2 minute read

VM-SØLVVINDER FREMHÆVER

Next Article
DE GODE SAMTALER

DE GODE SAMTALER

Fire Rig Fris Ruddannelse

Da VM for frisører fandt sted i Paris i efteråret 2022, var Melika Aktas – som er uddannet frisør fra erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding – blandt deltagerne.

Advertisement

Og hun kunne tage fra den franske hovedstad med en flot sølvmedalje i kufferten.

”Der var 1.300 deltagere fra 47 lande med til VM – fordelt på flere kategorier. Jeg var oppe i to kategorier, som hænger sammen: Fashion Pro Cut og Fashion Cut. Man kan vinde individuelt og som del af et team, og sammen med Louise Hartmann og Thea Voigt vandt jeg sølv i holdkonkurrencen”, fortæller den nu 23-årige frisør.

Melika Aktas forklarer, at konkurrencefrøet blev sået under uddannelsen på HANSENBERG, hvor hun blandt andet deltog i Årets elevteam og DM for skolehold.

”VM-sølvmedaljen betyder helt vildt meget for mig, for den er en anerkendelse af det, jeg arbejder for og brænder for. Det er et kæmpe skulderklap, og giver mig bare endnu mere blod på tanden. Der er en kæmpe udvikling – både fagligt og socialt – i at deltage i konkurrencer. Det handler om at presse sig selv ud i situationer, man ikke er vant til”.

Samspil mellem salon og skole

Samtidig fremhæver Melika Aktas sit valg af uddannelse:

”Det er så vigtigt at vælge den fireårige frisøruddannelse. Din mester kan lære dig meget i salonen, men al teori – og hele bagkataloget – kommer altså fra skolen. Samspillet mellem skolen og salonen er en helt essentiel del af uddannelsen”.

”Og så er Helle og de andre undervisere eminent gode til at presse – selvfølgelig på den helt rigtige måde – de elever, som gerne vil nå noget ekstra under uddannelsen”.

Helle, som Melika Aktas nævner, er faglærer på HANSENBERG Helle Emig. Og hun har masser af ros til sin tidligere elev:

”Vi er sindssygt stolte af at have fulgt Melikas rejse gennem hendes uddannelse – og over at se, hvordan hun fortsat arbejder hårdt, målrettet og passioneret for at tilfredsstille sit videbegær inden for faget. Hun lever op til udtrykket livslang læring”, siger Helle Emig.

Hun peger på, at frisørfaget har mange sider, som faglærerne præsenterer eleverne for under hele uddannelsen:

”Det er så op til eleverne at gribe fat i de dele, som de særligt føler sig inspireret af. Er man – som Melika – blevet inspireret af konkurrencefrisering, kræver det noget ekstra af en som frisør. Man skal bruge mange timer på målrettet træning – og have et ønske om at udfordre sig selv på det kreative plan”.

Dejligt sted at være

Melika Aktas’ arbejdsplads – Park by Bendesgaard i Hedensted, hvor hun også var i lære – har i den grad givet hende plads til at træne:

”Min chef bakker mig virkelig godt op. Jeg er den første, hun har haft i konkurrencer, så der har også været en masse, som hun skulle sætte sig ind i. Men hun synes bare, at det er megafedt, at jeg er med, og det er et dejligt sted at være”.

Melika Aktas brænder fortsat for at deltage i konkurrencer – og for at få flere til at vælge frisørfaget:

”Man skal vælge frisøruddannelsen, hvis man gerne vil gøre noget godt for andre mennesker. For vi er der for vores kunder, og salonen er et frirum for dem. Så spring ud i det, hvis du elsker at være kreativ, at bruge hænderne og at forkæle dine kunder”, siger Melika Aktas.

This article is from: