. De studerende går mere op i emnet, end Liu Minhui havde turdet forvente, fortæller Li Ying. Ligestillingskurset virker ganske vist til at være et forholdsvis enkeltstående eksempel på udviklingen af de unges bevidsthed om problematikken – selv efter flere opfordringer kommer Li Ying ikke med flere bud – men om ikke andet, så var der på Liu Minhuis kursus mulighed for

Også i Kina lider kvinderne under mediernes stereotyper, hvor endog seriøs oplysning bliver præsenteret i en sexet indpakning. For eksempel i månedsbladet Shixiao Jiankang, som hvert år i oktober udkommer med et forsidefoto af nøgne kvindelige kendisser for at gøre opmærksom på kampen mod brystkræft. Beijing, 2007.

I byerne lever mange unge kvinder et moderne liv med en relativ større frihed. Der kan sagtens være plads til at gå lidt ud med veninderne. Dandong, 2006.

at tale om alle de dagligdags ting, som de fleste i dag betragter som naturlige eller uproblematiske, men som i virkeligheden er kønsdiskriminerende eller med til at låse kønnene fast i standardiserede roller. Som for eksempel etbarnspolitikken. Den er blevet indført for at lægge en dæmper på den kraftige befolkningsvækst, men med det kinesiske samfunds traditionelle fokus på drengebørn har det givet en voldsomt skæv kønsfordeling blandt unge kinesere. I gennemsnit fødes der 119 drenge for hver 100 piger. Den naturlige balance ligger omkring 106. Årsagen til denne skævhed er, at det stadig er vigtigt for mange familier på landet at få en søn, som kan tage sig af sine forældre, når de engang bliver gamle og svage og alligevel ikke har nogen realistiske muligheder for at komme til at bo på et plejehjem. Den kinesiske tradition byder nemlig, at kvinden forlader sin familie for at bo hos og tjene sin mands familie, og sådan er det fortsat mange steder langt ude på landet. Loven gælder i sin strengeste form kun i byerne, for på landet er det reglen, at hvis den førstefødte er en pige, så kan parret efter nogle år få lov til at få et barn mere. Realiteten er, at mange forsøger sig, indtil det lykkes at få det eftertragtede drengebarn, og der bliver taget mange metoder i brug for at sikre sig det rigtige resultat. Selv om det er forbudt, så sker det, at der bliver foretaget provokerede aborter, efter at man har fået konstateret barnets køn.

Fødselsplanlægningspolitikken I Vesten kender vi den som etbarnspolitikken, og det forleder mange til at tro, at alle kinesiske par kun må få ét barn hver. Reelt gælder det kun for en tredjedel af alle kinesere i den fødedygtige alder. På kinesisk går denne politik under navnet fødselsplanlægningspolitikken. Efter forskellige halvhjertede forsøg i 1970'erne blev loven for alvor implementeret fra 1980 – hårdt og ofte med tvangsaborter langt henne i graviditeten – men den blev hurtigt differentieret, så en række forskellige grupper i befolkningen nu har lov til at få mere end ét barn. Blandt disse er Kinas 55 etniske mindretal. Loven gælder nemlig kun for den største etniske gruppe, han-kineserne, der udgør næsten 92 procent af befolkningen. Derudover har par, hvor både manden og kvinden er enebørn, i dag lov til at få to børn. Officielt vurderer de kinesiske myndigheder, at fødselsplanlægningspolitikken indtil i dag har forhindret op til 400 millioner fødsler, hvilket – formentlig uden anden sammenhæng – i øvrigt svarer til visse andre opgørelser, der siger, at op til 400 millioner mennesker er blevet trukket ud af absolut fattigdom, siden indførelsen af den åbne dørs politik i 1978.

Drab på uønskede piger forekommer også – der findes ingen tal for hvor mange, det kan dreje sig om – og derudover er det et iøjnefaldende faktum, at langt over 90 procent af de børn, som adopteres ud af Kina, er piger, som er blevet fundet efterladt på gaden. Resultatet er en skæv kønsfordeling på officielt 119 drenge mod 100 piger. Men det er et gennemsnitstal, understreger Li Ying. Uligheden ved andengangs- eller tredjegangsfødsler er meget større. Når Li Ying finder, at etbarnspolitikken er kønsdiskriminerende, er det på grund af reglen, om, at folk på landet har lov til at prøve at få et barn mere, hvis de i første omgang får en pige. Hun sætter oven i købet et stort spørgsmålstegn ved påstanden om, at netop den regel skulle have reddet mange piger fra døden – »der er stadig mange piger, som aldrig er blevet født,« som hun siger – men hun indrømmer, at det er et svært problem at løse. Antallet af drab på spæde pigebørn ville uden tvivl stige alvorligt, hvis ikke etbarnspolitikken på

»Piger skal behandles med omsorg«. Kønsfordelingen blandt kinesiske børn er kommet voldsomt ud af balance under etbarnspolitikken, for de fleste familier ønsker traditionelt drenge. Myndighederne prøver med jævne mellemrum at køre kampagner, som taler for, at piger er lige så værdifulde som drenge. Xi’an, 2008.

Jeg anerkender, at det er en bestemmelse, som tager udgangspunkt i den kinesiske virkelighed, men den er også et kompromis for den kinesiske virkelighed. Den er udtryk for den traditionelle opfattelse af, at drenge har større værdi. Li Ying

Etbarnspolitikken har medført, at der fødes færre piger, og at der forkæles flere drenge. Samtidig lægges der et kæmpe forventningspres på enebørnene uanset køn, for de alene tegner familiens fremtid. Baotou, 2009.

den måde gav lidt luft til befolkningen på landet. Alligevel er den nuværende regel en skarp sten i skoen for Li Ying og hendes kolleger, for den medgiver i princippet, at piger er mindre værd end drenge, og dermed bidrager den til at fastholde en traditionel og diskriminerende tankegang, hvor den burde gøre det modsatte. Der er andre regler, som i Li Yings optik er direkte diskriminerende. Et eksempel er reglerne for, hvornår kvinder og mænd skal gå på pension. Kvinder skal trække sig tilbage, når de er 50 år, hvis de er arbejdere, og når de er 55 år, hvis de indtager stillinger, der kræver en højere uddannelse. Mænds pensionsalder er over én kam 60 år. Alt i alt betyder det, understreger Li Ying, at der ikke kun er tale om kønsdiskrimination, men også statusdiskrimina90

tion, i og med at der er forskellig pensionsalder for kvinder, alt efter hvilken status de har i samfundet. Problemet med en tidlig pensionsalder for kvinderne er, at de afskæres muligheden for en karriere på lige fod med mændene. Som 50- eller 55-årige er de nemlig på toppen både økonomisk og med hensyn til erfaring, understreger Li Ying, og det er lige præcis på det tidspunkt i deres liv, at de har mest frihed til at koncentrere sig om et arbejde uden for hjemmet, for derhjemme er der ingen børn, der skal passes. Men når arbejdsgiveren ved, at en kvindelig ansat vil trække sig tilbage som 50- eller 55-årig, så begynder han at lægge en dæmper på samme ansattes muligheder for at avancere, allerede når hun når midten af 40'erne. På den måde er der i loven reelt blevet lagt en hindring ud for kvindernes mulighed for at gøre karriere. Det bliver uligt sværere for dem at nå helt til tops. Argumentet for en tidlig pensionsalder for kvinder er ofte, at man på den måde giver plads på arbejdsmarkedet til de unge. Det er en konstant og stor opgave for den kineMange arbejdsgivere anfører, at siske regering at skabe arbejdspladser når kvinder går på pension, så giver nok til de millioner af unge, som hvert de plads på arbejdsmarkedet til de år stiller sig op i køen til et arbejde – unge. Men vi spørger: Hvorfor er det især under den internationale økonokun kvinderne, der skal give plads? miske krise, som for alvor satte ind i Hvorfor ikke mændene? Hvorfor er slutningen af 2008, og som også satte det kun kvinder og ikke mænd, der sine tydelige spor i Kina. Hvert år forskal yde ofre? lader mere end seks millioner kinesiske Li Ying unge deres universitet med et eksamensbevis i hånden, og dertil kommer så alle de millioner, der har en kortere eller slet ingen uddannelse. Men Li Ying kan ikke se, at et ønske om at skabe arbejdspladser er i modsætning til et ønske om, at kvinder og mænd bør have samme pensionsalder. Som hun ser det, er det to vidt forskellige problemer, som ikke har noget med hinanden at gøre. Under de nuværende regler for pensionsalder sker der i virkeligheden bare det, at kvinderne trækker sig tilbage, begynder at hæve pension, og så giver de sig til at lede efter et job, som kan supplere pensionen. Der er dog stor forskel på deres situation før og efter, de lod sig pensionere, for de job, som pensionisterne supplerer med, er som regel uudfordrende og dårligt betalte jobs, som er aldeles uden avancementsmuligheder. De skal bare supplere pensionen. Men Li Ying peger på, at resultatet er, at rigtigt mange kvindelige pensionister i virkeligheden ikke giver nogen som helst plads til de unge på arbejdsmarkedet, på trods af at de officielt trækker sig tidligt tilbage. De fylder lige så meget som altid, når de finder sig et nyt arbejde.

