Bragt i Berlingske Tidende, den 14. juli 2006
Kronik: FN prioriterer verdens vigtigste opgaver Konsensus. Det er nødvendigt at prioritere. Derfor har Copenhagen Consensus stillet en række fremtrædende FNambassadører spørgsmålet: Hvis du havde 300 mia. kr. ekstra, hvad ville du så gøre først? Deres prioritering lyder: sundhed, vand, uddannelse og sult. Bjørn Lomborg Ph.d., adjungeret professor og direktør i Copenhagen Concensus Center, CBS
Hvis du havde 300 mia. kr. ekstra, hvilke af verdens store miljø-, sult-, vand- og uddannelsesproblemer ville du så bruge dem på? Så enkelt lød spørgsmålet til en række prominente FN-ambassadører for kort tid siden på et to-dages møde i Washington DC. Det handler om prioritering, for som den amerikanske FN-ambassadør John Bolton sagde i forbindelse med mødet: »Når du siger, at alting har topprioritet, siger du i virkeligheden, at du ingen prioriteter har«. Copenhagen Consensus forsøger at forbedre grundlaget for og opmærksomheden på, at valg må træffes, og at det er bedre at træffe et direkte valg end at mene, at alt er vigtigt. Vi kender det alle fra vores hverdag: Har jeg mest brug for nyt sommertøj eller en rejse til Syden? På restauranten orienterer vi os som regel også om prisen, når der skal bestilles mad og drikkevarer. I en verden med knappe ressourcer er det nødvendigt at kende prisskiltet, før man træffer sit valg. Det er kun de færreste mennesker, der har råd til at vælge frit. Begrænsede midler er i høj grad også et problem for de beslutningstagere, som skal bestemme, hvordan verdens ressourcer skal anvendes, når verdens allermest påtrængende spørgsmål skal løses. Derfor vil det være et stort skridt fremad, hvis nogle af verdens vigtigste politiske beslutningstagere begynder at diskutere, hvordan prioritering af verdens knappe ressourcer er en nødvendighed i fremtiden. Desværre ses det ofte, at politikere prøver at undgå at lave klare prioriteringer, fordi de er bange for at komme i unåde hos de vælgergrupper, som må have interesse i de ressourceindsatser, som ikke bliver højt prioriteret. Selvom vi ofte undviger at diskutere prioriteringen direkte, forsvinder problemet ikke. Hvis vi ikke tør drøfte valgene, er konsekvensen, at prioriteringen bliver mindre klar, effektiv og demokratisk. FN er for øjeblikket i store økonomiske og institutionelle vanskeligheder. Først og fremmest har FN mere end vanskeligt ved at få budgetterne til at hænge sammen. For det andet står FN over for at skulle moderniseres, så institutionen bliver mindre bureaukratisk og mere effektiv. Siden FNs oprettelse i 1945 har generalsekretæren fået ca. 9.000 mandater til at udføre alverdens opgaver i FNs navn. Det er indlysende, at opgaveløsningen ofte har været svær og uoverskuelig, når der i gennemsnit er blevet udstedt et nyt mandat hver anden dag siden oprettelsen af FN. FN-systemet bliver nødt til at beslutte sig for, hvad det er for nogle opgaver organisationen først og fremmest skal fokusere på i fremtiden. Ikke alt kan løses her og nu. Derfor er det vigtigt, at FN laver en prioritering af rækkefølgen af den fremtidige indsats. Der er i den sammenhæng, man skal se vores udfordring til de mange FN-ambassadører: Hvis du havde 300 mia. kr. ekstra (men kun 300 mia. ekstra) – hvad ville du gøre først? FN er den største af en lang række internationale organisationer, der forsøger at tackle
COPENHAGEN CONSENSUS CENTER COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL • SOLBJERG PLADS 3 • 2000 FREDERIKSBERG • DENMARK +45 3815 2254 • INFO.CCC@CBS.DK • WWW.COPENHAGENCONSENSUS.COM
verdens store problemer. Derfor er det oplagt at få FN involveret i processen. Det er FNs opgave at løse verdensomspændende opgaver med hensyn til konflikter, sundhed, udvikling, uddannelse og mange andre ting. Med FN-ambassadørernes deltagelse i Copenhagen Consensus’ proces var det første gang, at FN-toppen begav sig i kast med at prioritere. De begejstrede reaktioner fra de deltagende ambassadører viste, at prioritering i en større skala er en farbar vej for FN fremover. Thailands FN-ambassadør Khunying Laohapan konkluderede, at »Copenhagen Consensus-metoden kan bidrage til den igangværende reformproces i FN ved at være med til at sikre bedre og mere effektiv udnyttelse af de knappe ressourcer, når verdens presserende udfordringer