2 minute read
Ny i klassen modtaget med åbne arme
Det har ikke været vanskeligt at få elever til 10. Pro, der er en ny måde at komme ind på livet af erhvervsuddannelserne.
Tekst og foto: Peter Christensen
Advertisement
"10. klasse er en personlig rejse, hvor eleverne bliver modne både fagligt, personligt og socialt. Det vil vi gøre vort bedste for sker, i et tæt samarbejde med elever og forældre, så eleverne får de bedste forudsætninger for at træffe de valg de står over for at skulle træffe om deres fremtid."
Ordene kommer fra Holger Schmidt, dansklærer, kontaktlærer og tovholder på skabelsen af det nye tilbud erhvervsrettet 10. Pro, der er tilrettelagt så eleverne får størst mulig viden om indhold og muligheder i erhvervsuddannelserne. 10. Pro er et samarbejde mellem IBC Fredericia, SOSU FVH og EUC Lillebælt, og starter med første hold elever i august.
Liniefag på erhvervsskoler
Målet med 10. Pro er at præsentere de tre skoler der står bag tilbuddet, og de fag, der er på skolerne. Opbygningen bærer naturligvis præg af ønsket om at præsentere elverne for mulighederne for at blive faglært gennem både EUD og EUX.
På grundfagene, dansk, matematik og engelsk, får eleverne de samme fagligheder som enhver anden 10. klasse. Det er på linjefagene, at 10. pro adskiller sig. Fordelingen mellem fagene er 460 timer på grundfagene og 300 timer på linjefagene i løbet af skoleåret.
"Grundfagene, som er lagt på IBC, har vi til fælles med alle andre, men vores tre linjefag er ”Innovation og iværksætteri”, som også foregår på IBC, ”Sundhed og velfærdsteknologi” er på SOSU FVH, mens ”Robotteknologi, produktion og logistik” foregår på EUC Lillebælt," fortæller Holger Schmidt videre.
"Jo, mere de kan få fingrene i det konkrete og praktiske, des klogere bliver de på hvad det hele handler om, og jo større mulighed får de for at vælge, det der passer til dem," fortæller Holger Schmidt
Ungdomsmiljø
Virksomhederne mangler faglært arbejdskraft, så det har været en naturlig tilgang til at præsentere erhvervsuddannelserne, og det har selvfølgelig været en drivkraft i skabelsen af 10. pro. Det er båret af at gøre uddannelserne mere synlige og håndgribelige og med et fokus på at kunne tilbyde et ungdomsmiljø til eleverne.
"Derfor er det også rigtig godt, at vi kan starte med et fuldt hold. Det er vigtigt, at eleverne får nogle andre at sparre med og at spejle sig i," slutter Holger Schmidt.