Kinas politiske system – ganske kort

Kvinderne bliver tidligt tvunget ud af arbejdsmarkedet. Deres pensionsalder er lavere end mændenes, og dermed har de kortere tid at gøre karriere i.

På centret presser man på hvert eneste år for at få lavet reglerne om, nærmere bestemt hvert år i begyndelsen af marts. Det er nemlig på det tidspunkt, at det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, afholder sit årlige, samlede møde i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads. Den 7. marts 2006 – det var dagen før kvindernes internationale kampdag, understreger Li Ying – havde repræsentanter for centret et møde med retsudvalget i Den Nationale Folkekongres, hvor de afleverede en rapport, som konkluderede, at forskellig pensionsalder for mænd og kvinder er diskriminerende og dermed i strid med grundloven. Det var første gang, der blev indgivet et krav om ændringer med begrundelse i, at de nuværende regler er grundlovsstridige, siger Li Ying, og sagen nød stor opmærksomhed fra de nationale medier. På de kinesiske e-mail-tjenester, Sina og Sohu, blev der oprettet særlige debatfora, som mange menige kinesere deltog flittigt i. Ideelt set vil Li Ying helst have, at man introducerer muligheden for fleksibel pensionsalder for både mænd og kvinder, men det synes at være en drøm, som ligger langt ude i fremtiden. Li Ying er dog også villig til at nøjes med at tage ét skridt ad gangen, og selv om loven endnu ikke er lavet om, så noterer hun med tilfredshed, at der måske er skabt en revne i muren. Siden mødet med retsudvalget i Den Nationale Folkekongres i 2006 har det

Det kinesiske parlament, Den Nationale Folkekongres, har knap 3.000 delegerede fra hele landet, som vælges ved lukkede valg hvert fjerde år. Hver eneste delegeret er medlem af Kinas Kommunistparti. Parlamentet holder samling én gang om året i begyndelsen af marts, og teoretisk set er det her, at statsrådet, regeringen, vælges hvert fjerde år. I løbet af de tre årtier, der er gået, siden Deng Xiaoping introducerede sin reformpolitik, har parlamentet fået stigende betydning i det stadig mere detaljerede lovgivningsarbejde. Det er der for en forsamling, som har voksende indflydelse på den førte politik i modsætning til i tiden under Mao Zedong. Der er dog endnu en stykke vej til, at den kan kalde sig for et parlament i vestlig forstand, for det er stadig en mindre skare af delegerede, nemlig statsrådet, og i særlig grad en endnu mindre gruppering, statsrådets stående komite, der har den egentlige magt. CPPCC er en rådgivende forsamling, et slags parlamentets overhus uden nogen direkte magtbeføjelser, som mødes sideløbende med den årlige samling i Den Nationale Folkekongres. I løbet af de knap 14 dage, som begge samlinger varer, skiftes de to fora til at holde møder i den store sal i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads. CPPCC er den engelske forkortelse for Kinas Folks Politiske Konsultative Forsamling. Den består af knap 3.000 delegerede fra hele landet, der kommer fra en bred vifte af samfundsgrupper uden tilknytning til Kinas Kommunistparti. I løbet af den seneste godt og vel halve snes år er CPPCC i stigende grad blevet brugt af den kinesiske regering som kilde til at få en fornemmelse af art og omfang af de problemer, som til enhver tid optager befolkningen. CPPCC er dermed en stadig vigtigere kilde til ideer til, hvad man kan stille op for at løse disse problemer.

kinesiske handelsministerium tilsyneladende lavet om på sine egne interne regler, så både kvindelige og mandlige ansatte i ministeriet nu har samme pensionsalder. Tilsyneladende. Li Ying ved det ikke med sikkerhed. Det er nemlig kun noget, hun har hørt ad omveje via en journalist i Beijing, som interviewede hende for nylig. Men sådan fungerer det i Kina: Den slags indrømmelser fra myndighedernes side bliver ikke annonceret officielt. Noget tyder dog altså alligevel på, at centrets og andre græsrodsorganisationers arbejde på lige netop det her område har nået et punkt, hvor man kan begynde at høste, hvad man har sået. Presset mod Den Nationale Folkekongres fortsætter hvert år i marts.

Kinas politiske system – ganske kort

Kvinderne bliver tidligt tvunget ud af arbejdsmarkedet. Deres pensionsalder er lavere end mændenes, og dermed har de kortere tid at gøre karriere i.

Kvinder i Kinas Folkerepublik nyder samme rettigheder som mænd i alle livets forhold, i det politiske, det økonomiske, det kulturelle, det sociale og i familielivet. Staten beskytter kvinders rettigheder og interesser og anlægger princippet om lige løn for lige arbejde både for mænd og kvinder, samt træner og udvælger kadrer blandt kvinder. Kinas grundlov, §48

Det pres kan centret fokusere meget direkte. Guo Jianmei, en af de tre grundlæggere af centret, er medlem af en forsamling, CPPCC, som kører sideløbende med det årlige møde i Den Nationale Folkekongres. CPPCC er en samling af delegerede, der ikke er tilknyttet Kinas Kommunistparti, men som kan komme med forslag og input til regeringen. De øvrige medarbejdere på centret, inklusive Li Ying, fodrer Guo Jianmei, der også er jurist af uddannelse, med rapporter, tal, fakta og konkrete historier, som hun kan bruge til at underbygge sine argumenter over for regeringen. Guo Jianmei er dermed en god, gammeldags lobbyist i vestlig forstand, som søger at fremme sit centers mærkesager direkte over for magthaverne. Blandt de love, som centret har haft interesse i at ændre, nævner Li Ying ægteskabsloven, loven om beskyttelse af kvinders rettigheder, ejendomsretsloven, loven om sociale forsikringer, arbejdskontraktloven og organisationsloven. Det er ikke nødvendigvis love, som handler direkte om kvinders rettigheder, men Li Ying understreger, at det for hende og cen-

»Lad kvinderne bære halvdelen af himlen på den nye, lange march«. Mao Zedongs gamle slogan om den halve himmel blev genbrugt i myndighedernes bestræbelser for at gøre nytte af kvindernes evner i den forestående modernisering. Plakat fra 1978. Maopost.com.

trets øvrige medarbejdere netop er vigtigt at gøre klart, at de arbejder med kvinders problemer set ud fra en samfundsvinkel og ikke en særlig kvindevinkel. Hvis man særskilt ser problemerne ud fra en kvindevinkel, så vil mange instanser henvise til Kvindeforbundet, som er en koordinerende enhed, der ikke kan træffe politiske beslutninger. »Det er netop baggrunden for, at så mange kvindeproblemer er så svære at løse,« siger Li Ying. »Samfundet forveksler kønsspecifikke problemer med kvindeproblemer. Der er i virkeligheden tale om problemer for hele samfundet.« Det er da også kvinder fra alle Kinas samfundslag, der henvender sig til centrets gratis retshjælp. Li Ying vurderer, at i de 13 år centret har opereret, har 70.000 mennesker henvendt sig med problemer af alle slags. Det er først og fremmest en telefonisk tjeneste, men rådgivningen foregår også via e-mails, chatrooms og rådgivning ansigt til ansigt. Udover lobbyarbejdet og rådgivningstjenesten arbejder centret med forskning og med at føre principielle sager for domstolene. Det bliver til omkring 2.000 om året. For tiden leder centret efter en brugbar sag, som kan bryde isen, når det handler om kvinders ret til at bevare brugsretten på jord. Et problem kan eksistere i årevis uden at blive løst, hvis ikke det lykkes at finde lige den sag, som kan ændre domstolenes syn på praksis, og nogle gange skal der både tålmodighed og held til, før den rette sag indfinder sig. Det har også at gøre med, at de lokale Så besluttede vi os for, at vi ikke kvinder, som er i klemme, ofte ikke selv ville være bange. Måske ville de i har råd til at føre en sag og heller ikke virkeligheden også bare blive mere er opmærksomme på, at centret i Beijophidsede, hvis ikke vi gik ud for at ing leder efter netop en sag som deres. tale med dem. Det er den mest farlige Deres lokale advokater er det heller ikke sag, vi har haft, men vi følte, at vi var altid. ude i et retfærdigt ærinde. Men Li Ying vil virkelig gerne have fat Li Ying i sådan en sag. Problemet er, at mange steder mister kvinder brugsretten til deres jord, hvis de gifter sig ud af den landsby, som de bor i. Der er i høj grad igen tale om traditionel tankegang: tanken om, at kvinden bliver giftet bort til en anden by, og derfor ikke har nogen rettigheder tilbage, der hvor hun kom fra. »Kvinden flytter, og opvaskevandet ryger ud,« lyder Li Yings bittert humoristiske kommentar. Den nødvendige ændring i ejendomsloven har centret fået igennem i parlamentet – »Paragraf 65, stk. 2,« oplyser hun uopfordret og med slet skjult stolthed – men det kniber med implementeringen. Hun forklarer, at hvis en landsbykomite eller en ledende kadre træffer en beslutning, der krænker en landsbyboers interesser, eller hvis bare en landsbys regler eller skikke gør det, så kan vedkommende gå til domstolen for at få beslutningen omgjort. Igen en formulering, som ikke specifikt omhandler kvinder, men Li Ying 95

Naturligvis ønsker vi, at det skal gå hurtigt, men i Kina er det nu engang, som det er. Det er jo et kæmpe land, og der er masser af problemer, så bare fordi vi gerne vil have lidt fart på, er det jo ikke sikkert, at det kan blive sådan. Li Ying

»Bekæmp hustruvold. Skab en god tilværelse.« Hustruvold er stadig et nyt begreb i Kina, og der er endnu kun få steder, hvor de ramte kvinder kan henvende sig og få hjælp. Skuespillerne Wang Xuebing og Wang Tong stillede op i en sjælden kampagne. Plakat fra cirka 2006. Egen samling.

understreger, at netop denne lov har de kinesiske kvinder god brug for. Centret har ført i snesevis af sager i 20 provinser, men resultatet har været skuffende hver gang. Ingen sager er vundet. Det var netop en sag om en kvindes brugsret til jord, som førte Li Ying ud på hendes farligste mission hidtil. Sammen med Guo Jianmei var hun rejst til Henan-provinsen for at føre sagen, men landsbyens mænd – op mod 100 – samlede sig uden for, hvor de to boede. De var bevæbnede med køller og ville forhindre de to advokater fra Beijing i at nå i retten, hvor sagen var berammet samme formiddag. Udenfor havde betjentene travlt med at holde styr på mængden og med at konfiskere kameraer – »for vores egen sikkerheds skyld ville de ikke have, at mændene skulle tage billeder af os,« forklarer Li Ying – og indenfor stod de to kvinder og overvejede situationen. Hvis de ikke nåede hen i retten, kunne de ikke føre sagen for deres klient. Det endte med, at de bestemte sig for at gå ud midt i mængden af bevæbnede mænd. På vej ud i mængden greb landsbylederen fat i Li Yings ærme. »Jeg kiggede på ham med rolige øjne, som jo nok alligevel også har haft en stærk udstråling, og jeg spurgte ham: ‘Hvad vil du?’ Han slap mig med det samme, og de trak sig alle sammen tilbage. Her var vi, bare to kvinder, bløde men stærke indeni. De var nok alle sammen klar over, at det ikke er rigtigt at forholde kvinder deres rettigheder.« Selv med centralmyndighedernes opbakning kan kampen for ligestilling altså alligevel føre til truende situationer. »Vi vil hjælpe de svage, men modstanderne er stærke,« siger Li Ying og konstaterer, at det kræver mod, forstandighed og strategisk tænkning at føre kampen. Det gælder dog ikke kun i forhold til for eksempel vrede mænd bevæbnede med køller; det gælder også i forhold til et regerende og altdominerende parti, som nok ønsker udvikling og forbedring på området, men som under ingen omstændigheder tolererer, at det fører til nogen form for uro. Demonstrationer er derfor ikke nogen mulighed for centret. Men er det ikke en alvorlig begrænsning i kampen? Ville der ikke komme mere skub på udviklingen, hvis man kunne demonstrere? »På det punkt er