skal løses«. I løbet af mødet blev FN-ambassadørerne præsenteret for oplæg om verdens ti største globale udfordringer, både fra Copenhagen Consensus’ økonomer og fra FNs egne eksperter. De hørte om udledningen af drivhusgasser, som er skyld i den globale opvarmning. De fik af vide, at millioner af mennesker årligt dør på grund af smitsomme sygdomme såsom HIV/AIDS, malaria og kolera. Ambassadørerne fik også af vide, at manglende uddannelse er et stort problem: ca. 800 millioner mennesker over 15 år kan ikke læse og skrive. Ved at sikre bedre kvalitet i uddannelserne kan fattigdom mindskes, demokratier opbygges og fredelige samfund etableres. Et andet foredrag beskrev, hvordan 850 millioner mennesker er ramt af underernæring, og mere end halvdelen af verdens befolkning mangler vitaminer og mineraler. Sult og underernæring er en væsentlig årsag til manglende økonomisk vækst og velfærd i de ramte samfund. Tilsvarende fik de af vide, at ca. én milliard mennesker ikke har adgang til rent drikkevand og 2,4 milliarder har dårlige kloakeringsforhold. Udfordringerne er mange og store, og her er så kun nævnt nogle af de største. Men de fik ikke bare den klassiske liste af problemer, men også information om omkostningerne og fordelene ved at handle. Ambassadørerne fik ikke bare menuen, men også priserne. Masser af menneskeliv kan reddes overordentlig billigt. For 165 mia. kr. kan vi forhindre 28 millioner mennesker i at få HIV. For hver krone vi investerer i HIV-forebyggelse, gør vi omkring 40 kr. godt. For 75 mia. kr. kan vi reducere antallet af malariatilfælde med mere end en milliard om året. For hver krone vi investerer i malariabekæmpelse, gør vi formentlig 10-15 godt. Ved at investere i vitamintilskud, kan vi for omkring 70 mia. kr. drastisk reducere fejlernæring – for hver krone gør vi måske 20-30 kr. godt. Hvis vi investerer i rent drikkevand og kloakering, vil vi kunne gøre 4-7 kr. godt for hver investeret krone. På baggrund af oplæg, diskussioner og grundige overvejelser konkluderede FNambassadørerne, at forebyggelse af smitsomme sygdomme, forbedret adgang til vand og kloakering og forbedring af uddannelser bør være verdens vigtigste prioriteter. Skønt udfordringer såsom migration, korruption og konflikter er også store udfordringer, er det ikke hér verdenssamfundet skal starte indsatsen. Måske lige så vigtigt sagde ambassadørerne også noget om, hvilke indsatser, der ikke kom først. Det er klart nok lettere at snakke om topprioriteterne (hvor man er gavmild og vil gøre godt), mens det er sværere at snakke om bunden (hvor man ikke først vil gøre godt). FN-ambassadørerne udviste stort mod og anbragte drivhusbeskatning (CO2-skat) og finansiel ustabilitet nederst på prioriteringslisten. Ambassadørernes prioriteringer vil givetvis skabe debat. Nogle vil bifalde resultatet, og andre vil ryste på hovedet – men den vil få os alle til at overveje vores prioriteringer. Copenhagen Consensus-modellen kan således være et værktøj, der kan medvirke til at styrke FN og hjælpe organisationen til at fokusere på de ting, der gør mest nytte i verden. Copenhagen Consensus kan samtidig være med til at påvirke den politiske dagsorden for udviklingen af verden i fremtiden. Copenhagen Consensus er skabt og udviklet blandt økonomer, men det er håbet, at prioriteringsideen kan udvides til at omfatte meningsdannere, beslutningstagere og blive en alment accepteret del af den offentlige debat blandt almindelige mennesker. De otte beslutsomme FN-ambassadørers prioritering af verdens udfordringer og muligheder er et fornemt skridt hen imod, at fremtidens ulandsdagsorden i højere grad vil blive sat på 2
baggrund af et fagligt funderet grundlag ud fra klare, rationelle beregninger. Jeg håber, at mødet i Washington DC bliver grundstenen for, at FN i fremtiden i større udstrækning vil prioritere mellem verdens store udfordringer. Alle de deltagende ambassadører synes, det var et vellykket møde, og de foreslog, at Copenhagen Consensus burde udvide øvelsen. Nu arbejder vi på til efteråret at lave et nyt møde med langt flere FN-ambassadører, hvor vi vil stille dem det enkle, men svære spørgsmål: Når vi ikke kan gøre alt på én gang, hvad skal vi så gøre først? opinionjournal.com/editorial/feature. html?id=110008626 The Wall Street Journals interview med Bjørn Lomborg
3