3 minute read
Nu søger Elliot en elevplads
Nu søger Elliot en elevplads Elliot Døns Bjerregaard var i praktik i tømrervirksomheden Kolster A/S i Middelfart. Det gjorde udslaget for ham.
"Mange unge, også mine egne børn, vælger pr. automatik gymnasiet. Gymnasiet er også fint, og de har altid været gode til at sælge sig selv, men vi skal også sælge håndværksfagene, og de muligheder, de unge får i erhvervsuddannelserne. Vi skal blive bedre til at sælge vores fag," siger Tue Christiansen, tømrermester og medejer af tømrervirksomheden Kolster A/S i Middelfart.
Advertisement
!Vi har også som mennesker og virksomhed et socialt ansvar for at tage del i de unge menneskers fremtid."
Det, at tage ansvar for unge menneskers muligheder og fremtid, er ikke fremmed for Tue Christiansen. Han sidder også i Ungdomsskolens bestyrelse, og det engagement understreger også baggrunden for, at det er naturligt for ham og virksomheden at bruge kræfter på virksomhedsbesøg og praktik.
Og virksomhedsbesøg og praktik virker. Det er Elliot Døns Bjerregaard på 17 år et godt eksempel på. Han valgte at tage 10. klasse i 10’eren i Middelfart, der har virksomhedsbesøg og praktik som omdrejningspunkt. Eleverne skal være i minimum 1 uges praktik i løbet af skoleåret. En del elever tager flere, nogle helt op til fem praktikperioder.
Tiden i 9. klasse forløb ikke optimalt for Elliot. Han var både skoletræt og, med hans egne ord, meget lidt social.
"Jeg havde brug for et år mere til at blive moden. Og så var jeg tiltrukket af, at jeg syntes 10’eren var anderledes. Eleverne får meget ansvar, forventes selv at tage initiativ, og 10’eren arbejder med praktik i virksomhederne. Det kan jeg godt lide," forklarer han.
Praktik virker afklarende
Virksomhedsbesøgene og praktikken bidrog i høj grad til at gøre det klart for Elliot, hvilket retning han ønskede hans fremtid skulle tage.
"Praktikken hos Kolster var en helt fed oplevelse. Jeg kan lide at stå op og komme i gang, og jeg blev bare kastet ud i det," fortæller han.
"Vi skulle renovere en del boliger, og jeg havde egentligt forventet, at jeg bare skulle stå og kigge. Men sådan var det ikke. Jeg blev med det samme sat til at hjælpe med at hive gipsplader ned med et koben. Jeg blev vist skruemaskine og arbejde med vinkler og sætte nye plader op. Jeg var godt brugt, når jeg fik fri, og det synes jeg er rart," fortsætter Elliot.
Inden praktikken var han i tvivl, om han ville være smed eller tømrer. Han havde brug for at komme tættere på for at vælge.
"Efter at have prøvet begge fag, er jeg kommet frem til, at tømrer det er lige mig. Jeg kan lide arbejdet og faget, så jeg vil i gang med at søge en elevplads hos Kolster," slutter han.
10-fold tilbage
"Virksomhedsbesøg har vi først haft de senere år, men elever i praktik har vi haft en del år. Selvfølgelig koster det lidt ressourcer at have virksomhedsbesøg og tage praktikanter, men det vi investerer i det, får vi 10-fold igen," siger Tue Christiansen, Kolster A/S. Virksomhedsbesøg varer typisk et par timer med rundvisning og en efterfølgende snak og debat om mulighederne. Praktikken er af en uges varighed.
"Vi bidrager til at åbne de unge menneskers øjne for mulighederne i håndværksfagene. Og vi får et syn udefra og ind på vores virksomhed. Det er rigtig værdifuldt for os," siger Tue Christiansen.
I forbindelse med virksomhedsbesøg fra eleverne i 10’eren, har Kolster A/S fået gode input via elevernes arbejde med en case. Kolster har opkøbt en glarmestervirksomhed, som efterfølgende skal implementeres i tømrervirksomheden på samme adresse.
Eleverne arbejdede med tegninger, PR og marketing og skiltning til virksomheden. Kolster har valgt at bruge elevernes forslag til, hvordan skiltning og visning skulle gøre det nemt og overskueligt for besøgende og handlende at finde frem til rette indgang.
Kolster tager deres del af ansvaret for at gøre håndværksfagene synlige i de unges bevidsthed, men de tager også deres del af ansvaret for, at der er elevpladser til de unge, der gerne vil arbejde i håndværksfagene.
"Vi har løbende 7-8 elever og tager typisk 2 nye elever om året. Vi får elever både via EUX (erhvervsuddannelse kombineret med en gymnasial uddannelse), og EUD (den traditionelle erhvervsuddannelse)."
Måske bliver Elliot Døns Bjerregaard den næste i rækken af elever hos Kolster A/S? Elliot er i hvert fald klar.