Kina virkelig forskellig fra Vesten. I Kina tror jeg ikke, at det er den bedste metode,« bemærker Li Ying. »Det er ikke ubetinget en god metode. Forholdene er anderledes i Kina, og det må vi forholde os til. Hvis du bruger metoder, som ender med et dårligt resultat … det er jo ikke det, vi vil.« Fremskridt er der jo alligevel. Li Ying leder efter eksempler. Hun peger på udviklingen af NGO’er i Kina. »Før 1995 anede vi ikke, hvad NGO’er var. Prøv at se, hvor mange der nu er.« FN’s kvindekonference var startskuddet. En anden ting er hustruvold. Igen vender Li Ying tilbage til kvindekonferencen, for hustruvold havde aldrig været omtalt i Kina før da, fortæller hun. Hustruvold er naturligvis også noget, som centret arbejder løbende med. Det handler om, at manden vil have total kontrol, forklarer Li Ying. Hvis manden mener, at hans hustru ikke gør tingene ordentligt, så slår han, og selv blandt dem, der bliver slået, er der mange, som mener, at det er han i sin gode ret til. Det er et meget kompliceret emne med masser af årsager, og det forekommer i alle sociale lag. »Der er mange professorer eller kontorchefer, der slår, og når de slår, så slår bønderne også.« Naturligvis skal ofrene beskyttes, men på centret ønsker man også, at der skal være tilbud om hjælp til den, der slår. Hvordan forhindrer man, at han slår? Information, straf, men også psykologisk hjælp, er mulige midler, og med hensyn til det sidste kigger Li Ying mod Taiwan, hvor det er obligatorisk med psykologisk hjælp til dem, der slår. Det er lovbestemt, fortæller hun, og det ønsker Li Ying også, at det skal være på Fastlandskina. Men alt taget i betragtning, så er Li Ying generelt rimeligt tilfreds. Der er masser af problemer, masser af uretfærdigheder, men også et rum at arbejde i. I det mindste er ligeberettigelse et emne, der kan diskuteres offentligt, den basale del af lovgivningen er på plads, og regeringen bakker officielt op omkring arbejdet med at forbedre kvindernes forhold. Summa summarum: Der sker forbedringer. Opgaven er at presse på, at blive ved med at presse på og at finde de rigtige steder at presse på. Li Ying føler heller ikke umiddelbart, at moderniseringen skulle have medført afgørende strømninger i samfundet, som ønsker kvinderne ud af arbejdsmarkedet og tilbage i hjemmet til børnepasning og madlavning. Der findes ganske vist ingen statistik på området, men for den moderne kinesiske familie er det helt enkelt ikke muligt at klare sig uden to indkomster, hvis der skal være råd til lejlighed, bil, hund og barnets skolegang foruden fladskærms-tv, computer og alle øvrige teknologiske faciliteter, som er nødvendige for at leve et liv i tråd med det 21. århundrede. Alene dét er med til at sikre kvindens plads på arbejdsmarkedet. Måske vil de rigeste mænd gerne have konen derhjemme, funderer hun, og kommer så i tanker om endnu et problem: Værdien af arbejdet i hjemmet 97

Med hensyn til lovgivning om ligeberettigelse er Kina med helt i front. Der er mange lande, hvor man slet ikke tør tale om ligeberettigelse mellem kønnene. Der er mange lande, hvor der slet ikke er love om den slags.

anerkendes ikke, og det sætter mange kvinder i en meget sårbar situation under en skilsmisse. Hvis hustruen har bakket manden op i alle årene, mens han studerede eller klatrede op ad karrierestigen, og han så kasserer hende, når han endelig har fået succes, så reLi Ying præsenterer alt det arbejde, hun har gjort for sin mand ingen værdi. I Kina er loven stadig utilstrækkelig på det punkt, konstaterer Li Ying. Jo, der er problemer nok at tage fat på, men igen: Det er det lange, seje træk, der tæller. Li Ying fokuserer på mulighederne, og selv om hun nok mener, at regeringen kunne være mere aktiv, når det gælder om at hjælpe til med at højne befolkningens generelle bevidsthed om emnet, så sætter hun stor pris på dens holdning til ligestilling. Det er formentlig også derfor, at Li Ying virker ganske oprigtig og umiddelbar, når hun pointerer, at hun ikke føler nogen form for vrede, bitterhed eller skuffelse over, at man ikke bliver informeret på centret, når myndighederne tager centrets eller andre græsrodsorganisationers argumenter til sig og retter ind – som det for eksempel tilsyneladende er ved at ske med mænds og kvinders forskellige pensionsalder. Li Ying opfatter det hele som en proces og hæfter sig ved, at det lysner for alle, der arbejder med problematikken. Hun har ikke behov for at tælle sejre, hverken på egne eller på centrets vegne. »Det er ikke nødvendigt, at de informerer os. Det, at der er et skift i politikken, er jo allerede et fremskridt, og bare resultatet bliver godt, og der sker ændringer, så er det fint,« siger hun nøgternt.

den har jeg opdaget, at sådan har alle andre voldsramte kvinder det også.« Det var mødet med Chen Min, som blev afgørende for Xiao Wus endelige konfrontation med sin mand om problemet. I starten kunne hun så at sige diskutere anonymt med Chen om en ‘veninde’, som havde et problem med sin mand. Det er en typisk kinesisk måde at søge råd hos andre, samtidig med at man undgår risikoen ved at komme frem med, at det er én selv, det handler om. Senere – da hun følte sig helt tr yg ved at tale med Chen Min – fortalte hun det, som det var. Og Chen Min tilbød hende en plads i sin samtalegruppe for voldsramte kvinder, som hun havde samlet i det, hun kaldte Voldsramte Kvinders Støttegruppe. Chen Mins samtalegrupper rummede typisk en halv snes kvinder, som i selskab med Chen Min selv mødtes en hel dag i weekenden og talte sammen om deres mænd. Chen Min holdt også foredrag om voldelige mænds natur og den typiske udvikling af volden i et ægteskab. I begyndelsen ville Xiao Wus mand ikke lade hende deltage. »Jeg sagde direkte til ham, at jeg

Hvis kvinden er kæresteløs

Når manden slår Hun blev gift, da hun var 23. Hun fødte sin dreng, da hun var 24. Hendes mand slog hende første gang et halvt år senere. »Måske var det ikke et slag. Det var mere et hårdt prik på skulderen. Men det var dér, det begyndte,« siger hun i dag. »Jeg opfattede det som et slag. Han slog mig, når han var stresset eller opbragt. Den første gang var det fordi, drengen havde feber. Vi måtte have ham til læge, men min mand mente ikke, at jeg selv havde gjort det godt nok.« I dag er hun 39 år. Hun bor stadig sammen med sin mand og deres nu 15-årige dreng. Men manden slår ikke mere. Lad os kalde hende Xiao Wu. Hun vil ikke have sit rigtige navn frem. Xiao Wu tog sagen i egen

ægteskabet med en mand, som i øvrigt er psykolog, fik hende til at interessere sig for netop psykologi. Hun gav sig til at læse, samtidig med at hun passede sit arbejde ved siden af, og det var under læsningen, at hun fandt sammen med en anden kvindelig studerende, Chen Min, en jurist, som allerede på det tidspunkt var involveret i arbejdet med voldsramte kvinder. Indtil da havde Xiao Wu aldrig tidligere talt med nogen om sit problem med manden. Hun havde det dårligt, men hun havde det endnu dårligere med at skulle indrømme over for nogen, at der var problemer i ægteskabet, og der var ingen institutioner at henvende sig anonymt til. Hvis hun ville fortælle om det til nogen, så måtte det blive til forældrene, til vennerne eller til kollegerne. »Jeg kunne ikke fortælle noget til mine forældre. De ville bare blive bekymrede. Men jeg talte heller ikke til andre om det. Min mand undskyldte jo hver gang. Han har en skrøbelig personlighed, og han har et job med meget ansvar. Desuden var jeg bange for at tabe ansigt, og jeg var bange for, om jeg også selv var skyld i, at tingene var, som de var. Si-

ved midten af 20’erne, be-

hånd, efter at manden havde slået hende gennem 12 år. Det var i 2005. »Det var ikke sådan, at han slog hele tiden, og han slog mig aldrig fordær vet. Nogle gange gik der måske et halvt år imellem, nogle gange måske et helt, men jeg var altid bange for, at det kunne ske. Han ville bare gerne bestemme alt: Hvor vi skulle bo, hvor drengen skulle gå i skole og andre ting. Men det var ikke rigtigt på den måde. Han slog også drengen, hvis han ikke passede sin skole, eller hvis han blev taget i at lyve.« Xiao Wu er egentlig uddannet sygeplejerske. Senere sprang hun ud som forretningskvinde. Men hendes personlige problemer i

gynder forældrene at blive nervøse for, om hun kan finde sig en mand på egen hånd, så hun kan levere et barnebarn. Men manden skal også have et godt job. Der skal to fuldtidsindtægter til at finansiere et moderne hjem. Shanghai, 2006.

Hvis kvinden er kæresteløs

ved midten af 20’erne, be-

ville være med. ‘Hvad vil du det for?’ spurgte han, men han kunne ikke forhindre det.« Da Xiao Wu først var gået i gang, gik det stærkt. Hun behøvede ikke mere end to møder i løbet af to uger, før hun var klar til at stille sin mand stolen for døren. »Vi er meget forskellige. Men jeg sagde til ham, at hvis han ikke forandrede sig, så ville jeg skilles. Jeg sagde, at det var slut, hvis han slog mig eller vores søn én gang mere. Så holdt han op. Vi holder jo af hinanden, og han ønskede trods alt ikke at miste mig. Jeg gik så langt som til at spørge min søn, hvem han ville bo hos, hvis vi blev skilt. Han sagde: ‘Far slår, så jeg vil ikke bo hos ham.’« Inden Xiao Wu besluttede sig for at gå med i Chen Mins mødegruppe, havde hun på flere måder prøvet at påvirke sin mand. Hun havde talt med ham, og han var forstående. Hun havde også prøvet at give ham bøger om børneopdragelse, og han læste dem. Men når det kom til stykket, kunne han alligevel ikke

