Kunsthal Kronikken

Kunst i opinionens verden

Art in the realm of opinion

Kunsten er en sprække som mange af os kigger igennem til daglig. Men kunsten kan være en vej som vi går ad.

Art is a chink that many of us look through daily. But art can be a path we follow.

Af: Christoffer Emil Bruun, kronikredaktør Politiken, og Jesper N. Jørgensen, redaktør Copenhagen Art Festival

By: Christoffer Emil Bruun, kronik editor Politiken, and Jesper N. Jørgensen, editor Copenhagen Art Festival

Gennem hele modernismen har kunsten beskyttet sin uafhængighed med næb og klør, og det har virkelig også tit været nødvendigt at insistere på kunstens autonomi for ellers ville den nemt komme til at miste sin berettigelse. Men der blev gjort så meget dyd ud af nødvendigheden at man med tiden kom til at sætte hegn op omkring sig selv. Det affødte efterhånden en generel opfattelse af at kunsten kun forholdt sig til – og gav mening – indenfor sin egen afgrænsede forestillingsverden.

Art has fought tooth and nail to protect its independence throughout the whole history of Modernism, and it has also often been necessary to insist on the autonomy of art because it would otherwise easily have lost its legitimacy. But such a virtue was made of necessity that in time art erected a fence around itself. This gradually led to a general impression that art only related to – and made sense within – its own delimited imaginative world.

Generation efter generation har formgivet sig selv ved at reagere mod den forrige. Kunsten har længe opholdt sig i et slags non stop teen-age opgør med far og mor. Nye materialer, nye provokationer, nye tanker om kunsten og dens rolle i samfundet, men altid på kunstens egne præmisser og uden tegn til at være del af noget større fællesskab end det man kunne enes om i de kunstneriske grupperinger og på de respektive kunstskoler, der på den måde i stigende grad blev reservater for enige. Distancen til det forudgående var altid til stede, mens distancen til omverdenen var så enorm at den slet ikke kunne ses. Kunsten var i centrum, men omverdenen kom i stigende grad udenfor rækkevidde.

Generation after generation has fashioned itself by reacting against the previous generation. For a long time art has been in a sort of non-stop teenage rebellion against father and mother. New materials, new provocations, new ideas about art and its role in society, but always on art’s own premises and with no indication of being part of any community larger than what could be agreed in the artistic groupings and at the respective art academies which, in this way, increasingly became reservations for those who were in agreement. The distance to what had preceded was always there, but the distance to the surrounding world was so enormous that it simply could not be seen. Art was at the centre, but the outside world was increasingly beyond reach

Temaet for Copenhagen Art Festival er som bekendt fællesskab. Det kan forstås på flere måder: Vil kunsten betragte de fællesskaber som findes?

Vil den invitere ind i egne fællesskaber og skabe nye? Eller vil kunsten rent faktisk indgå i de allerede eksisterende fællesskaber? Vil den vende tilbage til sit gavmilde hjørne, hvor et kunstværk eller en tekst kan skabe debat og inspirere omverdenen og ikke bare andre kunstnere? Vi ved at kunsten fungerer i sit eget rum, i udstillingshaller og på gallerier, til messer og på biennaler. Men kan kunsten også fungere i andre rum og sammenhænge, uden at den bliver reduceret til noget den ikke er? Ved at udtrykke sig i kunstens egne medier og materialer kommer refleksionen dybere ned i stoffet og visionen højere op. Kunsten forbeholder sig retten til at være både idealistisk og fundamentalistisk, snarere end pragmatisk og fortænkt politisk. Men den bedste kunst er den der giver plads til dig og mig som med-skaber, som åbner op for den kreative misforståelse der fører til nye associationer og refleksioner i uanede retninger og ansporer nye anskuelser på den livs-verden og hverdag, vi deler med hinanden.

Det er med andre ord - uanset kunstens form og metode - en særlig ambition at flytte kunsten derud, hvor livet leves: At flytte samtidskunsten ud af de kendte rammer og formater og ind i en naturlig sammenhæng med de til alle tider nærværende samfunds-diskussioner. Fra anmeldelserne til debatsiderne, så at sige. Den ambition indfries først, hvis kunsten for alvor begynder at blande sig i offentligheden og bliver taget alvorlig som et seriøst bidrag til en anden vinkel på, og forståelse af, begivenhedernes gang.

Kunsten er allerede tilstede i de offentlige rum, for museer og kunsthaller er så offentlige som noget. Det er administrative rum som holder kunsten fastlåst, men som også sikrer fordybelse. På den måde har vi sørget til fulde for at forholdene for kunst og kultur er optimale. Men vi har samtidig forsømt at invitere kunsten indenfor, der hvor tingene for alvor sker. Vi har ladt dem stå udenfor som pauseklovne, mens cirkusdirektørerne styrer det store show med skråsikker hånd. Den politiske verden og kunstens verden har holdt hinanden ud ved at fjerne sig fra hinanden. Det har været bekvemt for begge parter, men tilskuerne, borgerne, er forblevet nysgerrige besøgende frem for deltagende iagttagere. Vi ønsker at de skal komme til at holde af hinanden ved at nærme sig hinanden.

Når Politikens kronik som led i Copenhagen Art Festival fungerer som en særlig avis-venue, en slags kunsthal i sig selv, er det for at give et bud på, hvordan kunsten kan etablere sig midt i opinionen og samtidig holde ved dens hellige uafhængighed. Kronikkerne skal fungere på sine egne og debattens/kronikkens præmisser, men det overordnede mål er også større end det enkelte bidrag: Det handler om at vise samtidskunsten som et naturligt og væsentligt beskæftigelsesområde i opinionsdannelsen, og i den daglige samfundsdebat.

Kroniken i Politiken er en spalte med en unik plads i dansk presse historie.

Den er opfundet i 1905 af Henrik Cavling og har siden været stedet for markante tendenser og diskussioner. Til daglig er det dansk presses længste tekst og en af dem som ofte skaber dagsorden.

Ved at trykke en række kuraterede kunstværker på den plads, hvor en vigtig del af den daglige opinion udfolder sig, er det tanken at vise at der er døre i det hegn som er sat om kunsten.

Kronikkerne blev bragt i festivalens åbningsuge 24. August – 2. September 2012.

24. aug. : Visdommens Robin Hood, af Raqs Media Collective (Indien) 26. aug. : Christianias Nye Grundlov, af Ruth Ewan (Skotland) 29. aug. : The moment you read these words, af Lise Harlev (Danmark) 1.sept. : Der findes ingen legepladser, af Hans Joachim Lenger, Heike Mutter & Ulrich Genth (Tyskland) Kronikkerne blev kurateret af Jesper N. Jørgensen, redaktør og Copenhagen Art Festival

As is well known, the theme of the Copenhagen Art Festival is communities. This can be understood in several ways: Will art consider the communities that exist? Will it issue an invitation into its own communities and create new ones? Or is art actually willing to enter into communities that already exist? Will it return to its generous position where an artwork or a text can generate debate and inspire the surrounding world and not merely other artists? We know that art functions in its own space in exhibition centres and galleries, at fairs and biennials. But can art also function in other spaces and contexts without being reduced to something it is not? By expressing itself in art’s own media and materials, reflection reaches deeper into the material and the vision higher up. Art reserves the right to be both idealistic and fundamentalist rather than pragmatic and politically strained. But the best art is that which makes room for you and me as co-creators, that opens the way for the creative misunderstanding that leads to new associations and reflections in undreamt-of directions and stimulates new views of the lifeworld and everyday lives we share.

In other words - irrespective of the form and method of the art – there is a special ambition to move art out into the world where life is lived. To move contemporary art out of the familiar frames and formats and into a natural context with the constantly ongoing discussions about society. From the reviews to the debate pages, so to speak. This ambition will only be fulfilled if art begins to meddle in the public sphere in earnest and is taken seriously as a sober contribution to or another angle on and understanding of the course of events.

Art is already present in the public space because museums and art centres are as public as they can be. They are administrative spaces that, although they lock art in, also ensure contemplation. In this way we have made absolutely sure that conditions are optimal for art and culture. But at the same time we have neglected to invite artists into spheres where things really happen. We have left them standing outside like comic figures while the circus directors control the grand show with a firm hand. The political world and the world of art have excluded each other by mutual distancing.

While this has been convenient for both parties, the spectators, the citizens, have remained curious visitors rather than participating observers. We would like them to care for each other by drawing closer.

The reason why Politiken’s feature articles, as part of the Copenhagen Art Festival, function as a special newspaper-venue, a sort of art centre in itself, is to come with a suggestion as to how art can establish itself in the midst of opinion while maintaining its hallowed independence. The features are to function on their own premises and those of the debate/feature article, but the overriding objective is also greater than the individual contribution. It is about showing contemporary art as a natural and important area of activity in shaping opinion and in the everyday debate about society.

The features column in Politiken has a unique place in Danish press history. It was devised by Henrik Cavling in 1905, and since then it has been the place for distinctive trends and discussions. It is the longest text in the Danish dailies, and one of those that often sets the agenda.

The idea behind publishing a number of curated works of art in the spot where an important section of daily opinion is unfolded is to demonstrate that are doors in the fence that has been erected around art.

The feature articles will be published in the opening week of the festival from 24 August to 2 September.

Aug 24: Visdommens Robin Hood, by Raqs Media Collective (India) Aug 26: Christianias Nye Grundlov, by Ruth Ewan (Scotland) Aug 29: The moment you read these words, by Lise Harlev (Denmark) Sep 1: Der findes ingen legepladser, by Hans Joachim Lenger, Heike Mutter & Ulrich Genth (Germany) The features are curated by Politiken’s features editor and the editor of the Copenhagen Art Festival.

Fredag 24. august 2012 POLITIKEN

Debat 7 Læserne Mener SKADELIG PIND Knud Christensen, Borshøjvej 3, Ramløse, Helsinge: Hvordan kan partiet Venstre dog være tjent med, at en Søren Pind med sine besynderlige meninger udtaler, at »Regeringen er politisk ansvarlig for nattens uro i Vollsmose og angrebet på skadestuen på Odense Universitetshospital«.

Hvor tåbelig kan man tillade sig at være som politiker – dum er Søren Pind vel ikke?

PENGE OG MORAL René Karpantschof, ph.d., Guldbergsgade 51, København: Terrorloven forbyder økonomisk støtte til f.eks. det palæstinensiske PFLP. Men man kan jo (åbenbart) ikke lovgive om alt, og derfor »opfordrer« udenrigsminister Villy Søvndal i Politiken (21.8.) danske rederier til et moralsk »adfærdskodeks« i forbindelse med deres våbentransporter. God idé! Der er sikkert mange rederidirektører, der slet ikke har tænkt over, at de tjener styrtende med penge på at sejle våben for diktaturer og undertrykkende regimer.

VEJLEGÅRDEN Karl Vilhelm Christiansen, Vejlebrovej 110, Ishøj: Begivenhederne omkring Vejlegården åbner for nogle vigtige spørgsmål. Da den nuværende ejer overtog Vejlegården, gik medarbejderne da hen til ham og sagde: »Vil du ikke godt indgå en aftale, der betyder dårligere løn- og arbejdsforhold for os?«. Eller fik medarbejderne ved overtagelsen at vide, at enten blev de »kunder« – det udtryk, som man bruger i det kristelige fagforbund – eller også mistede de jobbet. ’Kunder’ er jo et helt rigtigt udtryk, for sådan nogle kan man tjene penge på! Og videre: Blev nogle af de oprindelige medarbejdere fyret ved overtagelsen, og hvor mange af de resterende er der tilbage? Hvad tjener restauratøren på at have en aftale med de kristelige frem for en overenskomst med 3F? Hvor mange penge mister medarbejderne i denne situation? Venstre og Dansk Folkeparti har stillet forslag, der vil kriminalisere lønmodtagernes muligheder for at bevare gode løn- og arbejdsforhold.

Hvilken betydning vil det få for den enkelte lønmodtagers forhold, og hvor stor skal straffen være ved overtrædelse af V’s og DF’s forslag? Skal vi

til at se fagforeningsfolk i fængsel, som med vedtagelsen af V’s ’Tugthuslov’ mod indgåelse af kollektive overenskomster og anvendelse af strejker og blokader fra 1927?

Loven blev kritiseret både af DA og Den faste Voldgiftsret, nu Arbejdsretten.

Hvem er den frihed for, som de borgerlige taler så varmt om? Er det frihed for den ene part og straf for den anden?

REGNINGEN Karin Thomsen, formand for Humlebæk Boligselskab, Baunebjergvej 331, Humlebæk: Tak til Anette Claudis indlæg under Signatur 21.8. vedr. huslejeregningen, som havner hos naboen. Dejligt at læse om det, der er hverdagen i mange almene boligafdelinger.

Det er ikke almindeligt kendt, men det er jo sandheden, at de beboere, der betaler deres husleje hver måned, er med til at betale for dem, der ikke betaler. I flere boligafdelinger prøver man at forebygge den ulykkelige situation, at familier bliver sat på gaden, ved at ansætte en person med forstand på økonomi til at hjælpe beboeren med at få økonomien på ret køl. Det er heller ikke gratis, og det er alle beboerne også med til at betale, så den i vore ’jeg og kun jeg’-tider lidt umoderne solidaritet lever stadig, og tak for det.

I Fredensborg Kommune, hvor jeg bor, har kommunen det regelsæt, at boligtilskud betales til boligselskabet, så man er sikker på, at den del bruges til huslejen. Det falder dog nogle af de mange beboere, som altid betaler deres husleje, for brystet, idet de føler sig administreret af kommunen. Og ja – forestillingen om villaejerne, som Claudi refererer til, er jo slet ikke til at stå for.

HEMMELIGHEDER Martin Petersen, Højager 59, Hjortshøj: Tue Magnussen roser i et indlæg i Politiken (22.8.) Julian Assange for at medvirke til, at hemmeligholdte dokumenter bliver offentliggjort, så man dermed kan trænge til bunds i sager om udleveringer af krigsfanger til mulig tortur, og roser Ecuador for at give ham asyl. Det er fint at give asyl til dødsstraftruede mennesker, men den falden på halen for Assange og Wiki-

Leaks som indlægget står som repræsentant for, bryder jeg mig ikke om. Lande og institutioner har grunde til at have hemmeligheder, undertiden forståelige, til andre tider uetiske. Men kampen om, hvad der skal offentliggøres, bør holdes mellem det pågældende lands institutioner, retssystem, presse og borgere. Ingen enkeltperson, heller ikke en velformuleret australsk hacker, bør kunne opkaste sig til enedommer over og forvalter af, hvilke hemmeligheder i f.eks. Danmark der skal forblive hemmelige, og hvilke der skal lægges til skue for alverden.

LINJEFAG Claus Andersen, Gørtlervej 67, Randers: Hvor ville det være befriende, hvis vore politikere havde linjefag i de politiske områder, som de er sat til at kommentere på. Lotte Rod fra Det Radikale Venstre foreslår, at alle lærere kun skal undervise i deres linjefag. Det vidner om en eklatant mangel på viden om folkeskolen. En god kollega til mig har undervist i mere end 30 år i faget historie. Han har ikke linjefag i faget, men jeg kan med sikkerhed sige, at han ved betydeligt mere om historie end den unge lærer, der kommer ud fra seminariet med linjefag i historie.

MARGRETHE – VI FORSTÅR DIG IKKE Ole Vagn Christensen, Provst Sonnesvej 12, Thisted: Margrethe, selv dit eget bagland forstår ikke dine begrundelser for, hvorfor familier, børn og ældre skal betale for en fejlslagen VKO-politik. Det Radikale Venstre sad ved forhandlingsbordet, da aftalen om dagpengeforkortelsen blev indgået.

Derfor må du være den, der kan forklare, hvilke tiltag der vil blive taget i brug, for at især børnefamilier og ældre arbejdsløse ikke vil blive ramt af dagpengeforkortelsen. Beskæftigelsesministeren har ikke kunnet finde papirer herpå. For så ville ministeren ikke udtale sig om, at ikke alle kan sikres fremtidigt forsørgelsesgrundlag. Margrethe – er det, fordi alle ikke skal sikres forsørgelsesgrundlag, eller er det, fordi alle ikke benytter sig af de muligheder, der er for arbejde, uddannelse eller opkvalificering. Svaret blæser i vinden – giv os nu svar herpå.

Dagens citat

Volden i Odense burde sætte tanker i gang hos alle Vollsmose (1) WASEEM HUSSAIN, CAND.POLYT. OG UDDANNET I ISLAMISK RETSLÆRE, IMAM VED KØBENHAVNS FÆNGSLER

EID ER EN dag med hygge, glæde, gaver og god mad. Det er dagen, hvor splittede familier samles, uvenner forsones og der bedes fællesbøn i moskeen. Dette er den muslimske eid.

Bestyrelsen er ifølge radioloven den del af DR’s ledelse, der fremsætter »de almindelige retningslinjer for DR« og har »det overordnede programansvar«.

Vi skal værne om DR. Og det gør man ikke ved altid at være direktionens nikkedukker, men ved at være den konstruktive samtalepartner.

Vi er hverken et overordnet eller et underordnet fremmedelement i DR’s drift Ole Hyltoft, forfatter og næstformand i DR’s bestyrelse.

I Jyllands-Posten

MED EN PRIMITIV ’øje for øje’- og tand for tand’-logik finder nogle muslimer det åbenbart relevant at markere denne glædesdag med frygt og blodsudgydelser.

I år er det ligefrem gået så vidt, at velmenende hospitalspersonale har måttet være bange på den muslimske festdag, eid.

Ved sidste års eid blev en ung mand skudt og dræbt i København foran en moske lige efter eid-bønnen. En festdag blev ødelagt for de sagesløse vidner, hvis eneste skyld var, at de ville fejre eid ved at

tage i moskeen. Dette er ikke, hvad islam går ud på. Dette er ikke den muslimske eid.

Hvornår har vi sidst hørt, at fejringen af julen i et beboelsesområde er endt med skyderier og dertilhørende invasion af et hospital? Eller at en person koldblodigt blev dræbt juleaften, lige efter julemessen, uden Hvad der er for kirken? Men sket, er ikke isdet er sket på den lam værdigt. muslimske penDet er ikke Dan- dant til juleaften.

mark værdigt

DET BURDE SÆTTE nogle tanker i gang hos enhver muslim.

Hvordan skal vi som muslimer forvente, at vores glædesdag, eid, skal modtages af andre med respekt og anerkendelse, når nogle kan finde på at bruge dagen til at skabe frygt?

Offerrollen elsker vi som muslimer at påberåbe os. Vi er mestre i at give politikere, medier, institutioner og andre skylden, men tænker vi nogensinde over vo-

Vollsmose (2) SØREN PIND, MF (V),TIDL. INTEGRATIONS- OG UDVIKLINGSMINISTER

I POLITIKEN 23.8. tillægges jeg følgende motiver på baggrund af min konstatering af regeringens åbenlyse svigt i udlændingepolitikken ift. Vollsmose: »Søren Pind skyder skylden på Socialdemokraterne for at skubbe fokus væk fra, at det ikke er mere end et år siden, at han selv var integrationsminister«. Meget kan man sige om mig, men altså … Om ikke andet tror jeg, de, der kender mig, ville finde det absurd, at man skulle kunne overbevise mig om, at man havde glemt min storslåede indsats som minister.

UANSET, så er mit fokus i denne sag den omkalfatring af den politik, bl.a. jeg stod for, som den ny regering har gennemført.

Den har medført, at dansk udlændingepolitik skridt for skridt er ved at blive ændret fra en progressiv, men kontant udlændingepolitik til en lempelig og lemfældig en af slagsen. Bare nævnt i forbifarten er antallet af somaliere, der i dag søger og får adgang til Danmark, fem gange større end blot for et år siden. Og i den mellemliggende periode er Somalia

blevet sikrere og mere stabilt. Det skulle være mærkeligt, om det faktum havde noget med min tid som integrationsminister at gøre og ikke de uansvarlige lempelser og signaler, regeringen har udsendt. Sluserne er åbnet.

Sagen er den enkle, at det her ikke handler om ’blame-game’, men om ansvarsplacering for en faktisk politik, som vi i Venstre er uenige i, og som har konsekvenser.

SOMALIERNE ER ikke det eneste eksempel. Antallet af familiesammenføringer er fordoblet. Og sådan kunne man blive ved. Samtidig har regeringen gennemført en af de største socialpolitiske katastrofer for integrationen, nemlig at fjerne kontanthjælpsloftet, og den såkaldte 225-timers regel. De regler fik skabt en af de største socialpolitiske sejre i den borgerlige regerings tid og skubbede en række ellers langtidsparkerede i det sociale system ud i arbejde, ikke mindst blandt etniske grupper. Nu er deres incitament væk, og passiviteten tager til.

Vi har set, at Vollsmose, oven i de åbenlyse udfordringer, har fået tilført 200 flygtninge, mennesker med traumer og ar på sjælen. Det er sket, efter at den forrige regering og kommunen friholdt bydelen af åbenlyse grunde. Den ny regering traf en anden beslutning.

24. august 2012

Visdommens Robin Hood Indisk kunstner-kollektiv som arbejder med viden, magt og medier. De har produceret dokumentarfilm og etableret en fond, som sikrer genren udbredelse i Indien. I 2002 deltog Raqs på den vigtige udstilling Documenta i Kassel og har siden præsenteret deres værker verden over. Deres bidrag til Copenhagen Art Festival finder man på Københavns Hovedbibliotek og på Fiolbiblioteket, Fiolstræde 1, København K, hvor de forelæser den 27.

August, kl. 22-24.

The Robin Hood of Wisdom Raqs Media Collective

TAG hen til nærmeste offentlige bibliotek Hvad smager viden af?

Af æggets usaltede hvide.

Den kalder på at blive garneret med forræderi.

FORBERED dig.

Før du tager af sted.

Vælg en passage fra en bog, der betyder noget særligt for dig.

Skriv den, eller skriv den ud. Med elegance, stil og ømhed, på et ark papir af god kvalitet.

Spørgsmålet er: hvordan deler man denne mæthedssult denne forudanelse dette fremsyn.

Digtet er oversat af Tonny Pedersen

ISLAMS LÆRE går ud på at vise, at eid er en dag, hvor budskabet om glæde, fred, forsoning og kærlighed skal spredes. Som muslimske medborgere er det vores ansvar at vise det. Det skal vi leve op til.

Hvad der er sket, er ikke islam værdigt.

Det er ikke Danmark værdigt. Det er ikke mennesker værdigt. Jeg sender min dybeste beklagelse og medfølelse til enhver, der er blevet ramt af tragedie, frygt, chok og undren på denne dag. Jeg håber inderligt, at det aldrig vil gentage sig.

Det sociale pres i Vollsmose er vokset

kunsthal KRONIKEN

RAQS MEDIA COLLECTIVE

res egen rolle som muslimske medborgere?

Hvis nogle muslimer ikke har forstået, at eid er en dag, der skal respekteres, så er det vores ansvar som muslimer. Her løber vi tør for undskyldninger, for det er vores dag, så derfor kan vi ikke give andre skylden. Det må vi indse.

Spørgsmålet er bare, om vi tør komme ud af offerrollen og vil påtage os den vigtige rolle, som ansvarlige medborgere burde have, eller om vi er for bange for, at vi ikke længere vil kunne give andre skylden?

Værst, så har regeringen svækket indsatsen mod kriminelle udlændinge og bander ved at lempe på udvisningsreglerne. Vi pålagde domstolene ift. udvisning ikke længere at lade tvivlen ift. internationale konventioner komme de kriminelle til gode. Den regel har den ny regering også afskaffet.

Indsatsen mod ghettodannelser er også svækket, skønt den tager udgangspunkt i den tidligere regerings indsats.

Den ny regering har afvist at tynde ud i boligblokkene.

DER ER MED andre ord tale om en dyb forskel i filosofi og politik. Regeringen har på bare 10 måneder øget det sociale pres i Vollsmose, har svækket den præventive trussel om udvisning og har forøget antallet af mennesker med sociale og kulturelle udfordringer på et i forvejen udfordret sted.

Det er et faktum. Et faktum, der selvfølgelig har konsekvenser. Politik og ord betyder noget. At gøre det til et spørgsmål om, at jeg vil »skubbe fokus væk«, er at nedgøre politik til intet andet end leg og legoklodser. Det er det ikke. Det handler om mennesker af kød og blod. Og det fællesskab, der er vores. Som, hvis regeringens politik får lov til at eskalere og fortsætte, vil komme under et pres, der får tiden før 2001 til at ligne vand.

POLITIKEN

Fredag 24. august 2012

8 Debat

7.000

ton vejer hver af Danmarks nye fregatter

140

meter lange er fregatterne

Kilde: Berlingske

KOLLEKTIVT. Diskussionen om, hvem der har ansvar for psykiske lidelser – og ansvaret for dårligt psykisk arbejdsmiljø – er blusset op, efter at sundhedsminister Astrid Krag (SF) for to uger siden skrev en Kronik om det kollektive ansvar. Arkivfoto: Jens Dresling

Tovejs. Hvem har ansvaret for psykiske lidelser?

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) og tidligere sundhedsminister Bertel Haarder (V) er måske ikke så langt fra hinanden i debatten om psykiske lidelser – hvis man følger den fra filosofisk kant. analyse

D

ebatten om ansvar, som sundhedsminister Astrid Kragh (SF) satte i gang i Politiken 7. august, og som blev videreført af Bertel Haarder (V) og Hans Andersen (V) i samme avis 17. august, ser i første omgang ud til at afsløre en kløft mellem to uforMORTEN EBBE enelige syn på, hvem JUUL NIELSEN der – på en række punkter – har ansvaret for den enkeltes liv: Er det samfund og fællesskab, eller er det individet.

Det første syn kan kaldes strukturelt: Det er omstændigheder og vilkår, som den enkelte ikke har mulighed for at påvirke, som bestemmer, hvordan vi har det. Det andet syn, det individualistiske, siger, at den enkelte har det afgørende ansvar for, om vedkommende har det godt eller ej.

Kradser man lidt i den politiske retoriks overflade, viser det sig hurtigt, at de to parter står hinanden tættere end som så: Begge medgiver nemlig, at der både er et samfundsmæssigt og et individuelt ansvar. Det betyder dog ikke, at der ikke er betoningsforskelle.

ET KONKRET diskussionspunkt i debatten er det psykiske arbejdsmiljø: Er det et kollektivt, eller et individuelt ansvar og anliggende? Er det samfundet eller individet, der har ansvar for de omkostninger, der måtte følge af dårligt psykisk arbejdsmiljø?

Der er en ligefrem sammenhæng mellem overvejelser om ansvar for omkostninger og overvejelser om retfærdighed.