altid kontrollere sig selv. Det var Chen Mins gruppe, som gav Xiao Wu det endelige skub. Hun fortsatte med at komme til møderne en halv snes gange, indtil hun ikke syntes, at hun have behov for det mere. I stedet besluttede hun at tilbyde Chen Min at arbejde for hende som frivillig med grupperne. Derhjemme var det ikke kun hendes mand, som måtte rette sig ind. Xiao Wu lærte sig at vente med at tage diskussionerne, til han var faldet ned. Hvis der i dag er optræk til en ophedet diskussion, foreslår hun, at de taler om det senere. Hun fortæller, at hendes mand på sin side nu har lært at trække vejret en ekstra gang, og at han tænker mere over konsekvenserne af sine udbrud. Chen Mins gruppeterapi gik i opløsning i slutningen af 2007 på grund af pengemangel. Der skulle først og fremmest være penge til et fast mødested, men der var også brug for penge til for eksempel at servere frokost for gruppens deltagere. Ingen af dem kunne bruge af egne penge uden at risikere, at deres mænd udspurgte dem. Xiao Wu har oprettet sin egen psykologiske praksis og ville egentlig gerne genoptage gruppemøderne. Pengene er der bare ikke. Det er behovet til gengæld. »Psykologi er et forholdsvist nyt fag i Kina, men behovet er voksende og udviklingen er stærk, for presset på folk er stort. Det her er jo ikke noget, vi bør skjule. Det er et problem i alle lande. Jeg har aldrig oplevet, at nogen af de kvinder, som vi havde med til gruppemøderne, gav op. Enten endte de med at lade sig skille, eller også fandt de ud af at løse problemerne med deres mænd. Der for ville jeg gerne arbejde videre sammen med Chen Min om det her.« »Det er mandens pligt at standse hustruvold.« Kampagner mod hustruvold er endnu kun set i det små, men de første skridt er taget, og medierne åbner mere op for denne type af historier. Plakat fra cirka 2006. Egen samling.

100

KAPITEL 6

Juridiske minefelter

»D

et handler om at ændre deres holdning,« siger Yang Songcai. Han siger det næsten, som om det var en ren bagatel, men det er Kinas knap to millioner politibetjente, han taler om. Det er dem, som han vil have til at ændre holdning – plus alle anklagerne og alle dommerne. Det, som det i bund og grund handler om for ham, er at garantere den kinesiske befolknings retssikkerhed i hele forløbet fra forhør til dom. Han udfører sin lille del af arbejdet fra et menneskerettighedscenter på Kanton Universitet i Kanton, hvor han både arrangerer kurser i menneskerettigheder for betjente og andre ansatte i den kinesiske politietat og kurser for anklagere, dommere og journalister. Han lader ane, at han og hans center gør det med en vis succes. Yang Songcai er både forsker og daglig leder på centret. Fra politietaten er det som regel almindelige betjente fra de små politistationer landet over, der deltager i centrets kurser. De er typisk omkring 30 år, og det passer Yang Songcai helt fint, for så er de unge nok til at være modtagelige for nye ideer og tanker. »Unge betjente er nemmere at undervise. De har lidt lettere ved at ændre holdning,« som han siger. Der bliver endnu ikke undervist i menneskerettigheder som et selvstændigt fag på politiskolerne rundt om i landet, fortæller han, men der er mange fag, hvor der bliver undervist i emner, som i det mindste er relateret til menneskerettigheder. Så man kan sige, at det så småt er på vej. Indtil videre supplerer centret så ved at tilbyde kurser for betjente i hele landet.

Yang Songcai leder et menneskerettighedscenter i Kanton, og har været i København flere gange for at ajourføre sin viden. Her er han fotograferet på Kongens Nytorv. Privatfoto.

H 101

100

KAPITEL 6

Juridiske minefelter

»D

Yang Songcai leder et menneskerettighedscenter i Kanton, og har været i København flere gange for at ajourføre sin viden. Her er han fotograferet på Kongens Nytorv. Privatfoto.

H 101