Hvorledes omkostningerne skal fordeles, er indlysende et spørgsmål om retfærdighed.

Her skulle man tro, at parterne stod

om muligt endnu længere fra hinanden, men igen er der mere, der forener, end der skiller – i hvert fald et stykke af vejen.

Der er udbredt enighed blandt politiske filosoffer om et vist naturligt udgangspunkt for diskussionen af social retfærdighed: Det er uretfærdigt, hvis ens relative lod i tilværelsen er resultatet af ens omstændigheder. Omstændigheder dækker her alt det, vi ikke har valgt: vores genetik, opvækst, sæt af talenter osv.

Omstændigheder, vi ikke har valgt, bør ikke afgøre vores skæbne. Det svarer til, at ens skæbne bliver afgjort ved et (ufrivilligt) lotteri. Men det er ikke er uretfærdigt, hvis ens relative lod i tilværelsen er resultatet af valg. Den, der vælger at slappe af på stranden, ikke tage en uddannelse og leve af tilfældige småjob, vil have færre ressourcer til rådighed end den, der vælger at arbejde hårdt, tage en ambitiøs uddannelse osv. Dette er ikke uretfærdigt, for så vidt den relative forskel mellem de to afspejler deres valg.

EN FORSVARLIG fordeling af de omkostninger, som vi mener, personer må være ansvarlige for, skal afspejle personers valg, ikke deres omstændigheder. Bemærk her, at dette ikke bare forudsætter,

at fordelingen skal følge valg og ikke omstændigheder. Det forudsætter også en form for ’mulighedslighed’, nemlig, at personer skal have ens omOmstændighe- stændigheder for deres valg. Stiller vi der, vi ikke har de samme krav, og valgt, bør ikke pålægger de samafgøre vores me omkostninger skæbne. Det for uheldige valg, svarer til, at ens til Ronny fra Vestegnen, der er vokskæbne bliver set op i et misafgjort ved et brugshjem og har (ufrivilligt) en medfødt hjerlotteri neskade, som vi gør i forhold til Louise fra Gentofte, der er brillant begavet og har haft ressourcestærke forældre, kan vi være ret sikre på, at vi lægger langt større omkostninger på Ronny, end vi gør på Louise. Vi kan (eller bør) ikke gøre alle mennesker ens – der vil altid være heldige og uheldige, talentfulde og ubegavede. Men for så vidt man går ind for mulighedslighed, kan man sige, at vi ikke bør stille så høje krav til Ronny, eller at Ronny har et krav på kompensation, for-

di værdien af hans muligheder er langt dårligere end Louises. En fair måde at fordele ansvar eller omkostninger på skal altså ikke afspejle omstændigheder, men må gerne afspejle valg – og så skal den tage højde for, at vi ikke har ens muligheder for at ’handle ansvarligt’.

HVOR STILLER det de to syn på ansvar mere konkret? Hvad skal vi f.eks. sige til spørgsmålet om ansvar for følgerne af ens psykiske arbejdsmiljø? Den strukturelle model vil, alt andet lige, sige, at arbejdsmiljøet ikke er noget, vi vælger, men afspejler omstændigheder, vi ikke har valgt. Derfor er det heller ikke den enkelte, der skal bære omkostningerne af et eventuelt dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Den individualistiske model vil hælde til at sige, at vi som enkeltpersoner har et medansvar for, hvilket arbejdsmiljø vi vælger at være i, hvorfor man i det mindste har et medansvar for at bære omkostningerne for et dårligt arbejdsmiljø.

Med andre ord bliver diskussionens omdrejningspunkt, hvad der er resultatet af omstændigheder, og hvad der afspejler valg.

Her må man medgive tilhængere af den strukturelle model, at det konkrete

psykiske arbejdsmiljø ikke er noget, den enkelte vælger – det er resultatet af mange andres handlinger og af strukturelle forhold (f.eks. den økonomiske krise), som den enkelte ikke kontrollerer. Endvidere er det ikke fair at sige, at vi er individuelt ansvarlige for, hvorvidt vi er psykisk sårbare eller for den sags skyld særligt psykisk robuste.

Omvendt er det svært ikke at medgive dem, der forfægter den individualistiske model, at vi vælger vores overordnede karriereveje. Vælger man at blive kok, har man nok ikke ansvar for det konkrete arbejdsmiljø på en given arbejdsplads. Men man må, alt andet lige, acceptere at arbejde med markante spidsbelastninger, skæve arbejdstider osv. Endvidere forekommer det oplagt, at vi også har valgmuligheder inden for strukturerne, og at vi har et vist ansvar for at sige fra over for belastninger, man ikke mener at kunne kapere – hvis altså man har mulighed for at sige fra. analyse@pol.dk

Morten Ebbe Juul Nielsen er lektor i filosofi på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling og er også ansat ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

KRONIKEN I MORGEN IBEN MONDRUP Kvinders blikke og drømme om pikke

... Visdommens Robin Hood VÆLG en bog, tilfældigt, fra bibliotekets hylder. (Sørg for, at den handler om noget helt andet end den passage, du har valgt) Det kan være, at du har valgt en passage fra en historie i ’Arabian Nights’ (Mardrus & Mathers), mens bogen i din hånd måske er ’A Treatise on Heat’ (Saha & Srivastava). Eller omvendt.

LÆG papiret med din udvalgte passage ind mellem siderne i denne bog.

SÆT bogen tilbage på dens rette plads på hylden.

GENTAG proceduren så ofte som muligt.

INFICER viden med visdom.

KUNSTHAL KRONIKEN q

Copenhagen Art Festival præsenterer i øjeblikket samtidskunst under temaet fællesskab. Kroniken er del af festivalen og fungerer som et udstillingssted for en række værker, der er skabt specielt til Kroniken af internationale og danske kunstnere.

Festivalens redaktør Jesper N. Jørgensen har fungeret som kurator for Kunsthal Kroniken.

I værket ’Visdommens Robin Hood’ udforsker Raqs Media Collective videbegærets forhold til viden, magt, ytring og stilhed. Med betoningen af litteratur og kundskab som noget, der kan forvirres og transformeres, foreslår Raqs Media Collective med værket nye måder at tilegne sig information og indsigt på: Viden må ikke lukkes inde i autoritære institutioner, universiteter og medier.

Viden producerer ikke kundskab og intelligens - men udveksling af viden mellem individerskaber i sig selv ny viden. Projektet er en opmuntring til selvlæring og handler om at tage poesien ud af de begrænsende institutionelle rammer og give den videre og understrege at vi er fælles om tilblivelsen af alt poetisk. www.raqsmediacollective.net/

Søndag 26. august 2012 POLITIKEN

Debat 11 Læserne Mener IKKE KUNST Carsten Sandberg, Knoldevej 2, Skanderborg: Det, som sker i Funder for tiden, er ikke kunst, snarere en fantasiløs populistisk idé for at tiltrække sig opmærksomhed. Og så synes jeg i øvrigt, at livesex – om det foregår på gallerier eller sexmesser – er et af de mest grelle tegn på dekadence, en kultur kan fremvise.

Samlejet burde være en ubeskrivelig smuk oplevelse, foreningen af to kønsmodne mennesker i kærlighed. I den ånd er det seksuelle samvær en fuldstændig privat, indre, sanselig, transcendent oplevelse. I pornografien og ved livesex bliver den seksuelle handling trukket ud i det ydre, væk fra kærligheden og det inderliggjorte. Det gamle ord ’besudle’ er i den forbindelse rammende. Det seksuelle indeholder kimen til det mest givende og sublime – og til det mest destruktive: himmel og helvede. Så der hviler en stor opgave på os i retning af at sublimere og inderliggøre det seksuelle og holde det fri for alle former for primitivitet.

MODVÆGT Hans Vejlø, Sinaivej 6, Broby: Som modvægt til bevidstløst mikrofonholderi på tv, populistiske avisartikler, fordummende von hørensagen kan anbefales et essay: Preben Wilhjelm: ’Krisen og den udeblevne systemkritik’, 2012. Anskuelighedsundervisning i, hvordan jeg (man?) er blevet vildledt i forståelsen af aktuelle samfundsmæssige/økonomiske årsagssammenhænge.

Løven har brølt. Igen. Tak.

SÅ SKER DET IGEN Charlotte Strandgaard, forfatter: De triste nyheder fra Vollsmose udløser den samme udsigtsløse såkaldte debat. Død på gaden og åben vold på en skadestue er skræmmende og sørgeligt. Hvad går så diskussionen på? Og ja en gang til ’Send dem hjem til de lande, de kommer fra’. Når en radikal politiker taler om at komme til bunds i den bedrøvelige problemstilling, får hun at vide af sociologen Henrik Dahl, hvor tåbelig og komisk hun er. I en senere tv-udsendelse skændes to politikere fra rød og blå blok om, hvis skyld det er. Socialdemokraten angriber de ti år under VKO. Søren Pind erklærer, at ballademagerne har gået i

børnehave under Nyrup osv.

Islam får igen, igen en på hatten. En af fordelene ved snart at fylde 70 er hukommelsen.

For fyrre år siden var det rockerne, man debatterede på samme måde. De hed og hedder Brian og Rene. Nu kunne og kan ingen af blokkene erklære, at de skal rejse hjem, fordi de er pæredanske. Sjovt nok er der heller ingen, som angriber kristendommen, når der tales om dem, der jo er vokset op i såkaldt kristent land. Det sørgelige ved hele den trættende og helt forudsigelige debat er, at der er en stor viden om den negative sociale arv, som man kunne have forsøgt at anvende. Om de, der slår og er voldelige i afmagtens raseri, hedder Ali, Muhammed eller Brian, Rene, er sådan set underordnet. Tilbage er, at udsatte, problemfyldte familier med hudløst ondt i livet desværre ofte slår hårdt på omverdenen. Og nej, jeg har ikke lige løsningen på, hvad vi stiller op, men vi finder den aldrig, hvis vi bliver ved med at slynge de sædvanlige udsagn i hovedet på hinanden i alle medier.

MEDIERNES BILLEDER Neel Andersen, Munkeageren 37, Køge: Waseem Hussain, du har skrevet et godt indlæg om volden i Odense. Det var interessant at høre, hvordan du som imam ser på den måde, hvorpå disse personer ødelagde den store højtid eid. Igen den lille gruppe, der ødelægger det for den store. Hvor er det synd for de danskere, der tror på islam, at det er volden, der fylder i medierne og ikke denne glædesdag.

Medierne, der i øvrigt snart må lære at få rettet det fejlbillede, de sætter op gang på gang – os og dem – danskerne og muslimerne, for man er vel dansker, når man har dansk statsborgerskab – uanset sin trosretning!?

LIGE MINE TANKER Bolette Rottbøll, I.H. Mundts Vej 12, København: Tak, Waseem Hussain, for dit debatindlæg (Pol. 24.8.). Du giver mine tanker ord: De unge mænd, der benyttede den store muslimske festdag eid til at sprede vold og frygt, både hos deres egne og i det danske samfund, er gået helt ufattelig langt over stregen. Jeg er meget vred over deres handlinger! Det giver mig håb for vo-

res danske samfund, når du, som muslimsk mand, rejser din utvetydige stemme og tager afstand fra deres handlinger; når du kalder på muslimer i Danmark og beder dem være med til at tage ansvar for at rette op på de unge mænd i Vollsmose, der ødelægger det for så mange andre. Som kristen kvinde vil jeg gerne tilslutte mig dit opråb, også om, at det aldrig må gentage sig.

Jeg ønsker, at vores land skal blive bedre og tryggere, og at alle, der gerne vil leve i det danske samfund, vil bidrage til det i fællesskab. Tak for dine gode ord!

Dagens citat

københavn LARS WEISS, MB (S), TEKNIK- OG MILJØORDFØRER

NÅR KGS. Nytorv i København ligger i ro, dvs. når der ikke er anlægsrod, er det en af byens smukkeste pladser, om ikke den smukkeste.

FLADPANDET Martin Svendsen, Enghavevej 62, København: Det er forstemmende, at den mest fladpandede højreorienterede retorik har erobret sproget. Peter Rahbæk Juel, en socialdemokratisk rådmand i Odense, sagde gud hjælpe mig: »Vi skal vise dem, hvem der er den største bande i byen, nemlig det offentlige«. I snart sagt ethvert medie dukker sætninger og ord op, der leder tanken hen på chauvinistisk og reaktionært tankgods.

Nej, jeg gider ikke kalde det ’nationalt konservativt’, det er for stor en ære at gøre dem.

Hver gang jeg møder ordet ’værdikamp’, tænker jeg: hvis værdier og hvilken kamp? En væsentlig grund til, at regeringen står så svagt, som den gør, er, at den har forsømt den politiske ideologiske kamp om sproget, kampen om den politiske bevidsthed, for på kort sigt ikke at støde for mange og vinde en smal sejr på mandater! Det er som at pisse i bukserne for at holde varmen, som min bedstemor sagde.

FORUROLIGENDE Finn Holten Hansen, Sankt Hans Gade, København: Morten Skjoldagers reportage fra Vollsmose torsdag med udsagn fra unge deltagere i eidfesten er dybt foruroligende.

Rummer den blot en del af sandheden om hændelserne i Odense forleden nat, er hele resten af mediehalløjet om sagen de seneste dage vendt på hovedet.

Måske burde historien have været på forsiden af avisen, eventuelt med en leder om, at man bør vente med at afsige domme, indtil sagen er fuldt belyst.

A Porta-sagen handler om retten til et frit erhvervsliv

Venstrefløjen og arbejderbevægelsen har behov for at se lidt indad og gå tilbage til de gamle dyder.

Vi kan ikke bare forvente, at folk melder sig ind i en fagforening.

Medlemmerne startede jo i sin tid heller ikke bare med at melde sig ind i fagforeningerne og Socialdemokratiet.

Det var, fordi de viste, at de kæmpede for dem.

Der har vi nok levet lidt på en idé om, at sådan er det bare.

Men det sker kun, hvis de forbedrer folks hverdag Nikolaj Villumsen, MF (EL).

I Information

DERFOR forstår jeg godt mange tusinde københavneres spontane reaktion på, at restaurant A Porta fra 1792, hvis interiør og ydre passer smukt ind i Kgs. Nytorvs byggestil og atmosfære, om kort tid erstat-

int. politik GUSTAV ENGEDAL BJERRE, GYMNASIEELEV

HVORFOR har det internationale samfund endnu ikke grebet ind i Syriens borgerkrig? Mange danskere og andre borgere i verden leder forgæves efter et svar. Øjnene er rettet mod De Forenede Nationer, som er handlingslammet.

Ikke på grund af mangel på vilje eller ligegyldighed over for borgerkrigen.

Entusiasmen og viljestyrken er i høj grad til stede.

Men på grund af en forældet, ineffektiv og verdensfjern struktur, der ikke er verdens nationer værdig, er Sikkerhedsrådet ude af stand til at foretage en fredsskabende militærintervention i Syrien, først og fremmest grundet Kina og Ruslands indædte modvilje og vetoret.

KONSEKVENSERNE af deres passivitet ser vi hver dag i overskrifterne, og blodbadet fortsætter og breder sig dag for dag. Hvad kan vi konklude-

26. august 2012

Christianias nye grundlov

Den skotske kunstner Ruth Ewan arbejder med antropologi, musik-arkæologi, og protest-bevægelser.

Hun udstiller på verdens førende museer, bl.a. Louisiana i 2011 og Tate Modern i London i 2010. Dette er hendes nyeste værk.

På Copenhagen Art Festival udstiller Ewan på Kunsthal Charlottenborg og præsenterer en række historiske protestsange i form af et Jukebox-arkiv på det legendariske spillested Loppen på Christiania.

Når det gælder lejemål og ejendomskøb lever vi i et frit land med et frit erhvervsliv

JEG HAR tidligere sagt, at flertallet i teknikog miljøudvalget i Københavns Kommune er positivt over for de planer, som Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

har om at gå mere målrettet ind i debatten og den politiske proces for at redde, hvad reddes kan af de gamle bykerner i landets middelalderbyer, ikke mindst i København.

MEN NÅR det gælder lejemål og ejendomskøb lever vi i et frit land med et frit erhvervsliv.

Indretningen kan det offentlige ikke blande sig i bortset fra overholdelse af mulige fredningskrav og tekniske betingelser for f.eks. ændringer af bygningskonstruktioner.

Ingen indblanding og godt for det.

Både kommunen og fred-

ningsmyndighederne har til gengæld i flere tilfælde betydelig indflydelse på bl.a. bevaringsværdige bygningers facader, på skiltning, farver osv. efter et regelsæt, som det fører for vidt at uddybe her, og som jeg ikke kender i det aktuelle tilfælde.

GENNEM tiderne er der talt meget og højt om kommunal vandalisme mod bevaringsværdige bymiljøer, og guderne kan bevidne, at der alt for ofte er sket overgreb.

Men ansvaret påhviler lige så meget det private erhvervsliv, hvis forsømmelser rigeligt står mål med det offentliges.

FN trænger til at blive reformeret

kunsthal KRONIKEN

RUTH EWAN

tes af en international burgerkæde med et anderledes kulørt ydre.

Den bekymring deler jeg, ’produktet’ ufortalt.

re ud fra det? FN’s Sikkerhedsråd er et levn fra verdensordenen i årene efter Anden Verdenskrig.

De sejrende stormagter skulle alle repræsenteres ved det nye fredsskabende råd.

Men vi skriver nu 2012, og de faste Regler og medmedlemmerne af lemrådet skal revimer af deres, så tilliden rådet til FN atter kan (ja, de har alle genskabes vetoret) passer slet ikke ind i den verden, vi kender i dag.

HVOR ER DE nye stormagter Indien og Brasilien, der med økonomi i raketfart, store populationer og spirende demokratier er berettigede til at være en del af Sikkerhedsrådet?

Bør man dertil også kigge på reformering af vetoretten, der i mange sammenhænge kaster FN ud i afmagt?

TIDLIGERE generalsekretær Kofi Annan fremsatte for nogle år siden et forslag i FN, hvis hovedbudskab var en reformering af den nuværende

struktur. Regler og medlemmerne af rådet skal revideres, så tilliden til FN atter kan genskabes, lød argumentationen.

Men de gamle medlemmer i Sikkerhedsrådet nægtede reform.

DEN AKTUELLE konflikt i Syrien giver fornyet kraft til Annans argumentation. Lad os så hurtigt som muligt få refor-

meret Sikkerhedsrådet og andre organer i FN. På den måde kan tilliden til FN genskabes, og organisationen kan leve op til sine idealer om at udbygge samarbejde på tværs af nationer.

Både hvad angår klima, uddannelse, sundhed, kulturel indsigt eller fredsskabende interventioner.

Bliv certificeret coach Tag en akkrediteret coachuddannelse og bliv en suveræn sparringspartner i organisatoriske samtaler. På én af landets mest effektfulde coachuddannelser lærer du at skabe udvikling og afklaring hos medarbejdere og ledere i din organisation.

Book din plads på 86 18 17 22 eller læs mere på attractor.dk

EMCC

internationalt akkrediteret uddannelse

Attractorkurser er Rambøll Management Consultings afdeling for systemiske kurser og uddannelser.

POLITIKEN

Søndag 26. august 2012

12 Debat

1.002

unge mennesker mellem 18-24 år må i dag sove på gaden

622

var antallet ved en tilsvarende opgørelse for to år siden

Kilde: Berlingske

FREMGANG. De såkaldte 2015-mål, som blev formuleret i 2000, og som skulle bekæmpe fattigdom, har på en række parametre været en succes. Der er skabt vækst og fremgang mange steder på det afrikanske kontinent, som her i Senegal. Arkivfoto: Ben Curtis

Bæredygtigt. Verden har brug for nye mål Danmark kæmper for at få en af de 30 pladser i den arbejdsgruppe, der i løbet af næste år skal formulere FN’s nye mål for en bæredygtig udvikling.

Flere gode bud er i spil.

analyse

N

år FN’s mål for fattigdomsbekæmpelse, de såkaldte 2015-mål, har deadline i 2015, skal der tænkes nyt blandt FN’s medlemslande, hvis vi skal løse fremtidens sult- og fattigdomsproblemer. Det er ikke længere nok, at verdens rigeste lande giver udviklingsbistand, samtidig TRINE PERTOU med at de fører klima-, MACH landbrugs- og økonomiske politikker, som skader ulandene.

De rige lande bliver nødt til at ændre

deres politikker, så de ikke længere modarbejder kampen mod fattigdom og sult.

Selv om det nyligt overståede Rio+20topmøde om bæredygtighed på mange fronter var en skuffelse, kan konferencen alligevel vise sig at blive vigtig. Der blev nemlig vedtaget en proces for formuleringen af en række nye bæredygtighedsmål, som formentlig vil indbefatte en række opdaterede fattigdomsmål og samtidig opstille mål for bæredygtig forbrug af naturressourcerne.

DET BLEV også besluttet, at der til FN’s generalforsamling i september i år skal nedsættes en arbejdsgruppe bestående af 30 personer, der frem til FN’s generalforsamling i 2013 skal udarbejde en rapport med forslag til de nye mål. Det diplomatiske spil om, hvem der skal sidde i den store arbejdsgruppe, er allerede i gang.

Danmark kæmper for at få en af de 30 pladser. Takket være vores rolle som trofast støtte til FN-systemet er der gode chancer for, at vi bliver udtaget til gruppen, som skal være med til at formulere nye globale målsætninger for fattigdomsbekæmpelse.

Vi har flere gode kandidater, foruden udviklingsministeren selv; folk med stor FN-erfaring som FN-ambassadør Carsten

... Christianias nye grundlov

Staur eller tidligere leder af FN’s mission i Liberia Ellen Margrethe Løj.

Processen vedrørende de nye bæredygtighedsmål bliver ikke let. 2015-målene, som ellers på mange måder har været en succes, efterlader os ikke med den verden, vi ønsker. De nye mål skal derfor være med til at sætte en ny dagsorden for fattigdomsbekæmpelsen. ! De nye mål skal prioritere de problemer, som de rige landes overforbrug af naturressourcer fører med sig. Verden ser anderledes ud i dag end i 2000, da 2015-målene blev formuleret.

Globaliseringen er yderligere fremskre-

den, vi er blevet yderligere gensidigt afhængige af hinanden som nationer, og presset på klodens knappe ressourcer fortsætter. De nye målsætninger skal afspejle en forståelse for, at sociale, økonomiske og miljømæssige målsætninger for fattigdomsbekæmpelse ikke kan adskilles, hvis vi skal sikre en bæredygtig udvikling.

Med formuleringen af 2015-målene blev de bæredygtighedsudfordringer, vi i dag står over for, underprioriteret. Ikke mindst de mange sociale problemer for verdens fattigste, som eksempelvis klimaforandringerne fører med sig. Det skal et sæt nye mål lave om på.

Antal underernærede mennesker i verden fra 1969-2010 MILLIONER

1.050

2009

1.000 950 900

EST I M AT

2008

1969-71

850 800 750 Kilde: FAO, 2010

1990-92 1979-81

2010

2000-02 2005-07

1995-97 12305

! De nye mål skal sætte fokus på nødvendigheden af sammenhængen mellem landenes forskellige politikområder. Med de nye mål skal det være klart, at eksempelvis EU’s fiskeripolitik ikke længere må resultere i overfiskeri i afrikanske farvande, EU’s landbrugspolitik må ikke længere udkonkurrere fattige landes landbrugsudvikling, og Danmark og de andre rige lande skal bremse den udledning af drivhusgasser, som fører til klimaforandringer. Det er ikke bæredygtigt, at landene giver udviklingsbistand med den ene hånd og underminerer fattigdomsbekæmpelsen med den anden. ! De nye mål skal sætte fokus på innovative finansieringsmekanismer i udviklingsbistanden. Den store knast, som kommer til at afgøre, om verden bliver et bedre sted, er, hvor pengene til de nødvendige forandringer skal komme fra. Der er brug for massive investeringer for at håndtere de udfordringer, kloden står over for. Historien har vist, at kun et meget begrænset antal lande har udvist tilstrækkelig politisk vilje til at leve op til FN-forpligtelsen om at give 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand. Derfor skal der tænkes i nye former for finansiering frem for blot klassisk udviklingsbistand.

Det kan være en skat på finansielle transaktioner eller afgifter på forbrug af fossile brændsler. Beregninger fra FN viser, at innovative og alternative finansieringsmekanismer kunne generere 2-3 gange den mængde udviklingsbistand, der i dag gives på globalt plan. ! De nye mål skal formulere en ambition om helt at udrydde sult. Med de nuværende mål er det ambitionen at halvere sult. Der er dog ikke sket store fremskridt på globalt plan, og næsten 1 milliard mennesker sulter stadig. Man bør derfor tage udgangspunkt i FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moons, ambition om, at sult skal udryddes i hans levetid. For sult er politisk og et resultat af forkerte politiske beslutninger. Desværre oplever kampen mod sult i disse år nye udfordringer.

F.eks. sker der en slags nykolonisering af Afrika, hvor virksomheder, stater og pensionskasser opkøber afrikansk jord. Beregninger viser, at et areal på størrelse med Frankrig er blevet opkøbt eller lejet over de senere år. Dette har vi ikke råd til i en verden, hvor der for alvor er kamp om og behov for klodens ressourcer. analyse@pol.dk

Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.

KRONIKEN I MORGEN MARIANNE BRUUN m.fl.

I seng med friheden

KUNSTHAL KRONIKEN q

q

Copenhagen Art Festival præsenterer i øjeblikket samtidskunst under temaet fællesskab.

Kroniken er del af festivalen og fungerer som et udstillingssted for en række værker, der er skabt specielt til Kroniken af internationale og danske kunstnere.

Festivalens redaktør Jesper N. Jørgensen har fungeret som kurator for Kunsthal Kroniken.

Christianias Nye Grundlov tager udgangspunkt i den klassiske Christiania-plakat fra 1979 af grafiker og tidligere christianit Anna Tengberg, der præsenterede ni love for fristaden, som f.eks. ’Du må ikke tage hårde stoffer’ illustreret som forbudsskilte.

På en workshop med børn fra fritidshjemmet Sølyst har Ewan og Tengberg udformet en ny plakat med ni nye love, der i stedet viser hvad der er tilladt.

Processen og resultatet vises her i Kroniken. I dag (26/8) arrangerer Ewan og musik-arkæolog Cajsa S. Lund en lyd-workshop for børn kl. 12-13.50 på Kunsthal Charlottenborg.

Onsdag 29. august 2012 POLITIKEN

Debat 7 Læserne Mener NY LÆKAGESAG? Niels Danquart, Laksevej 22, Allerød: I Politikens storebroravis, Jyllands-Posten, kunne man i søndags læse, at formanden for kommissionsundersøgelsen af lækagesagen om statsministerens skatteforhold havde gjort statsministeren opmærksom på, at meget private oplysninger kunne vække interesse under behandlingen.

Det kan undre, at kommissionsformanden – inden sagen er begyndt – har oplyst statsministeren om sagsakter, som indgår i kommissionens arbejde. Er der mon tale om endnu en lækagesag? Og nedsættelse af en ny kommission?

MERE TIL DE KONGELIGE Søren Andreas Juul-Nielsen, Marselisborg Allé 35, Aarhus: Kongehuset skal have 600.000 kroner mere årlig.

Til hvad formål?

SKATTENEDSLAG Jakob Højgård Jørgensen, Valmuemarken 41, Aalborg: Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor vi for tiden giver et skattenedslag på kr.

100.000 kr. til folk født 19461952, for at få dem til at blive et par ekstra år på arbejdsmarkedet? Samtidig sender vi tusindvis af arbejdsløse ud af dagpengesystemet. De mennesker, der får skatterabatten, kommer jo ikke til at bidrage til den økonomiske holdbarhed i 2020. Til den tid er de for længst gået på pension. Det virker helt grotesk.

KRISTNE BØLLER Kira From, Carstensgade 27, København: Tænk, hvis kristendommen skulle stå for skud, hver gang anden generations-kristne bøller lavede ballade ...

RENT DRIKKEVAND Ole Kræmer, Brunebakke 6 B, Hundested: Landbrugets anvendelse af sprøjtemidler er en væsentlig faktor til ødelæggelse af vores drikkevand. Den siddende regering har reageret med forbud mod visse sprøjtemidler – fint nok. Men det er på tide, at regeringen bruger det værktøj, som EU så genialt har etableret, nemlig hektarstøtten.

For at sikre rent drikkevand til den danske befolkning kunne hektarstøtten gradvis alene gives til de økologiske

landbrugsbedrifter. Det kunne sikre drikkevandet, arbejdspladser, mindre landbrugsenheder og selvfølgelig et rent miljø.

ZINKGLOBAL Svend Larsen, Wilkensvej 9, Frederiksberg: Kunstens ypperstepræster er fortørnede over en skrotskulptur, der skal stilles op ved Københavns Havn, dels fordi de ikke er blevet taget med på råd, dels fordi de synes, det er dårlig kunst. Men hver tid har sine dogmer om, hvad der er god kunst.

For tiden gælder: Det må ikke ligne noget. Grimt er smukt. Beskueren skal tvinges til at tage stilling til et eller andet emne. Hvis alt andet glipper, skal det bare være provokerende.

I henhold til ovenstående må jeg indrømme, at jeg har en dårlig smag.

KÆRE METTE GJERSKOV Arild Frederiksen, Bregnedalsvej 8, Ringe: 1.9. må offentligheden færdes i randzonerne, men hvem skal holde lov og orden? Er det politiet eller lodsejeren?

Er civil anholdelse på tale eller almindeligt forsvar af egen jord ved hjælp af magt?

Du iværksætter en lov uden et regelsæt. Må der færdes løse og bidske hunde i randzonerne? Hvordan skal man som lodsejer takle en overtrædelse i randzonerne eller uden for randzonerne? Har regeringen ansvaret for smitte, affald, tomme flasker og dåser, for ikke at tale om afføring og urin fra mennesker, der færdes i randzonerne?

Gælder færdselsloven i randzonerne? Er der fri proces, hvis offentligheden overtræder reglerne for adgang i naturen?

Der er virkelig mange spørgsmål, du og regeringen ikke har svaret på. Nu har du chancen.

TEKNISK FIX? Birgit Dalgas, Esperance Allé 15, Charlottenlund: I torsdags omtalte Politiken en ’fedtpille’, som forskere ved Københavns Universitet arbejder på at udvikle. ’Fedtpillen’ skulle bruges til at stimulere de fedtnedbrydende enzymer, som allerede findes i vores krop, og dermed hjælpe overvægtige til at tabe sig.

Jeg synes, det er en problematisk måde at løse et sam-

fundsproblem på. Først og fremmest fordi jeg ikke tror, en sådan pille ville løse noget som helst. Når kuren er overstået, og patienterne har tabt de ønskede kilo, er de jo tilbage, hvor de startede, hvis de ikke har gennemlevet det seje træk med at ændre på vaner og appetitregulering. Kuren vil som enhver anden slankekur blot medføre, at de skiftevis tager på og taber sig. Overvægt og tilstandens følgesygdomme er et uhyggeligt samfundsproblem. Der skal fokuseres på forebyggelse og ikke på tekniske fix.

Det har netop været højsæson for strandliv, og her fremgår det tydeligt, at rigtig mange børn er alt for velpolstrede.

I mange skolefritidsordninger gør man en beundringsværdig indsats med tilbud om fysisk aktivitet og højst en humpel rugbrød, et glas vand og en gulerod, når ungerne er sultne. Lad den strategi brede sig til hjemmene, og lad os håbe, udviklingen kan vendes.

PRESSETJENESTE Margrete Fredsgaard, Kokildehøjen 34, Viborg: Nu forstår man, hvorfor venstrepolitikere helt ned i ordlyden udtaler sig fuldstændig synkront. Det er, fordi de hver evig eneste dag af Venstres pressetjeneste får besked på, hvad de skal sige og mene.

Hen over sommeren har tjenesten tilsyneladende haft travlt med at afblæse forårets paroler, så nu er der ingen af politikerne, der i hver sætning siger løftebrud, eller at det ikke må blive dyrere at være dansker. Årsagen er den simple, at med skatteforliget kommer Venstre til at stemme for afgifter, som gør det dyrere at være dansker, og det er i sig selv et solidt løftebrud. Det bliver spændende at se, hvad de kreative hoveder i pressetjenesten vil have Løkke og de andre til at huske at sige, hver gang de åbner munden i den kommende sæson. Vil køllebøllerne i Odense få Løkke til at bruge ordet bananrepublik i det uendelige?

Hvilket sprogligt tågeslør og hvilke spinmanøvrer udpønser tjenesten i øjeblikket for at afværge lækageskandalen?

Send bare flere mail ud til os alle sammen.

Vi er vildt interesseret i at høre mere om, hvad I går og laver.

Dagens citat

AMU er afgørende for job undervisning CHRISTINE ANTORINI, UNDERVISNINGSMINISTER (S)

DI OG 3F retter en bekymring i Politiken 20.8. angående regeringens planer for et uddannelsesløft fra ufaglært til faglært og især udviklingen af arbejdsmarkedsuddannelserne i AMU-systemet.

Det er en topprioritet for regeringen at gennemføre et massivt uddannelsesløft af alle. En veluddannet befolkning er forudsætningen for, at vi kan sikre velfærden i Danmark. Vi skal ikke alene satse på at uddanne flere unge. Vi skal også for-

Det er flovt, at en regering, som gik til valg på at knække ledighedskurven, nu præsenterer prognoser, som viser, at ledigheden vil være stort set uændret Frank Aaen, MF (EL)

bedre kvalifikationerne blandt voksne ufaglærte og faglærte, så de kan varetage nye job, der erstatter andre job, der måske flytter til udlandet. Her spiller AMUsystemet en helt afgørende rolle for at sikre den løbende og nødvendige opkvalificering.

SELV OM det er regeringens målsætning, at flere ufaglærte får en kompetencegivende uddannelse på faglært niveau, kan AMU og voksen- og efteruddannelser ikke alene måles på, hvor mange der løftes fra det ene niveau til det andet. AMUsystemet er også med til at uddanne mennesker til det, som virksomhederne og samfundet har brug for. Det kan være viden om eksempelvis ny teknologi eller

Politiken misforstår pensionsaftale pension OLE SOHN, ERHVERVS- OG VÆKSTMINISTER (SF)

POLITIKENS ERHVERVSREDAKTØR Tage Otkjær har beklageligvis misforstået Erhvervs- og Vækstministeriets aftale med Forsikring & Pension fra juni måned.

Tage Otkjær skriver (22.8.), at pensionsaftalen betyder, at der bliver taget fra pensionskunderne og givet til selskabernes egenkapital og dermed til ejerne.

Sådan forholder det sig ikke.

Lovgivningen på pensionsområdet indeholder et regelsæt – de såkaldte kontributionsregler – der sikrer, at årets økonomiske resultat i et pensionsselskab bliver fordelt på en rimelig måde mellem pensionsopsparerne og selskabets egenkapital, det vil sige ejerne.

Pensionsopsparerne får deres retmæssi-

ge andel af overskuddet, og ejerne modtager via egenkapitalen en forrentning, som er rimelig, i forhold til den risiko der løbes. Pensionsaftalen ændrer intet ved dette grundlæggende princip. Derfor er der heller ingen af pensionsselskabernes ejere, der bliver rigere af aftalen på bekostning af kunderne.

JEG VIL GERNE slå fast, at motivationen til at indgå pensionsaftalen ene og alene har været at sikre kundernes interesser bedst muligt og at skabe den største grad af tillid til den finansielle stabilitet. Dermed ligger aftalen i forlængelse af regeringens øvrige initiativer og løsninger på det finansielle område.

De historisk lave renter, der er en følge af den europæiske gældskrise, har lagt et pres på især de garanterede afkast. Pensionsaftalen er skruet sammen, så den giver selskaberne mulighed for at investere pensionsmidlerne på en fornuftig og langsigtet måde – til gavn for kunderne. I

uddannelse FLEMMING B. OLSEN, LEKTOR, PH.D. MED AFHANDLING OM GYMNASIEELEVERS LEKTIELÆSNING

I ET STÆRKT traditionalistisk indlæg 19.8. er Freja Schloss fortaler for lektier i skolen, men Schloss fremhæver en række misforståelser. Dem vil jeg forsøge at rette op på.

Termen ’lektiefri’ er af mange blevet afløst af termen ’lektieintegreret’. Ændringen signalerer, at lektierne bliver lavet i undervisningen, hvor de rettelig hører til, under kyndig vejledning og

med hjælp fra en faguddannet lærer – i modsætning til, at lektierne bliver lavet derhjemme, hvor eleverne ikke har mulighed for samme hjælp. Schloss hævder, at eleverne bliver selvstændige af at lave lektier.

MEGET TYDER dog på, at det ikke er gennem arbejdet med lektier, vi udvikler selvstændighed. Der er ingen forskningsresultater, der viser, at vi opnår en kompetence som selvstændighed gennem arbejdet med lektier.

Og vores egne erfaringer som lærere og som tidligere elever i diverse skoler peger heller ikke ligefrem på, at det er gennem lektiearbejdet, vi udvikler selvstændighed. Måske endda tværtimod.

29. august 2012

The moment you read these words

Sprog, tekst og udsagn kredser om individets stemme i forhold til det omgivende samfund og fællesskabet. Udsagnene er ofte personlige,men den visuelle æstetik mimer en mere kølig og autoritær kommunikationsform, som vi kender fra offentlige rum.

Lise Harlev er en af sin generations markante danske kunstnere og udstiller på museer og gallerier både i Danmark og i udlandet. På Copenhagen Art Festival udstiller Lise Harlev på Nikolaj Kunsthal, hvor hun bl.a. viser et værk installeret udendørs på det gamle kirketårn.

øvrigt er løsningsmodellen i overensstemmelse med den kommende EU-regulering for pensionssektoren, de såkaldte Solvens II-regler.

REGERINGEN HAR i forbindelse med pensionsaftalen lagt vægt på, at selskaberne konsoliderer deres økonomiske situation. Derfor indeholder aftalen et loft over bonustilskrivning til kundernes depoter i 2012-13. Det er imidlertid en fejlfortolkning af aftalen at påstå, at »hvad der spares på kunderne, går til egenkapitalen«.

Får selskaberne et afkast, der er højere end det aftalte loft, vil dette blive samlet op af de samlede kundemidler i selskabet til senere fordeling mellem de enkelte pensionskunders depoter. Derudover har aftalen faktisk strammet op på selskabernes mulighed for at udbetale penge fra egenkapitalen til ejerne, idet dette nu kun er tilladt for de selskaber, der allerede før aftalen var økonomisk velpolstrede.

Gode erfaringer med lektieintegration

kunsthal KRONIKEN

LISE HARLEV

kompetencer inden for velfærdsservice.

Det kan også være et truck- eller svejsecertifikat, som gør det muligt at varetage jobfunktioner, som kræver helt specifikke færdigheder. Af samme grund var det også blandt regeringens allerførste initiativer at få ophævet betalingsloftet for lediges 6-ugers selvvalgt uddannelse, som begrænsede de lediges muligheder for relevante AMU-kurser. Derfor er det heldigvis sådan i dag, at ledige frit kan vælge de AMU-kurser, som kan forbedre netop deres muligheder på jobmarkedet.

Det vil også fremadrettet være regeringens ambition at fortsætte udviklingen af de muligheder, der findes for både ledige og beskæftigede i AMU og i det samlede voksen- og efteruddannelsessystem.

Meget tyder på, at vi udvikler selvstændighed, når vi sætter os selv (og ikke læreren) et mål og oplever, at arbejdet med at nå målet er meningsfuldt.

MANGE ELEVER (og vi ved ikke hvor mange) oplever ikke lektier som meningsfulde i modsætning til andre gøremål, som fylder deres hverdag.

Erfaringer med lektieintegreret (lektiefri) undervisning har vist, at eleverne ser det meningsfulde i at lave lektierne, når arbejdet med dem foregår i skolen.

Eleverne bliver mere engagerede og dermed mere aktive i undervisningen.

Andre erfaringer viser, at lærerens rolle i højere grad bliver den vejledende og hjælpende frem for den formidlende.

POLITIKEN

Onsdag 29. august 2012

8 Debat

67%

af danskerne mener ikke, det skal være strafbart at gå til prostituerede

21%

er tilhængere af et forbud mod købesex

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten

FÆNGSLET. I slutningen af juli kom en arbejdsgruppe under Kriminalforsorgen frem til, at det fortsat skal være muligt for politi og fængselsbetjente at bruge benlås. Men dette strider mod ordlyden i en bekendtgørelse fra 1994. Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Uklart. Er brug af benlås lovligt i Danmark?

I 1994 fortalte Danmark FN’s anti-torturkomite, at brugen af benlås ikke længere var lovligt. I 2011 blev benlås brugt 86 gange. analyse

D

ansk politi- og fængselspersonales brug af benlås er kommet i fokus, efter at en arbejdsgruppe under Kriminalforsorgen i en rapport har anbefalet at tillade brugen af benlås.

Rapporten bygger på et spørgeskema til landets fængsler, der har svaret på, om benlås er nødvendigt og bør bevares blandt de magtmidler, fængselsbetjentene kan tage i TUE brug. Der er »bred enigMAGNUSSEN hed« om, at benlås fortsat skal kunne anvendes, konstaterer rapporten.

I rapporten konkluderer arbejdsgruppen, at benlås ikke kan undgås eller erstattes af andre metoder, selvom det kan

være farligt at lægge folk i benlås. Brug af benlåsmetoder har både national og international betydning, hvor Danmark traditionelt har været foregangsland i arbejdet mod tortur.

ISOLERET SET er der ikke noget belæg for at sige, at benlås i sig selv er tortur eller livsfarlig. Det er omstændighederne omkring benlås, der problematiske og potentielt livstruende. Hvis en person bliver lagt i et bugleje, dvs. på maven, og samtidig får fikseret hænderne på ryggen, mens benene er bagudrettede, er det svært at trække vejret, selv for raske mennesker. Det er en potentielt farlig situation; personen bør meget hurtigt bringes i en anden stilling, f.eks. vendes om på siden.

Der er øget risiko for alvorlige skader, hvis personen er overvægtig, er barn, eller har brug for mere ilt end normalt, f.eks. hvis man har været fysisk aktiv eller oprevet forinden benlåsen. Det vil typisk være tilfældet. Der er en lang række risici ved at lægge fanger i benlås: De risikerer at få blokeret luftvejene, så de ikke kan trække vejret. Det kan invalidere eller i sidste ende medføre døden. I benlåsen må der derfor heller ikke lægges vægt på

personens brystkasse, f.eks. ved at sætte sig på personens ryg eller presse et knæ ned i ryggen.

Alene i 2011 blev benlås brugt mod fanger 86 gange. I 50 af de 86 gange blev fangen efterfølgende tilset af en læge eller sygeplejerske. En af fangerne var den 23årige Ekrem Sahin, som blev lagt i benlås, før han gik i koma. Han døde i Kolding Arrest i januar 2011 efter et håndgemæng med syv betjente, som lagde ham på maven og fikserede ham i en benlås. Det er desværre ikke et enkeltstående tilfælde, ej heller i dansk sammenhæng. Også i fle-

re andre tilfælde har metoden medført døden. I 2008 døde en anden ung mand efter at være blevet lagt i benlås.

Politiets brug af benlås har også tidligere været stærkt kritiseret, især efter at den dengang 18-årige Benjamin Christian Schou nytårsnat 1992 blev anholdt og lagt i benlås af politiet på Rådhuspladsen i København. Benjamin Schou fik hjertestop, og da politifolkene fik genoplivet ham, var han stærkt hjerneskadet og stærkt invalideret. Han kom ikke til bevidsthed igen og levede på et plejehjem, hvor han døde september 2008. Familien

Brugen af brystvendt benlås i Danmark i 2011 I 2011 var der i alt 668 magtanvendelser i danske fængsler og arresthuse

87 %

Brystvendt benlås blev anvendt i 86 tilfælde

13 %

Note: Magtanvendelser dækker over greb, tåregas, brug af skjold, peberspray og stav Kilde: Tue Magnussen pba. Kriminalforsorgen, 2012

... The moment you read these words

12312

anlagde efterfølgende en civil retssag mod Københavns Politi, som i Østre Landsret blev dømt til at betale en erstatning på 1,4 mio. kroner.

Internationalt medførte sagen kritik fra Amnesty International. Den danske regering forsikrede i 1994 internationalt over for bl.a. FN’s antitorturkomite, at man havde ulovliggjort brugen af benlås.

Politikere fra alle sider i Folketinget har tidligere kritiseret politiets overdrevne brug af benlås. I Californien er den form for benlås forbudt.

DET VIRKER umiddelbart underligt, at Kriminalforsorgen ikke kan finde på mindre indgribende midler end benlås, eftersom der er så mange risici forbundet med brug af benlås. Derfor er det også overraskende, at arbejdsgruppen under Kriminalforsorgen, som skulle revurdere brugen af benlås, nu er kommet frem til fortsat at tillade brug af benlås.

Jørgen Balder – fra Kriminalforsorgens Uddannelsescenter – undskyldte endog på TV 2 News det konventionsstridige forslag med, at han ikke var jurist. Politiet og fængselsbetjentenes brug af benlås er i strid med både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s kon-

vention mod tortur. Justitsminister Morten Bødskovs (S) tavshed i sagen har været påfaldende. Regeringens syn på brug af benlås er nemlig i øjeblikket mere end uklar. Det centrale spørgsmål – om det er forbudt at bruge benlås – savner et klart svar. Justitsministeriet bør kunne svare på, om det er forbudt eller ej at bruge benlås – findes der en bekendtgørelse eller gør der ikke?

DANMARK ratificerede for 25 år siden – i 1987 – FN’s konvention mod tortur. FN’s komité mod tortur skal tilse, at landene ikke overtræder konventionen. Komiteen har allerede, for mere end 15 år siden, udtalt sig imod Danmarks brug af benlås i sagen om Benjamin Schou. Regeringen kunne på eget initiativ høre komiteen igen – nu om arbejdsgruppens forslag om brug af benlås. FN’s komité mod tortur vil utvivlsomt også i denne sag stå fast på overholdelse af de internationale konventioner. analyse@pol.dk

Tue Magnussen, cand.mag., bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, tidligere specialkonsulent i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), 1999-2011.

KRONIKEN I MORGEN AGNETE BRAAD Kunst på kommando

q q

SERIE KUNSTHAL KRONIKEN

Copenhagen Art Festival præsenterer i øjeblikket samtidskunst under temaet fællesskab.

Kroniken er del af festivalen og fungerer som et udstillingssted for en række værker, der er skabt specielt til Kroniken af internationale og danske kunstnere.

Festivalens redaktør Jesper N. Jørgensen har fungeret som kurator for Kunsthal Kroniken.

Lise Harlevs værker tager udgangspunkt i præmisserne for den offentlige kommunikation: at det starter med én persons tanke og derefter bredes ud til, potentielt, at vedkomme alle.

I værket her i avisen er dette understreget ved at tydeliggøre afsenderens jeg-stemme, i modsætning til en ukonkret, universel stemme. Det er ikke et hurtigt aflæseligt statement, der er indlagt en ’modstand’ i læsningen.

Man bliver i stedet opmærksom på selve ordene, på sætningens opbygning og på hvordan budskaber, holdninger og information grundlæggende præsenteres i avismediet, hvor der i stor udstrækning er tydeligt definerede afsendere.

Lørdag 1. sept. 2012 POLITIKEN

Debat 5 Læserne Mener PRESSENS TILSVINING Inge Selfort, Nyvangen 63A, Ballerup: En dybfølt tak til Søren Ulrik Thomsen for hans artikel 28.8. om pressens tilsvining af Helle Thorning-Smith. Der er åbenbart ingen grænse for nederdrægtighederne.

UNFAIR Carsten Seeger, Aspevej 5, Østermarie: Milena Penkowa føler sig ikke fair behandlet. Hvad føler mon den unge studentermedhjælper, der blev anklaget for bedrageri?

EN SØNDAG PÅ STATENS Neel Mark Wraae, Østerbrogade 238, København: Når kulden sætter ind i løbet af efteråret, når de tunge skyer hænger over Østerbro, og sommeren virker så langt væk, er der ikke noget bedre end at indhylle datteren på seks år i varmt tøj og traske mod Statens Museum for Kunst.

Vejen går over Fælledparken, ned forbi søerne, et hej til den amerikanske ambassade og ind i Øster Anlæg – et smut forbi gyngerne, og så hen til den store trappe og ind i museets varme sale.

Nu er tålmodigheden ikke stor, når man er seks – men hver gang skal vi se på nogle nye billeder i museets store samling, tale om det at male ’nature morte’ eller abstrakt.

Fortælle om impressionisme, fauvisme og guldalder – ord og fortællinger, der lige umiddelbart går hen over hovedet på en lille størrelse på seks, men noget hænger nok ved.

Det gjorde det med mig, når jeg blev slæbt af sted.

Vi slutter af oppe i ’værkstedet’ – der bliver malet lidt, og vi hopper på bussen tilbage til en varm kop te. Det er en gratis, kulturel, inspirerende og hyggelig dag. Er den 10,4 millioner kroner værd – om året vel at mærke? Måske ikke i krisetider – men selv mener jeg, at min datter bliver en smule mere oplyst, får en smule forståelse for kunst og kultur og en større forståelse for verden omkring hende.

Det må være mere end 10,4 millioner kroner værd for et samfund, hvis bare en brøkdel af vores børn fik den slags gratis oplevelser.

UHYGGELIGT TÆT PÅ Lene Toksværd, Munkerup Strandvej 26. Dronningmølle:

Jeg er så flov over at være dansker. Vi har en statsminister, der er gift og har to børn, og hun må på forsiden af Politiken og tage børnenes far i forsvar.

Det er virkelig uhyggeligt, at vi vil være bekendt at gå så tæt på folks privatliv. Jeg er ikke socialdemokrat.

MANGEL PÅ SUND MAD Jacob Carstens, Alsgade 8, København: Udbuddet af sunde fødevarer i Danmark med minimalt indhold af fedt og tilsat sukker halter gevaldigt bagefter i forhold til vore nabolande Sverige, Tyskland og England. Øgede afgifter på fedt og sukker er den eneste måde at presse fødevareindustrien til at udvikle og markedsføre sundere produkter. Industrien hævder, at afgifterne koster danske arbejdspladser – men hvorfor kan det så, afgifterne til trods, betale sig for en producent som Cocio at stoppe produktionen af deres sukkerfri og fedtfattige ’light’ til fordel for en mere sukker- og fedtholdig udgave ’one’, der endda sælges til samme pris?

Politikerne bør ikke fjerne fedt- og sukkerafgifterne, men tværtimod hæve den endnu mere.

DOM OM BRÆNDEFYR Solveig Czeskleba-Dupont, Hyldebjerg 25, Hvalsø: Som kommentar til debatindlæg i Politiken 27.8. af Kamma Skov kan jeg oplyse, at nogle kommuner vitterlig håndhæver reglerne for træfyring i private hjem.

I juli måned afsagde Østre Landsret en opsigtsvækkende dom i en langvarig konflikt om røg fra en brændekedel.

Kommunen havde meldt kedelejeren til politiet, fordi denne ikke havde fulgt kommunens påbud om at forhøje skorstenen, så røgen ikke generede genboerne. I landsretten vandt kommunen sagen.

Ejeren af skorstenen blev dømt til at bygge skorstenen en meter højere end højeste tagryg af hensyn til den nødvendige røgfortynding.

NEJ TIL STØTTEPÆDAGOG Hans Daugaard, Tåsingegade 27A, København: Politiken bringer 29.8. en stort opsat artikel med overskriften ’SF’ere: Thor Møger skal have en støttepædagog’.

Sikke noget sludder. Det, der er tale om, er, at en del

SF’ere synes, at SF’s finansordfører Jonas Dahl bør deltage i forhandlingerne om en ny finanslov.

Det er da et fornuftigt synspunkt, at SF’s folkevalgte repræsenteres i disse vigtige forhandlinger, og samtidig ved alle, der har siddet i forhandlinger, at det altid er en fordel at være to deltagere.

Mere historie er der ikke i den sag.

Dagens citat

Stop diskrimination af børn af selvvalgt enlige mødre børnetilskud LINDA JAKOBSEN, FORFATTER OG VIDENCENTERLEDER

FOKUS PÅ DET VÆSENTLIGE Elvir Pelesevic, Hamletsgade 12B, København: I disse dage igangsættes Skattesagskommissionens afhøringer, der har til formål at afdække, om personer uden for Skat har forsøgt at påvirke afgørelsen i statsministerens og hendes mands skattesag.

I stedet for at kaste deres journalistiske interesse på den mulige forekomst af magtmisbruget i sagen har pressen vægtet nyheden om, at statsministerens mand skulle være homoseksuel, tungere. Én ting er, at mandens seksuelle orientering er uvæsentlig i denne sammenhæng. Noget andet og mere foruroligende er, at pressen dyrker en historie, som man på ingen måde nærmere har undersøgt.

En samvittighedsfuld journalist vil næppe være stolt af sit kildekritiske forarbejde, som er baseret på en ubegrundet påstand fra en af de involverede personer i sagen.

Det er i den grad uheldigt, at rygter om statsministerens privatliv har fjernet fokus fra det, som skattesagen i virkeligheden drejer sig om, nemlig lækage og magtmisbrug.

Tilbage er der at håbe på, at den vågne iagttager er i stand til at se bort fra pressens jagt på sensationsnyheder.

Unge med universitetsuddannelser burde ikke være tvunget til i 20’erne at bo i deres børneværelser og stirre op på de falmede Obama-plakater på væggen, mens de tænker over, hvornår de mon kan flytte ud og komme videre med deres liv Paul Ryan, amerikansk vicepræsidentkandidat for republikanerne.

I Jyllands-Posten

HØG OVER HØG Christian Møgeltoft, Parkovsvej 51A, Gentofte: En spindoktor lækker fortrolige oplysninger om sin arbejdsgivers farligste modstander.

Spindoktorer handler pr. definition ikke på egen hånd.

Hans chef, ministeren, har vidst det. Og ministerens chef, selvfølgelig. For det var ham, der stod til at tabe både job og ansigt til den arge modstander.

Spin har erstattet politik som magtelitens vigtigste angrebsvåben.

I DAG DISKRIMINERES børn af selvvalgt enlige mødre ved ikke at være berettigede til det særlige børnetilskud på godt 3.000 kroner i kvartalet, der tilfalder børn af andre enlige forsørgere.

Den økonomiske diskrimination forstærker den manglende sociale og psykologiske ligestilling, der stadig omgærder selvvalgt enlige mødre og deres børn.

Ifølge loven skal staten bidrage til forsørgelsen af børn, hvis far ikke kan identificeres, og det er netop tilfældet for børn af selvvalgt enlige mødre, der har fået barn med en donor eller ved eneadoption.

Alligevel udelukker loven disse børn uden begrundelse.

JEG MODTAGER selv det særlige børnetilskud til min søn på fem år, hvis far er død.

Nu venter jeg barn med en ukendt donor.

Det synes uretfærdigt, at mine to børn i statens øjne ikke er lige berettigede til støtte, uanset at de begge ikke har en far, at de opvokser hos den samme mor, og at deres behov for omsorg er nøjagtig de samme.

Min situation ekUanset om man semplificerer dissom forælder kriminationen vælger at få et mellem børn af barn alene, i et aleneforældre på homoseksuelt baggrund af, hvorvidt forælderen friforhold eller i en kernefamilie, villigt eller ufrivilligt er eneforsører det aldrig ger.

barnets valg

UANSET OM man som forælder vælger at få et barn alene, i et homoseksuelt forhold eller i en kernefamilie, er det aldrig barnets valg, og barnet bør derfor heller ikke fra statens side blive ramt økonomisk af dette valg.

Diskriminationen føles som en ringeagt af mit valg af at blive selvvalgt enlig

mor. På den ene side har staten sagt god for, at jeg kan få et barn uden en mand.

Men accepten af mit valg er ikke fuldkommen, når dette barn ikke ligestilles med alle andre børn.

JEG ANSER i høj grad sagen for et principielt spørgsmål med betydning for den samfundsmæssige respekt for alle børn.

Det er i 2012 ifølge Danmarks Statistik kun 50 procent af den danske befolkning, der lever i den traditionelle kernefamilie med far, mor og egne biologiske børn. Lovgivningen bør følge med den reelle udvikling i familierne og ligestille alle børn, uanset hvilken af de 37 registrerede familieformer de vokser op i.

DER FØDES omkring 250 børn årligt af selvvalgt enlige mødre, og derudover adopteres færre end 100 børn årligt af eneforsørgere.

Den økonomiske omkostning for statskassen ved at bevilge disse børn det særlige børnetilskud vil være minimal i forhold til den enorme signalværdi, der vil være i, at staten fuldt ud accepterer disse børn og deres familier.

Ræsons chefredaktør piber, mens Socialdemokraterne handler politik HENRIK SASS LARSEN, MF (S)

RÆSONS chefredaktør Magnus Boding Hansen angriber i Politiken 30.8. Socialdemokraterne for ikke at sætte handling bag de holdninger, som jeg sammen med tre ministre gav udtryk for i en Kronik tidligere på måneden. Det er ganske enkelt forkert.

Hansen kritiserer især tre områder, hvor han mener, vi svigter. Men inden for alle tre områder er vi i gang med at gøre vores visioner til virkelighed.

Her følger et lille udvalg af regeringens konkrete initiativer. Jeg sender gerne Ræson en liste over samtlige tiltag.

VI SKRIVER, at vi vil genoprette og fastholde den fri og lige adgang til sundhed. Det har vi gjort fra regeringens start ved at fjerne brugerbetaling i sundhedsvæsenet, ved at fjerne skattefradrag på sundhedsforsikringer og ved at indføre en ret til hurtigt at få en diagnose.

Vi skriver, at vi vil regulere finansmarkederne bedre. Det er vi i fuld gang med, især på EU-plan.

Vi satte hedgefonde og kapitalmarkeder på dagsordenen i EU allerede i 2008, mens de borgerlige stadig var i svime over markedets lyksaligheder.

Under det danske formandskab har vi fået gennemført kapitalkravsdirektivet og stærkere regulering af derivater. Og herhjemme har vi strammet reglerne for finansielle rådgivere.

kler, er det tværtimod her, at surheden er størst. Hansen mener, at vi svigter uddannelserne. Selv om universiteterne samlet får langt flere penge, har regeringen nemlig haft den frækhed ikke at lade beløbet til den enkelte studerende stige. Og der er ingen refleksion over, at regeringen i en hård krisetid med meget begrænset offentlig vækst faktisk har gjort en kolossal indsats og fundet milliarder af kroner til at finansiere den eksplosion i antallet af studerende, som vi er vidne til

VI SKRIVER, at vi vil uddanne Danmarks dygtigste generation – og det er vi i gang med.

Der er rekordoptag på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. I 2012 starter over 60.000 unge på en videregående uddannelse. Det er 20.000 flere end i 2008, en stigning på 50 pct. på fire år.

Vi finansierer ikke det store ekstra optag ved besparelser, som VKO gjorde, men ved en ekstrabevilling på 2,9 mia. i 2013. Derudover er der ekstra midler til universitetsbyggeri, taxameterløft, praktikpladser og erhvervsuddannelser.

Selv om uddannelsessatsningen burde vække glæde i Ræsons studentikose cir-

JEG TROEDE faktisk, at Ræson var sat i verden for at engagere sig i bl.a. idepolitiske debatter. Jeg havde forventet, at Ræson havde kastet sig ind i en heftig debat om liberalismens 00’ere og analyseret og diskuteret det socialdemokratiske modsvar.

Emner som markedets omfang, muligheden for nye sociale fremskridt, den finansielle verdens hærgen og statens rolle er emner fri til debat og til åben kamp i disse år, herhjemme og over den ganske verden.

Her kunne nye penne og betragtninger have pyntet, men i stedet fik man en traditionel, sur venstreorienteret kommentar. Det er, set udefra, et skuffende bidrag.

Kunsthal KRONIKEN 1. september 2012

Der findes ingen legepladser HANS-JOACHIM LENGER Den tyske filosofi-professor Hans-Joachim Lenger skriver her om kunstprojektet ’Der Platz des Spiels’, et forslag til udformning af en legeplads i København, af Heike Mutter og Ulrich Genth.

Hans Joachim Lenger er professor i filosofi ved Hochschule für bildende Künste, Hamburg (HfbK). Lenger har bl.a. etableret initiativet ’Radioretter’ (’Radio-redder’), der arbejder for at vedholde en ambitiøs radio kultur.

Heike Mutter og Ulrich Genth er en tysk kunstner-duo, der realiserer steds-specifik og kontekst-relaterede værker, hovedsagligt i offentlige rum.

Foto: © Heike Mutter & Ulrich Genth / VG Bildkunst Bonn

OVERBEVISNINGEN om legens uskyld er sejlivet. For legen tilskrives børnene og virker derfor som et rum, man fuldstændig kan hengive sig til, som indgangen til en verden af formålstjenlighed uden formål. Angiveligt relaterer legen sig nemlig kun til sig selv. Den skal ikke indtjene noget afkast, resultat eller overskud ud over den barnlige merglæde ved legen. Den, der leger, går op i legen, fortaber sig i legen og vågner af den som af en drøm,

hvor alt synes muligt. Det er derfra overbevisningen om legens uskyld får sin kraft. Det gav engang også næring til en utopi, der mente, at mennesket kun er et helt menneske, når det leger.

MEN BØRNENE leger også noget. I legen bliver de brandmænd, politifolk, indianere eller håndværkere. De kører bil eller står til søs. I sandkassen bygger de huse og veje, og de prøver deres kræfter af, når

de gynger, rutsjer eller kravler i klatrestativ. I legen udvikler de deres reflekser, tænkeevner og åndsnærværelse, og gennem legen indøver de også grådighed og grusomhed.

Alt dette har de nemlig brug for, når de er blevet større og går i gang med formålstjenlige aktiviteter. I den forstand har deres leg også altid et resultat og dermed en egenværdi. Og overbevisningen om den barnlige legs uskyld viser sig at

være en utopi, der altid kun opstår i tilbageblik – den voksne, der ser sig tilbage, fordi han har glemt, hvordan han blev det, han er.

På den anden side har han som voksen aldrig forladt legen. For er børsen andet end en leg, et spil? Er kampen om råstoffer, markedsandele og indflydelse andet end et spil? Direktøren, der investerer i sin virksomheds fremtid, udfører spiltræk på samme måde som en militær-

strateg, der fordeler sine støttepunkter over hele kloden som brikOverbevisninker på en spilleplagen om den de. Merlysten ved barnlige legs dynamisk voksenuskyld viser sig de regnskaber lystat være en rer endda en formålstjenlighed utopi, der altid uden formål – fuldkun opstår i stændigt som alle tilbageblik – andre former for den voksne, der magtforøgelse, der ser sig tilbage, udelukkende relaterer sig til sig selv fordi han har glemt, hvordan og kun nyder sig selv. Også verdehan blev det, nen af beregninhan er ger, den formålsbestemte rationalitet, den formodede effektivitet viser sig at være gennemsyret af spiltræk. I sidste ende nyder også magten kun sig selv og er et spil som alle andre.

MEN HVAD ER så leg, og hvad er alvor?

Her dukker der gråzoner op, der bliver anskuelige i udkastet til en legeplads, som kunstnerne Heike Mutter og Ulrich Genth fra Hamburg står bag.

Ved første øjekast ser man klatrestativer, rutsjebaner og barrer, som indbyder børnene til at klatre, balancere, rutsje og bestige. Men samtidig er disse stativer

POLITIKEN

Lørdag 1. sept. 2012

6 Debat

8.000

indbyggere og 12.000 arbejdspladser har Ørestad i dag

20.000

indbyggere og 80.000 job forventes Ørestad at have i 2030

Kilde: Berlingske

BISMAG. De dobbelte standarder trives i bedste velgående i den vestlige verden, skriver den anerkendte norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen. Vi kender godt til børnearbejde, men køber alligevel lystigt løs af billige produkter. Arkivfoto: Channi Annand

Usynlig. Maktens ansikt i verdens frieste samfunn Den norske professor og forfatter Thomas Hylland Eriksen er en af deltagerne ved konferencen Tvivl 2012, der foregår i København i den kommende uge. Vi bringer her – på norsk – hans refleksion over konferencens tema: magt. analyse

I

et liberalt samfunn uten alvorlige konflikter og med relativt små sosiale og økonomiske forskjeller – kort sagt i samfunn som Norge og Danmark – er makten som regel usynlig. Den oppfører seg som i Michel Foucaults sene skrifter om gouvernmentalité, styringsmentalitet: Den THOMAS trenger sjelden å gi seg HYLLAND til kjenne, for innbygERIKSEN gerne er disiplinerte og lydige. Vi stanser på rødt lys, betaler skatt, sender barna våre på skolen, stem-

mer ved valg og diskuterer det mediene forteller oss at vi skal diskutere. Det er bare når normene brytes at de kommer til syne, og det skjer ganske sjelden.

Selvfølgelig er makten overalt i våre samfunn, selv om den vanligvis ikke trenger å gjøre seg synlig. I Norge har det i senere tid vært stor oppmerksomhet rundt sigøynere (roma), som verken respekterer krav om fast bopel eller lønnsarbeid, som har et omtrentelig forhold til formell utdannelse og opererer på tvers av landegrensene. De fastboendes avsky overfor folkegruppen som har valgt en annen livsstil, har vært massiv. Men sigøynere har heller aldri vært kjent for å beundre ‘bøndenes’ levesett. For dem handler frihet om å reise og være sin egen herre. Å arbeide for andre er et uttrykk for underdanighet. Å følge lover som er vedtatt av fremmede er i beste fall et nødvendig onde, og livets skole er overlegent statens tilbud om standardisert utdannelse.

De kan vanskelig betrakte oss som frie.

De ser hvordan våre liv er stramt innrammet av maktens usynlige gjerder på alle kanter.

NÅR MAKTEN er så internalisert at den sitter i kroppens instinkter, merkes den ikke. Det betyr ikke at den er fraværende.

I de fleste av dagliglivets situasjoner op-

pleves dette ikke som et problem. Det er først når det oppstår et sprik mellom verdier og regler at det oppstår en indre kløe, en følelse av at noe er galt.

Kløen kan gjøre seg gjeldende på flere måter. Vi har for eksempel lært at alle mennesker har en egenverdi. Samtidig lever vi i samfunn som er basert på premisset om at noen har fulle rettigheter mens andre ikke har det. Papirløse flyktninger har verken rett til sosialhjelp eller helsetjenester. Dette regnes generelt som akseptabelt, selv om det strider mot prinsipper vi gjerne påberoper oss på en allmenn og abstrakt måte.

DEN ENKLESTE måten å håndtere slike motsetninger på, er å unnlate å tenke på dem. Spriket mellom verdier og virkelighet er jo strengt tatt en ubehagelig påminnelse om at vi på ingen måte er frie til å leve etter våre verdier, selv om vi lever i noen av historiens tilsynelatende mest liberale og demokratiske samfunn.

Vi har avskaffet slaveriet, og tjenerskap betraktes generelt som en vederstyggelighet. Men det er bare av bekvemmelighet at vi unnlater å tenke over at vårt tjenerskap lever i land som Kina og Colombia, hvor det blant annet produseres billig elektronikk og kaffe.

Det er mye vi vet, men later som om vi

ikke vet. Er det av hensyn til den usynlige makten?

Alle vet at det ikke er rikdom som gjør mennesker lykkelige. Når den materielle velstanden når et visst nivå, altså når man har nok, øker ikke livskvaliteten i takt med økt velstand. Alle barn vet at det er relasjonene de har til andre menne-

analyseserie Tvilsdagene 2012 – Tvivl 2012 Tvivl er det modsatte af skråsikkerhed – og siden 2002 har arrangører fra Norge, Danmark og Tyskland været værter for en årlig konference om netop tvivl. I år afholdes de såkaldte Tvilsdage 5.-7. september i København. Se programmet på www.tvil.no. Temaet for årets konference er magt, og som optakt bringer Politiken fire analyser om magt.

Tilmelding til hele konferencen eller til debatmødet ’Er magten grænseløs i det åbne samfund’, der afholdes i JP/Politikens Hus 5. september, kan ske på: politikenbillet.dk.

sker som betyr noe, ikke hvilke ting de eier. De voksne vet det også, men later som om de har glemt det. Hvorfor?

I VÅR TYPE samfunn har det utviklet seg en tilstand der varer er billige og tjenester dyre. Det er ingen god situasjon. Resultatet er at folk flest anskaffer ting i en slik hastighet, og mengde, at de aldri rekker å få et forhold til tingene. De blir byttet ut. Det skyldes ikke minst at det ikke lønner seg å få dem reparert. Det er billigere å få produsert en ny scanner, eller skinnjakke, eller sofa, i Kina eller Bangladesh, enn bare å sette på taksameteret for en reparasjon i Danmark eller Norge. Vi bruker altså vår eventyrlige rikdom på å kjøpe døde ting i stedet for å bygge relasjoner til andre.

Ingen har vedtatt denne meningsløse situasjonen. Den er skadelig for klima og miljø, den gjør livet mindre hyggelig, og den bidrar til at vi mister hukommelsen.

Bruk og kast-samfunnet er jo, som kjent, en oppskrift på hukommelsestap ettersom menneskelig erindring er knyttet til våre materielle omgivelser. Grunnen til at du sitter bedre i en gammel stol enn i en ny, er ikke bare at den gamle stolen har formet seg etter din kropp, men ikke minst at du har opplevd mye sammen med den gamle stolen opp gjennom åre-

HVOR KAN MAN så trække en grænse mellem den frie leg og de strenge beregninger? Hvordan skelner man mellem leg og alvor? Selv børnelegene er ikke så uskyldige, som de umiddelbart kunne synes. De er også kendetegnet af noget monstrøst. De mægtiges spil, økonomiens, teknologiens og militærets spil fremdriver i hvert fald stadig nye katastrofer.

I begyndelsen af 1970’erne offentliggjorde tænketanken Rom-klubben sin undersøgelse ’Grænser for vækst’, der

vakte stor opmærksomhed og blev meget omstridt. Det Ved første afgørende er øjekast ser man dog ikke, om klatrestativer, de enkelte forudsigelser i unrutsjebaner og dersøgelsen barrer, som blev til virkeindbyder børnene lighed, og det til at klatre, er også underbalancere, ordnet, om den i nogle rutsje og henseender bestige. Men udtrykte oversamtidig er drevne fordisse stativer ventninger elskabt til at ligne ler skitserede alt for overregnskabsdrevne undergrafikker og økonomiske kurver gangsscenarier. Det var langt vigtigere, at undersøgelsen udtrykte en bestemt erfaring: At en uendelig akkumulation er umulig i en endelig verden. Og at viljen til alligevel at få det uendelige i hænde fører til monstrøse dyk og eskalerende katastrofer, der bliver stadig mere ukontrollable.

DEN VESTLIGE kapitalisme støder i disse år imod en vis grænse. Indtil begyndelsen af 1970’erne kunne den langt hen ad vejen følge modeller for en industriel akkumulation. Udnyttelsen af menneskelig arbejdskraft og naturressourcer skabte et tilstrækkeligt grundlag til at vokse økonomisk og ekspandere territorielt. Nu kom der dog stadig flere tegn på, at den industrielle vækst stødte mod grænser.

Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget. Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne i en dynge af knurrende halvvågne bjørne!’

(Skriker) Slå fra dig!

Den anonyme og usynlige Bøygen svarer, rolig: Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.

OG SLIK BLIR det. I dette samfunnet har vi alle muligheter, men vi bruker bare de som bidrar til å holde systemet gående.

Dermed risikerer vi å sage over grenen vi selv sitter på. Vi reproduserer fattigdom i syd, vi ødelegger klodens klima uten tanke på kommende generasjoner, og vi er blinde for alternative måter å løse livets utfordringer på.

Ingen kan nekte for at makten har funnet sitt hjem her, midt i friheten. Det er på tide å utfordre den. analyse@pol.dk

Thomas Hylland Eriksen, socialantropolog og forfatter.

KRONIKEN I MORGEN FRANCIS FUKUYAMA Historiens fremtid

... Der findes ingen legepladser skabt til at ligne regnskabsgrafikker og økonomiske kurver. De stiger stejlt og falder lige så brat. De starter tilsyneladende tilfældigt og slutter lige så uforklarligt.

Hvad forestiller disse genstande? Eller hvilken forestilling findes i dem?

De er i hvert fald ikke sikre for den legende, og man vil nødig opleve et barn, der forsøger at lege på dem. Det ville alt for let kunne falde ned og komme til skade. Det tilfører konstruktionerne noget truende, og blandt alt det selvfølgelige og fortrolige tegner der sig noget fremmedartet. To former bliver her spillet op imod hinanden, to logikker gennemtrænger hinanden, og det gør på sin vis disse genstande til noget monstrøst.

Men hvori består det monstrøse? Det normales overflade bliver gennembrudt af en uhyrlighed, en afvigelse, noget, der vokser ukontrollabelt, eller noget skrækkeligt, der i sig selv forbliver ubeskriveligt. Det unddrager sig det synlige, men hjemsøger det alligevel for at vansire, forvrænge og skæmme dens form. Det monstrøse bliver desto mere monstrøst, jo mere uanseligt og subtilt, det kommer snigende.

ne. Det er markedets skyld, sier maktens mikrofonstativer. Markedet er som Bøygen i Ibsens Peer Gynt. Det er en anonym kraft som verken tvinger eller truer. Når Peer står overfor Bøygen, utbryter han fortvilet:

Økonomiske kriser blussede op, arbejdsløsheden steg støt, og udnyttelsen af naturen gjorde det forventeligt, at de naturressourcer, som systemerne hvilede på, kunne udtømmes.

Overproduktionen begyndte at antage foruroligende proportioner, der manglede i stigende grad profitable investeringsmuligheder, og den deraf følgende brakliggende kapital råbte på nye former for investeringer og overskudsmaksimering. I disse år betød sammenbruddet af Bretton Woods-valutasystemet, at der blev skabt mulighed for at bevæge sig frit over hele kloden. Spekulation og eskalerende låneøkonomier indledte en ny cyklus i den kapitalistiske udvikling, som vi nu synes at være nået til afslutningen på.

I disse årtier blev resultatopgørelserne, børsgrafikkerne, diagrammerne over spekulationen i hvert fald til en ikonografisk del af samfundet. Tryllebundne ser vi nu på op- og nedgangen på finansmarkederne, og vi oplever fascineret, hvordan gældskriserne har antaget en størrelsesorden, der ikke længere kan kontrolleres.

Samtidig er alt dette blevet indhyllet i begreber, der handler om spil og leg.

Globale spillere kalder man de verdensomspændende koncerner, de store banker, kapitalfondene og finanskonsortierne, der skaber det globale. Den verden, de skaber, er i sig selv en spillets verden. Ved deres aktiviteter opfører de sig angiveligt som hos bookmakere og i kasinoer: Derved sætter de i bogstaveligste forstand verden på spil. Selvfølgelig er ordet kasinokapitalisme utilstrækkeligt til at forstå, hvad der egentlig sker. Men det er tilsyneladende blevet en selvfølgelighed, at det er spillernaturer, der har an-

svaret for økonomiens sammenbrud, infantile personligheder, der ansvarsløst leger med ilden.

Derfor tegner der sig et spørgsmål, der rører ved en umulighed: Kan man forestille sig et spil, der forbliver uden resultat? Et spil, der i sidste ende ikke kan opgøres i gevinst og tab? Der ikke akkumulerer, men giver ud, spilder og taber alt, hvad der måtte blive oparbejdet? Altså et spil om selvtab, der ikke kender hverken overskud eller afkast? Hvordan ville et sådant spil være tænkeligt i og med, at det samtidig er umuligt? Dette spil ville i hvert fald ikke være ingenting, men det ville heller ikke være noget. Det løber til gengæld igennem alle forhold for at afbryde dem. Det spreder dem på alle steder, hvor de ellers ville kunne forme sig til resultater, virkninger og effekter. Det ville være et spil om uudsatte forhåbninger, overraskende drejninger og konstante forandringer, der ikke vil kunne knyttes sammen med en eneste regel. Formerne, som det kommer til udtryk i, ville derfor forrykke sig uafladeligt. Det ville aldrig slå rødder og aldrig slå sig fast ned.

Det ville udspille sig i mellemrummene, hvorfra tingene konstant fordeler sig på ny og omgrupperer sig. Hvis spillet skaber eller indgår i nye forbindelser, vil de altid være situationsbestemte.

DETTE SPIL følger nemlig ikke fastlagte regler. Det fastlægger hele tiden nye regler, som det godt nok følger i en periode blot for senere at udsætte dem for nye opsplitninger. Det afbryder hele tiden sig selv på ny for at starte fra en anden vinkel. Og da det ikke er underlagt et privilegeret medie som penge, men bringer alle

Vi glemmer det afgørende.

Uanset hvor noget kommer til udtryk, er der gået et spil forud, som ikke viser sig i det frembragte

medier, alle udtryksformer og regelsæt i spil, ville det være en anarkistisk bevægelses spil, der forstyrrer alt, hvad der forsøger at sætte sig fast. I den forstand ville spillet heller ikke selv have nogen hævdvunden placering. Spillet og legen ville ikke længere finde sted

på en legeplads.

Det er ikke mindst det, de monstrøse legestativer fra de to kunstnere i Hamburg handler om: Legen har ikke noget særligt rum. Det tror vi godt nok i barndommen og vil give den et hjemsted her.

Vi vil endda selv »blive som børn på ny«.

Men vi glemmer det afgørende. Uanset hvor noget kommer til udtryk, er der gået et spil forud, som ikke viser sig i det frembragte.

Den franske filosof Jean-François Lyotard kaldte dette for begivenhedens barndom. Det sker ikke på bestemte steder eller efter fastlagte regler. Det består af en uafbrudt pladsforskydning, et konstant sideskift, en uforudset opdukken af drejninger, der får alle kendte overflader til at briste.

Således lader spillet sig ikke fange. Hvis det havde en fast plads, var det ikke et spil. Netop i uhåndgribeligheden ligger den ubetalelige værdi.

HANS-JOACHIM LENGER

Oversættelse: Mette Skodborg

q q

SERIE KUNSTHAL KRONIKEN

Copenhagen Art Festival præsenterer i øjeblikket samtidskunst under temaet fællesskab.

Kroniken er del af festivalen og fungerer som et udstillingssted for en række værker, der er skabt specielt til Kroniken af internationale og danske kunstnere.

Festivalens redaktør Jesper N. Jørgensen har fungeret som kurator for Kunsthal Kroniken.

Heike Mutter og Ulrich Genth anvender ofte politisk, økonomisk og videnskabelig forskning i deres værker. Deres arbejde er kontekstbaseret og forholder sig til aktuelle samfundsdiskussioner ved bl.a. at transformere statistikker og grafiske kurver til skulpturer og kunstneriske indgreb i omgivelserne. Legeredskaberne i det beskrevne værk tager f.eks form efter kurver fra tænketanken ’Rom-klubben’ s ’Limits of Growth’-studie fra 1972, der beskriver begrænsninger og konsekvenser ved den økonomiske vækst indtil år 2030. Projektet kommenterer således også den måde, hvorpå vi som voksne indretter omgivelserne for børn, der – i stor udstrækning – er afskærmet fra hverdagslivets (økonomiske) bekymringer.